fredag den 29. november 2013

Vejrudsigt

Skyerne krummer sig sammen,
og snart er der sne, og så ler vi
og kælker og falder og dør
helt alene i kølige sale,
hvor andre forsøger det samme
ihærdigt i døgndrift,
mens pumperne pumper,
og skærmene bipper,
og alle bliver væk,
går i ét med det hvide tapet,
og det drysser fra loftet,
og alle folk kælker og ler.

torsdag den 28. november 2013

Brænd mine breve,

en anden mand skrev dem,
en anden mand havde en pen
og en tro på, at ting kunne siges,
at liv kunne frankeres
og nå selv den fjerneste brevsprække
uanset vejret og føret,
ja, brænd mine breve,
hvis ellers du fryser,
så varmer de sikkert endnu.

Ti små snavsede fingre

Vask dine hænder, de renser sgu ikke sig selv,
de har bygget og smadret og skubbet og rørt,
de har været de steder, du ikke har været,
har gjort alt, du ikke har gjort,
og har hvilet i skødet,
mens engle faldt ned og blev grød
på det nærmeste sjappede fortov,
skrub til, nu, bliv ved og blev ved,
de skal væske og bløde som straf for,
du hænger på dem og vil gøre det altid,
skrub knoglerne fri, ja, skrub længere ind,
der er snavs nok at fjerne endnu.

onsdag den 27. november 2013

Mr. Manic














Bjørnene venter
på sletter,
du aldrig vil gå på,
med knurrende maver
og kraftfulde kløer,
disse gader er våde
og velkendte,
solen er lav
over Blackwood
og Cardiff,
og luften
er diset,
din hud
er så bleg
og så tynd
som papir,
du vil skrives på,
vil du,
4 real.


Til Richey Edwards (1967 - 1995)

Code red

Verden er gået i seng, ser det ud til,
og gaderne fyldes med buskontrollører,
kontorfunktionærer og børn,
ingen ved, hvad skal bruges til,
før de bliver mennesker engang,
og man baner sig vej
gennem dåser og poser og hjemløse,
huse bliver bygget på taget
af ældre modeller,
der synker sig vej ned i fugtige enge
fra dengang, der endnu var byer til,
klokkerne kimer, alarmerne lyder,
og ørerne bløder benzin,
der er glasskår i sengene,
fly driver sammen i bunker,
et øje slås op, det er blindt.

Dagene

falder

som fugtig
cement

i november,
der bygges

på noget,
men hvad?

Julen er

nær, der

er blinklys
i gaderne,

glas løber
over.

mandag den 25. november 2013

Det er

december,

og bjørnene
sover, men

sætter dog 
fodspor.

Åbent vand

Der stod vi så
ved Sletterhage Fyr,
min mor og jeg,
og der var stenet
hele vejen
ned til vandet,
der var hot dogs,
vi kunne spise,
der var udsigt
til en skylle
over bugten
og en Kia,
der skulle hjemad
inden længe,
det var ikke os,
der tændtes
lys for,
ikke
denne
nat.

Stjernerne

skinner,

og det har
de ret til, jeg

sliber
min jagtkniv.

Tågen

er lettet,

og alt står så
klart, at man

blændes
ved synet.

Ørnen

har spottet

sit bytte,
nu falder den,

sneen,
børn hujer.

lørdag den 23. november 2013

Dallas forever

Kennedy, vink! Der er
noget i luften, jeg ved ikke hvad,
det er ikke missiler fra Cuba,
i hvert fald, er ikke Khrusjtjov
på privaten, er ikke parfume
på halsen af Marilyn Monroe,
men er der, det er det,
det lurer i kamre bag lukkede døre,
det nærmer sig hastigt
fra ganske umulige vinkler,
det bærer dit navn
gennem uger og år,
op til Månen og længere ud,
hvor det blinker og skratter
og lyser så hvidt, at selv guder
bliver blinde, så vink,
John Fitzgerald!
Man hilser da pænt
på et punktum.

