fredag den 23. juni 2017

Planter

Planter,

som kræver
et rodværk,
er ukrudt,
er ineffektive
og altid
i vejen
for skovlen
og gravkoen,
dem,
som kan
være
sig selv
i en vase
med halvråddent
vand
på en hylde,
er blomster
og visner
til tiden,
og det er
så det,
man bør
vide om
biologi.

24 timer

Ankommer
pludseligt
til Rønne,
hvor folk
snakker underligt,
synger,
omtrent,
og i striber
af lys
skimtes Olsker,
hvor troen
er rund,
og de farver,
som vokser
i markerne,
minder
og kornblomst
og valmue,
muren
er lavet
af vindbidt
granit,
ikke mursten,
og folk
kigger ind
for at
se mig
forsvinde
bag alt,
som jeg er,
og om lidt
er der kaffe
og morgenbrød,
færgen
er afgangsklar,
havet parat
til at blotte
sin bug
for min
stålæg,
men døgnet
er slut.

Celler

I Svedala
standser det,
toget,
så sidder
vi der
og er kroppe
med rådnende
tænder
og pumpede
bryster
og skjolder
af sved
under armene,
dørene
binder,
og udenfor
ligger
en virkelighed,
svensk
og ubrugelig,
børnene
knækker sig
først,
og en mand
knuser hånden
mod ruden,
som holder
og blot
farver himlen
til blods,
og vi tilstår
hvad end,
det skal være,
maskinen
er døv,
gid,
den bare
var ond.

onsdag den 21. juni 2017

Frygt og bæven

Der er
altid
en ulykke
lige om
hjørnet,
en prop
i en
overset
åre,
en Volvo,
der rasler
af flasker,
en knap
nogen husker
af trykke på,
inden
kontoret
er tømt,
der er altid
en grund
til at svede
om natten
og gemme sig
bag persienner
i dagslys,
en grund
til at slukke
mobilen
og lukke
for vandet
og munden,
så ingenting
sniger sig
ind eller ud,
der er
altid
en grund
til at lease
et jordlod
ved kirken
og finde
et hjem
der og
værne
om livet
med alt,
hvad
man er.

tirsdag den 20. juni 2017

Mål

Folk
dribler rundt,
før de
fælder
hinanden
på stribe
og udgår
med brækkede
knogler
og knækkede
sind
og forbander
det fact,
at de
aldrig
fik kuglen
i hul.

mandag den 19. juni 2017

Illusionisten

Lader
som om,
at jeg,
findes,
det kræver
sgu træning
at fake
en biologi,
et behov
og et formål
så effektivt,
at man selv
tror på det,
tror,
at man selv
har et selv,
man kan føre
bag lyset
og ud i det,
lyset,
igen,
hvor enhver
ser så klart,
at man tror,
det er
løgn.

Vækstplan

Skægget
får lov
til at stå,
om en dag
eller to
vil jeg minde
om Marx
eller Stauning,
og folk
vil forsøge
at lokke
en løsning
på deres
og landets
og verdens
problemer
ud af mig,
og selv
vil jeg
skjule mig
under et
nyt lag
af stadset
og håbe på,
at jeg
kan nå
at forsvinde
bag ketchup
og pibesovs,
inden de
finder
på svar.

Billeder

Da jeg
blev født,
var der
endelig
kommet
lidt farver
på filmen,
måske lidt
for vilde
og grove,
men der var
kulør på
det hele,
og modsat
min mor
og min far,
som var kommet
til verden
i sort/hvid,
og dem,
der var ældre
endnu
og begyndte
som streger
og strøg,
var jeg pænt
realistisk
fra start,
og mens
årene gik,
blev jeg mere
distinkt
for hvert flash,
mere glittet
og klar
i kontrasten,
til sidst
så perfekt,
at jeg ikke
blev fremkaldt,
men lå på
min harddisk,
hvor intet
blev bleget
af solen,
og alting
var fri
for kemi,
og de børn,
som tager over
fra mig,
ånder pixels
og bløder
i bytes
og vil nok
aldrig bande
i blæst over
vildfarne hår,
og det
næste kuld
er vel så
virkelighedstro,
at det ikke
engang
bliver til.

fredag den 16. juni 2017

Børn

løber altid
til alting,
mens jeg
slæber fødderne
efter mig,
når jeg
skal ud.

Det er ikke
min alder,
men noget
med øjnene,
tror jeg,
der trykker.

Og dog.

Ester

En stjerne
på himlen
er nok
til at redde
et folk,

og en stjerne
på himlen
tilstrækkeligt til,
at en mand
kommer op
for at danse
i rebet
og sønnerne med,

og en stjerne,
blot en,
skal der til
for at afklæde
kongen,
så alle
kan se,
at hans hud
ændrer farve,
som vindene
skifter.

Det legeme,
som ikke
er angst
for at skinne
ihjel.

torsdag den 15. juni 2017

Vekselstrøm

Der er torden i luften, en sikring
begynder at ose i endnu et
tilsodet skab, ingen ved, hvor
befinder sig, lamperne blinker,
hvert andet trin bliver usynligt,
et lyn ranker ryggen, et lyn
skridter hen over øjenhuler,
summer af angst og slår ned.

onsdag den 14. juni 2017

Espirando

Beethoven,
ældet
og døv,
dirigerer
trafikken,

mens tonerne
ligger
med bunden
i vejret
og bløder.

Et bedre sted
venter
bag porte
af blæk
og papir.

tirsdag den 13. juni 2017

Horisont

Hamrer
mod
ruden

som endnu
et åndssvagt
insekt.

Udenfor,
lige der,
er der svar.

mandag den 12. juni 2017

Objekter

Der var
en tid,
hvor jeg kendte
hver eneste
vækst,
selv de
mindste,
ved navn,
men nu
er de
i bedste fald
blomster,
i værste fald
ukrudt,
og der
findes folk,
som vil sige
det samme
om mig.

Shark Island

Kom
man her,
vidste man,
at det
var slut.

At de
eneste,
der var
i live,
var dem,
som forsamledes
omme bag
porten
hver morgen,
når alle
de døde
blev vækket
med råben
og skud,

og at
vagternes
sjæle
forlængst,
som de
første,
var knækket

i mødet
med sands
genetik.

Passage

Døren
er låst,
hvad jeg
skulle
derinde
er uvist,
sandsynligvis
blot fylde
rum ud
og give
det tid,

så jeg
hamrer
og banker
i håb om
at ende
som andet
end murværk
og brædder
og støv.

Der er
åbent,
en anden
mands sko
kan bevæge
sig ind
eller ud.

fredag den 9. juni 2017

Midsommermorgen

Syrenen
er afblomstret,
ræven
er set her
i området,
bænken
er våd
efter regn
hele natten
igennem,
jeg fryser,
en hvid masse
kælver
højt oppe
mod nord.

torsdag den 8. juni 2017

Føreren

Ezra
i templet
med tårer
i øjnene
over sit
folkeslags
urene
blod.

Ezra
på bjerget,
mens lange
kolonner
af kvinder
og børn
vandrer ud
i det blå.

Ezra
i bunkeren
foran
sit spejl:
Riget
rummeligt
som en
ampul.

onsdag den 7. juni 2017

Ark

En dag
vil jeg bygge
en båd
af papir,

ikke skrive
på lortet,
men folde det
sirligt
og fint,

og mens regnen
tager til,
vil jeg
fylde den op
med de ting,
som jeg elsker,

med katte
og blåbær
og bamser
og plader
med Kraftwerk
og dig
ikke mindst,

og måske
vil den verden,
den kommer til,
fyldes
med skrammel
og væsener,
som ikke
giver mening
for andre
end mig,

men da
hellere det
end at drukne
i endnu
en bog.

tirsdag den 6. juni 2017

Løsen

Dans
for mig,
linjer,
fortæl mig,
jeg stadig
har grund til
at findes,
at fødderne
endnu
har sider
at gå,
at jeg
stadigvæk
mangler
at lære
det ord,
som forvandler
mit kød om
til blæk.

Næste lektion

Vi skal
lære
at vokse.

Jeg tror,
det er det,
vi skal
ned i den
for,

den der
jord.

mandag den 5. juni 2017

"Helte"

- mormor og morfar


Krigen
var slut,
og der
stod de
på gaden
i Århus,
mens flagene
hejstes,
konfetti
blev spredt
fra altaner
og kvinder
blev klippet
og hånet
fra skramlende
lastvogne,
rundt omkring
skød man
endnu ved
kaserner
og bagved
butikker,
men skammen
var gammel,
og selv
var de sammen
og hinsides
alder
endnu,
de var
helte,
om kun for
en dag.

Metabolisme

Overgå
dig selv,
skid
oceaner,
gylp
massiver op,
host
stjerner,
sved de
digte ud,
som stivnede
til krop.

Flod

Af og til
sker det,
at sproget
går over
de bredder,
man kender,
så alle de
blå blomster
drukner,
og øjnene
står under
vand,
og kun dem,
som er
klar til
at synke
til bunds,
når i
land.

fredag den 2. juni 2017

En route

Jeg er
midtvejs,
måske
bare gået
i stå
mellem Køge
og Esbjerg,
måske
mellem Boaz
og Jachin,
måske
mellem det,
som er værre
endnu,
men nu
sover den,
motoren,
og jeg
kan høre
en fugl
skræppe op
over det,
og om lidt
vil den lette,
så ved
jeg nok,
hvor jeg
skal hen.

torsdag den 1. juni 2017

Interzone

En af
de dage,
hvor drømmen
har tag
i min krop,
hvor mit kød
er fiktion
og kun akkurat
klynger
sig fast
til mit jeg
ud fra en
eller anden
forskruet
logik,
ingen
videnskab
ønsker at
røre ved,
præsterne
korser
sig også
og synker
til bunds
i min øjensø,
fisken
er spiret,
i skyggen
fra den
går jeg
op.

onsdag den 31. maj 2017

Blottet

Træerne
venter,
så kom,
grib min hånd
og tag med ud,
hvor halerne
vokser
og kyssene
smager
af dig,
ikke dampe
og spildolie,
tal til mig
gennem
din mund,
ikke skærmenes
flimmer,
og vis mig
det ansigt,
du skjuler,
hvor knoglerne
duver i
blæsten
og knager
af frugt.

Gendigtning af Martin L. Gores sangtekst "Stripped" fra albummet Black Celebration (1986).

tirsdag den 30. maj 2017

De var der


1


De var der,
de skreg dig
en vej ind
i verden,
de skiftede
bleer
og klappede
den dag,
du lærte
at gå,
gav dig
fikse
idéer
og faste
principper
din færd
efter,
kærtegn
og sår
for at hærde
din hud
og en cykel
at sejre
og vælte på,
former
og mønstre
i blodet,
de selv
næppe kendte,
et flimmer
af ansigter,
bølgende
kor af
distante
og tågede
stemmer,
der kendte
din sang,
før du
fandt
på den
selv.


2

De var der,
de byggede
gårde
og anlagde
borge
og så dem
forfalde,
de sejlede ud
over have,
der aldrig
fik ende,
så tit,
at de endte
som vandpytter,
de fik
idéer,
der ændrede
verden,
som drejede
rundt
nok en gang
og med ét
var den samme
igen,
de drog bort
ad en sti
så befærdet,
du ikke
kan se den
for fodspor,
nu står de
på stranden
og kalder
på én,
som er af
deres blod
og om lidt
også lys.

Touch

Hænder,
der drypper
af blod,
bygger
måske
et rige,
men ikke
et tempel.

Det kræver
en Salomon,
ikke en David,
at kløve
en ånd fri
af ceder
og sten.

søndag den 28. maj 2017

Hornbæk

Der er
mennesker
ud over
stranden.

Hvis bare
de lignede
grundstødte
hvaler

i stedet
for vraggods
fra endnu

en synkefri
båd, der
gik ned.

Kid A

Adam
var fader
til venner
og fjender
i flæng,

havde
mudder
i hjertet,
var lunken
i hånden
og tåget
i tanken.

En masse
i uhæmmet
deling
endnu
og af
den grund
umulig
at elske
og glemme.

Et blik
gennem
buede
vægge
af glas.

Bedrift

Endnu en gang
har man bygget
et tårn,

taget prøver
af jordbunden,
testet
legeringer,
set stort
på ulykker

for at
nå op til
den himmel,
man indånder
her.

Slangen

har krøllet
sig sammen.

I buskene
høres
der slag
og i æteren
råb,
ikke puslen
fra mager
og byttedyr.

Jordskorpen
gungrer,
og to sole
brænder
på himlen,
før lyset
går ud.

Den har
set dem før
nede
i søen,
erindrer den
oppe
i favnen
på gud.

onsdag den 24. maj 2017

Arrest

Kirken er
tom nu,
og dog
kan jeg føle
et blik
gennem ruden
idet,
jeg passerer
på vej
til mig selv
eller arbejde.
Brødet
er tørt,
vandet
tungt som
granit.

tirsdag den 23. maj 2017

Rebellen

Che rydder
pladsen
ved templet,
han omstyrter
boder
og kaster
med mønter
og guld,
jager ofrene
bort med
sin pisk.

I det inderste
rum flænges
forhænget
over
fra øverst
til nederst.

I regnskoven
venter
geværer,
i himlen
en mand med
et skæg.

mandag den 22. maj 2017

Gemme

Digtet
er væk,
og jeg holder
mit vejr,
mens der
rodes
i skabe
og kældre
og tykke
buskadser,
men det er
nok mig,
som skal
træde
på grene
og findes
i dag.

Naos tis Anastasia

I Jerusalem
er der
en kirke.

Den står
på en grav,
som er skjult
bag en tyk
plade
marmor
i tilfælde af

at selv
fravær
kan
afsættes
sort.

Væsener

Englene
kommer
om natten
og bager
de brød,
som de
plejede,
leger
tagfat
med dig
rundt omkring
buske,
der stod,
hvor kun
mure
kan gro
nu om stunder,
og skåler
i drinks,
ingen
blander
i dag.

Hvad man
laver
dem af,
ved jeg
ikke.

Jeg frygter,
det ikke
er lys.

fredag den 19. maj 2017

Arbor vitae

Jeg vil være
et træ,
drikke jord,
ånde
himmelrum ud,
bære planen
i veddet
i stedet
for hovedet,
mens safterne
suser
i stammen
og bladene
danser
i lys.

Jeg vil være
en bolig
for ørne
og egern
og aber,
der sover
i klynger
på grenene,
og når
de vågner
en dag,
vil jeg dele
min giftigste
frugt
med dem,
inden
de går.

onsdag den 17. maj 2017

Ukrudt

Kigger ned,
og pokker,
om en mælkebøtte
ikke har
brudt asfalt op
for nu
at slikke sol
for næsen
af mig,
det er
næsten
for symbolsk,
det der,
et dårligt digt
på Kærgaardsvej
en onsdag
midt i maj,
der vil
mig noget,
sikkert skrives,
men jeg ved,
hvad Roundup
koster,
hvor man
skaffer det
og hvad
jeg er
parat til
for at værne
om mit navn,
mens bien der,
som er
så dum,
den ikke
har et,
tanker
nektar op
og summer
over dét.

tirsdag den 16. maj 2017

Elias

er kørt,
tog en
taxa,
der bare
stod klar,

og Elisa
står ensom
tilbage
og tænker
på regningen,

dobbelt
i sjælen,
men fattig
på kød.

Der er
ånd,
som må
udvikle
kløer.

mandag den 15. maj 2017

Alarm

Du vågner,
og lyset
er lavet
af bly,
og din krop
af en
ukendt
legering
så tung,
at den burde
få hverdagens
bug til
at sprække
og slippe dig
ud i
det fri,
men den
holder
som altid,
og det,
som du
flygtede fra
i går aftes
står klar
til at
drive dig
rundt i
manegen igen
som en klovn,
ingen synes
er morsom,
og alle folk
helst vil
til livs,
og du prøver
at smile
til verden
og klæde dig
fint på,
så eksekutionen
kan ske med
et vist mål
af stil,
men det smerter
ved munden,
og moden
er skiftet
med ét,
så du ligner
det vrag,
som er dig,
og du finder
dit håndspejl
og stirrer
på den,
som engang
var et hujende,
dansende
barn fyldt
med drømme
og længsler
og saftevand,
men du får
intet igen
og med renter
og alting,
du trøster dig
lidt med,
at skaden
trods alt
er lokal,
at det kun
er dig selv,
som er
mislykket,
at der
da heldigvis
findes
en klode
derude
med folk,
der fungerer
og kender
til lykke
og overskud,
de starter
fugtige
biler
og tænker
på dig.

Fun fact

Sjælen
kan man

vaske ud
af kroppen,

men plutonium
bliver.

Annonce

Jeg har
sat min
sjæl
til salg.

Den fylder
alt for
meget,
og dens
farve
står sig
dårligt
til reolen
og er
so last year.

Den passer
fornemt
i Den
Blå Avis.

Træer

Skoven,
når jeg
lukker
mine øjne:

Ikke
én gang
har jeg
set den

springe
ud og
sætte
frugt.

torsdag den 11. maj 2017

Note to self

Der er
altid
en streng
på din
guitar,
som ikke
helt stemmer,
et ord,
der er staved
forkert,
og en
kastevind,
ingen
er klar
til at gribe
og husker
for det,
diamanter,
som visner
i lys.

onsdag den 10. maj 2017

Stjernen

er klar,
men har svært
ved at stille
sig ind
på den rigtige
krybbe
for porno
og dansemusik
og signaler
fra afsides
russiske
baser,
der knager
af kulde
og rastløshed,

og der
er mangel
på den slags
i Betlehem
nu til dags,
hyrder
og vise mænd
også.

Nu har man
mest lagener
og senge
og hænder,

der vinker
farvel.

tirsdag den 9. maj 2017

Johannes

er endnu
en gang
gået ud
i sin flod,

og med
benene
mærker han
skidtfisk
og stumper
af plastic
passere,

mens ligene
kommer
til ham
fra massakrer
på afsides
steder,
kun tåber
vil vide af
findes.

Han
døber dem,
trist,
men tålmodig.
Han
venter.

I brokkerne
vågner
et menneske.
Benene
ryster
af angst,

men det
går.

mandag den 8. maj 2017

Stykke for stykke

De udgraver
Ordet
i Irak,
ved Nilen,
i Roms
katakomber,
på toppen
af Sinai,
de afpensler
bogstav
for bogstav
og sætter
dem sammen
i kombinationer,
der kun
havde mening
så længe,
de lå
under jorden
og sov.

Kakafoni

Af jord
er du kommet,
til støj
skal du blive,

til skratten
og hjælpeløs
gråd over
babyalarmen
og hylen
på lægernes
udstyr,

til løgne
og løfter
og påstande,
jura
og dogmer,

til hamre,
som gnistrer
i smedjen,
når solen
står op,
og geværer,
der larmer
hver nat

og til sidst
dette sus
gennem fingrene,

før du
igen
er musik.

Lazarus

lugter
af jord,
men han
går,
han kan
regne
den ud,
og hans
hænder
fungerer
perfekt.

Han kan
fange
en sommerfugl,
score
i fodbold
og udregne
pi med
halvtreds
decimaler,

men lugter
af gamle
kartofler,
som ikke
bør spire,
og kødrester
spredt over
slagterens
forklæde.

Hundene
hyler,
og børnene
skriger,
og kvinderne
hvisker
ved bordet,
når han er
i nærheden.

Manden i
vandspejlet
ligner
en ting,
der er væk,
blot en
knude
på tiden,
som æder den
langsomt
ihjel,

og i morgen,
når alle
alarmerne
kimer,
begynder han
forfra
igen med
opstandelsen,

trættere,
mere
konturløs
og indsunket,
end da
han søgte
sin kiste,
mens lyset
fra solen
svandt ind,

og et sted
i det blå
kan han høre
en stemme,
der ler
bag en
trædør,

som aldrig
er låst.

Uden titel

Jeg har
en høne
at plukke
med dig,

hvis du
kender
det træ,

hvor de
gror.

fredag den 5. maj 2017

Retræte

Vi er
selv ude
om det.

I kredsløb
om Jorden
er handsken,
Ed White
tabte,
da han
forsøgte
i vandre
i rummet
som første mand
fra USA.

Der er
tandbørsten,
holdet
fra ISS
brugte
til reperation,
da stationen
var tæt
på elektrisk
kollaps.

Der er
stumper
af brugte
raketter,
drabanter
fra rumfartens
barndom,
spionsatelliter
og våben
fra dengang,
missilerne
altid
stod klar
i Sovjet
og Nevada
så kort tid
i tolv.

De har
fart på,
for på et
sekund
flyver tæppet,
Peg Whitson
smed fra sig,
fem mil.

Med den
hastighed
bliver selv
nullermænd
våben.

Og dog
er vi
skuffede
over,
at himlen
er tom.

torsdag den 4. maj 2017

5000 munde

Du har
5000
munde
at føde,
og du har
atomer
i stænger,
som nogen
skal passe,
fabrikker,
der udspytter
gødning
og roundup
på samlebånd,
andre
skal holde
igang.

Du har
koder
at rode med,
så du
kan parre
giraffer
og fjerkræ
med henblik
på bjerge
af kød.

Du har
tilmed
en doktor,
der lukker
de groveste
munde
og lyver
for resten
så tykt,
at de tror,
de er
mætte.

Og du har
et hjerte,
der hamrer
i brystet,
et mærke,
som vokser
på armen,
en endeløs
nat fuld
af sved
og bevægelser,
vagter,
der hvisker
konstant.

Du har
alting
og 5000
munde
og mere
end det,
du har
to fisk
og fem brød
og spejlet
ved sengen,
der, selvom
du smadrer det,
stadigvæk ved
hvad,
du er.

onsdag den 3. maj 2017

Plasticitet

Ordene
flytter
sig ikke
for nogen,
så snart,
de er
skrevet,
må det,
som er
levende,
vride sig
rundt i
de hæsligste
former for,
måske,
at slippe
forbi.

tirsdag den 2. maj 2017

Bjergtaget

Til min egn
kom punken
i '89,
da den
var død,
som et
genfærd,
kun jeg
kunne se
stavre
klagende
rundt
mellem hække
og bøge
hver aften,
når solen
gik ned,
og jeg
luftede
hund.

Og den
gjorde
mig selskab,
fortalte
om Iggy
og Lou,
Siouxsie Sioux,
Ian Curtis
og alle
de andre,
den kendte
engang,
om de
smadrede
flasker
og kulsorte
faner,
om spring
gennem
mandshøje bål
ind i
landskaber,
kun dem,
som ofrede alt,
kendte til.

Den var
med mig
den aften
ved spejlet,
hvor drengen
blev slået
ihjel
af et
vilddyr,
som kom
fra en afkrog
af hjertet
og åd sig
igennem
pupillerne,
ud i
det fri,

hvor det
bed i
min fars
dyre
blazer,
min mors
pæne kjole,
raserede
naboens
Volvo
og lærerens
taske
og pissede
op ad
hver eneste
lygtepæl,
det kunne
finde,
i håb om
at noget
derude
fik færten af,
hvad der
var løs,
at man snart
var en flok.

Men hver
aften,
når solen
gik ned,
bad man
bønner
og lukkede
døre,
når genfærdet
krydsede
vejen
og tav,
mens det
murrede,

og i '90
kunne spurvene
kvidre
igen.

mandag den 1. maj 2017

1. maj 2017

I parkerne
sælges der
hot dogs
og holdninger,
tre for
en sjæl
efter helt
eget valg,
mens man
taler i
tunger,
så mange
og sløve
og spaltede,
som man
formår,

men her
pusler
en slange
stilfærdigt
i krattet.

Den er,
hvad
den er,

så for den
vil jeg godt
lege mus.

Via Dolorosa

Der er
mennesker
på Via
Dolorosa,

og de
ligner
ikke nogen,
som du
kender,
men
dig selv,
og de
har alle
langt
at gå
endnu
på Via
Dolorosa,

hvor det
larmer,
og man
altid
rodes ind
i nogens
fotos
eller podcasts
live
fra Via
Dolorosa,

mens man
hoster hult
i tågeslør
af bilos,
smog
og askestøv
på Via
Dolorosa,

der er
endeløs,
hvad enten
man skal
fremad
eller bagud,
hvad man
skal,
især
på Via
Dolorosa,

som man
kun vil
væk fra,
ud i
hvad som helst,
der måtte
være til
bag Via
Dolorosa,

hvor man
måler tid
i træ
og levret
blod.

Rock'n'roll

Jerikos
mure
faldt om,
da man
blæste
i horn.

Du har
købt dig en
Marshallforstærker
og seks
nye strenge
til spaden,

men det er
dig selv,
som vil
styrte
i grus.

fredag den 28. april 2017

Om lidt

Det er
stadig
april,

og på
træerne
hænger der
lygter
og ulmer.

Til maj
vil de
åbne sig,
så man
kan se,
hvad det er,

der er
større
end lys.

torsdag den 27. april 2017

Gallerevangeliet

De har
ophængt
en fisk
på et kors

med en
krone
af torne
på hovedet.

De siger,
den lever
af eddike.

Obelix
lukker
avisen
og finder
sin sten.

"De er
skøre,
de romere",
mumler han.

"Nej,
ingen
trylledrik",
gentager
Miraculix,

"du faldt
I gryden
som barn".

onsdag den 26. april 2017

Dæmring

Hanen
galer,
og du
har
fornægtet
ham for
tredje
gang.

I morgen
er det
dem,
du
kom af,
næste dag
igen
dig selv,
du ikke
kender
til,

for du
har aldrig
heddet
Peter,
aldrig
været
nogen
klippe,
man kan
bygge på,
en mand
med både
nøgler
og en
plan,

men blot
et rygte
uden
kød på,

der er
sandt.

tirsdag den 25. april 2017

Gilboa

Saul
står op,
gaber af,
finder
kronen
på bordet
blandt
rådnende
frugter
og krus
fra i går.

