søndag den 31. august 2014

56

Stien fortaber sig, spindelvæv spænder sig ud
mellem stammerne, mandag og fredag, august og
oktober er noget, der spræller i nettet,
i himlen er hænder, der haler i land.

lørdag den 30. august 2014

55

Døren er låst, der er noget
derude, det sidder i træerne,
lurer i græsset og hænger
i luften, det glimter på
væggen, det skurrer et sted
under gulvet, vi siger godnat.

54

Solen er tåget, og alting
ser ud som i drømme, ved
kysten er gusen igang med
at bygge sig op, der er
stadigvæk stier, men ingen
har brug for den slags.

53

Stirrer mod lyngen som om, den forsøger
at sige mig noget, at stave sig frem
blomst for blomst, der er efterår lige
om lidt, det fortæller mig nok noget andet.

torsdag den 28. august 2014

52

Ræven har været her, ræven har
efterladt fjer i min indkørsel,
ræven har skidt mellem rejnfan
og smørblomster, ræven er væk
nu, jeg fabler om engle og håb.

51

Det er vådt, er det, havet,
det dækker så meget, du vil,
men det vasker dig ikke, det
sluger dig helt, hvis det må,
du, det stabler dig op på en
anden mands dørtrin en dag
som en støtte af salt.

50

Træerne drypper, en regn standser ikke
med ét, heller ikke med to eller tre,
du var flittig i går, talte stenene
nede på stranden, så tunge, de var.

49

Fuglene samler sig, snart vil de flyve mod
syd, ned, hvor peberet gror, og man snakker
egyptisk, og så vil du stå helt alene tilbage
med rimfrost i håret og klø, til det sner.

48

Sneglene æder hinanden,
men myggene sværmer
for dig, der er forskel
på folk eller noget.

47

Ude ved vejkanten sælger de dild
og kartofler og rødløg, om aftenen
sælger de sjæle i byens missionshus,
de drager herfra, gør de snart, de
lokale, med mønter i munden.

46

Naboen snubler på plænen, og pærerne dratter
til jorden, og bølgerne rejser sig ovre ved
Japan, og verden går under, og du sidder
bare på bænken og ligner dig selv.

onsdag den 27. august 2014

45

Der mellem snerre og perikum: Ægte
skarntyde på stilk, du bør plukke den,
presse den, drikke den dagligt, så farverne
ikke forsvinder, når solen går ned.

44

Duggen forsvinder, du genkender
ansigtet under den, dit er det,
furet og runkent som nedfaldsfrugt,
solen står højt, den er gul som
en løgn, men den brænder nu, stærkt.

43

Asfalten bliver til skærver,
der bliver til grus, som
fortones i striber af græs,
og for enden af dem står et
rådyr, det ved, hvem du er,
du vil aldrig nå frem.

42

Græsset er gyldent og tørt,
det er bølgende sol, er det,
ravet går tabt bag dit øje
et sted, synker ned mellem
søpindsvin, hajer og blæk-
sprutter, du er et vrag.

41

Rønnebærtræet er helt
tungt af bær, har sat
surhed på stilk, det kan
tabe den, du syrer til.

tirsdag den 26. august 2014

40

Havet er stille i dag, ligger bare
og skvulper og tænker på drivtømmer,
skaller og rav, det vil rejse sig,
vil det, igen, det vil tale,
til ordet bliver fast.

39

Der mellem klitterne: Endnu en stor
bunke skaller i sandet, et vidnesbyrd
om, her var nogen før dig, her var nogen
som dig, de var sultne nok, nu er de væk.

38

Fårene står der og glor, og du luder
alene ved hegnet i vinden og ligner
en nisse, en trold, bare noget, som
ikke bør være her, posen er tom.

37

Musene pusler på loftet, snart
kommer de, rotterne, derefter
løver og ulve, velsagtens, til
allersidst noget, du ikke kan
fatte, så bliver der vel ro.

36

Myggene sværmer, og grævlingen
kravler på plads i sin grav, der
er dug på din trøje, de klaprer
nu, tænderne, solhønen lægger et æg.

mandag den 25. august 2014

35

Frost eller ej, den er stivnede bølger,
den jord, som du går på, du drømmer
om nagler, du lugter af fisk, der
er kindkys ved kysten i nat.

34

Mågen har sat sig på tagryggen, sidder helt tavst
og betragter mig, bedet er fyldt med radiser,
jeg trækker dem op en ad gangen, den tænker på
noget, den fugl, den er dum nok, du ved.

