torsdag den 31. juli 2014

Summit
















Vejen til toppen af Andes er hullet
og stejl, og til siderne åbner sig vældige
skrænter, og der kan man stå og se
busser og æsler og kroppe, der styrter
i dybet, og dybet er bundløst som jorden,
man går på, og nedslaget hører man
aldrig, og vejen til toppen af Andes
forgrener sig ligesom et rodværk, et
mønster af årer, måske, eller floder,
abstrakt, og man går, men man
når den først, toppen af Andes,
engang i en anden mands liv.

Pels














Der gror pels
på min kat
for at minde
mig om,
den er
dyrisk,
og jeg
er et menneske,
og der
gror pels
i mit fjæs
for at minde
mig om,
jeg er mandig,
velsagtens,
og ikke
så ung
som dengang,
jeg blev født,
jeg har
kendt den
som killing,
og da
var jeg voksen,
og dog
er den ældre
end mig,
og jeg ved,
den kan blive
gravid,
men kan nogen
i verden
fortælle mig,
jeg er
en tøs,
er det den,
og den mjaver,
og dog
er det mig,
der har svært
ved at blive
forstået,
forpulede kræ,
smut nu
ud for
at fange
den mus.

Lignelsen om Gamle Ole

Der var engang, hvor Ole sad på en knold og sang. Nu var han bare gamle Ole, og det indgav ham ingen glæde, at hans navn blev råbt op i alle landets bingohaller på ugentlig basis. Det var ikke ham, brikkerne faldt på plads for, og det var ikke ham, som havde udsigt til den halve gris eller købmandsposen med kaffe og citronmåne. Han kun udsigt til haven, hvor kragerne sked på de stauder, han ikke længere evnede at pleje, og muldvarpene sendte jordbunker i vejret, det ikke var umagen værd at bestige.

En morgen ventede der derfor naboerne noget af et syn. Ole var kravlet op på tagryggen, hvor han sad og trallede i vilden sky. "Han har da helt mistet forstanden, oldingen", hviskede man til hinanden, og dem, som var mest åndsnærværende, greb mobilen og ringede efter politiet, brandvæsenet og Falck, som kom hvinende ned ad gaden med stiger og pistoler og blink og det hele. Der stod de så nede i haven og råbte, og det skulle de da have lov til, syntes Ole, de friske, unge mennesker. Men han sang, og han havde tænkt sig at blive ved, og han lod sig ikke forstyrre af postyret dernede. Gamle Ole havde ikke tid til pjat. Til sidst gav alle da også op og gik hver til sit.

Og ugerne gik, og han skrumpede ind for hver dag, og en aften ved skumringstid var han blevet en solsort, der lettede og forsvandt bag ved skoven.

Da lyset kom igen, lå der et kvart pund kaffe på hver eneste trappesten i byen.

onsdag den 30. juli 2014

Verden

er strengt taget
alt det,
der ikke
er os,
der er dem,
som vil
eje den,
andre
har nok
i at
se den,
mens nogle folk
vil den
til livs,
før den
slår dem
ihjel,
det er nok
for mig,
tror jeg,
at spise
min is her
på bænken
i Nyhavn
og bare
gå bort.

Stjernerne

står som
de skal,
der er ikke
for mange
og ikke
for få,
der er lige
tilpas
af dem
til,
jeg kan
plukke
dem
til dig
endnu.

tirsdag den 29. juli 2014

Solen

står højt,
alting klistrer
og bliver
én suppe
af safter
og harpiks,
man finder
dig nok
til oktober,
når stormen
har lagt sig
ved kysten,
støbt inde
i rav.

Maskepi

Bomberne
venter
i tasker
og poser
og kufferter
på os,
vi lader
som ingenting,
mens vi
går videre,
ingenting
lader
på forhånd
som om,
det
er os.

mandag den 28. juli 2014

Vejene

ender
i veje,
der fører
til gader
og stræder
og stier,
som leder
tilbage
igen,
der er
blod
overalt,
men jeg
mangler
et hjerte
et sted.

To digte med engle


1

Alt
tørrer ud
i en hede
som denne,
selv blodårer
bliver
til lejer
af sand,
engle
hviler
sig i,
mens de
venter
på perler
af tid.


