mandag den 5. oktober 2015

Via













Alting
og intet,
det handler
det om,
det der digt,
du har gang i,
det siger du,
selv tror
jeg mest,
at det handler
om solen
og havet
og Gud
og den slags,
hvis da ellers
man stadig
kan skrive
og Gud
og den slags
i en afsjælet
tid som
nu denne,
hvor ophøret
kommer
med nummeret,
som man
får tildelt
ved fødselen
og blot
venter på
løber ud
som den dato,
man hæfter
på kød
eller mælk,
men hvad pokker,
jeg griber
den stadig,
din hånd,
og vi åbner
for døren
og lukker den,
så står
vi der
midt i haven,
vi vist engang
kom fra,
vi husker
det ikke,
men plænerne
flugter,
og hækkene
ligner
en masse,
der ikke
kan vokse
i jord,
og vi finder den,
stien,
og så
går vi ud
mellem biler,
der ikke
er kommet
af rodværk,
og huse,
der ikke
har blade,
og hvad,
vi går ud efter,
rager os ikke,
vi går bare,
går
gennem mudder
og blodpletter,
plastic
og brødkrummer,
går
gennem danskvand
og glassild
og prøver
at finde
hinanden
på trods af,
vi altid
har været her,
altid
har været
den kat,
som fortærede
musen,
det havdyb,
som slukkede
solen,
og altid
alligevel
kendte
hinanden
og vidste,
at vi
hørte til,
og vi vinker
til dem,
som vi møder,
måske
som farvel
og måske
som en velkomst,
måske
er det ikke
så vigtigt
så længe,
vi gør det,
så længe,
der sker noget,
hvad som helst,
faktisk,
og træerne
sker,
og de hastende
sker,
alting sker,
også solen,
som hænger
deroppe
og minder
om månen
og bolden,
de tyrer
i mål
på den bane,
der er
foran skolen,
måske
har vi vundet
en præmie,
måske
skal vi også
begynde
at tippe
og spille
hasard
eller russisk
roulette
for sjov,
for det hele
er sjovt,
hvis man ser
på det rigtigt,
kaniner
er sjove,
kanoner
er sjove,
kampagner,
kanaljer,
kastanjer
er sjove,
som paven
er sjov,
Mussolini
var sjov
og enhver,
der tager noget
alvorligt
er grundigt
til grin,
gud
har humor,
og vi
er de bedste
beviser,
og selv
er han også
en joke,
om han så
er en langskægget
olding,
der sidder
på skyerne,
eller
et rap
over fingrene,
når man
har leget
med søm
i kontakten
igen,
og det
har man jo,
ligesom
man også
har slået
en prut
eller været
på æblerov,
vundet
et valg
eller moret
sig herligt
i Auschwitz,
når stof
æder stof,
og det hele
er slut,
vil det
alt sammen
simpelthen
være
historie,
som vinderen
skriver,
hvem ellers,
der vinder,
når alle
har tabt,
man hvad så,
vi fortaber
os bare
i dag,
plukker
blomster
og kigger
på jetfly
og griber
alt det,
som vi er,
ud af luften,
den luft,
som trods alt det,
man siger,
sgu ikke
er luft
for os,
lungerne
finder den
ganske
nødvendig,
i hvert fald,
måske skal man
indånde
ingenting,
før man
kan findes,
måske skal der
være
et ophør,
før tiden
begynder
at gå,
som vi går,
og det gør vi
endnu,
vi har aldrig
gjort andet,
i grunden,
nu gør vi det
sammen,
i morgen
alene,
måske,
eller også
med andre,
jeg tænker
på Crowley
og stjernerne,
åh,
disse rejsende
lys,
disse viljer,
som aldrig
vil kende
sig selv
eller ruten,
de følger,
kun braget,
når vejene
krydser
hinanden,
"the price
is existence
is warfare",
det sagde han,
du mener,
freden
er værre,
og du
har vel ret,
den er slatten,
i hvert fald,
den fred,
den er stiv
og steril
og ubrugelig,
hellere blod
eller tårer
på hænderne,
faktisk,
dét ved man,
hvad er,
i det mindste,
jeg tror nok,
jeg ved,
hvor vi er,
også,
så vi
går længere
bort,
vi skal ud,
hvor vi ikke
kan bunde,
hvor alting
er blæksprutter,
klovnfisk
og søslanger,
og man
skal ånde
med gæller,
hvis ellers
man skal,
det er slet
ikke givet,
måske skal
man blot
gå til grunde,
måske
skal man blot
dykke ned
i sin undergang,
lade
som om,
den er
livet,
at lungerne
vender
på vrangen
og svælger
i kvælstof
og radium,
måske
man bare
skal lære
at bære dem,
knoglerne,
uden
på kødet,
måske
kan de ligefrem
blive
til kunst
på den måde,
en ny
haute couture,
ingen ved det,
jeg ved kun,
vi mangler
tobak
og en god
flaske rødvin
til resten
af turen,
det har de
i Brugsen,
og der har
de også
spinat,
man kan
jokke i,
mælk,
man kan spilde,
og bønner,
man bare
skal bede
om,
det koster
kun penge,
det hele,
og penge
er luft
i bevægelse,
bølger,
der ruller,
og lava,
som bobler
sig opad,
og ikke
en rød reje
værd
uanset,
hvad man gør
for at få dem,
for korset
er ikke
lig Gud,
og det hele
er bare
symboler,
og intet
er mere
symbolsk
og ubrugeligt,
egentlig,
end disse
forkølede
stumper metal,
der i dette
sekund
skifter hænder
ved kassen
til gengæld
for ting,
som er borte
i morgen,
det skulle da
være
os selv,
disse billeder
skabt i
en andens,
der kun
er sig selv,
hvor der mangler
en skrue,
et sting
og et raskt
alibi,
men hvad pokker,
vi har jo
hinanden
og støjen
og asfalten,
alt det,
vi griber
i flugten
og bliver til,
bag ved os
ligger der
sutter
og bamser
og dukker
og drømme,
som ikke
blev drømme,
men udkast
og rædseler
og realiteter,
og så
går vi videre
endnu
en gang,
helt konstante
i vægten,
og håber
naivt
på at vokse
med alderen,
blive
balloner
af ædel
erfaring,
som blot
svæver væk
en dag
for at forsvinde
bag skyerne.
slugt op
af visdom
og kosmisk
forløsning,
og mågerne
letter
på sportsbanen
bag os,
om lidt
vil de sidde
ved hver
deres skraldespand,
æde
sig mætte
i affald
og afskum
og afkald
og stadigvæk
kun
være måger,
som rent ud sagt
burde
have levet
af krebsdyr
og fisk,
sådan er der
så meget,
men også
så lidt,
og i hvert fald
så lidt,
der giver
mening,
måske
er det
meningen,
faktisk,
måske
bør vi tale
i bobler
og hyle
af grin,
når de brister,
måske
skal vi gøre
det samme
den dag,
det er kroppene,
der siger puf
og er væk,
måske tænker jeg
alt, alt
for meget
på alt
det forkerte,
det mener
du vist,
du har sat dig ned,
har du,
på bænken
og åbnet
for flasken,
i hvert fald,
og jeg
følger trop,
og så sidder
vi der
under kirsebærtræet
og kigger
på blomster,
der falder,
du siger,
det minder
om sne,
men jeg tror,
jeg kan ane
et mønster
i måden,
de lander på,
tror,
de vil vise
mig noget,
min fremtid,
kanske,
eller også
et kaos,
der alt
for godt ved,
hvad det vil
med mig,
var jeg
japaner,
så drak jeg
vel te
og tog alt,
som det kom,
men her
kommer kun
hunde
og folk,
de har med
på en snor,
og det giver mig
myrekryb,
vinen,
til gengæld,
er rød
som en afgrund
af blod,
man kan
komme fra
eller
forsvinde i,
frem for alt
smager
den godt,
og dét tæller.
