søndag den 29. september 2013

Elsinore

Det stod der da
stadigvæk,
Kronborg,
og stod,
men Ofelia drev
ikke død
rundt i havnen,
og Amled
var vist nok
på ferie
hjemme
i Jylland,
og Holger
var faldet
i søvn med
en græsselig
astma
i kælderen,
der var
dog åbent
på bistroen
oppe
på torvet,
og vinhandlen
nede
ved havnen
var proppet
med tørstige
svenskere,
sundet
var blankt,
man kunne
spejle
sig i det
fra dækket
af færgen.

A different

kind
of darkness
in your
eyes,
another
sun
reversed,
another
kind
of void
has come
to leave me.

torsdag den 26. september 2013

Døren går op,

og der sidder
du så
lige pludselig
og findes
endnu,
det er ok,
ja, faktisk
ret pragtfuldt,
men sneen
på skærmen
er tæt,
dækker stolene,
bordene,
tøjet,
så hvid,
den dog er,
man får lyst
til at afsætte
fodspor.

Mariblues












Boede en uge
i Maribo
på et missionshotel
over for klostret
med Bibler
i skuffen
ved sengen
og billardborde
og ølglas
og en tommetyk røg
neden under,
man sagde,
at roerne
smagte
af sukker
på Lolland,
det står vel
til troende,
himlen
var høj dér,
i hvert fald,
men alt godt
faldt ligesom
til jorden.

Storebæltsforbindelsen















Jojo, det er
sandelig rigtigt,
der fandtes
en færge
engang,
og den sejlede
faktisk
fra Nyborg
til Halsskov
det meste
af tiden,
hvis ikke
det blæste
for meget,
du ved,
der var toge
ombord,
og engang,
skulle jeg helt
til Bornholm
med min klasse,
og vi blev smidt ud
af kupéen
imens,
der blev sejlet,
og så gik vi op
på det skoldhede dæk,
men fik hurtigt
for meget
af cirklende
måger,
og nogle
smed mønter
i spillemaskinerne,
indtil
de tabte,
og nogle
drak cola
af plastkrus,
de bare
smed ud,
men Lars Madsen
og jeg
fandt en tom
elevator,
og den tog vi
nedad
og opad
og nedad igen,
til vi nåede
i land.

tirsdag den 24. september 2013

Ripa aeterna





















Han stod
bare der
foran Domkirken,
Tausen,
og tav,
og dér løb vi
omkring
i sandaler
og sneakers
og snappende skyer
af candyfloss
dér i en by,
som så ofte
var sunket
til bunds,
hvor så mange
var druknet
i taghøjde før,
vi blev børn,
og jeg tror,
at han lo af os,
Hans,
stift
og hånligt,
men porten
var åben
endnu.

mandag den 23. september 2013

Syd for Padborg

Der sidder
man så,
midt i
ingenmandsland,
og har udsigt
til buske
og spurve
og mennesker,
der minder
om mennesker,
i baglommen
har man
et pas,
ingen gider
at tjekke,
på bagsædet
kritiske mængder
af Mümmelmann,
solen
er alt for skarp,
motoren hoster.

Dybbøl Banke














Der var solskin
i Dybbøl
den dag,
og den malede
ikke
så meget,
den mølle,
og tyskerne
spiste
sig mætte
i is
og pomfritter
og snakkede
tysk
uden blusel,
som tyskere
gør
og bør gøre,
og havde
jeg kendt
Søren Conradsen,
menig
i Feltregimentet,
den dag,
tror jeg nok,
at min tipoldefar
gange to
havde fået
en varm
tanke med sig
på vejen
til fronten,
det gjorde
jeg ikke,
kanonerne
tav,
der var solskin
og is
om pomfritter.

lørdag den 21. september 2013

Vestbanen

Tog engang
toget
fra Herning
til Aulum
og skiftede,
kørte
til Vildbjerg
og Skibbild
og Studsgaard
og fortsatte,
så både
Kibæk
og Borris
og Skjern,
før jeg ventede
lidt
på stationen
og fangede
endnu et tog
op til Herning
igen, dét
var noget,
og dét var
så dét.

fredag den 20. september 2013

"Don't you

forget
about me"
hørt
i toget
en torsdag
i regnvejr
på vej
fra en anden
mands
job.

onsdag den 18. september 2013

Venter på tordenvejr,

revolutioner, konkurser
og breve på bordet,
på pludselige blink fra
en sort og tom himmel,
der vist nok engang
skulle have rummet
en dansende stjerne.

