torsdag den 12. oktober 2017

Samme forskel

Det kræver
kød og blod,
hvis man
skal blive
fortæret
af løver.

Hvis flammer
skal æde én,
kræver det
stoflighed.

Daniel,
visse folk
mener,
du aldrig
var til,
at du blot
var fiktion.

Er det sandt,
var du
god til det,
faktisk
så god,

at man
tror på,
der findes
en gud.

Verdener

En ask
for meget
er fældet
i skoven,
i husene
fortsætter
alting
som planlagt,
man griner
af dem,
man skal
grine af,
retter på
kjolen
og indstiller
ure,
der kimer
præcist,
når de skal,
men man
fældede
en ask
for meget
i dag,
og det vrimler
med hjemløse
ravne
og egern
og orme,
og ingen
vil vågne
i morgen,
men bare
stå op nok
en gang.

tirsdag den 10. oktober 2017

Plænen

er blevet
for lang
til at være
til pynt,
danner dække
for rådyr
og harer
og arter
af biller,
som muligvis
ikke er
navngivet,
selv er
jeg skrumpet
i løbet
af sommeren,
træerne
bærer
på aks
ligesom dengang,
jeg bare
forsvandt
ind imellem
i engen,
og farfar,
kun ham
eller en,
som var lige
så voksen,
formåede
atter at
finde mig,
nu har han
stillet
sin le,
og der mangler
benzin
på den klipper,
jeg ikke
kan finde
i skuret,
og flåterne
venter
på stråenes
spidser,
og de
elsker børn,
har jeg
hørt.

Entropi

Gennem det
mørke stof
graver vi
gange,
vi æder
os vej
gennem kød
uden fylde
og smag,
skider lysår
og bløder
betydning
så godt,
som vi kan,
og alligevel
bliver vi
aldrig
en ordentlig
erstatning
for væsenet,
hvis stemme
vi aldrig
fik hørt.

Nr. 79

Vi går
efter guldet,
der løber
i floder
et sted
under jorden
og minder
om solblod,
vi tørster,
vi udvikler
hugtænder,
sover i
kister
og smuldrer
i dagslys
og flygter
ved synet
af vievand
for det,
for vi er
de levende,
guld
varer ved.

Fremskridt

I gammel tid
myldrede
himlen
med engle,
nu flyder
den over
med jagerpiloter
i stealthfly
og, længere
oppe endnu,
astronauter
på vandring
igennem
uendelige
flader af
ingenting,
hvor de
kan være
alene
på måder,
man knapt
turde drømme
om før.

Ingen hjemme

Det banker
på døren,
og du
skylder penge
og tid
og opmærksomhed,
sengen
er varm
og behagelig,
trægulvet
koldt,
man kan
sænke
din lejlighed
ned i
det skyfrie
rum,
hvis
det er.

Kompost

Volvoen
æder
en ny
kilometer

og skider
den ud
gennem
udstødningsrøret
som det der,

man bruger,
når stjerner
skal spire
og gro.

Selvbyg

Vi låser døre
og åbner
for vinduer,
taber det hele
på gulvet
og frygter
for rotter
på loftet,
vi bor på
Decembervej,
nede for enden,
hvor kragerne
vender
og flyver
tilbage
til egne
og tider,
hvor aber
var aber
og guder
var guder
og mursten
var blåler
i varme
og kyndige
hænder,
som aldrig
blev til.

Regn

i oktober.

Det føles
som om,
jorden

falder
til himmels.

Roi

Dyrene
var her
i nat,
jeg kan
se det
på sporene,
spejlet
kan se,
hvem jeg er,
jeg har
masser
af øjne,
et ansigt
for hvert,
og kan
spinde
en ende
på hvad
som helst
her fra
min mørklagte
krog,
jeg er
kongen
af snefald
og frost.

Revir

Vi passer
skansen
som dem,
der kom før,
selvom volden
har ligget
i Tyskland
så længe,
som nogen
kan mindes,
og mest
er et mål
for turister
og arkæologer,
vi lader
kanoner
og sigter
for ligesom
at foregive,
at der
er forskel
på livet
og døden,
mens gråspurve
krydser
de fastlagte
skel,
som de
lyster,
kun båtnakker
skyder
på dyr.

Streger

og streger
til det,
som resterer
af verden,
kan være
på ét ark
papir.

Uden titel

Vinden har
lagt sig.

Vi ligner
hinanden

som to
dråber vand,

når vi
drømmer.

fredag den 29. september 2017

Manu

Sidst i
september,
og lygterne
oppe i
mørket
er saftige,
fuldmodne
frugter.

At plukke dem
kræver
en hånd,
der er større
end min.

Veisalgia

Øjet er
blodskudt
og ligner
en slags
appelsin,
mens det
hæver sig
op over
landskabet,
hænderne
driver
for vinden
og ligner
det meste,
mens fødderne
prøver
at holde
balancen
på kugler,
der ruller
mod huller
i tiden
og rummet,
hvor ordet
begynder
påny.

torsdag den 28. september 2017

Tan

Mørket
står op
over byen.

Vi slikker det
i os
med huden
fra plæner
og stole
på åbne
altaner.

Så blege
og smukke,
vi bliver.

tirsdag den 26. september 2017

Sæson

Bladene
løsner sig
over mig,
snart vil
jeg gå gennem
gaderne
udsat
for himlens
tilfældige
indfald
som sneen
og regnen
og mågernes
slimede
klatter
på frakken,
men englene
dyrker
jeg selv
på mit
jordlod,
på den tid
af året,
vi er i,
står grave
i flor.

mandag den 25. september 2017

Den sorte hund



1

Den sorte hund
hyler
mod Månen.

Den grønne ost
smager
af støv.


2

Den sorte hund
logrer.

Selv genfærdet
byder den

velkommen
hjem.


3

Den sorte hund
smider
sit kødben
i sofaen.

Man bør
vel nok
gå i seng.


4

Den sorte hund
kommer
med pinden.

Vi leger
igen,
at jeg
kaster den

ud i
det blå.


5

Den sorte hund
kradser
på døren.

Jeg føler
mig vej
hen til brystkassen.

Lukker
den ud.


6

Den sorte hund
lå sammen
med mig
i maven.

Den sneg sig
vel bort,
mens jeg skreg.


7

Den sorte hunds
øjne
er gloende
kul.

Mine hænder
er kolde.

Jeg varmer dem
endnu
en nat.

Det hinsides

Mens det
bliver lyst,
kommer
færgerne ind
over flader
af blæk,
lægger til,
hvor du bor,
og lader dem,
som er døde
et andet sted,
kravle
i land.

Tilbygning

Sproget er gået
i udbrud,

det æder
alt levende op

på dets vej
ud mod havet,

hvor landmassen
stivner,

forpustet, endnu
uden navn.

fredag den 22. september 2017

Mørket

er glat
som en isflade
udstrakt
fra sommer
til sommer,
min sjæl går
i gummisko,
falder
og slår sig
og bilder
sig ind,
det er
definitionen
på liv,
mens det
knager
omkring mig,
det giver
vel efter
en dag,
det, der
skjuler sig
under det,
kalder jeg
håb.

torsdag den 21. september 2017

Haiku

Før
solen
står op:

Kattens
vajende
hale.

Det vil
mig,
mit liv.

tirsdag den 19. september 2017

Polerne

smelter,
og fuglene
cirkler
omkring
uden retning
og ligger
på rede
i frostvejr,
Brasilien
ligger
i Schweiz
og Murmansk
i Nevada,
og det,
som var rødt,
bliver sort
i dit regnskab,
hvor kjoler
og jakkesæt
henligger
hulter
til bulter,
du taler
i filmstrimler,
lækker
granit
og ser djævlene
knæle
ved altre
og engle,
der bærer
geværer,
det kælver
et sted
i dit blik,
kære saltstøtte:
Alting
er vand.

mandag den 18. september 2017

Fiat lux

Du vågner
til lys,
og måske
kommer ilden
og trykbølgen
lige om lidt,
eller også
er alting
forbi
allerede,
og dem,
du har mistet,
står klar
bag ved døren
med saftevand
ligesom dengang,
eller også
har nogen
blot tændt
for en lampe
i loftet
for ligesom
at tjekke
din tilstand,
måske
er det bare
den pokkers
til sol,
som er kommet
igen for
at vække
til dåd
eller vækst,
det kan være
det samme
for dig,
du er
opdaget
uanset
hvad.

Nåde

Dem,
som fordamper,
får lov
til at afsætte
skygger
på murene,
alle os andre
må varme sig
rundt omkring
bålene
gennem et utal
af kølige
verdener,
mens skikkelser,
ingen kan
røre ved,
danser
på væggene
bag os,
måske er
det bedst,
at den finger,
som peger
os ud,
er en gal mands
i stedet
for guds.

Solo

Det fortaber sig,
krattet,
hvor poter
blev formet
til hænder,
det klinede dække
for regnen
og vinden,
dit ansigt
blev tegnet i
et træk
ad gangen
igennem et
utal af
generationer,
det murede hus,
du løb
bort fra
så hurtigt,
du kunne,
i håb om
at blive
til noget,
alt andet
end det,
du var født
til at blive,
nu hænger du
på dig,
på gælden
og pligterne,
rodet
i skabet
og uret,
der tikker
i køkkenet,
og sneen,
som hober
sig op
foran døren
og ingen
vil bortskaffe
gratis,
den navnløse
sten
midt i plænen,
man giver dig,
når du har
realiseret
dig selv.

torsdag den 14. september 2017

Medio september

Finder
dit postkort,
der står
intet på det,
en smule
om vejret,
som ikke
er godt,
hvor du er,
og om farfar,
der svømmer
endnu
med de andre
i Gjern,
og til sidst
et tillykke
med dagen,
men det er
jo først
i december,
jeg fylder
igen,
det er sært,
at du ikke
kan huske det,
farmor,
måske har
man ændret
ved det også,
siden
vi sås.

mandag den 11. september 2017

Denkmal (manuskript, 2017)

Spontan rejsedagbog fra en rejse til Berlin i dette års sensommer. I første omgang kun lavet for min egen fornøjelses skyld, men efterhånden som teksten hobede sig op, kunne jeg se, at der var mere i den end som så. Hjemme igen har jeg suppleret op med oplysninger og rykket rundt på tekstblokke, så de dannede mere af et værk, som kunne læses i ét stykke, og dette er resultatet.

Det er en af de lettere retter, men jeg er endt med at holde meget af den. Håber, du vil gøre det samme.

Alt godt,

Steffen.


***


Steffen Baunbæk

Denkmal

Rejsenotater, 2017


***


I've seen it all, I have seen the trees,
I've seen the willow leaves dancing in the breeze
I've seen a man killed by his best friend,
And lives that were over before they were spent.
I've seen what I was and I know what I'll be
I've seen it all, there is no more to see!

Björk Guðmundsdóttir, 2000.


***


I


Det er ikke meningen, at mine øjne skal se det syn. Kigge ned på skyerne, som plejer at hænge højt over mig og være uopnåelige.

Har aldrig fløjet før, og nu er jeg så højt hævet over det hele, at selve muligheden for min egen undergang føles fjern og abstrakt. Men det er helt klart ikke meningen, at jeg skal være heroppe, hvor kun dem, hvor kun dem, som med rette kan fælde dom over de levende og døde, hører til.

Jeg tænker på folk, jeg har mistet. Er det virkelig sådan her, de stadig ser ud for mig? Som vatklumper, der hvirvler rundt imellem hinanden og nu er så tæt på, at jeg føler, jeg bare kan række ud og tage dem med hjem?

