onsdag den 30. november 2016

Addi på Assistens

Din grav
var så lille,
den lignede
faktisk
et jordlod
som dem,
jeg som barn
lagde selvdøde
solsorteunger
på plads i,
måske
var det dét,
du var,
Michael,
en sangfugl,
der ikke
var klar
til at flyve
endnu
trods
det faktum,
du skrev
mangt og meget
MED STORT
og i drømme
forlængst
havde indtaget
himlen,
for ordene
rystede
under dig
ofte,
men når du
var bedst,
var du virkelig
en verdenssøn
væbnet
med tændsatser,
når du
var værst,
var du bare
en flapper,
som godt nok
var væbnet
med vinger
og skreg
som et barn,
hver gang
ræven
kom nær,
men var ude
af stand til
at lette
for vægten
af Bowie
og Tzara,
Rimbaud
og dit eget
talent,
som var stort,
men bestemt
ikke strømlinet,
og var
der noget,
du lærte mig,
var det,
at sproget
er mere
beslægtet
med bly
end ozon,
at man selv
mindst
skal være
en engel
og gerne
et dyr
for at flygte
fra reden
med held.

tirsdag den 29. november 2016

Sommerfugleeffekten

Åh,
mor og far,
dette digt
ville være
en langt
større sællert,
hvis bare
jeg kunne
beskylde jer for,
at jeg selv
blev et vrag,
hvis I slog
eller rørte mig
steder,
man ikke
bør røre
et barn,
hvis jeg
voksede op
med forventninger,
jeg kunne
knække
min hals på,
og gjorde det,
bare et
misbrugsproblem
ville pynte
gevaldigt
på sagen,
men nej,
var der noget,
som knækkede,
da jeg
blev født,
var det mig,
der var
skyldneren,
mig,
som kom
dumpende
først i
den ungdom,
I skulle
have haft,
og forandrede
alting,
erstattede
bulder
og baller
med blevask
og pligter
mindst ti år
før tiden,
I burde have
hadet mig,
burde have
fået psykoser,
men nok
engang nej,
alt,
jeg fik,
var det bedste,
I havde,
var kys,
karameller
og tøjdyr
og eventyr
læst på
en sengekant,
timer
i haven
og værkstedet
fyldte
med hygge
og lærdom,
og senere,
da jeg
blev ung,
fik jeg lov
til det meste,
til mudderbad
ovre i Roskilde,
druk med
de andre
og drømme,
I end
ikke selv
havde nået
at drømme,
og dengang,
I gik
fra hinanden,
så kendte
jeg grunden,
og da I
fik svært
ved at stå
for jer selv
efter dét,
var jeg klar
over årsagen,
jeg kunne se
resultatet
af børn,
som fik børn,
i hver eneste
grumsede
vandpyt,
på vejen,
jeg tog,
det var det,
jeg fortrød,
aldrig jer,
men måske
er dét
også
en salgbar
historie.

mandag den 28. november 2016

Politik

bør man føre
på baggrund
af facts,
og de facts
skal man hente
i virkeligheden,
og virkeligheden
er det,
der er sandt,
når den ikke
er det,
som er falsk
eller bare
en påstand,
en påstand
er noget,
som sikkert
er falsk,
men med et
bliver sandt,
hvis det
gentages ofte
og målrettet
nok,
hvis det
gentages
ofte
og målrettet
nok,
kan det blive
til virkelighed,
man bør
handle
i forhold til,
gerne
politisk,
og handler man
på den
politisk,
er afkastet
facts,
man kan bruge
politisk
med mindre,
man finder dem
falske
og gentager
det ofte
og målrettet
nok
og har
sølvpapir
nok
til at værne
om det,
som er virkeligt
nok
til at blive
til sand
politik,
politik er
i virkeligheden
et spørgsmål
om sølvpapir
nok
til at være
politisk,
og det er
et fact.

Mørket

er svært
at få overblik
over,
det synes
at fylde
det hele
på visse
besværlige
tider
af døgnet,
man vandrer
i mørke
og sparker
til mørke
og slår sig
på mørke,
og hvis
man er heldig,
formår man
at finde
sin seng,
og så
ligger
man der
som en tåbe
og indånder
skidtet
og håber,
det bare
er luft,
før man
døser
og glemmer,
man nok
ville
udånde
lys,
hvis den
tese
var sand.

fredag den 25. november 2016

Den stærke mand

ser sig
i spejlet
og bryder
sig ikke
om synet
af øjne,
der stirrer
igen
og bedømmer,
om huden,
som alt
for let revner
og rynker
og danner
grimasser,
han ser helst,
det hele
forsvinder,
at han står
tilbage
alene
en dag
i sin stue,
befriet
for ophør
og målestok,
men der
er lang vej
igen,
og i dag
skal han også
på job.

torsdag den 24. november 2016

Selvportræt gennem et timeglas



1

Jeg var barn
af 70'erne,
hvor der
var folk rock
og klassekamp til,
mandfolk strikkede,
kvinder
røg pibe
og unger
som mig
måtte klatre
i træer,
tænde bål
og få mudder
på tøjet
og alting
var brunt
ligesom jakken
på ham der
fra Bjørn & Okay,
og man spiste
og drak
uden hensyn
til samfundets
økonomi,
for når alt
kom til alt,
var der ingen,
der rigtigt
blev set
som en byrde
af typen,
man hyrede
folk
til at udrydde
blot ved
at sætte
et kryds.


2

Jeg blev ældre
i 80'erne,
dengang
KU
var en vogue
og Dan Rachlin
en guru
og strømerens
knægt
fik en
Commodore 64,
vi kunne
lege med
uden at bruge
den der
fantasi,
som var håbløst
forældet,
og ikke
fik tæsk
af de gamle
af hverken
den grund
eller andre,
dengang,
man fik pasta
i stedet
for rødgrød,
kebab
kom til byen
og bomberne
holdt sig
i ro,
sådan cirka,
til Muren
blev støv,
og jeg selv
blev forfremmet
fra lig
til person.


3

Jeg var ung
i 90'erne,
lo af
enhver ting,
der havde
betydning,
fordi
selve ordet
"betydning"
var tomt,
jeg var fri
som Cobain,
da han slugte
geværet
og blæste
sig ud
af enhver form
for realitet,
drak alt det,
der var drikkeligt,
røg,
hvad jeg kunne
få ild på,
og kneppede alt,
der var
fucked up
som jeg,
mens regeringer
skiftede,
kurser
brød loftet
og ingenting
gjorde
en forskel,
det krævede
lyset
fra tårne,
der brændte
og styrtede
sammen,
før jeg,
som en hel
masse andre
fandt ud af,
jeg rent faktisk
havde
et hoved
endnu.


4

Jeg blev voksen
i 00'erne,
åd mine
piller
og kom mig
og så mig
omkring
i en verden,
der lignede
verden
omtrentligt,
for mange,
jeg kendte,
fik huse
og biler
og børn,
som de satte
i pleje
om dagen
og nænsomt
parkerede
foran
et fjernsyn
så snart,
de kom hjem,
men til jul
fik de prægtige
gaver,
som hvert år
blev større
og større,
mens markeder
dannede
bobler
og folk
faldt omkuld
med infarkter,
og naboen
snakkede
hadsk
om de fandens
til perkere,
som ville
hugge
det hele
og smide
en bombe
i stedet,
og ham der
den ledige
stodder
i gangen
ved siden af,
Skat
bare blindt
smed en formue
efter,
og da der
gik hul
på idyllen,
og børserne
blødte,
blev alting
ét virvar,
men en ting
stod klart:
At enhver
måtte klare
sig selv.


5

Jeg blev gammel
i 10'erne,
alt, alt
for tidligt,
jovist,
men det skete
alligevel,
ikke
ved druk
eller hor
eller traumer,
det rakte
at læse aviser
og se sig
omkring,
mens de nedslidte
togvogne
hvinede
koldt
gennem byen,
de hjemløse
flokkedes
over de
varmende
riste,
og folk
gik forbi
i habitter
og sparkede
til dem
for sjov.


6

Men jorden,
jeg går på,
er vist nok
den samme
som før,
jeg blev født,
mineraler,
partikler
og sporstoffer,
som man
kan stole på
skjuler
én godt,
når historien
går løs.

onsdag den 23. november 2016

Tre gange søvn

- til Anker Pedersen (1915 - 2011)


Første søvn

Farfar
sov gerne
til middag
i det,
som engang
var et hønsehus,
traskede ind
frisk fra marken
med mudrede
støvler
og plettede
bukser
og lagde sig
i en kasseret,
men funktionel
seng
for at snorke
igennem
og ænsede
aldrig,
at jeg
trådte ind
for at lytte
til lyden
og se,
hvordan sliddet
og alderen
skrællede
af ham
i søvne,
og når han
omsider
slog øjnene op,
og jeg
stod der
og gloede,
lyste ham op
i et smil,
derfor ved jeg,
jeg altid
var velkommen
hvor som helst,
selv i
hans drømme.


Anden søvn

Og farfar
fortalte
engang,
hvordan gården
var ved at
gå ned
økonomisk
i starten,
fordi han
var grøn
i sit fag
og for flink
til at kræve,
at karlene
smøgede
ærmerne op
og var
pengene værd,
han fortalte
om lange,
urolige
nætter
med knuder
i maven,
som først
fik en ende
den morgen,
han vågnede
op ved,
at farmor
for alvor
var til.


Tredje søvn

Farfar
kan gå igen,
farfar er lystig,
endda,
mens vi åbner
for lågen
og vender
den nyrevne
kirkegård
ryggen,
og der
er den,
byen,
den by,
som er vores,
med haver,
der lyser
af asters
og nelliker,
der er de,
bilerne,
Thøgersens
brugte,
men billige
biler
med skilte
i ruderne,
der er
de trætte
forældre,
just hjemvendt
fra jobbet
i Silkeborg
med deres
poser
fra Føtex
og Kiwi,
og der
er de små,
som med funklende,
nye mobiler
er gået
på jagt
efter væsener,
som aldrig
har fandtes
i flækken,
der ligger
missionshuset
med sine
kalkede
mure,
som Gud
ikke bor bag,
fortæller han,
farfar,
som givetvis ved,
hvad han
snakker om,
der ligger
hallen,
hvor folk
træner hårdt
til en kamp,
som bliver vundet,
men aldrig
får ende,
og der
er de rønner,
kommunen
fik opført,
da farfar
blev syg
og var nødt
til at afhænde
gården,
som raskt
blev forvandlet
til grus,
og der
ligger
det hus,
som jeg
voksede op i,
og ligner
sig selv,
som en ny
ejer ser det,
og der
står han,
farfar,
igen
alt for stiv,
og jeg aner
for godt,
han er lavet
af knogler,
de selvsamme
knogler,
jeg slæber
omkring
i min krop,
og han spejder
mod markerne,
solen
og højen
ved skoven
med hullet
i toppen,
vi sov i
ret tit
efter middag,
der dufter
af kaffe
og kage
og pyntegrønt,
nu skal
vi hjem.

tirsdag den 22. november 2016

Long distance relationship

Jeg har skrevet
og skrevet
og ventet
hver morgen
ved postkassen,
som jeg
tålmodigt
har renset
for regninger,
postkort
fra Phuket
og mægtige
læs af
reklamer
for ting,
kun en klovn
ville købe,
men nej,
ingenting
har jeg hørt
fra mig selv.

mandag den 21. november 2016

Jens Madsen (1845 - 1932)


1

 ”Dræng
war han,
mand bløw han,
men kå'l
hår han
aldri wæret”

- Anton Pedersen, fætter fra Lemming (1860 - 1944)


2

Jens
kom til verden
som søn
af Mads Rask
eller Jensen
i Thorsø,
en gårdmand,
hvis slægt
kunne spores
så længe
tilbage
på egnen,
at ingen
med sikkerhed
vidste,
hvad tilnavnet
kom af,
men rask
var han ikke,
ham Mads,
det var noget
med lungerne,
vist nok,
og vel
kunne karlene
pløje
hans marker,
men levende
holdt de
ham ikke,
og Jens,
som var ældst
af hans børn,
måtte vokse
10 år
på en sommer
og overtog
driften,
så Mads
kunne dø
med et lettelsens
suk
i sit hjerte,
og der
stod han så,
bette Jens,
med en gård
og to halvvoksne
søskende,
han skulle
brødføde,
så han
fik brug
for en kone
til det der
med brødet,
og sammen
med Søren,
han kendte
fra Grølsted,
steg Jens
på en vogn
for at drage
på frierfærd
hvor der
var egnede
emner,
og standsede
også
pligtskyldigst
hos Sørens
forældre
på Overgaard,
hvor de
drak dus
med hans søster,
Marie Kjerstine,
som godt nok
var sød,
men for grim,
som Jens sagde
til makkeren,
da de
drog videre
ud i det blå,
der var brunt,
ser det ud til,
de vendte
i hvert fald
tilbage
til sidst,
og så taltes
der ellers
forretning
med svigerfar,
indtil de ringede,
klokkerne
ude
i Skorup,
og Jens
blev til to
frem for én.


3

Og så blev de
til tre,
Jens og konen,
og fire
og fem,
og da oldemor
fødtes
i '85,
tolv
plus det løse,
der døde
i vuggen,
og nok
var familie,
men aldrig
for alvor
blev liv.


4

Og da
svigerfar Niels,
ligesom Mads,
blev for svag
til at passe
sin jord
og var klar
til sin aftægt,
var Søren
den søn,
som stod
først for
at drive
den videre,
men det
var Jens
og Marie
Kjerstine,
der fik
Grølsted Overgaard,
Søren,
som overtog
Rasks gamle ejendom
nede
i Thorsø,
og hvad,
der end skete,
var alle
tilfredse,
og Jens
købte jord til
og byggede ud,
så den stråtækte
slægtsgård
med ét
blev moderne
at se til
og tilmed
en driftig
forretning,
som altid
gav overskud,
overskud nok
til at Jens
kunne købe
en stor del
af byen
og udlåne
penge
til resten
mod rimelig
rente,
omtrent, da,
og sådan
var alting
en leg
for Jens Madsen,
men sjældent
for sjov.


5

Og naboen
gloede
godt nok,
da møllen
kom op
bag ved gården,
og lampen
blev tændt
på en rigtig
kontakt
hos Jens Madsen,
som tilmed
sorterede
roer
til køerne
ude i stalden
på et
eller andet
gespenst
af et apperatur,
som han end
ikke selv
skulle røre,
det lignede
trolddom,
og der var
engang,
hvor man
skaffede folk
og problemer
af den slags
af vejen
på bålet,
men nu
var det
oplyste tider,
og pærerne
sprang
overalt.


6

Og når
der var høst,
bar Marie
Kjerstine
en kæmpe dunk
brændevin
ud til
de svedige
karle
i marken,
som uanset
gråvejret
altid var
solbrændte,
når de
gik hjem
og til ro.


7

Og naturligvis
blev han
politisk,
ham Jens,
først som medlem
og senere formand
for områdets
sogneråd,
og der
var møder
ret ofte
på Overgaard,
hvor der
kom portvin
på bordet
til glosuppen,
mens man
besluttede
ting
som at bygge
et fattighus
inde
i Skorup
og stå på
at lave
et trinbræt,
når jernbanen
krydsede
egnen
på vejen
fra Silkeborg
ud imod
Langå
en dag,
der var
kigboller i,
Madsen syntes,
de hørte
sig til.


8

Og selvom
han nok
havde råd
til en vogn
og en hest,
gik han
altid
til alting,
Jens Madsen,
til møder
og stævner,
til alle
de mange
auktioner,
som gård
efter gård
gjorde verden
lidt større,
var rejsen
for lang
til én dag,
var der altid
en dør,
som stod
åben,
og altid
en seng,
som hans
udslidte
ben
kunne hvile
sig i,
til de
næste dag
fortsatte
rejsen,
mod hvad
fandt han
nok aldrig
ud af,
Jens Madsen,
men det var
nok næppe
ham selv.


9

Og klæder
skabte folk,
men ikke
Jens,
som mødte
op engang
til tvangsauktion
i Rødkærsbro
og lignede
en stodder,
og man lo
hver gang,
han bød,
og endnu mere,
da han skulle
hoste op
ved kasse 1,
men han
tog pungen,
som var tyk
og ved
at sprække,
op af lommen:
"Jeg har
én her
og én mere
i min jakke,
hvis der
mangler noget",
sagde han,
så alle
kunne høre det
og se
med egne øjne,
hvis de ville,
at Jens Madsen
ikke gik
med røven
bar.


10

Og oldemor,
Anton
og Mads
og de andre
fik ikke blot lov
til at blive
i skolen
og lære
at skrive
og regne
og alting,
mens ungerne
nede
fra vejen
kom ud
for at tjene,
nej,
de kom
på højskole
også
og hørte
og Grundtvig
og Blicher
og Saxo
og Staffeldt,
før ploven
og kødgryden
kaldte dem
hjem til
et liv,
som blev
dannet
en verden
før dem.


11

Og så døde
Marie Kjerstine,
og Jens gjorde
regnskabet op,
og det stemte
fra ende
til anden,
og dog
var der et
eller andet,
som gjorde det
svært for ham
hver nat
at falde
i søvn.


12

Og døden
var ikke
en ting,
Jens lod ske
uden videre,
for der
var arv
at fordele,
og selvom
han havde
en gård
for hvert barn,
blev de nøje
fordelt
efter evne,
så Mads
fik den gamle
i Grølsted
og Anton
den jordrige
Krogaard
i Låsby,
han flyttede
tæt på
til aftægt,
den gamle,
og ve den,
som viste sig
ikke
at være
en duelig
landmand,
som Anton,
der hurtigt
blev vejet
og fundet
for let
og smidt ud
på en mindre
og ringere
ejendom
uden for byen,
mens oldemor
flyttede ind
med sin Anders,
som kunne
tage fra
på en helt
anden måde,
og sådan
kom farfar
til verden
det rigtige
sted
på det
rigtige
tidspunkt:
Fordi,
der var
forskel
på folk.


13

Og farfar
erindrede
stadigvæk Jens,
når han
vandrede hjem
til sit aftægtshus,
hvor der
stod suppe
parat,
og som altid
med kigboller i,
og en dag
slap den op,
det var dengang,
der virkelig
kom biler
til Låsby,
som knap nok
bemærkede,
at der
var blevet
en fodgænger
mindre.


14

Og alt,
hvad jeg har
efter Jens,
er hans aflagte
pung,
som er tom
og har været
det længe,
men navnet
er brændt
ind i skindet,
og stikker
man næsen
ned i den,
kan manden selv
duftes
endnu.

tirsdag den 15. november 2016

Areal (manuskript 2013 - 16)

Siden udgivelsen af 8600 har der været en mærkbar stemning for, at jeg skulle skrive videre i samme spor. Det gør jeg så nu. På en måde. I hvert fald fremlægger jeg her manuskriptet til digtsamlingen Areal, som er andet led i en påtænkt trilogi med overskriften Land og Folk. Det første var 8600 (hjemstavnen), mens det tredje endnu ikke har en titel, men vil repræsentere slægtninge og andre forbilleder. Areal handler om landet. Simpelthen. Fra Skagen til Gedser. Men som vi nok alle ved, er det selvfølgelig ikke så simpelt igen.

Stilen fortsætter tydeligt i sporet fra 8600, og det er min plan, at det tredje bind også skal gøre det. Så meget sagt inkluderer manuskriptet teksten "Nissum 1991", hvis første udkast faktisk stammer fra det år. For størstedelens vedkommende er værket dog skrevet i to stræk: Et stort i 2013-14, et mindre i 2016.

Må det nyde samme - eller større - succes som forgængeren. Selvom jeg ikke tager den nemme vej og lefler for tidens nationalistiske tendenser, men bare fortæller løst og fast om det land, jeg er født i og på mange måder stadigvæk godt kan lide.


***


Steffen Baunbæk
Areal
Danske vers



***



Nationalhymne



***


Nationalhymne


1

Grænser
er noget,
man sætter
og fjerner
og rykker på,
som man
har lyst,
jorden noget,
man ejer
den dag,
man har givet
sig væk
og er dækket
af kløver
og græs.


