søndag den 29. juni 2014

Transport

Skibet
er ladet
med bomber,
granater
og ventende
fodfolk,
den arbejder,
skruen,
og styrmanden
kender den,
ruten,
kahytterne
stinker
af bræk,
sved
og angst,
postkort
flyder
på gulvene,
våde
af salt,
alt er vand
i Den Persiske
Golf,
og der lugter
af tjære
og olie
og frihed,
på strandene
stabler man
sovedyr
op til
et bål.

Larmen

i gaden

fortoner sig,
hundene

pisser
på gulvet.

Højsæson

Turisterne
er her,
og pludselig
bor man
i udlandet,
pludselig
taler
man sort
og forstår
ingenting,
man bliver
fotograferet
fordi,
man er bleg
som et
spøgelse,
havfruen,
derimod,
er nu
så virkelig,
at hun
kan undvære
hovedet,
det ligger
og roder
et sted
i september
blandt æbler
og blade,
det venter
kun på,
du bliver
til.

lørdag den 28. juni 2014

Liza Marklund

har slukket
computeren,
gåden
er løst,
skurken slået
ihjel
i en blodig
og venteligt
uventet
slutscene,
alting
er godt,
hun kan
tage sig
et knækbrød
og høre
det knase
i munden,
kan vande
sin bregne
og rense
komfuret
og gøre
alt det,
Liza Marklund
fik tid til
før dengang,
hun blev
Liza Marklund,
hun sætter
sit hår,
og så ringer
det på,
han har handsker
på hænderne,
det kan
hun se
gennem ruden,
hans ansigt
er skjult
bag en duvende
grangren,
og rørene
suser,
hun tænder
for strømmen
igen.

Blomsterne

folder sig ud,
 
det er noget,
de kan,
 
jeg kan blot
gå i frø.

Malfunction

Sommeren fungerer ikke længere, den ruller sig
i vissent løv og sorte, svulne kroppe, biler koger
midt i asfaltsøer, hvepse flokkes på din salte
pande og punkterer den, du flaprer hele
vejen over steppen til Tasjkent.

fredag den 27. juni 2014

Mørklægningen

Voel
var aldrig
i krig,
hvis vi var,
var der ingen,
som bare
forsvandt,
hvis der var,
så forsvandt de
så grundigt,
de aldrig
var til,
sådan vandt
man den,
krigen
i Voel.

Jorden

er giftig,

hold hellere
op med at

bide i
græsset.

Mågen,

ja, mågen,

som landede
dér, lige dér,

så mig
an lidt

og fløj.

torsdag den 26. juni 2014

Fodbold

Omme
på sportspladsen
skød vi
til måls
efter målmanden,
nettet
var hullet
alligevel,
alt slap
igennem
og landede
ovre
i buskene,
buskene
lugtede altid
af pis,
og man frygtede
selvklart
at være
den stakkel,
der måtte
gå ind
i det stinkende
krat
for at hente
den ud,
den der bold,
det var nemmere,
bare
at tyre den
hårdt
op i fjæset
på Freddie
og Robert
og Michael
og Henrik
og Lars
eller hvem,
der nu stod
der i kassen
den dag,
så der sprøjtede
blod ud
på plænen,
og rejse
ham op
for at gøre
det hele
igen
og igen,
til den ringede,
klokken,
og kampen
var afgjort
ved selvmål,
ja,
selvmål,
i dag
var det Freddie
og Robert
og Michael
og Henrik
og Lars,
og i morgen
én selv,
der var faktisk
retfærdighed til,
sådan set,
og den ventede,
verden,
på nogen
som os.

Pletter

af sol på

mit gulv,
den er
vist ikke

stueren,
staklen.

Thai special

Hundene æder de ting, de kan finde
i Phuket, et brød her, en hånd der,
en fedtet kondom, hvis det er, og
det er det i Phuket, hvor sedlerne
hænger i luften, men mennesker
lander på klinkede gulve og plettede
pudevår, kærlighed varer for evigt
i skyggen af Buddha, hvor urene
tikker, og gaden er brolagt med lort. 

