onsdag den 30. oktober 2013

Frejas dag

Venter
i regnen
ved busstoppestedet,
og inde
i køkkenet
er mor vist igang
med at skrælle
kartofler,
og rundt omkring
hører man techno
fra våde
og udtjente
Audier,
byen er åben,
og alle er klar
på en ny
runde billard,
skuret
er rustent,
og bænken
er plettet
af noget,
jeg ikke
vil vide,
hvad er,
og den pose,
jeg holder
i hånden,
er tom,
jeg kan selv
være i den,
det regner
i Silkeborg,
busserne
afgår,
og kragerne
vender,
og der
er han
endelig,
far.

29/10 2013

Stormen
har lagt sig,
og folk
fejer blade ud,
indsamler grene
og opgraver
rødder
fra plænerne,
livet går
videre,
rimeligvis,
kvaset der
bliver dog
næppe igen
til en ask.

tirsdag den 29. oktober 2013

28/10 2013

Stormen tager til,
ambulancerne vræler på vejen,
og tagene ryger i Buddinge,
Viborg og Middelfart,
Lou er bedøvende ligeglad,
Lou var i reglen
bedøvende ligeglad,
han tog a walk on the wild side for sjov,
og i går blev han væk,
han blev ramt af en blomst
eller noget, alligevel stiger det,
vandet, ved Højer, og skrænterne
styrter ved Bulbjerg,
det kulsorte hav hamrer ind,
utåmodigt, med blodsmag
på tungen, og jeg
hører Magic and Loss,
før jeg åbner for vinduet,
ravnen er træt
og vil ind, den har
noget i næbbet.

mandag den 28. oktober 2013

Nordvest by night

Her går
ingenting
tabt,
det kan ske,
at en kugle
når frem
til sit mål,
det er muligt,
at knivene
blinker
om kap
med de skilte
som dingler
i vinden
ved kiosken,
men bilerne
holder
dog stadig
for rødt
og lader suset
af skygger
passere.

Øerne

holder sig
helst
for sig selv,
de har rigeligt
at gøre
med bare
at holde sig
flydende
der mellem
himmel
og hav,
mellem fødsel
og død,
mellem fade
med steg
og kartofler
alt andet
er vand
eller fastland
ved siden af,
færgerne
sejler
til tiden,
og gerne
til tiden,
de sejler
og lægger
til land,
de går ned,
hvis man
giver dem
en grund.

søndag den 27. oktober 2013

Postkassen, søndag

Hej,
kære Jylland,
jeg skriver,
fordi,
jeg var inde
omkring
her i lørdags,
men ingen
var hjemme,
og så
var det underligt
bare at stå der
i gruset
i regnen
og tænke
for meget,
du ved,
som vi altid
har gjort
i familien,
du ved,
og så greb jeg
min pen,
og jeg skrev,
og jeg ved,
at du hader det,
Jylland,
jeg ved,
at du mener,
det bare
er spild
af min kostbare
tid,
men jeg måtte det,
Jylland,
for ser du,
jeg elsker dig,
Jylland,
jeg elsker
din stille
og rummelige
stue,
hvor timerne
tikker af sted
på bornholmeren
henne i hjørnet,
der dufter
af gylle
og kamfer,
og fluerne
spræller
i sollyset
ovre
ved ruden,
jeg elsker den,
gangen,
hvor fryseren
summer,
og sweatere
drypper
på gamle
aviser,
og skoene
hober sig op
mellem tasker
og poser
med bøjede
dåser
fra Tyskland,
jeg elsker det,
køkkenet,
hvor verden
tager form
mellem aske
og krummer
og pletter
på dugen,
mens radioen
kører
i tomgang,
og stemmerne
blandes
med lyden
af raslende
blade,
jeg elsker dig,
Jylland,
jeg elsker
din mumlen
og hosten
og tænksomme
tøven
i skellet,
dit rene gevær,
dine gulnede
fotos
på væggen
og frodige
stauder
langs muren,
jeg elsker dig,
Jylland,
jeg elsker dig
som en forælder,
der er der,
men stivner
hver gang,
jeg vil kramme,
og mener,
at kærlighed
ikke er noget,
man snakker
for højt om,
men viser
med sukker
i kaffen
og budding
på bordet
og lapper
på knæet,
jeg elsker dig,
Jylland,
og hækken
er klippet,
og nøglen
er gemt
under måtten
som før,
og nu holder
jeg kæft.

