fredag den 29. januar 2016

Grand cru

Bomberne
ligger
til lagring,
de minder
om whisky
og fin Beaujolais,
og en dag
vil man åbne
for portene,
slippe
dem ud
i det fri,
hvor en hel
verden venter
med tunger
som sandpapir,
lyset
vil smage
af somre,
man husker
med ét,
man har
glemt.

torsdag den 28. januar 2016

Under nul

Natten er
kold, du,

så kold,
vores eneste

trøst er
at udånde

sneblomster
sammen.

Akse

Halvsover
på en café,
mens der skåles
omkring mig
og folk
lægger planer
for weekenden,
det må
de godt,
lad den
endelig
fortsætte,
verden,
i højt gear
så længe,
jeg bare
kan passe
mig selv
og min drink
i et afsides
hjørne
af hvor
som helst,
bare
i midten
af alt.

onsdag den 27. januar 2016

Fordærv

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Den kan ikke bare ligge der i haven, den sten, og være en sten.

Det er dovent. Det er respektløst. Det er ikke til nytte for samfundet.

Jeg overvejer at hente en hakke, men jeg skal ikke umiddelbart bruge skærver til noget. Så tænker jeg på at skaffe en stang dynamit og blæse den ad helvede til, men det slår mig som en barnlig, ja, ligefrem uciviliseret løsning.

Så nu står jeg bare og ser på den. Den der sten.

Den er ikke god for min moral.

Den er Satan selv.

Jeg tror, jeg snart får brug for et skarpladt gevær.

Krono

Klokken slår. Det er en lige højre, og pludselig ligger jeg på jorden og famler efter tænder, ungdom, sindsro, den slags.

I'm gonna get that sucker. Om det så skal koste mig livet.

Det kan alligevel trækkes fra i skat.

Tror jeg nok.

tirsdag den 26. januar 2016

Magi

Så forsvinder han. Ned i sit jordhul.

Noget er forandret.

Jeg håber, han bare er blevet til en kanin.

Hvis han er, må han gerne flytte ind i min høje hat i stedet.

Så kan jeg hive ham op, når jeg vil.

mandag den 25. januar 2016

Top security

Tjekker, at ovnen er slukket. Blot for en sikkerheds skyld.

Sikrer revolveren i skrivebordsskuffen. Blot for en sikkerheds skyld.

Spiser min P-pille.

Jeg er en mand, ganske vist.

Men blot for en sikkerheds skyld.

Centralvarme

Der er lagt i kakkelovnen. Mine hænder tør op, næsen løber ikke længere, musklerne slapper af.

Det er som at få et kram af verden efter al den råben og skrigen og gøren ved.

Udenfor holder en togvogn.

Vagterne lader geværer og ryger tobak.

Simsalabim

Jeg har nogle frygtelige kragetæer. Det undrer mig, hvem jeg har dem fra. Mine forældre havde i hvert fald almindelige gangvorter.

Jeg søger mage, men dem, jeg finder, er enten for næbbede eller for flyvske.

Jeg tror, jeg vil skræppe op, til man ruller mig i tjære og fjer.

Så kan jeg sætte mig højt på en gren og vente på en hæslig jæger.

Og tælle hvor mange hagl, der skal til for at fortælle mig, hvad jeg er.

Rammefortælling

Du udløser blitzen.

24 er nu blevet til 23.

Tiden vil mangle en frame fra nu af.

Det gamle vil synke i dybet, fundamentet smuldre under alt nyt.

Du ved intet om film.

Jeg planter mit klaptræ i baghaven.

Måske vil det lære at gro.

Udyr

Brandvæsenet kommer, og alt står i flammer. Øjet står i flammer, øret står i flammer, lugteorganet står i flammer. Det hele er ét stort postyr af røg og aske.

Jeg nusser det lidt i nakken. Kysser dets brandvarme snude. Giver det et navn.

