mandag den 29. februar 2016

Levn

Byen har spyttet dig ud,
den fortærer det hele,
relikvier og mapper,
kondomer og mordvåben,
alle slags linjer i hænder
og ansigter, blot ikke
dig og din sjæl, der er
hjælpeløst jordslået,
ingen betonelementer
kan spire i dén.

Kinks da capo

Motoren hoster, og bremsen
er gået, og asfalten smuldrer,
og du ryger smøger og kigger
på uret, på radioen spiller de
"Waterloo Sunset" igen.

Resonans

Det er nat
over sundet,
og lysene
driver forbi,
i Gdansk
er der uro
på havnen,
i Harwich
har nogen
sat ild til
en lastbil,
men her er
det eneste,
nogen
kan høre,
en dunken,
et sus
og den
døsige
lyd af
en længsel,
der ruller
i land.

fredag den 26. februar 2016

Såtid

Du har tegnet dit ansigt
i duggen på ruden, har set det
fordampe i solen, og nu
er det dag, og du har kun skelettet
tilbage, du drikker dig
liv til, du vander den jord, som du
går på med frostvæske,
i dine fodspor gror klynger
af natskygge frem.

torsdag den 25. februar 2016

Closer

Endnu
en dag
i det lukkede
rum,
hvor selv
sjæle
forstøver
og lægger sig
hen over
alt,
der kan
sove,
måske,
hvis det
fortsætter
længe nok,
spirer der
et eller
andet,
som nogen
vil bane
sig vej
helt herind
for at
plukke.

Baner og legemer

Ud over
landskabet:

Spor overalt,
kun forbrydelsen

mangler
endnu.

tirsdag den 23. februar 2016

Læsion

Gravemaskinerne vækker dig,
de skræller lag af din dag, til den bløder,
du roder i skuffer og kasser
på jagt efter plaster og gazebind,
finder kun tørrede blomster
og postkort fra nogen, du aldrig har kendt,
det bliver større, det hul,
indtil kuglen omsider går i.

mandag den 22. februar 2016

Elegi til Lars Hass

Luk dit øje, Lars Hass,
de er dyr, for de bløder
og skriger som dyr,
ligger stille på jorden
som bestier, bøj blot
din nakke, Lars Hass,
lad dem slå dig til ridder
af ælte og toppede brosten
med øksen, svøm til nu,
Lars Hass, gennem
strømme af saltvand
og blod, ud, hvor mågerne
skriger mod himlen
og bærer din sjæl hen,
hvor træer alene har ret
til at bære en krone,
hvor æblerne vokser
og modnes i fred.

Lars Hass (død 1520): Mand fra Stockholm, som prompte blev henrettet, da han græd over de øvrige eksekutioner under Det Stockholmske Blodbad.

Sæson

Der er kurrer på tråden, er duer
så langt øjet rækker, vi pudser
geværer i hvert vores aflukke,
tæller patroner, har noget på
kornet, så gyldent, det står!

Trumf

Du har tømt dine flasker,
ved polerne samles der flader af glasskår,
ækvator er gul og besejlet
til hudløshed, kortene svarer til landskabet,
jokerne mangler, og resten
bliver aldrig til stik, som kan rydde et bord,
du, men kapslerne!
Kapslerne rasler!

Modulation # 2

Min ånd mangler Lebenraum,
hverdagen er fem etager høj,
og mellem os ligger en brakmark
af hvedebrød og afklippede tånegle,
åh, miss Brown, fæld egen,
vend siden, grib pennen
og skriv dit klokkeslæt ned,
lad kun vandet danne ringe,
hvor dit ansigt synker ned
og kysser morgenrødens
bundløse, mudrede læber.


Omskrevet og oversat version af Fausts tekst til "Me lack space..." fra albummet So far (Polydor, 1972).

fredag den 19. februar 2016

Trængsel

En del
af mig
fortsætter
altid
ad stien,
jeg aldrig
fik taget,
og således
er jeg
en hel
masse folk
efterhånden,
der hilser
nervøst
på hinanden
i farten
og håber,
de aldrig
vil mødes
i enerum
mere,
man kalder det
vistnok
et liv.

torsdag den 18. februar 2016

Grauballemanden

Der ligger
du så
med din hætte
på hovedet
og sover
igen
i det dagslys,
du kendte
og voksede i,
men nu bleger
dit minde,
får knogler
og væv
til at smuldre
og blive
til støv,
var det
Skotland,
det her,
var du
sammen
med tørven,
du lå i,
formodentlig
blevet
en glimrende
whisky,
en søjle
af røg
op mod himlen,
hvor Solen
og Månen
endnu
vandrer
hvileløst
rundt
bag ustyrlige
heste,
kun folk
af din støbning
kunne
tæmme.

Døren

er låst,
og jeg tror,
nøglen gror
på en gren
på et træ
her i nærheden,
nogen
har fældet,
så åben
og stor
haven er
på en
kuldslået
morgen
i februar,
når man
er nogen
som mig.

tirsdag den 16. februar 2016

Bilerne

holder
i vejsiden,
de lukker
varm luft ud,
gør de,
så varm,
at selv
polerne
smelter
og alt
flyder
sammen
på midten,
jeg tror,
vi må lære
at gå.

mandag den 15. februar 2016

Positionering

Jeg burde have gået med læderjakke. Jeg burde have haft et andet væsens hud på. Gerne med lynlås, så jeg kunne lukke altid ude og gemme mig i bugen,

I stedet giver jeg solen lov til at æde mig levende.

Den skider skygger ud.

Ingenting kan vokse i det lort.