Single malt

Himlen er sort over Edinburgh, endnu
en gang er det sommer, og folk kigger
dybt ned i glassene, moserne bugner
af lig, og de tappes på flaske, hver egn
har sin helt egen smag, også denne,
man vinker til solen fra bunden af
blodkar, mens bilerne suser mod syd.

Helle er væk

Helle er væk,
hun holdt ud
indtil halv syv
i morges,
hvor sønnen
gav op
som den sidste,
hun rejste sig,
tog så
sin jakke
og skridtede
hen
over alle
de sovende
kroppe
og åbnede
døren,
gik ud
i det blændende
lys
og forsvandt
bag en anden
slags
dag.

(del II af "Helle er død")

tirsdag den 24. juni 2014

Digtet

er bare
den rest
af poeten,
som vind
og vejr,
alder
og råd
ikke helt
kan
fordøje.

Ewald

ved Rungsted,
så opbrugt
og syg
af en lang,
betændt
ungdom,
ja, Ewald
ved Rungsted,
der åbner
for skodderne,
fjeren
på bordet,
der venter,
helt gylden
af sol.

Kattene

dør helst
i ensomhed,
slæber sig
ind under
afsides buske,
så ingen
skal se det,
det hæslige
væsen,
som gør selv
en jæger
til hjælpeløst
bytte.

Døren

er åben,

alligevel
banker du

på hele
tiden.

Jungle fever

Papegøjen er skudt, ligger stendød
i skovbunden, Carlos har sat sig igen
for at rense geværet og genlade,
krattet er tæt som et drømmespind,
grene og pels, fjer og skæl vikles
ind i hinanden og ud, han må
skyde sig ind på det, Carlos,
det virkelige, drab efter drab.

Rød

Solen er stærk i Kabul, brænder
væggene hårde, selv skudhuller
tørrer den ud, den er ikke en
stjerne der, ikke en giver af liv,
men en djævels samvittighed,
folk stimler sammen hver aften
og fester idét, den går ned.

Under

en himmel

så stor,
at selv sole

er støvkorn,
forfølger jeg

stædigt
mit digt.

mandag den 23. juni 2014

Pip

Hitler
har været her,
Hitler
har gået
på denne
klat jord
syd
for Kiel,
han har
udåndet
luft,
ytret ord,
afsat fodspor
i just
denne muld,
og alligevel
vokser det,
græsset,
alligevel
lander en
drossel
på plænen
og æder
sig mæt,
den er dum,
den natur,
eller tømt
for moral,
for den skider,
den drossel,
på mig,
ikke Hitler,
og så
lige her
syd
for Kiel.

Hydro

Regnen
er startet
igen,
og jeg gør,
som jeg plejer,
jeg knapper
min jakke
og bider den
i mig,
den fugtige
kulde,
der går
gennem marv,
gennem ben,
gennem drømme
og håb,
"det er vand",
kan man høre
mig mumle
diskret,
ud i luften,
"kun vand",
det er
klart.

fredag den 20. juni 2014

Stella

Hyrderne ser den nu, stjernen, den står der
på himlen, helt stille, forbrænder sig selv for
at skænke dem lys til at passe de lam, der skal
slagtes i morgen, de rumler nu, englenes maver.

Vinden

har lagt sig,
vi putter
den pænt
i en kiste
og sænker
den langt ned
i jorden
og pynter
med blomster
og håber
naivt,
at det
aldrig
vil storme
igen.

onsdag den 18. juni 2014

Forestilling

Det er ligesom
på film,
der er altid
en skurk
og en hjælper,
en riffel
på væggen,
en rose
ved gavlen,
et point
of no fucking
return,
hvor et hjul
ryger af,
og et ben
går af led,
og en klode
forlader
sin bane
om Solen
og kaster
sig ud
i et mørkt
og uendeligt
rum,
der er
altid
en slutning,
en sal
fyldt med
popcorn
og sjatter
af cola,
en jakke,
som nogen
har glemt,
og en rulle,
der spoles
tilbage
og puttes
i dåsen
og hurtigt
er glemt.