Mens der bliver mørkt, kan jeg høre det snorke saligt ovre i kurven.

fredag den 22. januar 2016

Kuldslået

Det rimer på bladene, rimer på hegnene, rimer på ruderne.

Jeg ville gerne skrive et digt.

Men det rette ord mangler.

Dannelse

Jeg er en tingfinder. Ligesom hende Pippi. Og ude i garagen bor det, jeg har bygget.

Det er lavet af plasticflasker, halvspist kebab og nogle fine sten, der lå i strandkanten.

Det tog sin tid at puste liv i stadset, men det lykkedes.

Nu er jeg ved at lære det at spise med kniv og gaffel. Og ikke mindst at sige pænt godmorgen.

Det vil ødelægge sin skaber.

Det er ok med mig.

Men manererne skal sgu være i orden.

Kalkule

Jeg knapper mig til. Det er vigtigt at holde på formerne, formuen, hemmelighederne også.

Måske endda vejret.

Det virker så ineffektivt at trække det ind og ud, til og fra hele tiden.

Det kan kun ende med at give røde tal på bundlinjen.

Og jeg klæder mig i sort, mange tak.

Quickstep

Revnerne i fortovet er mærkelige. Sluger fornuften og fatningen, før de sender ukrudt op i stedet.

Først bittesmå græsstrå, så buske, så træer. Måske også de døde, hvis man venter længe nok.

Det er derfor, jeg ikke træder på dem. Af respekt.

Folk tror, det er af angst.

Det er det vel også. En smule.

For dem.

onsdag den 20. januar 2016

Mesterskab

Jeg tyrer den ind. Så henter jeg bolden, dribler lidt rundt og rammer plet igen. Det er nemmere uden en på mål. Meget nemmere. Mine tal er astronomiske efterhånden. Jeg er Gud. Mindst.

Medaljen er lavet af svovl.

Jeg får brug for en anden mands hals.

Power

Sædet kan være reserveret, og det er ikke til mig, så jeg skider på det, spilder cola og tværer bussemænd ud over betrækket.

Så er den plads min.

I morgen er det resten af verden, det gælder.

Adresse

Der ligger noget i postkassen. En pakke svinefars, et par grimme tegninger og et automatvåben.

Jeg vender mig om. Mit hus står i flammer.

I morgen vil jeg bære asken ned til havet og se den drive bort med vindene.

Hen, hvor de bor.

mandag den 18. januar 2016

Fernisering

Jeg holder verden på to skridts afstand, men kan stadigvæk ikke se en skid. Jeg prøver med fem, så ti, så tyve. Farver og kurver begynder at give mening. Så forsøger jeg mig med 40, så 80, så 160, 320, 640, 1280 skridt, og dog er væggen uden for min synsvidde. Jeg træder længere tilbage og mister fodfæstet.

"Jeg var god i dag", tænker jeg, mens jeg ser rammen forsvinde og forsvinder ned i det endeløse dyb, hvor man er sig selv.

Utøj

Om sommeren er her blomsterbede. Om sommeren leger børnene i sandkassen. Om sommeren er der mærker fra dansesko i asfalten.

Nu står jeg på den lodne ryg af et stort, hvidt dyr, som aldrig bliver stuerent.

Jeg kan høre en loppe gø.

Stemmen er min.

fredag den 15. januar 2016

Krea

Barnet griber sin tusch og trækker røde streger mellem stjernerne. Pludselig er jeg født i marsvinets tegn, og My Little Pony er blevet min ascendant.

Mit liv er ikke blevet som forventet.

Faktisk har mine forældre aldrig mødt hinanden.

Men tuschen har stadig sin faste plads i pakken, den kom i.

Test

Gården er fyldt med katte, og de sidder og lurer herop. Det giver ingen mening. Der ligger ikke en strandet tunfisk på mit badeværelse. Min seng er ikke fyldt med grus.

Jeg tror, de bare sidder der, fordi de mangler noget at kigge på.

Jeg stirrer tilbage.

