fredag den 30. maj 2014

Formiddag

Fluepapirerne dingler fra loftet
i bedstemors køkken, de samler
betydning, der spræller og udånder,
bordet er rent, solen sniger sig
koldt ind ad ruden.

Eventyrhaven

Kvinderne vasker ved åen, på broen står
lille Hans Christian og kigger på snavset,
der flyder mod havet, mod Frankrig og Kina,
han drypper af blæk, han vil med.

Prince Rupert awakes

Prins Rupert vågner, og hanen er død, og den galer
og lægger et æg, og den åbner sig, porten, og solskiven
revner, og ud kravler flokke af firben, hans ansigt er blankt,
og de misser op mod det, nu arvenr han riget, og alt er
forblommet, men hammene blafrer i brisen.

Rush

Joey har hængt sig i skuret, geværet blev smidt
i en vejkant blandt krøllede dåser og osende
skoddder, og ingen kan huske den fedtede jordbund,
de prikkende stjerner og lyden af rovdyr i krattet,
det klistrer alt sammen, det størkner i stinkende
klatter af irrelevans nu, pendulet bevæger sig,
spaden er klar på det hele, selv grundvand og skyld.

onsdag den 28. maj 2014

Sahra al-Kubra

Bølgerne bruser uendeligt
langsomt, for det er Sahara,
det her, ingen ved hvilken tid,
tiden tager på så øde et sted,
ingen ved, hvilke hvaler,
der baner sig op efter luft.

Du klapper

hesten,

men hesten
vil hellere

ud for
at græsse.

tirsdag den 27. maj 2014

Præsens

Antikstuen lukker, og alting skal skrives
i nutid, vi går på papirstynde fliser med
flydende ansigter, knogler fordamper
så snart, de er dannet, og over dem,
tagene, hænger et skydække tungt som
en hammer, der rammer os bedst,
som vi tror, vi kan bygge på alt.

Gravene

Havet er dybt ud for Japan, her findes der fisk,
intet øje har set, ingen tunge har smagt, ingen
tanke har tænkt, bare rejsende lys i et mørke
så tungt, at selv guder går til.

Front National

Francois hader herulerne, hader de store
og skinnende biler, de har, deres galpende,
mærkelige sprog, deres pralende kirker
og larmende popmusik, alt ved herulerne,
faktisk, han drejer sin globus, han hviler
sit blik ved Lutetienborg og Marselle,
han  ved ikke hvor, han er født,
Francois, men hader herulerne.

mandag den 26. maj 2014

Ventus favonius

Fanden til Föhn, mumler Günther og klamrer sig fast til et
rækværk, det hele er dækket af smeltende Edelweiss,
klokkerne buldrer i baghovedet, husene tårner sig op 
og fortærer enhver, som forsøger at holde en menneskelig
form, vinden sprækker af hjælpsomme hænder.

Ellan Vannin

Tågerne letter, og folk kommer ud fra
de frønnede hytter på Man for at se,
hvad de efterlod, landsbyens gader
er fuldstændigt øde, på marken er
tøjrene tomme, det Irske Hav ligger
der stadigvæk, blankt som et ansigt,
her tales et sprog ingen mere forstår.

Metode

Sokrates sparker til stammerne, stammerne
svarer ham ikke, til ørerne bløder og tungen
bliver blå, han bliver visere, Sokrates, fødderne
hæver, på skråningen svulmer Athen.

Afgrøde

Det er nemt, siger Miguel, den skal helst ikke
være for hård, ikke heller for blød, den må godt
have lidt pletter, såmænd, men bør lugte af det,
som den er, ikke bønner og ananas, olie og kamfer,
kadaver, hvad har vi, men frugt, siger Miguel fra
sin bod nær La Seu, men i Palma er torvene
tomme, og kattene flokkes, og Månen er
fuld, og han står med en brosten i hånden.

Døden

har sendt mig
på ferie,
tænker jeg,
snart er
der glemsel
at glemme
på fuldtid
igen.

fredag den 23. maj 2014

Charlemagne

Flagene vajer i Bryssel, det franske, det tyske,
det hollandske, bilerne standser, og dørene
smækker, kontorerne folder sig langsomt
om kødet, historien er lavet af glas.

Kalaallit inat

Nætterne vokser i Godthåb, snart flytter de
hjemmefra, sikkert, og glemmer de falmede
skure ved kysten, hvor søvnen, nu hjemløs
og udsultet, søger i læ under kupler af ben.

Kineserier














1

Skriften
på væggen
er lutter
kinesiske
kragetæer,
kun dem
med helt
skæve øjne
forstår.


2

Kina
er skjult
under jorden
blandt knogler
og orme
og skakter
med lava,
så langt nede,
faktisk,
at nede
er oppe,
og oppe
er nede,
at dragerne
æder os
her.


3

Vi havde en mur
i Europa,
den lå
i Berlin
og skulle holde
os væk
fra hinanden,
men ovre
i Kina
står stadig
en mur,
man kan
se den
fra Månen,
den afviser
alle
og ingen.


4

Yangtze
er stor, ja,
så stor,
at den ikke
kan rumme
sig selv,
sprænger dæmninger,
bortskyller bredder
og huse
og folk,
det gør
Århus Å ikke
på trods af,
den også
er gul.


5

I Kina
er mandarin
noget,
man taler,
og her
er det noget,
man helst
bare sætter
til livs.


6

Alting
er Made in
Hong Kong,
og jeg selv
er sgu ikke
for dyr heller,
splintrer
ved første
kontakt med
den stenede jord
og er ikke
for godt værd
at klinke,
åh, hvem,
der var Made
in Taiwan.


7

Bang,
siger det,
så er
kineseren
slut,
og så står
man der,
og det
er nytår
igen,
og man
mangler
en abe,
en slange,
en okse
og sådan.

tirsdag den 20. maj 2014

Motorcity

Detroit er gået af led, og i gaderne vandrer de,
alle de hylende genfærd af stempler og samlebånd,
regnen er matsort og klistret som spildolie,
venter vel bare på gnister nu, havet har afvist
at tage den tilbage, på trapperne venter de, ulvene,
Motown har mistet sin soul, og nu bløder
pickupperne langsomt ihjel i en endeløs by.

Avalon

Æblerne modner i lunde, hvor havene ender, hvor himlen når jorden
og morgen og aften er ét, du kan hvile dit sværd, Arthur, henne
på bordet ved sengen i huset i skyggen af træerne, døren er åben,
kom ind, herre konge, hvor kronerne sendes til vejrs.

Fejl 40

Du har gået på vandet så længe, det virkelig
er blevet til smør, og nu smager den harskt, blæsten,
fisken er druknet på syv favne vand, og sirenerne
brækker sig, glid, mens du kan, lille mand.

Åbent brev

Kære Galapagos, svar på det støjende Stillehav, tro
på vulkanerne, drøm dig pingviner og skildpadder
til, giv El Nino de fjer og de skæl, den fortjener,
skænk Darwin et skæg, der kan bore sig ned i
din afsvedne jord, gør os mætte af gløder og frugt.

Randzone

På yderste klitrække græsser de, fårene,
vinden er hård, og snart letter de, bliver til
skyer, som ligner og ligner, i strandkanten sætter
det uld, havet, du stiller skarpt som en saks.

Influenza

Mørket er gået af led, og nu kaster den
fugle op, solen, det bliver forskrækkeligt
svært at få vejret for rider og ryper,
tukaner og påfugle, kongekondorer
og alke og ugler og malibustorke
og traner og ørne og falke og araer,
klyder og spætter og mejser og strudse
og kiwier, ibisser, humboldtpingviner
og brevduer, og man kan slet ikke
synge, når jorden, man går på, er
tynd som et æg, der kan revne hvert
øjeblik, panden er varm, men det knaser
i munden, om lidt går man pjusket i seng.

Drømmetid

Du drømte i nat om syrener, om duft,
du kunne drive på, bort til et land, som
selv ikke de ældste har hørt om, om farver,
dit øje alene af alle kan se, om et rodnet
så udstrakt, det griber selv staklen,
der kaster sig ud over enden af verden,
en køjeseng vuggende langsomt i mørket
der, frem og tilbage, en afdød guds søvn.

Athos

Munkene synger i markerne, bønnerne
vokser på stilk, det er her, de står op igen,
alle de døde, der slæbes på klokker og
afgrøder, luften er tung af stearin.

onsdag den 14. maj 2014

Rejsning









Genova flimrer i varmen, og panserne
kommer, nu trækker de stavene,
stavene hamrer og rammer, de rammer,
og hovederne synker i bund, der bliver
bygget på noget, et kæmpe palads
af en slags, selvom kongen er død.

Conium maculatum

Skarntyderne blomstrer, og nogen har ringet fra hemmeligt
nummer igen, bag den mudrede sportsplads er forstaden
skjult bag ved tæpper af regn, du er våd ind til knoglerne,
pungen er tømt for betydning og viser en anden mands
navn og adresse, du samler buketter, du gør!

Fukushima blues

Angsten for,
også

mit haiku
er giftigt af

stråling
fra Nippon.

Passageren










Jeg er rejsende, jeg trækker
byer på snor, har et navn i hver
eneste af dem, i Düsseldorf,
Genova, Stockholm, mit ansigt
er skinnernes gnistren og fløjternes
kalden og dørenes smækken før
afgang, mit hjerte er én stor,
vibrerende afstand, et lysår målt
op fra station til station, jeg er
sporskifter, stoplys og stillekupéer,
de finder dig død i hver dag.

tirsdag den 13. maj 2014

Fars digt












1

Digtet
er kommet,
nu ligger
det der,
ganske nøgent
og grimt
og ubrugeligt,
kigger mig om
for at finde
den kælling,
som lagde
den der,
den der vrælende
tingest,
men lægerne
kigger blot
på mig
og verfer
mig ud
i den sjappede
sne bag
klinikken:
"Nu hænger
du på den,
bror lort!"


2

Digtet
er vågnet
om natten,
det skriger,
og nej,
det er vist
ikke sultent,
og ingen
trøst hjælper,
jeg tror,
det har haft
en slags mareridt,
hvad det end
drømmer om,
sådan en
størrelse,
sikkert om mig,
mens jeg
slukker for
lyset
og smækker
med døren
og går.


3

Digtet
er sygt,
det er
smitsomt,
det tror jeg,
det er,
jeg kan ikke,
kureres.


4

Digtet
har sat sig
på potten,
det skider
betydning.


5

Digtet
vil ikke
have grøntsager,
digtet
vil helst kun
have slik,
helt igennem
syntetisk
og kunstigt
og ulækkert slik,
det er ikke
helt tosset,
det digt,
det bliver stort
og stærkt,
gør det,
det digt.


6

Digtet
er dumt,
har så svært
ved at lære
at læse,
man bare
må ryste
på hovedet
og droppe
projektet,
til gengæld
er frygten
for Weltschmerz
og vanvid
nok ikke
begrundet.


7

Digtet
er ude
at løbe
omkring,
og det sker,
at jeg hører
kanonslag
og glas,
der bliver smadret,
bag blokken,
det sker,
at jeg hører
sirener
og hunde,
pistolskud
og hvinende
bremser
i gården,
det sker,
at jeg frygter,
det ikke
kan holde
sin mund,
at man ved,
hvor
jeg bor.


8

Digtet
har udviklet
skægstubbe,
stemmen
er gået
i overgang,
døren
til værelset
lukker det
bag sig
så snart,
det er hjemme
fra skole,
du ved,
og så hører
jeg knirken
og brølen
og sukken,
jeg tror,
at jeg snart
må fortælle om
alle de piger,
det aldrig
kan få.


9

Digtet
er træt af mig,
siger det,
træt af
det kværnende tv,
de klirrende
flasker,
den gnistrende
lighter
og mest af alt
tavsheden,
siger det,
tavsheden
trækker
på skuldrene,
tænder
en ny smøg
og ringer
så efter
en vogn.


10

Digtet
har pakket
det hele
og vinker
farvel,
før det sætter
sig ind,
før det ruller
afsted
mod et nyt liv
derude
et sted,
og jeg hoster
tilbage,
har fået
mig selv
galt i halsen.

Vuggevise

Naboen smadrer sit tv, og rørene
suser, og væggene smuldrer
så stille, det ikke bemærkes,
det fremmede væsen i spejlet
tager overtøj på, det skal ud,
hvor det ikke kan bunde, skal ud
for at se den forsvinde i søer
af senegræs, syngende, byen.

Fimbul

Frosten er gået i jorden, og løgene sover,
og læberne kysser sig blå på de mørklagte
veje, de rykker sig, grænserne, lande bliver
udslettet, verdener opstår i ensommes fodspor,
de findes nok stadigvæk, bjørnene, glemslen har
af og til tænder, missilerne knager i vinden på
rømmede stepper, nu flokkes der engle i sne.

Træer

er træske,

jojo, men
men ved,

hvor man
har dem.

fredag den 9. maj 2014

Efter regnen:

En sol,

en forbandet
kliché,

var det bare
en Stuka

i stedet.

Ansigter set

gennem regn,

dette mylder
af dråber,

der aldrig
bliver vand,

aldrig rigtigt,
du ved.

