mandag den 30. januar 2017

Øer blues

For 30 år
siden
var Øer
et mirakel,
syv kunstige
holme med
feriehuse,
butikker
og smukke
kanaler
til svaner
og lystbåde,
rige folk
strømmede til
for at nyde
det liflige
vue over
Ebeltoft Vig
med en
whisky
i hånden,
så flyttede
modgangen
ind,
og med den
både slid
og klabautermænd,
ukrudt
skød op
mellem fliser,
og broer
faldt sammen
af råd,
der blev
bygget
på vand,
og med
snilde,
men ikke
af vand,
det var
dumt.

Fornæs blues

Fornæs Blues

Til Fornæs
tager skibene
hen for
at dø,
står
en stund
der i dokken
med blottede
nerver
og indvolde,
nydende
rusket,
før alt,
modsat hvad
Thales mente
i Hellas
dengang,
er metal.

Molbohistorie

Hr. Mogens (middelalderen)


Det kan være,
at Helgenæs
ligner
en stor
dråbe snot
under næsen
på Jylland
og muligvis
er det
i dag,
hvor butikkerne
lukker,
og murene
rasler
af puds,
men engang
var den,
halvøen,
hellig,
og folk
lagde til der
på vej
ind til Århus
med skind
og soldater
på båden
og ofrede
både
til Ægir
og Odin
og Jomfru
Maria,
da den tid
var inde,
selv kongen
holdt til der,
når han var
i farvandet,
havde
en gård
tæt ved Fejrup,
hvor han
havde mænd
i sin sold
og de svende
fik lodder
ved Esby
og Ørby
at bygge på,
også
Hr. Mogens
som lagde
sin gård
på en bakke
med udsigt
til bugten,
hvor skibe
med fjender
og spegesild
rullede
rundt
i det blå
som et varsel
om skiftende
tider
og lykke,
der døde han,
da han
var glemt,
hed den
vindblæste
top
stadig
Monsbjerg
og slægten,
som kom
fra den,
Moensen,
og den
blødte ikke
fortællinger
mere,
men blod.


Jens Mogensen Juel (1524 - 1563)
Jens Lauritsen Moensen (ca. 1600 - 1660)
Morten Jensen Moensen (1641 - 1721)
Jens Mortensen Juul (1679 - 1748)
Michel Jensen Mousing Juul (1716 - 1773)
Jens Michelsen Mousing (1752 - 1790)
Michel Jensen Mousing (1778 - 1860)


Egnen
og ætten
var stadigvæk
rig,
da Jens Lauritsen
Moensen
som første mand
vandrede
ind i historien,
det var på
de tider,
hvor fruen
på Kongsgaard
var gudmor
for rundt
regnet alle
i sognet
og også
hans børn,
og en søn,
Morten Moensen,
blev gift ind
i områdets
Juel-slægt,
som alle
dér vidste
blev til,
da Jens Juel,
før han døde
i hård kamp
mod svensken
ved Øland,
var lensmand
på Kalø
og glad,
lidt for glad,
for en pige
af folket,
og Morten
var stolt
for det navn,
så begejstret,
at Mogens
fra bjerget
blev glemt,
da hans afkom
blev døbt,
men hans bopæl
hed Mousensgaard
fortsat,
og kun da
en bølge
af misvækst
og fjendtlige
hære
fik has
på det meste
af formuen,
syntes hans
sønnesøn,
Michel,
at Mousing
var fint nok
at hedde
igen,
for de var
jo dog
bønder,
og det
blev de ved
med at være
en generation
eller to,
indtil endnu
en Michel,
hans barnebarn,
kun var
i stand
til at fremavle
piger
og indså,
og hjemmet
og navnet
var dømt
til fortabelse
sammen
med ham,
men fra
Monsbjerg
var udsigten
udsøgt
som altid,
hvis Michel
blev spurgt,
selv når
intet
var mere
at se.


Anne Marie Mikkelsdatter Mousing (1820 - 1905)


Ud for
at tjene,
det skulle
de pokker
til tøser
alligevel,
de skulle
lære
et køkken
at kende
og giftes,
så de
kunne leve
et hæderligt
liv,
og til
Anne Marie
fandt Michel
en plads
hos en gårdmand,
Laurs Jensen,
i Lynge,
og der
gik det godt
for en tid,
hun fik
føde nok,
kunne
han se,
Michel,
når hun
var hjemme
i Ørby,
og selvom hun
virkede mut
ud på sommeren,
tænkte han
ikke,
at fanden
var løs
af den grund,
men det
var han,
for pludselig
stod hun
på gårdspladsen,
Anne Marie,
og græd,
selvom hun
burde være
et andet sted
henne
den dag,
mens hun
rablede løs
om sin mave,
som ikke
var vokset
for sjov,
og en karl,
som hun mødte
til gilde
i Knebel
og ikke
fik fat på,
hvad hed,
og han
rasede,
Michel,
og måtte
gå op
på sin bakke
alene
en stund
for at tælle
til ti,
og alligevel
var det
som om,
der kom noget
til syne
på havet
igen,
og han tændte
sin pibe,
og snart
var det blevet
december,
og Boserup,
præsten,
slog korsets tegn
for sig,
men døbte
alligevel
bæstet,
som Anne Marie
på skændigste vis
havde slæbt
ind i sognet,
Jens Mousing,
men nu
havde Michel
en søn.


Jens Mousing (1844 - 1930)


Anne Marie
var ikke
for heldig
med mænd,
først
kom Søren
fra Tirstrup
til Mousensgaard
for at
gå Michel
til hånde
og ægte
hans datter,
og så
døde han,
og så
fik hun
Jens Peter
fra Agri
til stedet
i stedet,
og så
døde han
og så kom
Rasmus Jørgensen,
også
fra Tirstrup,
men da
havde Jens
fået nok
af den
mødrene gård
han var flyttet
til Esby
så snart,
gamle Michel
som sad der
på aftægt,
var død,
og han
blev der
og ægtede
Kirsten
derfra,
hvis forældre
var kommet
fra Rønde
og havde
en ejendom,
Jens
måtte få,
hvis de blot
fulgte med,
og det gjorde
de så,
og i
Ørby
var stråtaget
hullet
af svamp.


Kirsten Jørgensdatter (1849 - 1876)


Han var dygtig,
ham Jens,
kunne alting
i stalden
og marken,
og når
der var marked,
var prisen,
han fik,
altid god,
og hun valgte
da rigtigt
i kirken
den dag,
var hun
sikker på,
men han
var ligesom
for lidt nu,
det gjaldt,
sad i stuen
og læste i
hvad som helst,
også aviser,
mens hun lå
i sengen
og græd
over Jørgen,
sin far,
og forsøgte
at holde
af Jørgen,
sin søn,
som var tynd
og blev døbt
næsten efter
begravelsen
blot for
en sikkerheds
skyld,
hendes brystmælk
var lavet
af bly,
hendes hjerte
en hammer,
der bankede
løs,
og hvis ikke
på hende,
så ham,
som var
fremmed
endnu
og sin morfar
så lidt lig
som nogen,
og verden
var stor,
men for lille
til Kirsten
og Jens
og dét barn,
og en forårsdag
sidst
i april
valgte Kirsten
at glemme,
hvor tingene
var,
at der fandtes
en forskel
på stuegulv,
ager og
mergelgrav,
vandet
var køligt
mod huden
men flydende,
da hun
sank ned.


Jens Peter Mousing Jensen (1870 - 1939)


Jens Peter
var seks,
da hans mor
gik i vandet
og lillebror
Jørgen
gav op,
helt fortæret
af mangel
på brystmælk
og kærlighed,
og der for
tredje gang
inden for
kort tid
blev sænket
en kiste
i jorden,
og far
spildte ikke
sin tid,
inden længe
gik et
eller andet
forstyrrende
kvindfolk,
som kaldte sig
Dorthe Marie,
omkring
i hans hjem
og forlangte,
at hun
skulle kaldes
for noget,
hun slet
ikke var,
og han larmede,
gjorde
Jens Peter,
han smadrede
ting,
og i stalden
var dyrene
opskræmte,
lussinger
hjalp
hverken far
eller søn,
og forstående ord
faldt
til jorden
som anløben
såsæd,
kun Anne Marie
i Ørby
gav drengen
den ro,
der var
brug for,
hvis han skulle
klare sig
rimeligt
i skolen,
så der
kom han hen,
og det virkede,
særligt
i regning
var skudsmålet
pænt over
middel,
det var lidt
som om,
at den knægt
havde lavet
en plan
af en slags,
mens han
sad der
på bjerget
om eftermiddagen
og tyggede
strå,
og i stuen
sad Anne Marie
og spandt,
mens hun
tænkte på,
hvem der
engang
burde få
hendes gård nu,
hvor Jens
ikke gad,
men Jens Peter
var fjern
i sit blik,
da han sluttede
fred
med sin far
og tog ud
for at tjene,
han knoklede på
og fik råd
til et landbrug
i Stødov,
han omlagde
driften,
så alt
var moderne
og effektivt,
sparede sammen
og købte så
endnu
en gård,
som han
lejede ud,
og blev ved
på den måde,
til sidst
var han rig,
alt for rig
til at blive
på fattige
Helgenæs,
smilet
var skævt
sidste gang,
han var oppe
på bakken,
og så
drog han ud
i det blå.


