fredag den 31. oktober 2014

Jisei

Husk,
at jeg
prøvede,
husk,
at jeg
næsten
var den,
som
jeg var,
husk,
jeg sådan
omtrent
fik bedrevet
de ting,
jeg var
født til,
og faktisk
var tæt
på at være
den kærlighed
værd,
som jeg fik,
husk,
jeg bad
mine bønner
for andre,
men sjældent
mig selv,
der fortjente
hvert hug,
jeg blev
tildelt,
og husk,
at jeg ikke
var glad
for buketter,
men helst
blot lod
blomsterne
gro,
hvor de
stod,
husk,
jeg
prøvede,
husk,
at jeg
opgav
til sidst,
nogen
måtte,
så verden
blev stor
nok
til
dig.

Endnu

en dag
går af led,
hænger bare
og dingler
i luften
som om,
den er til
for sig selv,
ikke noget,
man anvender,
faktisk har
brug for,
men blot en
guddommelig
vits, ingen
griner af,
mens de
går tidligt
i seng
og er
trætte
af mere
end alt.

Lyset

er klart,
mine øjne
kan slet
ikke
rumme det,
jorden
er hård,
mine fødder
begynder
at bløde
ved tanken
alene,
og luften
er ren,
ja, så ren,
at jeg
hoster
den op
som i
krampe,
men vandet
er vand,
og det
går hele
tiden,
jeg dykker
min evighed
væk.

Håndsrækning

Giv mig
din hånd,
der er ting,
jeg skal
læse
endnu,
der er sår,
jeg skal
pille i,
varme,
jeg mangler
at få,
jeg skal
føre den
ind, hvor
dit hjerte
er træt
af at
slå.

onsdag den 29. oktober 2014

Stories for boys














Edge

sidder tavst
hen i bussen
en onsdag
i Hillerød,
hvor han
har shoppet
asparges,
han er træt,
han har ikke
sin guitar med,
den har
han glemt
på hotellet,
hvor Bono
har drukket
sig stiv
i absinth,
han er
sikker på,
Adam
og Larry
er taget
til bowling,
han slukker
mobilen
og sukker
og stirrer
så ud i
det silende
regnvejr,
der ingenting
skjuler,
for han
er The Edge,
ligesom Dublin
er Dublin
er Hillerød,
folk af
hans slags
ville ønske,
de havde
behov
for en
optiker,
udenfor står
David Evans
og glor.


Larry

kan godt
lide
at tromme,
er altid
på stikkerne,
stikker
i øjnene,
stikker
bemærkninger
ud til enhver,
der vil ind
under skindet,
for Larry
har takt,
er en takt
og har ikke
en tone
i livet,
kun den,
der vil synge
kan gøre
det
falsk.


Bono

har været
i Irma,
og nu
går han ud
med en
stivfrossen
and i
sin favn,
den er fransk,
den kan sige
je t'aime,
hvis man
steger den
grundigt
og længe,
men Bono
er hæs
og beruset,
har glemt
både "Pride",
"One"
og "Gloria",
Dublin
er fyldt
med kartofler
og folk,
der vil væk,
tænker Bono,
han skælver
i kulden,
han taber
sin pung i
en rist.


Adam

har stillet
sin bas
op ad muren,
der har den
det bedst,
og nu sidder
han der,
lutter øre,
og spiser
sit æble,
det skrog,
han er
inde, hvor
kernerne
bor,
han er
tung
af musik.

Pippi















Langstrømpe
ligger
i sengen
og tænker
på alt det,
hun kan,
og på alt det,
hun må,
hun er træt
og ugidelig,
gider sgu
knapt nok
at drømme,
for hvad
skal en pige
som hende
dog drømme om?
Far går
på grund
ud for Skagen
og drukner
i Havskum,
og mor
ved hun
stadigvæk
ikke,
hvem er,
hun er
Pippi,
hun ejer
en hest
og et hus,
hun har nok
ikke råd
til en sol.

tirsdag den 28. oktober 2014

Solen

så lav
og så bleg,
at den
minder om
nogen,
jeg så
i et spejl,
før jeg
kom til
mig selv.