som banker
og valgsteder
tæller
og når
resultater,
der aldrig
er ens
og alligevel
styrer
det hele
som om,
man kan styre
det hele,
når rattet
er væk,
og kun heste
for alvor
har bremser,
men her
er vi så
lige nu,
og vi letter
en smule
for hver slurk,
vi tager,
får en fjer på
og sådan,
jeg tror,
vi bliver fugle
til sidst,
hvis vi
fortsætter,
helst
vil jeg være
en hejre,
at stå der
og stirre
på vandet
i timevis,
før jeg
i lige det
helt rette
splitsekund
nupper den,
fisken,
er virkelig
min ting,
så kan du
lege påfugl
imens,
vandre rundt
som en
levende
regnbue,
alt imens
folk gisper
over din
blændende
skønhed,
måske
kan vi trække
mod syd
sammen,
inden
det skumrer,
og vinden
bliver kold,
pikke korn
og fortære
eksotiske
karper
ved bredden
af mindst
fire floder,
mens urene
standser
og lammene
døser blandt
løverne,
måske
vi bare
kan gå der
og skræppe
for evigt
og end
ikke tænke
på æbler
og slanger
og den slags,
nuvel,
den er tom,
er den,
flasken,
og stierne
kalder
igen,
vi passerer
et fængsel,
en bank
og et rådhus,
vi kigger
på mursten
og søjler
og glas,
faktisk lige
igennem
det hele
og ser,
at betjenten
er lavet
af knogler,
det samme
er hende
ved kassen
og ham
under kæden,
og knogler
er kridt,
men det
ved hun
vist ikke,
den pige,
der pludselig
sidder
på vejen
og optegner
ruder
at hinke
imellem,
hun smiler
i hvert fald
til os,
og vi smiler
tilbage,
og der
kommer solen
igen,
den er varm
allerede,
og dog
vil den blive
lidt stærkere
hver dag,
og når vi
omsider
passerer
Sankt Hans,
vil den svulme
og svulme,
til Venus
og stakkels
Merkur
bliver ædt op,
og havet
fordamper,
og luften
vil brænde
i lungerne
på de
fordømte,
som stadig
er til,
men os to,
vi kan sagtens,
det er næppe os,
der skal ristes
til den tid
som hot dogs,
og nu
kan vi spise
os mætte
i stadset
i stedet,
for der
ligger vognen,
og du
vil have fransk,
jeg vil
have den
med løg på,
ja, faktisk
er alting
lidt bedre
med løg på,
du ved,
både hot dogs
og digte
og livet,
men Fantaen
deler vi,
Fantaen,
frøken,
er hellig,
som solen
er hellig,
og jorden
er hellig,
og kysset
er helligt,
og vejen,
vi vandrer,
er hellig,
en skinbar
Camino
fra Søborg
til havnen
og hvor
som helst hen,
det skal være,
og selv
er vi pilgrimme,
jagende
udsigt
og indsigt
og sigtemel,
sigtekorn,
sigtbarhed,
allerhelst
sigtbarhed,
faktisk,
så kommer
det andet
forhåbentlig
lidt af
sig selv,
ligesom græsset
og træerne,
dyrene
og vores
ansigter
kom af
sig selv,
og vi blot
tog imod,
alt er gaver,
i virkeligheden,
selv krigen
og pesten
og krisen
og sorgen
og hadet,
og alting
kan bruges,
det handler
vel blot om
hvordan
og af hvem
og til hvad,
det er ligesom
med lyset
og luften
og vandet,
det er der,
og resten
er bare
et spørgsmål
om stil
og forstand
på alt det,
ingen helt
har forstand på,
og os,
vi har ikke
forstand på
en skid,
men vi
har dog
hinanden
og hænder
og fødder
og den slags,
og verden
har os,
hvis man fjerner
én del,
bare én,
er den ikke
det samme,
og fjerner
man nok,
så begynder det,
læsset,
at ramle,
jeg tror,
man kan
spalte den,
kloden,
præcist
som atomerne,
bare
man man mister
og glemmer
tilstrækkeligt
meget,
jeg tror,
at vi er her,
fordi
vi skal huske
hinanden
til live,
og jo,
det er lidt
ligesom hønen
og ægget
og hvad,
der kom først,
men jeg ved,
jeg har spist
omelet,
ja,
så sent
som i morges,
og grillkylling
fik jeg
i går,
så de findes
i virkeligheden,
de ting,
og det samme
gør vi,
og måske
er det alt,
vi bør vide
om emnet,
i hvert fald
så længe,
vi ikke
er frokost
for noget
endnu.