Udenfor
ligger riget,
som ikke
er hans,
og en verden,
der skabtes
af gud,
som fik kig
på en yngre
model.

Han kan
lugte
filistre
bag bjerget
i dag.

Kød
er kød,
som metal
er metal.

mandag den 24. april 2017

Nøgen frokost

Du drikker,
og munden
er klistret
af blod.

Alt, du
tygger i
smager
af kød,

ikke portvin
og brød
eller
frelse.

Du vokser
dig mindre
hver dag.

Duerne

sparker
man til,

lader man
hakke
i affald.

De skider
på tøjet
som tak.

På et
spinkelt
oliventræ

langt væk
fra
Nørreport,

vokser
en gren
uden grund.

Dyret

er ikke
på græs,
ligger ikke
på lur,
leger ikke
i vand.

Det nægter
at falde
til ro
på din
gaffel
og finde
sin plads
i dit spand.

Det kaster
sig ind
imod brystkassens
tremmer
og frydes kun,
når det
ser blod.

Det kender
sit tal,
og alt det,
du er for,
er det til
for at
kæmpe
imod.

fredag den 21. april 2017

Vandprøven

Det regner,
og dog
skinner solen
på alle.

Det
vælter ned,
dog bygger
ingen
en båd.

Vi er
efterladt her,
hvor det
flyder
og mudrer.

Kun dem,
som er rene,
får lov til
at synke
til bunds.

torsdag den 20. april 2017

Markør

Der er
ingen
begyndelse.

Ordet
har stoppet
den til

med betydning
og lemmer
og ved

og kun
efterladt
tavsheden.

Bag
den
fornemmes

partiklernes
pludren
endnu.

Epifani

Der er langt
til Damaskus,
men vejen
til Vigerslev
rækker
en morgen
som denne,

hvor grøfterne
syder
af grønt,
fugle kvidrer
febrilsk,

og din
skændsel
mod tingenes
orden
er klar.

Selv
for dig.

tirsdag den 18. april 2017

Gennemtræk

- Hårup d. 14/4 2017


"Nothing
is real",
synger Lennon
et sted
i kvarteret,

hvor murbrokker
stadig
er hjem,
og han selv
går med briller
og indspiller
plader,

og nu kommer
mormor
med frisksmurte
boller
og saftevand,

morfar
har renset
sin pibe
og stopper den
kyndigt,
mens fuglene
pipper
i køkkenet

og flammerne
slikker sig
hen over
loftet,
bornholmeren
slår,
og min hånd
bryder gennem
tapetet.

Så kold,
den dog er
af at lægge
buketter
i regn.

Definitioner

Du hamrer
på klippen,
men vand
får du ikke.

"Miraklernes tid
er forbi",
er der nogen,
som hvisker
i baggrunden.

Du hoster
blod op,
til farverne
skingrer,

og ved,
det er løgn.

mandag den 17. april 2017

Helvede

ligger i
udlandet,
hvor der
er plads
til en ting
af den
størrelse.

Her sænker
mørket
sig tavst
over Dådyrvej.

Lys flakker
løs bag
gardiner
og dør.

Den pukkelryggede

Udkastet
kræver
sin ret,
og der sidder
du så
og er oversmurt,
glittet
og blottet
for nerve
og spontanitet.

Det er
flot, du,
men livet
er ikke
en kunst.

Natrium

Du er en
saltstøtte,
drejet
omkring,
som du er.

Sunkne
landskaber
bærer
din fod.

Blege arme
beskytter dig,
vugger dig
varsomt
til ro.

Og alligevel
sveder du
savn,
bløder tab
og forfald.

Koen
slikker dig
i sig.

Du smager
som syv
have mælk.

onsdag den 12. april 2017

Dukker

Solen
står op,
og Pinocchio
danser
igen.

Der bliver
trukket
i snore
et sted
i kulissen,

hvor alting
er dunkelt,
og handlingen
hænger
på bøjler
endnu,

og du ikke
er velkommen,
før du
skal på.

Det er
lyst,
og din
næse er
vokset
et døgn.

Haven

Hvis du
virkelig prøver,
så husker
du godt,
hvordan
vandene flød
og det
hvislede
ude i græsset,
du husker den,
smagen,
som ændrede
alting,
og navnet,
du ridsede
ind i den
knoprede
bark,
hvis
det var,
har I
begge to
glemt.

Mare Rubrum

Du har
krydset
et hav,
faktisk
mange,
og hver gang
set vandene
lukke sig
bag dig
og opsluge
hobe af
fjender,
kun tåber
som dig,
der har dit
på det
tørre,
vil gerne
til bunds i
hvorfor.

mandag den 10. april 2017

Svar

Slå bøgerne i
og pil
billedet ned.

Det er
mejslet i
bladenes ribber,

står skrevet
på søjler
af kalk,

at du
er her,
fordi

du skal
aflure ilds
grammatik.

Passage

Der er nogen
derude,
i morgen
er haverne
fulde
af frugter
og kroppene
bløde
af blod,
hunden blotter
sit tandsæt
og gør,
hunden bryder
sig ikke
om det,
der er
ligesom
den selv,
der er nogen
derude,
det brænder,
der læses
i skyer
på himlen
og indsamles
svampe
i kurve,
der visner
en bølge,
der klækkes
en sten,
der er nogen
i rummet,
det nærmer sig,
spejlet
er fugtigt
af fingre,
det er her,
du står
udenfor
og er slet
ingenting.

Kamuflage

Papir,
hold dog op
med at være
så hvidt,
mine bogstaver
føler sig
ensomme
på dig
og frygteligt
udsatte,
tvungne
til sammenhold,
faktisk,
af brændende
blikke
fra oven
på trods af,
de kun
deler ønsket
om én ting:
Et svalt,
tæt og
fugtigt
buskads.

fredag den 7. april 2017

Kluns

Dagen
er slut,
og man
roder
i bjerge
af aske
og slagger
på jagt
efter hvad
som helst,
ilden
har levnet,
og finder
man nok,
kan det
være,
man
skriver
et digt.

Regnen

vælter ned
og vasker
ikke noget
rent,
men der
er fodspor
gennem
sølet,
man kan se,
at du har
været her,
din gris.

torsdag den 6. april 2017

Stripshow

Dagene
knapper
man op
og tager af
lag for
lag,
gulvet
fyldes med
snavsetøj,
andre
må sætte
til vask,
man er
nøgen
til sidst
og parat
til et skød,
man kan
falde til
ro i
så snart,
man har
spjættet
og lækket
en masse
musik.

fredag den 10. marts 2017

Testosterone blues

Hold kæft,
mand,
og spis så
din tudekiks,
rank dog
din ryg
og bær vægten
af livet
med værdighed,
dø af
de knuder
i maven,
kun kvinder
og skvat
binder op,
vær den dommer
og bøddel
og bedemand,
alle har
brug for,
så de i
det mindste
kan sove
om natten,
vær næven
og riflen
på slagmarken
ligesom
i hjemmet,
vær prinsen,
der bærer
din viv over
dørtrinnet,
hånden,
som slæber
det hele
og udbedrer
taget,
vær skulderen,
hun græder
ud ved,
og bolden,
hun bokser til,
dørmåtten,
lortene
ligger på,
tingesten,
ingen
behøver,
vær den,
man forlader,
vær skyggen
på væggen
og spis så
din sol
og hold kæft.

torsdag den 9. marts 2017

Forskud

Først
i marts,
og duen
pikker løs
i plænen,
prøver
at få fat
på noget
under den,
vi også
snart
kan se.

tirsdag den 28. februar 2017

Pigment (manuskript 2009 - 17)

Som det sikkert har stået klart i et stykke tid, har jeg arbejdet på en trilogi med udgangspunkt i min anden bog, 8600, der havde overskriften Land & Folk. Andet bind, Areal, som handler om steder i landet, har længe ligget nogenlunde klar, og nu er vi så kommet til del 3, som omhandler slægt og forbilleder. Med den første bogs beskrivelse af hjemstavnen mener jeg nu at have tegnet et 3D-billede af Danmark på kryds og tværs, som formår at være nationalt indstillet uden at være nationalistisk.

Et forbillede i så henseende hed i øvrigt Ebbe Kløvedal Reich.

Titlen på tredje bind er indtil videre Pigment og kan nydes som rough her.

Bon appetit!


***


Steffen Baunbæk
Pigment
Digte


***


Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang.
Aldrig forstummer
tonen fra himlen
i sjælens glade pilgrimssang.

B. S. Ingemann, 1850.


***


De var der,

de skreg dig
en vej ind
i verden,
de skiftede
bleer
og klappede
den dag,
du lærte
at gå,
gav dig
fikse
idéer
og faste
principper
din færd
efter,
kærtegn
og sår
for at hærde
din hud
og en cykel
at sejre
og vælte på,
former
og mønstre
i blodet,
de selv
næppe kendte,
et flimmer
af ansigter,
bølgende
kor af
distante
og tågede
stemmer,
der kendte
din sang,
før du
fandt
på den
selv.


***


1. Bog: En af mit blod


***


1: Frugt


***


Selvportræt gennem et timeglas


Steffen Baunbæk Pedersen (* 1973)


1

Jeg var barn
i 70'erne,
hvor der
var folk rock
og klassekamp til,
mandfolk strikkede,
kvinder
røg pibe
og unger
som mig
måtte klatre
i træer,
tænde bål
og få mudder
på tøjet
og alting
var brunt
ligesom jakken
på ham der
fra Bjørn & Okay,
og man spiste
og drak
uden hensyn
til samfundets
økonomi,
for når alt
kom til alt,
var der ingen,
der rigtigt
blev set
som en byrde
af typen,
man hyrede
folk
til at udrydde
blot ved
at sætte
et kryds.


2

Jeg blev ældre
i 80'erne,
dengang
KU
var en vogue
og Dan Rachlin
en guru
og strømerens
knægt
fik en
Commodore 64,
vi kunne
lege med
uden at bruge
den der
fantasi,
som var håbløst
forældet,
og ikke
fik tæsk
af de gamle
af hverken
den grund
eller andre,
dengang,
man fik pasta
i stedet
for rødgrød,
kebab
kom til byen
og bomberne
holdt sig
i ro,
sådan cirka,
til Muren
blev støv,
og jeg selv
blev forfremmet
fra lig
til person.


3

Jeg var ung
i 90'erne,
lo af
enhver ting,
der havde
betydning,
fordi
selve ordet
"betydning"
var tomt,
jeg var fri
som Cobain,
da han slugte
geværet
og blæste
sig ud
af enhver form
for realitet,
drak alt det,
der var drikkeligt,
røg,
hvad jeg kunne
få ild på,
og kneppede alt,
der var
fucked up
som jeg,
mens regeringer
skiftede,
kurser
brød loftet
og ingenting
gjorde
en forskel,
det krævede
lyset
fra tårne,
der brændte
og styrtede
sammen,
før jeg,
som en hel
masse andre
fandt ud af,
jeg rent faktisk
havde
et hoved
endnu.


4

Jeg blev voksen
i 00'erne,
åd mine
piller
og kom mig
og så mig
omkring
i en verden,
der lignede
verden
omtrentligt,
for mange,
jeg kendte,
fik huse
og biler
og børn,
som de satte
i pleje
om dagen
og nænsomt
parkerede
foran
et fjernsyn
så snart,
de kom hjem,
men til jul
fik de prægtige
gaver,
som hvert år
blev større
og større,
mens markeder
dannede
bobler
og folk
faldt omkuld
med infarkter,
og naboen
snakkede
hadsk
om de fandens
til perkere,
som ville
hugge
det hele
og smide
en bombe
i stedet,
og ham der
den ledige
stodder
i gangen
ved siden af,
Skat
bare blindt
smed en formue
efter,
og da der
gik hul
på idyllen,
og børserne
blødte,
blev alting
ét virvar,
men en ting
stod klart:
At enhver
måtte klare
sig selv.


5

Jeg blev gammel
i 10'erne,
alt, alt
for tidligt,
jovist,
men det skete
alligevel,
ikke
ved druk
eller hor
eller traumer,
det rakte
at læse aviser
og se sig
omkring,
mens de nedslidte
togvogne
hvinede
koldt
gennem byen,
de hjemløse
flokkedes
over de
varmende
riste,
og folk
gik forbi
i habitter
og sparkede
til dem
for sjov.


6

Men jorden,
jeg går på,
er vist nok
den samme
som før,
jeg blev født,
mineraler,
partikler
og sporstoffer,
som man
kan stole på
skjuler
én godt,
når historien
går løs.


Sommerfugleeffekten


Thorkild Lindgaard Grejsen (* 1954)
Far
Asta Baunbæk Hansen (* 1957)
Mor


Åh,
mor og far,
dette digt
ville være
en langt
større sællert,
hvis bare
jeg kunne
beskylde jer for,
at jeg selv
blev et vrag,
hvis I slog
eller rørte mig
steder,
man ikke
bør røre
et barn,
hvis jeg
voksede op
med forventninger,
jeg kunne
knække
min hals på,
og gjorde det,
bare et
misbrugsproblem
ville pynte
gevaldigt
på sagen,
men nej,
var der noget,
som knækkede,
da jeg
blev født,
var det mig,
der var
skyldneren,
mig,
som kom
dumpende
først i
den ungdom,
I skulle
have haft,
og forandrede
alting,
erstattede
bulder
og baller
med blevask
og pligter
mindst ti år
før tiden,
I burde have
hadet mig,
burde have
fået psykoser,
men nok
engang nej,
alt,
jeg fik,
var det bedste,
I havde,
var kys,
karameller
og tøjdyr
og eventyr
læst på
en sengekant,
timer
i haven
og værkstedet
fyldte
med hygge
og lærdom,
og senere,
da jeg
blev ung,
fik jeg lov
til det meste,
til mudderbad
ovre i Roskilde,
druk med
de andre
og drømme,
I end
ikke selv
havde nået
at drømme,
og dengang,
I gik
fra hinanden,
så kendte
jeg grunden,
og da I
fik svært
ved at stå
for jer selv
efter dét,
var jeg klar
over årsagen,
jeg kunne se
resultatet
af børn,
som fik børn,
i hver eneste
grumsede
vandpyt,
på vejen,
jeg tog,
det var det,
jeg fortrød,
aldrig jer,
men måske
er dét
også
en salgbar
historie.


***


2: Ploven og sceptret


***


Tre gange søvn


Anker Pedersen (1915 - 2011)
Farfar


Første søvn

Farfar
sov gerne
til middag
i det,
som engang
var et hønsehus,
traskede ind
frisk fra marken
med mudrede
støvler
og plettede
bukser
og lagde sig
i en kasseret,
men funktionel
seng
for at snorke
igennem
og ænsede
aldrig,
at jeg
trådte ind
for at lytte
til lyden
og se,
hvordan sliddet
og alderen
skrællede
af ham
i søvne,
og når han
omsider
slog øjnene op,
og jeg
stod der
og gloede,
lyste ham op
i et smil,
derfor ved jeg,
jeg altid
var velkommen
hvor som helst,
selv i
hans drømme.


Anden søvn

Og farfar
fortalte
engang,
hvordan gården
var ved at
gå ned
økonomisk
i starten,
fordi han
var grøn
i sit fag
og for flink
til at kræve,
at karlene
smøgede
ærmerne op
og var
pengene værd,
han fortalte
om lange,
urolige
nætter
med knuder
i maven,
som først
fik en ende
den morgen,
han vågnede
op ved,
at farmor
for alvor
var til.


Tredje søvn

Farfar
kan gå igen,
farfar er lystig,
endda,
mens vi åbner
for lågen
og vender
den nyrevne
kirkegård
ryggen,
og der
er den,
byen,
den by,
som er vores,
med haver,
der lyser
af asters
og nelliker,
der er de,
bilerne,
Thøgersens
brugte,
men billige
biler
med skilte
i ruderne,
der er
de trætte
forældre,
just hjemvendt
fra jobbet
i Silkeborg
med deres
poser
fra Føtex
og Kiwi,
og der
er de små,
som med funklende,
nye mobiler
er gået
på jagt
efter væsener,
som aldrig
har fandtes
i flækken,
der ligger
missionshuset
med sine
kalkede
mure,
som Gud
ikke bor bag,
fortæller han,
farfar,
som givetvis ved,
hvad han
snakker om,
der ligger
hallen,
hvor folk
træner hårdt
til en kamp,
som bliver vundet,
men aldrig
får ende,
og der
er de rønner,
kommunen
fik opført,
da farfar
blev syg
og var nødt
til at afhænde
gården,
som raskt
blev forvandlet
til grus,
og der
ligger
det hus,
som jeg
voksede op i,
og ligner
sig selv,
som en ny
ejer ser det,
og der
står han,
farfar,
igen
alt for stiv,
og jeg aner
for godt,
han er lavet
af knogler,
de selvsamme
knogler,
jeg slæber
omkring
i min krop,
og han spejder
mod markerne,
solen
og højen
ved skoven
med hullet
i toppen,
vi sov i
ret tit
efter middag,
der dufter
af kaffe
og kage
og pyntegrønt,
nu skal
vi hjem.


Stillbillede


Marie Jensen Møller (1885 - 1967)
Oldemor


Oldemor
sidder
endnu
på en
hvid bænk
i Krogaardens
have
en sommerdag,
vist nok
i '66,
næsten
forsvundet
bag roser
og buksbom,
halvt gået
i et
med den jord,
som har tjent
hende længe
og vel,
"det skal
nok gå,
alt sammen",
det siger hun
til mig
og smiler:
"Ja, selv
når det hele
er ovre,
så går det
vel nok".


Stammen


Slægten Møller
Sporbar i Grølsted, Skorup Sogn, fra år 1600 frem til i dag.


Møllers
fra Grølsted
var standfugle,
blev,
hvor de var,
uanset
hvad de
skiftende
konger
og herremænd
sagde,
og uanset
hvem,
der med magt
trængte ind
for at plyndre
og voldtage,
de gik
gennem hunger
og pest
for at holde
på jorden,
og når
de blev gift,
var det gerne
med fætre,
kusiner
og andre
slags ætlinge,
så de var
sikre på,
arven
forblev
i familien,
og sådan
gik flere
århundreder,
hvor der
som hovedsag
ingenting
skete,
måske blev
der bygget
en længe
og udbedret
skader
fra vinterens
storme,
men ellers
blev vårsæden
sået
og markerne
majet
og mennesker
født
og begravet,
de fleste
som børn,
og fik navne,
der gerne
var genbrug,
og sådan
var skikken
i området:
Hver flække
havde
sin slægt,
der var fast
som den muldjord,
man gik på,
og var en
bestanddel
af samme,
i Tungelund
Rasks
og i Voel
vel Kudsks,
og hvad
årsagen
var til,
man hed,
som man hed,
var der ingen,
der tænkte på,
ligesom
man ikke
så grund
til at snakke
om sager
som kløver
og kvikgræs,
man hændte
og blev så
for evigt
en celle
i landsbyens
anatomi.


Oplyseren


Jens Madsen (1845 - 1932)
Tipoldefar


1

 ”Dræng
war han,
mand bløw han,
men kå'l
hår han
aldri wæret”

- Anton Pedersen, fætter fra Lemming (1860 - 1944)


2

Jens kom
til verden
som søn
af Mads Rask
eller Jensen
i Thorsø,
men rask
var han ikke,
ham Mads,
det var noget
med lungerne,
vist nok,
og vel
kunne karlene
pløje
hans marker,
men levende
holdt de
ham ikke,
og Jens,
som var ældst
af hans børn,
måtte vokse
10 år på
en sommer
og overtog
driften,
så Mads
kunne dø
med et
lettelsens
suk
i sit hjerte,
og der
stod han så,
bette Jens,
med en gård
og to halvvoksne
søskende,
han skulle
brødføde,
så han
fik brug
for en kone
til det der
med brødet,
og med
Søren Møller,
han kendte
fra Grølsted,
steg Jens
på en vogn
for at drage
på frierfærd
hvor der
var egnede
emner,
og standsede
også
pligtskyldigst
hos Sørens
forældre
på Overgaard,
hvor de
drak dus
med hans søster,
Marie Kjerstine,
som godt nok
var sød,
men for grim,
som Jens sagde
til makkeren,
da de
drog videre
ud i det blå,
der var brunt,
ser det ud til,
de vendte
i hvert fald
tilbage
til sidst,
og så taltes
der ellers
forretning
med svigerfar,
indtil de kimede,
klokkerne
ude i Skorup,
og Jens
blev til to
frem for én.


3

Så blev de
til tre,
Jens og konen,
og fire
og fem,
og da oldemor
fødtes
i '85,
tolv
plus det løse,
der døde
i vuggen,
og nok
var familie,
men aldrig
for alvor
blev liv.


4

Og da
svigerfar Niels,
ligesom Mads,
blev for svag
til at passe
sin jord
og var klar
til sin aftægt,
var Søren
den søn,
som stod
først for
at drive
den videre,
men det
var Jens
og Marie
Kjerstine,
der fik
Grølsted Overgaard,
Søren,
som overtog
Rasks gamle ejendom
nede
i Thorsø,
og hvad,
der end skete,
var alle
tilfredse,
og Jens
købte jord til
og byggede ud,
så den stråtækte
slægtsgård
med ét
blev moderne
at se til
og tilmed
en driftig
forretning,
som altid
gav overskud,
overskud nok
til at Jens
kunne købe
en stor del
af byen
og udlåne
penge
til resten
mod rimelig
rente,
omtrent, da,
og sådan
var alting
en leg
for Jens Madsen,
men sjældent
for sjov.


5

Og naboen
gloede
godt nok,
da møllen
kom op
bag ved gården,
og lampen
blev tændt
på en rigtig
kontakt
hos Jens Madsen,
som tilmed
sorterede
roer
til køerne
ude i stalden
på et
eller andet
gespenst
af et apperatur,
som han end
ikke selv
skulle røre,
det lignede
trolddom,
og der var
engang,
hvor man
skaffede folk
og problemer
af den slags
af vejen
på bålet,
men nu
var det
oplyste tider,
og pærerne
sprang
overalt.


6

Og når
der var høst,
bar Marie
Kjerstine
en kæmpe dunk
brændevin
ud til
de svedige
karle
i marken,
som uanset
gråvejret
altid var
solbrændte,
når de
gik hjem
og til ro.


7

Og naturligvis
blev han
politisk,
ham Jens,
først som medlem
og senere formand
for områdets
sogneråd,
og der
var møder
ret ofte
på Overgaard,
hvor der
kom portvin
på bordet
til glosuppen,
mens man
besluttede
ting
som at bygge
et fattighus
inde
i Skorup
og stå på
at lave
et trinbræt,
når jernbanen
krydsede
egnen
på vejen
fra Silkeborg
ud imod
Langå
en dag,
der var
kigboller i,
Madsen syntes,
de hørte
sig til.


8

Og selvom
han nok
havde råd
til en vogn
og en hest,
gik han
altid
til alting,
Jens Madsen,
til møder
og stævner,
til alle
de mange
auktioner,
som gård
efter gård
gjorde verden
lidt større,
var rejsen
for lang
til én dag,
var der altid
en dør,
som stod
åben,
og altid
en seng,
som hans
udslidte
ben
kunne hvile
sig i,
til de
næste dag
fortsatte
rejsen,
mod hvad
fandt han
nok aldrig
ud af,
Jens Madsen,
men det var
nok næppe
ham selv.


9

Og klæder
skabte folk,
men ikke
Jens,
som mødte
op engang
til tvangsauktion
i Rødkærsbro
og lignede
en stodder,
og man lo
hver gang,
han bød,
og endnu mere,
da han skulle
hoste op
ved kasse 1,
men han
tog pungen,
som var tyk
og ved
at sprække,
op af lommen:
"Jeg har
én her
og én mere
i min jakke,
hvis der
mangler noget",
sagde han,
så alle
kunne høre det
og se
med egne øjne,
hvis de ville,
at Jens Madsen
ikke gik
med røven
bar.


10

Og oldemor,
Anton
og Mads
og de andre
fik ikke blot lov
til at blive
i skolen
og lære
at skrive
og regne
og alting,
mens ungerne
nede
fra vejen
kom ud
for at tjene,
nej,
de kom
på højskole
også
og hørte
og Grundtvig
og Blicher
og Saxo
og Staffeldt,
før ploven
og kødgryden
kaldte dem
hjem til
et liv,
som blev
dannet
en verden
før dem.


11

Og så døde
Marie Kjerstine,
og Jens gjorde
regnskabet op,
og det stemte
fra ende
til anden,
og dog
var der et
eller andet,
som gjorde det
svært for ham
hver nat
i falde
i søvn.


12

Og døden
var ikke
en ting,
Jens lod ske
uden videre,
for der
var arv
at fordele,
og selvom
han havde
en gård
for hvert barn,
blev de nøje
fordelt
efter evne,
så Mads
fik den gamle
i Grølsted
og Anton
den jordrige
Krogaard
i Låsby,
han flyttede
tæt på
til aftægt,
den gamle,
og ve den,
som viste sig
ikke
at være
en duelig
landmand,
som Anton,
der hurtigt
blev vejet
og fundet
for let
og smidt ud
på en ringere
ejendom
uden for byen,
mens oldemor
flyttede ind
med sin Anders
fra Lemming,
som kunne
tage fra
på en helt
anden måde,
og sådan
kom farfar
til verden
det rigtige
sted
på det
rigtige
tidspunkt:
Fordi,
der var
forskel
på folk.


13

Og farfar
erindrede
stadigvæk Jens,
når han
vandrede hjem
til sit aftægtshus,
hvor der
stod suppe
parat,
og som altid
med kigboller i,
og en dag
slap den op,
det var dengang,
der virkelig
kom biler
til Låsby,
som knap nok
bemærkede,
at der
var blevet
en fodgænger
mindre.