Severine Kristensen (1869 - 1900)


De var
sjælsfrænder,
hans Severine
og ham,
for man snakkede
stadig
om Jens
og hans uvisse
herkomst,
og selvom
Jens Peter
var ægte,
hang omdømmet
ved,
og det samme
gjaldt også
for pigen
fra Borup,
hvis mor,
som hed Anne
Christine,
blev svanger
med Søren
fra Lynge,
som skred
og blev karl
på Marselisborg,
før han
blev far
mod sin vilje,
og nok
blev hun gift
med en landmand
i Borup,
den nybagte
mor,
men han
nægtede
pure
at huse
en skifting,
så tøsen
gik nærmest
på omgang
blandt venner
og slægtninge,
til hun
blev stor,
men trods
grove træk
fik hun
charmeret
Jens Peter
en dag
med sit
smittende grin,
og fra
da af
var de to
et par,
og da hun
blev gravid
med Kjerstine,
var ungkarlen
kvik
til at fri,
selvom bruden
var under
hans stand,
og de lo
begge to,
da de kørte
mod Sjelle
med alt,
hvad de ejede,
for at
begyndte
påny
på en egn,
hvor de ikke
var genstand
for sladder
og snak,
men blev taget
præcist,
som de var,
og det
blev de,
forretningen
gik,
som den
skulle,
og et
efter et
kom der
flere børn til,
og det nye
århundrede
startede
fornemt
med elskov
og bægerklang,
nok engang
blev hun
gravid,
Severine,
og alting
forløb,
som det skulle,
og da
vandet gik,
så hun
stadigvæk
frem
til at vugge
den lille ny
trygt
i sin favn,
men så
sprang der
en åre,
og ingen
formåede
rigtigt
at standse
for strømmen
af blod,
og vel
så hun
sin søn,
men i ugerne
efter
sprang sårene op
hele tiden,
og kroppen
blev ramt
af betændelse,
da det
blev jul,
var hun puttet
i jorden,
og barnet,
som fik
navnet Severin
efter
sin mor,
var sendt bort
til familien
i Esby
på ubestemt
tid,
mens Jens Peter
drak tæt
på sit kammer
og smadrede
spejlet,
som viste,
at han var
sin far.


Anker Christian Mousing (1897 - 1986)


1

Anker
var tre,
da hans mor,
Severine,
blev stille
og bleg,
og hans far
gik omkring
uden mål
eller med
for en tid,
og han
fattede
ingenting,
drengen,
måske
bortset fra,
at der
pludselig
var tomt
og lidt trist,
så da Karen
en dag
kom forbi
for at kysse
den gamle
på gårdspladsen,
gik han
pænt hen
og gav hånd,
så Jens Peter
fik travlt
med at skjule
det pokker
til smil.


2

Der lugtede
sælsomt
hos Anne Marie,
når de
kom forbi
på besøg,
faktisk
nærmest
af mor,
da hun lå
i sin seng
og var syg,
og det skete
da også,
at konen
blev træt
og gik hen
for at sove
til middag
i stolen
ved ruden,
men træet
i haven
var spækket
med æbler,
han godt
måtte røve,
og inde
i skabet
stod bøtten
med bagværk
parat,
sidste gang,
de drog bort,
stod hun oppe
på bjerget
og vinkede
til ham,
og så
var hun væk.


3

De blev mange
i Sjelle,
så mange,
at husbonden
købte en
større gård
ude ved
Holmstol
i Skannerup Sogn,
som hed
Mølhauge,
så der
var plads nok
til karle
og afkom,
og Anker
var vred
over bare
at blive
smidt op
på en vogn
som et stykke
bagage,
for hvad nu
med vennerne,
hvad nu
med graven,
som ingen
var nær
til at passe,
men med
kom han,
knægten,
og gik så
i marken
og skumlede
indtil
en dag,
hvor han
nærmest
af kedsomhed
tog med
sin far
ned til møllen
ved Gjern
for at aflæsse
korn,
der stod
Else Marie
i gruset
og blinkede
til ham,
og så
var han
hjemme
igen.


4

Penge
var gode
at have,
ro i sindet
dog bedre,
det tænkte han,
Anker,
og mindedes
karlen
på Mølhauge,
far havde
fyret,
men pludselig
stod der
på vejen
og skød
mod sin plageånd,
så var
det bedre
at leve
et "jævnt
og muntert,
virksomt
liv
på jord",
som den
vist sagde,
sangen,
og jo,
det var gamle
Jens Peter,
han lånte af,
da han
fik øje
på gården
ved Sjelle,
men gælden
var næsten
betalt,
og i køkkenet
sad Else Marie
med Karen,
hans datter,
på skødet,
og snart
skulle hønsene
fodres,
og alting
var godt.


5

Bilerne
sov i
garagen,
og regnen
var tung
udenfor,
da han
overdrog
huset
i Voel
til køberen,
så var
det slut
med Jens Peter,
helt slut
med den driftige
bondeknold
ude fra Mols,
som blev
vognmand
til sidst
og endda
havde satset
på skovdrift
i Overholt
uden for
byen,
nu lå han
i jorden
i Sjelle
ved siden
af mor
og hans
elskede
Karen,
og Karen,
hans barnebarn,
gik nu
til præst,
og til
næste år
skulle hun
rejse
til Ulfborg
med pastoren,
Rohde,
og tjene
i huset,
og selv
var han bare
forfjamsket
og midtvejs,
og ude
i gangen
tog Anker
et efterladt
par af
Jens Peters
sko på,
og de
sad helt
perfekt,
de var alt,
alt for
store
til ham.


6

Så vandt
han da,
Anker,
igen,
han var også
en flot
hingst,
ham Ibrahim,
sund
og solid
med et tandsæt,
der sagde
spar to
til det meste,
og det var
et held
just i år,
hvor han ikke
var heldig
med kvæget,
han fik
sin medalje
og kiggede
ud over
dyrskuepladsen,
hvor Karen,
som aldrig
blev lærer,
men husmoder,
og Hans,
hendes mand,
sad i teltet
og vinkede
til ham,
og Ellen
og Asta
var med,
deres små,
og han satte
sig ned,
trak sin
pung frem
og gav
både bajer
og sodavand,
mens de
fik snakket
om gården
i Haarup,
den sølle
ruin,
de fik
skøde på
forrige år
og var fyldt
med nervøse
og skravlede
dyr,
Hans
var nødt
til at aflive
nærmest
på stribe,
men nu
gik det fremad
så småt,
sagde Karen,
de mørnede
længer
blev langsomt,
men sikkert
istandsat,
og høsten
var god,
og han
ønskede,
Anker,
at han
kunne sige
det samme,
for gården
i Sjelle
var blevet
for stor
til at passe
alene,
men også
for lille
til rigtigt
at leve af
mere,
måske
gik det
endnu
et år
eller to
eller tre,
men de
spillede,
Anker
og Else,
på overtid,
Ibrahim
vrinskede
ovre
i båsen,
han lignede
noget
på film.


7

Han var fri,
var den
gamle,
for nok
var det trist
at forlade den,
møllen
i Hammel,
og gå
på pension,
men nu
havde han
intet
at skulle
bevise
for nogen,
og selvom
han satte
en ære i
mængden
af ørreder,
han kunne
vise
de andre i
lystfiskerklubben,
var slaget
forbi,
præmien gik
til Jens Peter
som altid,
men sejren
var Ankers
at nyde
så længe,
han kunne,
og ude
i Haarup
var snapsflasken
fremme
på bordet,
og snart
var den tømt,
og med Hans
bag ved rattet
gik turen
mod Vadstrupvej,
hjem til
hans Else Marie,
som ventede
inde
i sengen,
og før hans
chauffør så
hvad pokker,
der skete,
tog Mousing
gebisset
og rakte
det ud
gennem ruden
af kliprede
livligt
af alle,
som kørte
forbi.


8

Hvem,
han var,
den der
knægt,
Karens tøs,
hvad det
end var,
hun hed,
havde med,
var han
ikke helt
klar over,
men han
var høflig nok,
morsom
og glad
for at
se ham,
så meget
stod klart,
og hans
selskab
var bedre
end stilheden
inde i
rummet,
som ellers kun
Else Maries
forvirrede
mumlen
og plejernes
lidt for
forstående
sludder
fik brudt
ind imellem,
og efter
den fandens
til blodprop
var mundtøjet
ikke så
meget værd
mere
og benene
værre
endnu,
for det meste
sad Anker
og lyttede
bittert
til vinden
i halsen
og hjertet,
der bare
blev ved
med at slå,
hvis han
kunne
formidle det,
var han vel,
drengen,
så egnet
som nogen
til roligt
at tage ham
i hånden
og følge ham
ud til
en græsplet
med udsyn
til alt.