Sådan cirka Kastrup

Der er heste
på Amager
og rørskov
på Amager
og malurt
og blåbær
og haver
på Amager
og asfalt
på Amager
og huse
og blokke
og bander
og benbrud
på Amager
og kister
og blinklys
på Amager,
ja, frem
for alt
blinklys,
der glimter
farvel,
hver gang
nogen
får vinger
på Amager.

Træernes

grene

her sidst
i november, så

tunge
af frihed.

Søstykke

Sildenes
sprællen

i nettet,
den leende

fisker,
vulkanen.

Tiden

går hurtigt,

måske den skal
fange en

bus
eller noget.

onsdag den 20. november 2013

Sommeren ligger i vejkanten,

noget har ramt den,
og hvad det end var,
er det bare kørt videre,
ud, hvor man findes endnu
og har gummisko på
og så videre,
stanken er grusom som hvepse,
ubrugelig til andet
end ren, rå beruselse,
døgnene slingrer,
og Månen er fuld,
dine lommer er tunge af mønter,
du letter, du
mødes igen næste år.

Paydirt

Skruen er løs,
men den passer
endnu, det er muligt
at samle det hele
én ø og ét fastland
ad gangen, så har man
en verden, og så
kan den flyde lidt rundt,
hvor man ikke kan ånde
så nemt, ellers, spytte
lidt lava og skvulpe
lidt bølger, hvad verdener
nu engang ventes at gøre
i tilfælde af, de er ordentlige
verdener, måske ikke bedst
af dem alle, men mindre
er godt nok, det siges,
og så kan du stå der
på toppen, som altid
er der, hvor du er,
med en svensknøgle,
smudsig og fedtet,
i hånden og vente
på lønnen, der
aldrig står mål
med din indsats,
og stinke
af jord.

tirsdag den 19. november 2013

Støvregn

og kulde,

det sænker
sig, mørket, jeg

kysser
dets pande.

Dådyrvej

Det var en dag i november på Dådyrvej. De sidste blade på træerne var helt skrøbelige og gule, men de fleste var faldet til jorden, hvor de nu lå og ventede på vindpust, som kunne føre dem ind i stuerne, ind på vindueskarmene. Ind, hvor de ikke hørte til.

Jeg hørte heller ikke til. Det havde aldrig været mit kvarter, og nu var Voel ikke engang min by længere. Engang havde flækken været fyldt med ansigter, jeg kendte. Farfar kunne jeg hilse på, mens han kørte højt syngende forbi i traktoren på vej om til Foderstoffen, hvor han jævnligt forsynede sig med kraftfoder og såsæd. Farmor løb jeg tit på oppe på biblioteket, hvor vi var de to største kunder, og hvis ikke der, så omme hos købmanden, hvor sladder om alle områdets beboere livligt blev udvekslet hen over disken. Nu lå de begge to omme på kirkegården, og Foderstoffen var blevet til den parkeringsplads, man standsede på, når man skulle over for at lægge blomster.

Her på Dådyrvej boede købmanden i en stor, men ikke prangende villa. For rig var han nok. Han fik endda nedlagt og solgt butikken, før den blev udkonkurreret af døgneren og Brugsen. Men pengene steg aldrig hverken ham eller Grethe, hans kone, til hovedet. I en by, som ikke var stor nok til at rumme et borgerskab - eller måske i virkeligheden andet end et borgerskab - var nøglen til succes at forblive i jordhøjde. At tale lige venligt til barnet, bonden og præsten. At lytte til deres sorger og glæder og svare ærligt, men høfligt, og sortere de mørkeste, giftigste hemmeligheder fra dem, man for den sociale sammenhængskrafts skyld kunne lade gå videre til smeden og rendegraveren, når de kom ind efter smøger og citronmåner. Særligt Grethe var en ren kunstner, når det kom til den slags. Når man talte med hende, havde man fornemmelsen af at få alt - alt - at vide om alle, men bag det smidige mundtøj bankede der ikke desto mindre et hjerte, som ikke blot kunne bære den tungeste viden, men vidste, hvornår det skulle tie.

