Afsluttede værker

Her kan man finde selve manuskripterne til de hæfter, som efterhånden udgår fra Afdanket Rytter Pferdlag. De serveres råt for usødet - pokker skulle købe, endsige producere et hæfte, hvis man ikke får en helt speciel oplevelse ud af at se og eje det - men jeg synes, det er rigtig at holde selve indholdet tilgængeligt for senere læsere.

Husk dog, at lyrik til enhver tid nydes bedst på papir.

God fornøjelse!




***


Steffen Baunbæk Pedersen: Memo
Tekster, 2013

 

I

Bræen tøer, og folket dyrker solen. Lader indfald blive steder, samler tanker til et rige. Klokker ringer jætter væk. De første gange må jeg leve på sumpede borge med sværdet i hånd, vogtende over min egen og slægtens ærgerrighed. Dernæst på gårde i trav efter ploven, bekymret for konens og børnenes tarv. Og jeg lægger til i en skude fra Holland, bevæbnet med troskab, visioner og grøntsager. Beder til Gud fra min celle i Holstebro Tugthus og mangler den hest lige meget. Rejser en mølle bag gården i Grølsted og trækker en glød ind i stuen. Ombytter ledninger, tænder, lader Stauning få stemme i Valby. Ser landsdele skrumpe, mens jeg bliver større. Og snaver min tunge bag kroen i Linå, til alting bliver sort.


II

Fødeafdelingen, Silkeborg. Rågerne pikker mod ruden. De ved, hvad der mistes i dag.


III

Ligger på bordet, mens mormor og mor skifter ble. De taler og griner og synger, men kun deres stemmer forstår jeg, jeg kender min tunge. Og lyset fra lampen i loftet er velkendt endnu. Jeg griner af nogen derinde.


IV

"Det er torskemund", siger min farmor. Hun viser mig storkenæb, rødkløver, meld. Hun lærer mig navnene, giver mig begreber for former og farver og dufte. Hun lærer mig at elske. Men senere græder jeg over en vase, som nogen har slået itu.


V

Morellerne glimter på træet i haven. Jeg ved, de er noder. Den sang synger farfar med hænderne hver dag, når han vender hjem fra sin ager. Jeg spiser mig skalaer til.


VI

Voel er stor. Større end mors og fars synsvidde. Går gennem bjørneklo, buske, tunneller. Hilser på fremmede folkeslag, kortlægger veje på Månen. Spøgelser kører i Taunus, og stjerner forskyder sig længere ud af ren angst for min tungespids.


VII

Ninka Ninus er væk. Hun ligger i græsset derude et sted. Hendes stemme er tydelig og kærlig endnu, men alt, hvad hun siger, bliver til falmet og stinkende fløjl. Snart vil jeg kun elske afstanden.


VIII

Mor læser op. Om Snøvsen, som alle går fra. Jeg bliver trist, for jeg ved, det en dag bliver mig. Og jeg klynger mig fast. Ikke til hende, men stemmen. Den mister jeg efter mig selv.


IX

Det styrter ned. På marken segner kornet under det, der holdt det oppe. Regnorme vrider sig panisk i pytter. Henover fliserne sejler en båd af papir. For den er der kyster i højderne.


X

Omme bag ved gården ruster en plov. Morfar har solgt sine heste og fået en traktor. Men jeg er kaptajn nu. Jeg hejser mit sejl, fanger vind, stævner ud over ingenting. Mågerne indfanger regnorme bag mig, og jord bløder korn.


XI

Morfar sænker øksen, hanens hoved dratter ned af blokken. Kroppen render rundt og galer blod en tidlig morgenstund. Her varer dagen blot. De lover regn.


XII

Far går på jagt. Kommer hjem med sit tømte gevær og fasaner og harer med flænsede kroppe og stirrende øjne. Ude i værkstedet dannes en sort sø af blod under snoren, hvor dyrene hænger og modner. Selv bader han i den. Jeg vandrer langs bredden på jagt efter rav.


XIII

Nu kommer de igen. Stimler sammen i en flok og lugter væv. De trykker røde knapper ned med deres tunger, og de bruner sig i lyset fra den anden sol på legepladsen. Ænser i ekstasen ikke, at den ild, som de har skænket ansigt, er uendelig og stærkere end panser, og at strålerne nu tørster efter celler, de kan spire i.


