fredag den 29. maj 2015

Person # 40

Jonna har sminket et lig, det ser levende ud, også nok til, hun lige fik stjålet sit navn.

Person # 39

Læder er Poul, en lomme af læder, der snuser omkring efter mønter og fotos at rumme.

Person # 38

Connie er trukket i joggingtøj, manden er også, de sidder i sofaen, ligesom de gjorde i går, de er evige, faldne fra krigen, men ingen kan mindes, hvordan den brød ud.

Person # 37

Dagens avis deles ud, Torben ser sig selv i den, på forsiden, faktisk, han sidder og læser i dagens avis, han er pis og papir.

Valgrim 2015

Så er der valg.
Alt er til salg,
køb, hvor du vil,
læg fra og til.

Øl eller vin?
Boksen er din.
Flæsk eller løg?
Hvad er din fløj?

Hvor vil du hen?
Glem det, min ven!
Viden er sorg
på Christiansborg.

Gør, som de vil,
følg deres spil,
så får du magt,
så er dét sagt!

torsdag den 28. maj 2015

Person # 36

Lone har smadret sin bil, skidt med det, man kan udskifte alt nu om stunder, selv hende, det siger han, chefen, og så er det rigtigt, hun ønsker at genopstå, helst som en Morris Mascot.

Person # 35

Kurt holder kat, man har brug for én, hvis man har rotter på loftet.

Person # 34

Striber og strøg kan han lave, de ligner og ligner, men billeder bliver de aldrig, og Bent ligner mere endnu, han er vist det, de kloge vil kalde abstrakt.

Person # 33

Billedskøn er hun, så højglanspoleret, så skinnende glat, man får lyst til at ridse i lakken.

onsdag den 27. maj 2015

Person # 32

Nu kigger hun på dig, hun vil, du skal vide, du ikke er nogen som helst.

Person # 31

Det er bare for sjov, siger han, sjov, at man elsker og knokler og dør, han har ret, man kan brolægge byer med guld, hvis man ejer en latter som hans.

tirsdag den 26. maj 2015

Person # 30

Klovnen har skudt sig, det lød akkurat som en gummiballon, der blev sprængt, varm luft folder sig ud.

Person # 29

Annabel fylder på skærmen, forlanger en wide screen og får det, endda i den allermest udsøgte sendetid, indeni rasler en nød rundt på gulvet, hun drømmer om egern hver nat. 

Person # 28

Eva har plukket en hel kurvfuld æbler, dem spiser hun selv, hendes hund æder ikke den slags.

Person # 27

Det skal nok gå, siger Henning igen og igen til sig selv, det er sandt nok, det gør hun jo også til sidst.

mandag den 25. maj 2015

Hanne

Hansen på

Vejby Station,
vi har hilst,

og snart
digter vi.

Månen,

så klart, den

dog står,
denne himmel

er kun til
i nat.

Person # 26

Vinduet binder på stuen, hun græder, hun ved, at hun aldrig vil knuse en potte igen.

Person # 25

Han har indsamlet 2000 skodder i dag med en tang, han har lyst til at lære at ryge.

Person # 24

Der gror ting i hans skæg, store grønne og gule bakteriekulturer, snart lægger de, fuglene, æg i hans hårpragt, og renerne kommer i buldrende flokke, de kalder ham hipster, han hedder vist Thomas, han sværger til økologi.

Person # 23

Bilos og gasbeton er hun, facader i brudsikkert glas, hendes menneskelighed søger skjul mellem bøjede dåser og krøllet papir.

fredag den 22. maj 2015

Person # 22

Ulla kan ikke lide blæsten, har slet ikke tal på de flasker, hun op gennem livet har tømt, stadig mangler hun en, som er rummelig nok til at spærre den inde.

Person # 21

Tør for strøm løber han, Allan, hans stemme begynder at skratte, og hænderne flimrer, og fødderne letter fra jorden, i æteren er der en plads til hans slags.

torsdag den 21. maj 2015

Person # 20

Ryggen gør ondt, og det samme gør lænden og håndleddet, nakken og hovedet og sjælen, han udmåler livet i bakker, kanyler og glas.

