tirsdag den 29. april 2014

Skæg

tænder piben
og tænker
på dengang,
de la'
i Biscayen,
og snadden
gik ud,
og det blæste
så hårdt,
at den ikke
kunne fange
en eneste
flamme,
han husker
den stadigvæk,
angsten,
gør Skæg,
fra den nat,
han med ét
fik en anelse om,
at han blot
kunne være
en sæl.

Busserne

kører
med flag,
men jeg
ved ikke hvem,
der har
fødselsdag,
sikkert
en gravhund
i kongefamilien,
der skambider
folk
eller noget,
og flagene
minder
mig noget
om rødgrød
med fløde,
og jeg har
mest lyst
til kebab
lige nu,
lige nu
rumler maven,
og årerne
suser,
og busserne
kører
med flag
op til himlen
igen.

Rend

Døren går op,
og så kommer de,
klovnerne, krigerne,
kræmmerne, præsterne,
tænkerne, smedene,
bønderne, drømmerne,
sidst kommer
manden med leen,
og bliver der
heldigvis ro.

Drømte mig en drøm i nat

Drømte mig
en drøm
i nat
om let
og sød
og sten
og brød
og vand
og mjød
og blå
og rød
og stål
og kød
og håb
og nød
og liv
og død,
jeg drømte
mig
en drøm
i nat,
der drømte,
den
var mig.

Altid

den samme
fortælling:
Først mørke,
så lys
og så mørke,
og så
er der gået
en dag
og et liv,
og igen
magter ingen
at skrive en
spændende
slutning.

søndag den 27. april 2014

Arkitekter

skal dø,
de er lavet
af glas
og beton,
af beton
og metal
og kvadrater,
hvis ellers
kvadrater
er noget,
som noget
kan laves af
bortset
fra kasser
af glas
og beton,
som man dør af
at se på,
hvis ikke
man dør
af at dø
af at arbejde
i dem
på kasser
af glas
og metal
og beton,
arkitekter
kan dø i,
måske,
hvis, måske,
arkitekter
kan dø,
hvis de kan
er den bare
i vinkel.

Hjulene

på bussen
drejer rundt,
rundt, rundt,
vi spiser chips
og drømmer
drømme,
ringer hjem
fra tid til anden,
så man ved,
vi er på vej,
på vej til
næste stop
og næste stop
og næste,
hvor de døde
læsses af,
og turen
starter
forfra,
hjulene
på bussen
drejer rundt,
det gør
det hele
faktisk.

Mormor

smed alt det,
hun ikke
kunne bruge,
i tønden
ved marken,
og jo,
der var plads
til det hele,
til poser
og mælkekartoner
og affald
fra haven
og drømme,
forventninger,
håb,
og det brændte
fortræffeligt,
gjorde det,
røgen
var tyk,
men den duftede
faktisk
af frihed.

Find dig

i det,
mester,
hvis du
ikke,
mester,
finder
dig i
noget.

fredag den 25. april 2014

Wernher von Braun

















børster tænder,
om lidt går han ind
for at drømme
om ildsøjler, tomrum
og månestøv,
"Arbeit macht Frei",
står der over
et gulnet portræt
af en ung mand,
han kendte dengang,
Peenemünde
var nøglen til Riget,
nu plukker
han frugten,
skønt verden
er helt ny
og gold.

Plottet

tykner ikke,
næ,
det stivner
om mig
dag
for dag,
og før
jeg tror det,
ender jeg
i bogform,
så er
alting
slut.

onsdag den 23. april 2014

Boldblind

Ville ønske,
jeg kunne
lide fodbold,
det fejler
jo ingenting,
græsset,
og duften
af læder
er fin,
og at score
og vinde
er altid
i orden,
og druk,
når man
taber,
er helt
på sin plads,
men jeg
hader det,
fodbold,
jeg hader,
at alt
bliver aflyst
så snart,
der bliver
piftet
i fløjten,
jeg hader
at være
til overs,
når flimmeren
flimrer,
og alle
i stuen.,
som ikke
er mig,
brat forvandles
til hujende
monstre,
der ikke
kan tale
om andet
end finter
og kort,
og jeg hader
den måde,
en snurrende
bold
og dens
famlende færd
gennem ingenting
styrer
det hele på,
bare jeg
godt kunne
lide fodbold,
så gik der
vel noget
i mål.

Necktie party













1

Dengang,
de hængte
John Doe,
var der fadøl
i boden
og candyfloss,
billigt, endda,
til de mindste
og merchandise,
masser
af merchandise,
T-shirts
og badges
og caps,
der var
solskin
den dag.