Nu var gamle Jens Købmand død og havde været det i mange år. Grethe havde man hverken set eller hørt meget til, siden butikken lukkede, og slet ikke efter, hun var blevet alene. Men et eller andet sted i villaen måtte hun stadigvæk sidde, tavs og eftertænksom, med et 3D-kort over Voel som mental tilstand gennem generationer pakket væk under kjolen. Jeg kunne have ringet på. Der var så meget nyt at fortælle. Om nætternes bragen i det indre København. Om kendisser på druk og falmede legender i gummistøvler. Jeg ville sikkert også være blevet taget pænt imod, om jeg havde gjort det. Men gravfreden gælder også ind imellem de levende.

Nede i bunden boede de stadig, Christians forældre. Christian havde gået et par klasser over mig omme på skolen, og da jeg første gang så ham, vidste jeg, at vi havde set hinanden før. At vi ville få vores tid i dette liv også. Den kom nogle år senere, da Dungeons & Dragons kom til landet, og vi var en gruppe, som mødtes et par aftener om ugen for at klaske orker og nedslagte drager, mens vi nedsvælgede pasta, pølser og cola. Ind imellem hørte vi også plader, og jeg, Christian og Robert, som spillede alf, formede i lange aftener hinandens smag ved at spille Joy Division, Tracy Chapman og Public Enemy på skift. Til sidst smed vi sværdene og lavede et fanzine i stedet for. Samlede det, vi havde af skrivemaskiner, printere, lim, papir og sakse, tastede løs, mens Christian satte houseskiver på grammofonen, og kopierede det færdige resultat omme på skolen, hvorefter resultatet blev solgt i Århus og København. I Voel var der ingen, der gad læse det. I Voel var der ingen, der forstod os og vores drift mod fjerne verdener.

Og drev væk, det gjorde vi. Robert til Århus, jeg til Aalborg. Bladet blev nedlagt, og mange år senere tog jeg til en koncert på Skråen. Der sad Christian bag billetlugen, meget snakkesalig. Men det eneste, vi havde at tale om, var et stort, tomt rum, vi engang havde været i.

Moderen levede af akupunktur. Hun punkterede folk eller noget. Hun var aktiv endnu, kunne jeg se.

Der klistrede blade fast under sålerne. Det var en dag i november på Dådyrvej. Det var ikke mit kvarter.


***


Efterår,
klart vejr,

jeg vandrer
i farver, der

knaser
og smuldrer.


***


Købmanden
sælger

kun stilhed nu,
konen i

køkkenet
barndom.


***


Christian
findes,

det samme
gør stjernerne,

hænderne
visner.


***


Vejen er
lang, den

går derfra
og dertil, den

ender
med fødder.

Krigeren

Træerne
visnede
for dine fødder,
du græd over,
alting var bart,
du bar våben
i hænderne,
hærmand,
du ønskede
blod,
du bed
græs.

Lignelsen om Schumans chip

De skete i de dage, at man opfandt en chip af kvarts og diamant, som ikke blot kunne rumme de seneste 10 års feriefotos, tusindvis af downloadede film og komplette, omfattende pladesamlinger, men også arkivalier, offentlige dokumenter, artikler, bøger og notater fra hele verdenshistorien. "Den har ingen kritisk masse eller nedbrydningstid", sagde opfinderen, Morton D. Schuman fra Berkeley University kort før, han modtog Nobelprisen for opdagelsen: "Og vi får i al overskuelig fremtid kun brug for ét eksemplar".