Jeg ser kun den hvirvlende sne.

torsdag den 14. januar 2016

Manøvre med ild

Mormor står ved den rustne olietønde og putter ting ned i flammerne.

Mælkekartoner, kaffeposer, gamle aviser, hullede sokker.

Hun smiler.

Hun kan godt lide synet og lugten af røg.

Det gør hende ligesom lidt lettere, tror jeg.

Jeg spørger hende, om man kan brænde folk.

Hun stivner et øjeblik. Så siger hun ja.

Bliver de så også lettere, vil jeg vide.

Det går hun ud fra.

Så går hun ind for at sætte kaffe over.

Jeg vil godt være lettere.

Men uden hende bliver det tungt.

Kloak

Udløbet er stoppet, og jeg piller risten af, smøger ærmerne op og går igang. Fjerner flasker og snebolde, dårlige digte og ringere haircuts, kvinder, jeg har kendt, og kvinder, jeg aldrig lærte at kende, og egenskaber, jeg mistede undervejs, og andre egenskaber, jeg aldrig skulle have haft i første omgang,

Jeg graver og graver, men efter at have fjernet nogle ildelugtende rester af moderkage, indser jeg, at det er havet, som er fyldt.

At jeg med fordel kan begynde at udvikle gæller.

onsdag den 13. januar 2016

Hest

Jeg er hvalrossen, og hvis du ikke passer på, bliver jeg til Pegasus og kaster dig af i den syvende himmel, selvom du sikkert har optalt mindst 14.

Der, hvor du rammer jorden, vil jeg gumle mit græs.

Der, hvor sænker din kiste ned, vil jeg lægge mine vinger.

Før jeg drager bort med det første, det bedste cirkus.

...til døden

Han er en sygdom. Giver dig røde øjne og blå fingre. Forstoppelse, når du er sulten. Vokser i din stemme og dine bevægelser, til du er en svulst på ben og jorden, du træder på, forstøver.

Jeg er kuren. Jeg sømmer med glæde mig selv op på et kors for din skyld.

Der er splinter i sådan et kors. Tusindvis, hvis ikke millioner af splinter.

Om jeg kender dig ret, vil du putte en i øjet og sælge resten for uanede summer.

Men jeg, min ven, vil for evigt være rask.

tirsdag den 12. januar 2016

Ding

Der ligger den.

Det er mig, der har bygget den. Men jeg aner ikke til hvad, og den er helt og aldeles ubrugelig.

Det tog ellers tid nok.

Det tog flere timer, før nul og niks tog form af det der. Dette nul og niks i anden potens.

Bare så jeg kunne føle, jeg var noget.

Nu føler jeg ikke, jeg er noget.

Hvis jeg var, ville jeg vide, hvad den var.

Den der ting.

Væsen

Hospitalet er et dyr. Noget kommer ind, andet ud. Dets aflukke lugter hengemt. I blæsende nætter kan man høre en hjerteskærende tuden.

Jeg tror, jeg vil få nogen til at klø det bag øret. En nyttig idiot, som gerne ofrer en hånd eller det, der er værre, for at snige en lænke rundt om halsen og binde det et sted, ingen kommer.

Der kan det stå og drømme om at sluge månen og solen.

Det slægter sin far på.

Det kræ.

mandag den 11. januar 2016

Der Kommissar

Jeg starter med en kridtstreg. Så prøver jeg at fylde den med ord.

Jeg opklarer ikke noget. Det regner, og det løber ud på asfalten, stadset.

Jeg har skilte nok. De holder folk på afstand.

Jeg har en revolver. Den kan skyde med skarpt, hvis der er noget at skyde efter.

Men jeg tænker på dig. Og lønnen tikker ind på kontoen hver måned.

Jakken er gul.

Arkitektur

Jeg skal have bygget det tårn.

Om det så er af mursten, pandekager eller papmaché, skal jeg have bygget det tårn.

Bare så du tror, at du ved, hvor du har mig.

Bare for at kunne snige mig væk i støvskyen, når det ramler.