2

Dengang,
de hængte
John Doe,
tog man
bøddelen
med,
liv
for liv
var vel ikke
for meget
forlangt.


3

Dengang,
de hængte
John Doe,
tog man
rebet ned,
før det
blev skyllet
og gemt,
værst
af alt
var dog
spild.


4

Dengang,
de hængte
John Doe,
fik familien
regningen,
pokker skulle
sværte sig
sådan til
gratis.


5

Dengang,
de hængte
John Doe,
stod det
endelig
klart for
alverden,
at gribbe
kunne bygge
nationer.

Fyndord II

Sæbeøjne
vasker

ingen
ren.

Kære Frau Dietrich

Sig mig, hvor
blomsterne er,
ud med sproget,
Marlene, jeg ved,
du har duftet dig
varm siden sidst.

Løber om

kap med

min skygge,
jeg vinder sgu

sølv, den
er sikker!

mandag den 21. april 2014

Min usynlige ven - manus

Som faste læsere herinde ved, skrev jeg hver dag fra et sted i marts til først i april på en føljeton, der handlede om noget så usædvanligt som et talende og tænkende træ: Douglas "Gran" Andersen, som var den måske ikke ubetinget tilpassede fortællers usynlige ven. En lyrisk føljeton - en serie ekstremt koncentrerede prosatekster, i hvert fald - kan imidlertid kun vanskeligt skrives i ét sammenhængende stræk, og allerede mens jeg postede dagens indlæg dengang, vidste jeg, at der skulle en nærmere redigering til senere. Nu har jeg endelig fået kigget på materialet med det resultat, at jeg kan præsentere Min usynlige ven i en egentlig manuskriptform.

Bon appetit!


***


Steffen Baunbæk
Min usynlige ven
En fabel


***


"I used to have this seven feet tall stuffed Bugs Bunny and I chained it to the wall. My thinking was ‘OK, this is fucking Disneyworld and if I’m stuck here, he can be too.’ I had the Tin Man, the lion from the Wizard of Oz and they were all chained up. Believe me, I had many conversations with the Tin Man.”

Dave Gahan


***


Douglas "Gran" Andersen er min usynlige ven. Han kommer fra Oregon, påstås det, men taler mit sprog som om, det altid har været hans eget. Det har det nok også. Man kalder ham for træmand, men det, jeg kan lide ved Douglas "Gran" Andersen, er, at man altid ved, hvor man har ham. Han er det Wunderbaum, som dingler i forruden på den rustne Corolla med klippede plader, man kalder min sjæl.


***


Douglas "Gran" Andersen minder om nogen og ingen. Han har min tipoldefars næse, min første elskedes mund, min psykiaters borende blik, mine egne fingeraftryk. Han stikker ad helvede til, når jeg prøver at omfavne ham. Han drysser på gulvet, det svin. Det er sådan, han er, Douglas "Gran" Andersen. Og jeg fejer op efter ham ustandseligt. Det er sådan, jeg er.


***


Douglas "Gran" Andersen er nyttig at have omkring sig. Man kan altid skyde skylden på ham, når lokummet brænder. Det er altid ham, der har haft hænderne steder henne, han ikke skulle, altid ham, som har trillet tommelfingre, når det ikke var passende, og altid ham, der ikke kan slået søm i en lort uden at ødelægge begge dele. I sådanne anledninger er han gennem årene blevet afsyret, har fået høvl og måttet lide den tort at blive hugget til pindebrænde. Det har været lige befriende at se på hver gang. Selv er han ligeglad. Det er usynlige venner. De kan ikke være andet, og de ved det. Dels kan de ikke dø, dels kan de ganske nemt glemmes, hvis de bliver for besværlige. Det er straks mere kompliceret at glemme sig selv.


***


Douglas "Gran" Andersen skraber mod ruden om natten. Han vil vist gerne ind. Det er forståeligt. Han står i sne til halsen, og kvarteret er fyldt med hunde og katte, som gerne vil pisse territorier af. Måske frygter han for sit eget. Måske er det eksistentielt. Men jeg vil ikke have jord på gulvtæppet, mangetak, og jeg ved ikke med hans slags, men tænk, hvis han lader vandet i mine Doc Martens.


***


Nu er der er en hund, som har pisset op ad Douglas "Gran" Andersen. "Gå nu væk, jeg vil ikke ejes af nogen", hyler han op. Jeg kunne godt fortælle ham et eller andet om fri fantasi.


***


Han er blevet vanvittig, Douglas "Gran" Andersen. Påstår, at det er mig, som er usynlig, og ham, der er virkelig. "Forskellen på os to, min gode ven, er denne her", sagde jeg i går og startede motorsaven. Helt og aldeles pulveriseret blev han, dét kan jeg garantere. Nu står han sgu på sin faste plads i haven igen, og det er lige til at blive skør af at tænke på.


