fredag den 28. april 2017

Om lidt

Det er
stadig
april,

og på
træerne
hænger der
lygter
og ulmer.

Til maj
vil de
åbne sig,
så man
kan se,
hvad det er,

der er
større
end lys.

torsdag den 27. april 2017

Gallerevangeliet

De har
ophængt
en fisk
på et kors

med en
krone
af torne
på hovedet.

De siger,
den lever
af eddike.

Obelix
lukker
avisen
og finder
sin sten.

"De er
skøre,
de romere",
mumler han.

"Nej,
ingen
trylledrik",
gentager
Miraculix,

"du faldt
I gryden
som barn".

onsdag den 26. april 2017

Dæmring

Hanen
galer,
og du
har
fornægtet
ham for
tredje
gang.

I morgen
er det
dem,
du
kom af,
næste dag
igen
dig selv,
du ikke
kender
til,

for du
har aldrig
heddet
Peter,
aldrig
været
nogen
klippe,
man kan
bygge på,
en mand
med både
nøgler
og en
plan,

men blot
et rygte
uden
kød på,

der er
sandt.

tirsdag den 25. april 2017

Gilboa

Saul
står op,
gaber af,
finder
kronen
på bordet
blandt
rådnende
frugter
og krus
fra i går.

Udenfor
ligger riget,
som ikke
er hans,
og en verden,
der skabtes
af gud,
som fik kig
på en yngre
model.

Han kan
lugte
filistre
bag bjerget
i dag.

Kød
er kød,
som metal
er metal.

mandag den 24. april 2017

Nøgen frokost

Du drikker,
og munden
er klistret
af blod.

Alt, du
tygger i
smager
af kød,

ikke portvin
og brød
eller
frelse.

Du vokser
dig mindre
hver dag.

Duerne

sparker
man til,

lader man
hakke
i affald.

De skider
på tøjet
som tak.

På et
spinkelt
oliventræ

langt væk
fra
Nørreport,

vokser
en gren
uden grund.

Dyret

er ikke
på græs,
ligger ikke
på lur,
leger ikke
i vand.

Det nægter
at falde
til ro
på din
gaffel
og finde
sin plads
i dit spand.

Det kaster
sig ind
imod brystkassens
tremmer
og frydes kun,
når det
ser blod.

Det kender
sit tal,
og alt det,
du er for,
er det til
for at
kæmpe
imod.

fredag den 21. april 2017

Vandprøven

Det regner,
og dog
skinner solen
på alle.

Det
vælter ned,
dog bygger
ingen
en båd.

Vi er
efterladt her,
hvor det
flyder
og mudrer.

Kun dem,
som er rene,
får lov til
at synke
til bunds.

torsdag den 20. april 2017

Markør

Der er
ingen
begyndelse.

Ordet
har stoppet
den til

med betydning
og lemmer
og ved

og kun
efterladt
tavsheden.

Bag
den
fornemmes

partiklernes
pludren
endnu.

Epifani

Der er langt
til Damaskus,
men vejen
til Vigerslev
rækker
en morgen
som denne,

hvor grøfterne
syder
af grønt,
fugle kvidrer
febrilsk,

og din
skændsel
mod tingenes
orden
er klar.

Selv
for dig.

tirsdag den 18. april 2017

Gennemtræk

- Hårup d. 14/4 2017


"Nothing
is real",
synger Lennon
et sted
i kvarteret,

hvor murbrokker
stadig
er hjem,
og han selv
går med briller
og indspiller
plader,

og nu kommer
mormor
med frisksmurte
boller
og saftevand,

morfar
har renset
sin pibe
og stopper den
kyndigt,
mens fuglene
pipper
i køkkenet

og flammerne
slikker sig
hen over
loftet,
bornholmeren
slår,
og min hånd
bryder gennem
tapetet.

Så kold,
den dog er
af at lægge
buketter
i regn.

Definitioner

Du hamrer
på klippen,
men vand
får du ikke.

