onsdag den 31. december 2014

Det går over, siger lægen og ser

sig i spejlet, jeg tror, han har
guldtænder, nogen skal have det,
og nogen skal ytre den slags,
mens jeg sluger min tunge på briksen
og ved, at han sikkert har ret.

På den øde perron bliver stilheden

nærgående, ledninger knitrer,
og lygterne lyser for skarpt,
jeg har hue på, vanterne ligger
på bænken og venter, mens
hænderne endelig bliver blå.

tirsdag den 30. december 2014

Solen er rød, mor, men tænk,

hvis den bare var blå eller
grøn, hvad gør farver, hvis
bare den skinner, mor, lys
er vel lys, mor, som farver
er farver, mor, tak
for de dejlige tuscher.

Folk går igen, ligner ligesom hinanden

til hverdagsbrug, kommer med hænder
og fødder og ører og næser og munde
og er så forvirrende til, at det hele
bliver tåget og indifferent, navne
minder om navne som dage om dage,
kalenderen ligger på bordet og
flyder, helt fyldt med den slags,
men den ender et sted, veje
vokser sig ud gennem byen.

mandag den 29. december 2014

Sengen

kalder,

hvilken idiot
har dog

røbet
mit navn?

Månen

er grøn

som en
ost, der

er gul
som en sol,

der er
samtlige

farver
på én gang

og æder
dem alle.

Hunden

har sat sig
i skellet,
den strinter,
går op i
den slags,
tror jeg nok,
den skal
klappes,
det har den
vel ret til,
men bagved os
vokser det,
havet,
det lugter
af længsel
og frihed
og piskugler,
gør det,
og vi
spiser mad
fra en
skål.

Frosten er hård, men det smelter,

dit hjerte, det smelter sig helt
ned til Kina, til der, hvor
radiserne gror, og man leger
med krudt, du har noget på tungen,
det ses klart fra Månen: En mur.

Skærmen er sort, og du hører

den snøvlende summen fra endnu
en harddisk, der dør og tager alt,
hvad du er, med sig ud i det
gnistrende tomrum, den kom fra,
så sidder du der og har bukserne
på, jo, men ingen kaniner i hatten,
nu skal du på græs, kammerat!

Vi er midt i december et sted,

men der mangler et navn og en kiosk
og en ordentlig p-plads, en bænk,
man kan sidde og drikke på,
til man er der, hvor det sner,
i det mindste, og kold i sin røv.

Det blinker i tågen, og nej,

det er nok ikke Rudolf, for dette
er januar, dette er iskolde
sveller fra Skagen til Gedser,
er skærver fra bjerge, du
aldrig har set, men er virkelige
nok til at snitte din fodsål
i småstykker, mester, tak
mørket for, at du er til.

lørdag den 27. december 2014

Tågen

er tæt,

det er
os, som

fordamper
i nat.

fredag den 26. december 2014

Himlen er proppet med måger og jetfly

og drager og space junk, men du ligger der
under jorden og bobler på ubestemt tid,
og jeg tror stadig, Gud er på orlov,
i hvert fald er englene faldet for længst,
ligger bare som snavsede pytter på gader
og stræder og venter på, at jeg får bygget
en båd af papir, der kan sendes til bunds.

Du går i modlys, skal hen, hvor

dit blik bliver afsvedet, øjnene
hænger på halmstrå og venter
på svirpet, på ladernes kølige mørke,
erindringens mylder af stemmer,
der kværner i døgndrift, til alle svar
hænger i luften, til mølleren hoster.

torsdag den 25. december 2014

Vågner ved, sneen er kommet

og lyset så klart, at jeg selv
er en løgn, der kan smelte
hvad tid, det skal være, om lidt
er det nytår, og verden
må ikke betrædes.

Alt det, man ikke forlader,

vil æde én op, danne svulster
i knogler og sener, der ikke
er råd for, en dag vil det
fylde det hele og alt, man
vil være, er endnu en pose
på trappen, som ingen
vil slæbe til skrald.

onsdag den 24. december 2014

Julekort 2014

Julen er kommet, men ikke med sne.
Snapsen er åbnet, så glemmer vi dét!
Træet forbrænder elektrisk stearin,
bordet er dækket med ovnbagte svin.

Kigger mig om, der er folk, som er væk.
Verden er åbenbart altid lidt læk.
Dog er vi stadig ret mange i år.
Det skal vi fejre! Hey! Skænk mig en tår!

Så bliver der varme i hjerte og hud
- også hos dem, som har glemt ham der Gud.
Fuck det, når blot vi har livsvand og sul.
SKÅL på en fugtig, men glædelig jul!

Bilerne sover endnu, står og fryser

som kvæg på en endeløs sæter af asfalt,
mens stjernerne blinker og ligner
maskiner på Rigshospitalet, der mangler
kun lyd på, så ved vi præcist,
hvor vi står, vi kan købe buketter
i tide, når først vi får øjne engang.

tirsdag den 23. december 2014

Burde gå ud, ud, hvor ulvene hyler

og fårene bræger, hvor murene smuldrer
og kysterne skrider, hvor planterne
spirer og hvert skridt, man tager,
har betydning, jeg burde gå ud som
et lys, sætte alting i brand, men i dag
er det nok blot at være en kævle i kurven.

Lægger en blomst på din grav,

det er bare en blomst, aner ikke,
hvad pokker man kalder den,
skråt op med det, også, bare
den lever af vand, kan den godt
dufte hengemt for min skyld,
og så kan jeg stå her og visne
så længe og glo på det krimskrams,
der står på din åndssvage sten,
som var langt bedre brugt i et
murværk, måske kan jeg blive
en dør, jeg er dum nok, you know.

mandag den 22. december 2014

Grumsede

dyner

af regn
trækkes op

over
hovedet,

to dage
til jul.

søndag den 21. december 2014

Grise giver ingen navn, ikke for alvor

i hvert fald, men grutning, bevares,
og lidt vand også, bare til husbehov,
skidtet skal vokse, jo, lidt ligesom
svampe og grøntsager, øjnene undgår
man nemt, hvis man bare lader være
med at kigge, så glemmer man nemt,
at en sjæl er en sjæl, når den føres
til slagteren, navnene, derimod,
knækker man tænder på, når de skal ned.

Tænker en del på Atlantis for tiden,

på måden, det bare forsvandt på,
et helt kontinent, da, for hulen,
og måden, det ikke kan findes på mere,
fordi alting ligner, fordi selv
en algeklædt indkøbsvogn nede i åen
ved Kvickly kan ses som et ædelt relikt
fra de tider, måske er det sådan
med kærlighed, håb og idéer og gerninger
også, måske komposteres det hele
til sidst på en havbund, man ikke
kan grave i, ikke kan aftvinge svar
på urimelige spørgsmål, måske er
det sådan, historien begynder.

Prisen på sæbe er steget, og alle

har noget at vaske, men selv,
når de gør det, bliver ingenting
rent, åen stinker af råd, havet
skvulper af selvdøde havfruer,
solen er skarp som en tand i en
mund, der vil spytte os ud.

Griber din hånd, det er ikke fordi

du har tabt den, og selv hvis
du havde, så ved jeg, jeg ikke
har noget begreb om at sætte
den slags på igen, det er det,
man har læger til, tror jeg,
men ikke poeter, poeter er
til for at tømme betydninger,
udfylde ark og i den dur,
og synet af blod kan de slet
ikke tåle, du ved, men jeg
griber din hånd, så jeg ikke
skal bruge min egen, du skriver
et kærlighedsdigt til dig selv,
og om søndagen sover jeg længe
og pletter på lagenet, i
nærheden synker en kirke i grus.

lørdag den 20. december 2014

Sengen er stor som et landkort,

og jeg er så lille, jeg ikke
engang er en nål, der kan stikkes
i steder som London, Berlin
og Moskva, jeg er ingenting,
noget, som bomberne æder,
men ikke i aften, i aften
er søvnen alene et endeløst
hav, jeg er ræd for at
svømme i, kom, krøl mig
sammen og smid mig i kurven,
så graver vi uran i morgen.

Jeg kan se sol, der er akkurat

plads nok i skydækkets
eneste revne, der hænger
den bare og sprænger
i luften hver eneste dag,
og jeg går her og fryser,
men uden at blive til is,
det er vist det, man kalder
at findes, måske er det godt,
der er udsigt til regn.

fredag den 19. december 2014

Goethe er død, han var ikke

til nytte i længden, nu samler
han støv i et aflukket rum,
men i træerne brøler de
pjuskede aber, de klør sig
i hovedet, forstår ikke hvorfor,
de er her, men ingen har taget
til genmæle, slet ikke Goethe,
der ligger med vidtåben mund
og har udskidt bananer af lys.

Vandet er gået, blev sidst set

på vej mod Atlanten, hvor ålene
bugter sig hen over bunden
i stimer og gyder på steder,
som ingen har set, mens vi står
her og tørster og drikker
os liv til i mangel på det,
der er bedre, og ringer til Falck,
som vi ved triller tomler,
og glor med forundring på det,
der er kommet til syne,
som vokser os op over hovedet
og bare forsvinder til sidst
som en sol bag et vandspejl,
man ikke kan nette sig i.

torsdag den 18. december 2014

Skibet er ladet med bibeler og bakskul,

geværer og guldmønter, tanker og træsprit,
men ned går det stille og roligt,
vi åbner for lugen til lasten,
vi ryster på hovedet i takt.

Folk taber hår hen ad vejen,

får måner og skaller som æg,
nogen mener, det vidner om
visdom, men langt væk,
hvor ingen kan se det,
forsamles de, lokkerne,
vikler sig ind i hinanden
og udvikler lemmer og tænder,
og selv du, min ven,
åbner op, når det
banker på døren.

onsdag den 17. december 2014

Nisserne skramler på loftet,

jeg tror, de har fået en øl
eller tyve for meget, jeg tror,
de er røde i bærret, jeg tror,
der er søer af bræk overalt,
de er flygtet, i hvert fald,
er rotterne, søger asyl i mit
grødhoved, tror, det er smørret,
der gør'ed, men de får kanel,
gør de, jeg har en notesblok,
har jeg, og hugger sgu til!

Månen er lavet af kiks, ikke ost,

det er derfor, den støver, og bag den
er dybderne sorte af kaffe, nu kan vi
blot vente på hånden, der dypper,
på munden, som sluprer den ind.

tirsdag den 16. december 2014

Livet er langt, siger Torben og finder

sit målebånd, vender sig om og begynder at gå,
drejer rundt om det nærmeste hjørne og fortsætter
ned ad Sct. Jørgensvej, jeg piller næse på havnen,
og over mig svæver der måger, jeg køber en hot dog
og kyler papiret i vandet, jeg tripper på stedet,
skal tisse gudsjammerligt, bukserne gnaver i skindet
på maven, en flok kaster øldåser efter mig,
solen er varm, nogen spiller musik i det fjerne
og har vist en guitar, en bas og en sovset kazoo,
der er hæs og har brug for en toddy, en bil standser op,
laster af, læsser på og forsvinder, der sidder en klat
på min skosål, måske er det Sorbits, måske er det
indtørret lever, hvad pokker ved jeg, men der kommer han,
Torben, han råber et tal, du, og jeg råber bingo,
og der står vi så, mig og Torben, og stirrer som om,
vi er døde, det er vi vel også, jeg tænder hans smøg.