Sydney

Operasalen er fyldt med kænguruer, violinister,
cellister og blæsere ligger i graven
og sveder de hæsligste toner, i æteren hænger
en stor dirigent ganske hjælpeløs
fra en klaverstreng, en bleg resonans af sig selv,
Mozart klukker fra pungen.

tirsdag den 17. juni 2014

Lignelsen om rønnetræet

Alma gødede og vandede sin have godt. Alma gødede og vandede sin have rigtig godt. Altid havde hun de største græskar, de smukkeste roser, de saftigste asparges, de rødeste jordbær. Af samme grund fattede ungerne i kvarteret stor interesse for hendes havebrug, og efter nogle år, hvor hun holdt dem borte fra matriklen med først sin kagerulle, senere byger af småsten, Alma samlede op i ledige stunder og opbevarede i en dynge tæt ved kompostbunken, fik hun sit mand til at sætte et elhegn op, så ingen kunne komme ind og betræde hendes sirlige, stenbesatte stier og afpille de planter, hun gennem årtier havde fremavlet ved konstant at sætte stiklinger fra de stærkeste, mest givtige eksemplarer, men hun løbende lugede ud i de svageste. Haven var hendes mesterværk, og hendes alene, og intet - intet - skulle antaste den. Aldrig nogensinde.

Så var det, hun så det. Rønnetræet.

Det stod der bare en dag. Lige op ad hegnet. Hvordan det havde båret sig ad med at komme op i knæhøjde, uden hun havde opdaget det, forbløffede hende, ja, fyldte ligefrem Alma med skam. Var hun virkelig ved at falde af på den? Men op kom det, og tilfreds gik hun ind for at sætte kaffe over til manden.

Næste dag var der to. I samme højde også. Tænderskærende trak hun det op, lortet, tændte op i olietønden ved hønsehuset, hun altid brændte sit affald i, og smed planter i. Færdig med dem! Så kunne de lære det!

Onsdag, mens hun stak asparges, kastede hun et blik over mod hegnet, hvor et eller andet - det tog hende lidt tid at hitte ud af hvad - var galt. Den stod så flot og frodigt, den fuldvoksne røn, at det grangiveligt så ud som om, den hørte til. og i blot og bar glæde ved at gro havde den allerede sat adskillige aflæggere rundt om i hele haven  Hun panikkede næsten. "Jørgen! Jørgen!", råbte hun, og den befippede ægtemand væltede ud af stuehuset, hvor han havde været godt i gang med sin middagssøvn: "Jørgen! Hent motorsaven!"

Og han savede, Jørgen, og Alma gik ind i værkstedet, hvad han gemte rottegift og benzin, trak hver eneste aflægger op og forpestede jorden, så intet rønnetræ - desværre heller noget som helst andet - kunne gro på de berørte pletter igen. Den nat måtte Jørgen trøste hende i sengen. Alt, hun havde kæmpet for og forsvaret i så mange år, hang nu i en tynd tråd, og i spejlet havde hun ikke kunnet se sit eget ansigt for tårer. Det ville blive værre i morgen, vidste hun. Den ville hende til livs, den røn. Men hun havde sin jord, og hun havde Jørgen, og Jørgen havde sin motorsav, og hun havde en vilje som tusind angrebslystne løver, og hun ville vinde til sidst. Hun ville vinde.

Torsdag var haven fyldt med fuldvoksne stammer. Flammerne i tønden arbejdede i døgndrift. Fredag var de fulde af bær, træerne, men nok engang blev de alle sammen lagt ned, og alt blev omhyggeligt samlet op og destrueret. Men lørdag sprang kæden af Jørgens motorsav, hvorefter den fortsatte op i hans ansigt og forrettede skader, som forvandlede de foregående dages krig mod rønnen som biologisk art til bagateller. Ambulancefolkene lukkede bare det ene øje, han havde tilbage, og slæbte de afsjælede rester bort. Der var intet, de kunne gøre for ham. Intet overhovedet.

Det blev søndag. og hun lod dem bare gro. Hun sad i stuen hele dagen og tv. Appetitten var væk, så hun gik i seng uden mad, og mens hun faldt i søvn, kunne hun høre dem arbejde inde i murene, lige under gulvplankerne, rødderne. Hun drømte, at de smukkeste træer kom op, kravlede hen over dynen og viftede hende blidt i ansigtet med deres grene. Hun drømte, at Jørgen lå ved siden af hende, helt grøn og spændstig.

Han smilede frugt.

