torsdag den 31. marts 2016

Showtime

Han undrer sig over, klovnen, hvorfor han er landet der. I Auschwitz. Han er kommet for at underholde, og der er nyt vand i blomsten, og han har fået sig et helt friskt par alt for store sko. Men ingen ser ud til at være modtagelige for morskab. Hverken den afkræftede, gamle mand, der knæler foran det hul, han selv har gravet, for at blive skudt i nakken om lidt, eller den unge soldat, som er blevet sat til at udføre opgaven.

Faktisk har han selv ret meget lyst til at græde, har klovnen.

Græde, kravle ind i den nærmeste ovn og lukke lugen efter sig. Stige til himmels som endnu en stribe ubrugelig røg.

Og så er det, han indser, at gjorde han det, ville det begynde at regne med vingummibamser. Vingummibamser og lagkager og flitterstads.

Ned over alt det her.

Han kan aldrig blive til intet. Gud enten har forladt eller virker igennem ham.

Næsen er rød.

onsdag den 30. marts 2016

Tallene

lyver
med garanti
aldrig,
de er,
hvad de er,
uanset
om man
lægger
dem til
eller trækker
dem fra,
man kan dele
dem over
så meget,
man vil,
og dog
taler de
sandt om
din mening,
din økonomi,
dine vilkår,
den tid,
du forventes
at leve
og være
et ulige
nummer,
man heldigvis
altid
kan gange
med to.

Fuglene

trækker

mod syd,
der gror
krokus og

følfod
i grøften.

mandag den 28. marts 2016

Den grønne linje

Jeg hører en sang og befinder mig i farmors køkken anno 1982. Transistorradioen kører på P1, som den plejer. Den grønne linje er lige startet. Hun hiver brød ud af ovnen og serverer det med tandsmør og syltetøj lavet på hindbær, farfar plukkede oppe på højene sidste efterår.

Jeg græder, og hun forstår ikke hvorfor. Det er svært at forklare hende, jeg er en midaldrende mand nu, at hun var været væk mange år, at ikke engang køkkenet, vi befinder os i, eksisterer længere. At vi kun er bundet sammen af en tynd tråd musik på FM-båndet.

Hun synes, jeg skal tegne noget i stedet for. Hun rækker mig tuscher og papir. Hun får en tegning tilbage. For hende er det ærligt talt noget krimskrams, men alligevel hænger hun det op på væggen. For mig er det sådan, alting ser ud.

Krinein

Under jorden
ligger den,
historien,
og rådner,
går i stykker
og alt muligt,
der er huller
i den også
ind imellem,
den er rystende
banal og dårligt
skrevet,
og personerne
har enten jord
i hovedet,
eller også
er de glemt
før sidste side,
som af grunde,
ingen kender,
altid mangler,
den er lige
til at jokke på,
historien,
forfatteren
har valgt at
være ukendt,
godt for ham!

Stjernerne

gør som,
de vil,
og alligevel
glor du
på billeder,
søger
din fremtid
i bolde
af gas,
som fortærer
sig selv
ganske langsomt,
du skinner,
min Gud,
du har ret!

Gæst

Jeg er
fjern,
er personen,
der vandrer
i skellet
og kun
er en flygtig
og falmende
stribe
i græsset
bagefter,
en mangel,
der bor
i min lomme
og tømmer
mit køleskab,
sover
hver nat
i min seng
og har glemt,
hvem den
drømte om,
når den
får øjne
igen.

