fredag den 11. august 2017

Levn

Der er
knust glas
på asfalten,
pletter
af underlig
herkomst
og hjulspor,
som pludselig
standser
foran dig,
i nat
var her
nogen,
i dag
er der
sener
og kød
på din
krop.

torsdag den 10. august 2017

Hjernegymnastik

Det er
svært nok
at gå,
hele tiden
at minde
sig selv om,
at fødderne,
nej, ikke
hænderne,
fødderne,
fat det,
skal flyttes
og ikke
blot det,
men helst
fremad
og efter
et helt bestemt
mønster,
først højre,
så venstre,
så højre,
så venstre igen
i et passende
tempo,
som ikke
forstyrrer
processen,
der ellers
kan ende
med brækkede
knogler
og offentlig
latterliggørelse,
mens man
forbløder
på fortovets
fliser,
det kræver
sin mand
eller kvinde
at gøre det
fejlfrit
hver gang,
og at oven
i det skulle
huske,
hvordan
man nu
trækker det,
vejret,
er næsten
for meget
forlangt.

onsdag den 9. august 2017

Signal

Der lugter
af efterår,
bilerne
holder
for rødt,
og man
glemmer helt,
hvad man
har heddet
for regnen
i krydset,
den eneste
vej frem
er brolagt
med æbler,
og nu
skifter
lyset til
brunt.

tirsdag den 8. august 2017

Prognose

Der er ro
indeni,
jeg kan kun
høre hjertet,
der slår,
som et hjerte
nu gør,
og synapsernes
lavmælte
susen
og lungernes
bælge,
der omskaber
luften
til luft.

Der er stille,
helt stille
herinde,
det ender
vel snart
med et brag.

mandag den 7. august 2017

Natten

er lang,
svær at
udmåle i
kilometer,
men lang,
ikke helt
som et
ondt år,
men noget
derhen ad,
som ansigtet,
nærmere,
når man
har indset,
at der er
en ende
på alt.

Da capo

Ryst den,
Mr. Tambourine Man,
hold din kæft,
mens vinden fejer
bladene til side,
og et væsen,
ingen kender,
laver uro
i buskadset,
spil,
til spejlene
på væggen
viser tænder,
slå,
til glasset
ud for molen
går i stykker,
dans,
til Dylan
bløder sand
fra store
højder,
Mr. Tambourine Man,
ryst mig
vågen,
play a song
for me.

Form

At følge
et spor

fra et
rådyr
i skoven,

men finde
sig selv.

Toast

Taxaen
venter,
og byen
er dækket
af mørke
og fugtige
slyngplanter,
udgået helt
og aldeles
for steder,
mens tallene
vokser
og stemmen
ved siden af
taler om
ingenting,
døren
er låst,
og min nøgle
er væk,
og der venter
et blik
i min sofa,
jeg hænger
mit ansigt
på knagen,
jeg drypper
som kød.

fredag den 4. august 2017

Midtvejs

Så sidder
jeg her
på min plads
midt i livet
og prøver
at undgå
at en eller
andens
fortyggede
SorBits
tager springet
fra sæde
til bukser
og stirrer
på skærmen,
der viser
reklamer
for ting,
som jeg ved,
at jeg aldrig
får brug for,
mens folk
bare sover
omkring mig,
hvis ikke
de skaffer
sig af med
en brandert
på gulvet,
fordi ham,
der sidder
bag rattet
har travlt
med at lege
med bremse
og speeder,
så fortøjet
nærmere
hopper
end kører,
men stadigvæk
standser
de fastlagte
steder,
måske lidt
for sent,
men alligevel,
og det går
op for mig,
at det var
bussen
mod Hellerup,
jeg burde
være i
nu.

torsdag den 3. august 2017

Esajas,

din gud
er humørsyg.

Han knuser
og kærtegner
skiftevis
folket.

Han lover
en frelser
og er dog
en ulykke.

Ingen
forstår ham,
han føler sig
ensom
og indebrændt,
tror jeg.

Han ligner
sit talerør
meget,
Esajas.

Jeg kender
en god
psykolog.

Geschæft

Hospitalerne
udvider,
kunderne går
udenfor
og har ikke
bestemt sig for,
hvad de
vil købe
endnu,
men det ender
jo nok
med en æske
af træ,
når det
er.

Inflammation

Kan ikke se klart for det farver, det lys,
som vil ind for at lære mig bedre at kende
og givetvis overtage biksen, jeg klæder mig ud
i en vildelse, hyller mig ind i en feber
og håber, at knoglerne, dem, i det mindste,
forbliver min ejendom, når der bliver gråt.