Sæt igang

Den kommer, sneen. Jeg fægter alt, jeg kan, med armene. Jeg bander og svovler.

Der er alt for mange brikker. Der er alt for lidt tid.

Jeg er sikker på, jeg aldrig får lagt det puslespil ordentligt.

Afkom

Så er de der igen, mændene i sort. Og de står udenfor opgangen og ryger Gauloises, æder donuts og læser Ekstra Bladet. De gør ikke andet end at være mændene i sort.

Nogen må betale dem for det. Nogen må have bestilt de jakkesæt. Nogen må have sponsoreret de hatte og solbriller.

Det kører sikkert over skatten.

Det er mig, som betaler skatten.

Det er det, jeg er til for.

At være far for fem mænd i sort. Og tre poser donuts.

Det er sikkert min weekend igen.

Mykologi

Det er sæson, og det slår mig med ét, at der ikke findes nogen arter. At det hele er én stor organisme. At cellerne i min krop kun undgår at forstøves i vinden, fordi de holdes sammen af mycelium.

Råddet er helligt.

Guds pande sprutter af feber.

Englene dækker et bord.

Trævl

Der ligger en rød tråd på gaden, og jeg samler den op. Så hiver jeg til. Og til.

Den får åbenbart ingen ende.

Bag mig samles først bunker, så bakker og bjerge af uld.

Så er den pludselig ikke længere.

Så er den nogen, der råber.

- "Hvad fanden har du gjort ved min sweater?"

fredag den 8. januar 2016

Kvarter

Naboen går strækmarch i baghaven. Selv påstår han, det bare er en øvelse, han har lært ovre på Fitness.dk, men jeg tvivler. Man bruger normalt ikke skrårem, når man træner, gør man?

Om natten, når jeg er gået i seng for at sove, kan jeg høre ham grave i haven. Så skaffer han sig af med noget. Men om morgenen byder han på kaffe og småkager, hvis jeg har lyst til det, og giver mig ind imellem avisen med hjem.

Ahmed har fundet sin hund i postkassen. Parteret. Fatima er bare væk. Det er noget underligt noget.

Naboens ranunkler er helt normale.

Jeg ved ikke, hvad jeg er.

Men jeg håber, apoteket har noget for det.

Future memory

Bowie er blevet gammel. Det er mig, der skifter hans sengetøj, dupper hans pande og beder de bønner, som skal bedes. Ansigterne flimrer. Et øjeblik er han Ziggy, så Nathan Adler, så Major Tom. Det er jazz som anatomi. Men til sidst bliver det sorte slips hvidt.

Jeg hører senere, at hans grav står åben. At Houston modtager sange fra det ydre rum i takter og tonearter, de ikke forstår.

De tror, han vender tilbage.

Jeg har opfundet en ny slags grammofon.

Hvert eneste blad, hver eneste sten er et fucking hit.

torsdag den 7. januar 2016

Familieforøgelse

Det er noget lort med de juletræer. De ligger bare der langs med murene og prøver på at tage sig sammen til at blive en skov.

Sker det, bliver det en tør og bar skov, hvor vissen ramsløg og gederams vil spire frem. Så kommer der først insekter, så padder og pelsdyr af helt andre ordener. For slet ikke at tale om aberne, som vil kravle ned med blottede knogler og langt, hvidt skæg og sige "hohoho". Men lige så vel som jeg vil de vide, hvad en sten kan bruges til.

Jeg aner ikke, hvad den slags væsener vil have i julegave.

Jeg ved bare, jeg er nødt til at finde ud af det i en fart.

Hovedsag

Poeten har lagt sit hoved i køleskabet mellem salami og rødkål på glas, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til det.

Skraldespanden er et tillokkende valg, for ingen kan bruge sådan en løs legemsdel til noget. Den ligger bare og kalder på helheden, og lige pludselig er der en hel mand derinde, og så kan man godt glemme alt om syltede agurker.

Jeg prøver at tale med tingesten, men der kommer kun isterninger ud ad munden, og de kan ikke engang bruges i whisky, fordi der er snavl på og den slags.