Person # 19

Blodet er noget, man læser i, siger hun, Eva, hun skjuler en bog i sit skød.

Person # 18

Lokummet brænder, og Lars skider lava og torden og lynild, i kraniet gror der krystaller.

Person # 17

Louis Vuitton er det navn, som hun lyder, er sjælen er lavet af Gucci, hun skifter den ud til september, når hælene klikker i regn.

onsdag den 20. maj 2015

Person # 16

Femten lærker, tæller han, så fjorten, tretten, tolv, han rammer nul, og det går nedad, denne sang vil aldrig ramme nogen bund.

Person # 15

Undskylder, gør han, for alt, hvad han er og har været, en dag vil han blive til nok en abort.

tirsdag den 19. maj 2015

Person # 14

Der er blevask og indkøb i alt, hvad hun gør, hendes hånd er en klud, hendes blik er et gadespejl, munden det sted, poesien tager hen for at dø.

Person # 13

Han har regnet den ud, kender altings værdi, er et overskud stablet på ben, det står fast, til det vælter omkuld, der er død i den mindste berøring.

Person # 12

Hunden går tur med Jeanette, og nerverne skriger ved synet af farver, og alt, hvad hun er, bliver til damp på den blændende himmel, hun dåner ved tanken om blod.

Person # 11

Taler og taler, det gør han, men verden er virkelig, den myrder man ikke så let.

mandag den 18. maj 2015

Person # 10

Hun hejser et flag, hun kender ingen, der er døde, og ingen, som skal døbes, hun kan bare godt lide at se den dingle hjælpeløst, lasen, deroppe i rusket et sted.

Person # 9

Regnen begynder, og alle folk løber, og der står han bare og tænker på, hvad man kan bruge den til.

Person # 8

På trods af, hun har klædt alle de dukker, hun har købt, fint på, taler de om hendes afsvedne landskab med én stor, død stemme.

Person # 7

Det er skyggerne, som kan rumme hende. Hun gerne ud i lyset for at ses.

søndag den 17. maj 2015

Person # 6

Brilleglassene er regnbuefarvede, jakken metalblå, han er usynlig som en lyserød elefant på en pløjemark, og dog er han væk, helt aldeles, han synker til bunds i kupéen, hvor alle er til.

Person # 5

Fisk har han med i land, de har hænder og ansigter, har de, men hvad, de kan nok sælges sort ud af lasten.

Person # 4

Her kommer han med øksen, her kommer han med fred og fordragelighed, her er Johnny.

Person # 3

Man kan ikke være så gammel, når man er så ung, hun burde kysses bag klirrende buske på sikker afstand af forældre og vagter i stedet for døden, hendes årer er knudrede, det vil kræve en yndlings begærlige hænder at rette dem ud.

Person # 2

Han rasler i lejligheden inde ved siden af. Jeg har aldrig set ham, jeg kan bare ikke sove for hans eksistens.

Person # 1

Hun har et dødningehoved på sin T-shirt og en langstilket rose i hånden. Jeg ved ikke, hvor hun skal hen, men jeg ved, der er tusinder, som venter på hende hver dag.

torsdag den 14. maj 2015

Fiskene

springer

mod solen,
de tror,
den er

madding,
jeg ved det.

Åh, Gud

Gud,
hvor er
Gud
træt af
Gud
i dag,
træt
af de
engle,
der synger
den samme sang
hver gang,
han kender
hvert eneste
ord,
han har
skrevet
dem selv,
har han,
Gud,
ligesom
bønnerne,
folk
sender op
mod hans lille,
beklumrede
himmel,
før hammeren
falder
og skyerne
fyldes
af bitre
og murrende
sjæle,
han altid
forstår
og er
tindrende
træt af
at vide
det hele om,
Gud,
hvor er
Gud
træt af
dyr,
der bliver
født
og fortærer
hinanden
og dør,
hvis de ikke
skal puttes
på skibe
og den slags
og lande
på afsides
bjerge,
de også
skal ned fra
igen,
hvor er
Gud
træt af
regnvejr
og æbler
og ssslanger
sssom ikke
er ssslanger
og det,
at han ved det
og atter
skal brokke sig
downstairs,
åh, Gud,
hvem der
ikke
var Gud,
hvem der
bare
kunne tabe
sin pen
på et
aftenlunt
fortov
i Emdrup
og gå.

onsdag den 13. maj 2015

Skeen

Husker
den levende,
skeen
af sølv,
som jeg fandt
bag ved gården
en dag,
hvor vi havde
brændt halm af
på marken,
jeg husker
den sydende
lyd fra
min hud,
mens jeg
greb den,
for den
skulle farmor
da have,
men i stedet
fik farmor
en hulkende
pode
med boblende
hænder,
og jeg fik
en balje
med isvand,
men hvad,
der er dem,
som bliver født
med det
djævelskab
inde
i munden.

Møde

Himlen er
grå som
et jakkesæt,
kølig og
businesslike,
effektiv også,
hvis ellers
jeg kender
den ret,
og jeg retter
på tøjet
og prøver
at smile,
men tror,
min kredit
er brugt op.

tirsdag den 12. maj 2015

Åmarken

ligger
der bare,
og ingen
står af
eller på,
men alligevel
standser det,
toget,
hver gang,
for det kunne
jo være,
at meningen
var der
en dag.

Læg dig

i sengen
ved siden
af mig,
der, hvor
tomheden
plejer
at være,
måske
skal vi
sove og
drømme,
måske
skal vi
blive
udødelige
sammen,
måske
skal vi
blot fylde
pladserne ud,
så vi ved,
hvem
det er,
der slår
øjnene op
nu i
morgen.

mandag den 11. maj 2015

Pigs on the wing













Roger

har sat sig
i græsset
ved Cam
med sin
fiskestang,
første gang
går der
en krigshjelm
på krogen,
den næste
et selvdødt
og stinkende får,
tredje gang
nok en sol,
han kan hænge
på himlen,
så selv
Månens ryg
lyser op.


Dave

står
på stranden
blandt tomme,
men nyredte
senge,
mens sommeren
slutter
og slutter
på ny,
mens den
fede sol
synker
i havet,
og floderne
tømmer
sig ud
i et bølgende
ingenting,
klokkerne
ringer
for Dave,
mens hans
guitar
er nystemt,
han kimer
da bare
igen.


Nick

spænder
trommeskind
ud mellem
Roger
og Dave,
mellem Adolf
og Buddha
og London
og Alpha Centauri,
han lader
dem buldre,
han ved,
de kan
holde
til alt.


Rick

giver op,
han har
skrevet den
hundrede
gange,
den sang,
han alligevel
aldrig
får færdig,
den sang,
han har lovet
at give
til den store
koncert
i det blå.

Lille poetik

Mudrer
mit vand,
det skal synes
så dybt,
at jeg tror,
jeg kan drukne,
så dybt,
at du
gør det
og jubler
imens,
kontinenter
skal synke
og mindes
i sang,
før mit
sennepsglas
ryger
til vask.

Posen

er fuld
af trokæer,
daktyler
og syrlige
bolsjer,
pas på,
lille ven,
dine tænder
vil smuldre
ved iver
og uhæmmet
sult.

Det suser,

måske
er det havet,
jeg hører,
måske
bare blodet,
der tager sig
en tur
gennem kroppen
igen,
hvad
ved jeg,
men jeg ved,
jeg bør
finde
min fiskestang
frem.

Gåden

er løst,
detektiven
står
endnu
en gang
i den
silende
regn
under
endnu
et blinkende
neonskilt,
død
til det
næste drab
sker,
og han
får sig
et liv.

Tiden

har solgt mig
som skrot,
og nu ligger
jeg her
i den nedlagte
grusgrav
med slidte
Doc Martens
og gråt,
filtret garn,
mens jeg snakker
med videomaskiner
og bip-spil
og bunker
af båndsalat,
alle som én
går vi under
om lidt
og bliver noget,
man mindes
og griner
nostalgisk af,
alt imens
endnu
et nu
giver efter,
og endnu
et reb
strammes til.

fredag den 8. maj 2015

Nattevagt

Åbner
en pakke
og tænder
en smøg,
mens jeg
venter
på digtet,
der burde
have været
her nu,
ja, i aftes
ved nitiden,
faktisk,
men ikke
en lyd
har jeg hørt,
alle linjer
er afbrudt,
endda,
og jeg ved,
hvor det er,
det er ovre
hos Bukdahl,
det svin,
for at gøre
sig til,
hvis jeg
ser det
igen,
vil det
være
en smilende
tomhed
og stinke
af moskus
og brillerens,
fandeme,
lad Bukdahl
blot
more sig,
så kan
jeg fylde
dets taske
med skodder
imens.

Pejsen

er kold,
og i skoven
får kævlerne
blade
og blomster,
måske
er den
bare slut,
vinteren,
blodet
er varmt nok,
i hvert fald,
men kors,
hvor jeg
savner den,
ilden.

torsdag den 7. maj 2015

Instant replay

I dag
er det
alt sammen
skrevet før,
bedre,
endda,
af en anden
end mig,
men i morgen
er alt
ubegribeligt,
alting
vil kalde
på helt
nye ord,
og de ord
er det
kun mig,
der kender,
et sted
midt imellem
står digtet
med øjne,
der lyser
i natten,
det æder mig
levende,
gør det,
det skider
mig ud,
og så
starter vi
forfra
igen.

Rabat

Der er dåser
i grøften
og poser
i grøften
og skodder,
aviser
og blade
i grøften,
er cykler
i grøften
og biler
i grøften
og pindsvin
og katte
og hjorte
i grøften,
er kroppe
i grøften,
du glemmer,
hvad hed,
men du
ræser
i fuld fart
mod
grøften.

onsdag den 6. maj 2015

Fisken

er gået
på krogen,
nu hænger
den der
fra en line
og spræller,
så håbløs,
den er
som symbol,
men så dejligt,
den syder
på panden.

Ham,

der døde,
har rejst sig
fra sengen,
han står
midt i stuen
og leger,
jonglerer
med kugler,
der drypper
og drysser
på gulvet,
han ser godt
i mørke,
han ved,
hvad du
frygter,
han ler.

tirsdag den 5. maj 2015

Fægter,

mig vej
gennem, dagen
ét ord
og én, sætning
ad, gangen
og kommaer
magter,
jeg ikke,
at sætte,
det, klarer
den regnen,
til, UG,
den, ender
på udsalg,
den, bog.

Gry

Byen er
stadigvæk
ufødt,
og selv
er jeg
veer
på ben,
over
dæmringen
svæver
en due.

mandag den 4. maj 2015

Citat slut




















"Jacta
est alea",
sagde han,
Cæsar,
der ikke
hed Cæsar,
men Gaius,
og vist
råbte
"alea
iacta est",
før han
forsvandt
over
Rubicon,
alias
Rubico,
ingen
præcist ved,
hvor løb,
sikkert
blot ud
i sandet,
som ting
har for
vane,
specielt
når de
bliver
historie.

Prøver

at fæstne

hvert eneste
snefnug på

himlen
igen.

søndag den 3. maj 2015

Deer hunter

Jægeren
sænker

geværet,
en kugle

roterer
i mørket.

Tredsindstyvende bøn

Mørket, du hviler på, mørket, der bærer din drømmende krop gennem natten.

Nioghalvtredsindstyvende bøn

Alt det, du fejer til side, imens du forsøger at finde dig selv.

Otteoghalvtredsindstyvende bøn

Vinden i løvet, et svirp gennem højt, gyldent korn.

Syvoghalvtredsindstyvende bøn

Kirsebærblomsternes hvirvlen i vinden til ære for dig eller ingen.

fredag den 1. maj 2015

1. maj 2015

Græsset
er blåt,
og der lugter
af fadøl
på Fælleden,
ordene
famler sig
frem mod
et indhold
blandt visne
gymnasieelever
og ludende
hjemløse,
hundene
skider
og går.