torsdag den 22. december 2016

Business as usual


The price of existence is eternal warfare. 
- A. Crowley


Verden
er gået
af lave,
bemærker
vi tit til
hinanden
og ryster
på hovedet
og tænker,
at noget
bør gøres,
og noget
bliver gjort,
og med et
er det blod
overalt,
på den ægte
Picasso
i Hellerup,
på det
forslidte
tapet
i Hadsund
og den
dampende
rist foran
Riget,
og ingen
har udgydt det,
ingen
vil tørre
det af,
allermindst
på sig selv,
vi går bare
i seng
med et fnys,
som vi
plejer,
og vågner
til endnu
en tid.

Fremtiden

kan vi
begrave,
den passer
perfekt ned
i hullet,
det
efterlod,
det,
der var
til.

onsdag den 21. december 2016

Julens glade budskab


20/12 2016

Der er
forskel
på folk,
det er
ligesom
med dyr,
nogle kæler
man for,
andre
slår man
ihjel,
når man
ser dem
i haven,
man græder
og sætter
en gravsten
ved læhegnet
over de
første,
de sidste
får lov
til at rådne
på jorden
og dækkes
af nysne
og tavshed,
en bil
i Berlin
er en nyhed,
der kalder
på murren
og landesorg,
skud mod
moskéer
i Zürich
et tegn på,
at tingene
går, som
de skal,
at der
næste jul
nok er
en hundehvalp
mere at
klappe
på ryggen
og lidt færre
rotter
på loftet
at fodre
med gift.

onsdag den 14. december 2016

Frokost

Her er mit hjerte, sagde han. Og hun åd det. Så kastede hun op og gik ud for at slå nogen ihjel. Han havde det fint. Han havde en hulmur, som skulle ordnes i morgen.

mandag den 12. december 2016

Edmund Charles Villiam Knudsen (1888 - 1920)

Alt,
hvad jeg ved
om min
oldemors
bror,
der hed
Edmund,
beløber
sig til,
at han styrtede
ned i et kar
fyldt med
kogende fedt,
mens han tjente
sin løn
hos en slagter
i Odenses
udkant,
og mindede
mest om
en menneskelig
pomfrit,
da han
bjærgedes op,
på den måde
blev endnu
en opskrift
på mig
så kasseret
og selv
er jeg næppe
for alvor
serveringsklar
nu.


(omredigeret version af et ældre digt fra 2010)

Sakset fra Facebook

I supermarkedet synes jeg altid, at jeg er den, der ender i køen, hvor en eller anden gammel, velbeslået dame for sent finder ud af, at hun har betalt 1,50 krone for meget og bryder ind i næste ekspedition, hvorefter hende ved kassen beder den utilfredse kunde om at læsse alle varerne op igen, som efterfølgende bippes ud én for én indtil apparatet bryder ned og må genstartes personligt af butikschefen, der tilkaldes over anlægget, men har det fint med at sidde ude i baglokalet og ryge crack og først viser sig i et meget stenet tempo fem minutter efter, hvorpå han må starte forfra tre-fire gange, før ekspedienten omsider kan komme til og bippe varerne ud forfra, så hende i pelsen kan få sin halvanden krone, og man selv vakler ud med daggammelt skæg og mord i øjnene, og det slår mig, at det er et formidabelt billede på et eller andet her i livet, men jeg er ikke helt sikker på hvad.

fredag den 9. december 2016

Fødselsdagsdigt 2016

Lige nu
kunne
det godt
være værre
at leve,
jeg kunne jo
mangle
et job,
for eksempel,
og sidde
ved bordet
med flaget
og føle
de skiftevis
hånlige,
skiftevis
meget
bekymrede
blikke,
jeg kunne
slå øjnene op
i en krop,
som var brun
eller syg
eller gammel
og derfor
i vejen
for samfundets
hellige
fremdrift,
jeg kunne,
og det
har jeg gjort,
møde dagen
med kraftløse
hænder
og stirre
på solen
og kun se
et mørke,
som slugte mig
levende,
akkompagneret
af stemmer
på gaden,
der råbte
om humbug
og klynk
og en hest,
som jeg blot
skulle op på
igen,
men i dag
er den halvt fyldt,
min kop,
og min væren
i verden
er åbenbart
ikke
til gene
for nogen,
endsige
mig selv,
og et
år mere
lyder
ok.

mandag den 28. november 2016

Politik

bør man føre
på baggrund
af facts,
og de facts
skal man hente
i virkeligheden,
og virkeligheden
er det,
der er sandt,
når den ikke
er det,
som er falsk
eller bare
en påstand,
en påstand
er noget,
som sikkert
er falsk,
men med et
bliver sandt,
hvis det
gentages ofte
og målrettet
nok,
hvis det
gentages
ofte
og målrettet
nok,
kan det blive
til virkelighed,
man bør
handle
i forhold til,
gerne
politisk,
og handler man
på den
politisk,
er afkastet
facts,
man kan bruge
politisk
med mindre,
man finder dem
falske
og gentager
det ofte
og målrettet
nok
og har
sølvpapir
nok
til at værne
om det,
som er virkeligt
nok
til at blive
til sand
politik,
politik er
i virkeligheden
et spørgsmål
om sølvpapir
nok
til at være
politisk,
og det er
et fact.

Mørket

er svært
at få overblik
over,
det synes
at fylde
det hele
på visse
besværlige
tider
af døgnet,
man vandrer
i mørke
og sparker
til mørke
og slår sig
på mørke,
og hvis
man er heldig,
formår man
at finde
sin seng,
og så
ligger
man der
som en tåbe
og indånder
skidtet
og håber,
det bare
er luft,
før man
døser
og glemmer,
man nok
ville
udånde
lys,
hvis den
tese
var sand.

fredag den 25. november 2016

Den stærke mand

ser sig
i spejlet
og bryder
sig ikke
om synet
af øjne,
der stirrer
igen
og bedømmer,
om huden,
som alt
for let revner
og rynker
og danner
grimasser,
han ser helst,
det hele
forsvinder,
at han står
tilbage
alene
en dag
i sin stue,
befriet
for ophør
og målestok,
men der
er lang vej
igen,
og i dag
skal han også
på job.

tirsdag den 22. november 2016

Long distance relationship

Jeg har skrevet
og skrevet
og ventet
hver morgen
ved postkassen,
som jeg
tålmodigt
har renset
for regninger,
postkort
fra Phuket
og mægtige
læs af
reklamer
for ting,
kun en klovn
ville købe,
men nej,
ingenting
har jeg hørt
fra mig selv.

onsdag den 9. november 2016

Landkending

Det var Helgenæs,
var det,
den kom fra,
min mormors
familie,
der havde
den gået
så længe
og dyrket
sin jord
øst for Ørby,
at Monsbjerg
fik navn
efter den,
da den stadig
hed Moensen
og ikke,
som senere,
Mousing,
og der,
på en dag
i det nye
årtusinde,
kørte min mor
og så jeg
i en second hand
Kia Picanto,
der ligesom
os selv,
ikke var
for lokal,
mens vi ledte
blandt rullende
bakker
og stenfyldte
klinter
og skallende gårde,
præcist
efter hvad
var vi ikke helt
med på,
og ingenting
fandt vi,
men mulden
ved kirken
var frodig
og duftede
velkendt,
og kom det
dertil,
tror jeg næppe,
den ville
have spyttet
os ud.

tirsdag den 8. november 2016

Vraggodset

Fiskerne
gloede
ude ved Esbjerg,
da storbyen
skyllede ind
på den
vindblæste
strand
efter krigen,
for nok
lå der marsvin
og skibsvrag
i sandet
til tider,
men selve
Arkona
var lidt af
en mundfuld,
og toget,
som raslede ind
på de magre
og saltede jorder
fra øst,
var en større
endnu,
men med
næverne
fik man
da banket
det hele
på plads
efterhånden,
i fremtiden
talte man
vestjysk,
og sådan
var dét.

mandag den 7. november 2016

Rock'n'roll

Dem fra Horsens
var slemme,
det sagde man der,
hvor jeg kom fra,
for der lå
et fængsel,
og dem,
som kom ud,
slog sig ned
på de kanter
af frygt for
at vende tilbage
til både familien
og dommen
på egnen,
de kom fra,
men aldrig igen
kunne kalde
for "hjemme",
måske
var det rigtigt,
i hvert fald
var Pretty Maids børn
af den by,
og musikken,
de jamrede af sig,
forbryderisk dårlig,
men selv
mine fødder
gav pokker
i skyld, straf
og geografi
og den slags.

onsdag den 2. november 2016

Søg

i læ,

så du
ikke
ser Gud

grine
røven
i laser,

når
vandene
stiger.

Jeg er

midtvejs
i livet.

Jeg håber,
at kaffen
på endestationen

er udflugten
værd.

Trein Hermanns (* ca. 1645)

Man siger,
du drak,
Trein,
at manden,
du delte
din seng med
til hverdag,
måske var
det allermindst
oplagte bud
på en ane
til mig
blandt de
flittige
hænder
i Hollænderbyen.
man siger,
du blottede
bryster
og svor.
så det drev,
foran alteret
ovre
i kirken
og døde
i synden
som om,
du var
ligeglad med,
om der fandtes
en dommer,
men, Trein,
det er mig,
som har fået
parykken
og hammeren,
mig,
som skal
udmåle
straffen
i kød,
og jeg
siger dig,
Trein,
det er ikke
hver dag,
jeg ser
lige grim ud
i et spejl.

Flere Masselinjer

Skrivesessions med henblik på at udbygge og understøtte min kommende digtsamling.


***


Helle Thorning

har sat sig
ved bordet,
og straks
kommer folk ind
med møgsager
til hende,
så er der en,
som har antændt
sig selv
med benzin
foran rådhuset
ude i Brøndby
fordi han
blev frataget
hjælpen,
og så
er der en,
som har
skudt sig,
fordi
han var ude
for noget
engang
i Afghanistan,
så er
der en,
som fik taget
sit flag
fra Tibet,
da kineseren
var her,
hun sukker
og ringer
til en,
som har styr
på alt det
med aviserne,
så er der
ingenting sket,
så kan solen
som altid
stå op
i et
lykkeligt
land.



Master and victim

Inger
vil have det,
vil have
deres øjne,
som plirrer
af had,
deres bortvendte
rygge
og mumlen
om vådeskud,
brevbomber,
giftmord
og revolutioner
i krogene,
Inger
har drømt,
hun hed Ilse
og hang
på et læderkors
udenfor
Kærshovedgaard
og blev fodret
med svampe
og eddike,
Inger
ser frem til
en nat
af krystaller
og fugt.


Tvivleren

Du tvivler,
det ligger
så godt
i din mund,
ordet "tvivl",
det kan minde
en smule
om "skepsis",
og folk,
som er skeptiske,
ved, hvad
de taler om,
stiller
de giftigste
spørgsmål
til tingenes
tilstand,
hvis tingenes
tilstand
da er,
hvad den er,
der er noget,
som ikke
helt er
for dig,
rødt,
for eksempel,
som minder
om blåt,
der er sort
nogle gange,
og Venstre,
som ligger
til venstre
for midten,
som rykker
mod højre
og sådan,
og Østblokken,
Vesten
har opslugt,
og Vesten,
der spejder
mod øst,
og så tror det
da pokker,
man ryster
på stemmen
og gerne
lod være med
at bruge den,
hvis det
da ellers
gav ret til
at brokke sig
offentligt,
brokke sig
over de gulgrønne
bæster
fra nord
eller syd,
som vil danse
og quizze
og kysse
dit nyfødte
spædbarn
og vinde
din tillid
på den vis
og straks efter
svigte den
ved at
tage pengene,
huset
og livsmodet
fra dig,
så snart,
du får
lov til det,
krydser du
navnene af.


Nosejobs

Er der noget
i vejen,
så stil jer
da endelig op
og tag
fanerne med,
det er herligt
med farver
og liv
på de toppede
torve
og noget
at grine af,
når man
skal sluge
sin snaps
og fordele
de næser,
man skal,
der er nok
til jer
også,
og dét
af den lange
model.


Husbonden

En mand
har vi
brug for,
en mand,
som kan træffe
de rette
beslutninger,
når vi
har brug for det,
sætte
sin vilje
igennem,
når andre folk
vakler
og falder
i selvvalgte
huller,
en mand,
som er
strømlinet,
fattet
og effektiv,
når der
skal skæres,
så nerverne
hviner
og knoglerne
blottes,
en mand,
som kan sætte
de dovne
og uvorne
grundigt
på plads
med sin hånd
og sin pisk
og sin kampvogn
og ved,
hvad en
rusten
container
kan rumme,
en mand,
som er god
for sit ja
foran præsten
og virkelig
er der,
til døden
os skiller.

torsdag den 27. oktober 2016

Mørke i farver (manus, 2016)

Hermed præsenterer jeg resultatet af en længere skriveproces, som mestendels har fundet sted over det sidste halvandet års tid og inkluderer resterne af to andre samlinger, "Personer" og et unavngivet manuskript, som blev til hen over sommeren, som hver især ikke var stærke nok til at stå for sig selv. Der indgår dog stof i manuskriptet, der rækker helt tilbage til 2010.

Det drejer sig om ret kortfattet og klassisk-modernistisk stof. En slags tilbagevenden til mine rødder. Om man vel, kan man se den som en parallel til U2's All that you can't leave behind, der som bekendt hverken var deres vildeste eller bedste plade, men sikkert nødvendig for at komme videre.

Skal jeg være ærlig, handler værket om en midtvejskrise. Hverken mere eller mindre. Ud over anden del, der er opstået ved at strukturere materiale med forskellige rødder i en slags narrativt forløb, er det et relativt ærligt udtryk for verdens tilstand i Førerbunkeren, Avedøre, anno efteråret 2016, hvor det meste af det, som engang syntes at være faste og troværdige værdier, flyder.

Men jeg bilder mig allgevel ind, at jeg er nået frem til noget rammende og ofte underholdende. Håber, at evt, læsere giver mig ret.

God fornøjelse, i hvert fald.

/Steffen


***


Steffen Baunbæk
Mørke i farver
Digte


***



I



Det er
stadigvæk hvidt,
er papiret.

Jeg tror,
det er angst
for mig.

Klog
strategi.


Ikke
at skrive

i sneen,
men bygge

en igloo.


Presser
citronen,

fordi det
endnu

er for svært
at få blod

vredet ud
af en sten.


Ravnen
har sat sig
på bordet.

Der lærer
den langsomt
at tale
mit sprog.

Der er forskel
på kød,
har den lært
af sin mor.

Noget mætter,

Den anden slags
skider
man ud.


Du skriver
om fuglene,

når de er
trukket mod syd,

og din elskede,
når hun er gået.

Man kalder
dig kunstner.

Jeg ved,
hvad du er,

psykopomp.


Læser
i thegrums
og kort

fordi
øjnene
bløder

ved synet
af dagens
avis.


Slæber
rundt
på verden.

Verden
slæber rundt
på mig.

Og i aften
er vi sikkert
lige trætte.


Anskaffer
timerne
brugt.

Jeg
vil hellere
spilde

en anden
mands
liv.



Hænderne
vokser
med alderen.

Snart
kan de rumme
det hele.

Selv siver
jeg ud
mellem
fingrene.


Alderen
sætter sig
på dine
sideben,

graver sig
ind i
din hud,

falder ud
ligesom tænder
og hår.

Du har
næret
en skrift
ved dit bryst.

Du er
endt med
at blive
papir.


Ringer på,
bliver ved,
ingen åbner.

Bekymrende
nok,

når man
står på
sin egen
adresse.


Hold op
med at
vokse.

Hvad
gør du
den dag,

også verden
begynder
at stumpe?


Det var aldrig
min mening

at drive
med vinden,

og var det,
så var det
i håb om

at blive
en fugl
i en flymotor,

ikke
en våd,
flosset pose

i elmen
ved Spar.


Aldrig
at hænge

et billede op
på sin væg,

som man ved
hvem
har skabt.


Stemmen
i bjerget,

jeg prøver
at lytte mig
frem til

med hakker
og bor.



Fødderne
hviler
på gulvene,

gulvene
hviler
på jorden,

der hviler
på fjeldet,
som hviler
på flammen,

og hvad
den end
hviler på,

går jeg
på vandet
hver dag.


Skyer,
der ligner

og spredes
og ligner

igen.


Tiden,
der går,

disse støvler,
som passer

dens fødder.


Katten,
der slikker
sin pels

uophørligt,

men aldrig
bliver mindre.


Alt det,
jeg fejer
til side,

imens jeg
forsøger

at finde
mig selv.


Det kræver
et liv,
mindst,

at lære
at tage
sit tøj af

og folde
det pænt
sammen,

inden
man går.



II



Nu kigger hun
på dig,

fordi du
skal vide,

du ikke
er noget
som helst.


Natten er
kold, du.

Så kold,
vores eneste

trøst er
at udånde

sneblomster
sammen.


Tænd
for det,
lyset,

en skygge
så pragtfuld
som din

har vel krav
på en
krop.



Du kysser
frøer,
der bliver
til prinser,

der bliver
til ådsler,
der bliver
til roser,

der bliver
til klipper,
der bliver
til stjerner.

De lyser
så blåt,
dine læber.


Hold
min hånd,

så den ikke
får ro

til at bygge
et våben.


Du skal riste
dit navn
i min hud,

du skal skære
så dybt,
at det står der

den dag,
vi er døde
og borte.


Kigger på
dit ansigt,
mens du sover.

Det er
fredfyldt.
Det, du
drømmer om,

kan intet
menneske
give dig.


Han lægger
hovedet
på blokken

for alt
det, han
tror på.

Hun folder
blot
hænder.


Førhen
stod solen
på himlen,

nu hænger
den ovre
på træerne.

Lige om lidt
giver den slip
på dem også.

Du mumler
i søvne
om orme
og skimmelsvamp.

Mørket
tager til
i min favn.


Du mener,
at verden
er dyb,

at den
helt store
sammenhæng
minder om
pindene
i et
mikadospil.

Jeg skærer
ansigter
af en
flamingo
i zoo,

og jeg
ligner sgu,
synes
jeg selv.


Dit job er
at give
mig roser.

At stikke
mig på dem
er mit.

Skraldemandens
at køre
dem væk.


Når du
trækker
dit vejr,

bliver
ilten
til gift,

og på det
kan vi kende
hinanden.


Du kaster
lyset
tilbage,

og jeg
kunne nemt
returnere det,
kvinde,

Men legen
er slut.


Så snakker
vi udenom
endnu
en gang

og én til,
rundt
og rundt.

Det slår
gnister,
det gør det,
og pærerne
lyser:

Nu springer de
heldigvis
snart.


Alene
i stuen
igen

med en
spindende
kat

og et
tikkende
ur

og en
knurrende
mave

og noget,
der ligner
en skitse

til mørket
derovre
i hjørnet.



III



Vågner op
i en krop,

der er lavet
af kalk,
fars og blod

og velsagtens
skal ligne
sit indhold.

Et sted her
i nærheden

mangler
en digter
at lære

at holde
sin kæft.


Lyset
tager én på
hver morgen

og netter sig,
før det
går ud.


Der kommer
stads ned
fra himlen.

Min finger
er våd af
at tjekke,
men nej:

Heller ikke
i dag
var det
engle.


Gud
er dum.

Efter bøvlet
med gentagne
gange
at fjerne
det lort

har han
opfundet
sneen
igen.


Der er
en knogle
i forhaven.

Nogen
har tabt den
i flugten,
formoder jeg.

Det var
nok mig.


Spidsmusen
ligger
i græsset.

Der spiller
den død

med gevaldig
succes.


Duerne
letter
fra plænen

og vender
tilbage
med knogler

og søgræs
i næbbene.


Morgen
på bussen

og ingen,
der taler.

Det mærke,
vi stirrer
ind i

er alligevel
ens.


Man siger,
at alt,
som var fast,

bliver luftigt
med tiden,

og det er
nok rigtigt.

I hvert fald
gør alle
de brosten,

jeg lærte
at gå på
som barn,

større nytte
som kasteskyts
nu.


Ovre
på godsbanen
ruller
der sprængstof
og gift
ud i verden,

som åbenbart
har et
behov
for den slags.

Jeg har
mest brug
for søvn.

Jeg kan
høre,
den kommer
om lidt.


Der er noget
i luften,
og hvad det
end er,

er det nede
i lungerne nu
og på vej
mod mit hjerte,

der hamrer
afsted

som et beat
i en tåbelig
popsang.

Jeg danser nok
til den
om lidt.


Selvom
vi ikke
kan se dem
i dagslys,
er stjernerne
til.

Hænger
stadig
deroppe
et sted
i det blå

og forbrænder
sig selv
uden større
applaus.

Vi har
travlt med
at købe
benzin.


Byen har kastet
beboere op,

og der skrubbes
og skures,

men maven
bliver ved med
at vende sig.


Vi tænder
et bål,
sender hekse
til vejrs,

brænder
bøger
og fjender
til aske,
og dog
er den,

mængden
af det,
der er
ukendt,

i eksplosiv
vækst.


Kroppene
vandrer
omkring
uden os,

som forbliver
i hver
vores sandkasse,

hvor vi
forsøger
at opføre
slotte
af korn,

som vi ikke
har tal på,

men tro mig,
min ven:

Det har de.


Vi legede
gemme
engang,

gik i et
med buskadser
og mure

og var,
hvad
vi var.

Nu er alle
de højeste
punkter
i landskabet.

Føde
for søgende
blikke

og andre
slags lyn.


Vennerne
sidder
på hver
deres klode

og venter
på hver
deres syndflod.

Hvis
stjernerne
står,
som de
skal,

kan vi råbe
hinanden op
hen over
mørke
og sprogskel

og tjekke,
om alle
har fået
de møllesten
samlet
til huse,

vi drømte
var drømme
engang.


"Don't you
forget
about me"

hørt
i toget
en torsdag
i regnvejr

på vej
fra en
fremmed
mands
job.


Solen
må ikke
gå ned.

Jeg har
sagt det
så tit,

og dog
bliver
den ved.

Det er
tid til
at finde
min stok.

Den baryler
bør sættes
på plads.


Bare
gå ned,
sol.

Jeg passer
butikken
imens.

Den skal
nok
løbe rundt

af sig
selv.


Mørket
i aften:

Så mørkt,
at det

sendes
i farver.

mandag den 24. oktober 2016

Smådigte IV

Alderen
sætter sig
på dine
sideben,

graver sig
ind i
din hud,

falder ud
ligesom tænder
og hår.

Du har
næret
en skrift
ved dit bryst

og er
endt med
at blive
papir.


***


Hvorfor
han sprang,

var han
ikke selv
klar over.

Jorden
så vist
bare ud

til at
mangle
kulør.


***


Alting
er smattet
i dag,

og selv
lyset
er noget,

der klistrer
sig fast
under sålen
og ender

som snavsede
pletter på
gulvtæppet.

Nå, men
det kommer
da ind.


***


Kroppene
vandrer
omkring
uden os,

som forbliver
i hver
vores sandkasse,

hvor vi
forsøger
at opføre
slotte
af korn,

som vi ikke
har tal på,

men tro mig,
min ven:

Det har de.


***


Vi legede
gemme
engang,

gik i et
med buskadser
og mure

og var,
hvad
vi var.

Nu er alle
de højeste
punkter
i landskabet.

Føde
for søgende
blikke

og andre
slags lyn.


***


Du kaster
lyset
tilbage,

og jeg
kunne nemt
returnere det,
kvinde,

Men spillet
er slut.


***


Ravnen
har sat sig
på bordet.

Der lærer
den langsomt
at tale
mit sprog.

Der er forskel
på kød,
har den lært
af sin mor.

Noget mætter,

Den anden slags
skider
man ud.


***


Sommeren
fungerer
ikke mere,

og vi
snubler
rundt

i rustent
skrot
og tandhjul.

Alt,
det lykkes
os
at samle,

er et
ur.


***


Vinden,
der suser

i træernes
blade,

som sneen
har dækket

forlængst.


***


Du regner
bestemt med,
at træerne
blinker
og flytter sig.

Krondyr
bør køre
din bil.


***


Vi tænder
et bål,
sender hekse
til vejrs,

brænder
bøger
og fjender
til aske,
og dog
er den,

mængden
af det,
der er
ukendt,

i eksplosiv
vækst.


***


Presser
citronen,

fordi det
endnu

er for svært
at få blod

vredet ud
af en sten.


***


Fuglene
flyver,

sågar
uden røgstriber
efter sig.

Verden
er skør.

tirsdag den 18. oktober 2016

Trille

er død,
jeg har
læst
om det
selv
og set
billeder
af hende,
billeder
af en
forkommen
og ældet
og alt
for trist
kvinde,
som ikke
var Trille,
men nok
bare Bodil,
og ikke
sang sange
og legede,
elskede,
kæmpede
mere,
men bare
var syg,
hun så
ud som
en mor,
ikke min,
men måske
bare alles,
en opbrugt
og udmattet
mor,
man fik lyst
til at
gribe
en guitar
i flugten
og spille for,
indtil
hun sov.

mandag den 17. oktober 2016

Smådigte III

Der kommer
stads ned
fra himlen.

Din finger
er våd af
at tjekke,
men nej:

Heller ikke
i dag
var det
engle.


***


Morgen
på bussen

og ingen,
der taler.

Det mærke,
vi stirrer
ind i

er alligevel
ens.


***


Tråden
er rød,

og du
følger den
rundt
omkring
hjørner
og ind
under
sofaer

indtil
du står
med den,
enden,
i hånden,

men
garnnøglen,
du havde
brug for,
er væk.


***


Førhen
stod solen
på himlen,

nu hænger
den ovre
på træerne.

Lige om lidt
giver den slip
på dem også.

Du mumler
i søvne
om orme
og skimmelsvamp.

Mørket
tager til
i min favn.


***


Vågner op
i en krop,

der er lavet
af kalk,
fars og blod

og velsagtens
skal ligne
sit indhold.

Et sted her
i nærheden

mangler
en digter
at lære

at holde
sin kæft.


***


Man siger,
at alt,
som var fast,

bliver luftigt
med tiden,

og det er
nok rigtigt.

I hvert fald
gør alle
de brosten,

du lærte
at gå på
som barn,

større nytte
som kasteskyts
nu.


***


Vennerne
sidder
på hver
deres klode

og venter
på hver
deres syndflod.

Hvis
stjernerne
står,
som de
skal,

kan vi råbe
hinanden op
hen over
mørke
og sprogskel

og tjekke,
om alle
har fået
de møllesten
samlet
til huse,

vi drømte
var drømme
engang.

søndag den 9. oktober 2016

Smådigte II

Det kræver
et liv,
mindst,

at lære
at tage
sit tøj af

og folde
det pænt
sammen,

inden
man går.


***


Du skriver
om fuglene,

når de er
trukket mod syd,

og din elskede,
når hun er gået.

Man kalder
dig kunstner.

Jeg ved,
hvad du er,

psykopomp.


***


Kastanjerne
lå i din
indkørsel.

Når det
blev aften,
kom æsken
med tændstikker
frem,

og du
skabte
den mand,

som med snorken
og grynt
holdt dig vågen
om natten.

Ved daggry
røg affaldet
ud.


***


Spidsmusen
ligger
i græsset.

Der spiller
den død

med gevaldig
succes.


***


Hold op
med at
vokse.

Hvad
gør du
den dag,

også verden
begynder
at stumpe?


***


Hun mener,
at verden
er dyb,

at den
helt store
sammenhæng
minder om
pindene
i et
mikadospil.

Han skærer
ansigter
af en
flamingo
i zoo,

og han
ligner sgu,
synes
han selv.


***


Han lægger
hovedet
på blokken

for alt
det, han
tror på.

Hun folder
blot
hænder.


***


Der ligger
en knogle
i forhaven.

Nogen
har tabt den
i flugten,
formoder jeg.

Det var
nok mig.


***


Der er steder,
jeg ikke
har set,

og dog
findes de,

steder,
jeg har,
som er borte,

så borte,
de muligvis
aldrig
var til.

Jeg har  noget
i øjnene,
doktor.

Det svier,
hr. doktor.

For real.


***


Mørket
i aften:

Så mørkt,
at det

sendes
i farver.

mandag den 3. oktober 2016

Nogle smådigte

Ikke
at skrive

i sneen,
men bygge

en igloo.


***


Når du
trækker
dit vejr,

bliver
ilten
til gift,

og på det
kan vi kende
hinanden.


***


Du misser den
akkurat,
meningen.

Om det
var dig
eller den,

Falck,
hvis andet
var sket,
havde prøvet
at redde,
er uvist,

men motoren
bruger
benzin.

Det er
godt.


***


Hold
min hånd,

så den ikke
får ro

til at bygge
et våben.


***


Aldrig
at hænge

et billede op
på sin væg,

som man ved
hvem
har skabt.


***


Regnen
har været her.

Hverdagen
ligger på
dørtrinet.

Var det
dog blot
en avis.


***


Alle de
rønnebær.

Tænk,
hvis de bare

er til
for at tælles

og dét så
er grunden

til mig.

onsdag den 28. september 2016

Der er sten,

som har
hjemme
præcist,
hvor de er,

der er håbløse
både
som murfyld
og pynt.

Du har ben,
de er fulde
af kalk,

Du er dum,
hvis du
ikke ved,
hvor de
vil hen.

Det var aldrig

din mening

at drive
med vinden,

og var det,
så var det
i håb om

at blive
en fugl
i en flymotor,

ikke
en våd,
flosset pose

i elmen
ved Spar.

Aldrig

at hænge
et billede op

på sin væg,
som man ved,

hvem
har skabt

mandag den 26. september 2016

Uden titel

Der skal
kasser til.

Kasser med
mærker på,

så man
kan se
helt præcist
hvad,
du er,

hvis du ikke
er det,
der er væk,

når de
ryger
i ovnen,

og er du:
Hold tæt
med det.

Verden er
vanvittig
nok.

Uden titel

Ikke
at male,

men afdække
billedet

strøg
efter strøg.

Ave dementia

Fremtiden
smuldrer
et forslag
ad gangen
til lyden
af bifald
fra torve
og stuer,
i vaskene
bygger vi
bomber
af uran
og arvesølv,
bare
til trøst,
hvis der ikke
er pilsner
på tilbud,
i sandkassen
laves der
slotte
af sand,
de er dumme,
de unger,
så dumme,
at det,
de har skabt,
uden tvivl
bliver alt,
som får lov
til at stå.

Skabninger

Det,
du streger,
vil vende
tilbage
og hobe
sig op
i dit væv,
vil erstatte
alt det,
du blev
født med,
til sidst,
så du
vågner
en dag
og er
fejlskud
og fraklip
at skaffe sig
af med.
Ved graven
vil digtene
stå,
når det
sker,
og have
dansesko
på.

fredag den 23. september 2016

Skruen

er løs,
det står klart
for enhver,
den skal strammes,
hvis ikke
det hele
skal falde
totalt
fra hinanden,
så frem med den,
svensknøglen,
stram dine baller,
dit smil,
dine tænder,
til knoglerne
knaser,
stram op
på budgettet
og reglerne,
kvoterne,
rebet
om halsen
på dem,
som skal ud
eller væk,
stram dit slips,
stram dig an,
mand,
tag plads
over lemmen
og vent,
bare vent.

torsdag den 22. september 2016

Om logos

Endnu et bidrag til en poetik.


***


I nyere lyrik er der en stærk tradition for at dyrke brudfladerne i sproget, hvad enten det er i form af dadaismens abstrakte lydudladninger, cut-up teknikkens konkrete fragmenteringer eller den leg med sætningskonstruktion og syntaks, man finder hos yngre navne som f.eks. Olga Ravn. Tanken bag er den generelle, at død - dvs. vant - sprogbrug kun kan føre til død betydning. At man ved at gå i kødet på selve materialet kan overskride vanetænkningen og nå frem til nye, voldsomme erkendelser.

Intentionen er for så vidt god nok. Problemet er bare, at grænsen mod den dårlige sprogbrug, ja, ligefrem det inkongruente er meget tynd, når man arbejder inden for det felt. Og at forfatterens bevidsthed uanset hvad følger med på godt såvel som ondt.

Min arbejdstese - og man må hjertens gerne modsige eller kritisere den - er, at man bør gå endnu mere radikalt til værks. At selve den logik, vi indretter vores virkelighed efter, bør beskydes, hvilket kræver andet og mere end saks og papir. Eller stoffer, hvis det er den vej, man vælger at tage for at udvide eller forskyde bevidstheden. Spørgsmålet bør efter min mening angribes strategisk.

Fra antikken og frem har man arbejdet med begrebet logos, det rationelle princip, der senere identificeres med Bibelens Ord. Det Ord, som var i begyndelsen. Altså forestillingen om, at der findes én måde at ræsonnere på, der kommer fra Gud og styrer alt eksisterende. Det er dette logos, vi henviser til, når vi taler om "sund fornuft". Allerede Aristoteles påbegyndte udviklingen af de
såkaldte syllogismer - bestående af to præmisser (et generelt og et specifikt) samt en konklusion - med henblik på at undersøge, om en påstand levede op til logos eller ej. Som f.eks.

Alle mennesker er fejlbarlige 
Alle filosoffer er mennesker
Alle filosoffer er fejlbarlige

Afgørende for syllogismerne var, at såvel argumentationen som præmisserne var sande, dvs. blev godkendt af fornuften, som den kom fra Gud(erne). Og man nåede så langt, at man organiserede de mulige måder at argumentere på i 64 strukturer, man den dag i dag stadig underviser i på universiteterne. Af de 64 strukturer er kun de 19 gyldige, hvilket naturligvis ikke betyder, at de resterende ikke bruges. Det gør de gerne og ofte i politisk sammenhæng. Som f.eks.

Alle snyltere er tabere
Nogle tabere er venstreorienterede 
Nogle venstreorienterede er snyltere

Jeg håber, vi kan blive enige om - uanset standpunkt - at det ikke er en salonfähig måde at argumentere på. Men når det kommer til kunst, er reglerne anderledes. Kunst efterstræber ikke nødvendigvis at afspejle den virkelighed, vi kender, og handle derefter, men snarere at udvide og problematisere den. Og Holbergs nok så oppustede Erasmus har unægteligt fat i noget interessant, når han vender hjem til landsbyen som student og proklamerer:

Sten kan ikke flyve.
Morlille kan ikke flyve.
Ergo er Morlille en Sten.

Ikke i Holbergs optik, for han ønskede netop - og med rette - at udlevere den selvoptagede yndling, som troede, at lidt overfladisk lærdom fratog ham ansvaret for at være et ordentligt menneske i sin givne situation. Men det var noget nær poesi, han skabte med den fejlagtige syllogisme, ikke sandt?

Og i bedste fald kan det føre, mener jeg, til fremragende og nyskabende poesi at gøre op med logikken, som vi kender den. Det kan også føre til krig og totalitære samfund, indrømmet, og i det tilfælde er enhver alene med sin samvittighed eller mangel på samme. Men i tidens postfaktuelle samfund har den sunde fornuft under alle omstændigheder trange kår, og man kan lige så godt få det bedste ud af det, som man kan begræde det. Og for at vende tilbage til præmisserne: At logos er Gud(erne)s Ord, og at ethvert præmis skal være baseret på "fakta", er ikke de stærkeste argumenter for logikken, som vi kender den, vel?

Hvem bestemmer, hvad Gud(erne)s Ord er? Og hvad er faktuelt i betragtning af, at vi som mennesker er udstyret med et tanke- og sansesystem, der beviseligt er radikalt anderledes end en kats eller en regnorms? Hvad er målestokken for sandhed?

Er den i virkeligheden gyldig?

Og i så fald: Hvordan og hvorfor?

Det er ét af de helt centrale spørgsmål i min poesi. Og i længden måske det vigtigste.


***


Hvis du voksede
ligesom et træ,
som blev formet
af vindene,

ville du mangle
en arm og et ben,
mindst, måske
også hovedet,

som prøver 
at fatte,
det er der

hinsides
al rimelig 
logik.

Spor

En morgen
som denne,
hvor luften
er kølig
og dufter
af rådnende
blade,
og kattene
sniger
sig rundt
i de toppede,
dugvåde
stræder,
og alle,
man møder,
var til
eller er det
på skrømt,
ved man bare
han er der,
Nick Drake,
på en
afsides bænk,
ingen ser,
og når solen
om lidt
bryder frem,
er han væk,
og man vågner
og sukker
og indånder
endnu
en sang.

Eremitten

Digtet
vil ikke
have venner,
de mener
for meget
og fylder
for lidt,
de forlanger
stringens
og logik,
fælles fodslaw
og adgang
til kontoen,
gør de,
så hellere
bo i et
aflåst
og lydsikkert
rum
på en skrabet
diæt
af oblater
og blod
uden udsigt
til frelse
og lindring
og selskab,
jeg elsker
det digt,
det kan
ikke
lide
mig.

Outlaws

Engang
var der
outlaws til,
cowboys,
som skød,
når de skulle,
og døde
med støvlerne på
i eksotiske
byer
med navne
som Tombstone
og Dodge
under skyer
af cirklende
gribbe
til lyden
af klagende
mundharpe,
helte
trods det,
de var
skurke,
i dag
har vi
Peter Lundin.

Guldsjakalen

Guldsjakalen kommer,
den har sikkert noget med.
Længe har den vandret,
før den kom til dette sted.
Vist nok blot til lyst,
hvis man skal tro på sin avis.
Værst af alting er dog,
at den ikke er en gris.

Guldet konfiskerer vi
ved Padborg, hvis vi kan.
Resten af sjakalen lader
vi gå på brød og vand.
Troen tager vi fra den,
vi har en, den godt må få.
Så skal den få ro, hvis
den har taget trynen på.

mandag den 12. september 2016

Lignelser (manus)

Lignelser er, som titlen antyder, inspireret af Jesu lignelser i Det Nye Testamente, hvorfor netop han da også er en gennemgående figur. Og alligevel fik mine tekster, som er skrevet i årene 2012 - 14, efterhånden en egen karakter, som var på en gang gammeldags og hypermoderne. På en måde ved jeg ikke engang, om Lignelser overhovedet er en rimelig titel på det, jeg lægger frem her. Men jeg ved, at har jeg skrevet et manus, som rummer essensen af mit livsprojekt, er det dette. Det er kort og fyldt med ironi og slapstick-humor. Men det rører mig på en måde intet andet, jeg har skrevet, gør. 

Med andre ord: Vil du virkelig kende forfatteren, så læs bogen. Men husk at få alt det med, der står mellem linjerne.


***


Steffen Baunbæk
Lignelser


***


Lignelsen om Jesus i Tokkekøb Hegn

En dag, hvor Jesus og De Tolv var ude at gå et sted i nærheden af Tokkekøb Hegn, hændte det, at en bondemand kom forbi og sagde således til Menneskesønnen:

- Hej, du der! Man siger, du er en vis mand, og at du kan læge selv den værste sygdom med hænderne. Nu skal du høre: Mine kreaturer har fået det dersens mund- og klovsyge, og jeg vil komme i grumme vanskeligheder, hvis jeg er nødt til at lade dem aflive. Hvis jeg nu giver dig og de der folk, du har med, en tallerken kartoffelmos og en håndbajer hver, fikser du så lige den?

Guds søn standsede op og trak vejret dybt. Da talte han så:

- Der var engang en bademester, som havde tre arme. En til at vinke med, en til at slå med og en til at skrive med. Når han svømmede, slog han en vældig fart. Derfor var han meget velegnet til sit job.
Dog blev han fyret. Når han nåede hen til den, som var ved at drukne, vinkede han enten til det ansigt, som stirrende forsvandt ned i dybet, hamrede staklen én på lampen eller gav sig til at skrible haikudigte i panden af vedkommende.
- Hvad mener du med det, sagde bondemanden skeptisk.
- Aner det ikke, svarede tømreren fra Nazaret: - Men jeg synes, du bør hente dit gevær.


Lignelsen om Sakha-Yakutien


Der er et landskab et sted i Sibirien. I baggrunden knejser bjergene, hvis toppe og øverste skråninger er dækkede af sne, som har ligget der så længe, det skal være.

Længere nede er der fugtig, stenfyldt sandjord og blottede klippepartier. Efterhånden dukker vækster op. Mos og spredte græsklynger. Så ender bjergene. Brat. I tundraen. Tundraen, der i reglen er underafkølet, men kan opvise ganske rige forekomster af rensdyrlav og lyng.

Et par gange om året krydser vældige flokke af takkede bæster gennem dalen, til tider forfulgt af en bjørn eller to, et kobbel ulve, det løse i rovfugle.  En tid bliver der tanket op ved floden, tyndet ud i floraen, brølet af unge eller gamle individers forsvinden. Så er der stille igen.

Blandt tuerne slentrer en mand. En mand med badebukser på.

De er lilla. De er lavet af polyester.


Lignelsen om det betændte sår 


Det betændte sår var ikke glad for sit job. Dag ud og dag ind hang det bare på den sædvanlige arm, som i virkeligheden gerne ville af med det, og spyede gullig væske af sig, mens de forbipasserende kom med alle de sædvanlige udbrud: "Yks", "yikes", "badr", "fyffer pyffer" og ind imellem "føj for satan!" Det var ærligt talt ikke en særligt opmuntrende måde at tilbringe sit liv på.

Så en dag faldt manden, det betændte sår sad på, i snak med en smuk, ung kvinde. Aftenen blev lang og indholdsrig, og det gik, som den slags ofte gør: De to tilbragte en halv times tid med akrobatiske øvelser, det betændte sår ikke skulle gøre sig alt for klogt på, før manden med armen faldt tilfreds i søvn.

Da han var langt inde i drømmeland, fik den unge, smukke kvinde øje på såret, og ansigtet stivnede med ét. Men modsat andre gange løsnede grimassen sig varsomt, og hun begyndte at tale til den bizarre plamage:

- Du godeste Gud, hvad er du for en ting?
- Jeg er et betændt sår. Kan du ikke se det?
- Godt, endda. Hvorfor er du på armen af ham, jeg tror, jeg kommer til at elske?
- Fordi der er noget i vejen, måske.
- Måske er det dig?
- Hvordan kan jeg være i vejen? Jeg er her jo bare.
- Men...har du aldrig tænkt på at blive noget andet?
- Hvad skulle det være? Måske kan jeg avancere fra at være et betændt sår til bare at være et sår, men så heler jeg jo. Nej, så hellere blive ved med at være det, jeg er.
- Du er bange?
- Nej, ensom. Jeg er den eneste, jeg har, for alle andre hader mig. Hvordan skulle jeg så kunne give slip på mig selv?

Kvinden smilede uudgrundeligt. Så rakte hun halsen hen over mandens brystkasse, sænkede læberne og placerede dem lige midt i det gullige pus. Hun hævede hovedet igen og slikkede sig om munden.

Og det betændte sår faldt i søvn, ligesom manden med armen havde gjort det.

Da det vågnede igen, fandtes det ikke længere, men havde fået øjne, hænder, fødder, hjerte og mund.

Og den unge, smukke kvinde kiggede forelsket på det, og det kiggede varmt tilbage.

Det hed Jens nu. Det var lykkeligt og fortabt.


Lignelsen om drengen og høstmanden 


Drengen kom forbi en mand med en le.

- Hej, fremmede mand, hvad laver du?
- Jeg fælder strå, svarede manden.
- Hvorfor gør du det?
- Det er på tide, lød det fra et sted under kutten.
- Kan jeg hjælpe?
- Ingen kan hjælpe mig! Den tilhyllede skikkelse slap en kort, tør latter.
- Hvad kan jeg så gøre? Drengen trippede rastløst på stedet.
- Du kan lære at bage et brød, svarede manden og hvæssede bladet igen.


Lignelsen om Marie Marolle


Marie var en underlig pige.

Mens de andre unger i gården spillede fodbold, byggede huler eller spillede Playstation, gik hun rundt i kvarteret med en indkøbsvogn, hun havde hugget ovre i supermarkedet, og indsamlede poser.

Plasticposer. Tomme plasticposer. Fra Fakta og Kvickly og Irma og Aldi og SuperBest og Kiwi og Rema1000.

Der var dem, som mente, hun faktisk var ligeglad med, hvad der stod på dem.

Det kunne ingen forstå.

Men hun kunne tæske de unger, som prøvede at mobbe hende. Og kom en enkelt, fordrukken far hjem fra jobbet og forsøgte at forsvare sin purk, blev han så voldsomt sat til dørs verbalt, at han var nødt til at gå hjem for at tæske konen. Og purken. Igen.

Da Marie nåede konfirmationsalderen, opdagede hendes mor, at der manglede en gryde, en nål og en rulle tråd.

Det tænkte hun ikke nærmere over.

Da Marie nåede konfirmationsalderen, opdagede hendes far, at han ikke kunne finde hverken optændingsbriketterne til grillen eller den tilhørende æske med stormtændstikker. Men skidt, han havde en lighter.

