fredag den 6. januar 2017

Stillbillede

Marie Jensen Møller (1885 - 1967)


Oldemor
sidder
endnu
på en
hvid bænk
i Krogaardens
have
en sommerdag,
vist nok
i '66,
næsten
forsvundet
bag roser
og buksbom,
halvt gået
i et
med den jord,
som har tjent
hende længe
og vel,
"det skal
nok gå,
alt sammen",
det siger hun
til mig
og smiler:
"Ja, selv
når det hele
er ovre,
så går det
vel nok".

onsdag den 4. januar 2017

Stammen

Slægten Møller: Sporbar i Grølsted, Skorup Sogn, fra år 1600 frem til i dag.


Møllers
fra Grølsted
var standfugle,
blev,
hvor de var,
uanset
hvad de
skiftende
konger
og herremænd
sagde,
og uanset
hvem,
der med magt
trængte ind
for at plyndre
og voldtage,
de gik
gennem hunger
og pest
for at holde
på jorden,
og når
de blev gift,
var det gerne
med fætre,
kusiner
og andre
slags ætlinge,
så de var
sikre på,
arven
forblev
i familien,
og sådan
gik flere
århundreder,
hvor der
som hovedsag
ingenting
skete,
måske blev
der bygget
en længe
og udbedret
skader
fra vinterens
storme,
men ellers
blev vårsæden
sået
og markerne
majet
og mennesker
født
og begravet,
de fleste
som børn,
og fik navne,
der gerne
var genbrug,
og sådan
var skikken
i området:
Hver flække
havde
sin slægt,
der var fast
som den muldjord,
man gik på,
og var en
bestanddel
af samme,
i Tungelund
Rasks
og i Voel
vel Kudsks,
og hvad
årsagen
var til,
man hed,
som man hed,
var der ingen,
der tænkte på,
ligesom
man ikke
så grund
til at snakke
om sager
som kløver
og kvikgræs,
man hændte
og blev så
for evigt
en celle
i landsbyens
anatomi.

tirsdag den 3. januar 2017

Til den gamle

Gorm Hardeknudsøn (+ 958)
30 X tipoldefar


Kære
Kong Gorm,
der er ting,
som er dømt
til at ske,
og at finde
dit navn
i mit stamtræ
er hændt
for så mange,
at det måtte
indtræffe
også
for mig,
og nu
ved jeg,
at jeg er
royal
og med ret
kunne kræve
min trone,
hvis nogen
skød
Dronning
Margrethe
og Frederik,
Joachim,
Christian
og halvdelen,
mindst,
af den
samlede
danske
befolkning,
jeg ved,
at et gen
eller to
i min krop
var til stede
i dig,
da du sad
på din trone
i Jelling
og legede
Rolf
eller Skjold
eller en
af de andre
regenter
fra Saxo,
du slægtede på
med et gen
eller to
og dog
givetvis
mente,
at du
burde ligne,
men nu
er du knogler
og støv
og historie,
Gorm,
du er pænt
pakket væk
i en stålæske
under
et kirkegulv.
og jeg
vil aldrig
med sikkerhed
vide,
om du
ville se
dig selv
i mig,
om du
ville kendes
ved sådan
en pjalt
af en skjald,
om du
ville give
gaver
til jul
eller kaffe
på kongsgården,
hvis du
var klar over
tingenes
virkelige
sammenhæng,
tror det
dog næppe,
men Gorm,
gamle dreng,
du er
velkommen,
altid,
hos mig,
jeg har
plads på
et stykke
papir.

mandag den 2. januar 2017

Brørups justits

Margrethe Nielsdatter (Nævnt 1710)
6 X tipoldemor


1

Kommet dårligt
i vej,
var hun,
Karen
fra Brørup,
så galt,
at man
ikke engang
kunne sige
hvor gammel,
hun var,
for de gamle
var døde
forlængst,
da hun selv
kom af dage,
og ingen
i landsbyen
huskede
åbenbart
pigen
som lille,
om ellers
de ville,
og da hun
jo nok var
et dårligt
parti,
havde
ingen mand
friet,
så da hun
blev voksen,
var Karen,
som før,
stadig henvist
til løst
forekommende
arbejde
ude i marken
og inde
i køkkenet
på skiftende
gårde,
hvor hun fik
en smule
at spise
og halm
til at strø
på det stampede
lergulv
i stalden,
så hun
havde noget
at sove i,
dét kaldte
Karen
et liv.


2

Hun var
ikke solid,
Bette Karen,
og én ting
var viljen,
en anden
at holde
til kulden
på marken,
når Andersens
køer
skulle vogtes
på Tammestrups
marker
i alle
slags vejr,
den gik både
i lunger
og knogler
og nyrer,
kun sjælen
gik fri,
der var
intet
velsignet
i dét.


3

Mads Nielsen
i Hylke
var vist nok
i nød
efter folk,
sådan
gik den
om foråret,
snakken,
og Karen
var atter
på farten
og bankede på
hos den
ansete
gårdmand,
som så
hende an
og var meget
i tvivl om,
hvad han
skulle gøre
med sådan
et skravl,
men hvad pokker:
Hun fik da
en chance
bag ploven
en dag
eller to,
på den tredje
gik Mads selv
i marken
med Karen,
for karlene
sagde,
hun fumlede
rundt
med de heste
og knapt
kunne gå,
og han så,
det var sandt,
at hun
knækkede
sammen
bag arden
for tit
til at være
sin aftensmad
værdig,
så var det,
han hentede
øksen
og gav hende,
Karen,
en lærestreg
ned over
skulder
og side,
hun sent
ville glemme,
men ikke
blev klogere
af.