Vi stiger ned. Alt bliver hvidt og gør ondt i øjnene. Bliver jeg blind af skæret, er det velfortjent. Åndssvage, overmodige kødklump.

Med et bonk, der vibrerer gennem hele flyet, lander vi i Schönefeld.

Hvilket navn.

Og hvor menneskeligt at lægge en lufthavn af beton på et sted, der hedder sådan.


II


Flughafen Schönefeld blev anlagt af Hitler i 1934 – kort tid efter magtovertagelsen – og var i DDR-tiden Østberlins eneste civile lufthavn. Aeroflot gjorde flittig brug af den på deres vovede, vodkastinkende togter rundt i østblokken.

Nu er den kun en ud af fire luftveje ind i den forenede hovedstad.

Men nu som før går tolderne rundt med maskingeværer.

Ikke som de italienske gendarmer, jeg engang selv har oplevet i aktion, som håndterede dem med dét folkeslags passion. Bare som en slags vedhæng, der kan vise sig nødvendige.

Tyskland kender til terror.

Og man vil givetvis smile som i gamle dage, mens trusler bliver elimineret.


III


Ferielejligheden på Alte Jakobsstrasse er nyopført, tror jeg. De grønne områder nede i gården har i hvert ikke fundet deres form endnu.

Alligevel er det påfaldende så lidt, der er blevet gjort for at kultivere dem.

Men fair nok. Det er ikke til at sige, hvad man finder, hvis man roder i jorden her.


IV


For 72 år siden var kvarteret sandsynligvis – som så meget andet i de ældre dele af Berlin – en bombetomt fyldt med murbrokker, lig og døde idéer.

Her gik folk rundt og hostede blod, mens de med knurrende maver og tomme blikke led sig igennem Stunde Null.

Nu er her fyldt med lejligheder så rummelige og minimalistiske, at man burde føle sig alene i dem.

Der gør man ikke.

Jeg bilder mig ind, at spøgelserne fylder resten af pladsen ud. Og at det netop er den respekt, man derved viser dem, der gør, at man kan sove roligt om natten.


V


Vågner tidligt og går ud på altanen for at ryge

Jeg er den eneste, der er stået op.

Og dog. På en altan overfor går en kvinde rundt med en klud for at tørre nattens for mig usynlige støv og snavs af vindueskarmen.

I morgen ved samme tid gør hun det sikkert igen.

Der er udsigt til Berliner Fernsehturm på Alexanderplatz. Det ligger nok et par kilometer væk i fugleflugtslinje.

I går forsøgte vi at læse kanaler ind på fladskærmsapparatet i stuen.

Der gik ikke én eneste igennem.


VI


Kassedamen i Netto er venlig, men ekspederer varerne hurtigt. Særdeles hurtigt.

Man fornemmer, at man gør klogt i at skaffe dem af vejen i en ruf.

Så snart de er tjekket ud af systemet og betalt, er resten en privat sag, tak.


VII


Finder ud af, at stedet, hvor vi bor, lå i Østberlin. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Al dunst af brunkål og brunkul er forlængst fordampet og erstattet af antiseptisk vestlig luksus.

For enden af gaden lå Muren, hvor folk blev skudt, når de forsøgte at dissidere. Den sidste så sent som i februar 1989. Det føles som om, det var i går, den faldt. Men de massive kontorbygninger af glas og beton, der dækker arealet nu, fortæller en anden historie.

I Berlin går tiden særligt ubesværet.

Der findes også få steder, hvor man mere har brug for det.


VIII


Bodycounten i området må antages at være faldet betragteligt siden 1989.

Det samme må antallet af helte.


IX


I Netto beder en gammel dame mig om hjælp til at fange en handske, så hun kan tage sit morgenbrød. Lille, sød og uendeligt taknemmelig er hun, mens jeg finder en til hende.

Hun må være et godt stykke over de firs.

Gammel nok til at have været med i Bund Deutscher Mädel. Gammel nok til at have set Murens betonelementer blive sænket på plads. Og allerede aldrende, da man råbte "Tor auf!" i gaderne.

Men hvad hun end har gjort, tænkt eller oplevet, er der kun historierne tilbage nu.

Dem og høfligheden.

Og frem for alt den.


X


På de fleste gader i Berlin ligger der forgyldte sten ud for to eller tre huse. De har navne på og markerer, hvor de jødiske familier boede, som blev deporteret og henrettet i diverse koncentrationslejre.

Hvis man også lagde plader ud for de politiske modstandere, sigøjnere, handicappede og Jehovas Vidner, Det Tredje Rige også slog ihjel, ville billedet se helt anderledes ud. Og supplerede man op med dem, som døde under allierede bombeangreb eller Der Elendswinter (1945-46), ville byens gader nærmest være forgyldte.

Vi er næsten tyskere.

Germanerne, som dannede de konge- og fyrstedømmer, der i 1871 blev samlet i Det Tyske Kejserrige, indvandrede nordfra tilbage i tidens tåger. De så ud som os, de opførte sig ligesom os, de talte sågar (dengang) ligesom os. De VAR os. Schweberne, markomannerne, quaderne, langobarderne, saxerne.

Vi ryster på hovedet af dem over Hitlers folkedrab. Man da anglerne i Sønderjylland stormede varinerne syd for Jelling, brændte de alt af og myrdede dem, der ikke udvandrede af sig selv. En succes, de muligvis senere gentog i England. I hvert fald har de moderne briter mistænkeligt mange angelsaksiske gener. Da jyderne omkring Kristi fødsel slog en fjendtlig hær i Alken Enge, lod de 1100 kroppe ligge og rådne i månedsvis, før de endelig skaffede sig af med ligene i kærene. Hvad danerne, vi har navn efter, havde for skik, aner jeg ikke, men de var næppe et hak bedre. I så fald kun til at undgå arkæologer og skriftlige kilder

Forskellen er, at tyskernes dårlige samvittighed er tættere på. Og som sagt: At de er høflige.

Gå ind i en hvilken som helst kiosk i Berlin, og du kan få dig en hyggesnak med den smilende og imødekommende ekspedient. Prøv det samme i Århus eller København, og du vil få et vrissent svar fra et mindreårigt tøsebarn, der tydeligvis hellere vil være på Instagram.

Og så er der renligheden. Vi elsker at leve i vores eget skidt. At kyle hvad som helst fra os i vejkanterne, hvis vi da ikke kan gemme det væk bag sofaen. At gøre det samme her ville være at reducere sig selv til mindre end et menneske.

Og klichéen er sand: Tyskerne kan godt lide at arbejde. Er altid lidt mere punktlige, effektive og overskudsagtige end danskerne, der brokker sig vej fra ferie til ferie. De ferier, vi i øvrigt ikke ved, hvad vi skal stille op med. Ud over at skændes, søge skilsmisse og den slags.

Tyskerne jobber godt. Og når de kommer hjem, har de faktisk et hjem, som de værner om, så man skulle tro, at væggene var lavet af guld.

Danskerne er verdensmestre i spild af liv. Tyskerne er - muligvis - verdensmestre i at udnytte hvert øjeblik på jorden optimalt. Måske bærer de på en anden måde bevidstheden om altings skrøbelighed i sig. De går i hvert fald rundt på den hver dag.

I så fald tænker jeg, vi kan lære ikke så lidt af dem, germanerne.

Os germanere.


XI


Siegessäule, i folkemunde kendt som "Guld-Else", var fra starten tænkt som et monument over Preussens sejr over Danmark i 1864. Dengang, hvor Søren Conradsen og Jens Christensen Greisen, mine to gange tipoldefædre, gjorde sig som kanonføde nede ved Als, men underligt nok vendte levende hjem. Til en knækket nation, der aldrig genvandt selvværdet.

Der er stil over hende, damen. Det må man sige.

Men nu er det jo at komme udenom, at hun er en slags familie. Knælerdronningen.

Og ligesom mine aner kan jeg kun sænke hovedet og vente på biddet.


XII


Pariser Platz er en stenovn. Vi stiger op fra U-banen og hvisler rundt som en smørklat i opløsning på brostenene. Sammen med skabninger, der taler 117 forskellige tungemål, men alle er her for at se Brandenburger Tor. Luften stødes ud af lungerne af massive varmebølger, mens kød blandes med kød uden at blive andet end dét.

Det er helvede på jord.

En mand i høj hat slipper taget i sin lirekasse og vender sig om.

Hans ansigt er én stor tribaltatovering.

Han griner.


XIII


Holocaust Denkmal blev indviet i 2005, hvor det blev indviet i 60-året for afslutningen af Anden Verdenskrig. Så længe tog det den tyske regering at blive enig med sig selv om, at det nok var en god idé at opføre et sådant.

Det er delvist opført oven på resterne af Joseph Goebbels' private bunker, og det er vistnok dele af den, som i dag er blevet indrettet til informationscenter. Desværre er det lukket i dag.

Men så kan man gå rundt mellem de tårnhøje, askegrå betonelementer, der er designet af Peter Eisenmann og danner én stor labyrint. En labyrint, hvor man hele tiden bør se sig godt for. For pludselig dukker de bare op. De andre mennesker. Leende, forundrede, tankefulde.

Det er dem, der er kunstværkerne.


XIV


Lige i nærheden ligger Führerbunkeren, hvor Hitler skød sig selv og Eva Braun, hvorefter håndplukkede soldater slæbte ligene udenfor, overhældte dem med benzin og satte ild til.

Dvs. ligger og ligger. Først prøvede de allierede at sprænge den bort og kom et stykke vej. Så tog russerne over og fik omsider tagene til at kollapse dernede. Sidst i 80'erne renoverede DDR området og forsøgte at hive de resterende, temmelig massive betonelementer op af jorden. Uden held. Der skulle stadig eksistere intakte partier dernede et sted. Under P-pladsens grus.

I mange år var det kun lokalkendte guider, der vidste, hvor bunkeren lå, og viste det kedelige, anonyme område frem for turisterne mod en klækkelig betaling. Nu har man dog sat en prunkløs informationstavle op.

Den står vi så, os turister, og glor på.

Mange er vi ikke. Og vi er her givetvis af vidt forskellige årsager.

Jeg er her, fordi det var her, den virkelighed, jeg har kendt, startede. I samme øjeblik som den store diktators hjernemasse ramte betonen. Måske er jeg kommet i håb om at kunne fornemme manden selv. Bare lidt. Ikke for at forstå ham, men bare for at danne mig et kvalificeret indtryk af uræggets natur.

Andre er her sikkert for at hylde en falden helt.

Alle går vi forgæves.

Men der ligger en rotte og rådner lige bag ved tavlen.


XV


Checkpoint Charlie. Turister af enhver beskaffenhed strømmer over mod skuret midt på gaden, som også i dag er dekoreret med Stars and Stripes. De skal have et forbløffende ægte DDR-stempel i deres pas fra soldater, som sikkert ikke engang var født, da grænseovergangen mistede sin betydning. Ved Mauermuseum kan man tage en selfie foran et autentisk stykke mur, hvis den røde, rustne stjerne på væggen ved siden af da ikke dratter ned i hovedet af én imens. I shopperne, der må have særdeles gode aftaler med de lokale nedbrydningsselskaber, kan man købe brokker nok til at genopføre den oprindelige Mauer et par gange. Alt i alt kan man sikkert rekonstruere Kristi Kors færre gange end den.

Det var så det, min barndoms mest rædselsvækkende lokalitet - måske bortset fra ground zero i Hiroshima og Nagasaki - blev forvandlet til.

Et kildemarked for idioter.


XVI


I Mauermuseums café er der stille. Folk kommer tydeligvis ikke til bydelen for at få noget at vide.

