onsdag den 31. maj 2017

Blottet

Træerne
venter,
så kom,
grib min hånd
og tag med ud,
hvor halerne
vokser
og kyssene
smager
af dig,
ikke dampe
og spildolie,
tal til mig
gennem
din mund,
ikke skærmenes
flimmer,
og vis mig
det ansigt,
du skjuler,
hvor knoglerne
duver i
blæsten
og knager
af frugt.

Gendigtning af Martin L. Gores sangtekst "Stripped" fra albummet Black Celebration (1986).

tirsdag den 30. maj 2017

De var der


1


De var der,
de skreg dig
en vej ind
i verden,
de skiftede
bleer
og klappede
den dag,
du lærte
at gå,
gav dig
fikse
idéer
og faste
principper
din færd
efter,
kærtegn
og sår
for at hærde
din hud
og en cykel
at sejre
og vælte på,
former
og mønstre
i blodet,
de selv
næppe kendte,
et flimmer
af ansigter,
bølgende
kor af
distante
og tågede
stemmer,
der kendte
din sang,
før du
fandt
på den
selv.


2

De var der,
de byggede
gårde
og anlagde
borge
og så dem
forfalde,
de sejlede ud
over have,
der aldrig
fik ende,
så tit,
at de endte
som vandpytter,
de fik
idéer,
der ændrede
verden,
som drejede
rundt
nok en gang
og med ét
var den samme
igen,
de drog bort
ad en sti
så befærdet,
du ikke
kan se den
for fodspor,
nu står de
på stranden
og kalder
på én,
som er af
deres blod
og om lidt
også lys.

Touch

Hænder,
der drypper
af blod,
bygger
måske
et rige,
men ikke
et tempel.

Det kræver
en Salomon,
ikke en David,
at kløve
en ånd fri
af ceder
og sten.

søndag den 28. maj 2017

Hornbæk

Der er
mennesker
ud over
stranden.

Hvis bare
de lignede
grundstødte
hvaler

i stedet
for vraggods
fra endnu

en synkefri
båd, der
gik ned.

Kid A

Adam
var fader
til venner
og fjender
i flæng,

havde
mudder
i hjertet,
var lunken
i hånden
og tåget
i tanken.

En masse
i uhæmmet
deling
endnu
og af
den grund
umulig
at elske
og glemme.

Et blik
gennem
buede
vægge
af glas.

Bedrift

Endnu en gang
har man bygget
et tårn,

taget prøver
af jordbunden,
testet
legeringer,
set stort
på ulykker

for at
nå op til
den himmel,
man indånder
her.

Slangen

har krøllet
sig sammen.

I buskene
høres
der slag
og i æteren
råb,
ikke puslen
fra mager
og byttedyr.

Jordskorpen
gungrer,
og to sole
brænder
på himlen,
før lyset
går ud.

Den har
set dem før
nede
i søen,
erindrer den
oppe
i favnen
på gud.

onsdag den 24. maj 2017

Arrest

Kirken er
tom nu,
og dog
kan jeg føle
et blik
gennem ruden
idet,
jeg passerer
på vej
til mig selv
eller arbejde.
Brødet
er tørt,
vandet
tungt som
granit.

tirsdag den 23. maj 2017

Rebellen

Che rydder
pladsen
ved templet,
han omstyrter
boder
og kaster
med mønter
og guld,
jager ofrene
bort med
sin pisk.

I det inderste
rum flænges
forhænget
over
fra øverst
til nederst.

I regnskoven
venter
geværer,
i himlen
en mand med
et skæg.

mandag den 22. maj 2017

Gemme

Digtet
er væk,
og jeg holder
mit vejr,
mens der
rodes
i skabe
og kældre
og tykke
buskadser,
men det er
nok mig,
som skal
træde
på grene
og findes
i dag.

Naos tis Anastasia

I Jerusalem
er der
en kirke.

Den står
på en grav,
som er skjult
bag en tyk
plade
marmor
i tilfælde af

at selv
fravær
kan
afsættes
sort.

Væsener

Englene
kommer
om natten
og bager
de brød,
som de
plejede,
leger
tagfat
med dig
rundt omkring
buske,
der stod,
hvor kun
mure
kan gro
nu om stunder,
og skåler
i drinks,
ingen
blander
i dag.

Hvad man
laver
dem af,
ved jeg
ikke.

Jeg frygter,
det ikke
er lys.

fredag den 19. maj 2017

Arbor vitae

Jeg vil være
et træ,
drikke jord,
ånde
himmelrum ud,
bære planen
i veddet
i stedet
for hovedet,
mens safterne
suser
i stammen
og bladene
danser
i lys.

