torsdag den 31. december 2015

Tid til forandring

Og så
kom vi
til nytår
igen,
og så slynger
vi om os
med løfter
igen,
til os selv,
ikke mindst,
og så
drikker vi
vin
og champagne
igen
for at
glemme dem,
glemme,
at verden
i morgen
er rund,
som den plejer,
og plejer
er død,
som han plejer,
at alting
er opbrud
og skybrud
og linje
brud,
business
as usual,
mens børserne
stiger
og falder,
og jordskorpen
nægter
at sluge os,
før vi
har ædt alt,
vi lovede,
i os
igen.

Hjemmel

Vis mig
dit pas, du,
og så
skal jeg
sige dig,
hvem, du er,
hvor, du
har været,
og hvad,
du er
værdig til,
det er
et spørgsmål
om jordtype,
ved du,
og hvad,
du har spist,
ved du,
hvidløg
er ikke
i orden,
som bacon
og flæsk
er i orden,
og ørkensand
grus i vort
velsmurte
maskineri,
og det navn,
som man ikke
kan udtale,
tager man
vel ikke
i munden,
og hvis
man gør:
Kun for
at skære
grimasser
af smagen,
men nej,
det er ikke
personligt, du,
handler
om tørre tal, du,
om en rigdom,
man ikke
bør tælle
i skæbner,
en tro, du,
som ikke
vil vide
af din, du,
en leder,
der ikke
vil kendes
ved din, du,
fordi
han har
skudt på dig, du,
og en leder,
som skyder
på nogen
er ikke
en leder,
en leder
er en,
som tager
fuldt ud
korrekte
beslutninger
ud fra
et pas, du,
så kom
ikke her
som et
menneske, du,
det er
usportsligt, du,
vi har
stempler
hinsidan, du,
nok til
at stemple
dig ud.


***

Som en kommentar til den fra i morgen indførte ID-kontrol, passagerer på Øresundstoget efter svensk foranledning skal trækkes igennem i Kastrup Lufthavn.

onsdag den 30. december 2015

Stoneface

Alt,
som var
løst,
er blæst væk,
og alligevel
pukler
den på,
vinden,
filer
metodisk
og stædigt
i mursten
og bjergsider,
ro giver
den næppe
sig selv,
førend
verden
har set,
hvem,
den er.

Switch

Tænd
for det,
lyset,

en skygge
så pragtfuld
som din

har vel krav
på en
krop.

tirsdag den 29. december 2015

Lemmy











er død,
og man sagde,
at bomben
kunne falde,
at havene
roligt
kunne stige,
at alting
kunne pumpes
med gift,
men når alt
kom til alt,
var der
to ting,
som dog
ville stå
efter dommedag:
Lemmy
og rotterne,
Lemmy
er død nu,
og rotterne
lever
i kloakken,
og jeg er
spiser
franskbrød,
min gud,
hvilken verden
er dét?

Kirurgi

Den vokser
og vokser
i kroppen,
den skide
bevidsthed,
jeg tror,
det, den vil,
er at blive
til knuder
og slå mig
ihjel,
det er ikke
for sjov,
at jeg stritter
den ud
på papir,
hvor den
stadig
forsøger
at overtage
verden,
men så er
den verdens
problem,
ikke
længere
mit.

Kykkeligok

Lige nu
fremstilles
nok et
minut
på den
hemmeligholdte
fabrik
i de
schweiziske
alper,
hvor længslen
og savnet
og sorgen
desuden
bliver frembragt
af alle
de anløbne
rester
af det der,
I ved nok,
som den der,
I ved nok,
fik lagt
til os,
før den
i grunden
var til.

Megadeath

Nok
en gang
sidder
jeg her
og forsøger
at finde
en vej ud
af digtet,
før ordene
lukker sig
om mig,
og nok
en gang
er det
for sent.

søndag den 27. december 2015

Glar

Og så kigger
jeg ud,
og jeg ser kun
et mørke,
som gør,
at det pludselig
virker
uendeligt tåbeligt,
det der
med vinduer,
måske
jeg hellere
burde få
indopereret
en rude
i brystet
til dem,
som vil se
hjerter slå,
celler visne
og sådan.

Sondering

Vandet
står højt
i den
græsklædte
lavning,
og køerne
sopper
omkring
og er skælvende
kød alt
for langt
fra den
frelsende
slagter,
og under dem
hviler
de brune
og garvede
lig,
under dem
deres drømme
og nederst,
hvor alting
er flydende,
snoer man
på strenge
af ild.

Hundene

larmer

ved lågerne,
blæsten har

bagtanker
med os.

Havet

er i
oprør
over
noget,
skummer
løs
og river
skrænter
ned,
vi sidder
under
træer
og skræller
æbler.

fredag den 25. december 2015

1. Thess. 4:17

Festen
er slut,
og vi vågner
til striber
af lys
over måger,
der cirkler
i luften
og udser
sig ting,
de kan
bortføre,
gider du
række mig
Bibelen,
min ven?

Tour de force

Det var mørkt,
da vi kørte,
og nok
blev der lys
i det fjerne,
men alt,
hvad vi var,
var en fart,
som tog til,
og et bump
ind imellem
fra nogen,
vi ramte
og glemte
så snart,
det var sket,
der var blomster
på ruden,
måske var
det dem,
som vi havde
så travlt
med at
plukke.

torsdag den 24. december 2015

FM

Gud sidder
ude
i køkkenet,
skænker
sig kaffe
og dypper
en brunkage
i den,
han tænker
på vejret
og ingenting,
tror jeg,
han stopper
sin pibe
og stryger
og slukker
en tændstik,
han minder
om nogen,
jeg kender,
jeg synes,
jeg mindes
den bankende
lyd fra
hans brystkasse,
bruset
af blod
fra hans
årer,
jeg vender
mig om,
han er
væk
ligesom
morfar,
transistoren
skratter,
min stemme,
til gengæld,
er klar.

Nogle folk

finder
sig selv
ved at rejse
fra alt,
hvad de er,
andre graver
i jorden
og finder
en arm
og et ben
hist og her,
som kan
indsættes der,
hvor de
mangler,
jeg står her
og fryser
på P-pladsen,
nærmest
intakt,
men en smule
for tryg
ved det affald,
som rasler
i vinden.

onsdag den 23. december 2015

Tre utilbørlige manøvrer med geologiske forekomster

1

Mejsler
dit navn ind

i stenen,
selv den
skal sgu

vide, du
mangler.


2

Hugger
i fjeldet

jeg ved,
der må
findes et

hjerte
derinde.


3

Ordet
blev kød,


til fucking
granit,
søg i

skjul.
lunten
syder!

Jævnfør Catullus

Stol aldrig
på det,
som står
skrevet
i vand,
kan det
holde
til syre
og spildolie,
går det
vel an.

Konference


















Vi går
gennem Silkeborg,
Blixa
og mig,
og det blæser
fra vest,
og han smiler
og snakker
på kantet
og usikkert
engelsk
om Spengler,
mens skiltene
hentes
til huse
og dørene
låses,
han taler
om brosten
og glas,
dynamit
og forvitring,
jeg viser ham
Drewsen,
vi dansede om
som studenter,
det sygehus,
som jeg
blev født på,
ruinen
af slottet,
en fjern
ætling
byggede
ude
på holmen
i åen,
mit furede,
skallende
ansigt,
han hvisler
musik,
mens jeg
ophoster
ord,
han er
vægtløs,
jeg trækker
en vogn
fyldt
med lopper
og lig,
Lao Tzu
kigger skælmsk
på os
nede fra
bunden
af gaden
og sætter
sin okse
i fart.

tirsdag den 22. december 2015

Snack

Omme
bag grusgraven
gror de til,
stierne,
som jeg
dengang,
jeg var barn,
fandt
de fineste
brombær på,
fødderne
har jeg
endnu,
de fungerer
endda
upåklageligt,
men der
er asfalt
på alt
nu om stunder,
og hjul
får man næppe
af gud,
og jeg gyser
ved tanken om,
hvilken slags
bær,
der er
modnet nu,
hvilken slags
stilk,
som det
sidder på,
hvem,
den mon
tilhører,
hånden,
der nærmer sig
alt, alt
for raskt
for at
plukke.

Julekort 2015

God jul
til Hassan
i teltet
og Inger
på Borgen
og Jens,
som gik ud
for at tænde
et lys,

og god jul
til Obama
og Putin,
Assad
og IS,
CIA,
PET
og de andre,
som trods
alle odds
ikke smadrede
verden
i endnu
et år,

og god jul
til de hænder,
der stempler,
de hænder,
som bygger,
de hænder
der skriver
og spiller
og maler,
de hænder,
som fører
den larmende
bulldozer
frem imod
endnu
en mur,

og god jul
til Muhammad
og Buddha
og Jesus
og Loke
såvel som
til Thor,

og god jul
til Clark Kent
og The Hulk
og Tintin
og James Bond,
som forblev
de fiktioner,
de var,
ikke reddede
nogen
og slet
ikke verden,
men dog
lod os le
af det
tåbelige
håb
for en kort,
stakket
stund,

og en god jul
til mormor
og morfar
og farmor
og farfar
og Erling
og Per
og de andre,
man vækker
til live
hver gang
man erindrer,
de ikke
var fucking
fiktion,

og god jul
til min mor
og min far,
som er alt,
hvad jeg er,
og de søstre,
der er,
hvad jeg kunne
have været,
og kvinden,
jeg ikke
er noget
foruden,
og katten,
som er,
hvad den er,

og god jul
til mig selv,
som trods alt
er en gave,
jeg åbner
hver eneste
dag

til det
endnu
en gang
bliver jul.

mandag den 21. december 2015

Gentagelsen

Nu sker det
igen,
og om lidt
sker det sikkert
igen,
unge piger,
som råber
i mørklagte
rum
i elendige
B-film,
og mænd,
som får bank
for at banke
de mænd,
som måske
så en smule
for varmt
på den dame,
som også
får bank
og alligevel
aldrig
vil gå
og vil finde
en anden,
som også
giver bank,
hvis hun gør,
og de galpende
tosser
ved kæret,
som kalder
på store
og magtfulde
folk,
som kan skyde
de sorte,
de røde,
de blå
og enhver,
som gør
modstand
mod alle
de hvide,
som også
bliver skudt,
når tyrannen
er færdig
med jobbet,
og hjernerne
bag de
forseglede
døre,
som opfinder
ting
for de stærke
og magtfulde
folk
i den tro,
at det kun
er et gode
at spalte
atomer
og lege
med gener
og den slags,
nu sker det
igen,
og nu mister
man troen
på arten
igen
og på verden
igen,
og alligevel
finder
man håbet
igen
og igen
og igen
og igen
og igen,
så uendelig,
dårskaben
er.