14

Og alt,
hvad jeg har
efter Jens,
er hans aflagte
pung,
som er tom
og har været
det længe,
men navnet
er brændt
ind i skindet,
og stikker
man næsen
ned i den,
kan manden selv
duftes
endnu.


Brørups justits


Margrethe Nielsdatter (Nævnt 1710)
6 X tipoldemor


1

Kommet dårligt
i vej,
var hun,
Karen
fra Brørup,
så galt,
at man
ikke engang
kunne sige
hvor gammel,
hun var,
for de gamle
var døde
forlængst,
da hun selv
kom af dage,
og ingen
i landsbyen
huskede
åbenbart
pigen
som lille,
om ellers
de ville,
og da hun
jo nok var
et dårligt
parti,
havde
ingen mand
friet,
så da hun
blev voksen,
var Karen,
som før,
stadig henvist
til løst
forekommende
arbejde
ude i marken
og inde
i køkkenet
på skiftende
gårde,
hvor hun fik
en smule
at spise
og halm
til at strø
på det stampede
lergulv
i stalden,
så hun
havde noget
at sove i,
dét kaldte
Karen
et liv.


2

Hun var
ikke solid,
Bette Karen,
og én ting
var viljen,
en anden
at holde
til kulden
på marken,
når Andersens
køer
skulle vogtes
på Tammestrups
marker
i alle
slags vejr,
den gik både
i lunger
og knogler
og nyrer,
kun sjælen
gik fri,
der var
intet
velsignet
i dét.


3

Mads Nielsen
i Hylke
var vist nok
i nød
efter folk,
sådan
gik den
om foråret,
snakken,
og Karen
var atter
på farten
og bankede på
hos den
ansete
gårdmand,
som så
hende an
og var meget
i tvivl om,
hvad han
skulle gøre
med sådan
et skravl,
men hvad pokker:
Hun fik da
en chance
bag ploven
en dag
eller to,
på den tredje
gik Mads selv
i marken
med Karen,
for karlene
sagde,
hun fumlede
rundt
med de heste
og knapt
kunne gå,
og han så,
det var sandt,
at hun
knækkede
sammen
bag arden
for tit
til at være
sin aftensmad
værdig,
så var det,
han hentede
øksen
og gav hende,
Karen,
en lærestreg
ned over
skulder
og side,
hun sent
ville glemme,
men ikke
blev klogere
af.


4

Anders
Rasmussen
drak,
det var
kendt,
men den
aften
var branderten
skræmmende
høj,
da han
opsøgte
Hansens
og satte
sig ned
på en bænk
for at jamre
i ét væk
om pigen,
der pludselig
skreg,
mens de
pløjede
ovre
hos Nielsens,
om øksen
han tvang
ud af
gårdmandens
hånd,
om den
pinlige
tavshed
bagefter,
"Gud
trøste mig",
sagde han,
Anders,
men øllet,
kun den,
gav ham
ro.


5

Der var ingen
betjente
på egnen
dengang,
og da slet
ingen lov,
det var ganske
umuligt
at bøje,
hvis pungen
var fuld,
og det
vidste hun,
Karen,
som nu led
af vattersot,
pus i det
urene sår
og en gyselig
stikken
i brystet,
men rundt
omkring
fandtes
der koner,
som kendte
til bøger,
der ikke
var godkendt
af præsten,
og en gav
den skrantende
kvinde
et opkog
af humle
og aloe
og malurt
at drikke,
en anden
en salve
at smøre
på benene,
lige lidt
hjalp det
i længden,
og selv
da hun sad
i den hellige
kilde ved
Skvæt Mølle,
Karen,
og bad Gud
om styrke
til endnu
en fodrejse,
vidste hun,
hvor den
gik hen.


6

Godt
på vej
kom hun,
Margrethe,
dengang
hun blev gift
med sin Søren
fra Nedergaard
ovre i
Brørup,
det landbrug,
han købte
for 100
gode sletdaler
af nogen
ved amtet,
de manglede
intet,
de to,
måske bortset
fra børn,
og selv dem
fik de langsomt,
men sikkert
fra hånden,
som årene gik,
og det
gjorde de
godt,
indtil pesten
kom til,
og hun mistede
Søren,
en datter
og hele tre
børnebørn
over
en måned,
og da de
var puttet
i jorden,
og gården
så småt
kommet ind
i et rimeligt
gænge
igen,
kom hun,
Karen,
og bankede
på hendes dør,
der vist nok
var den sidste
i byen,
som endnu
var åben
for skravlet,
der åbenlyst ikke
var mere værd
ude i marken
og bare
en tarvelig
udgift,
men velholden
var hun
da stadig,
Margrethe,
og ledige
senge
var ikke
en mangel
på stedet,
som sagerne
stod,
og selv
var hun
så vant til,
at døden
kom ind
på besøg.


7

I to dage
lå hun
og kæmpede,
Karen,
og talte
i vildelse,
både
om hendes
de gamle,
hun vidste,
hun snart
skulle se,
og Mads Nielsen,
som gang
på gang
hævede
øksen
til slag
og til sidst
ramte rent,
så Margrethe
var nødt til
at rense
sit lagen
for pletter
af ånd.


8

Jorden
var klar
til at modtage
Karen,
det samme
var Gud
efter sigende,
men der
var murren
i krogene,
både
Margrethe
og Anders
var gået
til præsten
med nyt om
Mads Nielsen,
og amtmanden,
Grabow,
fik hurtigt
besked
om det hele
af ham,
og nu
lå hun
og rådnede,
Karen,
i Hylkes
kapel,
mens en
bartskærer
prøvede på
at få
rede på,
hvad der
var sygdom
og vold,
og den blakkede
gårdmand
var sat
i arrest
under
Skanderborg
Slot,
og der
godt nok
var mørkt
over Brørup
om natten,
men ingen
fik ro.


9

Grabow
så ud
over salen,
hvor bønderne
sad,
hvor han
kom fra,
var loven
et redskab
at bygge
et land med,
men ude
i Brørup
var alting
et spørgsmål
om tjenester,
blodbånd
og stand,
og man
snakkede
gerne
om Mads,
når man
mødtes
i skellet,
men vidne
for Gud
ville ingen,
så hellere
leve
sit liv
i en skærsild
af korn
og idyl.


10

Selv Anders
var pludselig
blank,
kunne
ingenting
huske
om økser
og én,
som hed Karen,
"man glemmer
af tørst",
sagde nogen
på bagerste
række,
det hørte
han godt
og var nærmest
taknemmelig
for,
det blev
sagt,
men i gangen
stod potten
og Fanden
parat.


11

Margrethe
stod fast
som den eneste,
pegede
Mads ud
i flokken
og sagde,
hvad Karen
igen
og igen
havde
fremstønnet:
At det
var ham,
som i hidsig
affekt
havde hjulpet
den skrantende
kvinde
til himmels,
men lige lidt
hjalp det,
og da der
faldt dom,
blev der stille
i salen,
for ingen,
selv ikke
den frikendte,
turde
at juble
i dagslys,
og Grabow
smed bonden
tilbage
i cellen
igen
for at anke
til landsretten,
hvor han
gik fri
nok en gang,
for det
fattedes,
riget,
beviser,
og ord
mod ord
blev,
som sædvanligt,
til ingenting,
snart var
Mads Nielsen
tilbage
på gården,
Margrethe
det samme,
og afgrøden
voksede
videre
uden at skelne
imellem
de to,
den var
Brørups
justits.


12

Og efter
et år
kunne præsten
i Hylke
omsider
få lov
til at sænke
de opløste
rester
af Karen,
i retssalen
kaldt
bilag A,
ned i jorden,
hun kom af,
og så var
hun ude
af syne
og sind,
men den
sødlige
stank
i kapellet
hang ved.


Kilden


Anton Pedersen (1860 - 1944)
Tipoldefar


Søren Dal han fortalte, at naar han laa nede i Engen ved Bæsterne, saa kom der en fremmed Pige og kyste ham, og naar hun gik igjen, saa gik hun baglænds fra ham. Det var altsaa en Ellepige. 

Anton Pedersen, Lemming, 1898, citeret af Evald Tang Kristensen


1

Peder Jensen
fra Thorsø
var længe
konstabel
for kongen
ved artilleriregimentet
på Christianshavn,
men da krigen
mod tysken
var ovre,
og vi havde
vundet,
kom Peder
tilbage
til Jylland
og købte
et husmandssted
ude i Lemming
for det,
han fik tjent
under kampene,
så blev
han gift
og fik unger
med Karen Marie
fra Sporup,
og kort
efter tabet
i '64
døde han,
om det
var skam
eller sygdom,
der gjorde det,
aner nok ingen
i dag,
men hans navn
kom i landsbyens
kirkebog,
hvor der
i forvejen
var et
notat
om en
livskraftig
søn,
der hed
Anton,
og den var
velsagtens
en afart
af litteratur.


2

Lemming
var ikke
parat
dengang,
Evald Tang
Kristensen
kiggede ind
på sin vej
over heden,
jowjow,
der var sikkert
lidt kage endnu,
måske også
en bette sjat
brændevin
ude i kolben
i skuret,
og gæstfri,
det var man
jo altid,
men jorden
var flad
på den egn,
der var skyer
i engen,
og  Anton
var nyslået
husmand
og hjemvendt
fra såning
og træt
efter donten,
men huskede
noget
om naboens
Søren
og tøsen
med hullet
i ryggen,
der nok
blev gravid
og stak af,
det noterede
Evald,
og så
var det
litteratur.


3

Hos Anton
og Ane Marie
gik dagene
hen uden
sværdslag,
det skete,
at der var
kartofler
at høste
og unger,
der fløj
fra den
ydmyge
rede
med kurs
mod New York
eller Låsby,
men selv
da Kong Christian
red over
grænsen
ved Taps,
var der
gryder
at passe
og leer
at slibe,
for mæt blev
man ikke
af truthorn
og litteratur.


4

Anton
blev gammel,
så gammel,
at tyskerne
vendte
tilbage
og spillede
smarte
på gaden
i Lemming
med hjelme
og våben
og kørte
igen,
da de følte,
de mest
var til grin,
og mens
frontlinjer
bristede
både
i Frankrig
og østpå,
fandt Anton
sin pung
og tog hele
familien
ud på
en bustur
med frokost
et sted
på en kro,
og på bagsædet,
skjult bagved
rækker af
svigerbørn,
børnebørn,
oldebørn,
sad han,
fortalte
min farfar,
og smilede,
Anton,
helt stille
og sat
og parat
til at blive
kompost
eller
litteratur.


Anetræ (1860 - ?)


Karen Marie
fra Sporup,
min to gange
tipoldemor,
var en datter
af Else
fra Lyngby,
hvis mor
var en pige
fra Klintrup,
der bar
navnet Ellen,
og hendes far,
Anders,
var søn
af Niels Pedersen,
også
fra Klintrup,
og hustruen,
Helle,
fra Skovby,
hvis far,
Anders Sørensen
Lundgaard,
blev viet
i kirken
med Ellen
fra stedet,
hvis fædrende
ophav,
Jens Enevoldsøn,
kom fra
Mollerup,
henne
fra Enevold
Sørensens
jordrige
gård,
han var afkom
af Søfren
fra Sorring,
hans far,
Laurids
Andersen Bonde,
var adelig,
nærmest,
på mødrende
side,
for Barbaras,
moderens,
mor var
en datter
af Maren
fra Steensgaard,
en herregård
ovre i
Svanninge Sogn,
og hed Bjørn
efter faderen,
Anders,
som faktisk
var søn
af en Hvide,
Margrethe
til Møllerup,
som hendes far,
Anders Offersen,
arvede
efter sin
far,
som igen
havde fået
det efter
sin far,
og hans far,
som hed Anders
igen,
fik stafetten
af marsken,
Stig Andersen
Hvide,
som godt nok
var fredløs
på grund af
et kongedrab
oppe i
Finderup Lade
og opholdt
sig mest
bag befæstede
skanser
på Hjelm,
men holdt
fast i
sin fædrende
jord,
som han kunne,
og hans kone
Ossa,
var bare
en datter
blandt flere
af gamle
Niels Pedersen Peck,
Peder Herlufsens
knægt,
som han fik
med Margrethe,
en datter
af Sune,
som atter
var søn
af Skjalm Hvide
fra Fjenneslev,
dermed
en bror,
også,
til Asser Rig,
der bar
Absalon,
bispen
til vanddåb
ved fonten,
og Skjalms kone,
Signe,
var arving
til Asbjørn,
hvis mor,
Estrid Svendsdatter,
kaldte
Svend Tveskæg,
den mægtige
konge
af Danmark
og England,
for far,
hvis det ellers
betød noget,
Svend slog
i hvert fald
sin far,
Harald Blåtand
ihjel
med en pil,
der blev plantet,
symbolsk nok,
i røven,
og så var
der noget
med en,
som blev gammel
i Jelling,
og Dan,
der var fyrste
i Vidjesleth,
Adam
og Eva
og Homo
Erectus
og ting,
som faldt ned
fra en gren
og fik
lært sig
at gå
gennem tiden
og blodet
og haller
og stalde
og gange
af ord,
som nu
ender her:
Foran
din dør.


Til den gamle

Gorm Hardeknudsøn (+ 958)
30 X tipoldefar


Kære
Kong Gorm,
der er ting,
som er dømt
til at ske,
og at finde
dit navn
i mit stamtræ
er hændt
for så mange,
at det måtte
indtræffe
også
for mig,
og nu
ved jeg,
at jeg er
royal
og med ret
kunne kræve
min trone,
hvis nogen
skød
Dronning
Margrethe
og Frederik,
Joachim,
Christian
og halvdelen,
mindst,
af den
samlede
danske
befolkning,
jeg ved,
at et gen
eller to
i min krop
var til stede
i dig,
da du sad
på din trone
i Jelling
og legede
Rolf
eller Skjold
eller en
af de andre
regenter
fra Saxo,
du slægtede på
med et gen
eller to
og dog
givetvis
mente,
at du
burde ligne,
men nu
er du knogler
og støv
og historie,
Gorm,
du er pænt
pakket væk
i en stålæske
under
et kirkegulv.
og jeg
vil aldrig
med sikkerhed
vide,
om du
ville se
dig selv
i mig,
om du
ville kendes
ved sådan
en pjalt
af en skjald,
om du
ville give
gaver
til jul
eller kaffe
på kongsgården,
hvis du
var klar over
tingenes
virkelige
sammenhæng,
tror det
dog næppe,
men Gorm,
gamle dreng,
du er
velkommen,
altid,
hos mig,
jeg har
plads på
et stykke
papir.


***


3: Dyvekes børn


***


Afslutningsmanøvrer


Esther Grejsen (1914 - 2003)
Farmor


1

Jeg har
skrevet
så meget
om dig,
netop dig,
kære farmor,
fordi du
om nogen,
jeg virkelig
har kendt,
var et digt,
ikke til
at forstå,
men alligevel
til,
så det føltes
af alle
omkring dig,
som blot
var drabanter
i kredsløb
om noget,
selv du
aldrig så.


2

Du var
kindkys
og knus
på en egn,
hvor man
elskede
mest
gennem
mønter
i lommen
og små hiv
i tåen,
var kanter,
man skar sig
til blods på
for nemt
og for tit
uden varsel,
var pærer
i poser
og ængstelse
brugt som
et våben,
men mest
af alt
hænder,
der fægtede
ud efter
noget
i luften,
de aldrig
fik greb om,
men,
farmor,
jeg prøver
endnu.


3

Det lå nok
i blodet,
det der
med at sanse
og føle
så kraftigt,
at verden
blev gift
for systemet,
måske
var det derfor,
at oldemor
Karen Marie
fik kræft,
og du virkede
kronisk
allergisk
mod noget,
selv lærte
jeg gradvist
at skide
det ud,
og til sidst
blev det
kunst.


4

Når du
hadede,
var det
for altid,
og hver gang,
du mistede
nogen,
du elskede,
tabte du
livsgnist
og vægt,
du var
gavmild
med meget,
jeg tror,
at det slog
dig ihjel.


5

Jeg
prøvede,
farmor,
at skrive
dig færdig,
at stede dig
nænsomt
til hvile
på arket
som endnu
en selvopfyldt
form
fyldt
med fine
balancer,
jeg kunne
signere
og sætte
på plads
på reolen,
men linjerne
kværner
derudaf
som før,
du gik bort,
og jeg
følger dem
trofast,
men blikket,
som ved,
hvor de
ender,
er,
frygter jeg,
nok ikke
mit.


Detailhandler


Lars Knudsen (1799 - 1866)
2 X tipoldefar
Carl Knudsen (1851 - 1924)
Tipoldefar
Karen Marie Knudsen / Larsen (1892 - 1930)
Oldemor


1

Carl kom
fra Lolland,
fra Svinsbjerg
i Horslunde Sogn
for at være
nøjagtig,
og Lars,
som hans
far hed,
var skytte på
Vintersborg Gods,
til han faldt
for en pige
i huset,
der bar navnet
Kirsten,
som herren
på slottet
måske var
lidt varm på,
i hvert fald
tog Kirsten
og Lars
hastigt flugten,
og så blev
han våbensmed,
støbte
og smurte
og prøvede
bøsser
i haven
bag smedjen
og sigtede
sikkert
på nogen
i tankerne,
dog ikke
Carl.


2

Og Carl
kom en del
hos familiens
nabo,
Andreas,
som også
var smed
og fortalte
om dengang,
han kørte
en biks
oppe i
København,
og han kiggede
ud over
markerne,
Carl,
der var
flade,
men rige
på udsyn,
og gik så
i lære
som skrædder
i Rødby,
en dag var
han blevet
så god,
at han
bandt sine
snørebånd
inden
han gik,
bare
gik.


3

Vel var der
et stykke
til Sundby,
men Carl
og hans
Karen Marie,
en pige
fra Falster,
han mødte
i Rødby,
kom frem,
mens der
fortsat
var læder
på sålerne,
fik sig
en bolig
med plads
til et værksted
og gik så
igang
med at
få sig
et liv,
der kom
unger til,
Edmund
og Dantes
og Edith
Mercedes,
der alle
fik navn
efter skikkelser
hentet hos
ham der
Dumas,
det var næsten
et eventyr
blevet
til virkelighed,
det,
der skete,
i hvert fald
til Karen Marie
igen var
med barn,
men blev syg
undervejs
og kun akkurat
nåede
at føde,
før hun måtte
opgive
ånden,
det barn
hørte til,
jo,
men ikke
i nogen
roman.


4

Karen Marie
var spæd,
da han
slap hende,
Carl,
det var ham,
som bar
pigen
til dåben,
men Otto
og Anne Marie,
et murerpar,
faderen
kendte,
der bar
hende ud
til et liv,
hvor hun ikke
hed Knudsen,
men Larsen,
og ikke
var del
af en flok,
men forbandet
alene
trods masser
af kærlighed
fra det
stabile,
men barnløse
team,
hun med tiden
begyndte
at ane,
hun lignede
underligt
lidt,
og en dag
fik hun svar,
som hun
spurgte,
fandt frakken
i gangen
og stod på
en sporvogn
med retning
mod Øresundsvej,
hvor Carl Knudsen,
detailhandler,
havde
en biks,
ikke bare
med sko,
men tobak,
kul og
spirituosa,
der stod der
en mand
bag en disk,
som var ældet
og kraftig,
og nok ikke
drømte
om ret meget
mere,
han løftede
blikket,
præcist hvad
de så,
nogen af dem,
er uvist,
men vejret
var klart.


5

Johannes
var ellers
en flot fyr
og fuld
af historier
ude fra
havene,
klog var
han også,
han fik da
et guldur
i flidspræmie,
da han
var skoledreng,
og kunne læse
en bog
og forstå den,
og Karen Marie
var glad
for den slags,
men måske
var det ikke
for klogt
at fortabe sig,
som de
nu gjorde,
og undfange
noget,
før skødet
var skrevet
og platterne
ophængt
på væggen,
men Esther
var skøn,
som hun var,
og det samme
var egentlig
den mand,
som desværre
drog bort
ind imellem
til fremmede
havne
i lang tid
ad gangen
og altid
var fremmed
en stund,
når han ellers
kom hjem,
i de uger
og måneder
føltes
den ellers
så store
og luftige
lejlighed
ude i
Valby
forsvindende
lille
og Karen Marie
modbydeligt
stor
og ansvarlig,
og værst
var det år,
hvor han blev
i Amerika
bare fordi
de forbandede
tyskere
havde blokeret
hans søvej
med miner,
da føltes
de ensomme
nætter
så lange,
at hun
kunne skrige
og vist også
gjorde det
ofte
i søvne,
og da han
omsider
kom hjem,
var det
havnene,
du,
eller hende,
og så blev
det hende
og Esther
og Bente,
som barn
nummer 2
snart
blev døbt,
og diverse
fortumlede
planer,
der mest
af alt havde
til formål
at holde
den rastløse
sømand
i havn,
som nu
det der
forbandede
landbrug
på Djursland,
Johannes
var både
for doven
og grøn
til at passe,
mens pigerne
mutte
gik rundt
klædt i aske
og sække,
det sted,
hvor den evige
knude
i maven
på Karen Marie
begyndte
at vokse
og udvikle
en eller anden
agenda,
som ikke
var god
for en kvinde,
som stadig
var smuk
og for ung
til at tænke
på tiden
derefter,
og værre
endnu
blev det bare
i Kongstrup,
hvor sømanden
stod i
sin kælder
og ordnede
cykler
for byens
beboere,
hvis han
da ikke
var ude
på jagt
for at sigte
på harer
og agerhøns
eller,
og det var
sgu værre
endnu,
var på langfart
hos landsbyens
damefrisør,
mens hun selv
lå i sengen
og trøstede
Esther,
som passede
huset
og tømte
de poser
med afføring,
lægerne
kom med
og satte
på plads
over lænden,
til sidst
var hun benet
og tynd,
og da doktoren
kom
for at skrive
attesten
og lukke
de stirrende
øjne,
var Karen Marie
så klejn,
at hun muligvis
aldrig
var til.


6

Og en morgen
i '69
kom der
en kvinde
forbi,
mens Johannes
stod bag ved
sin disk
i den biks,
hvor han
ikke blot
lappede
cykler,
men solgte
tobak,
kul
og spirituosa,
han kiggede
op,
hvad de så,
nogen
af dem
er uvist,
men vejret
var klart.


PS:


Edmund Charles Villiam Knudsen (1888 - 1920)
Oldemors bror


Og alt,
hvad jeg ved
om min
oldemors
bror,
der hed
Edmund,
beløber
sig til,
at han styrtede
ned i et kar
fyldt med
kogende fedt,
mens han tjente
sin løn
hos en slagter
i Odenses
udkant,
og mindede
mest om
en menneskelig
pomfrit,
da han
bjærgedes op,
på den måde
blev endnu
en opskrift
på mig
så kasseret
og selv
er jeg ikke
serveringsklar,
tror jeg,
endnu.


Grejsen-suiten


Christen Greigesen Vægter (1742 - 1814)
5 X tipoldefar


1

Christen
Greigesen
kom
efter sigende
ovre
fra Jylland
et sted
og hed
Gregersen,
da han
blev født,
men i
Dragør
fik selv
en matros
ikke hyre,
hvis ikke
han hed
noget hollandsk,
så Christen
blev udlænding,
selvom
det blot
var til pynt,
fik en viv
med et passende
bagland
og stod så
til søs,
når han
kunne,
og tjente
til dagen
og vejen
som vægter
ved siden af,
"ædrue
og tro,
som der stod
på hans bælte,
når Christen
om natten
gik rundt
i de toppede
gyder
og tændte
for lygter,
smed branderter
hjem
og sang vers,
ét i timen,
til solen
stod op,
men han
stadigvæk
mindst
var en livstid
fra rigtigt
at være
lokal.


Jens Christensen Greigesens (1788 - 1825)
4 X tipoldefar


2

Men hans søn,
der hed Jens,
kom til verden
på stedet,
blev døbt,
endda,
i Store Maglebys
kirke,
hvor præsterne
talte
på hollandsk
endnu
eller noget,
der vist
skulle ligne,
han lærte
om søfart
i skolen,
måske
også lidt
om at skrive
og regne,
det tog man
sgu ikke
så tungt
der i byen,
hvis bare
man kunne
præstere
et rimeligt
råbåndsknob,
når man
blev styrmand
som Jens,
der blev gift
med en datter
af gamle
Theis Passer,
som langt ude
var i familie
med én,
som hed Dirch,
ingen kendte
endnu
på de tider,
og gjorde så
ligesom
de andre:
Red bølgen,
mens Marchen
gik hjemme
i huset
og fødte
og passede
gryder
og sladder,
og sådan
gik tiden
til den dag,
han druknede
inde på Reden,
den dag
blev de fandens
til jyder
omsider
en del
af Dragør.


Christen Jensen Greigesen (1820 - 1885)
3 X tipoldefar


3

Og Christen,
hans knægt,
blev så lods,
førte skuder
fra London
såvel som
Sankt Peterborg
trygt gennem
Øresund,
sikkert
med omhu
og stolthed,
før turen
gik hjemad
med klingende
mønter
på lommen,
måske
også kandis
til ungerne,
duftevand
eller
et hårbånd
til Trein
og en god
flaske rom
til sig selv,
og på dækkene
svedte
man videre,
skurede
planker
og rebede sejl,
gik til bunds
og den slags,
Christen
blev oven
vande,
det lærte
han nok
af sin far.