Natten

falder på,
jeg falder
fra en dag
ad gangen,
der bliver
plads
til mere
mørke
i min seng,
så,
det er
fint
med mig.

torsdag den 24. marts 2016

Påskeharen

står
foran døren
med kurv
og det hele
og planter
forsigtigt
sin pote
på klokken,
den husker
din jubel,
din latter,
vekaoen
på dine kinder,
den husker
de klirrende
flasker,
de smadrede
ruder,
geværet,
du fik
af din far,
da du nåede
skelsår,
den ryster
i kulden,
den kryber
i skjul
under tætte
buskadser
af savn.

onsdag den 23. marts 2016

Magma

Så er der endnu
en dag, der skal fyldes
med tavshed og blæk,
mens jeg sidder på stolen
og tænker på Etna,
på søjler af aske og røg,
brede floder af skoldhed
og knitrende lava,
der udsletter alt,
som de møder,
jeg udsletter intet,
forvandler kun alt det,
jeg ser på, til sten,
men den uro,
jeg føler i maven,
forløser sig,
håber jeg,
snart i
et brag.

tirsdag den 22. marts 2016

This corrosion

Omme bag skoven
er havet i færd med at
æde sig ind på det liv,
som vi altid har troet
var vores, nu laver
de slotte af hvad,
det skal være
på stranden,
de pokkers
til børn.

Hunden

har gravet
sig ned
gennem bunden
af plænen,
nu roder
den rundt
i din ungdom,
din barndom,
dit væsen,
den finder
sit kødben,
den logrer
ved tanken
om det,
den skal
sætte
til livs.

Den sovende

Hun har
lagt sig
på sofaen
for at
igen
blive ét
med den
drøm,
som hun var,
før jeg
gav hende
form.

søndag den 20. marts 2016

Pointen

er fanget
og fjernet
fra nettet
med varsomme
hænder,
og nu kan
den hænge
på tavlen
for evigt
og falme
i solen,
men nålen
forbliver
vist blank.

lørdag den 19. marts 2016

Sproget

er ikke
poetisk,
men det,
digtet
kælent
tager af,
før det
putter sig
ind til
din krop.

fredag den 18. marts 2016

Offer

Vinteren
ligger

på vejbanen,
lemlæstet,

blødende
blomster.

torsdag den 17. marts 2016

Central

Den,
jeg var,
fører krig
mod personen,
jeg er,
den,
jeg stadig
kan blive
en dag,
ligger bare
og venter
på braget,
jeg roder
med knapper
i hvide
kontrolrum,
jeg siger
dig,
jeg trykker
den af!

onsdag den 16. marts 2016

Livet

er alt det,
man,
presset
og noget
febrilsk,
rabler af sig
i farten
og bagefter
ønsker
intenst
at tage om,
finde formål,
endsige logik i,
før bordene
fanger
og dørene
smækker,
og alle
folk ved,
hvor man bor
og vil komme
til kaffe
og auto-da-fe
efter lyst
og behov,
og man selv
er på rejse
hvorhen,
det skal
være,
når blot
det er
væk.

tirsdag den 15. marts 2016

Garderobe

Jeg har
hængt mig selv
op på en
bøjle i skabet
og lukket
for døren,
måske vil
jeg komme
på mode igen
eller bare
en dag
være lige
for hånden,
når alt andet
stumper
og trævler,
men nu,
lige nu,
går jeg hellere
nøgen
på job,
end jeg
fortsætter
business
as usual,
og møllene er,
hvad de er,
de skal
ikke
gå sultne
til ro.

mandag den 14. marts 2016

Talentløs

Jeg har
pensler
og farver,
men lærredet
mangler,
jeg taler
i vildelse,
tror,
jeg kalde
tale
det flydende
ind i
en passende
form,
jeg er
dum,
dum
som snot,
only
human.

Naboen

kender du,
naboen
hilser
i gangen
og passer
din kat,
hvis du ikke
er hjemme,
han brygger
på noget,
din nabo,
han deler
det gerne
med alle,
der kommer
forbi,
det er
givetvis
kaffe,
i hvert fald
er alting
lidt grumset
bagefter,
måske er
det ham,
der placerer
de skåle
med rødkorn,
der flyder
på gangen
og henne
på hjørnet
og nede
ved grænsen,
måske er
det ham,
der har
efterladt
mærket
af blod
på din
fordør,
men naboen
kender du,
naboen ved,
du har
brug for,
han ved,
hvor du
bor.