33

Rølliken blomstrer endnu, inden
vinter er stilkene tunge af
pærer, du taber dem kluntet på
jorden, du vandrer på glas,
solen klirrer, din fod drypper saft.

32

Mosset er blødt, det er ikke
en seng, det er ikke en grav,
det er bare en pude at træde
på, mens du går længere ind
i plantagen på jagt efter lys.

31

Nogen har sat sine fodspor
i haven i nat, du er ikke i
tvivl, der er knækkede grene
og alting, det lønner sig ikke
at følge dem, de finder dig.

30

Skyerne ligner, du er, du er bare
for meget, min ven, du kan undvære
hovedet, din højre arm også, det
siger du selv, blot du én gang kan
skrive dit navn rent i kæruld og fnok.

29

Ruderne lyser, og alle er
lygtemænd, alle har moser
at drukne i, ingen vil være
alene, når nætterne kommer med
spindelvæv, ugler og fugt.

28

Alle katte er grå, det er
noget med lyset og vejret,
er noget med stoffet, det
hele er lavet af, syninger
går i dit øje, i køkkenet
står madskåle klar.

27

Sidder i klitten og prøver at
lære, hvad marehalm gør, der
er hav nok at stritte imod.

26

Ruten er lavet af skærver, Jens
Vejmand er taget i forvejen,
skulle vist samle et bjerg.

25

Naboen klipper sin plæne,
om lidt får den nok også
slips på, der kommer
vel altid en fest.

24

Vinden er hård, det er stenene
også, du sidder på knolden
og synger dig tornekrat til.

23

Klitrosen sætter sit bær, og det samme
gør havtornen, du bærer rundt på en knop
mellem ludende bakker af sand, den bliver
nok aldrig moden, men fyger vel til.

22

Granernes grene er tunge
af kogler, de duver i
vinden, de venter på,
du lægger kursen forbi,
du er angst for kometer
og styrtende fly, du vil
møde din Gud lige her.

21

Græsset er vådt, det er lidt som
et hav uden dybde, du svømmer for
livet, du drukner i farver og duft,
ånder lys gennem viftende gæller.

20

Hundene strejfer i nat, de har færten af noget,
de går over veje og skel, gennem haver og stuer,
de tuder og gør, de har øjne, der lyser i mørke.

19

Natten er oplyst af hyben, det
kræver det rette par øjne at
se dem, du lukker dem i.

18

Karlsvognen rammer en mur, og du slynges
mod ruden, du breder dig ud over himlen
med bumser og alting, du ligner en myg,
du skal dø, du er snavs på min hud.

17

Vindfældet ligger der stadig, det ligger
i skellet, og under det bor der en ræv,
som jeg aldrig har set, den har unger, den
spreder sig, glemslen, den tumler i græs.

16

Naboen vågner, kan høre ham rasle
i skuret, og blik efter blik bliver
dagen lidt mindre, snart kommer den,
natten, med hobe af stjerner, der
hænger deroppe i mørket og glor.

15

Havet kan høres langt borte, det lever
af skrænter og skrog, og det skummer
om munden, her sidder jeg bare på trinet
og lytter til æbler, der gror,
til en Volvo, der starter et sted.

14

Stuen er stille, i pejsen bliver
kævler til flammer, de danser
til sange, du aldrig har hørt.

13

Stæren er landet, den sidder i græsset,
er muligvis åh så fornøjet, den synger
i hvert fald, du sidder på trappen og
tier om ting, man har ord for,
mens birkeløv danser i blæst.

12

Snart er sæsonen helt slut, og du
vader i lynger af blåbær, i have
af hyben, i bræmmer af nedfaldne
æbler, en isbræ skal kælve, før
minder spirer og vokser igen.

11

Kaffen er kold, men den er der, det samme
er svalerne, lyngen og rækken af vejrbidte
graner, du hader dit blik, det er altid et
andet sted henne, men hænderne fryser her, nu.

10

Havet er blåt, og det samme
er himlen, og der står så du
med din pensel, og vel er der
udsalg hos Flügger, og dagen
er lang, men det skaller,
det skidt, det skal
males, det hele, igen.

9

Regnen er standset, og guld
ligger spredt over landskabet,
bittesmå dråber af flydende
ædelmetal, og du samler dem ind,
i en verden af vand er du rig
nu, og alt er til salg.

8

Endnu en morgen, og endnu en
natsværmer ligger i vinduet,
død, det er sådan, det er,
tror jeg, verden forsvinder
et stykke ad gangen, jeg
lever for evigt.