2

Fanden
til myrer,
der finder
hvert
eneste hul,
om det
så er
komplet
mikroskopisk,
og vrider
sig ind
og begynder
at bygge
og yngle
i vildskab,
hvis blot
engle
kunne
det samme.

søndag den 27. juli 2014

Hymne

Savner det
godt nok,
Sovjet,
der,
hvor bomberne
altid
var rene
og blanke,
hvor
alle folk
knejsede
rankt
i Moskvas
aldrig
svigtende
sol,
og enhver
vandt medaljer
til OL,
ja,
gamle
Sovjet,
der,
hvor køerne
afgav
den fedeste
mælk,
og man bagte
det sundeste
ovnbrød,
og størerne
gemte
den lækreste
kaviar
inde
i bugen,
det smukke
Sovjet
med de glimtende
kupler,
den lysende
tundra,
de blændende,
svulmende
floder,
det smukke
Sovjet,
hvor man havde
en god
kammerat
på hvert eneste
hjørne,
og Stalin
og Lenin
var rene,
så rene,
de ikke
kunne rådne
som Trotskij
og Piotr
Kropotkin,
det stolte
Sovjet,
hvor selv
collier
døde
i rummet
for sagen,
heroisk
og helt
uden klynken,
Sovjet,
Moder Rusland,
luk armene
om mig
igen
og klem
til.

Længes

mod frosten,
mod kulden
i jorden
og lemmerne,
længes
mod isen
på fjorden,
krystallernes
danser
i æteren,
længes
mod stilheden,
længes
mod ting,
der ser ud,
som
de er.

Sand

Skibene
sejler
forbi,
de har kurs
mod Gdansk
og Kaliningrad,
Riga
og Stockholm,
de lugter
af tjære
og sprit,
de har
ting med,
du ikke
har brug for,
men kølvandet
vasker
din sjæl.

Ryggen mod vest

Havet
kan passe
sig selv,
det skal nok
sluge skibe
og spytte
dem ud igen,
opskylle
ravklumper,
drivtang
og druknede
tyskere
uden din
mellemkomst,
drag du
blot hjem
til
dit liv.

Lignelsen om regnbuen

Klaus kunne godt lide at gå i marken sammen med sin farfar, der var landmand. Når der skulle sås, gik de fure op og fure ned for at sætte frø, og en dag, hvor det havde regnet, var det, han så den. Regnbuen.

- Hvad er det, farfar?
- Det er regnbuen, Klaus.
- Hvad kan den, farfar?
- Den kan ikke så meget. Men for hver ende af den står der en krukke med guld, Klaus.
- En krukke med guld? Orv!

Klaus var ellevild og spurgte farfar, om han måtte gå tilbage til gården, hente cyklen og prøve at finde krukkerne. Det måtte han godt, og drengen satte sig op, trådte til og rullede ud på landevejen.

Årene gik, og Klaus havde mere end en gang måttet stille en cykel, som var blevet for lille til ham, i vejkanten for at hugge en ny. Han havde cyklet over floder og bjerge, tætte byer, raslende marker og endeløse stepper, mens han først fik dun på overlæben, så kraftigt, sort skæg, så lange, grå totter. Hele tiden syntes den at være lige langt væk, regnbuen, men havde farfar sagt, at man kunne nå enden af den, måtte det også være sandt. Og ganske rigtigt: En dag var han der. Lige for foden af ham nåede de vældige farvestriber jorden. Lige for foden af ham stod der en krukke.

Og han bukkede sig ned, gjorde Klaus, og han vendte krukken på hovedet, og han lod indholdet rasle ud.

Den var fyldt med femogtyveører. Bunkevis af blanke, ubrugelige femogtyveører.

Klaus var gammel nu. Klaus kunne ikke engang tage bussen hjem.

Bakkerne

Omme
bag bakkerne
vokser der
pengetræer,
omme
bag bakkerne
synger
sirenerne,
omme
bag bakkerne
ender den,
regnbuen,
omme
bag bakkerne
venter
en navnløs
soldat.

