torsdag den 30. april 2015

Nogen har pisset

i håndvasken,
dørene smækker
i vinden,
og rotterne
yngler et sted
under gulvet,
du finder
dig i det,
du ved helt
præcist,
hvor du er.

Seksoghalvtredsindstyvende bøn

Katten, der slikker sin pels uophørligt, men aldrig bliver mindre.

tirsdag den 28. april 2015

Blomsterne

larmer for tiden,
det knager
og brager i bede
og grøfter,
mens stænglerne
strækkes
og knopperne
folder
sig ud,
det er endnu
et big bang,
vi gisper
i skyer
af støv.

Femoghalvtredsindstyvende bøn

Tiden, der går, disse støvler, som passer dens fødder.

Hjemme












er der,
hvor det
knirker,
parketgulvet,
taget
er utæt,
og vinduet
nok engang
trænger
til udskiftning,
hjemme
er der,
hvor man smadrer
tallerkener,
og postkassen
bugner
af rudekuverter,
er der,
hvor man drikker
sin kaffe
og dog
aldrig vågner,
er stedet,
man drømmer sig
bort fra,
hver lykkelig
mand
har et
hjem.

fireoghalvtredsindstyvende bøn

Vævet, som træernes rødder bevæger sig gennem, den puls, som giver stammerne saft.

mandag den 27. april 2015

Landnam











Engang
var der rensdyr
på Alheden,
samere
også,
de boede
i skindtelt
derude,
hvor kragerne
vendte,
det kunne de,
renerne,
ikke,
de døde
af hunger
og endte
som gullasch
på dåse,
mens krigen
huserede
over
det ganske
Europa,
så rykkede
Lapland
mod nord
om igen,
og i nætterne
hørtes han,
Blicher,
på jagt
efter råvildt
på ny.

Treoghalvtredsindstyvende bøn

Kimende blåklokker, ører, der spidser sig, larmende mangel på lyd.

søndag den 26. april 2015

Rågeleje










Havet
var blankt,
de vi
sendte dem,
stenene, ud,
det var
blankt,
da de sank
og forsvandt,
men vi
var der,
det samme
var havet
den dag
i august.

Tooghalvtredsindstyvende bøn

Fuglene øver endnu, den vil komme, den dag, hvor de synger én stor melodi.

Everything's gone green

Skovene grønnes, det siger jeg dig, man kan slet ikke genkende træerne mere, og luften er ikke kun luft, men en tåge så tyk af forandring, jeg næsten kan se dig foran mig et sted med en kurv fuld af æbler, åh, Ydun, det svimler endnu.

Enoghalvtredsindstyvende bøn

Hvert eneste græsstrå: Et fodspor i nyfaldet grønt.

torsdag den 23. april 2015

De amore et poetarum

Du ønsker
dig digte,
du drømmer
om fostre
i formaldehyd,
om monarker
og ildfugle
spiddet
på nåle
og opsat
på mægtige
tavler
i kølige
klasselokaler,
jeg tror,
jeg vil
tage dig
i hånden
i stedet
og følge dig
hen til den
lysning,
hvor
tavsheden
gror.

Halvtredsindsyvende bøn

Du gemmer dig under en dyne af skyer, du drømmer om noget, du ikke kan huske om lidt.

Ny side for Forlaget Rytter

Fra dags dato har Forlaget Rytter fået sin egen interimistiske side her i blogspace, der vil fungere som info- og bestillingskanal, indtil jeg får noget bedre op at stå.

Jeg har derfor valgt at nedlægge siden om 8600 her: Det er på det nye site, det sner. Også når det kommer til forudbestilling.

I øvrigt er den foreløbige status for dét bogprojekt, at layoutet er færdiggjort, og der pt. ventes på et prøvetryk, før pressen for alvor ruller. Det færdige resultat forventes at komme fra trykkeriet i løbet af maj måned. Udgivelsesdatoen er dog uændret: D. 12/9. 

