tirsdag den 31. marts 2015

Lignelsen om fuglekiggeren

Det var ikke nemt at være ornitolog. Ikke for Bent Madsen, i hvert fald. Så igen havde han ikke kun besluttet sig for at lære fuglenes navne, føde og adfærd grundigt at kende: Han havde også tænkt sig at finde ud af, hvad de sang om.

Det var tungt og besværligt arbejde. I al slags vejr og på alle tænkelige tidspunkter af døgnet kunne man finde ham derude med en kikkert, en notesbog og en båndoptager. Alle tænkelige kombinationer af lyd og bevægelse blev undersøgt, og han opdagede hurtigt, at selvom de fleste arters vokabular var overskueligt, var der en mening i galskaben, man antageligvis kunne dechifrere. Som egentlige sprog. Ikke blot instinktive signalmønstre.

På hans skrivebord hobede ark på ark sig op med teser, grammatiske skemaer og ufattelige mængder betydningsforslag, der gradvist snævrede sig ind, til han blev sikker i sin sag.

En morgen først i maj vågnede folk over hele byen ved, at der var stille. Helt stille.

Nogle af dem trak gardinerne fra og spejdede ud i det spæde lys.

Gaderne og haverne var fulde af måger, mejser, spætter, ugler og finker, der lå helt stille på jorden og var døde. Fra hver og en af dem løb der striber af blod fra dybe skudsår.

Et sted uden for byen sad Bent Madsen på en gren i et træ med geværet i hånden.

Det var afsikret. Bare i tilfælde af, det skulle komme over ham at lægge et æg.

mandag den 30. marts 2015

Seksogtyvende bøn

Den, der véd, hvad de vil mig, de ord, som jeg skriver i blinde hver eneste gang.

Lignelsen om Sakha-Yakutien

Der er et landskab et sted i Sibirien. I baggrunden knejser bjergene, hvis toppe og øverste skråninger er dækket af sne, som har ligget der så længe, det skal være.

Længere nede er der fugtig, stenfyldt sandjord og blottede klippepartier. Efterhånden dukker vækster op. Mos og spredte græsklynger. Så ender bjergene. Brat. I tundraen. Tundraen, der i reglen er underafkølet, men kan fremvise ganske rige forekomster af rensdyrlav og lyng.

Et par gange om året krydser vældige flokke af takkede bæster gennem dalen, til tider forfulgt af en bjørn eller to, et kobbel ulve, det løse i rovfugle.  En tid bliver der tanket op ved floden, tyndet ud i floraen, brølet af unge eller gamle individers forsvinden. Så er der stille igen.

Blandt tuerne slentrer en mand. En mand med badebukser på.

De er lilla. De er lavet af polyester.

Femogtyvende bøn

Klitterne udmålt én håndfuld ad gangen, et regnskab gjort op uden tal.

søndag den 29. marts 2015

Lignelsen om Kong Arthur

Hvad fanden lavede det også dér, det skide sværd?

Det havde intet som helst at gøre i en sten.

Arthur bandede og svovlede, mens han trak til af alle kræfter, men lige lidt hjalp det. Det blev siddende, hvor det var.

Det var også den senile spade til Merlin, som havde sagt, han skulle gøre det.

Der var andre og langt mere realistiske måder at tilkæmpe sig magten i England på, syntes han nok.

Troldmanden fik en lussing, så det sang.

Så smuttede han ellers over i Woolworths, gjorde Arthur, for at købe en pumpgun.

Fireogtyvende bøn

Du har skabt dig så tosset, du ville, nu kender du en, der kan se, hvem du er,

lørdag den 28. marts 2015

Lignelsen om Lonni


Der stod hun lige pludselig, Lonni.

Bare hende. Der var intet andet i syne.

Men det kom der. Først sluttede jorden sig til sålerne på hendes kondisko, så lagde himlen sig til rette ovenpå. En flok fugle viklede sig ud af den, mens blomster og buske skød op omkring hende.

Så kom Vagn. Det skulle han ligesom. Og med ham Storm, Erling, Laila og Viggo. Og så var det ikke længere nok at være Lonni. Nu skulle hun både være mor og svigerdatter, og hun havde fået sig et hus, der skulle afdrages på, og et job i staten, som måtte passes.