7

Vinden tager fat, og med et er
du bare et pust i en rapsmark,
en drage, der styrter til jorden,
en albatros udbudt til salg fra
en bakke, mens publikum griner,
bliver sløjt og tager hjem.

6

Mørket har sænket sig, kattene
jager i buskene, dørene smækker
i huset, og vinden er kold, men
de vokser dog stadigvæk, æblerne,
ude på træet, en sti lyser rødt.

5

Dette er svampenes tid, der gror
morkler på håbet, og rørhatte
breder sig ud over troen, din
kærlighed dækkes totalt af
trompetkantareller, du sulter,
og dog bliver du mæt.

4

Himlene støjer, og stjerner bliver stemmer,
og stemmer bliver stjerner, og under den,
larmen, har Gud lagt sig ned for at sove,
han drømmer om blodspor og mudder og sne.

3

En for en dukker de, stjernerne,
op, og de yngler som rotter fra
Stella Polaris til Sydkorset,
æder din nattesøvn op, driver
rov på din skygge, går de
ikke ud, gør du selv.

2

Terningen ruller, den lander
på Stalingrad, Holbæk og Lhasa,
du tror nok, du vinder, du
mener, du taber, du ses på af
øjne, der aldrig vil blinke,
du bukker og takker og går.

1

Lyngen står flot her, og stierne
fører til revling, her finder du
alt, du skal bruge, kun læhegnet
mangler, dit ansigt tager form
efter vinden, og armene knækker
som kvas, men din rod stikker
dybt ned i sandet, du synker
skam ikke så let, du har
udsigt til himmel og hav.

Mirror man

Ser mig
i spejlet,
og jo,
jeg er
virkelig til,
det er katte
og tamrotter
ikke,
de genkender
ikke
sig selv,
de har
ingen idé
om, at
de er
af glas.

Flænger

Venter på opklaring, venter på bamser
og ringe og nøgler og kalke
rakt ud gennem skyer,
der lyder en raslen i krattet,
der løber et rygte i byen,
en hest bliver sadlet,
en knap lyser rødt i et rum,
elevatoren starter,
og flyene lander i Kastrup,
vi finder et firkløver,
gør vi, hvor grusvejen ender,
vi skriger så snart, vi ser lys

Styrtregnen

melder sig
brat,
og han løber
mod huset,
gør naboen,
ude i haven
står spaden
tilbage,
kartoflerne
lyser
i hullet
og søles
så til.

Pålandsvind

Pokker
til blæst,
man får
sand fra
Sahara
i munden,
det knaser,
det smager
af lort
fra kameler
og ikke
af sild
eller sandkage,
ligesom
det plejer
heroppe
i Thy,
hvor man
ellers
har nok
af det,
pokker
til blæst,
man får
timeglasform
af at tygge
sig gennem
det stads.

Lærer dem,

navnene,
forfra igen,
tormentil,
liden storkenæb,
katost
og perikum,
mit vil
de aldrig
få brug for,
det giver
sig selv.

Bølgerne

rejser

sig for mig
som om, jeg

er kendt
eller noget.

Lille mand

Der sidder
du så,
lille mand,
på din planke
ved havet
og skriver
om vinden
og vandet
og stenene,
åh, lille mand,
om du blot
kunne bruse
en smule
i stedet.

Hørbylunde forever

Kører
forbi
Hørbylunde,
her døde
Kaj Munk,
her gik
Højholt
og gik
mellem graner
og lærker
og lyng,
der er
gråvejr
i dag,
der er
mudder
på stierne,
sporene
ender her,
blindt.

Vestover

Kører
mod vest,
og det
regner,
og dyrene
ses gennem
slør på
de fedtede
bakker,
er ikke
en dreng mere,
flitsbuen
hænger
derhjemme,
så tør,
den vil knække
ved brug,
og alligevel
er den der,
sulten,
den knurrende
mave,
den lurende
slange
i krattet,
men hjulene
ruller,
de ruller
mod vest,
ud, hvor
natten
er sort,
og man
hører det,
bruset
fra havet.

November

Mørke,
der klistrer

til koglerne,
Månen

punkteret
af grene.

August

Markerne
bare som

lærreder,
venter på

flammernes
pensel.

Skyerne

græsser,

de vokser som
planlagt, om

lidt skal
de slagtes.

