fredag den 28. februar 2014

Grusgraven

ligner et sår,
blodet pibler
fra bunden,
om vinteren
stivner det,
så er der styr
på patienten,
men tænderne
knaser endnu.

Stjernerne

blinker

til dig,
de er ude på

noget,
de møgsvin.

onsdag den 26. februar 2014

Drømmer

om torden
og lynild
og stormflod
og jordskælv
og bomber,
og dog
vil jeg nok
aldrig
vågne.

Hænger

mig ikke
så meget
i mindre
detaljer,
nej, giv mig
et ordentligt
træ.

Nøgen frokost

Hvis man bliver,
hvad man spiser,
består jeg i dag
af en runder med smør,
tre taquitos
af ubestemt herkomst,
jeg åd på min vej
hjem fra jobbet,
og stolthed, du,
masser af stolthed.

Småting,

jeg husker
fra Rom:

Huse
formet
i sod,

syge
katte

og munke
i kø hos
en købmand.

Byen

er lavet
af lys,

mellem
farverne
farer
man vild,

til historien
skrives
i gråt.

Der er dage,

hvor digtene
nægter
at vågne,
hvor man
går omkring,
så forbandet,
forstemmede
virkelig,
men hverken
af kød
eller blod,
mest af alt
blot en
arbejdsløs
drøm.

Sam vs. Sioux















Der hang hun
på væggen
ved sengen,
Sam Fox,
for det skulle hun,
hvis man
var dreng
på den tid,
og før lyset
blev slukket
for natten,
gled hænderne ned
under dynen
og prøvede efter,
men nej,
den var slap
og forblev det,
og så
kunne jeg ligge
i mørket
og tænke
til solopgang over,
om jeg
var til mænd,
nu, jeg ikke
kunne tænde
på plastic
og affarvet hår
som de andre
fra klassen,
men nej,
det med pikke
var ikke
min ting,
lige så lidt
som Sam Fox,
der røg ned
efter skole
en dag;
det der sex
var en vits,
var jeg sikker på,
og jeg
var blevet
til grin,
fandeme så,
og jeg bladrede
vredt
i et nummer
af Bravo,
og der
stod hun så,
Siouxsie Sioux,
og var lavet
af mørke,
mascara
og stål
og et blik,
der kunne sluge
én levende,
stiv blev jeg,
helt stiv
af angst,
men nu flød den da,
floden,
man drukner i,
vandet
var uklart
som mælk.

Action painting














Brøndby
har tabt,
og i togvognen
løber der
bække
af øl
hen ad gulvet,
og folk
kryber sammen
i hjørnerne,
meningsløsheden
er pludselig
i farver,
med næverne
tværes
de ud.

Protest

Himlen
er blå,
mens jeg selv
er så rød
som den reje,
jeg aldrig
har ejet,
jeg kalder
det grov
propaganda,
ved højlys dag
er det
sgu også.

Vågn op,

hvis du tør,
du er rent
faktisk til,
du skal kæmpe
hver dag
for din ret
til at drømme
dig bort.

Frosten

er gået
af jorden,
nu rådner
den videre,
snart er
den grøn
af en spæd
og frisk
ælde.

Mennesker:

Betændelse

fra kødsår
meget dybere

end tiden.

Konstatering

Det er rigtigt nok:
Alting er nyt
hele tiden,
så nyt,
at jeg føler
mig gammel.
så småt.

fredag den 21. februar 2014

De døde

At elske
de døde
er nemt,
for de går
ingen steder,
de ændrer
sig aldrig,
de får
ingen fikse
idéer,
gør intet,
man ikke
kan tilgive
og venter
på én,
om det så
tager
en evighed,
før man
er klar
til at gå dem
i møde,
de døde
vil aldrig
gå tabt,
de er vundet
for alvor,
de levende
leger
kun med,
hvis man spiller
hasard
eller russisk
roulette.

Columba livia

Duerne lander
på naboens tagryg,
og nej, det er næppe
med fred eller håb,
de er kommet,
de skider og kurrer,
som duer nu gør,
det er fint, du,
når blot man
er fri for
at drømme.

Spleen de Copemhague

Byen er våd
som en gammel
sur karklud
og lige så beskidt,
så beskidt,
at min sorte
samvittighed
skinner i forhold,
måske
den fortjener
en chance,
trods alt.

Holder

din hånd,
hvis du
holder
dit ord,

så er
alt andet
pis
og papir.

onsdag den 19. februar 2014

Rock'n'roll

Hjulene ruller,
hvor ruller de hen?
Ud over kanten?
Tilbage igen?

Hen over noget?
Måske bare bort?
Gnistrer de lyst
eller oser de sort?

Kender de vejen?
Hvis ikke: Gør vi?
Stopper vi brat
eller ruller forbi?

Bolde og biler
har brug for et mål.
Jeg er tilfreds med
en sten i min sål.

Fem variationer

Månen er ikke en mønt, men den har dog en bagside, den kan Gud se, ikke dig.

Månen er ikke en mønt, men den har dog en bagside, rillet og statisk af stivnet musik.

Månen er ikke en mønt, men den har dog en bagside, der bor Syd Barrett endnu, han har stjerner i teen og udsigt til alle slags nat.

Månen er ikke en mønt, men den har dog en bagside, mørklagt og støvet og kold, men jomfruelig og blød, det er der, du tager hen, når du drømmer.

Månen er ikke en mønt, men den har dog en bagside, den vil du mærke på tungen engang.

Sten for sten

stykker vi byerne
sammen,
og én for én
lukker vi
øjnene i,
der er udsigt
til noget,
en skyline
af glemsel,
måske.

Verden

er ikke

poetisk
i dag,
men lidt

rundtosset?
Altid!

mandag den 17. februar 2014

Feedback

Der var engang,
hvor vi mødtes
på mørke
og svedige klubber
og spyttede syre
af alt det,
vi er nu,
hvor buskene
blomstrer
i haven,
og ungerne
kommer
med kødsår
på knæet
og tigger
om kærtegn
og plaster,
og sådan
er alting
så rigtigt,
så pokkers
forkert.

Mørket

er mørkt, så

man ikke
kan se,
at man

fægter
i blinde.

lørdag den 15. februar 2014

Krikker

Jeg drømmer om heste, og jeg har aldrig brudt mig om heste, de er for store, for uberegnelige, for nervøse, og de bider og sparker, og de kan med lethed slå en ihjel, og alligevel er det heste, jeg drømmer om, og de står foran en gylden vogn, og solen er i den, og de trækker den hen over himlen, og det går aldrig godt, tænker jeg, de ender med at vælte den, så lyset flyder ud over det hele, og den hælder selvfølgelig lige pludselig, vognen, og jeg råber, og så sker det, det siger plask, og jeg fægter med armene for at holde mig oven vande, men jeg synker alligevel, jeg synker helt ned på bunden, og så er det, jeg opdager, jeg kan ånde, for pokker, det er det, de vil have, jeg skal vide, jeg kan ånde for evigt og svømme mig strømlinet, sgu, i det skidt.

fredag den 14. februar 2014

Besøgstid

Der sidder
hun så,
Gertrude Stein,
i sin stol
i Paris
med et lille,
skælsk smil
på sin læbe
og byder mig
velkommen,
og jeg
er høflig
og giver
hende hånden,
og grebet
er fast
som en mands,
og jeg ved ikke,
hvem,
der har sat
denne dagsorden,
hvem,
der er mand
eller ikke,
og teen
er klar,
og der sidder
vi så,
uret tikker,
og Alice
B. Toklas
er ude
i køkkenet
i færd
med at skrive
en bog
om sig selv,
der vist ikke
er hende,
og Gertrude
er ikke helt
Gertrude,
og jeg,
jeg er fuldstændigt
lost,
og jeg spørger
ganske ærligt om,
hvorfor
jeg er her,
"I stedet
for Hemingway",
svarer hun:
"Han fatter
akkurat
lige så lidt,
som du gør,
kære ven",
og vi ler,
tømmer koppen
og kigger
på rosen
i vasen,
der visner
og visner
og visner,
jeg vågner,
det banker
på døren.

Niddingsdåd

Vel var jeg ung, men jeg burde have vidst bedre. Jeg burde have kunnet forudse, hvor mange, mine handlinger ville gøre ulykkelige, hvor mange kvaler med samvittigheden, jeg efterfølgende ville have. Jeg var nok kæk og anarkistisk indstillet, men trods alt ikke dum. Alligevel gjorde jeg det. Lige pludselig var det bare sket, og det lod sig ikke rulle tilbage. Uanset hvor gammel, jeg blev, ville det hænge på mig og koste såvel nattesøvn som selvanseelse. Aldrig mere ville jeg ærligt kunne se ind i spejlet og sige, jeg var en behagelig person.

Bagefter skinnede solen, som den plejede, og det, jeg stod på, var stadigvæk jord. Jeg kunne mærke vinden i håret og dufte den aftershave, jeg havde taget på om morgenen. Inde bag brystkassen bankede hjertet fortsat løs med det resultat, at blodet flød ud i lemmerne og gjorde lemmerne handledygtige. Forbandet handledygtige.

Min kammerat havde set det hele. Han mente ikke, det var noget særligt. Alt har en ende, som han sagde, og alle havde gjort det. Der var bare ingen, som snakkede om det. Jeg kunne ikke blot være vis på, han ville tie, han villle også være der for mig, hvis jeg følte trang til at snakke.

Det gjorde jeg ikke. Uanset, hvad jeg prøvede at sige, kom det ud med en anden mands stemme. Et andet væsens stemme. Et væsen, som Gud ikke havde skabt.

Men det, som lå der på jorden, havde jeg skabt. I mit billede.

Kirken var tom, da jeg åbnede døren.

Katten

har rullet
sig sammen,
den ligner
en fodbold
af pels,
det er
oplagt
med sjove
idéer,
du ved,
men i dag
er jeg voksen,
jeg sigter,
men mangler
et mål.

Foråret

venter

på hjørnet
med blomster i

knaphullet,
modløst.

Kyst

Strandene ligger der bare, de venter på hvalskrog
og skibsvrag og rådnende sømænd,
de venter på væltende slotte og fodspor, der standser
i kanten, på finner, der vinker farvel fra en revle,
de venter på sange fra hinsides steder,
de venter på sand, mere sand.

Vesterhavsfantasi

Stormen er ovre, og bådene
søger mod land, meget færre
end før, ingen smiler, men fiskene
spræller i lasten, og piberne
gløder om kap med en alt for
stærk sol, enker skvulper
i strandkanten sammen med
vraggods og klumper af rav,
hunde snuser og letter så ben.

onsdag den 12. februar 2014

Bevis

Det er
vel fint nok,
du mener,
jeg findes,
men jeg
er en påstand,
min ven,
til jeg
har mig
på skrift.

Genkomst

Stjernen står op, og der lugter elektrisk,
og hun vågner op nu, Kyoko,
og børster sit tøj rent for murstøv
og aske fra folk, hun har kendt,
de er hendes nu, gaderne,
alt er brændt væk, også ånder
og genfærd, og hun taber hår,
og i maven gror noget, hun ikke
ved af, ganske uhæmmet,
hyrderne ulmer på bjerget endnu,
gløder syder i bunden af krybben.

Audhumbla

Tågen er tæt. men jeg hører dem, køerne,
hegnene falder, og hornene stritter
i vejret, jeg husker dengang, jeg var barn,
og jeg gemte mig nede i fryseren,
posen var dugget, men blomster
sprang ud, og de bredte sig over
et endeløst rum, frø blev sat,
de blev bortført af vinden, men
hånden var lavet af sten og kunne
spalte atomer og tid, det var dengang,
Bruce Lee var en stjerne, og Månen
var fuld som en pave og slingrede
rundt over markerne, hvor der
var banker af tåge og saltsten
og løbende yvere, angsten er hvid
ligesom dengang, og klovene
hamrer mod jorden igen, bagved
stjernerne visner det, græsset.

Forstad

Bilerne
standser
ved indkørsler,
dørene
åbnes,
og folk
kommer ud,
hunde gør,
børn bliver stille
i haverne,
postkasser
venter
på nøgler,
forgæves,
i tankene
skvulper
benzinen.

Beethoven

døde
som døv,
og min farfar
kunne ikke
betjene
en hjølli
til sidst,
det er sådan,
det er,
når talenter
bliver brugt,
pludselig
står man
ved færgen
og mangler
den vigtigste
mønt.

Broerne

brænder,

men færgerne
sejler sgu

stadig
til tiden.

Fuglene

vågner,
de sidder
i træet
derude
og snakker
på kaudervælsk,
men det
er kønt,
er det,
kønt
som det helt
spæde sollys,
dit ansigt
på puden
og frøenes
driven
i vinden,
jeg ved ikke,
hvad
det betyder,
det hele,
nok intet,
måske
er det nok,
det
er til.

Mørket

er der,
jeg har hjemme,
er der,
jeg kan ånde
og tænke
og se,
hvad jeg gør,
jeg har hjemme
blandt ugler
og katte
og djævle,
blandt dyr,
der forstår,
hvad jeg er,
som kan se,
hvad jeg ikke
kan blive,
et menneske
blot
for at tage
et eksempel,
så hellere
bare
en  bøddel,
et bytte,
en raslen
i busken
i mørket,
før Solen
står op.

torsdag den 6. februar 2014

Kejthænder

Hænderne
har vi,
men alt,
hvad vi prøver
at gribe,
forsvinder,
og alt,
hvad vi bygger,
kollapser
til sidst,
de er gode nok,
hænderne,
bløde
og varme
og lige
for hånden,
det er de,
men nyttige,
nej,
hvis vi ikke
kan regne os
frem til,
hvorfor,
vi fik skruet
dem på.

Endnu

en dag
og en side,
som gerne
skal fyldes
med løgn
og latin,
så det virkelig
giver mening
igen,
der der virkelige
noget,
der ikke
er løgn
og latin,
men fiktion
og swahili,
du ved,
hvis man gerne
vil høre
min mening,
det vil man
hver dag.

Dis

Gusen har omsluttet
vores kvarter.
Ingen kan se, hvad der sker,
men det sker.
Skabene rasler af
knogler og ben.
Hjerterne svulmer af
orme og sten.

Lokummet brænder, og
mad brænder på.
Falder gør alt, der kan
falde og stå.
Udenfor lurer der
stadig et slør,
dog er man tryggest med
vidtåben dør.

Himmelbegravelse

Der yngler ingen svaler
under verdens tag, kun gribbe,
hakker hakker i det ensomt og forgæves,
ingen tegl går løs, men af os til et menneske,
der drypper gennem højderne
og lige ned i kloakken, ikke køkkenet,
hvor Gud har lavet grød.

Kloden

drejer
stille rundt,
men jeg
vil ikke med,
jeg vil
stå stille
lige her,
mens sneen
daler
over alt det,
jeg skal
nå.

Fodspor

i sneen,

på Månen
et helt hav

 af stilhed.

Jeg ved ikke,

hvad
jeg skal skrive,
men lysstyrken
stiger,
og sne
bliver skovlet
og morgenbrød
hentet
og døde folk
fundet
i sengen
og rullet
på plads
i de ventende,
blinkende
biler,
jeg ved ikke,
hvad
jeg skal skrive
på sådan
en morgen
i februar,
kirkerne
kalder
til messe nu,
så er det
nok
lige meget.

Det kører

på skinner
for toget
i dag,
det skal nok
komme frem til,
at bremserne
mangler,
til sidst.

onsdag den 5. februar 2014

Ang. En anden mands selvbiografi

Til dem, som måtte undre sig over, at En anden mands selvbiografi stoppede så brat, vil jeg sige, at værket er færdiggjort, men de sidste dele ikke offentliggøres her, da manuskriptet allerede er ved at blive bedømt af et muligvis interesseret forlag.

Vi fortsætter herfra i morgen med en stak nye digte.

Alt godt,

S.