***


De har forsøgt at medicinere ham væk, Douglas "Gran" Andersen, og han har godt nok tabt en del nåle, og selv stammen er begyndt at skalle lidt, og han holder sådan set kæft og sover det meste af dagen. Men koglerne, mand! Jeg tror aldrig i mit liv, jeg har set nogen sætte så mange kogler!


***


Douglas "Gran" Andersen vil så gerne, at fuglene bygger rede i ham. Gerne en rødkælk eller en sjagger. Han elsker at holde skrøbelige ting oppe. Han græder kaskader af nåle hver gang, endnu et forgæves lagt æg rammer jorden.


***


Han kan ikke lide stole, det kan han godt nok ikke, Douglas "Gran" Andersen. Selv dem af plastic giver ham lyst til at løbe meget hurtigt på trods af, han ikke kan. Jeg har gang på gang forsøgt at fortælle ham, at han er gjort af et andet stof. Faktisk et stof, som minder mere om kød, hvis det kommer dertil, og han får jo ikke tics af at glo på en flæskesteg eller noget. Men nej, der er panikscener hver gang, jeg har været i IKEA, og det sker, han ikke taler til mig flere dage efter. Der er meget ved Douglas "Gran" Andersen, jeg ikke forstår.


***


Han kan godt lide regn, Douglas "Gran" Andersen. Strutter og dufter, når skyerne slår revner. Jeg hader det vejrlig. Jeg bliver helt tom i blikket, klam helt ned i bunden af min sjæl. Til gengæld gør solskin mig glad, mens han bare står og murrer og knager og hænger med nålene. Blæsten, mand, blæsten er vi dog enige om er herlig. Når dén kommer, ler vi som besatte og skiftes til at dratte omkuld.


***


Vintervejr er ikke Douglas "Gran" Andersens ting. Han siger, han føler, han går i et med omgivelserne. Det synes jeg ikke, man gør. Men jeg kan jo også altid sætte nogle fodspor, hvis det kniber.


***


Der er isslag i nat, og for mig lyder det som om, Douglas "Gran" Andersen klaprer med tænderne derude. Tænderne, fandeme! Jeg ligger vågen med en knugende fornemmelse af at være en aktant i en anden mands drøm.


***


Om natten er Douglas "Gran" Andersen helt fyldt med flagermus. De hænger bare der og dingler i blæsten og skider ned i mine drømme. Det har de gjort i årevis. Intet nyt i det. De lægger sig i lag, fækalierne. Det er ret irriterende. Men når jeg engang er død, kan man sælge det hele som gødning til anderledes rummelige typer. Rummelige typer som Douglas "Gran" Andersen.


***


Skal det være rigtigt, kræver han vand, Douglas "Gran" Andersen. Rigtig meget vand. Et glas rækker ingen steder, en spand heller ikke, og sidste sommer lånte jeg en pumpe af en landmand, så jeg kunne pumpe hele bækken op til ham. Til sidst fulgte såvel åen, den løb ud i, som selveste havet med. Stadigvæk voksede han ikke op i himlen, Douglas "Gran" Andersen, men han satte én frugt. Én skide frugt, og det var gudhjælpemig et æble, og jeg turde fandeme ikke spise det, for det var slet ikke sådan, det skulle have været. Siden da er jeg blevet enig med Douglas "Gran" Andersen om, at det er bedre med en stiv whisky ind imellem.


***


Han tror på UFO'er, Douglas "Gran" Andersen. Han siger, de lander på græsplænen om natten, hvorefter der kommer væsener ud og opererer mærkelige ting ind i barken på ham, der bipper og klør ad helvede til. Tilsyneladende kun fordi de kan. Men han går meget op i det, Douglas "Gran" Andersen, og jeg skal ikke være den, der modsiger et talende træ.


***


Han siger, han er en radio, Douglas "Gran" Andersen: At hans grene opfanger signaler fra fremmede stjerner. Supernovaer, pulsarer, ukendte tungemål. Hvis jeg presser øret tæt ind mod stammen, kan jeg fornemme, hvad han snakker om, men det lyder så russisk, det hele. Som krypterede ordrer til troppebevægelser engang før min fødsel. Som Stalin. Som Gud.


***


De har sat strøm til Douglas "Gran" Andersen. Det gør ham ikke til et pæretræ. Han står bare der og sitrer og lugter brændt. "Er du rask nu", er der en, som spørger. Han siger ingenting, Douglas "Gran" Andersen. Det er han nok.