Nordenfjords et sted











1

Der,
hvor du boede,
drev ligene
ind
blandt de
mandshøje
siv,
sådan
blev den
befolket,
den egn.

2

Der,
hvor du boede,
var himlen
så høj,
at selv engle
for vild
i den,
rågerne,
derimod,
trivedes godt,
der var
kokasser nok,
man kunne
hakke i
nede på
jorden.

3

Der,
hvor du boede,
slap vejene op,
og hvad så,
når man fødtes
med skærver
og asfalt
i blodet?

4

Der,
hvor du boede,
blev æggene
aldrig
til høns,
ligesom
hønsene
knapt
lagde æg,
du var til,
det var
godt nok
for dig,
lidt
for godt
til at
dele
med tåber
som mig.

Niogfyrretyvende bøn

Hånden, der mejsler dig ud af det skærende lys, denne ældede, medtagne næve.

onsdag den 22. april 2015

The horror

Det, man
skriver om,
slår man
ihjel,
det, man
aldrig
får sagt,
dræber én
ganske
langsomt,
det er,
som han
sagde,
ham Crowley,
"the price
of existence
is warfare",
Verdun,
here
I come.

Otteogfyrretyvende bøn

Skyer, der ligner og spredes og ligner igen.

tirsdag den 21. april 2015

Remake

Katten
har væltet
en vase
på gulvet,
nu ligger
den der
under bordet
og sengen
og ligner
dit liv,
der er
jord
overalt,
mand,
dit ansigt
bliver nok
ikke kønnere,
mand,
af den
lim.

Syvogfyrretyvende bøn

Røddernes slangen sig rundt under jorden, du går på, et himmelsk komplot.

mandag den 20. april 2015

Markør

Jeg har klippet
mine negle,
og nu ligger
de på bordet
og er noget,
der skal væk,
som pis
og lort
og bræk
skal væk,
det er
et livstegn,
når man
skyller
noget ud,
det er
et livstegn,
når man taler
og gør ved,
det er
et livstegn,
når man
vokser fra
sig selv.

Seksogfyrretyvende bøn

Morgengry, søndag: En hvirvel af måger, der spejles i søer af bræk.

Femogfyrretyvende bøn

Brosten, der end ikke ved, de er del af et torv.

Fireogfyrretyvende bøn

Ikke fodspor i sne, ikke ringe i vand, ikke blade i blæst, bare tegn på, du mangler et sprog.

torsdag den 16. april 2015

Lignelsen om husfredskrænkeren

Det var alligevel grove løjer. Det nægtede han simpelthen at stå model til.

- Hej, du der! Kan du så lade være med at gå på min sø!

Poul Madsen råbte ud over vandet af sine lungers fulde kraft.

Skikkelsen derude stivnede med ét sæt, kiggede chokeret ind mod ham og gik så durk gennem vandoverfladen.

Teknisk set var han Poul Madsens ejendom nu.

Poul Madsen fandt aldrig ud af, hvem han var.

Det var også i orden.

Så var der da dét mindre at indberette til SKAT.

Treogfyrretyvende bøn

Ovre på hylden: En småstøvet Bibel, i haven: En vedbend med blade, som skinner af fugt.

Trosbekendelse

Tror på,
at himlen
er blå,
vandet
vådt,
lyset
lyst,
det er
ord
og kun
ord,
som gør
tillid
besværlig.

Toogfyrretyvende bøn

Et navn, der står bøjet i neon på kolde stationer, vi farer forbi.

onsdag den 15. april 2015

Grund

Verden
er meget,
men nok
ikke ond,
når den
æder os
levende
én efter én
uden anden
presserende
årsag
end den
at få
standset
det fanden
til brok.

