onsdag den 30. oktober 2013

Frejas dag

Venter
i regnen
ved busstoppestedet,
og inde
i køkkenet
er mor vist igang
med at skrælle
kartofler,
og rundt omkring
hører man techno
fra våde
og udtjente
Audier,
byen er åben,
og alle er klar
på en ny
runde billard,
skuret
er rustent,
og bænken
er plettet
af noget,
jeg ikke
vil vide,
hvad er,
og den pose,
jeg holder
i hånden,
er tom,
jeg kan selv
være i den,
det regner
i Silkeborg,
busserne
afgår,
og kragerne
vender,
og der
er han
endelig,
far.

29/10 2013

Stormen
har lagt sig,
og folk
fejer blade ud,
indsamler grene
og opgraver
rødder
fra plænerne,
livet går
videre,
rimeligvis,
kvaset der
bliver dog
næppe igen
til en ask.

tirsdag den 29. oktober 2013

28/10 2013

Stormen tager til,
ambulancerne vræler på vejen,
og tagene ryger i Buddinge,
Viborg og Middelfart,
Lou er bedøvende ligeglad,
Lou var i reglen
bedøvende ligeglad,
han tog a walk on the wild side for sjov,
og i går blev han væk,
han blev ramt af en blomst
eller noget, alligevel stiger det,
vandet, ved Højer, og skrænterne
styrter ved Bulbjerg,
det kulsorte hav hamrer ind,
utåmodigt, med blodsmag
på tungen, og jeg
hører Magic and Loss,
før jeg åbner for vinduet,
ravnen er træt
og vil ind, den har
noget i næbbet.

mandag den 28. oktober 2013

Nordvest by night

Her går
ingenting
tabt,
det kan ske,
at en kugle
når frem
til sit mål,
det er muligt,
at knivene
blinker
om kap
med de skilte
som dingler
i vinden
ved kiosken,
men bilerne
holder
dog stadig
for rødt
og lader suset
af skygger
passere.

Øerne

holder sig
helst
for sig selv,
de har rigeligt
at gøre
med bare
at holde sig
flydende
der mellem
himmel
og hav,
mellem fødsel
og død,
mellem fade
med steg
og kartofler
alt andet
er vand
eller fastland
ved siden af,
færgerne
sejler
til tiden,
og gerne
til tiden,
de sejler
og lægger
til land,
de går ned,
hvis man
giver dem
en grund.

søndag den 27. oktober 2013

Postkassen, søndag

Hej,
kære Jylland,
jeg skriver,
fordi,
jeg var inde
omkring
her i lørdags,
men ingen
var hjemme,
og så
var det underligt
bare at stå der
i gruset
i regnen
og tænke
for meget,
du ved,
som vi altid
har gjort
i familien,
du ved,
og så greb jeg
min pen,
og jeg skrev,
og jeg ved,
at du hader det,
Jylland,
jeg ved,
at du mener,
det bare
er spild
af min kostbare
tid,
men jeg måtte det,
Jylland,
for ser du,
jeg elsker dig,
Jylland,
jeg elsker
din stille
og rummelige
stue,
hvor timerne
tikker af sted
på bornholmeren
henne i hjørnet,
der dufter
af gylle
og kamfer,
og fluerne
spræller
i sollyset
ovre
ved ruden,
jeg elsker den,
gangen,
hvor fryseren
summer,
og sweatere
drypper
på gamle
aviser,
og skoene
hober sig op
mellem tasker
og poser
med bøjede
dåser
fra Tyskland,
jeg elsker det,
køkkenet,
hvor verden
tager form
mellem aske
og krummer
og pletter
på dugen,
mens radioen
kører
i tomgang,
og stemmerne
blandes
med lyden
af raslende
blade,
jeg elsker dig,
Jylland,
jeg elsker
din mumlen
og hosten
og tænksomme
tøven
i skellet,
dit rene gevær,
dine gulnede
fotos
på væggen
og frodige
stauder
langs muren,
jeg elsker dig,
Jylland,
jeg elsker dig
som en forælder,
der er der,
men stivner
hver gang,
jeg vil kramme,
og mener,
at kærlighed
ikke er noget,
man snakker
for højt om,
men viser
med sukker
i kaffen
og budding
på bordet
og lapper
på knæet,
jeg elsker dig,
Jylland,
og hækken
er klippet,
og nøglen
er gemt
under måtten
som før,
og nu holder
jeg kæft.