Sletterhage (2013)

Kiaen
spandt,
mens den åd
kilometer,
så mange
til sidst,
at vi
ankom
til Ørby,
mor Asta
og jeg,
og vi
spejdede
rundt
for at se,
om der
skulle stå
Mousensgaard,
fortsat,
på et af
de nedlagte
landbrug,
om døren
var åben
og kaffen
parat,
men kun
landskabet
virkede
velkendt,
kun fraværet
vinkede
til os
fra en af
de stribede
ruder,
vi overså
helt
og aldeles
en bakke
lidt uden
for flækken,
og snart
stod vi nede
ved fyret,
hvor skibe
fra Mærsk
var igang
med at kløve
det vand,
som forbandt,
vi røg
smøger
og frøs,
mens vi
trippede
rundt i
de raslende
brokker
på stranden,
historien
var slut,
men der var
noget andet
i tanken
på bilen
endnu.

mandag den 23. januar 2017

19 blink

Karen Severine Mousing (1924 - 1999)


1

Det er
sommer,
og det er
i '57 eller
deromkring,
mor er
knapt født,
og jeg selv
så abstrakt
som det øje
på himlen,
der nu
zoomer ind,
og det glimt,
som fortæller
at noget
af mormor
for altid
vil stå der
på gårdspladsen
ude i Haarup
med forklædet på,
mens hun
undrer
sig over
en uventet
støjen
og skygger
for solen
med hånden
og ser.


2

Mormor
var lavet
af blomster,
hun duftede
af dem,
hun bar dem
på kjolen,
hun nussede
om dem
i haven
som om,
de var
børn,
vi blev
voksne
på skift,
og en dag
går vi
givetvis
ud.


3

Dåsen
med kager
stod aldrig
frit fremme,
men inde
i skabet,
så højt,
at man
akkurat
lige kunne
nå den,
og når den
var tom,
var den fuld,
sagde mormor,
og hun havde
fandemig
ret.


4

Når morfar
og mormor
var ude
at køre,
sad han
bag ved rattet,
mens hun
kom med hvasse
instrukser
og rodede
rundt
med et landkort
fra Esso
og anviste
ruter,
og pludselig
kørte
man rundt
på en cykelsti
eller
en mark
i en anden
kommune,
men skidt:
Det var
bolsjerne
nede
i tasken,
man skulle
nå frem til,
og ikke
et sted.


5

Havde
man været
for meget,
så var der
en gang,
man fik lov
til at
tænke i,
grundigt
og længe,
før døren
til køkkenet
gik op,
og man pænt
måtte give
en undskyldning,
og det
var ok
i dagslys,
hvor alt,
hvad man
tilbragte
tiden i
enerum med,
var sin sølle
samvittighed,
men blev
det mørkt,
før det skete,
var noget
helt galt,
og man tænkte
på gården,
hvor gammel,
den var,
på den forrige
ejer,
som tæskede
dyrene
indtil
den dag,
hvor han
hængte sig
nede ved
hønsene,
og det
begyndte
at ånde
det fandens
til mørke,
og uanset hvor,
man fik
gemt sig,
var nogen
konstant
bag ved ryggen
af én,
og man prøvede
på at
fortrænge det,
spille
lidt sej,
måske
voksen
og rationel,
ligefrem,
lige lidt
hjalp det,
det endte
med råben
og skrigen
og hamren
på træ,
indtil
mormor
blev ræd
for sig selv.


6

Hun var bange
for stiger,
var mormor,
og 13
til bords
var man aldrig,
og når
det blev jul,
kom der grød op
til nissen
på loftet
på trods af,
den endte
sin skæbne
som klatkager
dagen derpå,
og i vinduet
lå der
en sukkerknald,
altid,
og ventede på,
at en stork
skulle smutte
forbi
med et barn,
jeg ved
ikke,
hvor mange
af slagsen,
jeg nåede
at sætte
til livs.


7

Hun var
rastløs
som få,
der var altid
en karklud
at vride,
en dejklump
at ælte,
en lille
tot græs
mellem
gårdspladsens
småsten,
en ekstra
kabale,
der aldrig
gik op.


8

Mormor smed
alt det,
hun ikke
kunne bruge,
i tønden
bag gården,
fandt flasken
med sprit
og en tændstik,
og så
var der bål,
og de brændte
fortræffeligt,
alle
de gamle
aviser,
kartoner
og drømme
og håb,
og der
duftede
sælsomt
af frihed
hver gang,
selvom røgen
var tyk.


9

Stoltheden
boede
i køkkenet
blandt potter
og pander,
og mormor
var maksimalist:
Der var
fløde
og Lurpak
i alting,
og havde
der været
en læge
til stede,
var folk
sikkert døde
af angst
fremfor båret
til himmels
på skyer
af dufte
og smag.


10

Penge
i banken
var ikke
en sygdom,
men næsten,
og ve den,
som vidste det
og blev
for fin
på den,
stadigvæk
bugnede
skuffen
af tretårnet
sølv,
som hun
pudsede
næsten
hver dag.


11

Der var meget
i vejen
med mange,
ministre
såvel som
muslimer
og visse folk
rundt om
i Haarup,
men var man
familie,
så kunne
man slippe
afsted med
det værste,
måske stod
man nok
til kritik,
men hun
foretrak
afgjort,
at hjertet
var tungt
fremfor helt
hørte op
med at slå.


12

Af og til
tog hun
til Hammel
med bus
for at se
til min oldemor,
der var
forkalket,
det hed det
dengang,
og der
gjorde
hun rent
og smed ud,
mens den gamle
i stolen
gav hals,
og i reglen
var mormor
lidt brysk,
når hun vendte
tilbage
igen fra
sit togt,
men en dag
gik det
helt galt,
for moderen
huskede
ikke
sin datter
og mente,
at hun
blev bestjålet
af nogen
på hjemmet,
og jeg sad
i stuen
på gården,
da fordøren
gik,
og jeg hørte
en snøften
fra køkkenet,
da mormor
kom ind,
var hun
blevet
en pige
igen.


13

"Du glemmer
os snart",
sagde mormor
den dag,
hvor vi cyklede
sammen
til krydset
i Skellerup
Nygårde
for at
tage afsked,
i Voel
var væggene
pyntet
med piger
og bands,
og jeg tabte
min sindsro
på vej
gennem skoven,
men posen
med brystbolsjer:
Nej.


14

Hun havde
en lille,
sort bog,
den lå ovre
ved hustelefonen
og rummede
navne
og numre
på alle,
hun kendte,
hun brugte
den flittigt,
og selv dem
på listen,
man vidste
var døde
og borte
forlængst,
modtog
givetvis
også
et opkald
fra mormor,
når de
fyldte år.


15

Da morfar
faldt fra,
troede mange,
at mormor,
som ikke
var gammel
endnu,
ville få sig
en aktiv
og meningsfuld
alderdom,
der var
veninder
på vejen
og slægtninge
vestfra,
der kom på
besøg,
men hans urne
var knapt nok
i jorden
endnu,
før hun
opgav
at synge
i kor med
de andre
i Rosengårdscentret,
og når man
kom hen
for at hygge
og hjælpe
en smule
i haven,
var latteren
tynd
og det lys,
hendes øjne
var kendt for,
en tam,
kølig glød,
og om natten,
fortalte
hun mor,
lå den afdøde
ægtemand
hos hende
inde i sengen
og så til,
hans hustru
kom trygt
gennem endnu
en nat,
men hun
ønskede
vist,
han lod
være.


16

Sidste gang
mormor
var oppe
på Sindbjerg
en høj
og klar
morgen
i pinsen,
hvor hele
familien
var med,
stod hun længe
på toppen
og kiggede,
kiggede ud
over Borresø,
ud over
skoven
mod Virklund
med værkende
ben,
og hvem ved
hvilke farver,
hun så,
hvilke skjulte
nuancer,
hun pludselig
fik øje på
nu,
hvor hun vidste,
det aldrig
blev muligt
igen
at få del
i dén udsigt
dét sted
med dét blik,
men hun
tømte den,
dagen,
for lys.


17

Der var
Ildfestregatta
i Silkeborg,
da hun
blev fundet
i stolen
ved fjernsynet,
mormor,
for efter
en lang dag
i haven
i tropiske
temperaturer,
var tidspunktet
kommet
til koldskål
og quiz,
og et sted
udenfor
og alligevel
tæt på
lod Meyerheim
hjulet
rotere,
så gnisterne
oplyste
skærmen,
da festen
var ovre,
var kredsløbet
slukket
og koldt.


18

Dagens stjerne
var gået
i sort,
da vi bar
hende ud
fra kapellet,
vi kørte
ad mørklagte
veje til
Vestre,
hvor pastoren,
Cemik,
holdt prædiken
med solbriller på
om alt andet
end kvinden
i kisten
og skyndte
sig ud
for at stirre
på noget
i himlen,
som hverken
var gud
eller mormor,
der nu
var på vej
ind i ovnen
som om,
hun var
brændsel,
og godt nok
kom varmen
og lyset
igen ganske
langsomt,
men noget
i brystet
var blevet
til aske
og røg.


19

Det er
vinter,
og det er
i '17,
og det,
som engang
var abstrakt,
er konkret nu
og omvendt,
men højt
over Vestegnen
hænger der et
eller andet
og zoomer
og blinker ned
til mig,
og forklædet
mangler,
men celler
bliver stadig
til film.

mandag den 16. januar 2017

En af mit blæk

Endnu et testforløb fra Land & folk III. Denne gang det, man kan kalde min egen, private kulturkanon. Da bogens "første bog" - den med slægtshistoriske digte - hedder En af mit blod, har anden afdeling følgelig fået titlen En af mit blæk. Her siger det sig selv, at det er åndelige mere end fysiske slægtskaber, der er i spil.

God læsning.







