torsdag den 29. august 2013

Sommeren

hælder
sgu ikke,
den vakler
i seng,
den har slugt
hver en dråbe
i flasken,
nu døser
den let,
mens den
drømmer,
at den
er en bjørn.

onsdag den 28. august 2013

Ang. Tunø












At leve på Tunø
er ikke et spørgsmål
om penge
men jordtype,
mulden skal passe
perfekt, hvor den er,
spørg blot karl
der engang
tabte tænderne
nede ved færgen,
men fandt sit gebis
i en fisk,
som han købte
på havnen
af Vagn,
her er fyret
og tårnet på kirken
det samme
og kroen placeret
ved indkørslen,
kun de gevaldige
porrer på markerne
udspænder marginen
så voldsomt,
at de kan tage bort
hvad de gør,
ind til GASA
i Tilst,
men de vokser
til gengæld
ihjel.



(nyt remix af et digt fra efteråret 1999) 

mandag den 26. august 2013

Stenbjerg-session, uge 34

















Kræn Vester

1

De kalder
det Kræn,
de lokale,
Kræn Vester,
turisterne
kalder
det havet,
det ene hold
drukner,
det andet
får råd
til en Audi,
lidt høflighed
lønner
sig altid.

2

Kræn
kommer ikke
til kaffe,
man kommer
til ham,
og man husker
at hilse
belevent
og arte
sig ordentligt,
som udgangspunkt
stiller man
træskoene
pænt
i entreen.

3

Kræn
har en dragkiste
inde
i stuen,
og alle,
som virkelig vil,
giver han lov
til at kigge
én gang,
der er mange,
som mister
forstanden
ved synet,
og mange,
der ser,
hvem de
egentlig er,
men kun dem,
som kan tie,
får lov 
til at prøve
igen.

4

Man siger aldrig
farvel
til Kræn Vester,

man tager
sine sko på
og går,

men de påløber,
renterne,
dagligt.



Mændene

Engang
var her
fiskere til,
tavse,
vejrbidte
væsener,
der nok kom
i land
ind imellem
og lossede
fangst,
men var tomme
og fjerne
i blikkene,
mens det stod på,
og drog ud
ved den først
givne lejlighed,
ud, hvor de,
ligesom
Kong Neptun,
kunne bunde
og vidste,
hvad dyrene hed,
og i huset
sad konen
tilbage
med pande
og bleer
og bønnebog,
ikke en havfrue
længere,
snarere
bare en torsk,
salt og vindtør
og gift
med en strandvasker,
Jesus
kom tit
på besøg
i de blæsende
nætter
i Stenbjerg,
og alle
var én stor
familie.



Kirken

Kirken
i Stenbjerg
er lille,
skønt troen
er stor,
her er købmanden
lukket,
og kroen
for udenbys gæster,
missionshuset,
derimod,
stuvende fuldt,
og man kender
sin salmebog,
ligesom man ved,
hvor man finder
de flotteste blåbær
og fedeste sild,
men den strammer,
den kirke,
måske er den
stor nok
til Gud,
men til mennesker
rækker
den ikke.



Bunkeren

Bunkeren
troner
på bjerget
endnu,
og fra den
kunne tyskerne
sænke
de engelske skibe
i tilfælde af,
der blev D-dag
i Thy,
men skønt heden
kunne rumme
uendelige bræmmer
af døde soldater
og brændende tanks,
var det ikke
i Stenbjerg,
historien
blev skrevet,
den blev,
hvor den slags
hørte til,
og en morgen
i maj '45
drog prøjserne
mutte og trykkede
hjemad
og løsnede
ikke ét skud,
men de glemte den,
bunkeren,
nu har den udsigt
til flokke
af kjover
og klynger
af lyng
og en tidsalders
tavshed,
jeg var der
i går,
der lå
plettede
trusser
på gulvet.



Døden i Stenbjerg

I gammel tid
døde man
ude på havet,
nu kradser
man af
i sin have,
mens hustruen
venter
på Falck,
Holstebro
tror man
ikke på,
vejene,
derimod,
bærer
kun bibelske
navne.



Stenbjerg by night

er en fryser,
der summer
i gangen,
en lampe,
som lyser
ved døren
og lyden
af naboens
køter,
der bjæffer
af vinden,
så ingen
kan sove.



Ulven i Thy

1

Ulven
i Thy
giver mening
med så mange
klitter
og flader,
som ellers
står gabende
tomme.