Ælle bælle

Ikke
at finde
en vej ind
i digtet,
men vælge
den rette
dør ud.

Hjerterum

Banker på
og bliver ved,
til der danner
sig kød rundt
om lyden,
og du
låser op
og går ind.

Besøgstid

Lad mig være
i dag,
digt,
jeg hoster
og harker
og ømmer mig
over det
hele,
og skulle
du komme
forbi,
så tag
blomster med,
blomster
og bamser
og honning
og rom
til en toddy
og skrid så
igen,
ud, hvor
væsener
som dig
holder døden
fra livet
med snak.

fredag den 12. februar 2016

Omspil

Kampen
er slut,
og den blodige
grønsvær
er fyldt
med forkrøblede
spillere,
bolden er
stadigvæk
rund,
og en
sommerfugl
spræller
i nettet.

torsdag den 11. februar 2016

Lektion

Natten
er stille,
så stille,
at nerverne
hviner
som negle
på tavler
i aflåste
klasselokaler,
hvor alle
har gemt sig
i skabene,
men bliver
klogere,
meget,
om lidt.

onsdag den 10. februar 2016

Korrespondance

Landskabet
ligner
den snotklat,
jeg hostede op
for et
øjeblik siden,
man kalder
det sammenhæng,
vist, as above,
so below,
men i dag
har jeg brug
for en seng.

tirsdag den 9. februar 2016

Boykot

Her skal
ikke
stå noget,
jeg gentager
og prøver
at fatte
det selv:
Her skal
ikke
stå noget,
det gør
der så
faktisk
alligevel,
fandens
til digt.

Efter midnat

Husker
det stadig,
det støvede
ur i den
tomme hal
ude på
Carlsberg,
som lige
var lukket,
det gik
med en lyd,
som kunne
gøre selv
spøgelser
skøre i
knoppen.

søndag den 7. februar 2016

Reaktion

Han har
styr på
sin afgrøde,
véd helt
nøjagtigt
hvor mange
korn,
siloen
rummer,
men hvis
bare én
kerne
spirer
og giver
de andre
idéer,
går alt
op i røg.

Landnam

Livene ligger
på køl,
og vi køber
dem fri
sådan cirka
én pakke
ad gangen,
i havene
flyder
der øer
af tom
emballage,
dem bygger vi
fremtiden på.

fredag den 5. februar 2016

Kronisk fastelavn

Digtet
har klædt sig
i nye
gevandter
hver dag,
og hver dag
har det fundet
et nyt sprog
at tale
og tillagt sig
nye mimikker
og tanker
og måder
at være på,
kunsten
er ikke
at skrive
det ned,
men at se,
hvad
det er.

torsdag den 4. februar 2016

Essentialer

Det er vigtigt
at komme
til tiden
med håret
i orden
og pænt
bundet slips,

det er vigtigt,
at møblerne
matcher
hinanden,
at linjerne
flugter,
at plænen
er plan,

det er vigtigt,
at klapvognen
er af
det rigtige
mærke,
at madpakken
bugner
af spelt,

det er vigtigt
at leve
i nuet,
i morgen
er noget,
man har
Nickelodeon
til.

onsdag den 3. februar 2016

Løv

Stormene
raser
omkring os,
og vi
holder fast
i os selv
og hver eneste
mening,
vi har,
mens de
fejer os
bort,
og i morgen
vil træerne
stå på
de pladser,
de altid
har haft,
bare ældre,
måske
vil de savne
os lidt.

tirsdag den 2. februar 2016

Big gnab

Vi har
hjemme nu
bag fire vægge
med adgang
til vand, el
og internet,
af og til
også hinanden,
hvis tiden
er til det
for arbejde,
fritid
og elskere,
der var
engang,
hvor én verden
var alt,
alt for lidt
til at
rumme os,
nu er
vi voksne,
og snart
kan vi bo
i en kiste,
tilmed,
sådan
er der
så meget,
der bliver til
forsvindende
lidt.

Idyl

Øjnene
vogter
ved landsbyens
udkant,
de indfanger,
zoomer
og ved,
hvad de ser,
før de
ser det,
i laderne
ligger der
leer
og høtyve,
inde
i stuerne
rager
man løs
på hinanden,
så arven
forbliver
i familien,
så drikker
man kaffe
og snakker
om høsten
og vejret,
om lidt
kommer tiden,
hvor marken
skal sættes
i brand.

mandag den 1. februar 2016

Snavs

Håber på at overraske den, teksten.

Falde den i ryggen, når den mindst venter det.

Man skærer sig så nemt på bogstaver, hvis man ikke passer på.

Så bløder man ud over det hele, så ingen kan læse en skid.

Og de kan kun lappe på mig, lægerne.

Den får de aldrig ren igen.

Planering

Børnene
vokser
og bliver
til folk,
folk
i biler
og busser
på gader
og stræder
med stemmer,
man ikke
kan genkende,
holdninger,
alle
fornuftige
væsener
bør afsky,
og liv,
tomme,
pæne,
almindelige
liv af
den slags,
man fik
kvalme af,
før man
fik hår
på den,
selv er
man blevet
et støttehjul,
som de
med tiden
vil slide
i stykker
og lære
at leve
foruden,
og alt,
hvad man
stod for
og var,
vil fortones
bag samtalekøkkener
og frodig
liguster,
"no future"
er mindre
et slogan
end bare
en realitet,
og din
eneste
trøst er,
at vuggerne
syder
af syre
og frisk
dynamit.

Genbrug

Alt,
vi har
drømt om
og bygget,
vil styrte
i grus,
jo, men
fremtiden
findes
trods alt,
den vil
tilhøre
kattene.