Som sagt, så gjort. Først tømte man samtlige floppy discs for indhold og lagrede dem på den magiske chip. Så gik man i gang med cd'er, harddiske, databaser og konstant opdaterede udgaver af internettet. Tusindvis af folk blev sat til at indtaste materiale, som aldrig havde eksisteret i digital form, og til sidst supplerede man op med et komplet DNA-register over den eksisterende menneskehed, som løbende blev opdateret.

Da arbejdet var så afsluttet, at det kun skulle vedligeholdes, glødede chippen rødt, men alle systemer viste, at der fortsat var rigelig med plads. Så i et par århundreder fortsatte man med at oplagre alt, man kunne opsnappe, til tingesten blev først hvid, så sort. Og så en dag kunne ingen længere sige eller gøre noget. Selv vinden stod stille, og sollyset føltes dødt. Lyste op gjorde det, men al friskhed var forsvundet. Motorer summede, men havde ingen fremdrift, og ure stod stille på væggene.

Så var der en, som trak vejret.

Så var det, det startede. Suget.


(med tak til Ulf Johannesson for inspiration)

Wibiærgh

Førhen
lå Viborg
for enden
af Hærvejen,
konger
blev kåret
på hellige stene
ved søen,
og mønter
blev præget
af mestre
i hytterne
oppe
ved viet,
nu har man
et Landsarkiv,
hvor man
kan læse,
hvorfor
det fik galt,
og et galehus,
hvor man
kan komme
sig lidt,
og en banegård,
hvor man
kan drage
med natten
mod vest,
fulgt af
domkirkens
klukkende
klokker.

Germania

Wagner
i Gjern,
ikke sikker
på fødderne,
vaklende hen
til hotellet,
hvor han kan få
stjerneskud, jo,
og en bitter
til halsen,
men mjødet
er udsolgt
på ubestemt tid,
og det samme
er vildsvinet,
himlen
er lav,
han får buler
i hovedet,
og sproget
så ukendt
som ham.

Barn

af min
tid, jo,

men barn
af min evighed

hellere,
tak, du.

Farfar igen

Vågner,
og farfar
har siddet
i sofaen,
nu er
han væk,
og der findes
en ny dag
i verden,
og der
er jeg til,
og jeg sætter
mig der,
hvor han sad,
og jeg venter
jeg vågner
igen.

mandag den 18. november 2013

Bryan Ferry,















oh yeah,
on the radio,
lækkende 
længsler
og blod
fra en knapt
synlig flænge
i jakken,
der er
fra Armani,
of course,
eller Avalon,
vandet
gør forskellen,
Gatsby,
det fjerne
er nært
som dig selv,
slave to love,
færgen venter,
min ven,
do the strand.

søndag den 17. november 2013

Fromt ønske

Tid nok
til tid

er vel ikke
for meget

forlangt.

Bare

gå ned,
sol,
jeg passer
butikken
imens,
den skal
nok
løbe rundt
af sig
selv.

Hr. Simonsen

Førhen var Allan
en mester til bold,
stjernen på Pionteks
udsøgte hold.
Toptrænet, sulten
og ambitiøs,
fodbold-Europa så,
ulven var løs.

Nu er han danser,
måske, hvad ved jeg?
Benene spjætter da
hver deres vej.
Folket har valgt,
snart er Simonsen Gud!
Mesteren, dog,
er for altid stemt ud.

fredag den 15. november 2013

Forvildet statusopdatering II

Hvor mange
troldsplinter

skal der til
for at bygge

en trold?

Signalfejl

Toget
står stille
på sporet,
og folk
snitter sæder op,
pisser
på gangen
og skændes
om ingenting,
navnene
venter
på næste
perron,
her og nu
er man
mennesker.

onsdag den 13. november 2013

Lyset

er tændt
for de sidste,
der kommer,

os andre
går ud

en
for en.