***


Fiduskunstneren

Saxo Grammaticus (ca. 1160 - 1208)


Saxo
din løgnhals,
jeg husker
endnu,
da jeg
første gang
åbnede bogen,
du skrev,
dette sus
fra planerede høje
og sløjfede grave,
som for
gennem stuen
og blæste
mit bipspil,
min cola
og kritiske sans
rent
ad helvede til,
hvor det nok
hørte hjemme
alligevel
sammen
med Helveg
og Schlüter
og andre slags
"kæmper"
fra dengang,
som virkede
mere formuldede,
faktisk,
end Helge
og Amled
og Rolf
og dit øvrige
mylder
af konger
og helte,
der syntes
at være
historie,
ikke
historier,
Saxo,
din løgnhals,
din gåsefjers
kradsen
mod skindet
i cellen
i Sorø
i hensvundne
tider
var crack
for en hjerne
som min,
der forlangte
langt mere
af livet
end sødmælk
og dyrtidsportioner,
og nøj,
hvor jeg
trippede
indtil
den dag,
jeg fandt
ud af,
at Jarmerik
ikke
var dansk,
men en goter,
og Rolf
var en skide
herul,
at dit patheon,
Saxo,
din løgnhals,
af heroer
enten
var fri
fantasi
eller hæmningsløst
pyntede,
også
Bisp Absalon,
Saxo,
din løgnhals,
som nok
var en mand
med det hele,
med slaver
og sværd
og begær,
men bestemt
ikke Guds,
hvad du vidste
til fulde,
din lusede
spindoktor,
du var
til fals,
var du,
Saxo,
din løgnhals,
for klingende
mønt
ligesom Helveg
og Schlüter,
og dog
blev jeg ved
med at læse
din fandens
til bog
som om
noget
derinde
var ægte,
trods alt,
og jeg vidste,
at fandt
jeg det,
ville
det hele,
selv Odin
og jætten
og Absalons
dyd,
ikke kun
være opspind,
men sandhed,
man blot
ikke kunne
bevise,
og det
gjorde forskellen,
Saxo,
din løgnhals,
din falskhed
på skrift
gjorde verden
så stor,
at jeg ikke
blev knust
mod dens
tagspær,
men voksede op
og med tiden
blev luftig nok
selv til
at fylde
et bind.



Dødssejleren

Johannes Ewald (1743 - 1781)


Ewald
har rejst sig
og åbnet
sit vindue,
og udenfor
ligger den,
kysten
ved Rungsted,
og lokker
med lysstrejf,
der passer
perfekt ind
i bladenes
folder,
og græs,
som går lige
til kanten
af sundet,
men aldrig
for langt,
og han aner
en hånd
bag det hele,
en håndværkers
kyndige greb
eller nogens
forsigtige
kærtegn
for mange år
siden,
men der,
hvor han er,
klistrer
sygdommen
fugtigt
til spærrene,
lurer
som mosevand
nede
i bunden
af blækhuset,
jeget tager
vand ind,
hans kald er
at synke
til himmels
med stil.



Bløderen

Hans Christian Andersen (1805 - 1875)


Ingen
går fejl
 dit hvilested,
for du
er blevet
til skilte,
et hegn
og en høj,
plejet hæk,
du er
Dannebrog
mejslet
i sten
og en svane
til stads,
en prinsesse
spændt fast
til en ært,
men jeg
kender dig,
HC,
er venner
med O.T.
og soler mig
stadig
i Skyggen,
jeg véd,
at din benede
fod kender
pløret
på bunden
af Odense Å,
at dit pandeben
stadig
vibrerer
af farfars
forskruede skrig,
og at hakkerne
i dine dagbøger
fortsat
er enheden,
ensomhed
måles i,
du var
et sår,
Mester Andersen
- dét er
en blomsterkrans
værd!



Gennembrud

Georg Brandes (1842 - 1927)


Georg,
åh, Georg,
for helvede da,
der var
fart på dig,
mere end
verden
var bygget til,
andre folk
fedtede rundt
med at sætte
en jernhest
på skinner,
mens du
havde opfundet
warp speed
forlængst
som et middel
til tankernes
fremdrift,
og ude
i grøften
lå døde poeter
og svovlende
præster
og sværmere,
som ville eje
de sjæle,
de påstod
at elske,
selv Gud
fik du påkørt
og dræbt
på din vej
ud mod det,
der var
virkeligt nok
til at stille
din sult,
som det
ensomme
kammer,
din motor brød
sammen i,
før du
var nået
i mål.



Graduering

Vilhelm Hammershøi (1864 - 1916)


Det var ikke
motiverne,
Vilhelm,
du sværmede
for,
det var
lyset
og skyggerne,
linjer
og flader
som to typer
ingenting
udpenslet
indtil det
nærmest
blev pinligt,
figurer
med sænkede
hoveder
og bøjede
rygge
af skam
over ikke
at blot
være
interiør.



Djæveleri

Sophus Claussen (1865 - 1931)


Jeg drømte
om Sophus
i nat,
han sad ovre
ved bordet
og bladrede
i mine digte
og drak al
min rødvin,
det takløse svin,
mens han
rablede løs
om Verlaine,
Mallarmé
og Rimbaud
og de andre,
han syntes,
jeg burde
besøge
lidt mere
i stedet
for Ginsberg,
Prévert
og Pessoa,
selv lå jeg
i sengen
og talte
minutter,
helt lammet
og tavs,
til han
tabte
sit glas
og sov
rusen ud
der
mellem
linjerne.



Brændingen

Johannes Jørgensen (1866 - 1956)


Født
blev han
til at
besejle
de syv
oceaner
og smage
på salt,
mærke vinden
i håret
og ikke
én eneste gang
tænke på,
hvor det
kom fra,
det hele,
men hånden
begyndte
at trække
i land,
ind i sproget,
på jagt
efter noget,
som ikke
var blæk,
og så blev han
den rastløse
yndling,
som vandrede
rundt
i forblæste
og regnfulde
nætter,
men hverken
fandt ro
i det sansede
eller
det åndende
tomrum,
hans rytmer
og rim
lod fornemme,
han kaldte
fra Taarnet,
og svaret
var bøger,
latin,
ornamenter
af guld
så massive,
at troen
blev håndfast
som aflad,
ikoner
og vievand,
pludselig
gik han
til Frans
og Birgitta
i stedet
for Brandes
og Byron,
mens vennerne
stødte
på grund,
men hans
bogstaver
brusede
stadig,
da englene
kom.



Kærlighed, kærlighed 

Ingeborg Stuckenberg (1866 - 1904)


Der sad du
i haven
for foden
af Taarnet
og skyllede
slotte
og stuer
og køkkener
rene
for klunker
og støvkorn
med sange
så klare
i tonen,
at kun
dine lytteres
genskær
når frem
til os nu
gennem
gulnede
bøger,
for du var
gudinden
i blåt
og Erato
i grønt
og the lady
in red,
du var streng
som et smil,
du var blid
som et slag,
du var vis
som et dyr,
du var dum
som geniet,
en norne,
som løste
de knuder op,
præsterne
bandt
på din
ældgamle
væv
med ét eneste
gentaget ord,
nemlig
kærlighed,
kærlighed,
kærlighed
større
end pungen,
og boligen,
større end
kyskheden,
større
end kroppen,
en kærlighed
skjult
under kjolen
på selvsamme sted
som den kraft,
der gav
blomsterne
blade
og kloderne
kredsløb,
den kraft,
du var tro
over for,
da du efterlod
Viggo
i Sorgenfri
for at
tage plads
på en båd
med Hans Dines
på broen
og grædende
børn
i det knagende
lastrum
for blot
at gå ned
på en udmarvet
ager
ved Auckland
af kærlighed,
kærlighed,
hullet
i hjertet,
bestemt,
men forløst
i en grad,
intet væsen
kan leve
sig fra.



Lyndirigenten 

Thøger Larsen (1875 - 1928)


Den jyske
bevægelse
kaldte Johannes
V. Jensen
det vist,
det,
han mente,
at du var
en del af,
og nok var
han klog,
men han
fattede
aldrig,
at du,
hvis du ellers
var kommet
til verden
i Bonn
eller Peking,
var blevet
den samme,
at stjernerne
over Lemvig
nøje lignede
dem over
Dar es-Salaam,
at de hedenske
guder
var Jahve
og Manitou
klædt
i lokale
tekstiler,
at kraften,
du så
i de fygende
sandkorn
ved kysten
og bladenes
årer
og digtenes
gnistrende
kredsløb,
var større
end byskiltet,
flaget
og hudfarven,
du kunne
sagtens
have skrællet
et æble
fra haven
og vist ham
en sol,
men du vidste
velsagtens,
den så
ville blive
fortæret
og ikke blot
spist.



Løven

Leo Mathisen (1906 - 1969)


Der var
mørklagte
ruder
dengang,
der var
togsæt
i rasende
tempo
på vej ud
hinsides
det hele,
et klaviatur
fyldt med
lyse
og sorte
tangenter
at bruge
i flæng
og et grin
som en
detonation
i en
fornem
salon,
en cigar som
et flakkende
nødblus
i munden,
et stateligt
rovdyr
ved dammen,
hvor ænderne
snadrede
løs i det
selvsamme
vand,
som de
sked i,
et vanvid
at sprælle til
længe
før Lennon
og Lydon.