Øverst i staten sad præsidenten på sit kontor og skrev til en anden præsident, han gerne ville i krig med. For det gør rigtige præsidenter. Og Gud var på hans side, Satan på modstanderens.

Så var der ikke mere plads til Lonni. Ikke nok i hvert fald.

Så hun gik.

Så kunne alle de andre lede efter en mening så tosset, de ville.

Treogtyvende bøn

Stemmen i bjerget, du prøver at lytte dig frem til med hakker og bor.

fredag den 27. marts 2015

Lignelsen om Uri Geller

Uri Geller havde fået et job. Et job i vejvæsenet.

Uri Geller kunne gode lide at arbejde i vejvæsenet. Se asfalten tage form i den store blandemaskine, mærke den ramme duft af tjære, brede den endnu bløde masse ud over jomfruelige vejstrøg, som bare ventede på at blive udforsket af nye køretøjer.

Uri Geller kunne ikke lide sine kolleger. Hver dag, når han mødte, ville de have ham til at bøje skeer. Ikke lægge asfalt.

Uri Geller vidste ingenting om at bøje skeer.

Uri Geller kunne ikke lide, når de spurgte ham om, hvem han troede, han var.

Uri Geller blev fyret en dag. Fordi, som chefen sagde, han ikke var sig selv.

Uri Geller blev fundet en dag længe efter et af et hold arkæologer. Som et skelet tromlet ned under en vejbelægning. Det så frivilligt og overlagt ud, mente de. Alt tydede på, der var tale om et selvmord.

De skænkede det aldrig en tanke, om det var Uri Geller.

Toogtyvende bøn

Gulvet er ikke et gulv, men en hånd, du får lov til at gå på, du står mellem linjer i træ.

torsdag den 26. marts 2015

Lignelsen om gryden og hunden

Gudrun kunne ikke tro sine egne øjne.

Hun havde kogt spaghetti, siet vandet fra og smidt hele baduljen tilbage til gryden.

Der lå de så og viklede sig ind i hinanden som orme, de møre og hvide stænger.

Og hun kunne læse fremtiden i dem.

Med ét vidste hun, hvordan resten af hendes liv ville forme sig. Hvordan hun ville dø. Hvad den næste statsminister ville hedde, hvilken forfærdelig krig, der ville bryde ud om tyve år, hvad menneskehedens og klodens skæbne ville blive. Hun kunne se det hele - det hele - lige dér!

Det svimlede for Gudrun, så hun måtte støtte sig til køkkenbordet Tusind tanker løb igennem hendes hoved.

Hvad nu hvis det, at nogen kendte fremtiden, muliggjorde, at man kunne ændre den? Hvad nu, hvis hun kunne nå at komme til lægen i tide? Hvad nu, hvis man kunne afspore valget? Hvad nu, om man kunne nå at eliminere den officer, der ville trykke på den røde knap?

Det kunne være, det ikke ville forandre noget. Men det ville alt sammen være værd at forsøge.

Hele menneskeheden fortjente at vide det, hun vidste i dette sekund.

Hun ilede ind i stuen, åbnede skrivebordsskuffen, flåede en kuglepen og en stor stak løsark til sig.

Så var det, hun hørte det.

Braget fra en gryde, der ramte køkkengulvets fliser. Lyden af hundepoter, der trippede rundt derude, og en begærlig smaskelyd, som ikke overlod meget til fantasien.

Hun kunne ikke huske en skid.

Det eneste, hun vidste med sikkerhed, var, at hun ikke havde set dét ske.

Toogtyvende bøn

Katten har lagt sig i fodenden, stirrer opmærksomt op på dig med øjne fra før, du blev født.

onsdag den 25. marts 2015

Smædedigt til Bukdahl II *

Nyt skal
det være,
så nyt,
at det handler
om Gustav,
der bare
er Gustav,
og Lone,
der bare
er Lone
og lebbe
og glad
for at
være det
nu, hvor
hun er det,
og meth
og Bacardi
og Gucci,
så nyt,
at det
bliver til
ingenting,
Lars,
du er
ingenting,
altid et
superfriskt
ingenting
er du,
og selv
har jeg
været
et nul
i så
lang tid,
jeg tror,
jeg er
ny.