Mosefund

Anker er ude i mosen, nu graver han tørv,
ingen køber det mere, for krigen
er slut, og kun svalerne styrtdykker efter
insekter i æteren over ham, hvor
der er optræk til torden og drager og engle
og UFO'er, verden er svær at
håndtere med skovlen i hånden og garvede
lygtemænd nede i dybet,
der altid har kaffe på kanden.

Kasakhstan

Hestene gungrer i disen, og steppen
er indsvøbt i rimfrost, i teltene hører
man tranerne trække mod syd eller
nord, her er dagene vægtløse, struberne
synger fra afsides grave, i gryderne
koger man supper og kød, gløder
smelter dem, nætterne, sammen.

Helle er død

Helle er død,
og de sidder
i stuen
ved siden af nu,
drikker kaffe
og øl
og forsøger
at fatte
de tomme
og stirrende øjne,
den fremmede ro
og den langstrakte
hylen
fra apparaturet
ved sengen
på Hvidovre,
prøver
at stykke
et menneske
sammen
af fotos
og smykker
og minder,
der ikke
er ens,
selvom alle
kan huske
præcist,
hvad der skete,
og dulme
en smerte
så stor,
ingen bygning
og slet ikke
noget
så småt
som et hul
i en plæne
ved kirken
kan rumme
det lort,
og de taler
om salmer,
buketter
og wienerbrød,
blot for
at tale
om noget,
der minder
en smule
om fremtid,
de taler
om vejret,
fordi det
giver mening
at tale
om vejret
i dag,
og her sidder
jeg så
i mit hybel
og skriver
om Helle,
jeg aldrig
har kendt,
jeg kan
sætte
et punktum
et sted.

Flatus vocis

Dage,
hvor alting
er sagt
bedre før
af en
anden
end mig,
og det hele
er flade
klichéer,
mit hjerte,
min kærlighed,
lykken
og sorgen
og længslen
og kragernes
pikken
mod ruden
fordi,
de vil ind
efter kød,
bare repetitioner
og tomme pust
ud i det
lufttomme
rum
for at mindes
mig selv
nu,
man ellers
har talt
mig
ihjel.

Dresden

Væggene drysser, og Rita kan høre dem
oppe i luften, befrierne, dem, der har bomber
og bolsjer i lasten og lever i lande, der ikke
kan dø modsat hendes, hvor kroppe går
rundt uden hoveder, og regnen er rød
og får alt til at visne, det hvide flag
brænder i hænderne, fløjtene lyder,
og nu skal hun op efter luft.

Himlen

så tom, den

dog er uden
skyer på,
 
selv for
en fuld mand.

lørdag den 14. juni 2014

Lignelsen om viskelæderet

Da Johannes Mortensen stod op den morgen, kunne han mærke, der var noget galt. Han rakte ud efter sit barberblad, men det var alt for langt væk. Tøjet, derimod, befandt sig for tæt på, og han hamrede gentagne gange hånden ned i gulvet, så han måtte jamre og klage sig, mens han klædte sig på i tøj, der skiftevis hang og strammede. Fødderne kunne ikke nå gulvet, og morgenmaden stank af sved. Det var temmelig bizart og foruroligende, det hele, men han var jo den, han var, og verden så ud, som den plejede. Hvad der end var galt, var det nok ikke så galt alligevel.

Men han havde forregnet sig, havde han, Johannes. Udenfor var han ved at blive torpederet af en bil, da han gik over for grønt i et lyskryds, og da han vendte sig om, så han kun skiftevis måbende, skiftevis nedladende blikke på fortovet bag sig. Han gik durk ind i bygninger, han ikke kunne se på forhånd, og månedskortet, han havde tænkt sig at købe i morgen, var løbet ud for flere år siden. Da han endelig nåede frem på jobbet, blev han vist ud af en vildt udseende chef, der var en person, han huskede fra sin barndom - ændret sig havde han ikke det mindste - og bedt om ikke at gå igen. Ikke lige der i det mindste. Det forstyrrede tømrerne.

Johannes var inden for trikotage.