CCCP

Russserne
kommer
med vodka
og bomber
og frosne
mammutter,
ja, frosne
mammutter,
der snubler
i jerntæppet,
frosne
mammutter,
der slår sig
og trutter,
at Østen
er Rød
ligesom blod
i en gulag,
Dan Rachlin
er født
i en gulag,
det tror jeg,
måske
var det der,
han fik smag
for Dan Rachlin
og Wham
og The Voice,
denne rædsomme
pigtråd,
der river
i øret,
ja, river
i øret
som lyden
af ensomme
statsfunktionærerer
på brune
kontorer
i Kreml
før Kennedy,
Reagan
og Joseph
McCarthy,
før Jeltsin
og Putin,
Gerard
Depardieu
og de andre,
før OL i Sochi
og fest
i Donetsk
og kalas
i Malaysian
Airlines,
nu kommer de,
russerne,
de har
matrusjkaer med,
der er
kaviar, du,
inderst
inde.

Vel er

der ugler
i mosen,
men ude
på marken
har viben
lagt æg,
og på
klinterne
yngler
der måger,
og sulter
man nok,
bliver alt
til én stor
omelet.

søndag den 20. juli 2014

Rough Riders in memoriam

En slags år 0 i mit liv var den aften i efteråret 1988, hvor vi var en flok nogenlunde jævnaldrende drenge (ca. 14 - 17 år) fra min hjemby Voel (ca. 10 km. øst for Silkeborg), der valfartede til Pejsegården i Brædstrup for at høre det sidste skrig: Rapgruppen MC Einar, som byggede videre på den new school-stil indenfor hip hop, vi allerede havde dyrket i et par år gennem grupper som Beastie Boys og Run DMC, men for første gang på et overbevisende og nutidigt dansk. Einar Enemark (MC Einar) har senere skrevet sin selvbiografi, der forklarer den lidt sky og tilbageholdende opførsel, han udviste alle andre steder end på scenen den aften, men bandet hang på det tidspunkt stadig temmelig godt sammen, og som noget lidt usædvanligt (ifølge hovedmanden Nikolaj Peyk), åbnede gruppen gerne døren til backstagelokalet for fans bagefter. Starfuckers, som vi i stor stil var, hang vi ud derinde i timevis og forsøgte at lokke hemmeligheder ud af medlemmerne, som på overfladen virkede meget venlige, glade og imødekommende. Vi kom og gik et par gange, og den sidste fik Christian, en af de andre drenge, øje på en plakat for arrangementet, vi gik ind for at få signeret. Hvad vi ikke vidste var, at alt ikke stod så vel til i Einar-lejren, som det så ud til: Medlemmerne imellem ulmede der alle mulige små konflikter, der blev smule ekstra eksplosive af den intensive turnevirksomhed, og efterhånden som promillen steg, blev det sværere for medlemmerne at holde den dårlige stemning fra døren. Bevæbnet med plakaten gik jeg rundt til de enkelte medlemmer for at tigge autografer, og jeg blev i lige dele forvirret og himmelfalden, da Jesper "Vildmand" Willeforte lige pludselig fór op og antydede, at han ville blive direkte korporlig, hvis vi ikke snart skred. I desperation kiggede jeg på Peyk, der hele aftenen igennem havde været meget varm og snaksalig, men han vidste godt, hvad klokken var slået, smilede undskyldende og sagde, at vi nok burde gå. Det gjorde vi så. Men inden da fik vi sågar Vildmandens autograf med på plakaten, som vist desværre er gået tabt siden.

Den hang ellers længe i vores øvelokale, som vi indrettede i min fars værksted på Hjortgårdsvej 42 i Voel. Grunden til, at vi havde sådan ét, var, at vi straks dannede et hip hop-band af Einar-skolen, vi kaldte Rough Riders. Os var MC Bugbear (mig), DJ Rob One (Robert Christensen, som senere blev redaktør af Musiktidsskriftet Geiger og plademærket Geiger Records), Christian Høj (han tog sig ikke et hip hop-navn så vidt, jeg kan huske, og sikkert godt det samme) og MCB (Bjarke Andersen - en lokal knallertdreng med en sød tand for ghettoens musik). I realiteten var kredsen omkring bandet større, for alle vores fælles kammerater kom og gik, som de lystede, men det var os, som var kernen.