* efter af have hørt et ikke ret godt digt fra det nyeste nummer af Hvedekorn, der handlede om America's Next Top Model.

Lignelsen om radioamatøren

Jørgen drejede på knappen. I månedsvis havde han siddet foran sin sender og søgt efter noget, han ikke vidste, hvad var. Efterhånden havde han systematisk afprøvet alle bånd og bredder, men kun fået obskure radiostationer eller kosmisk baggrundsstøj frem.

Han kiggede sig rundt i stuen, hvor bornholmeruret tikkede, støvet dansede i sollyset og tallerkenerne hobede sig op på gulvet.

Hvis bare nogen ville tale til ham. Og nej, ikke Johnny fra Rødovre eller Franz fra Niebüll. De ville i virkeligheden helst kun høre sig selv. Den nogen, som måtte sidde et eller andet sted derude og lede efter ham. Ingen anden. Bare ham.

Så ramte han noget. En stemme gik klart igennem. Helt klart. Den var venlig, blød og dyb, men lod til at  formulere sig i en form for kodesprog.

- ^'*jhkM7&872¤¤678HB.
- Hej, svarede Jørgen og gav sig til at transskribere.

Det fortsatte han med i timevis. Mens han fortalte, hvad han havde fået til aften, beskrev sin frimærkesamling i detaljer og holdt et længere politisk foredrag, fyldtes ark efter ark med tegn, han ikke umiddelbart forstod. Tegn, han end ikke var overbevist om svarede til det, der blev sagt. Hen imod midnat takkede han endelig af og lovede at vende tilbage om morgenen.

Jørgen fik ikke meget søvn den nat. Sad bare ved spisebordet og prøvede at finde en systematik i det, han havde skrevet ned. Den blev ved med at undvige ham. Da det blev lyst, og fuglene begyndte at synge udenfor, tændte han for senderen igen og sagde:

- Godmorgen. Jeg har brug for søvn. Tag det ikke ilde op. Jeg er på igen i aften.
- "&&/)(=)U(UO)=OLK*^, sagde stemmen, og det lød til at være i orden, og det var så det.

Sådan formede Jørgens dage sig i nogle uger: Lange snakke fulgt på vej af kradserier om aftenen, grublen hele natten og til sidst en spag morgenhilsen, når det gik op for ham, at han endnu engang ikke havde brudt koden.

Med tiden blev han sløset. Godt nok begyndte han at rydde op, støve af og tage bad som om, han ventede besøg af nogen, men ligesom blyanten lod han oftere og oftere papiret ligge. Han fik alligevel aldrig knækket systemet, var han overbevist om.

Men han var der. Han eksisterede faktisk. Og en dag ved daggry, hvor han åbnede døren for at hente avisen, lå der noget på trappen. Det mindede lidt om en fiskestang, men så ud til at være lavet af brystkarameller.  *=)(&¤ØÆ(&`?=* havde noget skrevet på trappestenen med en slags vandfarve, hvis kulør han ikke umiddelbart kunne genkende.

- Selv tak, sagde han ned i mikrofonen og lukkede anlægget ned.

Så bandt han sit slips og gik ud.

Plane crash haiku

Flyet
er styrtet,

og der var
en dansker med,

så skal
der sørges.

Enogtyvende bøn

Tågen er lettet, og gud viser hud, se, den damper af dug, du bør vide at kysse den vel.

tirsdag den 24. marts 2015

Lignelsen om tågen

Der var tåget den dag. Ulf Jørgensen var gået ud efter avisen, men så tåget var det, at han hverken havde kunnet finde kiosken eller vejen hjem igen. Overalt kunne han høre konsekvenserne af det specielle vejrlig. Hule dunk fra folk, der gik ind i butiksruder, og høje brag fra biler, som torperede vejrtræer, brød i brand og eksploderede, omgav ham. Sensurround.

Så han blev, hvor han var, Ulf. På sin fortovsflise et sted i universet.