og i Danmark
er bjørnene
væk,
det er er tigrene,
også,
hvis ellers
de var her
engang,
det var grifferne
aldrig,
jeg savner dem,
grifferne,
savner
den natlige
raslen
i krattet,
de sælsomme
lyde
i mørket
den hæslige
susen
i luften
fra noget,
man ikke
vil se,
før man ender
som bytte,
her suser
kun vinden
og bussen,
vi ikke
skal med,
for så ender
vi bare
i Hellerup
eller Dragør,
vi skal,
bare hen,
mange tak,
og slet ikke
til tiden,
for tiden
går fra os,
hvis ikke
vi går fra
den først,
så det
gør vi,
og skoene
passer
til fødderne,
fødderne
passer
til benet,
som passer
til kroppen,
der passer
til hovedet,
det passer
vi på,
for man
taber det
nemt,
det er lidt
som med lightere,
mønter
og nøgler
og den slags,
der altid
er væk,
når man endelig
skal bruge det,
pludselig
står man
så der
uden pæren
på plads
og er blind,
døv
og dum
og i vejen
for alle,
sig selv,
ikke mindst,
nej,
så hellere
simpelthen
være
på vej,
gerne sammen
og helst
til at blive
det væsen,
man altid
har været,
men aldrig
har kendt
og vil miste
idet,
man får
vished,
og der
står vi så
foran endnu
et lyskryds,
og så
er der grønt,
dernæst gult,
derpå rødt
og så gult
og så grønt,
men vi går,
når vi vil,
hvis der ellers
er plads,
og når over,
og bagved os
bruser den,
floden,
så mørk
og uendeligt dyb,
som den er,
og vi vinker
farvel
til den skuffede
færgemand
endnu
en gang,
mens det klirrer
i lommen,
og solstråler
kysser
dit leende
ansigt,
det minder
om noget,
jeg så
på en film
på en dårlig
kanal
på en søndag
med tømmermænd,
gør det,
men blikket
og grinet
og huden
er ægte,
hvis ellers
jeg er,
og jeg tror,
jeg er
god nok,
jeg slår mig
i hvert fald
til tider
og bløder
til husbehov,
det gør
man sjældent
i drømme,
og sker det
på film,
er det altid
så blodigt,
det ikke
gør ondt,
ikke mere,
du ved,
end man altid
får ytret
en mægtig
replik,
før man dør,
og musikken
begynder,
og teksterne
ruller,
så alle
kan se,
hvad han hed,
det geni,
som fandt på den,
mit øh
er mit eget
i dag,
også selv
vi nærmer os
Nørrebro,
hvor der
er stoffer
og våben
galore,
og man venter
på noget
med smøger
og cola
i hånden
i aften,
i årevis,
Spiderman,
sikkert,
men her
kommer vi

i stedet,
vi frelser
sgu ingen,
det skulle
da være
hinanden,
men vi er
usynlige,
glider
igennem
de sodede
gader
og stræder,
som bagefter
stadig
er sodede
gader
og stræder,
vi ikke
har hjemme i,
ingenting
fyldte i,
ikke
forstyrrede
med vores
væsen,
og dog
ser vi alt,
vi ser hunde,
der pisser
på murene,
frugter,
som rådner
i kasser
af pap,
folk,
der vælter
på cykler
og bander
mod himlen
og hende,
som står
foran Netto
med pjecer,
der handler
om Gud
og den kommende
dommedag,
vi er en vind
i en vind,
alle jager,
men ingen
vil fange,
en tomhed,
der skærer
grimasser,
en rytme,
som knaser
sig vej
mellem hækkene
på Assistens,
hvor Hans Scherfig
og Heerup
og Danny
i dag
heller ikke
er Scherfig
og Heerup
og Danny,
og hvem,
som er død,
er så endeløst
irrelevant
som kun hvem,
der endnu
er i live,
men nede
ved søerne
standser
vi op
for at spejle os,
blive
en vandflade,
alle
kan synke
igennem
