Afdanket Rytter

Afdanket Rytter Pferdlag er et lille DIY-forlag, jeg siden 2010 har kørt, når tiden og lysten var der. De tidligste udgivelser var småsyrede one-offs - som Imellem Esbjerg og Fanø (Remix), der i 2010 blev uddelt til fællessang i Underskoven og handlede om fiskere på hård narko, og et samarbejde med lyrikeren Louise Kristensen fra samme år, Comic-o-matic, som udkom i ét eksemplar og bestod af en række vittighedstegninger/tegneseriestriber, som efter behov kunne puttes ind i en skifteramme. Efterhånden er ambitionerne dog vokset, og det er min plan, at der fremover skal udkomme små hæfter med lidt af hvert i limited editions, som vil være tilgængelige for små penge. Foreløbig er disse titler (på hver deres måde) tilgængelige:




Steffen Baunbæk: Markør (cd-r, 18 tracks, Waste of Ammo/Afdanket Rytter 2011)

Min debutudgivelse i eget navn. En række oplæsninger fra 2009/10, som blev indspillet og produceret af henholdsvis Cecilie Illemann Hammershøy (She Comes in Colors) og Ole Bundgaard. Rummer flere digte, som stadig ikke er udkommet i anden form, samt en række tekster fra Picnic i Hiroshima. Er udkommet i 2 oplag på hver 25 eksemplarer, hvoraf nogle stadig er til salg, og vil herefter ikke blive genoptrykt. Pris: Kr. 20/30 (m. porto)





Steffen Baunbæk: Memo (hæfte, 16 s., Afdanket Rytter 2013)

Prosadigte fra 2008/9, der former sig som en lyrisk selvbiografi fra istidens slutning frem til den (dengang) skrivende stund. Tonen er mere personlig end vanligt, men efter min egen, ydmyge mening befinder mange af mine smukkeste, mest fortættede tekster sig i denne lille, uprætentiøse bog, der spænder fra barndomsminder over saftige, erotiske passager til mere kosmiske udladninger. Udkommet i to oplag på hver 25 eksemplarer. Nu udgået. Hæftet vil ikke blive genoptrykt.





Steffen Baunbæk: Kino (hæfte, 28 s., Afdanket Rytter 2013)

Består af 20 digte fra mine første 10 år som lyriker, dvs. 1988 - 1998, samt et nyskrevet forord. Flere af dem har tidligere været publiceret i bl.a. Hvedekorn, andre er håndplukkede fra den tids manuskripter og har således ikke været på tryk før. Oplev forfatteren i et anderledes surrealistisk og ekspressionistisk stilleje end nu om stunder! Nu udgået. Hæftet vil ikke blive genoptrykt.







Steffen Baunbæk: Louis siger (hæfte, 36 s, Afdanket Rytter 2014)

Relativt nyskrevne prosadigte, der kredser om sangeren og sangskriveren Lou Reed, hvis sange, univers og omgivende mytologi danner baggrunden for en slags lyrisk rundrejse i USA. Kunstnerisk set den mest ambitiøse satsning på Afdanket Rytter nogensinde. Begrænset og nummereret førsteoplag på 30 eks. Pris: 20 (30 m. porto). Udsolgt og trukket tilbage for videre bearbejdning.








Steffen Baunbæk: Demiurgens laboratorium (hæfte, 28 s., Afdanket Rytter, 2014)

En opsamling af tre essays om skrivningens kunst, "Den skrantende engel - en poetik", "Bliv forfatter!" og "Poesi og selvhøjtidelighed", som har været bragt på diverse blogs gennem årene. Tilsammen danner de en større poetik, der rækker fra de dybeste overvejelser til de allermest praktiske detaljer i et, for den type udgivelse, ganske lettilgængeligt sprog. Begrænset og nummereret førsteoplag på 30 eks. Pris: 20 (30 m. porto).






Steffen Baunbæk: Postkort fra København (bogobjekt, 14 s., Afdanket Rytter, 2014)

Fra tid til anden sker det, det kommer over mig at lave et helt unikt bogobjekt. Det seneste i denne række er Postkort fra København - en række håndplukkede postkort fra Hovedstaden med nyskrevne digte på bagsiden, som i uge 22 2014 blev sendt ud til den glade vinder af en konkurrence på Facebook. I sagens natur kan denne udgivelse ikke købes, men jeg forbeholdt mig retten til at indscanne indholdet, er tilgængeligt her.





Steffen Baunbæk et al.: Steffen Baunbæk (objekt, 40 år, Afdanket Rytter, 2014)

Katalognummer: AR 010. Limited edition i ét eksemplar. Udsolgt fra forlaget.










Steffen Baunbæk: Foderstoffen - og andre tekster (digte og prosa, Afdanket Rytter, 2014)

Et restprodukt fra arbejdet med digtsamlingen 8600, som udkom på en "overbygning" til dette foretagende, Forlaget Rytter, i september 2015. Rummer tekster, som mindre faldt på kvaliteten end narratologiske overvejelser, og byder desuden på smagsprøver fra eksperimentalromanen En anden mands selvbiografi, der endnu kun eksisterer i manuskriptform. Hjemstavnslyrik med blod, sved, tårer og andre interessante kropsvæsker. Udgivet som wordfil til eget udprint på Facebooksiden 8600 - en digtsamling fra udkanten, hvor den fortsat kan hentes gratis. Årets julegave fra Afdanket Rytter.


Steffen Baunbæk: Take one - instant poetry (digte, Afdanket Rytter, 2015)

Bog, der opstod spontant på morgenture mellem Avedøre og Bagsværd over to uger i januar 2015. Konceptet var at tage 6 A4-ark, bøje dem over, skrive digte på dem med en blå Bic-standardkuglepen og reproducere revl og krat, som det var. Uden senere forskønnelser, tilføjelser eller redigering. Udgivet i 25 eksemplarer d. 7/5 under Underskoven på Huset i Magstræde. Derfor udgået. En digital udgave af indholdet vil snarest muligt blive tilgængelig.



steffen baunbæk pedersen: skud (bogobjekt, Afdanket Rytter, 2016)

Manuskript fra 1999, der udgives under mit daværende forfatternavn i en faksimileudgave. Dvs. som løsark i en elastikmappe af den slags, jeg svor til, når jeg dengang sendte post rundt til forlagene. Spørger man mig selv, er der her, mit forfatterskab egentlig startede. Selvom Per Højholt stadig spøger ganske meget i krogene, er kvalitetsniveauet i digtsamlingen højt, og mellem linjerne aner man den tone, min poesi har i dag, titte frem. Udgivet i 10 eksemplarer, som naturligvis er nummererede og signerede. Pris: 125 kroner inkl, porto.


Bestilling: Indsæt beløbet på konto nr. 2256 - 8893822144 og send navn/adresse til damaetas@live.dk. Så lander bestillingen hurtigst muligt.

Jeg vil desuden gøre opmærksom på, at Afdanket Rytter har en "storebror", Forlaget Rytter, som er helliget deciderede bogudgivelser med ujævne mellemrum. Besøg det her.

PS: Om nogen skulle ønske det, udsender jeg også gerne andres ting på samme vilkår som mine egne, dvs. i små oplag (max. 50 stk.) i prunkløs, men hæderlig indpakning til lave priser. Skriv og spørg, hvis det sætter tanker igang, så snakker vi om hvordan og hvorledes.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar