lørdag den 31. januar 2015

Glemmeleg


















Ved ikke,
hvor jeg
blev af
mellem
alt det,
jeg troede,
jeg var,
og alt det,
jeg forlangte
at blive,
og alt det,
du mente
om den,
som du mente,
jeg var,
og alt det,
som enhver
skulle være
for bare
at være
enhver,
men jeg
var der,
måske er
det nok til
at endnu
en gang
blive til,
hvis det
ellers
gør til
eller fra.

Himlen

er ét stort
betongulv i dag,
selv de engle,
der rammer den
bløder.

fredag den 30. januar 2015

Grums














Læser
i grumset
på bunden
af koppen,
der står
ingenting,
så jeg fylder
den op
og forsøger
igen,
og der står
ingenting,
men nu
får jeg
da øjne,
trods alt.

torsdag den 29. januar 2015

Døden,

min ven, er

at ikke
kunne lukke

et øje.

Valg












Griber
min blyant
og ryster
på hånden
og kigger
til venstre
og ryster
på hovedet
og kigger
til højre
og ryster
på hovedet
og knækker
den over
på midten
og smider
den trodsigt
på gulvet
blandt alle
de andre
og vandrer
så hjem
til mig selv,
hvor jeg griber
geværet
på væggen
i stuen
og putter
patroner i,
hånden er
rolig nu,
talen
er klar.

Ting,














som jeg så
komme ud
af det
buldrende
mørke:
En blyant,
lidt sne
og din
hånd.

onsdag den 28. januar 2015

Sorgager













Der er dage,
som ikke
er skabt
til at blive
til digte,
hvor finsneen
falder forkert,
man bliver
blændet
af solen,
og alle folks
ansigter
virker alt andet
end menneskelige,
flydende,
nærmest,
på dage
som disse
må hver fure
pløjes
med tænder
i asfalt
og ordene
gødes
med blod,
til de
vokser én
op over
hovedet.

tirsdag den 27. januar 2015

Frygt og bæven














Gør mig angst,
giv mig grund
til at frygte,
lad havene stige,
spred stoffer
i luften
og vandet,
jeg dør af,
sænk lønnen
og skatten,
berøv mig
moralen
og håbet,
peg fjender ud,
som jeg kan
røre ved,
regne med,
skyde på,
så vil jeg
elske dig højt,
mens du
slukker
og siger
godnat.

søndag den 25. januar 2015

Party time















Ser det,
men ved
ikke helt,
hvad jeg ser
det er noget
med bare
at vandre
forbi,
det er noget
med vægtløse
lemmer
og øjne,
som plirrer,
og hjerter,
der hamrer
på fremmedes
døre,
er noget
med overlagt
ord
og et m,
der bliver hængt
i entréen
på vej
ind i stuen
til fest,
det er noget
med slips,
som bliver
bundet
perfekt,
mens en
hånd
strammer
sitrende
til.

fredag den 23. januar 2015

Edgar












er død,
og jeg ved ikke,
hvad jeg
skal sige,
selv sagde
han intet
og alt,
Mester Froese,
han sendte
blot ører
til Alpha
Centauri
og hjerter
til Ultima Thule,
gav englene
stemmer,
der talte
så klart
og så højt,
at selv paven
forsøgte
at slukke
for lyden,
nu krydser
han Rubycon,
gør han,
alene og
lydløs,
selv terningen
tier i
lommen.


Edgar Froese (1944 - 2015) in memoriam.

Fyraften

Folk
vender hjem
til de liv,
de har knoklet
i endnu
en uge
for sådan
omtrent
at fortjene,
tager sko af
og hænger
den drivvåde
jakke
i gangen
og finder
en rest,
de kan putte
i mikroen,
ungerne
skriger,
i fjernsynet
kneppes
der højlydt
på fugtige
luksushoteller,
i sengene
ligger der
fremmede
mennesker,
nogen
bør smide
dem ud.

torsdag den 22. januar 2015

Terminal

Sidder
alene
i toget,
mens sæderne
fyldes
med folk,
jeg har kendt,
hver og en
er de
stille
og stirrer
på sporene,
skærverne,
skiltene,
ingen
kan sove,
og ingen
skal af,
og billetterne
udløber,
ude ved
Friheden
står
kontrollørerne
klar.

onsdag den 21. januar 2015

Højre om








Der er
en verden
til højre
for Pia,
hvor stærke mænd
vandrer alene,
ja, helst
så alene
som muligt,
og lever
af jord,
bare jord,
som de gøder
med menneskeligt
affald
og bøger,
de ikke
vil læse,
der findes
en verden
til højre
for Pia,
hvor stærke mænd
slukker
for lyset
og lytter
til schäferens
ånden
i mørket
og finder
en trøst
i dén lyd,
ingen stemmer
kan skænke dem,
det er
vel også
en verden,
i hvert fald
en slags,
og den drejer
nok rundt
ligesom min,
men jeg tror nu,
jeg drejer
til venstre,
der må
sgu da findes
et sted
her på kloden,
hvor nogen
kan få sig
et liv.