Strøg og strejf

Asger Jorn (1914 - 1973)


1

Jeg kender
det,
Asger,
jeg ved,
hvordan
gågaden
inde
i Silkeborg
altid
er både
for kort
og for lige,
hvordan
der er pris
på det hele
derinde,
specielt
på éns hoved
med alle
de vilde
idéer,
som bare
er fikse
så længe,
de ikke
giver overskud
ovre
i banken,
jeg kender
de køligt
bedømmende
blikke
og hånlige
tilråb,
jeg ved,
hvordan typer
som os,
Asger,
kræver
en by
af den støbning
for rigtigt
at folde
sig ud.


2

Jeg drømte
engang,
at jeg stod
mig dig,
Asger,
ved dammen
og så
på din ælling,
så gul
og monstrøs
og unik
og fantastisk,
den var,
"men den lever
af andemad",
sagde du
til mig:
"Husk dét".


3

Du kaldte
dig selv
Buttadeo,
den evige
vandrer,
og var det
hvad enten
du bankede på
hos mistænksomme
bønder
på egnen,
som ikke
gad eje
dit gnidrede
lort,
eller søgte
om midler
til værket
om nordboens
folkekunst
for at få
afslag
på afslag
og Cobra
forlod du
så snart,
slangen
bed sig
i halen,
selv Helhesten
lagde du
uden
en tåre
i graven
til sidst,
du var
fredløs,
og kun
dine fodspor
i farve
og tanke
og ler,
hvad som helst,
blev med tiden
så tørre,
at de
i det mindste
fandt ro.


4

Man siger,
du malede
Stalingrad,
Asger,
og puttede
mere
og mere på,
når du
med flere års
mellemrum
fandt
maleriet
og fattede
penslen
igen,
men jeg tror,
at du gravede,
Asger,
du skrællede
lag
efter lag
af den sminke,
som dækkede
rædslens
ufattelige
ansigt
og fuldt
bevidst
ikke
blev færdig,
før du
tog afsted.


5

Og dit
fodboldspil,
Asger,
med tre mål
i stedet
for to,
var et glimrende
studie
af orden
i kaos
for din tid,
i dag
prøver alle
at score
og afværge
samtidigt,
fælder
hinanden
på kryds
og tværs
uden
at ænse
at bolden
er væk,
men den
pynter da
på min
reol,
og hvor
måltavler
ruster
i regnen,
og grønsværen
pletter
på tøjet
og lugter
af opløsningsmidler,
vil dig
og mig,
Asger,
en dag
drible rundt
med den
blot for
at revne
af grin.



Strengeleg

Jørgen Ingmann (1925 - 2015)


Det var pop,
og det skulle
det være,
for ingen
fik jakkesæt
gratis
forærende,
dog var
der noget,
som faldt,
når han
tæmmede
guitaren,
Jørgen,
i tåger
af heftig
reverb,
det var
noget,
som røg,
når han sad
i sit
laboratorium
hjemme
i stuen
og klippede det,
som var tørt
og konkret,
op i bidder,
han splejsede
sammen
til nye,
opfindsomme
bånd,
som blev spillet
på halv
og fordoblet
og helt
og aldeles
forskruet
og vanvittig
hastighed,
det var
vel sløret,
han rev
fra de
stivnede øjne,
som indså,
at alt var
en drøm.



Forestilling

Dirch Passer (1926 - 1980)


De lo,
da du
drattede om
der på scenen
i Tivoli
midt i
et nummer,
du ikke
var ganske
tilfreds med
endnu,
du var ikke
Kim Larsen,
i hvert fald,
kun Dirch,
og hvem
Dirch var,
var ikke
et spørgsmål
om hvem,
men om hvad,
en grimasse,
et blik
og et tonefald,
hvad der
kom til dig
af tekster
og ikke
den tekst,
som i dig
blev fortættet
til hoved
og hjerte
og lemmer
og krævede
plads,
hvad den fik,
da lokalet
omsider blev
tavst.



PHoeten da capo

Per Højholt (1928 - 2004)


Sidder
med Højholt
på toget
mod Nivå
og hader det,
han er
begejstret
og taler
med livlige
fagter
om manglende
formål
og hensigt:
"Vi sker",
siger han,
"sker,
og så
går det
derudaf
med sømmet
i bund",
og så
er det,
jeg minder
ham om,
at det faktisk
er sket
med ham,
at det
er slut
med at jage
med Henry
og læse
for fluer
og den slags,
at showet
er helt
og aldeles
finito,
han ler blot
og pudser
sit brilleglas,
venter
på endnu
et tæppefald
gør han,
for fluen
og Henry
og os.



Forekomster

Knud Sørensen (* 1928)


Det pusler
i skellet,
og der er
så Knud,
og han ved,
hvor det
går til,
det samme
gør jeg,
og så står
vi der,
oven på
jorden,
og ser,
hvordan gårde
og huse
slår rødder
og skruer
sig op
af den,
skæbner
bliver formet
af solskin
og rusk,
til de minder
om elme
og graner
og vælter
til sidst,
og vi ser,
det i mangel
af bedre,
er godt,
og så
nikker vi
kort til
hinanden
og skilles,
forsvinder
i hver
vores retning
som skygger
på sne.



Overgang

Dan Turéll (1946 - 1993)


Alting
er blot
en sekvens
af manjana,
et glimt
i en øde
og blæsende
hal, som
med ét
lader én se
præcist dét,
man tror
eksisterer,
en sølvstjernes
blinken
i natten
et sted
over Vangede,
Hondaens
sus ind
i urtågen,
lyset
på Gittes
stolt knejende
nakke
og skyggen
af nogen,
som aldrig
kan dø,
men igen
og igen
tager springet
fra kød
til idé
og tilbage
påny i
et jordskred
af drægtige
hænder.



Det konkrete 

Kirsten Klein (* 1945)


Jeg er ikke
til billeder,
Kirsten,
de er,
hvad de viser,
for linsen
er ude
af stand
til at lyve
om noget,
et dødt
aggregat,
som alene
er til
for at vise
hvor magisk,
det synlige
er,
når det
undslipper
blikket,
men dit
er så skarpt,
at man
pludselig
ser,
hvordan
vand
er granit,
når det kommer
til stykket,
og korn
en slags lys,
som er blevet
organisk,
og alt,
der er til,
rekvisitter
i et
eller andet
enormt
ritual,
som skal
påkalde
nogen,
der hverken
er fra
eller til,
men vil væk,
når du
spænder
din finger.



Rød støj

Annisette Koppel (* 1948)


De var bare,
de fødder,
men skabt
til at træde
på glas,
ikke vandre
på vandet,
og stemmen
var ikke
beregnet
til lovsang,
var nærmere
upløjet
jord til
at bygge på
sammen,
og kroppen
drog gennem
årtier
med kampe
og tab,
og nu
står den
på scenen
som om,
den er
blændværk,
men vasen
med gule
og tæmmede
roser,
der står
bag kulisserne,
venter
på os
og kun
os.



Eksekution 

Lars von Trier (* 1956)


Dit kamera,
mand,
er et gab,
er Leviathan
selv,
det fortærer
enhver,
det for alvor
får øje på,
gerne
i farver
og altid
på nye,
opfindsomme
måder,
og så kan
man tale
om kærlighed,
tro
eller frihed
så tosset,
man vil,
for kun
en ting
er vigtig:
At Kronos
er sulten
og du hans
begejstrede
tjener
os andre
den hujende
pøbel,
som spoler
tilbage
i svimlende
blodrus
og ser det
i slow motion,
giftig
detalje
på giftig
detalje,
og græder
og klapper
fra hvert
vores eget
skafot.



Klovnerier

Tonny Trifolikom (* 1956)


Tonny
Trifolikom
tager en ballon,
og han puster
den op,
og han tager
en ballon,
og han puster
den op,
og han vrider
dem sammen
og tager
en ballon,
og han puster
og vrider,
og bum,
han har lavet
en ægte
giraf,
har han,
Tonny,
den står der
og nipper
fra toppen
af kirsebærtræet
i baghaven,
gør den,
og Tonny
Trifolikom
tager en ballon
og én til
og én til
og en til,
og nu fyldes den,
gaden
i Borum,
med bøfler
og harer
og næsehorn,
himlen
bliver blå
af balloner,
og skyerne
lugter
af gummi,
og armene
hviner
mod kroppene,
Tonny
Trifolikom
danser
i gruset
og leger
med ild,
former flammer
med læberne,
Sine
vil hjem nu,
hun græder,
jeg ler,
den siger bang,
hele verden,
om lidt.



Dæmring

Rune T. Kidde (1957 - 2013)


Rune
er død,
det er
stadigvæk
nat,
da jeg
modtager
beskeden,
og huset
er stille,
og verden
er ditto,
og katten
har puttet sig
ind til mig,
men jeg
kan slet ikke
sove igen,
jeg står op,
laver kaffe
og sætter mig
hen for
at skrive,
at Rune
er død,
det er ikke
fiktion,
det er ikke
et digt,
jeg kan digte,
det står der
og stirrer
mig ned,
og jeg tænker
på Røvjette,
Pulven
og alle
de andre,
hvordan
de har tacklet,
at Rune
er død,
at der ikke
er nogen
i himlen,
at pennen
er tør,
at der bare
er regnen
tilbage,
jeg tænker
på mig,
hvor jeg var
lige nu
uden Røvjette,
Pulven
og alle
de andre
og Rune T. Kidde,
jeg aldrig
fik takket,
fordi
der var nogen
i himlen,
hvordan
også jeg
er et undsluppet
gag fra
et gammelt
og meget
slidt album
af Rune T. Kidde,
jeg åbner
for vinduet,
bilerne
suser,
og selv
er jeg vokset
en side,
mens nat
blev til dag,
det er
lyst nu,
men Rune
er død.