***


Jeg har lånt Douglas "Gran" Andersen ud til Lone fra Afdeling C. Ingen af dem har glæde af det, tror jeg. Han påstår, han visner, og han ved, hvad han snakker om, for det gør han en lille smule hele tiden. Hun har oparbejdet en gæld nede hos Thorsten fra B og åbner ikke op, når han banker på. Der stinker af hash i hele hytten. Jeg er begyndt at pisse i håndvasken. Jeg tror, det er klogt, hvis jeg får ham igen.


***


Douglas "Gran" Andersen står ved bordet og tigger om yoghurt. Han har aldrig smagt yoghurt, og jeg er bange for, han slet ikke kan fordøje den slags. "Tyg dine drømme ordentligt, dem ved man, hvad er"; siger jeg til ham og stiller kartonen ind i køleskabet.


***


Jeg har altid gerne villet kunne spille fodbold med Douglas "Gran" Andersen, men det er som om, han ikke fatter konceptet. Han står bare der og lader sig bombardere. Selv fantasien har åbenbart sine grænser.


***


"Hvad hulen er det!?", udbryder Douglas "Gran" Andersen. "Det er bare en drage", siger jeg, for det er lige hvad, det er. Når en historie først giver mening, er den forbi.


***


Han kan ikke lide voldsfilm, Douglas "Gran" Andersen. Og nej, det er ikke kun Motorsavsmassakren, han står af på. Det er det hele, sgu: Slagter i sukkerchok, Sjov på skafottet, Slanke sommersild og salpetersyre. "Men det er jo bare fiktion", indvender jeg. "Ja, det er det ligesom", siger Douglas "Gran" Andersen, og så er den snak ligesom slut.


***


Douglas "Gran" Andersen er ked af, han ikke har noget spejlbillede. Jeg har forsøgt at trøste ham ved at sige, han bare kan kigge på mig, "men du er jo ikke af glas", som han siger. Det er rigtigt nok. Så nemt har jeg ikke tænkt mig at kunne gå i stykker.


***


Nu prøver de med stikpiller, men de kan ikke finde ud af, hvor de skal proppe dem op i Douglas "Gran" Andersen. Hvis de kunne, ville de få jackpot. Så ville han spytte mønter ud hurtigere, end nogen i verden ville kunne samle dem op.


***




- Hvis jeg er usynlig, hvordan kan det så være, du kan se mig, spørger Douglas "Gran" Andersen.
- Nogen skal jo kunne det, ellers eksisterer du ikke, svarer jeg.
- Hvem ser så dig?
- Det gør du.
- Hvorfor det?
- Hold nu bare din kæft, mand, og gro!


***


- Hvordan er det egentlig at dø? Det siger Douglas "Gran" Andersen.

- Det kan jeg slet ikke forestille mig. Det siger jeg.

- Det kan jeg heller ikke. Det siger Douglas "Gran" Andersen.

Det er derfor, vi er venner. Kan jeg forestille mig.


***


Douglas "Gran" Andersen ved ikke hvor gammel, han er. Han kan ikke tælle sine egne årringe. Jeg kan ikke gøre det for ham uden at slå ham ihjel.


***


Douglas "Gran" Andersen har det sært med kvinder. Han ved ikke rigtigt, hvordan han skal forholde sig til dem. "Det er fordi du halvvejs er en", sagde jeg til ham en dag. Det skulle jeg aldrig have gjort. Nu er han gået fuldstændigt i selvsving. Han prøver at omfavne sig selv hele tiden.


***


"Hvis man tager en masse tændstikker og limer dem sammen, bliver de så til et træ?", vil Douglas "Gran" Andersen gerne vide. "Nej, til et hulens stort bål", siger jeg. Det er ligesom det nemmeste svar.


***


"Hvis jeg er mange nok, bliver jeg så til en skov", lyder det pludselig fra Douglas "Gran" Andersen. Det skal jeg ikke kun sige, men én ting ved jeg vil komme ud af det: Vanvittige ræve.


***


Douglas "Gran" Andersen prøver ihærdigt at falde i snak med de andre træer, for det er oplagt, de har noget til fælles, men han tror ikke, de kan lide ham. De svarer i hvert fald aldrig igen. Andre træer er uhøflige, synes Douglas "Gran" Andersen. Andre træer bør saves i småstykker.


***


Douglas "Gran" Andersen har en dårlig dag. "Du kan ikke bruges til en skid", vrisser han til mig. Jeg tænker på borde og stole, på døre, vinduesrammer og gulvplanker. Jeg er bange for, at han har ret.


