torsdag den 25. juli 2013

Lignelsen om tingen fra IDEA

Annika kiggede på tingen. Den vendte helt forkert. Godt nok vidste hun ikke rigtigt, hvad det var for en ting, som var blevet til overs fra det der samlesæt, hun havde købt i IDEA i søndags, for hun havde en reol nu, og den fungerede tilsyneladende upåklageligt. Alligevel lå den lige dér, den ting. Den eksisterede. Nogen havde ønsket, den skulle eksistere. Godt nok ikke Annika, for hun ville hellere være fri for den, men nogen. Og eftersom det ikke lignede mennesker at fremstille ting, som ikke havde noget formål, måtte den kunne noget.

At hun ikke kunne gennemskue hvad, gik hende på. I starten ikke så meget. Hun flyttede reolen på plads, fyldte hylderne med bøger og puttede tingen i den krukke henne ved vinduet, hun også gemte nøgler og pinkoder i. Men hver gang, hun åbnede den - og det var i sagens natur ganske ofte - kunne hun ikke undgå at se...det dér. Og efter en tid begyndte den at påvirke hendes selvtillid, som i høj grad var funderet på den intelligens, hun ellers havde attest fra KU på, at hun var i besiddelse af. For hun havde placeret tingesten der i forventning om, at der en dag ville gå en prås op for hende, og hun uden videre ville placere den på sin rette plads. Men det skete ikke. Selvom hun begyndte at miste nattesøvn, mens hun tænkte over spørgsmålet, forblev tingen lige tilsyneladende formålsløs. Og mens Annika for hver dag følte sig dummere og mere inkompetent - for pokker, de reoler var jo konstrueret, så selv den største kvabodder kunne skrue dem sammen! - trøstede hun sig med større og større mængder øl og chokolade. De farverige kjoler blev erstattet med forvasket træningstøj, frisuren klaskede sammen, og hvor hun før havde duftet af blomster, kunne den stank, hun i stigende grad omgav sig med, bedst sammenlignes med en blanding af våd tobak, gammel sved og fisk, som havde overskredet sidste salgsdato.

"Nej, nu er det nok!", tænkte Annika en dag ved sig selv. Hun ringede ind på kontoret for at sygemelde sig, og så flyttede hun ellers reolen ud midt på stuegulvet igen, pillede den fra hinanden, hentede tingen ovre i krukken og gik igang forfra. Således fortsatte hun, til solen gik ned. Undervejs antog byggesættet diverse mere eller monstrøse former - udenforstående ville måske have betegnet nogle af dem som abstrakt skulptørkunst af højeste karat - men enten forblev tingen noget, som var til overs, eller også nægtede møblet at samle sig til noget brugbart. Og mens mørket faldt på, vaklede Annika ud til spejlet og stirrede længe ind i sine øjne, som havde mistet den sidste rest glød. Så åbnede hun lågen ind til medicinskabet.

I Älmhult faldt mørket også på, men det passede Pär Bengtsson fint. Han havde en stor, flot altan med udsigt over en lille sø, han havde masser af myggelys, og han havde lige åbnet en flaske ædel, fransk rødvin, han havde tænkt sig at dele med den besøgende journalist, som ventede med sin diktafon ude ved bordet.

- Nå, hvor kom vi fra?

Journalisten tog smilende mod glasset og rodede lidt i sine notatark.

- Åh jo, hvad betragter du som den største succes i din designerkarriere?
- Hæ, nu skal du høre. Professionelt set er der mange, men det design, som fryder mig mest, er faktisk ét, som gik galt. Jeg tegnede en ellers virkelig funktionel og enkel reol på et tidspunkt, men sideløbende havde jeg forsøgt mig med en ny slags specialskrue, der overhovedet ikke fungerede, og ved en fejl røg tegningen til den med ud på fabrikken. Der blev den så fremstillet og smidt i kasserne. Jeg har haft ikke så lidt fornøjelse af at forestille mig, hvad de tusindvis af mennesker, som siden har købt reoltypen, har stillet op med dén...

mandag den 22. juli 2013

Digterens hus

Hermed det sidste manuskript, jeg har tænkt mig at servere i denne omgang: Frugten af mine seneste års eksperimenter med faste rim og metriske skemaer. Oprindelig var det meningen, materialet skulle have taget form af tre manuskripter - ét ret symbolistisk præget, ét med børnerim for voksne og ét med tekster, som var skrevet over tarottens Major Arkana, men når det kom til stykket, foretrak jeg alligevel at fremvise en bredere palet med (håber jeg) lidt for hver smag.

Det er ikke med så lidt rysten i knæene, jeg lægger dette frem, for det har altid været mit princip, at hvis man skriver med fast versificering, skal man kunne bide skeer med de bedste af de gamle. Det ved jeg stadig ikke, om jeg gør. Men nu vover jeg alligevel det ene øje...







***




Steffen Baunbæk
Digterens hus
Rim



***




Miss Atomic Bomb




***




Nytår


I

Gaderne buldrer
som om, der er krig.
Hjørnerne fyldes
med gylpende lig.
Bilerne slingrer,
det samme gør du.
Noget er gået
uhjælpeligt itu.

Dronningen viser sig
for sin nation:
Møder med alvor
den situation,
at det, der venter,
er det, som var til.
At det, man ville,
er det, som man vil.


II

Røgen har lagt sig,
men bærret gør ondt.
Flaskerne rasler,
men går ikke rundt.
Gulvet er fedtet
af øl og urin,
vinduet åbnes
på klem – medicin!.