Nu ikke at vi fik lavet så meget. Vi havde lånt et kæmpe anlæg af Knud Pilgaard - en dansktop-musiker i byen - og fra diverse forældre kom der et sølle, men anvendeligt arsenal af grammofoner. Gearet til at lave noget fornuftigt var der, men i reglen drak vi bare cola, snakkede, hørte plader og spillede op til sodavandsdiskotek diverse steder "for at tjene penge til bandet". Når de andre ikke var der, legede jeg, der lige havde hørt industrial-mestrene Throbbing Gristle, med at lave lydcollager baseret på feedback og kasserede postkasser, der blev hamret på - så meget af en homeboy var jeg - men fik vi i de to år, vi eksisterede som orkester, stykket tre brugbare numre sammen, er det vist højt sat. Vi nåede dog at optræde to gange til en skolerevy på Fårvang Skole, hvor de fleste af os gik - i en alternativ opstilling, fordi Høj måtte passe gymnasiet i Silkeborg - og danne et vist venskab med den langt mere velfungerende duo The New Prophets i Silkeborg. Dengang i 1988 - 89 var vi de eneste orkestre på egnen af den type. DJ Sub var en lettere aggressiv og fordomsfuld type (han truede mig senere med tæsk, da jeg havde fået langt hår, fordi han troede, jeg var bøsse!), men makkeren MC Mick havde vi flere gode stunder med.

I sommeren 1990 sluttede det imidlertid for os. Høj flyttede til Aalborg, fordi han var færdig med gymnasiet, mens jeg og Robert startede på samme gymnasium i Silkeborg og rodede os ind i projekter af helt andre typer. Bjarke blev i Voel en stund endnu. Tilbage blev nogle løsrevne optagelser på kassettebånd - mest fragmenter, vi brugte til vores eneste optræden - og så denne ene tekst, vi også brugte ved den lejlighed. Som jeg husker det, kradsede vi den ned i en hurtig brainstorm en dag sidst i '88, hvor vi lidt usædvanligt hang ud i Voel Hallen, åd fritter og gloede på håndboldpiger. Bon appetit. Sådan så (også) min digtning ud dengang.

Forklarende note: Kurt var en type på Roberts og min årgang i Fårvang, vi dengang fandt stærkt irriterende. Mødte ham faktisk ved en fest her i foråret, hvor han havde udviklet sig til et ganske fornuftigt menneske, mit ældre og mildere jeg ikke havde lyst til at tæske længere. How people grow.

***

Skraldespanden (vores dåd)

Her forleden dag, da vi gik ned ad gaden,
gik vi ind til pusheren for at købe pladen,
det var en af de seje, det var en af de rå,
den var eddermame bare skidego'.
Vi sa' til vores pusher: Er der flere af den slags?
Pladepusheren var knik, ja, han var rigtig vaks,
han kom bærende på en stak, der var lige så stor
som hele (pause) City Nord.
Han sa', at dette var den vilde,
den rå produktion,
ja, var en provokation.
Nå, men vi tog pladen med og skred igen,
vi skulle videre til et andet sted.
Vi var samlet alle sammen, skulle samme vej,
det var Rob, MCB, Høj og jeg.
Da vi kom ned ad gaden, slog vi et smut om Arkaden,
og der mødte vi Kurt, så havde vi balladen.
"Åh nej", tænkte vi: "Lad os komme væk!"
Vi var fulde af panik, næsten døde af skræk.
Kurt sa': "Vil I ha' noget amfetamin?"
Vi sa': "Hold kæft med det pis, dit dumme svin,
vi ska' ikke ha' noget, ta' og gå din vej,
vi kan ikke li' din klæben, vi ka' ikke li' dig".
Vi gav ham én på tuden, ja, vi tæskede løs,
og han gav sig til at vræle som en anden tøs.
Vi hev ham ud på toilettet, og vi skyllede ned,
men han svømmed' ovenpå, for han var alt for fed.,
og nu, hvor fjenden var uskadeliggjort, så løb vi væk,
for alle vagterne de kom for at gi' os smæk,
men vi var hurtige og gemte os i skraldespanden,
og lidt efter blev vi hentet af skraldemanden,
så lyt efter os nu, hvor vi gi'r jer et råd:
Gem jer jer ikk' i skraldespanden efter jeres dåd.