Masse

Disse
hvirvler
af fisk,
dette
vældige
spejl,
ingen
hverken
har slået
itu eller
samlet
endnu.

Pest

Dyrene
ser vi kun
sporene af,
når vi
vågner,
hinanden
for ofte,
så ofte,
vi nok
er en
sygdom,
der ikke
er fundet
en kur for,
men nætterne
lindrer
trods alt.

fredag den 11. marts 2016

Kathy siger

så meget. Siger, at Jesus er iblandt os. At hun bedst kan høre Ordet i sit dobbelte geværløb. Siger, at russerne er røde, men bliver blå, hvis man punkterer dem med blyhagl. Alan lytter. Fodspor nærmer sig fra Nazareth i nat.

Dommeren

Pas
på katten,
den ved,
hvad du er,
og belønner dig
for det
med kløer
eller summen
på skødet,
den går,
hvis det
passer den,
nægter
at spise
den mad,
som den ikke
kan mærke
er krydret
med fordringsløs
kærlighed,
dør
om nødvendigt
for ligesom
at hævde
pointen,
og sker det,
er huset
for stort
uanset
hvad du prøver
at fylde det
op med,
bror lort.

onsdag den 9. marts 2016

Om tid

ved jeg kun,
den bliver synlig
i kraft
af de ting,
som skal være,
at dagene
formes
til følfod,
årtusinder
til bjergsider,
længslen
alene
er undtaget,
helt uden
udstrækning,
bare
et punkt
i et rum,
ting
som kister
og sjæle
og lys
ganske lydløst
forsvinder
igennem.

mandag den 7. marts 2016

Saver

altid
den gren,
som jeg
sidder på,
over,
kun aber
og fugle
og frugt
hører til
i et træ.

Patti siger,

hun er træt af at knokle på gyllefabrikken. At bulen, hun spiller med Lenny på nede i byen, er lille, for lille til rigtige druknemanøvrer i modlyd og bundløse vers. Hun vil gerne til Babblelon, vil hun, til Birdland og være en rock'n'roll nigger, hvor hestene boltrer sig frit. Louis hænger på korset i stuen og dør, som han vil. Hun er spritstiv af eddike nu.

Beth siger,

hun elsker at kigge på byen om natten. At alting er lys eller mørke. New York som et foster, New York som et måltid i uhyrets vom. Louis banker på døren om lidt.

Liz siger,

hun smager enhver, hun har elsket, i støvet, der lander hver morgen, når vinden fra prærien lægger sig. Liz siger, det knaser i munden af sole og lysår, at tænderne smerter og smuldrer. I høstakken sover han, Alan, med hullede sko.

fredag den 4. marts 2016

Snylterne

lurer
bag skærme
og brevsprækker,
ved,
hvad du
hedder
og laver,
har tjek på
præcist,
hvor du bor
og med hvem,
du er
levende,
er du,
endnu,
og har bare
at være
taknemmelig
for,
at de
lader dig
være det,
selvom
du hellere
så,
at de
sugede
blod.

torsdag den 3. marts 2016

Good shit

Der er noget
i luften,
måske er
det bare
benzin,
PVC
eller naboens
dårlige ånde,
måske er det
torden
og slagsmål,
vulkanaske
eller
en brise
fra Tjernobyls
indre,
men uanset hvad
vil de
have det
igen og igen,
mine lunger,
det er
som et drug,
er det,
afvænnet
bliver jeg
vel så
af mig selv.

onsdag den 2. marts 2016

Hyre

Kæmper
os fremad
i haglvejr
og kuling
mod steder,
vi helst
vil forlade
så hurtigt
som muligt
igen,
det er
lønnen,
det handler
om,
så kan
vi kalde
det livet
så tosset,
vi vil.

tirsdag den 1. marts 2016

Måltid

Du skærer det fra, og du putter
det på, og alligevel er det
nøjagtigt det samme, du glor på
hver eneste dag: Denne
flade af glat porcelæn, denne
hvinende tundra af sult.