Slusen

Der stod vi
på diget
ved Højer
og så
vandet falde
og stige
og falde
og stige,
det åndede,
havet,
det sov,
mens vi
stod der,
helt stille,
og bad til,
det ikke
fik øjne.

fredag den 25. oktober 2013

Det offentlige rum

I det offentlige rum
er der stjerner
og sole
og mænd,
der har måner,
og hver og én
har de drabanter,
der river
sig løs
eller falder
til jorden,
alternativt
hænger
i banen
for evigt
og uanset hvad
blot er fyld
i det offentlige rum,
hvor der enten
er koldt
eller brændende
varmt,
og man hænger
alene
i mørket
og drejer,
men kun
om sin helt
egen akse,
og henfalder,
gløder,
mens slaggerne
falder
til bunds,
styrter sammen
og ender
som huller,
der sluger
sig selv
og enhver,
som skulle komme
forbi,
hele tiden,
til sidst
også tiden
og hele
det offentlige rum,
hvor man dør,
hvis man prøver
at ånde,
og alt afgiver
radiosignaler,
men ingen
bliver hørt
eller frelst.

Et stykke med hund


Fila Brasileiro, også kendt som Brazilian Mastiff, er en stor arbejdshund, som er 65 - 75 cm. høj og typisk vejer fra 50 kg. og opefter. Racen er kendt for sin rektangulære kropsbygning og store muskelmasse, og den blev fremavlet på Brasiliens plantager og farme i løbet af det 15. Århundrede ved at skabe en hybrid af bl.a. Mastiff, Bulldog, Blodhund og Rafeiro do Alentio. Ansigtsudtrykket er selvsikkert og stolt, dog grænsende til det melankolske, og et udpræget træk ved hundens psyke er, at den er opmærksom, viljefast og vedholdende.


Formålet med avlen af racen var i sin tid at fremavle en kombination af en vagthund, som kunne beskytte matriklen mod jaguarer og andre uvelkomne gæster, og en vagthund, der kunne løbe kvæg og bortløbne slaver op, hvorefter den holdt dem fast med et fast greb i halsen, til ejeren nåede frem. En adfærd, der efterhånden er blevet så indlært, at man kan observere den allerede på hvalpestadiet.

Fila Brasileiro er Brasiliens nationalhund og kendt for sin store hengivenhed over for ejeren. Et kendt ordsprog lyder: "Så trofast som en fila". Den har også givet anledning til begrebet "ojeriza" - løst oversat til afsky eller aversion - som henviser til den adfærd, hunden udviser, når fremmede hunde eller uventede gæster overskrider dens territorialgrænser. Socialiseres en fila brasileiro ikke fra en tidlig alder, kan den udvikle asociale og aggressive træk, hvilket har været stærkt medvirkende til racens popularitet. Mange ejere anskaffer netop et eksemplar af racen for at udvikle og skærpe dens ojeriza. Blandt hundens velyndere gennem tiden kan man nævne folk som bl.a. Francisco Pizarro, Pablo Escobar, Jim Jones og George W. Bush.

På New Zealand, Tobago og Trinidad er Fila Brasileiro klassificeret som en farlig hunderace, der ikke kan importeres og skal steriliseres. I England, Israel, Norge, Malta, Cypern og Danmark er racen forbudt.

Man kan kende en brasileiro på pelsen.

(et readymade baseret på den engelske Wikipedia-tekst om racen. Redigeret, men ellers minimalt modificeret)

2860













Jeg boede
en vinter
i Søborg
nær Torvet,
jeg var der
i hvert fald,
men døren
i køkkenet
var rådden,
og vinduet
inde i stuen
var utæt,
så utæt,
det føg ind i
på karmen,
og jeg måtte sove
med jakke på,
og det var skønt
at stå op
klokken halv tre
om morgenen
og fange
en bus
ind til Carlsberg,
for nok
var de snobber
derinde,
og jeg kun en dum,
nyttig abe,
der skurede
gulve,
men varmt var der,
varmere,
meget,
end hjemme
i Søborg,
hvor opgangen
lugtede
tvivlsomt
af sprit,
og man aldrig
kunne handle
i Fakta,
der vist
kørte status
tre dage om ugen,
og derfor var lukket,
og ham
i tattoo-biksen
genbrugte nåle,
for hvorfor
dog smide
dem ud,
hvis de bare
kunne bruges igen,
og man kun
kunne købe tobak
efter syv
i én eneste døgner,
der mest
solgte porno
med husmødre,
grise
og pumpede
fætre
i kæder
og læder,
og vistnok
var temmelig
benyttet,
for når
man kom lidt
ud på aftenen.
kom busserne
sjældent,
og folk
sad alene
tilbage,
som jeg,
i de vindblæste
stuer
med alt
for urolige
hænder
og blussende
kinder,
men sneen,
ja, sneen,
faldt altid
perfekt,
den så ud
som et uplettet
lagen,
mens pærerne
sprang.