Djurerne

Hvem djurerne var,
er der ingen,
som ved,
de var ikke i Rom
ligesom goterne,
ikke på Krim
som herulerne,
ikke i England
som anglerne,
bare på Djursland
med ploven
i hånd
eller noget,
de passede
deres,
mens verden
tog form
rundt omkring dem,
og vel kom de,
danerne,
med deres skjolde
og sværd
og erobrede alt,
men de skulle
jo tømmes,
de ruser,
og kornet
skulle tærskes
og børnene
fødes
og byerne
bygges
fra bunden af,
planke
for planke
og mursten
for mursten,
til Ebeltoft
fandtes,
og Grenå
kom til,
og så var der
en carport
at lave
bagefter,
en stue
at indrette,
skjorter
at stryge
og græs,
der skulle slås,
der er stadigvæk
rigeligt at gøre,
før nogen
kan sige,
hvem
djurerne
er.

mandag den 11. november 2013

Lider




















i stilhed,
en folkesport
er det
at kende
hinanden
på blodspor
i sneen
og gå
i den modsatte
retning
og stivne
i afsides buske,
alene,
bevares,
men dog
gældfri.

Venter på sne,

på usynlighed,
kølighed, ro,
på at lave
en engel et sted,
du kan smile af,
mens du
tager hen
til en anden
end mig.

Herning

er ikke en by,
men en velsmurt
maskine,
der spytter
de mennesker ud,
den behøver,
de lever, jovist,
køber sødmælk
og lottokuponer,
får børn
og slår prutter
og sådan,
men den drager
et lettelsens
suk,
gør den,
gågaden,
hver gang
en fodgænger
dør.

søndag den 10. november 2013

Knocking on heaven's door

Onkel Per
var betjent,
og jeg tror,
han var velkendt
og frygtet
i Aalborg
blandt alle
de folk,
som jeg vidste,
hvem var,
men sandsynligvis
slet ikke
burde,
og aldrig
fik spurgt
om den slags,
Onkel Per
var en bjørn
i en rolig,
besindig mands
krop,
altid opsat
på retfærd
og retsind,
men grundigt
bevæbnet,
det var han,
jeg så
hans revolver
som barn,
den var nypudset,
renset
og klar,
så han aldrig
skulle mangle
et stærkt
argument,
når det gjaldt,
hvad det heldigvis
ret sjældent
gjorde,
og år
efter år
og årti
på årti
blev der skrevet
rapporter
og samlet beviser
og sørget
i stilhed,
når nok
en kollega
gik ned
eller faldt
eller gik
på pension,
og til sidst
også Per,
lovens arm,
der blev kunstigt
forkortet
af alder,
men altid
var sikker
og stærk,
selv til sidst,
da den trætte
sherif
slap pistolen
og bankede på
hos Sankt Peter
med skiltet
i hånden
og mindede
mest om
en voldspillet
single
med Dylan.


(til Aalborg elegi. Per Højbak (1940 - 2013) in memoriam)

Fem smådigte


Du har rum,
du har tid,

sætter fedtede
fingre
på ruden,

som aldrig
går væk.

 
***

Hundene
glammer,

der lugter
af blod,
hvor du

går, det er
frostvejr.

 
***

Øjnene
tomme,

måske
har de
simpelthen

travlt med
at sluge.

 
***

Regnen
i mørket,

der aldrig bliver
rent, om

så himlen
løb tør.
 

***

 
Dage,
hvor verden

er noget, man
husker og

tilgiver
så småt.

fredag den 8. november 2013

Vejen

er lang til Damaskus, og tågen er tæt, ingen kalder dig
til sig, du mærker kun skægget, der gror,
og de blødende hæle i støvlerne, stokken er snart
slidt helt ned, så du krummer den, ryggen,
og stirrer på sandet, du sender
til vejrs, du er heldigvis
ikke en Paulus.