Da Marie nåede konfirmationsalderen, så naboerne, at hun var i gang med at sy de mange poser fra indkøbsvognen sammen til en ballon ovre i græsset.

Det var ikke deres sag.

Det var heller ikke deres sag, at hun lettede og fløj op til Vorherre.

Og bad om dårligt vejr.


Lignelsen om Erasmus og morlille 


- En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten.

Erasmus rankede ryggen og smilede skævt, mens han ventede på reaktionen.

Måske ville hun endda begynde at græde, morlille.

Men morlille smilede bare. Og spredte armene ud.

Og fløj.


Lignelsen om studenten og bondemanden


Der var engang en student, som havde været i den store by for at blive en vis mand. En sommerdag fik han sin hue, og som det første tog han bussen hjem til det sted, han kom fra, for at vise sine forældre den.

Studenten havde været væk længe, så han stod tidligt af for at tilbagelægge det sidste stykke til fods.
Da skete det, at han stødte på en bondemand, han havde kendt som barn, i et skel.

- Nu, hvad har du så lært?, spurgte bonden.
- Kan du se den der?, svarede studenten og pegede ud over en rapsmark. - Nu siger du nok, at det er en rapsmark, men er du nu også sikker på dét? For jeg har lært, at edderkopper har otte øjne, og at hunde og katte har sanser, som er meget anderledes end vores. Jeg har lært, at lyset brydes og bliver til farve, men at farven kommer an på hvem og hvad, der ser den. Jeg har lært, at alt, vi tror er solidt, består af atomer, der består af enorme mængder tomrum og en lillebitte smule masse, som ikke er masse, men energi. Jeg har lært, at der ingen forskel er på noget og ingenting, og alligevel er ingenting noget, fordi vi gør det til noget gennem de sanser, vi har, og de tanker, vi tænker. Du siger vel, at det er en rapsmark, men jeg vover den påstand, at selvom den ser gylden, lys og frodig ud, lugter den som urin eller rådne legemer. Du siger, at det er en rapsmark, men jeg siger, det er døden. Hvad siger du til det?

Bondemanden rettede på kasketten. Så tændte han piben og svarede:

- Det dér, min fine ven, er en rapsmark.


Lignelsen om Uri Geller


Uri Geller havde fået et job. Et job i vejvæsenet.

Uri Geller kunne gode lide at arbejde i vejvæsenet. Se asfalten tage form i den store blandemaskine, mærke den ramme duft af tjære, brede den endnu bløde masse ud over jomfruelige vejstrøg, som bare ventede på at blive udforsket af nye køretøjer.

Uri Geller kunne ikke lide sine kolleger. Hver dag, når han mødte, ville de have ham til at bøje skeer. Ikke lægge asfalt.

Uri Geller vidste ingenting om at bøje skeer.

Uri Geller kunne ikke lide, når de spurgte ham om, hvem han troede, han var.

Uri Geller blev fyret en dag. Fordi, som chefen sagde, han ikke var sig selv.

Uri Geller blev fundet en dag længe efter et af et hold arkæologer. Som et skelet tromlet ned under en vejbelægning. Det så frivilligt og overlagt ud, mente de. Alt tydede på, der var tale om et selvmord.

De skænkede det aldrig en tanke, om det var Uri Geller.


Lignelsen om elefanten og blikkenslageren 


Det hændte, at elefanten en dag var ude for at trutte. Da stødte den på en svedig blikkenslager, som under stor møje var ved at reparere et toilet.

- Hej, elefant!, råbte blikkenslageren - hvad laver du?
- Jeg trutter, sagde elefanten muntert.
- Kan man leve af dét?, ville blikkenslageren vide.
- Nej, men det lyder så kønt, sagde elefanten: - Og jeg kan leve af at være en elefant. Hvad kan du?


Lignelsen om regnbuen 


Klaus kunne godt lide at gå i marken sammen med sin farfar, der var landmand. Når der skulle sås, gik de fure op og fure ned for at sætte frø, og en dag, hvor det havde regnet, var det, han så den.

Regnbuen.

- Hvad er det, farfar?
- Det er regnbuen, Klaus.
- Hvad kan den, farfar?
- Den kan ikke så meget. Men for hver ende af den står der en krukke med guld, Klaus.
- En krukke med guld? Orv!

Klaus var ellevild og spurgte farfar, om han måtte gå tilbage til gården, hente cyklen og prøve at finde krukkerne. Det måtte han godt, og drengen satte sig op, trådte til og rullede ud på landevejen.

Årene gik, og Klaus havde mere end en gang måttet stille en cykel, som var blevet for lille til ham, i vejkanten for at hugge en ny. Han havde cyklet over floder og bjerge, tætte byer, raslende marker og endeløse stepper, mens han først fik dun på overlæben, så kraftigt, sort skæg, så lange, grå totter. Hele tiden syntes den at være lige langt væk, regnbuen, men havde farfar sagt, at man kunne nå enden af den, måtte det også være sandt. Og ganske rigtigt: En dag var han der. Lige for foden af ham nåede de vældige farvestriber jorden. Lige for foden af ham stod der en krukke.

Og han bukkede sig ned, gjorde Klaus, og han vendte krukken på hovedet, og han lod indholdet rasle ud.

Den var fyldt med femogtyveører.

Bunkevis af blanke, ubrugelige femogtyveører.


Lignelsen om Ib Michael 


Der var engang en mand, der hed Ib Michael. Ib Michael havde set det meste af verden og skrevet store bøger om det. Han havde krydset Sydhavet, besteget store tinder i Tibet, røget sær tobak med indianere i Amazonas og spist hvalspæk med eskimoer i Alaska, og hver gang havde han omhyggeligt taget noter, som han havde stykket sammen ved sit skrivebord til værker, der blev hyldet af jublende masser, når de ramte gaden.

- Ib Michael er klog, råbte de: - Ib Michael, fortæl os mere om verden!

Han havde det godt med sig selv, Ib Michael. Hvordan kan en Ib Michael ellers have det under så langvarig, flatterende og intensiv hyldest?

Og så skete det alligevel en dag, at han huggede sig vej med en machete i et junglekrat, og da han omsider kom igennem, gik det op for Ib Michael, at her havde Ib Michael været før. I desperation løb han over mod den næste tykning, som han gik løs på, så lianer, fugleedderkopper og pumaer fór i alle retninger.

Endelig lysnede det, og han kom ud et nyt sted. Der havde han også været.

Ib Michael flygtede tilbage til studerekammeret, rev sit verdenskort ned ad væggen og lod febrilsk en finger køre frem og tilbage over kontinenterne.

Sådan sad han længe, mens sveden piblede ned ad panden. Omsider landede den på en lille plet nede i Middelhavet, som hed Athos. Han lo for sig selv: Det var genialt, det her. Det var en munkestat, vidste han, og fremmede kunne kun komme ind ved at søge om tilladelse. Men fik han den, og det gjorde man, når man hed Ib Michael, var han sikker på, den gemte på den næste store, gode historie.

Banken blev kontaktet, og ansøgningen blev sendt afsted til munkene, som sagde ja, for det gør de til folk, som hedder Ib Michael. Og Ib Michael smed macheten i floden, steg på sit vandfly, som blev vekslet til en Boeing 747 i Panama, og satte kursen mod Athos, som han nåede tre dage senere i en ramponeret fiskerbåd.

Men allerede ved ankomsten følte han, der var noget galt. Stenene føltes velkendte under fødderne, duften af munkenes kutter mindede ham om noget, luften føltes tryg i lungerne.

Da han kom ind i klostret og så de sirlige malerier under loftet, slog det ned i ham som et lyn.

Shit! Sommeren '78 sammen med Troels.

Ugen efter sad Ib Michael og græd i en bil uden for Bylderup Bov. Kulden skar i de ældede knogler, og lyset blændede. Her talte alle hans sprog, alles ansigter mindede lidt om det, han så i spejlet, og alting smagte som hans kød. Her var han ikke klog, her fandtes der kun små historier og labradorer, som logrende snusede til hans skosnuder. Her var Ib Michael ikke Ib Michael, kun Ib, og det eneste, han kunne komme i tanke om, han havde lyst til, var en mælkedreng.

Og en liter benzin, så han kunne sende den forbandede bil ind i træstammen.


Lignelsen om patienten 


De kunne ikke finde ud af, hvad hun led af, Anneli. Situationen syntes ikke akut livstruende, men symptomerne var bizarre, for at sige det mildt. Hendes hjerne var tilsyneladende lavet af silicium, og alligevel udviste hun en foruroligende tankekraft. Uden at være påfaldende autistisk kunne hun efter få sekunder remse pi op med 365543883676300 decimaler. Hun var begyndt at udvikle hjul på fodsålerne, neglene tog gradvist form af knive i rustfrit stål, og selvom man udviste en vis bekymring den dag, hun tømte en stor flaske klor, skete der intet: Indvoldene viste sig at være udformet i porcelæn. Da musklerne til sidst blev så spændte og kraftfulde, at støvfnug, som landede på dem, katapulteredes flere meter væk, og hun en dag knuste en husmur, hun i et distræt øjeblik kom til at gå ind i, indkaldte lægen hende omsider til en vigtig samtale.

- Anneli, jeg må være ærlig. Jeg aner simpelthen ikke, hvad du fejler, og endnu mindre om årsagerne til det. Men...må jeg høre om dine interesser?
- Jeg kan godt lide at strikke.
- Du har aldrig overvejet at gå ind i politiet? Militæret, måske?
- Nej. Jeg kan bedst lide at strikke.
- Hør her: Verden står over for uoverskuelige problemer. Har du ikke hørt om Fåret?
- Fåret?
- Ja, ham der stjernepsykopaten i uldtrøjen fra Rødovre, som har sendt en satellit i omløb, der får alle til at sige mæh og spise græs?
- Næh, skulle jeg det?
- ALLE har hørt om Fåret, Anneli!
- Fåret? Næh.
- For pokker, Anneli! Vi er desperate! Vi har brug for netop din hjælp! Vi har brug for en stærk og kontant hånd, en lynskarp, upåvirkelig hjerne, et usårligt system.
- Hvad siger du egentlig?
- Vi har brug for en superhelt, Anneli! Vi vil ikke gumle kløver! Du må frelse verden! Frels os!
- Jeg kan godt lide at strikke, sagde Anneli.

Så tog hun sin sykurv og gik.


Lignelsen om radioamatøren


Jørgen drejede på knappen. I månedsvis havde han siddet foran sin sender og søgt efter noget, han ikke vidste, hvad var. Efterhånden havde han systematisk afprøvet alle bånd og bredder, men kun fået obskure radiostationer eller kosmisk baggrundsstøj frem.

Han kiggede sig rundt i stuen, hvor bornholmeruret tikkede, støvet dansede i sollyset og tallerkenerne hobede sig op på gulvet.

Hvis bare nogen ville tale til ham. Og nej, ikke Johnny fra Rødovre eller Franz fra Niebüll. De ville i virkeligheden helst kun høre sig selv. Den nogen, som måtte sidde et eller andet sted derude og lede efter ham.

Ingen anden. Bare ham.

Så ramte han noget. En stemme gik klart igennem. Helt klart. Den var venlig, blød og dyb, men lod til at formulere sig i en form for kodesprog.

- ^'*jhkM7&872¤¤678HB.
- Hej, svarede Jørgen og gav sig til at transskribere.