Jeg vil være
en bolig
for ørne
og egern
og aber,
der sover
i klynger
på grenene,
og når
de vågner
en dag,
vil jeg dele
min giftigste
frugt
med dem,
inden
de går.

onsdag den 17. maj 2017

Ukrudt

Kigger ned,
og pokker,
om en mælkebøtte
ikke har
brudt asfalt op
for nu
at slikke sol
for næsen
af mig,
det er
næsten
for symbolsk,
det der,
et dårligt digt
på Kærgaardsvej
en onsdag
midt i maj,
der vil
mig noget,
sikkert skrives,
men jeg ved,
hvad Roundup
koster,
hvor man
skaffer det
og hvad
jeg er
parat til
for at værne
om mit navn,
mens bien der,
som er
så dum,
den ikke
har et,
tanker
nektar op
og summer
over dét.

tirsdag den 16. maj 2017

Elias

er kørt,
tog en
taxa,
der bare
stod klar,

og Elisa
står ensom
tilbage
og tænker
på regningen,

dobbelt
i sjælen,
men fattig
på kød.

Der er
ånd,
som må
udvikle
kløer.

mandag den 15. maj 2017

Alarm

Du vågner,
og lyset
er lavet
af bly,
og din krop
af en
ukendt
legering
så tung,
at den burde
få hverdagens
bug til
at sprække
og slippe dig
ud i
det fri,
men den
holder
som altid,
og det,
som du
flygtede fra
i går aftes
står klar
til at
drive dig
rundt i
manegen igen
som en klovn,
ingen synes
er morsom,
og alle folk
helst vil
til livs,
og du prøver
at smile
til verden
og klæde dig
fint på,
så eksekutionen
kan ske med
et vist mål
af stil,
men det smerter
ved munden,
og moden
er skiftet
med ét,
så du ligner
det vrag,
som er dig,
og du finder
dit håndspejl
og stirrer
på den,
som engang
var et hujende,
dansende
barn fyldt
med drømme
og længsler
og saftevand,
men du får
intet igen
og med renter
og alting,
du trøster dig
lidt med,
at skaden
trods alt
er lokal,
at det kun
er dig selv,
som er
mislykket,
at der
da heldigvis
findes
en klode
derude
med folk,
der fungerer
og kender
til lykke
og overskud,
de starter
fugtige
biler
og tænker
på dig.

Fun fact

Sjælen
kan man

vaske ud
af kroppen,

men plutonium
bliver.

Annonce

Jeg har
sat min
sjæl
til salg.

Den fylder
alt for
meget,
og dens
farve
står sig
dårligt
til reolen
og er
so last year.

Den passer
fornemt
i Den
Blå Avis.

Træer

Skoven,
når jeg
lukker
mine øjne:

Ikke
én gang
har jeg
set den

springe
ud og
sætte
frugt.

torsdag den 11. maj 2017

Note to self

Der er
altid
en streng
på din
guitar,
som ikke
helt stemmer,
et ord,
der er staved
forkert,
og en
kastevind,
ingen
er klar
til at gribe
og husker
for det,
diamanter,
som visner
i lys.

onsdag den 10. maj 2017

Stjernen

er klar,
men har svært
ved at stille
sig ind
på den rigtige
krybbe
for porno
og dansemusik
og signaler
fra afsides
russiske
baser,
der knager
af kulde
og rastløshed,

og der
er mangel
på den slags
i Betlehem
nu til dags,
hyrder
og vise mænd
også.

Nu har man
mest lagener
og senge
og hænder,

der vinker
farvel.

tirsdag den 9. maj 2017

Johannes

er endnu
en gang
gået ud
i sin flod,

og med
benene
mærker han
skidtfisk
og stumper
af plastic
passere,

mens ligene
kommer
til ham
fra massakrer
på afsides
steder,
kun tåber
vil vide af
findes.

Han
døber dem,
trist,
men tålmodig.
Han
venter.

I brokkerne
vågner
et menneske.
Benene
ryster
af angst,

men det
går.

mandag den 8. maj 2017

Stykke for stykke

De udgraver
Ordet
i Irak,
ved Nilen,
i Roms
katakomber,
på toppen
af Sinai,
de afpensler
bogstav
for bogstav
og sætter
dem sammen
i kombinationer,
der kun
havde mening
så længe,
de lå
under jorden
og sov.

Kakafoni

Af jord
er du kommet,
til støj
skal du blive,

til skratten
og hjælpeløs
gråd over
babyalarmen
og hylen
på lægernes
udstyr,

til løgne
og løfter
og påstande,
jura
og dogmer,

til hamre,
som gnistrer
i smedjen,
når solen
står op,
og geværer,
der larmer
hver nat

og til sidst
dette sus
gennem fingrene,

før du
igen
er musik.

Lazarus

lugter
af jord,
men han
går,
han kan
regne
den ud,
og hans
hænder
fungerer
perfekt.

Han kan
fange
en sommerfugl,
score
i fodbold
og udregne
pi med
halvtreds
decimaler,

men lugter
af gamle
kartofler,
som ikke
bør spire,
og kødrester
spredt over
slagterens
forklæde.

Hundene
hyler,
og børnene
skriger,
og kvinderne
hvisker
ved bordet,
når han er
i nærheden.

Manden i
vandspejlet
ligner
en ting,
der er væk,
blot en
knude
på tiden,
som æder den
langsomt
ihjel,

og i morgen,
når alle
alarmerne
kimer,
begynder han
forfra
igen med
opstandelsen,

trættere,
mere
konturløs
og indsunket,
end da
han søgte
sin kiste,
mens lyset
fra solen
svandt ind,

og et sted
i det blå
kan han høre
en stemme,
der ler
bag en
trædør,

som aldrig
er låst.