En ældre mand stavrer ind og forsøger at forklare pigen bag disken noget på et meget sløret og uforståeligt sprog, der kan tænkes at være en slags tysk. Hun er sød og nikker blot. Ved sikkert også, hvad han fejler.

På vej ud kommer han hen, smiler og klapper mig på ryggen. Senere ser jeg ham gøre det samme ved et befippet indvandrerpar henne ved krydset.

Landsbytossen.

Det sundeste, mest generøse menneske ved Checkpoint Charlie.


XVII


Finder nok et stræk af Muren ved Schlesisches Tor. Det længste intakte stykke, siger man.

Det er ikke en skid intakt.

Alle mejselhullerne fra 1990'erne er glattet ud, al original grafitti overmalet af inviterede gadekunstnere.

East Side Gallery kalder man vidunderet.

Det er hverken fugl eller fisk. Hverken et historisk monument eller en overbevisende kunstudstilling. Bare langt.

I hvert fald når næste station væk ligger nede for enden.


XVIII


Det siges, at man ikke kan leve af at klippe hinanden. I DDR var det næsten tilfældet. I hvert fald var 291.000 af landets 16 millioner indbyggere direkte eller indirekte involverede i at aflytte, stikke eller på andre måder fremskaffe oplysninger til Stasi om deres medborgere.

Man behøvede såmænd ikke at være socialdemokrat, kættersk kommunist, intellektuel, "religiøs afviger" eller andet sligt for at få en sagsmappe på halsen. Det var såmænd nok at have slægtninge i vestblokken, hvilket en temmelig stor procentdel af befolkningen havde. Et sted mellem seks og syv millioner mapper skal der fortsat eksistere i Stasis arkiver med informationer om alt fra partiforhold og tro til dagligdags rutiner og sågar sexliv.

Mange af dem, som systemet vejede og fandt mistænkeligt lette, endte i Hohenschönhausen. Et fængsel i Berlins nordøstlige udkant, hvor man blev varetægtsfængslet og afhørt - ofte i årevis - før man blev frigivet, deporteret eller sendt i gulag.

I dag er Hohenschönhausen et museum, hvor man mod passende betaling kan blive ført rundt af guides, som for størstedelens vedkommende selv var fanger på stedet i de gode, gamle dage.

Mange af dem er ikke ret gamle. På alder med mig selv.

Men hvad det end var, de blev udsat for herinde, slap de aldrig væk.


XIX


Hohenschönhausen eksisterede ikke. På de gamle bykort over Østberlin var stedet markeret som et grønt område.

Der voksede der stammer af beton, ranker af pigtråd og kronblade, der foldede sig ud i forvredne, groteske grimasser.

Frugten, man høstede derude efter tilstrækkeligt mange mørke og ensomme nætter, var mærkelig og smagte bittert.


XX


Under Walter Ulbricht, hvor stedet mest havde karakter af at være en lettere konverteret koncentrationslejr, var standardcellen et mørklagt rum på 7-8 kvadratmeter med en pissepotte og en hård træseng. Var man uartig eller mistænkt for særligt slemme anslag mod partilinjen, endte man i en af de celler, hvor der kun var plads til at stå op. Dag ud og dag ind. Men dem, som sad der, var immervæk heldige i forhold til de stakler, som befandt sig i de rum, hvor man ikke kunne stå oprejst, men måtte bøje sig eller knæle for at få plads til legemet, hvilket folk naturligvis besvimede af i længden.

Det var selve rammerne, men der var flere variabler endnu. Når fangerne kom ind i Stasis varevogne, der udadtil reklamerede med frisk frugt - som om den slags fandtes i DDR - blev de ofte spurgt, om de ville sidde koldt eller varmt. Mange valgte naturligt nok en varm celle, der desværre viste sig at ligge klos op af et fyrrum og have en temperatur på den forkerte side af de 30 grader. Så systemet sig specielt sur på en, kunne vagterne daglig smide vand ind på gulvet, som man så kunne more sig med. I reglen med seriøse luftvejssygdomme eller rådne områder på huden til følge.

Senere, da Honecker kom til, og DDR for alvor skulle fremstå som østblokkens mønsterstat, blev cellerne opgraderet med vaske, borde, stole og skabe bag dørene, man dog ikke måtte åbne, da de rummede aflytningsudstyr. Hvert 10. minut blev der tjekket op på, at fangerne ikke trænede, snakkede med sig selv eller sang. Det eneste, de måtte, var at vandre frem og tilbage i cellen på et nøje defineret areal.

På de tider var den ekstraordinære straffemulighed gummicellen. Et lydisoleret rum med sorte skumgummipuder på væggene, man kunne banke i så tosset, man ville. Ingen hørte én.

Det var Ikke uden grund, at DDR også udenfor østblokken blev betragtet som et moderne, demokratisk samfund.


XXI


Normen på Hohenschünhausen var enmandscellen. Hvilken lykke måtte det ikke have været at blive flyttet til en tomandscelle, hvor det var muligt at kommunikere med nogen - hvem som helst - om andet end madens elendige beskaffenhed? Man fik sig sikkert glimrende kammerater i løbet af kort tid.

Glimrende kammerater, som efter nogle dage blev lukket ud for at aflægge rapport til Stasi om de fortrolige samtaler.


XXII


Forhørslokalerne var efter omstændighederne hyggelige med tapet på væggene og skidne gardiner, men dog gardiner, foran vinduer, som lod én ane lidt af verden udenfor.

Der kunne man så sidde i op til 36 timer og snakke med en funktionærtype, der skiftevis strøg én med hårene og bød på smøger, skiftevis gravede ned i ens allerhelligste. Fra tid til anden ringede telefonen, hvorefter forhørslederen højt og klart drøftede forhold, der vedrørte ens nærmeste familie.

I reglen sluttede seancen først, når fangen enten indrømmede alt - også det, han eller hun ikke havde gjort - eller blev slæbt tilbage til cellen for at kollapse fysisk.

Så kunne man se, at der ingen ledning var til telefonen, som kunne aktiveres med en skjult trykknap under bordpladen. Så kunne man indsamle svedprøver til politihundene ved at udskifte stoffet på den stol, personen havde siddet og svedt i.

Og så kunne de øverstkommanderende komme ind for at fjerne optagelserne fra den skjulte båndoptager i skabet og tjekke, om forhørslederen skulle have været lidt for kammeratlig over for offeret undervejs.


XXIII


I løbet af 1990 lukkede hele systemet ned i fængslet. Fangerne blev overført til vestlige arrester, hvorfra flertallet efter et rutinetjek blev løsladt. Hohenschönhausen dukkede op på bykortene, mens vagterne, forhørslederne og stikkerne fordampede ud i den blå luft. Nogle af dem med en flot funktionærpension i bagagen. En betragtelig del af dem bor i området endnu sammen med de folk, som i resten af den lukkede bydel dampede breve op for at undersøge indholdet eller producerede aflytningsudstyr på samlebånd.

En gang Genosse, altid Genosse.


XXIV


Man siger, at den politiske trend i Hohenschönhausen drejer mod højre for tiden. Langt mod højre.

I fængslet er murene solide endnu, og det meste af udstyret fra dengang er stadig operationelt. Det fesne tapet er fesent som altid, og lugten af de tidligere fangers armsved, måltider og millioner af rastløse smøger sidder fortsat i det.

Faciliteterne kan sagtens genbruges.

I hvert fald til en start.


XXV


I arkiverne ligger sagsmapperne og venter på folk, der blev angivet til Stasi af forældre, partnere, venner og børn.

Efter 27 år er de fleste af dem fortsat uåbnede.

De kan også vise sig praktiske en anden gang.


XXVI


Dagen går så småt på hæld, mens vi er i fængslet, og vejret slår om. Fra 26 trykkende varmegrader til 18 og regn.

Det er d. 31/8 2017, og efteråret er kommet.

Selv vejret er veldisciplineret her på egnen.


XXVII


Kinagrillen i Hohenschönhausen ser ud til at klare sig godt. Mens vi venter på vores Tram, kommer en storsmilende skinheadtype ud med en fyldt pose, før han fortsætter ud i sit Tyskland på en cykel.

Jeg kunne tage fejl.

Men hvor togene end kører hen, har jeg trods alt svært ved at forestille mig, at det er tilbage.


XXVIII


For enden af Bernauerstrasse støder jeg på mindesmærket for den 58-årige Ida Siekmann, som en morgen i 1961 vågnede op til, at det østtyske politi havde spærret den ene dør i lejlighedskomplekset af. Den, som vendte ud mod Vestberlin, hvor hendes søster - den slægtning, hun var mest knyttet til - sad.

Der var kun en måde at nå frem til søsteren på: At springe ud gennem vinduet. Ergo smed Ida alt, hvad hun havde af tæpper og madrasser ned på gaden, mens vesttyske brandfolk gjorde sig klar til at tage imod bygningskompleksets dissidenter nede på jorden med net.

På en eller anden måde lykkedes det hende at springe så forkert, at hun hamrede ned i fortovet.

Hun var den første, der døde i forbindelse med Muren.

Ida Siekmann. Fra fuck up til folkehelt.


XXIX


VEB Orange er en antikvitetshandel på Oderbergstrasse, der har specialiseret sig i ting fra DDR-tiden. Ville herhen for at få et ordentligt stykke af den hedengangne stat med mig hjem i stedet for turistbutikkernes I Love Berlin-skrammel.

Indehaveren, Hr. Schubert, er en gammel punkertype, der ikke er meget for at kommunikere med kunderne. Det gør i stedet hans, vurderer jeg, noget yngre kæreste, som til gengæld er en vims type af ubestemmelig nordeuropæisk herkomst og gerne snakker engelsk.

Det fremgår af vores samtale, at Hr. Schubert er en passioneret samler, der måske mest bruger butikken til at skille sig af med sit overskudslager. Så passioneret, at han længe søgte med lys og lygte efter en blå Trabant anno 1974 - hans fødselsår. Den står nu ude i baggården, og når de kører i den, fortæller hun, at både hipsters og gamle osties vinker begejstret til dem, når de passerer.

Butikken er virkelig et andet land. Det lugter endda anderledes. Af mølkugler, kål og klaustrofobisk tobaksrøg bag tunge gardiner.

Navnet lyver ikke: Orange synes virkelig at have været en kendetegnende farve for det samfund. Det og brunt, dog brudt en anelse op af fællestyske filigranmønstre og gyldne partiemblemer. Alt sammen til lyden af marchmusik og politisk korrekte schlagere fra det statsejede pladeselskab Amiga

Jeg finder et jubilæumsglas fra Trabant-fabrikkerne anno 1973 - mit fødeår - der markerer produktionen af bil nr. 1000.000. Og køber det. Ikke af kærlighed til kitsch. Vi hører bag sammen, mig og det glas.

Ligesom Hr. Schubert hører sammen med sin Trabant nr. 1000.125 eller noget i den retning.


XXX


Kontrolløren kigger underligt på os. Så siger han en hel masse. På tysk dialekt. Om børne- og handicaptakst.

For mig ser det ud til, at det, jeg holder i hånden, er en envejsbillet. Vi har endda en gyldig ugebillet til zone A og B og har kun helt ekstraordinært vovet os ud i zone C. Hvilket vi har givet 2,5 euro for.

Vi snakker på både dårligt engelsk og ditto tysk for vores sag, og en anden turist, der taler det lokale sprog som sit modersmål, melder sig på banen som assistance.

Lige lidt hjælper det.

Princip er princip.

60 euro fattigere tænker jeg på bureaukraterne fra DDR.

Hvor de blev af.