2

Ulven
i Thy
er usynlig,
den minder
en smule
om Gud,
men den synger
helst salmerne
selv.

3

Ulven
i Thy
holder udkig
bag ruden
og kassen
og rattet,
den snuser
og lytter,
den ser,
hvad den ser,
med de øjne,
den har,
den kan kende
sin art
fra sit bytte.

4

Ulven
i Thy
findes efter
behov
som forklaring
på alt det,
som var,
men med ét
er forsvundet.

5

Ulven
i Thy
hyler træerne
skæve
og gaderne
øde
og hederne
fulde
af blåbær.

Bunkers

Der er bunkers
endnu,
mens du sover,
går døde soldater
igen på patrulje
i klitterne,
minerne
ruller
på havbunden,
fly driver
hen over himlen
og bliver
til ingenting,
sengen
er varm,
for din dyne
er foret
med hjernevæv,
bølger
går højt,
der er bunkers
endnu.

Regnen i Struer

Husker den stadigvæk,
regnen i Struer,
der så ens ud
for hende ved kassen
i Vestjyske Bank
og den dødsdømte dranker,
som hang under Buen
med plettede
poser og bukser,
man snakkede meget
med alle om alle
i Struer,
både hårdt
og bekymret
og kærligt,
det hele på én gang,
som oftest,
mens hylderne tømtes
og fyldtes i Rema,
og ruder blev smadret
i Gimsing,
og trosser blev kastet
i havnen,
men regnen,
den nævnte man sjældent,
tog bare imod den,
den smagte
af salt
og tålmodighed.

Sæsonen er slut

Den slutter
snart, sommeren,
ræven 
er mæt,
det er kragens
tur nu,
det er godt,
som det er, 

og du kalder
fra kammeret,
vi bløder
bær,
snart skal
lagenerne
vaskes påny,
det er godt,
som det er.

Om morgenen:

Det rådnende
marsvin
i sandet,

der ler
af en joke,

som jeg nok
er for ung
til at fatte.

Suset

i træerne,
suset
af blod
gennem årerne,
børn
bygger drager
og ler,
mens de letter
og dykker
og letter,
en gammel mand
holder
på hatten
og bander.

Tingfinder

Som noget,
der ligger
i sandet,

en bøje,
en ravklump,
en måges
skelet,

vil jeg
finde
min stemme.

Topmøde i Hillerød

- Er du der, Gud?
- Joeh, sådan da.
- Kan du virkelig høre mig?
- Ellers svarede jeg nok ikke, vel? Hvad vil du købe?
- Købe?
- Ja, I vil sgu altid købe noget.
- Jamen...nej! Hun forsvandt bare, og føler jeg mig meget, meget alene.
- Og det har du hvem at takke for?
- Takke for?
- Jeg gentager: Tror du ikke, jeg har ører? Du fyldte hende med sortsynet lort. Hun fik nok og gik. Accepter det dog.
- Men...hvis det er dig, som har skabt mig?
- Jeg har ikke bedt dig om at skabe dig, vel?
- Og hvis det er dig, der har skabt hende?
- Jeg bad hende ikke om at gå. Sig mig, tror du ikke, jeg også tænkte på den frie vilje?
- Jamen hvis alt er i dig?
- Så er ingenting også i mig.
- Men det hele virkede så determineret.
- Jo, det gav vel sig selv.
- Som om alt, der findes, skal have en modsætning.
- Hm.
- Og blive ødelagt af den til sidst.
- Du er i hvert fald klogere end ham der på bjerget.
- Men hvorfor? Det ender i konflikt og tvivl og savn det hele.
- Tjo, men det var fedt, da det kørte, ikke?
- Jo.
- Det er sådan noget, man kalder for liv.
- Det føles mere som døden lige nu.
- Tro mig, det er det ikke.
- Hvad ved du om døden?
- Han holder til ude i garagen og brygger en dælens god kop kaffe.
- Du er umulig.
- Siger spøgelset.
- Ja, jeg har det godt nok som om, jeg er ved at forstøve.
- Måske skulle du finde nogen at snakke med om det.
- Du er der jo?
- Jo tak, det er jeg alt for godt klar over.
- Og du er min fader!
- Du har en far, din klovn! Husk på dét og brug ham!
- Du er dum!
- Ja, og splitterravende genial. Har du nogen sinde lagt mærke til, hvor meget de ting minder om hinanden?
- Bah! Du må have det.
- Lige én ting.
- Hvad?
- Fik I nogen sinde læst de der stentavler?
- Det tror jeg. Vi har i hvert fald fået at vide, hvad der stod på dem.
- De findes ikke længere?
- Næ. De er sikkert blevet hugget op og brugt til vejbelægning ét eller andet sted.
- Hvordan siger første bud?
- At du er et egoistisk møgsvin.
- Mooooseees?