Buddha

har siddet
i haven
så længe,
han end
ikke ved,
han er Buddha,
det rækker
med grene,
der vifter
i vinden,
og frugter,
der falder
til jorden
og rådner
og bare
er væk.

torsdag den 8. maj 2014

Postkort fra København, part 1

Mine damer og herrer! Så er den gal igen! Nærmere bestemt med Postkort fra København, et bogobjekt i ét eksemplar, der består af syv personligt udvalgte postkort fra Danmark, som hver er udstyret med et helt nyskrevet digt. Disse vil i løbet af uge 20 blive afsendt til den glade vinder af den nys afgjorte konkurrence på Facebook, Grethe Fyrstenberg Laursen fra Horsens, som til slut kan hæfte dem sammen til en lille bog. Har forbeholdt mig retten til at indscanne siderne og bringe dem her ugen efter, men som sådan vil udgivelsen kun eksistere i den ene udgave, Post Danmark snarligt vil få æren af at besørge. Og som det nok fornemmes, kommer den hele vejen rundt i vort herlige rigscentrum: Omkring både kongefamilien, Christiansborg, garderne, Nyhavn, Den lille havfrue og alle de andre steder og/eller fænomener, der, ahem, betyder noget.

tirsdag den 6. maj 2014

Arbejdsdag

Kaffen
er kold,
og alligevel
kommer du
hver dag
i håb om,
den faktisk
kan drikkes,
og når du
alligevel
er der,
så drejer
du kloden
en omgang,
så alting
er klar til
i morgen.

Folk

går forbi,
nogle nikker
og hilser,
og andre
befinder sig
midt i
en tunnel,
der aldrig
får ende,
og andre
vil helst
bare give dig
et spark
og forsvinde
i al hast
om hjørnet
igen,
du kan
se dem
som bræmmer
af affald
og savn,
mens du
optæller
mønter
fra koppen.

Kloden

er rund, jo,
og ruller
fra én
lige pludselig,
og så står
man der
midt i mørket,
man kom fra,
lidt bitter
og ensom,
velsagtens,
men glad for,
trods alt,
at man ikke
kunne vælte
det lort.

Pollensæson

Træerne
elsker,
og gaderne
fyldes
med sødlige
skyer,
vi hoster
og snotter
og brænder
i ét væk,
allergiske
er vi,
Gu' fri os
fra skove
og kærlighed.

Rummelighed

Verden
er stor,
den kan rumme
det hele,
giraffer
og falke
og bløddyr,
kan rumme
kontorer
og krypter
og kirker,
kan rumme
en Ghandi,
en Thatcher,
en Hitler
og dig, ja,
selv mig,
mig, som
knapt nok
kan rumme
mig selv.

mandag den 5. maj 2014

Abendmann *

Kunne det bare gå under,
det aftenland, gryet
har sat sig på tværs i din hals,
du kan ikke få vejret,
du køber det dyrt og på klods,
kammerat, dine gældsposter
regnes i lysår, og køllerne
hamrer mod døren, du slukker
dit lys, du ved end
ikke selv, hvor du bor.

* Tak til Søren G. Schmidt for lån af titel.

1. maj 2014

Helle
har sat
sin makeup,
der er fadøl
i glasset,
og pillerne
nede
i tasken
har gjort det,
de skulle,
nu vajer de,
fanerne,
luften
er lun,
og hun vender
sit blik
op mod
himlen,
men himlen
er blå
ligesom hende,
tager ikke
imod,
smiler ikke
til den,
som har brug
for det,
scenen
er lavet
af brædder,
nu åbnes den,
lemmen,
hun spræller
nu,
fløjterne
lyder.

fredag den 2. maj 2014

Forfatteren har fået tvillinger!


Efter lang tids inaktivitet har Assistens & elsewheres praktiske aflægger, mikroforlaget Afdanket Rytter, sluppet to nye titler, som ikke kunne være mere forskellige. Og dog. Den ene ville ikke være noget uden den anden, kan man sige.

Louis siger er et hæfte på 36 sider med relativt nyskrevne prosadigte, der kredser om sangeren og sangskriveren Lou Reed. I de skarpe, koncentrerede tekster danner dennes sange, univers og omgivende mytologi baggrunden for en slags lyrisk rundrejse i USA. Kunstnerisk set er værket den hidtil mest ambitiøse satsning i Afdanket Rytter-serien nogensinde.

Demiurgens laboratorium, som fylder 28 sider, er en opsamling af tre essays om skrivningens kunst, "Den skrantende engel - en poetik", "Bliv forfatter!" og "Poesi og selvhøjtidelighed", som har været bragt på diverse blogs gennem årene. Tilsammen danner de en større poetik, der rækker fra de dybeste overvejelser til de allermest praktiske detaljer i et, for den type udgivelse, ganske lettilgængeligt sprog.

Begge udgivelser udkommer NU i et begrænset og nummereret førsteoplag på 30 eksemplarer. Pris: 20 (25 m. porto). Se nærmere oplysninger - ikke mindst vedr. bestilling og betaling - i Afdanket Rytter-sektionen her på siden.