Addi på Assistens

Michael Strunge (1958 - 1986)


Din grav
var så lille,
den lignede
faktisk
et jordlod
som dem,
jeg som barn
lagde selvdøde
solsorteunger
på plads i,
måske
var det dét,
du var,
Michael,
en sangfugl,
der ikke
var klar
til at flyve
endnu
trods
det fact,
at du skrev
mangt og meget
MED STORT
og i drømme
forlængst
havde indtaget
himlen,
for ordene
rystede
under dig
ofte,
men når du
var bedst,
var du virkelig
en verdenssøn
væbnet
med tændsatser,
når du
var værst,
var du bare
en flapper,
som godt nok
var væbnet
med vinger
og skreg
som et barn,
hver gang
ræven
kom nær,
men var ude
af stand til
at lette
for vægten
af Bowie
og Tzara,
Rimbaud
og dit eget
talent,
som var stort,
men bestemt
ikke strømlinet,
og var
der noget,
du lærte mig,
var det,
at sproget
er mere
beslægtet
med bly
end ozon,
at man selv
mindst
skal være
en engel
og gerne
et dyr
for at flygte
fra reden
med held.



Rimets Nestor

Einar Enemark (* 1966)


Da MC Einar
scorede klejner
på sin mikrofon,
kunne skuflerne
ved mufferne
gå på pension,
der var ikke plads
til Beatlesgarn
og hentehår,
vammel libido
fra Sommersko
og sidste år,
der blev kradset
på vinyl og sparket
svedig mås,
sluppet tyre fri
til anarki
fra nok en bås,
farveladerne
på gaderne
var sidste skrig,
og man rystede
sin røv, som om,
man var i krig,
elefanterne
tog over,
da det hele
blev lidt sjovere,
MC Einar
skød til måls
og ramte alt
for ofte over,
men fik kroppen
ud på toppen
med en lille smil,
bliver nu gammel
uden skammel
med den nye stil.



Betragteren

Jakob Ejersbo (1968 - 2004)


Du var
bare
et ansigt
i mængden,
en flygtig
figur
blandt
de andre,
man så,
når det
tjærede
mørke
faldt på
over Aalborg,
og endnu
et glas
med skarntydesaft
tømtes
ved baren
på 1000Fryd
eller måske
Revolution,
og der var
så mange
af slagsen,
som hende,
der stod i
en pornoforretning
til hverdag,
men ellers
var kendt
for at eje
to helt hvide
schæfere,
ingen hånd
mig bekendt
klappede
ustraffet,
eller den
sortklædte gut,
der fik
slebet
to tænder
i munden
så spidse,
at han
kunne kysse
som slangen,
og hende,
der lignede
et stort
tattoo,
men var
rolig nok
ellers,
ja, virkede
sød,
når hun
sad der
i mængden
og bare
var til
som de
færreste,
indtil hun
pludselig
var draget
til Norge
på jagt efter
rigtige
mænd
af den slags,
som,
foruden
at spille
metal,
brændte
stavkirker af,
den var
levende,
byen,
af typer,
man aldrig
helt glemte
og aldrig
helt kendte,
og du var
såmænd
ikke noget
specielt,
mens du
sad der
og så
bag et smil,
som måske
var reelt,
måske syrligt,
et blik,
som man
styrede
ind i
og ud af
igen
uden rigtigt
at mærke det,
før du
en dag
havde gjort
også ens
egen sjæl
til historie.



Den kloge kone

Tina Henneberg (* 1974)


Hun bor der,
hvor kragerne
vender
og flyver
på hovedet,
hvor monstrene
tygger
på landkort
og bøvser
konturer,
i baghaven
vokser der
bønner
på stager
og klynger
af fuldmoden
natskygge,
penslerne
ligger
på bordet
ved siden
af knivene,
arket
og lærredet
vrider
og vånder sig,
blikket
er skarpt,
hånden
sikker,
mens lys
sættes fri.



Blasfemi 

Sort Sol (dannet 1977)


Jeg siger
det gerne:
At opdage jer
var at fødes
igen,
som at komme
fra lys
til et blændende
mørke
og skrige
og lære
at tale
og vandre
i dét,
Peters
guitar
var én stor,
vibrerende
superstreng,
Steens
dybe croon
ikke sang,
men et aum
fra det dybeste
kosmos,
og trommerne
pauker,
som varslede
kamp
og forløsning,
og midt
i det hele
stod Knud
og forvandlede
farver
til lyd,
lyd
til kød,
kød
til kupler
af ild
over askende
byer,
I voksede,
gjorde I,
fra jeres
navne
og håndværk,
blev farlige
indiske
guder,
man tilbad
med pennen
og pillen
og pisken,
ens blod
blot et offer
at bære
til alteret,
I var
de eneste,
der kunne
skænde,
men, drenge,
det gjorde
I godt.



Gartneren

Anders Lauge Meldgaard (* 1980)


Signalet
er klart
uanset,
om maskinen
er billig,
defekt
eller helt
havareret,
om hænderne
fægter
sig frem
eller snubler
i farten,
musik
er musik,
ligesom
frugter
er frugter
og smager
af mest
frisk
fra haven
med ridser
og skimmel
og stød.

fredag den 13. januar 2017

Brændingen

Johannes Jørgensen (1866 - 1956)


Født
blev han
til at
besejle
de syv
oceaner
og smage
på salt,
mærke vinden
i håret
og ikke
én eneste gang
tænke på,
hvor det
kom fra,
det hele,
men hånden
begyndte
at trække
i land,
ind i sproget,
på jagt
efter noget,
som ikke
var blæk,
og så blev han
den rastløse
yndling,
som vandrede
rundt
i forblæste
og regnfulde
nætter,
men hverken
fandt ro
i det sansede
eller
det åndende
tomrum,
hans rytmer
og rim
lod fornemme,
han kaldte
fra Taarnet,
og svaret
var bøger,
latin,
ornamenter
af guld
så massive,
at troen
blev håndfast
som aflad,
ikoner
og vievand,
pludselig
gik han
til Frans
og Birgitta
i stedet
for Brandes
og Byron,
mens vennerne
stødte
på grund,
men hans
bogstaver
brusede
stadig,
da englene
kom.

torsdag den 12. januar 2017

Gennembrud

Georg Brandes (1842 - 1927)


Georg,
åh, Georg,
for helvede da,
der var
fart på dig,
mere end
verden
var bygget til,
andre folk
fedtede rundt
med at sætte
en jernhest
på skinner,
mens du
havde opfundet
warp speed
forlængst
som et middel
til tankernes
fremdrift,
og ude
i grøften
lå døde poeter
og svovlende
præster
og sværmere,
som ville eje
de sjæle,
de påstod
at elske,
selv Gud
fik du påkørt
og dræbt
på din vej
ud mod det,
der var
virkeligt nok
til at stille
din sult,
som det
ensomme
kammer,
din motor brød
sammen i,
før du
var nået
i mål.

onsdag den 11. januar 2017

Strengeleg

Jørgen Ingmann (1925 - 2015)


Det var pop,
og det skulle
det være,
for ingen
fik jakkesæt
gratis
forærende,
dog var
der noget,
som faldt,
når han
tæmmede
guitaren,
Jørgen,
i tåger
af heftig
reverb,
der var
noget,
som røg,
når han sad
i sit
laboratorium
hjemme
i stuen
og klippede det,
som var tørt
og konkret,
op i bidder,
han splejsede
sammen
til nye,
opfindsomme
bånd,
som blev spillet
på halv
og fordoblet
og helt
og aldeles
forskruet
og vanvittig
hastighed,
det var
vel sløret,
han rev
fra de
stivnede øjne,
som indså,
at alt var
en drøm.

tirsdag den 10. januar 2017

Rød støj

Annisette Koppel (* 1948)


De var bare,
de fødder,
men skabt
til at træde
på glas,
ikke vandre
på vandet,
og stemmen
var ikke
beregnet
til lovsang,
var nærmere
upløjet
jord til
at bygge på
sammen,
og kroppen
drog gennem
årtier
med kampe
og tab,
og nu
står den
på scenen
som om,
den er
blændværk,
men vasen
med gule
og tæmmede
roser,
der står
bag kulisserne,
venter
på os
og kun
os.

mandag den 9. januar 2017

Overgang

Dan Turéll (1946 - 1993)


Alting
er blot
en sekvens
af manjana,
et glimt
i en øde
og blæsende
hal, som
med ét
lader én se
præcist dét,
man tror
eksisterer,
en sølvstjernes
blinken
i natten
et sted
over Vangede,
Hondaens
sus ind
i urtågen,
lyset
på Gittes
stolt knejende
nakke
og skyggen
af nogen,
som aldrig
kan dø,
men igen
og igen
tager springet
fra kød
til idé
og tilbage
påny i
et jordskred
af drægtige
hænder.