Rammer

et fortov
og ved
ikke helt,
hvem
jeg er,
jeg har knogler
i kroppen,
og blod
pibler frem
af min hånd,
der er nogen,
som kalder,
jeg hører
et navn,
det er stemmen,
jeg genkender,
natten
er sort,
jeg kan
gå på den,
ovre bag
lygterne
er der
en dør.

Bono

har været
i Irma,
og nu
går han ud
med en
stivfrossen
and i
sin favn,
den er fransk,
den kan sige
je t'aime,
hvis man
steger den
grundigt
og længe,
men Bono
er hæs
og forvirret,
har glemt
både "Pride",
"One"
og "Gloria",
Dublin
er fyldt
med kartofler
og folk,
der vil væk,
tænker Bono
og skælver
i kulden
og taber
sin pung
i en
rist.

Græsset

er altid
lidt grønnere
der, hvor
man ikke
kan se det,
den eneste
trøst er,
at køerne
æder det,
dem kan
man godt
slå ihjel,
så er
alt godt
igen.

lørdag den 25. oktober 2014

Naboen

larmer,
jeg ved
ikke hvad,
han har
gang i,
han har vel
et liv,
det forstyrrer
ad helvede
til, han
må godt
holde op
med den
slags.

Lørdagen

løber i
kloakken,
hvor rotterne
drukner
i strømme
af regnvand
og snavs,
mens vi
siddder
heroppe
på bænke
og fliser
og godt nok
er våde,
men aldrig
bliver
rene
igen.

Ugen

er slut,
nu kan folk
være folk,
ikke det,
som de er,
men sig selv,
hvis det ellers
er noget,
de kan
mellem alt det,
de har,
mellem alt det,
de skal,
hvis de ellers
vil være
en smule
for andre,
der ikke
er andre
for dem,
men den del
af dem selv,
som de ikke
kan være
alene,
og når
de har
været det,
længes
de efter,
at ugen
skal starte
igen.

Faktotum


Charles Bukowski
forleden,
han smadrede
flasker
på gaden
og svor,
at det fandeme
var slut
med det lort,
før han satte
sig ned
med sin pen
på en kantsten
og stirrede
ned på
papiret
i håb om,
det nok
ville blinke
før ham,
han tog
fejl,
men i Spar
var der
tilbud
på blæk.

Vådt og tørt

Tænker
på dig,
du er ude
i regnen
et sted,
og der
har du
det godt,
meget bedre
end her
i mit liv,
hvor der
flyder med
brugt tøj
og affald
og digte -
som om,
der er
forskel -
jeg tænder
en smøg,
her er
tørt,
her kan
brænde
en ild,
her kan
tændes
et bål,
og der
har jeg
det godt.

Vinduesplads

Der sidder
en gammel mand
der, hvor
jeg sad for
et øjeblik siden,
han taber
det hele
så småt,
både lokker
og tænder
og næse
og mund,
han har lommerne
fulde af savn
og forvirring,
han spørger,
om jeg ved,
hvor vi egentlig
skal hen,
jeg er sikker,
han taler i
vildelse
nu.

Vinden

har lagt sig,
nu pusler
den under
min dyne,
den snorker,
og jeg
sidder her
og er søvnløs,
hvem ved,
hvad der sker,
hvis jeg
smutter
i seng?

Verden

er ikke
din ven,
den er
businesslike,
giver dig
noget
for noget,
men hvad
ved du først,
når du
får det,
måske endda¨
mister det,
når du
igen er
alene
i huset
med opvask
og regninger,
og dine
skabe
er fulde
af tøj,
men du
ingenting
har at
tage på.

Ulvene

venter langs
afsides stier
ved stranden
på bytte,
som aldrig
vil komme
forbi nu,
hvor Tivoli
er her,
og ingen
vil glo
på en sol,
der går
ned.

Skylle

Lad den
dog falde,
den regn,
her er intet
at værne om,
intet
at huske
og intet
at blive til,
lad den
dog falde
og opsluge
ansigter,
byer
og kloder,
ja, lad
den dog
falde,
den regn,
lad den
bortskylle
alting,
selv Gud,
lad den
falde
og ramme
en bund,
der er
til.