Forgængere

henvises

til
modsatte

fodtov.

onsdag den 23. oktober 2013

Aalborg elegi


Det kan nok ikke komme bag på de fleste, at jeg i den senere tid har skrevet på en større samling, der tager udgangspunkt i danske lokaliteter, jeg har besøgt, kendt eller sågar boet på. Et sted, jeg ikke syntes, jeg havde dækket godt nok ind, var Aalborg, hvor jeg boede i årene 1994 - 2008, og som i den tid kom til at føles som min anden hjemstavn. Jeg gik derfor igang med et langdigt, men det voksede og voksede, så jeg endte med noget, der i sig selv var langt nok til at være en samling. Det bliver den ikke: Den kommer fortsat til at indgå i det, som bærer den "opfindsomme" arbejdstitel Digte om steder - 2. del af en trilogi om "udkantsdanmark", hvoraf første led var 8600, det tredje bliver et, tror jeg, lille bind slægtsdigte.

Men afsnittet kan stå for sig selv, og det giver ikke mening at præsentere det som andet end en helhed. Det er hermed gjort. Bong appetit. Eller nowe.



***



Aalborg-elegi



***



1: Prolog



Vid,
du var elsket
dengang,
hvor der endnu
hang gammel
trafiksod
i lag
over murene
nede på Kastetvej,
vid,
du var afholdt
for alle
de henfaldne
lagre og haller
på havnen,
hvor generation
efter generation
havde båret på sække
og rullet med paller
og sendt dem i fart
fra dit hjerte,
så muskler
kunne svulme
og hoveder
kunne lyse
i smoggen,
og vid,
du var min,
da der hver sommer
lugtede gustent
af gæret kartoffel
i Gaden,
mens folket,
der bryggede sprit,
trak i kjole
og blazer
og billig parfume
og dansede
lønsedlen
helt ud
af kroppen
til lyden
af løbske
maskiner,
og vid,
at jeg stadigvæk
kendte
din farlige skønhed,
når lægerne bar
nattens ofre
diskret
ud fra baren,
og bådene
cirklede
rundt
under broen
igen,
da der atter
blev morgen
og lyst,
der var brolagt
med glasskår
og knogler
fra Kærby
og ud på
min fingerspids,
du,
når vi elskede,
kendte du lyden
af neglen,
der skar sig
igennem
den ulmende nat
og lod mågerne
dryppe
igennem,
nu sejler de
spejlvendt forbi
i cafeernes ruder
og prøver
at udruge æg
foran mure
af brændende glas,
mens du sælger
din krop
på Maxim,
men din salmebog
glemte du her,
at du
ved det,
den savner
din stemme
endnu.



2: Overflyvning



Elsam,

åh, Elsam, sam
sim sallabim,
store vidunder
ude på engene,
rygende skorstene,
rygende smøger
og hænder
og fødder,
de spejlglatte vægge,
de buldrende ovne,
det blændende genskær
i glasset
fra Solen,
der lå
i din mave
og brændte,
åh, Elsam,
at stå
på de bakker,
du fødte,
og vente
på endnu
en nat.



Jo, der var
vikinger
ude i

Lindholm

engang,
men de døde
til sidst,
hver og en,
og selv Starkad
himself
bed omsider
 i græsset,
hvis sagnet
var sandt,
og blev jordet
på bakken,
hvor fårene
trissede rundt
mellem tuer
og dysser,
hvor drenge
og piger
fra Aalborg
tog ud
midt om natten
på jagt
efter syller
og syner,
der ikke
var skilte
og hække
og carporte,
økserne
sleb man
endnu,
det var sikkert
og vist,
men det endte
med kævler
i pejsen.



Nørresundby

var altid
på tværs,
hvis man gik
over broen,
den bro,
folk sprang ud fra
af mangel
på klipper,
var alt,
man blev mødt af,
et byskilt,
et stort, flot,
demonstrativt
byskilt,
for ingen
skulle tro,
Nørresundby
var blevet
en forstad
til Aalborg,
at Vendsyssel
bare gav op
og blev opland
til Danmark,
for godt nok
var gågaden
selvdød,
og godt nok
så folk
ganske ens ud
i Lindholm
og Gug,
ja, de talte endda
samme sprog,
mens de tjekkede ind
på den selvsamme
arbejdsformidling,
men Nutten,
det hed den
til hverdagsbrug,
Nutten
var Nutten,
og dem,
som fik sagt
noget andet,
kunne godt
finde broen
igen.



Gøl lå i

Svenstrup,

og nej,
ingen trolde
kom derud
af egen
fri vilje,
for kød
var vel kød,
og man hakkede
alt disponibelt
til grød,
som blev stoppet
i hinder
af plastic
og solgt
i forbløffende
mængder,
blot ikke
i Svenstrup,
dér vidste
man bedre
og købte
Steff-Houlberg
i stedet,
for kød
skulle der til,
der var skrigende
tarme.
at fylde.