Slusen

Der stod vi
på diget
ved Højer
og så
vandet falde
og stige
og falde
og stige,
det åndede,
havet,
det sov,
mens vi
stod der,
helt stille,
og bad til,
det ikke
fik øjne.

fredag den 25. oktober 2013

Det offentlige rum

I det offentlige rum
er der stjerner
og sole
og mænd,
der har måner,
og hver og én
har de drabanter,
der river
sig løs
eller falder
til jorden,
alternativt
hænger
i banen
for evigt
og uanset hvad
blot er fyld
i det offentlige rum,
hvor der enten
er koldt
eller brændende
varmt,
og man hænger
alene
i mørket
og drejer,
men kun
om sin helt
egen akse,
og henfalder,
gløder,
mens slaggerne
falder
til bunds,
styrter sammen
og ender
som huller,
der sluger
sig selv
og enhver,
som skulle komme
forbi,
hele tiden,
til sidst
også tiden
og hele
det offentlige rum,
hvor man dør,
hvis man prøver
at ånde,
og alt afgiver
radiosignaler,
men ingen
bliver hørt
eller frelst.

Et stykke med hund


Fila Brasileiro, også kendt som Brazilian Mastiff, er en stor arbejdshund, som er 65 - 75 cm. høj og typisk vejer fra 50 kg. og opefter. Racen er kendt for sin rektangulære kropsbygning og store muskelmasse, og den blev fremavlet på Brasiliens plantager og farme i løbet af det 15. Århundrede ved at skabe en hybrid af bl.a. Mastiff, Bulldog, Blodhund og Rafeiro do Alentio. Ansigtsudtrykket er selvsikkert og stolt, dog grænsende til det melankolske, og et udpræget træk ved hundens psyke er, at den er opmærksom, viljefast og vedholdende.


Formålet med avlen af racen var i sin tid at fremavle en kombination af en vagthund, som kunne beskytte matriklen mod jaguarer og andre uvelkomne gæster, og en vagthund, der kunne løbe kvæg og bortløbne slaver op, hvorefter den holdt dem fast med et fast greb i halsen, til ejeren nåede frem. En adfærd, der efterhånden er blevet så indlært, at man kan observere den allerede på hvalpestadiet.

Fila Brasileiro er Brasiliens nationalhund og kendt for sin store hengivenhed over for ejeren. Et kendt ordsprog lyder: "Så trofast som en fila". Den har også givet anledning til begrebet "ojeriza" - løst oversat til afsky eller aversion - som henviser til den adfærd, hunden udviser, når fremmede hunde eller uventede gæster overskrider dens territorialgrænser. Socialiseres en fila brasileiro ikke fra en tidlig alder, kan den udvikle asociale og aggressive træk, hvilket har været stærkt medvirkende til racens popularitet. Mange ejere anskaffer netop et eksemplar af racen for at udvikle og skærpe dens ojeriza. Blandt hundens velyndere gennem tiden kan man nævne folk som bl.a. Francisco Pizarro, Pablo Escobar, Jim Jones og George W. Bush.

På New Zealand, Tobago og Trinidad er Fila Brasileiro klassificeret som en farlig hunderace, der ikke kan importeres og skal steriliseres. I England, Israel, Norge, Malta, Cypern og Danmark er racen forbudt.

Man kan kende en brasileiro på pelsen.

(et readymade baseret på den engelske Wikipedia-tekst om racen. Redigeret, men ellers minimalt modificeret)

2860













Jeg boede
en vinter
i Søborg
nær Torvet,
jeg var der
i hvert fald,
men døren
i køkkenet
var rådden,
og vinduet
inde i stuen
var utæt,
så utæt,
det føg ind i
på karmen,
og jeg måtte sove
med jakke på,
og det var skønt
at stå op
klokken halv tre
om morgenen
og fange
en bus
ind til Carlsberg,
for nok
var de snobber
derinde,
og jeg kun en dum,
nyttig abe,
der skurede
gulve,
men varmt var der,
varmere,
meget,
end hjemme
i Søborg,
hvor opgangen
lugtede
tvivlsomt
af sprit,
og man aldrig
kunne handle
i Fakta,
der vist
kørte status
tre dage om ugen,
og derfor var lukket,
og ham
i tattoo-biksen
genbrugte nåle,
for hvorfor
dog smide
dem ud,
hvis de bare
kunne bruges igen,
og man kun
kunne købe tobak
efter syv
i én eneste døgner,
der mest
solgte porno
med husmødre,
grise
og pumpede
fætre
i kæder
og læder,
og vistnok
var temmelig
benyttet,
for når
man kom lidt
ud på aftenen.
kom busserne
sjældent,
og folk
sad alene
tilbage,
som jeg,
i de vindblæste
stuer
med alt
for urolige
hænder
og blussende
kinder,
men sneen,
ja, sneen,
faldt altid
perfekt,
den så ud
som et uplettet
lagen,
mens pærerne
sprang.