Det fortsatte han med i timevis. Mens han fortalte, hvad han havde fået til aften, beskrev sin frimærkesamling i detaljer og holdt et længere politisk foredrag, fyldtes ark efter ark med tegn, han ikke umiddelbart forstod.

Tegn, han end ikke var overbevist om svarede til det, der blev sagt. Hen imod midnat takkede han endelig af og lovede at vende tilbage om morgenen.

Jørgen fik ikke meget søvn den nat. Sad bare ved spisebordet og prøvede at finde en systematik i det, han havde skrevet ned. Den blev ved med at undvige ham. Da det blev lyst, og fuglene begyndte at synge udenfor, tændte han for senderen igen og sagde:

- Godmorgen. Jeg har brug for søvn. Tag det ikke ilde op. Jeg er på igen i aften.
- "&&/)(=)U(UO)=OLK*^, sagde stemmen, og det lød til at være i orden, og det var så det.

Sådan formede Jørgens dage sig i nogle uger: Lange snakke fulgt på vej af kradserier om aftenen, grublen hele natten og til sidst en spag morgenhilsen, når det gik op for ham, at han endnu engang ikke havde brudt koden.

Med tiden blev han sløset. Godt nok begyndte han at rydde op, støve af og tage bad som om, han ventede besøg af nogen, men ligesom blyanten lod han oftere og oftere papiret ligge. Han fik alligevel aldrig knækket systemet, var han overbevist om.

Men han var der. Han eksisterede faktisk. Og en dag ved daggry, hvor han åbnede døren for at hente avisen,  lå der noget på trappen. Det mindede lidt om en fiskestang, men så ud til at være lavet af brystkarameller.

*=)(&¤ØÆ(&`?=* havde noget skrevet på trappestenen med en slags vandfarve, hvis kulør han ikke umiddelbart kunne genkende.
- Selv tak, sagde han ned i mikrofonen og lukkede anlægget ned.

Så bandt han sit slips og åbnede døren.


Lignelsen om rønnetræet 


Alma gødede og vandede sin have godt. Alma gødede og vandede sin have rigtig godt. Altid havde hun de største græskar, de smukkeste roser, de saftigste asparges, de rødeste jordbær. Af samme grund fattede ungerne i kvarteret stor interesse for hendes havebrug, og efter nogle år, hvor hun holdt dem borte fra matriklen med først sin kagerulle, senere byger af småsten, Alma samlede op i ledige stunder og opbevarede i en dynge tæt ved kompostbunken, fik hun sit mand til at sætte et elhegn op, så ingen kunne komme ind og betræde hendes sirlige, stenbesatte stier og afpille de planter, hun gennem årtier havde fremavlet ved konstant at sætte stiklinger fra de stærkeste, mest givtige eksemplarer, men hun løbende lugede ud i de svageste. Haven var hendes mesterværk, og hendes alene, og intet - intet - skulle antaste den. Aldrig nogensinde.

Så var det, hun så det. Rønnetræet.

Det stod der bare en dag. Lige op ad hegnet. Hvordan det havde båret sig ad med at komme op i knæhøjde, uden hun havde opdaget det, forbløffede hende, ja, fyldte ligefrem Alma med skam. Var hun virkelig ved at falde af på den? Men op kom det, og tilfreds gik hun ind for at sætte kaffe over til manden.

Næste dag var der to. I samme højde også. Tænderskærende trak hun det op, lortet, tændte op i olietønden ved hønsehuset, hun altid brændte sit affald i, og smed planter i. Færdig med dem! Så kunne de lære det!

Onsdag, mens hun stak asparges, kastede hun et blik over mod hegnet, hvor et eller andet - det tog hende lidt tid at hitte ud af hvad - var galt. Den stod så flot og frodigt, den fuldvoksne røn, at det grangiveligt så ud som om, den hørte til. og i blot og bar glæde ved at gro havde den allerede sat adskillige aflæggere rundt om i hele haven  Hun panikkede næsten. "Jørgen! Jørgen!", råbte hun, og den befippede ægtemand væltede ud af stuehuset, hvor han havde været godt i gang med sin middagssøvn: "Jørgen! Hent motorsaven!"

Og han savede, Jørgen, og Alma gik ind i værkstedet, hvor han gemte rottegift og benzin, trak hver eneste aflægger op og forpestede jorden, så intet rønnetræ - desværre heller noget som helst andet - kunne gro på de berørte pletter igen. Den nat måtte Jørgen trøste hende i sengen. Alt, hun havde kæmpet for og forsvaret i så mange år, hang nu i en tynd tråd, og i spejlet havde hun ikke kunnet se sit eget ansigt for tårer. Det ville blive værre i morgen, vidste hun. Den ville hende til livs, den røn.

Men hun havde sin jord, og hun havde Jørgen, og Jørgen havde sin motorsav, og hun havde en vilje som tusind angrebslystne løver, og hun ville vinde til sidst. Hun ville vinde.

Torsdag var haven fyldt med fuldvoksne stammer. Flammerne i tønden arbejdede i døgndrift. Fredag var de fulde af bær, træerne, men nok engang blev de alle sammen lagt ned, og alt blev omhyggeligt samlet op og destrueret. Men lørdag sprang kæden af Jørgens motorsav, hvorefter den fortsatte op i hans ansigt og forrettede skader, som forvandlede de foregående dages krig mod rønnen som biologisk art til bagateller. Ambulancefolkene lukkede bare det ene øje, han havde tilbage, og slæbte de afsjælede rester bort. Der var intet, de kunne gøre for ham. Intet overhovedet.

Det blev søndag. og hun lod dem bare gro. Hun sad i stuen hele dagen og tv. Appetitten var væk, så hun gik i seng uden mad, og mens hun faldt i søvn, kunne hun høre dem arbejde inde i murene, lige under gulvplankerne, rødderne. Hun drømte, at de smukkeste træer kom op, kravlede hen over dynen og viftede hende blidt i ansigtet med deres grene. Hun drømte, at Jørgen lå ved siden af hende, helt grøn og spændstig.

Han smilede bær.


Lignelsen om Jesus nordenfjords 


En sen aften kom Jesus til en bondemand i Ingstrup. Der var kalas, og han havde fået invitationen ovre i kirken i søndags.

Knapt var han kommet ind, før bonden løb ham i møde med hånden strakt ud til hilsen.

- Godt at se dig, gamle dreng.
- Øhm, i lige måde, svarede Jesus.
- Nu skal du se. Maden er klar, men vi mangler vinen. Kan du lige kigge på dem der?

Værten pegede over mod nogle vandtrug ved døren, som vist normalt var forbeholdt hestene.

- Naturligvis.

Frelseren smøgede ærmerne op.

Et øjeblik efter kom bonden tilbage for at se, hvordan det gik.

Døren var åben, gæsten atter faret til himmels. Og nu havde han fem trug fyldt med den fineste kønrøg.


Lignelsen om gryden og hunden


Gudrun kunne ikke tro sine egne øjne.

Hun havde kogt spaghetti, siet vandet fra og smidt hele baduljen tilbage til gryden.

Der lå de så og viklede sig ind i hinanden som orme, de møre og hvide stænger.

Og hun kunne læse fremtiden i dem.

Med ét vidste hun, hvordan resten af hendes liv ville forme sig. Hvordan hun ville dø. Hvad den næste statsminister ville hedde, hvilken forfærdelig krig, der ville bryde ud om tyve år, hvad menneskehedens og klodens skæbne ville blive. Hun kunne se det hele - det HELE - lige dér!

Det svimlede for Gudrun, så hun måtte støtte sig til køkkenbordet. Tusind tanker løb igennem hendes hoved.

Hvad nu hvis det, at nogen kendte fremtiden, muliggjorde, at man kunne ændre den?

Hvad nu, hvis hun kunne nå at komme til lægen i tide? Hvad nu, hvis man kunne afspore valget?

Hvad nu, om man kunne nå at eliminere den officer, der ville trykke på den røde knap?

Det kunne være, det ikke ville forandre noget. Men det ville alt sammen være værd at forsøge.

Hele menneskeheden fortjente at vide det, hun vidste i dette sekund.

Hun ilede ind i stuen, åbnede skrivebordsskuffen, flåede en kuglepen og en stor stak løsark til sig.

Så var det, hun hørte det.

Braget fra en gryde, der ramte køkkengulvets fliser. Lyden af hundepoter, der trippede rundt derude, og en begærlig smaskelyd, som ikke overlod meget til fantasien.

Hun kunne ikke huske en skid.

Det eneste, hun vidste med sikkerhed, var, at hun ikke havde set dét ske.


Lignelsen om elgen i Græsted 


Der stod en elg ude i haven. Der skulle ikke stå en elg ude i haven. Det var ikke naturligt. Den slags hørte til i Sverige, hvor de for Fritjof Nielsens skyld kunne æde så meget mos og få så mange lastbiler til at havarere, som det skulle være. Men ikke her.

Fritjof Nielsen fór ud, samlede en stor sten op fra gærdet og kastede den med et råb efter dyret. Dyret, der bare kiggede op og gloede dumt på ham, mens kasteskytset fortsatte lige gennem dets krop.

Noget paf tav Fritjof ved synet. Var han ved at blive sindssyg? Så satte han i løb og hamrede en knytnæve lige ind mod bæstets mule.

Troede han. Til gengæld slog han et gevaldigt hul i luften.

"Ok, så er det muskedonneren!". Nielsen løb ind i stuen, smadrede glasset, der forseglede våbenskabet, trak en skinnende riffel ud, stoppede projektiler i og begav sig ud i haven igen. Den stod helt stille, elgen, og Fritjof kunne roligt først sigte, derefter trykke af. Men da fire-fem skud var sendt afsted, og kræet stadigvæk fredfyldt gumlede blade i sig fra solbærbuskene, måtte han erkende, at første del af slaget var tabt.

"Det går slet ikke, det her!", bandede Fritjof og fiskede sin mobil op ad brystlommen. Han trykkede et nummer ind og skar tænder, mens han ventede på, at forbindelsen skulle blive oprettet.

- Alarm 112.
- Ja, hej, det er Fritjof Nielsen fra Granatæblevej 37 i Græsted. Der står en elg i min have, sgu! Kan I ikke sende nogen til at fjerne den?
- Hallo?
- Hallo! Jeg sagde: Det er...
- Hallo?
- FRITJOF NIELSEN, FOR HELVEDE!!! DER ER EN ELG I...
- Dut, dut, dut...

Han var godt ophidset nu, var han, Fritjof, og han var fuldstændigt overbevist om, at stemmen i den anden ende af røret bevidst havde ignoreret ham. Men han havde venner på høje steder. F.eks. borgmesteren, hvis nummer han nu trykkede ind:

- Borgmesterkontoret, det er Henrik Wallenstedt.
- Hej, Henrik, længe siden. Nu skal du høre.
- Hallo?
- Hallo, Henrik, jeg har et noget specielt problem, gamle ven, for der står...
- Er det dig, Susanne?
- Nej, det er ikke Susanne, det er FRITJOF! Hvem pokker er Susanne?
- Jeg vil ikke have, du ringer til mig her, Susanne. Det ved du godt. Det har jeg fortalt dig!
- DET ER IKKE...
- Farvel, Susanne. Dut, dut, dut...

Han var chokeret, var Fritjof, men det var ikke hans sag, og heldigvis kendte han også General Hansen fra Forsvarets Operative Kommando. Hvis han ikke kunne, ja, ligefrem ville nyde at blæse en foruroligende skabning bort fra Jordens overflade, ville verden ikke stå længere.