Skalborg

var der,
man stod af
for at arbejde,
også
som arbejdsløs,
vel kunne man
bo der,
men ikke
for sjov,
man kunne tage
på McDonald’s
i mangel
af bedre,
kunne spise
en pizza
i centret
i mangel
af bedre,
kunne sluge
en halvlunken bøf
mit gemüse
på Jensen’s
i mangel
af bedre,
men når
dét var gjort
skulle man helst
dreje om
på en mønt.





Skipperens Plads

stod han,
Clement,
med harnisk
og sværd,
klar til endnu
en kamp
mod den anløbne
adel,
det regnede,
inde i
hundesalonen
blev endnu
en puddel
friseret.



Hasseris,

dér
tog man ud,
når kastanjerne
faldt,
ikke før,
ikke efter,
kun dér,
for at gå,
bare gå,
mens
de statelige
villaer
smuldrede
mursten
for mursten.



Natten i

Kærby

var tyst
og befolket
af biler,
der holdt,
bare holdt
foran
mørklagte
huse,
parate
til drab
eller død
eller oprør,
ét vindpust,
og alle
alarmerne
lød.



Gug

var en pløjemark,
Gug
var et mønster
af furer,
der gav,
hvad man såede
i dem,
beton
blev til blokke
og mursten
til huse
og børn
efterhånden
til vejrbidte,
hærgede folk,
man lod visne
derude,
mens busserne
kørte
mod centrum,
hvor verden
og den slags
holdt til.



Rockerne
boede i

Vejgaard,

de havde
en borg
bag et mandshøjt
stakit,
som man kun
kunne nå
med missiler
fra hærens
kaserne
i Lindholm,
det gjorde
Bandidos engang,
men der sad de så,
Vejgaard MC,
og var velkomne nok,
for i Vejgaard
var næserne glade
for speed,
og man talte
med glæde
med næver
og kæder
og knojern
om hvad,
det skulle være,
men selv der
vandt mennesket
frem
efterhånden,
og rovdyr
blev vildt,
mens matrikler
blev målt
og vurderet,
og vel
var der stadig
en måne
bag smoggen
men natten
blev tam
og forunderligt
tyst.



Ude bag

Portland

var træerne
hvide
af kalkstøv
fra ovne,
hvor skaller
fra uddøde
smådyr
blev brændt
og forvandlet
til prima beton,
nye skaller
til lidt
større smådyr,
så meget
for evolutionen,
men skoven
var stadigvæk
hvid,
der var
stadigvæk
nyt under
Solen.



Kilden

var ikke
en kilde,
men bare
en park,
og om natten
var buskene
fulde
af mænd,
der var mænd
uden filter,
om dagen
var buskene
fulde
af folk,
der skulle pisse
og ørle,
før turen
gik videre,
hvorhen
var uvist,
men Kilden
var klar
på det hele,
så klar,
man kunne være,
man standsede
der,
og man
drak.





Hvide Hus

boede han,
Castro,
en dag
eller to
for en evighed
siden,
mens horder
af vagter
gik rundt
udenfor
med geværer,
og piger
i hvidt
gjorde rent
efter hvert skridt,
han tog,
der var rom
i hans barskab,
cigarer
på skænken
og porno
på flimmeren
over for sengen,
ved vinduet
stod han så,
El Commandante,
og gloede ned
på de osende
busser
ved Kennedys
Plads,
der var flammer
i blikket,
men hænderne
rystede,
skægget
blev gråt.



Algade

Så gik man dér,
op og ned,
ind og ud
ad butikker
og følte på ting,
som man vidste,
man aldrig fik råd
til at købe,
og satte dem op
på de rigtige
hylder igen,
og så gik
man igen
forbi banken
og Salling
og vinhandelen,
ofte i solskin,
men også til tider
i frostvejr
og kuling
og regn,
mens man mødte
en hel
masse mennesker,
af og til
havde de navne,
men typisk
var mennesker
mennesker,
til de forsvandt
ind i mængden,
der tyndede ud
hen mod aften,
mens skiltene
hentedes ind,
og så tog man
en bus,
når den kom,
og så sad man
og sad der
og ventede
kun på
at kunne
stå af.



Gaden

var ikke
en gade,
den førte
fra glasbund
til glasbund
blandt snerrende tigre
og bidske hyæner,
man stavrede rundt
på de ujævne brosten
på jagt
efter huller
at drukne i,
munde
at lukke
og hænder
at slippe,
før morgenen
kom an,
alt for lys
for almindelige
mennesker,
nede
i bunden
holdt taxaen,
ventende,
hyren
var altid
for dyr.