***


Han overvejer at skifte branche, Douglas "Gran" Andersen. Han er træt af at være sidekick, skygge, let tilbehør. Nu vil han være superhelt. Jeg fortæller ham, at han hverken kan flyve eller banke folk, for det kan han ikke. Følgelig er hans fremtidsudsigter inden for det virkefelt ikke ubetinget lovende. Douglas "Gran" Andersen siger, at han hader mig. Jeg er ikke sikker på hvorfor.


***


De har prøvet at fiksere ham, Douglas "Gran" Andersen. De var ti mand om det, gudhjælpemig - magen til cirkus. Det blev ikke ret flot. De skulle nok have forsøgt sig med lyskæder.


***


Det er jul, og Douglas "Gran" Andersen lugter ligbål alle steder, og han er sikker på, glasklokkerne ringer for ham, og han mener, man kun hænger hjerter på træer, så man virkelig har noget at knuse.


***


Det er jul, og Douglas "Gran" Andersen påstår, man slår cirkler om hans slags, så de ikke kan slippe væk. Jeg er overbevist om, at det handler om tyngdekraft, men lader ham gerne forblive i troen.


***


Det er jul, og Douglas "Gran" Andersen fatter ikke trippet med gaver under grenene. Kogler er den største gave af alle, synes Douglas "Gran" Andersen.


***


Det er jul, og Douglas "Gran" Andersen ryster stjernen af toppen, så hele himmelhvælvet rejser sig og skummer og kommer i oprør.


***


Jeg ved ikke, hvad de har givet Douglas "Gran" Andersen, men det er interessante sager, i hvert fald, og GlaxoSmithKline må have tjent styrtende på stadset. Han er lilla og minder enormt meget om en brødrister. Bare det var mig, som var syg.


***


"Jeg smutter", siger Douglas "Gran" Andersen. "Hvorhen", vil jeg vide. "Hen efter smøger". Han er ved at lægge sig alt for mange og alt for menneskelige uvaner til, er Douglas "Gran" Andersen.


***


"Skal vi vaske dine kogler", spørger de mig, og jeg vrænger tilbage, at gu' skal de ej, og jeg peger over mod Douglas "Gran" Andersen, og Douglas "Gran" Andersen er væk, og de er aldrig, hvor man vil have dem, de forbandede nåletræer.


***


Jeg føler mig tung i lemmerne, og jeg kan ikke rigtig kontrollere min krop, og det føles som om, en andens blod løber gennem mine årer, og det kommer fra urgamle kilder langt under jorden. Douglas "Gran" Andersen er på sjette dag ude efter smøger. Det var mig, helikopterne fandt, mig, antennerne og kameraerne opsnappede, mig, der sank ned i den mose af piller.


***


De spørger oftere og oftere, hvordan jeg selv synes, det går. Jeg er begyndt at skrive til Douglas "Gran" Andersen. Jeg ville ønske, jeg kendte adressen.


***


Faktisk skriver jeg mere og mere til Douglas "Gran" Andersen. De hober sig op på borde og reoler, brevene, og det sker, at bunkerne vælter og flyder ud over gulvet blandt beskidte tallerkener og tomme colaflasker. Jeg bilder mig ind, at hvis jeg skriver længe nok, vil det banke på døren, og det vil være ham.


***


Jeg er pissesur på Douglas "Gran" Andersen, for man kan ikke bare sådan blive væk for mig. Jeg griber en kniv og begynder at save ham over. Det gør pisseondt, og hans harpiks er rødt og lugter dyrisk. Der lyder alarmer, og folk kommer løbende, og jeg løber op.


***


De har lukket mig inde i isolationen, hvor der aldrig har duftet af hverken gran eller mig. Der bliver koldere i cellen, og det er svært at se noget som helst, når der ikke er noget at se. Væggen slår revner, og noget arbejder sig støt og grundigt igennem den, kommer til syne. Det er en blyant, dét er det bestemt. En nyskrællet blyant.


***


De sidste flager af puds rammer jorden, og der står han så, Douglas "Gran" Andersen, og han drysser tårer og siger, han for vild, at han savnede mig, at han har skrevet på mig uafbrudt, at han nu har fået svar.


***


Og vi krammer hinanden, mand og træ, og vi krammer så hårdt, at vi bliver til ét kød, til én årring. Så stikker vi af, af til Oregon, hvor pinjetræerne gror, af til gader, hvor mine tæer kender hver eneste revne i fortovet, derud, hvor jorden er flad som papir, som de pandekager, Rasmus Klumps mor bager til Pingo og Pelle og Pilskadden og Skæg og de andre, før de drager på langfart.