Efter forgæves at have forsøgt mig med at snitte stadset ud til båndsalat, klækker det, og en fugl kravler ud.

Det er ikke en gråspurv, ikke en gærdesmutte, ikke en vipstjært. Bare en fugl.

Jeg sætter mig til at vente på, hvad den er.

Men den kan åbenbart kun finde ud af at synge.

onsdag den 6. januar 2016

Millibar

Du siger, at der ikke skal stå noget her.

Jeg siger, at der altid har gjort det.

Du siger, det skal give mening, hvis det endelig er.

Jeg siger, det bare skal stå der.

Du siger, det trækker op til regn.

Jeg siger ja og henter en spand.

Grill

Vi mødes ved bålet, mig og mormor, og vi er fremmede for hinanden nu.

Hun har været væk for længe til at kunne forholde sig til stof. Jeg har været levende for længe til at vide, hvad jeg skal stille op med evigheden.

Det er lyset, vi ser.

Det og så røgen, som stiger til vejs.

Hun forklarer, hvor den bliver af.

Jeg har brug for et kram, hun ikke kan give.

Jeg er glad for, jeg har en pose pølser i lommen.

tirsdag den 5. januar 2016

Raid - til David Neuer

Der er et hul i havet, og én for én smider jeg de ting, jeg ejer, derned. Først porcelænet, så møblerne, bilen og huset. Om nødvendigt også mig selv.

Jeg sværger, at jeg ikke stopper, før nogen dernede siger "av!"

Illumination

Stjernerne står, som de skal, men alt for lavt. Jeg kan klatre op ad det kolde metal og pille pærerne ud, hvis jeg vil.

Men jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge dem til. Pærerne.

De knaser ubehageligt i munden, og eftersom jeg ikke er en hest, ville jeg alligevel ikke kunne skide dem ud.

Jeg lader dem brænde.

Om nogle timer vil de alligevel drukne i lys.

Og det kan være, Solen i morgen vil kredse rundt om Jorden.

Om ikke andet, så bare for sjov.

mandag den 4. januar 2016

Skrot

Der står en bil uden for genbrugspladsen. Nu, jeg kommer tættere på, kan jeg se, det er en grågrøn japaner af mærket Toyota.

Indenfor kværner maskinerne. Knogler og kød presses sammen i terninger, der smeltes i vældige ovne, formes til og stanses ud.

Det ser melankolsk ud, køretøjet.

Jeg åbner for døren og indstiller P-skiven.

Jeg tror nok, det hjalp.

Demontering

Hun står på fortovet og kigger på huset, der stille og roligt er ved at falde fra hinanden.

Først var der forestillingen om mig, siger hun. Så kom kødet til. Til sidst voksede huset frem omkring resten.

Noget er hændt. Hun kaster ingen skygge. Hun er ideoplastisk som en tændstikmand, der nok er mig.

Min ene hånd flammer op.

Jeg formoder, hele verden går op i røg om lidt.

søndag den 3. januar 2016

Heureka

Jeg finder sted, og jeg ved, at det kan være et hvilket som helst sted. At det bare handler om at være, og så er alt det andet, og det er aldrig det samme. For er det det samme, bliver det enten til ingenting eller alting, og det samme gør man selv, og lige pludselig er hele bulen et forbandet rod af måskeer, alle vil brænde ned til grunden, og selvfølgeligheder, man tager for givet og derfor ikke vil have, og absolutter, der ikke går i spænd med hverken appelsinjuice eller noget som helst andet.

Jeg finder sted, men vil hellere finde rav eller ædelsten eller bare en hvilken som helst mening. Ikke træer, der stikker i hornhinderne og breder sig uhæmmet ud over julen, så påsken, så resten. Ikke bakker, ingen vil have noget serveret på, endnu færre jordfæstes i. Ikke søer, man drukner i, hvis man forsøger at slagte og spise dem, så man i det mindste kan få et minimum af nytte ud af deres tilstedeværelse.