Cumulonimbus

Der er torden i luften,
insekterne flyver så lavt,
at man sluger dem, kisterne
bæres forsagt ud ad kirkerne,
tomme, det knitrer i gruset,
et barn bygger tårne af sand,
man kan falde fra, ned i de
dybeste pytter, det glimter
i vandspejlet, vildt,
biler kører for rødt.

Toget

står stille,
og jeg
sidder stille,
imens
farer verden
forbi,
den har
noget
at nå,
åbenbart,
der er
pletter på
sædet
af blod
eller sperm,
der er udsigt
til striber
af lys.

onsdag den 13. august 2014

Star quality

Selvom
vi ikke
kan se dem
i dagslys,
er stjernerne
til, ja,
de hænger
deroppe
et sted
i det blå
og forbrænder
sig selv
uden større
applaus,
vi har
travlt med
at købe
benzin.

Flora

Køber
dig blomster,
buket
på buket
falmer hen
i din karm,
stadig
fatter vi
nul og
en skid.

Druerne

rådner
på stilkene,

riflerne
larmer
i skoven,

jeg mærker
en varm hånd
i min.

Folk

står på
bussen,
men ingen
vil af,
det
er her,
vi skal

alle
sammen.

tirsdag den 12. august 2014

Mickey Mouse




















i en baggård
i Andeby,
Sortepers
velkendte
banden
og fnysen,
mens Striks
får ham ind
i salatfadet,
Fedtmules
hydr, mens
langt større
skurke bliver
spottet i
klatter
af blæk.

Onkel Joakim












drømmer
om Skotland,
om vejrbidte
heder,
hvor stormene
knaser
i næbbet,
om moser
så dybe
som glemslen,
familien
er nedsunket i,
om de kredsende
ravne,
som aldrig
vil få ham,
om skaller
blandt raslende
siv fra
et æg,
ingen rigdom
kan samle
igen.

Urfuglen

står der
og plirer
med øjnene,
ser på
det samme
som mig,
og jeg stirrer
direkte
på den,
før jeg
plirer
med øjnene,
pudser
min fjerdragt
og letter.

Stedet,

hvor skyerne
samler sig,
når de
er drevet
forbi,
vil jeg
hen.

Tror på,

at tiden
bør indtages
bid efter
bid, til
man skider
historie.

Døren

er åben,

jeg ved
hverken

ud eller
ind.

mandag den 11. august 2014

Fuldtid
















1

Døden
har søgt
om en pumpgun,
og endnu
en gang
er det blevet
et nej,
der skal spares,
hvis biksen
skal køre,
og leen
har virket
perfekt
indtil nu,
hvorfor spilde
sin tid
på det nymodens
pjank,
råber bossen
i hovedet
på Døden,
som blot
skærer tænder
og ser
på det bølgende
korn
man kan
måle hans
træthed
i aks.


2

Døden
har trukket
sit stik,
lukket ned
for mobilen
og nyder
den salige
fred for de
tryglende fæ,
der vil klage
konstant,
men har svært
ved at kredse
den ind,
relevansen
af kød.


3

Døden
forlanger
lidt mere
i løn,
det er
velfortjent,
synes han,
længe
og tro
har han passet
gesjæften,
og både
om dagen
og natten,
i skybrud
og snestorm
og regn,
og ser ler
han blot,
bossen,
og hænger ham
ind i et
klædeskab,
hvor han
kan rasle
i fred.


4

Døden
har været
på ferie,
nu er den
kommet
tilbage,
og bordet
er dækket
af bunker
af sager
fra Syrien,
Irak,
Donetsk
og Nigeria,
bossen
har sagt,
der er flere
på vej,
at det blot
er begyndelsen,
døden
får hul
på et
pilleglas,
går så
igang.


5

Døden
har talt,
og han sidder
endnu,
psykologen,
og tygger
på blyanten,
solen
går ned
over vesten,
og regningen
lander
i postkassen
senest
i morgen.

Giv mig










en rasteplads
uden
for Holbæk,
en radio,
der spiller
musik,
ingen hører
for alvor,
et vejkort,
der flosser
og smuldrer,
og duften
af regn
efter endnu
en alt
for tør
sommer.

Åh, hvis

man blot

kunne sove
for evigt

og vågne
igen.

Hjulspor

i marken:

Den rute, som
manden med

leen drog
hjem ad.

Holder den,

skruen,
i vandet,
jovist,
men bør
nok prøve
væggen
i stedet.

Havet

er råt
ud for Mols,
dybt
og vildt,
her er
husene
vraggods,
og sjælene
toppe
af havskum,
der snart
flader ud.

fredag den 8. august 2014

Amatørernes

aften
er slut,
og vi vågner
til søer
af pis
på de fnulrede
tæpper,
i gangen
er fryseren
tom,
og ved døren
står hunden
og snerrer
af en,
ingen
af os
kan se.