Yellowstone

Bjørnene sover i Yellowstone, kilderne bobler,
og træerne er, hvad de er, der er noget
i luften, en brise af pollen og svovl,
fjerne stemmer i krattet og striber på himlen,
det buldrer, et tog ruller hen over
landskabet, ildøjet stirrer, de døde
står op, finder hjem gennem skakter i jorden,
en himmelblomst folder sig ud.

Skoven

er frisk
og så stor,
man bliver væk
mellem nælder
og ulve
og fælder,
man selv
har lagt ud
og helt
glemt,
ja, kuk kuk,
faldera
og det hele,
blot stik mig
en sav.

Provins

Byen
er stille,
og folk
sætter øjne
i haverne,
udplanter
ører
og opriver
tunger
ved roden,
her høstes
der ukrudt
og bomber.

Panorama

Sidste gang
mormor
var oppe
på Sindbjerg
og Stoubjerg
en høj
og klar
morgen
i pinsen,
hvor hele
familien
var med,
stod hun længe
på hver top
og kiggede,
kiggede ud
over Borresø,
ud over
skoven
mod Virklund
med værkende
ben,
og hvem ved
hvilke farver,
hun så,
hvilke skjulte
nuancer,
hun pludselig
fik øje på
nu,
hvor hun vidste,
det aldrig
blev muligt
igen
at få del
i dén udsigt
dét sted
med dét blik,
men hun
tømte den,
dagen,
for lys.

Late night call

Sover endnu,
og din stemme
i røret er fjern,
uden krop,
og du ringer
vist mest
for at sige,
du findes,
en fremmed
mands hånd
lægger på.

Kill city

Åh,
men byen,
altid
denne længsel
efter tomme
pladser,
altid
står der
nogen,
ikke bare
mellem
linjerne,
men på dem,
og har
sure tæer
og ret
til samme
ro
og samme
glemsel,
samme nåde,
man et sted
som her
må dræbe
for
at få.

Havet

har rejst sig,

i hytterne
søger vi

sammen
som sandkorn.

Giv mig

din hånd,
jeg kan vist
ikke bygge
den verden,
jeg vil, med
min egen.

Endnu en gang

disse blomster,
der folder sig ud,
disse dyr, som var
væk og så pludselig
er der og bygger
på reder og sniger
sig ind gennem vinduet,
endnu en gang
dette brus, der forlanger
besyngelse,
endnu en gang
dette digt,
disse hænder,
som bliver
til kvas.

mandag den 14. april 2014

Hækkene

nærmer sig,

selv når
vi sover,

så fulde af
reder, de er.

søndag den 13. april 2014

Ultima

Vinden ved Thule er hård, her kan
isbjørne flyve og jagerfly fortsætte
ud over kanten af verden, her taler
man sprog, ingen andre forstår, har
uendelige mængder af udtryk for
ingenting, døgnet er indtørret,
englene saltet og ophængt i snore
langs kystlinjen, her kommer alle
forbi, der er lys i de hældende
hytter, der lugter af tran.

Romantica

Vi spiste jordbær, til sommeren
gik i sig selv, vi sked jord,
indtil fnuggene faldt, vi gik
durk gennem isen og vågnede op
på et kronblad, vi mistede alt.

3D - en erindring

Tove har været i fjernsynet,
Tove, der bare tog ind
for at vinde lidt kaffe i andespil,
hvis hun var heldig den dag,
og så pludselig blev mødt
af en tændt mikrofon og et kamera,
Tove, der smører en ostemad til mig
i køkkenet og blander en ny
kande saftevand, mand,
hun er lige trådt ud af en skærm,
er hun, Tove, nu mangler
jeg bare Jens Lyn.

Floodland

Vi hørte Floodland
med Sisters of Mercy den sommer
og sang This Corrosion
til alle, os selv og hinanden,
mens snogene puslede
ude i krattet,
og uglerne gylpede
knogler og pelstotter
op på terassen,
din røv var så benet,
jeg husker det
stadig for godt,
og du sagde,
du godt kunne lide,
når jeg skar
i min hånd,
det var noget
med linjerne,
sagde du,
lidt ligesom rynker,
men bare med blod
og i farver,
mens alt andet
ligesom
var filmet i sort/hvid
som noget
fra andre folks
hensvundne liv,
vi var lykkelige,
var vi,
den sommer
i Floodland,
hvor havet
var bundløst
og stammerne
hårde
og klitterne
fulde
af fostre.