Uden titel

Jeg har
en høne
at plukke
med dig,

hvis du
kender
det træ,

hvor de
gror.

fredag den 5. maj 2017

Retræte

Vi er
selv ude
om det.

I kredsløb
om Jorden
er handsken,
Ed White
tabte,
da han
forsøgte
i vandre
i rummet
som første mand
fra USA.

Der er
tandbørsten,
holdet
fra ISS
brugte
til reperation,
da stationen
var tæt
på elektrisk
kollaps.

Der er
stumper
af brugte
raketter,
drabanter
fra rumfartens
barndom,
spionsatelliter
og våben
fra dengang,
missilerne
altid
stod klar
i Sovjet
og Nevada
så kort tid
i tolv.

De har
fart på,
for på et
sekund
flyver tæppet,
Peg Whitson
smed fra sig,
fem mil.

Med den
hastighed
bliver selv
nullermænd
våben.

Og dog
er vi
skuffede
over,
at himlen
er tom.

torsdag den 4. maj 2017

5000 munde

Du har
5000
munde
at føde,
og du har
atomer
i stænger,
som nogen
skal passe,
fabrikker,
der udspytter
gødning
og roundup
på samlebånd,
andre
skal holde
igang.

Du har
koder
at rode med,
så du
kan parre
giraffer
og fjerkræ
med henblik
på bjerge
af kød.

Du har
tilmed
en doktor,
der lukker
de groveste
munde
og lyver
for resten
så tykt,
at de tror,
de er
mætte.

Og du har
et hjerte,
der hamrer
i brystet,
et mærke,
som vokser
på armen,
en endeløs
nat fuld
af sved
og bevægelser,
vagter,
der hvisker
konstant.

Du har
alting
og 5000
munde
og mere
end det,
du har
to fisk
og fem brød
og spejlet
ved sengen,
der, selvom
du smadrer det,
stadigvæk ved
hvad,
du er.

onsdag den 3. maj 2017

Plasticitet

Ordene
flytter
sig ikke
for nogen,
så snart,
de er
skrevet,
må det,
som er
levende,
vride sig
rundt i
de hæsligste
former for,
måske,
at slippe
forbi.

tirsdag den 2. maj 2017

Bjergtaget

Til min egn
kom punken
i '89,
da den
var død,
som et
genfærd,
kun jeg
kunne se
stavre
klagende
rundt
mellem hække
og bøge
hver aften,
når solen
gik ned,
og jeg
luftede
hund.

Og den
gjorde
mig selskab,
fortalte
om Iggy
og Lou,
Siouxsie Sioux,
Ian Curtis
og alle
de andre,
den kendte
engang,
om de
smadrede
flasker
og kulsorte
faner,
om spring
gennem
mandshøje bål
ind i
landskaber,
kun dem,
som ofrede alt,
kendte til.

Den var
med mig
den aften
ved spejlet,
hvor drengen
blev slået
ihjel
af et
vilddyr,
som kom
fra en afkrog
af hjertet
og åd sig
igennem
pupillerne,
ud i
det fri,

hvor det
bed i
min fars
dyre
blazer,
min mors
pæne kjole,
raserede
naboens
Volvo
og lærerens
taske
og pissede
op ad
hver eneste
lygtepæl,
det kunne
finde,
i håb om
at noget
derude
fik færten af,
hvad der
var løs,
at man snart
var en flok.

Men hver
aften,
når solen
gik ned,
bad man
bønner
og lukkede
døre,
når genfærdet
krydsede
vejen
og tav,
mens det
murrede,

og i '90
kunne spurvene
kvidre
igen.

mandag den 1. maj 2017

1. maj 2017

I parkerne
sælges der
hot dogs
og holdninger,
tre for
en sjæl
efter helt
eget valg,
mens man
taler i
tunger,
så mange
og sløve
og spaltede,
som man
formår,

men her
pusler
en slange
stilfærdigt
i krattet.

Den er,
hvad
den er,

så for den
vil jeg godt
lege mus.

Via Dolorosa

Der er
mennesker
på Via
Dolorosa,

og de
ligner
ikke nogen,
som du
kender,
men
dig selv,
og de
har alle
langt
at gå
endnu
på Via
Dolorosa,

hvor det
larmer,
og man
altid
rodes ind
i nogens
fotos
eller podcasts
live
fra Via
Dolorosa,

mens man
hoster hult
i tågeslør
af bilos,
smog
og askestøv
på Via
Dolorosa,

der er
endeløs,
hvad enten
man skal
fremad
eller bagud,
hvad man
skal,
især
på Via
Dolorosa,

som man
kun vil
væk fra,
ud i
hvad som helst,
der måtte
være til
bag Via
Dolorosa,

hvor man
måler tid
i træ
og levret
blod.

Rock'n'roll

Jerikos
mure
faldt om,
da man
blæste
i horn.

Du har
købt dig en
Marshallforstærker
og seks
nye strenge
til spaden,

men det er
dig selv,
som vil
styrte
i grus.