Jens Christensen Greisen (1843 - 1933)
2 X tipoldefar


4

Det så
sort ud
ved Dybbøl,
men ude
i sundet
lå danskernes
stærkeste kort:
Panserskibet
Rolf Krake,
en fæstning
af jern
med kanoner,
de prøjsiske
stillinger
inde
på land
ikke kunne
beskyde
tilbage,
på dækket
stod Jens,
Christens søn,
nybagt far
og matros
på en udflugt
til helvede,
angst,
men dog klar
til at satse
det hele,
han stod der,
da ordren
kom ind
om at vende
omkring
og forlade
den osende
kampplads,
og Jens
blev en velvoksen
mand,
næsten firs,
før han modtog
sit ridderkors,
stillede op
til et foto
for sjov
i avisen,
endda,
men han sov,
siger rygtet,
lidt bedre,
da brystet
var bart.


5

Men Jens
kunne regne,
han lagde
da tallene
rimeligt
sammen
som lodsernes
oldermand
hjemme
i Dragør,
og når
der var tid,
var han lærer
på skolen
og gav det,
han vidste,
fornuftigt nok
fra sig,
og hjemme
ved Maren
og ungerne,
vidste
han også,
hvor bundlinjen lå,
det var derfor,
at drengene,
når de
blev ret
konfirmeret,
hver fik sig
en dragkiste,
ikke
som gave,
men snarere
som et
kontant
og dog
hjerteligt
spark
ud i
bølgerne
blå.


Georg Christian Thorvald Greisen (1867 - 1953)
Tipoldefar


6

Georg,
min tipoldefar,
tog da også
den pokker
til dragkiste
til sig
og søgte
til søs,
mens hans
Anna,
hvis far,
Søren Pouls,
var skipper
og søn
af ham Pieter,
der styrede
havnen
i Dragør,
tog plads
bag ved gryderne
ligesom
et utal
af kvinder
før hende
og bad på
sin sengekant for,
at han
endnu
en gang
vendte hjem
i ét stykke
og ikke
for opædt
af hajer
og ål
til at være
til nytte,
og da han
en overgang
tjente
i køkkenet
på dampskibet
Thingvalla,
lastet
med fattige
folk
fra Europa
med kurs
mod New York,
stødte skidtet
gudhjælpemig,
ligesom
Titanic,
på is
og tog
vand ind
og nåede
kun lige Halifax
uden at synke,
og snarligst
gik Georg
i land
og blev ansat
ved sporvejsselskabet
fra Østerbro
til Frederiksberg,
da det hele
blev trukket
af heste,
som stadigvæk
ikke
var lavet
af jern,
og der
blev han
så længe,
at han
kunne stå der
på torvet
med høj hat
på hovedet
og smile
ved lyden
af gnister
i frost.


Victor Georg Greisen (1894 - 1980)
Oldefars bror


7

Onkel Victor
var ikke
min onkel,
men oldefars
bror,
og var skibsdreng
som knægt
og stod af
i New York,
hvor han sov
under broer
og tiggede mad
af enhver,
der kunne undvære,
indtil han lærte
sit engelsk,
fik job
og blev gift
og fik tag
over hovedet
og ansvar
og pludselig
en dag
en billet
til en mudret
og klæbrigkold
skyttegrav
ovre i Frankrig,
hvor han
skulle løbe
med ordrer
i byger
af pibende
kugler,
og endelig
kom hjem
med en grim
smag i munden
og smertende
lunger,
der klaprede løs,
når han sov,
og åd bort
af hans kraft
til den nat,
Onkel Victor
lod hænderne
folde
og bad:
"Kære Gud,
giv mig livet
tilbage
og vid,
jeg vil tjene dig
indtil den dag,
jeg skal bort!",
og han kom
sig sgu, Victor,
og fyldte
sin bil
op med Bibler
og rejste
omkring
for at sælge
Guds ord,
og den kørte
som smurt,
den forretning,
og så blev han
biskop
i Kansas,
mens bomberne
jævnede
gamle Europa
med jorden
igen,
og han tænkte
tilbage
på sine
forældre,
der sad
i den svedne
ruin,
og fik hjemve
og penge
til rejsen
fra fæller
i kirken
og stod så
en dag
midt på gaden
med slik
til de små
og tekstiler
til fruerne,
pludselig
en mand
med en rund,
sund figur
og et budskab
om frelse,
han solgte
til mange
i slægten,
for andre
var det,
at en død mand
kom hjem
i sig selv
ubegribeligt
nok.


Johannes Martin Grejsen (1889 - 1969)
Oldefar


8

Og oldefar,
unge Johannes,
stod også
fra land,
som han skulle,
og krydsede
ofte
Atlanten
såvel som
ækvator
på vældige
fragtskibe,
hvor det
var ham,
som holdt skruen
igang
som maskinmester,
men når
det stormede,
troede
han mindre
på Gud
end sin sunde
fornuft
og det samme
velsagtens
i kirken
den dag,
hvor han ægtede
Karen Marie,
som han
havde pillet
en smule
for meget ved
under
en landgang
og nu
havde noget
i maven,
der blev
til min farmor,
men sagde
dog ja
foran præsten
til pigen
såvel som
til pligten,
og så
fik de lejlighed
ude
i Valby.
og han fik
et nyt job,
som førte ham
over
det store hav
endnu
en gang,
men det var
under krigen,
og sejlruten
hjem
blev blokeret
af miner,
og selvom
der var
telegraf
og det hele,
var oldemor vred,
da han vendte
tlbage
i fredstid
til Esther,
som knapt
kunne mindes,
hun havde
en far,
og så sejlede
søulken
indenrigs
endnu
en tid,
før han,
sikkert
godt gnaven,
gik rigtigt
i land
som den sidste
i slægten
og slog sig
på reperationer
af cykler
såvel som
krystalapparater,
men fandt det
for nemt,
åbenbart,
og tog hele
familien
med sig
til Jylland
i håb om
at blive
en hæderlig
landmand,
og der
sad han så
på sin knold
og så kornmarken
bølge
og vidste vel
knapt nok
hvor meget,
historien
var slut,
og hvor grundigt
det hele
var blevet
til intet,
men følte sig
hollandsk
i hovedet
og underligt nok
stadig til.


Sømanden


Pieter Pietersen Pouls (1793 - 1885)
3 X tipoldefar


1: Vandfødsel

Pieter
Pietersen
Pouls
blev født
til at føre
et skib
over visse
og uvisse
vande,
han lærte
om sømærker,
stjerner
og regnskaber,
reb,
som skulle
bindes
korrekt,
hvis det hele
da ikke
skulle sejle
og synke
med mænd,
mus
og alt det,
som skibet
var lader med,
Pieter
blev mest
af alt
bare
et navn
på en bølge,
som aldrig
blev ét
med det hav,
som han
rystede
af sig
ved fødselen,
men druknede
i til
sin død.


2: Piraten

Pieter
var kaper
i krigen
mod England,
hvor kongen
som led
i sit forsvar
lod alle,
der ville,
erobre
ethvert
fjendtligt fartøj,
der krydsede
ned gennem
sundene,
røve
hver ting
af værdi
og så sende
de skæmmede
rester
tilbage
til landet,
de kom fra,
men hen imod høst
blev han taget
ved Romsø
og fængslet
på Crescent,
en britisk
fregat,
og i fire døgn
sad han
i cellen,
vist uden
at angre
så meget
igen,
og hvis noget,
så hyren,
til sidst
blev han
ombyttet,
så var
den krig
vist forbi,
men hans
snak
om den
aldrig.


3: Fragt

Der lastedes
brænde
og lossedes
træ,
der lastedes
brænde
og lossedes
træ,
i Dragør
blev børnene
voksne
og satte
til søs,
og der lastedes
brænde
og lossedes
træ.


4: Knob

Fremtiden
tilhører
sejlet,
det sagde han,
Pieter,
den aldrende
foged
på havnen,
da dampen
kom til,
og på molen
lå skovlene
stille,
mens dage
og måneder
gik,
og der
gradvist
blev stille
på kroen
og ovre
hos bageren,
også
hos Pouls
gik uret
endnu
i en verden,
som Gud
aldrig rigtigt
fik skabt.


5: Pioneren

Til sidst
blev der bygget
en kirke
bag skolen,
så sømænd
og spindersker
ikke
som før
skulle vandre
de tre
kilometer
til Hollænderbyen
for dåb
eller giftermål,
rundt om den
lå der
en storby
in spe,
Pieter Pietersen,
partikulier,
var den første,
som flyttede
ind.


Vægten og sværdet


Jacob Bertelsen (1732 - 1819)
5 gange tipoldefar


1

Justitia
bor på
en husmor
i Dragør,
er blevet
af solen
og slebet
af blæsten
og gammel
at se på,
men hænger
dog ved,
selvom
søslanger
findes
langt mere
sandsynligt
end hun.


2

Jacob
var vant
til at få det,
som han
ville have det,
og ikke fordi,
det var godt
for ham selv,
men fordi
det var rigtigt,
det vidste
de søskende,
han måtte
mætte
og opdrage på,
da hans mor,
Nele Carlsdatter,
hende,
som nordmanden
fik med
sin Marchen,
der døde
af pest,
for til himmels,
snart fulgt
af hans far,
Bertel
Jacobsen,
skipperen,
mens han
endnu
var en knægt
og dog den,
som i mangel
af bedre
stod næst for
som herre
i huset,
det vidste
hans Grith,
som nød godt
af hans faste,
men milde
regime,
det vidste man
på galeasen
Tre Søstre,
der fragtede
gods mellem
Bergen og Riga
på Jacobs
befaling,
det vidste selv
gamle Cornelis,
den udbrændte
foged
i Dragør,
som indgav
sin afskedsbegæring
til amtmanden
efter en grim
periode
og ønskede
Bertelsen,
fjenden,
han dog
respekterede,
indsat
i stedet,
og Jacob selv
smilede bare
og sagde,
at det var
på tide,
da han
fik besked.


3

Da Jacob
kom til,
døde plejer,
for plejer
var syg
af forsømmelser,
uskrevne
regler
og ondsindet
sladder,
han startede
med at
forlange
de penge,
hans virke
var værd,
nemlig 100
gode rigsdaler,
som amtmanden
gav ham,
vist uden
at blinke,
for nu fik
enhver handling
lov til
at tale
for sig,
som nu regnskabet,
dem,
som bestyrede
kasserne
ude i byen,
lod flyde,
og bjergningen,
Wochmann,
som styrede
havnen,
forsøgte
at stoppe
belønningen
for ned
i lommen,
så intet
blev levnet
til skolen
og dem,
som var
arme,
og selv det
udførlige
klageskrift,
mange
i byen
forfattede
for at få kål på
den udnævnte
foged,
faldt hurtigt
til jorden
og dømte
kun dem,
som skrev
under,
hvis ikke
af loven,
så dog
i det mindste
af Gud.


4

Man kaldte
hans tid
florissant,
for Dragør var
den førende
havn
i de år
efter kun
Københavns,
der kom varer
til byen
fra hele
Europa
såvel som
Sankt Thomas,
og ude
i husene
fik man
idéer,
begyndte
at væve
og blege
og bage,
og snart
blev der åbnet
butikker
og nedrevet
rønner
og opbygget
nye
og større
kreeret
af bygmester
Blichmann,
og skoler
blev åbnet,
de fleste
ulovlige,
godt nok,
men hver
og en
gjorde de
børnene
klogere,
hver og en
blev de
forsvaret
af Jacob
mod schouten
i Hollænderbyen,
der, ligesom
i gammel tid,
ville bestemme
det hele
blandt sømænd
såvel som
hos bønder,
og helst så
at fogeden
var hans
stik-i-rend-dreng,
men gang
på gang
kom han
til kort,
når de to
gik i clich
med hinanden,
og bakkede
baglæns
og lærte
at lade ham
passe
sig selv,
og det
gjorde
han,
Bertelsen,
da han
lod molerne
udbygge,
ligesom
de fattiges
navne
forsvandt
hver gang
byens
befolkning
blev skrevet
i mandtal
med henblik
på skatteafregning,
og selv
hoveriet
på kødbyens
hølofter
prøvede
fogeden
ihærdigt
af afskaffe,
meget få
skræppede op,
da han byggede
huset,
han voksede
op i,
helt om
for den formue,
han havde
tjent,
og Justitia
dukkede op
over døren.


5

Et er
retfærdighed,
loven
som regel
en helt
anden ting,
og gudinden
var knapt
muret op
på sin plads,
før en
ny mand,
som lød
navnet Bierg,
blev forvalter
for Amager
med krav
på en lille
procentsats
af alt,
der blev indtjent
på grundstødning
ude
i sundet,
og dét
vidste alle
i Dragør
og amtet,
blot ikke
ham selv,
og da ingen
i byen,
og slet
ikke Jacob,
var pjattet
med manden,
blev andelen der,
hvor den var,
i en kasse
hos Bertelsen,
blot for
en sikkerheds
skyld,
som han sagde,
og der lå
den godt,
indtil Bierg
gik kontrakten
igennem
igen
og fik øje
på ét
eller andet,
da indsendte
Jacob
en rolig
og fattet
begæring
om afsked
og efterlod
kassen
til byrådet,
ikke
en skilling
var rørt,
og alligvel
klistrede
skylden
til samtlige
fingre,
selv
hans.


6

Jacob
fik ondt,
når han så
på en bonde,
det sagde han,
schouten,
og dog
købte fogeden
et landbrug
i Maglebylille,
da han blev
sat fri
af bestillingen,
der gik
han endnu
en årrække
rundt med
sin hakke
og lignede
det,
som han
dybest set
var:
En slags
hollænder,
selvom
de bortvendte
rygge
i bedstemors
tid
aldrig rigtigt
blev glemt,
og han ventede
dagligt
på straffen
for det med
den kasse,
for sagen
blev aldrig helt
lukket
ved retten
såvel som
i Bertelsen
selv,
men den morgen,
han døde,
gik frosten
af jorden,
og var dét
en dom
af en slags,
var den nok
til at leve med,
også
for evigt,
såmænd.


7

Justitia
blev i
Dragør,
og da
Bertelsens
fornemme
bygning
blev jævnet
med jorden
i oldefars tid,
blev hun gemt
og monteret
igen på
en nybygget
gavl
og der hænger
hun stadig
med vægten
i hånden
og sværdet
bag ryggen
og bindet
for øjnene,
ingen folk
ser hende
mere,
men hovederne
ruller
på afsides
steder
hver dag.


Dødskysset


Marchen Pieter Tiesen (1679 - 1710)
7 gange tipoldemor


Ih,
hvor de
snakkede
rundt om
på Amager,
da du,
som den første,
blev syg,
for vel rasede
pesten
i Prøjsen
såvel som
i Skåne,
og vel
var der syge
soldater
på Saltholm,
men Guds straf
for synder
og skørlevned
var det
alligevel,
og man
bemærkede
ude i
Hollænderbyen,
at det var
den måde,
det gik på,
for pæne
og lovende
piger derfra,
når de
drog til Dragør
og tog
tre mænd
til ægte
i rap
af en tvivlsom
og smålurvet
herkomst
som nu
Pieter Passer,
en skalk
af en svensker,
og Askeland,
nordmanden,
ingen tog
rigtigt
alvorligt,
men værst
af alt ham
Anders Poulsen,
der var
så dansk,
at det kun
kunne føre
til nød
og elendighed,
hvilket
man nu så
det gøre
til skræk
og almindelig
advarsel,
hjemmet,
som folk
ellers gerne
kom flittigt forbi,
blev med ét
meget stille,
og luften
var tung
i det kammer,
man skjulte
dig i,
mens du hostede
blod op
og pus
flød fra bylder
på kroppen,
som førhen
var smuk,
men nu lignede
mere
en sygdom
end dig,
og du græd,
så selv børnene
hørte dig,
men den
var låst,
var den,
døren,
og åbnedes kun,
når der varsomt
blev skubbet
lidt mad,
eller øl
ind på gulvet,
og der
lå du så,
efterhånden
ret tavs,
mens du tænkte
på det,
som du vidste,
man gjorde
ved lig
ligesom dit,
på det ætsende
kalkvand,
der åd selv
de tykkeste
knogler,
hvor væk,
man dog blev,
og hvor få,
man dog
fik sagt
farvel til,
sig selv,
ikke mindst,
når man røg
i et hul
uden ceremoni
eller gravøl
bagefter,
du tænkte
på Gud,
ikke vredt,
ikke længselsfuldt,
bare for tom
indeni
og for langt
fra en frelsende
hånd
til at gide
at bede
en bøn
eller åbne
din krøllede
Bibel,
og dog
blev der stukket
en nøgle
i døren
en nat,
og du hørte,
at Anders
kom ind,
og du mærkede
kysset
på panden,
hans tunge,
der gled
varsomt ind
mellem dine
forkrøblede
læber,
du vidste vel,
hvad det
betød,
men drog
rolig
og vægtløs
herfra.


Kællingen


Trein Hermanns (* ca. 1645)
9 gange tipoldemor


Man siger,
du drak,
Trein,
at manden,
du delte
din seng med
til hverdag,
måske var
det allermindst
oplagte bud
på en ane
til mig
blandt de
flittige
hænder
i Hollænderbyen,
du gerne
så afbrændt
med gårde
og fæ
og det hele,
man siger,
du svor.
så det drev,
foran alteret
ovre
i kirken
og døde
i synden
som om,
du var
ligeglad med,
om der fandtes
en dommer,
men, Trein,
det er mig,
som har fået
parykken
og hammeren,
mig,
som skal
udmåle
straffen
i kød,
og jeg
siger dig,
Trein,
det er ikke
hver dag,
jeg ser
lige grim ud
i et spejl.


En af mit blod


Johan Janszoon Bacher (nævnt 1521)
12 gang tipoldefar


En af
mit blod
kom fra Holland
til Amager,
da Christian d. II
var konge
og Dyveke død
og Mor Sigbrit
den upopulære,
men meget
idérige frue
i Danmark,
og en
af mit blod
tog sit floshat
og skyllede
opkast fra
sørejsen af,
før han
tog den
på hovedet
og så
på sin blege,
men lettede
hustru
og læssede
kister
på kærren,
og én
af mit blod
fik en ejendom
i Store Magleby,
nogen i hast
havde efterladt
tvunget
af kongen,
som gav dem
et skideskur
oppe ved
Hundested,
vist nok,
i bytte,
og en af
mit blod
satte alting
i stand efter
hjemlandets skik,
før han bad
til den hellige
jomfru
om tryghed
og velstand
og frodige
afgrøder,
han kunne
sælge på torvet,
for en af
mit blod
så på brevet
fra kongen
med ret
til at eje
og arve
for altid,
endda
uden skat,
og var
sikker på,
lykken
var lavet
af strandeng
og flittige
hænder,
og en
af mit blod
fik sin
første høst
hentet
i hus
og var vældigt
tilfreds,
ikke mindst
med det
givtige salg
og de rosende
ord til
de nye,
men saftige
rødder
og beder,
og en
af mit blod
slog til tønden
fra hesteryg
ved fastelavnstid
i frostvejr
og blæst,
ganske svimmel
af brændevin,
kådhed
og lunkens
og frisk luft
og forårsfornemmelser,
en af
mit blod
fik et chok,
da han hørte.
at kongen
var faldet
og raskt
flygtet sydpå
med Sigbrit
og ikke mindst
stabiliteten
på slæb,
for da
Frederik Ettal
kom til
og forsøgte
at udslette alt,
som gik forud,
var Christians
breve
kun blæk
og papir,
og enhver,
som var kommet
til landet,
blev udvist,
i hvert fald
i tanken,
til intet
derhjemme,
for en
af mit blod
havde solgt
og formøblet
det hele
før rejsen
og kunne blot
sidde i stuen
og vente
på kongens mænd
år ud
og år ind
og passe
den jord,
som en anden
måske skulle
høste,
og en af
mit blod
så på Jomfru
Maria
i kirken
og takkede
stille
i sindet
for alt,
før de
lutherske kom
og tog
træstøtten ned
for at hugge
den op
i utallige
stykker
som føde
for pastorens
brændeovn,
en af
mit blod
stod imod,
lærte dansk
efter evne,
men prøvede
ellers
at værne
om alt,
hvad han
havde,
sit blod
og sin jord
og sin floshat,
med våben
og hække
og masser
af uskrevne
regler,
og en
af mit blod
holdt den
hullede skanse
så længe,
at Christian Tretal
kom til
og gav jorden
og retten
og ikke mindst
skattefriheden
tilbage
til folket,
det nye,
på Amager,
som løn for
dets viden
og flid,
og da en af
mit blod
stille
åndede ud
sidst i maj
under
kirsebærtræet
bag gården,
var krigen
mod svensken,
hvor alting
blev nedbrændt,
en fjern ting
endnu,
og det samme
var pesten,
der tvang
selv nationer
i knæ
overalt
i Europa,
men mindet
om manden
var til,
og det samme
var Neel,
Aff
og Isbrand
og Dirch
og en reder
fra Mærsk,
som blev kendt
for at støtte
og bygge
og sejle
med olie
og våben,
det samme
var fiskeren
oppe
i Skagen
og gartneren
ude fra
Kastrup
og ikke mindst
digteren
ovre fra Voel
som lagde
en krans
på en grav,
der blevet
landflygtig
forlængst.


Fanfare


Duef "Lille due" Ottikesdochter (+ 1517)


Vi er Dyvekes børn,
vi er fosteret,
de skar fra den
stivnede kvindes
forgiftede underliv,
uægte sønner og døtre
af kongen og Ottikes datter
fra Nederland,
vi er en stamme,
som døde ved fødslen
og derfor er nægtet
at falde til ro,
hvor vi findes,
er duernes
kurren på taget
og kirsebærblomsternes
fygen i forårets gader,
er kroppen,
som knuger sig
tæt ind mod din,
til du spaltes
i liv efter liv.


***


4: Håbløse slægter


***


Mesteren


Hans Christian Hansen (1927 - 1995)
Morfar


1

Der var
smalhals
i hjemmet,
da mor
var en tøs,
og han
snakkede,
morfar,
om Canada,
ofte
og længe,
men så
kom de,
60'erne,
og han
bestemte
sig om,
for nu
var der
til traktor
og fjernsyn
og den slags,
men det er
et faktum,
at halvdelen
af mig
var tæt på
at komme
til verden
et helt
andet sted,
hvor den
aldrig
var blevet
forenet
med det,
der resterede,
hvad der
var sket med
fragmenterne,
aner jeg
ikke,
om de havde
sluttet sig
sammen
med andre
forvildede
løsdele
til en
person
eller to,
som jeg
meget lidt
havde til
fælles med,
eller om
skæbne
var skæbne,
og alle
slags brud
på den orden
en dødsdom,
måske er
jeg den,
som er
ukurant,
det ville
sikkert
forklare
en masse
for mange,
mig selv
ikke mindst,
men han
tog en
beslutning,
Hans Hansen
i Haarup,
og det er
så det,
som
du
ser.


2

At kalde ham
for patriark
ville være
at strække den,
nok sad han
altid for enden
af bordet,
og vel var
det ham,
som hev
pengene hjem,
og hvis ikke
fra marken,
så Danfoss,
men selvom
han vidste,
hvad han
ville have,
og det ofte
var sådan,
det blev,
var han
ingenting
uden min
mormor,
som ingenting var
uden ham
og var hersker
i køkkenet
og haven
i forvejen,
kunne det
gøre ham
glad,
måtte morfar
da godt
lege mand.


3

Morfar
holdt ænder,
de hentedes,
mens de
var gule
og uldne
endnu,
hos en avler
ved Sahl
og fik plads
bag et net,
de fik lov
til at snadre
i grutning
og rappe,
til brysterne
svulmede op,
de beholdt
den dog,
charmen,
og selv
ikke ham,
som var
praktisk
og hård,
når det gjaldt,
sleb sin økse
og hentede
blokken
med entusiasme,
kalkunerne
lignede
mad.


4

Da oldemor
døde,
gik morfar
i haven
og gravede,
og jeg
gik ud
for at spørge
ham om,
hvad det
egentlig
var,
det der
død,
og han
svarede,
at når man
gjorde det,
blev man
en engel,
og engle,
det vidste
jeg fra
fætter Søren
i Klarup,
var nogle,
som tissede,
når det
var regnvejr,
det dryppede
lidt,
så var
emnet
brugt op
for den
dag.


5

Lørdag
var sportsdag,
og når først
Claus Borre
var gået
igang,
var der
to gange
11 mand
til i hans
verden,
på dårlige
dage
vel også
en dommer,
men mest
til at
aflede lyn
og den slags,
at han
så på
den tegning,
jeg gav ham
engang
under kampen,
fortæller
vel alt.


6

Vi var
skakmestre
begge to,
morfar
og jeg,
men jeg
var dog
den største,
jeg slog ham
i hvert fald
i tide
og utide,
indtil
det langsomt
gik op
for mig,
at han
lod kongen
gå ind i
mit baghold
med vilje,
jeg skældte
ham ud
og forlangte,
han gjorde
sit bedste
ved brættet,
det gjorde
han så,
efter
otte træk
blev jeg
poet.


7

Når det
blev sommer,
smed mormor
og morfar
os børnebørn
ind i en Taunus
og rullede
ud i det blå,
som i løbet
af ugen
fik lyde
og dufte
og geografi
og eksotiske
navne
som Tversted,
Juelsminde
og Tranekær,
mormor
var mest
interesseret
i kirkerne,
morfar
i jorden
og vandet
og os
i hinanden,
til sidst
fik vi
bygget
et land.


8

Alt gik
på lungerne,
støvet
i marken
og fugten
i hallen
på Silkeborgs
gamle
papirfabrik,
hvor han
supplerede
op med
at frembringe
sedler
til banken
i riget,
og også
det værksted,
han kom til
bagefter,
hvor folkene
svejsede løs
uden udluftning
satte sig der,
værst af alt
var det faktum,
at også
den Orlik,
han stoppede
ned i
sin pibe
og duftede
skønt
af vanille,
var skadelig
for ham
og snart
måtte lægges
på hylden,
han mistede
gløden
for sagen,
men dog
slap historien
aldrig
sit greb
om hans
hals.