- Ja, det er Hansen!
- Hej, Flemming, det er Fritjof! Ved du hvad, jeg tror sgu, jeg har et lille job til dig.
- Hallo?
- FRITJOF!
- Hvem der?
- MIG, FLEMMING!
- Åse, gider du ikke lige at checke, om der er noget galt med den her telefon? Jeg tror, de røde er på spil igen!
- FLEMMING?
- Dut, dut, dut...

Fritjof tabte telefonen på plænen. Det var lige pludselig så uvirkeligt, det hele. Det var ikke blot som om, han ikke eksisterede. Det var som om, han aldrig havde eksisteret.

Han kiggede vantro over på elgen, der kastede et dovent blik tilbage. Jo, den genkendte ham godt nok. For den fandtes han. I hvert fald lige nu. Men hvordan? Var han en slags antistoffets antistof, der måtte udskilles og gå til grunde, så det var muligt for elgen at poppe op på et sted, hvor den ikke burde findes? Var det omvendt? Var den noget, han måtte udrydde, hvis hele hans syvogfyrre år lange liv med alt, hvad det havde rummet af glæder, sorger, oplevelser, katastrofer, succeser, intime stunder og sælsomme happenings, ikke pludselig skulle vise sig at have været en drøm? Havde han hele tiden været en sagesløs del af en uigennemskuelig, kosmisk tuskhandel?

En ting vidste han med sikkerhed: Byen var ikke stor nok til dem begge. Og han så ud til at have trukket det korteste strå.

Elgen kom nærmere og slikkede ham kærligt på kinden. Så begyndte den forsigtigt at tygge i hans hår. Snart var der kun ét væsen tilbage i haven.

Fritjof var ikke dets navn.


Lignelsen om Den Perfekte Melodi 


Det skete i de dage, at en ung musikant sad i bakkerne med sin guitar og lod fingrene bevæge sig hen over strengene, så han pludselig – og han vidste det i ét nu – havde skrevet intet mindre end Den Perfekte Melodi. Hverken i dur eller mol, men lige midt imellem, hverken banal eller kompliceret for at være det, hverken for lang eller for kort.

- Wow, mumlede musikanten for sig selv: - Jeg har skrevet Den Perfekte Melodi! Den må jeg straks ud for at lade alverden høre!

Den første, han stødte på, var en bonde, som var i gang med forårspløjningen. Efter nogen overtalelse sagde landmanden, som ikke anså sig selv for at være videre musikalsk, ja til den unge mands tilbud, hvorefter han satte sig ned på sit plovskær for at lytte.

- Den siger mig ikke noget, sagde bonden så og kradsede piben ud.
- Det kan ikke passe! Musikanten var bestyrtet: - Det er Den Perfekte Melodi!
- Den lyder godt, ja, men den siger mig altså ingenting.
- Hrmph, så finder jeg bare en anden, der mere fortjener at høre den, vrissede den store dreng med guitaren og rejste sig.

Den næste, han mødte, var kapelmesteren for et stort orkester inde i byen, som var ude for at plukke anemoner.

- Store Kapelmester, jeg har noget, du bare skal høre, ivrede musikanten og øjnede muligheden for en storslået karriere.
- Jamen min unge ven, jeg er lutter øre, svarede den lettere forfjamskede herre og tog sæde på en træstub.

De første toner blev let og delikat slået an, og reaktionen udeblev ikke.

- Hold straks op! Læg din guitar! Rør den aldrig mere! Du ved ikke, hvad du roder med!
- Jamen… Den unge mand var pludselig temmelig modfalden.
- Ikke noget jamen! Det er en ordre!

Så greb Den Store Musikus sin blomsterkurv og fortsatte i stor hast hjemad.

Tilbage stod komponisten med store, våde øjne. Så slemt spillede han da heller ikke? Og melodien…

Den gennemsyrede stadig hans sjæl til den inderste celle. Det kunne simpelthen ikke passe, at ingen kunne lide den.

Så hørte han fuglene, som fløjtede på livet løs oppe i trætoppene: Drosler, solsorte, blåmejser, musvitter, bittesmå, hoppende fuglekonger. Deres stemmer blandede sig i en ganske speciel harmoni, som gav ham gåsehud, og det gik op for ham, at vidste nogen skabninger nok om tonekunsten til at værdsætte hans frembringelse, var det dem.

Med et råb fangede han deres opmærksomhed og slog den første akkord an. De tav og lyttede opmærksomt, mens han tryllede toner og klange – den ene mere vidunderlig end den anden – frem af strengene. Så nåede han til vejs ende og satte tilfreds instrumentet fra sig.

De tav stadigvæk. De blev ved meget længe. Alt for længe. Selv da han i frustration samlede småsten op fra jorden og beskød dem, lettede de uden at slippe en tone. Og han hørte aldrig et næb åbne sig igen.

Han blev ellers en gammel mand. Men ulykkelig. Den dag, børnene ikke mere sang i engene, vidste han besked.


Lignelsen om Spontaneous Self Combustion Guy 


Der fandtes engang en mand, som hed Spontaneous Self Combustion Guy. Det vil sige: Han hed egentlig Kjeld, men det hængte han sig ikke i. Det andet navn gav meget bedre mening. Og så lød det tilmed specielt.

Allerede som lille opdagede han, han var noget særligt. Når som helst han ville, kunne han nemlig tage form af en flamme.

I de år blev han mest betragtet som irriterende. Talrige var de forældre i byen, som rasede, når deres sønner eller døtre kom hjem med vabler på hænder og skuldre efter at have leget med ham, og da han til sidst havde brændt læberne af sin mor, mens hun forsøgte at give ham et godnatkys, stavrede han ud ad fordøren uden at se sig tilbage.

Cirkus var i byen, og da Spontaneous Self Combustion Guy ikke havde andre steder at gå hen, viste han det, han kunne, til direktør Dom Perignoni. Perignoni blev ellevild og tilbød ham straks en plads i rædselskabinettet på den betingelse, at han holdt sig langt væk fra teltdugen.

Spontaneous Self Combustion Guy blev ved Cirkus Panini i tyve år. Undervejs så han hele verden og tjente svimlende summer ind til direktøren, der blev som hans anden far. Naturligvis uden de var på krammebasis eller noget. Men da Spontaneous Self Combustion Guy blev helt voksen, fik han en stor check, han kunne gøre med, hvad han ville.

Den viste han til cirkusprinsessen, han var blevet forelsket i, og spurgte, om de skulle løbe bort sammen.

Det syntes hun, de skulle.

Spontaneous Self Combustion Guy blev så lykkelig, at det snart var slut med dét. Og med Cirkus Panini og Dom Perignoni.

Men han havde sin check, og for den købte han det største hus i den nærmeste by. Og når man gør det, bliver man borgmester.

Og borgmester Spontaneous Self Combustion Guy var en fornem borgmester. Ingen, der trykkede hans hånd, glemte det nogen sinde igen, og ingen turde sige ham imod, når han holdt sine brandtaler.

I hans tid skete der store forandringer i byen.

Kopien af Eiffeltårnet i 100 % økologisk vingummi syntes mange blev ulækker efter et regnskyl eller to. Den firesporede motorvej ned til Brugsen var der også delte meninger om. Men selv torvet fik han lov til at bygge om til et gigantisk æskebæger uden at møde den store modstand.

Handlekraftig og viljestærk var han. Nogle mente, han burde gå til valg og blive præsident og styre hele verden. Det lød godt, syntes Spontaneous Self Combustion Guy, så det gjorde han. Og vandt.

Fra alle mure vajede der bannere med hans ansigtstræk. I alle gader marcherede folk i flok og lavede flammehilsnen op mod himlen. Og uden for den nye hovedstad var man allerede ved at bygge en stige op til Månen. Af smør.

En dag lå der et brev på bordet i hans kontor. "Til Præsident Spontaneous Self Combustion Guy", stod der på det.

Det var fra mor.

"Hvad er du?", stod der.

Det tog stuepigen resten af dagen at feje asken op fra gulvet.


Lignelsen om granerne 


Der var mørkt mellem granerne, hvor Marianne boede, og om natten sad hun ofte ved vinduet, mens hun tænkte over, hvad der kunne gemme sig derude. I sine mere realistiske stunder gættede hun på skræppende agerhøns, snusende ræve og måske en enkelt ugle, der plirede med øjnene og lyttede efter mus. Men det skete, hun drømte om, at skoven var fyldt med nisser, som bare ventede på hendes selskab, eller ellefolk, som ville vise hende alle deres magiske hemmeligheder. Værst var fantasierne om lurende voldtægtsmænd eller forsmåede stalkere, som overvågede hver eneste bevægelse, hun lavede i stuen, og bare ventede på muligheden for at komme til fadet.

Alligevel pirrede det hende, mørket. Skulle hun ende med sperm i trusserne, skulle hun blive bjergtaget eller bare revet til blods i flugten bort fra et vildt dyr, var det trods alt at foretrække frem for livet bag hendes fire vægge, hvor børnene hylede inde på værelset, rudekuverterne ventede på bordet, kaffemaskinen sluprede og bornholmeruret, hun havde arvet fra sin mormor, bare slog og slog.

En sen nat, hvor hun endnu en gang ikke kunne sove, tog hun en beslutning. På bordet lagde hun sit pas, sit sygesikringsbevis, sit hævekort og et nyklippet hjerte i rødt pap til hver af børnene. Der skulle være orden i sagerne. Så lukkede hun yderdøren bag sig, skridtede hen over plænen og fortsatte ind mellem træerne ved skellet.

Forstmanden fandt hende næste morgen, hvor krattet var tættest. På lang afstand havde han hørt en jamren, der nærmest lød dyrisk, og han blev derfor noget overrasket, da han så kvinden, som sad på stubben og skælvede af kulde. Han forsøgte at tale til hende, men hun drejede bare hovedet og stirrede med et blik, han ikke kunne beskrive for politiet bagefter. Helt hvidt var det, hendes hår, hvilket ikke passede med ansigtet, som ganske vist var karakterfuldt, som det passede sig for en kvinde i sin bedste alder, men stadig havde ungdommelige, næsten pigede træk.

Hånden var fast knyttet om noget, han formodede måtte være et spor. Som han fortalte betjenten bagefter, mente han, det i situationen var vigtigt at danne sig et indtryk af, hvad der kunne være sket.

Selvom hun spjættede, spyttede og skreg, holdt han hende derfor fast i et greb, han havde lært i militæret, så han kunne tvinge den op.

Den var tom, var den, hånden. Helt og aldeles tom.


Lignelsen om kvinden på toget 


Hun sad lige dér. På sædet over for ham i togkupéen. Det havde hun al mulig ret til. Også uforstyrret. Men der var noget i hendes måde at sidde der på, som kunne tyde på, hun ville noget andet.

Den måde, hun ind imellem skævede over til ham på. Hendes stille, hemmelighedsfulde smilen for sig selv. Tungens dans hen over læberne.

Han tænkte, at den slags måtte ske tusindvis af gange om dagen på tusindvis af togsæt. Dette lige ved og næsten, der aldrig blev til det noget, det måske kunne.

Man rejste sig jo ikke bare op for at gå over og indlede en samtale, vel?

Man var vel fremmede. Gør fremmede den slags uden gyldig hjemmel, er de sindssyge.

Og sindssyge er nogen, man skiller sig af med.