Hvad de laver nu.


XXXI


"Den ældste café på Hackescher Markt" står der på skiltet udenfor Cinema Café.

I baggården, hvor der er et museum for Anne Frank, ser der ud til at være skudhuller i murværket. Indenfor er væggene prydet med grimme, håndtegnede plakater for østtyske film med et givetvis ganske højt propagandaindhold, og inventaret er mildest talt faldefærdigt.

Gætter på stedets alder. 1850? 1910?

"Seit 1990" står der på et andet skilt bag baren.


XXXII


Fik Berlinerweisse på Cinema Café. Rot und grün med smag af henholdsvis hindbær og meget syntetisk æble.

Sært med tyskerne. Det var den bayerske hertug Vilhelm 4, der i 1516 fandt på det såkaldte Reinheitsgebot i forbindelse med ølbrygning: Drikken skulle laves på vand, humle, bygmalt og gær. Intet andet. En lov, der blev forbilledlig for resten af klodens bryggere.

Men det er også tyskerne, der mere end noget andet folkefærd bomber deres øl og vin til helvede med vand, saft og alskens andre tilsætningsstoffer. Som laver bittere med skovurter, men stopper så tilstrækkeligt meget anis og lakrids i dem, at der burde vanke præmier til enhver, der kan smage det.


XXXIII


Hotel Bar på Mariannestrasse i Kreutzberg. L. har været her før, og det har jeg også. i Aalborg hed stedet 1000Fryd eller Revolution. I København Tjili Pop eller Det Poetiske Bureau.

Væggene er hærgede og overtaggede med diverse besøgendes mere eller mindre desperate eller inspirerede indfald. Der er ølsjatter på klaveret i hjørnet, ingen spiller på, og lysene er smeltet fast på skrammede mursten, der sikkert er souvenirs fra en gadekamp. Underlige ting dingler ned fra loftet og ud fra væggene. Toilettet er en Storm P-opfindelse, men dog så funktionelt, at en dygtig ingeniør givetvis kan få det til at virke. Sprutten er billig, men til gengæld stærk.

Bartenderen, som viser sig også at være ejeren, er nordmand. Hun overtog knejpen fra en lokal, som vist nok fik den igen fra den dansker, som bestyrede biksen, da L. var her sidst.

Hun har ikke helt styr på historikken. Det er der vist ikke længere nogen, der her.

Hun synes bare, Hotel Bar skal være her.

Det er den så.

For dem, der hører ingen og alle steder hjemme.


XXXIV


Currywurst på Konnopkes Imbiss, Schönhauser Allée, under banegårdsbuerne. Her har der været pølseudsalg siden 1930. Sneg Der Führer sig - trods sine veganske præferencer - sig hen til en snask i ny og næ efter en hård dag med dekreter og henrettelser, var det sandsynligvis her.

Currywurst er en berlinsk klassiker. En almindelig pølse af frankfurter-typen, man grundigt griller det sidste liv ud af og serverer i skiver på en paptallerken sammen med ketchup, bagerbrød og et gavmildt drys mild karry.

Det er ikke skidt. Overhovedet. Fedmen og kødfylden fra pølsen går på én eller anden måde op i en højere enhed med tilbehøret.

Så tysk: At få et mesterværk ud af trash.

Jeg tror ikke, at det er noget, man tænker over, men dette folkefærd kan noget med alkymi.


XXXV


Ved Flutgraben fører L. mig ned ad en grusvej, der løber langs nogle forfaldne træhuse. Det ligner en belastet del af Staden, og selvom jeg har set det meste i min tid, har mine fødder ikke helt lyst til at følge med. Men så står vi pludselig på Freischwimmer: En restaurant indrettet på en faldefærdig husbåd. På den anden side af kanalen er der indrettet en bar, der underholder os med trancetechno af en beskaffenhed, der næppe siger en noget, med mindre man har indtaget betragtelige mængder ecstasy. Men her er idyllisk, mens himlen bliver blåsort, lygterne tændes og piletræernes grene lyser så sensommergrønt, som de kan.

Vi får Pflammkuchen. Dybest set enorme alterbrød med ost, løg, bacon og hvad man eller finder på at putte på dem. Vi udveksler stykker af hver vores udgave, som vi skyller ned med Kristallweisse.

Vi holder øjeblikket helligt.


XXXVI


Det tager sin tid at finde det.

Hansa Ton Studios.

Lokalerne på Köthener Strasse, hvor Bowie, Eno og Robert Fripp indspillede Low og "Heroes". Hvor Iggy Pop blev genfødt med Lust for Life og The Idiot. Åstedet for Birthday Partys sidste, kaotiske indspilninger, mens Nick Cave, Rowland S. Howard og Tracy Pew kæmpede internt om hvem, der først ville junke sig ihjel. Der, hvor Depeche Mode indspillede det dystopiske mesterværk Black Celebration og U2 lige efter Murens fald sparkede 90'erne igang med Achtung Baby.

Findes der et Eden for rockfans, er det der.

Vi går op og ned ad gaden et par gange, men intet springer i øjnene. Til sidst er L. nødt til at google adressen.

Så står man der. Foran et nedlagt operahus. Fra vinduet råber et 3D-billede af den modne Bowie anno Blackstar til én. På håndtaget har man placeret et billede af Ziggy. "Hansa Ton Studios" står der yderst diskret på dørtelefonen. Og på selve døren: "Ring venligst ikke på. Vi vil gerne arbejde."

Fair nok.

Kun glatnakker forstyrrer guderne i deres værksteder.


XXXVII


"Wir Kindern aus Bahnhof Zoo" hed en film engang. Om en ung pige ved navn Christiane F., der levede af at junke og rulle folk lige her, mens Bowie spillede i baggrunden. Hun blev tilsyneladende frelst ved at få en tur ud i landets friske luft.

Christiane F., alias Vera Christiane Felscherinow, er ikke en pige mere. Hun er efterhånden en moden kvinde og blev hverken reddet af halm eller jerseykøer. Hun er stadig på metadon og ved at dø langsomt af hepatitis c. Et andet sted.

Her er det så som så med brugte kanyler og knuste ruder. Og det er tilsyneladende kun to ligeledes midaldrende turister, der husker den desperate tøs.

De rene perroner og højtryksspulede mure gør i hvert fald ikke.


XXXVIII


RMCM OMFUB står der på den baldakinen over indgangen til Oberbaumstrasse 5, der til forveksling ligner CBGB's i downtown New York. Klubben, hvor The Ramones spillede deres første sagnomspundne koncerter i 1974-75 og kickstartede den punk, vi kender.

Det er da også her, verdens eneste Ramones Museum holder til. Sortklædte typer fra hele verden hænger ud med drinks i hænderne udenfor. Josef Ramone, Carlos Ramone, Liang Ramone, Ivan Ramone, Dubaku Ramone og nu også Steffen Ramone.

Indgangsprisen lyder på 4,5 euro, men gælder til gengæld for livstid, og selve udstillingen minder mig om det Elvis-museum, jeg engang stødte på i Søndervig ude ved Vesterhavet: En gal samlers livsværk gjort tilgængeligt for offentligheden råt for usødet. Her er ingen forklarende plancher og informative tour guides, men til gengæld brugte instrumenter og søde julekort fra medlemmerne, hvis syrlige sneakers kan betragtes for sig selv i en montre ved siden af originalnumre af Sniffin' Glue, Punk og andre legendariske fanzines. Joey Ramones håndskrevne udkast til numre som "Blitzkrieg Bop" og "Sheena is a Punk Rocker" hænger hulter til bulter med koncertbilletter, T-shirts og tidlige singler.  For at værdsætte, hvor fantastiske alle disse genstande er, og ikke mindst ane den indre sammenhæng, skal man være fan. Virkelig fan. Men så er man til gengæld også i himlen.

Hvorfor i Berlin af alle steder?

Jo, da guitaristen Johnny Ramone var barn, var hans far udstationeret som soldat i byens vestzone. Man mener tydeligvis, at punken startede her.

Det gjorde den nok.

Også den.


XXXIX


Det er sent, og i mangel af bedre spiser vi döner kebab i en snask på Alexanderplatz.

Retten er middelmådig, men mætter. Musikken på anlægget er ikke. Halvdelen af numre på stedets playliste har man glemt, men kun indtil nu. C.C. Catch, Bad Boys Blue, Fancy, Blue System.

Alle lyder de som om, de er produceret af Dieter Bohlen.

Det er 1987, og klokken er kvart i cola.


XXXX


I Tangerine Dreams bedste år, var det her, Edgar Froese boede og skabte sine surrealistiske soundscapes, som mindre var beskrivelser af længslen mod andre verdener end gestaltningen af dem. Alpha Centauri via Berlin.

Blixa Bargeld er her endnu. Konceptmageren bag Die Geniale Dilletanten, som skabte musik ud af industriaffald og mente, at man kun kunne skabe nyt ved at bryde ned. Det gør hans gruppe, Einstürzende Neubauten, på 37. år nu. I dag måske mest ved at demontere og genbruge sin egen historie, men det giver i sig selv mening. Et koncept af den art er først gyldigt, hvis det også kan fortære og omforme sig selv.

Og et sted ude i gaderne går Alec Empire stadig rundt og udtænker pulveriserende beats med henblik på at fremskynde aftenlandets undergang. "Deutschland has Gotta Die!!!" hed en af slagsangene med Atari Teenage Riot, hans band, dengang sidst i 90'erne.

Han bor i byen, der dør hver eneste aften.

Det er hans måde at leve med det på.



XXXXI


Berlin er zen. Fortiden er ikke værd at tænke på. Fremtiden er uvis. Nuet så absolut det bedste sted at være. Så det er man. Maksimalt.

Her improviseres. Liv. Kunst. Historie. Ingen er i sand forstand gamle i gårde, ingen fuldstændigt nytilkomne. Og ingen strategi er for skør eller straight, når uret skal holdes igang.

Derfor klapper alting. Hver dag.

Med en hånd.


XXXXII


Jeg kender flere folk hernede. Ikke godt nok til, at jeg vil opsøge dem, men alligevel.

Som min ekskæreste T., der var en middelmådig billedkunstner i først Aalborg, så København, og velsagtens flyttede herned for at få det sidste, afgørende spark i røven.

Hun er så vidt, jeg ved, stadig en middelmådig billedkunstner.

Som A. - et andet gammelt hoved fra Limfjordsbyen - der var en gal videnskabsmand af en musiker allerede deroppe, men efter sine første perioder hernede vendte tilbage med ikke blot endnu vildere visioner, men også en hånd, der var sikker nok til at føre dem ud i livet.

Berlin er en kreativ ursuppe af dimensioner, fyldt til bristepunktet med næringsværdi.

Men den forvandler ikke nogen. Gøder kun det, man i forvejen er.

På resultatet bør man kende sig selv.


XXXXIII


Sidste dag. Vi promenerer på Oranienstrasse, hvor man gerne vil sælge verdenslitteratur på engelsk i de små og trange, men velforsynede antikvariater. Men der findes nok heller ikke det sprog på kloden, som ikke tales her. Og ikke af turisterne.

I Kreutzberg er burkaer, avancerede piercinger og mere afdæmpede hipsterklæder lige naturlige dele af gadebilledet. Visse bor her pga. den billige husleje og tolerante atmosfære, andre er strømmet til området for at blive en del af områdets legendariske undergrundskultur.

Det er her, man kan bo på regnbuehostel, svælge i gallerier, hvor kunstnere prøver deres mere eller mindre holdbare visioner af, eller tage til koncert i punktemplet SO36, der siden 1978 har været en kæmpe katalysator for de mere hårdkogte dele af byens musikmiljø. Stedet, Sort Sol tilbage i '81 måtte flygte fra med livet som indsats, fordi de ikke var hardcore nok.