9

Dengang
i Blokhus
var lungerne
faktisk
kaput
allerede,
og dog
blev han
vanvittig,
tror jeg,
af bare
at sidde
i stolen
på plænen
og høre
æ haw,
så han
tog sin
rollator
og trillede
op imod
klitterne,
smed den
i sandet
og gik så
igang
med at
gå.


10

De flyttede,
mormor
og morfar,
fra gården
i Haarup
og købte
et rækkehus
oppe på
Nørreskov
Bakke,
hvor jeg
kom forbi
for at slå
deres græs
ind imellem,
så sad han
og kiggede,
Hans,
og var
over mig
hver gang,
jeg missede
noget,
om bare
det så
var ét strå,
og kun
én gang
forblev han
helt tavs,
før han
godkendte
alt,
og jeg
ved ikke,
om han
var sløj,
men han
fandt en
halvtredser
frem
til mig
og blev
indendørs
næste gang.


11

Da jeg blev
student,
var han stolt
som en pave,
den gamle,
for jeg var
den første
af hans blod,
det skete for,
og da vi kørte
i hestevogn
ind på Resedavej,
sad han
ved bordet
i stuen
og smilede
stille,
mens stangstive
drenge
og tøsebørn
væltede ind
for at drikke sig længere ud i galaksen endnu,
tre stop
senere
havde jeg
glemt alt
forlængst om,
hvem pokker,
jeg var,
men fandt
åbenbart
hjem,
og han
vidste det
heldigvis
godt.


12

Ved min
ankomst
til Skejby,
lå sneen
i lag
og var
hvidere,
faktisk,
end gangene
inde i
bygningen,
morfar
var rød
i sit ansigt
og opsvulmet
efter
et anfald
om natten,
men talte
og tænkte
dog klart,
og vi sagde
farvel
på en måde
så kringlet,
at ordet
blev undgået,
så lå
han der
i en dag
eller to
på sin
tildelte
seng,
mens de
sluttede
tættere
om ham,
de pokker
til slanger,
og kravlede
ind i
hans bryst,
ind i
hjertet,
endda,
mens vi
holdt på
hans hænder,
der fægtede
løs for
at trække
dem ud,
men til sidst
fik han ro,
vi fik bare
en grund
til at plukke
buketter
i knagende
frost.


13

De puttede
morfar
i ovnen
og brændte ham
sammen med
kviste
og visnede
blomster
fra sløjfede
grave,
for "det
kunne være
det samme",
men klumpen
af tandguld,
de fandt
under asken
var åbenbart
ikke det
samme,
og halsen,
det glimter
om nu,
noget andet
igen,
og jeg selv
noget tredje
og flammerne
uden for
nummer:
Dem deler
jeg gerne
med dem.


14

Han blev
hængende,
lyset
var ikke ok
at gå ind i
så længe,
det ulmede her,
var familien
til frokost
hos mormor,
stod stolen for
bordenden
tom,
for han
sad på den,
følte
vi alle,
selv nu
kan man ofte
fornemme
en duft
af barberskum
og røget
vanille,
når alt
går i sort,
og på
armen
af Michael,
min fætter,
er uret,
hans ur,
aldrig gået
i stå.


En skål for Maren


Maren Nielsine Jacobine Konradsen (1901 - 1977)
Oldemor


Oldemor
Maren
blev født
i et jordhul
på Mogenstrup
Hede
ved Sevel,
som ingen
kan finde
på kortet,
for hvorfor
skulle nogen
dog dét,
hendes far
var en rejsende
sælger
i uldtøj,
og moderen
strikkede
trøjer
af garn,
som hun selv
havde spundet
og kartet
og klippet
af fårene
ude på heden,
når ellers
hun kunne
få tid for
de skrigende
unger,
hun fødte
på samlebånd,
seksten
ialt,
fire døde
i vuggen,
mens Maren
så til
og var fuldstændigt
magtesløs
ligesom
sin mor,
der var halvblods
sigøjner,
men hverken
i stand
til at læse
i kort
eller hekse
og slet
ikke redde
et liv,
og hun voksede op,
mens hun
røgtede dyr,
lærte ikke
at stave
og regne,
men kunne
sin salmebog
udenad,
sammen
med den
kom hun gennem
de ensomme
nætter
på gårdene,
hvor hun
kom ud
for at tjene
så hurtigt
som muligt,
der mødte hun
Christian Baunbæk,
en husmand
og ungkarl
fra Ulfborg,
der gerne
tog for sig
af retterne,
indtil hun
svulmede op,
og han pludselig
var nødt
til at gifte sig
under
sin stand,
fra den dag
var hun pige
i huset
hos ham,
kogte øllebrød,
stoppede
sokker
og malkede
køer,
mens hun fødte
hans børn,
der fik bank,
hvis hans rute
som mælkekusk
drillede,
alt imens
Maren
lå inde
i sengen
med salmerne,
nynnende
lavt,
og først
åbnede døren
igen for den
grædende søn
eller datter,
der fik
hendes hjerte
i stedet
for det,
der blev knust
af hans svirpende
livrem,
en dag
var han væk,
det var
børnene også,
på Baunbæk
blev stuerne
stille
og lokkerne
hvide,
og hun var
så fattig
som altid,
men strikkede
gaver
til alle
og én
i den større
og større
familie,
der også
blev min,
jeg blev mødt
med et sølvkrus,
som hun
havde spinket
og sparet
i månedsvis
for at få
råd til,
jeg nåede
akkurat lige
at kende
det trætte
og fjerne,
men kærlige
smil,
før hun endelig
gav op
og var blevet
et meningsløst
navn
på en gravsten
ved siden
af Christians,
en salmebog,
krøllet
og kold,
og et bæger
på hylden,
med noget,
der tit
flyder over
og holder
mig varm.


Endestationer


Prolog (1995)


Det
hed sig
i morfars
familie,
at det
med den
brunlige
hud
og de
matchende
øjne
var noget,
som kom
fra de
tyskere,
kongen
fik hentet
til heden
med friske
kartofler
på sinde,
men ingen
vil dø
med en løgn
på sin læbe,
og morfar
da mindre
end flertallet,
så da
han lå
på sit yderste
ude på
Skejby
blev dette
benægtet,
endda
med et ord,
man normalt
ikke finder
i Bibelen,
så vidste
vi det
og alligevel
ikke helt
hvad.


Jacob Heinrich Kessler (1814 - 1906)
3 X tipoldefar
Johan Henrik Jakob Kæseler (1843 - 1916)
2 X tipoldefar


1

Indien
kom det fra,
folket,
der vandrede,
og en legende
fortæller,
at shahen
i Ctesiphon,
Bahram,
så ud på
det fattige
folk i
sit rige
og følte,
det manglede
noget
at danse til,
alle,
som kunne
betjene
en lut,
blev kaldt
til,
både kvinder
og mænd,
og han
gav dem
en okse,
et æsel
og hvede nok
hver til
at starte
et landbrug,
og så var
der fest
i et år,
indtil hans
musikanter
kom sultne
tilbage
og havde
fortæret
det hele,
da bad han
dem strengt
om at gå,
og det
gjorde de,
ind i
Europa,
hvor dørene
lukkedes,
hvor de
kom frem,
og man
smed dem
på bålet
som kættere,
afbrændte
vogne
og fritog
enhver,
som tog livet
af bare én
af dem,
for straf,
de var
vildt,
hvis de
levede
frit,
de blev
slaver,
hvis først
de blev
opdaget,
uanset hvad
var de noget,
man bare
smed væk,
Jacob
Kessler
var skidt
til at
spille,
og det blev
mit held.


2

Jacob
Kessler
så lyset
i Heiligenhafen
i Østholsten,
da det
var dansk,
hans forældre
kom længere
sydfra
og rejste
vel rundt,
som han
selv gjorde,
da han
var ung,
og tog fat,
hvor de kunne,
engang
gik det nordpå,
og oppe
på Møltrup,
en herregård
uden for
Vildbjerg,
fandt Jacob
en herre,
der lønnede
godt
og var
blind for,
at huden
var mørk,
og han
rejste
tilbage
og hentede
Anna,
sin hustru,
og børnene
op i
en vogn
for at tjene
til føden,
men knapt
var de nået
til Brejning,
før præsten
blev skeptisk,
"zigeunere,
får ikke
ophold"
skrev Guds mand
i bogen,
og det var
korrekt,
for som
lovene
sagde,
stod mænd af
det rejsende
folk
til en
udvisning,
straks,
og det samme
med kvinder
og børn,
men i
Vestjylland
lød man
sin herre
og ikke
sin drot
eller frelser,
og snart
var det høsttid
ved godset,
og Jacob
fik løn,
som han
hurtigt
forsøgte
at sætte
i ejendom,
men de
var tatere,
slænget,
og prisen
var altid
for høj,
hvor de
spurgte,
kun ude
i Fjaldene
lidt vest
for Ørnhøj
slog pengene
til,
og så
stod de
på heden,
de pokkers
til Kesslers,
og gravede
noget,
som vist
skulle være
et hjem,
ind i højen
med skovle
og spader,
mens naboen,
områdets
eneste,
stirrede
fjendtligt
på Kains børn
og harkede
højt,
før han
spyttede
over på
jordloddet,
da de
var færdige,
smadrede
Jacob
sin lut.


3

Ingen
var noget
i Fjaldene,
Kæselers,
som klanen
blev kaldt,
var dog
mindst
af dem alle,
specielt
efter krigen,
hvor alt,
som var
preussisk,
var hadet,
om muligt
med vildere
gejst
end det
rejsende folk,
og alligevel
var der
til får,
som fik lov
til at græsse
i lyngen,
før ulden
blev kartet
og spundet
og lavet
til garn,
og man
satte
kartofler
i rækker,
lidt længere
blev de
for hvert år,
til sidst
var råd
til at bygge
et hus
på matriklen
af rigtige
mursten
i stedet
for hullet
i højen,
på den tid
var Jacob
brugt op
og på
aftægt,
mens sønnen,
Johan,
greb stafetten
og alle
hans børnebørn
spillede
terre
på dansk.


Elisabeth Jensine Kæseler (1877 - 1956)
Tipoldemor
Herman Friedrich Marienberg (1679 - 1745)
6 X tipoldefar
Conrad Nielsen (1786 - ca. 1840)
3 X tipoldefar
Søren Conradsen (1837 - 1901)
2 X tipoldefar
Hans Jørgen Konradsen (1871 - 1938)
Tipoldefar


1

Hun var bare
en pige,
Elisabeth,
men hun
var ferm
med en rok,
og i køkkenet
lærte hun
hurtigt,
hvordan man
fik mad
til en voksende
flok
ud af lidt,
ja, så lidt,
at de
lo af det,
ungerne
ude på
heden,
som også
smed sten
efter tøsen
og råbte,
så det
kunne høres
af alle,
om aber
og tyvepak,
selvom hun
aldrig
tog noget
fra nogen
og hellere
lyttede med,
når Johan
bad en bøn
over maden
og talte
om Jesus
bagefter,
den Jesus,
som kun
dømte dem,
der var onde,
og ikke
det rejsende
folk
i sig selv,
som var folk,
ikke aber,
for Gud,
og hun rankede
ryggen
og tænkte
på Eskild
og Anders
og Anne Marie,
der nok
ville ende
i ovnen
den dag,
hvor de mødte
Sankt Peter,
og selvom
hun vidste,
at hun
var et dårligt
parti,
skulle manden
nok komme,
den mand,
som var
værd
at tage
med,
når hun
skulle
til vejrs.


2

Oppe
i Sevel
var Conradsens
kendt
for det slette,
og dog
var de
selvejerbønder
i Handbjerg
dengang,
kun de rigeste
var det,
for da
Herman Friedrich
Marienberg
ankom
fra Holland
på Frederik
den femtes tid,
havde han
formue
med sig,
som hurtigt
blev omsat
i jord,
men hans
oldebarn,
Conrad,
var svagelig,
og da
hans søn,
Søren Conradsen,
så dagens lys,
var der gæld,
og hans marker
var fulde
af kornaks,
som aldrig
blev høstet,
og da han
var død,
var der intet
tilbage,
og Barbara,
konen,
tog Mogens,
en bror,
med sig
ud for
at tjene,
mens Søren
blev anbragt
i pleje
hos hvem
som helst,
før han
blev gammel nok,
endelig,
til at
få lov
til at tjene
sin konge
som artillerist
mod den
preussiske hær
under bombardementet
af Sønderborg,
hvor han
var håbefuld,
indtil
Rolf Krake
stak af
for at
fortsætte
mod København,
efter det
var det eneste,
Søren
erindrede,
lig
og forkullede
huse,
og selvom
han vendte
tilbage
til Sevel
og giftede sig
med Dorthea,
var noget
forkert
med ham siden,
han farede op
over ingenting
tit,
og engang
gik det galt,
og han endte
i fængsel
på vand
og brød
i Holstebro,
da han atter
kom ud,
stod det
skralt til
med arbejde,
og han
var nødt
til at flytte
på fattiggård
sammen
med kone
og børn
for en tid,
før man
fandt ham
anvendelig,
manden,
som daglejer,
da var
Hans Jørgen,
hans søn,
blevet stor nok
til selv
at begynde
at sælge
de trøjer,
Dorthea
fik spundet
og strikket
på Mogenstrup
Hede,
hvor det,
som var blevet
tilbage
af slægten
holdt til,
og i Fjaldene
hos en
sigøjnerflok
fandt han
en kvinde,
hvis drømme
slog til.


3

Mogenstrup
Hede
var Fjaldene
om igen:
Klynger
af lyng
kun brudt op
af de
græssende får,
som de ældste
af børnene
så til,
hvis ellers
de kunne
for stenkast
og tilråb
fra unger
i området,
og når
Hans Jørgen
var ude
på tur
for at sælge
det tøj,
som Elisabeth
lavede,
tænkte hun
af og til på,
hvad der var
bag ved bakkerne,
om der
var markeder,
dansen
og lutspil
endnu,
men at Maren
skreg løs
var vel også
en form
for musik.


4

Søren,
de havde
på aftægt,
var død,
og det samme
var gamle
Johan,
og nu
sad de,
Hans Jørgen
og konen,
i huset
i Fjaldene,
som hun
var født i,
og passede sit,
men i Tyskland
var krigen
forbi,
og på gaderne
legede børn
med værdiløse
sedler,
man vist
kaldte penge
engang,
og en dag
gik der rygter
om vogne
et sted
syd for Borris
med rejsende
folk,
og Elisabeth
anede noget,
men tav
til de
rullede ind
foran rønnen,
mens naboen
stod ved
sit hegn
og så underlig
ud i sit
hoved
og hurtigt
var væk,
og der
var han så,
Heinrich,
den salige
Jacobs
skinbarlige
lillebror,
ældet
og tynd
og i selskab
med børnebørn,
oldebørn,
svigerbørn,
hvem som helst,
tænkte
Elisabeth,
og han
steg af
for at kysse
niecen
på kinden,
men kinden
var kold,
og de rester
af roma
og tysk,
som hun kunne
engang,
vokset
helt til
med rust,
hvis endda
ikke lyng,
men hun
gættede på,
at de ville
slå lejr
på hendes
matrikel,
hvis hun
gav dem lov,
og hun
kiggede over
på flokken
af karle
og husmænd
fra egnen,
som nu havde
samlet sig
henne
ved skellet,
gav Heinrich
et knus
og den opsparing,
hun havde
liggende,
før hun
lod fingeren
pege den
vej ud,
de kom fra,
alligevel
græd hun,
da de
råbte "gadjo"
til tak.


5

Det var
Maren,
hun hørte
det fra,
det om
Hans,
som,
da tyskerne
rømmede
skolen,
han gik på
i Brejning
fordi,
der var brug
for kaserner,
blev standset
og udspurgt
om håret
og hudfarven,
"Deutsch
sind wir,
Deutsch
mit Kartoflen
aus Friedrichs"
fik knægten
vist fremstammet,
før han
kom hen
til de andre
i bussen,
hun lo
for sig selv,
det var godt
fundet på,
og det
sparede ham
og dem alle
for mange
problemer,
for Heinrichs
familie
blev,
efter
hvad hun
havde hørt,
bare hentet
en morgen
og smidt
på et tog,
som gik
østpå,
og alt,
hvad man fandt,
var de osende
vogne
i skovbrynet,
siden
hun fik
den besked,
sov hun
dårligt
om natten,
hun drømte,
at Otto
og Ernst
og Cathrina
lå inde
i ovnen
og råbte
på hende,
mens Schallburg
og Bormann
og Heydrich
blev båret
til himmels,
Hans Jørgen
var puttet
i jorden
for længst,
og at blive
hos ham
lige der
var den
nådigste
dom for
en gadjo,
forstod hun
så småt.


Epilog (2008)


"Zigeunere,
får ikke
ophold",
det står der
på skærmen
med præstens
krampagtige
håndskrift,
jeg tænder
en smøg,
mens jeg
synker
beskeden
og tænker
på sedlen,
jeg fandt
i min
postkasse,
alle de
hagekors,
alle de
heftige
ord,
som var
skrevet
MED STORT
af en
dansker,
som åbenbart
mente,
jeg også
var dansk,
jeg kan
høre
et tog
i det
fjerne,
min guitar
er stemt.


En krans til Baunbækhus


I was born with the wrong sign
In the wrong house
With the wrong ascendancy
I took the wrong road
That led to the wrong tendencies
I was in the wrong place at the wrong time
For the wrong reason and the wrong rhyme
On the wrong day of the wrong week
I used the wrong method with the wrong technique

Depeche Mode: Wrong, 2009.


Niels Christian Advent / Christensen / Arent / Jacobsen / Farsø / Hjorth / Bøgild (1790 - 1858)
3 X tipoldefar
Kirsten Jensdatter Hjorth (1783 - 1854)
3 X tipoldemor


1

På de tider
var Ringkøbing
nærmest
en slags
metropol,
store skibe
kom ind for
at proviantere
på turen
fra Bergen
til Holland,
og fattige
karle
og piger
fra områdets
landsbyer
rejste dertil
for at se,
om de kunne
få andel
i kagen,
og hvem
de nu
henholdsvis
var,
Kirsten
Hansdatter
og Christian
Advent,
står hen
i det uvisse,
kun deres
uægte
barn,
som fik
navnet
Niels Christian,
forblev
som et
minde
om dem,
der i
al hast
drog bort.


2

Niels Christian
Advent
blev opfostret
ovre
ved kirken
af værgen,
Hr. Arent,
der lærte ham
kunsten
at læse
og skrive,
men sendte
ham ud
for at tjene
til dagen
og vejen,
en tid
hos en bonde,
som hed
Jacob Mølgaard,
i Tarm,
og en tid
ved en anden
i Farsø,
og hver gang,
det skete,
fik drengen
en far
og et
navn.


3

Da han
var stor nok,
kom karlen
tilbage
til byen
og gik så
i lære
som snedker,
og snart
kunne unge
Niels Christian
selv åbne
et værksted
i byen,
hvor folk
kom forbi
og bestilte
kommoder
og stole,
og han
skar dem ud
med et sikkert,
kunstfærdigt,
pålideligt
greb
til aldeles
fornuftige
penge,
og Advent,
den uægte unge,
blev borger
og holden nok
til at
stå frem
som et værdigt
parti,
selvom
højre hånd
altid
var kold.


4

Kirsten
Hjorth kom
til verden
i Tim
dengang
hendes
de gamle
endnu sad
og ventede
på at
få lov
til at
overtage
faderens
barndomshjem
ude i
Ulfborg,
som hed
Baunbækhus,
da de
gjorde det,
var hun
en rolling
endnu,
men hun lærte
at spinde
og bage,
med tiden
blev Kirsten
endda
også stolt
af at bo
i den ydmyge
rønne,
som bedstefar
selv havde
bygget,
da jorden
blev udbudt
til fæste
af Vosborg,
og selvom
forældrene
begge
gik tidligt
i graven,
og jorden
blev givet
til andre,
var rødderne
med hende,
da hun
drog ud
for at tjene
hos præsten
i byen,
hun fødtes i,
og der
en dag
kom en snedker
fra Ringkøbing
ind for
at kigge
på nogens
chatol.


5

Værktøjet
fejlede
intet,
erfarede
Kirsten,
da gæsterne
gik,
og hun lagde
sin kjole
med slæb
på den
fremmede seng
i det
fremmede
hjem,
som var
hendes
fra nu af,
de kiggede
stjerner
på trods af
at loftet
var lavt,
og de
vågnede op
i et lys,
som var
helt sart
og nyfødt,
"Godmorgen,
Hr. Hjorth",
sagde Kirsten
til manden,
som mumlede
"tak,
bette mor".


6

Han var
en underlig
mand,
ham Niels
Christian,
for når der
var lyst,
stod han
ude i
værkstedet,
høvlende
planker,
så ikke
et øje,
og slet
ikke hendes,
var tørt,
men når mørket
faldt på,
sad han
inde
i stuen
ved pråsen
og læste
i bøger,
han lånte
hos Arents,
og ikke
alene
Guds ord,
der var
digte
en af,
som hed
Staffeldt
på bordet,
og når de
lå inde
i sengen,
fortalte
han ofte
om Werther,
der skød sig
på grund af
en kvinde,
han ikke
fik fat i,
hvor blev hun
dog glad,
når det
skete,
han havde
jo hende
og lille
Hans Christian
og, selv,
hvis det var,
ikke noget
gevær.


7

Hun var
en underlig
kvinde,
den Kirsten,
så sat
og tilfreds
med det hele,
hun var,
selv når
grøden
var brændt
og Hans Christian
skreg,
var hun
lykkelig nok,
så det
ud til,
det skete
endda,
hun blev
smuk af det,
faktisk
så smuk,
at der nok
kom en
lille ny
til en
af dagene,
men når
de vandrede
ude ved
fjorden,
så han
horisonter,
hun
vand.


8

Da Carl,
deres tredje,
blev sænket
i jorden
som toårig
kort efter jul,
var det hele
forandret,
i værkstedet
hobede
ordrer
sig op,
som kun
langsomt
og skidt
kom i mål,
og ved vinduet
lå der nu
fluer
fra potter
og pander,
som ikke
fik vand
efter brug,
og i kammeret
sov de
i hver
deres halvdel
af sengen,
imellem dem
lå der
en stilhed,
som voksede
hurtigt
og nok
skulle lære
at gå.


9

Det var
Kirstens idé
at få Karen,
sin yngre
kusine
fra Ulbjerg,
til Ringkøbing
for at
få huset
på fode
igen,
for hun
havde humør
og gåpåmod,
den tøs,
og var dygtig
til børn
og forbavsende
ferm i
et køkken,
hvad også
Niels Christian
indså
så snart,
hun var ankommet,
pludselig
stod han
ved bænken
igen,
ja, gik
fløjtende
over i
værkstedet,
alt imens
Karen
tog ud
for at handle
på torvet,
og dog
var der altid
et rend
af forbitrede
kunder
ved døren,
som ikke
forstod,
hvor de
ønskede
møbler
blev af,
kreditorer,
som talte
om store
beløb,
og bekymrede
koner,
der spurgte,
hvordan
det stod til,
og hun svarede,
Kirsten,
så godt,
hun nu kunne
på trods af,
hun ikke
var med,
og en morgen
var Karen
forsvundet
med et,
og Niels Christian
forklarede,
at hun
blev fyret
og sendt
med en hestevogn
før det
blev lyst,
Kirsten
spurgte ham
ikke
hvorfor.


10

Under smilet
var Karen
en sol
og en storm
i én krop
og han
så straks,
Niels Christian,
at hun
havde øjne
som hans,
ganske bundløse
var de
af længsel
mod fremmede
kyster,
måske
ud af verden,
endda,
modsat
Kirstens,
der var,
hvor de var
og alligevel
overså
alt,
også det,
der stod på
i hans værksted,
hvor hammeren
sov på
sin hylde,
mens dyrene
vågnede op
og blev guder,
og nu
var hun,
pigen,
frugtsommelig,
selvom hun
stadigvæk
ikke
var tyk,
og de ting,
som var
rigtige før,
føltes
syndige,
ligesom
de ting,
som var
syndige,
syntes
korrekte,
og oppe
i kirken
holdt snedkeren
op med
at komme
til alters,
for Herren,
han genkendte,
adskilte ikke
de to,
som han selv
havde skabt
for at møde
hinanden,
han skrev
til en bonde
ved Ikast,
han kendte
fra da,
han var karl,
og såmænd,
der var brug
for en hånd
på den gård,
og den
følgende nat
sneg han
Karen
ombord
i en vogn
og gik ind
for at sove
og vågnede
op ved,
at jordkloden
drejede
forlæns
påny.


11

En dag
var han væk,
bare væk,
der var tomt
i hans side
af sengen,
og skabet
til klæder
stod åbent,
i værkstedet
manglede
kassen
med værktøj,
og alt,
der resterede,
var en
stak bøger
til Arents,
soldater
af træ
til Hans Christian
og Jens
og en pung
med kontanter
til dagen
og vejen,
kun det
og en rose
på bordet,
der glødede
gult.


12

Niels Christian
var der,
da barnet
blev født,
havde lejet
sig ind
hos en husmand
i Ikast
og rejste
så rundt
mellem gårdene
for at
få opgaver
op under
neglene,
snakken
gik livligt,
såmænd,
om den
ukendte
snedker
og pigen
fra Bøgild,
som syntes
at kende
hinanden
for godt
og var sammen
så ofte,
det bød sig,
om hvorfor
de ikke
blev gift,
om det nu
kunne passe,
at drengen,
hun fik,
som blev anbragt
i pleje,
var søn
af en Niels
Christian Farsøe,
som hverken
hed Hjorth
eller Advent
og altid
var sporløst
forsvundet,
men dette
var Midtjylland,
alle folk
passede sit
og lod naboen
gøre det samme,
og bare
man blev
på sin pind,
fik man lov
til at
synge,
selv falsk.