Den fremmede

Ringkøbing
lugtede
ikke af fisk,
ikke mere,
og mørket
i Jylland
var lyst,
kunne jeg se,
og måske
var der Bibler
til salg
på en hylde
ved Blå Kors
ved siden
af skibe
på flaske,
men fjorden
var blank
som et spejl,
da jeg
viste mig,
mågerne
skreg.

Dagen

er slut,
som så meget
er slut,
og så ligger
man der
som det sidste
i verden,
måske,
og erindrer
på fuldtid
og føler
sig træt
som en evighed,
lækkende
morgener
og blod.

Inferno

Falder ned
i et dybt
og sort hul,
ned til løgene,
stenene,
lavaen,
ikke på jagt
efter døden,
men skærsilden,
lykkelig
er den,
der går tabt
i en blomme
af flammer.

Velkommen, november

Velkommen,
november,
velkommen,
din snavsede,
gråsprængte
snylter
på sjælen
og kroppen
og pungen,
velkommen
til endnu
et langsomt
trafikuheld,
endnu
et åndeligt
syrebad,
endnu
en evighed
tilbragt
på skidne
og mudrede
brosten
blandt hastige,
puffende
skuldre,
velkommen
til nisser
i ruder
på alt,
alt for dyre
butikker
og mørke,
uendelige mængder
af bragende,
blændende
mørke
i himlen
og hovedet
og blikket,
velkommen,
november,
dit svin,
gå nu bare
din vej,
lad mig være,
men tak, du,
trods alt
for din tid.

onsdag den 6. november 2013

Videbæksenderen

Videbæksenderen skratter,
på engen står køerne klart frem på skærmen,
din hånd er et lille mirakel,
en posefuld vind, en kontakt, der går overgang i,
der er forår på Svalbard,
Grand Prix i Milano og krig i Khartoum,
du har skiftet kostume igen,
du har snefnug i håret, og stjernerne taler
i tunger, din egen
fornemmer kun smagen af stål.

Sydfrugter

Kiwien letter og flyver mod syd,
der gror løgn i buskadset,
de gule mænd plukker og spiser dem, frugterne,
strandene knaser af vrag,
efter stormene finder man knogler fra folk
som Magellan og Cook,
de er runde og hvide som æg,
de kan klækkes i andre folks lommer.

General Motors

Flyene blinker på himlen om natten,
de fandtes vel aldrig, de stjerner,
det hele var lavet af Boeing
og Karlsvognen bygget hos General Motors
pr. samlebånd, Gud drikker
sjusser på Wall Street, og englene
bliver til konfetti i Beverly Hills,
og jeg kender ham, Satan,
han passer en pølsevogn ovre på hjørnet,
jeg kommer der tit,
men tager kun servietter og fanger,
man indsamler brækposer,
ved jeg, deroppe,
man blinker så hurtigt, man kan.

Togene farer

forbi, hvor du bor,
og det regner,
og rævene
jager blandt sivene,
jorden er blød
som den afstand,
vi holder
til sandheden,
drømmene står
godt i år.

Randersbørnene

Engang
var den kendt,
Randers,
både for pramfart
og tovværk
og pilsner
fra Thor,
ikke Loke
og Heimdal,
men Thor, sgu,
og vel
blev den brændt
ind imellem,
den bro,
som så mange
på egnen,
men voksede
gjorde de,
børnene,
snart
stod de der
blandt de tavse
fabrikker
med revnede
læber
og barkede
næver
og så på
den grumsede,
grågrønne fjord,
der kunne sluge
dem selv
eller andre,
helst andre,
du ved,
det var ligesom
lidt nemmere,
skibet
var ladet
med bly.

Der er dage,

hvor verden
er grå,
så forbandet
professionel,
mens den
tager mod os
i stolen
på hovedkontoret
og én
efter én
hiver tæppet
væk under os,
slukker cigaren
og retter
på slipset,
for kloden
skal helst
løbe rundt,
selv i regnvejr,
og nej,
det er ikke
personligt.