Siden

er tom,
der kan
stå noget
på den,
en skænk,
jeg kan
gemme mit
snavsetøj
i, ser
jeg helst.

torsdag den 7. august 2014

X












Sæt kryds,
ikke bolle,
for bolle
har tabt
og er røget
i ovnen
for længst,
så sæt kryds
ud for X,
ikke Y
som i Ymer,
for Ymer
har ingen
appeal,
måske Yvere
har,
store Yvere,
helst,
men det står
ikke, Y'et
for Yvere,
vel,
men for Ymer,
det syrlige
drys,
så sæt X
ud for X,
der står fast
og står på,
lægger til,
trækker fra,
haler ind,
smider ud
og den slags,
sæt dit X
på papiret
og læg så
den blyant
og gå.

Motorvej

Min fortid er
blevet planeret
og brolagt med asfalt,
chauffører på vej
til Lemvig
eller Kina
har hængt deres
plysnosser forrest
i ruden,
på bagsædet
griber jeg ting
ud af luften som hjerter
og husnumre,
kyler dem ud i en grøft
efter brug og er
dødvægt igen.

Jorden

er flad,

det er
mig, som

har gået
den til.

tirsdag den 5. august 2014

Den anden














Naboens
takstræ
skal dø,
for det æder
min sol,
og hans køter
skal væk,
for den smadrer
min søvn
med sin gøen,
hans bil
skal til skrot,
for den skænder
min udsigt,
og huset,
han bor i,
bør jævnes
med jorden,
hans fjæs,
ja, hans fjæs
er en hån
mod mit øje,
hans ansigt
må bort,
hans
personnummer
nulstilles
straks,
ellers
virker han
menneskelig
nok,
sådan
set.

Johnny Rotten




















på Tuben i '75,
blot en larmende
knægt
med en mærkelig
frisure
og revner
i tøjet,
der tror,
at man blot
kan stå af,
hvor man vil,
helst på Månen
og slet
ikke Waterloo
Station,
hvor rockerne
venter
med næver
og knojern,
hvor vildfarne
duer
bliver skudt.

GASA















er ikke
i Gaza,
og Gaza
er ikke
i Tilst,
men i Tilst
er der gaser
og gazebind,
det er
der ikke
i Gaza,
i hvert fald
for lidt
til de sår,
som man nok
ikke får
sig i Tilst,
men agurker,
det har man
i Tilst,
man har lige
og krumme
agurker
og sylteagurker
og striber
til næsen
i Tilst,
og i Gaza
kun afrevne
lemmer
og huller
i jorden
og striber
af blod
over murene,
Tilst
er the shit,
det er GASA,
der styrer,
og Gaza,
der slet
ikke styrer,
men heldigvis
bliver
den stribe
lidt mindre
hver dag.

Digtene

slynger sig
op ad
min krop
ligesom snerler
og vedbend,
en dag
vil jeg være
forsvundet
bag skriften,
en dag
vil jeg stå
sort på hvidt
på min
plads,
sand
som løgn
og latin.

Sommeren

fungerer
ikke længere,
den æder
sine børn,
der regner løv
og fjer
i gaderne,
på trappen
ligger tunge,
hvide
knogler,
fra en skorsten
stiger
ånderøg
i nat.

Han drak

skarntyde,

ham Sokrates,
selv kan jeg

bedre
lide rom.

Regnen

er ovre,

vi vover
os ud,

hvor det
sner.

Til nogen

Tænker tit
på dig,
når høsten
er inde,
og stubbene
står der
på marken,
endnu
ganske stride,
og venter
på flammerne,
tænker tit
på dig
ved den tid,
men hvem
var det
egentlig,
du var?

Togene

kører
forbi,
og jeg
lader dem,
men tanken om,
jeg kan
tage med,
har jeg
brug for,
du ved.

Tiggerne

kommer,
og nej,
jeg har ingen
kontanter,
men liv
har jeg
nok af,
hvis nogen
vil have.

fredag den 1. august 2014

Svinene

vokser
i staldene,
vokser
i klynger
som svampe
med fødderne
fyldt
med fækalier,
svinene
vokser,
og de bliver
større
og større
hver dag,
blæses
helt op
med piller
og doping,
de hyler
og skriger,
på gårdpladsen
venter de,
bilerne,
konerne
med.