Træerne

visner

og vælter
i blæsten,

men rødderne
bliver,

hvor
de er.

Højby

var flad
som en femmer,
og den
kunne man bruge
i Brugsen,
hvis ikke
i Fakta,
og mellem dem
lå et forsamlingshus,
hvor jeg engang
så Claus Hempler,
det landskendte
bysbarn,
ved trappen
i færd
med at ryge
en smøg,
mens det silede
ned,
og han lignede
godt nok
en rock star,
men også
et vildt,
jaget dyr,
lidt for synlig
blandt kalkede huse
og klirrende poser,
og mange folk
kiggede
på ham,
dét gjorde
man dér,
men kun én
hilste kort
på en sang.

Har skrevet

til kongen,
han siger,
at problemerne
tårner sig op,
at han savner
en hest,
han kan klappe,
og snart tror,
at bonden
er nået,
at han har
sat alt
på et bræt,
men det slet
ikke spiller,
han mangler
vist brikker
at flytte med,
hvis han
selv tror
på tom skak.

Dagene går over,

den skal nok gro
sammen, tiden,
du skal nok få lov
at presse dine
læber mod dens
glatte, hvide hud. 

Jævnfør Bukowski

Vi tabte, men hestene
løb og fik havre i stalden
bagefter, og boderne
solgte en hel masse popcorn
og øl, og der hoppede
unger i vandpytter, Lydia hed du,
du lignede Suzy, hvad fanden
var det for et navn?

søndag den 15. september 2013

Vågnede ved,

at du vågnede
ved,
at den vågnede,
solen,
fra guderne
véd
hvilken søvn.

lørdag den 14. september 2013

Eventyrbyen,














det kaldte man Odense,
selvom en salig Hr. Andersen
flygtede fra den fra barnsben,
den første tid mest gennem drømme,
men senere også med hestevogn
uden at se sig tilbage,
nu var der papirklip på skilte i vejkanten,
parken var fyldt med skulpturer
af havmænd og svaner,
mens digterens egen figur,
triplet op og forvandlet
til brunligt materie,
smeltede sammen i døgndrift
på Banegårdspladsen,
og endnu en pige gik rundt
med én tændstik
i lommen.

Arosiade












Jeg swingede aldrig med Århus,
med alle de rene facader og blanke caféer,
med pigernes dyre parfumer og stylede kluns,
med de sindssyge priser på fadøl,
med publikums højlydte knævren i baren
ved alle de bedste koncerter,
jeg aldrig fik hørt,
dette hovmod, så jysk i sin mangel
på egentlig klasse, det var,
men jeg elskede havnen,
de rå og forblæste og stinkende havn,
dén var stor, man fik lyst
til at drukne sig i den.

Grimt digt om Bukdahl

Vil skrive
et grimt digt
om Bukdahl,
fordi
han er Bukdahl
og ikke
kan holde
sin kæft,
som man bør,
og specielt,
når man anmelder,
anmelder, ja,
som til strømerne,
PET, CIA og MOSSAD,
han er grim,
han har briller på, ja,
for han læser,
han læser forkerte ting
ind i det rigtige,
rigtige ting
ind i alt det forkerte,
jeg tror nok,
han mener,
at jeg er forkert,
det forkerte
er rigtigt nok,
altid,
og jeg er
forkert på den,
derfor skulle jeg
være anmelder,
anmelde Bukdahl
til PET, CIA og MOSSAD,
støbe Hvedekorn
om til et bygkorn
og ramme ham
lige i øjet
hvert øjeblik,
åh ja, hvert øjeblik
fødes der sikkert
en Bukdahl,
hvis blik,
ligesom mit,
rammer verden
og ser,
den er grim,
ligesom digtet
om Bukdahl
er grimt
ligesom Bukdahl,
jeg tror sgu,
jeg elsker ham,
Bukdahl,
den mand,
har sgu briller
på, mand!

onsdag den 11. september 2013

Himlen

er blå,
og jeg tror,
jeg kan høre
den skumme,
jeg tror,
den kan slippe
en hel stime
brislinger
når som helst,
tror, at jeg nok,
hvis jeg er
lidt tålmodig,
skal fange
en engel
til sidst.