Omkvæd:

Nu, hvor Rob går amok på sin grammofon,
er med at komme ind i den atomfri zone.
Han spiller rå og vilde lyde,
som er meget lette at tyde.

***

PS: Skulle du tilfældigvis gå på Fårvang Skole i dag, så vend stole og alt muligt om og kig. Vi skrev "Rough Riders" alle steder, vi kunne komme til det: På borde, under stole, på undersiden af lamper. Finder I logoet, så bed om nyt inventar. Det er mildest talt på høje tid.


Dogville

Røde
var hundene,
da jeg
var barn,
nu er pelsen
så blå,
at den smitter
hver eneste
lygtepæl,
hertil
og så
ikke længere,
afgræns
din verden
med blod.

Feinherb

Druerne vokser ved Mosel,
de modner på opbundne
stokke og rådner i vældige
tanke og tønder, her drikker
man død og får lyst til at
slås, ambulancerne hviner
som om, der er angreb fra
luften igen, men i stuerne
fjernes hvert støvkorn
omhyggeligt fra borde
og hylder, og alt står
i pinligste orden hver
morgen, så dyrkes
der druer igen.

lørdag den 19. juli 2014

Børnene

spiller
på plænen,
og hver
og én
tror de
velsagtens,
at de er
en Messi
i svøb,
ikke bare
et vandrende
nul dømt
til knoklen
og pligter
og gældsposter,
indtil
man dør
og forvandles
til muld
ligesom Messi
og bolden
og målet,
kun grønsværen
vinder
den kamp.

Træerne

dér langs

med vejen
har stået der

længe, gu'
ve', hvem

de venter på.

Kranerne

venter

tålmodigt
i himlen

på stængler
af glas

og beton.

Dagene

visner,

vi bryder os
ikke om

blade
på gulvet.

torsdag den 17. juli 2014

Parken

Vi vandrede
under plataner,
vi bundede flasker,
vi pissede ned
i de nærmeste springvand,
vi lo, ja, vi lo,
til der døde en mand
i en busk,
og han lå bare der,
mens vi kneppede løs,
og der langsomt kom
stjerner på himlen,
han lå bare der
og kunne se os
og alt, hvad vi gjorde,
hvor var vi dog
lykkelige
dér.

Nødder

i sneen,

et egern,
der gnaver sig

ind til
en kerne

af sandhed.

onsdag den 16. juli 2014

Dage,

hvor sproget

står stille
og ligner et

spejl, man
bør smadre.

Linjeføring

Der var
engang,
vi fandt vej,
hvor vi stadig
kunne komme
på vildspor
og ende
blandt hylende
ulve
og klynger
af natskygge,
men vi
blev voksne,
vi gjorde,
nu bygger
vi vejene selv,
hvor det findes
nødvendigt,
i kanterne
ligger der
hunde
og bløder
i afsvedet
græs.

mandag den 14. juli 2014

Flammeskrift

Ilden er løs, hele prærien
bliver en sol, der tager livet
tilbage, på himlen får skyerne
hatte og horn, på en bjergtop
i nærheden læser en mand,
hvad der står mellem linjerne,
huden er gylden og varm,
han har Bibelen i hånden,
fra siderne drysser der sand.

Buskene

Krattene
myldrer
af mejere,
myrer
og flåter,
af trolde
og voldsmænd
og rumvæsener,
rundt omkring
ligger den,
verden,
så oplyst
og stille,
den er,
den har
brug for
buskadser
i nat.

Verden er

rund som

en fodbold,
jeg sender

den gerne
i mål.

Udsigt

fra toget:

Kaskader af
brombær, som

ingen kan
plukke.

Dør

lige så stille,
en celle
ad gangen
forvandles jeg
til en
erindring,
mens bunken
af digte
bliver større
og lærer
at gå
på en jord
uden tyngde
og alder.

Regnskab

Kigger
på ingenting,
byerne
farer forbi,
det er lidt
som en nedtælling,
dørene åbnes
og lukkes,
og dåserne rasler
på gulvet,
og nogen
vil slås
mod de sorte
i weekenden,
kigger
på ingenting,
verden er våd
udenfor,
dråber falder
på ruden,
én til
og én til,
det er lidt
som en nedtælling,
bukserne strammer,
og huden
bliver løsere,
spædbarnet skriger
i selen,
jeg kigger
på ingenting,
gør jeg,
på ingenting,
lægger
mig til.