Havde jeg være 10 år yngre, ville Kreutzberg have været hjemme. Nu føler jeg mig en smule hinsides denne demonstrative blanding af head shops, veganisme, nitter og flip for flippets skyld. Med alderen er tanken om en øde ø blevet mere tiltalende end det her.

Men sympatien for miljøet er intakt, og de lokale har absolut intet problem med den forbipasserende oldpunker.

Kreutzberg bliver aldrig gammel og bitter.

Det er mere end nok, at jeg gør.


XXXXIV


Sidder på Hotel Bar igen, da det melder sig.

Ondet.

Det starter i venstre side, og lige pludselig er hele min krop en stikflamme af smerte.

L. gør, hvad hun kan, og det samme gør vor norske vært. De kommer med piller og vand. Men jeg kan ikke være i min egen krop længere og må ud. Væk. Væk fra glade mennesker på vej ud i nattelivet.

Men inden det kan lade sig gøre, er det spisetid, og L. får mig bugseret hen på Sunshine Yellow. En vegansk fastfoodrestaurant på Wienerstrasse.

Mens vi bestiller, skifter musikken pludselig. Til Love Shops "I Dag Så Bedre Ud Igår". Min sang.

"Og han skal vokse op / Og han skal drømme ud / Og han skal flyve højt / Og han skal lære at / I dag så bedre ud igår."

Med min efterhånden noget tynde stemme synger jeg med, og den ellers så brøsigt udseende punkertype, der passer gryderne, vender sig om. Begynder at tale til os. På dansk.

"Nummer 113" lyder det kort efter gennem højttalerne udenfor, hvor vi venter på en bænk. Mig i en temmelig abstrakt og sammenkrummet tilstand.

Jeg kan ikke få noget ned.  Jeg græder og råber og skriger, og folk lægger alt for meget mærke til det. Jeg er ikke engang sikker på, hvad det skyldes, det hele.

Men hvor har jeg dog lyst til at drage herfra.


XXXXV


Lejligheden er tom nu. Overladt igen til spøgelserne. Også af os.

Hvis man vil se, hvad vi hed, kan man kigge i gæstebogen.

Hvis man vil vide, hvad vi var, kan man selv gå ud i dem.

Gaderne.


XXXXVI


Motorerne sætter igang. Landskaberne udenfor farer hurtigere og hurtigere forbi. Bumpene hører op, og højhuse forvandles til Legobrikker på et rodet stuegulv.

Vi vender hjem.

Til himlen over Berlin.

11. september,

det står der
igen i
kalenderen,
og der
er mørkt,
mens jeg klæder
mig på,
men af mørke
i stedet for
sur os
fra brændende
tårne
og smeltende
flysæder,
vinden
er kold,
men er ikke
fra Hades,
og alle
de andre,
som døser
ved ruderne
rundt om
i bussen,
kan vist ikke
længere
vækkes
til dåd,
men har nok
i at hoste
historie op
ind imellem
for ligesom
at rense
systemet,
om lidt
står de vist
bare af.

fredag den 11. august 2017

Levn

Der er
knust glas
på asfalten,
pletter
af underlig
herkomst
og hjulspor,
som pludselig
standser
foran dig,
i nat
var her
nogen,
i dag
er der
sener
og kød
på din
krop.

torsdag den 10. august 2017

Hjernegymnastik

Det er
svært nok
at gå,
hele tiden
at minde
sig selv om,
at fødderne,
nej, ikke
hænderne,
fødderne,
fat det,
skal flyttes
og ikke
blot det,
men helst
fremad
og efter
et helt bestemt
mønster,
først højre,
så venstre,
så højre,
så venstre igen
i et passende
tempo,
som ikke
forstyrrer
processen,
der ellers
kan ende
med brækkede
knogler
og offentlig
latterliggørelse,
mens man
forbløder
på fortovets
fliser,
det kræver
sin mand
eller kvinde
at gøre det
fejlfrit
hver gang,
og at oven
i det skulle
huske,
hvordan
man nu
trækker det,
vejret,
er næsten
for meget
forlangt.

onsdag den 9. august 2017

Signal

Der lugter
af efterår,
bilerne
holder
for rødt,
og man
glemmer helt,
hvad man
har heddet
for regnen
i krydset,
den eneste
vej frem
er brolagt
med æbler,
og nu
skifter
lyset til
brunt.

tirsdag den 8. august 2017

Prognose

Der er ro
indeni,
jeg kan kun
høre hjertet,
der slår,
som et hjerte
nu gør,
og synapsernes
lavmælte
susen
og lungernes
bælge,
der omskaber
luften
til luft.

Der er stille,
helt stille
herinde,
det ender
vel snart
med et brag.

mandag den 7. august 2017

Natten

er lang,
svær at
udmåle i
kilometer,
men lang,
ikke helt
som et
ondt år,
men noget
derhen ad,
som ansigtet,
nærmere,
når man
har indset,
at der er
en ende
på alt.

Da capo

Ryst den,
Mr. Tambourine Man,
hold din kæft,
mens vinden fejer
bladene til side,
og et væsen,
ingen kender,
laver uro
i buskadset,
spil,
til spejlene
på væggen
viser tænder,
slå,
til glasset
ud for molen
går i stykker,
dans,
til Dylan
bløder sand
fra store
højder,
Mr. Tambourine Man,
ryst mig
vågen,
play a song
for me.

Form

At følge
et spor

fra et
rådyr
i skoven,

men finde
sig selv.

Toast

Taxaen
venter,
og byen
er dækket
af mørke
og fugtige
slyngplanter,
udgået helt
og aldeles
for steder,
mens tallene
vokser
og stemmen
ved siden af
taler om
ingenting,
døren
er låst,
og min nøgle
er væk,
og der venter
et blik
i min sofa,
jeg hænger
mit ansigt
på knagen,
jeg drypper
som kød.

fredag den 4. august 2017

Midtvejs

Så sidder
jeg her
på min plads
midt i livet
og prøver
at undgå
at en eller
andens
fortyggede
SorBits
tager springet
fra sæde
til bukser
og stirrer
på skærmen,
der viser
reklamer
for ting,
som jeg ved,
at jeg aldrig
får brug for,
mens folk
bare sover
omkring mig,
hvis ikke
de skaffer
sig af med
en brandert
på gulvet,
fordi ham,
der sidder
bag rattet
har travlt
med at lege
med bremse
og speeder,
så fortøjet
nærmere
hopper
end kører,
men stadigvæk
standser
de fastlagte
steder,
måske lidt
for sent,
men alligevel,
og det går
op for mig,
at det var
bussen
mod Hellerup,
jeg burde
være i
nu.

torsdag den 3. august 2017

Esajas,

din gud
er humørsyg.

Han knuser
og kærtegner
skiftevis
folket.

Han lover
en frelser
og er dog
en ulykke.

Ingen
forstår ham,
han føler sig
ensom
og indebrændt,
tror jeg.

Han ligner
sit talerør
meget,
Esajas.

Jeg kender
en god
psykolog.

Geschæft

Hospitalerne
udvider,
kunderne går
udenfor
og har ikke
bestemt sig for,
hvad de
vil købe
endnu,
men det ender
jo nok
med en æske
af træ,
når det
er.

Inflammation

Kan ikke se klart for det farver, det lys,
som vil ind for at lære mig bedre at kende
og givetvis overtage biksen, jeg klæder mig ud
i en vildelse, hyller mig ind i en feber
og håber, at knoglerne, dem, i det mindste,
forbliver min ejendom, når der bliver gråt.

mandag den 31. juli 2017

Territorier

Der var
noget
i skellet
i nat,
og det
stod der
og stirrede
på mig
i mørket
med lysende
øjne,
så ubestemt,
dog med
respekt for,
at der var
en grænse for,
hvad min
fornuft
ville finde
sig i,
nu står
øksen parat
til at hugge
en ny dag
omkuld.

Markeringer

Som sneglene
hver især
trækker en
slimstribe
efter sig
hen over
fliserne,
kender man
os på
historien.

Var det
blot fodspor
som før.

Prædikeren

siger,
at der
intet nyt
er under
solen,
og det er
i orden
med mig.

At forstå det,
som er her
i forvejen
kalder
på ånd,
intet kød
skygger af.

fredag den 28. juli 2017

Nærområde

I Avedøre,
hvor alt,
som står frem
i det grundigt
planerede
landskab,
er skorstene,
ville en Freud
vel have
følt sig
tilpas.

Jeg får lyst
til et
endeløst
bad.

torsdag den 27. juli 2017

Morbus

Det forskubber sig, tomrummet,
bøjer sig rundt i abstrakte og sirlige
former, som pludselig ligner
og udstødes, blændes af lys over flader
af hvidt og forsøger at ytre sig,
nærmest om hvad som helst,
det må formodes at være en sygdom,
der arbejdes hårdt på en kur.

onsdag den 26. juli 2017

Bankerne

åbner
om lidt,
og så
sættes der
penge ind,
andre
beløb bliver
trukket
og andre
igen
investeret,
mens kurserne
stiger
og falder
og minder
om bjerge
i Nepal
et sted,
som man enten
når op på
med held
eller knuses
mod væggen af,
sådan
går dagen,
med cifre,
der flimrer
forbi,
og i aften
engang
slukkes lysene
inde bag
murene,
så kan
der spire
lidt virkelighed
frem mellem
glas
og beton.

tirsdag den 25. juli 2017

Jaki Liebezeit (1938 - 2017)

Jaki
kan slet
ikke stoppe,
for det,
som kan
stoppe,
er dødt,
før det
fødes,
og det,
som er dødt,
før det
fødes,
er ikke
en rytme,
en ordentlig
rytme
som Jakis,
der altid
er ens,
som er ens,
fordi takterne
falder
præcist,
som de skal,
og alligevel
altid
en smule
forskelligt,
en smule
forskelligt
og dog blot
et splitsekund
fra det
perfekte,
det splitsekund,
Jaki
vist endelig
har indhentet.
Jaki
kan slet
ikke stoppe,
vi danser
om lidt.

mandag den 24. juli 2017

Efter regnen

Du går ud,
og det hele
er rent,
det, som var,
flyder rundt
under jorden
i mørke
kanaler,
og det,
som skal komme,
er stadig
igang med
at forme sig
langt væk
på steder,
du aldrig
vil se,
du kan lugte
dig selv,
og hvordan
det står til
med at rådne,
skal pytterne
nok holde
styr på
for dig,
du er bylden,
som verden
har skånet
igen,
så den selv
kan stå ud,
ung og
smuk.

Redskaber

Læg dog
den pen,
du har
brug for
en skovl,
hvis du
virkelig
vil se,
hvad der
er under
sneen.