Der havde han det hyggeligt. Han tænkte, at verden altid burde være sådan: Usynlig, altomsluttende og kun utryg for den, der ikke gav sig hen til tilstanden. Og gav man sig ikke hen til så skøn en tilstand, var man selv ude om det, hvis man kom til skade, tænkte Ulf.

Så tænkte Ulf ikke mere. Han stod bare og stod. Med lukkede øjne. Sansende.

Efter et stykke tid kunne han mærke, at tæerne krogede sig nedad, gennembrød skosålerne og sænkede sig ned i den jord, de vidste befandt sig under fliserne. Fingrene, for deres del, satte skud, der gradvist åbnede sig og tog imod det lys, som trods alt gemte sig i sløret. Saften pumpede op og ned i kroppen, tankerne blev noget, fuglene kunne hvile sig på, før de fløj videre, sjælen frugter på vej.

Han var lykkelig nu, Ulf. Så lykkelig, noget levende kunne være.

Så lykkelig, han ikke bemærkede, at tågen lettede.

Men han mærkede motorsaven.

"Pokker til tingest", bandede Arne, før han lagde apparatet fra sig og råbte: "Timber!"

Han skulle lære det skodtræ at stille sig foran hans carport!

Is

Har det
som far,
når han hen
under aften
kom hjem,
sværtet godt
ind i olie
og sod,
og var træt
af at være
til nytte
og rådighed,
grin,
sikkert også,
for lønnen
var ikke
så høj,
at den gjorde
en forskel,
den var,
hvad den var,
og det samme
var han,
der blev stille
på sofaen
kort efter maden,
og nu har
jeg spist
min dessert,
jeg skal også
på hovedet
i seng.

Tyvende bøn

Bogen skal læses til ende, kapitlerne suser forbi ligesom husmure, skilte og gadelys, striberne lukker sig om dig, du skifter til warp speed, din skæbne er lavet af træ.

mandag den 23. marts 2015

Nittende bøn

Flagene blafrer i vinden, men tiden står stille og tænker sig om, pakker sammen, tager hjem.

Uden titel

Vi går mellem
gravene, frysende,
stive i leddene
til en begyndelse,
men der er
lang vej igen,
der er hæle,
som gnaver,
og hænder
at holde i,
småsten
at tælle
endnu.

Attende bøn

Følg mig til enden af vejen, så fører jeg dig ned til enden af din, hen, hvor blodstrømme pibler fra jorden, hvor guldæbler danser på vældige søjler af vand.

Syttende bøn

Dette mønster i sneen, der falder, de streger, vi trækker med skælvende hænder fra punkt og til punkt, fra atom til atom, denne mægtige skikkelse.

fredag den 20. marts 2015

Træffer

Scorede
selvmål
engang,
det var ikke
et hit
hos de andre,
specielt ikke
eftersom
kampen
blev tabt
4-3,
men jeg tog
mine tæsk
under bruseren,
før jeg
gik fløjtende
hjem til
mig selv,
det gik
rent ind,
det skud,
fra den
vildeste
vinkel,
endda,
det var
fandeme
kunst!

Sekstende bøn

Nede på bunden af natten: En glasvæg, et ansigt, der kigger tilbage på det, der var dit.

torsdag den 19. marts 2015

Hønen

i ægget
var ikke
en høne,
før hønen
blev høne,
og ægget
var nok
ikke æggende
nok, og
slet ikke
for hanen,
før ægget
blev æg,
før et æg
blev et æg,
var en æg
bare noget,
der var
på en kniv,
og en hane,
det tror jeg,
en tingest
at dreje på,
til den fik
koldt vand,
den pokkers
til høne,
der vist nok
var blind,
og dog
havde den
lige på
kornet.

Atrocity exhibition

Føler
mig frem
på papiret
igen for
at mærke,
hvor tremmerne går,
finde ud af,
hvor stemmerne
kommer fra,
hvad jeg mon
er for en
skabning,
hvad dagens
ret er.

Femtende bøn

Lyset: Så klart her til morgen, jeg næsten kan gribe det, ælte det, forme det, stille det hen på reolen som noget, der ligner mig selv, som er røgelse værd.

onsdag den 18. marts 2015

Panik

Der er ting,
som skal skrives,
så mange,
de flokkes
ved udgangen,
skubber
og maser
og river
hinanden
til blods,
før de dejser
omkuld
på de kølige
fliser
i ingenting,
stive og blå
er de,
før jeg
får hentet
dem ud,
men jeg trøster
mig med,
de vil hvile
i indviet
jord.

Fjortende bøn

Denne følelse af, at man ved, hvor de blade, som rasler i vinden, skal hen.

tirsdag den 17. marts 2015

Frelseren

Sproget
er bare
et virus
fra fjerne
planeter,
det sagde han,
William
Burroughs,
og spredte
sin pest
elegant,
der var
aldrig
plamager
på skjorten,
og slipset
var bundet
med rolige
hænder,
os, derimod,
døde i klynger
som venner
og fjender,
som engle
og djævle,
han tog blot
sin hat på
en dag,
og fór op
i den himmel,
han kom fra,
kureret
og tavs.

Digtene

rotter sig
sammen,
de ligger
i bunker
og taler
om ting,
jeg har
svært ved
at høre,
jeg opdager
nok, hvad
det er,
hvor jeg
håber,
det bliver
for sent.

Trettende bøn

Vi er tretten til bords, er vi, altid, og altid vil nogen folk kysse, men andre helst spiser og drikker, til maverne koger, i baghaven venter en engel i harnisk på den, der går ud.

mandag den 16. marts 2015

Happy monday

Shaun
står på gaden
og ryger
en joint,
han kan se,
der er lys
bag min rude,
han ved,
det går ud,
at jeg
snart
ligger der
i min seng
og er sårbar,
så helvedes
sårbar,
mens drømmene
er på Ibiza,
Barbados,
The Haç,
yeah,
whereever
the good times
we knew
went to
party
and die.

Tolvte bøn

Ud af det grå kommer træerne, bilerne, bulldozeren, ud af det grå kommer bruden og kongen og præsten, selv vandrer du ind i det, regnbuen bærer din fod.

søndag den 15. marts 2015

Ellevte bøn


Jagten er ovre, du ligger på jorden og kysser geværet, en kugle roterer i endeløst mørke, den ruller i hul, du er ren, du er badet i lys.

Tiende bøn

Dit ansigt har øjnene gnavet i stykker, dit kranium har tidens tand knust, over vandene svæver erindringen, tæt på at blive til ord.

Niende bøn

Fiskene glimter i vandet, men du kigger kun efter mønter, du drukner dit håb i en brønd.

Ottende bøn

Timerne går, de forsamler sig ude i haven med fakler og høtyve, du er alene i stuen, kun én hånd vil ringe på døren og følge dig ud.

Syvede bøn

Det flimrer for øjnene, havet, men hvis det stod stille, så ville du se, hvem du var, lad det blot blæse op, der er trøst i guds blik, der er intet at hente i dit.

fredag den 13. marts 2015

Pastorale - en modifikation

Kender du dét: Du hører en sangtekst, der rummer noget temmlig sublimt, som alligevel ikke rigtigt bliver til poesi, fordi man som bekendt kan slippe afsted med hvad som helst, hvis bare musikken spiller?
 
Den oplevelse har jeg tit haft. Et oplagt eksempel på dét er Roger Waters' sangtekst til Pink Floyd-nummeret "Cirrus minor" (More, 1968), der lyder sådan her:

 
Cirrus minor
 
In a churchyard by a river,
lazing in the haze of midday,
laughing in the grasses and the graze.
Yellow bird, you are alone in singing and in flying on,
in and in leaving. Willow weeping in the water,
waving to the river daughters,
swaying in the ripples and the reeds.
On a trip to Cirrus Minor, saw a crater in the sun
a thousand miles of moonlight later.
 
 
Fine, stemningsfulde ord, men lige knapt nok poesi, vel? Jeg tog de bedste fragmenter, oversatte dem, stykkede det hele sammen forfra og kom frem til det snart følgende resultat, som vel hverken er et remix eller en helt ny tekst, men snarere det, jeg vil kalde en modifikation. Hverken en Waters eller en Baunbæk, snarere en nænsom restaurering af tekstens poetiske essens. Men dog så langt fra forlægget, at jeg vover det ene øje og sætter min signatur under.
 
Det bliver i øvrigt nok ikke eneste gang, jeg gør den slags. Musikhistorien er fyldt med defekte digte, der forlanger at blive trukket det sidste stykke ud i lyset...

 
Pastorale
 
Blandt gravene nede ved floden: Et sus
gennem græsset, en gul fugl, der letter
og tabes af syne bag piletræer. Oppe
på Solen: Et endeløst krater, mit blik.

Sjette bøn

Stråene vipper i vinden, man ikke kan se, mine hænder er rastløse, fødderne også, der findes et vejrlig, man ikke har ord for, nu trækker det op.

torsdag den 12. marts 2015

Født på en bilfri søndag

Kom til verden,
da 60'erne
sluttede,
Beatles
var opløst,
Charles Manson
i fængsel
og Eik
på en orlov,
der aldrig
fik ende,
min mor
havde vist
ikke blomster
i håret
den aften,
hvor turen
gik ind
imod Silkeborg
Sygehus,
håber,
jeg snart
bliver
rask.

Femte bøn

Kirken er lavet af mursten og planker og kalk, er en indhegnet tomhed, som fårene spiser sig sultne i, udenfor staves et navn højt af fødder i grus.

Fjerde bøn

Du holder dig frygtsomt for ørerne, lukker maskinernes kværnen og bombernes buldren helt ude, men nervernes hylen og blodet, der suser i kroppen, er også en salme, min ven.

onsdag den 11. marts 2015

Tredje bøn

Fødderne hviler på gulvene, gulvene hviler på jorden, der hviler på fjeldet, som hviler
på flammen, og hvad den end hviler på, går du på vandet hver dag.

Anden bøn

Du er frugten, der vokser på luften, en vindpust så langsomt, at jeg kan berøre dig, knuder på ingenting er du, atomer, der sværger sig sammen mod ophavet, vilje, der sker gennem trods.

Første bøn

Alt har sin tid, hvis det ingen tid har, kan man ikke forstå det, så findes det ikke for lyset, ej heller for mørket, vi famler os rundt i, tak, skæbne, for rynker og rystende hænder, tak, Gud, dig, som ingen bøn når, for den sødlige ligstank, der lader os elske hinanden.

tirsdag den 10. marts 2015

Fronter

Omme
bag træerne
vandrer
soldaterne,
fremad,
til hver
en tid
fremad
mod sejren
såvel
som mod graven,
de kommer
med gaze,
de kommer
med tordenfrø,
asfalten
størkner
hvor end,
de går hen,
vi har
gemt os
i buskene,
der kan vi
sove os
hyben og
spindelvæv
til.

Hundene

pisser,

hvor grænserne
går, det er

derfor,
de findes.

Ingenmandsland

Kroppen
forstenet

i marts, under
støvlen: En

afsikret
følfod.

Smagte

på solen

i dag,
det var lidt
som at

drikke
en engel.

Silvio Rodriguez: Drøm om slanger

Silvio Rodriguez (* 1946) er en cubansk folkesanger, der fra 60'erne og frem viste sig at være frontfigur i bevægelsen Nueva trova ("de nye troubadurer") og ofte er blevet refereret til som "Latinamerikas John Lennon". Hans stil er da også en blanding af traditionelle cubanske toner og mere vestlige træk, mens hans ofte meget symbolladede tekster rummer en egen kosmologi. Centralt står begrebet "amor", som for ham både dækker over kærligheden til kvinden, fædrelandet og de højeste socialistiske idealer. Også dem, der rækker ud over Castro-styrets, hvis virke han ikke altid har været lige ukritisk omkring.

I 1998 udsendte Michael Lose bogen Cuba, jeg skænker dig en sang på eget forlag, der for første gang noget sted i verden præsenterede en række Rodriguez-tekster på et andet sprog end spansk. En fin og efter min mening nødvendig bog, som dog ikke medtog den af Silvios sange, som muligvis har sagt mig mest:  "Sueño con serpientes" fra albummet Días y Flores (1975). Den har jeg så selv haft muligheden for at give en passende sprogkrop på dansk.

Vel at mærke som et digt. Ikke alle Rodriguez' sange er lige metrisk perfekte i forvejen, hvilket også gælder denne. Jeg har derfor valgt at gå linen ud og lade teksten folde sig frit ud i mine hænder.

Her er resultatet. Enjoy.


***


Drøm om slanger

Jeg drømmer om slanger, om havslanger.
Fra et særligt farvand bugter de sig ind,
lange, gennemsigtige, i deres maver bærer de
alt det, de magter at elske.

Åh, jeg dræber én, men en større kommer.
Åh, en større slange fyldt med endnu værre galde.

Den førstes mund er for lille. Hun prøver at sluge mig hel,
men kan ikke tåle smagen af kløveren, der gror ved mit tempel.
Den gør hende skør. Jeg giver hende en due at tygge på,
jeg fylder mine brønde til randen med gift.

Åh, jeg dræber hende, men en større kommer.
Åh, en større slange fyldt med endnu værre galde.

Den næste, der kommer, kan svælge mig. Mens jeg
driver gennem hendes tarme, tænker jeg på det, som vil komme.
Hun forpester sig selv ved at lukke mig ind,
hun sprætter sig selv op med sandhed og vers

Åh, jeg dræber hende, men en større kommer.
Åh, en større slange fyldt med endnu værre galde.


***


Forlæg:


Sueño con serpientes

Sueño con serpientes, con serpientes de mar,
con cierto mar, ay, de serpientes sueño yo.
Largas, transparentes, y en sus barrigas llevan
lo que puedan arrebatarle al amor.

Oh, la mato y aparece una mayor,
oh, con mucho más infierno en digestión.

No quepo en su boca. Me trata de tragar
pero se atora con un trébol de mi sien.
Creo que está loca. Le doy de masticar
una paloma y la enveneno de mi bien.

Oh, la mato y aparece una mayor,
oh, con mucho más infierno en digestión.

Esta, al fin, me engulle. Y mientras por su esófago
paseo, voy pensando en qué vendrá.
Pero se destruye cuando llego a su estómago
y planteo con un verso una verdad.

Oh, la mato y aparece una mayor,
oh, con mucho más infierno en digestión.


Hør sangen her.

mandag den 9. marts 2015

Mine ord

er slidt ned,
lækker bjergarter,
græsmarker,
hudflager,
jeg er på
sanseløs
flugt fra
den næste
historie,
der skal
fortælles
med dem.

Jordskred

Stemmer
på lyset
og mørket,
på ilden
og kulden
og kysset
og glemslen,
på alt det,
man ikke
kan udslette
blot ved
at krydse
det over
på steder,
hvor ingen
kan se,
man er
til.

lørdag den 7. marts 2015

Landlig idyl

Bilerne
ruster
i haverne,
minder om
vrangvendte
blomster,
her frygter
de, fuglene,
frø.

Hr. Claussen

Drømte
om Sophus
i nat,
han sad ovre
ved bordet
og bladrede
i mine digte,
det taktløse svin,
mens han drak af
min rødvin
og rablede op
om Verlaine,
Mallarmé
og Rimbaud
og de andre,
han syntes,
jeg burde
besøge
lidt mere
i stedet
for Ginsberg,
Prévert
og Knud Sørensen,
selv lå
jeg bare
i sengen
og talte
minutter
og lærker,
helt lammet
og tavs,
til han
askede
på min
computer,
smed klunset
på gulvet
og sov
rusen ud
mellem
linjerne.

fredag den 6. marts 2015

Bekendelse

Tror på
det samme
som dig:
Det,
jeg ser,
det,
jeg dufter
og smager
og føler,
den barkede
næve,
der bærer
os vel
gennem
natten
og klør sig
i nakken
og finder
på endnu
en dag.

Gamle dage

Fin var hun,
oldemor,
når hun
gik rundt
med sit
tørklæde på,
og om søndagen
omme
i kirken,
mens præsten
fortalte
om Adam
og Eva
og Guds
store hånd,
der fik form
på det hele
fra bunden
og ikke
så grund til
at starte
med aberne
først,
fik hun blikke
fra oldefar,
hendes
lidt ældre
og modnere
fætter,
der kom
med en rigelig
medgift,
og så
blev de viet,
og snart
fyldtes gården
med lyden
af små,
bitte fødder,
ti-tyve
i alt,
der blev større
og tungere,
snart var
der børnebørn
også,
til sidst
kom de,
Pia
og Kristian,
Morten
og Martin,
så søde,
de var,
mens de
lå der
i vuggerne,
livlige,
pludrende,
ih, hvor
de skuffede,
da de
som voksne
smed
oldemor
ud.

torsdag den 5. marts 2015

Lars

drikker øl,
mange øl,
dine øl,
han har pletter
på jakken
og skjorten
af øl,
men dit bryggers
er tomt,
han har
taget dem,
Lars,
han har lommerne
fulde
af pils
og en hel
pakke Mümmelmann
skjult
under skjorten,
han flyver,
gør Lars,
ligesom sjusser,
nu flyver
han rundt
over dig,
han er
luftbåren
ganske som
lungepest,
flagermus,
engle,
ja, det må
han være:
En engel.

Noget

er gået
i stykker,
jeg sidder
på gulvet
og prøver
at samle det,
så jeg
kan se,
hvad det
er, før
jeg sukker
og smider
det ud.

onsdag den 4. marts 2015

Forudbestilling

Nej,
jeg vil
helst
ikke dø,
bare leve
og være
tilfreds
i en verden,
der ikke
er min,
som jeg aldrig
har plettet
med drømme
og dåser
og blodspor,
med al denne
bandsatte
menneskelighed,
denne skyld,
denne tvivl,
denne knurrende mave
og dunkende pik,
denne lemmernes krig
mod hinanden
og tanken
og troen
og alle
principper,
sig til,
hvis der afgår
et fly
i en passende
retning
fra Kastrup
en dag,
jeg vil
med.

Våben

kan gøre det,
våben
kan skabe
den verden,
du ønsker,
kan udpege
fjenden
og gøre
ham venlig,
så venlig,
han ligger
helt stille
og bløder
for sagen,
den sag,
som du end
ikke ved,
at du har,
men du ved,
at du har,
når du bare
har våben,
for våben
kan alting,
selv sænke
dit blodtryk
kan våben,
om alt ellers
går som
det skal.

Krisestrategi

Krisen
er ovre
om lidt,
hvis vi
afskaffer
alle de
fremmede,
alle de
hjemløse,
alle de
fattige,
når de
er væk,
kan vi
skære
i lønnen
og afskaffe
helt nye
grupper af
mennesker,
når de
omsider
er væk,
kan vi
afskaffe
os, så
er krisen
forbi.

tirsdag den 3. marts 2015

Strejke

Panden
bekriger
sin hånd,
der har travlt
med at pille
i navlen
og grave
sig ind,
hvor det hele
er brunt,
ind i
rygmarven,
helst,
så det hele
kan styrte
til jorden
med hjerneskal,
albuer,
alting,
i støvlerne
sveder de,
fødderne,
de bliver
ved med
at gå.

Ligesom Kong Skjold

Ligesom
Kong Skjold
drev i land
på en båd,
ingen vidste
hvor kom fra,
formoder jeg
at mine slidte
Doc Martens
en dag vil
forsvinde
med mig
indeni
ad en sti,
ingen fod
har betrådt.

mandag den 2. marts 2015

Postludium

Husker ham
levende,
Valdemar,
der i
sin stue
med noder
af Beethoven,
Mozart
og Brahms
på de gyldne
stativer
i færd med
at indøve
stykker,
han end
ikke selv
kunne høre
formedelst
sin alder,
og jo,
violinen
var godt nok
den samme,
der førte
ham vel
gennem krakket
på Wall Street
og frygten
for Hitler
og Elvis
i Memphis,
men hænderne
rystede,
gjorde de,
hvad jeg end
hørte
den dag,
var det ikke
en lyd.

søndag den 1. marts 2015

Natmand

Snart vil
butikkerne
åbne igen,
og aviser
vil udkomme,
biler vil
hoste i
carporte,
unger
vil skrige
på bagsæder,
voksne
få flimmer
for øjne,
der ikke
har åbnet
sig helt,
men for nu
har jeg nok
i mig selv
og den pose,
der rasler
i vinden
på Nytorv.