Dødssejleren

Johannes Ewald (1743 - 1781)


Ewald
har rejst sig
og åbnet
sit vindue,
og udenfor
ligger den,
kysten
ved Rungsted,
og lokker
med lysstrejf,
der passer
perfekt ind
i bladenes
folder,
og græs,
som går lige
til kanten
af sundet,
men aldrig
for langt,
og han aner
en hånd
bag det hele,
en håndværkers
kyndige greb
eller nogens
forsigtige
kærtegn
for mange år
siden,
men der,
hvor han er,
klistrer
sygdommen
fugtigt
til spærrene,
lurer
som mosevand
nede
i bunden
af blækhuset,
jeget tager
vand ind,
hans kald er
at synke
til himmels
med stil.

Løven

Leo Mathisen (1906 - 1969)


Der var
mørklagte
ruder
dengang,
der var
togsæt
i rasende
tempo
på vej ud
hinsides
det hele,
et klaviatur
fyldt med
lyse
og sorte
tangenter
at bruge
i flæng
og et grin
som en
detonation
i en
fornem
salon,
en cigar som
et flakkende
nødblus
i munden,
et stateligt
rovdyr
ved dammen,
hvor ænderne
snadrede
løs i det
selvsamme
vand,
som de
sked i,
et vanvid
at sprælle til
længe
før Lennon
og Lydon.

fredag den 6. januar 2017

Stillbillede

Marie Jensen Møller (1885 - 1967)


Oldemor
sidder
endnu
på en
hvid bænk
i Krogaardens
have
en sommerdag,
vist nok
i '66,
næsten
forsvundet
bag roser
og buksbom,
halvt gået
i et
med den jord,
som har tjent
hende længe
og vel,
"det skal
nok gå,
alt sammen",
det siger hun
til mig
og smiler:
"Ja, selv
når det hele
er ovre,
så går det
vel nok".

Showtime

- til Dirch Passer


De lo,
da du
drattede om
der på scenen
i Tivoli
midt i
et nummer,
du ikke
var ganske
tilfreds med
endnu,
du var ikke
Kim Larsen,
i hvert fald,
kun Dirch,
og hvem
Dirch var,
var ikke
et spørgsmål
om hvem,
men om hvad,
en grimasse,
et blik
og et tonefald,
hvad der
kom til dig
af tekster
og ikke
den tekst,
som i dig
blev fortættet
til hoved
og hjerte
og lemmer
og krævede
plads,
hvad
den fik,
da lokalet
omsider blev
tavst.

torsdag den 5. januar 2017

Anetræ

Stamtavle

(1860 - ?)


Karen Marie
fra Sporup,
min to gange
tipoldemor,
var en datter
af Else
fra Lyngby,
hvis mor
var en pige
fra Klintrup,
der bar
navnet Ellen,
og hendes far,
Anders,
var søn
af Niels Pedersen,
også
fra Klintrup,
og hustruen,
Helle,
fra Skovby,
hvis far,
Anders Sørensen
Lundgaard,
blev viet
i kirken
med Ellen
fra stedet,
hvis fædrende
ophav,
Jens Enevolds Søn,
kom fra
Mollerup,
henne
fra Enevold
Sørensens
jordrige
gård,
han var afkom
af Søfren
fra Sorring,
hans far,
Laurids
Andersen Bonde,
var adelig,
nærmest,
på mødrende
side,
for Barbaras,
moderens,
mor var
en datter
af Maren
fra Steensgaard,
en herregård
ovre i
Svanninge Sogn,
og hed Bjørn
efter faderen,
Anders,
som faktisk
var søn
af en Hvide,
Margrethe
til Møllerup,
som hendes far,
Anders Offersen,
arvede
efter sin
far,
som igen
havde fået
det efter
sin far,
og hans far,
som hed Anders
igen,
fik stafetten
af marsken,
Stig Andersen
Hvide,
som godt nok
var fredløs
på grund af
et kongedrab
oppe i
Finderup Lade
og opholdt
sig mest
bag befæstede
skanser
på Hjelm,
men holdt
fast i
sin fædrende
jord,
som han kunne,
og hans kone
Ossa,
var bare
en datter
blandt flere
af gamle
Niels Pedersen Peck,
Peder Herlufsens
knægt,
som han fik
med Margrethe,
en datter
af Sune,
som atter
var søn
af Skjalm Hvide
fra Fjenneslev,
dermed
en bror,
også,
til Asser Rig,
der bar
Absalon,
bispen
til vanddåb
ved fonten,
og Skjalms kone,
Signe,
var arving
til Asbjørn,
hvis mor,
Estrid Svendsdatter,
kaldte
Svend Tveskæg,
den mægtige
konge
af Danmark
og England,
for far,
hvis det ellers
betød noget,
Svend slog
i hvert fald
sin far,
Harald Blåtand
ihjel
med en pil,
der blev plantet,
symbolsk nok,
i røven,
og så var
der noget
med en,
som blev gammel
i Jelling,
og Dan,
der var fyrste
i Vidjesleth,
Adam
og Eva
og Homo
Erectus
og ting,
som faldt ned
fra en gren
og fik
lært sig
at gå
gennem tiden
og blodet
og haller
og stalde
og gange
af ord,
som nu
ender her:
Foran
din dør.

onsdag den 4. januar 2017

Stammen

Slægten Møller: Sporbar i Grølsted, Skorup Sogn, fra år 1600 frem til i dag.


Møllers
fra Grølsted
var standfugle,
blev,
hvor de var,
uanset
hvad de
skiftende
konger
og herremænd
sagde,
og uanset
hvem,
der med magt
trængte ind
for at plyndre
og voldtage,
de gik
gennem hunger
og pest
for at holde
på jorden,
og når
de blev gift,
var det gerne
med fætre,
kusiner
og andre
slags ætlinge,
så de var
sikre på,
arven
forblev
i familien,
og sådan
gik flere
århundreder,
hvor der
som hovedsag
ingenting
skete,
måske blev
der bygget
en længe
og udbedret
skader
fra vinterens
storme,
men ellers
blev vårsæden
sået
og markerne
majet
og mennesker
født
og begravet,
de fleste
som børn,
og fik navne,
der gerne
var genbrug,
og sådan
var skikken
i området:
Hver flække
havde
sin slægt,
der var fast
som den muldjord,
man gik på,
og var en
bestanddel
af samme,
i Tungelund
Rasks
og i Voel
vel Kudsks,
og hvad
årsagen
var til,
man hed,
som man hed,
var der ingen,
der tænkte på,
ligesom
man ikke
så grund
til at snakke
om sager
som kløver
og kvikgræs,
man hændte
og blev så
for evigt
en celle
i landsbyens
anatomi.

tirsdag den 3. januar 2017

Til den gamle

Gorm Hardeknudsøn (+ 958)
30 X tipoldefar


Kære
Kong Gorm,
der er ting,
som er dømt
til at ske,
og at finde
dit navn
i mit stamtræ
er hændt
for så mange,
at det måtte
indtræffe
også
for mig,
og nu
ved jeg,
at jeg er
royal
og med ret
kunne kræve
min trone,
hvis nogen
skød
Dronning
Margrethe
og Frederik,
Joachim,
Christian
og halvdelen,
mindst,
af den
samlede
danske
befolkning,
jeg ved,
at et gen
eller to
i min krop
var til stede
i dig,
da du sad
på din trone
i Jelling
og legede
Rolf
eller Skjold
eller en
af de andre
regenter
fra Saxo,
du slægtede på
med et gen
eller to
og dog
givetvis
mente,
at du
burde ligne,
men nu
er du knogler
og støv
og historie,
Gorm,
du er pænt
pakket væk
i en stålæske
under
et kirkegulv.
og jeg
vil aldrig
med sikkerhed
vide,
om du
ville se
dig selv
i mig,
om du
ville kendes
ved sådan
en pjalt
af en skjald,
om du
ville give
gaver
til jul
eller kaffe
på kongsgården,
hvis du
var klar over
tingenes
virkelige
sammenhæng,
tror det
dog næppe,
men Gorm,
gamle dreng,
du er
velkommen,
altid,
hos mig,
jeg har
plads på
et stykke
papir.

mandag den 2. januar 2017

Kilden

Anton Pedersen (1860 - 1944)
Tipoldefar


Søren Dal han fortalte, at naar han laa nede i Engen ved Bæsterne, saa kom der en fremmed Pige og kyste ham, og naar hun gik igjen, saa gik hun baglænds fra ham. Det var altsaa en Ellepige. 

- Anton Pedersen, Lemming, 1898, citeret af Evald Tang Kristensen


1

Peder Jensen
fra Thorsø
var længe
konstabel
for kongen
ved artilleriregimentet
på Christianshavn,
men da krigen
mod tysken
var ovre,
og vi havde
vundet,
kom Peder
tilbage
til Jylland
og købte
et husmandssted
ude i Lemming
for det,
han fik tjent
under kampene,
så blev
han gift
og fik unger
med Karen Marie
fra Sporup,
og kort
efter tabet
i '64
døde han,
om det
var skam
eller sygdom,
der gjorde det,
aner nok ingen
i dag,
men hans navn
kom i landsbyens
kirkebog,
hvor der
i forvejen
var et
notat
om en
livskraftig
søn,
der hed
Anton,
og den var
velsagtens
en afart
af litteratur.


