fredag den 24. januar 2014

Vogn

Motoren brummer, og oppe i opgangen er Søren på vej ned med en kasse. Bo læsser op på ladet, og Laura sætter på plads og organiserer. Der er stadigvæk venner til.

De vinker farvel, mens lastbilen sætter i gang. Bag rattet sidder en ukendt mand. Portland brænder til hilsen, idet vi passerer byskiltet. Bye bye, Aalborg.

Fra nu af regnes livet i kilometer.

Ikke længere år.



En anden mands selvbiografi # 73

Sidste aften

Det er sidste aften med Geiger, og ingen ved det. Jeg sidder under Mettes æbletræ i Åbyhøj og tæller frugter, mens folk ankommer. Der er mange, men det eneste, som synes at betyde noget nu, er det ene rådne æble, jeg har i hånden.

Peter taler om at oversætte John Fante. Rasmus har stemt sin guitar og lokker de sange ud, han altid har haft i sig. Espen vælter fuld rundt og vælter ting. På bordet ligger et bjerg af cd'er, ingen vil skrive om. På toppen af det står Robert med sin kasket og kalder på nogen.

Det er ikke mig. Jeg sidder under træet og tæller stjerner. Der er mange, men den eneste, som synes at betyde noget nu, er den ene, som danser i min hånd.



En anden mands selvbiografi # 72

Bananen


Det er længe siden, jeg har været herude. Dengang, jeg gik på Fårvang Skole, skete det, vi løb forbi, når vi havde idræt. Så kiggede jeg ind for at se, om jeg kunne opfatte noget bag ruderne. Det kunne jeg aldrig. Men jeg vidste, at den store ejendom ved svinget i Grølsted var tipoldefars gamle gård – den rigeste og mest moderne på egnen dengang med egen vindmølle og det hele – og at den stadig var i familiens eje.

Forleden ringede jeg omsider og spurgte, om jeg måtte komme forbi. Ejvind, en grandfætter til far, tog røret og svarede på klingende østjysk. Jeg kunne knapt forstå ham. Jeg kunne huske, jeg engang havde talt med samme dialekt. Men jeg fik fat i, at jeg skulle være velkommen.

Og her sidder jeg så i køkkenet og spiser lagkage. Der er ikke længere dyr i staldene, forklarer Ejvind. Det kan ikke løbe rundt. De er slet ikke store nok, bygningerne. Og om lidt skal han og svigersønnen ud for at hente høsten ind. Det kan heller ikke svare sig, bemærker han. Selvom gården stadig er områdets største, har han ikke kunnet opkøbe jord nok. Det hele er blevet en underskudsforretning finansieret af lige dele stolthed og opsparet formue.

Og husene, spørger jeg. Husene i Grølsted? Engang var de omgivet af velplejede haver og fornemt klippede hække. Nu er murene revnede, vinduerne er spærrede af fedtede persienner, og der holder bilvrag i bedene. ”Nå, det er bare Låsby Svendsen”, siger han: ”Han har opkøbt hele lortet. De gamle er døde, børnene er flyttet, og så snapper han husene op for at leje dem billigt ud til junkier inde fra byerne”.

Han sukker og tager støvlerne på. Ude i gangen viser han mig dem, portrætterne: ”Ja, det er så Jens Madsen og Marie Kjerstine”. De var flotte og statelige mennesker, tipoldefar og tipoldemor.

- Jeg er nok sidste generation her, konstaterer Ejvind tomt, før han vinker og går ud for at starte mejetærskeren.

På vej tilbage i bussen finder jeg noget, jeg skrev for nylig. En fordanskning af P.J. Harveys ”White Chalk”. Jeg nynner stille for mig selv:


Muldjord pisker mod min kind.
Muldjord lukker orme ind.
Muldjord heler mine sår.
Muldjord drysser af mig, når jeg går.

Muldjord, kolde, våde skød.
Muldjord, møllesten og levebrød.
Muldjord, stille sjælemord.
Muldjord, du er slægtens tavse kor,

og jeg véd, at vestenvinden
vil slette mine spor.

Muldjord sendte mig afsted.
Mine lænder tog din fremtid med.
Muldjord, braklagt, tør og bleg,
se min hånd - den bløder på dig.


Jeg kigger op igen og ser, at Jens sidder skråt over for mig. Han blinker.

Altid fremskridtets mand.



En anden mands selvbiografi # 71

Refleks

Jeg prøver at hægte mig fast i Aalborg. Jeg ringer til Mel fra Revolution, og vi mødes efter mange år, men mange år er mange år, og vi holder begge to kat. Jeg går på 1000Fryd, men alt er rygeforbud, straight edge og dårlig indie. Jeg går tur på Bispensgade, og det hele er på udsalg, og der er rigeligt af det, men jeg har ikke lyst til at købe noget.

Ved havnen rives de gamle, sværtede fabriksbygninger ned. De erstattes med vældige blokke af glas.

Nogle folk lyses op. Andre bliver blændet af skæret.
 
 
 
En anden mands selvbiografi # 70

Pik

Jeg åbner døren, og der har været fest igen. Der ligger bananskræller, viskelæderstumper, findelte leverpostejmadder og sand, først og fremmest sand, ud over det hele. Struktørerne slæber det op i klasselokalet hver dag i spisepausen, når de har samlet endnu et kloaksystem i hallen nedenunder. Når de så når derop, skal der afreageres, og det gør de åbenbart ved at skrive ”pik” på tavlen og kaste fødevarer i hatten af hinanden, hvis de da ikke laver Muhammedtegninger på toiletpapirsholderne. De fleste af eleverne er omkring de 40. Mit job er at sørge for, de kan modtage undervisning i ordentlige omgivelser. Jeg er oppe mod oceaner af stupiditet, og jeg har kun klude og mopper at gå til nødværge med.

Bagefter går jeg ud på ståltrappen og ryger en smøg. Der er ved at blive lyst. Jeg kan se ned på motorvejen, hvor bilerne fræser nordpå og sydover som forsinkede stjerneskud. Jeg kan høre mågerne, der flyver, som de vil. Jeg kan høre viseren på uret i aulaen. Jeg kan høre mit hjerte.

Det hamrer derudaf.
 
 
 
En anden mands selvbiografi # 69

torsdag den 23. januar 2014

Purifikation


Det er blevet en besættelse for mig. Nat efter nat følger jeg de dødes veksler gennem folketællinger, kirkebøger og skattemandtaller. I de lyse timer besøger jeg kirkegårde og fotograferer gårde. Jeg stykker mig selv sammen én næse, ét smil og én tanke ad gangen. For hver dag viser spejlet noget mere, for hver dag bliver der mindre tilbage af mig.

Konstant rulles terningen ind i nye landskaber. Den ruller gennem borgerhjem og fattiggårde, hen over trægulve og skibsplanker, ud i et blændende lys, hvor farmor står og venter på mig.

Jeg giver hende omsider et ordentligt kindkys til farvel. Hun smiler og rækker mig en pose, før hun vender sig om og fortones i skæret. 

Jeg åbner den. Mit hjerte kom vel gennem flammerne, ser det ud til. Nu ligger det dér og banker.
 
Det er fuldstændigt rent.
 
 
 
En anden mands selvbiografi # 68

Ralfbot


Der sidder han, Ralf Hütter. Han sidder virkelig der. Ved et cafébord på Train. Det var dette, jeg begyndte at skrive om musik for. Dette er kulminationen. Det bliver ikke bedre. Man kan kun møde sin største helt første gang én gang.
 
- Pleased to meet you, Mr. Hutter, siger jeg og giver hånd.
- Ja, siger han på klingende tysk og rækker en hård, benet næve tilbage.
- Do you mind if I use a minute or two to test this, spørger jeg og roder nervøst med diktafonen.
- That is one great thing about machines. Sey always work. Vee work all se time. 

Lettere skumlende får jeg trykket på “record” og stillet første spørgsmål.