Enogfyrretyvende bøn

Granernes vældige skygger, som nogen, du kender, betragter dig fra.

tirsdag den 14. april 2015

Dags dato














En dag
som nu
denne
kan bruges
til meget,
måske
skal jeg
vande
min bregne,
måske
skal jeg
støvsuge
tæppet,
måske
skal jeg
købe en
dåseøl,
det har
jeg råd til,
i hvert fald,
måske en
Ferrari,
en stjålet
Ferrari,
for penge,
jeg låner
af HA
til skyhøje
renter,
jeg nok
skal betale
én tånegl,
én finger,
ét øre
ad gangen,
måske
skal jeg
pisse
på nogens
patruljevogn,
skyde
en folkevalgt,
bombe
McDonald's
fordi
deres burgere
smager
af bølgepap,
skrive
et digt
om det hele
og vente
i fængslet
på sindssyge
mængder
af fanpost
fra kvinder,
der gerne
vil myrdes,
og unger,
som gerne
vil anvises
nærmeste
afvej,
måske
skal jeg
finde
mig i,
at det
bare er
endnu
en dag.

Fyrretyvende bøn

Kirsebærblomsternes flor langs ved vejen, en dreng, der står klar med en rodfrugt og to stykker kul.

mandag den 13. april 2015

Lignelsen om hobbysnedkeren

Der var en gammel mand, som havde bygget et fuglehus.

Det første forår kom der en musvit. Den kom fint ind og begyndte uden videre at bygge rede.

Det næste kom der en tårnfalk. Den skulle være velkommen. Så borede han bare hullet lidt større.

Det tredje kom Pegasus.

- Det er grove løjer, det dér, mumlede han i skægget.

Men han fik alligevel fundet plads nok oppe i træet til en stald.

Lignelsen om Bentes Nokia

Telefonen ringede. Bente tog den.

Det var Bente.

- Hvorfor ringer du til mig, ville hun vide.
- Det kan jeg jo spørge mig om.
- Gider du ikke lige smutte af linjen? Jeg venter faktisk et vigtigt opkald.
- Det gør jeg også.
- Jamen så læg da på!
- Læg selv på!
- Farvel, du!
- Farvel!

Så lå den der igen på bordet.

Telefonen.

Stille og sort.

Sådan gik der time efter time. Dag efter dag.

Bente savnede lyden af en stemme. En hvilken som helst stemme. Selv Bentes.

Så ringede den alligevel en dag.

Det var ikke rigtigt nogen.

Niogtredivte bøn

Det, der stirrer dig ned, selvom hele din togvogn er tom.

Otteogtredivte bøn

Levnet, når liget er rådnet: En rund skive guld.

lørdag den 11. april 2015

Lignelsen om Jesus nordenfjords

En sen aften kom Jesus til en bondemand i Ingstrup. Der var kalas, og han havde fået invitationen ovre i kirken i søndags.

Knapt var han kommet ind, før bonden løb ham i møde med hånden strakt ud til hilsen.

- Godt at se dig, gamle dreng.
- Øhm, i lige måde, svarede Jesus.
- Nu skal du se. Maden er klar, men vi mangler vinen. Kan du lige kigge på dem der?

Værten pegede over mod nogle vandtrug ved døren, som vist normalt var forbeholdt hestene.

- Naturligvis.

Frelseren smøgede ærmerne op.

Et øjeblik efter kom bonden tilbage for at se, hvordan det gik.

Døren var åben, gæsten atter faret til himmels.

Og nu havde han fem trug fyldt med den fineste kønrøg.

Syvogtredivte bøn

Du griber om luften, du griber om varsler og genfærd, om mørke og lyn, om signaler fra Børkop og Mars, om en stemme, der næsten er din.

fredag den 10. april 2015

Pour Charles

Karl havde
fødselsdag,
Karl bød
på både
absinth
og morfin,
Karl
var nede,
fordi Karl
var nede
som grundtilstand,
Karl
havde ondt
i sin milt,
havde båret
den rundt
fra Paris
til Korsør
uden håb om
forløsning,
og var der
en Gud,
sagde Karl,
var han sikkert
et blomstrende
lig eller
slagsmål,
som Tom
havde sagt det,
før Karl
kom til
verden
og hejste
sit plettede
flag.