På vej ned til Borgerservice, som viste sig at være et høkerværksted, lagde han mærke til, at han fulgte i sit eget fodspor. Ikke desto mindre kunne han mærke nogen nærme sig bagfra, og han begyndte at løbe. Først diskret og lidt kejtet, så i fuld galop. Han vidste ikke, om han skulle råbe eller skrige og hvem, der i så fald ville reagere. Ville den, som endelig gjorde det, overhovedet genkende ham som menneskelig eller ringe efter CIA?

Han mistede luftede og sank sammen i ét smalt punkt, som hverken havde rum eller tid, og der mødte han en blyant.

- Hej blyant, hvad vil du?
- Lave dig?


Han kiggede vantro på den aflange tingest.

- Jamen jeg findes jo?
- Det har du allerede gjort.
- Er jeg død, så?
- Nej, du er ulavet.
- Ulavet?
- Ulavet.


Den tyggede Johannes lidt på. Så sagde han:

- Må jeg være en anden end Johannes Mortensen?
- Det har du altid været.
- Men jeg er jo ingenting?
- Du er ikke ingenting. Du er ulavet.
- Så den eneste ret, jeg har, er retten til snart at være noget, der er slut?
- Hold nu kæft og lad mig spidde dig!


Så gjorde blyanten det og begyndte at skrive.

Så viskede nogen blyanten ud.

Problem

Hånden
skal bygge

de ting, tanken
lyster, bør

gribe
om grene.

fredag den 13. juni 2014

Baunblæk

Staver
med vilje

mit navn
lidt forkert,

der skal
helst være

noget
at rette.

Assistens etc.

Dagene vælter som dominobrikker,
de falder på stribe og tegner
et mønster blandt grusede stier
og små, lave hække, du
genkender langsomt dig selv,
du er matsort granit.

torsdag den 12. juni 2014

Også ude nu:

Steffen Baunbæk et al.: Steffen Baunbæk (objekt, 40 år, Afdanket Rytter, 2014)

Katalognummer: AR 010. Limited edition i ét eksemplar. Udsolgt fra forlaget.

Postkort fra København

Som lovet andetsteds: Scanninger af det bogobjekt, jeg udlovede i ét eksemplar for nogle uger siden...














Uluru










Fanden til bush, som lader mennesker
forsvinde og komme tilbage som dyr, ja,
sågar mineraler, som sandsten, Uluru
i morgenlys, solnedgang, rød som en
drøm om et foster, ja, fanden til bush,
hvor der drømmes årtusinder væk, når
man bare har brug for en enkelt, kort dag.

Terra del Fuego

Ildlandet slikker dig koldt, verden ender som småsten
i vandkanten, runde af ren og skær udholdenhed, her
begynder og slutter Magellan, her skyller der planker
i land fra de skibe, som sejlede lukt ind i favnen på Gud.

onsdag den 11. juni 2014

Sommeren

er her,
og pigerne
ligner
sgu piger,
og træerne
minder
om træer
til forveksling,
selv byen
er lidt
som en by
lige nu,
og om lidt
går den,
sommeren,
derhen,
hvor somre
skal hen,
så er
alting
igen
bare løgn.

Arboretum

Tænker på farfar, når egene står som de gør
lige nu med solide og dybgrønne blade,
rustikke, men friske og kraftfulde, håber,
der findes et kirsebærtræ, hvor han er.

tirsdag den 10. juni 2014

Papaver


















Han har skrevet et digt, har han, Mao Tse-tung,
han har mejslet sit vers ind i knogler og kød,
mellem linjerne går hun og plukker buketter,
hun fylder en vase med vand foran Formandens grav
i Beijing, hun har valmueblomster i håret,
så røde, de er, nu, de falder fra det, de har
været, og lander på det, som de aldrig
kan blive, så røde, de blade dog er.

Roxanne

Der er røde lys henne i vinduet, så er
der gule og grønne og røde og gule
og grønne igen, åh, Roxanne,
Amsterdam er så stor, alle går
gennem døre og ud i det blå,
ingen her bærer navne, og
bremserne svigter konstant,
men din favn, den har
plads nok til alle.

søndag den 8. juni 2014

Åhaven

Det er mange år siden, at nogen har
boet her, fliserne revner, og englene
gemmer sig inde bag buskene, grønne
af alger og mos, snart vil løverne
sove med fårene, æblerne blive på
træerne, ugen kun vare én dag uden
udstrækning, dunkel som vand.