XIV

Vi pisser på elhegn i engen. Ser gnister forplante sig op gennem strålen og krummer os sammen i smerte. Vi rejser os op, og vi gør det igen og igen. Vi er rigtige mænd nu.


XV

Der er hår dernede. Stride, sorte hår. Et dyr er ved at bryde op igennem huden. Og jeg aer det. Men jeg har skrevet ned, hvor mor har gemt sit sølv og far har hængt sin riffel.


XVI

Hun kysser mig nu. Jeg har ventet. Det føles som fostre, der vrider sig rundt om hinanden i bugen på et eller andet. Hun flygter. Hun sætter i løb op mod kirken og lyser i skumringen. Selv står jeg bare tilbage og venter på midnat, hvor alle de døde står op for at jage mig ud.


XVII

Jeg kaster op for tredje gang i dag. Der ligger hus og hjem dernede, hjul og urværk, vægte, våben "Du bliver tynd", siger mor, "men du er altså køn nok, at du ved det." Tvivler ikke. Tvivler mere på, om jeg kan grave englen frem af skraldet.


XVIII

Der er det leende løb ned ad bakkerne. Helt ned til Gjern Å, hvor dyrene græsser. En venten i tavshed på lygtemænd - lys over bundløse kær, der kan vise os vej i hinanden. Og pakkede tasker i hytten, hvor læreren venter. Og dug i dit hår, der fortættes. Nu trækker den småbække ned ad din kind. Dem vil andre folk tie ved snart.


XIX

Nu står det der, mit første digt. Om dig og mig, der sejler på en tømmerflåde gennem golde byer, marker fyldt med hvide knogler, svedne skove. Ud til havet, hvor de sidste læber skummer ind imod det sorte sand, og vi går ned i bruset. Siden henter jeg min cykel, ruller hen forbi dit hus. Mon jeg kan kende dig endnu?


XX

Mor sidder ved bordet og græder. Far tier stille. Forsøger igen og igen at forklare sig. Standser og stivner ved synet af noget i rummet, der nok er sig selv. Eller mig, der fortæller ham, at der er spejle, man ikke kan smadre.


XXI

Huset er tomt nu og lamperne nedtaget. Nu er det mure, og vi er de andre. Jeg rejser for første gang, finder mit ansigt i farten, som mor finder sit i sin sorg. I kurven i hjørnet er hunden helt stille og stiv. Den er stadig familie.


XXII

Glider op i hendes skød. Det allerførste. Mosen lukker sig om hovedet på mig. Synker, synker, synker gennem kloden, kommer op et andet sted, nøgen, skrigende og ren. Jeg har lava i mit blik nu, ja, og tyngde!


XXIII

Sommeren '94. Luft siler rådnende ned af min kind. Isflager driver på Silkeborg Langsø, sorte af råger. Jeg hører en hakke et sted under skallen. Han aner en sol langt herfra.


XXIV

Aalborg '94. Gaderne hviner som blottede nerver. Prøver at skrive mig ned til et stød for at stige cementen til hovedet.


XXV

Vi læser bøger. Platon og Nietzsche og Burroughs. Så smutter vi på Revolution og danser. Platon og Nietzsche og Burroughs. Og så går vi hjem, hvor madrasserne lugter af øl, sæd og daggammel pasta.


XXVI

Fredag nat igen på Revolution. Vi hopper mod loftet til hidsig musik lidt som om, vi r hvaler, der aner en sol over spærrene. Bliver ét kød og ét hav, sort som tøj, rødt som blod, hvidt af snitter og gyldent af pilsner. Vi knepper ethvert køn, fordi vi er blevet ethvert køn, vi snaver os skæve i snavs og tager bad under pisken. Vi ophører, hvor vi begynder. I sandkassen, synkende, synkende.


XXVII

Sender min sidste bøn ud mellem stjernerne: Hel morfars lunger! Men han ånder lys nu, og jeg bliver svaret med mørke. Kun under min hud er der stadig barmhjertighed til. Den deler sig, deler sig, deler sig, trøster brutalt ved at fylde hans plads.


XXVIII

Vi spiser hash i Vor Frue. Sidder og kigger mod Dyrskuepladsen, hvor mennesker bliver mylder, koncerter bliver lyd og beruselse religion. Vi findes derinde. Men her sidder skyggerne. De danner celler af tavshed, de vikler sig sammen, de stiger mod himlen som én stor ballon og forsvinder i røgen, i støvet, i stjernerne. Mønten er brugt. I morgen vil kroppene vågne og rejse sig op, stirre sultent mod flokke af spøgelser, sulte, men aldrig få bid.