Vi er krystaller,

vi preller
af frakken,
vi prikker
på huden,
vi smelter
på tungen,
vi smager
af ingenting,
vi er krystaller,
så smukke
vi er, mens
vi falder.

torsdag den 5. september 2013

En krans til Hårup
















1

I gammel tid
boede der fyrster i Hårup,
man fandt deres smykker og lig,
da man gravede ud
til den seneste motorvej,
snart står den færdig,
til den tid vil lastbiler
suse mod Ringkøbing
hen over kongernes revnede kranier,
chauffører vil bunde,
og grøften vil fyldes med dåser,
tilstrækkeligt af dem
til endnu en stormandsgård,
Hårup vil ligge
i periferien af alting
og sove den ud
efter mange års kamp,
til man også planerer
dén døs
og får opfundet dét,
der er nyttigt
og dumt nok
til også at følge
dén rute
og lække
en hvid plet
på kortet.


2

I gammel tid,
sagde de gamle,
forsamledes
alle de unge i Hårup
ved Grønsdalskol,
når det blev høst,
der var spillemænd, jo,
der var brændevin,
buske i krattet
og halmballer
ude på markerne,
der var en eg,
man kunne
kredse omkring,
til man ramte,
sit mål,
man kunne
bygge
en landsby
på olden.

  
3

Jeg kendte
en del folk
i Hårup,
jojo, både Herdis
og Børge
og Hardy
og Svend,
der var Lily
og Tove
og Birgit
og Knud,
der var Anne,
Jens Christian
og Ejnar
og Lindy
og Frans,
der var
navne nok,
nu er der
stadigvæk
navne nok,
mennesker,
derimod,
kniber
det med.


4

Da mormor
og morfar
i '55
eller deromkring
købte et
skrantende landbrug
på Bygaden 6,
var der hest
foran ploven endnu,
og det gik
nogle år,
indtil morfar
fik købt sig
en traktor,
så fik de
lidt unger,
der knapt nok
var råd til,
og morfar
supplerede op
med lidt ekstra
på skiftende
værksteder,
indtil de voksede op
og fik børn,
der hjalp til
med at hente
kartoflerne op,
slynge honning
og hyppe
lidt roer,
og så
gik han endelig
på efterløn,
gården blev solgt,
og jeg husker endnu
mormors tårer,
da nøglen
blev lagt
under måtten
for altid
en søndag
i sommeren '87,
alle de år,
al den møje,
og omsorg,
så endte
det bare
med dét der
uhørlige klik
på en anden
mands trappe.


5

Hos mormor
og morfar
fik hønsene lov
til at hakke
i jorden,
og alle
beundrede
hendes rabarber
og huggede løs
af de saftige
jordbær,
der stod
lidt for tæt
op ad Bygaden
bag ved en alt
for lav hæk
- også mig,
der lå helt
flad af grin,
når hun dansede
rundt
mellem platter
og vaser
i stuen
og skrålede løs
til den tyndslidte
spole
med Cash
i San Quentin
og mente
hvert ord,
som hun ikke
forstod,
og at helvede,
havde man spurgt,
lige så vel
kunne være
et sortsvedet
franskbrød
i ovnen
som tremmer
i Syden
et sted.


6

Mormor
kunne lave
medister
fra bunden
og ælte
en dej,
så man selv
blev forpustet
ved synet,
og koge
en pokkers
god ribssaft
og presse
en sylte
og piske
en halv liter
fløde
ved håndkraft,
hun kunne
det hele,
men tabe
i rommy
med værdighed,
dér gik
dog grænsen.


7

Kold
kunne hun godt være,
mormor,
men isene lå
på en fast plads
i fryseren
ude i baggangen,
alle os børnebørn
kendte,
de smagte
som regel
af nougat.


8

Jeg husker den,
morgenen,
hvor bragene
lød på A15,
og mormor
gik ud
for at se,
hvad der skete,
og da
hun kom ind,
var hun helt hvid
i hovedet,
og selvom
jeg vidste,
det ikke
var smart,
stak jeg af,
rendte hen
over naboens
gårdsplads
og stod bare dér
i en vejkant
med udsigt
til Hårup Beton,
mens de
indfandt sig,
bilerne
inde fra Falck,
mænd og kvinder
i hvidt
rullede bårerne ud
og begyndte
at skære
i bilvrag
og kroppe
i flæng,
hvad der skreg,
ved jeg ikke,
jeg ved kun,
de kørte igen
i en helvedes fart
og lod Mig
stå tilbage.

  
9

Natten
var ofte
ret mørk
på de kanter,
og mange folk
købte en hund,
så de trygt
kunne kravle
til køjs
uden først
at skulle låse
for fordøren,
der stod de så,
de behårede kræ,
og bevogtede,
også mod venner
og gæster,
avisdrenge,
postmænd
og sådan,
som nu Nielsens 
Sankt Bernhard, 
der lød
navnet Bjørn
og var rablende gal
og engang bed
hans barnebarn,
Bill,
halvt ihjel,
og en anden gang
satte i flugt
efter mor,
da hun rundede
hjørnet
ved gården,
gravid
med en søn,
som var mig,
og kun bakkede bort,
da hun skreg
som et dyr,
der skulle dø,
dér gik åbenbart
grænsen,
og Basse,
en boxer
der boede
hos Anne
og Frans,
som gik glip
af avisen
utallige gange,
fordi der
kom tænder
i vejen,
men inde
bag døren
lå jeg
ganske ofte
på dørmoppen
sammen
med hunden
og sov
som en ufalden 
engel.


10


Tove og Jens Christian
kom fra Søby,
det var der,
de blev et ægtepar,
i hvert fald,
og mens krigen
gjorde olie
til en sjældenhed,
blev brunkul
til kontanter
i Jens Christians
hænder,
selvom de blev tjent
i dybe grave,
der kunne styrte
sammen
når som helst
og gjorde det,
det kostede en ven
i ny og næ,
og så begyndte
han at drikke
som de fleste
på det sted
og spille poker
som de fleste
på det sted
og slå på tæven
som de fleste
på det sted
og ganske ofte
var det Tove,
der tog fra,
men så en dag
fik Tove nok
og tog sin søn
i hånden
med en pakket
kuffert
i den anden,
og Jens Christian
faldt til patten
og blev blød igen,
de flyttede
til Hårup
i et hus,
han havde vundet
i hasardspil,
og de ældedes,
og pludselig
en dag
kom mor forbi
med lille mig,
og jeg blev passet
som en søn,
fik lov at bygge
mig et slot
i deres have
af de slidte hynder
fra den tunge sofa,
og Jens Christian
gav mig snus
fra dåsen
lige så tit,
jeg spurgte,
og han lo,
når jeg var ved
at hoste
halsen op
endnu en gang,
og alt var godt
så længe
ingen rørte
alt for meget
ved Jens Christians
store puslespil
på bordet.


11


Der var intet folketing
i Lillekøbenhavn,
men nok en konge,
der var ingen børs
i Lillekøbenhavn,
kun løn til tiden,
der var intet B&W,
men nok et værksted
for defekte trucks og kraner,
hvor Jens Christian
og de andre børster
skruede og smurte løs,
til bæsterne blev raske
og drog bort igen,
og der var intet Rådhusur,
jeg gentager,
intet Rådhusur
i Lillekøbenhavn,
men nok et horn,
der lød hver dag
præcist halv fem,
og der var ingen
høje blokke af beton,
men nok en lille
håndfuld gule, lave huse,
man kunne leje
af fabrikken
mod en rimelig betaling,
der var ikke
noget Wivex eller Tivoli,
men nok en billig radio på reolen,
hvor Jørn Hjorting
spillede "Gem et lille
smil, til det bliver gråvejr",
der var ingen Assistens,
men nok en presset,
sandet jordbund,
man kunne gå på,
til man ikke kunne mere
og skulle væk,
måske til Store
København.

  
12

Grusgraven
anlagde Hårup Beton
længe før,
jeg blev til,
for at indsamle
råstoffer,
da jeg
var barn,
var den opgivet,
brugt
til den yderste
grænse,
og lå bare der,
fyldt med rustende
kraner
og skallende
skure
og skårede
lerduer,
skytterforeningen
nede i bunden
fik standset
i flugten
for sjov,
og dér voksede
følfod
og dunhammer
side om side
med bunker
af affald
og skrot,
og det skete,
Jens Christian
fandt traileren frem
for at rulle
derned,
plukke borde,
reoler
og skænke
som om,
det var høsttid
på gården,
han kom fra
engang,
og så kørte
han afgrøden hjem,
gav den maling
og fernis
i skuret
bag huset
og solgte
den videre,
vist til fornuftige
priser,
men blomsterne
havde jeg helt
for mig selv,
de var vist
ikke nogens,
de duftede
rent,
rigtig rent,
som om
verden
var nyfødt
igen.


