fredag den 28. marts 2014

Min usynlige ven # 32

"Hvad hulen er det!?", udbryder Douglas "Gran" Andersen. "Det er bare en drage", siger jeg, for det er lige hvad, det er. Når en historie først giver mening, er den forbi.

Min usynlige ven # 31

Vintervejr er ikke Douglas "Gran" Andersens ting. Han siger, han føler, han går i et med omgivelserne. Det synes jeg ikke, man gør. Men jeg kan jo også altid sætte nogle fodspor, hvis det kniber.

Min usynlige ven # 30

Douglas "Gran" Andersen har en dårlig dag. "Du kan ikke bruges til en skid", vrisser han til mig. Jeg tænker på borde og stole, på døre, vinduesrammer og gulvplanker. Jeg er bange for, at han har ret.

Min usynlige ven # 29

- Hvordan er det egentlig at dø?

Det siger Douglas "Gran" Andersen.

- Det kan jeg slet ikke forestille mig.

Det siger jeg.

- Det kan jeg heller ikke.

Det siger Douglas "Gran" Andersen.

Det er derfor, vi er venner. Kan jeg forestille mig.

onsdag den 26. marts 2014

Min usynlige ven # 28

Han kan ikke lide voldsfilm, Douglas "Gran" Andersen. Og nej, det er ikke kun "Motorsavsmassakren", han står af på. Det er det hele, sgu: "Slagter i sukkerchok", "Sjov på skafottet", "Slanke sommersild og salpetersyre". "Men det er jo bare fiktion", indvender jeg. "Ja, det er det ligesom", siger Douglas "Gran" Andersen, og så er den snak ligesom slut.

Min usynlige ven # 27

Douglas "Gran" Andersen har det sært med kvinder. Han ved ikke rigtigt, hvordan han skal forholde sig til dem. "Det er fordi du halvvejs er en", sagde jeg til ham en dag. Det skulle jeg aldrig have gjort. Nu er han gået fuldstændigt i selvsving. Han prøver at omfavne sig selv hele tiden.

Min usynlige ven # 26

"Hvis man tager en masse tændstikker og limer dem sammen, bliver de så til et træ?", vil Douglas "Gran" Andersen gerne vide. "Nej, til et hulens stort bål", siger jeg. Det er ligesom det nemmeste svar.

Min usynlige ven # 25

Douglas "Gran" Andersen prøver ihærdigt at falde i snak med de andre træer, for det er oplagt, de har noget til fælles, men han tror ikke, de kan lide ham. De svarer i hvert fald aldrig igen. Andre træer er uhøflige, synes Douglas "Gran" Andersen. Andre træer bør saves i småstykker.

tirsdag den 25. marts 2014

Landskaber af hash

Til interesserede læsere af denne blog - og jeg bilder mig ind, der trods alt er nogle stykker - kan jeg oplyse, at der netop er åbnet en ny hjemmeside for de skriverier, jeg gennem den seneste tid har bedrevet i samarbejde med min udmærkede digterkollega Linda Nørgaard Framke. Titen er Landskaber af hash, stilen er lidt som i 8600, blot vendt på vrangen. Hvilket vil sige, at rammen om det, som er godt på vej til at tage form af en selvstændig samling, er Udkantsdanmark efter Låsby Svendsen overtog hele bulen, og bananen for alvor begyndte at lugte mærkeligt.

Besøg siden her.

Min usynlige ven # 24

De har prøvet at fiksere ham, Douglas "Gran" Andersen. De var ti mand om det, gudhjælpemig - magen til cirkus. Det blev ikke ret flot. De skulle nok have forsøgt sig med lyskæder.

Min usynlige ven # 23

Douglas "Gran" Andersen vil så gerne, at fuglene bygger rede i ham. Gerne en rødkælk eller en musvit. Han elsker at holde skrøbelige ting oppe. Han græder kaskader af nåle hver gang, endnu et forgæves lagt æg rammer jorden.

mandag den 24. marts 2014

Min usynlige ven # 22

Der er isslag i nat, og for mig lyder det som om, Douglas "Gran" Andersen klaprer med tænderne derude. Tænderne, fandeme! Jeg ligger vågen med en knugende fornemmelse af at være en aktant i en anden mands drøm.

Min usynlige ven # 21

Han overvejer at skifte branche, Douglas "Gran" Andersen. Han er træt af at være sidekick, skygge, let tilbehør. Nu vil han være superhelt. Jeg fortæller ham, at han hverken kan flyve eller banke folk, for det kan han ikke. Følgelig er hans fremtidsudsigter inden for det virkefelt ikke ubetinget lovende. Douglas "Gran" Andersen siger, at han hader mig. Jeg er ikke sikker på hvorfor.

Min usynlige ven # 20

Han siger, han er en radio, Douglas "Gran" Andersen: At hans grene opfanger signaler fra fremmede stjerner. Supernovaer, pulsarer, ukendte tungemål. Hvis jeg presser øret tæt ind mod stammen, kan jeg fornemme, hvad han snakker om, men det lyder så russisk, det hele. Som krypterede ordrer til troppebevægelser engang før min fødsel. Som Stalin. Som Gud.

Min usynlige ven # 19

Jeg har lånt Douglas "Gran" Andersen ud til Lone fra Afdeling C. Ingen af dem har glæde af det, tror jeg. Han påstår, han visner, og han ved, hvad han snakker om, for det gør han en lille smule hele tiden. Hun har oparbejdet en gæld nede hos Thorsten fra B og åbner ikke op, når han banker på. Der stinker af hash i hele hytten. Jeg er begyndt at pisse i håndvasken. Jeg tror, det er klogt, hvis jeg får ham igen.

Min usynlige ven # 18

Douglas "Gran" Andersen er ked af, han ikke har noget spejlbillede. Jeg har forsøgt at trøste ham ved at sige, han bare kan kigge på mig, "men du er jo ikke af glas", som han siger. Det er rigtigt nok. Så nemt har jeg ikke tænkt mig at kunne gå i stykker.

Min usynlige ven # 17

Jeg har altid gerne villet kunne spille fodbold med Douglas "Gran" Andersen, men det er som om, han ikke fatter konceptet. Han står bare der og lader sig bombardere. Selv fantasien har åbenbart sine grænser.

Min usynlige ven # 16

- Hvis jeg er usynlig, hvordan kan det så være, du kan se mig, spørger Douglas "Gran" Andersen.
- Nogen skal jo kunne det, ellers eksisterer du ikke, svarer jeg.
- Hvem ser så dig?
- Det gør du.
- Hvorfor det?
- Hold nu bare din kæft, mand, og gro!

Min usynlige ven # 15

Nu prøver de med stikpiller, men de kan ikke finde ud af, hvor de skal proppe dem op i Douglas "Gran" Andersen. Hvis de kunne, ville de få jackpot. Så ville han spytte mønter ud hurtigere, end nogen i verden ville kunne samle dem op.

Min usynlige ven # 14

Douglas "Gran" Andersen står ved bordet og tigger om yoghurt. Han har aldrig smagt yoghurt, og jeg er bange for, han slet ikke kan fordøje den slags. "Tyg dine drømme ordentligt, dem ved man, hvad er"; siger jeg til ham og stiller kartonen ind på sin faste plads i køleskabet.

Min usynlige ven # 13

De har sat strøm til Douglas "Gran" Andersen. Det gør ham ikke til et juletræ. Han står bare der og sitrer og lugter brændt. "Er du rask nu", er der en, som spørger. Han siger ingenting, Douglas "Gran" Andersen. Det er han nok.

Min usynlige ven # 12

Han kan godt lide regn, Douglas "Gran" Andersen. Strutter og dufter, når skyerne slår revner. Jeg hader det vejrlig. Jeg bliver helt tom i blikket, klam helt ned i bunden af min sjæl. Til gengæld gør solskin mig glad, mens han bare står og murrer og knager og hænger med nålene. Blæsten, mand, blæsten er vi dog enige om er herlig. Når dén kommer, ler vi som besatte, mens vi skiftes til at dratte omkuld.

fredag den 21. marts 2014

Min usynlige ven # 11

Skal det være rigtigt, kræver han vand, Douglas "Gran" Andersen. Rigtig meget vand. Et glas rækker ingen steder, en spand heller ikke, og sidste sommer lånte jeg en pumpe af en landmand, så jeg kunne pumpe hele bækken op til ham. Til sidst fulgte såvel åen, den løb ud i, som selveste havet med. Stadigvæk voksede han ikke op i himlen, Douglas "Gran" Andersen, men han satte én frugt. Ét skide æble, og jeg turde fandeme ikke spise det, for det var slet ikke sådan, det skulle have været. Siden da er jeg blevet enig med Douglas "Gran" Andersen om, at det er bedre med en stiv whisky ind imellem.

Min usynlige ven # 10

Han kan ikke lide stole, det kan han godt nok ikke, Douglas "Gran" Andersen. Selv dem af plastic giver ham lyst til at løbe meget hurtigt, selvom han ikke kan. Jeg har gang på gang forsøgt at fortælle ham, at han er gjort af et andet stof. Faktisk et stof, som minder mere om kød, hvis det kommer dertil, og han får jo ikke tics af at glo på en flæskesteg eller noget. Men nej, der er panikscener hver gang, jeg har været i IKEA, og det sker, han ikke taler til mig flere dage efter. Der er meget ved Douglas "Gran" Andersen, jeg ikke forstår.

torsdag den 20. marts 2014

Min usynlige ven # 9

Han tror på UFO'er, Douglas "Gran" Andersen. Han siger, de lander på græsplænen om natten, hvorefter der kommer væsener ud og opererer mærkelige ting ind i barken på ham, der bipper og klør ad helvede til. Tilsyneladende kun fordi de kan. Men han går meget op i det, Douglas "Gran" Andersen, og jeg skal ikke være den, der modsiger et talende træ.

Min usynlige ven # 8

Om natten er Douglas "Gran" Andersen helt fyldt med flagermus. De hænger bare der og dingler i blæsten og skider ned i mine drømme. Det har de gjort i årevis. Intet nyt i det. De lægger sig i lag, fækalierne, det er ret irriterende. Men når jeg engang er død, kan man sælge det hele som gødning til andre rummelige typer. Som nu Douglas "Gran" Andersen.

onsdag den 19. marts 2014

Min usynlige ven # 7

De har forsøgt at medicinere ham væk, Douglas "Gran" Andersen, og han har godt nok tabt en del nåle, og selv stammen er begyndt at skalle lidt, og han holder sådan set kæft og sover det meste af dagen. Men koglerne, mand! Jeg tror aldrig i mit liv, jeg har set nogen sætte så mange kogler!

Min usynlige ven # 6

Han er blevet vanvittig, Douglas "Gran" Andersen. Påstår, at det er mig, som er usynlig, og ham, der er virkelig. "Forskellen på os to, min gode ven, er denne her", sagde jeg i går og startede motorsaven. Helt og aldeles pulveriseret blev han, det kan jeg garantere. Nu står han sgu på sin faste plads i haven igen, og det er lige til at blive skør af at tænke på.

tirsdag den 18. marts 2014

Min usynlige ven # 5

Douglas "Gran" Andersen skraber mod ruden om natten. Han vil vist gerne ind. Det er forståeligt. Han står i sne til halsen, og kvarteret er fyldt med hunde og katte, som gerne vil pisse territorier af. Måske frygter han for sit eget. Måske er det eksistentielt. Men jeg vil ikke have jord på gulvtæppet, mangetak, og jeg ved ikke med hans slags, men tænk, hvis han lader vandet i mine Doc Martens.

Min usynlige ven # 4

Douglas "Gran" Andersen er nyttig at have omkring sig. Man kan altid skyde skylden på ham, når lokummet brænder. Det er altid ham, der har haft hænderne steder henne, han ikke skulle, altid ham, som har trillet tommelfingre, når det ikke var passende, og altid ham, der ikke kan slået søm i en lort uden at ødelægge begge dele. I sådanne anledninger er han gennem årene blevet afsyret, har fået høvl og har måttet lide den tort at blive hugget til pindebrænde. Det har været lige befriende at kigge på hver gang. Selv er han ligeglad. Det er usynlige venner. De kan ikke være andet, og de ved det. Dels kan de ikke dø, dels kan de ganske nemt glemmes, hvis de bliver for besværlige. Det er straks mere kompliceret at glemme sig selv.

Min usynlige ven # 3

Douglas "Gran" Andersen minder om nogen og ingen. Han har min tipoldefars næse, min første elskedes mund, min psykiaters borende blik, mine egne fingeraftryk. Han stikker ad helvede til, når jeg prøver at omfavne ham. Han drysser på gulvet, det svin. Det er sådan, han er, Douglas "Gran" Andersen. Og jeg fejer op efter ham ustandseligt. Det er sådan, jeg er.

Markerne,

folkens,
de marker,
vi voksede
op på,
vi trak
vores rødder
op af,
før vi blev,
hvem vi er,
er nu harvede,
grønne
af ukrudt
og vårsæd,
er ingens,
som jord
helst
skal være.


(til rødderne fra Fårvang)

lørdag den 15. marts 2014

Min usynlige ven # 2

Jeg kan godt lide Douglas "Gran" Andersen. Han er det Wunderbaum, som dingler i forruden på den rustne Corolla med klippede plader, man kalder min sjæl.

Min usynlige ven # 1

"I used to have this seven feet tall stuffed Bugs Bunny and I chained it to the wall. My thinking was ‘OK, this is fucking Disneyworld and if I’m stuck here, he can be too.’ I had the Tin Man, the lion from the Wizard of Oz and they were all chained up. Believe me, I had many conversations with the Tin Man.”

Dave Gahan

***

Douglas "Gran" Andersen er min usynlige ven. Han kommer oprindeligt fra Oregon, påstås det, men taler mit sprog som om, det altid har været hans eget. Det har det nok også.

Man kalder ham for træmand, men det, jeg kan lide ved Douglas "Gran" Andersen er, at han kender sine rødder. Man ved altid, hvor man har ham, og man kan altid plukke frugterne af hans visdom, spise af dem, til man segner og får ondt i maven, og skide dem ud igen. Så siver det hele bare ned i jorden og starter forfra.

Mig og Douglas "Gran" Andersen lever i den perfekte symbiose.

Fyndord

Vær vis
på det uvisse,
klar
på det uklare,
klog
på det ukloge,
så giver
alting
sig selv.

Håbet

er grønt
ligesom Hulk,
ligesom bræk
og agurkesalat
og en hel
masse andet,
der ikke
er håb,
men det
ligner sgu,
set for
sig selv
er det vist
også nærmest
lidt håbløst,
det håb.

fredag den 14. marts 2014

Verden

er åben,
og hylderne
bugner
af smerte
og lykke
og modstand
og fremgang
og pis
og papir,
og jeg ved
ikke hvad,
jeg er kommet
her efter,
jeg ved bare,
at jeg
er broke.

Kernekraft

"Du er gået
i frø",
siger du
til mig,
jeg nikker
og smiler
ved tanken
om alle
de ting,
jeg kan
blive til,
når jeg
er klar til
at spire
igen.

Overholt













I Overholt
var der
en skråning
med blåbær,
og hvert år
en gang
i august
fandt vi
skålene frem
alle tre,
far og mor
og så mig,
og tog ud
for at lænse
det hele
før alle
de andre
i byen
fik taget
sig sammen
og tændt
deres Fiatter,
og et
efter et
fik vi høstet
dem alle,
mens buskene
raslede
livligt
omkring os
af hugorme,
den dag
i dag
bliver mit blik
stadig fugtigt
ved tanken
om smagen,
ja, smagen,
så sød
og så mild
og så rig
og så tabt,
den dog er nu,
i hvert fald
så længe,
der ikke
fås slanger
på frostpose.

onsdag den 12. marts 2014

Imperativ

Skriv så
det digt,
det er ikke
så svært,
det er bare
at gøre det,
bare
at sætte
et ord
på papir,
og så
kalder det
ligesom
på alle
de andre,
og så kan
de kæmpe
om pladsen,
og dem,
som bør dø,
slettes ud
af sig selv,
de resterende
bløder,
men står
som de skal,
skal du se,
det er ikke
så svært,
det er faktisk
ret nemt,
glem dig selv,
mand,
og skriv så
det digt.

Linjer

på himlen,

det trækker de,
flyene,

skriv ikke
på dem.

Vent på mig,

måger,

jeg kommer
om lidt,
skal blot

lære
at flyve.

Stenene

falder

fra hjerterne,
ud af dem

bygger vi
kirker.

Skibet

er ladet

med
krydsermissiler
og

flammende
længsler.

Træerne

vågner

og grønnes,
men hvad de har

drømt, ved
man aldrig.

Deklaration

Drop piedestalen,
gem penslerne væk.
Glem hyldesttalen
og spar på dit blæk.
Jeg er en skitse,
men ikke til Gud.
Hold mig blot ud.
Hold mig blot ud.

Årene tynger,
og hånden er svag.
Sværdene synger,
jeg sænker mit flag.
Tanken er klar nok,
men smattet af slud.
Hold mig blot ud.
Hold mig blot ud.

Sort er min hverdag,
og sort er mit sind.
Koldt er mit favntag,
så koldt som min kind.
Skal jeg stå gom, mens
du pyntes til brud:
Hold mig blot ud.
Hold mig blot ud.

Vi er i live,

vi ånder
i hvert fald,
vi bløder
i hvert fald,
vi smadrer ting,
vi er i live,
vi drømmer
i hvert fald,
vi elsker
i hvert fald,
vi udplanter løgene,
vi er i live,
vi vandrer
i hvert fald,
vi snubler
i hvert fald,
vi lapper
på asfalten.
vi er
i live.

Venter på,

du kommer hjem,
jeg har noget
i ovnen,
og gryderne
bobler,
og bordet
er dækket,
og alting
er klart,
så forbandet,
håndgribeligt
klart,
mens jeg venter på.
du kommer hjem,
og jeg vander
en blomst,
rykker rundt
på en stol,
fjerner støv
på reolen
igen,
mens jeg venter på,
du kommer hjem,
stiller skoene
uden for døren
og aldrig
vil passe dem
mere.

Endelig

forår,
de klækkes

nu,
fluerne,
se,

hvor de
sværmer
for dig.

Lokummet brænder,

min ven,
og du prøver
at slukke det,
gør du,
med køkkensprit,
olie
og flybenzin,
gør du,
med tavshed
og løgne
og sukkerstads,
gør du,
du burde
vel bare
gå ud.

fredag den 7. marts 2014

Skyld og straf












Hvis det ikke
er min skyld,
så er det
nok din,
er det ikke
din heller,
så er det
de andres,
de andre
skal straffes,
de andre
skal hænges
ved halsen
og dø,
de skal brænde
i helvedes
flammer,
de andre,
som ikke
er os,
til de bliver
uskyldige,
ganske
uskyldige
ofre
for os,
der skal hænges
ved halsen
og dø,
som skal brænde
i helvedes
flammer,
til vi
bliver ofre
for mig,
mig,
som ikke
er os,
men skal
hænges,
om blot for
en sikkerheds
skyld.

Ninka















Jeg vidste
vel nok,
hun var død,
Ninka Ninus,
men sød
var hun også,
min tøjkanin,
og vi
kunne drage
på eventyr
sammen,
os to,
vi kunne rejse
til Texas
og skyde
Joe Dalton
med kramper
og småsten,
kunne drage
til Rusland
og klare
Bresjnev,
for usårlige
var vi,
os to,
vi kunne nok
redde kloden
før frokost,
os to,
universet
før aften,
os to,
vi var sammen
for evigt
til dengang,
hun pludselig
blev væk
i det mandshøje
græs
bag ved skellet,
og først
kom til syne
engang
i oktober,
helt gennemblødt,
muggen
og mør
og umulig
at redde,
fra da af
var verden
uhyggelig,
fra da af
var verden
et sted,
der kunne slå
mig
ihjel.

torsdag den 6. marts 2014

Nu græsser de,

hestene, der,
hvor vi stod
for et helt
hjerte siden
og groede
over
med kys.

Træernes grene

er pile i dårlig
forklædning, og stenene
slet skjulte økser,
du skælver af angst, mand,
du ved, du har noget i øjet.

tirsdag den 4. marts 2014

Amagermuseet















Vi er familie,
jeg ser det
på noget
i blikket,
på noget
i ansigtet,
selv hendes
stemme
er velkendt,
idet hun
fortæller mig,
at hendes søn
slog til tønden
og vandt
på sin ridehest
nede
i Dragør
i går,
og jeg ved ikke,
hvad jeg
skal sige
til alle
de år,
der er løbet
imellem os,
alle
de mennesker,
vi ikke
har kendt,
alle minderne,
ingen
har delt,
denne nærhed
på trods,
det er fint,
vi er endt
på museum.

Store Magleby blues

Flyene letter
for enden
af gaden,
og træerne
rødmer
af decibel.
inde bag murene
spøger de,
anerne,
smækker
med døre
og pærer
til vaser
i stuer,
som ingen
for alvor
bebor,
og dem selv
mindst
af alle,
de jamrer
på hollandsk,
jeg sukker
på dansk.

Fastelavn i Store Magleby















- en fantasi

Hestene gungrer
på asfalten,
alle de døde
får ører igen
under jorden
ved kirken
og lytter,
mens køllerne
svinges
og spanterne
splintres
og endnu
en konge
bliver kåret
af mængden
og endnu
en kat
springer op
af en høj hat
og misser
forbløffet
mod solen.

Mesterværket

- Sid så stille, for helvede!

Det var ikke den bedste tjans, Leonardo da Vinci havde haft. Pokker i det hele taget tage den uendelige række portrætter af forgyldte nulliteter, han var nødt til at spilde både og tid og evner på at male, så der kunne komme brød på bordet. Men denne silkehandlerfrue fra Firenze - smuk, som hun dog egentlig var - tog alligevel prisen. Hun var simpelthen et hul i jorden. Kunne ikke fatte, at betingelsen for, hun kunne få noget ordentligt at hænge op derhjemme i stuen, var, at hun sad stille. Længe. Helst uden at trække vejret. Så skulle hun tisse, så gav hun sig til at strikke, så rejste hun sig op for at strække benene, så legede hun med håret eller rettede på tøjet. Hver gang måtte han meget, meget minutiøst forklare hende, hvordan hun havde siddet for et øjeblik siden, og fatsvag, som hun var, måtte han ind imellem smide paletten for at gå hen og justere detaljer med sine egne hænder.

- Ja, ja, småvrængede hun og indtog overraskende nok den korrekte stilling igen.

Der skulle være det rette farvespil i håret. Intet mindre kunne gøre det. Leonardo trak vejret dybt ind, blandede tre-fire farver med sin pensel, til det så rigtigt ud, og gik så igang med helt fine, sirlige strøg. Den skygge gik over i dét skær, som fortsatte op mod toppen af hovedet, som var en...hat?

- FÅ DET LORT AF!
- Det er altså min mand, der betaler, at du ved det. Ha!
- Ja, og han kommer til at betale i dyre domme for et meget grimt billede, hvis du ikke gør, som jeg siger, ok?
- Ja, ja.
- Og ryk så en centimeter til højre, ikke?
- Ja, ja.
- HØJRE! IKKE VENSTRE! Herregud...
- Nånåeh.

Han kogte indvendigt nu, maleren. Overvejede at udstyre hende med et overskæg og skrive "L.H.O.O.Q" neden under. Det ville med garanti gå hen over hovedet på gåsen. Men ok, han ville ikke af med hovedet i det tilfælde, at hendes sandsynligvis bedre begavede mand kunne fransk, så han gjorde det næstbedste. Blandede farver igen, førte penslen op mod lærredet og fuckede madammens smil fuldstændigt op. Ikke påfaldende: Han ville ikke beskyldes for makværk eller injurier. Bare nok til, at nogen nok skulle opdage engang, lokummet brændte.

- Så kan du godt gå for i dag, sagde Leonardo, lagde paletten og tappede sig en øl.

Katten

har lagt sig
på brystkassen,
kryber
vist helst
helt ind i mig,
som jeg
ind i den,
og der hviler
vi så,
kløer
og muskler
mod hænder
og hjerne,
defekte
som væsener,
guddommelige
sammen.

Sensommer

Markerne
brænder,

og byerne
står der i

disen
og venter.