13

Alting
slap op,
først
kontanterne,
så blev
der mangel
på brænde
og mad,
og til sidst
gik det ud
over drengene,
Kirsten
blev kold,
når de kaldte
på kost
og opmærksomhed,
så de
kom ud
for at tjene,
selv solgte
hun brød
efter evne,
så kørte det
akkurat
rundt,
når hun ellers
kunne holde
de ulve
fra døren,
som krævede
alt det
tilbage,
den bortløbne
mand
havde lånt,
som nu
Nørgaard,
der ikke
var bleg
for at indstævne
Kirsten
for fogeden
og hævde
sit krav,
men blev
afvist,
trods alt,
da den myndige
så hendes
kummer,
hun drømte
om Ulfborg
om natten,
om jord,
hendes drømme
kunne gro i,
men vågnede
altid
til brolagte
gader,
som,
selv,
hvis man
fulgt dem
bort,
endte der,
hvor man kom
til sig
selv.


14

Hun trippede,
Karen,
på stedet,
specielt nu,
hvor søn
nummer to
var på vej
med en far,
hun bestemt
ikke kendte,
forlangte
at blive
den ærbare
kvinde,
enhver
havde ret
til at være,
som ellers
var tro,
det var
rimeligt,
syntes
Niels Christian,
men nærmest
umuligt
at gøre
så længe,
der fandtes
en nysgerrig
præst
og en Kirsten,
han undte
et liv,
det var
derfor,
han fæstede
gården
i Ravnsvad,
så kunne
hun blive
hans pige
og ham
hendes husfader,
ringen
var sluttet,
på sin vis,
men skinnede
ikke som
guld.


15

Jørgen
Christian
Landt
kom fra
Rudkøbing
nede på
Langeland,
men måtte til
København
for at blive
jurist,
efter det
blev han
ansat
i Varde
en stund,
før han
sendtes
til Herning
som foged
i Hammerum
Herred,
der fattedes
både et
tinghus
og, værre
end det,
en arrest,
så han købte
en gård,
som hed
Laulund,
og byggede
tingene
selv,
og han så,
det var godt,
men der
herskede
kaos
på egnen,
og Landt
sagde:
Der blive
lov.


16

Det var
Karens idé,
den at
nedbrænde
gården,
Niels Christian
var fornem
som snedker,
men sølle
som landmand,
og siden
han lagde
sin hammer
på hylden
til fordel
for ploven,
var formuen
blevet til
ingenting,
længerne,
dog,
var en
klækkelig
sum værd
som aske,
ifølge
forsikringen,
og når
de fik dem,
så kunne
de rejse,
tage drengene
med sig,
måske til
New York
for at gifte
sig der,
hvor der ikke
var nogen,
som spurgte
om noget,
hvis ikke,
så ville
hun gå,
sagde Karen,
og finde
den mand,
der var
trængslerne
værd,
og han
tænkte på
Werther,
Niels Christian,
på lugten
af krudt
og den
knasende lyd
af metal
gennem knogler,
når alt
kom til alt
var der noget
at sige
for halmrøg
og knitrende
træ.


17

Det var
smukt,
da det
skete,
Mads Helstrup,
en karl,
blev betalt
for at tabe
en lampe
i laden,
og os
blev til
flammer,
først lave,
så høje,
de mindede
lidt om
dæmoner
på flugt,
i det
sodede
græs lå
en mand
og en
kvinde
i ske,
da betjentene
kom.


18

Tiden
gik langsomt
i cellen,
hvor snedkeren
hverken
var far
eller håndværker,
knapt nok
et menneske
nu, hvor
han blot
var en genstand,
man kiggede på,
hver gang
tinget
i Herning
var samlet,
og pakkede
væk godt
og grundigt
bagefter,
og én ting
var sikker:
Den skaldede
løgn om,
at gamle
Jens Ullerup
skulle have
gjort det,
var faldet
igennem,
det samme
var påstanden
om, at
de to,
ham og Karen,
var herre
og pige
i huset,
nu hang han
i luften,
Niels Christian,
med fødderne
dinglende
over et
tomrum
og halsen
holdt fast
af en løkke,
og hver stund,
han svævede
der,
gav ham
tro på,
der fandtes
en Gud.


19

Hun åbnede
brevet
fra Landt,
som han
åbenbart hed,
herredsfogeden
i Laulund,
og satte
sig ned,
for Niels
Christian
var fundet
igen
nord for
Ikast,
det samme
var Karen,
to børn
og en ulmende
tomt,
og nu
sad han
i fængsel
for "mordbrand"
på trods af,
han ikke
var typen,
der dræbte,
og gården
var knapt
en person,
men det
hed det,
bedyrede Landt,
før han
spurgte,
om hun
ville gå
til hans forbøn
og mildne
den andel
af straffen
som blot
angik hor,
eller ønskede
seperation
grundet samme,
"Niels Christian
er død",
skrev Fru Hjorth
på et stykke
papir.


20

Nu var
hun fri,
Kirsten
Hjorth,
fri til
gråd og
forbandelser,
fri til
at afvise
bejlere
ude ved
døren
med hånlige
blikke
og påstå,
hun nemt
kunne klare
sig selv,
fri til
flugten
fra torvet,
når konerne
sladrede
løs om
Niels
Christian,
som ikke
var gøgler
alligevel,
fri til
at folde
sig sammen
og ønske,
hun aldrig
var født.


21

Så var han
på vej
ud af
verden,
Niels
Christian,
i hestevogn,
faktisk,
flankeret
af stolte
betjente
på hest
med geværer
i tilfælde
af, han
fik lyst
til at leve
igen,
og han
tænkte
tilbage
på Karen,
som, blank
i sit blik,
blev ført
bort fra
sin dom,
og Mads
Helstrup,
som spyttede
på ham
og derpå
forsvandt
bag en dør,
og dog
slap de
med mindre
end ham,
blot lidt
bøder
og hæfte,
som hurtigt
var strøget
af regnskabet,
selv blev
han skånet
for galgen,
men nu var
han slave
så længe,
der stadig
var blod
i hans krop,
og han
kiggede ud,
først på
Horsens,
så Nyborg,
så Slagelse,
smukke
til hobe,
dét
var de,
for øjne
som Werthers
og hans.


22

I Stokhuset
boede
det evige
mellem
de hvinende
rotter,
det syrlige
pis
og det
rastløse
hug,
og Niels
Christian
så mange
forsvinde
på vej
til skafottet
og kagstrygning
ude på
torvet,
selv
gik han
med lænker
om benet
igennem
Nyboder
hver dag
for at
bygge
på volde til
storstadens
forsvar
og vendte
tilbage
og søgte
at søge
i ét
med den
snavsede væg
nok en nat,
så han ikke
blev kendt
som uærlig,
for dem,
som var dét,
endte gerne
i jorden,
mens dem,
som holdt fast
i en afart
af hverdag,
fik frihed
til sidst,
og han søgte
konstant
om benådning,
men endte
med afslag
på afslag,
og snart
var der gået
12 år,
og med
pibende
lunger
blev brevet
fra retten,
den højeste
åbnet,
fortabelsen
ventede,
og han gik
jublende ud.


Hans Christian Nielsen Hjorth (1814 - 1885)
2 X tipoldefar


23


Han blev
en hård mand,
Hans Christian,
det kom
af sig selv,
for når
ungerne
nede på gaden
gav bank,
mens de hånede
alt det,
man kom af,
dikterede
loven,
at man
måtte dø
eller svare igen
og med næver,
hvis mundtøjet
fejlede,
sådan
var det,
og hun
så aldrig,
Kirsten,
sin søn
le af noget
som helst
og kun græde
én eneste
gang,
det var
den morgen
først
i april,
hvor hun
kiggede ud,
og en
død mand
besvarede
blikket,
hun skreg,
og så
stak han,
Hans Christian,
i løb
for at fange
gespenstet,
der bed
i de toppede
brosten
for enden
af vejen
og fik,
hvad havde
fortjent,
og med
renter på
også,
det skulle hun
love for,
men der
var striber
af salt
blandt de
store
plamager
af blod.


24

Der var
furer
i ansigtet,
rådnende
tænder
i munden
og rifter,
som knapt nok
var helet
endnu,
ellers lignede
Hjorthen
sig selv,
da han
bankede på
hos Svend
Udesens
oppe i
Tulstrup
og viste
sin kasse
med værktøj
til konen
i huset
og spurgte,
om han
kunne være
til nytte,
"nej tak",
sagde Karen
og hamrede
fordøren i.


25

Han blev
daglejer,
gjorde
Hans Christian,
for nok
var han
snedker
med svendebrev
ovre fra
Arents
og ret til
at starte
forretning,
men ingen
i Ringkøbing
hentede
frivilligt
sådan en
kæltring
til huse,
når faderen
afbrændte
gårde
og horede
løs,
var det bare
et spørgsmål
om tid,
før hans knægt
ville gøre
det samme,
på det
var man vis,
så han rejste
fra landsby
til landsby
og tog,
hvad der kom,
slæbte kister
og majede
korn
for en
skilling
fra Tarm
til Lemvig,
og til sidst
kom han også
til Ulfborg,
han tænkte
på mor,
som var
født der
og fablede
løs om
sit hjem
både tidligt
og sent,
der var
klart vejr
den dag.


26

Kirsten
var gået
i stykker,
sad bare
i stuen
og spandt
for at tjene
til føden,
mens søsteren,
Ane,
som også
var færdig
med mænd,
hjalp lidt til,
når hun
kunne
for gigt,
der var
garn nok,
omtrent,
til at påklæde
byen
og oplandet
med,
men for
lidt
til at
samle
en sjæl.


27

Det gik
langsomt
i starten,
men det her
var Midtjylland,
bare man
nævnte
en rimelig
pris
og fik noget
fra hånden,
sked folk
højt
og flot
på ens fortid,
og efter
et år
tog Niels
Christians liv
atter form,
han fik bolig
i Gjellerup
med Mariane,
sin hustru,
blev far
til en datter,
som lød
navnet Ane,
og virkelig
en far
denne gang,
og alligevel
slog han
et smut
forbi Tulstrup
så ofte,
han kunne,
i håb om
at Karen
var synlig,
blot lidt,
i forbifarten,
ligesom
han selv
var hun vist
ved at blive
en støtte
af salt.


28

Planen
var enkel:
At opspare
penge
og, når,
der var råd,
få et
fæstebrev
på Baunbækhus,
så var
indtægten
sikret,
og så
kunne Kirsten
få lov
til at bo der
på aftægt
i selskab
med ham
og hvad ellers,
der kom
af familie,
men så blev
Hans Christian
gift med
sin Maren
Kirstine,
så kom der
en datter,
en søn
og en søn
og en søn,
og hver gang,
han fik bare
en smule
kontanter
i hånden,
forsvandt de
igen
i en fart,
det var
ligesom
med dage
og år
og ens krop,
som fik ben,
ja, at
gå på
fra start,
dælens
regnbue,
tænkte han
tit.


Jørgen Christian Landt Hansen Baunbæk (1844 - 1911)
Tipoldefar


29

Jørgen
Christian
Landt
lå i vuggen
og nu
hed han
Hansen
til efternavn,
det var
hans faders
beslutning,
og ingen folk
spurgte til
grunden,
det sagde
vel ligesom
sig selv,
hvad den
kom af,
og ungen var
elsket,
utvivlsomt,
men skreg
som besat,
det var
noget
med blodet,
vist nok.


30

Far var
skummel,
som regel,
sad ved bordet
og tænkte
på ting,
Kristian,
det blev
han kaldt,
drengen,
end ikke
turde at
spørge til,
manden
var stor,
og hans
næver
var godt
skruet på,
og hans
tristhed
blev ofte
til vrede,
og ve den
i huset,
som krænkede
loven,
hans lov,
der var
statens
og kirkens
i én,
og dog
lå der
en kæphest
og ventede,
da det
blev jul.


31

Kisten
blev sænket
i graven
i stilhed
og vejede
praktisk talt
ingenting,
kvinden
var nærmest
forstøvet
på områdets
fattiggård,
spisende
vælling
og spindende
garn til
dække for
udgiften,
ikke til
egen fortjeneste,
bitter
og tavs
og umyndiggjort
blot for
en klatskilling,
nu var
det slut
med at være
et dårligt
eksempel
for dem,
som alligevel
fik hendes
skæbne,
på trækorset
stod der
et navn
skåret ind
med Hans
Christians
kniv.


32

Hjemmet
i Ringkøbing,
Kristian
voksede
op i,
var hjemsøgt
af pest,
først fik
Karen,
hans søster,
problemer
med lungerne,
så hun
blev puttet
i jorden
på trods af,
hun kun
var fyldt
tolv,
så fik
Maren Kirstine,
hans mor,
slemme anfald
af tuberkulose
og døde,
og selvom
de så
tog til
Rindum
og boede
der,
tog den,
sygdommen,
med,
og da
Peder,
hans bror,
for til
himmels,
fik Kristian
nok af
sin far,
som blot
sad der
og læste
i Jobs Bog
hver dag.


33

Han mødte
sin far,
gjorde Hjorthen,
en dag
i september,
han lignede
ikke en
sømand
fra Bergen,
men sol
gennem dis,
og hans
ansigt
var alles
og ingens
på én gang,
der stod han
med hatten
i hånden,
Niels Christian,
og bad
om forladelse,
skikkelsen
trak blot
en stribe
af blod
ned ad armen
på manden
og hviskede:
"Hvem skal
du spørge
om det?"


34

Hans Christian
var kommet
alene,
trods alt,
nu men
stod han
på graven
i Gjellerup,
smed
sine sko
og begyndte
at danse,
først varsomt
af frygt
for at vække
dæmoner,
så vildt
og ekstatisk,
han sansede
først,
at der
ingen musik
var,
da han
tog afsted.


35

Det var
Baunbæk,
der trak,
Søndre Baunbæk,
som huset,
hans bedstemor
voksede
op i,
blev kaldt
nu om stunder,
for pokker
om ungkarlen
ville
gå under
i Ringkøbing
ligesom
sin far
og sin mor
og sin bror
og sin søster
og Kirsten,
som mere
faldt fra
end faldt til,
så han
tjente
og tjente
og gik så
til fruen
på Vosborg
og fæstede
stedet
og flyttede
ind med
sin viv,
Kristiane,
og kaldte sig
Kristian
Baunbæk
og ligesom
forsvandt.


36

Det var
tænkt som
et rent brud,
en ny start,
en mulighed
for at
fortælle
historien
forfra,
og jo,
han var
langt væk
fra Ringkøbings
sladrende
kællinger,
faderens
ulmende
sind
og den
ynkeligste
kummer,
og huskedes
Hjorthene
her,
var det
afgjort
for ærlighed,
men de
blev mange
i huset,
som hverken
var stort
eller nyt,
og det kneb
altid med
at få rigelig
afgrøde
ud af
den lille
klat jord,
som var hans,
og da sønnen
Hans Christian
døde af
tuberkulose
som spæd,
blev han selv
til et
lurende
tordenvejr,
Kristian,
som ikke
hed Kristian,
men Jørgen,
og selv var
den dælens
til nisse,
der flyttede
med.


37

Hjertet
var slidt,
og den aften,
det endelig
gav op,
var han bitter,
Hans Christian,
på alting,
på sønnen,
som bare
stak af
med hans drøm
og var blevet
for fin
på den
til at lade
faderen
sidde
på aftægt,
på byen,
som blomstrede,
men lod
ham nøjes
med spot
og lidt byggrød,
på alle
de døde,
som undlod
at tage
ham med,
da de rejste
herfra,
og på Gud,
som hans bønner
var spildt på,
han kiggede
rundt på
de fremmede
mure
og kroppe,
hans fremmede
hænder,
som aldrig
fik udrettet
alt det,
han ville,
hans fremmede
krop,
som var bolig
for mere
end det,
den så
ud til,
og nu fik
en fattiggård
helt for
sig selv.


38

Kristiane
var død,
og han følte,
at det var
hans skyld,
der var noget
i blodet,
som dræbte
og spredte
elendighed,
hvor det
kom frem,
så der
stod han
i længen
med rebet
i hånden
og stirrede
op mod
et tagspær
og tænkte,
at det
måtte ende,
det hele,
men jorden
var til,
og det samme
var lyden
af lille
Johannes,
der opskræmte
gæs udenfor,
og den
mudrede
sandvej,
han ikke
bestemte,
hvor sluttede,
uanset
hvad.


Karen Lægdsgaard Andersen (1854 - 1929)
Tipoldemor


39

Karen
Lægdsgaard
var ud af
en fin æt
af gårdmænd
fra Vind,
men selv
blevet
den evige
hushjælp
på grund af
de unger,
hun fik med
de skiftende
herrer,
som Ane Kirstine,
hun vist
adopterede bort,
og Andrea,
som blev hos
sin mor,
og da Karen
kom til
Sønder Baunbæk
var datteren med
og hjalp til,
hvor hun
kunne,
og husmanden
virkede
modløs
og træt,
men tilfreds
med den orden,
der blev
i hans hjem,
og en dag
efter tre år
kom Kristian
hen for
at stirre
sin pige
i øjnene,
længe
og fast,
for at se,
om hun
frygtede
noget,
hun blinkede
ikke,
så bagefter
fik hun
en ring.


Christian Gammelby Hansen (1895 - 1956)
Oldefar


40

Tre børn
blev det til
i det ægteskab,
deriblandt
Christian,
der hurtigt
fik status
som arving
til stedet,
for Karen
stod voldsomt
på sine
og husmanden
nærmest
på intet,
han passede
marken
og delte de
lussinger ud,
der var
brug for
ifølge
ham selv
eller konen,
men visnede
ellers
i årevis,
indtil han
pludselig
en morgen
var svær,
lidt for svær,
at få
liv i,
men der blev
da råd
til en sten,
ikke bare
et trækors,
på graven,
så alt
endte godt.


41

Karen
bestyrede
kassen,
og Christian
puklede løs,
det var sådan,
det blev,
da han nåede
skelsår,
var gaven
et nyt
stykke jord
at få op
under neglene,
så var han
næsten
en gårdmand,
og hvis han
var klog,
blev han gift
ind i standen,
var Karens
betragtning,
så stor
var den,
skuffelsen,
da han
fik gjort
hende Maren,
som vist
var sigøjner,
gravid,
men et barn
skulle aldrig
stå uden
en far,
bare Christian
huskede på,
hvem han
egentlig
var gift med,
var Karen
tilfreds,
og det hjalp,
at den
først fødte
fik hendes
navn.


42

Hun var ikke
for køn,
hende Maren,
men i
hendes favn
fandt han ro,
der var
ingen
forventninger,
ingen
bebrejdelser,
nærmest
forståelse for,
at han ofte
var stejl
og urimelig,
for han
var ikke
en bonde,
det vidste
han godt,
men en
flygtning,
som rummede
noget
i blodet,
han kun
kunne lade
som om,
ikke var der,
og ellers blot
vente på
tyndede ud,
og det havde
hun også,
men når de
var sammen,
de to,
var der brus
i det
urene
stads.


43

Der var Karen
og Lis,
så kom Karl
og Hans Christian
og Edith
og Anna,
der døde
som spæd,
så kom
Anne-Marie
og Gudrun,
som også
faldt fra
og et år
eller to
efter dét
blev erstattet
af Gunnar,
før Jenny
og Elna
blev født som
de sidste
i rækken,
og alle
fik navn
efter nogen,
som det nu
var skik,
Jørgen
Christian
Landt
fik en
kurv.


44

Karen
faldt fra,
og så snart,
det var sket,
kom de
rullende,
alle de
søskende,
hun havde
udmanøvreret
til fordel
for Christian,
og ikke
til gravøl,
men for at
tage for sig
af alt
i det fædrende
hjem,
som var løst,
selv en
kakkelovn
slæbte de
af med,
for vel
fik han
huset
og drømmen,
men ingen
var dét værd
med mindre,
de fyldte
det selv.


45

Hans Christian
vidste
vel ikke,
at nogen
engang
ville kalde
ham morfar,
men når han
fik smæk
for at kravle
på taget
med Christians
livrem
og så,
hvordan Maren
tog støvlerne
af ham,
den gamle,
ved bordet,
hvor maden
forlængst
var parat,
stod det
klart,
hvad han
ikke selv
var.


46

De kom
godt i vej,
ungerne,
giftede sig
over stand
eller
fik deres
helt egne
gårde,
og af
og til
sendte han,
Christian,
sin far
og sin mor
en taknemmelig
tanke før
sengetid
for at
have været
alt det,
som han
ikke selv
var.


47

De tog det
ved fordøren,
fotoet,
Christian
og Maren,
det aldrende
husmandspar,
hærgede,
stolte
og kommet
igennem
det værste,
hun smilende
bredt
i sin plettede,
ternede
nederdel,
ham med
sin pibe
i munden,
som nok
smagte surt,
men alligevel
skjulte
et smil.


Karl Hansen (1925 - 1969)
Grandonkel


48

Christian
var død,
og nu
skændtes de,
ungerne,
over
hvem pokker,
der nu
skulle eje
den,
gården,
som virkelig
så småt
var en gård,
og Hans Christian,
morfar,
var stemt
for et salg,
så hans mor
kunne leve
af pengene
efter
en livstid
som fattig,
mens andre,
og det var
de fleste,
var stemt for,
at Karl
burde få
Søndre Baunbæk
på trods af,
han havde
en uægte
datter
med en,
som han
elskede
højt,
men blev
vejet
og fundet
for let af,
man vidste,
at hun
ville arve,
man vidste,
at Karl
havde noget
med lungerne,
som det
nu var
i den slægt,
og dog
blev det
ved det:
Man blev
venner
og fjender,
men kampen
var tabt før
kick off.


49

Det var
drømmen,
som åndede
ud,
da Karl
døde,
fra da af
var blodet
et bånd,
som for ofte
blev ædt
af maskinen,
der spyttede
stilhed
mod højre
og venstre
til alle
til sidst
var skudt
ned.


50

Der var en,
som tog ned
for at kæmpe
i Irak,
en anden,
som opfandt
en app
og blev
millionær,
der var
hende,
som passede
børn,
der var ham,
som blev ridder
af Dannebrog,
hende,
der blev,
hvor hun var
og fik strikket
en masse
og ham,
der skrev
digte
som Staffeldt,
jojo,
der var
blod nok
til hvad
som helst,
nu, hvor
det frit
kunne flyde
som om,
det var
intetsteds
fra.


51

Og Niels
Christian
ser på
sit sår,
mens det
lukker sig,
skibet
er ankommet,
skikkelsen
åbner
sin favn.


***


5: Molbohistorie


***


19 blink


Karen Severine Mousing (1924 - 1999)
Mormor


1

Det er
sommer,
og det er
i '57 eller
deromkring,
mor er
knapt født,
og jeg selv
så abstrakt
som det øje
på himlen,
der nu
zoomer ind,
og det glimt,
som fortæller
at noget
af mormor
for altid
vil stå der
på gårdspladsen
ude i Haarup
med forklædet på,
mens hun
undrer
sig over
en uventet
støjen
og skygger
for solen
med hånden
og ser.


2

Mormor
var lavet
af blomster,
hun duftede
af dem,
hun bar dem
på kjolen,
hun nussede
om dem
i haven
som om,
de var
børn,
vi blev
voksne
på skift,
og en dag
går vi
givetvis
ud.


3

Dåsen
med kager
stod aldrig
frit fremme,
men inde
i skabet,
så højt,
at man
akkurat
lige kunne
nå den,
og når den
var tom,
var den fuld,
sagde mormor,
og hun havde
fandemig
ret.


4

Når morfar
og mormor
var ude
at køre,
sad han
bag ved rattet,
mens hun
kom med hvasse
instrukser
og rodede
rundt
med et landkort
fra Esso
og anviste
ruter,
og pludselig
kørte
man rundt
på en cykelsti
eller
en mark
i en anden
kommune,
men skidt:
Det var
bolsjerne
nede
i tasken,
man skulle
nå frem til,
og ikke
et sted.


5

Havde
man været
for meget,
så var der
en gang,
man fik lov
til at
tænke i,
grundigt
og længe,
før døren
til køkkenet
gik op,
og man pænt
måtte give
en undskyldning,
og det
var ok
i dagslys,
hvor alt,
hvad man
tilbragte
tiden i
enerum med,
var sin sølle
samvittighed,
men blev
det mørkt,
før det skete,
var noget
helt galt,
og man tænkte
på gården,
hvor gammel,
den var,
på den forrige
ejer,
som tæskede
dyrene
indtil
den dag,
hvor han
hængte sig
nede ved
hønsene,
og det
begyndte
at ånde
det fandens
til mørke,
og uanset hvor,
man fik
gemt sig,
var nogen
konstant
bag ved ryggen
af én,
og man prøvede
på at
fortrænge det,
spille
lidt sej,
måske
voksen
og rationel,
ligefrem,
lige lidt
hjalp det,
det endte
med råben
og skrigen
og hamren
på træ,
indtil
mormor
blev ræd
for sig selv.


6

Hun var bange
for stiger,
var mormor,
og 13
til bords
var man aldrig,
og når
det blev jul,
kom der grød op
til nissen
på loftet
på trods af,
den endte
sin skæbne
som klatkager
dagen derpå,
og i vinduet
lå der
en sukkerknald,
altid,
og ventede på,
at en stork
skulle smutte
forbi
med et barn,
jeg ved
ikke,
hvor mange
af slagsen,
jeg nåede
at sætte
til livs.