og drukne i,
ænderne
snadre i,
bladene
flyde
hen over
engang
til oktober,
når varmen
forsvinder
fra byens
arkaiske
krop,
og den
endnu
en vinter
vil drømme sig
ny hud,
nyt hjerteblod
til,
den er god nok,
den by,
når det kommer
til stykket,
den prøver
at rumme os,
staklen,
men kommer
uvægerligt
altid
til kort,
fantasien
er mere
fleksibel
end mørtel,
i hvert fald,
og længslerne
større
end Rundetårn,
nogle folk
nøjes
med busserne,
bilerne,
togene,
andre folk
flyver
herfra
ligesom Strunge,
men byen
står altid
alene
tilbage
i regnen
med knirkende
låger,
og langsomt
forvitrende
mursten,
og undrer
sig over,
man ikke
kan skelne
imellem
det grå
og det blå,
denne langsomme
blues,
ingen ænser,
mens banerne
sniffes
på Zen,
og japanerne
fører
en jublende
blitzkrieg
mod havfruen,
vi er
så ukendte,
ingen
har gidet
at save os
rigtigt
i halsen
endnu,
så vi spiser
en is,
mens de stenede
hipsters
på bænkene
falder
i søvn
eller stripper,
og Israels Plads
lokker,
der samles de,
stammerne,
for at
få del
i den nyligt
parterede
guldkalv,
der sælges
hos slagteren,
fest
skal der være,
og ham,
som forvandler
det dovne
og døsige
vand,
man kan tappe
fra hanen,
til vin,
kan sgu blive
derhjemme,
for her
mangler ingen
Bordeaux,
men på Nørreport
sidder de,
bumserne,
dem,
alle lader
som om
ikke findes,
og tigger
om regnvejr
og sollys
og jord
at slå rødder i,
så de
kan blomstre
og sætte
et frø
og gå til,
når de skal,
ikke nu,
ikke der
mellem tasker
fra Gucci
og pøle
af stinkende
pis,
ikke der,
hvor man jokker
på liv
som på
fedtede brosten,
og alle
har ting,
de skal nå,
som nu Solen
og Månen
og toppen
af poppen,
men os,
vi skal
vist bare
nå ned
til jorden
med fødderne,
inden
vi letter
og finder
os selv
mellem måger
og UFO'er,
engle
og andre
slags væsener,
vi ikke
kan tale med,
vi har
det bedre,
trods alt,
her på
Købmagergade,
hvor folk
falder hæderligt om
midt i vrimlen
med astma
og hjertestop,
og man
kan købe
en is,
som kan nydes
på bænken,
mens lægerne
leger
med slanger
og strøm
og om lidt
sikkert også
begynder
at puste
balloner op,
men de
kan vride
så længe,
de vil,
aldrig mere
kan mennesker
blive
til dyr,
aldrig mere
vil dem,
som er voksne,
igen
blive børn,
men lidt helium
sluger
jeg gerne,
jeg deler
det også
med dig,
om du vil,
så kan jeg
være Mickey,
og du
være Minnie
og Indre By
gøre sig
glimrende,
tror jeg,
som Andeby,
Joachim
sidder
på Borgen,
i hvert fald,
aviserne
flyder
med ænder,
og omme
i baggården
tæsker
man endnu
en gang
Sorte Slyngel,
mens Striks
køber donuts
og kaffe
i 7-Eleven
og Nora,
som hører
det hele,
blot lukker
altandøren til
mens hun skumlende
vander
sin kaktus,
men Minnie,
min skat,
jeg vil købe
dig roser
og smykker
og mørk chokolade
fordi,
du er dig,
og der
ligger det,
Illum,
og der
ligner ingen
sig selv,
man er tøj,
man er gryder,
parfumer
og delikatesser,
og handel,
ja, frem
for alt handel,
og nu
er jeg penge
igen,
jeg er
ingenting værd
i mig selv,
som du er,
så jeg taber
med glæde
mit klirrende
ansigt
på gulvet
for dig,
hvis det er,
ryger bukserne,
også,
og kommer
der vagter