Note til Darwin

Markerne
står under
vand,
de er
ælter
af mudder
og græs,
og alligevel
står de
der bare
og glor,
de der
køer,
det er nu,
de bør
udvikle
luffer
og lære
at leve
af rejer
og fisk,
de er
dumme,
de køer,
de ved
lige
præcis,
hvad
de er.


(Vendsyssel, oktober '14)

Maarup Kirke

ligger der
endnu,
men uden
tag
og kor
og gud,
og ben
og kister
stikker ud
ad skræntens
sider,
her dør
døden selv
i ro
og mag,
på stranden
er der
rav, som
ingen
ser.

Mågerne

kæmper sig
frem i strid
modvind,
skal åbenbart
steder hen,
havet er
næppe helt
ens.

Ved Lønstrup

er kysterne
stejle,
her skrider
historien
i vandet
og bliver
til noget,
man svømmer i,
hvis man
er modig,
her hiver man
fisk op,
de minder
som regel
om folk,
man har
kendt.

Lygterne

tændes,
selv mørket
har ret
til at
finde den
lige vej
hjem.

Lignelsen om månemanden

Manden i Månen var træt af at være alene, så han sendte invitationer ud til alle, han under sin nattevagt havde set på jorden, og indbød dem til fest. 300 indbydelser blev det til, for Jorden var trods alt langt væk, og selvom hans syn var skarpt, var det ikke alle og alt, han kunne få øje på.

De 100 af dem åbnede postkassen og smed indholdet på trappen i opgangen, hvor det hobede sig op, indtil en bandende og svovlende vicevært bar det ud i skakten og svor, at det var denne gang, han ville sende en fuldfed regning for svie og smerte ud til hver enkelt.

De næste 100 åbnede forsendelsen og lo, da de så adressen. Så krøllede de brevet sammen og smed det i kakkelovnen, efter katten eller bare ud ad vinduet.

99 havde intet rumskib.

Det havde Carl Sagan, for han kendte drengene fra NASA og vidste, de havde noget gammelt skrammel stående i Area 51, han måske kunne bruge. Ved hjælp af en dunk petroleum og noget gaffatape fik de startet apparaturet, og iklædt sit strammeste puds landede Sagan i Mare Tranquillitatis, hvor Manden i Månen tog imod med flag og kager og boller med grøn ost og saftevand, for nu havde han endelig selskab. Og Carl Sagan tog for sig, for i mange år havde det eneste, han havde set, været konferencehaller og hvide laboratorierum, hvor han havde været Carl Sagan, men aldrig bare festet.

Og Stilhedens Hav brusede over og bar Armstrongs flag med sig til kyster en mælkevej væk.

Jævnfør Geneserat

Kaster
mig ud
på det
dybe vand,
gør det
igen
og igen,
jeg kan
slet ikke
svømme,
men hvad,
jeg får
sikkert
lidt tørt
land at
gå på
en dag,
hvis jeg
fortsætter
sådan.

Hornsleth

kan høre
den ringe
på bordet,
mobiltelefonen,
han ved,
der er vigtig
besked,
det er ikke
fra Dan,
det er ikke
fra Lars,
det er ikke
fra nogen,
han ønsker
at kende,
han åbner
den ikke,
han svarer
på alt,
og alligevel
ringer
den stadig,
han sveder,
gør Hornsleth,
han sveder,
han tror,
han har feber
i sjælen,
han tror,
han må lægge
sig ned
på sit lærred
og sove
den ud,
men den ringer,
mobiltelefonen,
den ringer
endnu,
man har
trukket
hans nummer,
han ved det,
han ved,
han har
vundet
en præmie,
som Warhol
engang
vandt
en præmie,
han ikke
kunne afslå,
han ved,
han er
Hornsleth,
han ved,
han må svare,
han ved,
han må svare
for alt,
der er
regnvejr
i Bredgade,
nu løber
farverne
ud.

Fyrtårnet

tuder,
vi rømmer
de splintrede
både,
vi går
vores vej.

Dum fugl

Pludselig
sidder der
fandeme
en musvåge
henne ved
vinduet,
nej, det
er ikke
en ravn,
det er det,
som er meget
forvirrende,
"sig noget",
råber jeg
til den,
men kræet
er åndssvagt,
har nok i
at pille
i fjer,
før den letter
og lægger
en klat,
den skal jeg
tørre af,
går jeg
ud fra,
men skaden
er sket,
dens fækalier
også, nu
klager jeg,
gør jeg,
til Poe.

Drøm om VU

Nico
kan ikke
lide Lou,
Lou kan
ikke lide
Nico,
hver tone,
de skaber,
bliver spaltet
præcist
som plutonium,
verden
bliver aldrig
helt klar
til den slags,
det er Andy,
for Andy
er lavet
af plastic
og silke
og sølvpapir,
John,
han er ikke,
han svinger
sin bue
og filer
en superstreng
over,
mens Sterling
og Moe
hæver hyren
og går
ud i hvert
deres liv
mellem mure
af hvidt lys
og varme
og klirrende
glas, det
er vinter,
det sner
i New York.

Double

Jeg giver op,
og du server,
og bolden,
den satans,
evindelige bold,
er i spil igen,
og jeg forsøger
at miste den,
står der i kanten
af banen med
krydsede arme
og klør mig
i røven,
du redder den
for mig
igen og igen,
og vi vinder
gudhjælpemig,
du er så grim,
at du ved det,
du minder
om lommeuld,
svedskjolder,
stinkende
gummisko,
men du
er guld værd,
det er du,
og nu
kan jeg købe
en fornem
revolver
i fred.

Close encounter

Drømmer om
rumvæsener,
drømmer
om store,
uformelige
skikkelser
ingen kan
sige, hvor
kommer fra,
drømmer,
de ved,
hvem jeg er,
hvad jeg skal,
hvem, der
skabte mig,
drømmer,
de pløkker
mig ned
eller flyver
mig væk
eller hilser
i farten,
men uanset
hvad, er
jeg nøgen
og lille
og navnløs
hver gang,
drømmen
slutter,
og du
vågner op
i mit
sted.

Blændværk

Der er ingen
flag hejst,
der er ingen,
som fødes,
og ingen,
der dør,
der er stille
i æteren,
havet
og jorden,
du hvisker
at det her
er Paradis,
du er
en slange,
du er!

Ansigter

flimrende
bort i
et lyst
slør af
blade
en dag i
oktober.

Adresse

Tal
til mig,
ark,
du kan
roligt
fortælle
mig
alt det,
du ikke
vil sige,
og så
vil jeg
vise dig
alt det,
du ikke
kan blive,
alt det,
som jeg
ikke vil
være,
som derfor
går ud
over dig,
kære ark,
det skal
nok blive
godt,
det skal
nok give
dig fylde
og formål,
og tro mig,
en dag
vil du
glemme
min lumskhed
og svig,
du vil
fælde
en tåre
af blæk,
når
jeg dør.

Abzug

Kørte
fra Aalborg
i regn,
det var
ligesom
det hele,
perronen,
de sværtede
mure,
de udslukte
øjne
var flydende,
at der
rumsterede
arter
af fisk
i mit dyb
og i byens,
som hverken
var født til
at svømme
og ånde
i vand
eller udvikle
fødder
og gå.

tirsdag den 14. oktober 2014

Lignelsen om tællelyset

Tællelyset stod i stuen og lyste op. Det var det glad for, at det gjorde. Uden det ville vægge og møbler ikke være synlige. Uden det ville folk rage rundt i blinde og skade sig selv og hinanden. Uden det ville børnene ikke kunne læse lektier og blive klogere, gammelfar ikke finde sit gebis, tyendet Abelone ikke bære sølvtøjet ned uden at lave et forfærdeligt rabalder.

Alligevel var tællelyset ikke lykkeligt. Det blev kortere hver dag, og det var trods alt ikke så enfoldigt, at det ikke vidste, det en dag ville være helt forsvundet. Til den tid ville Abelone pille de sørgelige rester af det op fra stagen, tørre efter med varmt vand og placere et nyt i dets sted. Og hver aften, det blev slukket, græd det så mindeligt over dets skæbne. Det stod på i tre nætter, for så længe var der brændstof til.

Den første aften kom julemanden og talte til lyset.

- Hør, lille ven, jeg kan ikke skænke dig evigt liv. men jeg kan se, hvad jeg har i posen.

Tællelyset kiggede på julemanden som om, han var åndssvag, og det var han egentlig også. Så han fik sine støvler på, og tællelyset var ikke alt for mismodigt, da han hostende forsvandt op gennem skorstenen.

Den anden nat kom en engel og talte til lyset.

- Hør, lille ven, jeg kan ikke skænke dig evigt liv, men jeg kan garantere dig for, at der er endnu mere lys der, hvor du kommer hen bagefter.

Tællelyset gloede på englen og bad den skride over på træet igen, hvor den hørte til.

Den tredje nat kom katten og talte til lyset.

- Hør her, lille ven, jeg kan ikke skænke dig evigt liv, men jeg kan lægge mig her, lige her, og spinde indtil du går ud.

Og lyset blafrede til tak, og katten lagde sig, og natten var så lang, at den blev kort.

Lignelsen om den arktiske påfugl

Der stod en påfugl i opgangen. Der havde den ikke noget at gøre, men den var der alligevel, og det var Peter B. Jensens dørklokke, den trykkede på med næbbet.

Peter B. Jensen sov endnu, men han slog øjnene op, fandt sin badekåbe og stavrede ud for at lukke op. Der var ikke nogen, så han vrissede et eller andet om "de der forbandede møgunger" og smækkede efter sig.

Det ringede igen. Peter B. Jensen fór ud, hamrede døren op og råbte, at hvem pokker de end var, skulle de skride ad helvede til.

- Ro på, det er bare mig.

Peter B. Jensen kiggede ned, og der stod påfuglen. For det var nemlig en talende påfugl fra Svalbard, der var kommet på besøg, og det var ikke ofte, den var på de kanter, så den syntes sådan set ikke, det var for meget forlangt at blive taget høfligt imod.

- Jeg skal plukke dig, råbte Peter B. Jensen og vred halsen om på Ulla, som påfuglen hed. Han tændte for gaskomfuret, holdt dyret frem i strakt arm over flammerne og rev så fjerene af med raske, beslutsomme håndbevægelser. Så fyldte han en gryde med vand, som han bragte i kog, og om aftenen fik han fornemt fjerkræ med ovngrillede artiskokker og søde kartofler.

Næste dag havde Peter B. Jensen ondt i maven. Han prøvede med Samarin, og det virkede ikke. Så forsøgte han sig med natron, hvilket heller ikke var den store succes. I desperation forsøgte han sig med skyr, men det smagte ad helvede til, og den rumlede stadig gudsjammerligt, vommen under hans jeans str. 37. Han måtte på potten. Omgående.

Han pressede, som gjaldt det livet, hvad det måske også gjorde. Pludselig sagde det plop, og han kunne høre noget tungt ramme vandet i kummen.

Det var et æg.

Det løb Peter B. Jensen koldt ned ad nakken, da han bar det ud til vasken, skyllede skallen af og lagde tingesten i vindueskarmen. Svedende ringede han til vagtlægen for at forklare situationen. Det sidste, han hørte, var en rungende latter og et signal, som sagde dut, dut, dut.

Så var den gal igen. Hele aftenen og natten sad han og sked æg ud. Hvert enkelt fik samme tur under vandhanen, hvorefter de blev lagt til rette på et stykke vat, han havde placeret på et serveringsfad af rustfrit stål.

Da solen igen sneg sig op over horisonten, stilnede det af, og Peter B. Jensen kunne udmattet lægge sig. I morgen ville han ringe til pressen, politiet og præsten, og så kunne de se for sig selv. I morgen ville han møde undren, men forståelse. I morgen ville alt blive godt. Det sagde han i hvert fald til sig selv, mens han drev ind i drømmelandets tåger og forsvandt.

Peter B. Jensen vågnede ved, at et næb, et lillebitte næb, prikkede hende på huden. Hun åbnede øjnene og stirrede ned på en meget lille Ulla.

- Mor, sagde påfuglen.
- Mor, gentog alle dens søskende i kor: MOR!!!

Og hun kiggede ned ad sig selv, og hun var dækket af spraglede fjer, og armene var blevet til vinger, og fødderne endte i kløer, og hun sprang op og flygtede ned ad gaden, hvor hænder greb grådigt ud efter hendes hals, og ingen kunne eller ville høre hendes bønner om nåde.

Men oppe på Svalbard var nysneen hvid. Hvid og klar til at klække.

mandag den 13. oktober 2014

Revol

Drømte
engang
om at smadre
det hele
med brosten,
at kaste
en sydende
fakkel
igennem
ministerens
vindue,
brænde
den gamle,
forbandede,
stinkende
borg
ned til
grunden
og pløkke
enhver,
som forsøgte
at bygge
en ny,
det var tider,
dengang,
der var
klart vejr
hver dag,
det var
nemt nok
at skyde
sig ind
på sit mål,
nu er
naboen
kommet
i vejen,
og her
på verandaen
ligger
en jagtfalk
og bløder
ihjel,
det var
ruden
igen.

No line

Møder
The Edge
helt tilfældigt
i bussen
en onsdag
i Hillerød,
hvor han
har shoppet
asparges,
han er træt,
kan jeg se,
han har ikke
sin guitar med,
den har
han glemt
på hotellet,
hvor Bono
har drukket
sig fuld
i absinth,
kan jeg høre,
og Adam
og Larry
er taget
til bowling,
han slukker
mobilen
og sukker
og stirrer
så ud
i det silende
regnvejr,
der ingenting
skjuler,
for han
er The Edge,
ligesom Dublin
er Dublin
er Hillerød,
folk af
hans slags
ville ønske,
de havde
behov
for en
optiker,
udenfor står
David Evans
og glor.

Underetagen

- til David Lynch

Kældrene
ligger
der bare
et sted
under husene,
der bor
der nisser
og monstre
og kasser
med fotos
af afdøde folk,
som man bare
må glemme,
og drømme,
som ikke
må plette
på tæpperne,
mens de
forbløder,
i stuerne
bindes
der slips.

I dag

Det er
i dag,
du skal være
præcist,
hvem du er,
og i dag,
du skal lære
at leve
med tanken om,
at der
vil komme
en tid,
hvor du ikke
skal være
det mere,
og det er
i dag,
du skal gå
under stiger
og indsamle
hestesko,
det er
i dag,
du skal ofre
en bonde
og købe
dig tid,
og i dag,
du skal kæmpe
mod vindmøller,
vandre
i blinde
og hyle
mod Månen,
i dag,
du skal åbne
en rudekuvert
med dit
navn på
og le,
bare le.

Interstellar overdrive

Her
kommer Syd,
han har
stjerner på,
har han,
og øjne,
der drejer
og dratter
i huller,
i matsorte,
fugtige
huller,
så spillet
er slut
og begynder
den ene gang
efter den
anden,
så skrider
han, Syd,
jakken
ligger
på gulvet
og flyder,
i forlommen
ligger
en sang.

Passageren II

Her
sidder jeg,
og stationerne
farer
forbi,
og ved hver
er der liv,
som bliver
levet,
og død,
som bliver
døet,
jeg klør mig
i håret
og roder
i lommen
og viser
billetten
til ham
kontrolløren,
der nikker
og bare
går videre,
helt tom
i blikket,
og så
kan jeg vist
bare
blive her,
indtil
jeg får mig
et navn.

fredag den 10. oktober 2014

Noget om Forlaget Rütter

Fra dags dato eksisterer der et nyt undergrundsforlag i Danmark. Det er i hvert fald blevet tildelt ISBN-nummeret 978-87-997807-0-9.

På en måde er det gammel vin på ny flaske, for lyder navnet Forlaget Rütter bekendt, er det ganske rigtigt: Det er selveste Afdanket Rütter Pferdlag, hvorpå jeg siden 2010 har udsendt diverse hæfter og bogobjekter, som er blevet reinkarneret. Og så alligevel ikke: Også fremover vil ARP eksistere med henblik på udgivelsen af projekter, som ikke kræver det store budget eller den helt vanvittige profilering. Men efterhånden som digtsamlingen 8600 er gået fra at være en drøm til en realitet - den er nu ca. 88 procent crowdfundet - fik jeg brug for at omdefinere min hidtil noget skramlede forlæggerrutine. Jeg ville gerne finde et navn til det forlag, som skulle udsende bogen, der lød mere seriøst, men samtidig ikke afbrød forbindelsen til dets DIY-rødder. Ergo: Forlaget Rütter.

8600 udkommer i sensommeren/det tidlige efterår som forlagets første satsning, men jeg vil understrege, at planerne ikke standser der. Den know how og det netværk, jeg opbygger under arbejdet med denne bog, vil jeg - om alt går vel - bruge til at lancere to nye bogprojekter året efter: En digtsamling med en gammel forfatterkollega, som hidtil ikke er udkommet i dette format, men i meget høj grad fortjener det, samt en antologi, som forhåbentlig vil gøre op med den åndssvage myte, at der ikke eksisterer kvalitet i "den poetiske undergrund". Modsat andre antologier i dette lag af litteraturscenen vil den blive samlet con amore: Ikke ud fra donerede bidrag, som koncentrerer sig om en bestemt mere eller mindre inspirerende tematik, men ene og alene ud fra min egen ydmyge ide om, hvad der er kvalitet. Oplæsninger vil blive frekventeret, blogs vil blive gennemgået, FB-fora vil blive set igennem, og ingen vil blive afvist. I stedet vælger jeg aktivt til, og arbejdet starter i det små lige nu.

På forhånd god læsning!

Venlig hilsen

Steffen Baunbæk

DIY

Bladene
falder,
jeg prøver
at gribe dem,
nu skal
det bygges,
det træ!

Regnen

har trukket sig,
pludselig
er det
en høj og klar
dag
i oktober
af den slags,
hvor krige
bliver indledt
og huse
bliver sprunget
i luften,
en dag
af den slags,
hvor man kaster
sig ud
foran rullende
togsæt
og smiler
så bredt,
at det,
smilet,
bliver godt
tværet ud
over alt.

onsdag den 8. oktober 2014

No fun

Jeg er ikke
for sjov mere,
ikke til papnæser,
valgkampe,
krige
og sport,
ikke mere
forfalden
til soft ice
og amfetamin,
eller kys,
hverken bange
for Gud
eller Satan,
Bill Gates
eller banken,
for livet
er kort,
alt for kort
til et liv
med et navn,
en adresse,
en holdning,
et ansvar,
jeg skider
på livet,
jeg skider
på blomster
og bomber
og bleer
og bønner
og bræk
ned ad blusen,
giver pokker
i pokker
og poker
og poler
og Polen
og Pondus,
pingvin
eller ikke,
du ved,
jeg er ligeglad,
er jeg,
med dig
og med mig
og med os
og de andre
og venner
og fjender
og høje
og lave
og brune
og hvide
og gule
og røde
og gode
og onde
og dumme
og kloge
og raske
og syge
og hele
og halve
og hede
og hule
og helvede,
mand,
jeg har vejr,
der skal
trækkes,
så jo,
du må selv
lave dyr
af den
skide
ballon.

Sten

Stormenes
tid er tilbage,
jeg sidder
og vogter
på mit,
på mit navn,
min frisure,
min stemmepragt,
frøerne
kvækker
i kæret
og stivner
og synker
til bunds.

tirsdag den 7. oktober 2014

Locus

Hundene ved,
hvor jeg bor,
de har pisset
på døren,
i hvert fald,
og det både
schäfere,
collier,
pitbulls
og mynder,
om lidt
kommer
strømerne helt
sikkert også
med skjolde
og hjelme
og pumpguns
og pløkker
mig ned,
mens de
filmer
det hele
til DR
og YouTube,
så alle
kan se
for sig selv,
hvor de
har mig,
og at jeg
forbliver der
temmelig
længe,
velsagtens
for altid,
men mig
gider ingen
fortælle,
hvor pokker
det er.

mandag den 6. oktober 2014

3AM eternal

Vågner
midt om
natten
og kan
høre alt,
der ikke
er der,
bilerne
og stemmerne,
maskinerne,
som bare
står på
havnen
og er jern
og stål
og tavshed,
men det
værste
er mit
hjerte,
uret tikker,
den er
hel snart,
togsæt
hviner,
skifter
spor.

The Next Day


- tre Bowie-fantasier






















1

Bowie
spiser is
og skifter
ble og
glemmer
næsten,
han er
Bowie,
han går
rundt
og rundt,
det skratter
lidt, der
dufter
af vinyl.


2

Bowies
øjne
falmer,
de er
næsten
ens nu,
mørket
ser de
klart.


3

Bowie
tager
sin maske
af og
endnu en
og endnu
en og
endnu en,
til alt,
der er
tilbage
er en
sang.

Hemmeligt nummer

Ringer, og nogen tager røret, og jo,
det er virkelig et rør, og den eneste ting,
jeg fornemmer, er vinden, der suser,
og sandet, som flytter sig, græsset
kan ingen jo høre om gror.

søndag den 5. oktober 2014

Græsset

er grønt,
jo, men
ikke så
grønt, man
bliver
gul af
misundelse.

Mayland

Fylder
kalenderen
helt op
til randen
med snevejr
og vindpust
og tavshed
og søvn,
der er
meget
at nå,
der er
længe
til ferie
endnu.

Duel

Nu skal
vi vågne,
det kræver
den, dagen,
den kræver
vort kød,
vores blod,
vores guldkorn
og dumme
bemærkninger,
alt vil den have,
både hjertet
og hånden
og munden
og røven
og handsker
og løbesko,
æder os
hele, gør
dagen,
og uden
bedøvelse,
tak, vi har
bare at
vågne
og tabe
en hæderlig
kamp.

Grønkorn

Det er ikke,
det store,
men mindre
kan gøre det,
mindre
og mindre
endnu,
til det vokser
og vokser,
så sprænger
det rammerne,
så er det væk,
det er spredt
alle vegne,
endda,
og så pibler
det frem,
det er ikke
det store,
og det er
det store
i det.

Tog

skal nå
frem,
det er
det,
de er
til for,
men selv
vil jeg
helst
bare
væk.

Intercity

Lysene
farer
forbi
udenfor,
og jeg
tænker
på folk,
jeg har kendt,
nogle
af dem
er borte
for altid,
mens andre
vist bare
er borte
og andre
igen nok
en dag
bare
står der
påny
og er
blevet
til andre,
jeg bedre
kan lide
eller ikke,
mens lysene
farer forbi
går det op
for mig,
lige præcis,
hvor
mangfoldig
en ting,
døden
egentlig er,
kroppen
lyser
i mørket
ved døren,
jeg trykker,
og så
går jeg
ind.

Dobbeltgænger

Stikker
en hånd
gennem tågen
og siger
goddag
til mig selv,
og der
står vi så,
vi trækker til
fra hver ende
af tovet
og slipper
så samtidig,
vi falder
bagover,
ned i et
sort hul,
for enden
af verden,
vi slår os
og griner,
hvor er vi
dog til.

Åh, denne

dårskab,
at se den
gå ned
igen,
solen,
og tro,
det gør
forskel.

onsdag den 1. oktober 2014

Avedøre blues




















Avedøre er lidt
ligesom Manchester,
ligner sig selv
mest i regn,
men her hører
man ikke
The Smiths,
Ian Curtis
var nok ikke død her,
i hvert fald slet ikke
alene i rebet
en morgen i maj,
nej, her gemmer man
guns under sengen
og narko i poser
i afløbet,
kærlighed får man
at føle,
og regnskaber
fører man kun
for at gøre
dem op,
Avedøre er lidt
ligesom Manchester,
jo, her er fugtigt
og gråt,
og det hele
er jord,
man kan rådne i,
kølig beton,
man kan bo i
så længe,
man venter,
og her
synger ingen
og rapper
kun skidt,
men med
næverne
taler man
højt.

I stedet for Olfert Fischer















Flyene
trækker
mod syd,
ned.
hvor peberet
gror,
og man
maler
med olie
og blod,
og her står vi
tilbage
med skidende
duer
og spejlæg
en masse,
vores
kedsomhed
varer
en krig.