XXIX

Hun sniger sig ind bagom stanken af gammel stearinos og tørrede ølsjatter, billig tobak. Hun dufter af havvand og lys, bruser op, da hun ser mig, og visker mit fodspor helt bort. Jeg er nødt til at lære at vandre på bølgerne. I mine håndflader bliver de til vin.


XXX

Vi vandrer i strandkanten, ude af stand til at skelne os selv fra hinanden, hinanden fra havet, havet fra solen og solen fra tiden. Det hele er én stor, hypnotiserende summen. Men intet, der lever, kan ustraffet mærke den lykke, og benene stivner og knækker som glas i bevægelsen. Vi lækker sand.


XXXI

Vi har elsket hinanden i stykker. Hun skrubber sin hud af, når hun vasker hænder. Jeg er hende utro, fordi jeg bliver knust af at slæbe min engel på ryggen. Vi bærer et menneske imellem os, men det har mistet forældrene. Her bor kun grædende børn.


XXXII

Mor har taget sin mors smykker på. Vi læsser mit hjerte og kisten, det ligger i, ind i en rustvogn. Motoren startes, og det sætter kurs mod en røgsky. Dødt væv, som kun eksisterer i kraft af en mangel. Som kroppen, der viger for solen og smelter på gruset bag Vestre Kapel.


XXXIII

I den fremmede lejlighed står mine ting. Den har mure. Ret praktisk. De hindrer, at fotos og løsark med dårlige digte bliver taget af vinden. Der er et bord til min sult og en seng til min søvn. Der er lys, der er ilt, der er gulv. Mit navn står med prikker....... ....... ........


XXXIV

Hun stjæler min ånde og stopper mig ud. Hun ridser sit navn på min hud. Hun har tænder af sølv i en kæde om halsen, og øjnene svømmer af gift. Efter rusen friserer hun håret. Striber af blod og mascara bliver fjernet fra kinden. Hun bringer mig kaffe på sengen.


XXXV

Det er morgen. Du findes endnu. Der er blod i min krop, kan jeg mærke, og tænder i munden. Jeg tror, du er min. Må jeg godt smage efter igen?


XXXVI

Farmor kalder, jeg stopper. Hun sætter i løb langs den tornede hæk. Hun giver mig det kolde glas mælk, hun har lovet. Pludselig skylles hun bort i en styrtsø af fløde fra brysterne bag hende. Ude i strandkanten finder jeg kisten. Så hvid som det lys, mine øjne bliver revet til blods af, da du lukker lågene op med et kys.


XXXVII

Alt har sin plads. Den pumpede gipstorso oppe på skabet, stellet fra Emily Rose på den øverste hylde i skænken og mig på kontorstolen. Flot emballeret i gasbeton, alt sammen. Værket bærer din signatur.


XXXVIII

Portland brænder. En tyk sky af plasticrøg omslutter bydelen, fuglene tier. Du tænder for fjernsynet, ligger på fremmede strande, hvor sandet er hvidt. Jeg vakler på dørtrinnet, holder mig kun lige oprejst med treforkens hjælp.


XXXIX

Jeg husker de søndage, hvor jeg stod op til de kimende klokker bag træerne. Nu er det lørdag og sent, og uret er håbløst bagefter med viserne indsmurt i safter og hår. Flaskerne klirrer på bordets mahogni.


XL

Kornene spirer på marken, men den er solgt fra. Stalden er slagtet. Muldvarpe graver sig ind under hækkene. Farmor rumsterer i stuen, og tankerne klumper sig sammen. Farfar vil miste forstanden i nat.


XLI

Sidste tur hen langs med havnen. Skridtene synker på plads mellem tusinder af andre på bunden af Langerak, kysset af bølger af kviksølv. Oppe på kajen: En sjæl rådnet ren mellem skidtfisk og skorstene, klar til at hæve sit anker igen.


XLII

Regnen stilner af på Nørrebro. Shish kebab og halve hot dogs æltes sammen under gummisåler, cykelhjul og bildæk. Skud bliver løsnet, bolde sparkes rundt i Folkets Park. Stiger af mit S-tog, nøgen, ubemærket, glider ud blandt dyrene fra Ararat. Har tænder og gevir nok til at søge vinger her.