- So when do you have a new album coming out?
- Soon. Vevy soon. Wee create musik all day at Kling Klang for sis. Wee are se robots, you know.
- I know. How is Florian? I hear you’re not on friendly terms anymore.
- Oh, he just needs oil. He is a bit creaky. Ha. Ha.
- Ha! Ha! Ha! When are your first four albums going to be re-released?
- Wee do not have a past. Wee are se future. Wee are Kraftwerk.
- But there’s some seriously beautiful music there. It’s just waiting to be discovered by thousands of people.
- Wat is beautiful?
- Christ! The way those records combine romantic classicism with ugly, industrial sounds, for instance.
- Wat is ugly? Wat is Krajst?

Han irriterer mig, Ralf. Irriterer mig stærkt med sine perfekt siddende cykelshorts, sit blanke, solbrændte ansigt, sin glatte attitude. Han fortjener egentlig nogen på hatten, så det får han. Ud over bordet rasler tandhjul og møtrikker og mikrochips. Uden at fortrække en mine løfter han roligt hånden og langer mig én tilbage.

Jeg bløder. Bløder længsler og ansigter og roer og muldjord. Alt muligt, jeg ikke har set meget længe.

Men intet blod. Ikke en eneste dråbe.

Hvor jeg dog savner det.
 
 
 
En anden mands selvbiografi # 67

tirsdag den 21. januar 2014

Stål

Der vælter træer det efterår. Det kan der lige så godt gøre. De har forlængst mistet løvpragten og smidt den frugt, de havde i sig. Hvem kan bruge stammer til noget?

Vi møder hinanden i byen ved, at vi spontant begynder at udveksle skældsord i fuldskab. Før vi ved af det, sidder vi og gnaver i hinanden som orme i afsjælede legemer. Trækker hænder som slimspor hen over bryster og gylp. Taxaturen ud til mig er kun en formssag. Jeg vil have sex. Hun ville have mere vin.

Over endnu et par flasker får jeg hele hendes livshistorie. Hører alt om opvæksten blandt alkoholiserede forældre, der slog hende for et godt ord, i en mindre grønlandsk bygd. Får indblik i den dag, hvor hun for sidste gang gik i kirke og kun hørte skibets tomme rungen omkring sig. Lytter tålmodigt med, mens hun én for én, med stadigt mere sammenbidte tænder, gennemgår de svin, som siden da har misbrugt hende, banket hende, løjet for hende.

Og så er det, hun lige pludselig hiver en køkkenkniv, der ligger på sofabordet, til sig, presser den op mod min hals med et vanvittigt blik i øjnene og hvæser: "Jeg stikker!"

Blodtrykket stiger en anelse, men er var sket noget med mig siden den aften i sommers, hvor jeg blev alene igen og morgenen efter vågnede i en plamage af saltvand og pilsner. Intet bider på mig længere. Ingen kan bøje eller nå mig. Jeg har opgivet kærligheden, ligesom kærligheden havde opgivet mig. Nu sidder jeg bare der mellem mine fire rungende, sparsomt dekorerede vægge og venter. Hun er usigeligt smuk lige nu. Hun er så værdig til at smykke sig med mit blod som nogen. Faktisk følte jeg mig ganske priviligeret og håber, jeg kunne nå at nyde synet bare lidt.

Sådan sidder vi længe.

Så sænker hun kniven. Og græder. Græder, som jeg aldrig har hørt nogen græde før.

- "Hvorfor er du ikke bange?", hulker hun. Jeg kigger bare på hende.

Så gik vi ind i min dobbeltseng og knepper. Modløst, fladt, automatisk. Uden beskyttelse. Da jeg afleverer min ladning, tænkte jeg for mig selv, at det ville være ironisk, men dog passende, hvis jeg gør lige akkurat hende gravid.


Men udenfor rådner frugten på jorden, og larverne sover under flossede flager af bark på de eneste stammer nær blokken, der står der endnu næste morgen.



En anden mands selvbiografi # 66

Mejserne

Der ligger to døde mejser i kælderen. Hvordan de er kommet derned, er der ingen af os, der kan forklare. Godt nok er der alt muligt lort på stedet i forvejen, som det gerne er tilfældet i den her slags kommunale boligområder, men lige to døde fugle? Kan det være naboens kat, der stolt har afleveret dem som en gave til ejeren, som i væmmelse har smidt dem herned? Det kunne godt ligne hende. Hun har jo f.eks. også en myriade af børn, hun ind imellem simpelthen ikke gider at lukke ind, og som derfor nærmest bor i opgangen.

Vores kat er en sød kat. Selvfølgelig skiftevis doven, kælen og skide aggressiv, som den slags nu er. Og pisseligeglad med alt. For det er katte. De er uhyre nøgterne. Rent instinkt og nysgerrighed – og af den grund ofte nogenlunde tåbelige – men totalt matter of fact. De gør, hvad de gør, fordi de synes, det skal gøres. Og de brokker sig ikke, når de møder konsekvenserne af deres handlinger. De sunder sig bare et øjeblik, og så går de videre. Men de kan jo også sagtens. De har ni liv.

Ved bordet hun sig lige pludselig til at græde, Laura. Hun vil væk. Væk fra mig og katten. Der er så meget, der har forandret sig, sagde hun. Hun vil finde ud af, hvem hun selv er. Hendes ansigt flimrer nu også en del. Mit dratter bare ned på tallerkenen. Der ligger det så og stirrer på sig selv. Og det ved det hele. Det kender til alt det, jeg har forsømt og fortrudt, og nu må jeg æde det i mig.

Da hun er flyttet, står jeg en dag og betragter spejlet. Det er helt tomt. I hvert fald i starten. Så toner der langsomt – er det en optisk illusion? – et par gullige øjne frem derinde. Jeg står som forstenet et kort øjeblik. Så tager jeg mit tøj på og lukker for døren.

I kælderen ligger de der stadigvæk, mejserne. Indsunkne, men ikke forrådnede. Det er som om, de døde i går. Enten det eller for meget længe siden.


Så vågner de pludselig op. De flyver ud gennem opgangen og sætter kursen i hver deres retning. De synger og slår cirkler på himlen, og jeg lytter med spidsede ører.



En anden mands selvbiografi # 65

Mis

Den åbnes, lugen til buret, og der står vores datter så. Hun har pels, hun har knurhår, hun har kløer og store, gule øjne, der undrende og nysgerrigt betragter verden. Om aftenen bruger Laura hende som halstørklæde, og om natten får hun lov til at rydde op i de rotter, jeg har på loftet. En morgen ligger der et hjerte på gulvet, det er placeret omhyggeligt lige foran mine støvler. Det banker endnu. Jeg sætter det ind, hvor jeg mangler, men det er alt for lille, alt for svagt, alt for nervøst. Senere samler jeg det op igen fra kattebakken med en skovl. De er skøre, de katte. De leger med alting, de kan finde.



En anden mands selvbiografi # 64

Afstand

Vi er her alle sammen, og vi møder aldrig hinanden. I Skalborg sidder Bo fra Voel med chips og cola og pløkker monstre på skærmen, og der kommer nye til hele tiden, og henne om hjørnet sidder Søren fra Esbjerg og prøver at finde Søren fra Esbjerg blandt bunker af girokort og rudekuverter, og nedenfor sidder Jannik fra gymnasiet mellem skrigende børn og kolde lagener og flammende gardiner, og her sidder jeg, og jeg er fra ingensteder, og jeg har mine taster, jeg har mine endeløse nætter, hvor Laura ligger alene i sengen og fryser, jeg har mine voksende bunker af ark, som vendes af ukendte hænder derude, hvor ulvene strejfer om i kjole og hvidt, droner hvæser i luften og kors bliver antændt ved kæret. Jeg tømmer mig selv. Jeg tømmer mig glas efter glas.



En anden mands selvbiografi # 63

Mere ræv

Det er længe siden, jeg har set den, ræven, men pludselig en aften ligger den ude på min altan i østbyen og slumrer. Jeg vækker den blidt, og dyret løfter hovedet. Jeg spørger, om jeg kan byde den noget. Jeg har både leverpostej og saftevand i huset, og selvom der er smalhals, og Laura er flyttet ind, formoder jeg ikke, hun vil have noget imod det. Hun har snakket om børn på det seneste. Måske vi kan være tre på mine 56 kvadratmeter.