2

Dansk
er man,
når man
har vundet
medaljer
og priser
og krige
og den slags,
og dansk
er man,
når man
fortærer
de ting,
der forventes,
og siger
de ting,
som man skal,
på det sprog,
alle regner med,
dansk
er man,
når man
er rørende
enig med
flertallet i,
hvad der ikke
er dansk,
og forfølger det,
som man
har pligt til,
og har man
så lyst,
er man
menneske
resten
af tiden.


3

Men stadigvæk:
Suppen,
som bobler
i gryden
og dufter
af alt det,
der var
og skal blive,
og dig,
som med
svedige
hænder
forsøger
at hindre,
at den
koger over,

og stadigvæk:
Leo Mathiesen
på naboens
støvede
anlæg
en morgen
i juni,
der lyder
som solsorte
altid
har gjort,
når de synger
for ingen
og dig,

og stadigvæk:
Vejen,
du gik,
når du skulle
i skole,
blandt huse,
man pærede ned
og erstattede
siden,
blandt hunde
og folk,
som blev tavse
og skiftede
navne
og form,
og den måde,
den dog
er forblevet
en vej på,
som fører
mod viden
og visdom,
men aldrig
i mål,

og stadigvæk:
Kulden,
der hærder
dit ansigt,
og varmen,
som næsten
får tøet
det op,
og de plettede
æbler
på jorden,
du ligner
så meget,
at alting,
selv skimlen
tager fejl,

og stadigvæk:
Dronning Margrethe,
der endnu
en gang
træder ud
på balkonen
til folket,
som tror,
at hun vinker,
og ikke
kan genkende
lyden
af én hånd,
der klapper.


4

Men mest
af alt:
Stregen,
du trækker
fra punkt
og til punkt
til du
endelig
kan se,
hvad
du er.



****



Jylland



****



Kræn Vester


1

De kalder
det Kræn,
de lokale,
Kræn Vester,
turisterne
kalder
det havet,
det ene hold
drukner,
det andet
får råd
til en Audi,
lidt høflighed
lønner
sig altid.


2

Kræn
kommer ikke
til kaffe,
man kommer
til ham,
og man husker
at hilse
belevent
og arte
sig ordentligt,
som udgangspunkt
stiller man
træskoene
pænt
i entreen.


3

Kræn
har en dragkiste
inde
i stuen,
og alle,
som virkelig vil,
giver han lov
til at kigge
én gang,
der er mange,
som mister
forstanden
ved synet,
og mange,
der ser,
hvem de
egentlig er,
men kun dem,
som kan tie,
får lov
til at prøve
igen.


4

Man siger
aldrig
farvel
til Kræn Vester,
man tager
sine sko på
og går,
men de
påløber,
renterne,
fast.


Landnam

Lyset
i Skagen
forskød
ingenting
mellem ordene,
gjorde dem
ikke
så klare,
at skibene
undgik
af støde
på noget
og synke
til bunds
i betydning
og skidtfisk
og tyske
turister,
til gengæld
stod klynger
af marehalm
klar til
at æde sig
ind på
alt ukendt,
og ude
i bølgerne
fandtes der
havdyr,
som spruttede
blæk.


Flaben

Hytter
tog den
med sig,
Råbjerg Mile,
hele flækker
blev til
meningsløse
navne
på et landkort,
mens den
sneg sig
fremad,
dårligt skjult
bag lyng
og skæve træer,
og præsten bad,
men Gud
blev hjemløs,
ligesom alle
egnens døde
nok en gang
blev sendt
til tælling,
det gik
langsomt,
jo, men
evigheden
rakte
faktisk
tunge.


Hou

står så stille
om vinteren:
Ingen turister
med flæskede
vomme
og åndssvage
solhatte,
ingen,
der sejler
af lyst,
ingen postkort
og nipsting
og snappende
hunde
og hærgende
unger,
kun lamperne
bag ved de
tunge gardiner,
en Volvo,
som kører
i tomgang
ved Brugsen,
og havet,
der stivner,
så end
ikke dem,
man har mistet,
kan falde
igennem.


Ved Lønstrup

er kysterne
stejle,
her skrider
historien
i vandet
og bliver
til noget,
man svømmer i,
hvis man
er modig,
her hiver man
fisk op,
de minder
som regel
om folk,
man har
kendt.


Hjallerup Marked

var noget
med heste
og fadøl
og slagsmål
og Kandis
og pølser
og popcorn
og fadøl
og slagsmål
og smat
og fiduskunst
og blod
og tattoos
og batik
og kubik
og medister
og smykker
og krykker
og slagsmål
og sladder
og Kandis
og kulrøg
og kønrøg
og hoste
og heste
og håndslaw
og coleslaw
og fadøl
og frakker
og hatte
og hætter
og heste
og kjoler
og kaffe
og kage
og slagsmål
og kæder
og knojern
og køller
og skinheads
og heste
og Kandis
og skinheads
og fadøl
og skinheads
og slagsmål
og skinheads
og Månen,
der altid
var skaldet
og fuld.


Ulven i Thy 


1

Ulven
i Thy
giver mening
med så mange
klitter
og flader,
som ellers
står gabende
tomme.


2

Ulven
i Thy
er usynlig,
den minder
en smule
om Gud,
men den synger
helst salmerne
selv.


3

Ulven
i Thy
holder udkig
bag ruden
og kassen
og rattet,
den snuser
og lytter,
den ser,
hvad den ser,
med de øjne,
den har,
den kan kende
sin art
fra sit bytte.


4

Ulven
i Thy
findes efter
behov
som forklaring
på alt det,
som var,
men med ét
er forsvundet.


5

Ulven
i Thy
hyler træerne
skæve
og gaderne
øde
og hederne
fulde
af blåbær.


Stenbjerg-session, 2013


1: Mændene

Engang
var her
fiskere til,
tavse,
vejrbidte
væsener,
der nok kom
i land
ind imellem
og lossede
fangst,
men var tomme
og fjerne
i blikkene,
mens det stod på,
og drog ud
ved den først
givne lejlighed,
ud, hvor de,
ligesom
Kong Neptun,
kunne bunde
og vidste,
hvad dyrene hed,
og i huset
sad konen
tilbage
med pande
og bleer
og bønnebog,
ikke en havfrue
længere,
snarere
bare en torsk,
salt og vindtør
og gift
med en
strandvasker,
Jesus
kom tit
på besøg
i de blæsende
nætter
i Stenbjerg,
og alle
var én stor
familie.


2: Kirken

Kirken
i Stenbjerg
er lille,
skønt troen
er stor,
her er
købmanden
lukket,
og kroen
for udenbys
gæster,
missionshuset,
derimod,
stuvende
fuldt,
og man kender
sin salmebog,
ligesom
man ved,
hvor man finder
de flotteste
blåbær
og fedeste
sild,
men den
strammer,
den kirke,
måske er den
stor nok
til Gud,
men til
mennesker
rækker
den ikke.


3: Bunkeren

Bunkeren
troner
på bjerget
endnu,
og fra den
kunne tyskerne
sænke
de engelske skibe
i tilfælde af,
der blev D-dag
i Thy,
men skønt heden
kunne rumme
uendelige bræmmer
af døde soldater
og brændende tanks,
var det ikke
i Stenbjerg,
historien
blev skrevet,
den blev,
hvor den slags
hørte til,
og en morgen
i maj '45
drog prøjserne
mutte og trykkede
hjemad
og løsnede
ikke ét skud,
men de glemte den,
bunkeren,
nu har den udsigt
til flokke
af kjover
og klynger
af lyng
og en tidsalders
tavshed,
jeg var der
i går,
der lå
plettede
trusser
på gulvet.


4: Døden i Stenbjerg

I gammel tid
døde man
ude på havet,
nu kradser
man af
i sin have,
mens hustruen
venter
på Falck,
Holstebro
tror man
ikke på,
vejene,
derimod,
bærer
kun bibelske
navne.


5: Stenbjerg by night

er en fryser,
der summer
i gangen,
en lampe,
som lyser
ved døren
og lyden
af naboens
køter,
der bjæffer
af vinden,
så ingen
kan sove.


Regnen i Struer

Husker den
stadigvæk,
regnen
i Struer,
der så ens ud
for hende
ved kassen
i Vestjyske Bank
og den dødsdømte
dranker,
som hang
under Buen
med plettede
poser
og bukser,
man snakkede
meget
med alle
om alle
i Struer,
både hårdt
og bekymret
og kærligt,
det hele
på én gang,
som oftest,
mens hylderne
tømtes
og fyldtes
i Rema,
og ruder
blev smadret
i Gimsing,
og trosser
blev kastet
i havnen,
men regnen,
den nævnte
man sjældent,
tog bare
imod den,
den smagte
af salt
og tålmodighed.


Wibiærgh

Førhen
lå Viborg
for enden
af Hærvejen,
konger
blev kåret
på hellige stene
ved søen,
og mønter
blev præget
af mestre
i hytterne
oppe
ved viet,
nu har man
et Landsarkiv,
hvor man
kan læse,
hvorfor
det fik galt,
og et galehus,
hvor man
kan komme
sig lidt,
og en banegård,
hvor man
kan drage
med natten
mod vest,
fulgt af
domkirkens
klukkende
klokker.


Dokkedal

kunne have været
så meget,
i gammel tid,
da man kunne sejle
på Vildmosen
helt ind
til Kongerslev,
lå her en by,
der var kræmmere,
sømænd
og præster
og håb
og det hele,
men indløbet
sandede til,
og de få,
som blev hængende,
stod så til søs,
de trak vod,
tømte bundgarn
og sydede salt,
som de solgte
i Aalborg,
til havbunden
nok en gang steg,
og det knapt
var rentabelt
at holde
en sejlrende fri,
og man prøvede så
med lidt landbrug,
men jorden
var alt, alt for sur
eller salt
eller noget,
man gravede tørv,
der kunne fås
meget bedre
lidt længere
inde i landet,
så var der
turismen tilbage,
og jo, der
blev bygget
et sommerhus
oppe i Stejlgabet,
flere kom til
efterhånden,
og kroen
og købmanden
fik sig
en kortvarig
guldalder
til Øster Hurup
mod syd
blev et mekka
for rige familier,
der helst
ville shoppe
og bade,
og feststemte unge,
som helst
ville sniffe
en bane
ved vasken
på lokummet,
så blev det der,
de tog hen,
funktionærerne
ungerne
rockerne,
Dokkedal
lå bare der
og var Dokkedal
sådan
til husbehov,
der var
dog udsigt
til bugten endnu,
ud til bugten,
hvor endnu
et tankskib
trak længere
østpå
for ikke
at løbe
på grund.


Randersbørnene

Engang
var den kendt,
Randers,
både for pramfart
og tovværk
og pilsner
fra Thor,
ikke Loke
og Heimdal,
men Thor, sgu,
og vel
blev den brændt
ind imellem,
den bro,
som så mange
på egnen,
men voksede
gjorde de,
børnene,
snart
stod de der
blandt de tavse
fabrikker
med revnede
læber
og barkede
næver
og så på
den grumsede,
grågrønne fjord,
der kunne sluge
dem selv
eller andre,
helst andre,
du ved,
det var ligesom
lidt nemmere,
skibet
var ladet
med bly.


Landkending

Det var Helgenæs,
var det,
den kom fra,
min mormors
familie,
der havde
den gået
så længe
og dyrket
sin jord
øst for Ørby,
at Monsbjerg
fik navn
efter den,
da den stadig
hed Moensen
og ikke,
som senere,
Mousing,
og der,
på en dag
i det nye
årtusinde,
kørte min mor
og så jeg
i en second hand
Kia Picanto,
der ligesom
os selv,
ikke var
for lokal,
mens vi ledte
blandt rullende
bakker
og stenfyldte
klinter
og skallende gårde,
præcist
efter hvad
var vi ikke helt
med på,
og ingenting
fandt vi,
men mulden
ved kirken
var frodig
og duftede
velkendt,
og kom det
dertil,
tror jeg næppe,
den ville
have spyttet
os ud.


Arosiade

Jeg swingede
aldrig
med Århus,
med alle
de rene
facader
og blanke
caféer,
med pigernes
dyre parfumer
og stylede kluns,
med de sindssyge
priser
på fadøl,
med publikums
højlydte
knævren
i baren
ved alle
de bedste
koncerter,
jeg aldrig
fik hørt,
dette hovmod,
så jysk
i sin mangel
på egentlig
klasse,
det var,
men jeg
elskede
havnen,
de rå
og forblæste
og stinkende
havn,
dén var stor,
man fik lyst
til at
drukne sig
i den.


Rock'n'roll

Dem
fra Horsens
var slemme,
det sagde man der,
hvor jeg
kom fra,
for der lå
et fængsel,
og dem,
som kom ud,
slog sig ned
på de kanter
af frygt for
at vende tilbage
til både familien
og dommen
på egnen,
de kom fra,
men aldrig igen
kunne kalde
for "hjemme",
måske
var det rigtigt,
i hvert fald
var Pretty Maids børn
af den by,
og musikken,
de jamrede af sig,
forbryderisk dårlig,
men selv
mine fødder
gav pokker
i skyld, straf
og geografi
og den slags.


Herning

er ikke en by,
men en velsmurt
maskine,
der spytter
de mennesker ud,
den behøver,
de lever, jovist,
køber sødmælk
og lottokuponer,
får børn
og slår prutter
og sådan,
men den drager
et lettelsens
suk,
gør den,
gågaden,
hver gang
en fodgænger
dør.


Vestbanen

Tog engang
toget
fra Herning
til Aulum
og skiftede,
kørte
til Vildbjerg
og Skibbild
og Studsgaard
og fortsatte,
så både
Kibæk
og Borris
og Skjern,
før jeg ventede
lidt
på stationen
og fangede
endnu et tog
op til Herning
igen, dét
var noget,
og dét var
så dét.


Nissum 1991

Fjordkantens
klynger
af tækkerør
suser
forbi
vores bil,
og fra bagsædet
hører jeg
morfar
fortælle
om dengang,
hvor mormor
og ham
tog den hen
over isen
på skøjter
og fortsatte helt
til Thorsminde,
hvor de spiste
fiskefilet
og drak snaps
på en kro,
jeg var med,
da de slingrede
hjem gennem
snestormen,
høje af sprit
og hinanden,
jeg lå
under isen
og greb dem,
da fjorden
gav efter,
men holder det
nu for
mig selv.


Vraggodset

Fiskerne
gloede
ude ved Esbjerg,
da storbyen
skyllede ind
på den
vindblæste
strand
efter krigen,
for nok
lå der marsvin
og skibsvrag
i sandet
til tider,
men selve
Arkona
var lidt af
en mundfuld,
og toget,
som raslede ind
på de magre
og saltede jorder
fra øst,
var en større
endnu,
men med
næverne
fik man
da banket
det hele
på plads
efterhånden,
i fremtiden
talte man
vestjysk,
og sådan
var dét.


Ripa aeterna

Han stod
bare der
foran Domkirken,
Tausen,
og tav,
og dér løb vi
omkring
i sandaler
og sneakers
og snappede skyer
af candyfloss
dér i en by,
som så ofte
var sunket
til bunds,
hvor så mange
var druknet
i taghøjde før,
vi blev børn,
og jeg tror,
at han lo
af os,
Hans,
stift
og hånligt,
men døren
var åben
endnu.


Slusen

Der stod vi
på diget
ved Højer
og så
vandet falde
og stige
og falde
og stige,
det åndede,
havet,
det sov,
mens vi
bad til,
det ikke
fik øjne
den dag.


Bykerne

Da tyskerne
gik efter skansen
ved Dybbøl,
var regnen
i Sønderborg
lavet af ild
og metal,
og på kort tid
blev byen
forvandlet
til linjer
på gamle papirer
i knuste
kontorer,
en sølle idé,
som fik lov
til at ligge
og passe
sig selv
mellem murstøv
og tagspær,
mens alt kødet
på den
tog flugten
og landede
hvor som helst
ude i landskabet,
at der i dag
står en by,
hvor den
landede,
lige så
høstklar,
fortæller vel,
at den
var god.


Syd for Padborg

Der sidder
man så
i sin bil
midt i landet,
som ingen
besidder,
med udsigt
til buske
og spurve
og mennesker
puttet
på dåse,
i baglommen
har man
et pas,
ingen gider
at tjekke,
på bagsædet
kritiske mængder
af Mümmelmann,
solen
er skarp
i dag,
motoren
hoster.



***



Øerne



***



Giftig jord

Vi kunne,
og det var
vel derfor,
vi gik
på en stribe
af ingenting,
knækkede skaller
og skidende
sandorme
ud på den sølle
klat sand,
der hed Langli,
og stod der
blandt skrigende
måger
og lettende
ryler
og lignede
mennesker
mere end
noget,
selv os,
brød sig om.


Acceptable losses

Selvom
vi sov
på den nedlagte
anstalt
for åndssvage,
hvor der var
sælsomme
lyde
om natten,
og selvom
den fedtede
iskiosk
på båden
blev passet
på skrømt
af en olm
Johnny Madsen
på Dylan
og færgevand,
virkede
Livø
normal
sådan cirka,
der var da
en købmand,
en gård
eller to
og en skov,
som fik lov
til at passe
sig selv,
og alligevel
husker jeg
mest af alt
frøerne,
alle de
bittesmå
frøer,
der myldrede
rundt
mellem fødderne
på os
og fandt
deres død
under støvler
og sko,
mens vi gik
vores fremtid
i møde
på stierne
ude langs kysten,
jeg håber,
jeg tror nok,
jeg græd.


Ertholmene '86

Den var ikke
så stor,
Christiansø,
Frederiksø
endnu mindre,
og færgen,
som skvulpede
rundt
med ens
plagede
korpus
på vidt
åbent hav
alt for lille
til egentlig
at klare
den tur,
og det hele
var lavet
af sten,
for man gik
på en sten,
og man drak
kun den fugt,
himlen
kunne levere,
og levede
vist nok
af udsigten
til et gevaldigt
og flimrende
ingenting,
der kunne ligne
det meste,
hvis ellers
man kiggede
grundigt
og længe,
hvad alle
folk gjorde
af mangel
på bedre,
de fleste
løb skrigende
ned imod
færgen igen,
og kun
kunstnerne
holdt
seriøst
af det vue,
det var
nok der,
jeg blev
sådan én.


Ekkodalen

Vi var
stadigvæk børn,
da vi var der,
og bange
for troldene
nede ved åløbet
mere end
alt det,
som voksede
på os
bag slør
af kulørte
tekstiler
og tavshed,
men klipperne
vidste besked
og smed alt,
som vi kastede
mod dem,
tilbage
i hovedet
på os,
og på den måde
fik vi
besked om,
hvad ikke blot
Møller,
men alle
os andre
drak
om et
par år.


Syd for Bogense

Jeg plukkede ærter
en sommer
lidt uden
for Bogense,
tre drenge
var vi af sted
fra min hjemby,
og teltet
i landmandens have
var trangt,
men vi havde
en walkman
og hørte Det D.U.R.
med Jan Laursen,
Soulshock
og Bageren
lidt over otte
hver aften,
og der var
et køkken
i stalden,
hvor vi
kunne koge
spaghetti
med kødsovs
og snakke
med Trine
fra Vejle,
som alle
var lune på,
dét eller glo,
bare glo lidt
på Rædsel,
en forlæggers søn,
der var ret glad
for knive
og hard rock
og bajere,
gerne det hele
på én gang,
og gav os
et minde
for livet
dengang,
han med ét hug
slog landmandens
gamle transistor
ihjel,
så der landede
indmad
i gryden,
men ærterne
smagte
da godt,
og vi købte
en mixer
bagefter
til bandet,
vi havde,
og pludselig
var både New York
og berømmelsen
tættere på
end en bondegård
uden for Bogense,
selvom
vi vist nok
var det,
man i dag
ville kalde
polakker.


Eventyrbyen,

det kaldte man
Odense,
selvom
en salig
Hr. Andersen
flygtede
fra den
fra barnsben,
den første tid
mest
gennem drømme,
men senere
også med hestevogn
uden at se
sig tilbage,
nu var der
papirklip
på skilte
i vejkanten,
parken
var fyldt
med skulpturer
af havmænd
og svaner,
mens digterens
egen figur,
triplet op
og forvandlet
til brunligt
materie,
smeltede
sammen
i døgndrift
på Banegårdspladsen,
og endnu
en pige
gik rundt
med én
tændstik
i lommen.


Bagergade 38

I dag
fik jeg
set det,
det hus,
han blev
født i,
Johannes
fra Svendborg,
Ahasverus,
pilgrimmen,
digterlegenden
fra Taarnet,
han flyttede
vist nok
til himmels
til sidst,
op til Charles
og Birgitta
og Frans
af Assisi,
nu bor der
kun virkelighed
bag den dør.


Peace

Der sad vi
ved havnen
i Troense,
skæve
af efterårsdufte
og dunsten
af tjære,
og ude på sundet
var Helge
på vej ind
mod Svendborg
med glade
turister
ombord,
mens en enlig
fregat
med kanoner
ombord
drev forbi,
vendte rundt,
lagde kursen
tilbage
og drejede om
og gik ned
i en skærgård
af bindingsværk,
pærer
og stokroser.


Ambrosiusegen

Vi fandt
agern
og småkvas
og løv,
da vi var
ved Ambrosiusegen,
hinanden,
endda,
i det fugtige
græs,
men Hr. Stub
var forlængst
blevet kørt
til kompost
og fortæret
af digte
og svamp.


Langelandsfærgen

Der var
lang vej
fra Spodsbjerg
til Tårs
den dér
skoldhede
dag
sidst i juli,
vi kørte
ombord
alle tre,
far og mor
og så mig,
i den gamle
Ford Taunus
og holdt der
på bildækket
bagved
en lastvogn
fuldt læsset
med jordbær,
jeg tror nok,
vi sejlede,
tiden,
til gengæld,
stod stille,
mens
sommeren '81
rådnede
én frugt
ad gangen.


Mariblues

Boede en uge
i Maribo
på et missionshotel
over for klostret
med Bibler
i skuffen
ved sengen
og billardborde
og ølglas
og en tommetyk røg
neden under,
man sagde,
at roerne
smagte
af sukker
på Lolland,
det står vel
til troende,
himlen
var høj dér,
i hvert fald,
men alt godt
faldt ligesom
til jorden.


Rødby-Puttgarden-Rødby


1

Det kan
godt ske,
at færgen
er praktisk,
at bæltet
bliver krydset,
og grænsen
bliver spiddet
af kølen
som om,
den er lavet
af kød,
men på dækkene
spejler
man stadig
sit ansigt
i andre
folks opkast.


2

Puttgarden
findes,
som skinnerne
findes,
godt rustne,
omtrent
hyllet ind
i buskadser
af gederams,
vognene
findes,
de rådner
på afsides spor,
mens de drømmer
om dage
med brølende
kødkvæg
og kække
soldater
og tiende
jøder
på vej til en ferie
i Polen,
det findes,
det hele,
på Femern,
cikaderne
findes,
de synger
et helt
andet sted.


3

Kiosken
er åben,
og folk
køber bolsjer
og helflasker,
poserne
fyldes,
og pungene
tømmes,
der findes
en motor
et sted
under dækket,
den arbejder,
sover
og arbejder,
ansigter
udskiftes,
bilerne venter
i Rødby.


Møns Klint

var flot,
jo, såmænd,
men det bedste
var højden,
så mange
kunne smides
derned
sten for sten,
som nu Schlüter
og Thatcher
og Reagan
og Britta,
min helt
og aldeles
sadistiske lærer
i matematik,
og det lettede
hver gang,
til sidst
var jeg lettet
så meget,
jeg alt,
alt for nemt
kunne have troet,
at jeg var
en fugl.


Udgang

Udenfor
Nykøbing Sjælland
sad alle
de gale
og ventede
på at
få lov
til en tur
ind i byen,
hvor folk
gik omkring
og smed ting
ned i poser
og kaldte det
fylde
i livet,
og jeg
læste ord op
på biblioteket,
som blot
blev til lyd
og fløj bort.


Interzone

Jeg kom aldrig
til Roskilde,
enten
forsvandt jeg
i damme
af mudder
og pis,
eller også
kom andet
i vejen:
En kvinde,
en pibe,
en kilde,
som boblede
over
af klange
og øl,
jeg så
aldrig,
hvor Thomas
fik fikset
sin knallert,
hvor Gerda
fik fat
på Medova,
hvor kongerne
sov
under dyner
af marmor
og bly
og var langt
mere til,
end jeg
var.


Helsingør botanik mosaik 

Der gror malurt
ved Kronborg,
ved klosteret
stynede popler,
på havnen
mest svenskere
visne af sprit,
som skal hjemad
og selv
er parate
så småt,
og i gaderne
vandrer
de indfødte
til og fra døre
og minder
om kvikgræs
i blæst,
det er morgen,
og Hamlet
er død,
som han plejer,
og Holger
er hård
som en sten,
something's rotten
in Denmark,
og derfor
står alting
så godt.


Hellerup Strand

Og der
står vi
så på den
kunstige
strandbred:
En frue
i minkpels,
en afgået
biskop,
en digter
i slidte
Doc Martens,
og stirrer
mod Barsebäck,
det
og de
halvrustne
fragtskibes
træge,
men stædige
tøffen mod
hvorsomhelst
har vi
til fælles.


2860

Jeg boede
en vinter
i Søborg
nær Torvet,
jeg var der
i hvert fald,
men døren
i køkkenet
var rådden,
og vinduet
inde i stuen
var utæt,
så utæt,
det føg ind i
på karmen,
og jeg måtte sove
med jakke på,
og det var skønt
at stå op
klokken halv tre
om morgenen
og fange
en bus
ind til Carlsberg,
for nok
var de snobber
derinde,
og jeg kun en dum,
nyttig abe,
der skurede
gulve,
men varmt var der,
varmere,
meget,
end hjemme
i Søborg,
hvor opgangen
lugtede
tvivlsomt
af sprit,
og man aldrig
kunne handle
i Fakta,
der vist
kørte status
tre dage om ugen,
og derfor var lukket,
og ham
i tattoo-biksen
genbrugte nåle,
for hvorfor
dog smide
dem ud,
hvis de bare
kunne bruges igen,
og man kun
kunne købe tobak
efter syv
i én eneste døgner,
der mest
solgte porno
med husmødre,
grise
og pumpede
fætre
i kæder
og læder,
og vistnok
var temmelig
benyttet,
for når
man kom lidt
ud på aftenen.
kom busserne
sjældent,
og folk
sad alene
tilbage,
som jeg,
i de vindblæste
stuer
med alt
for urolige
hænder
og blussende
kinder,
men sneen,
ja, sneen,
faldt altid
perfekt,
den så ud
som et uplettet
lagen,
mens pærerne
sprang.


Nordvest by night

Her går
ingenting
tabt,
det kan ske,
at en kugle
når frem
til sit mål,
det er muligt,
at knivene
blinker
om kap
med de skilte
som dingler
i vinden
ved kiosken,
men bilerne
holder
dog stadig
for rødt
og lader suset
af skygger
passere.


Sådan cirka Kastrup

Der er heste
på Amager
og rørskov
på Amager
og malurt
og blåbær
og haver
på Amager
og asfalt
på Amager
og huse
og blokke
og bander
og benbrud
på Amager
og kister
og blinklys
på Amager,
ja, frem
for alt
blinklys,
der glimter
farvel,
hver gang
nogen
får vinger
på Amager.


Staden

Det var klistret,
det stads,
da vi spiste det,
manden
i boden
var sløret
at se til,
men han fik
vist horn
i sin pande,
mens støjen
blev større
end lyset
og skyggen
tilsammen,
vi passede ind,
vores kroppe
var knasen
i gruset
og bump ind
mod muren,
det hele
var blomster
og smykker
og snerrende hunde
og frihed
til undergang,
luftfart
og knuder
på tungen,
vi fulgte
tilbage
mod byen,
hvor alt
havde numre,
der skar os
til blods,
før den slugte
os helt.



***



Hjemme



***



En krans til Hårup
- til Karen Severine Hansen


1

I gammel tid
boede der fyrster
i Hårup,
man fandt
deres smykker
og lig,
da man
gravede ud
til den seneste
motorvej,
nu står den
færdig,
og lastbiler
suser
mod Ringkøbing
hen over kongernes
revnede kranier,
truckere bunder,
og grøfterne
fyldes
med dåser,
tilstrækkeligt
af dem
til endnu
en stormandsgård,
Hårup vil ligge
i periferien
af alting
og sove den ud
efter mange
års kamp,
til man også
planerer
dén døs
og får opfundet dét,
der er nyttigt
og dumt nok
til også at følge
dén rute
så langt,
det skal være,
og lække
en hvid plet
på kortet.


2

I gammel tid,
sagde de gamle,
forsamledes
alle de
unge i Hårup
ved Grønsdalskol,
når det
blev høst,
der var
spillemænd,
og der
var brændevin,
buske i krattet
og halmballer
ude på markerne,
der var en eg,
man kunne
kredse omkring,
til man ramte,
sit mål,
man kunne
bygge
en landsby
på olden.


3

Jeg kendte
en del folk
i Hårup,
jojo, både Herdis
og Børge
og Hardy
og Svend,
der var Lily
og Tove
og Birgit
og Knud,
der var Anne,
Jens Christian
og Ejnar
og Lindy
og Frans,
der var
navne nok,
nu er der
stadigvæk
navne nok,
mennesker,
derimod,
kniber
det med.


4

Da mormor
og morfar
i '55
eller deromkring
købte
et skrantende
landbrug
på Bygaden 6,
var der hest
foran ploven
endnu,
og det gik
nogle år,
indtil morfar
fik købt sig
en traktor,
så fik de
lidt unger,
der knapt nok
var råd til,
og morfar
supplerede op
med lidt ekstra
på skiftende
værksteder,
indtil de
voksede op
og fik børn,
der hjalp til
med at hente
kartoflerne op,
slynge honning
og hyppe
lidt roer,
og så
gik han
endelig
på efterløn,
gården
blev solgt,
og jeg husker
endnu
mormors tårer,
da nøglen
blev lagt
under måtten
for altid
en søndag
i sommeren '87:
Alle de år,
al den møje,
og omsorg,
så endte
det bare
med dét der
uhørlige klik
på en anden
mands trappe.


5

Hos mormor
og morfar
fik hønsene lov
til at hakke
i jorden,
og alle
beundrede
hendes
rabarber
og huggede løs
af de saftige
jordbær,
der stod
lidt for tæt
op ad Bygaden
bag ved en alt
for lav hæk
- også mig,
der lå helt
flad af grin,
når hun dansede
rundt
mellem platter
og vaser
i stuen
og skrålede løs
til den tyndslidte
spole
med Cash
i San Quentin
og mente
hvert ord,
som hun ikke
forstod,
og at helvede,
havde man spurgt,
lige så vel
kunne være
et sortsvedet
franskbrød
i ovnen
som tremmer
i Syden
et sted.


6

Mormor
kunne lave
medister
fra bunden
og ælte
en dej,
så man selv
blev forpustet
ved synet,
og koge
en pokkers
god ribssaft
og presse
en sylte
og piske
en halv liter
fløde
ved håndkraft,
hun kunne
det hele,
men tabe
i rommy
med værdighed,
dér gik
dog grænsen.


7

Kold
kunne hun
godt være,
mormor,
men isene lå
på en fast plads
i fryseren
ude i baggangen,
alle os
børnebørn
kendte,
de smagte
som regel
af nougat.


8

Jeg husker den,
morgenen,
hvor bragene
lød på A15,
og mormor
gik ud
for at se,
hvad der skete,
og da
hun kom ind,
var hun
helt hvid
i hovedet,
og selvom
jeg vidste,
det ikke
var smart,
stak jeg af,
rendte hen
over naboens
gårdsplads
og stod
bare dér
i en vejkant
med udsigt
til Hårup Beton,
mens de
indfandt sig,
bilerne
inde fra Falck,
mænd
og kvinder
i hvidt
rullede
bårerne ud
og begyndte
at skære
i bilvrag
og kroppe
i flæng,
hvad,
der skreg,
ved jeg ikke,
jeg ved kun,
de kørte igen
i en helvedes fart
og lod Mig
stå tilbage.


9

Natten
var ofte
ret mørk
på de kanter,
og mange folk
købte en hund,
så de trygt
kunne kravle
til køjs
uden først
at skulle låse
for fordøren,
der stod de så,
de behårede kræ,
og bevogtede,
også mod venner
og gæster,
avisdrenge,
postmænd
og sådan,
som nu Nielsens
Sankt Bernhard,
der lød
navnet Bjørn
og var rablende gal
og engang bed
hans barnebarn,
Bill,
halvt ihjel,
og en anden gang
satte i flugt
efter mor,
da hun rundede
hjørnet
ved gården,
gravid
med en søn,
som var mig,
og kun bakkede bort,
da hun skreg
som et dyr,
der skulle dø,
dér gik åbenbart
grænsen,
og Basse,
en boxer
der boede
hos Anne
og Frans,
som gik glip
af avisen
utallige gange,
fordi der
kom tænder
i vejen,
men inde
bag døren
lå jeg
ganske ofte
på dørmoppen
sammen
med hunden
og sov
som en ufalden
engel.


10

Tove og Jens Christian
kom fra Søby,
det var der,
de blev et ægtepar,
i hvert fald,
og mens krigen
gjorde olie
til en sjældenhed,
blev brunkul
til kontanter
i Jens Christians
hænder,
selvom de blev tjent
i dybe grave,
der kunne styrte
sammen
når som helst
og gjorde det,
det kostede en ven
i ny og næ,
og så begyndte
han at drikke
som de fleste
på det sted
og spille poker
som de fleste
på det sted
og slå på tæven
som de fleste
på det sted
og ganske ofte
var det Tove,
der tog fra,
men så en dag
fik Tove nok
og tog sin søn
i hånden
med en pakket
kuffert
i den anden,
og Jens Christian
faldt til patten
og blev blød igen,
de flyttede
til Hårup
i et hus,
han havde vundet
i hasardspil,
og de ældedes,
og pludselig
en dag
kom mor forbi
med lille mig,
og jeg blev passet
som en søn,
fik lov at bygge
mig et slot
i deres have
af de slidte hynder
fra den tunge sofa,
og Jens Christian
gav mig snus
fra dåsen
lige så tit,
jeg spurgte,
og han lo,
når jeg var ved
at hoste
halsen op
endnu en gang,
og alt var godt
så længe
ingen rørte
alt for meget
ved Jens Christians
store puslespil
på bordet.


11

Der var
intet folketing
i Lillekøbenhavn,
men nok
en konge,
der var
ingen børs
i Lillekøbenhavn,
kun løn
til tiden,
der var intet
B&W,
men nok
et værksted
for defekte trucks
og kraner,
hvor Jens Christian
og de andre
børster
skruede
og smurte løs,
til bæsterne
blev raske
og drog
bort igen,
og der var
intet Rådhusur,
jeg gentager,
intet Rådhusur
i Lillekøbenhavn,
men nok
et horn,
der lød
hver dag
præcist halv fem,
og der var ingen
høje blokke
af beton,
men nok
en lille
håndfuld gule,
lave huse,
man kunne leje
af fabrikken
mod en rimelig
betaling,
der var ikke
noget Wivex
eller Tivoli,
men nok
en billig
radio på reolen,
hvor Jørn Hjorting
spillede
"Gem et lille smil,
til det bliver gråvejr",
der var ingen
Assistens,
men nok
en presset,
sandet jordbund,
man kunne
gå på,
til man ikke
kunne mere
og skulle væk,
måske til Store
København.


12

Grusgraven
anlagde Hårup Beton
længe før,
jeg blev til,
for at indsamle
råstoffer,
da jeg
var barn,
var den opgivet,
brugt
til den yderste
grænse,
og lå bare der,
fyldt med rustende
kraner
og skallende
skure
og skårede
lerduer,
skytterforeningen
nede i bunden
fik standset
i flugten
for sjov,
og dér voksede
følfod
og dunhammer
side om side
med bunker
af affald
og skrot,
og det skete,
Jens Christian
fandt traileren
frem
for at rulle
derned,
plukke borde,
reoler
og skænke
som om,
det var høsttid
på gården,
han kom fra
engang,
og så kørte
han afgrøden hjem,
gav den maling
og fernis
i skuret
bag huset
og solgte
den videre,
vist til fornuftige
priser,
men blomsterne
havde jeg helt
for mig selv,
de var vist
ikke nogens,
de duftede
rent,
rigtig rent,
som om
verden
var nyfødt
igen.


13

Danfoss
var ikke
for børn,
det var sådan
et sted,
morfar stod
ved et samlebånd,
mens termostater
tog form,
del for del,
meget nyttige,
sikkert,
men kedelige
at glo på,
og sådan
et sted,
morbror Bjarne
faldt ned
fra stilladset
en dag,
han skulle male
facaden,
og slået
så voldsomt
til plukfisk,
han mindede
mest
om en mumie,
de næste
tre gange,
jeg så ham,
nej, Danfoss
var ikke
for børn,
det var sådan
en bygning
i Hårup,
de voksne
gik ind i
og ofte forlod,
det var sådan
et sted,
man tog hen
for at
møde
sin skæbne.


14

Neptun
lå ude
i kanten
af byen
i retning
mod Linå,
en statelig hal
med en drejende
flaske
som vartegn,
om morgenen
trak flere
fra Bygaden
søvnigt
i tøjet
og gik så
derop
for at tilbringe
dagen
bag stålhegn
og pigtråd
med ukendte
gøremål,
ingen
fik indblik i,
os, der var børn,
fik dog løse
mærkater
og helt
friske kapsler
til samlingen,
hvad det
end var
for en type
magi,
der blev
udøvet,
smagte den
også
ret godt.


15

Købmanden
havde
det meste,
han solgte
benzin
fra en stander
ved vejen,
kunne fylde
en slikpose
op for
en femmer
og malede
kaffe,
mens kunderne
fik sig
en sludder
ved disken
om vejret
og Anker
og Jimmy,
den pokkers
til knejt,
men ved indgangen
hang han,
Den tørstige
Mand,
det kunne
godt ske,
man bryggede
Neptun
i byen,
men han
havde brug
for en Tuborg.


16

Man vidste
vel nok,
hvem,
der drak,
hvem,
som tævede
ungerne,
når han
kom hjem,
hvem,
der købte
lidt lir
bag om ryggen
på konen
hos hende der
ude i Halved,
man vidste
så meget
i Hårup,
der ikke
kunne bruges
til noget,
til gengæld
var dørene
åbne.


17

Hvert år,
når høsten
var kommet
i hus,
tog vi
grebene
ude i stalden
og antændte
stubbene
ude
på marken,
med rygge
mod skellet
og hvert
vores græsstrå
i mundvigen
stod vi så der,
morfar,
Bjarne
og jeg,
og så
sommeren
ende
med flammer
og aske
og drivende
skyer,
der mørklagde
vejen,
de lignede
af og til
noget.


18

Dammen,
man skøjtede på,
når der virkelig
var vinter
i Hårup,
var bundløs
ifølge min
mormor,
og derfor
det sted,
man forsøgte
at snige sig
bort til
hver gang,
hun var ude
på ærinde,
når den
var skrabet
tilstrækkeligt ren,
kunne man se
gennem isen,
og vel
var der mørkt
i det dyb,
men man
anede
byer dernede
med osende
biler
og rygende
skorstene,
skimtede
fremmede,
velkendte øjne
med brændende
blikke,
man ikke
kunne tyde,
og nederst
en mund
fuld af stjerner,
jeg kyssede,
til mine læber
blev blå.


19

Træet,
der stod
bag ved længen,
gav blommer
som om,
det skulle dø,
og vi åd,
og vi åd
for at stille
en sult,
der var større
og ældre
end os,
selvom mormor
forsøgte
at tale
os fra det,
vi sked,
og vi sked,
mens vi tog os
til maverne,
alting,
vi kendte,
forsvandt
ud i kummen
med blade
og stammer
og rødder,
men smagen,
du, smagen
hang ved.


20

Først døde
købmanden,
dernæst gik
Neptun i stå
og blev opkøbt,
så flyttede alle
de gamle
til Silkeborg,
gårdspladser
fyldtes af
gummidæk,
plastic og skrot,
politiet
kom pludselig
forbi,
og vist ikke
til kaffe
og flødelagkage,
men græsset,
det groede
da stadig.


21

Maskinerne
kom,
og de jævnede
skoven
med jorden,
de nedrev
en gård
eller to
eller ti,
gjorde marker
ubrugelige,
pløjede
minderne op,
lod dem bløde
ihjel
på en rustende
skovl,
der var hænder
bag rattene,
hænder.


22

Vejene
fører til Rom,
hvis du vil,
og Moskva,
hvis du vil,
men mindst én
snitter
stadigvæk
Hårup
så dybt,
du kan sejle
dertil,
hvis du vil.


Silkeborg


1: Borgen

Sagnet fortæller,
at bispen i Århus,
engang ville bygge et slot,
og så smed han
sin hue af silke i åen
og svor ved sin gud,
at det sted,
den drev ind.
skulle det stå,
han var ikke
ret knøw,
ham Hr. Peder,
han havde
til gengæld
en hæderlig
bygmester.


2: Michael Drewsen

Drewsen
var ret beset
affald fra Sjælland,
og Silkeborg
ret beset
affald fra Jylland,
og hvem ved,
måske var det kærlighed
lige fra starten
imellem det nedslidte tyende,
der henslæbte livet bag det,
som engang
havde været et slot,
med at smede og vaske og skide
i udendørs skure,
og herren fra Staden,
der nok allerhelst
ville væk
fra sig selv,
men det virkede,
hvad det end var,
der blev startet turbiner
og afsikret bredder
og checket maskiner,
og det, der kom ud,
var papir,
fladt og helt hvidt
papir.


3: Swing

Tyverne brølede fremad
med messinghorn,
kjoler af silke
og hatte på sned,
der var abemusik
hele natten
i Lunden,
og aber,
det var man
grangiveligt,
men aber
med stil.


4: Besættelsen

Prøjserne kom,
og så rejste de
vist nok igen,
for jojo, der blev skudt
et par modstandsfolk,
det kunne man leve med,
jernbanebroen mod Århus
blev jævnet til gengæld,
og det kunne man leve med,
hårløse kvinder
blev stillet til skue i vogne,
der rullede ned
gennem byen i maj,
det kunne leves med,
faktisk med fryd,
og på Vestre blev flygtninge
ude fra Vrads
kulet ned i en fællesgrav
efter en sund dosis
kulde og fugt
og en læge,
der ikke for godt
gad at pleje
det tyskerrak,
det kunne man
udmærket
leve med.


5: 60'erne ramte,

man købte
sin ristede kylling
hos Post,
sin pomade
i Føtex,
sit tjald
rundt om hjørnet
fra Blue Moon
på gågaden,
rock'n'roll
died
in its teens.


6: Blikke

fra fortorvet,
næsten:
et hældende
juletræ,
smeltende
isvafler,
ruller
af stofbånd
på hylderne
inde hos Jessen,
der synes
at være
uendelige,
træsko
i frost.


7: Vi dansede

rundt omkring
Drewsen,
da vi blev
studenter,
besteg ham
som om,
dét var noget
at gøre,
og kastede op
ud på morgenen
fra broen
ved stedet,
hvor biskoppens
hue
flød ind.


Aalborg-elegi
- til Michael Marino


1: Prolog

Vid,
du var elsket
dengang,
hvor der endnu
hang gammel
trafiksod
i lag
over murene
nede på Kastetvej,
vid,
du var afholdt
for alle
de henfaldne
lagre og haller
på havnen,
hvor generation
efter generation
havde båret på sække
og rullet med paller
og sendt dem i fart
fra dit hjerte,
så muskler
kunne svulme
og hoveder
kunne lyse
i smoggen,
og vid,
du var min,
da der hver sommer
lugtede gustent
af gæret kartoffel
i Gaden,
mens folket,
der bryggede sprit,
trak i kjole
og blazer
og billig parfume
og dansede
lønsedlen
helt ud
af kroppen
til lyden
af løbske
maskiner,
og vid,
at jeg stadigvæk
kendte
din farlige skønhed,
når lægerne bar
nattens ofre
diskret
ud fra baren,
og bådene
cirklede
rundt
under broen
igen,
da der atter
blev morgen
og lyst,
der var brolagt
med glasskår
og knogler
fra Kærby
og ud på
min fingerspids,
du,
når vi elskede,
kendte du lyden
af neglen,
der skar sig
igennem
den ulmende nat
og lod mågerne
dryppe
igennem,
nu sejler de
spejlvendt forbi
i cafeernes ruder
og prøver
at udruge æg
foran mure
af brændende glas,
mens du sælger
din krop
på Maxim,
men din salmebog
glemte du her,
at du
ved det,
den savner
din stemme
endnu.


2: Overflyvning


Elsam,

åh, Elsam, sam
sim sallabim,
store vidunder
ude på engene,
rygende skorstene,
rygende smøger
og hænder
og fødder,
de spejlglatte vægge,
de buldrende ovne,
det blændende genskær
i glasset
fra Solen,
der lå
i din mave
og brændte,
åh, Elsam,
at stå
på de bakker,
du fødte,
og vente
på endnu
en nat.


Jo, der var
vikinger
ude i

Lindholm

engang,
men de døde
til sidst,
hver og en,
og selv Starkad
himself
bed omsider
 i græsset,
hvis sagnet
var sandt,
og blev jordet
på bakken,
hvor fårene
trissede rundt
mellem tuer
og dysser,
hvor drenge
og piger
fra Aalborg
tog ud
midt om natten
på jagt
efter syller
og syner,
der ikke
var skilte
og hække
og carporte,
økserne
sleb man
endnu,
det var sikkert
og vist,
men det endte
med kævler
i pejsen.


Nørresundby

var altid
på tværs,
hvis man gik
over broen,
den bro,
folk sprang ud fra
af mangel
på klipper,
var alt,
man blev mødt af,
et byskilt,
et stort, flot,
demonstrativt
byskilt,
for ingen
skulle tro,
Nørresundby
var blevet
en forstad
til Aalborg,
at Vendsyssel
bare gav op
og blev opland
til Danmark,
for godt nok
var gågaden
selvdød,
og godt nok
så folk
ganske ens ud
i Lindholm
og Gug,
ja, de talte endda
samme sprog,
mens de tjekkede ind
på den selvsamme
arbejdsformidling,
men Nutten,
det hed den
til hverdagsbrug,
Nutten
var Nutten,
og dem,
som fik sagt
noget andet,
kunne godt
finde broen
igen.


Gøl lå i

Svenstrup,

og nej,
ingen trolde
kom derud
af egen
fri vilje,
for kød
var vel kød,
og man hakkede
alt disponibelt
til grød,
som blev stoppet
i hinder
af plastic
og solgt
i forbløffende
mængder,
blot ikke
i Svenstrup,
dér vidste
man bedre
og købte
Steff-Houlberg
i stedet,
for kød
skulle der til,
der var skrigende
tarme.
at fylde.


Skalborg

var der,
man stod af
for at arbejde,
også
som arbejdsløs,
vel kunne man
bo der,
men ikke
for sjov,
man kunne tage
på McDonald’s
i mangel
af bedre,
kunne spise
en pizza
i centret
i mangel
af bedre,
kunne sluge
en halvlunken bøf
mit gemüse
på Jensen’s
i mangel
af bedre,
men når
dét var gjort
skulle man helst
dreje om
på en mønt.




Skipperens Plads

stod han,
Clement,
med harnisk
og sværd,
klar til endnu
en kamp
mod den anløbne
adel,
det regnede,
inde i
hundesalonen
blev endnu
en puddel
friseret.


Hasseris,

dér
tog man ud,
når kastanjerne
faldt,
ikke før,
ikke efter,
kun dér,
for at gå,
bare gå,
mens
de statelige
villaer
smuldrede
mursten
for mursten.


Natten i

Kærby

var tyst
og befolket
af biler,
der holdt,
bare holdt
foran
mørklagte
huse,
parate
til drab
eller død
eller oprør,
ét vindpust,
og alle
alarmerne
lød.


Gug

var en pløjemark,
Gug
var et mønster
af furer,
der gav,
hvad man såede
i dem,
beton
blev til blokke
og mursten
til huse
og børn
efterhånden
til vejrbidte,
hærgede folk,
man lod visne
derude,
mens busserne
kørte
mod centrum,
hvor verden
og den slags
holdt til.


Rockerne
boede i

Vejgaard,

de havde
en borg
bag et mandshøjt
stakit,
som man kun
kunne nå
med missiler
fra hærens
kaserne
i Lindholm,
det gjorde
Bandidos engang,
men der sad de så,
Vejgaard MC,
og var velkomne nok,
for i Vejgaard
var næserne glade
for speed,
og man talte
med glæde
med næver
og kæder
og knojern
om hvad,
det skulle være,
men selv der
vandt mennesket
frem
efterhånden,
og rovdyr
blev vildt,
mens matrikler
blev målt
og vurderet,
og vel
var der stadig
en måne
bag smoggen
men natten
blev tam
og forunderligt
tyst.


Ude bag

Portland

var træerne
hvide
af kalkstøv
fra ovne,
hvor skaller
fra uddøde
smådyr
blev brændt
og forvandlet
til prima beton,
nye skaller
til lidt
større smådyr,
så meget
for evolutionen,
men skoven
var stadigvæk
hvid,
der var
stadigvæk
nyt under
Solen.


Kilden

var ikke
en kilde,
men bare
en park,
og om natten
var buskene
fulde
af mænd,
der var mænd
uden filter,
om dagen
var buskene
fulde
af folk,
der skulle pisse
og ørle,
før turen
gik videre,
hvorhen
var uvist,
men Kilden
var klar
på det hele,
så klar,
man kunne være,
man standsede
der,
og man
drak.




Hvide Hus 

boede han,
Castro,
en dag
eller to
for en evighed
siden,
mens horder
af vagter
gik rundt
udenfor
med geværer,
og piger
i hvidt
gjorde rent
efter hvert skridt,
han tog,
der var rom
i hans barskab,
cigarer
på skænken
og porno
på flimmeren
over for sengen,
ved vinduet
stod han så,
El Commandante,
og gloede ned
på de osende
busser
ved Kennedys
Plads,
der var flammer
i blikket,
men hænderne
rystede,
skægget
blev gråt.


Algade

Så gik man dér,
op og ned,
ind og ud
ad butikker
og følte på ting,
som man vidste,
man aldrig fik råd
til at købe,
og satte dem op
på de rigtige
hylder igen,
og så gik
man igen
forbi banken
og Salling
og vinhandelen,
ofte i solskin,
men også til tider
i frostvejr
og kuling
og regn,
mens man mødte
en hel
masse mennesker,
af og til
havde de navne,
men typisk
var mennesker
mennesker,
til de forsvandt
ind i mængden,
der tyndede ud
hen mod aften,
mens skiltene
hentedes ind,
og så tog man
en bus,
når den kom,
og så sad man
og sad der
og ventede
kun på
at kunne
stå af.