Kaffen er klar, og der sidder han, Svante,

og græder og mangler en færge, der virkelig kan sejle,
kan holde det ude, det fandens til vand, ikke blot
over Øresund, nej, men til Riga, mindst, gerne til
Istanbul, Cape Town og Bogota, Nina kan rende ham
med sine kniplinger, Sverige stinker i grunden
af surströmning, himlen er grå overalt,
Skandinavien er endeløs, hundene glammer
på afsides strande, han håber,
de spiser ham op.

mandag den 15. december 2014

Venter,

men ikke
på fucking
Godot,
der går
busser
endnu,
han kan
nok fange
en, hvis
det er.

Den yndigste rose er funden,

den står i en have med pigtråd omkring,
som du aldrig vil se, men de har georginer
i Netto, de lever af vand og lidt lys
ind imellem, de ligner dig også lidt bedre,
de visner og rådner i hvert fald,
men vaserne, de varer ved.

Folk finder pladser på toget

så langt fra hinanden som muligt,
i taskerne ligger der liv, et for hver,
og nu kører det hele på skinner,
et skrig tørner ud over landet,
hvor køerne græsser og kattene skider
i sandkasser, på en perron
tager en stilhed imod.

Kvinderne samles ved brønden, og over dem skræpper

de, gæssene, det er en dag  i september, kastanjerne falder
og lander og indfarver hårbunden, og der er nogen,
som venter sig, andre, der spiser sig mætte i natskyggebær,
det er koldt, er det, vandet, og dybderne myldrer af fisk,
de kan se dem dernede, de minder om tunger, de smager
på alting og ingenting, vikler sig ind i hinanden og ud,
det er ligesom et rodværk, et mønster i te, man kan læse,
hvis ellers man vil, de har knive i bælterne, strenge at kappe
og samle, har fødder, som plasker i vandspejlet, udspreder ringe,
som vender tilbage igen, de skal hjem om lidt, hjem,
hvor der skides på tæppet, hvor muren er hård, gryden sort.

Dagen er gået på hæld, vælter ud

over alt, kældre fyldes med planer og ting,
som blev glemt i forbifarten, timerne klumper
sig sammen i banker, hvor gaderne drejer,
og folk går til bunds i sig selv,
synker fægtende ned mellem tårne mod bunden
af deres erindring, en mand står
ved stranden med planker og søm,
han vil ud for at fiske i dag,
fange ugler og sømunke, konen og dyrene
skriger på klinten, han vinker,
han stævner fra land.

Cyklerne sover på bunden af havnen,

og over dem hæves der penge,
som bare forsvinder, og hvor der er plads,
går der mennesker rundt med habitter
og hængerøvsbukser, og over dem
er der en himmel, hvor kloderne
giver den for fulde pedaler.

Natten er aldrig så lang,

som du tror, pludselig synger de,
fuglene, fulde af rædsel og lidder,
og pludselig kommer avisen helt proppet
med rædsel og lidder, og pludselig
står du der, sløret, men opfyldt
af rædsel og lidder, og beder
dine bønner, og kaffen er sort.

De store historier er slut,

og de små er i færd med at revne,
forstøve, blokere alt udsyn,
og snart er der kun anekdoter
tilbage, et hej i forbifarten.
endnu et skrid til det hele,
far, verden, far vel og ad helvede til,
og det passer mig fint, i mit rum
er der masser af bogstaver,
og jeg skal tælle dem alle før aften,
i morgen begynder alt forfra,
jeg tror, jeg har nok til et ord.

Vinden er vendt,

og nu bøjer den græsstrå igen,
bringer dyre frisurer i uorden,
bortriver flag, river bygninger ned
i forbifarten, så vi kan være her,
så vi vente på svarenes klask
ind mod kinden, på Dylan,
der smadrer sin guitar
og rider mod vest.

En mand går forbi,

og jeg ved ikke,
hvad han er til for,
hvad han skal fortælle mig,
hvor han vil hen med det,
ligesom, nej, giv mig
en enhjørning, grøn, helst,
med knurhår og wicklers,
det ved man, hvad er.

Det er næsten perfekt,

det er biler, som lækker på mørklagte P-pladser,
nyhedshistorier, der kunne have været korrekte,
dit ansigt, som minder en smule for meget om mit, når vi elsker,
en kirke, der smuldrer på skrænten ved havet,
en stilhed, som akkurat ikke formår at forstumme mit hjerte,
et stormvejr, der flænser sig selv,
poesier, som kalder på ord.

Går fra forstanden igen,

den er blevet for for stiv i betrækket,
går op i mit tøj og min løn,
er forstenet i sengen og æder albyler
en håndfuld ad gangen som om den
vil dø eller noget, det vil den vel også,
hvem pokker har lyst til at leve
med støvfrie hylder og orden på sagerne,
hvem gider peele sin hud og have mærker på alt,
folk skal se, den er åndssvag, forstanden,
fortjener sin skæbne og ved det,
kan føle det ind i mit inderste kærtegn.
mit ømmeste kys, den foragt, jeg er nødt
til at kalde for kærlighed blot for at rumme den,
tror, der er pletter på tæppet
og sår på dens arm næste gang, vi er til.

stormen

går hen
over landet,
nu vælter
der træer
i Skælskør,
og i Maribo
ryger der
tagplader
ned, og i
Esbjerg står
bølgerne
ind over
kajen, men
her er der
stille,
her dufter
af blæk,
her sker
ting,
intet øje
bør se.

torsdag den 11. december 2014

Røffel

Man har bygget
dig gader
at sulte i,
tanks, du
kan dræbe i,
kirker at
længes i,
stole at
spjætte i,
kister at
sove i,
fat så
din hammer
og smil,
mand, hvad
mangler du
ellers,
måske?

Kære klient

Kom så,
du kan godt,
du skal
faktisk,
gør det
for dig,
for vi
ved jo,
du vil
af din egen
fri vilje,
vi ved,
hvem du er,
vi kan
se det
på nettet,
vi ved,
hvor du bor,
og vi ved,
hvad du
giver
i leje,
vi ved jo,
du vil,
hvad med
mad, ellers,
hvad med
din kæreste,
hvad vil
hun gøre
med dig,
hvis du vil
noget andet
end det,
som du vil,
vil hun
ville
for dig,
vi vil ikke,
i hvert fald,
så vil,
hvad du vil,
og så vil
vi dig
også,
vi vil kun
dit bedste,
hvis ellers
du vil det,
du vil
af din egen
fri vilje.

onsdag den 10. december 2014

Vedbæk

om natten
er bare
et navn,
en perron
med lidt
lys på
et sted
i et
buldrende
mørke
med tusinder
af tunger,
der mumler
i drømme,
de snart
vil have
glemt.

Strejfer

Disse gader,
så tomme
de er
midt om
natten
i regn
i december,
så meget
jeg fylder,
så mørke
de er,
disse ruder,
du ser mig
igennem,
mens jeg
er på jagt
efter læ
eller trøst
eller bare
en bænk,
jeg kan
ligge og
fryse på,
til der
bliver
lyst.

tirsdag den 9. december 2014

Hemmelig beundrer

Du
skovler
sne,
spreder
salt,
skruer op,
strikker
sokker
med vejrbidte
hænder
i døsig
belysning,
men før
du ved
af det,
har nogen
placeret
en stor
buket
isblomster
foran
din dør.

Lignelsen om vandringsmanden (version II)

Lige siden han lærte at gå, havde han vandret. I starten bort. Bort fra den gård, han var født på og ikke ville overtage. Bort fra sine søskende og forældre. Bort fra sit land, sit sprog og til sidst sit navn. Da der til sidst ikke var mere at gå fra, begyndte han at gå til. At bevæge sig beslutsomt hen mod det sted, hvor vejen endte.

Først begyndte benene at værke. Så blev han døv og blind. Endelig knækkede han sammen og begyndte at trække sig fremad ved hjælp af sine blodige fingerspidser.

Men den endte ikke, vejen. Altid var der et hjørne mere at runde. Altid var der noget i luften, han ikke havde fornemmet før. Altid var der uro i kroppen og rastløshed i sindet. Og havde han troet på noget, ville han nok have sagt, han var endt i en udgave af helvede, hvor han selv var den udødelige og ubøjelige herre over svovlpølene.

Stor var hans lettelse derfor den dag, hvor han krøb ud i et ælte, han selv under opvisning af de største kraftanstrengelser ikke kunne undslippe. Jo mere han kæmpede sig opad med sine fingre, som nu var slidt ned til knoerne, jo tungere blev kroppen. En klam kulde sneg sig ind under det forrevne tøj og omsluttede kroppen, så de sidste kræfter tappedes af ham. Da følte han en ro i legemet, som var ham aldeles ukendt, og med det første smil i umindelige tider gav han op og lod sig synke til bunds.

Omkring ham var maskinerne igang. Der blev anlagt jordramper og hamret pæle ned i dyndet. Der blev støbt betonelementer og lagt asfalt. Der blev hejst kranse og tømt flasker.

Nu var man kommet dét videre.

Fødselsdagsdigt 2014

Samler
på år,
stopper dage
i skuffer
og måneder
ind i
mit skab,
når jeg
dør,
vil man
finde
det hele
og støbe
det om
til en
sten
med et
navn på,
og så
er der
styr
på dét
rod.

mandag den 8. december 2014

Drømmegalleri

"Det er
kunst",
siger hun,
rummet
er køligt
og hvidt
og så stort,
at det
ligner
det sted,
man tager
hen,
når
man dør,
og hun
fjerner
en splint
af et kors
fra min fod
i entréen
derhjemme
og smider
mig ud.

"Djævelen er til",

siger hun, "Djævelen er sneen og regnen og lysten og hadet og fryden, er alt, man kan eje, og alt, man kan miste, og alt, man kan leve af. Djævelen er lyden og duften og lyset, er smagen af jordbær og fingrenes dans over huden, er kongen og slaven og dig, men mest dig", siger hun.

Djævelen er kommet med blomster igen.

Friheden

Nogen
har smadret
billetautomaten,
der lugter
af pis
på perronen,
og dåserne
hober
sig op,
mens en
fuld mand
forsøger
at flyve,
det kan han,
men ikke
på Friheden,
ikke
i dag
og ej heller
i morgen,
men venter han
længe nok,
tager de ham,
rågerne,
med.

