FAQ

- 10 hurtige til forfatteren



Hvornår startede du med at skrive?

Har svært ved at skelne det at få sprog fra det at skrive. Tror, tingene kom til mig på samme tid. I hvert fald havde jeg allerede før, jeg kom i skole og lærte at stave, fundet på en lang historie ved navn "Mig og ræven", som jeg for et par år siden vævede lidt af ind i en slags romanmanuskript, der ser dagens lys som bog på et tidspunkt. Som 10-årig begyndte jeg at skrive sangtekster på ufatteligt dårligt engelsk. I 1988 så en klasselærer nogle af dem og foreslog, at jeg lavede dem om til digte på dansk. Det gjorde jeg så, og efterhånden kom der nye ting til, hvor jeg begyndte at lege mere bevidst med formsproget. Så forfatteren Steffen Baunbæk har eksisteret lige så længe, som jeg har, men digteren kom til i oktober '88.


Hvor henter du inspiration?

Alle mulige steder fra. Det kan være et ord, jeg falder over en dag og bare MÅ bruge i et digt. Det kan være et minde, som dukker op fra underbevidstheden. Det kan være nyhederne eller vejret lige så vel som et eller andet tungt, teoretisk værk, jeg lige har læst. Musik bruger jeg også en del. Har været passioneret pladesamler, siden jeg var 10 år gammel, og kigger man efter, er mine bøger fulde af referencer til den side af kunsten.


Hvad gør du, hvis du ikke føler dig inspireret?

Jeg skriver. Simpelthen. Uanset vind og vejr, uanset om det er jul eller nytår, skal der noget ned på papiret hver dag. Det behøver ikke at være genialt, men det skal være der. Min erfaring er, at skriver man på såkaldt inspiration, går der lang tid imellem, der kommer noget. Og når der så gør, kommer det typisk i form af en slags krampetrækning, hvor teksterne myldrer ud, men man ikke får styr på formen før hen mod slutningen, fordi maskineriet har nået at blive rustent siden sidst. Nej, så hellere skrive noget - godt eller skidt - hver dag. Så holder man formen ved lige. Og typisk ender man trods alt også med at få et eller andet inspireret ned hver gang, man sætter pen til papir.


Hvornår ved du, om et digt er blevet godt?

Det ved jeg i reglen med det samme. Hvis pengene passer - hvis der ikke er løse ender eller noget, der stikker udenfor - og jeg har fået fat i en eller anden essens, er digtet som udgangspunkt vellykket. Men vellykket er ikke lig fantastisk. Når man rammer noget, som er det, er man slet ikke i tvivl. Så kan man leve højt på dét resten af ugen. Det er langt hen ad vejen derfor, man skriver: For at få det der rush over at have lavet noget, som ikke bare er godt nok, men stort. Meget større end det, man har puttet ind i det.


Det lyder næsten religiøst?

Jamen jeg ER religiøs. Ikke i en kristen forstand. Nærmere en panteistisk og meget østlig. Og jeg hader dogmatik uanset trosretningen. Men jeg ved, der er noget, som er større end mig, og at det virker gennem mig, når jeg skriver. Jeg anser ikke mig selv for at være et geni i romantisk forstand - en eller anden slags sendebud fra himlen. Jeg er sproghåndværker. Men hvad det end er, som har skabt mig - og det er jeg overbevist om, at ikke nogen, men noget har - bliver jeg et med det i skriveprocessen.


Hvorfor lige digte?

Fordi jeg har svært ved at skrive længere prosaforløb. Ikke teknisk: Jeg kan være en glimrende fortæller, når det slår mig. Men jeg har svært ved at forelske mig i den slags detaljer, romanforfattere sikkert bør: Miljøbeskrivelser, opdigtede personers psykologi, enormt samfundsrelevante tematikker. Jeg vil bevidst eller ubevidst gerne frem til essensen i en fart, og så er det altså svært at skrive mere end 5-6 siders prosa uden at gå kold. Desuden har jeg en tendens til at gennemskue, hvordan en historie ender, før jeg har skrevet den. Og så er det altså surt at få den ned på papir. At skrive skal gerne være en opdagelsesrejse, ikke en forbandet pligt.