Pizza del Popolo

Piazza del Popolo blænder,
pas godt på din skæbne,
den ligger i kortene
henne i boden ved løven,
der opgylper søjler af vand,
åh, Luigi, de synger
dig pikke af marmor
og solbriller til, gør de,
på deres billige guitarer,
altid til overpris,
selvom du prutter af pizza
og postkort og blussende
ansigter, se dog
Venedig og dø.

fredag den 11. april 2014

Anschluss

Tyskerne kommer,
og stjernerne bliver
til lange kolonner af pigtråd,
du mister dit sprog, gør du,
jorden er noget, der sluger dig,
himlen er skiden af isfugle,
„ich bin ein Messerschmitt“,
synger en fremmed mand
ovre bag disken i banken
sekunder før, du får kontanter
i hoved og røv,
du har været i Harzen engang,
der var ræve dér, var der,
og harer og biller
og kalksten, du husker
ein Mädchen, som smilede
til dig og vinkede
farvel.

torsdag den 10. april 2014

Showtime


1

Klovnen
går ind
i manegen
til hestene,
bjørnene,
løverne,
hellere
dem
end
sig selv.


2

Klovnen
besidder
en næse
så stor
og så rød,
den kan lugte,
hvor hundene
ligger
begravet.


3

Klovnen
har lagkager
nok,
der er slet
ingen grund
til at dele,
enhver
får sin egen
i synet.


4

Klovnen
punkterer
ballondyr,
vist mest
af medlidenhed,
hvad skal de
leve af,
egentlig,
de kræ?


5

Klovnen
jonglerer
med tal,
to og to
bliver til fem,
fem og fem
bliver til otte,
de stemmer
perfekt
alle sammen,
hvis blot
han er sikker
på hånden.


6

Klovnen
har presset
alt vand
ud af blomsten,
der visner
i knaphullet,
børnene
hulker
af grin.


7

Klovnen
er træt
og går ud
for at gemme
sig lidt,
bare lidt,
bag en virkelig
mand
med et
navn.

onsdag den 9. april 2014

Beach oddity

Han har købt sig
en is,
Major Tom,
tæt ved molen
i Hurup,
han står nu
blandt tyske
turister
og skidende
hunde
og hujende
børn,
mens den smelter
i hånden,
selv bølgerne
lugter
af nougat
i Hurup
i midten
af juni,
måske
til december
kan vandene
gås på,
langt
bort.

Vinden

er vendt, det

er sikkert,
men dragerne

løfter
den stadig.

tirsdag den 8. april 2014

Blue hotel

- til Chris Isaak

Endnu
en gæst
på Det blå hotel
tænder
for fjernsynet,
hvor han
kan se
alle andres
historier,
aldrig
sin egen,
og sutter
på flasker,
der koster
for meget
og rummer
for lidt,
åbner skuffen
ved sengen
og finder
en Bibel
med helt
blanke sider
og inderst,
bag den,
en revolver
med én
kugle i
til den morgen,
hvor lejen
forfalder.

Hænderne

vokser
med alderen,

snart
kan de rumme
det hele,

jeg selv siver ud
mellem
fingrene.

Solen

er kommet,

gu' ve', om
den regner med

kage
til kaffen?

Salme

Krybben
er tom,
han har nok
lært at gå,
Jesus,
et skridt
ad gangen,
til sidst
uden støtte,
gudhjælpemig
også,
og verden
har nok
stået åben
fra da af,
og Jesus
er smuttet
i kiosken,
på bar
eller hen
over åen
på jagt
efter vand,
han kunne
gå på,
måske
efter kors,
der skulle
bæres,
og her
står så vi,
her, hvor
krybben
er tom,
mellem
engle og
skrydende
æsler.

Klæk

Fulde
af æg
er de,
træerne,
fulde
af krager
og mejser
og spurve
og ugler,
der ikke
er til,
er de,
træerne,
ikke
af trææg,
der findes
nok slet
ikke trææg
med træer i,
det burde
der ellers,
måske
er der
trææg
deroppe
alligevel,
trææg,
der klækker
engang
og forsvinder
i flugt
over rækker
af spirende
spætter.

fredag den 4. april 2014

Bålene




















buldrer
i Brøndby,
har hænder
og fødder
og tanker
og ånd
og kan slet
ikke bruges
til noget,
er ikke
til nytte,
og derfor
må bålene
buldre
i Brøndby
og blive
til aske,
for aske
kan blandes
i asfalt,
og asfalt
kan bruges
til noget.

onsdag den 2. april 2014

Min usynlige ven # 50

Og vi krammer hinanden, mand og træ, og vi krammer så hårdt, at vi bliver ét kød, én stor årring, og så stikker vi af, af til Oregon, hvor pinjetræerne gror, af til gader, hvor mine bare tæer kender hver revne i fortovet, ud, hvor jorden er flad som papir, som de pandekager, Rasmus Klumps mor bager til Pingo og Pelle og Pilskadden og Skæg og de andre, når de skal på langfart.