(til Dialogos)

Forebyggelse

- Der er du.
- Det er du godt nok også.
- Det er stort.
- Større end os sådan cirka, ja.
- Jeg kan ikke helt fatte det.
- Måske er der ting, man ikke skal fatte.
- Ja.
- Ja.
- Min arm klør.
- Så klø.
- Jeg prøver, men jeg tror, der er ved at vokse noget ud på den.
- Så køb noget medicin.
- Ja.
- Ja.
- Jeg er bange.
- Det kan jeg godt forstå.
- Skal jeg købe noget med?
- Gør det. Du skal nok få penge i morgen.


(til Dialogos)

Drømmetid

- Du har mistet din charme.
- Har jeg det?
- Ja.
- Hvorfor?
- Du plejede at få mig til at grine.
- Har der nogen sinde været noget at grine ad?
- Du kom også med blomster.
- De gror fint, hvor de gør.
- Du gjorde hele tiden min verden større ved at fortælle mig spændende ting.
- Kun idioter har behov for at kloge sig.
- Og vi elsker ikke med hinanden mere.
- Er det ikke vigtigere, jeg er her?
- Er du det?
- Det skulle jeg mene.
- Jeg kan ikke føle dig længere.
- Man skal ikke føle. Man skal vide.
- Du er håbløs.
- Nej, det kræver, der findes et håb.
- Ok, men charmen har du mistet.
- Til gengæld er jeg virkelig.
- Så hellere drømme.
- Om mig?
- Om dig, som du var.
- Sov godt.
- Godnat.


(til Dialogos)

Der er et træ,

der er givetvis flere i nærheden,
visse ting kommer i flok
ligesom krager og stjerner og tid,
og til sommer bliver grenene grønne,
og tæpperne folder sig
ud under kronerne,
cider bliver drukket,
og skrogene fyldes med kød,
før de kravler til himmels,
højt syngende,
duggen vil falde
langt ind i oktober,
og skovbunden dufte
af rådnende hamme,
men se: Der er
faktisk et træ.

Aritmetik

Du er ingenting. Jeg er ingenting. Hvis vi forener vores ingenting, bliver det en anden slags ingenting, og det er dog noget. Hvis det noget lægges sammen med et andet noget, kan det blive til en hel del, og hvis en hel del adderes med en hel del, bliver det en masse. Når en masse bliver stor nok, bliver den kritisk. Så eksploderer den og bliver til ingenting. Søg varmen hos mig, jeg er fuldstændigt kold. 

onsdag den 14. august 2013

Jævnfør John Foxx

Jeg vil være
en maskine,
jeg vil tælle,
jeg vil tælle
mig igennem
sorg og savn
og smil og kærlighed,
vil tælle mig
fra fylde og erindring,
had og bitterhed,
vil tælle mig
fra nul
og op til x
og skide kasser
ud på hårde,
kolde gulve,
jeg vil lave ting,
du putter
noget i.

tirsdag den 13. august 2013

Jævnfør Aakjær

Han sidder
bag skærmen,
og skærverne
rasler
til jorden,
og skærver
er sten,
som den sten,
han har slået
dem af,
ikke brød,
for de knaser
i munden,
og knaser
i munden
gør sten,
så det er de,
men sten
har vel også
værdi,
uden dem
var han ikke
Jens Vejmand.

fredag den 9. august 2013

Sommeren

slutter

om lidt,
du har glemt,
hvad du

ville
fortælle.

Metro

Der stod vi så
oven på togene,
og der var varmt
på det sted,
alt for varmt
til at spille
backammon
og kneppe
med fluer,
for varmt
til at tale
såvel som
at tie,
for varmt
til at stå
så tæt
sammen
og vente
på hver
vores
afgang.

onsdag den 7. august 2013

Assistens...

...not elsewhere.

Ordene

Det er længe siden vi sås sidst, ord, og I er løbet i vejret, snart er I højere end mig, og jeg er flyttet ind på et hjem, hvor ingen besøger mig, mens jeg smuldrer, realitet for realitet.