XLIII

Vi læser ofte digte for hinanden i caféen. Vi forstår som ingen andre, vender samme ømme hul i ryggen op mod himlen, ønsker lindring eller glemsel. Men når lyset slukkes, hamres knive ind imellem skulderblade, tænder blottes, maver fyldes op med blod. Vi er familie, vi er mennesker her.


XLIV

Nok en øl og nok et hul. Fugt, det hele. Ikke til at skelne fra det vand, der løber ned ad kinden, eller det, jeg boede i engang. Forlader Understellet. Falder snart til ro på frosne fliser.


XLV

Asfalten flyder om støvlerne, husene lukker sig over mit hoved. Vil synke og kalde fortabelse liv indtil hænder, jeg aldrig har set, rækker ud fra en by, som bliver grundlagt om lidt, griber fat om min tone og lader den vibrere i kødet, til alt er musik.


XLVI

Hun er lavet af sår. Arvæv samlet i sirlige kniplinger. Heling er noget nær kræft. Min kærlighed noget nær mord.


XLVII

Hun sidder i hjørnet og tier. Medikamenterne gør hendes silhouet sløret, hvis ikke det er hendes piller, der giver hende form. Hun ænser mig ikke, ja, ænser vel knapt nok sig selv. Men det værker i benene, brænder i brystkassen, svier i halsen, mens jeg tikker videre. Uret må ringe engang.


XLVIII

Mine celler er i flammer. Hver eneste en. Svare skal de jo, når tomrummet spørger, og du holder mig fast ved at tage, men ingenting giver.


XLIX

Du er gået i hvidt. Jeg er gået i sort. I din lejlighed findes der farver endnu. Ingen bærer dem.


L

Bilruden blomstrer, en rose af stål foldes rundt omkring kroppene på os. Vi klæder os i flammer, og flammerne lyner os op. Det er kærlighed, det her, og endelig er dét show forbi.


LI

Jeg har fire vægge i byen på kloden, hvor stjernerne skinner endnu trods usynligt forfald og kollaps. Og jeg har fire lemmer på kroppen: En hånd til at forme og en til at fumle, et ben til at løbe og et til at snuble. Jeg har fire ønsker: Et rummeligt øje, et rummeligt hoved, et rummeligt hjerte, en rummelig kiste. Og nu er det hele på udsalg.


LII

Jeg ved, at det er mit kød, mine knogler, som jordkloden maler, når den snurrer rundt om sin akse i den uendelige, kulsorte morter. Jeg ved, at jeg ikke kan tale og huske mig hård nok til modstand. Jeg ved, at jeg bliver lidt mindre at sige for hver dag, der går, men mere at tie om. Men jeg kan elske, til bræer vil tø. Og kværnen besvarer mit kærtegn.




***



Steffen Baunbæk:  Kino
Udvalgte digte 1988 - 1998


***


Guess your dreams always end.
They don't rise up, just descend.
But I don't care anymore.
I've lost the will to want more.
I'm not afraid, not at all,
I watch them all as they fall,
but I remember, when we were young.

Joy Division: "Insight" fra Unknown Pleasures, lp, Factory Records, 1979.

 
***

 
Forord

Det tager lang tid at lære at skrive digte. I hvert fald at lære at skrive digte selv; med sin egen stemme, sine egne dagsordener, sine egne greb og midler. Selvom jeg altid har skrevet - jeg havde knapt nok et sprog endnu, før jeg begyndte at finde på små fortællinger - gik der noget nær 10 år med stiløvelser, identifikationer og frugtesløse eksperimenter, før jeg for alvor begyndte at finde mig selv som lyriker. Dermed ikke sagt, at alt, jeg skrev i den tid, forblev i skrivebordsskuffen: På Hvedekorn var Poul Borum en ivrig aftager af mine tekster, og selvom Borgen afviste tre manuskripter på stribe, brugte de dog en del tid og ressourcer på at tildele dem konsulentudtalelser - noget, jeg siden har fundet ud af var en slags anerkendelse i sig selv. Men havde jeg nok talent, var det stadig endda meget grønt. Jeg var kun 16 år, da jeg skrev mine første publicerede ting, og det er således langt fra alt, som kom ud dengang, jeg uden videre blåstempler i dag.