Kreation

Jeg ser,
det er godt,
så jeg river
det ned
og forsøger
at samle det
forfra igen,
hvad det
bliver til,
rager mig
ikke en
høstblomst,
hvis bare
det ligner
mig selv.

fredag den 21. juli 2017

Str. 43

Sneglene
slæber sig
hen over
fliser
og asfalt
med jakker
og huer på,
husene
vejer
på ryggen
og glinser
af fugtige
tagsten
og gældsbreve,
øjnene
overser
noget,
men støvlerne
ingenting,
regnen
er sprød
i september,
men klam.

torsdag den 20. juli 2017

Til en klamphugger

At være
forfatter
er ikke
et job,
ikke noget,
man ønsker
at blive
og bliver,
men en sygdom,
der ikke
er kur for,
en brist
i ens genom,
som æder
alt levende op,
før den når
til sig selv,
og alligevel
ser jeg dig
prøve
at ligne
et foto
fra Gyldendal,
mens du
forcerer
det ene
fortærskede
lortedigt
efter
det andet
ud på de
uskyldige ark;
du er rask,
det er
kronisk,
sågar,
count your
blessings,
min ven.

tirsdag den 18. juli 2017

Huden

er blevet
lidt løsere
siden
i går,
det er dig,
Hr. Skelet,
som har
slidt i den,
tror jeg,
og før
eller siden
vil dækkenet
lande
på gulvet
blandt
nullermænd,
krummer
og andre
slags snavs,
så du
endelig
kan boltre
dig frit:
Gamle ven,
be my
guest.

mandag den 17. juli 2017

Til Lene

At vågne
ved siden
af søvnen,
din søvn,
som kun du
er i stand
til at
sove den,
giver
mig ro.

Jailhouse rock - til Steve Jones

Jeg kender
din slags,
Mr. Jones,
dine ærmer
er fulde
af esser,
og alt,
hvad du ejer,
er varmt,
og din guitar
er ikke
beregnet
til kunst,
men til
indbrud,
et brækjern,
der hjælper
dig ind
til et bytte
så stort,
at de
fanger dig,
strisserne,
før du
får tømt.

Determination

Åndssvage
træer,
som gror
videre,

selvom
de bare
er brædder
in spe.

fredag den 14. juli 2017

Rov

Det er
morgen,
og himlen
er dækket
af fjerskyer.

Ræven har
gemt sig
i krattet
igen.

Den er
mæt.

torsdag den 13. juli 2017

Overlæg

Digtet:
En plante,
der slynger sig
op ad
det usagte
for at
få greb
om dets
hals.

onsdag den 12. juli 2017

Uden titel

Tager mig
selv på

hver morgen
ved solopgang.

Ny model
ønskes.

tirsdag den 11. juli 2017

Kilderne

Der står I
så på
min reol
og er færdige,
svøbt ind
i plastic
og sat
i system
uanset,
om I sprællede,
da I blev
spiddet
på pennen
og pickuppen,
selvom
I gjorde
det selv,
I er
opgivne
ånder
på række
og rad,
I er affald,
hvis det
er mit valg,
når jeg
først har
bestjålet jer,
ting,
jeg kan
bruge
og misbruge,
som jeg
behager,
og smide
i vejkanten,
leende,
før jeg
får hakket
min speeder
i bund
for at
fortsætte
frem og
tilbage,
tilbage
og frem,
op og ned,
mens jeg
sveder
og spejder
intenst
ud mod kanten
af arket,
som altid
er længere
væk,
end den
synes,
og trækker
mit sorte
og stinkende
hjulspor
igennem
det hele,
til skyerne
falder,
og jeg
klapper i.

mandag den 10. juli 2017

Ordnung muss sein

Støvet
er fjernet
og ruden
møjsommeligt
pudset,
og alt er,
som alting
skal være,
og plænen
er slået
og træet
er fældet,
og alt er,
som alting
skal være,
og hullet
er gravet
og blomsterne
kommet
med budet,
og alt er,
som alting
skal være,
og løbet
er pudset
og bomben
er kastet,
og alt er,
som alting
til hver
en tid
skulle have
været.

søndag den 9. juli 2017

Råbukken

standser
i skellet
og kaster
et blik
på mig,
glemmer så
nok en
uspiselig
blomst.

Revolutionen

er aflyst,
og gaderne
flyder
med mudder
i stedet
for blod,
tomme udsagn
i stedet
for slagord,
vi vandrer
i hver
vores retning
og kommer
til steder,
vi helst
vil forlade,
vi skyder
til måls
efter hvad
som helst,
til vi
får ram
på det,
underlig
frugt
svajer under
metalliske
grene,
og ovnene
kører
på højtryk
bag pigtråd
og volde
af jord,
det er
næsten
historie,
skriver
en hånd,
der har
tabt.

fredag den 7. juli 2017

Kontakt

Major Tom
er forsvundet
i mørket,
i Florida
fanger
en radio
kun stjernernes
rodede
baggrundsstøj,
nogen
bør tegne
et nodeark
til dem,
måske
nogen
gør.

torsdag den 6. juli 2017

Derfor

At se
på det
samme
hver dag,
blot en
smule
forrykket,
måske
vendt på
vrangen,
måske
spillet
baglæns
for sjov
eller det,
der er
værre,
er grund nok
til livet
for mig.

onsdag den 5. juli 2017

Samme forskel

Hundene
lægger
en lort,

så man ved,
at de
var her.

Vi lukker
historie
ud.

tirsdag den 4. juli 2017

Vagtskifte

Ulvene
yngler
i landet
igen,
nu kan
mændene
ude i
buskene
godt lyne
op for
det hele
og vogte
det kød,
de bebor.

mandag den 3. juli 2017

Besked (extended remix)

Jeg elsker dig,
Jylland,
dit rene gevær
og din summende
fryser,
din summende,
rummelige
fryser
og fluerne
ovre ved ruden,
der spræller,
mens radioen
kører
i tomgang,
de bøjede
dåser
og buddingen
ovre på bordet
og gangen,
den summende
gang
og din tænksomme
tøven
i skellet,
dit rene
gevær
og de raslende
blade,
bornholmeren,
nøglen,
bolmholmeren,
gulnede fotos
på væggen
og sukker
i kaffen,
mens radioen
kører
i tomgang,
det summende
køkken,
den stille
og rummelige
stue,
der dufter
af gylle
og kamfer,
min kostbare tid,
og din summende
radio,
de frodige
stauder
langs muren,
det drypper
på gamle
aviser,
på gamle
aviser
fra Tyskland,
og skoene
hober sig op,
jeg vil kramme,
i tomgang,
bornholmeren
gulner
og fryseren
asker
på dugen,
og fluerne
spræller
ved ruden,
jeg skrev,
jeg har lapper
på knæet,
dit gule
gevær,
der er pletter
på hækken
og krummer
på bordet,
jeg skrev,
og jeg
elsker den,
gangen,
min kostbare
tid
og de gamle
aviser,
bornholmeren
summer,
den frodige
radio
i tomgang
i sollyset,
ruderne,
ruder,
der summer
og spræller,
du hader det,
Jylland,
og sweaterne
drypper,
og hækken
er klippet,
og knæene
tikker,
og stauderne
skriver
om gylle
og kamfer,
og fluerne
kører
i tomgang,
og bladene
rasler
og skriver,
du hader det,
Jylland,
som budding
på bordet,
aviserne
drypper,
og stuen
er gemt
under måtten,
geværerne
summer
som bøjede
dåser
fra Tyskland,
bornholmeren
krummer
i kaffen
og spræller
på gamle
aviser,
min kostbare tid
drypper af,
og du mumler
og hoster,
og skoene
hober
sig op
under måtten,
du asker
på stauden,
jeg skriver,
det summer
langs husmuren,
radioen
regner
og fryseren
spræller,
og nøglen
er gemt
under lyset.


***


Original:

Besked

Hej,
kære Jylland,
jeg skriver,
fordi,
jeg var inde
omkring
her i lørdags,
men ingen
var hjemme,
og så
var det underligt
bare at stå der
i gruset
i regnen
og tænke
for meget,
du ved,
som vi altid
har gjort
i familien,
så greb jeg
min pen,
og jeg skrev,
og jeg ved,
at du hader det,
Jylland,
jeg ved,
at du mener,
det bare
er spild af
min kostbare tid,
men jeg
måtte det,
Jylland,
for ser du,
jeg elsker dig,
Jylland,
jeg elsker
din stille
og rummelige
stue,
hvor timerne
tikker afsted
på bornholmeren
henne i hjørnet,
der dufter
af gylle
og kamfer,
og fluerne
spræller
i sollyset
ovre ved ruden,
jeg elsker den,
gangen,
hvor fryseren
summer,
og sweatere
drypper
på gamle
aviser,
og skoene
hober sig op
mellem tasker
og poser
med bøjede
dåser
fra Tyskland,
jeg elsker det,
køkkenet,
hvor verden
tager form
mellem aske
og krummer
og pletter
på dugen,
mens radioen
kører i tomgang,
og stemmerne
blandes
med lyden
af raslende
blade,
jeg elsker dig,
Jylland,
jeg elsker
din mumlen
og hosten
og tænksomme
tøven i skellet,
dit rene gevær,
dine gulnede
fotos
på væggen
og frodige
stauder
langs muren,
jeg elsker dig,
Jylland,
jeg elsker dig
som en forælder,
der er der,
men stivner
hver gang,
jeg vil kramme,
og mener,
at kærlighed
ikke er noget,
man snakker
for højt om,
men viser
med sukker
i kaffen
og budding
på bordet
og lapper
på knæet,
jeg elsker dig,
Jylland,
og hækken
er klippet,
og nøglen
er gemt
under måtten
som før,
og nu holder
jeg kæft.

Bounty

Der er
jackpot,
og lysene
blinker,
og mønterne
fosser
som brådsøer
ud over
bakken
og gulvet,
og så
er der stille,
og bukserne
strammer,
og jukeboxen
starter
igen med
John Mogensen,
stemmen
er fugtig
af jord,
revnen
gaber,
og natten
er lang.

Forskel

Man siger,
at når
elefanterne
ved,
du skal dø,
går de selv
hen til stedet,
hvor anerne
hviler,
og lægger
sig ned
mellem dem
for at drage
et lettelsens
trut,
vi bliver
fundet
i grøfter
og stuer,
på gader
og slagmarker,
hvor det
skal være,
omtrent,
samlet ind
og kørt bort
til forbrænding,
vi tænker vel,
at det er
affaldet,
vi slægter
på.

tirsdag den 27. juni 2017

33:3

Syng en
ny sang,
giv rytmen,
der altid
var til,
nye lemmer
af klang.

Se den
hvirvle
sig rundt
mellem gasser
og sten.

Sæt et
spejl op
for tonerne.

Peg, når
de peger
sig ud.

mandag den 26. juni 2017

Kontortid

- Hallo, er det Oberst Eriksen?
- Ja, hvem taler jeg med?
- Jeg hedder Kristine Larsen. Du kender mig ikke, men jeg er mor til Fridolin.
- Fridolin hvem?
- Fridolin TybaltXXX Askebæger Larsen.
- Lige et øjeblik (bladrer)... 611448?
- Det kan godt være, men jeg vil altså gerne klage.
- Over hvad, da?
- At han ikke kan sove.
- At han hvad?
- At der er pissestøvet på Camp Price, og at der lugter af kamel, og at det larmer hele natten, så han ikke kan lukke øjnene.
- Hør nu her, vi mistede fem mand i nat, og det er ærligt talt det mindste problem lige nu, at...
- Det gør mig utryg som forælder, at der løber folk rundt og skyder med de der granater. Jeg troede helt ærligt, at et professionelt foretagende som hæren passede godt på sine ansatte. Det skuffer mig. Meget. Og maden...
- Ja, hvad med den, så?
- Den er ikke organisk. Jeg tror faktisk ikke engang, den er fair trade. Og der er alt for få grøntsager. Sig mig, er I ude på at forgive Fridolin?
- Hør nu her, moster! Der er noget, som hedder logistik, og der er noget, som hedder krig, og hvis din søn selv...
- Og ja, han siger, han selv skal vaske sit tøj, og det ved I ganske udmærket, at jeg plejer at gøre for ham.
- Jamen...
- Ikke noget jamen. Det er pressen næste gang, og jeg kender også en inde i ministeriet, at du ved det.
- Men...
- Farvel!
- Øeh. Ok?