Den gaber og kigger på mig.

- Hvorfor tror du, jeg vil bo her?
- Du er her jo.
- Sig mig, tror du, jeg er et kæledyr?
- Nej, jeg siger bare, der er plads.
- Jeg vil bare have dig til at skrive en mark.
- Hvad?
- Jeg vil have dig til at skrive en stor, grøn mark, hvor musene gemmer sig i gangene under jorden, hvor jeg kan høre dem, og der er masser af biler på landevejen, som kan køre mig over.
- Som kan køre dig over?

Jeg gyser. Man har brug for konstanter i sit liv. Bortset fra familien er ræven mit eneste.

- Som kan køre mig over, ja. Forvandle mig til kødmos. Ikke fordi jeg vil være det, det skal bare være muligt, forstår du?
- Ok.

Jeg forstår ingenting.

- Og jeg vil have, du skal give mig muskler, blod og sener.
- Den slags kan man ikke på skrift.
- Men jeg vil have, du forsøger. Og så skal du ellers lade mig være.
- Lade dig være?
- Lade mig gøre det, jeg skal, om du så hyler og skriger.
- Og hvad så med os?
- Kan du kende forskel længere?
- Ærligt talt nej.
- Når det er slut for mig, er det slut for dig.
- Det er hårde vilkår.
- Du skal bare tro. Tro og skrive.
- Det er nemmere sagt end gjort.
- Jeg er sulten.

Jeg kigger på min gamle ven. Den er efterhånden ret tynd og benet.

- Jeg skal nok gøre det, siger jeg så.

Den slikker min hånd, og så hopper den ud gennem revnen i skydedøren. Sætter fodspor i sneen på stien. Små pletter af forår i januar.

Og jeg tænder computeren og prøver det bedste, jeg kan:


Det er koldt udenfor.
Jeg ser en, der ældes,
en anden, hvis hud strammes
sammen om kindbenet,
en gråspurv, der pikker i sneen,
en fuld mand, der tømmer sin mave
op af en lygtepæl,
og jeg ser mennesker, der græder
og mennesker, der kaster med snebolde,
ser en kvinde, der stivner
ved synet af ét eller andet
der ligger på fortovet
udenfor fødeklinikken,
for det er så koldt udenfor,
jeg har rødvin i glasset
og pletter af blod på mit lagen,
jeg har en sweater,
og jeg har en skjorte,
og jeg har en hud,
der gør ondt, for den findes,
og jeg har en nerve, der trækker i øjet,
har ferie og tomme kalendere,
har is på min trappe,
for det er så koldt udenfor,
så koldt, at det hele
må elske hinanden
for alle dets mangler,
for alle dets fejl,
og for alle dets
huller i vejret.



En anden mands selvbiografi # 62

Humle

Hun er død, farmor, og jeg er i Voel for første gang i lang, lang tid. Og hele klanen fra Vestergård er der, og vi taler om, hvor hurtigt, det gik. Hvordan hun var med ude hos far lillejuleaften, hvordan hun rystede som et skræmt barn på vej ind til hospitalet, hvordan kræften fortærede hende i løbet af nogle få, dramatiske dage. Der er nytår om lidt, men ingen har lyst til at tænde raketter.

Kisten er ganske let som om, den er fyldt med mælkebøttefrø. Det er den sikkert også. Farfar bærer, det samme gør jeg, det samme gør alle os, som ikke er lagt i jorden endnu. Præsten siger noget, og det er ikke så slemt, men jeg husker ikke hvad, jeg husker kun klokkerne og den fugtige kulde i luften.

Og omme på gården har farfar hængt kalenderen for 2004 op. Han har ryddet hendes faste plads ved vinduet. Han alene bor der nu. Han har ikke skrevet en sang, ikke bygget et sæt vinger, ikke skåret hjerter i moseeg. Men i den pæne stue hænger billedet af en lille pige med fletninger, der minder om os alle sammen.

Og jeg føler intet. Ingenting. Nada.

Og dog. Jeg har lyst til en øl.



En anden mands selvbiografi # 61

Kursus

Der er kaffe, da vi kommer, og vi genkender hinanden fra universitet. Vi placerer os i grupper rundt om bordene og spørger til, hvad der er sket siden sidst. Hun har fået børn, ok? Han er blevet indlagt? Fuck! De har fundet sammen. Ser man det?

Så kommer der en vejleder ind, og vi bliver ført ind i et stort lokale med udsigt over Nytorv, hvor der står kage klar. Og vi får at vide, at vi er arbejdsløse, og det ikke er nemt for akademikere som os at komme i job, og uden pægagogikum er det da absolut håbløst. Og vi bliver underrettet om, at vi bør skrive så og så mange ansøgninger, for ellers ryger dagpengene. Og vi får at vide, hvordan vi skal skrive dem, for eftersom vi sidder her, må det betyde, vi ikke kan. Og så rejser vi os, og der er et rum med computere neden under, og vi får undervisning i, hvordan man åbner dem, hvordan man bruger Word, hvordan man trykker ”print” og frankerer en kuvert.

Og jeg finder adressen på Aurehøj Gymnasium, og jeg åbner et dokument  og begynder at skrive:

Hej,

jeg hedder Clark Kent og er 10588 år gammel. Jeg er født på planeten Krypton og har boet en årrække i De Forenede Stater, men taler ellers et upåklageligt dansk. Jeg er pt. barnløs men har en dejlig kæreste, der hedder Lois, som jeg snarest håber på at få familiesammenført på det offentliges regning, og så skal vi have unger, kan jeg love jer, og jeg vil i den forbindelse allerede søge om barsel.

Mine kvalifikationer er alsidige. Jeg har en tårnhøj intelligens, meget skarpere end din, og jeg kan se gennem vægge, så jeg vil anbefale dig ikke at fjumre rundt med sekretæren i pædagogisk værksted, tak. Jeg kan også flyve, hvilket måske kan vise sig praktisk, når tagrenderne skal renses. Jeg har superkræfter, hvilket har det med at skabe respekt hos møgunger, som ikke har lavet deres lektier. Hvis det er, kan jeg også skrive en artikel til skolebladet. Jeg har mange interessante fritidsinteresser, jeg i den forbindelse gerne vil dele, som f.eks. fistfucking, B-film fra totalitære regimer og sjove svampe, man finder under kokasser.

Da jeg er stort set alvidende, findes det fagområde ikke, jeg er inhabil på. Dog vil jeg fraråde at ansætte mig som naturfagslærer, hvis I opbevarer større mængder kryptonit på laboratoriet. Jeg får ildebefindender af skidtet. Og lyst til at kaste med meget store sten.

Glæder mig til at høre fra dig og evt. ses til en samtale.

Mange venlige hilsner

fra

din hengivne Superman.


Og jeg printer, frankerer og sender.

Og så tager jeg hjem,

hvor jeg findes.



En anden mands selvbiografi # 60

Freeze frame

Det starter med, at jeg vil skrive noget, og noget bliver til en artikel, og en artikel bliver til et blad, og han kommer ind fra højre, Robert, Robert fra Voel, og han trykker på nogle knapper, og vi samler en redaktion, og han finder en sponsor, han finder et kontor, han finder et trykkeri, og pludselig er Musiktidsskriftet Geiger # 1 blevet virkelighed, skræmmende virkelighed.

Og vi er til SPOT i Musikhuset med Geiger # 1, og der er Steen Jørgensen, og der er Sune Wagner, og der er Martin Hall, og der er Peter H. Olesen, og der er Helmig, Thomas goddamn Helmig, og vi står ved vores bod og ligner betuttede børn, og de står bag deres mikrofoner og vil bare synge noget og ligner betuttede børn, som bliver skrevet om af andre betuttede børn bag boder som vores, der bare vil skrive noget.

Og der er ingen veje ud ad Århus den nat. Kredsløb kortslutter, sikringer ryger.


Alting står stille, helt stille, i blitzlys. I 15 minutter.



En anden mands selvbiografi # 59

Roskilde

Og så er det mig og Laura, og vi vågner op i den samme seng en morgen, og jeg ser på hendes cd-samling, og der står én med Oasis og en anden med Green Day, og så er hun godkendt, og jeg har stadigvæk ikke noget hjerte, bare en isnen i brysthulen, og hun har ét, og det slår for os begge, og vi møder venner og svigerforældre, og så tager vi til Roskilde sammen.

Vi tager til Roskilde sammen, og hun vil se Pearl Jam på Orange, og jeg ved, de er forbi, helt forbi, og mine støvler vil ikke derhen, og jeg borer hælene ned i jorden og protesterer, men hun slæber mig, stærk, som hun er, ned ad stierne, og scenen er klar, og så står vi der og ser på Eddie Vedder.

Vi står der og ser på Eddie Vedder, og han sidder på hug helt ude på kanten og græder, og vagterne hiver folk ind over barrieren, vi kan se det på storskærm, vi kan se, hvordan de bløder og råber og skriger, det er ligesom et afsnit af Robinson, sgu, et øråd med garn og Doc Martens.

Det er ligesom et øråd med garn og Doc Martens, og så kommer de, flyene, og de torpederer først ét tårn, så et andet, og Dyrskuepladsen fyldes med støv og ligrøg, og vi flygter i hver vores retning, og alle har bomber i bælter, alle bærer på poser med pulver, og alle er bange for alle, og der gribes geværer, Eddie Vedder er likvideret, den begynder, historien.

Den begynder, historien, og vi løber rundt mellem hullede telte og osende kratere og lemlæstede punkere og kalder, og vi vil skide hul i historien og hvem, der skriver den, vi vil bare et sted hen, hvor døde mænd vågner, hvor roser kan gro.



En anden mands selvbiografi # 58

Topmøde

Det er igen blevet sent, alt for sent, og Gaden er lukket, og jeg er endt på Onkel Tom, hvor de hærdede fester med de fortabte, og ambulancerne holder udenfor, og dørmanden er bedemand, og de spiller John Mogensen og knepper på toiletterne og slås i baren, og jeg kommer ind, og jeg køber en øl, og jeg ser mig om efter et bord, og jeg sætter mig ned for mig selv, og så er det, han kommer, og han har jakkesæt på, han er fuldstændig ulasteligt klædt og dufter dyrt, og jeg kan se hans Rolex, han ligner en nørd fra gymnasiet og virker helt malplaceret mellem alle flipperne og bumserne og junkierne, og jeg ved, hvem han er, og jeg ved, hvorfor han er her, og han spørger, om der er plads, og jeg siger ja, og han sætter sig ned, og han får champagne, den gule enke, og manden fra baren stirrer mærkeligt på ham, og de afrakkede koner ved det andet bord spærrer øjnene op og smiler, og han giver mig sit kort, og det er trykt med platinskrift på luksuspapir, og der står Bateman på det, P. Bateman, investor, og jeg spørger, om han ikke var skatteminister engang, det er blikket, som gør det, og han siger, at han vil forfølge hippiesvin som mig til verdens ende, at fremtiden tilhører ham, at dagen vil komme, hvor han sidder på alle kontorer, hvor alle stemmer vil gå til ham, hvor alle meninger vil være hans, hvor al modstand vil blive til gurglen i havnen, og alle vil le, mens folk som mig synker til bunds, og jeg stirrer tilbage, jeg stirrer direkte ind i hans tomme, rødsprængte øjne og siger, at der kun er én forskel på dig og mig, Anders, og det er den her, og jeg stikker hånden ind bag hans jakke og trækker issylen frem, og konerne gisper, da jeg hakker den ned i bordet foran ham, lige mellem to fingre, og jeg lader nat være nat og tager hjem, og han retter på slipset og hoster, this is not an exit står der på et skilt over døren.



En anden mands selvbiografi # 57

Oktober ’99

Og så sidder vi der midt i ingenting, mig og mor, og ingenting er omkranset af buske med blåbær og hyben, og oppe i Tunø By blinker kirketårnet ud til skibene om natten, så de kan se, hvor de ikke skal hen, og vi kan ikke tage fjernsyn, og naboerne er draget hjem til virkeligheden, og vi har kun hinanden og sandet og havet, havet, hvor jeg sidder i sandet hver dag, til det bliver mørkt og koldt, for at se mit hoved drive syngende rundt ude i bølgerne, for at høre bruset æde al lyd, for at se vinden sprede mine papirer over klynger af marehalm og revling, til sidst er der kun ét ark tilbage, og det nægter at slippe, det nægter at overlade hånden, der skrev det, til at være den smuldrende, abstrakte benstruktur, den er. Der er ét ark tilbage i verden. Der står noget på det med meget små bogstaver:
 
 
solen hælder ind på mine bøger
fyrretræer hælder ud over klinten
med rimfrost på grenene
måger skriger
måger svæver over
 
 
 
En anden mands selvbiografi # 56

Bålfærd


Og den ringer en dag, telefonen, og det er mormor denne gang, og hun blev fundet i sin lænestol på Nørreskov Bakke, og hun havde lige set Lykkehjulet, og så havde hjertet givet op.

Og jeg støder til på Silkeborg Sygehus, hvor de alle sammen står og græder, og jeg ser bare på hende, den store, hjertelige, skælmske kone, min barndoms sikre havn, der er helt bleg nu og ligner et stykke kød, og jeg ved ikke, hvad jeg føler, jeg ved ikke, hvem der burde føle noget, hvem der har ret til at føle noget: Den utro kæreste, den fordrukne desperado i den tomme lejlighed, den specialestuderende, som har nået sit mål og overflødiggjort sig selv, den skuffede poet, der helst ikke vil skrive, og slet ikke om poeten, den bitre punker, som ikke vil noget som helst, den store dreng, der vil verden så meget, at den forsvinder.

Og dagene går med forberedelser, med min mor og hendes søskende, der mødes for at bestille bedemand, aftale salmer, invitere, sende ordrer ud på mad og drikke, alt det der, og forberede sig på, at de er de næste i køen, og jeg har været forberedt på hvad som helst længe.

Og så er det nu, og mens vi kører op til hospitalets kapel, begynder solformørkelsen, og alt er helt tydeligt, men dunkelt, og vi synger ”Altid frejdig, når du går”, og vi er ikke frejdige, mens vi går, og vi bærer alle sammen kisten, hele familien, og intet har nogen sinde været tungere, og så kører den, rustvognen, ud i den lyse nat, og vi følger efter den i lydløse biler.

Og så ankommer vi til kapellet ved Vestre Kirkegård, og vi giver hånd til hele hendes liv og siger goddaw eller farvel, og den præst, hun selv ønskede sig, mormor, prædiker, og han tager solbriller på, for han vil meget hellere være ude for at se formørkelsen, og han snakker mest om den, og han snakker mindst om hende, og folk græder, og jeg sværger ved mig selv, at ingen Guds mand skal sige noget som helst om mig den dag, det er slut.

Og så slæber vi igen, og det er sidste gang, og hun er kondenseret mørkt stof i en ramme af egetræ, og vi skriger indvendigt over vægten nu, og rustvognen holder alt for langt væk, og det er længere borte for hvert skridt, og så alligevel lyder det, dunket, og så står den der, kisten, og jeg råber til mormor, at der er noget, hun skal have med, og hun slår kisten op en sidste gang, så jeg kan rive hjertet ud af min brystkasse og smide den pumpende, dunkende muskel over til hende, og hun griber og smiler lidt trist, og hun lukker igen, og det gør bagsmækken også, og så er den væk, bilen, og ovre i krematoriet er der tændt op, kan vi se.

Og jeg vakler ud for mig selv, og jeg knækker sammen i knæene, og det eneste, jeg mærker, er vådt ral, der rasler ud mellem fingrene på mig, og et spædt, sart sollys, der farver en fremmeds hud brun.



En anden mands selvbiografi # 55

Poetens finger


Der er han så på Algade, PHoeten, denne tynde, krogede stilk af en mand med noget på halsen, der ligner en gasforekomst, en luftballon, et b-æg, og Højholt går ind i Salling, han bukker og takker og går ud igen, og ind i Gavlhuset går han, Højholt, han bukker og takker og går ud igen, og det er alt sammen manøvrer i alt for udsatte udsatte egne, og han ved det, og jeg forsvinder bag hylderne i Stereo Studio, leger skjul bag tøjstativerne i Hennes & Mauritz, for tænk, hvis han fanger mit blik, og skriften og den skrivende viser sig at være identiske, tænk, hvis det ene ben knækker på hovedstolen, og vi står der midt på gaden i bar røv og metaforer, tænk, hvis han peger og siger


ved budolfi holder spirene himlen oppe
og skyerne glider i mønstre af brosten hen over torvet
busserne trækker vejene efter sig
ud mod vejgaard og lyskrydsene

blinker til hinanden og alt som kan ses
er døre der fører til indgange

håndtag hele vejen gennem aalborg


og prikker os begge helt ned i apeiron igen.


En anden mands selvbiografi # 54

Forhold


Og så er det, jeg får mig en kæreste, en rigtig kæreste med indretningsplaner og menstruation og drømme om en Lilly-model, og vi kravler forslåede ud til mit værelse i forstaden, og vi prøver at se udtrådte ud og finde frem til et fælles sæt joggingtøj, men jeg skriver hele tiden på et digt, som ikke er godt nok, og hun bliver ved med at male sine billeder over, og i frustration hopper vi rundt til PJ Harvey og Smashing Pumpkins, så tingene rasler ned ad reolerne, og så drukner naboen kattekillinger i toilettet, og jeg smadrer spejle i stribevis, og hun er bange for at blive smittet med forfærdelige sygdomme, hvis hun rører ved mure og lygtepæle, og jeg har brug for en barm at gemme mig i, og hun har brug for en far, der kan fikse det hele, og vi elsker nogle helt andre mennesker, og vi tror, det er hinanden, og en dag pisser jeg glasskår, og hun er gravid med sig selv, og vi har aldrig fået pakket de flyttekasser ud, de er lige til at tage med sig ud af årtiet, et sted hen, hvor folk bliver voksne.



En anden mands selvbiografi # 53

Skelsår


Og så er det pludselig 1997, og Fortælleren har forladt historien, og Jens Kaa skriver sig ud i næste kapitel, og Søren er gået i sort ude i Solbyen, og P4 i P1 har sendt for sidste gang, og en aften i maj, mens bladene bliver gule og falder, lukker Revolution lige pludselig, og Oasis har lavet en lorteplade, og Pulp har lavet en lorteplade, og U2 har lavet en, der hedder Pop, og Spice Girls har lavet en, der er pop, og på Rustenborg ruster de, jernpladerne, mens posten sorteres, men der er ingen modtagere længere, og det sner hele sommeren, og kloden drejer bare videre, den tager mig og Aalborg med sig.



En anden mands selvbiografi # 52

Månen over Hvide Hus


Den lyser, månen over Hvide Hus. Hver gang man har været i byen hele natten, og man kæmper sig tilbage mod sin bopæl gennem en dis af sprutsved og betændt samvittighed, står den der som et pejlemærke. Sval og bleg og tavs.

Hvide Hus selv kommer man aldrig ind i. Et blik fra vejen er nok. Solens genskær i den blanke marmor og det skinnende metal skærer i øjnene. De vajende faner, der til enhver tid afslører hvilke nationer, der er til stede på hotellet, fortæller med al ønskelig tydelighed, at tingene flyder derinde, og at man kun skal nærme sig, hvis man befinder sig i en tilstrækkeligt sødygtig båd. Og det er der ingen fra Aalborg, som gør. Aalborg er en fjordby, og man bygger sit skrog til sejlads i smulte vande, ikke til verdenshavenes brådsøer.

Hvide Hus er stedet, hvor enhver ansat, der har tatoveringer eller hul i næsen, enten må acceptere en fyreseddel eller dække de berørte områder til med plaster. Man er marmor, man er galvaniseret stål og tæpper og træpaneler og elevatorwirer og krystalglas. Ethver rest af personlighed bliver betragtet som en kritisk blødning, der skal standses. Og det bliver den, inden også gæsterne begynder at svine gangene til med årernes indhold.

Når dørene til værelserne bliver lukket i, skyller væskerne til gengæld ud over væggene. Forretningsmænd ejakulerer ud over gulve og tv-skærme til pay per view-pornokanaler. Andre holder orgier, der bringer mørket på afstand i et brus af champagne og safter. En kendt, jysk troubadur tilbragt engang de små timer derinde alene under sobre omstændigheder, men gik i seng med støvlerne på og efterlod lagnerne indsmurt i mudder, sved, pis, skæl og bajersk øl. Hvad Fidel Castro efterlod sig, da han boede der i et par dage under maksimal bevogtning, melder historien ikke noget om, men et godt gæt er nogle dråber af Ché Guevaras ektoplasma.

Og på øverste etage overnattede Bob Dylan engang, mens han repeterede sangene fra Blood on the Tracks mellem forgyldte vandhaner og kunstige blomster: "Tangled Up in Blue", "Buckets of Rain", "Idiot Wind". Dagen efter greb han sin guitar og drog ud til endnu et middelmådigt gig på sin Never Ending Tour.

Så kom stuepigen ind, åbnede vinduerne for at lufte ud, tørrede resterne af tandpasta bort fra vasken og tømte askebægeret. Det eneste, der var sket, var, at et beløb havde skiftet hænder.

Og over Hvide Hus hang Månen så. Ligeglad med alt. Den tonede stille ud, når alle dem, der kunne, havde fundet hjem.

 

 
En anden mands selvbiografi # 51

mandag den 20. januar 2014

Nærkontakt

Det er ud på natten på 1000Fryd, og koncerten er slut, og jeg sidder alene tilbage og skriver på bagsiden af en recept, og så kommer hun ud, sangerinden, og hun er klædt helt i gult, og hun er træt, og hun trænger bare til et sted at slå sig ned, og det gør hun så her, og det er fint, og vi hilser, og hun siger, hun hedder Tilde, og så er det, hun begynder at fortælle:

- Jeg blev engang bortført af en UFO. Jeg løb rundt ude i en skov og legede, da jeg så det her underlige lys lige over mig, og jeg prøvede at løbe væk, men jeg faldt i min kjole, og lige pludselig kunne jeg ikke huske mere, og så vågnede jeg i det her lyse rum, og der var nogen, som kiggede på mig, og de smilede, og de sagde, at de bare ville vise mig noget, og de var helt grå, og de havde sådan nogle skæve, store øjne, men de bød på en slags kage, jeg aldrig havde smagt før, og de havde noget saftevand, som var lavet på bær, jeg aldrig havde fundet ude i skoven, og så tog de mig hen til et kæmpe vindue, som de rullede ned, og så kunne jeg se verden, hele verden, og jeg græd, for helvede, hvor jeg græd, og de blev helt forvirrede, de der væsener, og så spurgte de hvorfor, og jeg sagde, at det var fordi, jeg kunne se hele verden, og den var ikke særligt stor, og de prøvede at trøste mig, og de sagde, at der var alle mulige søde og spændende dyr dernede, og der var svampe og kæmpetræer og orkidéer, og der var masser af mennesker, som tænkte og sagde en masse spændende ting, og de mente, jeg burde være stolt over det, jeg var, og at det var dét, de ville vise mig, og jeg hulkede bare og sagde, at de skulle flyve mig væk, men det ville de ikke, og så husker jeg igen ikke noget, og så vågnede jeg i en mega bregne og løb hjem til min mor, og nu sidder jeg her. Hun sukker.

- Skål, siger jeg og løfter kruset.

Jeg har udsigt til hende. Hele hende.

Jeg er også ved at græde.
 
 
 
En anden mands selvbiografi # 50

Spotting


Og en sen nat banker det på døren til værelset, og det er Richey, og han har været væk siden februar, og jeg ved, Nicky, Sean og James har været godt tossede over det, og nu er det oktober, og det er pissekoldt, og jeg tænker, han nok mangler et sted at sove, og jeg er helt sikker på, vejen har været lang fra Severn Bridge, og så i hans afmagrede tilstand, og han er bare et skelet og et fuldskæg og to helt vilde øjne, og han siger ingenting, men gør en svag modstand, da jeg trækker ham ind, ind i min rodebutik af skrifter med Ferdinand de Saussure og cd’er med Manic Street Preachers, og jeg lægger ham ned i min seng, og jeg smører ham en sandwich med tun, for det er alt, jeg har i huset, og han spiser og falder i søvn, og jeg spørger rockertøsen inde ved siden af, om jeg må sove på hendes plettede lædersofa.

Og om morgenen går jeg ind og vækker Richey, og han ser ud som om, han trænger til et kram, så det får han, og så tager han skoene på, og jeg pakker ham en pose med spaghetti og sokker og overskudstrøjer og flasker med vand, og han siger stadigvæk ikke noget, mens han går gennem køkkenet og ud på altanen med nedsunkne skuldre, og alligevel vender han sig om, og så er det, han siger det:

- The songs you never write will haunt you, you know.



En anden mands selvbiografi # 49

Drivtang


Luften er tung hos Fortælleren, for der er spontan oplæsningssoirée, og der skal fyres en fed, og der skal laves et tidsskrift, et postmoderne alternativ til Hvedekorn, sgu, et oprørsskrift mod skostirrerpoesien og høflighedsprosaen, en handske i fjæset på Poul og Niels Frank og Annemette Kure fucking Andersen, og Søren er der, og Jens er der, og der er også en eller anden, som hedder Morten, og vi slukker for den nye med Pulp, og der bliver fuldstændigt stille, og vi fremlægger ting for hinanden, der skal i, og ingen af dem er ret gode, og jeg tænker, at jeg vil redde festen, og jeg griber mit manuskript, og jeg renser munden med en brandbil, og jeg læser:

 
Signal uden frekvens

Mit index af selvfølgelige
Smilende ruter i åndedrættet
Min vildmarksstrikkede oldtidsstub
Droppet der bandt mig sammen med verden
Og sendte mig op mod mig selv
Har forladt mig som et brændende hus
Antændt af ejerens nedskrevne puls;
Blomsterne springer ud i min hånd
Som jeg er sprunget ud i arkivet;
Der er intet græs i min seng
Jeg har skrevet mit eget navn på spejlet
Og prøver at skrælle kødduggen af

Min velformulerede ansigtskrone
Danser en amputeret vals
Med sin egen hånd af papir;
Trappen der nægter at føre op til den sol
Der skinner mig fremmed den gulerod
Jeg jagter rundt mellem linjerne
Og véd vil smage af Mig
Den hvilende stjerne der giver mening
Uden at åbne nogen mund
Og smatte glassets overgang til
Med billedet af en
Overgang i glasset

Mit hjerte tordner som drivtang
Der pisker ind mod en strand af skjorter
Tordner uden at kunne holde

 
Og der er meget stille bagefter, og Morten skal hjemad, og Søren tænder for U2, og Fortælleren er tavs og fyrer videre, og jeg ved ikke, hvad jeg har skrevet på i tre år, og jeg tænker, jeg nok burde lave noget mere musik, og det sner, og jeg har ikke råd til bussen, og jeg siger, at jeg hellere må gå, og det gør jeg, ned forbi fængslet, hen forbi Huset, og nede i Kildeparken mærker jeg et hårdt bid i min hæl, og jeg vender mig om, og en rød, busket hale forsvinder i hast om bag en halvgammel, tandløs blotter, og jeg bløder hele vejen hjem, og jeg bander af møgdyret, og på vej i seng ser jeg i spejlet, at jeg har fået spidse ører.



En anden mands selvbiografi # 48

Udenbys


Der er så meget, vi burde. Vi burde høre The Cure på Orange eller i det mindste Alanis Morrisette på Grøn. Vi burde have ladet være med at ryge det sindssyge skunk i Fortællerens lejr. Vi burde have holdt os for os selv, for hun har jo kæreste på og sådan. Og så alligevel er vi blevet væk for alle mennesker, os selv inklusive, og vi har kun hinanden at tage i hånden, og strømmen går udad, ud, hvor vi ikke kan bunde. Og sådan har tusinder af andre det også, og vi står i en komprimeret mængde foran en port, vagterne har låst af. Vi kan hverken komme frem eller tilbage, og hver celle i vores kroppe insisterer på at blive lukket ud. Og vi eksploderer, og det gør alle andre også, og jerngitteret falder, og vi hiver efter vejret og løber. Løber ud, hvor der er ilt og ensomhed og stjerner. Ud over parkeringspladsen, hen over vejen, ud mod Vor Frue, hvor der er et busstoppested, intet kører fra. Ikke på denne tid af tiden. Og så sidder vi der på bænken i skuret, helt viklet ind i hinanden, mens duggen falder og blade og græsstrå og munde bliver fugtige, mens vi spiser hashklumper, der smager af muldjord, og den støvede luft over festivalpladsen antager farver, ingen før har set.

Vi kan høre Robert Smith derinde. Robert Smith synger for os.

 
I want the sky to fall in
I want lightning and thunder
I want blood instead of rain
I want the world to make me wonder
I want to walk on water
Take a trip to the moon
Give me all this and give me it soon
More drink more dreams more drugs
More lust more lies more love
But however hard I want
I know deep down inside
I’ll never really get more hope
Or any more time
Any more time
Any more time
Any more time


Og vi er lige der, hvor alting begynder, men alting er begyndt uden os, og derhjemme venter en hel by fuld af mennesker, der kræver svar på spørgsmål, og medicinskabe med plastre og bandagebind, vi ikke kan bruge til noget. Og mens der bliver lyst, og jorden fast nok til at bære fødder, siger vi farvel foran fremmede telte og falder i søvn.

Men var vi nogen sinde unge, var vi unge sammen.



En anden mands selvbiografi # 47

torsdag den 16. januar 2014

Streg

 
Det er sent på Revolution, så sent, at lyset står ind ad vinduerne, hvor folk hænger og dingler med benene ude over kanten, og jeg er ved at falde i søvn, tror jeg, og der var ikke fangst i aften, og der er forbandet langt hjem til Frydendal, og alle, jeg kender, er gået for længst, og som altid har jeg ikke fattet, at festen er forbi, og jeg får et hårdt dask i ryggen, og det er Steso, og han er helt oppe at køre på noget, som han plejer, og de er helt udspilede, pupillerne, og lemmerne danser i alle retninger som om, han forsøger at fange noget, fluer eller måger, hvad ved jeg, det kan nok også være det samme, og han råber gennem musikken, han har noget, vi skal prøve, og jeg ved, det er noget, jeg ikke har godt af, og han siger, jeg skal give pokker i dét, og det gør jeg, og vi sniffer det fra gulvet ude på toilettet, og det dufter af pis, for fliserne er våde og klistrede, og det svier helt vildt i lungerne, og jeg hoster, og pludselig vakler vi rundt på kanten af Limfjordsbroen, og jeg synes godt nok, der er et stykke ned, og himlen er helt fyldt med blodkar, og byen er en masse af gråt væv fra en hjerne, måske, men han råber, det ikke er hans, at det sgu nok er sådan, Burroughs ser ud under issebenet, og sirenerne hyler, og en flok rockere ræser forbi på deres kværne i procession, og der er lastbiler fra Hedegaard, der er funktionærer i Volvoer, der er fattigrøve på cykler, alt er et sus, som vi ikke er dus med, og vi går hen over hovedet på dem alle sammen, til vi snubler og griner og bliver til figurer i frit fald ned mod vandspejlet, til ringe, der skvulper mod kajen, til føde for ål in the making, og lagenerne svømmer af sved, hunden gør op mod solen i haven, men Thomas er død nu, jeg er fuldstændig sikker, alt har en pris, ikke mindst at være lavet af litteratur.



En anden mands selvbiografi # 46

Ormehul


Så sidder jeg pludselig her, og jeg aner ikke rigtigt, hvordan jeg kom fra Aalborg og herhen, for det er lige efter nytår, og hovedet er ved at eksplodere som en forsinket raket, og jeg har aldrig været i Skejby før, og familien har aldrig boet her, og slet ikke morfar, og det hele ser ud som inde i et rumskib, der er slanger og maskiner overalt, og der stikker rør ind og ud af ham, og han ligner et bizart eksperiment fra en science fiction-film, og hvis det er, vil jeg gerne være Han Solo, og solo er jeg i hvert fald, men man skal nok være en smule mere kæk, hvis man skal være Han også, og motorerne styrer sig selv i retninger, jeg ikke er herre over, og det går lidt for hurtigt, det der warp speed, og stjernerne farer forbi os, og jeg hører ham sukke og ramme den, han kom fra, og jeg fortsætter ud, hvor Gud bor, for at hente ham hjem, men jeg finder kun en laset kjortel og en gammel bog, hvor siderne falder ud én for én, og jeg tænker, at hvis det her nu var en ordentlig historie, ville den ikke ende sådan her, den ville ikke ende med krøllede papirservietter og tømte pilleglas og alt for åbne øjne, men det her er meget, det er bare ikke en ordentlig historie.



En anden mands selvbiografi # 45.

onsdag den 15. januar 2014

Revolution

Og de sidder ved et bord foran baren og spiller backammon og drikker fadøl, og i midten sidder Fortælleren, du ved, ham med romanen, og ved siden af hænger Jens Kaa, hvis far var en stor kanon ved et eller andet forlag, og Søren har et hæfte med, han grifler digte ned i med en håndskrift, kun han kan tyde, og det er virkelig 90'erne nu, og i Paris er Bono Vox Mr. McPhisto, og Jeff Koons laver pudler af porcelæn, og Homer Simpson drikker Duff, og Nostradamus siger, der er fem år endnu, og vi kigger på hinanden, og vi ved, de er vores, at kloden snart vil rotere om vores lyse, friske hoveder, at vi kun studerer dansk for at kamuflere vores subversive strategier, og det skåler vi på, og så spiller de Blur og Oasis og Suede, og vi skåler igen på, at der kun er ironien til forskel på et plastickrus og den hellige gral, at dette er et godt sted at sidde og være fremtiden, at dette er den bedste af alle evigheder, at vi kommer til at tilbringe den sammen.



En anden mands selvbiografi # 44

Forbindelse


Så ringer han, Søren fra Esbjerg, ham, jeg mødte på rusturen i Voerså og åbenbart går på studie med, og han spørger, om jeg er mig, og det ved jeg ikke, og han spørger, om jeg kan lide Søren Ulrik Thomsen og Slowdive, og det ved jeg godt, og han spørger, om jeg vil med ind på Revolution og drikke tæt, og det er jeg slet ikke i tvivl om, og vi ringer af, og jeg kan høre en hel masse måger, der skriger, og jeg følger den, lyden, og træerne er tunge af æbler, og vejene suser af biler, og jeg går over for rødt, og først da går det op for mig, at jeg ikke har en telefon.



En anden mands selvbiografi # 43

Fødselsdag


Så ringer han, far, og han siger, jeg er blevet halvbror, og jeg er ældre, end han var, da han fik mig, og måske er jeg bare en onkel, måske er det for sent med en barndom, du ved, selvom ørerne og næsen vokser endnu, selvom kortet bløder nye landmasser af sig hver dag, selvom jeg først er ved at lære at tale fagsprog og gå til makronerne, måske er det mig, der er blevet født, måske dør jeg i dag for at udligne en kosmisk balance, måske er jeg bare lidt halvfuld, du ved, eller halvtømt, det er sensommer, og ude i byen genkender jeg hele tiden ansigter, jeg aldrig har set.



En anden mands selvbiografi # 42

Horror


Så kører hun, mor, og jeg sidder i stearinlysets skær, og jeg er stadig pakket ned i kasser, og jeg har kun en seng til min krop, og jeg har kun mine 9 kvadratmeter på en bakke i Frydendal, og jeg er omringet af nordjyder, og det er lidt som The night of the living dead, og de vil vakle gennem døre, de vil snige sig ind ad åbne vinduer, de vil smutte gennem alle tilgængelige sprækker og stønne ting som ”vakker” og ”sååe u”, og jeg ved, de vil bide mig, jeg ved, jeg vil blive som dem, det trækker, flammen flakker et øjeblik, og så er der fuldstændigt mørkt.



En anden mands selvbiografi # 41

tirsdag den 14. januar 2014

Ræv igen


En dag ved Silkeborg Langsø sidder den der, ræven. Den er kravlet ind i rørskoven. Den kigger på mig med en markmus i munden og store, gule øjne.

- Hvad vil du, spørger jeg
- Vil du tage væk?
- Så langt væk som muligt.
- Og tage mig med?
- Måske er du lykkeligere her.
- Jeg er lykkeligst der, hvor du er.
- Men jeg skal bo på et værelse i Aalborg. Jeg må ikke have dyr.
- Jeg kan klare mig selv. Det har jeg allerede gjort længe, ikke?
- Jo.
- Så hvad er problemet?
- Jeg ved ikke, om jeg vil af sted.
- Kan du se musen her?
- Ja, selvfølgelig kan jeg det. Jeg er ikke blind.
- Den vidste ikke, hvad den ville, og jeg tog den.

Så er den væk. På jagt i afsides buskadser. Slumrende i mørket i min lomme.
 
 
 
En anden mands selvbiografi # 40

Vorupør Blues


Og det er sidste sommer med kliken, og vi aner det ikke endnu, for vi har været der altid, vi vil være der altid, og vi vælter ud af bilen med tasker og rammer og flasker i hænderne, og der er salt i luften, og det er kommet hele vejen fra Skotland, fra New York, fra Kina, og den brænder i lungerne, og vi vælter ind i sommerhuset og hamrer op for Red Hot Chili Peppers, og vi er Robert og Bo og Fez, og vi hører en motorcykel i gruset, og det er Bjarke, gode gamle hærger-Bjarke, og han har kæresten med, kæresten, han har fundet omme i håndboldhallen i good old fucking Voel, og hun kigger på os, og hun ser mærkelig ud, og Bjarke kommer ind og vifter med poser, og det ser godt ud, det er brunt og lugter krydret, det stads, og vi spiller Primal Scream og Johnny Thunders og Beck, ”I’m a loser baby, so why don’t you kill me”, og vi tømmer den første ramme og hopper i bilen igen, og der er bølger på fortovet ved Brugsen, der er bølger under betonelementerne på molen, vi hujer, vi er druknende mænd og en kvinde på land, og vi kommer tilbage, og Robert har fundet en video, og så ser vi Beverly Hills, og når Brandon kommer på, skal jeg tage en slurk øl, og hver femte gang skal jeg bunde et sort svin, og vi er alle sammen nogen, vi bliver alle sammen fulde, til vi ikke er nogen, og Sulka kommer på, og vi jubler på sofaen, og hun er grim som en betonblok i Østberlin, og hun gør det med alle, og hun taler tysk undervejs, og hun er en mand, hun har pik og det hele, og vi klapper hver gang, vi ser den, og Bjarkes kæreste går ud for sig selv, og vi griner og vælter ud på terrassen, og Robert henter stanniol, og Fez mixer, og vi ved ikke, hvad vi griner af længere, og min sjæl slipper taget i kroppen, og kroppen krymper sig sammen, og jeg ørler, ørler, ørler, og de andre kommer med spydige bemærkninger, og Robert og Fez vil ned på Det Gyldne Anker, ned for at snakke københaaaarvnsk og spille smarte, og Bjarke og kæresten går i seng, og jeg sidder i mørket og dør én celle, én synaps ad gangen, og natten er uendelig, og den ender med stemmer over græsset, den ender med latter og blod på læder og joggingtøj, med Robert og Fez på hysterisk retræte, og så begynder den igen, begynder med MC Einar for fuldt tryk og mig og Bo, der spiller hasard og vender båndet hver gang, det løber ud, mens vi bliver stadigt mere trætte og sindssyge, og det er næsten ligesom dengang, vi blev konfirmerede, hvis vi ellers blev det, og vi vinder og taber, til det bliver lyst, til vi kan ”Arh, dér” udenad for altid, selv i søvne, og så kører de, Bjarke og kæresten, kører og ses aldrig mere, og vi pakker sammen, og vi får de rådne æg med, ja, de rådne æg, dem, som har stået der helt siden jul, og på Mors kommer panserne, vi ruller ned, mig og Fez, og så lyder det, smat, og igen, igen, SMAT, og de lader som ingenting, Bo og Robert lader som ingenting, vi lader som ingenting, solen går ned, sidste sommer med kliken er slut.



En anden mands selvbiografi # 39

My friend Kurt


Kurt tager imod på Lake Washington Boulevard. Sidst, jeg så ham, var på en dyrskueplads lidt uden for Roskilde. Det er et par år siden. Dengang var han vist nok lidt desorienteret, for han troede, han var i Sverige, og modsat hvad alle, der ikke var der, siger, virkede gruppen temmelig søvnig og jetlagged. Men han så mig et sted i mængden, genkendte et eller andet, kradsede noget ned i al hast på en serviet, krøllede den sammen og sendte bolden i min retning.

Ude i lejren foldede jeg den ud:

 
Hey man,

you’re kind of cool. If you drop by Seattle sometime, bring this and we’ll have a drink.

Love,

Kurt


Og nu står jeg så der på dørtrinet, og han ser forfærdelig ud. Håret er fedtet, skægget lidt for langt, øjnene røde af et eller andet. Brandy, coke, gråd, hvad ved jeg? Men da han ser sedlen, smiler han tyndt og lukker mig ind.

Udsigten fra havestuen er underskøn. Meget lidt er så pittoresk som Seattle om foråret. Farverne kunne ikke have været klarere hvis man havde taget syre.

Ved siden af hans klapstol ligger et gevær.

- Oh, my friend Dylan brought it. You should always have one around, siger han og skænker en stiv whisky til os.
- ”And I swear I don’t have a gun?”
- Whatever, nevermind.

Han fortæller om bandet. Om Krist, der åbenbart gerne vil være politiker. Om Dave, der brokker sig mere og mere over, at han ikke kan få sange med på pladerne.

- They’re very well written, but kinda shit, griner Kurt og skutter sig i kulden.

Han fortæller om nogle nye demoer, de har lavet. Ganske gode efter hans mening, ”but more of the same, really, so why bother?” Jeg nikker og spørger, hvad han så har tænkt sig. Han ryster på hovedet, skænker os en ny dram og forklarer, at han føler, han har oplevet det hele. Han har avanceret fra at være white trash til at bo i en luksusvilla, han har indspillet ”some pretty extreme music” og alligevel solgt ”shitloads of records”, han har spillet over hele verden, fyldt sig med alle tænkelige stoffer, hilst på alle, han ønskede at hilse på – ”and quite a few I never did” – og giftet sig med en ekstremt talentfuld kvinde:

- That Hole album, you know, puts Nevermind to shame. Anytime!

Og alligevel, siger han, føles det hele som ingenting. Alle drømme, han havde i verden, er gået i opfyldelse, og det føles som ingenting.

Vi kigger på floret og tier. Han rømmer sig efter en tid.

- So what about you?

Jeg forklarer ham, at jeg på andet år skriver på en digtsamling, jeg ikke kan få Borgen til at bide på. I mine værste stunder forstår jeg det, for jeg er ved at have lavet den om så mange gange, at jeg tror, jeg har skrevet den i stykker. Jeg fortæller ham om min jobaktivering hos byens lokalradio, hvor jeg løber rundt med en mikrofon på gaden og stiller ligegyldige folk spørgsmål om vejret og ingenting, der bliver klippet sammen til såkaldte voxpops og stoppet ind mellem top 20-hits ”like bits of very bad salad or something. They never play Nirvana, you know. They say it’s too noisy. They say it’ll scare the listeners”.

Han griner igen. En hul, sarkastisk latter.

- And how does it feel?
- Like crap. A dead end, no brain kind of job. I’ve never felt so empty in my life.
- So you know how I feel?
- I guess so.

Han skruer låget på flasken og samler geværet op.

- Great you stopped by. You really are kind of cool.
- Thanks. I’ll see you around, then?
- Who knows? I don’t.

Han smiler tyndt igen, men afvæbnende. Så vender han blikket mod våbenet.

- Oh, do the dishes before you go. The cops, you know.
- I know.

Og jeg tager mit glas, vasker det godt af, folder en serviet omkring og stiller det på plads i skabet. Så trækker jeg hænderne ind i mit ærme, åbner døren og går ud.

Der lyder et skud.

Jeg sukker og kigger ned i den bærepose, jeg kom med. Nogen har lagt den studenterhue, jeg nægtede at gå med af respekt for bl.a. Kurt, dernede.

Jeg må hellere tage hjem og bruge den til noget.



En anden mands selvbiografi # 38

Debut


Han holder fødselsdag, far, og hun får øje på mig hen over bordet, og hun er helt ustyrlig. Jeg aner ikke, hvad der sker, men pludselig er vi udenfor, og vi vælter bagover, ind mod muren, og en kvinde, der er dobbelt så gammel som jeg, har tungen inde i min mund, hvor den roder rundt som om, den søger efter noget. Frisk frugt, tændstikker, noget. Og jeg gør hende høfligst opmærksom på, at hendes mand stadig er et sted derinde, og han sikkert ikke bifalder det her, hvad det her end er, og hun kysser mig bare og søger efter et eller andet i mine bukser, som næppe er nøgler. Jeg kan se mig selv ligge ovre i buskene med blod ud af munden. Jeg synes, vi skal aftale en tid og et sted, så det gør vi. Hun går på toilettet, jeg sniger mig ind efter jakken. Min cykel er piftet, og jeg må trække hele vejen hjem til mors og min nye lejlighed på Resedavej. Alderslyst er langt væk den nat.

Jeg har lige været i bad, og det sner, og jeg fryser, så tænderne klaprer. Klokkerne kimer ikke i Balle Kirkeby overfor døgneren. En lille, skrammet bil trækker ind til siden, og der sidder hun så, og hun er ikke nær så flot, som hun var i lørdagens genskær af bajer og snaps. Men en kvinde, det er hun, og det er på tide. Og vi kører i tavshed ud ad mindre og mindre veje, til vi holder på et veksel langs et skovbryn. Hun placerer min hånd på sit ene bryst, og sneen tager til. Jeg kommer ind, hvor der er fugtigt og rummeligt. Jeg tømmer omgående ud.

- Er det virkelig første gang, spørger hun.
- Hvad tror du selv?

Og vi tager tøjet på, for noget skal man jo gøre, og hun sætter mig af på et busstoppested, for jeg vil gå det sidste stykke hjem selv, og det var så det.

Og jeg går i bad igen og skrubber, til jeg bløder. Men den er der stadig, lugten.

Jeg har været inde i et andet menneske.

Jeg slipper aldrig ud igen.



En anden mands selvbiografi # 37

Årgang ’93


Det er studenter, vi bliver, hverken Ghandi, Jim Morrison eller Fedtmule. Vi kører i hestevogn, ikke limousine, og vi drikker vodka, hverken nektar eller trylledrik. Vi skåler på fremtiden bag tykke ligusterhække og fryser ad helvede til. Vi samler hinanden op i buske, der stinker af bræk og rævepis, slæber slatne og plettede kroppe ind i ventende taxaer.

Huerne svæver mod jorden som kirsebærblomster, de stoppes i kurve på bistandskontoret.

Silkeborg er en meget stor by nu, så stor, at man flygter til verden i alt, der kan køre og flyve og sejle.
 
 
 
En anden mands selvbiografi # 36