2

Lemming
var ikke
parat
dengang,
Evald Tang
Kristensen
kiggede ind
på sin vej
over heden,
jowjow,
der var sikkert
lidt kage endnu,
måske også
en bette sjat
brændevin
ude i kolben
i skuret,
og gæstfri,
det var man
jo altid,
men jorden
var flad
på den egn,
der var skyer
i engen,
og  Anton
var nyslået
husmand
og hjemvendt
fra såning
og træt
efter donten,
men huskede
noget
om naboens
Søren
og tøsen
med hullet
i ryggen,
der nok
blev gravid
og stak af,
det noterede
Evald,
og så
var det
litteratur.


3

Hos Anton
og Ane Marie
gik dagene
hen uden
sværdslag,
det skete,
at der var
kartofler
at høste
og unger,
der fløj
fra den
ydmyge
rede
med kurs
mod New York
eller Låsby,
men selv
da Kong Christian
red over
grænsen
ved Taps,
var der
gryder
at passe
og leer
at slibe,
for mæt blev
man ikke
af truthorn
og litteratur.


4

Anton
blev gammel,
så gammel,
at tyskerne
vendte
tilbage
og spillede
smarte
på gaden
i Lemming
med hjelme
og våben
og kørte
igen,
da de følte,
de mest
var til grin,
og mens
frontlinjer
bristede
både
i Frankrig
og østpå,
fandt Anton
sin pung
og tog hele
familien
ud på
en bustur
med frokost
et sted
på en kro,
og på bagsædet,
skjult bagved
rækker af
svigerbørn,
børnebørn,
oldebørn,
sad han,
fortalte
min farfar,
og smilede,
Anton,
helt stille
og sat
og parat
til at blive
kompost
eller
litteratur.

Brørups justits

Margrethe Nielsdatter (Nævnt 1710)
6 X tipoldemor


1

Kommet dårligt
i vej,
var hun,
Karen
fra Brørup,
så galt,
at man
ikke engang
kunne sige
hvor gammel,
hun var,
for de gamle
var døde
forlængst,
da hun selv
kom af dage,
og ingen
i landsbyen
huskede
åbenbart
pigen
som lille,
om ellers
de ville,
og da hun
jo nok var
et dårligt
parti,
havde
ingen mand
friet,
så da hun
blev voksen,
var Karen,
som før,
stadig henvist
til løst
forekommende
arbejde
ude i marken
og inde
i køkkenet
på skiftende
gårde,
hvor hun fik
en smule
at spise
og halm
til at strø
på det stampede
lergulv
i stalden,
så hun
havde noget
at sove i,
dét kaldte
Karen
et liv.


2

Hun var
ikke solid,
Bette Karen,
og én ting
var viljen,
en anden
at holde
til kulden
på marken,
når Andersens
køer
skulle vogtes
på Tammestrups
marker
i alle
slags vejr,
den gik både
i lunger
og knogler
og nyrer,
kun sjælen
gik fri,
der var
intet
velsignet
i dét.


3

Mads Nielsen
i Hylke
var vist nok
i nød
efter folk,
sådan
gik den
om foråret,
snakken,
og Karen
var atter
på farten
og bankede på
hos den
ansete
gårdmand,
som så
hende an
og var meget
i tvivl om,
hvad han
skulle gøre
med sådan
et skravl,
men hvad pokker:
Hun fik da
en chance
bag ploven
en dag
eller to,
på den tredje
gik Mads selv
i marken
med Karen,
for karlene
sagde,
hun fumlede
rundt
med de heste
og knapt
kunne gå,
og han så,
det var sandt,
at hun
knækkede
sammen
bag arden
for tit
til at være
sin aftensmad
værdig,
så var det,
han hentede
øksen
og gav hende,
Karen,
en lærestreg
ned over
skulder
og side,
hun sent
ville glemme,
men ikke
blev klogere
af.


4

Anders
Rasmussen
drak,
det var
kendt,
men den
aften
var branderten
skræmmende
høj,
da han
opsøgte
Hansens
og satte
sig ned
på en bænk
for at jamre
i ét væk
om pigen,
der pludselig
skreg,
mens de
pløjede
ovre
hos Nielsens,
om øksen
han tvang
ud af
gårdmandens
hånd,
om den
pinlige
tavshed
bagefter,
"Gud
trøste mig",
sagde han,
Anders,
men øllet,
kun den,
gav ham
ro.


5

Der var ingen
betjente
på egnen
dengang,
og da slet
ingen lov,
det var ganske
umuligt
at bøje,
hvis pungen
var fuld,
og det
vidste hun,
Karen,
som nu led
af vattersot,
pus i det
urene sår
og en gyselig
stikken
i brystet,
men rundt
omkring
fandtes
der koner,
som kendte
til bøger,
der ikke
var godkendt
af præsten,
og en gav
den skrantende
kvinde
et opkog
af humle
og aloe
og malurt
at drikke,
en anden
en salve
at smøre
på benene,
lige lidt
hjalp det
i længden,
og selv
da hun sad
i den hellige
kilde ved
Skvæt Mølle,
Karen,
og bad Gud
om styrke
til endnu
en fodrejse,
vidste hun,
hvor den
gik hen.


6

Godt
på vej
kom hun,
Margrethe,
dengang
hun blev gift
med sin Søren
fra Nedergaard
ovre i
Brørup,
det landbrug,
han købte
for 100
gode sletdaler
af nogen
ved amtet,
de manglede
intet,
de to,
måske bortset
fra børn,
og selv dem
fik de langsomt,
men sikkert
fra hånden,
som årene gik,
og det
gjorde de
godt,
indtil pesten
kom til,
og hun mistede
Søren,
en datter
og hele tre
børnebørn
over
en måned,
og da de
var puttet
i jorden,
og gården
så småt
kommet ind
i et rimeligt
gænge
igen,
kom hun,
Karen,
og bankede
på hendes dør,
der vist nok
var den sidste
i byen,
som endnu
var åben
for skravlet,
der åbenlyst ikke
var mere værd
ude i marken
og bare
en tarvelig
udgift,
men velholden
var hun
da stadig,
Margrethe,
og ledige
senge
var ikke
en mangel
på stedet,
som sagerne
stod,
og selv
var hun
så vant til,
at døden
kom ind
på besøg.


7

I to dage
lå hun
og kæmpede,
Karen,
og talte
i vildelse,
både
om hendes
de gamle,
hun vidste,
hun snart
skulle se,
og Mads Nielsen,
som gang
på gang
hævede
øksen
til slag
og til sidst
ramte rent,
så Margrethe
var nødt til
at rense
sit lagen
for pletter
af ånd.


8

Jorden
var klar
til at modtage
Karen,
det samme
var Gud
efter sigende,
men der
var murren
i krogene,
både
Margrethe
og Anders
var gået
til præsten
med nyt om
Mads Nielsen,
og amtmanden,
Grabow,
fik hurtigt
besked
om det hele
af ham,
og nu
lå hun
og rådnede,
Karen,
i Hylkes
kapel,
mens en
bartskærer
prøvede på
at få
rede på,
hvad der
var sygdom
og vold,
og den blakkede
gårdmand
var sat
i arrest
under
Skanderborg
Slot,
og der
godt nok
var mørkt
over Brørup
om natten,
men ingen
fik ro.


9

Grabow
så ud
over salen,
hvor bønderne
sad,
hvor han
kom fra,
var loven
et redskab
at bygge
et land med,
men ude
i Brørup
var alting
et spørgsmål
om tjenester,
blodbånd
og stand,
og man
snakkede
gerne
om Mads,
når man
mødtes
i skellet,
men vidne
for Gud
ville ingen,
så hellere
leve
sit liv
i en skærsild
af korn
og idyl.


10

Selv Anders
var pludselig
blank,
kunne
ingenting
huske
om økser
og én,
som hed Karen,
"man glemmer
af tørst",
sagde nogen
på bagerste
række,
det hørte
han godt
og var nærmest
taknemmelig
for,
det blev
sagt,
men i gangen
stod potten
og Fanden
parat.


11

Margrethe
stod fast
som den eneste,
pegede
Mads ud
i flokken
og sagde,
hvad Karen
igen
og igen
havde
fremstønnet:
At det
var ham,
som i hidsig
affekt
havde hjulpet
den skrantende
kvinde
til himmels,
men lige lidt
hjalp det,
og da der
faldt dom,
blev der stille
i salen,
for ingen,
selv ikke
den frikendte,
turde
at juble
i dagslys,
og Grabow
smed bonden
tilbage
i cellen
igen
for at anke
til landsretten,
hvor han
gik fri
nok en gang,
for det
fattedes,
riget,
beviser,
og ord
mod ord
blev,
som sædvanligt,
til ingenting,
snart var
Mads Nielsen
tilbage
på gården,
Margrethe
det samme,
og afgrøden
voksede
videre
uden at skelne
imellem
de to,
den var
Brørups
justits.


12

Og efter
et år
kunne præsten
i Hylke
omsider
få lov
til at sænke
de opløste
rester
af Karen,
i retssalen
kaldt
bilag A,
ned i jorden,
hun kom af,
og så var
hun ude
af syne
og sind,
men den
sødlige
stank
i kapellet
hang ved.