Min usynlige ven # 49

De sidste flager af puds rammer jorden, og der står han så, Douglas "Gran" Andersen, og han drysser tårer og siger, han for vild, at han savnede mig, at han har skrevet på mig uafbrudt, at han nu har fået svar.

Min usynlige ven # 48

Der bliver koldere i cellen, og det er svært at se noget, når der ikke er noget at se. Væggen slår revner. Noget arbejder sig støt og grundigt igennem den, før det kommer til syne. Det er en blyant, er det. En blyant.

Min usynlige ven # 47

De har lukket mig inde i isolationen. Her har der aldrig eksisteret gran. Jeg har heller ikke.

Min usynlige ven # 46

Jeg er pissesur på Douglas "Gran" Andersen, for man kan ikke bare sådan blive væk for mig. Jeg griber en kniv og begynder at save ham over. Det gør pisseondt, og hans harpiks er rødt og lugter dyrisk. Der lyder alarmer, og folk kommer løbende, og jeg løber op.

tirsdag den 1. april 2014

Min usynlige ven # 45

Faktisk skriver jeg mere og mere til Douglas "Gran" Andersen. De hober sig op på borde og reoler, brevene, og det sker, at bunkerne vælter og flyder ud over gulvet blandt beskidte tallerkener og tomme colaflasker. Jeg bilder mig ind, at hvis jeg skriver længe nok, vil det banke på døren, og det vil være ham.

Min usynlige ven # 44

De spørger oftere og oftere, hvordan jeg selv synes, det går. Jeg er begyndt at skrive til Douglas "Gran" Andersen. Jeg ville ønske, jeg kendte adressen.

Min usynlige ven # 43

Jeg føler mig tung i lemmerne, og jeg kan ikke rigtig kontrollere min krop, og det føles som om, en andens blod løber gennem mine årer, og det kommer fra urgamle kilder langt under jorden. Douglas "Gran" Andersen er på sjette dag ude efter smøger. Det var mig, helikopterne fandt, mig, antennerne og kameraerne opsnappede, mig, der sank ned i den mose af piller.

Min usynlige ven # 42

"Skal vi vaske dine kogler", spørger de mig, og jeg vrænger tilbage, at gu' skal de ej, og jeg peger over mod Douglas "Gran" Andersen, og Douglas "Gran" Andersen er væk, og de er aldrig, hvor man vil have dem, de forbandede nåletræer.

Min usynlige ven # 41

"Jeg smutter", siger Douglas "Gran" Andersen. "Hvorhen", vil jeg vide. "Hen efter smøger". Han er ved at lægge sig alt for mange og alt for menneskelige uvaner til, er Douglas "Gran" Andersen.

Min usynlige ven # 40

Jeg ved ikke, hvad de har givet Douglas "Gran" Andersen, men det er interessante sager, i hvert fald, og GlaxoSmithKline må have tjent styrtende på stadset. Han er lilla og minder betænkeligt meget om en brødrister. Bare det var mig, som var syg.

Min usynlige ven # 39

Der er en hund, som har pisset op ad Douglas "Gran" Andersen. "Gå nu væk, jeg vil ikke ejes af nogen", hyler han op. Jeg kunne godt fortælle ham et eller andet om fri fantasi.

Min usynlige ven # 38

Douglas "Gran" Andersen ved ikke hvor gammel, han er. Han kan ikke tælle sine egne årringe. Jeg kan ikke gøre det for ham uden at slå ham ihjel.

Min usynlige ven # 37

"Hvis jeg er mange nok, bliver jeg så til en skov", lyder det pludselig fra Douglas "Gran" Andersen. Det skal jeg ikke kun sige, men én ting ved jeg vil komme ud af det: Vanvittige ræve.

Min usynlige ven # 36

Det er jul, og Douglas "Gran" Andersen ryster stjernen af toppen, så hele himmelhvælvet rejser sig og skummer og kommer i oprør.

Min usynlige ven # 35

Det er jul, og Douglas "Gran" Andersen fatter ikke trippet med gaver under grenene. Kogler er den største gave af alle, synes Douglas "Gran" Andersen.

Min usynlige ven # 34

Det er jul, og Douglas "Gran" Andersen påstår, man slår cirkler om hans slags, så de ikke kan slippe væk. Jeg er overbevist om, at det handler om tyngdekraft, men lader ham gerne forblive i troen.

Min usynlige ven # 33

Det er jul, og Douglas "Gran" Andersen lugter ligbål alle steder, og han er sikker på, glasklokkerne ringer for ham, og han mener, man kun hænger hjerter på træer, så man virkelig har noget at knuse.