Men noget gør jeg, og det har længe været en forfængelig drøm fra min side at lave en opsamling af det bedste stof, jeg skrev fra efteråret 1988, hvor jeg lavede mine første tøvende digte på dansk, indtil 1997/98, der for mig står som det tidspunkt, jeg blev "mig selv" på.

Her er det så, udvalget. Det har bumser, det har knapt nok fået hår på den, det er halsløst forelsket i Strunge og Rimbaud, det bærer sort og hører Sisters of Mercy, men det er og bliver det indledende kapitel af mit forfatterskab. Og om måske ikke det bedste, så dog et af de mere interessante. Jeg har i hvert fald haft meget fornøjelse ud af at gennemgå den uge Baunbæks lidelser igen med en efterhånden moden mands bevidsthed og kritiske sans.

I håbet om, at du må få det samme:

Steffen Baunbæk, Avedøre d. 23/4 2013.


***


Nattur

Alt er dødt nu
mørkedødt
koldt

Kun fjerne nukleare øjne
stirrer ned
og ænser intet

Et sted er noget alt for levende
kan det være mig?

 

Pubertet

Den grimme kosmiske baby
flammer som en regnbue
på det kosmiske lærred
opsvulmet af flammer
og cirkulerende stjernestøv
missiler af sperm koder af kamp
trimler rundt bag huden
kræftceller sejler gennem årer
huden gråner blodet ætser
og efter årmillioners tavs væren
åbner babyen den blødende mund
og skriger
dens dødskramper
bølger ud mellem stjernerne

Og voksen blev den

 

Kino

Stop filmen
eller jeg skal smadre
hver eneste forbandede rulle
fra et langt liv som skuespiller
men først og fremmest
tilskuer

Rullerne er lange som lort
og af konstant faldende kvalitet
repetition langtrukkenhed gråd & vold
et evigt tungere ridset
beskidt videoloop

Hvis bare
jeg selv var
instruktør

 

Storm

Denne lyst
til at knytte næverne
slippe en altfortærende orkan løs
denne lyst
til at sparke det dybe lag intethed
ind med vold
trykke på den røde plet
forvandle Jorden
til min indre Mars

Ville det ikke
være livets egentlige
manifest?
 


Græd

som rigtige mænd
hulk
som stærke kvinder
skrig
som de dyr I er

 

 
Et dyr

Et dyr
er alt jeg er

Men et
smukt dyr

På vej
fra nat til nat

Gennem cirkler
af regn

Dansende
for mig selv

Til alt
er ovre

 

 
Langfredag

Vandet D-dag mit ansigt
himlen er himlen kun
knogler mod torvets brosten

 

 
Hjernerosen

Hjernerosen rejser sig fra
mit knæ breder sin kjole ud
i luftrummets støv ånder
rødder ud i lysets kernehus

Hjernerosen åbner sin bro
over natten spærrer luften
inde i bly marcherer over
den slebne død og visner

Hjernerosen spreder sin
krone med pudret fjæs
ler med sprængte læber

 

 
Polizeit

Mine dage er krokodiller
på indkøb under urets lygtemænd

Mine nætter er senile detektiver
på jagt med alfabetets døve blodhunde
efter den efterlyste ebbes vraggods
af tøjdyr og friske kærtegn

 

 
Song for someone

Skrider ud over Ginnungagab
kun den røde varme galskab
rækker ud i min kapsel
med samme navn som altid
hånden glider over spejlet
kan ikke røre det
men det hænger i hovedet
som gule bobler af rosa drøm
jeg ikke kan rejse fra

Sender breve til dagen
med rundtossede krav
om formler og automatpiloter
men mest af alt en hånd
som kan flyve mig hjem
vise mig verden
hvis den stadig er der



Februar

Gik ned ad en gade
ind på et værtshus
hvor du sad
sagde næsten dit navn
gik hen for at omfavne gaden
hvor du stod og skreg
mens jeg gik hen
for at omfavne dig

 

 
Noveller

1

"Giv mig farver at vaske mig i,
røde fuldmodne skyer at drikke!
Åh, Levende Linje, der er ingen gamle miner i himlen,
ingen magnetiske brosten,
kun vanvittige nøgler af sprængstof",

sagde hun

og bed hænderne af.


2: Den lukkede Narcissus

Han vendte sig fra spejlet:

"Det er smadret,
jeg kan ikke se dig".
 