Han blev, hvor han var. Så havde han i det mindste retten til at forblive fremmed. Og luske sig til et diskret blik derover ind imellem.

Men så skete det lige pludselig alligevel. Deres blikke mødtes og blev hængende som om, de ikke kunne finde ud af andet. Hun skuttede sig og strålede over hele ansigtet, hans mave summede vildt og voldsomt. Men til sidst lykkedes det ham dog at løsrive blikket og atter vende det ind mod togruden.

Pyh.

Så var det, han kunne høre hende rejse sig.

Panikken satte ind med et sæt.

Hvad fanden skulle han gøre? Han kunne vel for pokker ikke bare give efter? På den anden side kunne han heller ikke bare uden videre henvise hende til de vanvittiges fortabte legioner. Den figur, de øjne, det smil fortjente bedre. Meget bedre.

Det skulle blive løgn, skulle det.

Han ville gøre det, han aldrig havde gjort før. Han ville tage imod hende som den gave fra himlen, hun var. Han ville lade tilfældet tage sin kongekrone på.

Det svor han ved sin sjæl, sin evige sjæl.

Hun bøjede sig ned mod ham, viftede håret blidt væk fra hans øre og hviskede blidt ind i det:

- Jeg er døden, og jeg er kommet for at tage dig med.


Lignelsen om Jesus i Tyskland


Den var helt gal, tænkte Jesus.

Det var slet ikke sådan, historien var.

Det var meningen, at han skulle få sig en sidste, hyggeligt middag sammen med disciplene. Drikke lidt vin, spise lidt brød, slå sig lidt på maven og så smutte ud for at gå sig en tur. Han skulle kysses af en, der hed Judas, og blive underkastet lidt Gestapo-metoder af romerne, før de klaskede ham op på et kors, og han himlede under så megen tørst og smerte, at verden ville snakke om det de næste 2000 år.

Mindst.

Men nu stod han i en brændende vindmølle udenfor Goldstadt, mens en stor hob bondekarle, han vist ikke havde gjort så meget andet end at være Jesus, stod udenfor og viftede med fakler, høtyve og den slags.

- Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig, spurgte han sammenbidt, da flammerne slikkede mod gevandterne.
- Tag dig sammen, knægt, lød det ovenfra: - Et job er vel et job.
- Æjh, røvtur, udbrød den levende fakkel.

Så blev han tavs.

Næste morgen, da bålet var brændt ud, kom bønderne tilbage for at gennemsøge ruinerne. Uanset hvad de vendte - forkullede bjælker, brankede melsække og sågar selve møllestenen - kunne de ikke finde den.

Bolten.

De satte sig i skellet og lod en dunk brændevin gå på tur.

Pludselig virkede det, de havde foretaget sig i går, ikke længere som verdens bedste idé.

De ville tie om det, ville de.

De næste 2000 år.

Mindst.


Lignelsen om Gamle Ole 


Der var engang, hvor Ole sad på en knold og sang. Nu var han bare gamle Ole, og det indgav ham ingen glæde, at hans navn blev råbt op i alle landets bingohaller på ugentlig basis. Det var ikke ham, brikkerne faldt på plads for, og det var ikke ham, som havde udsigt til den halve gris eller købmandsposen med kaffe og citronmåne. Han havde kun udsigt til haven, hvor kragerne sked på de stauder, han ikke længere evnede at pleje, og muldvarpene sendte jordbunker i vejret, det ikke var umagen værd at bestige.

En morgen ventede der derfor naboerne noget af et syn. Ole var kravlet op på tagryggen, hvor han sad og trallede i vilden sky. "Han har da helt mistet forstanden, oldingen", hviskede man til hinanden, og dem, som var mest åndsnærværende, greb mobilen og ringede efter politiet, brandvæsenet og Falck, som kom hvinende ned ad gaden med stiger og pistoler og blink og det hele. Der stod de så nede i haven og råbte, og det skulle de da have lov til, syntes Ole, de friske, unge mennesker. Men han sang, og han havde tænkt sig at blive ved, og han lod sig ikke forstyrre af postyret dernede. Gamle Ole havde ikke tid til pjat. Til sidst gav alle da også op og gik hver til sit.

Og ugerne gik, og han skrumpede ind for hver dag, og en aften ved skumringstid var han blevet en solsort, der lettede og forsvandt bag ved skoven.

Da lyset kom igen, lå der et kvart pund kaffe på hver eneste trappesten i byen.


Lignelsen om tællelyset 


Tællelyset stod i stuen og lyste op. Det var det glad for, at det gjorde. Uden det ville vægge og møbler ikke være synlige. Uden det ville folk rage rundt i blinde og skade sig selv og hinanden. Uden det ville børnene ikke kunne læse lektier og blive klogere, gammelfar ikke finde sit gebis, tyendet Abelone ikke bære sølvtøjet ned uden at lave et forfærdeligt rabalder.

Alligevel var tællelyset ikke lykkeligt. Det blev kortere hver dag, og det var trods alt ikke så enfoldigt, at det ikke vidste, det en dag ville være helt forsvundet. Til den tid ville Abelone pille de sørgelige rester af det op fra stagen, tørre efter med varmt vand og placere et nyt i dets sted. Og hver aften, det blev slukket, græd det så mindeligt over dets skæbne. Det stod på i tre nætter, for så længe var der brændstof til.

Den første aften kom julemanden og talte til lyset.

- Hør, lille ven, jeg kan ikke skænke dig evigt liv. men jeg kan se, hvad jeg har i posen.
Tællelyset kiggede på julemanden som om, han var åndssvag, og det var han egentlig også. Så han fik sine støvler på, og tællelyset var ikke alt for mismodigt, da han hostende forsvandt op gennem skorstenen.

Den anden nat kom en engel og talte til lyset.

- Hør, lille ven, jeg kan ikke skænke dig evigt liv, men jeg kan garantere dig for, at der er endnu mere lys der, hvor du kommer hen bagefter.

Tællelyset gloede på englen og bad den skride over på træet igen, hvor den hørte til.

Den tredje nat kom katten og talte til lyset.

- Hør her, lille ven, jeg kan ikke skænke dig evigt liv, men jeg kan lægge mig her, lige her, og spinde indtil du går ud.

Og lyset blafrede til tak, og katten lagde sig, og natten var så lang, at den blev kort.


Lignelsen om det underlige træ 


Det var et meget underligt træ, som stod på fælleden.

Mens det voksede op, regnede man det bare for at være endnu en ask, for det lignede én til forveksling. Men efter en rum tid satte det lige pludselig store, hvide, sarte blomster, som duftede tillokkende, og ud på sensommeren begyndte det at sætte totalt uforudsigelig frugt.

Et år fyldtes grenene med strygejern, som hamrede flere tilfældigt forbipasserende omkuld og sendte én på hospitalet med åbent kraniebrud. Et andet var det isvafler, som drattede til jorden og smeltede på græsset. Et tredje kunne alle og enhver, som måtte ønske sig det, forsyne sig med spritnye ordbøger.

Man vidste kort sagt aldrig hvilken afgrøde, det ville bære, det træ, og selvom manden med kraniebruddet aldrig lærte at elske det, holdt folk i byen generelt af det underlige vækst, der altid var gavmild og gjorde hverdagen den lille smule mindre kedelig.

Sådan gik der mange år, mens træet voksede og voksede, så dets krone til sidst dækkede hele fælleden med en behagelig skygge på varme sommerdage. Men så var det, den kom, den høst, hvor man simpelthen ikke kunne afgøre, hvad det var, der hang på grenene. Det var ikke rigtigt organisk, det var ikke rigtigt dødt, det havde ikke nogen kendt form, det var ikke påfaldende anvendeligt. Det var bare, i mangel af bedre udtryk, tingester.

- Buhuuu! råbte børnene, som havde håbet på nye iPads denne gang.

- Dumme træ, mumlede de voksne, som ikke rigtigt kunne se, hvad alle de tingester, de gled rundt i ovre på fælleden, gjorde godt for.

- Prima til gulvplanker tænkte ejeren af savværket, da han, assisteret af en skumlende borgmester, læssede stammen op på sin lastvogn og kørte væk.

Det år var vinteren længere end normalt. Faktisk sluttede den slet ikke, men fortsatte og fortsatte.

Jærtegn viste sig på himlen, krige brød ud, kvarterer brændte, svovl dalede ned fra skyerne, vulkaner spyede lava i parkerne.

Og ovre i kirken lukkede præsten sin Bibel. Den kunne ikke tjene ham eller nogen længere. Dette var den sidste tid, vidste han, for han havde set de fire ryttere nede i døgneren forleden, og de var i ondt lune.

De havde ikke kunnet finde en eneste tingest på hylderne.


Lignelsen om den anden


Judy lod blikket vandre ud over slagmarken.

Hun var det sidste menneske på jorden. Hun burde nok føle sig heldig.

Men det gjorde Judy ikke. Hun var ensom.

Hun tænkte, at det ikke havde været lykken at overleve den krig.

Men nål og tråd havde hun i det mindste, og hun gik ud for at finde de stumper, der stadig kunne bruges.

Det var ikke mange. Det var gået hedt for sig. Hun fandt en finger her, en tå der, et hoved et tredje sted.

Men hun fik da syet en krop sammen. En mandekrop. Den gav hun navnet John.

John var ikke særligt underholdende. Sagde ikke noget. Gav ingen varme fra sig uanset hvor tæt, hun puttede sig ind til ham. Havde intet glimt i øjnene. Sad bare op ad sin vakkelvorne mur og stirrede op mod himlen, hvor skyerne trak sammen.

Det gjorde Judy ked af af det.

Mens hun græd sig i søvn, ønskede hun, at han ville komme til live. At der ville findes en anden igen.

En, man kunne trøste sig ved. En, man kunne betro sig til. En man kunne kysse, snakke, diskutere, ja, endda skændes med.

Om natten tordnede det.

Om morgenen var der en anden.

Judy hørte hanen spændes bag sig.


Lignelsen om det store brag


Boing.

Det kunne ikke passe. Ken Collins kæmpede desperat for at få det leddeløst hvirvlende rumskib under kontrol, og da opgaven var løst, trådte han på gaspedalen igen.

Boing.

Mens fartøjet igen blev kastet bagud som af en kæmpe trampolin, tænkte han, at det simpelthen måtte være den, han var stødt på. Ikke blot verdens, men hele universets ende.

Og den var tilsyneladende lavet af gummi.

Det var pokkers. Indtil nu havde dens eksistens været rent hypotetisk og spekulativ. Men selvom han havde rejst i  stjernetomt rum længe, havde han alligevel ikke regnet med dette.

Da han igen havde fod på tingene, satte han automatpiloten til for at få en smule betænkningstid.

Hans chance var enestående. Han kunne ikke blot blive kendt som manden, der via hardcore empiri konstaterede endeligheden af tid og rum. Han kunne også blive den første til at se, hvad der var på den anden side.

Det svimlede for ham ved tanken.

Han var tæt på igen, kunne han høre ud fra radarsignalerne. Rumdragten blev taget på, og inden han lukkede sig selv ud i det lufttomme dyb, greb han en brødkniv ude i køkkenet.

Bang, sagde det, mens alt, han havde kendt, klaskede sammen om Ken Collins.

PhJyHccbvB græd. Nogen havde piftet hans ballon.

- Skidt, vi køber da bare en ny, sagde mor.

PhJyHccbvB smilede igen.