onsdag den 31. december 2014

Det går over, siger lægen og ser

sig i spejlet, jeg tror, han har
guldtænder, nogen skal have det,
og nogen skal ytre den slags,
mens jeg sluger min tunge på briksen
og ved, at han sikkert har ret.

På den øde perron bliver stilheden

nærgående, ledninger knitrer,
og lygterne lyser for skarpt,
jeg har hue på, vanterne ligger
på bænken og venter, mens
hænderne endelig bliver blå.

tirsdag den 30. december 2014

Solen er rød, mor, men tænk,

hvis den bare var blå eller
grøn, hvad gør farver, hvis
bare den skinner, mor, lys
er vel lys, mor, som farver
er farver, mor, tak
for de dejlige tuscher.

Folk går igen, ligner ligesom hinanden

til hverdagsbrug, kommer med hænder
og fødder og ører og næser og munde
og er så forvirrende til, at det hele
bliver tåget og indifferent, navne
minder om navne som dage om dage,
kalenderen ligger på bordet og
flyder, helt fyldt med den slags,
men den ender et sted, veje
vokser sig ud gennem byen.

mandag den 29. december 2014

Sengen

kalder,

hvilken idiot
har dog

røbet
mit navn?

Månen

er grøn

som en
ost, der

er gul
som en sol,

der er
samtlige

farver
på én gang

og æder
dem alle.

Hunden

har sat sig
i skellet,
den strinter,
går op i
den slags,
tror jeg nok,
den skal
klappes,
det har den
vel ret til,
men bagved os
vokser det,
havet,
det lugter
af længsel
og frihed
og piskugler,
gør det,
og vi
spiser mad
fra en
skål.

Frosten er hård, men det smelter,

dit hjerte, det smelter sig helt
ned til Kina, til der, hvor
radiserne gror, og man leger
med krudt, du har noget på tungen,
det ses klart fra Månen: En mur.

Skærmen er sort, og du hører

den snøvlende summen fra endnu
en harddisk, der dør og tager alt,
hvad du er, med sig ud i det
gnistrende tomrum, den kom fra,
så sidder du der og har bukserne
på, jo, men ingen kaniner i hatten,
nu skal du på græs, kammerat!

Vi er midt i december et sted,

men der mangler et navn og en kiosk
og en ordentlig p-plads, en bænk,
man kan sidde og drikke på,
til man er der, hvor det sner,
i det mindste, og kold i sin røv.

Det blinker i tågen, og nej,

det er nok ikke Rudolf, for dette
er januar, dette er iskolde
sveller fra Skagen til Gedser,
er skærver fra bjerge, du
aldrig har set, men er virkelige
nok til at snitte din fodsål
i småstykker, mester, tak
mørket for, at du er til.

lørdag den 27. december 2014

Tågen

er tæt,

det er
os, som

fordamper
i nat.

fredag den 26. december 2014

Himlen er proppet med måger og jetfly

og drager og space junk, men du ligger der
under jorden og bobler på ubestemt tid,
og jeg tror stadig, Gud er på orlov,
i hvert fald er englene faldet for længst,
ligger bare som snavsede pytter på gader
og stræder og venter på, at jeg får bygget
en båd af papir, der kan sendes til bunds.

Du går i modlys, skal hen, hvor

dit blik bliver afsvedet, øjnene
hænger på halmstrå og venter
på svirpet, på ladernes kølige mørke,
erindringens mylder af stemmer,
der kværner i døgndrift, til alle svar
hænger i luften, til mølleren hoster.

torsdag den 25. december 2014

Vågner ved, sneen er kommet

og lyset så klart, at jeg selv
er en løgn, der kan smelte
hvad tid, det skal være, om lidt
er det nytår, og verden
må ikke betrædes.

Alt det, man ikke forlader,

vil æde én op, danne svulster
i knogler og sener, der ikke
er råd for, en dag vil det
fylde det hele og alt, man
vil være, er endnu en pose
på trappen, som ingen
vil slæbe til skrald.

onsdag den 24. december 2014

Julekort 2014

Julen er kommet, men ikke med sne.
Snapsen er åbnet, så glemmer vi dét!
Træet forbrænder elektrisk stearin,
bordet er dækket med ovnbagte svin.

Kigger mig om, der er folk, som er væk.
Verden er åbenbart altid lidt læk.
Dog er vi stadig ret mange i år.
Det skal vi fejre! Hey! Skænk mig en tår!

Så bliver der varme i hjerte og hud
- også hos dem, som har glemt ham der Gud.
Fuck det, når blot vi har livsvand og sul.
SKÅL på en fugtig, men glædelig jul!

Bilerne sover endnu, står og fryser

som kvæg på en endeløs sæter af asfalt,
mens stjernerne blinker og ligner
maskiner på Rigshospitalet, der mangler
kun lyd på, så ved vi præcist,
hvor vi står, vi kan købe buketter
i tide, når først vi får øjne engang.

tirsdag den 23. december 2014

Burde gå ud, ud, hvor ulvene hyler

og fårene bræger, hvor murene smuldrer
og kysterne skrider, hvor planterne
spirer og hvert skridt, man tager,
har betydning, jeg burde gå ud som
et lys, sætte alting i brand, men i dag
er det nok blot at være en kævle i kurven.

Lægger en blomst på din grav,

det er bare en blomst, aner ikke,
hvad pokker man kalder den,
skråt op med det, også, bare
den lever af vand, kan den godt
dufte hengemt for min skyld,
og så kan jeg stå her og visne
så længe og glo på det krimskrams,
der står på din åndssvage sten,
som var langt bedre brugt i et
murværk, måske kan jeg blive
en dør, jeg er dum nok, you know.

mandag den 22. december 2014

Grumsede

dyner

af regn
trækkes op

over
hovedet,

to dage
til jul.

søndag den 21. december 2014

Grise giver ingen navn, ikke for alvor

i hvert fald, men grutning, bevares,
og lidt vand også, bare til husbehov,
skidtet skal vokse, jo, lidt ligesom
svampe og grøntsager, øjnene undgår
man nemt, hvis man bare lader være
med at kigge, så glemmer man nemt,
at en sjæl er en sjæl, når den føres
til slagteren, navnene, derimod,
knækker man tænder på, når de skal ned.

Tænker en del på Atlantis for tiden,

på måden, det bare forsvandt på,
et helt kontinent, da, for hulen,
og måden, det ikke kan findes på mere,
fordi alting ligner, fordi selv
en algeklædt indkøbsvogn nede i åen
ved Kvickly kan ses som et ædelt relikt
fra de tider, måske er det sådan
med kærlighed, håb og idéer og gerninger
også, måske komposteres det hele
til sidst på en havbund, man ikke
kan grave i, ikke kan aftvinge svar
på urimelige spørgsmål, måske er
det sådan, historien begynder.

Prisen på sæbe er steget, og alle

har noget at vaske, men selv,
når de gør det, bliver ingenting
rent, åen stinker af råd, havet
skvulper af selvdøde havfruer,
solen er skarp som en tand i en
mund, der vil spytte os ud.

Griber din hånd, det er ikke fordi

du har tabt den, og selv hvis
du havde, så ved jeg, jeg ikke
har noget begreb om at sætte
den slags på igen, det er det,
man har læger til, tror jeg,
men ikke poeter, poeter er
til for at tømme betydninger,
udfylde ark og i den dur,
og synet af blod kan de slet
ikke tåle, du ved, men jeg
griber din hånd, så jeg ikke
skal bruge min egen, du skriver
et kærlighedsdigt til dig selv,
og om søndagen sover jeg længe
og pletter på lagenet, i
nærheden synker en kirke i grus.

lørdag den 20. december 2014

Sengen er stor som et landkort,

og jeg er så lille, jeg ikke
engang er en nål, der kan stikkes
i steder som London, Berlin
og Moskva, jeg er ingenting,
noget, som bomberne æder,
men ikke i aften, i aften
er søvnen alene et endeløst
hav, jeg er ræd for at
svømme i, kom, krøl mig
sammen og smid mig i kurven,
så graver vi uran i morgen.

Jeg kan se sol, der er akkurat

plads nok i skydækkets
eneste revne, der hænger
den bare og sprænger
i luften hver eneste dag,
og jeg går her og fryser,
men uden at blive til is,
det er vist det, man kalder
at findes, måske er det godt,
der er udsigt til regn.

fredag den 19. december 2014

Goethe er død, han var ikke

til nytte i længden, nu samler
han støv i et aflukket rum,
men i træerne brøler de
pjuskede aber, de klør sig
i hovedet, forstår ikke hvorfor,
de er her, men ingen har taget
til genmæle, slet ikke Goethe,
der ligger med vidtåben mund
og har udskidt bananer af lys.

Vandet er gået, blev sidst set

på vej mod Atlanten, hvor ålene
bugter sig hen over bunden
i stimer og gyder på steder,
som ingen har set, mens vi står
her og tørster og drikker
os liv til i mangel på det,
der er bedre, og ringer til Falck,
som vi ved triller tomler,
og glor med forundring på det,
der er kommet til syne,
som vokser os op over hovedet
og bare forsvinder til sidst
som en sol bag et vandspejl,
man ikke kan nette sig i.

torsdag den 18. december 2014

Skibet er ladet med bibeler og bakskul,

geværer og guldmønter, tanker og træsprit,
men ned går det stille og roligt,
vi åbner for lugen til lasten,
vi ryster på hovedet i takt.

Folk taber hår hen ad vejen,

får måner og skaller som æg,
nogen mener, det vidner om
visdom, men langt væk,
hvor ingen kan se det,
forsamles de, lokkerne,
vikler sig ind i hinanden
og udvikler lemmer og tænder,
og selv du, min ven,
åbner op, når det
banker på døren.

onsdag den 17. december 2014

Nisserne skramler på loftet,

jeg tror, de har fået en øl
eller tyve for meget, jeg tror,
de er røde i bærret, jeg tror,
der er søer af bræk overalt,
de er flygtet, i hvert fald,
er rotterne, søger asyl i mit
grødhoved, tror, det er smørret,
der gør'ed, men de får kanel,
gør de, jeg har en notesblok,
har jeg, og hugger sgu til!

Månen er lavet af kiks, ikke ost,

det er derfor, den støver, og bag den
er dybderne sorte af kaffe, nu kan vi
blot vente på hånden, der dypper,
på munden, som sluprer den ind.

tirsdag den 16. december 2014

Livet er langt, siger Torben og finder

sit målebånd, vender sig om og begynder at gå,
drejer rundt om det nærmeste hjørne og fortsætter
ned ad Sct. Jørgensvej, jeg piller næse på havnen,
og over mig svæver der måger, jeg køber en hot dog
og kyler papiret i vandet, jeg tripper på stedet,
skal tisse gudsjammerligt, bukserne gnaver i skindet
på maven, en flok kaster øldåser efter mig,
solen er varm, nogen spiller musik i det fjerne
og har vist en guitar, en bas og en sovset kazoo,
der er hæs og har brug for en toddy, en bil standser op,
laster af, læsser på og forsvinder, der sidder en klat
på min skosål, måske er det Sorbits, måske er det
indtørret lever, hvad pokker ved jeg, men der kommer han,
Torben, han råber et tal, du, og jeg råber bingo,
og der står vi så, mig og Torben, og stirrer som om,
vi er døde, det er vi vel også, jeg tænder hans smøg.

Kaffen er klar, og der sidder han, Svante,

og græder og mangler en færge, der virkelig kan sejle,
kan holde det ude, det fandens til vand, ikke blot
over Øresund, nej, men til Riga, mindst, gerne til
Istanbul, Cape Town og Bogota, Nina kan rende ham
med sine kniplinger, Sverige stinker i grunden
af surströmning, himlen er grå overalt,
Skandinavien er endeløs, hundene glammer
på afsides strande, han håber,
de spiser ham op.

mandag den 15. december 2014

Venter,

men ikke
på fucking
Godot,
der går
busser
endnu,
han kan
nok fange
en, hvis
det er.

Den yndigste rose er funden,

den står i en have med pigtråd omkring,
som du aldrig vil se, men de har georginer
i Netto, de lever af vand og lidt lys
ind imellem, de ligner dig også lidt bedre,
de visner og rådner i hvert fald,
men vaserne, de varer ved.

Folk finder pladser på toget

så langt fra hinanden som muligt,
i taskerne ligger der liv, et for hver,
og nu kører det hele på skinner,
et skrig tørner ud over landet,
hvor køerne græsser og kattene skider
i sandkasser, på en perron
tager en stilhed imod.

Kvinderne samles ved brønden, og over dem skræpper

de, gæssene, det er en dag  i september, kastanjerne falder
og lander og indfarver hårbunden, og der er nogen,
som venter sig, andre, der spiser sig mætte i natskyggebær,
det er koldt, er det, vandet, og dybderne myldrer af fisk,
de kan se dem dernede, de minder om tunger, de smager
på alting og ingenting, vikler sig ind i hinanden og ud,
det er ligesom et rodværk, et mønster i te, man kan læse,
hvis ellers man vil, de har knive i bælterne, strenge at kappe
og samle, har fødder, som plasker i vandspejlet, udspreder ringe,
som vender tilbage igen, de skal hjem om lidt, hjem,
hvor der skides på tæppet, hvor muren er hård, gryden sort.

Dagen er gået på hæld, vælter ud

over alt, kældre fyldes med planer og ting,
som blev glemt i forbifarten, timerne klumper
sig sammen i banker, hvor gaderne drejer,
og folk går til bunds i sig selv,
synker fægtende ned mellem tårne mod bunden
af deres erindring, en mand står
ved stranden med planker og søm,
han vil ud for at fiske i dag,
fange ugler og sømunke, konen og dyrene
skriger på klinten, han vinker,
han stævner fra land.

Cyklerne sover på bunden af havnen,

og over dem hæves der penge,
som bare forsvinder, og hvor der er plads,
går der mennesker rundt med habitter
og hængerøvsbukser, og over dem
er der en himmel, hvor kloderne
giver den for fulde pedaler.

Natten er aldrig så lang,

som du tror, pludselig synger de,
fuglene, fulde af rædsel og lidder,
og pludselig kommer avisen helt proppet
med rædsel og lidder, og pludselig
står du der, sløret, men opfyldt
af rædsel og lidder, og beder
dine bønner, og kaffen er sort.

De store historier er slut,

og de små er i færd med at revne,
forstøve, blokere alt udsyn,
og snart er der kun anekdoter
tilbage, et hej i forbifarten.
endnu et skrid til det hele,
far, verden, far vel og ad helvede til,
og det passer mig fint, i mit rum
er der masser af bogstaver,
og jeg skal tælle dem alle før aften,
i morgen begynder alt forfra,
jeg tror, jeg har nok til et ord.

Vinden er vendt,

og nu bøjer den græsstrå igen,
bringer dyre frisurer i uorden,
bortriver flag, river bygninger ned
i forbifarten, så vi kan være her,
så vi vente på svarenes klask
ind mod kinden, på Dylan,
der smadrer sin guitar
og rider mod vest.

En mand går forbi,

og jeg ved ikke,
hvad han er til for,
hvad han skal fortælle mig,
hvor han vil hen med det,
ligesom, nej, giv mig
en enhjørning, grøn, helst,
med knurhår og wicklers,
det ved man, hvad er.

Det er næsten perfekt,

det er biler, som lækker på mørklagte P-pladser,
nyhedshistorier, der kunne have været korrekte,
dit ansigt, som minder en smule for meget om mit, når vi elsker,
en kirke, der smuldrer på skrænten ved havet,
en stilhed, som akkurat ikke formår at forstumme mit hjerte,
et stormvejr, der flænser sig selv,
poesier, som kalder på ord.

Går fra forstanden igen,

den er blevet for for stiv i betrækket,
går op i mit tøj og min løn,
er forstenet i sengen og æder albyler
en håndfuld ad gangen som om den
vil dø eller noget, det vil den vel også,
hvem pokker har lyst til at leve
med støvfrie hylder og orden på sagerne,
hvem gider peele sin hud og have mærker på alt,
folk skal se, den er åndssvag, forstanden,
fortjener sin skæbne og ved det,
kan føle det ind i mit inderste kærtegn.
mit ømmeste kys, den foragt, jeg er nødt
til at kalde for kærlighed blot for at rumme den,
tror, der er pletter på tæppet
og sår på dens arm næste gang, vi er til.

stormen

går hen
over landet,
nu vælter
der træer
i Skælskør,
og i Maribo
ryger der
tagplader
ned, og i
Esbjerg står
bølgerne
ind over
kajen, men
her er der
stille,
her dufter
af blæk,
her sker
ting,
intet øje
bør se.

torsdag den 11. december 2014

Røffel

Man har bygget
dig gader
at sulte i,
tanks, du
kan dræbe i,
kirker at
længes i,
stole at
spjætte i,
kister at
sove i,
fat så
din hammer
og smil,
mand, hvad
mangler du
ellers,
måske?

Kære klient

Kom så,
du kan godt,
du skal
faktisk,
gør det
for dig,
for vi
ved jo,
du vil
af din egen
fri vilje,
vi ved,
hvem du er,
vi kan
se det
på nettet,
vi ved,
hvor du bor,
og vi ved,
hvad du
giver
i leje,
vi ved jo,
du vil,
hvad med
mad, ellers,
hvad med
din kæreste,
hvad vil
hun gøre
med dig,
hvis du vil
noget andet
end det,
som du vil,
vil hun
ville
for dig,
vi vil ikke,
i hvert fald,
så vil,
hvad du vil,
og så vil
vi dig
også,
vi vil kun
dit bedste,
hvis ellers
du vil det,
du vil
af din egen
fri vilje.

onsdag den 10. december 2014

Vedbæk

om natten
er bare
et navn,
en perron
med lidt
lys på
et sted
i et
buldrende
mørke
med tusinder
af tunger,
der mumler
i drømme,
de snart
vil have
glemt.

Strejfer

Disse gader,
så tomme
de er
midt om
natten
i regn
i december,
så meget
jeg fylder,
så mørke
de er,
disse ruder,
du ser mig
igennem,
mens jeg
er på jagt
efter læ
eller trøst
eller bare
en bænk,
jeg kan
ligge og
fryse på,
til der
bliver
lyst.

tirsdag den 9. december 2014

Hemmelig beundrer

Du
skovler
sne,
spreder
salt,
skruer op,
strikker
sokker
med vejrbidte
hænder
i døsig
belysning,
men før
du ved
af det,
har nogen
placeret
en stor
buket
isblomster
foran
din dør.

Lignelsen om vandringsmanden (version II)

Lige siden han lærte at gå, havde han vandret. I starten bort. Bort fra den gård, han var født på og ikke ville overtage. Bort fra sine søskende og forældre. Bort fra sit land, sit sprog og til sidst sit navn. Da der til sidst ikke var mere at gå fra, begyndte han at gå til. At bevæge sig beslutsomt hen mod det sted, hvor vejen endte.

Først begyndte benene at værke. Så blev han døv og blind. Endelig knækkede han sammen og begyndte at trække sig fremad ved hjælp af sine blodige fingerspidser.

Men den endte ikke, vejen. Altid var der et hjørne mere at runde. Altid var der noget i luften, han ikke havde fornemmet før. Altid var der uro i kroppen og rastløshed i sindet. Og havde han troet på noget, ville han nok have sagt, han var endt i en udgave af helvede, hvor han selv var den udødelige og ubøjelige herre over svovlpølene.

Stor var hans lettelse derfor den dag, hvor han krøb ud i et ælte, han selv under opvisning af de største kraftanstrengelser ikke kunne undslippe. Jo mere han kæmpede sig opad med sine fingre, som nu var slidt ned til knoerne, jo tungere blev kroppen. En klam kulde sneg sig ind under det forrevne tøj og omsluttede kroppen, så de sidste kræfter tappedes af ham. Da følte han en ro i legemet, som var ham aldeles ukendt, og med det første smil i umindelige tider gav han op og lod sig synke til bunds.

Omkring ham var maskinerne igang. Der blev anlagt jordramper og hamret pæle ned i dyndet. Der blev støbt betonelementer og lagt asfalt. Der blev hejst kranse og tømt flasker.

Nu var man kommet dét videre.

Fødselsdagsdigt 2014

Samler
på år,
stopper dage
i skuffer
og måneder
ind i
mit skab,
når jeg
dør,
vil man
finde
det hele
og støbe
det om
til en
sten
med et
navn på,
og så
er der
styr
på dét
rod.

mandag den 8. december 2014

Drømmegalleri

"Det er
kunst",
siger hun,
rummet
er køligt
og hvidt
og så stort,
at det
ligner
det sted,
man tager
hen,
når
man dør,
og hun
fjerner
en splint
af et kors
fra min fod
i entréen
derhjemme
og smider
mig ud.

"Djævelen er til",

siger hun, "Djævelen er sneen og regnen og lysten og hadet og fryden, er alt, man kan eje, og alt, man kan miste, og alt, man kan leve af. Djævelen er lyden og duften og lyset, er smagen af jordbær og fingrenes dans over huden, er kongen og slaven og dig, men mest dig", siger hun.

Djævelen er kommet med blomster igen.

Friheden

Nogen
har smadret
billetautomaten,
der lugter
af pis
på perronen,
og dåserne
hober
sig op,
mens en
fuld mand
forsøger
at flyve,
det kan han,
men ikke
på Friheden,
ikke
i dag
og ej heller
i morgen,
men venter han
længe nok,
tager de ham,
rågerne,
med.

Set gennem

regnslør:

En kornmark,
der lægger sig

ned for
at drømme.

søndag den 7. december 2014

Lignelsen om granerne

Der var mørkt mellem granerne, hvor Marianne boede, og om natten sad hun ofte ved vinduet, mens hun tænkte over, hvad der kunne gemme sig derude. I sine mere realistiske stunder gættede hun på skræppende agerhøns, snusende ræve og måske en enkelt ugle, der plirede med øjnene og lyttede efter mus. Men det skete, hun drømte om, at skoven var fyldt med nisser, som bare ventede på hendes selskab, eller ellefolk, som ville vise hende alle deres magiske hemmeligheder. Værst var fantasierne om lurende voldtægtsmænd eller forsmåede stalkere, som overvågede hver eneste bevægelse, hun lavede i stuen, og bare ventede på muligheden for at komme til fadet. Alligevel pirrede det hende, mørket. Skulle hun ende med sperm i trusserne, skulle hun blive bjergtaget eller bare revet til blods i flugten bort fra et vildt dyr, var det trods alt at foretrække frem for livet bag hendes fire vægge, hvor børnene hylede inde på værelset, rudekuverterne ventede på bordet, kaffemaskinen sluprede og bornholmeruret, hun havde arvet fra sin mormor, bare slog og slog.

En sen nat, hvor hun endnu en gang ikke kunne sove, tog hun en beslutning. På bordet lagde hun sit pas, sit sygesikringsbevis, sit hævekort og et nyklippet hjerte i rødt pap til hver af børnene. Der skulle være orden i sagerne. Så lukkede hun yderdøren bag sig, skridtede hen over plænen og fortsatte ind mellem træerne ved skellet.

Forstmanden fandt hende næste morgen, hvor krattet var tættest. På lang afstand havde han hørt en jamren, der nærmest lød dyrisk, og han blev derfor noget overrasket, da han så kvinden, som sad på stubben og skælvede af kulde. Han forsøgte at tale til hende, men hun drejede bare hovedet og stirrede med et blik, han ikke kunne beskrive for politiet bagefter. Helt hvidt var det, hendes hår, hvilket ikke passede med ansigtet, som ganske vist var karakterfuldt, som det passede sig for en kvinde i sin bedste alder, men stadig havde ungdommelige, næsten pigede træk.

Hånden var fast knyttet om noget, han formodede måtte være et spor. Som han fortalte betjenten bagefter, mente han, det i situationen var vigtigt at danne sig et indtryk af, hvad der kunne være sket. Selvom hun spjættede, spyttede og skreg, holdt han hende derfor fast i et greb, han havde lært i militæret, så han kunne tvinge den op.

Den var tom, var den, hånden. Helt og aldeles tom.

Nogen

står op
lige nu,
børster
tænder
og kigger
i spejlet
og ser
virkelig alt,
der er til,
jeg er vågen,
har været
det længe
og øjner
kun glas,
som bør
tømmes
og fyldes
igen.

fredag den 5. december 2014

Ud i det blå på en tankestreg















- til TM

Der var langt til alt, hvor jeg blev født,
men ellepigen bagved fik jeg mødt,
og hun smilte skævt, så sagde jeg:
"Der findes ingen, der har ord som mig.
Der findes ingen, der har ord som mig.

Og hun sagde: "Hør, min fine ven,
hvordan du blev så grim, får nok stå hen".
"Og hvad så? Hvad gør det, lille dig?
Der findes ingen, der har ord som mig.
Der findes ingen, der har ord som mig."

Ud i det blå på en tankestreg.
Ud i det blå på en tankestreg.
Der findes ingen, der har ord som mig.

Og så kom vi til den store å,
hvor ræven tog fasaner, åd dem rå,
og i blæsten legede løvet leg.
Der findes ingen, der har ord som mig.
Der findes ingen, der har ord som mig.

Og hun viste mig, ja, den var slem,
hvor vinden blæser hen, når den skal hjem,
men den tætte skov var tyst og bleg.
Der findes ingen, der har ord som mig.
Der findes ingen, der har ord som mig.

Ud i det blå på en tankestreg.
Ud i det blå på en tankestreg.
Der findes ingen, der har ord som mig.

Hendes mor kom frem, det sagde knæk.
Det svirpede i luften, vi fik smæk.
Ræven gøede, da jeg løb min vej.
Der findes ingen, der har ord som mig.
Der findes ingen, der har ord som mig.

Jeg har vandret længe siden da,
men aldrig mødt en sjæl, jeg måtte have.
Jeg har spillet falsk og været fej.
Der findes ingen, der har ord som mig.
Der findes ingen, der har ord som mig.

Ud i det blå på en tankestreg.
Ud i det blå på en tankestreg.
Der findes ingen, der har ord som mig.


Gendigtning på dansk af "Way over yonder in the minor key."
Tekst: Woody Guthrie.
Musik: Billy Bragg.
Album: Billy Bragg & Wilco: Mermaid Avenue (1998).
Tidligere fortolket på dansk af Laura Mo på "Woody Guthrie på dansk" (2012). Skylder denne version et par ting.

Hør "originalen" her og Mos meget smukke fortolkning her.

Smøgen

har røget

sig selv,
der er aske

tilbage
at skaffe

sig af med,
og endnu

en nat,
der er blevet

til ingenting,
forude

ligger
en dag,

der har spredt
sine ben,

den vil
væk.

torsdag den 4. december 2014

Ingenting

smager af noget, jeg kunne vel æde
en brødrister uden at mærke en skid,
altså bortset fra denne forfærdelige
fylde, der vist nok skal til
for at miste et liv.

Vinduet

dugger,
og lyset
er dunkelt,
og snart
har jeg
fødselsdag,
snart
er jeg
halvvejs
i livet,
og vel
har jeg
aftenen
for mig,
men det
er kun
onsdag,
og lørdag
er længere
væk end
min død,
der er kaffe
på gulvet
og krummer
i sengen,
det ender
vel sådan
med alt.

onsdag den 3. december 2014

Snemanden

føler

sig få grader
væk fra et

køn uden
grænser.

tirsdag den 2. december 2014

Finder

mig
i det
af frygt
for at
finde
mig
selv.

Englemageren

Lavede
engle
i sneen,
for nok
var jeg
barn,
men jeg
vidste
omtrent,
hvad der
fandtes,
hvad ikke
var til,
hvad jeg
selv kunne
lave,
det ved
jeg endnu,
jeg vil
aldrig
få varmen
igen.

Der ryger

en finke
af panden,

nu sidder
den der
på sin gren,

pudser fjer,
skider af
og forsvinder.

Cold water flat

Der er koldt
i din lejlighed,
tror jeg,
og du lader
lamperne brænde
ved sengetid,
tror jeg,
og opvasken
håber sig op
på dit køkkenbord,
tror jeg,
og postkassen
bugner af tilbud,
du aldrig
får kigget på,
tror jeg,
jeg fylder
dit ingenting,
tror jeg,
med ingenting,
tror jeg,
men kig
under måtten,
der ligger
en nøgle,
du ved.