torsdag den 28. april 2016

Weekender II

Taxa gennem
regn,

røde øjne
bløder sol,

du har
penge klar.

onsdag den 27. april 2016

Hævelse

Man bør
hæve sig
over det,
trække
på skulderen,
ryste
på hovedet
og tænke,
at noget
så åndssvagt
som det
vil fortære
enhver,
som forfalder
til skidtet,
til sidst.

Man bør
hæve sig
over det.

Man bør
hæve sig
over systemer,
der rammer
enhver,
de skal ramme,
og alle,
de ikke
skal ramme,
og alle
de fæ,
som betjener
dem selv.

Man bør
hæve sig
over systemerne.

Man bør
hæve sig
over de folk,
som formoder,
at retten
til frihed
og liv
inkluderer
en pligt
til at tryne
enhver,
som er til,
og slå alle,
som ikke
vil bukke
og skrabe,
ihjel.

Man bør
hæve sig
over systemerne,
magten.

Man bør
hæve sig
over den gud,
som forlanger
at være
den eneste,
kræver,
at navnet
bliver skrevet
med Stort,
at man knæler
på tæpper
og bøjer
sit hoved
og lader
geværet
med ånd.

Man bør
hæve sig
over systemerne,
magten
og troen.

Man bør
hæve sig
over den tunge
fornemmelse
hver gang,
man vågner
og ved,
at en ny dag
står klar
med de samme
papirbunker,
kaglende høns
og forbandede,
spydige
chefer,
der tjekker
i hoved
og røv,
om man gør
det der samme
forpulede
ingenting
rigtigt
igen.

Man bør
hæve sig
over systemerne,
magten
og troen
og pligten.

Man bør
hæve sig
over den
knyttede næve,
det syrlige
tilråb,
den tavse
chikane,
det manglende
hensyn,
den hævede
stemme
og finger.

Man bør
hæve sig
over systemerne,
magten
og troen
og pligten
og hånen.

Man bør
hæve sig
over de plettede
trusser,
der stinker
af aftershave,
sedlerne
fundet
i lommerne,
alle
de opkald,
som "ikke
var nogen",
det fjerne
og drømmende
blik hen
mod ruden,
man ikke
helt ved
om er hendes,
det ligner
ens eget,
du ved.

Man bør
hæve sig
over systemerne,
magten
og troen
og pligten
og hånen
og skinsygen.

Man bør
hæve sig
over den
pludselig trang
til en Cecil,
en stribe,
en flaske,
en pibe,
en pille,
et tryk
på remoten,
et knald
i en afsides,
stinkende
baggård.

Man bør
hæve sig
over systemerne,
magten
og troen
og pligten
og hånen
og skinsygen,
allermest
over begæret.

Man bør
hæve sig
over
sig selv.

tirsdag den 26. april 2016

26/4 - 16

Uret tikker ned,
og det er ligesom at forsvinde
mod reaktor nummer fire
midt om natten,
som de andre ved
bliver lang
og brygger kaffe til,
er ligesom
ukrainsk blæst
i dit fjæs,
et sidste vindpust
under stjernerne,
før løgnen driver ind
og dækker alt,
er ligesom,
øm, forbrændt,
at vide,
ikke se,
hvad lyset er,
erkende,
intet hænger sammen
og er smukkest
på den måde,
mens selv
evigheden
blinker løs
i rødt.

mandag den 25. april 2016

Lignelsen om cisternen

Det startede med den visne bregne.

Den havde stået i vindueskarmen længe og set sløj ud, så han skyllede den ud i kummen, gjorde Arnold.

Så fik katten gudhjælpemig killinger. Han kunne ikke sove for den larm, så han strangulerede dem i snoren til rullegardinet. Så kunne han altid foregive, det var et hændeligt uheld, når Margit kom tilbage. For Margit var glad for katte. Selv var han mest bare irriteret over at skulle betale ved kasse 1 for al den dåsemad.

Også de røg ned i kummen.

Regninger syntes det ham også passende at kompostere det sted.

Det gik fremragende for Arnold, faktisk. Alt, som irriterede ham, forsvandt ligesom, når han trak i snoren. Og han bestemte selv, om det var noget, han skulle gøre, eller ikke.

Så var det, lokummet begyndte at bøvse. Simpelthen bøvse.

Det lugtede ad helvede til i hele kælderen, hvor de boede, når det skete, så en dag bad Margit ham om at hælde afløbsrens i.

Det blev det kun værre af.

Nu rystede det også ude på badeværelset, bæstet, når det slap en.

Margit kunne ikke lide det, der skete, og flyttede. Det var fint for Arnold. Så var han fri for også at snitte hende i småstykker og trække til, tænkte han.

Men det løste ikke problemet.

Om natten kunne han høre det båtte og blippe, lokummet. Han havde ikke nemmere ved at sove for det gustne lys, det sendte ind gennem revnen ved dørkarmen om natten, end han havde haft det ved killingernes mjaven. Og en sen nattetime i september eksploderede lortet simpelthen. Kaboom, sagde det, hvorefter der hang en underlig dunst af mikrochips og bizarre kemikalier over det hele.

Det bankede på døren. Hårdt. Bestemt.