7

Hun var
rastløs
som få,
der var altid
en karklud
at vride,
en dejklump
at ælte,
en lille
tot græs
mellem
gårdspladsens
småsten,
en ekstra
kabale,
der aldrig
gik op.


8

Mormor smed
alt det,
hun ikke
kunne bruge,
i tønden
bag gården,
fandt flasken
med sprit
og en tændstik,
og så
var der bål,
og de brændte
fortræffeligt,
alle
de gamle
aviser,
kartoner
og drømme
og håb,
og der
duftede
sælsomt
af frihed
hver gang,
selvom røgen
var tyk.


9

Stoltheden
boede
i køkkenet
blandt potter
og pander,
og mormor
var maksimalist:
Der var
fløde
og Lurpak
i alting,
og havde
der været
en læge
til stede,
var folk
sikkert døde
af angst
fremfor båret
til himmels
på skyer
af dufte
og smag.


10

Penge
i banken
var ikke
en sygdom,
men næsten,
og ve den,
som vidste det
og blev
for fin
på den,
stadigvæk
bugnede
skuffen
af tretårnet
sølv,
som hun
pudsede
næsten
hver dag.


11

Der var meget
i vejen
med mange,
ministre
såvel som
muslimer
og visse folk
rundt om
i Haarup,
men var man
familie,
så kunne
man slippe
afsted med
det værste,
måske stod
man nok
til kritik,
men hun
foretrak
afgjort,
at hjertet
var tungt
fremfor helt
hørte op
med at slå.


12

Af og til
tog hun
til Hammel
med bus
for at se
til min oldemor,
der var
forkalket,
det hed det
dengang,
og der
gjorde
hun rent
og smed ud,
mens den gamle
i stolen
gav hals,
og i reglen
var mormor
lidt brysk,
når hun vendte
tilbage
igen fra
sit togt,
men en dag
gik det
helt galt,
for moderen
huskede
ikke
sin datter
og mente,
at hun
blev bestjålet
af nogen
på hjemmet,
og jeg sad
i stuen
på gården,
da fordøren
gik,
og jeg hørte
en snøften
fra køkkenet,
da mormor
kom ind,
var hun
blevet
en pige
igen.


13

"Du glemmer
os snart",
sagde mormor
den dag,
hvor vi cyklede
sammen
til krydset
i Skellerup
Nygårde
for at
tage afsked,
i Voel
var væggene
pyntet
med piger
og bands,
og jeg tabte
min sindsro
på vej
gennem skoven,
men posen
med brystbolsjer:
Nej.


14

Hun havde
en lille,
sort bog,
den lå ovre
ved hustelefonen
og rummede
navne
og numre
på alle,
hun kendte,
hun brugte
den flittigt,
og selv dem
på listen,
man vidste
var døde
og borte
forlængst,
modtog
givetvis
også
et opkald
fra mormor,
når de
fyldte år.


15

Da morfar
faldt fra,
troede mange,
at mormor,
som ikke
var gammel
endnu,
ville få sig
en aktiv
og meningsfuld
alderdom,
der var
veninder
på vejen
og slægtninge
vestfra,
der kom på
besøg,
men hans urne
var knapt nok
i jorden
endnu,
før hun
opgav
at synge
i kor med
de andre
i Rosengårdscentret,
og når man
kom hen
for at hygge
og hjælpe
en smule
i haven,
var latteren
tynd
og det lys,
hendes øjne
var kendt for,
en tam,
kølig glød,
og om natten,
fortalte
hun mor,
lå den afdøde
ægtemand
hos hende
inde i sengen
og så til,
hans hustru
kom trygt
gennem endnu
en nat,
men hun
ønskede
vist,
han lod
være.


16

Sidste gang
mormor
var oppe
på Sindbjerg
en høj
og klar
morgen
i pinsen,
hvor hele
familien
var med,
stod hun længe
på toppen
og kiggede,
kiggede ud
over Borresø,
ud over
skoven
mod Virklund
med værkende
ben,
og hvem ved
hvilke farver,
hun så,
hvilke skjulte
nuancer,
hun pludselig
fik øje på
nu,
hvor hun vidste,
det aldrig
blev muligt
igen
at få del
i dén udsigt
dét sted
med dét blik,
men hun
tømte den,
dagen,
for lys.


17

Der var
Ildfestregatta
i Silkeborg,
da hun
blev fundet
i stolen
ved fjernsynet,
mormor,
for efter
en lang dag
i haven
i tropiske
temperaturer,
var tidspunktet
kommet
til koldskål
og quiz,
og et sted
udenfor
og alligevel
tæt på
lod Meyerheim
hjulet
rotere,
så gnisterne
oplyste
skærmen,
da festen
var ovre,
var kredsløbet
slukket
og koldt.


18

Dagens stjerne
var gået
i sort,
da vi bar
hende ud
fra kapellet,
vi kørte
ad mørklagte
veje til
Vestre,
hvor pastoren,
Cemik,
holdt prædiken
med solbriller på
om alt andet
end kvinden
i kisten
og skyndte
sig ud
for at stirre
på noget
i himlen,
som hverken
var gud
eller mormor,
der nu
var på vej
ind i ovnen
som om,
hun var
brændsel,
og godt nok
kom varmen
og lyset
igen ganske
langsomt,
men noget
i brystet
var blevet
til aske
og røg.


19

Det er
vinter,
og det er
i '17,
og det,
som engang
var abstrakt,
er konkret nu
og omvendt,
men højt
over Vestegnen
hænger der et
eller andet
og zoomer
og blinker ned
til mig,
og forklædet
mangler,
men celler
bliver stadig
til film.


Bjerget


Hr. Mogens (middelalderen)


1

Det kan være,
at Helgenæs
ligner
en stor
dråbe snot
under næsen
på Jylland
og muligvis
er det
i dag,
hvor butikkerne
lukker,
og murene
rasler
af puds,
men engang
var den,
halvøen,
hellig,
og folk
lagde til der
på vej
ind til Århus
med skind
og soldater
på båden
og ofrede
både
til Ægir
og Odin
og Jomfru
Maria,
da den tid
var inde,
selv kongen
holdt til der,
når han var
i farvandet,
havde
en gård
tæt ved Fejrup,
hvor han
havde mænd
i sin sold
og de svende
fik lodder
ved Esby
og Ørby
at bygge på,
også
Hr. Mogens
som lagde
sin gård
på en bakke
med udsigt
til bugten,
hvor skibe
med fjender
og spegesild
rullede
rundt
i det blå
som et varsel
om skiftende
tider
og lykke,
der døde han,
da han
var glemt,
hed den
vindblæste
top
stadig
Monsbjerg
og slægten,
som kom
fra den,
Moensen,
og den
blødte ikke
fortællinger
mere,
men blod.


Jens Mogensen Juel (1524 - 1563)
Jens Lauritsen Moensen (ca. 1600 - 1660)
9 X tipoldefar
Morten Jensen Moensen (1641 - 1721)
8 X tipoldefar
Jens Mortensen Juul (1679 - 1748)
7 X tipoldefar
Michel Jensen Mousing Juul (1716 - 1773)
6 X tipoldefar
Jens Michelsen Mousing (1752 - 1790)
5 X tipoldefar
Michel Jensen Mousing (1778 - 1860)
4 X tipoldefar


2

Egnen
og ætten
var stadigvæk
rig,
da Jens Lauritsen
Moensen
som første mand
vandrede
ind i historien,
det var på
de tider,
hvor fruen
på Kongsgaard
var gudmor
for rundt
regnet alle
i sognet
og også
hans børn,
og en søn,
Morten Moensen,
blev gift ind
i områdets
Juel-slægt,
som alle
dér vidste
blev til,
da Jens Juel,
før han døde
i hård kamp
mod svensken
ved Øland,
var lensmand
på Kalø
og glad,
lidt for glad,
for en pige
af folket,
og Morten
var stolt
for det navn,
så begejstret,
at Mogens
fra bjerget
blev glemt,
da hans afkom
blev døbt,
men hans bopæl
hed Mousensgaard
fortsat,
og kun da
en bølge
af misvækst
og fjendtlige
hære
fik has
på det meste
af formuen,
syntes hans
sønnesøn,
Michel,
at Mousing
var fint nok
at hedde
igen,
for de var
jo dog
bønder,
og det
blev de ved
med at være
en generation
eller to,
indtil endnu
en Michel,
hans barnebarn,
kun var
i stand
til at fremavle
piger
og indså,
og hjemmet
og navnet
var dømt
til fortabelse
sammen
med ham,
men fra
Monsbjerg
var udsigten
udsøgt
som altid,
hvis Michel
blev spurgt,
selv når
intet
var mere
at se.


Anne Marie Mikkelsdatter Mousing (1820 - 1905)
3 X tipoldemor


3

Ud for
at tjene,
det skulle
de pokker
til tøser
alligevel,
de skulle
lære
et køkken
at kende
og giftes,
så de
kunne leve
et hæderligt
liv,
og til
Anne Marie
fandt Michel
en plads
hos en gårdmand,
Laurs Jensen,
i Lynge,
og der
gik det godt
for en tid,
hun fik
føde nok,
kunne
han se,
Michel,
når hun
var hjemme
i Ørby,
og selvom hun
virkede mut
ud på sommeren,
tænkte han
ikke,
at fanden
var løs
af den grund,
men det
var han,
for pludselig
stod hun
på gårdspladsen,
Anne Marie,
og græd,
selvom hun
burde være
et andet sted
henne
den dag,
mens hun
rablede løs
om sin mave,
som ikke
var vokset
for sjov,
og en karl,
som hun mødte
til gilde
i Knebel
og ikke
fik fat på,
hvad hed,
og han
rasede,
Michel,
og måtte
gå op
på sin bakke
alene
en stund
for at tælle
til ti,
og alligevel
var det
som om,
der kom noget
til syne
på havet
igen,
og han tændte
sin pibe,
og snart
var det blevet
december,
og Boserup,
præsten,
slog korsets tegn
for sig,
men døbte
alligevel
bæstet,
som Anne Marie
på skændigste vis
havde slæbt
ind i sognet,
Jens Mousing,
men nu
havde Michel
en søn.


Jens Mousing (1844 - 1930)
2 X tipoldefar


4

Anne Marie
var ikke
for heldig
med mænd,
først
kom Søren
fra Tirstrup
til Mousensgaard
for at
gå Michel
til hånde
og ægte
hans datter,
og så
døde han,
og så
fik hun
Jens Peter
fra Agri
til stedet
i stedet,
og så
døde han
og så kom
Rasmus Jørgensen,
også
fra Tirstrup,
men da
havde Jens
fået nok
af den
mødrene gård
han var flyttet
til Esby
så snart,
gamle Michel
som sad der
på aftægt,
var død,
og han
blev der
og ægtede
Kirsten
derfra,
hvis forældre
var kommet
fra Rønde
og havde
en ejendom,
Jens
måtte få,
hvis de blot
fulgte med,
og det gjorde
de så,
og i
Ørby
var stråtaget
hullet
af svamp.


Kirsten Jørgensdatter (1849 - 1876)
2 X tipoldemor


5

Han var dygtig,
ham Jens,
kunne alting
i stalden
og marken,
og når
der var marked,
var prisen,
han fik,
altid god,
og hun valgte
da rigtigt
i kirken
den dag,
var hun
sikker på,
men han
var ligesom
for lidt nu,
det gjaldt,
sad i stuen
og læste i
hvad som helst,
også aviser,
mens hun lå
i sengen
og græd
over Jørgen,
sin far,
og forsøgte
at holde
af Jørgen,
sin søn,
som var tynd
og blev døbt
næsten efter
begravelsen
blot for
en sikkerheds
skyld,
hendes brystmælk
var lavet
af bly,
hendes hjerte
en hammer,
der bankede
løs,
og hvis ikke
på hende,
så ham,
som var
fremmed
endnu
og sin morfar
så lidt lig
som nogen,
og verden
var stor,
men for lille
til Kirsten
og Jens
og dét barn,
og en forårsdag
sidst
i april
valgte Kirsten
at glemme,
hvor tingene
var,
at der fandtes
en forskel
på stuegulv,
ager og
mergelgrav,
vandet
var køligt
mod huden
men flydende,
da hun
sank ned.


Jens Peter Mousing Jensen (1870 - 1939)
Tipoldefar


6

Jens Peter
var seks,
da hans mor
gik i vandet
og lillebror
Jørgen
gav op,
helt fortæret
af mangel
på brystmælk
og kærlighed,
og der for
tredje gang
inden for
kort tid
blev sænket
en kiste
i jorden,
og far
spildte ikke
sin tid,
inden længe
gik et
eller andet
forstyrrende
kvindfolk,
som kaldte sig
Dorthe Marie,
omkring
i hans hjem
og forlangte,
at hun
skulle kaldes
for noget,
hun slet
ikke var,
og han larmede,
gjorde
Jens Peter,
han smadrede
ting,
og i stalden
var dyrene
opskræmte,
lussinger
hjalp
hverken far
eller søn,
og forstående ord
faldt
til jorden
som anløben
såsæd,
kun Anne Marie
i Ørby
gav drengen
den ro,
der var
brug for,
hvis han skulle
klare sig
rimeligt
i skolen,
så der
kom han hen,
og det virkede,
særligt
i regning
var skudsmålet
pænt over
middel,
det var lidt
som om,
at den knægt
havde lavet
en plan
af en slags,
mens han
sad der
på bjerget
om eftermiddagen
og tyggede
strå,
og i stuen
sad Anne Marie
og spandt,
mens hun
tænkte på,
hvem der
engang
burde få
hendes gård nu,
hvor Jens
ikke gad,
men Jens Peter
var fjern
i sit blik,
da han sluttede
fred
med sin far
og tog ud
for at tjene,
han knoklede på
og fik råd
til et landbrug
i Stødov,
han omlagde
driften,
så alt
var moderne
og effektivt,
sparede sammen
og købte så
endnu
en gård,
som han
lejede ud,
og blev ved
på den måde,
til sidst
var han rig,
alt for rig
til at blive
på fattige
Helgenæs,
smilet
var skævt
sidste gang,
han var oppe
på bakken,
og så
drog han ud
i det blå.


Severine Kristensen (1869 - 1900)
Tipoldemor


7

De var
sjælsfrænder,
hans Severine
og ham,
for man snakkede
stadig
om Jens
og hans uvisse
herkomst,
og selvom
Jens Peter
var ægte,
hang omdømmet
ved,
og det samme
gjaldt også
for pigen
fra Borup,
hvis mor,
som hed Anne
Christine,
blev svanger
med Søren
fra Lynge,
som skred
og blev karl
på Marselisborg,
før han
blev far
mod sin vilje,
og nok
blev hun gift
med en landmand
i Borup,
den nybagte
mor,
men han
nægtede
pure
at huse
en skifting,
så tøsen
gik nærmest
på omgang
blandt venner
og slægtninge,
til hun
blev stor,
men trods
grove træk
fik hun
charmeret
Jens Peter
en dag
med sit
smittende grin,
og fra
da af
var de to
et par,
og da hun
blev gravid
med Kjerstine,
var ungkarlen
kvik
til at fri,
selvom bruden
var under
hans stand,
og de lo
begge to,
da de kørte
mod Sjelle
med alt,
hvad de ejede,
for at
begyndte
påny
på en egn,
hvor de ikke
var genstand
for sladder
og snak,
men blev taget
præcist,
som de var,
og det
blev de,
forretningen
gik,
som den
skulle,
og et
efter et
kom der
flere børn til,
og det nye
århundrede
startede
fornemt
med elskov
og bægerklang,
nok engang
blev hun
gravid,
Severine,
og alting
forløb,
som det skulle,
og da
vandet gik,
så hun
stadigvæk
frem
til at vugge
den lille ny
trygt
i sin favn,
men så
sprang der
en åre,
og ingen
formåede
rigtigt
at standse
for strømmen
af blod,
og vel
så hun
sin søn,
men i ugerne
efter
sprang sårene op
hele tiden,
og kroppen
blev ramt
af betændelse,
da det
blev jul,
var hun puttet
i jorden,
og barnet,
som fik
navnet Severin
efter
sin mor,
var sendt bort
til familien
i Esby
på ubestemt
tid,
mens Jens Peter
drak tæt
på sit kammer
og smadrede
spejlet,
som viste,
at han var
sin far.


Anker Christian Mousing (1897 - 1986)
Oldefar


8

Anker
var tre,
da hans mor,
Severine,
blev stille
og bleg,
og hans far
gik omkring
uden mål
eller med
for en tid,
og han
fattede
ingenting,
drengen,
måske
bortset fra,
at der
pludselig
var tomt
og lidt trist,
så da Karen
en dag
kom forbi
for at kysse
den gamle
på gårdspladsen,
gik han
pænt hen
og gav hånd,
så Jens Peter
fik travlt
med at skjule
det pokker
til smil.


9

Der lugtede
sælsomt
hos Anne Marie,
når de
kom forbi
på besøg,
faktisk
nærmest
af mor,
da hun lå
i sin seng
og var syg,
og det skete
da også,
at konen
blev træt
og gik hen
for at sove
til middag
i stolen
ved ruden,
men træet
i haven
var spækket
med æbler,
han godt
måtte røve,
og inde
i skabet
stod bøtten
med bagværk
parat,
sidste gang,
de drog bort,
stod hun oppe
på bjerget
og vinkede
til ham,
og så
var hun væk.


10

De blev mange
i Sjelle,
så mange,
at husbonden
købte en
større gård
ude ved
Holmstol
i Skannerup Sogn,
som hed
Mølhauge,
så der
var plads nok
til karle
og afkom,
og Anker
var vred
over bare
at blive
smidt op
på en vogn
som et stykke
bagage,
for hvad nu
med vennerne,
hvad nu
med graven,
som ingen
var nær
til at passe,
men med
kom han,
knægten,
og gik så
i marken
og skumlede
indtil
en dag,
hvor han
nærmest
af kedsomhed
tog med
sin far
ned til møllen
ved Gjern
for at aflæsse
korn,
der stod
Else Marie
i gruset
og blinkede
til ham,
og så
var han
hjemme
igen.


11

Penge
var gode
at have,
ro i sindet
dog bedre,
det tænkte han,
Anker,
og mindedes
karlen
på Mølhauge,
far havde
fyret,
men pludselig
stod der
på vejen
og skød
mod sin plageånd,
så var
det bedre
at leve
et "jævnt
og muntert,
virksomt
liv
på jord",
som den
vist sagde,
sangen,
og jo,
det var gamle
Jens Peter,
han lånte af,
da han
fik øje
på gården
ved Sjelle,
men gælden
var næsten
betalt,
og i køkkenet
sad Else Marie
med Karen,
hans datter,
på skødet,
og snart
skulle hønsene
fodres,
og alting
var godt.


12

Bilerne
sov i
garagen,
og regnen
var tung
udenfor,
da han
overdrog
huset
i Voel
til køberen,
så var
det slut
med Jens Peter,
helt slut
med den driftige
bondeknold
ude fra Mols,
som blev
vognmand
til sidst
og endda
havde satset
på skovdrift
i Overholt
uden for
byen,
nu lå han
i jorden
i Sjelle
ved siden
af mor
og hans
elskede
Karen,
og Karen,
hans barnebarn,
gik nu
til præst,
og til
næste år
skulle hun
rejse
til Ulfborg
med pastoren,
Rohde,
og tjene
i huset,
og selv
var han bare
forfjamsket
og midtvejs,
og ude
i gangen
tog Anker
et efterladt
par af
Jens Peters
sko på,
og de
sad helt
perfekt,
de var alt,
alt for
store
til ham.


13

Så vandt
han da,
Anker,
igen,
han var også
en flot
hingst,
ham Ibrahim,
sund
og solid
med et tandsæt,
der sagde
spar to
til det meste,
og det var
et held
just i år,
hvor han ikke
var heldig
med kvæget,
han fik
sin medalje
og kiggede
ud over
dyrskuepladsen,
hvor Karen,
som aldrig
blev lærer,
men husmoder,
og Hans,
hendes mand,
sad i teltet
og vinkede
til ham,
og Ellen
og Asta
var med,
deres små,
og han satte
sig ned,
trak sin
pung frem
og gav
både bajer
og sodavand,
mens de
fik snakket
om gården
i Haarup,
den sølle
ruin,
de fik
skøde på
forrige år
og var fyldt
med nervøse
og skravlede
dyr,
Hans
var nødt
til at aflive
nærmest
på stribe,
men nu
gik det fremad
så småt,
sagde Karen,
de mørnede
længer
blev langsomt,
men sikkert
istandsat,
og høsten
var god,
og han
ønskede,
Anker,
at han
kunne sige
det samme,
for gården
i Sjelle
var blevet
for stor
til at passe
alene,
men også
for lille
til rigtigt
at leve af
mere,
måske
gik det
endnu
et år
eller to
eller tre,
men de
spillede,
Anker
og Else,
på overtid,
Ibrahim
vrinskede
ovre
i båsen,
han lignede
noget
på film.


14

Han var fri,
var den
gamle,
for nok
var det trist
at forlade den,
møllen
i Hammel,
og gå
på pension,
men nu
havde han
intet
at skulle
bevise
for nogen,
og selvom
han satte
en ære i
mængden
af ørreder,
han kunne
vise
de andre i
lystfiskerklubben,
var slaget
forbi,
præmien gik
til Jens Peter,
men sejren
var Ankers
og altid
en god
cigar
værd.


15

Hvem,
han var,
den der
knægt,
Karens tøs,
hvad det
end var,
hun hed,
havde med,
var han
ikke helt
klar over,
men han
var høflig nok,
morsom
og glad
for at
se ham,
så meget
stod klart,
og hans
selskab
var bedre
end stilheden
inde i
rummet,
som ellers kun
Else Maries
forvirrede
mumlen
og plejernes
lidt for
forstående
sludder
fik brudt
ind imellem,
og efter
den fandens
til blodprop
var mundtøjet
ikke så
meget værd
mere
og benene
værre
endnu,
for det meste
sad Anker
og lyttede
bittert
til vinden
i halsen
og hjertet,
der bare
blev ved
med at slå,
hvis han
kunne
formidle det,
var han vel,
drengen,
så egnet
som nogen
til roligt
at tage ham
i hånden
og følge ham
ud til
en græsplet
med udsyn
til alt.


Sletterhage (2013)


16

Kiaen
spandt,
mens den åd
kilometer,
så mange
til sidst,
at vi
ankom
til Ørby,
mor Asta
og jeg,
og vi
spejdede
rundt
for at se,
om der
skulle stå
Mousensgaard,
fortsat,
på et af
de nedlagte
landbrug,
om døren
var åben
og kaffen
parat,
men kun
landskabet
virkede
velkendt,
kun fraværet
vinkede
til os
fra en af
de stribede
ruder,
vi overså
helt
og aldeles
en bakke
lidt uden
for flækken,
og snart
stod vi nede
ved fyret,
hvor skibe
fra Mærsk
var igang
med at kløve
det vand,
som forbandt,
vi røg
smøger
og frøs,
mens vi
trippede
rundt i
de raslende
brokker
på stranden,
historien
var slut,
men der var
noget andet
i tanken
på bilen
endnu.


***


2. bog: En af mit blæk


***


Fiduskunstneren


Saxo Grammaticus (ca. 1160 - 1208)


Saxo
din løgnhals,
jeg husker
endnu,
da jeg
første gang
åbnede bogen,
du skrev,
dette sus
fra planerede høje
og sløjfede grave,
som for
gennem stuen
og blæste
mit bipspil,
min cola
og kritiske sans
rent
ad helvede til,
hvor det nok
hørte hjemme
alligevel
sammen
med Helveg
og Schlüter
og andre slags
"kæmper"
fra dengang,
som virkede
mere formuldede,
faktisk,
end Helge
og Amled
og Rolf
og dit øvrige
mylder
af konger
og helte,
der syntes
at være
historie,
ikke
historier,
Saxo,
din løgnhals,
din gåsefjers
kradsen
mod skindet
i cellen
i Sorø
i hensvundne
tider
var crack
for en hjerne
som min,
der forlangte
langt mere
af livet
end sødmælk
og dyrtidsportioner,
og nøj,
hvor jeg
trippede
indtil
den dag,
jeg fandt
ud af,
at Jarmerik
ikke
var dansk,
men en goter,
og Rolf
var en skide
herul,
at dit patheon,
Saxo,
din løgnhals,
af heroer
enten
var fri
fantasi
eller hæmningsløst
pyntede,
også
Bisp Absalon,
Saxo,
din løgnhals,
som nok
var en mand
med det hele,
med slaver
og sværd
og begær,
men bestemt
ikke Guds,
hvad du vidste
til fulde,
din lusede
spindoktor,
du var
til fals,
var du,
Saxo,
din løgnhals,
for klingende
mønt
ligesom Helveg
og Schlüter,
og dog
blev jeg ved
med at læse
din fandens
til bog
som om
noget
derinde
var ægte,
trods alt,
og jeg vidste,
at fandt
jeg det,
ville
det hele,
selv Odin
og jætten
og Absalons
dyd,
ikke kun
være opspind,
men sandhed,
man blot
ikke kunne
bevise,
og det
gjorde forskellen,
Saxo,
din løgnhals,
din falskhed
på skrift
gjorde verden
så stor,
at jeg ikke
blev knust
mod dens
tagspær,
men voksede op
og med tiden
blev luftig nok
selv til
at fylde
et bind.


Touché


Tycho Brahe (1546 - 1601)


Han så
stjerner
omtrent,
som han
fægtede,
skarpt
og præcist,
både Månen
og Mars
bærer år,
hvor hans
kårde
slog ned,
firmamentet
fik Thyge
dog aldrig
punkteret
på trods af,
hans arm
var et halvt
lysår lang,
om han
blot havde
haft ben
i næsen
i stedet
for sølv!