(i anledning af Charles Baudelaires 194-års fødselsdag i går

Seksogtredivte bøn

Som en sang fra din barndom hørt gennem en skrattende radio i endnu en lastvogn, der ruller forbi.

Lignelsen om Erasmus og morlille

- En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er morlille en sten.

Erasmus rankede ryggen og smilede skævt, mens han ventede på reaktionen.

Måske ville hun endda begynde at græde, morlille.

Men morlille smilede bare. Og spredte armene ud.

Og fløj.

Lignelsen om kvinden på toget

Hun sad lige dér. På sædet over for ham i togkupéen. Det havde hun al mulig ret til. Også uforstyrret. Men der var noget i hendes måde at sidde der på, som kunne tyde på, hun ville noget andet.

Den måde, hun ind imellem skævede over til ham på. Hendes stille, hemmelighedsfulde smilen for sig selv. Tungens dans hen over læberne.

Han tænkte, at den slags måtte ske tusindvis af gange om dagen på tusindvis af togsæt. Dette lige ved og næsten, der aldrig blev til det noget, det måske kunne.

Man rejste sig jo ikke bare op for at gå over og indlede en samtale, vel?

Man var vel fremmede. Gør fremmede den slags uden gyldig hjemmel, er de sindssyge.

Og sindssyge er nogen, man skiller sig af med.

Han blev, hvor han var. Så havde han i det mindste retten til at forblive fremmed. Og luske sig til et diskret blik derover ind imellem.

Men så skete det lige pludselig alligevel. Deres blikke mødtes og blev hængende som om, de ikke kunne finde ud af andet. Hun skuttede sig og strålede over hele ansigtet, hans mave summede vildt og voldsomt. Men til sidst lykkedes det ham dog at løsrive blikket og atter vende det ind mod togruden.

Pyh.

Så var det, han kunne høre hende rejse sig.

Panikken satte ind med et sæt.

Hvad fanden skulle han gøre? Han kunne vel for pokker ikke bare give efter? På den anden side kunne han heller ikke bare uden videre henvise hende til de vanvittiges fortabte legioner. Den figur, de øjne, det smil fortjente bedre. Meget bedre.

Det skulle blive løgn, skulle det.

Han ville gøre det, han aldrig havde gjort før. Han ville tage imod hende som den gave fra himlen, hun var. Han ville lade tilfældet tage sin kongekrone på.

Det svor han ved sin sjæl, sin evige sjæl.

Hun bøjede sig ned mod ham, viftede håret blidt væk fra hans øre og hviskede blidt ind i det:

- Jeg er døden, og jeg er kommet for at tage dig med.

torsdag den 9. april 2015

Femogtredivte bøn

Smerten ved lyset, idet det tager én på hver morgen og netter sig, før det går ud.

Lignelsen om den anden

Judy lod blikket vandre ud over slagmarken.

Hun var det sidste menneske på jorden. Hun burde nok føle sig heldig.

Men det gjorde Judy ikke. Hun var ensom.

Hun tænkte, at det ikke havde været lykken at overleve den krig.

Men nål og tråd havde hun i det mindste, og hun gik ud for at finde de stumper, der stadig kunne bruges.

Det var ikke mange. Det var gået hedt for sig. Hun fandt en finger her, en tå der, et hoved et tredje sted. Men hun fik da syet en krop sammen. En mandekrop. Den gav hun navnet John.

John var ikke særligt underholdende. Sagde ikke noget. Gav ingen varme fra sig uanset hvor tæt, hun
puttede sig ind til ham. Havde intet glimt i øjnene. Sad bare op ad sin vakkelvorne mur og stirrede
op mod himlen, hvor skyerne trak sammen.

Det gjorde Judy ked af af det.

Mens hun græd sig i søvn, ønskede hun, at han ville komme til live. At der ville findes en anden igen.
En, man kunne trøste sig ved. En, man kunne betro sig til. En man kunne kysse, snakke, diskutere, ja, endda skændes med.

Om natten tordnede det.

Om morgenen var der en anden.

Judy opdagede det ved, at hun hørte en hane spændes bag sig.

onsdag den 8. april 2015

Lignelsen om Adam

Hvordan Adam var kommet derhen, vidste han ikke. Men nu var han der altså.

Så han begyndte at indrette sig. Først anlagde han en bålplads. Så byggede han et læ af træ og blade, hvor han kunne sidde og snitte pile og spyd. Så kunne han nemlig skyde et dyr ind imellem, når det kneb med at indsamle planter.

Efter et stykke tid syntes han, det var lige koldt og primitivt nok, så han lavede en træhytte med tilhørende have. Fangede små vildsvin, han kunne have gående i en indhegning. Han gad egentlig ikke at gå på jagt, hvis han kunne blive fri. Sådan levede han fint i et stykke tid. Det eneste problem var, at han var forbandet rastløs.

En dag blandede han nogle ting sammen nede ved floden, der blev til en udmærket mørtel. Ved at indsamle sten i området fik han efterhånden hytten opgraderet til et grundmuret hus komplet med kælder og pejs. Og nu, hvor han var ved det, satte han nogle høje, sirlige tårne på. Der var ingen grund til at leve ydmygt.

En plov havde han fået jern til ved at brænde myremalm. Sværd også, og efter nogle forgæves forsøg lykkedes det ham endda at frembringe et gevær. Fjernsynet lavede han ved at brænde de råvarer til glas, han fandt rundt omkring, og forme resultatet om til skærme og glasrør.

Det krævede en del træ med al den brænden og gøren ved, og skoven var ved at være kraftigt udtyndet, men det var også ligegyldigt. Adam kunne ikke rigtigt bruge den til mere nu, hvor der var rigeligt i kassen at se på. Det samme med floden, der var blevet godt og grundigt grumset hen ad vejen. Hvad skulle han med den, når han havde sin brønd?

Han ville hellere have sig en rumhavn og en missilbase. Ikke af nogen speciel grund. Bare fordi han kunne.

Han kunne en masse, Adam. Han var faktisk ret rå, hvis han skulle sige det selv. Og snart ville han finde sin mejsel og lære at spalte atomer.

Så en morgen vågnede han ved, at det bankede på døren.

Hårdt.

- HVAD FANDEN LAVER DU PÅ MIN GRUND, ville nogen vide.

Fireogtredivte bøn

Flyenes linjer på himlen, der står nogen mellem dem.

tirsdag den 7. april 2015

Lignelsen om Marie Marolle

Marie var en underlig pige.

Mens de andre unger i gården spillede fodbold, byggede huler eller spillede Playstation, gik hun rundt i kvarteret med den indkøbsvogn, hun havde hugget ovre supermarkedet, og indsamlede poser.

Plasticposer. Tomme plasticposer. Fra Fakta og Kvickly og Irma og Aldi og SuperBest og Kiwi og Rema1000.

Der var dem, som mente, hun faktisk var ligeglad med, hvad der stod på dem.

Det kunne ingen forstå.

Men hun kunne tæske de unger, som prøvede at mobbe hende. Og kom en enkelt, fordrukken far hjem fra jobbet og forsøgte at forsvare sin purk, blev han så voldsomt sat til dørs verbalt, at han var nødt til at gå hjem for at tæske konen. Og purken. Igen.

Da Marie nåede konfirmationsalderen, opdagede hendes mor, at der manglede en gryde, en nål og en rulle tråd.

Det tænkte hun ikke nærmere over.

Da Marie nåede konfirmationsalderen, opdagede hendes far, at han ikke kunne finde hverken optændingsbriketterne til grillen eller den tilhørende æske med stormtændstikker. Men skidt, han havde en lighter.

Da Marie nåede konfirmationsalderen, så naboerne, at hun var i gang med at sy de mange poser fra indkøbsvognen sammen til en ballon ovre i græsset.

Det var ikke deres sag.

Det var heller ikke deres sag, at hun lettede og fløj op til Vorherre.

Og bad om dårligt vejr.

Lignelsen om kostplanen

"Du bliver, hvad du spiser", sagde mor altid til Tommy.

Den var Tommy med på. For Tommy var en sund, rask, nysgerrig dreng, der gerne ville prøve at være alt muligt.

På den måde fandt Tommy ud af, at flødeskum havde tyndskid, mens hegnspæle og stålsøm åbenbart led af svære mavekneb.

Ad åre voksede Tommy op. Så blev han forelsket i en pige, der hed Tine. Så forelsket, han ikke blot ønskede at være sammen med hende. Næ, nej, han ville være hende.

Så spiste Tommy Tine. Det var ret besværligt, for hun havde ikke den store lyst til at blive spist. Faktisk strittede hun temmelig kraftigt imod, men det var ikke noget, et hårdt slag mod halsen med et pigkrøllejern havde svært ved at kurere.

Tine havde åbenbart følt sig tom.

Det gjorde Tommy, i hvert fald.

Så var det, at Tommy fik lyst til at blive sig selv.

Treogtredivte bøn

Bønnerne falder til jorden, din mund føles tør, dine hænder er tomme og hører en anden mand til, du kan lugte, de rådner i baghaven, ordene, mellem dem skyder et træ.

mandag den 6. april 2015

Toogtredivte bøn

Dette ud og så hjem, disse årstider, kredsløb og ringe i vandet, en barnehånd tegner to prikker, en streg, næste gang vil den lege med sand.

Enogtredivte bøn

Hånden, der stryger igennem det fuldmodne korn, dette flimmer af spindende marker.

Tredivte bøn

Frosten er væk, og på plænerne grønnes det, græsset, en skaldet mand køber en kam.

fredag den 3. april 2015

Lignelsen om det store brag

Boing.

Det kunne ikke passe. Ken Collins kæmpede desperat for at få det leddeløst hvirvlende rumskib under kontrol, og da opgaven var løst, trådte han på gaspedalen igen.

Boing.

Mens fartøjet igen blev kastet bagud som af en kæmpe trampolin, tænkte han, at det simpelthen måtte være den, han var stødt på. Ikke blot verdens, men hele universets ende.

Og den var tilsyneladende lavet af gummi.

Det var pokkers. Indtil nu havde dens eksistens været rent hypotetisk og spekulativ. Men selvom han havde rejst i stjernetomt rum længe, havde han alligevel ikke regnet med dette.

Da han igen havde fod på tingene, satte han automatpiloten til for at få en smule betænkningstid.

Hans chance var enestående. Han kunne ikke blot blive kendt som manden, der via hardcore empiri konstaterede endeligheden af tid og rum. Han kunne også blive den første til at se, hvad der var på den anden side.

Det svimlede for ham ved tanken.

Han var tæt på igen, kunne han høre ud fra radarsignalerne. Rumdragten blev taget på, og inden han lukkede sig selv ud i det lufttomme dyb, greb han en brødkniv ude i køkkenet.

Bang, sagde det, mens alt, han havde kendt, klaskede sammen om Ken Collins.

PhJyHccbvB græd. Nogen havde piftet hans ballon.

- Skidt, vi køber da bare en ny, sagde mor.

PhJyHccbvB smilede igen.

Niogtyvende bøn

Hjertet, der banker i solen, som døber alt det, du kan se, i sit blod, rummer alt, hvad det afviser, suger det til sig igen, brænder op, ikke ud, for din skyld.

torsdag den 2. april 2015

Lignelsen om påskeharen

Den var træt, var den, påskeharen.

Hvert år ved forårstid så langt tilbage, nogen kunne huske, havde den hoppet rundt blandt buske og træer, på gader og stræder med sin æggekurv. De første mange sæsoner var det gået godt, og den var blevet taget imod med lige dele undren, angst og jubel. Men nu var festen fordi.

Over de sidste årtier havde den set og oplevet alt. Både gode og dårlige ting, men de fleste ville den ærligt talt helst glemme. Den var blevet pisset på af store drenge, voldtaget af svedige fetishister, skudt på af blodtørstige jægere, gennembanket af rockere med kæder og håndjern, flået i af unger, der ville have den til at "smide masken", og gennemspanket med håndtasker af hysteriske mødre, som "fandeme ikke ville have, han viste sig i nærheden af deres børn!"

Det sidste var det værste, egentlig. Den var ikke en han. Den var en påskehare. Den var ude over enhver kategori.

Engang havde dens liv været så priviligeret, som noget liv kunne være. 364 dage om året kunne den slikke sol, spise mælkebøtter og nulre ører, og den ene dag, den skulle yde noget, var samtidig årets højdepunkt.

Nu pressede den sig 364 dage om året rystende ned mod jorden, mens den med gru talte ned til den ene, der ville rumme traumer nok til resten af tiden.

Nu måtte det være slut.

Om aftenen påskedag var verden en anden.

Der lå æggeskaller overalt, bevares, og på terasser, trapper og græsplæner lå de løver og slængede sig, som var klækket ved daggry.

Men der var ingen mennesker. Og kun én påskehare.

Kattene kom, når den kaldte.

Lignelsen om kunstpausen

- Fisk.

Det sagde Thomas altid, når folk spurgte ham om ting, han ikke vidste noget om.

Thomas vidste ikke ret meget, men det var i orden, når bare man vidste, han ikke vidste noget. Det syntes han. Det syntes mange.

Som nu Jytte, der en dag ville vide, om noget som helst betød det mindste for ham.

Jytte, der undrede sig over, at han bare sad og kløede sig i skægget.

Men det kunne være lige meget, når hun kendte svaret på forhånd.

Så kunne hun nemlig ryste på hovedet og gå sin vej.

Så betød han ingenting for hende.

Det gjorde hende glad indeni.

Hun smækkede med døren.

- Torsk, sagde Thomas omsider. 

Lignelsen om Jesus i Tyskland

Den var helt gal, tænkte Jesus.

Det var slet ikke sådan, historien var.

Det var meningen, at han skulle få sig en sidste hyggelig middag sammen med disciplene. Drikke lidt vin, spise lidt brød, slå sig lidt på maven og så smutte ud for at gå sig en tur. Han skulle kysses af en, der hed Judas, og blive underkastet lidt Gestapo-metoder af romerne, før de klaskede ham op på et kors, og han himlede under så megen tørst og smerte, at verden ville snakke om det de næste 2000 år. Mindst.

Men nu stod han i en brændende vindmølle udenfor Goldstadt, mens en stor hob bondekarle, han vist ikke havde gjort så meget andet end at være Jesus, stod udenfor og viftede med fakler, høtyve og den slags.

- Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig, spurgte han sammenbidt, da flammerne slikkede mod gevandterne.
- Tag dig sammen, knægt, lød det ovenfra: - Et job er vel et job.
- Æjh, røvtur, udbrød den levende fakkel.

Så blev han tavs.

Næste morgen, da bålet var brændt ud, kom bønderne tilbage for at gennemsøge ruinerne. Uanset hvad de vendte - forkullede bjælker, brankede melsække og sågar selve møllestenen - kunne de ikke finde den.

Bolten.

De satte sig i skellet og lod en dunk brændevin gå på tur.

Pludselig virkede det, de havde foretaget sig i går, ikke længere som verdens bedste idé.

De ville tie om det, ville de.

De næste 2000 år.

Mindst. 

onsdag den 1. april 2015

Otteogtyvende bøn

Du synger din salme, den minder om regnvejr og snefald, om lyden af sandkorn, der fyger i afsides ørkener, et sted er der rigtig musik, dine fødder vil bort.

Syvogtyvende bøn

Hænderne foldes, men ordene flyver hvorhen, de har lyst til, de skider på skuldre og synger i haver, du aldrig får se, du kan fylde en bakke med svar.