og smider
mig ud,
vil du vide,
jeg ikke
er affald,
måske
vil du rede
en seng,
vi kan drømme i,
der i
containeren,
langt væk
fra boner
og dyr
emballage,
men lige nu
smiler
du bare,
så mure
er noget,
man kigger
igennem,
du lyser
som om,
jeg er død
og skal møde
min skaber,
det skal jeg
vel også,
vi kysser
endda,
så det hele
er tåger
og nyfødte,
famlende
grundstoffer,
så går vi
ned ad
de rullende
trapper,
og bliver
vi ved,
vil vi
givetvis
ende
i helvede
sammen
med alle
de frelste
og hellige,
men vi
har nok
i at tro
på en brosten,
den bærer da,
og den
kan smadre
det meste,
hvis ellers
man evner
at sigte
og ramme,
og samler
man mange,
så har man
en kirke,
og gaden
er lavet
af tusinder
af dem,
så megen
ballade
og potentiale
på ét sted
er næsten
for meget
at rumme
for væsener
som os,
som kan synke
i knæ
eller revne
ved vægten
af tanken
alene,
men fremad,
dét skal vi,
til lands
og til vands
og til himmels,
og vist mest
det sidste
til sidst,
men hvad rager
det os,
når vi stadig
kan rage
hinanden
på steder,
som kun vi
har adgang til,
steder
så fuldendt
sakrale,
at hamrene,
pennene,
penslerne
kommer
derfra,
det er gratis,
endda,
koster bare
os selv
og alt andet,
og hvem,
med forstand
på forstanden
vil dog
sige nej
til den deal,
og hvis det,
så kun her
på et vejstrøg
af øjne,
der dømmer,
hvad kun det,
der skaber,
har ret
til at fælde
en dom over,
ikke
ifølge
en bog,
endda,
kun efter
rule # 1:
At kun den,
som formår
at forløse
sig selv,
har en ret
til at findes,
men her
folder ingen
sig ud,
man har knopper
i knoppen
og knuder
i strømmen,
der fører
fra ophav
til dybhav,
og det har
vi også,
men trøster
os med,
at vi stadig
slår gnister,
ja, bliver
elektriske,
faktisk,
af bare
at være til
sammen,
så fyldte
at volt
og ampere,
at vi
kunne tænde
en storby,
man klart
ville skimte
fra Månen,
så klart,
som vi nu
skimter Borgen,
hvor magten
har hjemme,
den magt,
som bliver givet
af folket
og hadet
af folket
og følgelig
afskyr det,
folket,
der ler man
af vajende faner
bag tunge
gardiner
og mener
at spinning
er noget,
man kun
vejer tungere
til af,
mens kvægene
bræger
bag hække
og vægge
i dele
af landet,
som ikke
er dele
af landet,
for landet
er her,
hvor man bader
i søer
af snaps
og går både
til tops
og til bunds
i sig selv,
mens hun sidder
i nærheden,
dronningen,
nu uden
krone,
og maler
på noget,
der ligner
og ligner
og hyldes
af folk
uden tøj på,
men aldrig
for alvor
får status
af kunst
eller helt
bliver færdigt,
og dum
er hun ikke,
hun ved det,
hun kender
sin muld,
som hun kender
sin bordplan,
hun ved,
hvem og hvad,
der vil mangle
for altid,
men tøj
har hun på,
og hun ved,
hvad det koster,
hun ved,
hvad det gør
ved de rigtige
øjne,
som altid
vil føles
forkerte,
for skarpe,
for blændende,
dronningen
kender
paletten
og finder
den komisk,
som lærredet,
hånden
og blikket
er komisk,
og her
går vi så
ud mod Børsen
og ler,
ler med hende,
af hende
og mest
af alt
magten
og æren
i evighed,
amen,
mens kurserne
falder
og stiger,
de minder
om bølger,
folk drukner
da i dem
og ofte
i flok
som på Kursk