Set gennem

regnslør:

En kornmark,
der lægger sig

ned for
at drømme.

søndag den 7. december 2014

Lignelsen om granerne

Der var mørkt mellem granerne, hvor Marianne boede, og om natten sad hun ofte ved vinduet, mens hun tænkte over, hvad der kunne gemme sig derude. I sine mere realistiske stunder gættede hun på skræppende agerhøns, snusende ræve og måske en enkelt ugle, der plirede med øjnene og lyttede efter mus. Men det skete, hun drømte om, at skoven var fyldt med nisser, som bare ventede på hendes selskab, eller ellefolk, som ville vise hende alle deres magiske hemmeligheder. Værst var fantasierne om lurende voldtægtsmænd eller forsmåede stalkere, som overvågede hver eneste bevægelse, hun lavede i stuen, og bare ventede på muligheden for at komme til fadet. Alligevel pirrede det hende, mørket. Skulle hun ende med sperm i trusserne, skulle hun blive bjergtaget eller bare revet til blods i flugten bort fra et vildt dyr, var det trods alt at foretrække frem for livet bag hendes fire vægge, hvor børnene hylede inde på værelset, rudekuverterne ventede på bordet, kaffemaskinen sluprede og bornholmeruret, hun havde arvet fra sin mormor, bare slog og slog.

En sen nat, hvor hun endnu en gang ikke kunne sove, tog hun en beslutning. På bordet lagde hun sit pas, sit sygesikringsbevis, sit hævekort og et nyklippet hjerte i rødt pap til hver af børnene. Der skulle være orden i sagerne. Så lukkede hun yderdøren bag sig, skridtede hen over plænen og fortsatte ind mellem træerne ved skellet.

Forstmanden fandt hende næste morgen, hvor krattet var tættest. På lang afstand havde han hørt en jamren, der nærmest lød dyrisk, og han blev derfor noget overrasket, da han så kvinden, som sad på stubben og skælvede af kulde. Han forsøgte at tale til hende, men hun drejede bare hovedet og stirrede med et blik, han ikke kunne beskrive for politiet bagefter. Helt hvidt var det, hendes hår, hvilket ikke passede med ansigtet, som ganske vist var karakterfuldt, som det passede sig for en kvinde i sin bedste alder, men stadig havde ungdommelige, næsten pigede træk.

Hånden var fast knyttet om noget, han formodede måtte være et spor. Som han fortalte betjenten bagefter, mente han, det i situationen var vigtigt at danne sig et indtryk af, hvad der kunne være sket. Selvom hun spjættede, spyttede og skreg, holdt han hende derfor fast i et greb, han havde lært i militæret, så han kunne tvinge den op.

Den var tom, var den, hånden. Helt og aldeles tom.

Nogen

står op
lige nu,
børster
tænder
og kigger
i spejlet
og ser
virkelig alt,
der er til,
jeg er vågen,
har været
det længe
og øjner
kun glas,
som bør
tømmes
og fyldes
igen.

fredag den 5. december 2014

Ud i det blå på en tankestreg















- til TM

Der var langt til alt, hvor jeg blev født,
men ellepigen bagved fik jeg mødt,
og hun smilte skævt, så sagde jeg:
"Der findes ingen, der har ord som mig.
Der findes ingen, der har ord som mig.

Og hun sagde: "Hør, min fine ven,
hvordan du blev så grim, får nok stå hen".
"Og hvad så? Hvad gør det, lille dig?
Der findes ingen, der har ord som mig.
Der findes ingen, der har ord som mig."

Ud i det blå på en tankestreg.
Ud i det blå på en tankestreg.
Der findes ingen, der har ord som mig.

Og så kom vi til den store å,
hvor ræven tog fasaner, åd dem rå,
og i blæsten legede løvet leg.
Der findes ingen, der har ord som mig.
Der findes ingen, der har ord som mig.

Og hun viste mig, ja, den var slem,
hvor vinden blæser hen, når den skal hjem,
men den tætte skov var tyst og bleg.
Der findes ingen, der har ord som mig.
Der findes ingen, der har ord som mig.

Ud i det blå på en tankestreg.
Ud i det blå på en tankestreg.
Der findes ingen, der har ord som mig.

Hendes mor kom frem, det sagde knæk.
Det svirpede i luften, vi fik smæk.
Ræven gøede, da jeg løb min vej.
Der findes ingen, der har ord som mig.
Der findes ingen, der har ord som mig.

Jeg har vandret længe siden da,
men aldrig mødt en sjæl, jeg måtte have.
Jeg har spillet falsk og været fej.
Der findes ingen, der har ord som mig.
Der findes ingen, der har ord som mig.

Ud i det blå på en tankestreg.
Ud i det blå på en tankestreg.
Der findes ingen, der har ord som mig.


Gendigtning på dansk af "Way over yonder in the minor key."
Tekst: Woody Guthrie.
Musik: Billy Bragg.
Album: Billy Bragg & Wilco: Mermaid Avenue (1998).
Tidligere fortolket på dansk af Laura Mo på "Woody Guthrie på dansk" (2012). Skylder denne version et par ting.

Hør "originalen" her og Mos meget smukke fortolkning her.

Smøgen

har røget

sig selv,
der er aske

tilbage
at skaffe

sig af med,
og endnu

en nat,
der er blevet

til ingenting,
forude

ligger
en dag,

der har spredt
sine ben,

den vil
væk.

torsdag den 4. december 2014

Ingenting

smager af noget, jeg kunne vel æde
en brødrister uden at mærke en skid,
altså bortset fra denne forfærdelige
fylde, der vist nok skal til
for at miste et liv.

Vinduet

dugger,
og lyset
er dunkelt,
og snart
har jeg
fødselsdag,
snart
er jeg
halvvejs
i livet,
og vel
har jeg
aftenen
for mig,
men det
er kun
onsdag,
og lørdag
er længere
væk end
min død,
der er kaffe
på gulvet
og krummer
i sengen,
det ender
vel sådan
med alt.

onsdag den 3. december 2014

Snemanden

føler

sig få grader
væk fra et

køn uden
grænser.

tirsdag den 2. december 2014

Finder

mig
i det
af frygt
for at
finde
mig
selv.

Englemageren

Lavede
engle
i sneen,
for nok
var jeg
barn,
men jeg
vidste
omtrent,
hvad der
fandtes,
hvad ikke
var til,
hvad jeg
selv kunne
lave,
det ved
jeg endnu,
jeg vil
aldrig
få varmen
igen.

Der ryger

en finke
af panden,

nu sidder
den der
på sin gren,

pudser fjer,
skider af
og forsvinder.

Cold water flat

Der er koldt
i din lejlighed,
tror jeg,
og du lader
lamperne brænde
ved sengetid,
tror jeg,
og opvasken
håber sig op
på dit køkkenbord,
tror jeg,
og postkassen
bugner af tilbud,
du aldrig
får kigget på,
tror jeg,
jeg fylder
dit ingenting,
tror jeg,
med ingenting,
tror jeg,
men kig
under måtten,
der ligger
en nøgle,
du ved.

søndag den 30. november 2014

S

Digtet har sat sig fast et sted i maven,
det må være noget med skarpe kanter,
der bør files af, og al for tung betydning,
i hvert fald hjælper det ikke med svesker,
måske man bør skrive om svesker, måske
det er det, der kan få få tungen på gled,
som kan få den tale, til røven går,
faktisk helt forlader kvarteret og ses
næste gang på en afsides bjergtop i Nepal
i færd med at indkalde gribbe, legioner
af gribbe, til pludselige angreb på Brugsen
og tanken og banken, måske er jeg Superman,
måske skal jeg insamle mønter og sluge
dem en for en inde i bokse, der findes
så lidt, at man stadig kan ringe til Krypton.

Skipper

Ballonen er lettet,
og folk står med
vidtåbne munde
på græsset og vinker
til Syd, der har
ugler i håret,
som slås med hinanden
konstant og har kløer,
som kan rive selv
solen i stykker,
det regner med Mandrax,
og over ham
svulmer den, luften,
den finder sig
ikke i ingenting,
luften, et sted
står en cykel,
og købmanden
pakker en kurv,
det er onsdag om lidt.

Black friday

Rå vind
på strøget,

et mylder
af pakker, som

ikke bør
åbnes.

Uge 48

Kulde
som denne
forvandler
det hele
til sten,
så selv
drømme
kan stables
og formes
til huse,
som ingen
vil bo i,
der bliver
vel lys,
når vi
kommer
til marts.

Mørket:

Så mørkt,
at jeg
tror
den station,
toget
kører mod,
aldrig
var til.

torsdag den 27. november 2014

Hundene

hyler ved
Qivitoq,
ikke af sult
eller kulde,
og Månen
er gemt bag
ved tæpper
af sne,
men af
skygger
så mørke,
de aldrig
har kendt
til en
krop.

Ræk mig

en troldsplint,
så giver jeg
dig to,
har vi
nok af dem,
kan de
vel samles
til noget
engang.

onsdag den 26. november 2014

Tårnet

Trækker det,
Tårnet, igen,
og det styrter
som forudset,
teglsten
og murbrokker
fyger om
ørerne på mig,
men det er jeg
vant til,
det føles
lidt hjemligt,
i grunden,
og der er sgu meget,
uendeligt meget,
som virkelig
fortjener
og revne
og smuldre
og falde
til jorden,
men sig mig
ved lejlighed,
hvor jeg
skal bo,
til det
sker
næste
gang.

Regn

på mig,
skyer,
jeg ved,
I er
fulde
af vand
og fiduser,
som ikke
er lavet
af skum,
dem har
Gud
puttet
i jer
fordi,
han kan
gøre det,
tror jeg,
engang
var det
frøer,
men nu
sikkert
sjask nok
til over
en måned,
men regn
på mig,
skyer,
kom an,
jeg vil
se,
hvad I
kan.

tirsdag den 25. november 2014

Nivellering

Alt,
hvad jeg
rører ved
bliver
til støv,
ikke guld,
tag min
hånd,
vi skal
nok blive
lige
til sidst.

Præsidenten

er død,
politiet
er gået
på gaden
med hjelme
og skjolde,
reporterne
taster,
til fingrene
bløder,
og præsterne
prædiker
for grædende
flokke
på knagende
bænke,
og købmanden
fryder sig
over sit
udsolgte
lager
af Kleenex,
og mureren
tænder
sin Cecil
og blander
en ny
omgang
mørtel,
og udenfor,
helt
udenfor,
går der
mennesker
rundt,
de har
travlt med
at indånde
luft.

mandag den 24. november 2014

In my room

Velkommen til,
her bor jeg,
her i rummet,
hvor sjæle forsvinder
og skygger får kød,
og det hele er malet i gult,
her, hvor gulvet er loft,
og det hele er lavet
af selvsamme gummi som checkhæftet,
sæt dig blot ned,
her er kaffe og kage,
og frem er tilbage,
som nætter er dage,
og kragerne kommer her tit
for at søge en mage,
men finder kun lys på en stage,
der brænder i stereo,
ingenting ender her,
alt slutter bare med boblende hud
og mousserende hedvin i glas,
der er høje som styrtende tårne
en dag i september,
her ånder man glas,
man kan spejle sig i,
til man ligger på brødet
med peber og ketchup
og tyk, engelsk sovs,
og en mund uden grund
spytter ud for at sulte sig selv.

Katten

har sat sig
på bordet,
den stirrer,
som misser
nu gør,
ikke, tror jeg,
fordi den
har spottet
et bytte,
for vel
er jeg lækker,
men sikkert
en lidt
for stor
mundfuld
for væsener
som den,
nej, den ser,
hvad jeg er,
ser min
åndssvage
næse,
min mangel
på knurhår,
min pote,
som hverken
kan gå
eller flænse
en spidsmus
ihjel,
jeg er ikke
en ordentlig
kat,
det er
sikkert
og vist,
men jeg
findes da,
og jeg
er varm
hele natten
igennem.

Solen

er bleg
som et
lig,
den har
set mig
igen.

Prikken

i toppen
af skærmen
pulserer,
er blod,
som forlanger
et kød,
som jeg ikke
har magt
til at skabe,
men muligvis
tage fra
mit bryst,
hvis du
ikke
er sart.

Overtid

Fryser
og ryster
på bænken,
min ånde
kan ses
i den
knagende luft,
jeg har
gummisko på,
har et
nummer
på ryggen,
og formen
er fin
for en mand
i min
fremskredne
alder,
men træneren
tog vist
til Liverpool,
holdet er
gået på druk,
ja, selv
publikum
sås sidst
på flugt ind
mod byen
på jagt
efter
french dogs
og fadøl
engang
sidste sommer,
men kampen
er aldrig
forbi,
om der så
mangler grønsvær
og mål,
er jeg klar
og vil
ind.

Natten

har sænket sig,
ude på gaden
går nogen
forbi,
som jeg helst
ser passere
i stilhed,
imens koger vandet
i kedlen,
og selv har jeg
masser af digte
at være,
før nogen
får skrevet
dem ned,
hvem er ikke
min sag,
men jeg
håber
på dig.

torsdag den 20. november 2014

Kragerne

hakker

sgu i det
derude, men

finder
vel fred.

Føddernes

trin ned

ad dødsgangen,
fuglenes

flugt over
Tølløse.

Støvkorn,

der danser

i solen,
din hånd
slipper

min, døren
lukkes

onsdag den 19. november 2014

Regntid

Det har
regnet igen,
og alligevl
virker den
ikke ren,
verden,
men snarere
snavset
og muggen,
og selv,
hvis det
stod ned
i stænger
i ugevis
ligesom
i Bibelen,
formoder
jeg ikke,
at mørket
blev lyst
af den
grund,
men bevares:
Det kunne
stille
min tørst.

Uden titel

Så er vi
kommet
til der,
hvor historien
slutter,
og der
står vi så
og forsøger
at sætte
et passende
punktum,
og du vil
nok helst,
at jeg finder
et sted
til det lort,
men man
er vel
en gentleman,
æren
er din,
og du smider
det væk,
og jeg piller
det op,
mens jeg
råber,
at du er
en sindssyg
og hjernedød
kælling,
så får jeg
en flad,
før jeg går,
og du græder
og finder
din jakke
og smækker
med døren
og finder
en bus,
og så
er den
alene,
historien,
byen
er fuld
af dens
slags,
de har
rindende
vand.

mandag den 17. november 2014

Gråt i gråt

Det
er gråt,
og vi
vader
i gråt,
og vi
klæder os
i gråt,
og vi
indånder
gråt,
og de
små grå
er grå
ligesom
gråt,
det er
gråt nok
så gråt
af det
grå,
at man
gråner i
toppen.

Sjappede

stier

i krattet,
som ingen har

gået på,
ever!

søndag den 16. november 2014

Giv mig

en nat,
bare en,
der er
lang nok
til mig,
denne
stumper
for real.

Tyskerne













kommer
mit Schwarzbrot
und Knödel
und Glühwein,
de jodler
ad helvede til
overalt,
bygger borge
af sand
hele vejen
fra Blokhus
til Løkken
og ævler
om Wagner
og Goethe
på bistroen,
tror jeg,
jeg fatter
sgu ikke
et ord,
men de
kommer
og kommer
igen
næste år,
de har
pungene
med,
de har
dåsepils
med,
hvis
det er,
kan jeg
undvære
Als.

Dørene

smækker,

så længe,
de gør det,

betyder
det nok,

de er
åbne.

Vinden

er hård
i dag,
alt,
der kan
stå,
falder om,
alt,
der ikke
kan stå,
blæser væk
og bliver
fundet
igen,
hvor der
ikke
er brug
for det,
jeg holder
bare
mit vejr.

Ring,

hvis du tør,
du vil høre
min stemme,
min rigtige
stemme,
der kommer
fra halsen,
fra lungerne,
hjertet
og det,
der er
længere
inde endnu,
du vil lytte
med ører,
der hører
det hele
og ikke
blot det,
de kan rumme,
måske
vil de revne
idet,
de forsøger,
måske
vil de
blive
til blomster,
der dufter
engang
først i maj,
og måske
bare
udsmattet,
kvalmende
kødsnask
på gulvet,
der kalder
på sæbevand,
som du
må stå for
alene,
men ring,
hvis
du tør,
og du
gider,
jeg lover
dig:
det bliver
et show!

onsdag den 12. november 2014

Spontant rim om moderne nyhedsformidling
















Det handler om dig,
det handler om mig
og Kim Kardashians røv.
Det handler om ja,
det handler om nej
og Kim Kardashians røv.

Det handler om håb
og fortvivlelse, had
og Kim Kardashians røv.
Det handler om alting,
men ingen ser hvad,
kun Kim Kardashians røv.

Det handler om drivhusgas,
krisetid, pres
og Kim Kardashians røv,
men fuck det, nu
stopper jeg Metroxpress
op i Kim Kardashians røv.


(skrevet i anledning af, at landets eneste gratisavis d. 13/11 2014 af alle ting valgte at placere en vis ligegyldigheds bagfjerding på forsiden)

Kulden

vil ind,
den vil
helt ind
til marven,
til sjælen,
til Gud,
jeg er dum,
jeg står
stadig
i vejen.

Sig mig,

hvad vinden
er til for,
og jeg vil
fortælle dig,
hvor den
skal hen.

tirsdag den 11. november 2014

Pip

Spurven sidder stum bag kvist,
den holder bare kæft,
mens sneen dækker alting,
bærrene og græsset og dens fjer,
jeg tror, den fryser,
tror, den tier sig en varme frem,
der smelter alt til sidst,
mit tøj, min hånd, mit glatte ansigt,
det, jeg klodset glider af på,
mens jeg taler Fanden ører til
og bralrer rimfrost ud.

Invitation

Kaffen er klar, og så kommer
de, gæsterne, og de har dyr
med, og dyrene klør sig, og
sofaen myldrer af lopper, og
lopperne slæber bakterier hen
over kopper og teskeer, kaffen
er klar, og om lidt er det
alt sammen blevet til støv.

mandag den 10. november 2014

Luftning

Hundene pisser
ved hegnet,
og verden bliver
mindre hver dag,
alt får navne
og lov til at
smuldre i vinden,
et sted pifter nogen,
og halerne vipper,
en dør låses op,
lys bliver tændt.

Mineralogi

Vi gik omkuld i en busk
tæt ved yderste klitrække,
vi sank til bunds i et dyb,
der var endeløst grønt,
blev forvandlet til sten,
til en eneste hvas og skarp sten,
som du der, hvor du er lige nu,
bare finder i skoen og nok smider væk,
men får svært ved at male til grus.

søndag den 9. november 2014

Distant early warning (manus, 2014)

En udførlig arbejdsversion af den allerede - i hvert fald af mig - meget omtalte opfølger til min debut fra 2012, Picnic i Hiroshima. Igen er der tale om beatpoesi - faktisk i højere grad end i forgængeren - men mere forankret i nuet, hvor Picnic... var en slags livskatalog. Fabler for mig selv om en udgivelse i løbet af 2016, når støvet har lagt sig efter de to samlinger som kommer til næste år: Kvarts og 8600. Om alt går vel, ender serien med at blive til en trilogi en dag.



Resten taler sikkert for sig selv. Bon appetit!


***


Steffen Baunbæk
Distant early warning
Digte


***


Early distant warning

Endnu
en storm
er på vej,
og de hamstrer
bananer
og rugbrød
i Føtex,
de afsikrer
vægge
i kældrene,
lader geværer
og folder
sig hatte
af sølvpapir,
jeg står
på taget
og smiler,
der sker det,
som skal,
når det skal,
og i rette tid
smider jeg
tøjet.


No fun

Jeg er ikke
for sjov mere,
ikke til papnæser,
valgkampe,
krige
og sport,
ikke mere
forfalden
til soft ice
og amfetamin,
eller kys,
hverken bange
for Gud
eller Satan,
Bill Gates
eller banken,
for livet
er kort,
alt for kort
til et liv
med et navn,
en adresse,
en holdning,
et ansvar,
jeg skider
på livet,
jeg skider
på blomster
og bomber
og bleer
og bønner
og bræk
ned ad blusen,
giver pokker
i pokker
og poker
og poler
og Polen
og Pondus,
pingvin
eller ikke,
du ved,
jeg er ligeglad,
er jeg,
med dig
og med mig
og med os
og de andre
og venner
og fjender
og høje
og lave
og brune
og hvide
og gule
og røde
og gode
og onde
og dumme
og kloge
og raske
og syge
og hele
og halve
og hede
og hule
og helvede,
mand,
jeg har vejr,
der skal
trækkes,
så jo,
du må selv
lave dyr
af den
skide
ballon.


Dark matters

This is
the dark shit,
den seddel,
du gemmer
i lommen,
de raslende
flasker
i skuffen,
de skinnende
kæder
i kammeret,
arret,
du skjuler
strategisk
bag klæderne.

This is
the dark shit,
geværet,
der slumrer
på væggen
i stuen,
vokalen,
du kvæles i,
når du
forsøger
at sige
dit navn,
og den blottede
jordplet
i plænen,
selv ukrudtet
nægter
at spire på.

This is
the dark shit,
som rumskibe
suser igennem,
som stjernerne
skinner i,
hornkvæg
forsvinder i,
folk,
du har elsket,
har hjemme i,
celler
står sammen
i flokke
imod.


Primater

Aberne
lever
i Afrika,
der kan
de have det
så godt,
æde blade
og hvad,
de nu gør,
de der aber,
der ikke
er mennesker,
mennesker
skider
da ikke
på jorden
og boller
i flæng,
som de gør,
de der aber
i Afrika,
vi har
cisterner
og potter
og hemmeligheder,
vi har,
vi kan
opdrætte
grise
på samlebånd,
hvad skal
vi så
med bananer
og blade
og sten,
de der sten,
som de dræber
hinanden med,
aberne
nede
i Afrika,
vi har
missiler,
vi fikser
det hele
på én gang
på afstand,
lad aberne
blive
i Afrika,
der kan
de have det
så godt.


Min skat


1

Kigger
på katten
og kalder den
endnu en gang
for "min skat",
og det er den,
for dagen
vil komme,
hvor minder
er gyldne
og den
gravet ned.


2

Der gror pels
på min kat
for at minde
mig om,
den er
dyrisk,
og jeg
er et menneske,
og der
gror pels
i mit fjæs
for at minde
mig om,
jeg er mandig,
velsagtens,
og ikke
så ung
som dengang,
jeg blev født,
jeg har
kendt den
som killing,
og da
var jeg voksen,
og dog
er den ældre
end mig,
og jeg ved,
den kan blive
gravid,
men kan nogen
i verden
fortælle mig,
jeg er
en tøs,
er det den,
og den mjaver,
og dog
er det mig,
der har svært
ved at blive
forstået,
forpulede kræ,
smut nu
ud for
at fange
den mus.