Mirakel

Jeg fatter
det aldrig,
jeg tager
mine sko på
og går,
og jeg finder
en bus,
og jeg kører
et stykke,
og så
står jeg af
for at fange
et tog,
og det sidder
jeg i,
til det standser
engang,
og der
er du
hver gang,
og du venter
på mig,
lige mig
lige dér,
hvor det
flyder,
det hele.

Hittegods

Glemte dig,
tror jeg,
på toget,
da jeg
skulle af
i en fart,
og så
sad du
vel der
helt alene
og fortsatte,
fortsatte
videre ud
mod Korsør
og Bordeaux
og Bilbao,
du blev vel
sat af
i en anden
og rarere
virkelighed,
hvor du lærte
at smile
og danse
igen,
det er
sådan,
jeg husker
det,
så er
det
nok
også
sandt.

RFWK

Husker dem
stadigvæk,
Kraftwerk
på Roskilde,
gamle mænd
skjult bag
ved laptops
i kropsnære
dragter,
de ikke
kunne bære,
kun to af dem
hed noget,
Ralf var
vel stadigvæk
Ralf,
ligesom Florian
vist nok
var Florian,
resten
var fyld
ligesom fyldet
i Bamse
er fyld,
og de trykkede
bare
på knapper,
som Kraftwerk
vel altid
har trykket
på knapper,
måske røg
der bomber
afsted
mod Moskva
og Las Vegas,
måske
gik den
endelig op,
den der satans
kabale,
men Kraftwerk
var Kraftwerk
endnu,
og robotterne
dansede
rundt
til musikken
som altid
og gik så
til ro
i de mudrede
telte
og talte
elektriske får,
og i drømmeland
talte
man tysk.

torsdag den 10. juli 2014

Vejen

er spærret,
men tankerne
fortsætter
fremad
med sømmet
i bund,
de kan gå
gennem vægge
og mure,
os andre
må nøjes
med grus
i maskinen
og huller
i jorden,
min ven.

Livet

er noget,
der kræver
bedøvelse,
whisky,
morfin eller
fladskærme,
kys
eller slag
eller fuglesang,
hvad som helst,
bare
man ikke
kan føle
de løse,
betændte
sekunder
i munden,
ja, bare
man stadig
kan smile
og spytte
dem ud
i den nærmeste
kumme.

Himlen

er blå,
noget skal
den vel være,
når nu
vi har
svært ved
at fatte,
den bare
er luft.

Primater

Aberne
lever
i Afrika,
der kan
de have det
så godt,
æde blade
og hvad,
de nu gør,
de der aber,
der ikke
er mennesker,
mennesker
skider
da ikke
på jorden
og boller
i flæng,
som de gør,
de der aber
i Afrika,
vi har
cisterner
og potter
og hemmeligheder,
vi har,
vi kan
opdrætte
grise
på samlebånd,
hvad skal
vi så
med bananer
og blade
og sten,
de der sten,
som de dræber
hinanden med,
aberne
nede
i Afrika,
vi har
missiler,
vi fikser
det hele
på én gang
på afstand,
lad aberne
blive
i Afrika,
der kan
de have det
så godt.

onsdag den 9. juli 2014

Kaptajnen




















Han er der
endnu,
Moby And,
sejler rundt
på et hav
uden hvaler,
han ikke
må fange,
og mangler
tobak
til sin pibe,
han ikke
må ryge på
mere,
og ser dem
forsvinde
i disen,
de havne,
som gutterne
lå i
dengang,
en som ham
var en type,
man godt
kunne omgås,
i hvert fald
på tryk,
hans harmonika
hyler
hver eneste
nat mod
et stjerneløst
himmelrum,
vandene
skvulper
et bifald
så hult,
det kan
sænke
enhver.

Angsten

for dagen,

hvor intet
kan tilføjes

ud over
tavshed.

mandag den 7. juli 2014

Østerport

åbner

sig, sluger
dig levende,

togene
rumler.

Endnu en

drøm, som

jeg ikke kan
huske og

dog skulle
have.