og Titanic,
måske
er der tilmed
en bund
i det hele,
hvor folk,
som gik ned
på Black Tuesday,
får bakskul
og punch
mellem Esbjerg
og Fanø
med Las,
mens de kigger
på klovnfisk,
muræner
og alt
muligt andet,
som ikke
kan true
dem mere,
end ikke
sig selv
har de grund
til at frygte
på syv favne
vandmærker,
her går
vi stadig
på gyngende
grund,
som du siger,
man altid
bør gøre,
så ret,
du dog har,
og hvor højt,
jeg dog
elsker dig
for det,
du elsker
mig mest,
har du sagt,
for det faktum,
du ikke
kan se
et forsvindingspunkt
i mine øjne,
det fortsætter
bare,
mit blik,
og du føler
dig tryg
ved at falde
i sådan
et rum,
hvor man aldrig
vil ramme
rock bottom,
du siger
så meget,
og det
gør jeg også,
det hele,
hvis ellers,
jeg kan,
men min mund
føles sprukken
og tør
og for lille,
nej, var man
en ulv,
som nu Fenris,
så kunne
man sluge
det meste,
selv gud,
og måske
ytre Ordet
bagefter,
når nu
det var landet
i maven
på én,
og omsider
få sagt,
hvem,
man var,
du får spor
hele tiden,
du følger dem
trofast
og finder
som oftest
dig selv,
men du
prøver,
og derfor
skal vi
være sammen,
måske,
hvis vi prøver
fra hver
vores side
igennem
adskillige
liv,
vil vi blive
ét kød
og én stemme,
der gungrer
i bjergene,
rumler
i jordskorpen,
skratter
sig vej frem
fra stjerne
til stjerne
og byder
dem op
til en dans,
som først slutter,
når alting
er lyst,
og det suser
i gaden
igen,
som det gør
over vandet,
vi står ved,
ja, nu
er vi der,
hvor vi vist
skulle hen,
og vi ved
ikke hvad,
vi skal sige
til det,
hvis vi blot
kunne finde
en passende
muslingeskal,
var det nemt
at tage hjem,
men her findes
kun asfalt
og brosten,
og busserne
standser
ved broen
med mennesker i,
som vi aldrig
har kendt
og vel aldrig
får lyst
til at kende,
og ude
på vandet
har dem
i de bulede
joller
forsikret
sig grundigt
med veste,
for her
drukner ingen,
her går man
sgu næsten
på vandet
for ikke
at gøre
sig pinlig
idet,
man går
under,
du sukker,
jeg ved,
hvad du mener,
herfra
er der
ingen vej
bort,
kun det flimrende,
flakkende,
bundløse lys,
som fortæller én,
hvad det
vil have,
og i dag
er det os,
kan vi se,
og vi griner
ved tanken om
hvad,
de vil skrive,
aviserne,
hvad de
vil optrævle,
afdække,
udrede,
hvad der
vil stå
på den forside,
alle
vil glemme
i morgen.
for os
er det enkelt,
for plask
sagde frøen
i dammen,
og det
gør vi også,
vi sluger
et digt,
og om lidt
vil vi skrige
et nyt.

fredag den 2. oktober 2015

Cash flow

Husker den stadig, den flod, som flød gennem min hjemby,
så fuld den dog var af kartoner og cykler og tavshed,
så mange, der dog drog med færgen og aldrig kom hjem
og med ét var forvandlet til mønter, den knoklede sømand
gav bort med et skuldertræk, hvis han fik brug for tobak.

Pukkelarbejde

Bid tænderne sammen, så kommer du sikkert
igennem det, livet, igennem den brændende sol
og det knagende frostvejr, igennem de kærtegn,
som visker dig ud, og de slag, der fortæller dig,
at du er til, at du bløder årtier og sveder en søvn,
bid godt sammen og tyg på det hele og slug den,
den satans kamel, før den skider dig sandstorme til.