Præmisser


Ludvig Holberg (1684 - 1754)


Holberg
var ikke
en sten,
han var
logiker,
stolede
kun på
fornuften,
som ikke
var paven,
for paven
var lavet
af guld
og papir,
ikke gud,
som var
lavet
af gud,
der var
til i
en sten,
ergo:
Holberg
var faktisk
en sten,
men han
fløj sgu
og ramte,
den mand!


Dødssejleren


Johannes Ewald (1743 - 1781)


Ewald
har rejst sig
og åbnet
sit vindue,
og udenfor
ligger den,
kysten
ved Rungsted,
og lokker
med lysstrejf,
der passer
perfekt ind
i bladenes
folder,
og græs,
som går lige
til kanten
af sundet,
men aldrig
for langt,
og han aner
en hånd
bag det hele,
en håndværkers
kyndige greb
eller nogens
forsigtige
kærtegn
for mange år
siden,
men der,
hvor han er,
klistrer
sygdommen
fugtigt
til spærrene,
lurer
som mosevand
nede
i bunden
af blækhuset,
jeget tager
vand ind,
hans kald er
at synke
til himmels
med stil.


Genskaberen


Rasmus Rask (1787 - 1832)


Du fødtes
i Babylon,
legede
mellem
ruiner
og rykkede
stenblokke
over mod
stenblokke,
spartlede
hen over
urgamle
revner
fra Thorshavn
til Indus
og rejste
et tårn
under jorden,
gud svært
kunne vælte,
kun dig
fik han
knækket
til sidst.


Bløderen


Hans Christian Andersen (1805 - 1875)


Ingen
går fejl
 dit hvilested,
for du
er blevet
til skilte,
et hegn
og en høj,
plejet hæk,
du er
Dannebrog
mejslet
i sten
og en svane
til stads,
en prinsesse
spændt fast
til en ært,
men jeg
kender dig,
HC,
er venner
med O.T.
og soler mig
stadig
i Skyggen,
jeg véd,
at din benede
fod kender
pløret
på bunden
af Odense Å,
at dit pandeben
stadig
vibrerer
af farfars
forskruede skrig,
og at hakkerne
i dine dagbøger
fortsat
er enheden,
ensomhed
måles i,
du var
et sår,
Mester Andersen
- dét er
en blomsterkrans
værd!



Gennembrud


Georg Brandes (1842 - 1927)


Georg,
åh, Georg,
for helvede da,
der var
fart på dig,
mere end
verden
var bygget til,
andre folk
fedtede rundt
med at sætte
en jernhest
på skinner,
mens du
havde opfundet
warp speed
forlængst
som et middel
til tankernes
fremdrift,
og ude
i grøften
lå døde poeter
og svovlende
præster
og sværmere,
som ville eje
de sjæle,
de påstod
at elske,
selv Gud
fik du påkørt
og dræbt
på din vej
ud mod det,
der var
virkeligt nok
til at stille
din sult,
som det
ensomme
kammer,
din motor brød
sammen i,
før du
var nået
i mål.


Graduering


Vilhelm Hammershøi (1864 - 1916)


Det var ikke
motiverne,
Vilhelm,
du sværmede
for,
det var
lyset
og skyggerne,
linjer
og flader
som to typer
ingenting
udpenslet
indtil det
nærmest
blev pinligt,
figurer
med sænkede
hoveder
og bøjede
rygge
af skam
over ikke
at blot
være
interiør.


Djæveleri


Sophus Claussen (1865 - 1931)


Jeg drømte
om Sophus
i nat,
han sad ovre
ved bordet
og bladrede
i mine digte
og drak al
min rødvin,
det takløse svin,
mens han
rablede løs
om Verlaine,
Mallarmé
og Rimbaud
og de andre,
han syntes,
jeg burde
besøge
lidt mere
i stedet
for Ginsberg,
Prévert
og Pessoa,
selv lå jeg
i sengen
og talte
minutter,
helt lammet
og tavs,
til han
tabte
sit glas
og sov
rusen ud
der
mellem
linjerne.


Brændingen


Johannes Jørgensen (1866 - 1956)


Født
blev han
til at
besejle
de syv
oceaner
og smage
på salt,
mærke vinden
i håret
og ikke
én eneste gang
tænke på,
hvor det
kom fra,
det hele,
men hånden
begyndte
at trække
i land,
ind i sproget,
på jagt
efter noget,
som ikke
var blæk,
og så blev han
den rastløse
yndling,
som vandrede
rundt
i forblæste
og regnfulde
nætter,
men hverken
fandt ro
i det sansede
eller
det åndende
tomrum,
hans rytmer
og rim
lod fornemme,
han kaldte
fra Taarnet,
og svaret
var bøger,
latin,
ornamenter
af guld
så massive,
at troen
blev håndfast
som aflad,
ikoner
og vievand,
pludselig
gik han
til Frans
og Birgitta
i stedet
for Brandes
og Byron,
mens vennerne
stødte
på grund,
men hans
bogstaver
brusede
stadig,
da englene
kom.


Kærlighed, kærlighed 


Ingeborg Stuckenberg (1866 - 1904)


Der sad du
i haven
for foden
af Taarnet
og skyllede
slotte
og stuer
og køkkener
rene
for klunker
og støvkorn
med sange
så klare
i tonen,
at kun
dine lytteres
genskær
når frem
til os nu
gennem
gulnede
bøger,
for du var
gudinden
i blåt
og Erato
i grønt
og the lady
in red,
du var streng
som et smil,
du var blid
som et slag,
du var vis
som et dyr,
du var dum
som geniet,
en norne,
som løste
de knuder op,
præsterne
bandt
på din
ældgamle
væv
med ét eneste
gentaget ord,
nemlig
kærlighed,
kærlighed,
kærlighed
større
end pungen,
og boligen,
større end
kyskheden,
større
end kroppen,
en kærlighed
skjult
under kjolen
på selvsamme sted
som den kraft,
der gav
blomsterne
blade
og kloderne
kredsløb,
den kraft,
du var tro
over for,
da du efterlod
Viggo
i Sorgenfri
for at
tage plads
på en båd
med Hans Dines
på broen
og grædende
børn
i det knagende
lastrum
for blot
at gå ned
på en udmarvet
ager
ved Auckland
af kærlighed,
kærlighed,
hullet
i hjertet,
bestemt,
men forløst
i en grad,
intet væsen
kan leve
sig fra.


Lyndirigenten 


Thøger Larsen (1875 - 1928)


Den jyske
bevægelse
kaldte Johannes
V. Jensen
det vist,
det,
han mente,
at du var
en del af,
og nok var
han klog,
men han
fattede
aldrig,
at du,
hvis du ellers
var kommet
til verden
i Bonn
eller Peking,
var blevet
den samme,
at stjernerne
over Lemvig
nøje lignede
dem over
Dar es-Salaam,
at de hedenske
guder
var Jahve
og Manitou
klædt
i lokale
tekstiler,
at kraften,
du så
i de fygende
sandkorn
ved kysten
og bladenes
årer
og digtenes
gnistrende
kredsløb,
var større
end byskiltet,
flaget
og hudfarven,
du kunne
sagtens
have skrællet
et æble
fra haven
og vist ham
en sol,
men du vidste
velsagtens,
den så
ville blive
fortæret
og ikke blot
spist.



Ubekendte


Niels Henrik David Bohr (1885 - 1962)


At afkræve
guder
et ansigt
er ikke
en sportsgren
for fæ,
og din synd,
Niels,
var ikke
dumdristighed,
snarere
tillid
til væsener,
der hellere
så sig
som søjler
af luer
end liv.


Løven


Leo Mathisen (1906 - 1969)


Der var
mørklagte
ruder
dengang,
der var
togsæt
i rasende
tempo
på vej ud
hinsides
det hele,
et klaviatur
fyldt med
lyse
og sorte
tangenter
at bruge
i flæng
og et grin
som en
detonation
i en
fornem
salon,
en cigar som
et flakkende
nødblus
i munden,
et stateligt
rovdyr
ved dammen,
hvor ænderne
snadrede
løs i det
selvsamme
vand,
som de
sked i,
et vanvid
at sprælle til
længe
før Lennon
og Lydon.


Heureka!


Peter Vilhelm Glob (1911 - 1985)


Før han
kom til,
var de folk,
som sov
inde
i højene,
tavse
som døden,
og moserne
huller,
som folk
blot sank i
og forsvandt,
ikke dukkede
op af
ved Tollund
og Grauballe
for at
få taletid,
det,
som man
kaldte
historie,
stod i
en bog
eller lå
i en afsides
skuffe,
og kun
et geni
ville faktisk
fortælle
det skidt.


Strøg og strejf


Asger Jorn (1914 - 1973)


1

Jeg kender
det,
Asger,
jeg ved,
hvordan
gågaden
inde
i Silkeborg
altid
er både
for kort
og for lige,
hvordan
der er pris
på det hele
derinde,
specielt
på éns hoved
med alle
de vilde
idéer,
som bare
er fikse
så længe,
de ikke
giver overskud
ovre
i banken,
jeg kender
de køligt
bedømmende
blikke
og hånlige
tilråb,
jeg ved,
hvordan typer
som os,
Asger,
kræver
en by
af den støbning
for rigtigt
at folde
sig ud.


2

Jeg drømte
engang,
at jeg stod
mig dig,
Asger,
ved dammen
og så
på din ælling,
så gul
og monstrøs
og unik
og fantastisk,
den var,
"men den lever
af andemad",
sagde du
til mig:
"Husk dét".


3

Du kaldte
dig selv
Buttadeo,
den evige
vandrer,
og var det
hvad enten
du bankede på
hos mistænksomme
bønder
på egnen,
som ikke
gad eje
dit gnidrede
lort,
eller søgte
om midler
til værket
om nordboens
folkekunst
for at få
afslag
på afslag
og Cobra
forlod du
så snart,
slangen
bed sig
i halen,
selv Helhesten
lagde du
uden
en tåre
i graven
til sidst,
du var
fredløs,
og kun
dine fodspor
i farve
og tanke
og ler,
hvad som helst,
blev med tiden
så tørre,
at de
i det mindste
fandt ro.


4

Man siger,
du malede
Stalingrad,
Asger,
og puttede
mere
og mere på,
når du
med flere års
mellemrum
fandt
maleriet
og fattede
penslen
igen,
men jeg tror,
at du gravede,
Asger,
du skrællede
lag
efter lag
af den sminke,
som dækkede
rædslens
ufattelige
ansigt
og fuldt
bevidst
ikke
blev færdig,
før du
tog afsted.


5

Og dit
fodboldspil,
Asger,
med tre mål
i stedet
for to,
var et glimrende
studie
af orden
i kaos
for din tid,
i dag
prøver alle
at score
og afværge
samtidigt,
fælder
hinanden
på kryds
og tværs
uden
at ænse
at bolden
er væk,
men den
pynter da
på min
reol,
og hvor
måltavler
ruster
i regnen,
og grønsværen
pletter
på tøjet
og lugter
af opløsningsmidler,
vil dig
og mig,
Asger,
en dag
drible rundt
med den
blot for
at revne
af grin.


Strengeleg


Jørgen Ingmann (1925 - 2015)


Det var pop,
og det skulle
det være,
for ingen
fik jakkesæt
gratis
forærende,
dog var
der noget,
som faldt,
når han
tæmmede
guitaren,
Jørgen,
i tåger
af heftig
reverb,
det var
noget,
som røg,
når han sad
i sit
laboratorium
hjemme
i stuen
og klippede det,
som var tørt
og konkret,
op i bidder,
han splejsede
sammen
til nye,
opfindsomme
bånd,
som blev spillet
på halv
og fordoblet
og helt
og aldeles
forskruet
og vanvittig
hastighed,
det var
vel sløret,
han rev
fra de
stivnede øjne,
som indså,
at alt var
en drøm.


Forestilling


Dirch Passer (1926 - 1980)


De lo,
da du
drattede om
der på scenen
i Tivoli
midt i
et nummer,
du ikke
var ganske
tilfreds med
endnu,
du var ikke
Kim Larsen,
i hvert fald,
kun Dirch,
og hvem
Dirch var,
var ikke
et spørgsmål
om hvem,
men om hvad,
en grimasse,
et blik
og et tonefald,
hvad der
kom til dig
af tekster
og ikke
den tekst,
som i dig
blev fortættet
til hoved
og hjerte
og lemmer
og krævede
plads,
hvad den fik,
da lokalet
omsider blev
tavst.


PHoeten da capo


Per Højholt (1928 - 2004)


Sidder
med Højholt
på toget
mod Nivå
og hader det,
han er
begejstret
og taler
med livlige
fagter
om manglende
formål
og hensigt:
"Vi sker",
siger han,
"sker,
og så
går det
derudaf
med sømmet
i bund",
og så
er det,
jeg minder
ham om,
at det faktisk
er sket
med ham,
at det
er slut
med at jage
med Henry
og læse
for fluer
og den slags,
at showet
er helt
og aldeles
finito,
han ler blot
og pudser
sit brilleglas,
venter
på endnu
et tæppefald
gør han,
for fluen
og Henry
og os.


Forekomster


Knud Sørensen (* 1928)


Det pusler
i skellet,
og der er
så Knud,
og han ved,
hvor det
går til,
det samme
gør jeg,
og så står
vi der,
oven på
jorden,
og ser,
hvordan gårde
og huse
slår rødder
og skruer
sig op
af den,
skæbner
bliver formet
af solskin
og rusk,
til de minder
om elme
og graner
og vælter
til sidst,
og vi ser,
det i mangel
af bedre,
er godt,
og så
nikker vi
kort til
hinanden
og skilles,
forsvinder
i hver
vores retning
som skygger
på sne.


Rubber Soul


Ole Lillelund (* 1942)


Om noget
er livet
elastisk,
og hvorfor
dog nøjes
med et,
når man
faktisk
kan spile
det ud
til at
rumme
utallige
inkarnationer,
en guru,
en punker,
en mælkedreng,
fynboen,
inderen,
digteren
inde i
hytten,
han selv
har kreeret
af brædder
og bindeord,
uanset
hvor,
man går
hen,
står en
Ole
for enden
af vejen
og tager
imod.


Det konkrete 


Kirsten Klein (* 1945)


Jeg er ikke
til billeder,
Kirsten,
de er,
hvad de viser,
for linsen
er ude
af stand
til at lyve
om noget,
et dødt
aggregat,
som alene
er til
for at vise
hvor magisk,
det synlige
er,
når det
undslipper
blikket,
men dit
er så skarpt,
at man
pludselig
ser,
hvordan
vand
er granit,
når det kommer
til stykket,
og korn
en slags lys,
som er blevet
organisk,
og alt,
der er til,
rekvisitter
i et
eller andet
enormt
ritual,
som skal
påkalde
nogen,
der hverken
er fra
eller til,
men vil væk,
når du
spænder
din finger.


Overgang


Dan Turéll (1946 - 1993)


Alting
er blot
en sekvens
af manjana,
et glimt
i en øde
og blæsende
hal, som
med ét
lader én se
præcist dét,
man tror
eksisterer,
en sølvstjernes
blinken
i natten
et sted
over Vangede,
Hondaens
sus ind
i urtågen,
lyset
på Gittes
stolt knejende
nakke
og skyggen
af nogen,
som aldrig
kan dø,
men igen
og igen
tager springet
fra kød
til idé
og tilbage
påny i
et jordskred
af drægtige
hænder.


Spillerum


Ole Bundgaard (* 1947)


Livet
er ikke
en leg,
men et
eksperiment,
former
æltet
til lyd,
farver
blæst
gennem
kroppe
af messing
og fem takter,
syv takter,
fem takter
stampet
i blæk
på en
skråning
i Thy,
det er
tilladt
at le,
når der
drysser
giraffer
mod jorden
fra gud.


Rød støj


Annisette Koppel (* 1948)


De var bare,
de fødder,
men skabt
til at træde
på glas,
ikke vandre
på vandet,
og stemmen
var ikke
beregnet
til lovsang,
var nærmere
upløjet
jord til
at bygge på
sammen,
og kroppen
drog gennem
årtier
med kampe
og tab,
og nu
står den
på scenen
som om,
den er
blændværk,
men vasen
med gule
og tæmmede
roser,
der står
bag kulisserne,
venter
på os
og kun
os.


Diagnose


Søren Ulrik Thomsen (* 1956)


Når man
har taget
sit skridt,
er der
brændt jord
for resten
af pengene,
linjerne
svider sig
frem
gennem
landskabet
ligesom
en kræftform,
som kun
kan beskrives,
når liget
er landet
på bordet
og åbnet
på klem af
skalpeller,
ens flamme
bør flakke
med størst
mulig
omhu
før da.


Eksekution


Lars von Trier (* 1956)


Dit kamera,
mand,
er et gab,
er Leviathan
selv,
det fortærer
enhver,
det for alvor
får øje på,
gerne
i farver
og altid
på nye,
opfindsomme
måder,
og så kan
man tale
om kærlighed,
tro
eller frihed
så tosset,
man vil,
for kun
en ting
er vigtig:
At Kronos
er sulten
og du hans
begejstrede
tjener
os andre
den hujende
pøbel,
som spoler
tilbage
i svimlende
blodrus
og ser det
i slow motion,
giftig
detalje
på giftig
detalje,
og græder
og klapper
fra hvert
vores eget
skafot.


Klovnerier


Tonny Trifolikom (* 1956)


Tonny
Trifolikom
tager en ballon,
og han puster
den op,
og han tager
en ballon,
og han puster
den op,
og han vrider
dem sammen
og tager
en ballon,
og han puster
og vrider,
og bum,
han har lavet
en ægte
giraf,
har han,
Tonny,
den står der
og nipper
fra toppen
af kirsebærtræet
i baghaven,
gør den,
og Tonny
Trifolikom
tager en ballon
og én til
og én til
og en til,
og nu fyldes den,
gaden
i Borum,
med bøfler
og harer
og næsehorn,
himlen
bliver blå
af balloner,
og skyerne
lugter
af gummi,
og armene
hviner
mod kroppene,
Tonny
Trifolikom
danser
i gruset
og leger
med ild,
former flammer
med læberne,
Sine
vil hjem nu,
hun græder,
jeg ler,
den siger bang,
hele verden,
om lidt.


Dæmring


Rune T. Kidde (1957 - 2013)


Rune
er død,
det er
stadigvæk
nat,
da jeg
modtager
beskeden,
og huset
er stille,
og verden
er ditto,
og katten
har puttet sig
ind til mig,
men jeg
kan slet ikke
sove igen,
jeg står op,
laver kaffe
og sætter mig
hen for
at skrive,
at Rune
er død,
det er ikke
fiktion,
det er ikke
et digt,
jeg kan digte,
det står der
og stirrer
mig ned,
og jeg tænker
på Røvjette,
Pulven
og alle
de andre,
hvordan
de har tacklet,
at Rune
er død,
at der ikke
er nogen
i himlen,
at pennen
er tør,
at der bare
er regnen
tilbage,
jeg tænker
på mig,
hvor jeg var
lige nu
uden Røvjette,
Pulven
og alle
de andre
og Rune T. Kidde,
jeg aldrig
fik takket,
fordi
der var nogen
i himlen,
hvordan
også jeg
er et undsluppet
gag fra
et gammelt
og meget
slidt album
af Rune T. Kidde,
jeg åbner
for vinduet,
bilerne
suser,
og selv
er jeg vokset
en side,
mens nat
blev til dag,
det er
lyst nu,
men Rune
er død.


Addi på Assistens


Michael Strunge (1958 - 1986)


Din grav
var så lille,
den lignede
faktisk
et jordlod
som dem,
jeg som barn
lagde selvdøde
solsorteunger
på plads i,
måske
var det dét,
du var,
Michael,
en sangfugl,
der ikke
var klar
til at flyve
endnu
trods
det fact,
at du skrev
mangt og meget
MED STORT
og i drømme
forlængst
havde indtaget
himlen,
for ordene
rystede
under dig
ofte,
men når du
var bedst,
var du virkelig
en verdenssøn
væbnet
med tændsatser,
når du
var værst,
var du bare
en flapper,
som godt nok
var væbnet
med vinger
og skreg
som et barn,
hver gang
ræven
kom nær,
men var ude
af stand til
at lette
for vægten
af Bowie
og Tzara,
Rimbaud
og dit eget
talent,
som var stort,
men bestemt
ikke strømlinet,
og var
der noget,
du lærte mig,
var det,
at sproget
er mere
beslægtet
med bly
end ozon,
at man selv
mindst
skal være
en engel
og gerne
et dyr
for at flygte
fra reden
med held.


Korrespondance


Peter H. Olesen (* 1962)


Der er brev
fra Onkel Peter
hvor end,
han nu er,
i Nordvest
eller Jylland,
i hvert fald
et sted
her i verden,
hvor tingene er,
som de er,
og har skrammer
og sår,
som kan bløde
betydning
og lyd ud
i æteren
iklædt
en stemme
fra dengang,
hvor posten
kom ud.


Rimets Nestor


Einar Enemark (* 1966)


Da MC Einar
scorede klejner
på sin mikrofon,
kunne skuflerne
ved mufferne
gå på pension,
der var ikke plads
til Beatlesgarn
og hentehår,
vammel libido
fra Sommersko
og sidste år,
der blev kradset
på vinyl og sparket
svedig mås,
sluppet tyre fri
til anarki
fra nok en bås,
farveladerne
på gaderne
var sidste skrig,
og man rystede
sin røv, som om,
man var i krig,
elefanterne
tog over,
da det hele
blev lidt sjovere,
MC Einar
skød til måls
og ramte alt
for ofte over,
men fik kroppen
ud på toppen
med en lille smil,
bliver nu gammel
uden skammel
med den nye stil.


Betragteren 


Jakob Ejersbo (1968 - 2004)


Du var
bare
et ansigt
i mængden,
en flygtig
figur
blandt
de andre,
man så,
når det
tjærede
mørke
faldt på
over Aalborg,
og endnu
et glas
med skarntydesaft
tømtes
ved baren
på 1000Fryd
eller måske
Revolution,
og der var
så mange
af slagsen,
som hende,
der stod i
en pornoforretning
til hverdag,
men ellers
var kendt
for at eje
to helt hvide
schæfere,
ingen hånd
mig bekendt
klappede
ustraffet,
eller den
sortklædte gut,
der fik
slebet
to tænder
i munden
så spidse,
at han
kunne kysse
som slangen,
og hende,
der lignede
et stort
tattoo,
men var
rolig nok
ellers,
ja, virkede
sød,
når hun
sad der
i mængden
og bare
var til
som de
færreste,
indtil hun
pludselig
var draget
til Norge
på jagt efter
rigtige
mænd
af den slags,
som,
foruden
at spille
metal,
brændte
stavkirker af,
den var
levende,
byen,
af typer,
man aldrig
helt glemte
og aldrig
helt kendte,
og du var
såmænd
ikke noget
specielt,
mens du
sad der
og så
bag et smil,
som måske
var reelt,
måske syrligt,
et blik,
som man
styrede
ind i
og ud af
igen
uden rigtigt
at mærke det,
før du
en dag
havde gjort
også ens
egen sjæl
til historie.


Strange Pier Revisited


Sune Rose Wagner (* 1973)


Jeg sad
med dig
ude på
molen,
og Kerouac
var der,
det samme
var Spector,
Black Francis
og Mr. Albini,
og dåserne
skvulpede
ind mod
de slimede
sten,
mens vi
legede
voksne
og tømte
en ramme,
du havde
en guitar,
jeg havde
en skrivemaskine,
på dem
gav vi
flimmeret
form,
mens de
andre
blev dis
i den
stegende
sol
og forsvandt
bag de
yderste
bølger
som hvirvlende
måger
i blæst.


Den kloge kone


Tina Henneberg (* 1974)


Hun bor der,
hvor kragerne
vender
og flyver
på hovedet,
hvor monstrene
tygger
på landkort
og bøvser
konturer,
i baghaven
vokser der
bønner
på stager
og klynger
af fuldmoden
natskygge,
penslerne
ligger
på bordet
ved siden
af knivene,
arket
og lærredet
vrider
og vånder sig,
blikket
er skarpt,
hånden
sikker,
mens lys
sættes fri.


Pandæmonium


Sort Sol (dannet 1977)


At opdage jer
var at fødes
igen,
som at komme
fra lys
til et blændende
mørke
og skrige
og lære
at tale
og vandre
i dét,
Peters
guitar
var én stor,
vibrerende
superstreng,
Steens
dybe croon
ikke sang,
men et aum
fra det dybeste
kosmos,
og trommerne
pauker,
som varslede
kamp
og forløsning,
og midt
i det hele
stod Knud
og forvandlede
farver
til lyd,
lyd
til kød,
kød
til kupler
af ild
over askende
byer,
I voksede,
gjorde I,
fra jeres
navne
og håndværk,
blev farlige
indiske
guder,
man tilbad
med pennen
og pillen
og pisken,
ens blod
blot et offer
at stolt
bære frem.


Gartneren


Anders Lauge Meldgaard (* 1980)


Signalet
er klart
uanset,
om maskinen
er billig,
defekt
eller helt
havareret,
om hænderne
fægter
sig frem
eller snubler
i farten,
musik
er musik,
ligesom
frugter
er frugter
og smager
af mest
frisk
fra haven
med ridser
og skimmel
og stød.


***


De var her,

de trak
deres spor
gennem øret
og hen over
øjnene,
helt ud
i håndens
bevægelser,
trak dine
tanker
på tråd,
så de ret
kunne lyse
om halsen
på dem,
som fortjente
det,
trak dig
helt ud
af dig selv,
ud i
lyset
igen
til en
smukkere,
vildere
gråd.