Træt

som en gammel
soldat
er jeg,
træt af
at indtage byer
og afbrænde
broer
og vente
på bristende
hestehår,
træt
er jeg,
træt af
at være
en rygsæk
på march mod
en ny val
hver dag
under en
eller andens
kommando,
jeg aldrig
har set,
jeg er træt,
lad mig ligge
i græsset
hos alle
de faldne
og vente
på krager,
der lander,
der bærer
mig væk.

mandag den 19. januar 2015

Byen

er vild
og elektrisk
i nat,
der bliver
smadret
tallerkener
og smækket
med døre,
geværer
bliver pudset,
og bomber
bliver bygget,
og ting
skifter hænder
diskret
i de mørkeste
kroge,
mens jeg
sidder her
på mit S-tog
og bare
vil af
for at finde
et sted,
jeg kan
tisse.

søndag den 18. januar 2015

Bilerne

ruller forbi,
de tager
ingenting
med,
æder blot
kilometer
og brændstof
og ruster
så stille,
man ikke
bemærker,
det sker,
der er
masser
af veje
i byen,
hver dag
kommer
flere til,
tænker,
de ikke
kan føre
til Rom
alle sammen.

fredag den 16. januar 2015

dagen

skal starte et sted, den begynder med k
til en afveksling, nu er den stillet på bordet,
der mangler et b, bare c, hvor det vipper
på gulvet, mens agen bliver gen og så en
og så n, hør, det rumler i maven, vi fjerner
et t fra en stol, før vi kaster den op.

Ordet er frit












Sig,
hvad du vil,
alt er
tilladt,
hvis ikke
det støder,
jo, støde,
det må det
vel godt,
blot det ikke
er os,
der bliver
brune
i skallen,
og dem,
der er brune
i skallen,
er brune
i skallen
i forvejen,
det kan
vel være
det samme
med dem,
men med os
er det vigtigt,
at vi er
helt hvide
og faste
i kødet
og ikke
bliver stødt
af at støde
de stødte,
som bor der,
hvor peberet gror,
hvis de bor,
hvor vi bor,
er der frihed
for Loke
såvel som
for Thor,
det er lige
til øllet,
min ven,
blot Muhammad
vil holde
sin kæft.

torsdag den 15. januar 2015

Togvognen rumler, vi sidder

på hver vores pind, svæver hen
over jorden, som fugle nu gør,
men i fastlagte ruter, der ikke
går sydpå i år, vi skal hjem
og have spejlæg i aften.

onsdag den 14. januar 2015

Landsforræderen

Jeg er
forræder,
jeg hejser
mit flag,
hvor jeg vil,
vælger selv
mine krige
og hader
kun dem,
jeg vil hade
fordi,
de vil styre
min vrede,
og naboen
mest,
hvis han
planter
liguster
ved skellet,
og fjenden
nok mindst,
hvis han ved,
hvor Gud bor
i sit hjerte,
jeg ved
ikke helt,
hvor jeg er,
hvor det land,
som jeg kendte,
blev af,
jeg forråder
det snildt
for det
varmeste
kram.

Falske flag














vajer
til ære
for dig
i New York
og Paris,
du har
fødselsdag
når som helst,
bordbomber
hvisler
på tomme
tallerkener,
og gæsterne
byder
sig selv
indenfor,
mens de
stinker
af flybenzin,
krudtslam
og hengemt
cigarrøg
fra møder
i Pentagon,
de har
buketter af
roser med,
gule
og saftige
er de,
de ler,
mens du åbner,
du får,
hvad du vil,
og du får,
hvad de vil,
du har været
en god dreng
igen,
og om lidt
er der
fjernsyn
for dig.

Verden:

Så sært, den

er til, at det
ikke kan

passe,
for pokker!

mandag den 12. januar 2015

Pia











Pia har
rejst sig
fra sengen,
hun sætter
sit hår
foran spejlet
og lægger
make up
og går ind
for at kysse
sin mand,
hun kan se,
at det regner
i dag,
og hun gyser
ved tanken om,
snart at
skulle ud
i det vejr,
men det
kalder jo,
jobbet,
på hende,
det kalder
på stålet
i blikket
og jernet
i næven,
hun finder sin
peberspray
frem,
det er
tid til
at elske
sit land.

søndag den 11. januar 2015

Væv
















Der er
spindelvæv,
er der,
i loftet,
i gangen,
bag sengen,
ved lokummet,
klamt,
klistret
spindelvæv
klart til
at fange én,
ikke blot
drømme,
men sener
og muskler
og knogler,
det hele,
man lever
i angst,
sveder tran
hele tiden
og udtænker
måder
at dræbe
de satans til
spindlere på,
som man aldrig
har set,
som nok ikke
er til,
når det kommer
til stykket,
hvad er
egentlig dét,
men så
har man da
mordplaner
nok til
at bygge
et samfund.

lørdag den 10. januar 2015

Hyrderne











De kalder
sig hyrder,
de kysser
på spædbørn
og uddeler
roser
i Ishøj
og taler
om åbenhed,
fællesskab,
sammenhold,
skidt
og kanel,
men vær
sikker på,
mundene
drypper
af gift,
de er
sultne,
så syge
af sult,
at selv kloder
i skysovs
for dem er
en fattig
menu.

fredag den 9. januar 2015

HalsQatar











Vågner
en morgen
og ser,
jeg har mistet
min stemme,
jeg taler
og taler,
og folk
hører lyde,
de tror
er de ord,
de vil elske
at hade,
men selv
får jeg ikke
sagt noget
som helst,
før moskéerne
brænder,
og tolv skud
er blevet
til tusind
profane
profeter,
selv lægen
er Charlie
i dag,
og han nægter
at tjekke
min hals,
for den fejler
jo intet,
jeg kan vel
nok se,
det er mig,
den er gal med,
og hostesaft
giver han ikke
til typer
som mig,
men et bolsje,
det kan jeg
da få,
hvis jeg ellers
vil holde
min kæft.

torsdag den 8. januar 2015

7/1 2015 - en kvartet

 
Bøger
er til for

at læses,
kun blinde folk

tror, de
er våben.


***


Pennen
er tom, nu

er tegningen
levende,

lunten
slår gnister.


***


Skuddet
gik klart ind,

nu siler den,
fremtiden,

ud over gulvet.


***


Ytringsfriheden

forsvares.
I gaderne:

bål af
koraner.

onsdag den 7. januar 2015

Vedr. Charlie Hebdo

Mens nogen af os vandrer rundt og tygger på lakrids,
går andre af os rundt med guns og skyder i Paris.
Jeg tegnede sgu ikke den profet med bombehat,
og dem, der ler råt af den, giver mig allergi og spat,
men idiot mod idiot, den standser ikke der:
Nu skal vi alle sammen til at gribe til gevær
for alle de værdier, ingen af os rigtigt har.
Jeg spiser stolt min skipperskrå, så kald mig blot en nar!

tirsdag den 6. januar 2015

Lysene slukkes, nu lærer den, natten,















at gå selv, at spise med gaffel og kniv,
hvis det fortsætter sådan, begynder den
sikkert i skole engang, det er godt,
den må kende sin plads, den må binde
sit slips, den har bare at være til
nytte, hvis ellers vi vågner igen.

mandag den 5. januar 2015

Januar kommer


med hænderne
tomme, du

bløder selv
i dem.

Profetpik

En morgen vågner jeg ved, at jeg gerne vil være ung og trendy.

Det har jeg aldrig prøvet. Da jeg var ung, var jeg ikke trendy, og da jeg endelig blev lidt trendy, var jeg ikke ung længere.

Der er masser af folk på min alder, der er unge og trendy. Som nu ham Lars Lukdal fra det hæderkronede lyriktidsskrift Haglkornet. Han er faktisk ældre end mig, men dem, som er unge og trendy, synes, han er ung og trendy, og så må det jo passe.

Jeg må skrive et digt.

Det er det, jeg skal.

Et digt, som er en handske i ansigtet på det bestående. Et digt, der i højeste avantgardistiske gear blæser død og forældet sprogbrug af banen. Et på alle niveauer grænseoverskridende digt, som virkelig maner til debat og opstandelse. Minimalistisk må det også gerne være. De unge elsker minimalisme.

Jeg griber straks min blyant og begynder at skrive. Visker ud, lægger til, afprøver muligheder, koger ned. Og så står der sgu, digtet:

Pik

Jeg putter andægtigt arket med teksten i en kuvert, klistrer et frimærke på og sender det hele til Haglkornet.

Der går en måned. Der går to. En dag finder jeg det nye nummer på en café. Jeg er ikke i, men det er en spire ved navn Johannes V. Jensen. Han har også skrevet mit digt:

Pik

Johannes V. Jensen er ikke blot ung. Nu er han også trendy.

Der går nogle dage, hvor jeg funderer over, hvad der er sket. Pludselig kan jeg se det. En utilgivelig fejl! Jeg var ikke original nok!

Jeg tygger i blyanten igen, Faktisk skriver jeg på livet løs, til jeg står med en ny, overrumplende udgave af teksten:

Stor pik

Endnu en kuvert ryger afsted. Igen går der tre måneder, hvor jeg ikke hører noget. På samme café finder jeg endnu et nummer af Haglkornet. Johannes V. Jensen har et digt i. Det hedder "Prut". Denne gang har han ikke skrevet det samme som mig, der ikke er i.

Et par dage senere ligger der et brev i min postkasse. Det er fra Lars Lukdal. Han skriver, jeg teknisk set er meget velfunderet, men at han savner spræl og kant i det, jeg laver. At der intet er, som skærer i øjnene og rokker ved status quo. Han opfordrer mig dog til at sende ind igen.

Jeg grifler løs påny. Vrangvender min sjæl. Intet mindre end galde og hjerteblod kan gøre det nu. Fandeme nej. Det er the poem to end all poems, det gælder nu!

Og nu er det der. Jeg er 100 % sikker!

Præstepik

Allerede sidst på ugen ringer han, Lukdal. Han er helt oppe at køre over min tekst, som han synes er det mest radikale, der er sket i dansk litteratur siden Tom Kristensen. Altså digteren, ikke racerkøreren, siger han. Nu vil han sådan set bare gerne høre mit afgangsår.

- 1994. Dronninglund Gymnasium. Jeg gik i 3.X.

Det siger jeg.

Lukdal lægger på.

Der går tre måneder. På caféen ligger Haglkornet igen. Johannes V. Jensen har "Glyx" med. I går hørte jeg på radioen, at hans debut, Skedesnaps, allerede er forudbestilt i 8000 eksemplarer, og Gylledal er gået i gang med at trykke syvende oplag. Han passer tilmed 8. klasse ved siden af, forstår jeg på det hele.

Jeg er ikke med.

Jeg er træt af ham Lukdal. Jeg synes, jeg har skrevet et supergodt digt. Faktisk et digt, der er så godt, det fortjener at blive en samling i sig selv. Men der er noget med rytmen og klangen, som ikke helt virker. Derfor skriver jeg videre i et par dage, før jeg står med mit færdige manuskript.

Så kigger jeg i telefonbogen under forlag.

Det efterår bliver jeg for alvor ung og trendy.

Profetpik er nu udkommet i stort set hele verden. Det er Johannes V. Jensen ikke. Endnu.

Måske er det den flotte tegning af en sheik med kanonkugler eller noget i sin hat, der har gjort udslaget, men Forlaget for Fri Trykning kan virkelig deres kram, og jeg kan være ligeglad, når jeg får fanpost fra hele verden. Stort set altid på sprog, jeg ikke forstår, men folk har tegnet flotte dødningehoveder og den slags i brevene, og jeg har endda fået en skøn lejlighed, jeg ganske vist ikke må gå ud af, men rummer alt, hjertet kan begære. Desuden er de mænd i jakkesæt, der holder til ude i gangen, flinke. Når de ikke renser pistoler eller finjusterer kameraer, laver de kaffe til mig.

Selveste Lars Lukdal har været rosende nu. Han påstår, det var ham, der opdagede mig.

Eftersom Lars Lukdal er Lars Lukdal, må han have ret. Eller noget.

Det siger jeg til mig selv.

søndag den 4. januar 2015

Brændt barn skyr ilden,

og ilden skyr vandet,
og vandet skyr intet,
men blander sig helst
i det hele, til panden
bliver svedig og øjnene
våde, drik op, knægt,
af mælk bliver man
stor, ven, og stærk!

Hader mig selv for at ønske

den skrigende unge på toget helt tavs,
men den hyler for ingenting,
gør den, og ingen bør hyle af ingenting,
hellere mig, hvis det er, jeg
kan bære det ja, jeg kan bære en hel
klodes vægt på den skulder,
jeg trækker på, kan jeg, med krige og
hunger og blå børn i mødrenes
kraftløse favne og alting, med legende
lethed, endda, men jeg taber
mig selv, når jeg gør det, på gulvet,
og jeg er sgu ikke en bold.

fredag den 2. januar 2015

Årets første dag er næsten slut,

og jeg har sat mig her i stolen
for at regne ud, om livet i sig
selv er blevet længere end kort,
om tiden føles mindre hengemt
end i går, på mine støvler tørrer
mudderet fra haven langsomt ind
og bliver hårdt, en rødkælk pipper,
folk på gaden samler skrald.