Forgængere

henvises

til
modsatte

fodtov.

onsdag den 23. oktober 2013

Østbyen (take one)

I Østbyen
levedes livet
bag tunge gardiner,
der kunne
man pisse
i stuen
i fred,
varme skeer
og rense
geværløb
og sådan,
der var intet
at frygte
i Østbyen,
æggene
klækkedes der,
det var sikkert,
men hanen,
den røde,
du ved,
lod man helst
gale
andetsteds.


(outtake fra den efterfølgende stortekst. Version 2 passede bedre ind i helheden, men jeg synes også¨, denne har kvaliteter og kan tåle at blive set...)

Rune er død,

det er stadigvæk nat,
da jeg modtager beskeden,
og huset er fuldstændigt stille,
og verden er fuldstændigt stille,
og katten har puttet sig
ind til mig, frysende,
men jeg kan slet ikke sove igen,
jeg står op, laver kaffe
og sætter mig hen for at skrive, at
Rune er død,
det er ikke fiktion,
det er ikke et digt,
jeg kan digte,
det står der,
for pokker, det står der
og stirrer mig ned
som en fuld, utilregnelig mand
ved et øde og afsides
busstoppested,
men det står der trods alt,
og jeg tænker, at
Rune er død,
han er fri nu
for den slags bekymringer,
også den glæde,
det er at stå på,
klippede kortet og vide,
at døden er udsat igen,
og på ubestemt tid,
og jeg tænker
på regnen, der falder,
hvor klart, Mester Kidde,
der bare så mørke,
kunne høre den lyd,
det var nok lige før,
han kunne føle den,
forme den,
give den syn,
han kunne se
alle farver igennem igen,
og jeg tænker på Røvjette,
Pulven og alle de andre,
hvordan de har tacklet, at
Rune er død,
at der ikke er nogen i himlen,
at pennen er tør,
at der bare er regnen tilbage,
jeg tænker på mig,
hvor jeg var lige nu
uden Røvjette, Pulven
og alle de andre
og Rune T. Kidde,
jeg aldrig fik takket behørigt
fordi, der var nogen i himlen,
fordi også jeg
var et undsluppet ark
fra et gammelt
og meget slidt album
af Rune T. Kidde, og
Rune er død,
og jeg åbner for vinduet,
bilerne suser nu,
verden er gået igang,
som den plejer,
men verden
er verden nu,
og jeg er vokset
en side,
mens nat
blev til dag,
der er lyst nu, men
Rune er død.


(skrevet kl. 3:30 - 4:30 d. 22/10 2013, umiddelbart efter jeg havde modtaget nyheden)

Oktober

er væltet,
og ud
løber koldt,
snavset regnvand,
du tørster,
men tørrer
dog hellere ind
på din stol,
end du sluger
din sommer
igen.
 

lørdag den 19. oktober 2013

Vi må

tilbage
til jorden,
til mergel
og rødler
og sand,
diffusion
og osmose,
til øjet
og øret
og tungen,
til ploven
og pennen
og sværdet,
til det,
vi kan gå på
og gå med,
til det,
vi kan være
og fatte
og miste,
til alt det,
vi er,
når vi ikke
er os,
så vi aldrig
vil glemme
igen,
hvorfor
fuglene
lærte
at flyve.

fredag den 18. oktober 2013

DIGTER

I VERSALER
JEG VIL HØRES
PÅ PAPIRET
JEG VIL RÅBE
ØRER FREM
HVOR INGEN
SIDDER
JEG VIL RÅBE
MIG
TIL LEBENSRAUM
 HVOR ALLE
DØR
AF SULT
OG KRÆVE
HANDLING
NU
AF INGEN
VIL VERSERE
I VERSALER
TIL JEG SELV
ER BLEVET
DØV

Forvildet statusopdatering

Livet og jeg er old time buddies. Virkeligheden, derimod, er en påtrængende stodder, der ikke kan forstå, man ikke er interesseret, og hele tiden mener, man skylder ham penge.

mandag den 14. oktober 2013

Natkat

Vågner
til lysende
øjne
i mørket,
og jo.
det er katten
igen,
fyldt
med muskler
og tænder
og kløer
og et sind,
intet levende
menneske
kan kende,
til bunds,
infernalsk
er det,
kræet,
dog sidder
det dér,
lige dér,
og beskytter
mit liv
og min sjæl
med sit liv
og sin sjæl,
det er smukt,
mis,
jeg elsker dig
fandeme,
men verden
er bare
så stor.