PHoeten da capo

Sidder
med Højholt
på toget
mod Nivå
og hader det,
han er
begejstret
og taler
med livlige
fagter
om manglende
formål
og hensigt:
"Vi sker",
siger han,
"sker,
og så
går det
derudaf
med sømmet
i bund",
og så
er det,
jeg minder
ham om,
at det faktisk
er sket
med ham,
at det
er slut
med at jage
med Henry
og læse
for fluer
og den slags,
at showet
er helt
og aldeles
finito,
han ler blot
og pudser
sit brilleglas,
venter
på endnu
et tæppefald
gør han,
for fluen
og Henry
og os.

Blænde

Om lidt
vil det sne,
sne på
marken
og skærmen
og oppe
i næsen,
om lidt
vil der kun
findes fodspor,
som fører
fra hvidt
og tilbage
igen.

Forgård

Det er
søndag,
og klokkerne
ringer,
men kirken
er tom,
og det samme
er gaderne,
luften
er kølig,
og vi
rykker sammen
om lamper
som kyllinger,
savene
larmer
i nærheden,
diskene
summer,
om lidt
er det mandag,
og så bliver
fem høns
til en fjer.

Hi

Stemmerne
ude på gaden
kan sige
alt det,
de har
lyst til
i dag,
de må godt
være stemmer
for min skyld,
blot flagre
forbi
uden kroppe
og ansigter,
tyngde
og egentligt
liv,
mens jeg
sidder
herinde
og ser
mine celler dø
én efter én,
og i morgen,
når alting
bliver lyst,
vil jeg
slutte mig
til dem,
og så
går vi over
i den der
historie
sammen.

Business as usual

Ånder ind,
ånder ud,
og det gik,
og jeg
prøver
igen,
ånder ind,
ånder ud,
ånder ind,
ånder ud,
det bliver
næsten
en vane,
og vaner
er farlige,
vaner
slår alting
ihjel,
både håbet
og lysten
og drømmene,
blot ikke
mig,
hvis jeg
ellers
kan bryde
den vane
at bryde
min vane,
så jeg
ånder ind,
ånder ud,
ånder ud,
og så
prøver jeg
forfra
igen.

fredag den 18. december 2015

Nilfisk

Du har
jord
under skoene,
tør dem
dog af,
før jeg
griber
min støvsuger,
tør dem
dog af,
før jeg smider
min pose
til skrald,
fyldt
med sole
og måner
og verdener
og åndssvage
vedhæng
som dig.

Lille spejl

Så hende
nede
ved dammen
i færd
med at stirre
på vandet,
måske
skulle håret
blot sættes,
måske
så hun helt
ned til bunden,
hvor cyklerne lå
blandt de
skinnende
mønter,
måske
var det
mit plask,
jeg hørte
idet,
jeg drog ud
for at passe
mig selv.

torsdag den 17. december 2015

Stearinlyset

flakker,
og så
går det ud,
og så sidder
man der
i et mørke,
som ikke
forsvinder
ved daggry,
og prøver
at finde
et nyt,
man kan
tænde,
men finder
som oftest
sig selv,
og så
lokker
det pludselig
mere at
brænde sit
hus ned
til grunden.

Når dæmningen sprænger

Når dæmningen
sprænger,
vil knivene
glimte i ryggene,
ovnene buldre
og luften
om morgenen
stinke af lig,
der vil være
en tom skal
at bo i
for alle,
når dæmningen
sprænger,
en stor, blå
og prisgivet kugle
i nakken
til hvermand,
når dæmningen
sprænger,
og orden
vil herske,
når dæmningen
sprænger,
der venter
en krone
på dem,
der vil te sig
som dyr
den dag,
dæmningen
sprænger,
et rige,
en magt
og en ære,
når dæmningen
sprænger,
et jernkors
at bære,
når dæmningen
sprænger,
en tørst,
som selv ikke
et uhæmmet
blodbad
kan slukke.

onsdag den 16. december 2015

Ledige erindringer

Husker

rosen, jeg skar mig på, hvor smuk, den var, hvor meget, ingenting overhovedet gav mening.

Husker

mønstret i gulvtæppet, der aldrig tog form og alligevel viste det hele, den kloge kones vidende øjne og støvet, som bare forsvandt.

Husker

følelsen af sand, der skyllede ind og ud mellem tæerne, duften af en råddenskab, som havde gæret så længe til havs, at den til sidst blev ædel, ravet, jeg aldrig fik fundet.

Husker

tægen, den forbandede tæge, der pludselig var der og voksede og var noget andet, som ikke var mig, med mit kød og mit blod mellem kæberne.

Husker

brædderne der, hvor han boede, man gik på dem, andre folk havde nok bygget et kors.

Husker

kridtet, jeg holdt i min hånd, fire hinkende børn og det omrids, jeg tegnede op om din krop.

Husker

det kolde træk gennem din stue, de lagener, andre mænd havde plettet på, silketrykkene af Andy Warhol på væggen, en endeløs montre, et blik.

Husker

det fedtede hul, jeg sank ned i, det klæbrige hul, som ønskede mine fodspor, den krasse kontaktlim, som bandt det hele sammen.

Husker

422, intet mere eller mindre end 422, og det stod på papiret, og jeg havde skrevet under, og jeg vidste ikke hvorfor.

Husker

smagen af portvin og synet af Jesus på muren, en skygge, en mønt i en mund, der gik langsomt i opløsning, skibet, som sank.

Husker

lyden af bremsen, der hvinede, murstenene, jeg ikke havde tal på, blomsterne, for pokker, blomsterne på altanen fem etager højere oppe.

Husker

det, der hang fast i vinden og ikke kunne komme fri.

Husker

det, som gjorde.

Dag i december

Ingen
så solen
i dag,
alle
snublede
over
de skygger,
de end
ikke vidste,
de havde,
og bakkede
snagvendt,
fortalte
historier
frem til
begyndelsen,
frem til,
hvor ingen
ord var,
bare tavshed
og noget,
der buldrede
dybt under
jorden
et sted.

tirsdag den 15. december 2015

Uden titel

Man kan
aldrig
slå til,
bare puffe
en smule
til læsset
og håbe,
det vælter
for én,
så man
blot kan
slå fra,
ikke ud
eller op
eller hvem
som helst,
der går
med briller.

Matt. 4: 1-11

Lån
og lån
mere,
lån penge
til huset
og bilen,
til ferien
sydpå
og smykket
til konen,
lån til,
der er
altid
lidt mere
på bunden
af kassen
til dig,
lige dig,
der er
altid
en underskrift
mere
at sætte,
en sikkerhed
mere,
du ikke
behøver
at stille,
lån til,
og alt dette
er dit,
det er bare
at taste
mit navn.

mandag den 14. december 2015

Pieter Pietersen Pouls


* 1793 i Dragør som søn af havnefoged Pieter Pietersen Pouls og Leisbeth Søren Rasmussen Leths. Fra 1806 sømand, i krigsårene 1811-12 kaper. 1833 havnefoged i Dragør. Dannebrogsmand 1851. Trådte 1877 af som underhavnefoged. På dette tidspunkt var byens handelsflåde, som i 1700-tallet var en af landets største, under nedgang pga. manglende udvidelser af havnen med henblik på dampskibe. Som en følge heraf følte de spæde begyndelser til Mærsk-imperiet sig nødsaget til at finde nye omgivelser i Svendborg. Begravet 1885 som den første fra den nyindviede Dragør Kirke.





1: Vandfødsel

Pieter
Pietersen
Pouls
blev født
til at føre
et skib
over visse
og uvisse
vande,
han lærte
om sømærker,
stjerner
og regnskaber,
reb,
som skulle
bindes
korrekt,
hvis det hele
da ikke
skulle sejle
og synke
med mænd,
mus
og alt det,
som skibet
var lader med,
Pieter
blev mest
af alt
bare
et navn
på en bølge,
som aldrig
blev ét
med det hav,
som han
rystede
af sig
ved fødselen,
men druknede
i til
sin død.


2: Piraten

Pieter
var kaper
i krigen
mod England,
hvor kongen
som led
i sit forsvar
lod alle,
der ville,
erobre
ethvert
fjendtligt fartøj,
der krydsede
ned gennem
sundene,
røve
hver ting
af værdi
og så sende
de skæmmede
rester
tilbage
til landet,
de kom fra,
men hen imod høst
blev han taget
ved Romsø
og fængslet
på Crescent,
en britisk
fregat,
og i fire døgn
sad han
i cellen,
vist uden
at angre
så meget
igen,
og hvis noget,
så hyren,
til sidst
blev han
ombyttet,
så var
den krig
vist forbi,
men hans
snak
om den
aldrig.


3: Fragt

Der lastedes
brænde
og lossedes
træ,
der lastedes
brænde
og lossedes
træ,
i Dragør
blev børnene
voksne
og satte
til søs,
og der lastedes
brænde
og lossedes
træ.


4: Knob

Fremtiden
tilhører
sejlet,
det sagde han,
Pieter,
den aldrende
foged
på havnen,
da dampen
kom til,
og på molen
lå skovlene
stille,
mens dage
og måneder
gik,
og der
gradvist
blev stille
på kroen
og ovre
hos bageren,
også
hos Pouls
gik uret
endnu
i en verden,
som Gud
aldrig rigtigt
fik skabt.


5: Pioneren

Til sidst
blev der bygget
en kirke
bag skolen,
så sømænd
og spindersker
ikke
som før
skulle vandre
de tre
kilometer
til Hollænderbyen
for dåb
eller giftermål,
rundt om den
lå der
en storby
in spe,
Pieter Pietersen,
partikulier,
var den første,
som flyttede
ind.

Alarm

Vågn op, by!
Den jord,

du er
bygget på
æder dig

levende
ellers.

Equinoxe

Dagene
æder
sig selv,
og snart
er det
så mørkt,
at man kun
kan se
drømmene
for sig,
og bag dem:
En sol,
der får
øjne
og blinker
igen.

fredag den 11. december 2015

Konspiration

Verden
aner ikke,
hvad den
er der for,
og jeg gør
endnu
mindre,
men vi
blæser
på det
sammen,
dét er
godt.

Prinsen

på den
hvide hest
er klædt
i sort
og trækker
gerne
sværdet
for at
spidde
himlen,
men den
bløder
ganske
rigtigt
lys.

torsdag den 10. december 2015

Redding i forstaden

Otis
synger
"Stand
by me"
bag væggen,
der er
kold
og hård
som stilhed,
der er
langt
imellem folk
på disse
kanter,
det er lidt
som i
Sibirien,
hvor alle
bryder sten
og kun
gør dét,
mens solen
hænger
over kroppene
og lyser
uden varme,
jeg har numre
og adresser,
jeg har ondt
et andet
sted
end der,
hvor lægen
bor,
og nu
er sangen
færdig,
digtet
slut.

Hundene

strinter
i skellene,
herfra
og hertil
går verden,
og ve den,
som ikke
er til,
men vil
ind
i den,
ordnet
og pæn
er den,
trist,
at den
lugter
af pis.

onsdag den 9. december 2015

Syn

Tænker på
fremtiden,
tænker
på kyster,
der skrider
i havet
og sole,
som æder
sig mætte
af dage,
på regnvejr,
der minder
om regnvejr,
og mørket,
som stadig
er mørkt,
og i stedet
for mig
en ballon,
som forsvinder
et sted
i det blå,
hvor et
leende
barn
tager
imod.

Rumfang

Jeg
fylder år
i dag,
fylder
dem op
med rosiner
og brandy
og pis
og papir,
hvad
som helst,
faktisk,
bare
de fylder
i landskabet,
som jeg
går ind i
og bukker
og takker
og rømmer
igen
ligesom
Henry,
du ved,
den skal
syne
af noget,
lakunen,
jeg kalder
et liv.

tirsdag den 8. december 2015

Inspirationen

er langsom,
så langsom,
den hoster
sig frem
i et nødspor,
mens dagene
farer forbi
og forsamles,
hvor vejene
skilles
og alt
kolliderer
i endnu
et digt.

Filosofem

Greven
har sat sig
på stenen
i skoven,
forstår
elementernes
rasen
og kødet,
der klamrer
sig fast
til skelettet,
men hvad det
dog er
for en kniv,
han har
stoppet
i baglommen,
fatter han
mindre
og mindre,
og dog
er den til
og skal
bruges
til noget,
som klart
kan forstås.

mandag den 7. december 2015

Proaktion

Ovenfor
holder de,
strømerne,
øvelse,
løber
omkring
med geværer
og hjelme
og perler
på panden,
bag murene
spiller
han død,
fjenden,
faktisk
så død,
at han
aldrig
var til.

Jurij Gagarin

Tænker
på Jurij
Gagarin,
hvad pokker
han tænkte
deroppe
hinsides
al menneskelig
erfaring,
om han
kunne høre
en gøende
Laika
et sted,
om Adamski
stod klar
med en kage
til kaffen,
om englenes
bremsespor
standsede der,
hvor han
drønede
gennem
en mur.

søndag den 6. december 2015

Nye poetologiske smuler

For halvandet år siden udsendte jeg poetikken Demiurgens laboratorium som hæfte på mikroforlaget Afdanket Rytter. Siden da har jeg ofte tænkt, det trængte til at blive udvidet med nye smuler om poetiske såvel som praktiske erfaringer. Denne proces er jeg igang med nu, og indtil videre falder materialet i sektioner: En om det at samle et manuskript, en om de mere sociale og forretningsmæssige dimensioner i forfattergerningen.

Fragmenterne giver mest mest set i det samlede mønster, der er den udvidede udgave af poetikken, men her præsenteres de alligevel som et work in progress.

Hyg dig med dem i julen.

***

I: OM KOMPOSITION

Mange forfattere begrænser sig til én æstetik, ét koncept. Jeg skal ikke nægte, at jeg i mine tidlige år gjorde det samme, men ad åre er det gået op for, hvad den fremgangsmåde er og bliver: Et støttehjul for den usikre skribent.

Se dig selv i et spejl. Kig ind i dine egne øjne. Er du selv kun én ting? Lader du dig reducere tilfredsstillende til i bund og grund ét udsagn. Nej, vel?

Så lad da være med at gøre det på skrift!

Det er yderst sjældent, jeg ikke har skrevet på mere end ét manuskript ad gangen.

Forstå mig ret: Før man tilfredsstillende kan definere et værk som et værk, kræver det en vis homogenitet i stil og tematik. Men en bog er også netop en bog, ikke et menneske. Og det er et såre fattigt menneske, som ikke har mere end én i sig. Også uanset om vedkommende er forfatter eller ej.

Min erfaring er, at det bedste, man kan gøre, er at skrive løs uanset hvad, der ender med at stå på papiret. Gør man det, vil materialet før eller siden dele sig op i bunker af sig selv. Og når de bliver store nok, eller emnet eventuelt føles udtømt, har man det, man skal have. Men der findes ingen naturlov, der siger, at det kun er én stak, som skal vokse ad gangen. Vær ikke bekymret, hvis du starter med ti digte, som stritter i alle retninger. Se det som en velsignelse. Det betyder bare, du har et stort og rigt forfatterskab i dig, hvis du eller kan vente på, at frugten vokser og modnes af sig selv.

***

Ikke at ville poesien. At gøre sig fortjent til, at poesien vil én.

***

At komponere et manuskript handler ikke om, hvad man vil med det. Det, man skal være lydhør over for, er, hvad det vil med sig selv.

Er der flere digte, som siger det samme? Pluk det bedste ud og afsæt evt. resten i andre sammenhænge.

Stikker nogle ud? Glem at indarbejde dem. De vil næppe sammenhængen, og du risikerer at skrive en masse mindre gode tekster for at fylde huller ud, der til syvende og sidst ikke lader sig lukke. Ligesom man ved selv den strengeste opdragelse ikke kan gøre et barn til noget, det ikke er, således handler det også snarere om at finde ind til en digtsamlings natur ved at reducere i stoffet end at forfølge sine egne kæpheste af ren og skær forfængelighed. Er restmaterialet godt nok i første omgang, skal det såmænd nok også selv finde frem til den rette kontekst med tiden.

Det kan godt ske, du starter med en bunke på 200 tekster, men ender du med 45, når du har gjort dig ovenstående overvejelser, så lad være med at betragte det som en tragedie.

At en bog finder sin form, er altid en lykkelig omstændighed.

Påskøn den.

***

Din bog flytter hjemmefra. Forbered dig på det. Så snart, den rammer gaden, er den ikke din længere. Du vil altid elske den, og det vil også gøre ondt på dig, når stemmer, der ikke befinder sig i samme hjørne af virkeligheden som dig selv, råber skældsord efter den, eller andre, som måske ellers er velmenende nok, præsenterer dig for vrangbilleder og misforståelser. Men der er intet, du kan gøre for den mere. Den lever sit eget liv, og den vil møde mange bevidstheder, som også lever deres egne liv. Nogle vil forelske sig i den, andre vil forfølge alt, den står for, til verdens ende. Sådan er det også for dig. Hvorfor skulle du ønske det anderledes for noget, du har skabt?

***

En dag vil du finde dit mesterværk i en udsalgskasse. Du vil se, at bibliotekerne ikke låner den ud mere, måske endda er begyndt at skaffe sig af med eksemplarerne. Og på scenen vil du opdage, at digtene mister saften og kraften i din mund ét efter ét. Kun de ganske få bøger, omstændighederne snarere end kvaliteten skåner, vil leve mere end et års tid, og kun de digte, som i sandhed har klassisk snit, vil kunne passere dine læber livet ud.

Sandt nok: Ingen forældre bør nogen sinde overleve sine børn. Men du kommer efter al sandsynlighed til det.

Det vil altid være en ulykke.

Men vend den om: Ville det ikke have været en større ulykke, hvis de aldrig havde fået muligheden for at møde verden?

***

Formålet med at være forfatter: At kunne følge bare én linje tilbage til evigheden.


II: OM FORFATTERLIV OG FORFATTERDØD



Gransk dig selv nøje. Er du forfatter, eller vil du bare gerne være det?

Kan du lade være med at skrive, besvarer dét spørgsmål sig selv.


***


Forfattere er i reglen ikke uvenlige væsener. Men de er egocentrikere. Deres råstof er sig selv, og de vil altid være igang med at grave ud og forædle. Hvilket gerne foregår gennem navlen.

Du kan i kortere eller længere perioder indgå samarbejder, der kan være konstruktive og lærerige. Du kan få kompetente læsere og rådgivere omkring dine manuskripter, hvis du ikke selv kan se skoven for bare træer. Du kan såmænd - på et rent menneskeligt plan - få venner og kærester.

Men vil du fællesskab i bred forstand, er det ikke det forfattermiljøet, du skal opsøge.

Udgangspunktet for ethvert fællesskab omkring litterær produktion er, at der ikke er eller for den sags skyld skal være noget.

Og fatter du ikke det, beviser det blot, at du ikke hører til.

***

Forvent ikke rimelighed, når du følger dine tekster ud i verden. Du kan mene, at du skriver de dybeste og mest velformede vers på kloden - og du kan meget vel have ret - men det er ikke kvaliteten af dine ting, som afgør, om din karriere kommer på skinner eller ej.

I opstartsfasen - dvs. når du forsøger at få hul igennem til de første tidsskrifter - skal du ikke bilde dig ind, at det er objektive hoveder, der sidder i den anden ende og læser dine ting igennem. Det er ofte folk, der har ganske bestemte litterære dagsordener, som ikke nødvendigvis modsvarer dine, og kan finde på at slagte eller forbigå dine ting alene af den grund, at de ikke bryder sig om din måde at skrive på. Der findes personligheder i Danmark, der har så bredt et overblik over litteraturhistorien, at de kan og vil se, om enhver type tilsendt tekst holder eller ej. Men de er gamle i gårde og befinder sig ind ad en kant så højt oppe i kredsløbet, at du næppe vil møde dem, før du selv en dag har nået samme niveau.

Med andre ord: Tro på dig selv. Klinger et afslag rigtigt i dine ører, er det nok fordi, der er noget om sagen. Men gør det ikke - og føler du dig sikker på, hvad du kan og vil - så ryst støvet af dig og prøv et andet sted.

Undersøg markedet, for et marked er det. Hvem kan tænkes at ville købe denne type tekst? Stil det spørgsmål, før du afsender, og du vil blive sparet for mange skuffelser.

Og er der evt. ingen køber til noget, du virkelig véd står distancen, så start selv. Jeg mener det. Gør det selv. Start dit eget tidsskrift, tryk dit eget hæfte.

Vær ikke bange for at kræve den plads til din stemme i verden, den fortjener.

***

Det samme kan siges om forlagene.

Mange forfattere, som starter ud, forestiller sig, at dem, der er ansat til at tage imod manuskripter de forskellige steder, er ufejlbarlige litteratureksperter, der naturligvis antager éns materiale, hvis det er godt nok. Og videre: Hvis de ikke gør, er det fordi man er en talentløs idiot, som aldrig vil få et ben til jorden i branchen. Visse stemmer indenfor branchen er endda - i lyset af den stigende konkurrence fra selvudgivere og mikroforlag - mere end villige til at sprede den forestilling i mediebilledet.

Lad være med at spanke dig selv uden grund.

Der kan være mange grunde til, at visse forfattere kommer ind hos de store forlag, og de er bestemt langt fra alle saglige.

Har du bollet med en indflydelsesrig person i miljøet? Det hjælper. Er du venner med en? Det gør bestemt også. Familiære relationer er altid et hit i branchen. Lander man på Forfatterskolen, hvis udvælgelsesproces er lige så tilfældig som tidsskrifternes, hjælper det meget: Ikke at alle, som har gået der, springer uden videre ud som forfattere på topniveau, men deres manuskripter er pr. definition sikret en seriøs gennemlæsning. Det er totalt udefrakommende ikke.

Det hjælper også betragteligt at være fotogen. På det seneste har der været eksempler på bøger, hvor man sågar - uden smålig hensyntagen til indholdet - puttede billeder af forfatterne på forsiden af deres værker med udgangspunkt i en ren pin-up effekt. Ungdom hjælper også. Du kan være 50 år og den nye Walt Whitman, men der er al sandsynlighed for, du vil blive tilsidesat alligevel til fordel for en 15-årig, som tror, det er revolutionært at blande lidt Strunge med lidt Tristan Tzara. Avantgarden tilhører ungdommen. Det er naturligvis ikke pr. definition sandt, men det er både forlag, anmeldere og publikum vant til. Og vover du at påstå andet, kan det meget vel være, du har ret, men lur mig, om du ikke kommer til kort overfor vaneforestillingerne.

Endelig betyder generel salgbarhed uendeligt meget for de største forlag. De tider er forbi, hvor man brugte indtægterne fra en storsælgende krimi til at finansiere smalle digtsamlinger.

Kvalitet betyder ikke en skid, for at sige det rent ud. Ikke i toppen af branchen. Slet ikke, hvis krimier, kogebøger eller eventyrromaner ikke er det, man af natur brænder mest for at skrive.

Der kan man meget vel være heldig hos de mindre forlag. Ikke så få af dem er drevet af folk, som rent faktisk brænder for litteratur.

I reglen er deres primære funktion dog at udføre konsulentarbejde og layout samt stå for PR. Kun et par stykker tilbyder også at betale for trykningen af ens værk.

Efter omstændighederne kan det koste 4-10.000 at trykke en bog. En ekstraudgift, man skal være forberedt på, hvis man vil ind i systemet ad den vej.

Men selv i den ende af det litterære spektrum kan det være svært at komme igennem uden netværk. Og det sker, man bliver udsat for konsulenter, der hellere end gerne skriver éns bog. Dvs. foreslår så mange rettelser og omskrivninger, at det, som lander på gaden, snarere er deres værk end éns eget.

Indrømmet: Det kræver mod at stå på sit. Men igen: Lyder en kritik ikke rigtig, er det nok fordi, den ikke er det. Og så må - så skal - man have styrken til at insistere på sin egen vision. Også selvom det indebærer, at man måske må ud for at kigge sig om igen.

***

Man kan også gå hele vejen selv: Stifte sit eget forlag.

Jeg vil ikke stikke blår i øjnene på nogen. Det er krævende.

Det indebærer, at man både selv er i stand til at redigere sit stof, til det når en tilfredsstillende standard, sørge for opsætning og layout, skrive overbevisende pressematerialer, kommunikere på et kvalificeret plan med trykkeriet, holde styr på en forvirrende økonomi og i det hele taget med et vist talent drive en forretning.

Ikke desto mindre har mange før mig gjort det med stor succes, og jeg har selv afsat 200 eksemplar af ellers smal digtsamling på den måde. Flere end af den foregående bog, der udkom med et regulært forlag i ryggen.

Belønningerne er store, hvis det lykkes: Når skat og evt. moms er trukket, skal overskuddet ikke deles med nogen, og man får produktet præcist, som man vil have det.

Men tag ikke fejl: Der er mange faldgruber. Lever indholdet ikke op til en vis standard, er det ens eget ansvar. Får man ikke bogen langt nok ud, har man kun sig selv at takke for det. Og er der ikke styr på regnskaberne, er der ingen grænser for, hvad der kan ramme én af økonomiske skideballer.

Sidst, men ikke mindst: Forvent ikke at få hul igennem til dagbladsanmelderne. Der er ikke mange af dem, de får tonsvis af bøger tilsendt hver uge, og det skulle være et sært held, hvis de plukkede lige din bog ud af bunken i stedet for en hypet udgivelse fra Gyldendal.

Spar portoen. Glem dem.

Sats hellere lokalt. Læs op, hvor du kan komme til det. Spred ordet på Facebook og Twitter. Send dine kostbare anmeldereksemplarer til dagbladene i det område, du kommer fra. På den måde får du langt mere for dine sikkert få penge.

Men husk bibliotekerne. Kan du få en god lektørudtalelse lokket ud af dem, kan op mod halvdelen af oplaget blive afsat på den måde.

At gennemgå procedurerne for selvudgivelse vil være for omfattende her, men der ligger masser af information om processerne på nettet. Slå op og lær. Det gjorde jeg.

Det er svært stof. Måske nok specielt for en kunstner.

Men så er det heller ikke sværere.

***

Anmeldere er ikke guder. Nogle af dem vil forhåbentlig læse din bog, som den er. Andre vil hade den - og give endda særdeles stærkt udtryk for det - af samme grund som mange tidsskriftsredaktører eller forlagskonsulenter. Måske passer det, du laver, heller ikke ind i én eller anden dagsorden, man mener tiden kræver. Det er set før. At udgive en samling haikudigte på et tidspunkt, hvor sprængt, postmodernistisk parforholdslyrik er det nye sort, sikrer i reglen ikke én den bedste medfart.

Men det gør ikke det, man har udsendt, til en dårlig samling haikudigte.

Du kan få enstemmigt dårlige anmeldelser og alligevel have skrevet en god bog efter de præmisser, den selv opstiller.

At have anmelderne med sig er et plus. Et ganske stort plus. Men som nævnt ovenfor, kan man ikke engang regne med at påkalde sig deres opmærksomhed. Og det gavner at minde sig selv om, at den eneste grund til, de "har ret", er, at de selv mener, de har det, og i kraft af deres position har muligheden for at overbevise tilstrækkeligt mange mennesker om det.

Stil dig selv to spørgsmål.

Er din bog god?

Føles den stadigvæk god, efter du har plaget dig selv halvt til døde for at bringe den til verden, er det nok fordi, den er det. Hvis ikke, ville du have været pinligt bevidst om det, før den kom tilbage fra trykkeriet.

Rammer den et publikum?

Tja, sælger den til andre end familien, kæresten og de nærmeste venner, gør den. Jo flere, jo bedre, naturligvis, men kan bare én læser virkelig bruge den til noget, har din indsats ikke været helt forgæves.

Af mangel på bedre og mere objektive kriterier: Glæd dig ved dét.


***

Læserne er et mærkeligt folkefærd. Uendeligt dumme og uendeligt kloge på samme tid.

I én stund kan de udsætte dig for fortolkninger af dine ting, der ligger så langt fra dine intentioner, som var de lige landet i et rumskib fra Mars. I den næste kan de slå skarpt ned på lige nøjagtigt den vinkel i dit stof, du selv havde overset.

De går i reglen ud fra, at du er lig med dine tekster. At hvis du skriver, du smadrede rådhuset i Ebeltoft fra ryggen af en lyserød elefant, så gjorde du det rent faktisk også. Omvendt er der næppe andre, der er bedre til at spotte den sande kerne i dig.

De kan forgude dig, fordi de tror, at forfattere bor i elfenbenstårne og konverserer med engle, mens du udmærket selv ved, at du lever af minutpasta og skider brun lort som alle mulige andre. Men de kan også klæde dig så meget af ved kassen i boghandlen eller foran scenekanten, at du i dit inderste indre skriger efter retten til at blive betragtet som et menneske igen.

Publikum er stupidt. Publikum er genialt.

Publikum er livsfarligt. Publikum er fantastisk.

Og selvfølgelig kan du ikke undvære det.

Dit selvoptagede svin.


***

I mellemtiden er og forbliver bogen en bog.

***

Og den første årsag den første årsag.

Rusk

Blæsten kan man ikke få at se, den bor i blodet og i nerverne, den vælter dine tanker som et næveslag, den stryger dig kinden, den gør alting, også bjergene, til ler.

lørdag den 5. december 2015

Apropos Silvan

Fæ dør og frænde dør, dommene fælder de levende, hamrene filosoferes der med bag de lukkede døre, der bygges på noget, en stige til himlen, en skammel, et skab, hvad ved jeg.

Uvejr

Nu fyger det, sandet, og dage og år vælter rundt i en kæmpe forvirring, og ingen kan finde den, slutningen, ingen kan se den, begyndelsen, alting er lavet er glas, der bliver banket på ruder, et sted må der være en dør.

fredag den 4. december 2015

Gyngende grund

Stien
langs kysten
ved Lønstrup
var ikke
stabil,
når
som helst
kunne jorden
give efter
og sluge os
sammen
med buske
og bænke
og huse
og den slags
gevækster,
og gu'
var jeg
temmelig
nervøs,
men jeg tror,
det gik op
for mig,
endelig,
at vi
var til.

Nej

Jeg siger nej,
gør jeg,
nej til Lars Løkke
og Angela Merkel
og pigtråd i Ungarn
og nej
til McDonald's
og Ronald
McDonalds
frisure,
som sikkert
er lavet
af affald
fra Risø,
jeg også
siger nej til,
og Gud
siger jeg
nej til,
og Satan
og Allah
og Brahma
og Odin
og Thor
siger jeg
nej til,
hvis ikke
da Thor
er en øl
fyldt med skum,
jeg siger
nej til,
så skænk den
da ordentligt,
mand,
jeg siger nej
til avisen
og DR P3
og Ralf Pittelkovs
gribbefjæs,
nej til
Fru Danmark
og husbonden
også,
den brokfyldte,
stikkende nar,
jeg siger nej
til Obama
og Putin
og alle,
der samler
på bomber,
som jeg
samler timer
til huse,
og nej
til den skærende
sol
og den grumsede
regn
og den sjappede
sne,
nej
til luften
og vandet
og vinden
og ilden
og dig
og mig selv,
ikke mindst,
nej til alt,
nej til ingenting,
nej,
til der ikke
er andet
tilbage
at sige
end ja.

torsdag den 3. december 2015

Valgrim 3/12 2015

Ja eller nej,
blot du ved, hvad du gør
- selv, hvis du ikke
har sat krydset før.
Nej eller ja,
det er sikkert ét fedt,
men at have holdninger
er nummer et!

Rollerball

Verden
er rund,
det er derfor,
den triller
så godt
gennem
alt det,
som ikke
er verden,
men måske
et gulv
i et hus,
ingen
helt ved,
hvem
bor i,
måske,
vi får
vished
om dét,
når han
snubler
en dag.

onsdag den 2. december 2015

Mørkerædsel

Ikke
det skjulte,

ej heller
det følbare

fravær
af alting,

man kender,
men fylden,

du,
fylden!

Sonderinger

Du kender
intet
til mig,
tror,
jeg enten
er Gud
eller Satan,
den hvide
klovn
eller
den muntre
med sprøjtende
blomster
i knaphullet,
frelseren
eller
det laveste
væsen
af alle,
og jeg
kender intet
til dig,
du er checken
af gummi,
der køber
mig
glæde
og frihed
og myrekryb,
kortene,
som jeg
forsøger
at spå i
om hvad
som helst,
vi kender
intet
til nogen,
og nogen
ved intet
om os,
vi er genskær
og ekkoer,
skærme
og tågeslør,
mennesker,
du,
faldet ned
fra en
fremmed,
fortonet
planet.

Whitescreen

Ind
i tågen
skal vi,
ind,
hvor dyrene
kan se
alt det,
du ikke kan,
hvor Judas
kysser Jesus
og der
bæres kors
ad veje
uden ende,
ind,
hvor hænderne
er varme,
hjertet
koldt
og kortet
fyldt
med hvide
felter,
vi skal
ind
i tågen,
dig og mig,
og følge
lige linjer,
skarpe kurver,
alt,
der minder
om en
retning,
vi skal
ind,
vi skal,
jeg lover,
at jeg
vinker
til dig,
når jeg
kommer
ud.

mandag den 30. november 2015

Act

Stormen
har lagt sig,
og her
går vi rundt
og forsøger
at lappe
på tagene,
genrejse
murene,
finde
den høje hat
ude
i krattet
et sted
og helst uden
for mange
kaniner
og duer i,
før eller siden
vil én
af dem
skide
på  maestro.

Følg mig!

Det sagde han,
manden
i front,
og vi fulgte
ham over
de spejlglatte
pytter,
de gnistrende
ledninger,
alle de
rivende
strømme,
vi fulgte ham
helt ind
i mørket,
hvor alle
forsvandt
for sig selv
og blev fundet
af hvem
som helst,
bitre
og tavse,
men ham
tog det
med.

Glem Holger

Holger Danske
har sat sig
til rette
og har det
sgu godt,
hvor han er,
griber ikke
til sværdet
til forsvar
for widescreens
og vaser
fra Kähler
og gusten
liguster,
lad bomberne
brage
og fanerne
brænde
så længe,
han bare
kan sidde
i stilhed,
totalt kold
i røven,
og drømme
om dengang,
der stadig
var kød
og blod
til.

Inkubation

Det er
november,
og vi
søger læ
for den grumsede
nedbør
i huler
af muskler
og ben,
maler billeder,
ingen
vil se,
på de sodede
vægge
og drømmer
om træer,
som kan
bære os
gennem selv
mørket
og folde
os ud.

Heller

Hjertet,
jeg aldrig
har set.

Hjernen,
jeg aldrig
har set.

Huden,
jeg ser
hele tiden.

Skjorten,
jeg stramt
knapper til.

Glans

I dag
har jeg skrevet
et digt,
jeg har streget
det over
og skrevet
et nyt,
der var værre
endnu,
og nu prøver
jeg atter
at redde
min sidste rest
selvværd
med ord,
fucking ord,
hvem der blot
havde nok
i at dyrke
sin stådreng
i stedet.

fredag den 27. november 2015

Skaden

er sket,
den har
set mig,
og jeg har
set den,
og nu
flyver den
ud i
det blå,
den har
vinger,
og hvad jeg
så har,
må jeg
selv
finde på.

torsdag den 26. november 2015

Fars

Peking
er vist nok
en and,
jeg har
selv set
en and,
den stod nede
i dammen
på ét ben
og fangede
frøer,
men ikke
de rigtige
frøer
fra Toms,
de var lavet
af kød,
som jeg selv
nok
er lavet
af kød,
kød
er ulækkert,
kød
hører til
i en køledisk
nede i Fakta,
og det er
et faktum,
at jeg
hører til
i en køledisk
nede
i Fakta
ved siden
af alle
de benløse
fugle
og Peking,
hvis Peking
er lavet
af kød,
ikke sukker,
jeg tror,
den er lavet
af sukker,
den fik da
en knald
af min mor,
da den ankom
med mig,
det var
dengang,
jeg tror,
jeg er
mere værd
nu,
sig mig
prisen
og køb.

Skepsis

Jeg bilder
mig ind,
Inger Støjberg
kun udadtil
er et reptil,
at hun glædes
ved duften
af roser
og lyden
af spindende
killinger,
elsker
sin mor
og sin far
og sin elskedes
kærtegn
i sengen
om natten
og af og til
græder
ved tanken
om én,
hun har mistet,
jeg bilder
mig ind,
Inger Støjberg
til tider
kun kalder sig
Inger
og sidder
ved ruden
og smiler,
mens fnuggene
lander
med bittesmå
suk
i et hjørne
af verden,
hun ikke
behersker,
jeg bilder
mig ind,
Inger Støjberg
om ikke
er god,
så i hvert fald
forståelig,
men jeg
har set
mange ting
i mit liv,
og engang
vist nok også
en UFO.

onsdag den 25. november 2015

Fremtidsminder

Mens folk
er på arbejde
ligger de,
husene,
hen som
forstenede
skaller
fra dyr,
ingen af os
vil leve
så længe,
at vi får
at se.

Thisted by winter

Hassan
lå i telt,
og Ole lå
i campingsvogn
med varmeblæser,
elblus
og det hele,
det var sådan,
Ole vidste,
han var Ole,
det var sådan,
Hassan vidste,
han var Hassan,
for den tunge sne
var ligeglad
og flammerne
i ovnen
sikkert
også.

tirsdag den 24. november 2015

Empiri

Det tør,
og vel sidder
jeg her
på min kantsten,
helt stiv,
mens jeg fryser
ad helvede til,
men jeg tror
på ham Thales,
for nu har jeg
selv set
et bjerg,
som tog
form
af en
flod.

Gravitation

Aner det ikke
- om tiden
har tyngde -
men har den,
så er det
vel os.

mandag den 23. november 2015

Træet

i haven
er væltet,
faldt bare
omkuld,
og nu ligger
det der
og er
brænde
in spe
eller noget,
men hvad,
der er
intet
nok til,
at det også
kan fylde
dén plads.

Hit

Der er noget
i luften,
og hvad det
end er,
er det nede
i lungerne nu
og på vej
mod mit hjerte,
der hamrer
afsted
som et beat
i en tåbelig
popsang,
jeg danser nok
til den
om lidt.

Mr. Hoover

Hoover
har lagt sig
i sengen,
han sveder
og vender
og drejer sig,
ham,
der har noget
på alle
og meget
på mange,
men ikke
én eneste
klemme
på natten.

Civilisation

Hestene
bides
i kulden,
men os,
vi er
mennesker,
vi har
centralvarme på,
vi har
blegede
tandsæt
og folk,
som vil gøre
det meste
for bare
et kryds.

fredag den 20. november 2015

Humlen

Er der
en mening,
så er det
at sidde
just her
mellem birke
og rejnfan
og snadrende
ænder
og glædes ved,
at de
er til,
og man ikke
selv
er det
for evigt.

Happy hour

Tømmer mit
timeglas,

skål på
whatever,

der gemmer
sig

nede
på bunden.

Rear window

Bliv væk
i dag,
digt,
jeg væmmes
ved pennen,
får udslæt
af bogstaver,
krampe
af rytmer
og kvalme
af udsagn,
det eneste,
jeg har
behov for,
er uret,
der tikker
i stuen,
og vinduet,
nogen
har åbnet
og kastet sig
ud fra,
jeg håber
ved gud,
det var
dig.

En sort kat

går hen
over vejen,
så regner det
stille
igen,
men i nat
vil der
vist
falde sne.

Shockpop

Blandt boder
og juletræer:

Andersen,
H.C.,
som talende
filtdukke;

bog
æder mand.

Genskær

Henne
ved kirken

mens rustvognen
ruller bort:

Flydende
solskin.

torsdag den 19. november 2015

Uetisk

Jeg har 
ingen etik,
er for gammel
til kærlighed,
hensyn
og sammenhold,
det har
jeg set
på papir,
faktisk i
en avis,
og så passer
det nok,
det er nok
også rigtigt,
jeg kun
elsker ord,
at det hele
til sidst
er et spørgmål
om form
og kun dét,
at det stod
på min dåbsattest,
at jeg,
når alvoren
meldte sig,
kun skulle
skrive
om skriften,
mens alle
de unge,
som voksede op
efter murens
og tårnenes fald
med en sølvske
i munden,
med pennen
i hånd
skulle redde
den synkende
skude
fra iskolde
tåber
som mig,
men etik
eller ej:
Jeg er klar
til at ofre
ni liv
eller flere 
for bare
at høre
dén hån.

onsdag den 18. november 2015

Reportage # 2

Bladene
danser,
i nærheden
hamres
søm i.

Reportage # 1

Set i bussen:
En mand
stiger på med
en hel kasse
badmintonbolde
og ikke
én eneste ketsjer.

tirsdag den 17. november 2015

Illumination

Selvom
man spalter
atomer
og hugger
i gordiske
knuder,
så er der
en sammenhæng,
luften
er tyk
af signaler,
og mellem
de mørklagte
huse
på vejene
summer
en slumrende
gud,
du kan tænde
for lyset
kan holde
min hånd,
hvis du
tør og
vil vide
besked.

Inkvisition

"Det er
de troendes
skyld",
råber manden
på gaden
og bander
mod himlen
af IS
og paven,
og folk
stimler sammen
og bygger
et bål,
og i kældrene
kalder
de mistænkte
på deres
guder
i mangel
af kærlige
hænder,
mens skruerne
strammes,
til tråden
siger knæk.

mandag den 16. november 2015

Tredje grad

Mens skuddene
løsnes,
får blomsterne
vand,
og mens ofrene
lægges
på bårer,
sorteres
der tøj,
mens ministeren
taler
om hævn,
knappes øllene
op,
og så
står vi,
os to,
på altanen
i kulden
og taler
om stjerner,
der tændes
og kommer
og lander
og flyver os
hjem.

Universalmiddel - til Søren Espersen

Bomb
de civile,
thi ingen
er til
uden skyld,
ingen findes
foruden
at tage
parti,
den,
du ved
er din fjende,
er affald
at skaffe sig
af med,
og den,
som vil være
din ven,
dør med glæde
for sagen,
og den,
som vil leve,
kun leve,
har ingen ret
til det,
bomb løs
og bliv ved,
der er
én vej
og kun én
til fred.

Slagplan

Gå efter
manden,
for bolden
er rund
som en klode
og lige
så fedtet
og våd,
og hvor pokker
er målet?
Nej, gå
efter manden,
så får du
dit bifald,
trods alt.

Bang

Skyd
på det hele,
på skylden
og uskylden,
troen
og vantroen,
skyd
efter kvinder
og børn,
efter benene,
øjnene,
tankerne,
skyd
på et svar,
inden nogen
har stillet
et spørgsmål,
ja,
gennemhul
angsten
og lad den
forbløde
på gaden
blandt blitzlys
og skingre
sirener,
punkter
dine teser,
den gud,
som er nødt
til at herske
med bly,
er kun
varm luft
for mig.

Eksamination

Bare en dag
af den slags,
hvor man finder
sig selv
i et endeløst,
helt utilregneligt hav
af kulører
og lyde og blikke
og ikke
kan huske,
hvorvidt
man fik
lært det:
At svømme.

fredag den 13. november 2015

Kragerne

samler sig 
ovre
i træet.

De ligner
et digt
under 
opsejling.

Gid jeg
var blind.

Celler

Vi er
i flugt

fra én glemsel
på vej

til en anden,
hver dag,

vi er til,
er et fængsel,

en mur
af betydning,

der skærmer
os af

fra os selv.

mandag den 5. oktober 2015

Via













Alting
og intet,
det handler
det om,
det der digt,
du har gang i,
det siger du,
selv tror
jeg mest,
at det handler
om solen
og havet
og Gud
og den slags,
hvis da ellers
man stadig
kan skrive
og Gud
og den slags
i en afsjælet
tid som
nu denne,
hvor ophøret
kommer
med nummeret,
som man
får tildelt
ved fødselen
og blot
venter på
løber ud
som den dato,
man hæfter
på kød
eller mælk,
men hvad pokker,
jeg griber
den stadig,
din hånd,
og vi åbner
for døren
og lukker den,
så står
vi der
midt i haven,
vi vist engang
kom fra,
vi husker
det ikke,
men plænerne
flugter,
og hækkene
ligner
en masse,
der ikke
kan vokse
i jord,
og vi finder den,
stien,
og så
går vi ud
mellem biler,
der ikke
er kommet
af rodværk,
og huse,
der ikke
har blade,
og hvad,
vi går ud efter,
rager os ikke,
vi går bare,
går
gennem mudder
og blodpletter,
plastic
og brødkrummer,
går
gennem danskvand
og glassild
og prøver
at finde
hinanden
på trods af,
vi altid
har været her,
altid
har været
den kat,
som fortærede
musen,
det havdyb,
som slukkede
solen,
og altid
alligevel
kendte
hinanden
og vidste,
at vi
hørte til,
og vi vinker
til dem,
som vi møder,
måske
som farvel
og måske
som en velkomst,
måske
er det ikke
så vigtigt
så længe,
vi gør det,
så længe,
der sker noget,
hvad som helst,
faktisk,
og træerne
sker,
og de hastende
sker,
alting sker,
også solen,
som hænger
deroppe
og minder
om månen
og bolden,
de tyrer
i mål
på den bane,
der er
foran skolen,
måske
har vi vundet
en præmie,
måske
skal vi også
begynde
at tippe
og spille
hasard
eller russisk
roulette
for sjov,
for det hele
er sjovt,
hvis man ser
på det rigtigt,
kaniner
er sjove,
kanoner
er sjove,
kampagner,
kanaljer,
kastanjer
er sjove,
som paven
er sjov,
Mussolini
var sjov
og enhver,
der tager noget
alvorligt
er grundigt
til grin,
gud
har humor,
og vi
er de bedste
beviser,
og selv
er han også
en joke,
om han så
er en langskægget
olding,
der sidder
på skyerne,
eller
et rap
over fingrene,
når man
har leget
med søm
i kontakten
igen,
og det
har man jo,
ligesom
man også
har slået
en prut
eller været
på æblerov,
vundet
et valg
eller moret
sig herligt
i Auschwitz,
når stof
æder stof,
og det hele
er slut,
vil det
alt sammen
simpelthen
være
historie,
som vinderen
skriver,
hvem ellers,
der vinder,
når alle
har tabt,
man hvad så,
vi fortaber
os bare
i dag,
plukker
blomster
og kigger
på jetfly
og griber
alt det,
som vi er,
ud af luften,
den luft,
som trods alt det,
man siger,
sgu ikke
er luft
for os,
lungerne
finder den
ganske
nødvendig,
i hvert fald,
måske skal man
indånde
ingenting,
før man
kan findes,
måske skal der
være
et ophør,
før tiden
begynder
at gå,
som vi går,
og det gør vi
endnu,
vi har aldrig
gjort andet,
i grunden,
nu gør vi det
sammen,
i morgen
alene,
måske,
eller også
med andre,
jeg tænker
på Crowley
og stjernerne,
åh,
disse rejsende
lys,
disse viljer,
som aldrig
vil kende
sig selv
eller ruten,
de følger,
kun braget,
når vejene
krydser
hinanden,
"the price
is existence
is warfare",
det sagde han,
du mener,
freden
er værre,
og du
har vel ret,
den er slatten,
i hvert fald,
den fred,
den er stiv
og steril
og ubrugelig,
hellere blod
eller tårer
på hænderne,
faktisk,
dét ved man,
hvad er,
i det mindste,
jeg tror nok,
jeg ved,
hvor vi er,
også,
så vi
går længere
bort,
vi skal ud,
hvor vi ikke
kan bunde,
hvor alting
er blæksprutter,
klovnfisk
og søslanger,
og man
skal ånde
med gæller,
hvis ellers
man skal,
det er slet
ikke givet,
måske skal
man blot
gå til grunde,
måske
skal man blot
dykke ned
i sin undergang,
lade
som om,
den er
livet,
at lungerne
vender
på vrangen
og svælger
i kvælstof
og radium,
måske
man bare
skal lære
at bære dem,
knoglerne,
uden
på kødet,
måske
kan de ligefrem
blive
til kunst
på den måde,
en ny
haute couture,
ingen ved det,
jeg ved kun,
vi mangler
tobak
og en god
flaske rødvin
til resten
af turen,
det har de
i Brugsen,
og der har
de også
spinat,
man kan
jokke i,
mælk,
man kan spilde,
og bønner,
man bare
skal bede
om,
det koster
kun penge,
det hele,
og penge
er luft
i bevægelse,
bølger,
der ruller,
og lava,
som bobler
sig opad,
og ikke
en rød reje
værd
uanset,
hvad man gør
for at få dem,
for korset
er ikke
lig Gud,
og det hele
er bare
symboler,
og intet
er mere
symbolsk
og ubrugeligt,
egentlig,
end disse
forkølede
stumper metal,
der i dette
sekund
skifter hænder
ved kassen
til gengæld
for ting,
som er borte
i morgen,
det skulle da
være
os selv,
disse billeder
skabt i
en andens,
der kun
er sig selv,
hvor der mangler
en skrue,
et sting
og et raskt
alibi,
men hvad pokker,
vi har jo
hinanden
og støjen
og asfalten,
alt det,
vi griber
i flugten
og bliver til,
bag ved os
ligger der
sutter
og bamser
og dukker
og drømme,
som ikke
blev drømme,
men udkast
og rædseler
og realiteter,
og så
går vi videre
endnu
en gang,
helt konstante
i vægten,
og håber
naivt
på at vokse
med alderen,
blive
balloner
af ædel
erfaring,
som blot
svæver væk
en dag
for at forsvinde
bag skyerne.
slugt op
af visdom
og kosmisk
forløsning,
og mågerne
letter
på sportsbanen
bag os,
om lidt
vil de sidde
ved hver
deres skraldespand,
æde
sig mætte
i affald
og afskum
og afkald
og stadigvæk
kun
være måger,
som rent ud sagt
burde
have levet
af krebsdyr
og fisk,
sådan er der
så meget,
men også
så lidt,
og i hvert fald
så lidt,
der giver
mening,
måske
er det
meningen,
faktisk,
måske
bør vi tale
i bobler
og hyle
af grin,
når de brister,
måske
skal vi gøre
det samme
den dag,
det er kroppene,
der siger puf
og er væk,
måske tænker jeg
alt, alt
for meget
på alt
det forkerte,
det mener
du vist,
du har sat dig ned,
har du,
på bænken
og åbnet
for flasken,
i hvert fald,
og jeg
følger trop,
og så sidder
vi der
under kirsebærtræet
og kigger
på blomster,
der falder,
du siger,
det minder
om sne,
men jeg tror,
jeg kan ane
et mønster
i måden,
de lander på,
tror,
de vil vise
mig noget,
min fremtid,
kanske,
eller også
et kaos,
der alt
for godt ved,
hvad det vil
med mig,
var jeg
japaner,
så drak jeg
vel te
og tog alt,
som det kom,
men her
kommer kun
hunde
og folk,
de har med
på en snor,
og det giver mig
myrekryb,
vinen,
til gengæld,
er rød
som en afgrund
af blod,
man kan
komme fra
eller
forsvinde i,
frem for alt
smager
den godt,
og dét tæller.
som banker
og valgsteder
tæller
og når
resultater,
der aldrig
er ens
og alligevel
styrer
det hele
som om,
man kan styre
det hele,
når rattet
er væk,
og kun heste
for alvor
har bremser,
men her
er vi så
lige nu,
og vi letter
en smule
for hver slurk,
vi tager,
får en fjer på
og sådan,
jeg tror,
vi bliver fugle
til sidst,
hvis vi
fortsætter,
helst
vil jeg være
en hejre,
at stå der
og stirre
på vandet
i timevis,
før jeg
i lige det
helt rette
splitsekund
nupper den,
fisken,
er virkelig
min ting,
så kan du
lege påfugl
imens,
vandre rundt
som en
levende
regnbue,
alt imens
folk gisper
over din
blændende
skønhed,
måske
kan vi trække
mod syd
sammen,
inden
det skumrer,
og vinden
bliver kold,
pikke korn
og fortære
eksotiske
karper
ved bredden
af mindst
fire floder,
mens urene
standser
og lammene
døser blandt
løverne,
måske
vi bare
kan gå der
og skræppe
for evigt
og end
ikke tænke
på æbler
og slanger
og den slags,
nuvel,
den er tom,
er den,
flasken,
og stierne
kalder
igen,
vi passerer
et fængsel,
en bank
og et rådhus,
vi kigger
på mursten
og søjler
og glas,
faktisk lige
igennem
det hele
og ser,
at betjenten
er lavet
af knogler,
det samme
er hende
ved kassen
og ham
under kæden,
og knogler
er kridt,
men det
ved hun
vist ikke,
den pige,
der pludselig
sidder
på vejen
og optegner
ruder
at hinke
imellem,
hun smiler
i hvert fald
til os,
og vi smiler
tilbage,
og der
kommer solen
igen,
den er varm
allerede,
og dog
vil den blive
lidt stærkere
hver dag,
og når vi
omsider
passerer
Sankt Hans,
vil den svulme
og svulme,
til Venus
og stakkels
Merkur
bliver ædt op,
og havet
fordamper,
og luften
vil brænde
i lungerne
på de
fordømte,
som stadig
er til,
men os to,
vi kan sagtens,
det er næppe os,
der skal ristes
til den tid
som hot dogs,
og nu
kan vi spise
os mætte
i stadset
i stedet,
for der
ligger vognen,
og du
vil have fransk,
jeg vil
have den
med løg på,
ja, faktisk
er alting
lidt bedre
med løg på,
du ved,
både hot dogs
og digte
og livet,
men Fantaen
deler vi,
Fantaen,
frøken,
er hellig,
som solen
er hellig,
og jorden
er hellig,
og kysset
er helligt,
og vejen,
vi vandrer,
er hellig,
en skinbar
Camino
fra Søborg
til havnen
og hvor
som helst hen,
det skal være,
og selv
er vi pilgrimme,
jagende
udsigt
og indsigt
og sigtemel,
sigtekorn,
sigtbarhed,
allerhelst
sigtbarhed,
faktisk,
så kommer
det andet
forhåbentlig
lidt af
sig selv,
ligesom græsset
og træerne,
dyrene
og vores
ansigter
kom af
sig selv,
og vi blot
tog imod,
alt er gaver,
i virkeligheden,
selv krigen
og pesten
og krisen
og sorgen
og hadet,
og alting
kan bruges,
det handler
vel blot om
hvordan
og af hvem
og til hvad,
det er ligesom
med lyset
og luften
og vandet,
det er der,
og resten
er bare
et spørgsmål
om stil
og forstand
på alt det,
ingen helt
har forstand på,
og os,
vi har ikke
forstand på
en skid,
men vi
har dog
hinanden
og hænder
og fødder
og den slags,
og verden
har os,
hvis man fjerner
én del,
bare én,
er den ikke
det samme,
og fjerner
man nok,
så begynder det,
læsset,
at ramle,
jeg tror,
man kan
spalte den,
kloden,
præcist
som atomerne,
bare
man man mister
og glemmer
tilstrækkeligt
meget,
jeg tror,
at vi er her,
fordi
vi skal huske
hinanden
til live,
og jo,
det er lidt
ligesom hønen
og ægget
og hvad,
der kom først,
men jeg ved,
jeg har spist
omelet,
ja,
så sent
som i morges,
og grillkylling
fik jeg
i går,
så de findes
i virkeligheden,
de ting,
og det samme
gør vi,
og måske
er det alt,
vi bør vide
om emnet,
i hvert fald
så længe,
vi ikke
er frokost
for noget
endnu.
og i Danmark
er bjørnene
væk,
det er er tigrene,
også,
hvis ellers
de var her
engang,
det var grifferne
aldrig,
jeg savner dem,
grifferne,
savner
den natlige
raslen
i krattet,
de sælsomme
lyde
i mørket
den hæslige
susen
i luften
fra noget,
man ikke
vil se,
før man ender
som bytte,
her suser
kun vinden
og bussen,
vi ikke
skal med,
for så ender
vi bare
i Hellerup
eller Dragør,
vi skal,
bare hen,
mange tak,
og slet ikke
til tiden,
for tiden
går fra os,
hvis ikke
vi går fra
den først,
så det
gør vi,
og skoene
passer
til fødderne,
fødderne
passer
til benet,
som passer
til kroppen,
der passer
til hovedet,
det passer
vi på,
for man
taber det
nemt,
det er lidt
som med lightere,
mønter
og nøgler
og den slags,
der altid
er væk,
når man endelig
skal bruge det,
pludselig
står man
så der
uden pæren
på plads
og er blind,
døv
og dum
og i vejen
for alle,
sig selv,
ikke mindst,
nej,
så hellere
simpelthen
være
på vej,
gerne sammen
og helst
til at blive
det væsen,
man altid
har været,
men aldrig
har kendt
og vil miste
idet,
man får
vished,
og der
står vi så
foran endnu
et lyskryds,
og så
er der grønt,
dernæst gult,
derpå rødt
og så gult
og så grønt,
men vi går,
når vi vil,
hvis der ellers
er plads,
og når over,
og bagved os
bruser den,
floden,
så mørk
og uendeligt dyb,
som den er,
og vi vinker
farvel
til den skuffede
færgemand
endnu
en gang,
mens det klirrer
i lommen,
og solstråler
kysser
dit leende
ansigt,
det minder
om noget,
jeg så
på en film
på en dårlig
kanal
på en søndag
med tømmermænd,
gør det,
men blikket
og grinet
og huden
er ægte,
hvis ellers
jeg er,
og jeg tror,
jeg er
god nok,
jeg slår mig
i hvert fald
til tider
og bløder
til husbehov,
det gør
man sjældent
i drømme,
og sker det
på film,
er det altid
så blodigt,
det ikke
gør ondt,
ikke mere,
du ved,
end man altid
får ytret
en mægtig
replik,
før man dør,
og musikken
begynder,
og teksterne
ruller,
så alle
kan se,
hvad han hed,
det geni,
som fandt på den,
mit øh
er mit eget
i dag,
også selv
vi nærmer os
Nørrebro,
hvor der
er stoffer
og våben
galore,
og man venter
på noget
med smøger
og cola
i hånden
i aften,
i årevis,
Spiderman,
sikkert,
men her
kommer vi

i stedet,
vi frelser
sgu ingen,
det skulle
da være
hinanden,
men vi er
usynlige,
glider
igennem
de sodede
gader
og stræder,
som bagefter
stadig
er sodede
gader
og stræder,
vi ikke
har hjemme i,
ingenting
fyldte i,
ikke
forstyrrede
med vores
væsen,
og dog
ser vi alt,
vi ser hunde,
der pisser
på murene,
frugter,
som rådner
i kasser
af pap,
folk,
der vælter
på cykler
og bander
mod himlen
og hende,
som står
foran Netto
med pjecer,
der handler
om Gud
og den kommende
dommedag,
vi er en vind
i en vind,
alle jager,
men ingen
vil fange,
en tomhed,
der skærer
grimasser,
en rytme,
som knaser
sig vej
mellem hækkene
på Assistens,
hvor Hans Scherfig
og Heerup
og Danny
i dag
heller ikke
er Scherfig
og Heerup
og Danny,
og hvem,
som er død,
er så endeløst
irrelevant
som kun hvem,
der endnu
er i live,
men nede
ved søerne
standser
vi op
for at spejle os,
blive
en vandflade,
alle
kan synke
igennem
og drukne i,
ænderne
snadre i,
bladene
flyde
hen over
engang
til oktober,
når varmen
forsvinder
fra byens
arkaiske
krop,
og den
endnu
en vinter
vil drømme sig
ny hud,
nyt hjerteblod
til,
den er god nok,
den by,
når det kommer
til stykket,
den prøver
at rumme os,
staklen,
men kommer
uvægerligt
altid
til kort,
fantasien
er mere
fleksibel
end mørtel,
i hvert fald,
og længslerne
større
end Rundetårn,
nogle folk
nøjes
med busserne,
bilerne,
togene,
andre folk
flyver
herfra
ligesom Strunge,
men byen
står altid
alene
tilbage
i regnen
med knirkende
låger,
og langsomt
forvitrende
mursten,
og undrer
sig over,
man ikke
kan skelne
imellem
det grå
og det blå,
denne langsomme
blues,
ingen ænser,
mens banerne
sniffes
på Zen,
og japanerne
fører
en jublende
blitzkrieg
mod havfruen,
vi er
så ukendte,
ingen
har gidet
at save os
rigtigt
i halsen
endnu,
så vi spiser
en is,
mens de stenede
hipsters
på bænkene
falder
i søvn
eller stripper,
og Israels Plads
lokker,
der samles de,
stammerne,
for at
få del
i den nyligt
parterede
guldkalv,
der sælges
hos slagteren,
fest
skal der være,
og ham,
som forvandler
det dovne
og døsige
vand,
man kan tappe
fra hanen,
til vin,
kan sgu blive
derhjemme,
for her
mangler ingen
Bordeaux,
men på Nørreport
sidder de,
bumserne,
dem,
alle lader
som om
ikke findes,
og tigger
om regnvejr
og sollys
og jord
at slå rødder i,
så de
kan blomstre
og sætte
et frø
og gå til,
når de skal,
ikke nu,
ikke der
mellem tasker
fra Gucci
og pøle
af stinkende
pis,
ikke der,
hvor man jokker
på liv
som på
fedtede brosten,
og alle
har ting,
de skal nå,
som nu Solen
og Månen
og toppen
af poppen,
men os,
vi skal
vist bare
nå ned
til jorden
med fødderne,
inden
vi letter
og finder
os selv
mellem måger
og UFO'er,
engle
og andre
slags væsener,
vi ikke
kan tale med,
vi har
det bedre,
trods alt,
her på
Købmagergade,
hvor folk
falder hæderligt om
midt i vrimlen
med astma
og hjertestop,
og man
kan købe
en is,
som kan nydes
på bænken,
mens lægerne
leger
med slanger
og strøm
og om lidt
sikkert også
begynder
at puste
balloner op,
men de
kan vride
så længe,
de vil,
aldrig mere
kan mennesker
blive
til dyr,
aldrig mere
vil dem,
som er voksne,
igen
blive børn,
men lidt helium
sluger
jeg gerne,
jeg deler
det også
med dig,
om du vil,
så kan jeg
være Mickey,
og du
være Minnie
og Indre By
gøre sig
glimrende,
tror jeg,
som Andeby,
Joachim
sidder
på Borgen,
i hvert fald,
aviserne
flyder
med ænder,
og omme
i baggården
tæsker
man endnu
en gang
Sorte Slyngel,
mens Striks
køber donuts
og kaffe
i 7-Eleven
og Nora,
som hører
det hele,
blot lukker
altandøren til
mens hun skumlende
vander
sin kaktus,
men Minnie,
min skat,
jeg vil købe
dig roser
og smykker
og mørk chokolade
fordi,
du er dig,
og der
ligger det,
Illum,
og der
ligner ingen
sig selv,
man er tøj,
man er gryder,
parfumer
og delikatesser,
og handel,
ja, frem
for alt handel,
og nu
er jeg penge
igen,
jeg er
ingenting værd
i mig selv,
som du er,
så jeg taber
med glæde
mit klirrende
ansigt
på gulvet
for dig,
hvis det er,
ryger bukserne,
også,
og kommer
der vagter
og smider
mig ud,
vil du vide,
jeg ikke
er affald,
måske
vil du rede
en seng,
vi kan drømme i,
der i
containeren,
langt væk
fra boner
og dyr
emballage,
men lige nu
smiler
du bare,
så mure
er noget,
man kigger
igennem,
du lyser
som om,
jeg er død
og skal møde
min skaber,
det skal jeg
vel også,
vi kysser
endda,
så det hele
er tåger
og nyfødte,
famlende
grundstoffer,
så går vi
ned ad
de rullende
trapper,
og bliver
vi ved,
vil vi
givetvis
ende
i helvede
sammen
med alle
de frelste
og hellige,
men vi
har nok
i at tro
på en brosten,
den bærer da,
og den
kan smadre
det meste,
hvis ellers
man evner
at sigte
og ramme,
og samler
man mange,
så har man
en kirke,
og gaden
er lavet
af tusinder
af dem,
så megen
ballade
og potentiale
på ét sted
er næsten
for meget
at rumme
for væsener
som os,
som kan synke
i knæ
eller revne
ved vægten
af tanken
alene,
men fremad,
dét skal vi,
til lands
og til vands
og til himmels,
og vist mest
det sidste
til sidst,
men hvad rager
det os,
når vi stadig
kan rage
hinanden
på steder,
som kun vi
har adgang til,
steder
så fuldendt
sakrale,
at hamrene,
pennene,
penslerne
kommer
derfra,
det er gratis,
endda,
koster bare
os selv
og alt andet,
og hvem,
med forstand
på forstanden
vil dog
sige nej
til den deal,
og hvis det,
så kun her
på et vejstrøg
af øjne,
der dømmer,
hvad kun det,
der skaber,
har ret
til at fælde
en dom over,
ikke
ifølge
en bog,
endda,
kun efter
rule # 1:
At kun den,
som formår
at forløse
sig selv,
har en ret
til at findes,
men her
folder ingen
sig ud,
man har knopper
i knoppen
og knuder
i strømmen,
der fører
fra ophav
til dybhav,
og det har
vi også,
men trøster
os med,
at vi stadig
slår gnister,
ja, bliver
elektriske,
faktisk,
af bare
at være til
sammen,
så fyldte
at volt
og ampere,
at vi
kunne tænde
en storby,
man klart
ville skimte
fra Månen,
så klart,
som vi nu
skimter Borgen,
hvor magten
har hjemme,
den magt,
som bliver givet
af folket
og hadet
af folket
og følgelig
afskyr det,
folket,
der ler man
af vajende faner
bag tunge
gardiner
og mener
at spinning
er noget,
man kun
vejer tungere
til af,
mens kvægene
bræger
bag hække
og vægge
i dele
af landet,
som ikke
er dele
af landet,
for landet
er her,
hvor man bader
i søer
af snaps
og går både
til tops
og til bunds
i sig selv,
mens hun sidder
i nærheden,
dronningen,
nu uden
krone,
og maler
på noget,
der ligner
og ligner
og hyldes
af folk
uden tøj på,
men aldrig
for alvor
får status
af kunst
eller helt
bliver færdigt,
og dum
er hun ikke,
hun ved det,
hun kender
sin muld,
som hun kender
sin bordplan,
hun ved,
hvem og hvad,
der vil mangle
for altid,
men tøj
har hun på,
og hun ved,
hvad det koster,
hun ved,
hvad det gør
ved de rigtige
øjne,
som altid
vil føles
forkerte,
for skarpe,
for blændende,
dronningen
kender
paletten
og finder
den komisk,
som lærredet,
hånden
og blikket
er komisk,
og her
går vi så
ud mod Børsen
og ler,
ler med hende,
af hende
og mest
af alt
magten
og æren
i evighed,
amen,
mens kurserne
falder
og stiger,
de minder
om bølger,
folk drukner
da i dem
og ofte
i flok
som på Kursk
og Titanic,
måske
er der tilmed
en bund
i det hele,
hvor folk,
som gik ned
på Black Tuesday,
får bakskul
og punch
mellem Esbjerg
og Fanø
med Las,
mens de kigger
på klovnfisk,
muræner
og alt
muligt andet,
som ikke
kan true
dem mere,
end ikke
sig selv
har de grund
til at frygte
på syv favne
vandmærker,
her går
vi stadig
på gyngende
grund,
som du siger,
man altid
bør gøre,
så ret,
du dog har,
og hvor højt,
jeg dog
elsker dig
for det,
du elsker
mig mest,
har du sagt,
for det faktum,
du ikke
kan se
et forsvindingspunkt
i mine øjne,
det fortsætter
bare,
mit blik,
og du føler
dig tryg
ved at falde
i sådan
et rum,
hvor man aldrig
vil ramme
rock bottom,
du siger
så meget,
og det
gør jeg også,
det hele,
hvis ellers,
jeg kan,
men min mund
føles sprukken
og tør
og for lille,
nej, var man
en ulv,
som nu Fenris,
så kunne
man sluge
det meste,
selv gud,
og måske
ytre Ordet
bagefter,
når nu
det var landet
i maven
på én,
og omsider
få sagt,
hvem,
man var,
du får spor
hele tiden,
du følger dem
trofast
og finder
som oftest
dig selv,
men du
prøver,
og derfor
skal vi
være sammen,
måske,
hvis vi prøver
fra hver
vores side
igennem
adskillige
liv,
vil vi blive
ét kød
og én stemme,
der gungrer
i bjergene,
rumler
i jordskorpen,
skratter
sig vej frem
fra stjerne
til stjerne
og byder
dem op
til en dans,
som først slutter,
når alting
er lyst,
og det suser
i gaden
igen,
som det gør
over vandet,
vi står ved,
ja, nu
er vi der,
hvor vi vist
skulle hen,
og vi ved
ikke hvad,
vi skal sige
til det,
hvis vi blot
kunne finde
en passende
muslingeskal,
var det nemt
at tage hjem,
men her findes
kun asfalt
og brosten,
og busserne
standser
ved broen
med mennesker i,
som vi aldrig
har kendt
og vel aldrig
får lyst
til at kende,
og ude
på vandet
har dem
i de bulede
joller
forsikret
sig grundigt
med veste,
for her
drukner ingen,
her går man
sgu næsten
på vandet
for ikke
at gøre
sig pinlig
idet,
man går
under,
du sukker,
jeg ved,
hvad du mener,
herfra
er der
ingen vej
bort,
kun det flimrende,
flakkende,
bundløse lys,
som fortæller én,
hvad det
vil have,
og i dag
er det os,
kan vi se,
og vi griner
ved tanken om
hvad,
de vil skrive,
aviserne,
hvad de
vil optrævle,
afdække,
udrede,
hvad der
vil stå
på den forside,
alle
vil glemme
i morgen.
for os
er det enkelt,
for plask
sagde frøen
i dammen,
og det
gør vi også,
vi sluger
et digt,
og om lidt
vil vi skrige
et nyt.

fredag den 2. oktober 2015

Cash flow

Husker den stadig, den flod, som flød gennem min hjemby,
så fuld den dog var af kartoner og cykler og tavshed,
så mange, der dog drog med færgen og aldrig kom hjem
og med ét var forvandlet til mønter, den knoklede sømand
gav bort med et skuldertræk, hvis han fik brug for tobak.

Pukkelarbejde

Bid tænderne sammen, så kommer du sikkert
igennem det, livet, igennem den brændende sol
og det knagende frostvejr, igennem de kærtegn,
som visker dig ud, og de slag, der fortæller dig,
at du er til, at du bløder årtier og sveder en søvn,
bid godt sammen og tyg på det hele og slug den,
den satans kamel, før den skider dig sandstorme til.

onsdag den 30. september 2015

På alléen

Alle de træer,

man får lyst
til at klatre
til himmels,

helt op,
hvor kun guder
og aber

har hjemme.

Konserves

Du har nået det hele, og nu er du klar
til at putte på plads bag en montre,
er klar til en udstopning, krogene
ligger på bordet, du stinker af
formaldehyd under armhulen,
selv hvis du udvikler vinger,
er operationen bestilt og vil
foregå, når du mindst venter
det, skid, mens du kan, og
put lorten på dåse, din
lykke er lavet af rust.

mandag den 28. september 2015

Ekspedition

Nogen får klippet sin plæne et sted,
men dit skæg vokser videre, snart vil
du få det i postkassen også, til sidst
kommer bilen, så skal du befordres,
frankeret, min ven, eller ej!

Ved Honda Petunia Hansens ensomme grav

"What's in
a name",
spurgte
Shakespeare,
du svarede
"alt",
og med ét
blev Birgitte
til Honda,
mens barnet
i vuggen
blev døbt
Sinsemilla
Lucretia
Thatcher,
fordi det
var ganske
specielt
og fortjente
et navn,
der så
godt ud
på skærmen,
on air
og i bladene,
helst
de kulørte,
hvor skuffet,
du blev,
da du fik
en almindelig
gravsten,
og ungen
fik job
bag et rat
i en bus,
ja, hvor skuffet
du blev,
da du råbte
på Gud,
og han
svarede:
"What's in
a name?"

The silence treatment

Vi tier,
vi fatter
det ikke,
det siger
sig selv, 
at forkert
er forkert
og korrekt
er korrekt,
at de fattige
findes
og ikke
skal dø,
blot fordi
de er fattige,
fjenderne
ikke er 
fjender,
med mindre
man siger,
de er det,
og polerne
ikke blot
smelter
for sjov,
det er givet,
at tiden
vil give
os ret,
at fornuften
vil sejre
til sidst
over kugler
og krudt,
vi må vende
den anden 
kind til,
vi må tage
imod,
til det hele,
det irrationelle,
det dumme
og onde
kollapser,
det siger
sig selv,
vi vil
sejre,
det siger
sig selv,
at de ydmyge
arver den,
verden,
hvis bare
de tier
sig selv
helt ihjel.

Højtid

Svampesæsonen er næsten forbi, og det hele
er råd, køligt råd, der går lige i lemmerne,
knoglerne smuldrer til sidst, der vil komme
en søndag, hvor himlen er hvid af krystaller.

Ultimo

Det er din ungdom, du mister, din ungdom,
der sidder på børsten og stopper for afløbet,
det er din død, du tager på, og din glemsel,
som graver kanaler i huden, dit landskab er
henfaldets landskab, og dog er det sommer,
den vinter, der venter, er stadig en sten i en frugt.

fredag den 25. september 2015

Hunger

Kulden er kommet, på markerne rykker
de tættere sammen, gør hestene, tænderne
blottes i tågedis, sårene damper, de ved,
den må være derinde, den pokker til sol.

Cirkulation

Vi har vandret af veje, som førte til steder,
vi vidste, hvad hed, før vi var der,
har læst vores skæbner i stjerner,
der havde et nummer og stod i et tykt
katalog, vi har genkendt hinanden
fra liv, der fik ende af gyldige grunde,
vi vågner hver dag til det samme par øjne,
vi vågner hver dag med et dunkende
spørgsmål i brystet, vi vågner hver dag
til en sol, der går ned, til et sneskred
af passende svar, til violer i frost.