Brev til nogen

I mit liv
er jeg lidt vest
for Hammel
i færd
med at lappe
det hjul,
som jeg ikke
kan lappe
alene,
fordi
det var en
af de ting,
som jeg aldrig
fik lært,
og nu ligger
det der,
fladt og mørt,
helt kaput
efter turene
ud
i den vældige
verden,
der bare
var verden,
som bare
var vejkanter,
bilos
og støv,
og jeg føler
mig syg
og vil hjem
i en ordentlig
seng,
hvor jeg
kender
hver eneste
lyd,
hvor dæmonerne
falder
til ro,
blot de ser
på en afkølet
Tuborg,
jeg lærer
at gå,
gør jeg,
der er
jeg nu
i mit liv,
hvor
er du
blevet af?

Submarino

Dette
uendelige
dyk
ned
i hulen,
man
kom fra
på jagt
efter perler
og rav,
vil
jeg tro,
bare
noget,
man ikke
fik med,
da
man kom,
blot
et tegn
på,
man ikke
forgæves
stak af.

Potentiale

Dette
er ler,
det er mættet
og fugtigt
og føjeligt
ler,
det
kan blive
til krukker
og vaser,
til mursten
og tegnsten,
til mænd,
som kan pustes
til live,
men lige nu
er det
kun ler
på min
skosål,
på dørmåtten
bliver
det sikkert
til støv,
så er chancen
forspildt,
tak,
min gud.

Havet

er stort,
og det gemmer
på meget
som sandkrabber,
gopler
og hajer,
ja, hajer
med knivskarpe
tænder
og helt
spidse finner
og øjne
så døde,
de ikke
blev født
til at leve,
men blot
til at dræbe
og falme
og omkomme,
hvad de
så gør
for en tid
der i dybet
blandt boblende
sømænd
og rustende
vrag
og med udsigt
til lygtefisk
længere
nede endnu,
blege lys
i en bølgende
himmel,
hvis mønstre
end sømunken
ikke
kan tyde.

Dage

som denne
tager folk
ud til stranden
og ligger der,
halvnøgne,
stille
som bræmmer
af knogler
og tang,
måger hænger
i luften
og skriger
af sult,
men i hulerne
skinner de
stadigvæk,
øjnene,
hårde
som fugtige
sten.

Mr. Davis

Suset
af folk
gennem gaden,

et trut
i en vældig
trompet,

der er
grønt lys
for Miles

overalt.

Magma

Bussen
er skoldende
hed,
rundt
omkring mig
bliver ansigter
flydende,
tanker
og håb
løber ud
og begynder
at gære
og boble,
jeg drikker
mig fuld,
jeg går
under
i lava
og lys.

Someone else's train

Tog,
før mig væk,
væk
fra pligterne,
øjnene,
dommene,
tog,
før mig væk
fra
det skete
og det,
der vil
komme,
ja, tog,
før mig væk
fra
det gjorte
og alt det,
jeg aldrig
fik gjort,
væk
fra det,
som jeg var,
som jeg
er
og vil
blive,
ja, tog,
før mig
væk
fra
mig selv
og kom
aldrig
igen.

fredag den 4. juli 2014

Lignelsen om den friske luft

Den var frisk, den morgen, luften. Om natten har Gurli drømt om flyene, om bragene og glimtene, om skrigene, som knapt nok nåede ud ad halsen, før det forstummede. Selv havde hun bare været tilskuer. Betragtet det hele med en melankoli, hun ikke kunne sætte ord på, men ingen frygt. Ikke fordi hun havde lyst til at dø, Gurli, endsige var afklaret med tanken om, hun skulle det en dag. Men hun vidste, at uanset hvad, var det ikke ved denne lejlighed, hun ville gå under, selvom hun ud fra enhver logisk betragtning burde. Det var ikke hendes tid. Men det var jo også bare en drøm, det hele. Drømme dør man sjældent af.

Hun trådte ud på verandaen, hvor alt så meget tørt og vissent ud. Selv træerne var på én nat blevet reduceret til nøgne, stive stammer. Hun spejdede efter børnene, som på denne tid burde være på vej ned til skolebussen på deres løbehjul, men gaden var helt tom. Ikke én eneste bil kunne hun høre, og der var ingen, som klirrede med tallerkener i køkkenerne. Et sted skrattede en radio, men der hørtes hverken stemmer eller musik.