Havnen

var der,
man tog hen
for at være
alene,
der kunne
man kigge
på skibe,
som lagde
til land
og blev losset,
på sejl,
der blev sat,
på matroser,
som vaklede
syngende rundt,
og vist aldrig
fik fundet
den rigtige
skude igen,
på de duvende,
halvrådne fisk,
på den dybe
og mudrede
fjord,
man
kunne tænke
sig om,
tage
beslutninger
dér,
helt alene.



3: Indflyvning



Man siger,
at kimbrerne,
romernes
mægtigste
fjender,
drog sydpå
herfra,
at de ofrede
tyre
og læste
i blodet
på vejen
og spåede
sejr
på sejr
for folket,
de så
hverken
Marius,
Lilholt
i Skovdalen
eller den
irrede ko
nær ved havnen,
man pisser på
lørdag,
før Solen
står op
over affald
og hakkende
råger.



***



Flyttede
hjemmefra,
ind i en kælder
i Frydendal,
hvor der var langt
til den nærmeste super
på Grønlandstorv,
og det var hårdt
for enhver,
der fik lyst,
at forcere
den voldsomme bakke,
jeg boede på,
der sad jeg så
i mit tårn
under jorden
og skrev,
20 år
og studerende,
nærmest
på deltid,
reolen
var stoppet
med Strunge
og Ginsberg
og Burroughs,
og byen
var ny,
fyldt med lys
bag ved fremmedes
ruder,
og jeg tog
i Gaden
og bankede på,
uophørligt,
for jeg
ville ind,
ind i gadernes
fugtige fløjl,
ind bag øjnenes
revnede glas,
ind bag tankerne,
tårerne,
tvivlen,
som oftest fordi,
det var muligt,
og når jeg tog hjem
ud på morgenen,
var asfalten
lavet
af budding
og lyset
så skarpt
som en dolk,
og jeg standsede
ofte
ved Østerå,
blot for
at se,
at den flød,
som den skulle,
parfumen
blev bortført
af vinden,
og fra
Eternitten
sneg kemiske
dunster
sig ind
i mit uglede
hår,
det var ligesom
et digt,
og jeg skrev,
men jeg skrev
det
først
nu.



***



Gehlert,
han boede
til leje
i Kærby
hos en
eller anden,
som vist
var en ørn
til flamenco,
og gerne
gav ekstra
rabatter
til unge
studiner,
som blæste
fanfarer
og sådan
på trompeten,
og Jonas
og Kaa
havde lejet
et hybel
i centrum,
og der
røg de hash,
når de ikke
holdt fest,
og man
spillede
Bowie
og Cave
og den slags,
og vi skrev
alle sammen,
og Jonas
endda
en roman
eller to,
som kom ud,
og den første
blev vist
en succes,
mens den anden
kom hurtigt
på udsalg,
men hvad
gjorde det,
når vi så os
som generationen,
der én gang
for alle
skulle blæse
de gamle
af banen,
og når,
der blev tåget
af humle og hamp,
konspirerede vi,
der lå tidsskrifter,
antologier
og værker,
som klart
ville ændre
det hele,
i luften,
så tungt,
alle dinglede rundt,
og så hørte vi
Stereolab
og forsvandt
ud i natten
og vågnede hvor,
vi nu gjorde,
om morgenen
var arket
så blankt
som en Limfjord,
og fremtiden
plettet
af bræk,
og man drømte,
men mest
om en klud.



***



Opgaver
løste vi,
grader
blev taget
og efterladt
ude på gaden
blandt bumser
og vildfarne
katte,
men kvinderne
flyttede ind
efterhånden,
og pludselig
stod bøger
i orden,
og maverne
voksede
bort
fra hinanden,
og døre
blev låst,
og en dag
var vi skygger
på Algade,
jagende
efter
en vind,
vi måske
kunne signere.



***



I Vestbyen
boede vi,
hende,
jeg ikke
vil huske,
og mig,
jeg nok bør,
og der lugtede
altid
af sprit,
når vi luftede ud,
der var ikke
så langt
til fabrikken,
du ved,
og om søndagen,
når der
var fodbold
på stadion,
sloges man
ude på gaden,
sirenerne skar
gennem luften,
og bremser
blev hamret
i bund,
og det skete,
vi elskede
til den,
den lyd,
mig
og hende,
jeg ikke
vil huske,
og Vestbyen,
som jeg
nok bør.