Kan du leve af at skrive?

Tager du gas på mig? Lægger man alt det sammen, jeg har tjent på 28 års skrivning, ville jeg sikkert kunne leve én måned for det. Med mindre man virkelig spiller spillet og sætter en ære i at give folk, hvad de vil have, er der ingen penge i litteratur. Og slet ikke i digtning. Jeg har været så heldig, at alle mine bøger indtil videre har givet overskud, men der er glimrende forfattere derude, som i praksis sætter penge til hver gang, de udsender noget. Man skal skrive, fordi man ikke kan lade være.


Kan man lære at skrive?

Bestemt. Måske ikke at skrive godt, for jeg tror, man skal have specielle anlæg med sig, hvis man skal ud over det middelmådige. Men læser og skriver man meget, er jeg sikker på, man godt kan opøve et vist mesterskab. Hvilket det i øvrigt er min overbevisning, at man selv bør gøre. Jeg ved godt, der er forfatterskoler af enhver slags derude efterhånden, og jeg kan ikke udelukke, de kan være meget inspirerende. Men specielt på den officielle af slagsen synes jeg, der foregår en vis ensretning. Den er lidt af en pølsemaskine, hvor de undervisere, som nu engang er oppe i tiden, for det første udvælger talenter efter deres egne lidt tilfældige kvalitetskriterier, for det andet skoler dem i bestemte måder at skrive og tænke på. Ensretning er al god litteraturs fjende. Nej, lær det selv. Og kun hvis du virkelig føler dig som forfatter. For det er noget, man ved, man er. Er man i tvivl, er der næppe noget om det. Og så hjælper hverken de bedste papirer eller det flotteste sprog.


Hvad er din største personlige succes?

Min største personlige succes var nok at holde reception for min anden digtsamling, 8600, i Voel Forsamlingshus. Ikke nok med, at jeg synes, den bog er meget vellykket: Det var Voel, min hjemby, den handlede om. Og for dem, som ikke kender den, kan jeg sige, at den ikke har naturligt anlæg for poesi. Det er en typisk soveby med rødder i landbruget, og det, som ikke kan gøres op i penge, har traditionelt ikke den store værdi derude. Men der var alligevel mødt noget lignende 100 mennesker op for at se mig præsentere den bog, og der stod jeg så og læste op for persongalleriet. Det var vildt. Det var rørende. Det var meget, meget tilfredsstillende.


Der snakkes meget om generationer inden for lyrik. Hvilken synes du, du hører til?

Det er længe siden, jeg har defineret mig selv på den måde. I starten så jeg meget gerne mig selv som en del af 80'er-generationen: Som en forlængelse af Strunge, Søren Ulrik Thomsen og den slags folk. I 90'erne var jeg også i en vis periode meget optaget af hele det postmoderne trip, som kendetegnede den tid. Men der, hvor jeg er nu, har jeg svært ved at adskille det, jeg laver, fra det, Sophus Claussen lavede i 1890'erne. Eller for den sags skyld det, jeg hører 18-årige optræde med ude på scenerne for tiden. Jeg er fra før Murens fald, det fornemmer jeg på mange områder. Der hænger en eller anden slags dommedagsbevidsthed over i det, jeg skriver, som helt unge forfattere nok kan have svært ved at relatere til. På den måde kan jeg måske nok tidsfæstes en smule. Jeg ville nok ikke skrive det, jeg gør, hvis jeg ikke var vokset op under en atomsky. Men hvad min generation så end var for en størrelse engang, føler jeg ikke noget tilhørsforhold til den længere. Det gør jeg til gengæld til enkeltpersoner. Problemet er bare, at mine valgslægtskaber omfatter folk, som er alt fra 20 til 80 år gamle. Så er dét en generation, er det en temmelig speciel en af slagsen, må man sige. Nej, skråt op med det begreb. Jeg skriver, hvad jeg skriver. Til enhver tid.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar