onsdag den 28. september 2016

Der er sten,

som har
hjemme
præcist,
hvor de er,

der er håbløse
både
som murfyld
og pynt.

Du har ben,
de er fulde
af kalk,

Du er dum,
hvis du
ikke ved,
hvor de
vil hen.

Det var aldrig

din mening

at drive
med vinden,

og var det,
så var det
i håb om

at blive
en fugl
i en flymotor,

ikke
en våd,
flosset pose

i elmen
ved Spar.

Aldrig

at hænge
et billede op

på sin væg,
som man ved,

hvem
har skabt

mandag den 26. september 2016

Uden titel

Der skal
kasser til.

Kasser med
mærker på,

så man
kan se
helt præcist
hvad,
du er,

hvis du ikke
er det,
der er væk,

når de
ryger
i ovnen,

og er du:
Hold tæt
med det.

Verden er
vanvittig
nok.

Uden titel

Ikke
at male,

men afdække
billedet

strøg
efter strøg.

Ave dementia

Fremtiden
smuldrer
et forslag
ad gangen
til lyden
af bifald
fra torve
og stuer,
i vaskene
bygger vi
bomber
af uran
og arvesølv,
bare
til trøst,
hvis der ikke
er pilsner
på tilbud,
i sandkassen
laves der
slotte
af sand,
de er dumme,
de unger,
så dumme,
at det,
de har skabt,
uden tvivl
bliver alt,
som får lov
til at stå.

Skabninger

Det,
du streger,
vil vende
tilbage
og hobe
sig op
i dit væv,
vil erstatte
alt det,
du blev
født med,
til sidst,
så du
vågner
en dag
og er
fejlskud
og fraklip
at skaffe sig
af med.
Ved graven
vil digtene
stå,
når det
sker,
og have
dansesko
på.

fredag den 23. september 2016

Skruen

er løs,
det står klart
for enhver,
den skal strammes,
hvis ikke
det hele
skal falde
totalt
fra hinanden,
så frem med den,
svensknøglen,
stram dine baller,
dit smil,
dine tænder,
til knoglerne
knaser,
stram op
på budgettet
og reglerne,
kvoterne,
rebet
om halsen
på dem,
som skal ud
eller væk,
stram dit slips,
stram dig an,
mand,
tag plads
over lemmen
og vent,
bare vent.

torsdag den 22. september 2016

Om logos

Endnu et bidrag til en poetik.


***


I nyere lyrik er der en stærk tradition for at dyrke brudfladerne i sproget, hvad enten det er i form af dadaismens abstrakte lydudladninger, cut-up teknikkens konkrete fragmenteringer eller den leg med sætningskonstruktion og syntaks, man finder hos yngre navne som f.eks. Olga Ravn. Tanken bag er den generelle, at død - dvs. vant - sprogbrug kun kan føre til død betydning. At man ved at gå i kødet på selve materialet kan overskride vanetænkningen og nå frem til nye, voldsomme erkendelser.

Intentionen er for så vidt god nok. Problemet er bare, at grænsen mod den dårlige sprogbrug, ja, ligefrem det inkongruente er meget tynd, når man arbejder inden for det felt. Og at forfatterens bevidsthed uanset hvad følger med på godt såvel som ondt.

Min arbejdstese - og man må hjertens gerne modsige eller kritisere den - er, at man bør gå endnu mere radikalt til værks. At selve den logik, vi indretter vores virkelighed efter, bør beskydes, hvilket kræver andet og mere end saks og papir. Eller stoffer, hvis det er den vej, man vælger at tage for at udvide eller forskyde bevidstheden. Spørgsmålet bør efter min mening angribes strategisk.

Fra antikken og frem har man arbejdet med begrebet logos, det rationelle princip, der senere identificeres med Bibelens Ord. Det Ord, som var i begyndelsen. Altså forestillingen om, at der findes én måde at ræsonnere på, der kommer fra Gud og styrer alt eksisterende. Det er dette logos, vi henviser til, når vi taler om "sund fornuft". Allerede Aristoteles påbegyndte udviklingen af de
såkaldte syllogismer - bestående af to præmisser (et generelt og et specifikt) samt en konklusion - med henblik på at undersøge, om en påstand levede op til logos eller ej. Som f.eks.

Alle mennesker er fejlbarlige 
Alle filosoffer er mennesker
Alle filosoffer er fejlbarlige

Afgørende for syllogismerne var, at såvel argumentationen som præmisserne var sande, dvs. blev godkendt af fornuften, som den kom fra Gud(erne). Og man nåede så langt, at man organiserede de mulige måder at argumentere på i 64 strukturer, man den dag i dag stadig underviser i på universiteterne. Af de 64 strukturer er kun de 19 gyldige, hvilket naturligvis ikke betyder, at de resterende ikke bruges. Det gør de gerne og ofte i politisk sammenhæng. Som f.eks.

Alle snyltere er tabere
Nogle tabere er venstreorienterede 
Nogle venstreorienterede er snyltere

Jeg håber, vi kan blive enige om - uanset standpunkt - at det ikke er en salonfähig måde at argumentere på. Men når det kommer til kunst, er reglerne anderledes. Kunst efterstræber ikke nødvendigvis at afspejle den virkelighed, vi kender, og handle derefter, men snarere at udvide og problematisere den. Og Holbergs nok så oppustede Erasmus har unægteligt fat i noget interessant, når han vender hjem til landsbyen som student og proklamerer:

Sten kan ikke flyve.
Morlille kan ikke flyve.
Ergo er Morlille en Sten.

Ikke i Holbergs optik, for han ønskede netop - og med rette - at udlevere den selvoptagede yndling, som troede, at lidt overfladisk lærdom fratog ham ansvaret for at være et ordentligt menneske i sin givne situation. Men det var noget nær poesi, han skabte med den fejlagtige syllogisme, ikke sandt?

Og i bedste fald kan det føre, mener jeg, til fremragende og nyskabende poesi at gøre op med logikken, som vi kender den. Det kan også føre til krig og totalitære samfund, indrømmet, og i det tilfælde er enhver alene med sin samvittighed eller mangel på samme. Men i tidens postfaktuelle samfund har den sunde fornuft under alle omstændigheder trange kår, og man kan lige så godt få det bedste ud af det, som man kan begræde det. Og for at vende tilbage til præmisserne: At logos er Gud(erne)s Ord, og at ethvert præmis skal være baseret på "fakta", er ikke de stærkeste argumenter for logikken, som vi kender den, vel?

Hvem bestemmer, hvad Gud(erne)s Ord er? Og hvad er faktuelt i betragtning af, at vi som mennesker er udstyret med et tanke- og sansesystem, der beviseligt er radikalt anderledes end en kats eller en regnorms? Hvad er målestokken for sandhed?

Er den i virkeligheden gyldig?

Og i så fald: Hvordan og hvorfor?

Det er ét af de helt centrale spørgsmål i min poesi. Og i længden måske det vigtigste.


***


Hvis du voksede
ligesom et træ,
som blev formet
af vindene,

ville du mangle
en arm og et ben,
mindst, måske
også hovedet,

som prøver 
at fatte,
det er der

hinsides
al rimelig 
logik.

Spor

En morgen
som denne,
hvor luften
er kølig
og dufter
af rådnende
blade,
og kattene
sniger
sig rundt
i de toppede,
dugvåde
stræder,
og alle,
man møder,
var til
eller er det
på skrømt,
ved man bare
han er der,
Nick Drake,
på en
afsides bænk,
ingen ser,
og når solen
om lidt
bryder frem,
er han væk,
og man vågner
og sukker
og indånder
endnu
en sang.

Eremitten

Digtet
vil ikke
have venner,
de mener
for meget
og fylder
for lidt,
de forlanger
stringens
og logik,
fælles fodslaw
og adgang
til kontoen,
gør de,
så hellere
bo i et
aflåst
og lydsikkert
rum
på en skrabet
diæt
af oblater
og blod
uden udsigt
til frelse
og lindring
og selskab,
jeg elsker
det digt,
det kan
ikke
lide
mig.

Outlaws

Engang
var der
outlaws til,
cowboys,
som skød,
når de skulle,
og døde
med støvlerne på
i eksotiske
byer
med navne
som Tombstone
og Dodge
under skyer
af cirklende
gribbe
til lyden
af klagende
mundharpe,
helte
trods det,
de var
skurke,
i dag
har vi
Peter Lundin.

Guldsjakalen

Guldsjakalen kommer,
den har sikkert noget med.
Længe har den vandret,
før den kom til dette sted.
Vist nok blot til lyst,
hvis man skal tro på sin avis.
Værst af alting er dog,
at den ikke er en gris.

Guldet konfiskerer vi
ved Padborg, hvis vi kan.
Resten af sjakalen lader
vi gå på brød og vand.
Troen tager vi fra den,
vi har en, den godt må få.
Så skal den få ro, hvis
den har taget trynen på.

mandag den 12. september 2016

Lignelser (manus)

Lignelser er, som titlen antyder, inspireret af Jesu lignelser i Det Nye Testamente, hvorfor netop han da også er en gennemgående figur. Og alligevel fik mine tekster, som er skrevet i årene 2012 - 14, efterhånden en egen karakter, som var på en gang gammeldags og hypermoderne. På en måde ved jeg ikke engang, om Lignelser overhovedet er en rimelig titel på det, jeg lægger frem her. Men jeg ved, at har jeg skrevet et manus, som rummer essensen af mit livsprojekt, er det dette. Det er kort og fyldt med ironi og slapstick-humor. Men det rører mig på en måde intet andet, jeg har skrevet, gør. 

Med andre ord: Vil du virkelig kende forfatteren, så læs bogen. Men husk at få alt det med, der står mellem linjerne.


***


Steffen Baunbæk
Lignelser


***


Lignelsen om Jesus i Tokkekøb Hegn

En dag, hvor Jesus og De Tolv var ude at gå et sted i nærheden af Tokkekøb Hegn, hændte det, at en bondemand kom forbi og sagde således til Menneskesønnen:

- Hej, du der! Man siger, du er en vis mand, og at du kan læge selv den værste sygdom med hænderne. Nu skal du høre: Mine kreaturer har fået det dersens mund- og klovsyge, og jeg vil komme i grumme vanskeligheder, hvis jeg er nødt til at lade dem aflive. Hvis jeg nu giver dig og de der folk, du har med, en tallerken kartoffelmos og en håndbajer hver, fikser du så lige den?

Guds søn standsede op og trak vejret dybt. Da talte han så:

- Der var engang en bademester, som havde tre arme. En til at vinke med, en til at slå med og en til at skrive med. Når han svømmede, slog han en vældig fart. Derfor var han meget velegnet til sit job.
Dog blev han fyret. Når han nåede hen til den, som var ved at drukne, vinkede han enten til det ansigt, som stirrende forsvandt ned i dybet, hamrede staklen én på lampen eller gav sig til at skrible haikudigte i panden af vedkommende.
- Hvad mener du med det, sagde bondemanden skeptisk.
- Aner det ikke, svarede tømreren fra Nazaret: - Men jeg synes, du bør hente dit gevær.


Lignelsen om Sakha-Yakutien


Der er et landskab et sted i Sibirien. I baggrunden knejser bjergene, hvis toppe og øverste skråninger er dækkede af sne, som har ligget der så længe, det skal være.

Længere nede er der fugtig, stenfyldt sandjord og blottede klippepartier. Efterhånden dukker vækster op. Mos og spredte græsklynger. Så ender bjergene. Brat. I tundraen. Tundraen, der i reglen er underafkølet, men kan opvise ganske rige forekomster af rensdyrlav og lyng.

Et par gange om året krydser vældige flokke af takkede bæster gennem dalen, til tider forfulgt af en bjørn eller to, et kobbel ulve, det løse i rovfugle.  En tid bliver der tanket op ved floden, tyndet ud i floraen, brølet af unge eller gamle individers forsvinden. Så er der stille igen.

Blandt tuerne slentrer en mand. En mand med badebukser på.

De er lilla. De er lavet af polyester.


Lignelsen om det betændte sår 


Det betændte sår var ikke glad for sit job. Dag ud og dag ind hang det bare på den sædvanlige arm, som i virkeligheden gerne ville af med det, og spyede gullig væske af sig, mens de forbipasserende kom med alle de sædvanlige udbrud: "Yks", "yikes", "badr", "fyffer pyffer" og ind imellem "føj for satan!" Det var ærligt talt ikke en særligt opmuntrende måde at tilbringe sit liv på.

Så en dag faldt manden, det betændte sår sad på, i snak med en smuk, ung kvinde. Aftenen blev lang og indholdsrig, og det gik, som den slags ofte gør: De to tilbragte en halv times tid med akrobatiske øvelser, det betændte sår ikke skulle gøre sig alt for klogt på, før manden med armen faldt tilfreds i søvn.

Da han var langt inde i drømmeland, fik den unge, smukke kvinde øje på såret, og ansigtet stivnede med ét. Men modsat andre gange løsnede grimassen sig varsomt, og hun begyndte at tale til den bizarre plamage:

- Du godeste Gud, hvad er du for en ting?
- Jeg er et betændt sår. Kan du ikke se det?
- Godt, endda. Hvorfor er du på armen af ham, jeg tror, jeg kommer til at elske?
- Fordi der er noget i vejen, måske.
- Måske er det dig?
- Hvordan kan jeg være i vejen? Jeg er her jo bare.
- Men...har du aldrig tænkt på at blive noget andet?
- Hvad skulle det være? Måske kan jeg avancere fra at være et betændt sår til bare at være et sår, men så heler jeg jo. Nej, så hellere blive ved med at være det, jeg er.
- Du er bange?
- Nej, ensom. Jeg er den eneste, jeg har, for alle andre hader mig. Hvordan skulle jeg så kunne give slip på mig selv?

Kvinden smilede uudgrundeligt. Så rakte hun halsen hen over mandens brystkasse, sænkede læberne og placerede dem lige midt i det gullige pus. Hun hævede hovedet igen og slikkede sig om munden.

Og det betændte sår faldt i søvn, ligesom manden med armen havde gjort det.

Da det vågnede igen, fandtes det ikke længere, men havde fået øjne, hænder, fødder, hjerte og mund.

Og den unge, smukke kvinde kiggede forelsket på det, og det kiggede varmt tilbage.

Det hed Jens nu. Det var lykkeligt og fortabt.


Lignelsen om drengen og høstmanden 


Drengen kom forbi en mand med en le.

- Hej, fremmede mand, hvad laver du?
- Jeg fælder strå, svarede manden.
- Hvorfor gør du det?
- Det er på tide, lød det fra et sted under kutten.
- Kan jeg hjælpe?
- Ingen kan hjælpe mig! Den tilhyllede skikkelse slap en kort, tør latter.
- Hvad kan jeg så gøre? Drengen trippede rastløst på stedet.
- Du kan lære at bage et brød, svarede manden og hvæssede bladet igen.


Lignelsen om Marie Marolle


Marie var en underlig pige.

Mens de andre unger i gården spillede fodbold, byggede huler eller spillede Playstation, gik hun rundt i kvarteret med en indkøbsvogn, hun havde hugget ovre i supermarkedet, og indsamlede poser.

Plasticposer. Tomme plasticposer. Fra Fakta og Kvickly og Irma og Aldi og SuperBest og Kiwi og Rema1000.

Der var dem, som mente, hun faktisk var ligeglad med, hvad der stod på dem.

Det kunne ingen forstå.

Men hun kunne tæske de unger, som prøvede at mobbe hende. Og kom en enkelt, fordrukken far hjem fra jobbet og forsøgte at forsvare sin purk, blev han så voldsomt sat til dørs verbalt, at han var nødt til at gå hjem for at tæske konen. Og purken. Igen.

Da Marie nåede konfirmationsalderen, opdagede hendes mor, at der manglede en gryde, en nål og en rulle tråd.

Det tænkte hun ikke nærmere over.

Da Marie nåede konfirmationsalderen, opdagede hendes far, at han ikke kunne finde hverken optændingsbriketterne til grillen eller den tilhørende æske med stormtændstikker. Men skidt, han havde en lighter.

Da Marie nåede konfirmationsalderen, så naboerne, at hun var i gang med at sy de mange poser fra indkøbsvognen sammen til en ballon ovre i græsset.

Det var ikke deres sag.

Det var heller ikke deres sag, at hun lettede og fløj op til Vorherre.

Og bad om dårligt vejr.


Lignelsen om Erasmus og morlille 


- En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten.

Erasmus rankede ryggen og smilede skævt, mens han ventede på reaktionen.

Måske ville hun endda begynde at græde, morlille.

Men morlille smilede bare. Og spredte armene ud.

Og fløj.


Lignelsen om studenten og bondemanden


Der var engang en student, som havde været i den store by for at blive en vis mand. En sommerdag fik han sin hue, og som det første tog han bussen hjem til det sted, han kom fra, for at vise sine forældre den.

Studenten havde været væk længe, så han stod tidligt af for at tilbagelægge det sidste stykke til fods.
Da skete det, at han stødte på en bondemand, han havde kendt som barn, i et skel.

- Nu, hvad har du så lært?, spurgte bonden.
- Kan du se den der?, svarede studenten og pegede ud over en rapsmark. - Nu siger du nok, at det er en rapsmark, men er du nu også sikker på dét? For jeg har lært, at edderkopper har otte øjne, og at hunde og katte har sanser, som er meget anderledes end vores. Jeg har lært, at lyset brydes og bliver til farve, men at farven kommer an på hvem og hvad, der ser den. Jeg har lært, at alt, vi tror er solidt, består af atomer, der består af enorme mængder tomrum og en lillebitte smule masse, som ikke er masse, men energi. Jeg har lært, at der ingen forskel er på noget og ingenting, og alligevel er ingenting noget, fordi vi gør det til noget gennem de sanser, vi har, og de tanker, vi tænker. Du siger vel, at det er en rapsmark, men jeg vover den påstand, at selvom den ser gylden, lys og frodig ud, lugter den som urin eller rådne legemer. Du siger, at det er en rapsmark, men jeg siger, det er døden. Hvad siger du til det?

Bondemanden rettede på kasketten. Så tændte han piben og svarede:

- Det dér, min fine ven, er en rapsmark.


Lignelsen om Uri Geller


Uri Geller havde fået et job. Et job i vejvæsenet.

Uri Geller kunne gode lide at arbejde i vejvæsenet. Se asfalten tage form i den store blandemaskine, mærke den ramme duft af tjære, brede den endnu bløde masse ud over jomfruelige vejstrøg, som bare ventede på at blive udforsket af nye køretøjer.

Uri Geller kunne ikke lide sine kolleger. Hver dag, når han mødte, ville de have ham til at bøje skeer. Ikke lægge asfalt.

Uri Geller vidste ingenting om at bøje skeer.

Uri Geller kunne ikke lide, når de spurgte ham om, hvem han troede, han var.

Uri Geller blev fyret en dag. Fordi, som chefen sagde, han ikke var sig selv.

Uri Geller blev fundet en dag længe efter et af et hold arkæologer. Som et skelet tromlet ned under en vejbelægning. Det så frivilligt og overlagt ud, mente de. Alt tydede på, der var tale om et selvmord.

De skænkede det aldrig en tanke, om det var Uri Geller.


Lignelsen om elefanten og blikkenslageren 


Det hændte, at elefanten en dag var ude for at trutte. Da stødte den på en svedig blikkenslager, som under stor møje var ved at reparere et toilet.

- Hej, elefant!, råbte blikkenslageren - hvad laver du?
- Jeg trutter, sagde elefanten muntert.
- Kan man leve af dét?, ville blikkenslageren vide.
- Nej, men det lyder så kønt, sagde elefanten: - Og jeg kan leve af at være en elefant. Hvad kan du?


Lignelsen om regnbuen 


Klaus kunne godt lide at gå i marken sammen med sin farfar, der var landmand. Når der skulle sås, gik de fure op og fure ned for at sætte frø, og en dag, hvor det havde regnet, var det, han så den.

Regnbuen.

- Hvad er det, farfar?
- Det er regnbuen, Klaus.
- Hvad kan den, farfar?
- Den kan ikke så meget. Men for hver ende af den står der en krukke med guld, Klaus.
- En krukke med guld? Orv!

Klaus var ellevild og spurgte farfar, om han måtte gå tilbage til gården, hente cyklen og prøve at finde krukkerne. Det måtte han godt, og drengen satte sig op, trådte til og rullede ud på landevejen.

Årene gik, og Klaus havde mere end en gang måttet stille en cykel, som var blevet for lille til ham, i vejkanten for at hugge en ny. Han havde cyklet over floder og bjerge, tætte byer, raslende marker og endeløse stepper, mens han først fik dun på overlæben, så kraftigt, sort skæg, så lange, grå totter. Hele tiden syntes den at være lige langt væk, regnbuen, men havde farfar sagt, at man kunne nå enden af den, måtte det også være sandt. Og ganske rigtigt: En dag var han der. Lige for foden af ham nåede de vældige farvestriber jorden. Lige for foden af ham stod der en krukke.

Og han bukkede sig ned, gjorde Klaus, og han vendte krukken på hovedet, og han lod indholdet rasle ud.

Den var fyldt med femogtyveører.

Bunkevis af blanke, ubrugelige femogtyveører.


Lignelsen om Ib Michael 


Der var engang en mand, der hed Ib Michael. Ib Michael havde set det meste af verden og skrevet store bøger om det. Han havde krydset Sydhavet, besteget store tinder i Tibet, røget sær tobak med indianere i Amazonas og spist hvalspæk med eskimoer i Alaska, og hver gang havde han omhyggeligt taget noter, som han havde stykket sammen ved sit skrivebord til værker, der blev hyldet af jublende masser, når de ramte gaden.

- Ib Michael er klog, råbte de: - Ib Michael, fortæl os mere om verden!

Han havde det godt med sig selv, Ib Michael. Hvordan kan en Ib Michael ellers have det under så langvarig, flatterende og intensiv hyldest?

Og så skete det alligevel en dag, at han huggede sig vej med en machete i et junglekrat, og da han omsider kom igennem, gik det op for Ib Michael, at her havde Ib Michael været før. I desperation løb han over mod den næste tykning, som han gik løs på, så lianer, fugleedderkopper og pumaer fór i alle retninger.

Endelig lysnede det, og han kom ud et nyt sted. Der havde han også været.

Ib Michael flygtede tilbage til studerekammeret, rev sit verdenskort ned ad væggen og lod febrilsk en finger køre frem og tilbage over kontinenterne.

Sådan sad han længe, mens sveden piblede ned ad panden. Omsider landede den på en lille plet nede i Middelhavet, som hed Athos. Han lo for sig selv: Det var genialt, det her. Det var en munkestat, vidste han, og fremmede kunne kun komme ind ved at søge om tilladelse. Men fik han den, og det gjorde man, når man hed Ib Michael, var han sikker på, den gemte på den næste store, gode historie.

Banken blev kontaktet, og ansøgningen blev sendt afsted til munkene, som sagde ja, for det gør de til folk, som hedder Ib Michael. Og Ib Michael smed macheten i floden, steg på sit vandfly, som blev vekslet til en Boeing 747 i Panama, og satte kursen mod Athos, som han nåede tre dage senere i en ramponeret fiskerbåd.

Men allerede ved ankomsten følte han, der var noget galt. Stenene føltes velkendte under fødderne, duften af munkenes kutter mindede ham om noget, luften føltes tryg i lungerne.

Da han kom ind i klostret og så de sirlige malerier under loftet, slog det ned i ham som et lyn.

Shit! Sommeren '78 sammen med Troels.

Ugen efter sad Ib Michael og græd i en bil uden for Bylderup Bov. Kulden skar i de ældede knogler, og lyset blændede. Her talte alle hans sprog, alles ansigter mindede lidt om det, han så i spejlet, og alting smagte som hans kød. Her var han ikke klog, her fandtes der kun små historier og labradorer, som logrende snusede til hans skosnuder. Her var Ib Michael ikke Ib Michael, kun Ib, og det eneste, han kunne komme i tanke om, han havde lyst til, var en mælkedreng.

Og en liter benzin, så han kunne sende den forbandede bil ind i træstammen.


Lignelsen om patienten 


De kunne ikke finde ud af, hvad hun led af, Anneli. Situationen syntes ikke akut livstruende, men symptomerne var bizarre, for at sige det mildt. Hendes hjerne var tilsyneladende lavet af silicium, og alligevel udviste hun en foruroligende tankekraft. Uden at være påfaldende autistisk kunne hun efter få sekunder remse pi op med 365543883676300 decimaler. Hun var begyndt at udvikle hjul på fodsålerne, neglene tog gradvist form af knive i rustfrit stål, og selvom man udviste en vis bekymring den dag, hun tømte en stor flaske klor, skete der intet: Indvoldene viste sig at være udformet i porcelæn. Da musklerne til sidst blev så spændte og kraftfulde, at støvfnug, som landede på dem, katapulteredes flere meter væk, og hun en dag knuste en husmur, hun i et distræt øjeblik kom til at gå ind i, indkaldte lægen hende omsider til en vigtig samtale.

- Anneli, jeg må være ærlig. Jeg aner simpelthen ikke, hvad du fejler, og endnu mindre om årsagerne til det. Men...må jeg høre om dine interesser?
- Jeg kan godt lide at strikke.
- Du har aldrig overvejet at gå ind i politiet? Militæret, måske?
- Nej. Jeg kan bedst lide at strikke.
- Hør her: Verden står over for uoverskuelige problemer. Har du ikke hørt om Fåret?
- Fåret?
- Ja, ham der stjernepsykopaten i uldtrøjen fra Rødovre, som har sendt en satellit i omløb, der får alle til at sige mæh og spise græs?
- Næh, skulle jeg det?
- ALLE har hørt om Fåret, Anneli!
- Fåret? Næh.
- For pokker, Anneli! Vi er desperate! Vi har brug for netop din hjælp! Vi har brug for en stærk og kontant hånd, en lynskarp, upåvirkelig hjerne, et usårligt system.
- Hvad siger du egentlig?
- Vi har brug for en superhelt, Anneli! Vi vil ikke gumle kløver! Du må frelse verden! Frels os!
- Jeg kan godt lide at strikke, sagde Anneli.

Så tog hun sin sykurv og gik.


Lignelsen om radioamatøren


Jørgen drejede på knappen. I månedsvis havde han siddet foran sin sender og søgt efter noget, han ikke vidste, hvad var. Efterhånden havde han systematisk afprøvet alle bånd og bredder, men kun fået obskure radiostationer eller kosmisk baggrundsstøj frem.

Han kiggede sig rundt i stuen, hvor bornholmeruret tikkede, støvet dansede i sollyset og tallerkenerne hobede sig op på gulvet.

Hvis bare nogen ville tale til ham. Og nej, ikke Johnny fra Rødovre eller Franz fra Niebüll. De ville i virkeligheden helst kun høre sig selv. Den nogen, som måtte sidde et eller andet sted derude og lede efter ham.

Ingen anden. Bare ham.

Så ramte han noget. En stemme gik klart igennem. Helt klart. Den var venlig, blød og dyb, men lod til at formulere sig i en form for kodesprog.

- ^'*jhkM7&872¤¤678HB.
- Hej, svarede Jørgen og gav sig til at transskribere.

Det fortsatte han med i timevis. Mens han fortalte, hvad han havde fået til aften, beskrev sin frimærkesamling i detaljer og holdt et længere politisk foredrag, fyldtes ark efter ark med tegn, han ikke umiddelbart forstod.

Tegn, han end ikke var overbevist om svarede til det, der blev sagt. Hen imod midnat takkede han endelig af og lovede at vende tilbage om morgenen.

Jørgen fik ikke meget søvn den nat. Sad bare ved spisebordet og prøvede at finde en systematik i det, han havde skrevet ned. Den blev ved med at undvige ham. Da det blev lyst, og fuglene begyndte at synge udenfor, tændte han for senderen igen og sagde:

- Godmorgen. Jeg har brug for søvn. Tag det ikke ilde op. Jeg er på igen i aften.
- "&&/)(=)U(UO)=OLK*^, sagde stemmen, og det lød til at være i orden, og det var så det.

Sådan formede Jørgens dage sig i nogle uger: Lange snakke fulgt på vej af kradserier om aftenen, grublen hele natten og til sidst en spag morgenhilsen, når det gik op for ham, at han endnu engang ikke havde brudt koden.

Med tiden blev han sløset. Godt nok begyndte han at rydde op, støve af og tage bad som om, han ventede besøg af nogen, men ligesom blyanten lod han oftere og oftere papiret ligge. Han fik alligevel aldrig knækket systemet, var han overbevist om.

Men han var der. Han eksisterede faktisk. Og en dag ved daggry, hvor han åbnede døren for at hente avisen,  lå der noget på trappen. Det mindede lidt om en fiskestang, men så ud til at være lavet af brystkarameller.

*=)(&¤ØÆ(&`?=* havde noget skrevet på trappestenen med en slags vandfarve, hvis kulør han ikke umiddelbart kunne genkende.
- Selv tak, sagde han ned i mikrofonen og lukkede anlægget ned.

Så bandt han sit slips og åbnede døren.


Lignelsen om rønnetræet 


Alma gødede og vandede sin have godt. Alma gødede og vandede sin have rigtig godt. Altid havde hun de største græskar, de smukkeste roser, de saftigste asparges, de rødeste jordbær. Af samme grund fattede ungerne i kvarteret stor interesse for hendes havebrug, og efter nogle år, hvor hun holdt dem borte fra matriklen med først sin kagerulle, senere byger af småsten, Alma samlede op i ledige stunder og opbevarede i en dynge tæt ved kompostbunken, fik hun sit mand til at sætte et elhegn op, så ingen kunne komme ind og betræde hendes sirlige, stenbesatte stier og afpille de planter, hun gennem årtier havde fremavlet ved konstant at sætte stiklinger fra de stærkeste, mest givtige eksemplarer, men hun løbende lugede ud i de svageste. Haven var hendes mesterværk, og hendes alene, og intet - intet - skulle antaste den. Aldrig nogensinde.

Så var det, hun så det. Rønnetræet.

Det stod der bare en dag. Lige op ad hegnet. Hvordan det havde båret sig ad med at komme op i knæhøjde, uden hun havde opdaget det, forbløffede hende, ja, fyldte ligefrem Alma med skam. Var hun virkelig ved at falde af på den? Men op kom det, og tilfreds gik hun ind for at sætte kaffe over til manden.

Næste dag var der to. I samme højde også. Tænderskærende trak hun det op, lortet, tændte op i olietønden ved hønsehuset, hun altid brændte sit affald i, og smed planter i. Færdig med dem! Så kunne de lære det!

Onsdag, mens hun stak asparges, kastede hun et blik over mod hegnet, hvor et eller andet - det tog hende lidt tid at hitte ud af hvad - var galt. Den stod så flot og frodigt, den fuldvoksne røn, at det grangiveligt så ud som om, den hørte til. og i blot og bar glæde ved at gro havde den allerede sat adskillige aflæggere rundt om i hele haven  Hun panikkede næsten. "Jørgen! Jørgen!", råbte hun, og den befippede ægtemand væltede ud af stuehuset, hvor han havde været godt i gang med sin middagssøvn: "Jørgen! Hent motorsaven!"

Og han savede, Jørgen, og Alma gik ind i værkstedet, hvor han gemte rottegift og benzin, trak hver eneste aflægger op og forpestede jorden, så intet rønnetræ - desværre heller noget som helst andet - kunne gro på de berørte pletter igen. Den nat måtte Jørgen trøste hende i sengen. Alt, hun havde kæmpet for og forsvaret i så mange år, hang nu i en tynd tråd, og i spejlet havde hun ikke kunnet se sit eget ansigt for tårer. Det ville blive værre i morgen, vidste hun. Den ville hende til livs, den røn.

Men hun havde sin jord, og hun havde Jørgen, og Jørgen havde sin motorsav, og hun havde en vilje som tusind angrebslystne løver, og hun ville vinde til sidst. Hun ville vinde.

Torsdag var haven fyldt med fuldvoksne stammer. Flammerne i tønden arbejdede i døgndrift. Fredag var de fulde af bær, træerne, men nok engang blev de alle sammen lagt ned, og alt blev omhyggeligt samlet op og destrueret. Men lørdag sprang kæden af Jørgens motorsav, hvorefter den fortsatte op i hans ansigt og forrettede skader, som forvandlede de foregående dages krig mod rønnen som biologisk art til bagateller. Ambulancefolkene lukkede bare det ene øje, han havde tilbage, og slæbte de afsjælede rester bort. Der var intet, de kunne gøre for ham. Intet overhovedet.

Det blev søndag. og hun lod dem bare gro. Hun sad i stuen hele dagen og tv. Appetitten var væk, så hun gik i seng uden mad, og mens hun faldt i søvn, kunne hun høre dem arbejde inde i murene, lige under gulvplankerne, rødderne. Hun drømte, at de smukkeste træer kom op, kravlede hen over dynen og viftede hende blidt i ansigtet med deres grene. Hun drømte, at Jørgen lå ved siden af hende, helt grøn og spændstig.

Han smilede bær.


Lignelsen om Jesus nordenfjords 


En sen aften kom Jesus til en bondemand i Ingstrup. Der var kalas, og han havde fået invitationen ovre i kirken i søndags.

Knapt var han kommet ind, før bonden løb ham i møde med hånden strakt ud til hilsen.

- Godt at se dig, gamle dreng.
- Øhm, i lige måde, svarede Jesus.
- Nu skal du se. Maden er klar, men vi mangler vinen. Kan du lige kigge på dem der?

Værten pegede over mod nogle vandtrug ved døren, som vist normalt var forbeholdt hestene.

- Naturligvis.

Frelseren smøgede ærmerne op.

Et øjeblik efter kom bonden tilbage for at se, hvordan det gik.

Døren var åben, gæsten atter faret til himmels. Og nu havde han fem trug fyldt med den fineste kønrøg.


Lignelsen om gryden og hunden


Gudrun kunne ikke tro sine egne øjne.

Hun havde kogt spaghetti, siet vandet fra og smidt hele baduljen tilbage til gryden.

Der lå de så og viklede sig ind i hinanden som orme, de møre og hvide stænger.

Og hun kunne læse fremtiden i dem.

Med ét vidste hun, hvordan resten af hendes liv ville forme sig. Hvordan hun ville dø. Hvad den næste statsminister ville hedde, hvilken forfærdelig krig, der ville bryde ud om tyve år, hvad menneskehedens og klodens skæbne ville blive. Hun kunne se det hele - det HELE - lige dér!

Det svimlede for Gudrun, så hun måtte støtte sig til køkkenbordet. Tusind tanker løb igennem hendes hoved.

Hvad nu hvis det, at nogen kendte fremtiden, muliggjorde, at man kunne ændre den?

Hvad nu, hvis hun kunne nå at komme til lægen i tide? Hvad nu, hvis man kunne afspore valget?

Hvad nu, om man kunne nå at eliminere den officer, der ville trykke på den røde knap?

Det kunne være, det ikke ville forandre noget. Men det ville alt sammen være værd at forsøge.

Hele menneskeheden fortjente at vide det, hun vidste i dette sekund.

Hun ilede ind i stuen, åbnede skrivebordsskuffen, flåede en kuglepen og en stor stak løsark til sig.

Så var det, hun hørte det.

Braget fra en gryde, der ramte køkkengulvets fliser. Lyden af hundepoter, der trippede rundt derude, og en begærlig smaskelyd, som ikke overlod meget til fantasien.

Hun kunne ikke huske en skid.

Det eneste, hun vidste med sikkerhed, var, at hun ikke havde set dét ske.


Lignelsen om elgen i Græsted 


Der stod en elg ude i haven. Der skulle ikke stå en elg ude i haven. Det var ikke naturligt. Den slags hørte til i Sverige, hvor de for Fritjof Nielsens skyld kunne æde så meget mos og få så mange lastbiler til at havarere, som det skulle være. Men ikke her.

Fritjof Nielsen fór ud, samlede en stor sten op fra gærdet og kastede den med et råb efter dyret. Dyret, der bare kiggede op og gloede dumt på ham, mens kasteskytset fortsatte lige gennem dets krop.

Noget paf tav Fritjof ved synet. Var han ved at blive sindssyg? Så satte han i løb og hamrede en knytnæve lige ind mod bæstets mule.

Troede han. Til gengæld slog han et gevaldigt hul i luften.

"Ok, så er det muskedonneren!". Nielsen løb ind i stuen, smadrede glasset, der forseglede våbenskabet, trak en skinnende riffel ud, stoppede projektiler i og begav sig ud i haven igen. Den stod helt stille, elgen, og Fritjof kunne roligt først sigte, derefter trykke af. Men da fire-fem skud var sendt afsted, og kræet stadigvæk fredfyldt gumlede blade i sig fra solbærbuskene, måtte han erkende, at første del af slaget var tabt.

"Det går slet ikke, det her!", bandede Fritjof og fiskede sin mobil op ad brystlommen. Han trykkede et nummer ind og skar tænder, mens han ventede på, at forbindelsen skulle blive oprettet.

- Alarm 112.
- Ja, hej, det er Fritjof Nielsen fra Granatæblevej 37 i Græsted. Der står en elg i min have, sgu! Kan I ikke sende nogen til at fjerne den?
- Hallo?
- Hallo! Jeg sagde: Det er...
- Hallo?
- FRITJOF NIELSEN, FOR HELVEDE!!! DER ER EN ELG I...
- Dut, dut, dut...

Han var godt ophidset nu, var han, Fritjof, og han var fuldstændigt overbevist om, at stemmen i den anden ende af røret bevidst havde ignoreret ham. Men han havde venner på høje steder. F.eks. borgmesteren, hvis nummer han nu trykkede ind:

- Borgmesterkontoret, det er Henrik Wallenstedt.
- Hej, Henrik, længe siden. Nu skal du høre.
- Hallo?
- Hallo, Henrik, jeg har et noget specielt problem, gamle ven, for der står...
- Er det dig, Susanne?
- Nej, det er ikke Susanne, det er FRITJOF! Hvem pokker er Susanne?
- Jeg vil ikke have, du ringer til mig her, Susanne. Det ved du godt. Det har jeg fortalt dig!
- DET ER IKKE...
- Farvel, Susanne. Dut, dut, dut...

Han var chokeret, var Fritjof, men det var ikke hans sag, og heldigvis kendte han også General Hansen fra Forsvarets Operative Kommando. Hvis han ikke kunne, ja, ligefrem ville nyde at blæse en foruroligende skabning bort fra Jordens overflade, ville verden ikke stå længere.

- Ja, det er Hansen!
- Hej, Flemming, det er Fritjof! Ved du hvad, jeg tror sgu, jeg har et lille job til dig.
- Hallo?
- FRITJOF!
- Hvem der?
- MIG, FLEMMING!
- Åse, gider du ikke lige at checke, om der er noget galt med den her telefon? Jeg tror, de røde er på spil igen!
- FLEMMING?
- Dut, dut, dut...

Fritjof tabte telefonen på plænen. Det var lige pludselig så uvirkeligt, det hele. Det var ikke blot som om, han ikke eksisterede. Det var som om, han aldrig havde eksisteret.

Han kiggede vantro over på elgen, der kastede et dovent blik tilbage. Jo, den genkendte ham godt nok. For den fandtes han. I hvert fald lige nu. Men hvordan? Var han en slags antistoffets antistof, der måtte udskilles og gå til grunde, så det var muligt for elgen at poppe op på et sted, hvor den ikke burde findes? Var det omvendt? Var den noget, han måtte udrydde, hvis hele hans syvogfyrre år lange liv med alt, hvad det havde rummet af glæder, sorger, oplevelser, katastrofer, succeser, intime stunder og sælsomme happenings, ikke pludselig skulle vise sig at have været en drøm? Havde han hele tiden været en sagesløs del af en uigennemskuelig, kosmisk tuskhandel?

En ting vidste han med sikkerhed: Byen var ikke stor nok til dem begge. Og han så ud til at have trukket det korteste strå.

Elgen kom nærmere og slikkede ham kærligt på kinden. Så begyndte den forsigtigt at tygge i hans hår. Snart var der kun ét væsen tilbage i haven.

Fritjof var ikke dets navn.


Lignelsen om Den Perfekte Melodi 


Det skete i de dage, at en ung musikant sad i bakkerne med sin guitar og lod fingrene bevæge sig hen over strengene, så han pludselig – og han vidste det i ét nu – havde skrevet intet mindre end Den Perfekte Melodi. Hverken i dur eller mol, men lige midt imellem, hverken banal eller kompliceret for at være det, hverken for lang eller for kort.

- Wow, mumlede musikanten for sig selv: - Jeg har skrevet Den Perfekte Melodi! Den må jeg straks ud for at lade alverden høre!

Den første, han stødte på, var en bonde, som var i gang med forårspløjningen. Efter nogen overtalelse sagde landmanden, som ikke anså sig selv for at være videre musikalsk, ja til den unge mands tilbud, hvorefter han satte sig ned på sit plovskær for at lytte.

- Den siger mig ikke noget, sagde bonden så og kradsede piben ud.
- Det kan ikke passe! Musikanten var bestyrtet: - Det er Den Perfekte Melodi!
- Den lyder godt, ja, men den siger mig altså ingenting.
- Hrmph, så finder jeg bare en anden, der mere fortjener at høre den, vrissede den store dreng med guitaren og rejste sig.

Den næste, han mødte, var kapelmesteren for et stort orkester inde i byen, som var ude for at plukke anemoner.

- Store Kapelmester, jeg har noget, du bare skal høre, ivrede musikanten og øjnede muligheden for en storslået karriere.
- Jamen min unge ven, jeg er lutter øre, svarede den lettere forfjamskede herre og tog sæde på en træstub.

De første toner blev let og delikat slået an, og reaktionen udeblev ikke.

- Hold straks op! Læg din guitar! Rør den aldrig mere! Du ved ikke, hvad du roder med!
- Jamen… Den unge mand var pludselig temmelig modfalden.
- Ikke noget jamen! Det er en ordre!

Så greb Den Store Musikus sin blomsterkurv og fortsatte i stor hast hjemad.

Tilbage stod komponisten med store, våde øjne. Så slemt spillede han da heller ikke? Og melodien…

Den gennemsyrede stadig hans sjæl til den inderste celle. Det kunne simpelthen ikke passe, at ingen kunne lide den.

Så hørte han fuglene, som fløjtede på livet løs oppe i trætoppene: Drosler, solsorte, blåmejser, musvitter, bittesmå, hoppende fuglekonger. Deres stemmer blandede sig i en ganske speciel harmoni, som gav ham gåsehud, og det gik op for ham, at vidste nogen skabninger nok om tonekunsten til at værdsætte hans frembringelse, var det dem.

Med et råb fangede han deres opmærksomhed og slog den første akkord an. De tav og lyttede opmærksomt, mens han tryllede toner og klange – den ene mere vidunderlig end den anden – frem af strengene. Så nåede han til vejs ende og satte tilfreds instrumentet fra sig.

De tav stadigvæk. De blev ved meget længe. Alt for længe. Selv da han i frustration samlede småsten op fra jorden og beskød dem, lettede de uden at slippe en tone. Og han hørte aldrig et næb åbne sig igen.

Han blev ellers en gammel mand. Men ulykkelig. Den dag, børnene ikke mere sang i engene, vidste han besked.


Lignelsen om Spontaneous Self Combustion Guy 


Der fandtes engang en mand, som hed Spontaneous Self Combustion Guy. Det vil sige: Han hed egentlig Kjeld, men det hængte han sig ikke i. Det andet navn gav meget bedre mening. Og så lød det tilmed specielt.

Allerede som lille opdagede han, han var noget særligt. Når som helst han ville, kunne han nemlig tage form af en flamme.

I de år blev han mest betragtet som irriterende. Talrige var de forældre i byen, som rasede, når deres sønner eller døtre kom hjem med vabler på hænder og skuldre efter at have leget med ham, og da han til sidst havde brændt læberne af sin mor, mens hun forsøgte at give ham et godnatkys, stavrede han ud ad fordøren uden at se sig tilbage.

Cirkus var i byen, og da Spontaneous Self Combustion Guy ikke havde andre steder at gå hen, viste han det, han kunne, til direktør Dom Perignoni. Perignoni blev ellevild og tilbød ham straks en plads i rædselskabinettet på den betingelse, at han holdt sig langt væk fra teltdugen.

Spontaneous Self Combustion Guy blev ved Cirkus Panini i tyve år. Undervejs så han hele verden og tjente svimlende summer ind til direktøren, der blev som hans anden far. Naturligvis uden de var på krammebasis eller noget. Men da Spontaneous Self Combustion Guy blev helt voksen, fik han en stor check, han kunne gøre med, hvad han ville.

Den viste han til cirkusprinsessen, han var blevet forelsket i, og spurgte, om de skulle løbe bort sammen.

Det syntes hun, de skulle.

Spontaneous Self Combustion Guy blev så lykkelig, at det snart var slut med dét. Og med Cirkus Panini og Dom Perignoni.

Men han havde sin check, og for den købte han det største hus i den nærmeste by. Og når man gør det, bliver man borgmester.

Og borgmester Spontaneous Self Combustion Guy var en fornem borgmester. Ingen, der trykkede hans hånd, glemte det nogen sinde igen, og ingen turde sige ham imod, når han holdt sine brandtaler.

I hans tid skete der store forandringer i byen.

Kopien af Eiffeltårnet i 100 % økologisk vingummi syntes mange blev ulækker efter et regnskyl eller to. Den firesporede motorvej ned til Brugsen var der også delte meninger om. Men selv torvet fik han lov til at bygge om til et gigantisk æskebæger uden at møde den store modstand.

Handlekraftig og viljestærk var han. Nogle mente, han burde gå til valg og blive præsident og styre hele verden. Det lød godt, syntes Spontaneous Self Combustion Guy, så det gjorde han. Og vandt.

Fra alle mure vajede der bannere med hans ansigtstræk. I alle gader marcherede folk i flok og lavede flammehilsnen op mod himlen. Og uden for den nye hovedstad var man allerede ved at bygge en stige op til Månen. Af smør.

En dag lå der et brev på bordet i hans kontor. "Til Præsident Spontaneous Self Combustion Guy", stod der på det.

Det var fra mor.

"Hvad er du?", stod der.

Det tog stuepigen resten af dagen at feje asken op fra gulvet.


Lignelsen om granerne 


Der var mørkt mellem granerne, hvor Marianne boede, og om natten sad hun ofte ved vinduet, mens hun tænkte over, hvad der kunne gemme sig derude. I sine mere realistiske stunder gættede hun på skræppende agerhøns, snusende ræve og måske en enkelt ugle, der plirede med øjnene og lyttede efter mus. Men det skete, hun drømte om, at skoven var fyldt med nisser, som bare ventede på hendes selskab, eller ellefolk, som ville vise hende alle deres magiske hemmeligheder. Værst var fantasierne om lurende voldtægtsmænd eller forsmåede stalkere, som overvågede hver eneste bevægelse, hun lavede i stuen, og bare ventede på muligheden for at komme til fadet.

Alligevel pirrede det hende, mørket. Skulle hun ende med sperm i trusserne, skulle hun blive bjergtaget eller bare revet til blods i flugten bort fra et vildt dyr, var det trods alt at foretrække frem for livet bag hendes fire vægge, hvor børnene hylede inde på værelset, rudekuverterne ventede på bordet, kaffemaskinen sluprede og bornholmeruret, hun havde arvet fra sin mormor, bare slog og slog.

En sen nat, hvor hun endnu en gang ikke kunne sove, tog hun en beslutning. På bordet lagde hun sit pas, sit sygesikringsbevis, sit hævekort og et nyklippet hjerte i rødt pap til hver af børnene. Der skulle være orden i sagerne. Så lukkede hun yderdøren bag sig, skridtede hen over plænen og fortsatte ind mellem træerne ved skellet.

Forstmanden fandt hende næste morgen, hvor krattet var tættest. På lang afstand havde han hørt en jamren, der nærmest lød dyrisk, og han blev derfor noget overrasket, da han så kvinden, som sad på stubben og skælvede af kulde. Han forsøgte at tale til hende, men hun drejede bare hovedet og stirrede med et blik, han ikke kunne beskrive for politiet bagefter. Helt hvidt var det, hendes hår, hvilket ikke passede med ansigtet, som ganske vist var karakterfuldt, som det passede sig for en kvinde i sin bedste alder, men stadig havde ungdommelige, næsten pigede træk.

Hånden var fast knyttet om noget, han formodede måtte være et spor. Som han fortalte betjenten bagefter, mente han, det i situationen var vigtigt at danne sig et indtryk af, hvad der kunne være sket.

Selvom hun spjættede, spyttede og skreg, holdt han hende derfor fast i et greb, han havde lært i militæret, så han kunne tvinge den op.

Den var tom, var den, hånden. Helt og aldeles tom.


Lignelsen om kvinden på toget 


Hun sad lige dér. På sædet over for ham i togkupéen. Det havde hun al mulig ret til. Også uforstyrret. Men der var noget i hendes måde at sidde der på, som kunne tyde på, hun ville noget andet.

Den måde, hun ind imellem skævede over til ham på. Hendes stille, hemmelighedsfulde smilen for sig selv. Tungens dans hen over læberne.

Han tænkte, at den slags måtte ske tusindvis af gange om dagen på tusindvis af togsæt. Dette lige ved og næsten, der aldrig blev til det noget, det måske kunne.

Man rejste sig jo ikke bare op for at gå over og indlede en samtale, vel?

Man var vel fremmede. Gør fremmede den slags uden gyldig hjemmel, er de sindssyge.

Og sindssyge er nogen, man skiller sig af med.

Han blev, hvor han var. Så havde han i det mindste retten til at forblive fremmed. Og luske sig til et diskret blik derover ind imellem.

Men så skete det lige pludselig alligevel. Deres blikke mødtes og blev hængende som om, de ikke kunne finde ud af andet. Hun skuttede sig og strålede over hele ansigtet, hans mave summede vildt og voldsomt. Men til sidst lykkedes det ham dog at løsrive blikket og atter vende det ind mod togruden.

Pyh.

Så var det, han kunne høre hende rejse sig.

Panikken satte ind med et sæt.

Hvad fanden skulle han gøre? Han kunne vel for pokker ikke bare give efter? På den anden side kunne han heller ikke bare uden videre henvise hende til de vanvittiges fortabte legioner. Den figur, de øjne, det smil fortjente bedre. Meget bedre.

Det skulle blive løgn, skulle det.

Han ville gøre det, han aldrig havde gjort før. Han ville tage imod hende som den gave fra himlen, hun var. Han ville lade tilfældet tage sin kongekrone på.

Det svor han ved sin sjæl, sin evige sjæl.

Hun bøjede sig ned mod ham, viftede håret blidt væk fra hans øre og hviskede blidt ind i det:

- Jeg er døden, og jeg er kommet for at tage dig med.


Lignelsen om Jesus i Tyskland


Den var helt gal, tænkte Jesus.

Det var slet ikke sådan, historien var.

Det var meningen, at han skulle få sig en sidste, hyggeligt middag sammen med disciplene. Drikke lidt vin, spise lidt brød, slå sig lidt på maven og så smutte ud for at gå sig en tur. Han skulle kysses af en, der hed Judas, og blive underkastet lidt Gestapo-metoder af romerne, før de klaskede ham op på et kors, og han himlede under så megen tørst og smerte, at verden ville snakke om det de næste 2000 år.

Mindst.

Men nu stod han i en brændende vindmølle udenfor Goldstadt, mens en stor hob bondekarle, han vist ikke havde gjort så meget andet end at være Jesus, stod udenfor og viftede med fakler, høtyve og den slags.

- Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig, spurgte han sammenbidt, da flammerne slikkede mod gevandterne.
- Tag dig sammen, knægt, lød det ovenfra: - Et job er vel et job.
- Æjh, røvtur, udbrød den levende fakkel.

Så blev han tavs.

Næste morgen, da bålet var brændt ud, kom bønderne tilbage for at gennemsøge ruinerne. Uanset hvad de vendte - forkullede bjælker, brankede melsække og sågar selve møllestenen - kunne de ikke finde den.

Bolten.

De satte sig i skellet og lod en dunk brændevin gå på tur.

Pludselig virkede det, de havde foretaget sig i går, ikke længere som verdens bedste idé.

De ville tie om det, ville de.

De næste 2000 år.

Mindst.


Lignelsen om Gamle Ole 


Der var engang, hvor Ole sad på en knold og sang. Nu var han bare gamle Ole, og det indgav ham ingen glæde, at hans navn blev råbt op i alle landets bingohaller på ugentlig basis. Det var ikke ham, brikkerne faldt på plads for, og det var ikke ham, som havde udsigt til den halve gris eller købmandsposen med kaffe og citronmåne. Han havde kun udsigt til haven, hvor kragerne sked på de stauder, han ikke længere evnede at pleje, og muldvarpene sendte jordbunker i vejret, det ikke var umagen værd at bestige.

En morgen ventede der derfor naboerne noget af et syn. Ole var kravlet op på tagryggen, hvor han sad og trallede i vilden sky. "Han har da helt mistet forstanden, oldingen", hviskede man til hinanden, og dem, som var mest åndsnærværende, greb mobilen og ringede efter politiet, brandvæsenet og Falck, som kom hvinende ned ad gaden med stiger og pistoler og blink og det hele. Der stod de så nede i haven og råbte, og det skulle de da have lov til, syntes Ole, de friske, unge mennesker. Men han sang, og han havde tænkt sig at blive ved, og han lod sig ikke forstyrre af postyret dernede. Gamle Ole havde ikke tid til pjat. Til sidst gav alle da også op og gik hver til sit.

Og ugerne gik, og han skrumpede ind for hver dag, og en aften ved skumringstid var han blevet en solsort, der lettede og forsvandt bag ved skoven.

Da lyset kom igen, lå der et kvart pund kaffe på hver eneste trappesten i byen.


Lignelsen om tællelyset 


Tællelyset stod i stuen og lyste op. Det var det glad for, at det gjorde. Uden det ville vægge og møbler ikke være synlige. Uden det ville folk rage rundt i blinde og skade sig selv og hinanden. Uden det ville børnene ikke kunne læse lektier og blive klogere, gammelfar ikke finde sit gebis, tyendet Abelone ikke bære sølvtøjet ned uden at lave et forfærdeligt rabalder.

Alligevel var tællelyset ikke lykkeligt. Det blev kortere hver dag, og det var trods alt ikke så enfoldigt, at det ikke vidste, det en dag ville være helt forsvundet. Til den tid ville Abelone pille de sørgelige rester af det op fra stagen, tørre efter med varmt vand og placere et nyt i dets sted. Og hver aften, det blev slukket, græd det så mindeligt over dets skæbne. Det stod på i tre nætter, for så længe var der brændstof til.

Den første aften kom julemanden og talte til lyset.

- Hør, lille ven, jeg kan ikke skænke dig evigt liv. men jeg kan se, hvad jeg har i posen.
Tællelyset kiggede på julemanden som om, han var åndssvag, og det var han egentlig også. Så han fik sine støvler på, og tællelyset var ikke alt for mismodigt, da han hostende forsvandt op gennem skorstenen.

Den anden nat kom en engel og talte til lyset.

- Hør, lille ven, jeg kan ikke skænke dig evigt liv, men jeg kan garantere dig for, at der er endnu mere lys der, hvor du kommer hen bagefter.

Tællelyset gloede på englen og bad den skride over på træet igen, hvor den hørte til.

Den tredje nat kom katten og talte til lyset.

- Hør her, lille ven, jeg kan ikke skænke dig evigt liv, men jeg kan lægge mig her, lige her, og spinde indtil du går ud.

Og lyset blafrede til tak, og katten lagde sig, og natten var så lang, at den blev kort.


Lignelsen om det underlige træ 


Det var et meget underligt træ, som stod på fælleden.

Mens det voksede op, regnede man det bare for at være endnu en ask, for det lignede én til forveksling. Men efter en rum tid satte det lige pludselig store, hvide, sarte blomster, som duftede tillokkende, og ud på sensommeren begyndte det at sætte totalt uforudsigelig frugt.

Et år fyldtes grenene med strygejern, som hamrede flere tilfældigt forbipasserende omkuld og sendte én på hospitalet med åbent kraniebrud. Et andet var det isvafler, som drattede til jorden og smeltede på græsset. Et tredje kunne alle og enhver, som måtte ønske sig det, forsyne sig med spritnye ordbøger.

Man vidste kort sagt aldrig hvilken afgrøde, det ville bære, det træ, og selvom manden med kraniebruddet aldrig lærte at elske det, holdt folk i byen generelt af det underlige vækst, der altid var gavmild og gjorde hverdagen den lille smule mindre kedelig.

Sådan gik der mange år, mens træet voksede og voksede, så dets krone til sidst dækkede hele fælleden med en behagelig skygge på varme sommerdage. Men så var det, den kom, den høst, hvor man simpelthen ikke kunne afgøre, hvad det var, der hang på grenene. Det var ikke rigtigt organisk, det var ikke rigtigt dødt, det havde ikke nogen kendt form, det var ikke påfaldende anvendeligt. Det var bare, i mangel af bedre udtryk, tingester.

- Buhuuu! råbte børnene, som havde håbet på nye iPads denne gang.

- Dumme træ, mumlede de voksne, som ikke rigtigt kunne se, hvad alle de tingester, de gled rundt i ovre på fælleden, gjorde godt for.

- Prima til gulvplanker tænkte ejeren af savværket, da han, assisteret af en skumlende borgmester, læssede stammen op på sin lastvogn og kørte væk.

Det år var vinteren længere end normalt. Faktisk sluttede den slet ikke, men fortsatte og fortsatte.

Jærtegn viste sig på himlen, krige brød ud, kvarterer brændte, svovl dalede ned fra skyerne, vulkaner spyede lava i parkerne.

Og ovre i kirken lukkede præsten sin Bibel. Den kunne ikke tjene ham eller nogen længere. Dette var den sidste tid, vidste han, for han havde set de fire ryttere nede i døgneren forleden, og de var i ondt lune.

De havde ikke kunnet finde en eneste tingest på hylderne.


Lignelsen om den anden


Judy lod blikket vandre ud over slagmarken.

Hun var det sidste menneske på jorden. Hun burde nok føle sig heldig.

Men det gjorde Judy ikke. Hun var ensom.

Hun tænkte, at det ikke havde været lykken at overleve den krig.

Men nål og tråd havde hun i det mindste, og hun gik ud for at finde de stumper, der stadig kunne bruges.

Det var ikke mange. Det var gået hedt for sig. Hun fandt en finger her, en tå der, et hoved et tredje sted.

Men hun fik da syet en krop sammen. En mandekrop. Den gav hun navnet John.

John var ikke særligt underholdende. Sagde ikke noget. Gav ingen varme fra sig uanset hvor tæt, hun puttede sig ind til ham. Havde intet glimt i øjnene. Sad bare op ad sin vakkelvorne mur og stirrede op mod himlen, hvor skyerne trak sammen.

Det gjorde Judy ked af af det.

Mens hun græd sig i søvn, ønskede hun, at han ville komme til live. At der ville findes en anden igen.

En, man kunne trøste sig ved. En, man kunne betro sig til. En man kunne kysse, snakke, diskutere, ja, endda skændes med.

Om natten tordnede det.

Om morgenen var der en anden.

Judy hørte hanen spændes bag sig.


Lignelsen om det store brag


Boing.

Det kunne ikke passe. Ken Collins kæmpede desperat for at få det leddeløst hvirvlende rumskib under kontrol, og da opgaven var løst, trådte han på gaspedalen igen.

Boing.

Mens fartøjet igen blev kastet bagud som af en kæmpe trampolin, tænkte han, at det simpelthen måtte være den, han var stødt på. Ikke blot verdens, men hele universets ende.

Og den var tilsyneladende lavet af gummi.

Det var pokkers. Indtil nu havde dens eksistens været rent hypotetisk og spekulativ. Men selvom han havde rejst i  stjernetomt rum længe, havde han alligevel ikke regnet med dette.

Da han igen havde fod på tingene, satte han automatpiloten til for at få en smule betænkningstid.

Hans chance var enestående. Han kunne ikke blot blive kendt som manden, der via hardcore empiri konstaterede endeligheden af tid og rum. Han kunne også blive den første til at se, hvad der var på den anden side.

Det svimlede for ham ved tanken.

Han var tæt på igen, kunne han høre ud fra radarsignalerne. Rumdragten blev taget på, og inden han lukkede sig selv ud i det lufttomme dyb, greb han en brødkniv ude i køkkenet.

Bang, sagde det, mens alt, han havde kendt, klaskede sammen om Ken Collins.

PhJyHccbvB græd. Nogen havde piftet hans ballon.

- Skidt, vi køber da bare en ny, sagde mor.

PhJyHccbvB smilede igen.

fredag den 9. september 2016

horisonter (manus 2016)

Hermed fremlægger jeg første udgave af manuskriptet horisonter. Det er i virkeligheden en kombination af to andre manuskripter fra henholdsvis 2013/14 og 2016, Horisonter og Guilty by association, jeg ikke i sig selv fandt gode nok til udgivelse. Men ved at sætte dem sammen synes jeg, der opstod noget, som er.

Det markerer til en vis grad en tilbagevenden til den skriftbevidsthed, som i løbet af 90'erne og 00'erne var et væsentligt træk ved mit forfatterskab, men egentlig var faset ud, da jeg bogdebuterede i 2012. Om man vil, kan man se det som et oprør imod de mere folkelige eller tilgængelige former, som har præget mit værk siden da. Eller et knæfald for parnasset, hvis man vil være ondskabsfuld. I hvert fald er der væsentligt mere Kunst og meget mindre beat/slam over materialet, end der plejer at være.

Så meget sagt synes jeg selv, det på sine egne præmisser er et stærk og relevant materiale at fremlægge. Og, om guderne vil, begyndelsen på en ny fase i min skrivning, der tilbageviser enhver fordom om, at det, jeg laver, ikke er "fint", "vildt" eller "kunstlet" nok til at være interessant. Dog uden at sætte hverken hjerteblod eller underholdningsværdi til i processen. Digtning er og bør være - tænker jeg i det mindste - kommunikation.

Se for dig selv. God fornøjelse og ditto weekend.


***



horisonter
digte
2016



****



I



siden er vendt, men den fortsætter, skriften,
det er som om, intet er hændt, og alligevel
sker det igen, der går hul på en engel, og småfugle
puster sig op, alle veje går stadig til rom eller
rungholt, hvor vandene stiger og falder, og klokkerne
kimer, men ingen folk kommer til andagt, og sandorme
graver sig op gennem bunden af glasset, og endnu
en gang bliver lysene slukket, og endnu en gang stables
stolene op, mens der kysses i baggården, fuglene vågner,
og regnskabet lægges i skuffen og aldrig går op,


du skriver, og alle, der kender dig, bliver til linjer, til blokke
af tegn, der kan cuttes og pastes og rykkes omkring, som du lyster,
du udnævner dem, som er helte, og dem, der skal dø, konstruerer
moraler af knogler og bindevæv, udjævner sjæle og bygger din bolig
på resterne, this is 4 real, and you're not, er der ridset i muren,


det er bare et skuespil, dyre kostumer
og røg fra en kasse og nogen, som hvisker
replikker fra boksen, et stik i et hjerte,
en stemme, som taler i timevis, før den
forstummer og endnu en krop bæres ud til en
øl og en pindemad omme bag alt, der er til,


tyskerne kommer, og stjernerne bliver til lange
kolonner af pigtråd, du mister dit  sprog, gør du,
jorden er noget, der sluger dig,himlen er skiden
af isfugle, „ich bin ein messerschmitt“, synger
en fremmed mand omme bag disken i banken
sekunder før, du får kontanter i hoved og røv,
du har været i harzen engang, der var ræve dér,
var der, og harer og biller og kalksten, du husker
ein mädchen, som smilede til dig og vinkede farvel,


der ligger et digt i din seng, og det lugter
af krop og er ikke barberet i skridtet
og minder for lidt om en prins, når det roder
i pungen og finder en plovmand til speltmel,
du taler om grof og saussure, og så siger det nå,
og du snakker om tasker og sko, og så siger
det nå, og du taler om jeg og om dig,
men mest jeg, og så siger det nå,
det er til, så du dåner, du stirrer på gulvet
hver gang, du skal læse det op,


endnu en dag er begyndt, og af mangel
på bedre idéer forsøges den udfyldt
med tebirkes, kaffe og bidske bemærkninger
hen over bordet, og pludselig brummer den,
bilen, og hammeren ligger præcis, hvor man
slap den i går, og det samme gør stakken
af noter ved pc'en, manden, der ligger
på sofaen, snorker en del ligesom ham,
man forlagde i går, og man genkender
lyden af celler, der rådner sig vej
gennem natten i en eller andens urolige
krop, som man stadigvæk håber er guds,


der er ilden, som snylter på jorden,
og jorden, som afgrænser vandet,
og vandet, der ikke vil kendes ved
luften, og luften, som aldrig tager
ende og følgelig blæser på alting,
og så er der dig, kammerat, som er
lidt af det hele og tror, der er
noget at kende, en kerne, måske,
som kan findes ved meditation eller
yoga, et indre atom, ingen forsker
har påvist, men, ven, der bliver fest
på manhattan i nat, hvis det sker,


der går skår af din glæde, du fejer dem sammen
og gemmer dem under din håndvask, en dag vil du
finde en lim, som kan holde, en dag vil du hitte
en dag bag ved sofaen, så vil du samle en skal,
tænde lampen i loftet og vente på, at du får pip,


og dit jeg er en ting, du har opfundet, du burde få
en nobelpris i løgn og bedrag og fysik og kemi, alt
eksakt, og i litteratur, fred og teologi, alt, der
svæver, og du burde lægge den over kaminen, hvor alt
det, som buldrer, får form, alt, der tier, forvandles
til aske og ting, som fortættes på himlen og ligner
og så ikke ligner alligevel, du burde blive til
lynild og svuppen i støvlerne, dråber, der løber langs
kinder og finder et udløb blandt stående bølger af guld,


før man plantede marehalm, levede klitterne,
trak sig ved neglene hen over gader og marker
på jagt efter et eller andet, der ikke var
bølgeskvulp, tanglugt og åndssvage måger,
der skreg, nu er tidsaldre rådnet og bitterhed
blevet et grundstof, silicium, muligvis, knivene
stritter i vejret, de kysser med glæde din hånd,


du er menneskelig, du sveder gummi
og udånder sennepsgas, skider et helt
alfabet ud i sneen og håber, der spirer
et eventyr, når der bliver forår igen,


i kirkerne tændes der lys for de døde,
på rådhuset bål til de stakler, som ikke tog med,
"this is war", messer crowley i endnu en cirkel af kridt,
der er hjul på din bil, og de drejer, til kuglerne falder
i hak, du har vundet en time med elvis på fm
og endnu en nat i citronmånens skær,
der er kaffe i grøften, drik løs,


det hober sig op under sengen,
bag døren, langs væggen i poser
og kasser og sække, man hverken
tør kigge i eller kassere, det
der, som man kalder et liv,


se, skyggen gemmer sig bag dig, du dækker for
regnvejr og storm og almindelig modgang og ældes,
mens den er så glat som en barnerøv, stil den
i front, den har godt af lidt dagslys, det svin,


og mågerne findes, but who gives a fuck,
når der også er myrer og pindsvin
og båtnakker til, og du ikke har tid
til at tælle de klatter, de lægger
på frakken, og frakken trods alt
skal til vask, og det snavsede vand
skal til havs, hvor det snavsede vand
hører til, ud til sneglene, krabberne,
rurerne, måske en enkelt klabautermand,
hvis der er plads til hans slags
mellem alle de andre ting,
ingen folk ser, ud til bølgerne,
dybderne, trykket og alle de andre
abstrakter, og mågerne, mågerne findes,
og kun inger c gives a fuck,


salen er tom, og du prøver
at rasle med stole og klirre
med glas, skære tænder og hamre
din hovedskal ind imod muren,
du lider af Lebensraum,
ingen har fundet en kur,


kommer tid, kommer råd, kommer
glemsel og tænder og kløer som
sakse og larver og orme og svampe
og syrer og vindstød og jordskred
og kontinentaldrift og styrt ned
i flammende solsøer, pas dine asters
og byg dine tårne og bed dine bønner,
de bliver til ingenting, makker,
og det er det smukke ved dem.


så har du taget en bus, og så står du og prøver
at stoppe den ned i din lomme, men bukserne strammer
for meget og revner, og så må du være for tyk,
og du griber en kniv og forsøger at skære en hel side
flæsk af, men så er du kantet, abstrakt, faktisk,
og du har brug for en hel rulle sandpapir, før du er
glat, som du plejer, men så er du pludselig for lille,
og ingen kan se dig i køen, før bussen er kørt,


du har rejst, du har indtaget bjerge fra
hvidt porcelæn, nedlagt dyr, ingen pung
kan erstatte, smidt affald, hvor kortet
var blankt, nu er sengene redt alle steder
og drømmene skrevet i mandtal og markerne
sorte af aks, der har ventet i andre folks regn,


stilladserne fjernes, og endnu en tegning
er blevet til sten, nok en hånd lavet om
til en bygning, og der går han, joakim,
joakim løfter sin hat, og kaniner og sedler
kan høres mod jorden, og jorden er blevet
en sump af papir, man kan forme til fostre
og hjerter og den slags, og anders har
knækket sin håndbremse, anders kan tælle
til 313 og rammer en mur, som han fortsætter
lige igennem, det rasler af mønter, hans
tunge giver op, arkitektens er dækket af
skillinger, du er en bjørnebandit, du har
også et nummer, du skovler det op i din favn,



II



goethe er død, han var ikke
til nytte i længden, nu samler
han støv i et aflukket rum,
men i træerne brøler de
pjuskede aber, de klør sig
i hovedet, forstår ikke hvorfor,
de er her, men ingen har taget
til genmæle, slet ikke Goethe,
der ligger med vidtåben mund
og har udskidt bananer af lys,


barnabys slips skifter farve fra scene til scene,
og barnabys slips hænger løst, man kan klynge sig
op i det, klynge sig op i et pæretræ eller en røn,
hvad som helst, man har lyst til den dag, blot det
matcher, men ingenting matcher, når jersey er midsomer,
bergerac barnaby, kun ét er sikkert: at ligene hober
sig op, at der altid er huse til salg, hvor han kommer,
at buskene rasler i skumringen liv efter liv,


elvis has left fårevejle og assens
og gentofte, nu er der andre giraffer
på græs, og det minder om afrika, søreme,
et afrika, hvor der gror breezers på palmerne,
hvor der er skum på den gamle limpopoflod,
blitzlys om natten ud over savannen,
og aberne vover sig ned for at tegne
med tusch på hinanden og drikke sig mod til
i blæk, skide tasker og festhatte under en
måne så blå, at selv langhalse dør i dens skær,


papegøjen er skudt, ligger stendød
i skovbunden, carlos har sat sig igen
for at rense geværet og genlade,
krattet er tæt som et drømmespind,
grene og pels, fjer og skæl vikles
ind i hinanden og ud, han må
skyde sig ind på det, carlos,
det virkelige, drab efter drab,


det er nemt, siger miguel, den skal helst ikke
være for hård, ikke heller for blød, den må godt
have lidt pletter, såmænd, men bør lugte af noget,
den er, ikke bønner og ananas, olie og kamfer,
kadaver, hvad har vi, men frugt, siger miguel fra
sin bod nær la seu, men i palma er torvene
tomme, og kattene flokkes, og Månen er
fuld, og han står med en brosten i hånden,


dauphinen har fået sin te, men det rumler
i maven endnu, og i parken forsøger fasaner
at lette, de bliver til fakler i solen
og lander som aske igen på hans fugtige
pande, men vinen er god i auvergne, der er
stokke så langt, øjet rækker, og bønderne
synger med nyslebne segl i de barkede næver
og mødes på hjørner og torve og pladser,
men ikke dauphinen, dauphinen har pakket
sin kuffert og venter i snevejr på trappen
hans stemme er rusten, han ryster,
men vinen er rød i auvergne og skal ned,


og sokrates drikker sin saft og vil gerne
have småkager til, måske scones, hvis der
ellers er åbent hos bageren, der er programmer
om jetfly og hajer på tv, og buskene bugner
af solbær i baghaven, kålorme spinder sig ind
uden angst for sig selv eller andre slags skygger,
på himlen har nogen smidt kviste og leget med
tændstikker, det er sankt hans, og han synger
i stuen, gør sokrates, synger om antændte gravhunde,
kvinder og kager og den slags, hans nabo er græsk,
og er godt gal i skralden, og strømerne kommer om lidt,


"de er skøre, de romere",
siger han, obelix, han slæber
rundt på en bautasten, også på toget,
og skræmmer de små og de svage,
men plads får han altid ved ruden,
hvor byerne fiser forbi, espergærde
og humlebæk, kokkedal, klampenborg,
hellerup, gallien mangler på
landkortet, der bor goscinny,
han ved nok, hvad meningen er,


marian glemte sig selv, nu er høstakken
kold, og det regner ved skovbrynet, kvalmen
er kommet, og maven er vokset, og ormene
gnaver sig ind mod det kernehus, hvor han
har gemt sig nu, robin, sheriffen er ude at
ride i dag, han har bleer og sutter i tasken,


ofelia kigger på vandet,
ofelia flimrer, mens hamlet
er gæst i et talk show
i prime time og taler
og spøgelser, fjender
og sværd, som skal glimte
i solen, han sidder på mors,
hun skal ned gennem øresund,
skal hun, før skærmen
bliver stor nok til to,


væggene drysser i dresden, og rita kan høre dem
oppe i luften, befrierne, dem, der har bomber
og bolsjer i lasten og lever i lande, der ikke
kan dø modsat hendes, hvor kroppe går
rundt uden hoveder, og regnen er rød
og får alt til at visne, det hvide flag
brænder i hænderne, fløjtene lyder,
og nu skal hun op efter luft,


bjarne har taget en sprøjte, kan cykle
hvorhen, det skal være, til thisted, endda,
hvis det er, der er luft i hans hjul
og metal i hans stel, der er guldstøv
i savlet, som bobler i mundvigen,
landskabet buler, punkterer og lukker
ham ind, hvor der kun er atomer i fart,


stoffet er ustabilt, skriver hun, madame curie,
falder hen efter love, hun stadigvæk prøver at greje,
i æteren spiller de dansemusik af en art, hendes fødder
har svært ved at følge, i hårbørsten: tråde af bly,


"i just wasn't made for these times", synger Brian
fra naboens vectra, der sætter i gear og forsvinder
helt ud af historien, ud, hvor han findes endnu, mr. wilson,
med rynker så dybe som riller, der fortsætter ind
mod det centrum, hvor røster som hans holder til,


han har købt sig en is, major tom,
tæt ved molen i hurup, han står nu
blandt tyske turister og skidende
hunde og hujende børn, mens den smelter
i hånden, selv bølgerne lugter af nougat
i hurup i midten af juni, måske til
december kan vandene gås på, langt bort,


kaffen er klar, og der sidder han, svante, og græder
og mangler en færge, der virkelig kan sejle, kan holde
det ude, det fandens til vand, ikke blot over øresund,
nej, men til riga, mindst, gerne til istanbul, cape
town og bogota, nina kan rende ham med sine kniplinger,
sverige stinker i grunden af surströmning, himlen er
grå overalt, skandinavien er endeløs, hundene glammer
på afsides strande, han håber, de spiser ham op,



III



ven ligger ude i tågen et sted
og er svensk og skal staves med h
ligesom halmstad og hstockholm og hlundm
sikkert, gränsen er flydende, folk går
til bunds i det stads, det er jorden
i hovedet, der gör det, en öfuld er nok,
og et helt alfabet springer läk,


bølgerne bruser uendeligt
langsomt, for det er sahara,
det her, ingen ved hvilken tid,
tiden tager på så øde et sted,
ingen ved, hvilke hvaler,
der baner sig op efter luft,


fanden til bush, som lader mennesker
forsvinde og komme tilbage som dyr, ja,
sågar mineraler, som sandsten, uluru
i morgenlys, solnedgang, rød som en
drøm om et foster, ja, fanden til bush,
hvor der drømmes årtusinder væk, når
man bare har brug for en enkelt, kort dag,


hundene æder de ting, de kan finde
i phuket, et brød her, en hånd der,
en fedtet kondom, hvis det er, og
det er det i phuket, hvor sedlerne
hænger i luften, men mennesker
lander på klinkede gulve og plettede
pudevår, kærlighed varer for evigt
i skyggen af buddha, hvor urene
tikker, og gaden er brolagt med lort,


solen er stærk i kabul, brænder
væggene hårde, selv skudhuller
tørrer den ud, den er ikke en
stjerne der, ikke en giver af liv,
men en djævels samvittighed,
folk stimler sammen hver aften
og fester idét, den går ned,


druerne vokser ved mosel, de modner på
opbundne stokke og rådner i vældige tanke
og tønder, her drikker man død og får lyst
til at slås, ambulancerne hviner som om,
der er angreb fra luften igen, men i stuerne
fjernes hvert støvkorn omhyggeligt fra borde
og hylder, og alt står i pinligste orden
hver morgen, så dyrkes der druer igen,


nætterne vokser i Godthåb, snart flytter de
hjemmefra, sikkert, og glemmer de falmede
skure ved kysten, hvor søvnen, nu hjemløs
og udsultet, søger i læ under kupler af ben,


detroit er gået af led, og i gaderne vandrer de,
alle de hylende genfærd af stempler og samlebånd,
regnen er matsort og klistret som spildolie,
venter vel bare på gnister nu, havet har afvist
at tage den tilbage, på trapperne venter de, ulvene,
motown har mistet sin soul, og nu bløder
pickupperne langsomt ihjel i en endeløs by,


truckstop gondolero: kaffe i krus,
gafler i plastic, fritter i papæsker,
tyske melissa i skurvognen bagved,
så videre: autoværn, frakørsler,
olie på tøjet, en walkie, der skratter
sig vej gennem uger og landskaber,
drejende dæk, 16 af dem, én ordre,
én hånd og én fod og én tanke og der,
efter syv andalusiske mil, pyramider
og benede hunde, der bjæffer om kap,


togvogne ruller igennem sibirien, renerne græsser, og kogler
bliver modne og folder sig ud, der er hul i tunguska endnu,
efter hvad ved man stadigvæk ikke med sikkerhed, lyset kan
gamle folk huske, de sidder på husenes trappetrin, tandløse,
kun til besvær, det er hårdt land, det her, det er klipper og is
af den slags, som man ikke kan putte i vafler, og tunger
som deres har glemt dét at smage, på dem ligger lenin på lit de
parade, der er frosne mammutter i tundraen, hjulene skingrer
mod skinnerne, snablerne  vifter og trutter mod skyerne,
tiden er flænset af pigtråd, her spaltes der sten,



IV



det handler om veje, der mødes og bliver til veje,
som ikke blot fører til skilte, adresser og cykler,
men fortsætter ud og tilbage mod centrum og fører
til noget, det handler om dig, som er mig, der er
dem, som er os, der er mennesker, handler om katte,
som ikke er fugle, der ikke er biller og blåbær,
som ikke er grønkorn og jordarter, handler om celler
i hovedet, der ikke er celler i hjertet, som ikke
er celler i knæet, i foden, i hånden, det handler
om ord, der tager livtag med ord, som tager livtag
med udsagn, der smelter på tungen, som bølger og
bølger, det handler om rum, der bliver tid, som
bliver rum, der bliver tid og til syvende og sidst om
kontakten, der klikker i dørkarmen dér, hvor du sov.

mandag den 5. september 2016

Endnu et work in progress

I efteråret 2016 er mit mål - inspireret af en efter min mening temmelig skidt tekstsamling af en meget anerkendt forfatter - at skrive automatskrift hver dag. Dette med henblik på rent faktisk at stå med en god bog til sidst, når alle de svage passager er luget ud.

Det var en disciplin, jeg gjorde en del ud af som teenager og helt ung, hvor jeg stadig troede på avantgardeidéen og skrev surrealistiske tekster en masse. I dag gør jeg ikke længere nogen af tingene, og alligevel fik jeg smag for formen igen efter egentlig bare at have taget den op igen med henblik på en ond parodi. Selvom alt har ændret sig siden sidst - både verden, mit fjæs og min metodik - må jeg sige, at jeg stadig ikke helt ved, hvad der dukker op på papiret, når jeg lader automatikken råde. Og heldigvis for dét,

So here we go. Jeg håber, du vil nyde processen lige så meget, som jeg gør.


***


Mit kongerige er af forkromet lavendel.

Løverne brøler på Champs Elysées, og tandhjulet er fyldt med melorm. Jeg siger det næsten, som det står, men det er svært med et koben i hænderne.

33 1/3 år er en hastighed, og fortovene duver af lyd. Det knaser mellem tænderne. Det er evigheden, som er kommet på besøg og kræver kage.

Man brænder halm af, og jeg forstår det ikke.

Fuglene krummer sig sammen i luften og danner abstrakte skulpturer. Jeg hoster korn.

Nogen har sat fodspor i gruset, og det er ikke julemanden, men noget frygteligere. Jeg mener det virkelig. Postkassen er fuld af skæg, og jeg ville ønske, det var mit.

Frygten er en gaffeltruck, og byen er en larmende hal, hvor intet passer på de rette hylder. Magten er benzin, forbavselsen spildolie.

Og dog stadig denne sitren gennem marehalmen uden for ebeltoft en dag i august, hvor man skyder efter lerduer, og der står flæskesteg klar på alle byens borde.

Farsen skiller. Det bør fars ikke gøre. Det må være noget med dine øjne, siger lægen og taster noget ind på skærmen, jeg ikke kan se.

Jeg siger blæksprutte. Ordene driver ned ad hagen. Jeg taler sort, men bøgernes sider er tomme.

Jeg hugger knuden over. Der er ingen grænse at krydse, ingen fisk at fange, intet kors at hænge på. Kun lyden af en plæneklipper længe efter solnedgang.

Min isse er af hindbærbrus. Engang var døden barn.

Domptørerne spiller kort i baglokalet, løverne raserer publikum. Der bliver ingen mangel på kridt i år. Tavlen er klar. Man kan skrive hvad som helst på den.

Alligevel vinder du garn. Du ser nålen i din broders øje, men ikke strikkepinden i dit eget. Det er også lige meget. Det er praktisk at have den for hånden, når hullerne i himlen skal stoppes.

Det er vejs ende, du når til, og så vender du dig om, og så er der lige så langt tilbage, hen over de samme småsten og fladmaste pindsvin, mere slid på de samme sko.

For pokker, hvor den larmer, den stilhed. Der burde være love mod den slags. Der burde være hvinende bildæk og gøende hunde og betjente, der skød med skarpt og ramte den der forbandede lakune i benene, så den i det mindste blødte spildolie.

Nu dages det, brødre, og voksdugen klistrer af hindbærmarmelade, og nogen har startet bilen udenfor, og snørebåndene er ikke til at binde, så vi slår løkker om hinandens halse, udrydder alle ligheder, i børnehaverne venter pædagogerne på at opfostre de døde.

Du trækker skrift i automaten og ønsker, det var world's best eller regard, så du kunne bombe folk på gaden med din sæd, se hatte og huer gå under i bølger af korn, ingen bager kan bruge til noget.

Duerne skider på fortovet, hver dag det samme sted, bliver de ved, kan de lave et bjerg, et regulært kilimanjaro med frost og flødeskum og drys på toppen, og det kan du æde dig igennem med paradisfloder sivende ned ad din svedige arm.

Og den bliver ved med at give lyd af sig, den flue, du ikke kan se hvor er, og du kigger efter den inde i navlen og oppe i røven, hvor den aldrig har været, du kigger for enden af regnbuen, hvor der i forvejen er fyldt med underlige ting, men det er på toppen af kransekagen, den sidder, det lille svin, den ved, det altid er nytår.

Tal volapyk til mig, siger hun, men du er mere til kaudervælsk og absinth på sengen, en gletsjer af smeltende sukker, der knager sig hen over lagenet og falder mod gulvet som abstrakte skulpturer, som vand opgraderet, en djævelsk, men klar grammatik.

Det er fars, og man kan putte hvad som helst i det, om det så er timian eller chili, muskedonnere eller rulleskøjter, Das Kapital eller Mein Kampf, og det vil mætte, det vil få maver til at bugne og tarme til at ånde, det vil ende med trompetfanfarer på offentlige pladser og noget, der tages imod af hujende masser.

Du legede med dukker som barn, det skulle nok have været biler eller kampvogne, Sherman-tanks, som nåede helt ned i nosserne på dig, men nu har du bryster og kan multitaske, du giver præsidenter ble på og slår brød op, du ikke kan bage, mand, dræb en kanin, før den snupper din udkårne, skid i den rede, du burde have bygget med ting købt i silvan til spotpris, spis spejderhagl, frøken, og dø.

Så kommer de, klovnerne, kaster med kager og knive og løse påstande, de fylder hele manegen med fehår og fodsvamp, de skræmmer hestene, som ingen andre græsgange kender og mangler at udvikle horn.

Der skal pæres bygninger ned, kvarteret skal flyde med lysestager og madkasser, med DNA, man kan stykke sammen til Mother Theresa eller et tøffeldyr efter behov, solen skal gløde på himlen, rusten og sort og i fart.

For satan, der er mange ærter, store ærter, små ærter, gule ærter, grønærter og prinsesseærter, ærtehalm, som hænger sammen som, og de skal alle sammen klares. Af dig.

Der er 8 millioner cykler i Peking, og der er 34 traktorer i Truust og en hulens masse måger, som mæsker sig i astronomiske mængder af regnorme, før de skider på dig, helt og aldeles, det gør Formandens Kildemoes næppe.

En død er en tragedie, et folkeslags gødning, der er noget, som knaser i brødet, og tænder, der knækker. Stumperne hober sig op på natbordet. Det er på tide, du lærer at slukke lyset selv.

Næste station er i vejen, en knude i strømmen, og det, vi har brug for, er rågummi. Rågummi og snørebånd, der går op og op og op. Rågummi og snørebånd og skimmelsvamp, som forvandler verdens ende til jomfruelig muld. Rågummi og snørebånd og skimmelsvamp og bulldozere, der kan planere et andet væsens krop.

Skyd efter benene, råber købmanden, og det er ikke i Chinatown, hvor patronerne vokser i potter under disken, og det er ikke en film, som folk hugger ting i, vinkler og replikker og ruller af celluloid, for eksempel, det er bare en dag, og der findes ikke købmænd længere, og du er blevet grå i tindingerne, og du er begyndt at høre syner, men verden findes endnu, og den bliver stadigt mere din.

RHOMBEPORFYR - til O.R.

Udsig intet.
Bøj dig i STØVET for VINDBØJTLEN.
Mand opstår SØLV. Blafret PAKÆSEL.
Verden er purpur og passer perfekt
i din VINDUESKARM.
Jesus har KØBT et gevær.
Jesus sigter og TRYKKER den af
OG kastanjerne falder.
KASTANJERNE ruller.
To seksere afgør det, spillet.
En HÅND flakker om.
Seks er VIPSTJÆRT.
SYV satan.
BEVAR dine BIND.
Solen rødmer nu.
Skyl TOILETTET.