Linje F

Hellerup
Bahnhof
5 Uhr,
keine
Zoo,
keine
Helden,
kun afgange,
ansigter
glemt,
før de ses
i forbifarten,
blinkende
lys på
et hvælv,
der er
vandret
ihjel.

Afvikling

Fabrikkerne
flytter
til udlandet,
vognene
ruster bag
trådhegnet,
regnen
er gået
igang med
at skylle
facaderne
rene
for sod,
og om lidt
kan vi se,
hvad vi er
under olie
og Kansas-tøj,
så vil
vi savne
dengang,
hvor vi
lignede
dyr.

fredag den 23. juni 2017

Planter

som kræver
et rodværk,
er ukrudt,
er ineffektive
og altid
i vejen
for skovlen
og gravkoen,
dem,
som kan
være
sig selv
i en vase
med halvråddent
vand
på en hylde,
er blomster
og visner
til tiden,
og det er
så det,
man bør
vide om
biologi.

24 timer

Ankommer
pludseligt
til Rønne,
hvor folk
snakker underligt,
synger,
omtrent,
og i striber
af lys
skimtes Olsker,
hvor troen
er rund,
og de farver,
som vokser
i markerne,
minder
og kornblomst
og valmue,
muren
er lavet
af vindbidt
granit,
ikke mursten,
og folk
kigger ind
for at
se mig
forsvinde
bag alt,
som jeg er,
og om lidt
er der kaffe
og morgenbrød,
færgen
er afgangsklar,
havet parat
til at blotte
sin bug
for min
stålæg,
men døgnet
er slut.

Celler

I Svedala
standser det,
toget,
så sidder
vi der
og er kroppe
med rådnende
tænder
og pumpede
bryster
og skjolder
af sved
under armene,
dørene
binder,
og udenfor
ligger
en virkelighed,
svensk
og ubrugelig,
børnene
knækker sig
først,
og en mand
knuser hånden
mod ruden,
som holder
og blot
farver himlen
til blods,
og vi tilstår
hvad end,
det skal være,
maskinen
er døv,
gid,
den bare
var ond.

onsdag den 21. juni 2017

Frygt og bæven

Der er
altid
en ulykke
lige om
hjørnet,
en prop
i en
overset
åre,
en Volvo,
der rasler
af flasker,
en knap
nogen husker
af trykke på,
inden
kontoret
er tømt,
der er altid
en grund
til at svede
om natten
og gemme sig
bag persienner
i dagslys,
en grund
til at slukke
mobilen
og lukke
for vandet
og munden,
så ingenting
sniger sig
ind eller ud,
der er
altid
en grund
til at lease
et jordlod
ved kirken
og finde
et hjem
der og
værne
om livet
med alt,
hvad
man er.

tirsdag den 20. juni 2017

Mål

Folk
dribler rundt,
før de
fælder
hinanden
på stribe
og udgår
med brækkede
knogler
og knækkede
sind
og forbander
det fact,
at de
aldrig
fik kuglen
i hul.

mandag den 19. juni 2017

Illusionisten

Lader
som om,
at jeg,
findes,
det kræver
sgu træning
at fake
en biologi,
et behov
og et formål
så effektivt,
at man selv
tror på det,
tror,
at man selv
har et selv,
man kan føre
bag lyset
og ud i det,
lyset,
igen,
hvor enhver
ser så klart,
at man tror,
det er
løgn.

Vækstplan

Skægget
får lov
til at stå,
om en dag
eller to
vil jeg minde
om Marx
eller Stauning,
og folk
vil forsøge
at lokke
en løsning
på deres
og landets
og verdens
problemer
ud af mig,
og selv
vil jeg
skjule mig
under et
nyt lag
af stadset
og håbe på,
at jeg
kan nå
at forsvinde
bag ketchup
og pibesovs,
inden de
finder
på svar.

Billeder

Da jeg
blev født,
var der
endelig
kommet
lidt farver
på filmen,
måske lidt
for vilde
og grove,
men der var
kulør på
det hele,
og modsat
min mor
og min far,
som var kommet
til verden
i sort/hvid,
og dem,
der var ældre
endnu
og begyndte
som streger
og strøg,
var jeg pænt
realistisk
fra start,
og mens
årene gik,
blev jeg mere
distinkt
for hvert flash,
mere glittet
og klar
i kontrasten,
til sidst
så perfekt,
at jeg ikke
blev fremkaldt,
men lå på
min harddisk,
hvor intet
blev bleget
af solen,
og alting
var fri
for kemi,
og de børn,
som tager over
fra mig,
ånder pixels
og bløder
i bytes
og vil nok
aldrig bande
i blæst over
vildfarne hår,
og det
næste kuld
er vel så
virkelighedstro,
at det ikke
engang
bliver til.

fredag den 16. juni 2017

Børn

løber altid
til alting,
mens jeg
slæber fødderne
efter mig,
når jeg
skal ud.

Det er ikke
min alder,
men noget
med øjnene,
tror jeg,
der trykker.

Og dog.

Ester

En stjerne
på himlen
er nok
til at redde
et folk,

og en stjerne
på himlen
tilstrækkeligt til,
at en mand
kommer op
for at danse
i rebet
og sønnerne med,

og en stjerne,
blot en,
skal der til
for at afklæde
kongen,
så alle
kan se,
at hans hud
ændrer farve,
som vindene
skifter.

Det legeme,
som ikke
er angst
for at skinne
ihjel.

torsdag den 15. juni 2017

Vekselstrøm

Der er torden i luften, en sikring
begynder at ose i endnu et
tilsodet skab, ingen ved, hvor
befinder sig, lamperne blinker,
hvert andet trin bliver usynligt,
et lyn ranker ryggen, et lyn
skridter hen over øjenhuler,
summer af angst og slår ned.

onsdag den 14. juni 2017

Espirando

Beethoven,
ældet
og døv,
dirigerer
trafikken,

mens tonerne
ligger
med bunden
i vejret
og bløder.

Et bedre sted
venter
bag porte
af blæk
og papir.

tirsdag den 13. juni 2017

Horisont

Hamrer
mod
ruden

som endnu
et åndssvagt
insekt.

Udenfor,
lige der,
er der svar.

mandag den 12. juni 2017

Objekter

Der var
en tid,
hvor jeg kendte
hver eneste
vækst,
selv de
mindste,
ved navn,
men nu
er de
i bedste fald
blomster,
i værste fald
ukrudt,
og der
findes folk,
som vil sige
det samme
om mig.

Shark Island

Kom
man her,
vidste man,
at det
var slut.

At de
eneste,
der var
i live,
var dem,
som forsamledes
omme bag
porten
hver morgen,
når alle
de døde
blev vækket
med råben
og skud,

og at
vagternes
sjæle
forlængst,
som de
første,
var knækket

i mødet
med sands
genetik.

Passage

Døren
er låst,
hvad jeg
skulle
derinde
er uvist,
sandsynligvis
blot fylde
rum ud
og give
det tid,

så jeg
hamrer
og banker
i håb om
at ende
som andet
end murværk
og brædder
og støv.

Der er
åbent,
en anden
mands sko
kan bevæge
sig ind
eller ud.

fredag den 9. juni 2017

Midsommermorgen

Syrenen
er afblomstret,
ræven
er set her
i området,
bænken
er våd
efter regn
hele natten
igennem,
jeg fryser,
en hvid masse
kælver
højt oppe
mod nord.

torsdag den 8. juni 2017

Føreren

Ezra
i templet
med tårer
i øjnene
over sit
folkeslags
urene
blod.

Ezra
på bjerget,
mens lange
kolonner
af kvinder
og børn
vandrer ud
i det blå.

Ezra
i bunkeren
foran
sit spejl:
Riget
rummeligt
som en
ampul.

onsdag den 7. juni 2017

Ark

En dag
vil jeg bygge
en båd
af papir,

ikke skrive
på lortet,
men folde det
sirligt
og fint,

og mens regnen
tager til,
vil jeg
fylde den op
med de ting,
som jeg elsker,

med katte
og blåbær
og bamser
og plader
med Kraftwerk
og dig
ikke mindst,

og måske
vil den verden,
den kommer til,
fyldes
med skrammel
og væsener,
som ikke
giver mening
for andre
end mig,

men da
hellere det
end at drukne
i endnu
en bog.

tirsdag den 6. juni 2017

Løsen

Dans
for mig,
linjer,
fortæl mig,
jeg stadig
har grund til
at findes,
at fødderne
endnu
har sider
at gå,
at jeg
stadigvæk
mangler
at lære
det ord,
som forvandler
mit kød om
til blæk.

Næste lektion

Vi skal
lære
at vokse.

Jeg tror,
det er det,
vi skal
ned i den
for,

den der
jord.

mandag den 5. juni 2017

"Helte"

- mormor og morfar


Krigen
var slut,
og der
stod de
på gaden
i Århus,
mens flagene
hejstes,
konfetti
blev spredt
fra altaner
og kvinder
blev klippet
og hånet
fra skramlende
lastvogne,
rundt omkring
skød man
endnu ved
kaserner
og bagved
butikker,
men skammen
var gammel,
og selv
var de sammen
og hinsides
alder
endnu,
de var
helte,
om kun for
en dag.

Metabolisme

Overgå
dig selv,
skid
oceaner,
gylp
massiver op,
host
stjerner,
sved de
digte ud,
som stivnede
til krop.

Flod

Af og til
sker det,
at sproget
går over
de bredder,
man kender,
så alle de
blå blomster
drukner,
og øjnene
står under
vand,
og kun dem,
som er
klar til
at synke
til bunds,
når i
land.

fredag den 2. juni 2017

En route

Jeg er
midtvejs,
måske
bare gået
i stå
mellem Køge
og Esbjerg,
måske
mellem Boaz
og Jachin,
måske
mellem det,
som er værre
endnu,
men nu
sover den,
motoren,
og jeg
kan høre
en fugl
skræppe op
over det,
og om lidt
vil den lette,
så ved
jeg nok,
hvor jeg
skal hen.

torsdag den 1. juni 2017

Interzone

En af
de dage,
hvor drømmen
har tag
i min krop,
hvor mit kød
er fiktion
og kun akkurat
klynger
sig fast
til mit jeg
ud fra en
eller anden
forskruet
logik,
ingen
videnskab
ønsker at
røre ved,
præsterne
korser
sig også
og synker
til bunds
i min øjensø,
fisken
er spiret,
i skyggen
fra den
går jeg
op.

onsdag den 31. maj 2017

Blottet

Træerne
venter,
så kom,
grib min hånd
og tag med ud,
hvor halerne
vokser
og kyssene
smager
af dig,
ikke dampe
og spildolie,
tal til mig
gennem
din mund,
ikke skærmenes
flimmer,
og vis mig
det ansigt,
du skjuler,
hvor knoglerne
duver i
blæsten
og knager
af frugt.

Gendigtning af Martin L. Gores sangtekst "Stripped" fra albummet Black Celebration (1986).

tirsdag den 30. maj 2017

Touch

Hænder,
der drypper
af blod,
bygger
måske
et rige,
men ikke
et tempel.

Det kræver
en Salomon,
ikke en David,
at kløve
en ånd fri
af ceder
og sten.

søndag den 28. maj 2017

Hornbæk

Der er
mennesker
ud over
stranden.

Hvis bare
de lignede
grundstødte
hvaler

i stedet
for vraggods
fra endnu

en synkefri
båd, der
gik ned.

Kid A

Adam
var fader
til venner
og fjender
i flæng,

havde
mudder
i hjertet,
var lunken
i hånden
og tåget
i tanken.