3

Vågner
til lysende
øjne
i mørket,
og jo.
det er katten
igen,
fyldt
med muskler
og tænder
og kløer
og et sind,
intet levende
menneske
kan kende,
til bunds,
infernalsk
er det,
kræet,
dog sidder
det dér,
lige dér,
og beskytter
mit liv
og min sjæl
med sit liv
og sin sjæl,
det er smukt,
mis,
jeg elsker dig
fandeme,
men verden
er bare
så stor.


4

Katten,
der kræver
sin ret
til at jage
og dræbe
og elske,
og aldrig
får nej,
modsat mig,
der for evigt
må hævde
min plads
i en urgammel,
indviklet,
grænseløst
syg
fantasi.


Forestilling

Det er ligesom
på film,
der er altid
en skurk
og en hjælper,
en riffel
på væggen,
en rose
ved gavlen,
et point
of no fucking
return,
hvor et hjul
ryger af,
og et ben
går af led,
og en klode
forlader
sin bane
om Solen
og kaster
sig ud
i et mørkt
og uendeligt
rum,
der er
altid
en slutning,
en sal
fyldt med
popcorn
og sjatter
af cola,
en jakke,
som nogen
har glemt,
og en rulle,
der spoles
tilbage
og puttes
i dåsen
og hurtigt
er glemt.


Position

Åh, disse
suk efter
lønnen
og huset
og opsvinget,
al denne
længsel
mod ferien,
ringen
og dåben
og lykken,
ja, mest
af alt
lykken,
det flygtige
skidt,
jeg har nok
i at vente
på toget,
det ved
man da
kommer
engang.


Regnskab

Kigger
på ingenting,
byerne
farer forbi,
det er lidt
som en nedtælling,
dørene åbnes
og lukkes,
og dåserne rasler
på gulvet,
og nogen
vil slås
mod de sorte
i weekenden,
kigger
på ingenting,
verden er våd
udenfor,
dråber falder
på ruden,
én til
og én til,
det er lidt
som en nedtælling,
bukserne strammer,
og huden
bliver løsere,
spædbarnet skriger
i selen,
jeg kigger
på ingenting,
gør jeg,
på ingenting,
lægger
mig til.


Velkommen, november

Velkommen,
november,
velkommen,
din snavsede,
gråsprængte
snylter
på sjælen
og kroppen
og pungen,
velkommen
til endnu
et langsomt
trafikuheld,
endnu
et åndeligt
syrebad,
endnu
en evighed
tilbragt
på skidne
og mudrede
brosten
blandt hastige,
puffende
skuldre,
velkommen
til nisser
i ruder
på alt,
alt for dyre
butikker
og mørke,
uendelige mængder
af bragende,
blændende
mørke
i himlen
og hovedet
og blikket,
velkommen,
november,
dit svin,
gå nu bare
din vej,
lad mig være,
men tak, du,
trods alt
for din tid.


Mørket

er der,
jeg har hjemme,
er der,
jeg kan ånde
og tænke
og se,
hvad jeg gør,
jeg har hjemme
blandt ugler
og katte
og djævle,
blandt dyr,
der forstår,
hvad jeg er,
som kan se,
hvad jeg ikke
kan blive,
et menneske
blot
for at tage
et eksempel,
så hellere
bare
en bøddel,
et bytte,
en raslen
i busken
i mørket,
før Solen
står op.
Livet

er noget,
der kræver
bedøvelse,
whisky,
morfin eller
fladskærme,
kys
eller slag
eller fuglesang,
hvad som helst,
bare
man ikke
kan føle
de løse,
betændte
sekunder
i munden,
ja, bare
man stadig
kan smile
og spytte
dem ud
i den nærmeste
kumme.


Kill city

Åh,
men byen,
altid
denne længsel
efter tomme
pladser,
altid
står der
nogen,
ikke bare
mellem
linjerne,
men på dem,
og har
sure tæer
og ret
til samme
ro
og samme
glemsel,
samme nåde,
man et sted
som her
må dræbe
for
at få.


Arkitekter

skal dø,
de er lavet
af glas
og beton,
af beton
og metal
og kvadrater,
hvis ellers
kvadrater
er noget,
som noget
kan laves af
bortset
fra kasser
af glas
og beton,
som man dør af
at se på,
hvis ikke
man dør
af at dø
af at arbejde
i dem
på kasser
af glas
og metal
og beton,
arkitekter
kan dø i,
måske,
hvis, måske,
arkitekter
kan dø,
hvis de kan
er den bare
i vinkel.


Skyld og straf

Hvis det ikke
er min skyld,
så er det
nok din,
er det ikke
din heller,
så er det
de andres,
de andre
skal straffes,
de andre
skal hænges
ved halsen
og dø,
de skal brænde
i helvedes
flammer,
de andre,
som ikke
er os,
til de bliver
uskyldige,
ganske
uskyldige
ofre
for os,
der skal hænges
ved halsen
og dø,
som skal brænde
i helvedes
flammer,
til vi
bliver ofre
for mig,
mig,
som ikke
er os,
men skal
hænges,
om blot for
en sikkerheds
skyld.


Ghost town

Det er sådan,
det er:
Folk forlader
mit liv
én for én,
nogle mister
et liv eller to,
når jeg
smækker
med døren,
mens andre
bliver skygger
på stolen
i hjørnet
og pludselig
fordamper
en dag,
hvor jeg vasker
gardinerne,
andre endnu
fryser langsomt
ihjel i min
forhave,
bløder
til døde
i kælderen
eller bliver
bortført
af vinden
så nemt,
som de blæste
herind sidst,
jeg luftede ud,
jeg har grundlagt
en spøgelsesby,
jeg bliver afgjort
en fornem
borgmester.


Handyman

Jeg har bygget
mit helvede
selv,
jeg har
selv
gravet hullerne,
selv hældt
det affald
derned,
jeg har antændt,
og selv plukket
englene ud,
der skulle falde
og blive
til djævle,
og givet
dem forke
til jul,
jeg har selv
bygget tronen
af jern,
som jeg
sidder på,
selv vævet
kappen
af ild,
som jeg bærer,
jeg kan
en hel masse
med hænderne,
frøken,
kom ind,
du skal bare
se løjer!


Dig

Jeg har tænkt
på dig ofte fordi,
det var dig,
jeg skulle glemme,
fordi vores fremtid
var bygget
på gravpladser,
klirrende flasker
og blodigt placenta,
fordi vi så alt,
alt for meget
og alt, alt for lidt,
når vi så på hinanden,
og ikke kunne se,
hvor vi gik,
når vi gik
hver til sit,
som vi plejede,
til vi omsider
fik nok,
jeg har tænkt
på dig tit,
jeg vil have dig
igen og igen
gennem tusinder
af knækkede liv,
jeg er angst for,
hvad kærlighed er.


Jeg kan godt lide

Johanne Schmidt-Nielsen,
og ikke fordi
hun er smuk,
for det er hun,
specielt, når hun koger
af vrede,
det gør hun ret tit,
der er intet i vejen
med dét,
men det sker,
at hun siger
noget næsten fornuftigt,
hun prøver
i hvert fald ihærdigt,
og hvad
kan man
ellers forlange
af en,
der får løn
for at pisse
mod vinden
konstant
under blitzlys
og tilråb
og spot,

jeg kan godt lide
at køre i tog,
de er ikke præcise,
de bugner af folk,
man med fordel
kunne være foruden,
og lugter af hundepis,
ølsjatter, bræk
og fordærvet falafel,
men udsigten, ja,
den evindelige udsigt
til alt det,
man kender
fortvivlende godt,
og den måde,
den aldrig
er ens på,
er nok
til at holde
én kørende
endnu
en dag,

jeg kan godt lide
naturen,
og nej,
det er ikke
friserede parker
og trimmede plæner,
jeg snakker om,
fandeme natur,
mand,
med lorte,
der lugter,
og blomster,
der kradser
i næsen,
og fugle,
der rådner,
og harer,
der boller
som harer
i engen
og spreder sig
uhæmmet,

og jeg kan godt lide
magnolier
og galnebær,
kandis
og chili,
von Trier
og Russ Meyer,
Rimbaud
og Don Rosa,
Nick Cave
og Roxette,
Lao Tzu
og LaVey
og bondage
og piske
og kærtegn
i sengen
på vægtløse
morgener,

åh jo,
jeg kan godt lide
en masse,
der siger
en masse
om mig,
og alligevel ikke
en skid
og slet ikke
til dig,

du har godt
af at gætte
på det,
du har vidst
hele tiden.


Introducing love to a cynic

Flammende
hjerter
er godt,
brændte broer
er bedre,
men urbraget
bedst
af det hele,
åh, tryk på den,
knappen,
forfør mig
med torden
og lynild
og undergang,
Sturm & Drang,
søster,
er slet
ikke nok
til at gøre mig
menneskelig
igen.


Overgreb

Vær
et objekt,
vær en ting,
jeg kan bruge
og skille
mig af med
bagefter,
og så
skal jeg nok
være din,
mens du
river min hud
til konfetti
og spilder
min sæd
og min tid,
jeg skal nok
bære resterne
ud i containeren,
når du er gået
og fløjte
i badet,
mens duften
af dig
skylles væk
fra mit hår
og min pik
for at ende
i kloakken
et sted,
det er fair
og reelt,
men at snige
dig ind,
hvor du gør
lige nu,
dét er vold,
moster,
meningsløs
vold.


Jeg vil skrive

et hul,
som kaniner
kan gemme
sig i,
jeg vil skrive
et hul,
som de kommende
slægter
kan bruge
som port,
jeg vil skrive
et hul,
intet lys,
ingen stråling
kan undslippe,
skrive
et hul,
som er større
end det
i mit liv,
du
forsvandt
ud
igennem.


Ordene

Ordene kommer
måske af sig selv,
hvis man lader dem,
måske er de lidt
ligesom katte,
måske skal de
dræbe lidt først
eller pisse i krogene,
før de er klar
til at gnide sig op
ad den hånd,
der vil alt muligt
andet end kæle,
måske er det dem,
der må vente,
måske er det mig,
der skal vaske
mit ansigt
og børste mit hår,
før det lykkes,
måske er det noget,
der sker,
det dér digt,
ligesom kys
og trafikuheld,
vindpust
og brækkede arme,
måske
er dét alt,
man behøver
at vide
om dét.


Agenda

Det er ord,
er det,
simpelthen ord,
der forsøger
at finde hinanden
blandt tusinder
af andre,
der alle
skal steder hen,
spændende
steder
med palmer
og knivdrab
og brændende buske,
de ord,
som vil ud, ind
og væk
fra det hele,
og helst
aldrig vende
tilbage
til sjappet
og smudset
og stanken
af bilos
på Tagensvej
hen imod
aften
en klæbende
dag i
oktober,
ja, ord,
der går hen
over hovedet
på mine,
som ved,
der er tag
over himlen,
som helst
bare folder
sig ud
for at folde
sig ind
i hinanden
og varme sig,
falme
og dø.