Så var det, hun huskede den, Gurli. Neutronbomben. Denne herlige opfindelse fra hendes efterhånden fjerne barndom, som slog alt levende ihjel, men sparede bygninger og andet materiel. Den geniale idé bag det våben var vist, at den sejrherre, en atomkrig i sagens natur ikke ville efterlade, skulle have mulighed for at overtage alle fjendens værdier. I dette øjeblik var hun, Gurli, sejrherren, som ikke burde eksistere, og alt, hvad der fandtes i verden, var hendes. Hendes alene.

Hun var Guds udvalgte. Hun hadede Gud.

Men næste nat kunne hun mærke, der skete noget i hende. Hun følte sig først helt ved siden af sig selv, så rev alt i kroppen - muskler, knogler, sener, indvolde - sig selv over på midten i én bemærkelsesværdigt smertefri manøvre. Så var hun to, snart fire, så otte, så nok til at fylde kvarteret med liv. Nogle af hende satte rødder i jorden, andre udviklede gevirer, visse lærte at flyve og ånde i vandet. Og duften var tilbage. Duften af intet og alting og bilos og spare ribs.

Sådan lærte hun, Gurli. for hver dag, der gik, mere og mere at elske sig selv.

Spritz

Hitler
var faktisk
en flot fyr,
figuren
var fin
og moustachen
distinkt,
i det mindste,
og ansigtet
ganske
symmetrisk,
og støvlerne
skinnede
altid,
de skinnede
klart
som en
morgensol,
du,
han var
lige til
Paradise,
mand, til en
swimming pool
nede
i Syden
med Breezers
i hånden
og tøsebørns
hænder
i flugt gennem
vandet, ja,
op og ned,
op og ned,
op og ned,
indtil
det bølgede
højt,
han var lige
til Stephanie
oppe
i Struer,
var han,
Hitler,
og hvem
havde dog
savnet Basim
og Burhan
og Kidd
på en fredag
i Struer,
hvis der bare
var Hitler
til folket
i baren,
på scenen,
i sengen,
en slikkende
tunge,
en dolk
med et bid
og et sus, du,
af Wagner
og spritz
og raketter,
champagnebrus
ud over
alt.

Bøgen

Foran mit
barndomshjem
står den
endnu,
den der
blodbøg,
et fuldvoksent
træ nu,
måske et
helt andet
end dengang,
det burde sgu
nikke igen,
når jeg hilser
så pænt.

Position

Åh, disse
suk efter
lønnen
og huset
og opsvinget,
al denne
længsel
mod ferien,
ringen
og dåben
og lykken,
ja, mest
af alt
lykken,
det flygtige
skidt,
jeg har nok
i at vente
på toget,
det ved
man da
kommer
engang.

People

are people,
det siger den,
sangen,
men af og til
er der
for mange,
og alt bliver
en klæbrig
og kvælende
masser
af blikke
og miner
og hensyn
og manglende
hensyn
og mest af alt
manglende
plads
til at fylde
den smule,
man skal
for at være
et menneske,
så får
man lyst
til at trække
en sabel
og vinde den,
pladsen,
tilbage
med vold,
rydde hoveder
og øjne
og hænder
af vejen,
for de er
jo kød,
er de,
folk, ligesom
bøfferne
henne
i disken
i Brugsen,
kun fars
on the run,
på en vild flugt
fra svælget
og senere
bare
containerens
stinkende,
ensomme
mørke,
kun fars
on the run
som én selv,
og så ser man
det klart,
sænker sablen
og skjoldet
og bander
og nikker
og hilser,
for people are
people.

Nullermand

Katten
fælder
hår,

jeg fælder
dage,
tror jeg,

når snart
støvets
år.

Køtere

Hundene
venter
på fortrappen,
sorte
med øjne,
der lyser
i mørket,
de hyler
mod Månen
af sult,
hver
og en
har de mistet
en herre
engang
og må samle
en ny
bid
for bid.

Eden

Æblerne
rådner

i skovbunden,
haven er

hellig
af hunger.

Brosten

er gode

at gå på,
men sjovere,

sgu, når
de flyver.