Engesvang

fandtes,
man hørte
da navnet
på radioen,
af og til
skete det også,
at nogen,
man kendte,
var kommet forbi,
havde købt
en citronmåne
eller en pakke tobak
hos en købmand derude
og bare var rullet afsted
efter gerningen,
som man nu gør,
og det lød så banalt
og almindeligt,
det hele,
det næppe
var løgn,
så det fandtes
vel, Engesvang,
ligesom Paris
og New York,
der var mennesker,
som boede der,
gøende hunde
og knagende træer,
der var ilt,
der var jord,
der var vand
i cisternen
og blus
på komfuret
i Engesvang,
tiden
blev passet
til tiden
af nogen,
så gik det
vel an,
at der fandtes
et Engesvang.

torsdag den 10. oktober 2013

Barndommen endte


med pletter
på lagenet
og pletter
på spejlet
og pletter
på sind og
samvittighed,
pigerne blødte
som døende dyr,
men vi drenge
fortabte os
ét stænk
ad gangen.

onsdag den 9. oktober 2013

Blah

Hytter
tog den
med sig,
Råbjerg Mile,
hele flækker
blev til
nyttesløse
navne
på et landkort,
mens den
sneg sig
fremad,
dårligt skjult
bag lyng
og skæve træer,
og præsten bad,
men Gud
blev hjemløs,
ligesom alle
egnens døde
nok en gang
blev sendt
til tælling,
det gik
langsomt,
jo, men
evigheden
rakte
faktisk
tunge.

tirsdag den 8. oktober 2013

Sandet sang

















ved Dueodde,
sandet sang
om evighed
og flygtighed
og slid
ved Dueodde,
sandet sang,
men ingen
dansede,
der manglede
applaus
ved Dueodde,
sandet sang,
men det
var bruset,
som lå øverst
på top 10
ved Dueodde.

mandag den 7. oktober 2013

Dokkedal














kunne have været
så meget,
i gammel tid,
da man kunne sejle
på Vildmosen
helt ind
til Kongerslev,
lå her en by,
der var kræmmere,
sømænd
og præster
og håb
og det hele,
men indløbet
sandede til,
og de få,
som blev hængende,
stod så til søs,
de trak vod,
tømte bundgarn
og sydede salt,
som de solgte
i Aalborg,
til havbunden
nok en gang steg,
og det knapt
var rentabelt
at holde
en sejlrende fri,
og man prøvede så
med lidt landbrug,
men jorden
var alt, alt for sur
eller salt
eller noget,
man gravede tørv,
der kunne fås
meget bedre
lidt længere
inde i landet,
så var der
turismen tilbage,
og jo, der
blev bygget
et sommerhus
oppe i Stejlgabet,
flere kom til
efterhånden,
og kroen
og købmanden
fik sig
en kortvarig
guldalder
til Øster Hurup
mod syd
blev et mekka
for rige familier,
der helst
ville shoppe
og bade,
og feststemte unge,
som helst
ville sniffe
en bane
ved vasken
på lokummet,
så blev det der,
de tog hen,
funktionærerne
ungerne
rockerne,
Dokkedal
lå bare der
og var Dokkedal
sådan
til husbehov,
der var
dog udsigt
til bugten endnu,
ud til bugten,
hvor endnu
et tankskib
trak længere
østpå
for ikke
at løbe
på grund.

søndag den 6. oktober 2013

Lys over land



















Så blev vi sat af
Ved Drachmanns grav,
så stod vi der
i skoldhedt sand
og kraftig vind
ved Drachmanns grav
og spiste is
ved Drachmanns grav
og trådte af
ved Drachmanns grav,
dog ikke helt
på Drachmanns grav,
hvor der var knogler nede,
store, hvide knogler
og en hjerneskal
fra gamle Drachmann selv
i Drachmanns grav,
så sad vi lidt
på Drachmanns grav
og så på bølgerne,
der mødtes lige nord
for Drachmanns grav,
hvem Drachmann var,
og hvem, vi var,
var ikke vigtigt,
der var lyst ved
Drachmanns grav.

Aggersborg

var ikke værd
at skrive om:
En cirkel
i en kornmark,
selv en
middelmådig UFO
kunne have
lavet bedre.

Verden:

Ikke

noget,
der

går
over.

lørdag den 5. oktober 2013

Hjallerup Marked















var noget
med heste
og fadøl
og slagsmål
og Kandis
og pølser
og popcorn
og fadøl
og slagsmål
og smat
og fiduskunst
og blod
og tattoos
og batik
og kubik
og medister
og smykker
og krykker
og slagsmål
og sladder
og Kandis
og kulrøg
og kønrøg
og hoste
og heste
og håndslaw
og coleslaw
og fadøl
og frakker
og hatte
og hætter
og heste
og kjoler
og kaffe
og kage
og slagsmål
og kæder
og knojern
og køller
og skinheads
og heste
og Kandis
og skinheads
og fadøl
og skinheads
og slagsmål
og skinheads
og Månen,
der altid
var skaldet
og fuld.

Hou

står så stille
om vinteren;
ingen turister
med flæskede vomme
og åndssvage solhatte,
ingen, der sejler af lyst,
ingen postkort
og nipsting
og snappende hunde
og hærgende unger,
kun lamperne
bag ved de
tunge gardiner,
en Volvo,
som kører
i tomgang
ved Brugsen,
og havet,
der stivner,
så end ikke dem,
man har mistet,
kan falde
igennem.

fredag den 4. oktober 2013

Rødby-Puttgarden-Rødby















1

Det kan godt ske,
at færgen er praktisk,
at bæltet bliver krydset,
og grænsen bliver spiddet
af kølen som om,
den var lavet af kød,
men på dækkene
spejler man stadig
sit ansigt i andre
folks opkast.


2

Puttgarden findes,
som skinnerne findes,
godt rustne, omtrent
hyllet ind i buskadser
af gederams,
vognene findes,
de rådner
på afsides spor,
mens de drømmer
om dage
med brølende kødkvæg
og kække soldater
og tiende jøder
på vej til en ferie
i Polen,
det findes,
det hele,
på Femern,
cikaderne findes,
de synger
et helt
andet sted.


3

Kiosken er åben,
og folk køber bolsjer
og helflasker,
poserne fyldes,
og pungene tømmes,
der findes en motor
et sted under dækket,
den arbejder,
sover og arbejder,
ansigter udskiftes,
bilerne venter
i Rødby.



(Udbygget version af et par tekster fra sommeren 2012)

Motion sickness

Endnu
en morgen
på toget
med affald
og opkast
på sæderne,
stirrende
galninge,
bavlende
drankere,
lykkelige folk,
der har glemt,
de skal af,
og vil vågne
til bøder
og vanære,
hjulene
hviner
i kurverne,
Solen
står op
udenfor,
den er
rød
som et
øje.

onsdag den 2. oktober 2013

Fynshav
















Fra havnen
i Faaborg
gik færgerne
både til Bjørnø
og Lyø
og Ærø
og Als,
ja, sågar
Avernakø,
til øer,
kun øer,
fabrikken
i byen
var kendt for
sin klassiske
leverpostej.

Syd for Bogense











Jeg plukkede ærter
en sommer
lidt uden
for Bogense,
tre drenge
var vi af sted
fra min hjemby,
og teltet
i landmandens have
var trangt,
men vi havde
en walkman
og hørte Det D.U.R.
med Jan Laursen,
Soulshock
og Bageren
lidt over otte
hver aften,
og der var
et køkken
i stalden,
hvor vi
kunne koge
spaghetti
med kødsovs
og snakke
med Trine
fra Vejle,
som alle
var lune på,
dét eller glo,
bare glo lidt
på Rædsel,
en forlæggers søn,
der var ret glad
for knive
og hard rock
og bajere,
gerne det hele
på én gang,
og gav os
et minde
for livet
dengang,
han med ét hug
slog landmandens
gamle transistor
ihjel,
så der landede
indmad
i gryden,
men ærterne
smagte
da godt,
og vi købte
en mixer
bagefter
til bandet,
vi havde,
og pludselig
var både New York
og berømmelsen
tættere på
end en bondegård
uden for Bogense,
selvom
vi vist nok
var det,
man i dag
ville kalde
polakker.