En masse
i uhæmmet
deling
endnu
og af
den grund
umulig
at elske
og glemme.

Et blik
gennem
buede
vægge
af glas.

Bedrift

Endnu en gang
har man bygget
et tårn,

taget prøver
af jordbunden,
testet
legeringer,
set stort
på ulykker

for at
nå op til
den himmel,
man indånder
her.

Slangen

har krøllet
sig sammen.

I buskene
høres
der slag
og i æteren
råb,
ikke puslen
fra mager
og byttedyr.

Jordskorpen
gungrer,
og to sole
brænder
på himlen,
før lyset
går ud.

Den har
set dem før
nede
i søen,
erindrer den
oppe
i favnen
på gud.

onsdag den 24. maj 2017

Arrest

Kirken er
tom nu,
og dog
kan jeg føle
et blik
gennem ruden
idet,
jeg passerer
på vej
til mig selv
eller arbejde.
Brødet
er tørt,
vandet
tungt som
granit.

tirsdag den 23. maj 2017

Rebellen

Che rydder
pladsen
ved templet,
han omstyrter
boder
og kaster
med mønter
og guld,
jager ofrene
bort med
sin pisk.

I det inderste
rum flænges
forhænget
over
fra øverst
til nederst.

I regnskoven
venter
geværer,
i himlen
en mand med
et skæg.

mandag den 22. maj 2017

Gemme

Digtet
er væk,
og jeg holder
mit vejr,
mens der
rodes
i skabe
og kældre
og tykke
buskadser,
men det er
nok mig,
som skal
træde
på grene
og findes
i dag.

Naos tis Anastasia

I Jerusalem
er der
en kirke.

Den står
på en grav,
som er skjult
bag en tyk
plade
marmor
i tilfælde af

at selv
fravær
kan
afsættes
sort.

Væsener

Englene
kommer
om natten
og bager
de brød,
som de
plejede,
leger
tagfat
med dig
rundt omkring
buske,
der stod,
hvor kun
mure
kan gro
nu om stunder,
og skåler
i drinks,
ingen
blander
i dag.

Hvad man
laver
dem af,
ved jeg
ikke.

Jeg frygter,
det ikke
er lys.

fredag den 19. maj 2017

Arbor vitae

Jeg vil være
et træ,
drikke jord,
ånde
himmelrum ud,
bære planen
i veddet
i stedet
for hovedet,
mens safterne
suser
i stammen
og bladene
danser
i lys.

Jeg vil være
en bolig
for ørne
og egern
og aber,
der sover
i klynger
på grenene,
og når
de vågner
en dag,
vil jeg dele
min giftigste
frugt
med dem,
inden
de går.

onsdag den 17. maj 2017

Ukrudt

Kigger ned,
og pokker,
om en mælkebøtte
ikke har
brudt asfalt op
for nu
at slikke sol
for næsen
af mig,
det er
næsten
for symbolsk,
det der,
et dårligt digt
på Kærgaardsvej
en onsdag
midt i maj,
der vil
mig noget,
sikkert skrives,
men jeg ved,
hvad Roundup
koster,
hvor man
skaffer det
og hvad
jeg er
parat til
for at værne
om mit navn,
mens bien der,
som er
så dum,
den ikke
har et,
tanker
nektar op
og summer
over dét.

tirsdag den 16. maj 2017

Elias

er kørt,
tog en
taxa,
der bare
stod klar,

og Elisa
står ensom
tilbage
og tænker
på regningen,

dobbelt
i sjælen,
men fattig
på kød.

Der er
ånd,
som må
udvikle
kløer.

mandag den 15. maj 2017

Alarm

Du vågner,
og lyset
er lavet
af bly,
og din krop
af en
ukendt
legering
så tung,
at den burde
få hverdagens
bug til
at sprække
og slippe dig
ud i
det fri,
men den
holder
som altid,
og det,
som du
flygtede fra
i går aftes
står klar
til at
drive dig
rundt i
manegen igen
som en klovn,
ingen synes
er morsom,
og alle folk
helst vil
til livs,
og du prøver
at smile
til verden
og klæde dig
fint på,
så eksekutionen
kan ske med
et vist mål
af stil,
men det smerter
ved munden,
og moden
er skiftet
med ét,
så du ligner
det vrag,
som er dig,
og du finder
dit håndspejl
og stirrer
på den,
som engang
var et hujende,
dansende
barn fyldt
med drømme
og længsler
og saftevand,
men du får
intet igen
og med renter
og alting,
du trøster dig
lidt med,
at skaden
trods alt
er lokal,
at det kun
er dig selv,
som er
mislykket,
at der
da heldigvis
findes
en klode
derude
med folk,
der fungerer
og kender
til lykke
og overskud,
de starter
fugtige
biler
og tænker
på dig.

Fun fact

Sjælen
kan man

vaske ud
af kroppen,

men plutonium
bliver.

Annonce

Jeg har
sat min
sjæl
til salg.

Den fylder
alt for
meget,
og dens
farve
står sig
dårligt
til reolen
og er
so last year.

Den passer
fornemt
i Den
Blå Avis.

Træer

Skoven,
når jeg
lukker
mine øjne:

Ikke
én gang
har jeg
set den

springe
ud og
sætte
frugt.

torsdag den 11. maj 2017

Note to self

Der er
altid
en streng
på din
guitar,
som ikke
helt stemmer,
et ord,
der er staved
forkert,
og en
kastevind,
ingen
er klar
til at gribe
og husker
for det,
diamanter,
som visner
i lys.

onsdag den 10. maj 2017

Stjernen

er klar,
men har svært
ved at stille
sig ind
på den rigtige
krybbe
for porno
og dansemusik
og signaler
fra afsides
russiske
baser,
der knager
af kulde
og rastløshed,

og der
er mangel
på den slags
i Betlehem
nu til dags,
hyrder
og vise mænd
også.

Nu har man
mest lagener
og senge
og hænder,

der vinker
farvel.

tirsdag den 9. maj 2017

Johannes

er endnu
en gang
gået ud
i sin flod,

og med
benene
mærker han
skidtfisk
og stumper
af plastic
passere,

mens ligene
kommer
til ham
fra massakrer
på afsides
steder,
kun tåber
vil vide af
findes.

Han
døber dem,
trist,
men tålmodig.
Han
venter.

I brokkerne
vågner
et menneske.
Benene
ryster
af angst,

men det
går.

mandag den 8. maj 2017

Stykke for stykke

De udgraver
Ordet
i Irak,
ved Nilen,
i Roms
katakomber,
på toppen
af Sinai,
de afpensler
bogstav
for bogstav
og sætter
dem sammen
i kombinationer,
der kun
havde mening
så længe,
de lå
under jorden
og sov.

Kakafoni

Af jord
er du kommet,
til støj
skal du blive,

til skratten
og hjælpeløs
gråd over
babyalarmen
og hylen
på lægernes
udstyr,

til løgne
og løfter
og påstande,
jura
og dogmer,

til hamre,
som gnistrer
i smedjen,
når solen
står op,
og geværer,
der larmer
hver nat

og til sidst
dette sus
gennem fingrene,

før du
igen
er musik.

Lazarus

lugter
af jord,
men han
går,
han kan
regne
den ud,
og hans
hænder
fungerer
perfekt.

Han kan
fange
en sommerfugl,
score
i fodbold
og udregne
pi med
halvtreds
decimaler,

men lugter
af gamle
kartofler,
som ikke
bør spire,
og kødrester
spredt over
slagterens
forklæde.

Hundene
hyler,
og børnene
skriger,
og kvinderne
hvisker
ved bordet,
når han er
i nærheden.

Manden i
vandspejlet
ligner
en ting,
der er væk,
blot en
knude
på tiden,
som æder den
langsomt
ihjel,

og i morgen,
når alle
alarmerne
kimer,
begynder han
forfra
igen med
opstandelsen,

trættere,
mere
konturløs
og indsunket,
end da
han søgte
sin kiste,
mens lyset
fra solen
svandt ind,

og et sted
i det blå
kan han høre
en stemme,
der ler
bag en
trædør,

som aldrig
er låst.

Uden titel

Jeg har
en høne
at plukke
med dig,

hvis du
kender
det træ,

hvor de
gror.

fredag den 5. maj 2017

Retræte

Vi er
selv ude
om det.

I kredsløb
om Jorden
er handsken,
Ed White
tabte,
da han
forsøgte
i vandre
i rummet
som første mand
fra USA.

Der er
tandbørsten,
holdet
fra ISS
brugte
til reperation,
da stationen
var tæt
på elektrisk
kollaps.

Der er
stumper
af brugte
raketter,
drabanter
fra rumfartens
barndom,
spionsatelliter
og våben
fra dengang,
missilerne
altid
stod klar
i Sovjet
og Nevada
så kort tid
i tolv.

De har
fart på,
for på et
sekund
flyver tæppet,
Peg Whitson
smed fra sig,
fem mil.

Med den
hastighed
bliver selv
nullermænd
våben.

Og dog
er vi
skuffede
over,
at himlen
er tom.

torsdag den 4. maj 2017

5000 munde

Du har
5000
munde
at føde,
og du har
atomer
i stænger,
som nogen
skal passe,
fabrikker,
der udspytter
gødning
og roundup
på samlebånd,
andre
skal holde
igang.

Du har
koder
at rode med,
så du
kan parre
giraffer
og fjerkræ
med henblik
på bjerge
af kød.

Du har
tilmed
en doktor,
der lukker
de groveste
munde
og lyver
for resten
så tykt,
at de tror,
de er
mætte.

Og du har
et hjerte,
der hamrer
i brystet,
et mærke,
som vokser
på armen,
en endeløs
nat fuld
af sved
og bevægelser,
vagter,
der hvisker
konstant.

Du har
alting
og 5000
munde
og mere
end det,
du har
to fisk
og fem brød
og spejlet
ved sengen,
der, selvom
du smadrer det,
stadigvæk ved
hvad,
du er.

onsdag den 3. maj 2017

Plasticitet

Ordene
flytter
sig ikke
for nogen,
så snart,
de er
skrevet,
må det,
som er
levende,
vride sig
rundt i
de hæsligste
former for,
måske,
at slippe
forbi.

tirsdag den 2. maj 2017

Bjergtaget

Til min egn
kom punken
i '89,
da den
var død,
som et
genfærd,
kun jeg
kunne se
stavre
klagende
rundt
mellem hække
og bøge
hver aften,
når solen
gik ned,
og jeg
luftede
hund.

Og den
gjorde
mig selskab,
fortalte
om Iggy
og Lou,
Siouxsie Sioux,
Ian Curtis
og alle
de andre,
den kendte
engang,
om de
smadrede
flasker
og kulsorte
faner,
om spring
gennem
mandshøje bål
ind i
landskaber,
kun dem,
som ofrede alt,
kendte til.

Den var
med mig
den aften
ved spejlet,
hvor drengen
blev slået
ihjel
af et
vilddyr,
som kom
fra en afkrog
af hjertet
og åd sig
igennem
pupillerne,
ud i
det fri,

hvor det
bed i
min fars
dyre
blazer,
min mors
pæne kjole,
raserede
naboens
Volvo
og lærerens
taske
og pissede
op ad
hver eneste
lygtepæl,
det kunne
finde,
i håb om
at noget
derude
fik færten af,
hvad der
var løs,
at man snart
var en flok.

Men hver
aften,
når solen
gik ned,
bad man
bønner
og lukkede
døre,
når genfærdet
krydsede
vejen
og tav,
mens det
murrede,

og i '90
kunne spurvene
kvidre
igen.