Jeg finder sted, og jeg forsøger at smide det ud igen.

Men findes der en tilstrækkeligt stor skraldespand, er den i hvert fald én ting, jeg ikke har fundet endnu.

Snagvendt

Jeg går baglæns. Jeg trævler mine skridt op ét for ét. Landskaber og ansigter flagrer i vinden, river sig løs og går i opløsning, så solen kan brænde stærkere og stærkere igennem.

Det første, jeg ser, er en stor, forkromet fod, der løfter sig, et ord, som flakser mange verdener oppe.

lørdag den 2. januar 2016

Udstilling i det jyske

Så er installationen 5 gram poesi, som jeg har arbejdet på over de seneste par måneder, på plads. Læs mere om udstillingsstedet her.


***

5 gram poesi - et manifest

Er betingelsen for, at noget er virkeligt - som det ofte påstås - at det kan måles og vejes? Har alt en pris, man kan sætte et nøjagtigt beløb på?

Det er disse spørgsmål, lyrikeren Steffen Baunbæk fokuserer på med installationen/bogobjektet 5 gram poesi, der i januar måned kan opleves i Sondrup Kunsthal, som i dette tidsrum befinder sig på adressen Sondrupvej 49, Sondrup, 8350 Hundslund.

Inspirationen til værket kommer fra underverdenen, hvor salget af den illegale tilgang til psykedeliske - bevidsthedsudvidende - oplevelser længe har været en forretning i milliardklassen, som efter benhårde kapitalistiske principper har reduceret menneskeliv, ja, hele statsapparater til noget, man skalter og valter med efter forgodtbefindende.

Tesen er, at kunsten i bred forstand - her konkret lyrikken i form af en håndfuld håndskrevne oplæsningsark, forfatteren selv har benyttet ved arrangementer i årene 2008 - 15 - kan danne en lignende indgang til bevidsthedsudvidelsen. Tilbyde usædvanlige indsigter eller skæve perspektiver, der er stoffernes værdige. Og på mange måder sundere. At digtet, musikken, maleriet, filmstrimlen, installationen, keramikken og enhvert andet kunstnerisk udtryk, man kan forestille sig, er et - måske kun lige akkurat i en ellers materialistisk indstillet verden - legalt drug.

Og som andre drugs bør disse ting naturligvis vejes og prissættes efter fortjeneste. Stoffet præsenteres derfor i portionsposer, der så nogenlunde følger dagsprisen for cannabis på det sorte marked: 20 kroner pr. gram.

Put it in your pipe and smoke it!

fredag den 1. januar 2016

Fleur de mort

Fra min altan kan jeg høre bladene rasle i vinden. Det og så børnene, der leende jager dem, fejemaskinen, som vil dem til livs.

Jeg tænker, man skal lade dem finde vejen op på et nyt træs grene selv. Som de milliarder af blade, der faldt, før jeg og resten af menneskeheden blev til.

Det bliver stort. Det kommer til at dække hele himlen og lukke al sol ude.

Men i den nat, der følger, vil selv min stupide nabo føle sig svimmel ved synet af duften af frugt.

Guilty by association

Toget er levende under mig. Det svinger sig fra side til side som om, det vil rive fri fra skinnerne. Jeg ved intet om togs anatomi. Om de i det hele taget er noget uden et spor og en køreplan. Om der er et hjerte bag motoren, om de sørger over de sæt, som er blevet sendt til ophugning, og hvor de forestiller sig, at deres sjæle, om de har nogen, kommer hen.

Men jeg ved, hvad arkitekten er. Han minder en del om mig. Og han er ikke i maskinen. Maskinen var i ham, og nu er den for evigt udstødt. Og ved det måske.

Og nu sidder jeg her øst for Sorø og frygter et fadermord, om det så skal koste tingesten selv livet.

Nu sidder jeg her øst for Sorø med et æble, der rådner i hånden.

Det er for sent at smide det ud og har været det længe.