Gaden

var ikke
en gade,
den førte
fra glasbund
til glasbund
blandt snerrende tigre
og bidske hyæner,
man stavrede rundt
på de ujævne brosten
på jagt
efter huller
at drukne i,
munde
at lukke
og hænder
at slippe,
før morgenen
kom an,
alt for lys
for almindelige
mennesker,
nede
i bunden
holdt taxaen,
ventende,
hyren
var altid
for dyr.


Havnen

var der,
man tog hen
for at være
alene,
der kunne
man kigge
på skibe,
som lagde
til land
og blev losset,
på sejl,
der blev sat,
på matroser,
som vaklede
syngende rundt,
og vist aldrig
fik fundet
den rigtige
skude igen,
på de duvende,
halvrådne fisk,
på den dybe
og mudrede
fjord,
man
kunne tænke
sig om,
tage
beslutninger
dér,
helt alene.


3: Indflyvning


Man siger,
at kimbrerne,
romernes
mægtigste
fjender,
drog sydpå
herfra,
at de ofrede
tyre
og læste
i blodet
på vejen
og spåede
sejr
på sejr
for folket,
de så
hverken
Marius,
Lilholt
i Skovdalen
eller den
irrede ko
nær ved havnen,
man pisser på
lørdag,
før Solen
står op
over affald
og hakkende
råger.


***


Flyttede
hjemmefra,
ind i en kælder
i Frydendal,
hvor der var langt
til den nærmeste super
på Grønlandstorv,
og det var hårdt
for enhver,
der fik lyst,
at forcere
den voldsomme bakke,
jeg boede på,
der sad jeg så
i mit tårn
under jorden
og skrev,
20 år
og studerende,
nærmest
på deltid,
reolen
var stoppet
med Strunge
og Ginsberg
og Burroughs,
og byen
var ny,
fyldt med lys
bag ved fremmedes
ruder,
og jeg tog
i Gaden
og bankede på,
uophørligt,
for jeg
ville ind,
ind i gadernes
fugtige fløjl,
ind bag øjnenes
revnede glas,
ind bag tankerne,
tårerne,
tvivlen,
som oftest fordi,
det var muligt,
og når jeg tog hjem
ud på morgenen,
var asfalten
lavet
af budding
og lyset
så skarpt
som en dolk,
og jeg standsede
ofte
ved Østerå,
blot for
at se,
at den flød,
som den skulle,
parfumen
blev bortført
af vinden,
og fra
Eternitten
sneg kemiske
dunster
sig ind
i mit uglede
hår,
det var ligesom
et digt,
og jeg skrev,
men jeg skrev
det
først
nu.


***


Gehlert,
han boede
til leje
i Kærby
hos en
eller anden,
som vist
var en ørn
til flamenco,
og gerne
gav ekstra
rabatter
til unge
studiner,
som blæste
fanfarer
og sådan
på trompeten,
og Jonas
og Kaa
havde lejet
et hybel
i centrum,
og der
røg de hash,
når de ikke
holdt fest,
og man
spillede
Bowie
og Cave
og den slags,
og vi skrev
alle sammen,
og Jonas
endda
en roman
eller to,
som kom ud,
og den første
blev vist
en succes,
mens den anden
kom hurtigt
på udsalg,
men hvad
gjorde det,
når vi så os
som generationen,
der én gang
for alle
skulle blæse
de gamle
af banen,
og når,
der blev tåget
af humle
og hamp,
konspirerede vi,
der lå tidsskrifter,
antologier
og værker,
som klart
ville ændre
det hele,
i luften,
så tungt,
alle dinglede rundt,
og så hørte vi
Stereolab
og forsvandt
ud i natten
og vågnede hvor,
vi nu gjorde,
om morgenen
var arket
så blankt
som en Limfjord,
og fremtiden
plettet
af bræk,
og man drømte,
men mest
om en klud.


***


Opgaver
løste vi,
grader
blev taget
og efterladt
ude på gaden
blandt bumser
og vildfarne
katte,
men kvinderne
flyttede ind
efterhånden,
og pludselig
stod bøger
i orden,
og maverne
voksede
bort
fra hinanden,
og døre
blev låst,
og en dag
var vi skygger
på Algade,
jagende
efter
en vind,
vi måske
kunne signere.

***

I Vestbyen
boede vi,
hende,
jeg ikke
vil huske,
og mig,
jeg nok bør,
og der lugtede
altid
af sprit,
når vi luftede ud,
der var ikke
så langt
til fabrikken,
du ved,
og om søndagen,
når der
var fodbold
på stadion,
sloges man
ude på gaden,
sirenerne skar
gennem luften,
og bremser
blev hamret
i bund,
og det skete,
vi elskede
til den,
den lyd,
mig
og hende,
jeg ikke
vil huske,
og Vestbyen,
som jeg
nok bør.


***


Man jævnede
Nordkraft
med jorden,
der lød blot
et brag,
og så faldt de,
de skorstene
alle i byen
fandt hjem
ved at vandre
imod,
og i måneder
efter
gik mange
forvirrede rundt
og forsøgte
at lære
den sælsomme stad,
de var født i,
at kende
igen,
og borgmesteren,
Henning,
selvfølgelig
en Henning,
stod frem
med sin store
vision
om et Aalborg,
der ikke
skulle kendes
for armod
og stoffer
og vold,
men for lækkert
design,
Lene Siel
og et nyopført
center
på havnen
til ære
for Utzon,
og barer
blev lukket
på stribe,
og bænke
blev fjernet
fra gader
og parker,
og tyren
blev pudset,
og pludselig
en dag
stod jeg op
på en fremmed
adresse
i Århus,
og nej,
der gik ingen
tog hjem.


***


Min karriere
i Østbyen
startede med,
jeg blev single
og sad
hos en god
kammerat
i en måned
og gloede ind
i en væg,
til han endelig
fik nok,
og jeg fandt mig
en lejlighed,
områdets mindste,
in fact,
i en blok
på en Sundvej,
og der
sad jeg så
hele vinteren,
gloende ind
i en hvid væg
igen,
men trods alt dog
min egen,
mens pusheren
nede i stuen
holdt fest
hele natten,
ja, nat
efter nat,
og de andre
i opgangen
var der,
og døre
blev smækket
om morgenen,
og folk
råbte op
eller græd,
og så udløb
kontrakten,
jeg fandt mig
en ny, større bolig
et stenkast,
omtrent,
fra den første,
og der
sad jeg så
i et år,
mens jeg gloede
ind i en skærm
og fik chattet
med mange,
der boede
i verden,
og bandet enormt
af min nabo,
der skiftevis
kneppede højlydt
med kæresten,
skiftevis
smed ham
på porten
og knuste
tallerkener
i køkkenet
bagefter,
og så kom
Katrine,
hun flyttede ind,
og vi sad der
og gloede ind
i en tv-skærm
aften på aften,
mens Popstars
blev afgjort,
og Robinson
skiftede vært,
og det gik
for en tid,
til hun endelig
fik nok
af dén ordning
og gik,
og der bare
var mig
og en skilsmissekat
på adressen,
og naboen
sloges igen,
og der altid
var vinter
i Aalborg,
en dag
fandt jeg kasserne
frem,
lagde ting
efter ting
ned i bunden
og ringede
efter en vogn,
og med fuglene
trak jeg mod syd,
væk fra Aalborg
og kulde
og vægge,
der atter
var hvide,
parate
til endnu
et udtømt
sæt øjne,
der manglede
noget
at glo på.


4: Epilog


Vejen
fra Aalborg
var lang
som en øm,
hævet tunge,
betændt
af for mange,
for flygtige
kys
og for mange,
for flygtige
ord
skyllet ned med
for flygtige
fadøl,
og mens man
tog skiltene
frem
ved butikkerne
nede
på Algade,
kørte jeg ind
i det tågede
land
bag ved Himmerlands
bakker,
hvor kimbrerne
døde
engang,
og hvor smagen
af spearmint
var frisk.


København

København,
du var smukkere,
da du endnu
var en skitse,
en tåget idé
om de vilde,
fantastiske ting,
man umuligt
kunne finde
i Silkeborg,
hvor man
gik over
for grønt,
købte nyt tøj
i Føtex
og strømmede til,
hver gang Falcon
trakterede nede
i teltet
ved havnen
med oldies
but goodies
og alle
de nyeste hits
fra top 40,

åh, jo, København,
du var større,
formoder jeg,
da man var lille
og oprørsk
og bumset
og fyldt med
hormoner,
men pigerne
– alle de lækre
fra Balle
og Gødvad
og Alderslyst –
så ganske kort
på éns sorte
klamotter
og fedtede garn,
før de spurgte om,
hvor man skulle hen
til kostumebal,

oh, København,
du var langt
mere sexet,
før jeg kom
herover,
omsider,
og løb for
mit liv
mellem syge
cyklister
og tikkende
menneskelige
bomber
og tiggende
hænder
og ventede
dage
og uger
i regnen
og kulden
på pakkede
busser
og snavsede
S-tog,
der kom
ind imellem,
såmænd
men gudhjælpemig
aldrig
“til tiden”,

oh, boy, København,
du var ligesom
en del mere funky,
før dengang,
jeg løb på
Steen Jørgensen
nede på Floss,
og han ikke var
dyb eller mystisk,
men bare
et fredagstræt
postbud
på druk,
eller dengang,
jeg så Jesper Binzer
– “I won’t cut my hair”-
rock’n’roll-Jesper-Binzer –
en aften i trængslen
på Købmagergade
med kone
og barnevogn,
kone
og barnevogn,
fandeme!

og du, København,
mellem os to
formoder jeg,
at du var
mere sympatisk
før wellness
og mindfulness,
zumba, pilates
og rygeforbud,
før du solgte
din sjæl for
et skudsikkert
selvværd
og kridhvide
tænder
og lappede
hullet
med hellighed,

well, København,
du var ikke
en drøm,
du var bare
et sted
– endnu et –
at tage væk fra,
en rådden banan
i et abebur,
alle kan ruske i,
ingen kan
undslippe
længere.