Pust

Dage,
hvor alting
er sagt
bedre før
af en
anden
end mig,
og det hele
er flade
klichéer,
mit hjerte,
min kærlighed,
lykken
og sorgen
og længslen
og kragernes
pikken
mod ruden
fordi,
de vil ind
efter kød,
bare repetitioner
og tomme pust
ud i det
lufttomme
rum for
at mindes
mig selv
nu,
jeg faktisk
har talt
mig
ihjel.


Fyld

Endnu
en dag
og en side,
som gerne
skal fyldes
med løgn
og latin,
så det virkelig
giver mening
igen,
der der virkelige
noget,
der ikke
er løgn
og latin,
men fiktion
og swahili,
du ved,
hvis man gerne
vil høre
min mening,
det vil man
sgu nok.


Det offentlige rum

I det offentlige rum
er der stjerner
og sole
og mænd,
der har måner,
og hver og én
har de drabanter,
der river
sig løs
eller falder
til jorden,
alternativt
hænger
i banen
for evigt
og uanset hvad
blot er fyld
i det offentlige rum,
hvor der enten
er koldt
eller brændende
varmt,
og man hænger
alene
i mørket
og drejer,
men kun
om sin helt
egen akse,
og henfalder,
gløder,
mens slaggerne
falder
til bunds,
styrter sammen
og ender
som huller,
der sluger
sig selv
og enhver,
som skulle komme
forbi,
hele tiden,
til sidst
også tiden
og hele
det offentlige rum,
hvor man dør,
hvis man prøver
at ånde,
og alt afgiver
radiosignaler,
men ingen
bliver hørt
eller frelst.


Dødsstjernen

Manden med leen
er fandeme en stjerne,
det skider jeg på,
og i klasse
med Dietriech og Callas
og Frankieboy,
cool, så selv katte
bliver bange og flygter,
og sikker i stilen som få,
ingen ser ham
på stranden i Rio
med patter af plastic
og læber,
der svulmer af Botox,
og ingen har spottet ham
inde på Zen
med en halvlunken
Carlsberg i hånden
og pletter på tøjet
i færd med at bolle
tilfældige tøsebørn tykke,
for Manden med leen er cool
og så cool,
at de blitzende buske
bag slotte
og luksushoteller
og country clubs
pludselig bliver mørke
og underligt stille
idet, han passerer forbi,
og skulle Skat
checke tallene,
passer de altid,
for Manden med leen
er ærlig
og snyder sgu ingen
for noget
og tager,
hvad der tilkommer ham,
uden håb
om forhandling,
og hvad det end er
for et tvivlsomt talent,
han er født med,
turnerer han
ivrigt og endeløst,
indtil enhver
synger med,
til al hån
og kritik
er forstummet
og manet
i jorden.


Besøgstid

Der sidder
hun så,
Gertrude Stein,
i sin stol
i Paris
med et lille,
skælsk smil
på sin læbe
og byder mig
velkommen,
og jeg
er høflig
og giver
hende hånden,
og grebet
er fast
som en mands,
og jeg ved ikke,
hvem,
der har sat
denne dagsorden,
hvem,
der er mand
eller ikke,
og teen
er klar,
og der sidder
vi så,
uret tikker,
og Alice
B. Toklas
er ude
i køkkenet
i færd
med at skrive
en bog
om sig selv,
der vist ikke
er hende,
og Gertrude
er ikke helt
Gertrude,
og jeg,
jeg er fuldstændigt
lost,
og jeg spørger
ganske ærligt om,
hvorfor
jeg er her,
"I stedet
for Hemingway",
svarer hun:
"Han fatter
akkurat
lige så lidt,
som du gør,
kære ven",
og vi ler,
tømmer koppen
og kigger
på rosen
i vasen,
der visner
og visner
og visner,
jeg vågner,
det banker
på døren.


One size

Passer mig selv,
som en uldvante
efter en kogevask
passer den hånd,
den er strikket til:
Vil altid mere,
end armene kan,
længes ud,
men har stadigvæk
kun mine gåben
til rådighed,
prøver at finde
mig selv
på de fotos,
der tagges
på nettet,
men spotter
kun tænder
og skægvækst
og hår
på en duknakket,
halvgammel
herre
i tranedans.
Ring,
hvis du ved,
hvem han er!
Han har snuppet
min fysiske
fremtræden!
Meld ham,
han udskriver
checks med
mit hjerteblod!
Dræb ham,
før jeg bliver
kvalt i hans
stramme
og falmede
slips!


Locus

Hundene ved,
hvor jeg bor,
de har pisset
på døren,
i hvert fald,
og det både
schäfere,
collier,
pitbulls
og mynder,
om lidt
kommer
strømerne helt
sikkert også
med skjolde
og hjelme
og pumpguns
og pløkker
mig ned,
mens de
filmer
det hele
til DR
og YouTube,
så alle
kan se
for sig selv,
hvor de
har mig,
og at jeg
forbliver der
temmelig
længe,
velsagtens
for altid,
men mig
gider ingen
fortælle,
hvor pokker
det er.


Plejer er død

Jeg plejede tit
at tage ned
til den å,
som flød gennem
min hjemegn,
og stirre
i timer
på vandet,
der strømmede
udad
mod Randers
og Oslo
og Rio
og kanten
af Jorden.
som endnu
var flad,

og jeg plejede tit
at forelske mig,
drømme
om bryllup,
familie
og hellig
forening
af sjæle,
før pigen
var kysset
endnu,
og jeg så,
hvad der var
under kjolen,

jeg plejede også
at tro,
man kunne ændre
på verden
med sange
og digte,
at våben
kunne smelte
og firmaer
lukke,
hvis bare
man gav
alt,
man var,

og jeg plejede ofte
at bede
til den gud,
jeg fik med mig
i dåbsgave,
bede om,
at dagen
blev god,
at jeg ikke
fik bank
bagved skolen,
at morfar
blev rask
og kunne grine
igen,

og jeg plejede
vist nok
at tro på,
at mennesket
var godt,
at der fandtes
en engel
i alle,
at selv den
mest kyniske
stodder
var ganske
fornuftig
på bunden,
at tillid
kun affødte
tillid,

jeg plejede, jo,
og skønt plejer
er død
som en sild,
står jeg vagt
ved hans lig,
til jeg selv
dejser om.


Boldblind

Ville ønske,
jeg kunne
lide fodbold,
det fejler
jo ingenting,
græsset,
og duften
af læder
er fin,
og at score
og vinde
er altid
i orden,
og druk,
når man
taber,
er helt
på sin plads,
men jeg
hader det,
fodbold,
jeg hader,
at alt
bliver aflyst
så snart,
der bliver
piftet
i fløjten,
jeg hader
at være
til overs,
når flimmeren
flimrer,
og alle
i stuen.,
som ikke
er mig,
brat forvandles
til hujende
monstre,
der ikke
kan tale
om andet
end finter
og kort,
og jeg hader
den måde,
en snurrende
bold
og dens
famlende færd
gennem ingenting
styrer
det hele på,
bare jeg
godt kunne
lide fodbold,
så gik der
vel noget
i mål.


Requiem

Jeg kan godt lide
de folk, der er borte,
de brokker sig
ikke så meget,
det gør noget,
blander sig ikke
i mine beslutninger,
dømmer mig ikke,
når jeg går for langt,
synes aldrig,
at jeg er for tyk
eller dum eller vred
eller kedelig,
kender mig enten
til bunds eller ikke
- som om,
der er forskel -
og giver mig
ingen grund
til at lade være
med at elske
og savne,
de folk,
der er borte,
er med
på den værste
og bedste,
jeg siger
det hele
med blomster.


Incitament

Vi må
tilbage
til jorden,
til mergel
og rødler
og sand,
diffusion
og osmose,
til øjet
og øret
og tungen,
til ploven
og pennen
og sværdet,
til det,
vi kan gå på
og gå med,
til det,
vi kan være
og fatte
og miste,
til alt det,
vi er,
når vi ikke
er os,
så vi aldrig
vil glemme
igen,
hvorfor
fuglene
lærte
at flyve.


Fuglene

vågner,
de sidder
i træet
derude
og snakker
på kaudervælsk,
men det
er kønt,
er det,
kønt
som det helt
spæde sollys,
dit ansigt
på puden
og frøenes
driven
i vinden,
jeg ved ikke,
hvad
det betyder,
det hele,
nok intet,
måske
er det nok,
det
er til.

Afrika

findes,
det tror
jeg da,
for jeg
har læst
om det,
har jeg,
i bøger,
der har man
giraffer
og næsehorn,
ved jeg,
og løver,
man skyder
for sjov,
der er
løver nok,
nemlig,
i Afrika,
og der
er også
pygmæer
i Afrika,
små, sjove
mennesker,
der er
så sorte som
skosværte,
dem må man
også godt
skyde,
det tror
jeg da,
for der
er nok
af dem,
er der,
i Afrika,
og de
er ikke så
virkelige,
nemlig,
er lidt
som giraffer
og næsehorn,
noget,
der findes
i bøger
og gamle
aviser
som løgn
og latin
og den slags,
og det sker,
at de skyder
hinanden,
det ved jeg
fra tv,
så råber de
vist
unga bunga
og boko haram
eller noget,
det lyder
lidt grimt
og er også
for vildt
for min smag,
men måske
gør det slet
ikke ondt
på dem,
for man
skal findes, jo,
før det
gør ondt
at få kugler
i panden
og sådan,
det gør man
jo ikke
på tv,
der bløder
man bare
en smule
på gulvet
og tørrer
det op
og går ud
for at handle
i Netto,
og der
har man
kaffe
fra Afrika,
kaffe
er til,
jeg har
drukket
det selv,
så må
Afrika
findes,
måske har
de ret,
de der bøger,
måske
skal man
spare
på kaffen,
man bliver
så fjern
af det
stads.

Heart of glass

Glas
er et smukt
materiale,
så glat
og så klart,
det dog er,
og så
føjeligt,
når det
er varmt,
tænk,
hvis bare
dit hjerte
var lavet
af glas,
tænk
på alle
de vaser,
karafler
og ænder,
det dog
kunne
blive til,
ja, det
kunne blive
til alt,
man kunne
købe det
på en bazar
i Bahrain
for en slik, du,
og aldrig
fornemme,
at det var
dit hjerte,
og man kunne
tabe det
for dig
på afsides
steder
i Bonn
og New York,
du fik
aldrig
behov
for at rejse,
min ven,
hvorfor dog
se Venedig
og dø,
hvis det hele
kan klares
i Brønshøj
for færre,
langt færre
moneter,
det knuses jo
før eller
siden,
det stads,
det er
klart, du,
og made
in Taiwan.

Brænd mine breve

Brænd
mine breve,
for postbuddet
ligger
og raller
på trappen,
og sprækken
i døren
er lappet
med klister
og krydsfiner,
tiderne skifter,
min skat,
det er vigtigt
at følge dem, skat,
ingen åbner
det lort mere,
de er for svære
at slette,
containeren
står jo
gudhjælpemig
ude i gården,
og regnen
er våd,
ligesom sneen
er kold,
og det hele
er bøvlet
og utrendy, skat,
det er kun folk
som dig,
der forlanger
det hele
på skrift,
det er kun dig,
som gider
at åbne
for noget
som helst,
så kom straks
til fornuft, skat,
smid væk,
hvad du ikke
kan bære
i brystlommen,
brænd
mine breve,
forstøv
mine breve
og sæt så
dit hår.

Duerne

hakker
i jorden,
de lever
af det,
som vi
ikke
kan se,
de bliver
tykke
og fede,
de duer,
kan nok
ikke bære
en oliegren
længere,
snart næppe
heller
dem selv.

Asfalten

bider,
man kun,
hvis man
falder,
og vi
falder ikke,
vi går,
vi har
ben,
har vi,
fødder
og lår
og den slags,
de er til
for det samme,
mens asfalten
mest er
beregnet
til bildæk,
til hjul.
og det
mangler vi,
hjul,
det er
nok derfor,
asfalten
bider.

Tomme

perroner,

et ispapir
rasler for

tæt på
et sted.

fredag den 7. november 2014

Blund

Falder
i søvn
på min stol
og kan se,
at jeg altid
har sovet,
at det,
der gav
mening,
er sært
og absurd,
at de ting,
som var faste,
er noget,
man drukner i
uden at
vågne i
sidste sekund,
som man gør,
hvis man
ellers
er levende,
natten
er kort
som et
strå.

Dharmakaya

Buddhaen
ude
i haven,
som før var
af sten,
er af
kød nu
og rejser
sig op
for at gå.

torsdag den 6. november 2014

I dag

stod den
ikke op,
solen,
men det
gjorde
regnen
til gengæld,
nu kravler
den ind
under huden
og knoglerne,
den har
så også
behov
for at
søge
i læ.

Egon

går ud,
sikkert
mest
for at
ikke
gå til,
han går frem
mod et kryds,
han går
an,
han går
væk,
han går
bort,
han går
ind,
han går
ud
som et
lys,
ikke
Egon,
for Egon
går op
i sig
selv.

onsdag den 5. november 2014

Min skat



1

Kigger
på katten
og kalder
den endnu
en gang
for "min skat",
og det er den,
for dagen
vil komme,
hvor minder
er gyldne
og den
gravet ned.


2

Der gror pels
på min kat
for at minde
mig om,
den er
dyrisk,
og jeg
er et menneske,
og der
gror pels
i mit fjæs
for at minde
mig om,
jeg er mandig,
velsagtens,
og ikke
så ung
som dengang,
jeg blev født,
jeg har
kendt den
som killing,
og da
var jeg voksen,
og dog
er den ældre
end mig,
og jeg ved,
den kan blive
gravid,
men kan nogen
i verden
fortælle mig,
jeg er
en tøs,
er det den,
og den mjaver,
og dog
er det mig,
der har svært
ved at blive
forstået,
forpulede kræ,
smut nu
ud for
at fange
den mus.


3

Vågner
til lysende
øjne
i mørket,
og jo.
det er katten
igen,
fyldt
med muskler
og tænder
og kløer
og et sind,
intet levende
menneske
kan kende,
til bunds,
infernalsk
er det,
kræet,
dog sidder
det dér,
lige dér,
og beskytter
mit liv
og min sjæl
med sit liv
og sin sjæl,
det er smukt,
mis,
jeg elsker dig
fandeme,
men verden
er bare
så stor.


4

Katten,
der kræver
sin ret
til at jage
og dræbe
og elske,
og aldrig
får nej,
modsat mig,
der for evigt
må hævde
min plads
i en urgammel,
indviklet,
grænseløst
syg
fantasi.


(en række ældre kattedigte, som er blevet samlet til ét i forbindelse med manuskriptet Distant early warning)

Splut badut

Nogen
har klippet
en måne ud,
klistret
den op
bag ved
blokken
og malet
den gul
med en tusch,
Gud har ikke
et ansigt,
det siger
han selv,
ham der
præsten,
men ligner
nok Jørgen
Clevin.

Revision

Manden
på trappen
er død,
han var
bare
i vejen,
han lugtede
grimt
og så
fæl ud,
han tiggede,
gjorde han,
først
efter penge
og så
for sit liv,
han var
underskud,
var han,
på kontoen,
røde tal
fjerner man,
rigtige
mennesker
bløder
sgu
sort.

Nørreport

minder
om noget,
en syg
og dement
gammel
muldvarp
har skabt,
hvad det
gør os,
der ruller
igennem til,
aner
jeg ikke,
men mørket
er fint,
som det
er.

Katten

er faldet
i søvn,
helt
i søvn,
og nu ligger
den der
i mit skød,
mens den
drømmer
om drabet,
den mjaver
med blottede
tænder
og stritter
med kløerne,
selv er jeg
mere til
moser
og tåge
og frost,
men vi
vågner vel
inden
det bliver
for sent
til at
elske
hinanden.

Håbet

"Kys
mine børn
fra mig",
hvisker
en navnløs
soldat,
før han
udånder,
hjemme
i landsbyen
sprættes der
bamser op,
dukker
får ting
stukket op
i sig,
vugger
er omsvøbt
af flammer,
nu leger de,
ungerne,
benene
bærer dem,
armene
kastes
om halse
og trykker
så til.

Etude

Regnen,
så satans
banal,
den dog er,
mens den
endnu
en gang
ikke falder
til jorden
perfekt.

Digtets krystal

- til PSL


1

Digtets
krystal
vejer tungt
om din hals,
det er ikke
et smykke,
du smelter,
min ven,
ikke dét.


2

Digtets
krystal
laver ridser
i huden,
du knuger det,
mester,
for hårdt
i din hånd,
for vel
klumper det,
blodet,
men ædelsten
stivner
det ikke til,
vel? Gør det
ondt nok
at skrive
nu? Hvad?


3

Digtets
krystal
bryder lyset,
der gispes
bekymret
i salen:
Dét samler
du aldrig
igen.

De principatibus

"Verden
er noget",
man skaber,
det siger han,
fyrsten,
ministeren
lytter
opmærksomt,
"vi planter
et land,
du kan herske i",
siger han,
fyrsten,
"vi sår,
hvad du vil,
og lader
tusinder
af kranier
revne
og udfolde
dine
idéer",
det siger han,
fyrsten,
ministeren
ringer
og skriver
og samler
notater
og roder
i skuffer
og spande
og giver
det hele
til fyrsten,
der ler
og går ind
til sig selv
for at
hekse
og trylle,
ministeren
sætter sig
ned på
sin stol,
der er
Robinson
lige
om lidt,
der er
chips
i den
fedtede
skål.

Andetstedsnærvær

Omme
bag skoven,
hvor bladene
falmer
og falder,
ja, ovre
bag havet,
hvor vragene
skyller
i land,
ja, bag
solen,
der synker
på plads
i sit
kranium
venter du
på mig
med kaffe
og kage
og tid nok
til endelig
at snakke
det hele
ihjel.

Lokal 777

Låste mig
selv ud
om natten,
du vågnede
næppe,
og gjorde du,
følte
sikkert en
pokkers
til lettelse,
det gjorde
jeg, men
jeg lagde
et nummer
på bordet
for bare
at gøre det,
tror jeg,
du ringede
aldrig
til gud.

fredag den 31. oktober 2014

Jisei

Husk,
at jeg
prøvede,
husk,
at jeg
næsten
var den,
som
jeg var,
husk,
jeg sådan
omtrent
fik bedrevet
de ting,
jeg var
født til,
og faktisk
var tæt
på at være
den kærlighed
værd,
som jeg fik,
husk,
jeg bad
mine bønner
for andre,
men sjældent
mig selv,
der fortjente
hvert hug,
jeg blev
tildelt,
og husk,
at jeg ikke
var glad
for buketter,
men helst
blot lod
blomsterne
gro,
hvor de
stod,
husk,
jeg
prøvede,
husk,
at jeg
opgav
til sidst,
nogen
måtte,
så verden
blev stor
nok
til
dig.

Endnu

en dag
går af led,
hænger bare
og dingler
i luften
som om,
den er til
for sig selv,
ikke noget,
man anvender,
faktisk har
brug for,
men blot en
guddommelig
vits, ingen
griner af,
mens de
går tidligt
i seng
og er
trætte
af mere
end alt.

Lyset

er klart,
mine øjne
kan slet
ikke
rumme det,
jorden
er hård,
mine fødder
begynder
at bløde
ved tanken
alene,
og luften
er ren,
ja, så ren,
at jeg
hoster
den op
som i
krampe,
men vandet
er vand,
og det
går hele
tiden,
jeg dykker
min evighed
væk.

Håndsrækning

Giv mig
din hånd,
der er ting,
jeg skal
læse
endnu,
der er sår,
jeg skal
pille i,
varme,
jeg mangler
at få,
jeg skal
føre den
ind, hvor
dit hjerte
er træt
af at
slå.

onsdag den 29. oktober 2014

Stories for boys














Edge

sidder tavst
hen i bussen
en onsdag
i Hillerød,
hvor han
har shoppet
asparges,
han er træt,
han har ikke
sin guitar med,
den har
han glemt
på hotellet,
hvor Bono
har drukket
sig stiv
i absinth,
han er
sikker på,
Adam
og Larry
er taget
til bowling,
han slukker
mobilen
og sukker
og stirrer
så ud i
det silende
regnvejr,
der ingenting
skjuler,
for han
er The Edge,
ligesom Dublin
er Dublin
er Hillerød,
folk af
hans slags
ville ønske,
de havde
behov
for en
optiker,
udenfor står
David Evans
og glor.


Larry

kan godt
lide
at tromme,
er altid
på stikkerne,
stikker
i øjnene,
stikker
bemærkninger
ud til enhver,
der vil ind
under skindet,
for Larry
har takt,
er en takt
og har ikke
en tone
i livet,
kun den,
der vil synge
kan gøre
det
falsk.


Bono

har været
i Irma,
og nu
går han ud
med en
stivfrossen
and i
sin favn,
den er fransk,
den kan sige
je t'aime,
hvis man
steger den
grundigt
og længe,
men Bono
er hæs
og beruset,
har glemt
både "Pride",
"One"
og "Gloria",
Dublin
er fyldt
med kartofler
og folk,
der vil væk,
tænker Bono,
han skælver
i kulden,
han taber
sin pung i
en rist.


Adam

har stillet
sin bas
op ad muren,
der har den
det bedst,
og nu sidder
han der,
lutter øre,
og spiser
sit æble,
det skrog,
han er
inde, hvor
kernerne
bor,
han er
tung
af musik.

Pippi















Langstrømpe
ligger
i sengen
og tænker
på alt det,
hun kan,
og på alt det,
hun må,
hun er træt
og ugidelig,
gider sgu
knapt nok
at drømme,
for hvad
skal en pige
som hende
dog drømme om?
Far går
på grund
ud for Skagen
og drukner
i Havskum,
og mor
ved hun
stadigvæk
ikke,
hvem er,
hun er
Pippi,
hun ejer
en hest
og et hus,
hun har nok
ikke råd
til en sol.

tirsdag den 28. oktober 2014

Solen

så lav
og så bleg,
at den
minder om
nogen,
jeg så
i et spejl,
før jeg
kom til
mig selv.

Rammer

et fortov
og ved
ikke helt,
hvem
jeg er,
jeg har knogler
i kroppen,
og blod
pibler frem
af min hånd,
der er nogen,
som kalder,
jeg hører
et navn,
det er stemmen,
jeg genkender,
natten
er sort,
jeg kan
gå på den,
ovre bag
lygterne
er der
en dør.

Bono

har været
i Irma,
og nu
går han ud
med en
stivfrossen
and i
sin favn,
den er fransk,
den kan sige
je t'aime,
hvis man
steger den
grundigt
og længe,
men Bono
er hæs
og forvirret,
har glemt
både "Pride",
"One"
og "Gloria",
Dublin
er fyldt
med kartofler
og folk,
der vil væk,
tænker Bono
og skælver
i kulden
og taber
sin pung
i en
rist.

Græsset

er altid
lidt grønnere
der, hvor
man ikke
kan se det,
den eneste
trøst er,
at køerne
æder det,
dem kan
man godt
slå ihjel,
så er
alt godt
igen.

lørdag den 25. oktober 2014

Naboen

larmer,
jeg ved
ikke hvad,
han har
gang i,
han har vel
et liv,
det forstyrrer
ad helvede
til, han
må godt
holde op
med den
slags.

Lørdagen

løber i
kloakken,
hvor rotterne
drukner
i strømme
af regnvand
og snavs,
mens vi
siddder
heroppe
på bænke
og fliser
og godt nok
er våde,
men aldrig
bliver
rene
igen.

Ugen

er slut,
nu kan folk
være folk,
ikke det,
som de er,
men sig selv,
hvis det ellers
er noget,
de kan
mellem alt det,
de har,
mellem alt det,
de skal,
hvis de ellers
vil være
en smule
for andre,
der ikke
er andre
for dem,
men den del
af dem selv,
som de ikke
kan være
alene,
og når
de har
været det,
længes
de efter,
at ugen
skal starte
igen.

Faktotum


Charles Bukowski
forleden,
han smadrede
flasker
på gaden
og svor,
at det fandeme
var slut
med det lort,
før han satte
sig ned
med sin pen
på en kantsten
og stirrede
ned på
papiret
i håb om,
det nok
ville blinke
før ham,
han tog
fejl,
men i Spar
var der
tilbud
på blæk.

Vådt og tørt

Tænker
på dig,
du er ude
i regnen
et sted,
og der
har du
det godt,
meget bedre
end her
i mit liv,
hvor der
flyder med
brugt tøj
og affald
og digte -
som om,
der er
forskel -
jeg tænder
en smøg,
her er
tørt,
her kan
brænde
en ild,
her kan
tændes
et bål,
og der
har jeg
det godt.

Vinduesplads

Der sidder
en gammel mand
der, hvor
jeg sad for
et øjeblik siden,
han taber
det hele
så småt,
både lokker
og tænder
og næse
og mund,
han har lommerne
fulde af savn
og forvirring,
han spørger,
om jeg ved,
hvor vi egentlig
skal hen,
jeg er sikker,
han taler i
vildelse
nu.

Vinden

har lagt sig,
nu pusler
den under
min dyne,
den snorker,
og jeg
sidder her
og er søvnløs,
hvem ved,
hvad der sker,
hvis jeg
smutter
i seng?

Verden

er ikke
din ven,
den er
businesslike,
giver dig
noget
for noget,
men hvad
ved du først,
når du
får det,
måske endda¨
mister det,
når du
igen er
alene
i huset
med opvask
og regninger,
og dine
skabe
er fulde
af tøj,
men du
ingenting
har at
tage på.

Ulvene

venter langs
afsides stier
ved stranden
på bytte,
som aldrig
vil komme
forbi nu,
hvor Tivoli
er her,
og ingen
vil glo
på en sol,
der går
ned.

Skylle

Lad den
dog falde,
den regn,
her er intet
at værne om,
intet
at huske
og intet
at blive til,
lad den
dog falde
og opsluge
ansigter,
byer
og kloder,
ja, lad
den dog
falde,
den regn,
lad den
bortskylle
alting,
selv Gud,
lad den
falde
og ramme
en bund,
der er
til.

Note til Darwin

Markerne
står under
vand,
de er
ælter
af mudder
og græs,
og alligevel
står de
der bare
og glor,
de der
køer,
det er nu,
de bør
udvikle
luffer
og lære
at leve
af rejer
og fisk,
de er
dumme,
de køer,
de ved
lige
præcis,
hvad
de er.


(Vendsyssel, oktober '14)

Maarup Kirke

ligger der
endnu,
men uden
tag
og kor
og gud,
og ben
og kister
stikker ud
ad skræntens
sider,
her dør
døden selv
i ro
og mag,
på stranden
er der
rav, som
ingen
ser.

Mågerne

kæmper sig
frem i strid
modvind,
skal åbenbart
steder hen,
havet er
næppe helt
ens.

Ved Lønstrup

er kysterne
stejle,
her skrider
historien
i vandet
og bliver
til noget,
man svømmer i,
hvis man
er modig,
her hiver man
fisk op,
de minder
som regel
om folk,
man har
kendt.

Lygterne

tændes,
selv mørket
har ret
til at
finde den
lige vej
hjem.

Lignelsen om månemanden

Manden i Månen var træt af at være alene, så han sendte invitationer ud til alle, han under sin nattevagt havde set på jorden, og indbød dem til fest. 300 indbydelser blev det til, for Jorden var trods alt langt væk, og selvom hans syn var skarpt, var det ikke alle og alt, han kunne få øje på.

De 100 af dem åbnede postkassen og smed indholdet på trappen i opgangen, hvor det hobede sig op, indtil en bandende og svovlende vicevært bar det ud i skakten og svor, at det var denne gang, han ville sende en fuldfed regning for svie og smerte ud til hver enkelt.

De næste 100 åbnede forsendelsen og lo, da de så adressen. Så krøllede de brevet sammen og smed det i kakkelovnen, efter katten eller bare ud ad vinduet.

99 havde intet rumskib.

Det havde Carl Sagan, for han kendte drengene fra NASA og vidste, de havde noget gammelt skrammel stående i Area 51, han måske kunne bruge. Ved hjælp af en dunk petroleum og noget gaffatape fik de startet apparaturet, og iklædt sit strammeste puds landede Sagan i Mare Tranquillitatis, hvor Manden i Månen tog imod med flag og kager og boller med grøn ost og saftevand, for nu havde han endelig selskab. Og Carl Sagan tog for sig, for i mange år havde det eneste, han havde set, været konferencehaller og hvide laboratorierum, hvor han havde været Carl Sagan, men aldrig bare festet.

Og Stilhedens Hav brusede over og bar Armstrongs flag med sig til kyster en mælkevej væk.

Jævnfør Geneserat

Kaster
mig ud
på det
dybe vand,
gør det
igen
og igen,
jeg kan
slet ikke
svømme,
men hvad,
jeg får
sikkert
lidt tørt
land at
gå på
en dag,
hvis jeg
fortsætter
sådan.

Hornsleth

kan høre
den ringe
på bordet,
mobiltelefonen,
han ved,
der er vigtig
besked,
det er ikke
fra Dan,
det er ikke
fra Lars,
det er ikke
fra nogen,
han ønsker
at kende,
han åbner
den ikke,
han svarer
på alt,
og alligevel
ringer
den stadig,
han sveder,
gør Hornsleth,
han sveder,
han tror,
han har feber
i sjælen,
han tror,
han må lægge
sig ned
på sit lærred
og sove
den ud,
men den ringer,
mobiltelefonen,
den ringer
endnu,
man har
trukket
hans nummer,
han ved det,
han ved,
han har
vundet
en præmie,
som Warhol
engang
vandt
en præmie,
han ikke
kunne afslå,
han ved,
han er
Hornsleth,
han ved,
han må svare,
han ved,
han må svare
for alt,
der er
regnvejr
i Bredgade,
nu løber
farverne
ud.

Fyrtårnet

tuder,
vi rømmer
de splintrede
både,
vi går
vores vej.

Dum fugl

Pludselig
sidder der
fandeme
en musvåge
henne ved
vinduet,
nej, det
er ikke
en ravn,
det er det,
som er meget
forvirrende,
"sig noget",
råber jeg
til den,
men kræet
er åndssvagt,
har nok i
at pille
i fjer,
før den letter
og lægger
en klat,
den skal jeg
tørre af,
går jeg
ud fra,
men skaden
er sket,
dens fækalier
også, nu
klager jeg,
gør jeg,
til Poe.

Drøm om VU

Nico
kan ikke
lide Lou,
Lou kan
ikke lide
Nico,
hver tone,
de skaber,
bliver spaltet
præcist
som plutonium,
verden
bliver aldrig
helt klar
til den slags,
det er Andy,
for Andy
er lavet
af plastic
og silke
og sølvpapir,
John,
han er ikke,
han svinger
sin bue
og filer
en superstreng
over,
mens Sterling
og Moe
hæver hyren
og går
ud i hvert
deres liv
mellem mure
af hvidt lys
og varme
og klirrende
glas, det
er vinter,
det sner
i New York.

Double

Jeg giver op,
og du server,
og bolden,
den satans,
evindelige bold,
er i spil igen,
og jeg forsøger
at miste den,
står der i kanten
af banen med
krydsede arme
og klør mig
i røven,
du redder den
for mig
igen og igen,
og vi vinder
gudhjælpemig,
du er så grim,
at du ved det,
du minder
om lommeuld,
svedskjolder,
stinkende
gummisko,
men du
er guld værd,
det er du,
og nu
kan jeg købe
en fornem
revolver
i fred.

Close encounter

Drømmer om
rumvæsener,
drømmer
om store,
uformelige
skikkelser
ingen kan
sige, hvor
kommer fra,
drømmer,
de ved,
hvem jeg er,
hvad jeg skal,
hvem, der
skabte mig,
drømmer,
de pløkker
mig ned
eller flyver
mig væk
eller hilser
i farten,
men uanset
hvad, er
jeg nøgen
og lille
og navnløs
hver gang,
drømmen
slutter,
og du
vågner op
i mit
sted.

Blændværk

Der er ingen
flag hejst,
der er ingen,
som fødes,
og ingen,
der dør,
der er stille
i æteren,
havet
og jorden,
du hvisker
at det her
er Paradis,
du er
en slange,
du er!

Ansigter

flimrende
bort i
et lyst
slør af
blade
en dag i
oktober.

Adresse

Tal
til mig,
ark,
du kan
roligt
fortælle
mig
alt det,
du ikke
vil sige,
og så
vil jeg
vise dig
alt det,
du ikke
kan blive,
alt det,
som jeg
ikke vil
være,
som derfor
går ud
over dig,
kære ark,
det skal
nok blive
godt,
det skal
nok give
dig fylde
og formål,
og tro mig,
en dag
vil du
glemme
min lumskhed
og svig,
du vil
fælde
en tåre
af blæk,
når
jeg dør.