13

Danfoss
var ikke for børn,
det var sådan et sted,
morfar stod ved et samlebånd,
mens termostater tog form,
del for del, meget nyttige,
sikkert, men kedelige at glo på,
og sådan et sted,
morbror Bjarne faldt ned
fra stilladset en dag,
han skulle male facaden,
og slået så voldsomt til plukfisk,
han mindede mest om en mumie,
de næste tre gange,
jeg så ham, nej, Danfoss
var ikke for børn,
det var sådan en bygning
i Hårup, de voksne gik ind i
og ofte forlod,
det var sådan et sted,
man tog hen for at
møde sin skæbne.


14

Neptun lå ude
i kanten af byen
i retning mod Linå,
en statelig hal
med en drejende flaske
som vartegn,
om morgenen
trak flere fra Bygaden
søvnigt i tøjet
og gik så derop
for at tilbringe dagen
bag stålhegn og pigtråd
med ukendte gøremål,
ingen fik indblik i,
os, der var børn,
fik dog løse mærkater
og helt friske kapsler
til samlingen,
hvad det end var
for en type magi,
der blev udøvet,
smagte den også
ret godt.



15

Købmanden
havde det meste,
han solgte
benzin
fra en stander
ved vejen,
kunne fylde
en slikpose op
for en femmer
og malede kaffe,
mens kunderne
fik sig en sludder
ved disken
om vejret
og Anker
og Jimmy,
den pokkers
til knejt,
men ved indgangen
hang han,
Den tørstige
Mand,
det kunne godt ske,
man bryggede
Neptun
i byen,
men han
havde brug
for en Tuborg.


16

Man vidste
vel nok,
hvem,
der drak,
hvem,
som tævede
ungerne,
når han
kom hjem,
hvem,
der købte
lidt lir
bag om ryggen
på konen
hos hende der
ude i Halved,
man vidste
så meget
i Hårup,
der ikke
kunne bruges
til noget,
til gengæld
var dørene
åbne.


17

Hvert år,
når høsten
var kommet i hus,
tog vi grebene
ude i stalden
og antændte stubbene
ude på marken,
med rygge mod skellet
og hvert vores græsstrå
i mundvigen
stod vi så der,
morfar, Bjarne og jeg,
og så sommeren ende
med flammer og aske
og drivende skyer,
der mørklagde vejen,
de lignede
af og til
noget.


18

Dammen,
man skøjtede på,
når der virkelig
var vinter
i Hårup,
var bundløs
ifølge min mormor,
og derfor det sted,
man forsøgte
at snige sig bort til
hver gang,
hun var ude
på ærinde,
når den var skrabet
tilstrækkeligt ren,
kunne man se
gennem isen,
og vel
var der mørkt
i det dyb,
men man anede
byer dernede
med osende biler
og rygende skorstene,
skimtede fremmede,
velkendte øjne
med brændende blikke,
man ikke kunne tyde,
og nederst
en mund
fuld af stjerner,
jeg kyssede,
til mine læber
blev blå.


19 *

Træet,
der stod
bag ved længen,
gav blommer
som om,
det skulle dø,
og vi åd,
og vi åd
for at stille
en sult,
der var større
og ældre
end os,
selvom mormor
forsøgte
at tale
os fra det,
vi sked,
og vi sked,
mens vi tog os
til maverne,
alting,
vi kendte,
forsvandt
ud i kummen
med blade
og stammer
og rødder,
men smagen,
du, smagen
hang ved.


20

Først døde
købmanden,
dernæst gik
Neptun i stå
og blev opkøbt,
så flyttede alle
de gamle
til Silkeborg,
gårdspladser
fyldtes af
gummidæk,
plastic og skrot,
politiet
kom pludselig
forbi,
og vist ikke
til kaffe
og flødelagkage,
men græsset,
det groede
da stadig.


21

Maskinerne
kom,
og de jævnede
skoven
med jorden,
de nedrev
en gård
eller to
eller ti,
gjorde marker
ubrugelige,
pløjede
minderne op,
lod dem bløde
ihjel
på en rustende
skovl,
der var hænder
bag rattene,
hænder.


22

Vejene
fører til Rom,
hvis du vil,
og Moskva,
hvis du vil,
men mindst én
snitter
stadigvæk
Hårup
så dybt,
du kan sejle
dertil,
hvis du vil.


Til Karen Severine Hansen f. Mousing (1924 – 1999).


* til Sine Baunbæk Christensen.