 

Spies in the wires

Der er spioner i masterne
stålkolde engle med tunnelmunde
der beregner vore kys
der suger energien i sig
som udhungrede børn

Tro mig der er spioner i de wirer
der forbinder vore sjæle
som landsdækkende vampyrer
og tapper og tapper
til hjerterne imploderer af fravær
hver for sig i hver deres by

 

 
Brazil

Fra vinterens mund
blæser en hånd
der rammer vort kys

Fra vort kys
rasler aviserne
ind over parkernes guldhegn

Fra parkernes guldhegn
vokser torvet ind i vinden
hvor vi står endnu
og kysser vinterens mund

 

 
Zoom

I krydsets centrum:
Kvinde forrådnet blandt blade

I centrets centrum:
Hindenburg, sort grafit

Sur sol over
Detonation Boulevard

 

 
Spaltning

Lad dybderne veje mit skød
lad dem rive stjernerne
ud af min bug
lad senegræsset skyde
fra min hjerne

Klyng mig op i masten
så jeg kan se skyerne
flå i kødet
flosse det
til en buket af fødsel

Lad mig være Gud igen

 

 
Trosbekendelse

Jeg tror på hammerens tid
jeg tror på skærmenes hvide plet
jeg tror på dødens æstetik
fuglene der letter fra dens mund
og samler sig igen i nye byer
jeg tror på orgasmen
som den hellige undergang
alfabetets columbusdyb
Det Nye Ords daggry

Jeg vil hacke tiden
jeg vil hacke blodet
jeg vil bygge min egen vind
i det gasfyldte tomrum

Jeg kan

 

 
Atmosfærisk nattevandrer

Jeg flimrer af måne nu
mine skridt er vindfyldte puder af pollen
biler fortsætter ind i mit øje
rammer min sommers brænding
med varme og længsler på sædet
folk med martinihud og konkave øjne
vælter rundt i min sang på vej hjem til døren
søerne løber ind i min mund
som splinter af søvnblødt glas
gadens film spejles blandt fisk og blade
mit smil giver genlyd mod himlen
døden tæller sine fingre

Jeg er en atmosfærisk nattevandrer
bærer fraværets lysende larm
som en dråbe i hånden
med murværk i tasken

på vej til i morgen

 

 
Jævndøgn - til Susi og Mie Wendt Pedersen

To stjerner er steget op bag ved byen
gennem deres munde
stiger historien op
og binder en sløjfe om verden
mens træer haver byer marker
atter bliver til grønne gåder
og feer drager spøgelser engle
atter danser flamenco
hen over selvangivelser og papirer

To stjerner er steget op bag ved byen
bøgerne åbner sig atter op
de blanke sider fyldes med pludren:
stålet støbes om til æg

Til alle tider vil lyset
falde en smule anderledes

 

 
Floder

Der er floder bag øjnene der er floder mellem
stjernerne og ind

i det store vakuum der er floder fra kønnene og ud i
hver celle

floder

Der er floder i gravene og lysene fra den driftige
genganger der er floder

fra æteren ned i det tungeste dyb der er floder i
babyernes pulsarer

floder

Altid forår
vi lægger vores æg

 

 

***

 

 
Noter

Nattur, Pubertet, Kino og Storm er skrevet i 1990 og blev publiceret i antologien Collage, Høst & Søn, 1992.

Græd... og Floder stammer fra manuskriptet Storblot, 1990, og har hidtil ikke været publiceret.

Et dyr... kommer fra manuskriptet Insekt, 1991/92, og er ligeledes hidtil upubliceret.

Langfredag, Polizeit og Februar blev bragt i Hvedekorn # 3/1992.

Hjernerosen, Song for someone, Noveller, Zoom og Atmosfærisk nattevandrer stammer fra Hvedekorn # 1/1993.

Brazil fra Hvedekorn # 2/1993.

Spaltning blev bragt i -9, Silkeborg Amsgymnasiums skoleblad, # 6, marts 1993.

Trosbekendelse kommer ligeledes fra -9 # 5, februar 1993.

Jævndøgn blev udgivet i Kulturmagasinet SKOPET, marts 1995. Dedikationen er til mine halvsøstre, som kom til verden i september året før.

Spies in the wires er hentet fra manuskriptet Den mytologiske morgen, 1996, og trykkes her for første gang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar