Om bøgerne

- løse tanker og anekdoter om hver af mine deciderede bogudgivelser.


Picnic i Hiroshima (Det Poetiske Bureaus Forlag, 2012)


Picnic i Hiroshima, der blev stykket sammen på baggrund af et par hundrede digte, som havde det til fælles, at de var mere eller mindre påvirkede af amerikansk beatpoesi, var fra starten kun tænkt som en dør ind til mit forfatterskab. Ræsonnementet lød: Nu havde jeg ventet over 20 år på at få udgivet en bog, og jeg kunne ikke med sikkerhed sige, om jeg fik muligheden igen. Derfor var det en oplagt idé i at sørge for, den rummede lidt af alt det, jeg kunne og havde på hjerte. Og omvendt: Lykkedes det mig at få et decideret forfatterskab op at stå, kunne den passende fungere som en nøgle til alt efterfølgende.

Som sagt, så gjort. Men på et tidspunkt gik det op for mig, at bogen i grunden kunne ses som en respons på et emne, jeg dengang vendte med indtil flere venner: Hvad opvæksten i atombombens skygge psykologisk set havde gjort ved min generation. Et emne, der er foretaget overraskende lidt research omkring, men som vi var flere, der så som en mulig grund til vores rodløshed, ustadighed og fortsatte hedonisme som voksne. Vi var vokset op med bevidstheden om, at fremtiden var en unødvendig dimension at tænke i, eftersom alt alligevel kunne ende med et brag når som helst. Men nu stod vi så pludselig i den, fremtiden. Stadig ude af stand til at gennemskue, hvad vi skulle med den, fordi vi helt ind i vores inderste, endnu uspaltede atomer kun var i stand til at leve i nuet.

Således blev Picnic i Hiroshima et værk om forskellige aspekter af det postnukleare liv: Kærligheden, tidsånden, opvæksten, kunsten, troen. Passende nok detonerede den da også til sidst sig selv i en støvsky over Kuala Lumpur. Lige op i Guds ansigt.

Og det spæde forfatterskab havde fået sit ground zero. 8600 viderefører striben af erindringsdigte herfra, mens Kvarts er et intenst studie i undergangsbevidsthed. Kommende bøger vil blot illustrere yderligere, hvor central denne er.


August (PalePoets.com, 2014)


I august 2014 fandt jeg mig selv i et sommerhus, der lå i Stenbjerg, Thy. Dem, som kender stedet, ved, at det er enormt smukt, råt og voldsomt, men til gengæld også efter danske forhold utilgængeligt. Der er fem kilometer til den nærmeste købmand, og uden bil kan det kun foregå på én måde: Pr. cykel.

Lad det være, hvad det er. Men det var et godt sted at finde sig selv, som man siger, og mens jeg var der, begyndte der at dukke en række afklarede, men også bittersøde prosadigte op i min notesbog. Jeg var fyldt 40 et halvt år forinden, og der var noget ved den efterhånden lave sol, svampene i baghaven og de døsige humlebier i klitterne, der spejlede min sindstilstand. Måske også mere, end jeg havde lyst til.

Jeg var midtvejs i livet. Visse ting, som hørte ungdommen til, var ved at slutte. Forude lå...ja, hvad?

Det var den slags emner, der roterede gennem mit hoved i et usædvanligt smukt, gyldent skær, mens jeg kradsede den ene korte, men præcise tekst ned efter den anden. Da måneden sluttede, og jeg var tilbage på Sjælland, var der over 60 at vælge ud af.

Gennem et par år havde jeg sendt tekster til hjemmesiden PalePoets.com, som i stigende omfang havde brokket sig over, jeg sked højt og flot på det faktum, at de helst så, bidrag var af samme længde som et tweet på Twitter. Det havde ærligt talt bekymret mig lidt, men pludselig stod jeg med de rette tekster til at lave en udgivelse i det format. Så det gjorde jeg.

Vedlagt var nogle billeder, jeg havde taget i Stenbjerg den foregående sommer. Bl.a. af et strandet marsvin, der lå og rådnede på stranden.

Det var sådan, jeg følte mig. Midtvejs. Fanget. Løs i kødet.

De antog det hele.

Det kom der en god, lille og uprætentiøs udgivelse ud af, der ganske vist kun findes i PDF-format - og helt klart også hører til blandt de "lette retter" - men jeg alligevel holder meget af den.

Fra undfangelse til udgivelse gik der kun tre måneder.

Det burde oftere være sådan.

Download bogen her.


8600 (Forlaget Rytter, 2015)


I december 2003 døde min farmor. Det er der så mange farmødre, der gør hver dag, uden det får litterære konsekvenser. Det fik hendes død heller ikke umiddelbart for mig, og alligevel havde noget forskubbet sig. Mens jeg som ung havde sparket døre ind ude i den store verden - gerne så langt væk fra min hjemstavn i sovebyen Voel lidt øst for Silkeborg - havde mange stille og diskret lukket sig bag mig. Nu var min farfar den eneste, jeg stadigvæk kendte "derhjemme". Og tankerne drejede sig i retning af ikke blot farmor, men alle de andre, som også var væk: Købmanden, bageren, spillemanden, lærerne, knallertdrengene, flammerne, kammeraterne...

En dag i det efterfølgende forår sad jeg på en bænk i Voel og skrev. Det gik godt. Ualmindeligt godt. Faktisk så godt, at det gik op for mig, jeg var ved at skrive en bog om byen.

Tanken var rar. Alligevel løb det mig koldt ned ad ryggen ved tanken om, at dem, digtene handlede om, rent faktisk ville komme til at læse mine ord. Dels krævede det, at jeg udviklede en form, de ville nikke genkendende til, uden dermed at give køb på mine egne begreber om digterisk kvalitet. Dels fordrede det, at jeg tacklede hver eneste person med absolut Feingefühl - huskede stadig, hvordan Dan Turéll havde fået fuldfede sagsanlæg på halsen i kølvandet på Vangede Billeder...

I de efterfølgende år skrev jeg stort set bare om alt. jeg huskede, ind imellem alle mulige andre projekter, jeg havde gang i. Visse motiver gik jeg igennem tre eller fire gange, før jeg syntes, jeg havde fanget dem rigtigt. I 2011, hvor også farfar døde, havde jeg måske 500 siders poesi. Og bunken blev ved at vokse indtil sommeren 2014, hvor fanden pludselig tog ved mig: Nu skulle den skide bog ud. Der var rigeligt med stof at tage af, i hvert fald. Og kvaliteten honorerede efterhånden de høje krav, jeg stillede til mig selv.

Tilmed også de fleste andres krav, vidste jeg. Via Facebook havde jeg nemlig i et stykke tid prøvet teksterne af over for mange af de folk, som havde taget del i min opvækst, og jeg skal love for, det blev en interaktiv proces! Huskede jeg bare den mindste detalje forkert, fik jeg det mere eller mindre venligt at vide! Men også den skærsild havde været nødvendig i forhold til forædlingen af materialet.

Det gode spørgsmål var nu, hvordan 8600, som værket var blevet døbt, skulle se dagens lys.

Mit ellers faste forlag var et københavnerforetagende, som ikke ville have været i stand til at sælge bogen de rigtige steder. Gik jeg andre steder hen, var der ingen garanti for hvilken redaktør, jeg ville få, og hvad vedkommende ville gøre ved min bog. Den bog, jeg med mig selv vidste hverken kunne eller burde være anderledes, end den var.

Kort sagt: Jeg gik selv. Startede en crowfundingkampagne for at få penge ind til layout, trykning og deslige. Fandt ud af hvilke formaliteter, som hører til at starte et forlag. Løb på posthuset hver anden dag for at sende materialer og eksemplarer. Skrev pressemeddelelser og prøvede at pushe værket alle tilgængelige steder. Også på diverse scener, hvor jeg kunne komme til det.

Og i september 2015 - efter næsten 12 års arbejde - så 8600 omsider dagens lys. Naturligvis i Voel Forsamlingshus, hvor de endnu levende dele af bogens persongalleri var mødt talstærkt op.

Det blev en varm og kærlig dag.

Det blev også en, synes jeg, varm og kærlig bog. Fyldt med kirsebær og kærlighed, slagsmål og buksevand, rædsler og eventyr. Alt det, en opvækst på landet var i 70'erne og 80'erne. Men også både udlængsel og hjemve. Ikke for ingenting var Edgar Reitz' filmserie Heimat forbilledet over dem alle. Der var den samme bittersøde stemning over 8600 som i hans epos.

På alle planer var bogen en personlig triumf. Den solgte tilmed godt.

Til sidst stod kun ét presserende spørgsmål tilbage: Hvordan fanden slipper jeg nu af med prædikatet "hjemstavnsdigter"?


Kvarts (Det Poetiske Bureaus Forlag, 2016)


Det gjorde jeg ved at vende tilbage til det udgangspunkt i punk og storbybevidsthed, jeg allerede havde markeret i debuten. Nærmere bestemt den gotiske subkultur, der havde optaget mig stærkt som teenager, hvor navne som The Cure, Depeche Mode, Joy Division og Sisters of Mercy havde roteret fast på pladespilleren. Allerede i 2008 havde jeg undfanget idéen om at skrive en "sort bog", der kunne tage konkurrencen op mod de gruppers største plader. Og engang havde det været en idé, jeg med et skælmsk, ondt smil havde beskrevet for mine bekendte. Men knapt nok var bunken begyndt at vokse, før døden og ødelæggelsen i den begyndte at blive virkelighed omkring mig.

Først begik en bekendt i Odense selvmord. Så mistede jeg en svigermor under meget grimme omstændigheder. En ven af huset måtte jeg forgæves forsøge at genoplive med kunstigt åndedræt efter en type kollaps, hvis art aldrig er blevet helt opklaret. Og endelig opgav min farfar som sagt - heldigvis anderledes stilfærdigt - ånden i 2011.

I al den tid rørte jeg bevidst ikke ved det manuskript, der endte med at blive til Kvarts. Jeg havde læst om Brian Wilsons paranoia over, at hans arbejde med "The fire suite" fra Beach Boys-mesterværket Smile skulle udløse brande rundt omkring i byen. Hvilket han, ved at gennemgå aviserne, mente at kunne dokumentere, det rent faktisk gjorde...

Alligevel skrev jeg masser af digte i den tid. Digte om dem, som var væk. Digte om at føle sig lille, skrøbelig og lost. Digte om at have smerter i livet som sådan. Og et par år efter det sidste dødsfald i rækken, vovede jeg at fiske det gamle manuskript frem for at se, hvad jeg kunne fylde på det.

De dæmoner, man ikke selv nidstirrer, ender jo med at tage magten over én, ikke?

Det blev til en formidabel dødsmesse. Måske ikke af samme pulveriserende karakter som Joy Divisions Closer, bogens omslag i øvrigt er en art parafrase over, men snarere et "black album", som Frank Zappa ville have lavet det. Altså med et vist skud grov, morbid humor oveni.

Det var døden i hverdagen, døden i sovekammeret, døden i de brændende gader, sågar døden på Månen. Døden som joke, tragedie, forløsning, ekstase, ligegyldig handling, rabiat politik. Ville man have død, kunne man få den hos Boutique Kvarts i alle størrelser.

Som en joke fik jeg min kæreste til at geare mig op i gotisk makeup til billedet på inderopslaget. Den høje hat var en hilsen til Gary Numan, sminken et nik til Philip Oakey fra The Human League i deres kolde periode. Tænkte, jeg hellere måtte få taget sådan et foto, før jeg blev for gammel og ynkelig til det.