***



Man jævnede
Nordkraft
med jorden,
der lød blot
et brag,
og så faldt de,
de skorstene
alle i byen
fandt hjem
ved at vandre
imod,
og i måneder
efter
gik mange
forvirrede rundt
og forsøgte
at lære
den sælsomme stad,
de var født i,
at kende
igen,
og borgmesteren,
Henning,
selvfølgelig
en Henning,
stod frem
med sin store
vision
om et Aalborg,
der ikke
skulle kendes
for armod
og stoffer
og vold,
men for lækkert
design,
Lene Siel
og et nyopført
center
på havnen
til ære
for Utzon,
og barer
blev lukket
på stribe,
og bænke
blev fjernet
fra gader
og parker,
og tyren
blev pudset,
og pludselig
en dag
stod jeg op
på en fremmed
adresse
i Århus,
og nej,
der gik ingen
tog hjem.



***



Min karriere
i Østbyen
startede med,
jeg blev single
og sad
hos en god
kammerat
i en måned
og gloede ind
i en væg,
til han endelig
fik nok,
og jeg fandt mig
en lejlighed,
områdets mindste,
in fact,
i en blok
på en Sundvej,
og der
sad jeg så
hele vinteren,
gloende ind
i en hvid væg
igen,
men trods alt dog
min egen,
mens pusheren
nede i stuen
holdt fest
hele natten,
ja, nat
efter nat,
og de andre
i opgangen
var der,
og døre
blev smækket
om morgenen,
og folk
råbte op
eller græd,
og så udløb
kontrakten,
jeg fandt mig
en ny, større bolig
et stenkast,
omtrent,
fra den første,
og der
sad jeg så
i et år,
mens jeg gloede
ind i en skærm
og fik chattet
med mange,
der boede
i verden,
og bandet enormt
af min nabo,
der skiftevis
kneppede højlydt
med kæresten,
skiftevis
smed ham
på porten
og knuste
tallerkener
i køkkenet
bagefter,
og så kom
Katrine,
hun flyttede ind,
og vi sad der
og gloede ind
i en tv-skærm
aften på aften,
mens Popstars
blev afgjort,
og Robinson
skiftede vært,
og det gik
for en tid,
til hun endelig
fik nok
af dén ordning
og gik,
og der bare
var mig
og en skilsmissekat
på adressen,
og naboen
sloges igen,
og der altid
var vinter
i Aalborg,
en dag
fandt jeg kasserne
frem,
lagde ting
efter ting
ned i bunden
og ringede
efter en vogn,
og med fuglene
trak jeg mod syd,
væk fra Aalborg
og kulde
og vægge,
der atter
var hvide,
parate
til endnu
et udtømt
sæt øjne,
der manglede
noget
at glo på.



4: Epilog



Vejen
fra Aalborg
var lang
som en øm,
hævet tunge,
betændt
af for mange,
for flygtige
kys
og for mange,
for flygtige
ord
skyllet ned med
for flygtige
fadøl,
og mens man
tog skiltene
frem
ved butikkerne
nede
på Algade,
kørte jeg ind
i det tågede
land
bag ved Himmerlands
bakker,
hvor kimbrerne
døde
engang,
og hvor smagen
af spearmint
var frisk.

Østbyen (take one)

I Østbyen
levedes livet
bag tunge gardiner,
der kunne
man pisse
i stuen
i fred,
varme skeer
og rense
geværløb
og sådan,
der var intet
at frygte
i Østbyen,
æggene
klækkedes der,
det var sikkert,
men hanen,
den røde,
du ved,
lod man helst
gale
andetsteds.


(outtake fra den efterfølgende stortekst. Version 2 passede bedre ind i helheden, men jeg synes også¨, denne har kvaliteter og kan tåle at blive set...)

Rune er død,

det er stadigvæk nat,
da jeg modtager beskeden,
og huset er fuldstændigt stille,
og verden er fuldstændigt stille,
og katten har puttet sig
ind til mig, frysende,
men jeg kan slet ikke sove igen,
jeg står op, laver kaffe
og sætter mig hen for at skrive, at
Rune er død,
det er ikke fiktion,
det er ikke et digt,
jeg kan digte,
det står der,
for pokker, det står der
og stirrer mig ned
som en fuld, utilregnelig mand
ved et øde og afsides
busstoppested,
men det står der trods alt,
og jeg tænker, at
Rune er død,
han er fri nu
for den slags bekymringer,
også den glæde,
det er at stå på,
klippede kortet og vide,
at døden er udsat igen,
og på ubestemt tid,
og jeg tænker
på regnen, der falder,
hvor klart, Mester Kidde,
der bare så mørke,
kunne høre den lyd,
det var nok lige før,
han kunne føle den,
forme den,
give den syn,
han kunne se
alle farver igennem igen,
og jeg tænker på Røvjette,
Pulven og alle de andre,
hvordan de har tacklet, at
Rune er død,
at der ikke er nogen i himlen,
at pennen er tør,
at der bare er regnen tilbage,
jeg tænker på mig,
hvor jeg var lige nu
uden Røvjette, Pulven
og alle de andre
og Rune T. Kidde,
jeg aldrig fik takket behørigt
fordi, der var nogen i himlen,
fordi også jeg
var et undsluppet ark
fra et gammelt
og meget slidt album
af Rune T. Kidde, og
Rune er død,
og jeg åbner for vinduet,
bilerne suser nu,
verden er gået igang,
som den plejer,
men verden
er verden nu,
og jeg er vokset
en side,
mens nat
blev til dag,
der er lyst nu, men
Rune er død.


(skrevet kl. 3:30 - 4:30 d. 22/10 2013, umiddelbart efter jeg havde modtaget nyheden)

Oktober

er væltet,
og ud
løber koldt,
snavset regnvand,
du tørster,
men tørrer
dog hellere ind
på din stol,
end du sluger
din sommer
igen.
 

lørdag den 19. oktober 2013

Vi må

tilbage
til jorden,
til mergel
og rødler
og sand,
diffusion
og osmose,
til øjet
og øret
og tungen,
til ploven
og pennen
og sværdet,
til det,
vi kan gå på
og gå med,
til det,
vi kan være
og fatte
og miste,
til alt det,
vi er,
når vi ikke
er os,
så vi aldrig
vil glemme
igen,
hvorfor
fuglene
lærte
at flyve.

fredag den 18. oktober 2013

DIGTER

I VERSALER
JEG VIL HØRES
PÅ PAPIRET
JEG VIL RÅBE
ØRER FREM
HVOR INGEN
SIDDER
JEG VIL RÅBE
MIG
TIL LEBENSRAUM
 HVOR ALLE
DØR
AF SULT
OG KRÆVE
HANDLING
NU
AF INGEN
VIL VERSERE
I VERSALER
TIL JEG SELV
ER BLEVET
DØV

Forvildet statusopdatering

Livet og jeg er old time buddies. Virkeligheden, derimod, er en påtrængende stodder, der ikke kan forstå, man ikke er interesseret, og hele tiden mener, man skylder ham penge.

mandag den 14. oktober 2013

Natkat

Vågner
til lysende
øjne
i mørket,
og jo.
det er katten
igen,
fyldt
med muskler
og tænder
og kløer
og et sind,
intet levende
menneske
kan kende,
til bunds,
infernalsk
er det,
kræet,
dog sidder
det dér,
lige dér,
og beskytter
mit liv
og min sjæl
med sit liv
og sin sjæl,
det er smukt,
mis,
jeg elsker dig
fandeme,
men verden
er bare
så stor.

Engesvang

fandtes,
man hørte
da navnet
på radioen,
af og til
skete det også,
at nogen,
man kendte,
var kommet forbi,
havde købt
en citronmåne
eller en pakke tobak
hos en købmand derude
og bare var rullet afsted
efter gerningen,
som man nu gør,
og det lød så banalt
og almindeligt,
det hele,
det næppe
var løgn,
så det fandtes
vel, Engesvang,
ligesom Paris
og New York,
der var mennesker,
som boede der,
gøende hunde
og knagende træer,
der var ilt,
der var jord,
der var vand
i cisternen
og blus
på komfuret
i Engesvang,
tiden
blev passet
til tiden
af nogen,
så gik det
vel an,
at der fandtes
et Engesvang.

torsdag den 10. oktober 2013

Barndommen endte


med pletter
på lagenet
og pletter
på spejlet
og pletter
på sind og
samvittighed,
pigerne blødte
som døende dyr,
men vi drenge
fortabte os
ét stænk
ad gangen.

onsdag den 9. oktober 2013

Blah

Hytter
tog den
med sig,
Råbjerg Mile,
hele flækker
blev til
nyttesløse
navne
på et landkort,
mens den
sneg sig
fremad,
dårligt skjult
bag lyng
og skæve træer,
og præsten bad,
men Gud
blev hjemløs,
ligesom alle
egnens døde
nok en gang
blev sendt
til tælling,
det gik
langsomt,
jo, men
evigheden
rakte
faktisk
tunge.

tirsdag den 8. oktober 2013

Sandet sang

















ved Dueodde,
sandet sang
om evighed
og flygtighed
og slid
ved Dueodde,
sandet sang,
men ingen
dansede,
der manglede
applaus
ved Dueodde,
sandet sang,
men det
var bruset,
som lå øverst
på top 10
ved Dueodde.