"Miraklernes tid
er forbi",
er der nogen,
som hvisker
i baggrunden.

Du hoster
blod op,
til farverne
skingrer,

og ved,
det er løgn.

mandag den 17. april 2017

Helvede

ligger i
udlandet,
hvor der
er plads
til en ting
af den
størrelse.

Her sænker
mørket
sig tavst
over Dådyrvej.

Lys flakker
løs bag
gardiner
og dør.

Den pukkelryggede

Udkastet
kræver
sin ret,
og der sidder
du så
og er oversmurt,
glittet
og blottet
for nerve
og spontanitet.

Det er
flot, du,
men livet
er ikke
en kunst.

Natrium

Du er en
saltstøtte,
drejet
omkring,
som du er.

Sunkne
landskaber
bærer
din fod.

Blege arme
beskytter dig,
vugger dig
varsomt
til ro.

Og alligevel
sveder du
savn,
bløder tab
og forfald.

Koen
slikker dig
i sig.

Du smager
som syv
have mælk.

onsdag den 12. april 2017

Dukker

Solen
står op,
og Pinocchio
danser
igen.

Der bliver
trukket
i snore
et sted
i kulissen,

hvor alting
er dunkelt,
og handlingen
hænger
på bøjler
endnu,

og du ikke
er velkommen,
før du
skal på.

Det er
lyst,
og din
næse er
vokset
et døgn.

Haven

Hvis du
virkelig prøver,
så husker
du godt,
hvordan
vandene flød
og det
hvislede
ude i græsset,
du husker den,
smagen,
som ændrede
alting,
og navnet,
du ridsede
ind i den
knoprede
bark,
hvis
det var,
har I
begge to
glemt.

Mare Rubrum

Du har
krydset
et hav,
faktisk
mange,
og hver gang
set vandene
lukke sig
bag dig
og opsluge
hobe af
fjender,
kun tåber
som dig,
der har dit
på det
tørre,
vil gerne
til bunds i
hvorfor.

mandag den 10. april 2017

Svar

Slå bøgerne i
og pil
billedet ned.

Det er
mejslet i
bladenes ribber,

står skrevet
på søjler
af kalk,

at du
er her,
fordi

du skal
aflure ilds
grammatik.

Passage

Der er nogen
derude,
i morgen
er haverne
fulde
af frugter
og kroppene
bløde
af blod,
hunden blotter
sit tandsæt
og gør,
hunden bryder
sig ikke
om det,
der er
ligesom
den selv,
der er nogen
derude,
det brænder,
der læses
i skyer
på himlen
og indsamles
svampe
i kurve,
der visner
en bølge,
der klækkes
en sten,
der er nogen
i rummet,
det nærmer sig,
spejlet
er fugtigt
af fingre,
det er her,
du står
udenfor
og er slet
ingenting.

Kamuflage

Papir,
hold dog op
med at være
så hvidt,
mine bogstaver
føler sig
ensomme
på dig
og frygteligt
udsatte,
tvungne
til sammenhold,
faktisk,
af brændende
blikke
fra oven
på trods af,
de kun
deler ønsket
om én ting:
Et svalt,
tæt og
fugtigt
buskads.

fredag den 7. april 2017

Kluns

Dagen
er slut,
og man
roder
i bjerge
af aske
og slagger
på jagt
efter hvad
som helst,
ilden
har levnet,
og finder
man nok,
kan det
være,
man
skriver
et digt.

Regnen

vælter ned
og vasker
ikke noget
rent,
men der
er fodspor
gennem
sølet,
man kan se,
at du har
været her,
din gris.

torsdag den 6. april 2017

Stripshow

Dagene
knapper
man op
og tager af
lag for
lag,
gulvet
fyldes med
snavsetøj,
andre
må sætte
til vask,
man er
nøgen
til sidst
og parat
til et skød,
man kan
falde til
ro i
så snart,
man har
spjættet
og lækket
en masse
musik.