4

Anders
Rasmussen
drak,
det var
kendt,
men den
aften
var branderten
skræmmende
høj,
da han
opsøgte
Hansens
og satte
sig ned
på en bænk
for at jamre
i ét væk
om pigen,
der pludselig
skreg,
mens de
pløjede
ovre
hos Nielsens,
om øksen
han tvang
ud af
gårdmandens
hånd,
om den
pinlige
tavshed
bagefter,
"Gud
trøste mig",
sagde han,
Anders,
men øllet,
kun den,
gav ham
ro.


5

Der var ingen
betjente
på egnen
dengang,
og da slet
ingen lov,
det var ganske
umuligt
at bøje,
hvis pungen
var fuld,
og det
vidste hun,
Karen,
som nu led
af vattersot,
pus i det
urene sår
og en gyselig
stikken
i brystet,
men rundt
omkring
fandtes
der koner,
som kendte
til bøger,
der ikke
var godkendt
af præsten,
og en gav
den skrantende
kvinde
et opkog
af humle
og aloe
og malurt
at drikke,
en anden
en salve
at smøre
på benene,
lige lidt
hjalp det
i længden,
og selv
da hun sad
i den hellige
kilde ved
Skvæt Mølle,
Karen,
og bad Gud
om styrke
til endnu
en fodrejse,
vidste hun,
hvor den
gik hen.


6

Godt
på vej
kom hun,
Margrethe,
dengang
hun blev gift
med sin Søren
fra Nedergaard
ovre i
Brørup,
det landbrug,
han købte
for 100
gode sletdaler
af nogen
ved amtet,
de manglede
intet,
de to,
måske bortset
fra børn,
og selv dem
fik de langsomt,
men sikkert
fra hånden,
som årene gik,
og det
gjorde de
godt,
indtil pesten
kom til,
og hun mistede
Søren,
en datter
og hele tre
børnebørn
over
en måned,
og da de
var puttet
i jorden,
og gården
så småt
kommet ind
i et rimeligt
gænge
igen,
kom hun,
Karen,
og bankede
på hendes dør,
der vist nok
var den sidste
i byen,
som endnu
var åben
for skravlet,
der åbenlyst ikke
var mere værd
ude i marken
og bare
en tarvelig
udgift,
men velholden
var hun
da stadig,
Margrethe,
og ledige
senge
var ikke
en mangel
på stedet,
som sagerne
stod,
og selv
var hun
så vant til,
at døden
kom ind
på besøg.


7

I to dage
lå hun
og kæmpede,
Karen,
og talte
i vildelse,
både
om hendes
de gamle,
hun vidste,
hun snart
skulle se,
og Mads Nielsen,
som gang
på gang
hævede
øksen
til slag
og til sidst
ramte rent,
så Margrethe
var nødt til
at rense
sit lagen
for pletter
af ånd.


8

Jorden
var klar
til at modtage
Karen,
det samme
var Gud
efter sigende,
men der
var murren
i krogene,
både
Margrethe
og Anders
var gået
til præsten
med nyt om
Mads Nielsen,
og amtmanden,
Grabow,
fik hurtigt
besked
om det hele
af ham,
og nu
lå hun
og rådnede,
Karen,
i Hylkes
kapel,
mens en
bartskærer
prøvede på
at få
rede på,
hvad der
var sygdom
og vold,
og den blakkede
gårdmand
var sat
i arrest
under
Skanderborg
Slot,
og der
godt nok
var mørkt
over Brørup
om natten,
men ingen
fik ro.


9

Grabow
så ud
over salen,
hvor bønderne
sad,
hvor han
kom fra,
var loven
et redskab
at bygge
et land med,
men ude
i Brørup
var alting
et spørgsmål
om tjenester,
blodbånd
og stand,
og man
snakkede
gerne
om Mads,
når man
mødtes
i skellet,
men vidne
for Gud
ville ingen,
så hellere
leve
sit liv
i en skærsild
af korn
og idyl.


10

Selv Anders
var pludselig
blank,
kunne
ingenting
huske
om økser
og én,
som hed Karen,
"man glemmer
af tørst",
sagde nogen
på bagerste
række,
det hørte
han godt
og var nærmest
taknemmelig
for,
det blev
sagt,
men i gangen
stod potten
og Fanden
parat.


11

Margrethe
stod fast
som den eneste,
pegede
Mads ud
i flokken
og sagde,
hvad Karen
igen
og igen
havde
fremstønnet:
At det
var ham,
som i hidsig
affekt
havde hjulpet
den skrantende
kvinde
til himmels,
men lige lidt
hjalp det,
og da der
faldt dom,
blev der stille
i salen,
for ingen,
selv ikke
den frikendte,
turde
at juble
i dagslys,
og Grabow
smed bonden
tilbage
i cellen
igen
for at anke
til landsretten,
hvor han
gik fri
nok en gang,
for det
fattedes,
riget,
beviser,
og ord
mod ord
blev,
som sædvanligt,
til ingenting,
snart var
Mads Nielsen
tilbage
på gården,
Margrethe
det samme,
og afgrøden
voksede
videre
uden at skelne
imellem
de to,
den var
Brørups
justits.


12

Og efter
et år
kunne præsten
i Hylke
omsider
få lov
til at sænke
de opløste
rester
af Karen,
i retssalen
kaldt
bilag A,
ned i jorden,
hun kom af,
og så var
hun ude
af syne
og sind,
men den
sødlige
stank
i kapellet
hang ved.