mandag den 7. oktober 2013

Dokkedal














kunne have været
så meget,
i gammel tid,
da man kunne sejle
på Vildmosen
helt ind
til Kongerslev,
lå her en by,
der var kræmmere,
sømænd
og præster
og håb
og det hele,
men indløbet
sandede til,
og de få,
som blev hængende,
stod så til søs,
de trak vod,
tømte bundgarn
og sydede salt,
som de solgte
i Aalborg,
til havbunden
nok en gang steg,
og det knapt
var rentabelt
at holde
en sejlrende fri,
og man prøvede så
med lidt landbrug,
men jorden
var alt, alt for sur
eller salt
eller noget,
man gravede tørv,
der kunne fås
meget bedre
lidt længere
inde i landet,
så var der
turismen tilbage,
og jo, der
blev bygget
et sommerhus
oppe i Stejlgabet,
flere kom til
efterhånden,
og kroen
og købmanden
fik sig
en kortvarig
guldalder
til Øster Hurup
mod syd
blev et mekka
for rige familier,
der helst
ville shoppe
og bade,
og feststemte unge,
som helst
ville sniffe
en bane
ved vasken
på lokummet,
så blev det der,
de tog hen,
funktionærerne
ungerne
rockerne,
Dokkedal
lå bare der
og var Dokkedal
sådan
til husbehov,
der var
dog udsigt
til bugten endnu,
ud til bugten,
hvor endnu
et tankskib
trak længere
østpå
for ikke
at løbe
på grund.

søndag den 6. oktober 2013

Lys over land



















Så blev vi sat af
Ved Drachmanns grav,
så stod vi der
i skoldhedt sand
og kraftig vind
ved Drachmanns grav
og spiste is
ved Drachmanns grav
og trådte af
ved Drachmanns grav,
dog ikke helt
på Drachmanns grav,
hvor der var knogler nede,
store, hvide knogler
og en hjerneskal
fra gamle Drachmann selv
i Drachmanns grav,
så sad vi lidt
på Drachmanns grav
og så på bølgerne,
der mødtes lige nord
for Drachmanns grav,
hvem Drachmann var,
og hvem, vi var,
var ikke vigtigt,
der var lyst ved
Drachmanns grav.

Aggersborg

var ikke værd
at skrive om:
En cirkel
i en kornmark,
selv en
middelmådig UFO
kunne have
lavet bedre.

Verden:

Ikke

noget,
der

går
over.

lørdag den 5. oktober 2013

Hjallerup Marked















var noget
med heste
og fadøl
og slagsmål
og Kandis
og pølser
og popcorn
og fadøl
og slagsmål
og smat
og fiduskunst
og blod
og tattoos
og batik
og kubik
og medister
og smykker
og krykker
og slagsmål
og sladder
og Kandis
og kulrøg
og kønrøg
og hoste
og heste
og håndslaw
og coleslaw
og fadøl
og frakker
og hatte
og hætter
og heste
og kjoler
og kaffe
og kage
og slagsmål
og kæder
og knojern
og køller
og skinheads
og heste
og Kandis
og skinheads
og fadøl
og skinheads
og slagsmål
og skinheads
og Månen,
der altid
var skaldet
og fuld.

Hou

står så stille
om vinteren;
ingen turister
med flæskede vomme
og åndssvage solhatte,
ingen, der sejler af lyst,
ingen postkort
og nipsting
og snappende hunde
og hærgende unger,
kun lamperne
bag ved de
tunge gardiner,
en Volvo,
som kører
i tomgang
ved Brugsen,
og havet,
der stivner,
så end ikke dem,
man har mistet,
kan falde
igennem.

fredag den 4. oktober 2013

Rødby-Puttgarden-Rødby















1

Det kan godt ske,
at færgen er praktisk,
at bæltet bliver krydset,
og grænsen bliver spiddet
af kølen som om,
den var lavet af kød,
men på dækkene
spejler man stadig
sit ansigt i andre
folks opkast.


2

Puttgarden findes,
som skinnerne findes,
godt rustne, omtrent
hyllet ind i buskadser
af gederams,
vognene findes,
de rådner
på afsides spor,
mens de drømmer
om dage
med brølende kødkvæg
og kække soldater
og tiende jøder
på vej til en ferie
i Polen,
det findes,
det hele,
på Femern,
cikaderne findes,
de synger
et helt
andet sted.


3

Kiosken er åben,
og folk køber bolsjer
og helflasker,
poserne fyldes,
og pungene tømmes,
der findes en motor
et sted under dækket,
den arbejder,
sover og arbejder,
ansigter udskiftes,
bilerne venter
i Rødby.



(Udbygget version af et par tekster fra sommeren 2012)

Motion sickness

Endnu
en morgen
på toget
med affald
og opkast
på sæderne,
stirrende
galninge,
bavlende
drankere,
lykkelige folk,
der har glemt,
de skal af,
og vil vågne
til bøder
og vanære,
hjulene
hviner
i kurverne,
Solen
står op
udenfor,
den er
rød
som et
øje.