Det bliver man næppe til døden.

Men at rent faktisk udgive Kvarts var min måde at holde den hen med snak på.


Masselinjer (Det Poetiske Bureaus Forlag, 2017)


I starten af 2015 var jeg sygemeldt med stress og depression i en periode på tre måneder oven på en hård ansættelse, der gennem flere år havde tæret på mig, kombineret med diverse kedelige personlige omstændigheder. Jeg havde så absolut brug for ro i mit liv, og dog viste det sig hurtigt, at det heller ikke var heldigt at sidde for meget derhjemme i selskab med mine egne tanker. Og ikke mindst dagens nyheder, der i en lind strøm fortalte om en højredrejning, som var på vej ud af kontrol, og et menneskesyn, der på bedste kadaverliberalistiske vis var ved at gå i hundene. Følte jeg mig lille og hjælpeløs ude i "virkeligheden", var det blot værre "udenfor" den.

Af ren frustration kastede jeg mig ud i en frådende raptus. Måske mest af alt for at kunne placere min afmagt et eller andet sted. Desuden havde jeg gennem flere år haft idéen om at lave en politisk digtsamling, der gik uden om 70'ernes socialistiske knækprosatradition og kombinerede holdbar kunst med præcis, men ikke alt for firkantet samfundskritik. Jeg mener: I det felt ligger mine rødder snarere i punk og anarkisme end lærebogsmarxisme, og jeg har altid haft afsmag for den type mennesker, der mener, man kan slå løsningerne på alle klodens problemer op i Das Kapital. Længe var jeg nervøs for at vove mig ud i projektet af frygt for at blive beskyldt for hønsestrik og den slags, men netop på det tidspunkt var jeg bedøvende ligeglad. Skrev løs for at rydde op i mit udbombede hoved. Og da jeg så småt kravlede ud i lyset igen, stod jeg med et manuskript, der var blevet usædvanligt homogent pga. den meget intense og stringente proces.

Da det i starten af 2017 blev aktuelt at udgive det som samling, var tilstandene ude i verden kun blevet værre. I USA var Trump netop blevet indsat som præsident. I Danmark leflede Socialdemokraterne for den laveste ende af Dansk Folkepartis vælgerkorps, mens Liberal Alliance var indtrådt i Lars Løkkes borgerlige regering. Det, som to år forinden måske havde været en halvgal mands syrlige rablerier, virkede med et ikke blot passende, men måske endda en kende underspillet. Sådan kan tiden af og til give ens kunst uventet medvind, selvom jeg i dette tilfælde helst havde været den foruden.

Masselinjer var bogen, hvor jeg tog med Hitler på provinsdiskotek, fulgte med Osama Bin Laden ned på bunden af havet og kippede melankolsk med hatten til salig Eik Skaløe, hvis fjerne, idealistiske epoke lige pludselig virkede uendeligt langt væk. Der var store digte om både USA, Europa, Kina, Rusland, Afrika og Sydamerika, beske tekster om ytringsfrihedens forskellige gradbøjninger og allehånde udfald mod enhver form for populisme. Og set i bakspejlet synes jeg, det er en særdeles fin bog, der måske mangler lidt af den spirituelle overbygningen, resten af produktionen har, men til gengæld har masser af drive og slagkraft.

Hvor pilen peger hen næste gang? Uanset hvad tilbage til hjemstavnen: I et scenarium bliver den næste bog en eksperimenterende selvbiografi, i et andet storværket Land & Folk, der bygger videre på den grundsten, 8600 lagde ned, men i et bredere og mere nationalt perspektiv.

Vi får se, hvor det hele ender. Men nu, hvor jeg har åbnet tilstrækkeligt med nye døre i mit forfatterskab, føles det både godt og rigtigt at drage "hjemad" igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar