tirsdag den 30. september 2014

Manøvre, efterår

Det er første oktober om lidt,
og alligevel ligner den, verden,
sig selv, der er stjerner og mure
og hunde, der skider præcist,
hvor de vil, når de vil det,
og strømerne kommer vel nok,
hvis de gider, og aktierne
falder vel nok, som de har det
for vane, jeg ser mig i spejlet,
og jo, det, jeg ser, ligner også
mig selv, det er grimt nok
i hvert fald, det bærer med rette
mit navn, det er første oktober
om lidt, jeg har skrevet et digt.

Efterår

Bladene
finder

på plads
i en bog,
intet

menneske
fatter.

Ukendt nummer

Ringer til bedemand Olsen
og hører hans stemme i røret,
så rolig og fattet den er,
jeg har udsigt til grantræer og mejser,
der pikker i sneen,
og skraldet bliver hentet hos naboen,
tror jeg, og på mit papir
bliver streger til mønstre,
der vokser til ting,
som er større endnu,
og han spørger mig igen, gør han,
Olsen, vil kende mit navn og mit ærinde,
lyver mig til, at jeg hedder Per Jensen
og bare vil sige,
min kiste er meget for lille,
at benene gnaver mod låget,
at jeg får modbydelige knaster i nakken
og sover ad H til,
så lægger han på,
siger ikke et ord,
ringer simpelthen af og er væk,
der er stille i stuen,
og gulvet er helt fyldt med brædder
og skruer og hamre og save og pensler
og spande med lak,
der er plads nok i haven,
jeg burde vel få mig et liv.

Livet

er hårdt,
det er
hårdt
næsten
ligesom
beton,
med beton
kan man
opføre
huse
og afstive
kældre,
det kan
man vist
ikke
med livet,
man hænger
vel på det,
det
skidt.

Lebensraum

Fyldt er den, himlen, med ænder og gribbe
og ugler og engle og rutefly, skyerne
trækker sig sammen og drypper af mangel på
ilt, og jeg står her på jorden og tæller
hver eneste dråbe, den bruger min tid op før
tid, gør den, regnen, i pytterne koges der æg.

Agenda

Det er ord,
er det,
simpelthen ord,
der forsøger
at finde hinanden
blandt tusinder
af andre,
der alle
skal steder hen,
spændende
steder
med palmer
og knivdrab
og brændende buske,
de ord,
som vil ud, ind
og væk
fra det hele,
og helst
aldrig vende
tilbage
til sjappet
og smudset
og stanken
af bilos
på Tagensvej
hen imod
aften
en klæbende
dag i
oktober,
ja, ord,
der går hen
over hovedet
på mine,
som ved,
der er tag
over himlen,
som helst
bare folder
sig ud
for at folde
sig ind
i hinanden
og varme sig,
falme
og dø.

fredag den 26. september 2014

Grisling

er lille,

og skoven
er stor,
fluer

lyser i
natten.

Terminal

Der kommer
skyggen,

papiret
er nyredt,

den lægger
sig ned

for at
dø.

torsdag den 25. september 2014

Afgang

Alle
er trætte
i togvognen,
venter
på søvn
eller bomber,
det ene
erstatter
med lethed
det andet,
en gut
snitter
sæder op
henne
ved døren,
så ridser
han lidt
i sig selv,
det er
sidst i
september,
på skinnerne
ligger
en mønt
fra Korea
og ligner
en drøm.

Frugten

er høstet,

nu står de
der, træerne,

længes
mod løvfald.

onsdag den 24. september 2014

16A

Husker
hans lejlighed,
hanen,
der dryppede,
rørenes
susen
og lyden
af blomster,
der voksede
ovre i
potterne,
husker hans
åndedræt,
roligt,
men hæst,
det var
ligesom,
han hev
efter vejret,
på væggen
hang Jesus
ved siden
af Marx
og Bengt Burg,
der var
lang vej
til Rom
og Damaskus,
men tasken
var pakket,
på knagen
hang jakken
parat.

Solen

står højt
nu, og
svulsterne
vokser,
og svammpene
spreder sig
inde i
murværket,
natten
er aldrig
forbi,
men den
har sine
steder
at søge
i ly.

mandag den 22. september 2014

Lysene

ude
bag ruden,
hvad
er de
i grunden?
Gespenster
af solen,
som havet
fik druknet
i går
eller varsler
om endnu
en stjerne,
der
udklækkes
nu?

Natten

er sort,
hvis den
bare
var grøn
eller rød,
var
min sjæl
næppe
gul
og blå,
før den
gik
over.

søndag den 21. september 2014

Regnen

Så er der
regnen,
ja, regnen,
som ikke
kan bruges
til noget
her sidst
i september,
hvor alting
alligevel dør,
og man selv
er forbandet
i live på
ubestemt tid,
bare regnen,
der går
gennem tøjet
og kødet
og tanken
som om,
der et sted
inderst inde
er lavet
et udløb,
ja, findes
en bundprop,
man bare
kan fjerne,
så alt,
man har
været
og er
skylles ud
med ét
kæmpestort
slurp,
men desværre:
Der er kun
en flydende
kælder
og planker,
der rådner,
og sort,
gustent vand,
der går
helt op
til halsen
og stiger.

Tågen

har lagt sig
i gaderne,
folk går
i blinde,
og bilerne
suser
igennem
et lysende
ingenting,
alt, man
kan se
er de
ulmende
ruder,
bag dem
er det
hele til
salg.

Nej,

det er
ikke en

skraldespand,
det er et

menneske.

Vejene sejler

af regn,
og i skurene
står vi
og venter
på færger
til Puttgarten,
Malmö
og Harwich,
ja, hvor som
helst hen,
vi kan
vente
igen,
men
med stil.

Venter

på frostvejr
og blodspor
i sneen,
en vej,
som kan
føre mig
hjem.

Havet

er blankt,
ligner noget,
man glider på,
ja, eller
skriver
fortællinger på
af den slags,
hvor ét ord
er en sætning
for meget,
jeg håber,
det snart
blæser op.

fredag den 19. september 2014

Løverne

spiste
vist græs
engang,
det har vi
fået
på skrift,
så det
passer
velsagtens,
men lader
selv hellere
livet blandt
tænder
og kløer,
end jeg
vokser
ihjel.

torsdag den 18. september 2014

Græsset

er slået,
nu ligger
det der
og forbløder,
vi vandt
den sgu,
krigen,
og uden
en skramme,
endda,
men historien
er der
nok ingen,
der gider
at skrive.

Fromme ønsker

Åh,
lad mig
være
en nusset
papirlap,
du finder
i lommen
på bukser,
du lige
har vasket,
en plet
på din kjole,
du bander af,
inden
du tværer
den ud
over alt det,
som endnu
er rent,
lad mig
være
et æble,
der rådner
et sted
i din nye
og duftende
håndtaske,
åh,
lad mig
være
en ting
af den slags,
man bør
huske
at glemme.

tirsdag den 16. september 2014

Profiltekst

Det er
sådan,
jeg er:
Solen
skinner,
jeg håber
blot på,
at der
snart
bliver
lyst.

mandag den 15. september 2014

Gå,

lad mig være,
du kvæler mig,
gør du,
i søde ord,
kærtegn
og favntag,
du kræver
konstant,
jeg er mig,
gør du,
filtrer mig
helt ind
i verden,
og Jorden
går under
hver
eneste
dag.

Verden er til,

og den gør,
som den plejer,
roterer
og kaster
med lava
og skvulper
med bølger
og den slags,
min ven,
det er dig,
som er dum,
hvis du
søger en
mening.

Sårene

lukker sig,
åh, mand,
hvor er
man dog
ensom
i sådan
en krop.

Tre poser


1

Den hænger
der stadig,
den åndssvage
pose i
træet,
det gjorde
den også
i sommers
og sommeren
før,
og man
ser alt
for klart
hvilken vej,
vinden
blæser,
men lærer
at leve
med dét.


2

Mørket
og tågen
har meldt
sig igen,
og man
indtager
dagene
lidt
ligesom
chips,
hurtigst
muligt
og uden
at smage
for meget
på noget,
og henne
i buskene
ligger
der poser
og rasler,
det
er de
en evighed
om.


3

Posen
er hullet
i bunden,
og pålæg
og flasker
og slik
drypper ud
på det
revnede
fortov
og danner
et spor,
man kan
følge
engang,
når man
gerne
vil hjem.

Nogen

har sagt det

med blomster,
jeg ligger

på jorden
og prøver

at klistre dem
sammen påny.

Solen

er fremme,

forsøger
forgæves

at stoppe
den ind

under skyen
igen.

Plænen

har vokset
sig vild,
mens
jeg sov,
blevet jord
i et
skingrende
oprør
mod jord,
ét stort
tågeslør,
grønt,
ved at
sprække
af form,
der er
midler
mod
den slags
i skuret.

Retur

Hører min
stemme
den taler
fra steder,
jeg aldrig
har været,
på sprog,
som jeg ikke
forstår, den
bør holde
sin kæft,
gør den,
inden jeg
sender den
hen, hvor
gendarmerne
venter
endnu.

fredag den 12. september 2014

X2

Først
tager du
et skridt
til venstre,
så går du
til højre,
så vakler
du lidt,
bare rolig,
du falder
nok ikke,
så træder
du baglæns,
og så
skal du
forlæns
et trin,
og så
ender du
der, hvor
du startede,
der skal
du sætte
dit kryds.

torsdag den 11. september 2014

Bækken

Af og til
stod vi
i bækken
og byggede
tårne
af slimede
mursten
på banker
af sand,
næste dag
var de
endnu
en gang
bare rester
af noget,
de kloge
lod smuldre
i fred.


(til 8600)

onsdag den 10. september 2014

Nogen

har trådt
på den,
Månen,
nu kommer
den tættere
på hele
tiden,
og stanken
af grøn ost
har svøbt
sig omkring os,
selv ulvene
lægger
sig ned
for at dø.

Uden titel

Endnu
en bil
kører galt
i kvarteret,
den ligger
i grøften
og brænder,
og hud
smelter sammen
med gummi,
jeg slukker
mobilen
og skriver
et digt,
der er
udsigt til
klart vejr
i dag.

tirsdag den 9. september 2014

Bjesk

Sommeren
hælder,
og ud
skyller regnvand
og råd
og et postkort
fra Skagen,
som alle
er frarejst
for længst,
du kan
smage den,
stranden,
det buldrer,
den ønsker
dig væk.

Sneen

er faldet
forkert,
pletter
gulvtæpper,
sagsmapper,
sind og
samvittighed,
holder
os samlet
på trods,
der er
forår
på vej,
kryb
i skjul.

mandag den 8. september 2014

Hotline

Finder
dit nummer
og ringer,
jeg vil
ikke noget,
vil ingenting
opnå,
kun høre
dig tale
om lyden
af gruset
på vejen,
om hestenes
vrinsken
og svanernes
snadren
i dammen,
her er der
kun skærver
langs nedslidte
skinner
og krøllede
gratisaviser
i trange,
beskidte
kupéer
og noget,
der dutter
i hånden
en stund,
før jeg selv
lægger
på.

Dagsorden

Pludselig
er den der,
regnen,
og folk
sætter farten op,
sætter
i løb
mod entréer
og udhæng
og skure,
jeg står,
hvor jeg står,
jeg er klar
til at lære
at gro.

søndag den 7. september 2014

Send mig

et postkort

fra bare
ét sted,
hvor du

aldrig har
været.

Opklaring

følger

om lidt,
nyd nu bare

det regnskyl,
for pokker!

Mørket

er gradbøjet,

selvom
jeg ikke

kan se,
hvor jeg er,

er du
genkendt.

Hunden

er død,
vi begraver
den omme
i baghaven,
regnen
er tør.

fredag den 5. september 2014

Status

Der,
hvor jeg er
i mit liv
lige nu,
er der rimfrost
i græsset
og klister
på stolen
på trods af,
den summer
elektrisk,
ja, der,
hvor jeg er
i mit liv
lige nu,
er der optræk
til Kleenex
og afløbsrens,
flimmer
på skærmen
og kuglelyn,
der,
hvor jeg er
i mit liv
lige nu,
er der
varer
i kiosken,
men fluerne
sværmer
i flokke
ved disken
og pungen
er tom.

onsdag den 3. september 2014

Solen

står op,
den er
god nok,
den ligger der
stadigvæk,
byen,
den slags
ved man
aldrig på
forhånd.

Giv mig

en sportsplads,
en dugget
og duftende
sportsplads
med nyslået
grønsvær
og plads
til en masse,
en sportsplads
i forstaden,
stille
og tom,
jeg skal
nok
score
mål.

Kører

i tog
gennem mørket
med syv
favne stål
og beton
lige
over mig,
jeg er
begravet
for sjov,
det er
rart.
her er
køligt
og trygt,
men,
min ven,
væk mig
lige,
hvis
ormene
kommer.

Endnu

en bums
dør
på bænken,
mens folk
bare haster
forbi
ud i
solen,
hvor alt
blændes
ud.

tirsdag den 2. september 2014

Åbner

en dør,
og det
er der,
det hele,
den ventende
kat
og de lange
reoler
med bøger
og cd'er,
sengen
og bordet
og kassen
med digte,
og dog
vil jeg
stadigvæk
hjem.

Farverne,

klare

som glasskår
i øjet den

anden
september.

mandag den 1. september 2014

Langerak forever

Lige
den vinter
var fjorden
helt tilfrosset,
vi kunne
gå på den,
isen,
til Aalborg
og Struer
og Løgstør,
hvis vi ville,
og under os
flød de,
de druknede,
over os
hang der
en måge
og skreg,
men vi stod,
hvor vi stod
på en knagende
flade
af tid
og var os,
bare os,
og vi kyssede,
indtil
det hele
begyndte
at flyde
igen,
næste sommer
drog fiskerne
ud
i de tjærede
joller,
trak ålene op
fra en
flimrende,
bundløs
erindring.

Kongen

Fenge
er vågen
igen,
skubber
stenene
væk,
og så
står han
på toppen
af klitten,
der spejder
han ud
over møller
og siloer,
veje
af asfalt
og skibe
med køle
af rustent
metal,
det var mere
end livet,
han tabte
dengang,
og det
skrammede
sværd
i hans hånd
hører til
på museet
i Nykøbing
nu,
men det
bølger dog,
kornet,
så gyldne
og mange
de er,
disse aks,
mænd
som ham
er dog
stadig
til nytte
som muld.

60

Oppe i bakspejlet står du
tilbage og vinker farvel
til dig selv, du har sand
mellem tæerne, har du,
og burrer på bukserne,
hænderne griber om luft.

59

Busstoppestedet er
nedlagt, her standser
man, hvor der er folk,
ellers ædes der
asfalt, du, råt!

58

Verden er én stor tallerken,
man tager, hvad man vil,
resten af det skal havet
nok skaffe af vejen.

57

Fårene står der og puffer som popcorn,
de ligner grangiveligt skyer, der
ligner hvad pokker, man vil, de skal
nok drive bort, vent at se.