Guden

Åen har kurs mod sit udspring, du
bader i vande, som aldrig kan vaske
dig ren, dine ansigtstræk flyder,
en båd laver krusninger hen over
vandspejlet, hænderne bærer en sol.

lørdag den 7. juni 2014

Psychopompos

Kragerne vender sig ikke
i graven, men luften, de
flyver på hovedet, slår
cirkler om noget, man vist
skal have kløer og næb for
at føle sig let ved at se.

Optræk

Skyerne samler sig over dig,
minder om dun fra en fugl
så enorm, at dens vingeslag
opsprætter himlen, du falder
i søvn i en anden slags uvejr,
en nedbør af fostervand, tung.

Destination

Regnen tager til over Champs
Élysées, og de opløses, rytterne,
lige på målstregen, fortovet driver
af tandhjul og løse pedaler i fart,
der er gul himmel over Paris.

fredag den 6. juni 2014

Tomt

Skyggen af Vangede ligger et sted
under jorden på Nørrebro, nu er det
hele så åbenlyst mursten og mørtel
og asfalt, at bilerne ræser forbi.

torsdag den 5. juni 2014

Elegi

Rapanden Rasmus er død, han blev skudt i en mose
ved Næstved, nu klappes der heste i Ringede Sogn,
og på bygaden fyldes en lastvogn med puder og dyner,
i kirken er flaget så mørt, at det smuldrer, men præsten
har lyst til foie gras, i papirkurven ligger et ønskeben. 

Lone star

Gribbene slår deres cirkler i luften, sheriffen har
taget sin stjerne af, sat den på plads på den himmel,
den kom fra, og sluppet sin hest løs, sin ganger,
som græsser på grønnere prærier end denne,
pistolen er skarpladt med længsler, den
galer nu, hanen, hver morgen for ham.

Amazonen

Hun fader ud mellem blade
og stammer i junglen, hun
følger et spor, ingen andre
kan se, I vil mødes det sted,
hvor det starter, engang
efter solnedgang, mødes,
hvor vandet er klart.

tirsdag den 3. juni 2014

Integritet

Regnen,
kan ikke

forveksles
med andet

end regn.

Skarntydning

Planter
skarntyde
imellem

hvert
eneste
ord,

de
skal
smage
af
noget.

søndag den 1. juni 2014

Høsttid

Kongen er død, og hans hoved er sat
på en stage ved byporten, kragerne
hakker i kødet, men markerne svulmer
af byg, rug og hvede, og skovene myldrer
af solmodne brombær, og kronen
er pudset og ren nu, er klar til et
hoved, som sidder tilstrækkelig løst.

Fredløs

Marian glemte sig selv, nu er høstakken
kold, og det regner ved skovbrynet, kvalmen
er kommet, og maven er vokset, og ormene
gnaver sig ind mod det kernehus, hvor han
har gemt sig nu, Robin, sheriffen er ude at
ride i dag, han har bleer og sutter i tasken.

Linje A


De snakker
for meget,
de folk,
sviner hele
kupéen til,
fandeme,
med sprog
eller kaudervælsk,
nærmere
kaudervælsk,
selvdøde
brokker,
der pletter
på sædet
og flyder
på gulvet
og lugter
af prut, sved
og dårlige,
halvrådne
tænder,
de tror vist,
de bare
har ret
til at findes,
de folk,
til at findes
og æde
min stilhed
som popcorn
og stinkende,
dryppende
hot dogs,
min stilhed
har lært
at begå sig,
går gerne
med knojern,
det finder de
ud af
til sidst.

Søndagen

kommer,
og kirkernes
bænke
er fulde
af bræk,
og de ruller
nu, skibene,
krænger
så over,
man døbes
i bundløse
fonte
og brusende
orgler.

Divus Iulius

Kattene strejfer på Forum Romanum, forpjuskede,
lusede katte, der lever af affald og killinger,
Cæsar er ikke fordøjelig, selvom han
krummer på jorden konstant.

Arminius

De har dræbt ham, Arminius, helten var
bare lidt kød på en pind, som kunne knække,
nu drikker man mjød af hans hovedskal,
tæpper bliver vævet af sener og hår,
under dem sover børnene trygt.