"Take me to your president", hørte han noget sige med en yderst besynderlig stemme.

Der var ingen præsident i Gug.

Så det var ligesom det.

Asyler

Hamlet
var ikke
fra Kronborg,
men boede
på Mors,
og var slet
ikke dansker,
men konge
i Jylland
og kæmpede
indædt
mod Viglet,
hans morbror
fra Lejre,
med tropper
fra England
og Skotland,
der ligesom
var tættere på,
når det gjaldt,
Holger Danske
var ej heller
dansker,
men ridder
af Franken,
en søn, som
Kong Gudfred
fra Hedeby
godt kunne
undvære
for at
få ro langs
med grænsen,
og holder
han vagt
under mulde
et sted,
er det
givetvis
uden for
Aachen,
og Andersen
hadede
Odense,
sløve,
plebejiske
Odense,
hvor der
var plads
til skafotter
og hunger
og stokke,
men alt
for få
drømme
og eventyr,
myter
er hjemløse
væsener,
men mønterne
nede
i bunden
af kruset
er velkomne,
hvor det
skal være.

Hydrogen agogo

Polerne smelter. Det er noget med varmen, med fingre på aftrækkerne, knapper, som lyser rødt og er meget nemme at trykke på.

Alt er vand ved siden af alt andet og sig selv, og kun fiskene kan svømme i det, stadset.

Os andre er henvist til at forsøge at drikke det lort.

Eneboeren

Alt, han ser, er ruiner. Ruiner af klostre og bunkers og paladser.

Ud fra resterne prøver han at stykke sammen til et hjem, men der er ingen varme i det, intet til overs at smide i pejsen.

Dørene mangler.

Nøglen passer i hullet, hvor hjertet engang sad og holdt fest.

onsdag den 20. april 2016

Den sidste

Han vågner op længe efter, historien er slut.

Alt, han ser, er ruiner. Rudera af klostre, bunkers og paladser. Væltede statuer. Knuste neonskilte.

Ud fra resterne prøver han at stykke sammen til et hjem, men der er ingen varme i det, intet til overs at smide i pejsen.

Dørene mangler.

Nøglen passer i hullet, hjertet sad i engang.

mandag den 18. april 2016

Årsagen

Jeg er uden for det hele. Væsener vokser i min mave. Klinter styrter fra mine øjenbryn. Man kalder det jordskælv, når jeg åbner munden.

Man kalder på mig, men i min søvn hører jeg ingenting. Kun denne tikken i kroppen, jeg drømmer er et hjerte.

Om lidt ringer klokken.

Så må jeg op og afsted.

søndag den 17. april 2016

Dørmanden

Han åbner døre. Han lever af det. Lever af at fylde nye rum og forlade dem igen, så intet er som før bagefter.

Han nyder at høre smældene bag sig og alt det, der knirker. Elsker gulvbrædderne, han aldrig ved, hvorvidt vil holde til vægten eller kollapse under fødderne.

Mest af alt er det hans store fornøjelse at være ingenting. At intet slæbe efter sig, intet samle op, intet reflektere. Blot være denne transformator.

Han har aldrig kaldt sig noget. Men han har øvet sig livet igennem. Han er blevet god.

Men ikke god nok til at gå gennem vægge. Endnu.

Brændsel

Jeg har revet
min dagbog
i stykker
og smidt den
på bålet,
som tyskerne
gjorde det
mange år før,
jeg blev født,
blot med Engels
og Brecht,
den slags folk,
som skrev
rigtige værker,
det skete,
at rigtige
mennesker
læste
og måske
blev klogere af,
mine fine
notater
blev alle,
selv jeg,
nærmest
dummere af,
som man
mestendels
gør det
af ord,
der er skrevet
med snavsede
fingre,
som nogen
har gravet
i navlen
og pæret
i røven med,
nu kan
de gøde
det næste
hold træer,
der skal fældes
og blive
papir,
som for alvor
er flammerne
værd.

torsdag den 14. april 2016

Vulnus incisum

Der er streger på himlen, jeg tvivler på, at man bliver sjov af
at sniffe dem, mindre endnu af at slå dem, måske kan de følges
til Mexico, Oslo, Taiwan, hvor man undrer sig over, man findes,
og så lige der, hvor der hamres på tønder, og hundene pisser på
murene, riflerne lades på afsides steder bag tjærede, tunge gardiner
og dørene åbner sig, før man går frem og igen er på Nytorv en onsdag,
hvor timerne skurrer mod huden, og stirrer på noget for oven, som
enten er klarere nu eller helt kradset ud, der er noget i luften,
jeg ved ikke hvad, det gør godt for, men rifterne væsker endnu.

tirsdag den 12. april 2016

Det lysner

i øst, vest
og hvor,
det skal være,
i gaderne
prøver
man stadig
at komme
på navne,
men selv
er jeg
glad for,
jeg endnu
en gang
ikke ved,
hvor jeg er,
eller hvor,
jeg skal hen,
jeg har
solbrunet hud,
jeg har
drivis
i nosserne,
det, jeg
har brug for,
er puttet
på plads
i penalhuset,
det er
i år,
jeg skal
lære at
smile
igen.