Nede i Østrig
står tosser på ski.
Statsministeriet
spreder "magi".
Selvom du mest af alt
ligner et får,
undgår du ikke
det ny, herrens år.




Muldjord

Muldjord pisker mod min kind.
Muldjord lukker orme ind.
Muldjord heler mine sår.
Muldjord drysser af mig, når jeg går.

Muldjord, kolde, våde skød.
Muldjord, møllesten og levebrød.
Muldjord, stille sjælemord.
Muldjord, du er slægtens tavse kor,

og jeg véd, at vestenvinden
vil slette mine spor.

Muldjord sendte mig afsted.
Mine lænder tog din fremtid med.
Muldjord, braklagt, tør og bleg,
se min hånd - den bløder på dig.




Dem, der samler landet

Dem, der samler landet, drikker cola, spiser negerkys.
Dem, der samler landet, dyrker onsdagssex med slukket lys.
Dem, der samler landet, fylder glas og finder lommeuld.
Dem, der samler landet, elsker actionfilm og pottemuld.
Dem, der samler landet, checker nyhedssiden kort, nervøst.
Dem, der samler landet, hader vestenvind og sol fra øst.
Dem, der samler landet, svider gummidæk på frossent vand.
Dem, der samler landet, frygter intet mere end tidens tand.
Dem, der samler landet, sover let og kaster drømme op.
Dem, der samler landet, standser der, hvor ingen siger stop.
Dem, der samler landet, samler penge ind og stemmer ud.
Dem, der samler landet, åbner pungen og betaler Gud.
Dem, der samler landet, heler bælterne med tung cement.
Dem, der samler landet, holder bålene på stranden tændt.
Dem, der samler landet, sælger børspapirer ved en bod.
Dem, der samler landet, tror, at spildevand er tykt som blod.
Dem, der samler landet, knytter marker sammen med et skel.
Dem, der samler landet, ved, at Solen kredser om dem selv.
Dem, der samler landet, trækker byer på en asfalttråd.
Dem, der samler landet, borer huller i den samme båd.




Endnu en demonstration

Folk stimler sammen
i silende regn,
ryster i kulden
og venter på tegn
- snart skal de gå,
det er ikke motion.
Det er blot endnu
en demonstration.

"Magten skal dø",
råber alle i takt.
En får et slag
af en panserklædt vagt.
"Se bare der!",
råber alle i flok.
Folk handler ind:
"Hold nu op med det brok!"

Og på et støvfrit
regeringskontor
sidder en mand
ved et skinnende bord.
"Nå, nu igen?",
ler han højt, ganske kold:
"Stik mig mobilen,
så skal du se vold!"

Brosten bliver våde
af tårer og blod,
kniplerne hvisler
og hamrer imod.
Vogne bliver fyldt,
celler bliver til hjem,
sager bliver ført
mod enhver, der var slem:

"Retten er sat,
det er ikke for sjov.
Hvis I vil rase
mod flertallets lov,
tirre et grundfæstet
demokrati,
gavner det, hvis I
er flere end ni!"

Bøder bliver udskrevet,
folk drager hjem,
røde af vrede,
men egentlig: Mod hvem?
Nok har man ret,
men mod jura og pop
hjælper kun ét: At
kunne løsne en prop.




Hjem med gevær

Jeg kommer fra et hjem med gevær.
Mit navn, det står med grene og bær.
Jeg kender frostens bid i min kind.
Jeg slipper gerne hugormen ind.

Du gemmer dig bag nylon og guld.
Du sover, selvom Månen er fuld.
Du ser dig om, men ser ikke een.
Du lever i en kasse af sten.

Men jeg ved, hvem du er
lige før, jeg trykker af.
Ja, jeg ved, hvem du er
lige før, jeg trykker af.

Vi mødes der, hvor land bliver by,
hvor peber gror, og støv bliver til sky.
Du lufter hunden klædt i civil.
I busken smiler ulven sit smil.

Dit kød er blødt, din pande er klar.
Jeg tænder lidt diskret min cigar.
Jeg sigter - i et brus af viol
trækker du din tjenestepistol.

Og du ved, hvem jeg er
lige før, du trykker af.
Ja, du ved, hvem jeg er
lige før, du trykker af.




Sort sol

Solen er sort, og vi stuver os ind
i kapellet, vi synger, vi bærer dig ud.
Solen er sort, og vi fryser i bilerne,
skoven er grøn, og dog falder der slud.
Solen er sort, og det samme er præsten,
der taler om mørket, men ikke om dig.
Solen er sort ligesom hånden, der knuges
om grebet på kisten, men blævrer som dej.

Solen er sort, og vi lytter til solsorten
ovre på grenen, der skammeliggør os.
Solen er sort, samme farve som dødningekød
og de klæder, vi bærer på trods.
Solen er sort, og der venter en vogn,
klappen smækker, og høsten er pludselig i hus.
Solen er sort, og jeg leder på P-pladsen
efter mit hjerte, men finder kun grus.




Haven


Hvis du leder, vil du finde mig i haven,
hvis det ikke styrter ned.
Hvis du leder, vil du finde mig i haven,
hvis det ikke styrter ned.

Du vil se mig vente gennem vår og sommer,
du vil se mig vente på et efterår.
Du vil se mig vente på de modne æbler,
se mig vente på, de falder og forgår.

Du vil se mig ved de fire floders bredder,
du vil se mig ved din tankes arnested.
Hvis du leder, vil du finde mig i haven,
hvis det ikke styrter ned.




Skanderborg revisited

På Skanderborg Station
er vinden hård og solen strid.
På Skanderborg Station
er sneen umanérligt hvid.
På Skanderborg Station
er regnen vådere end våd.
På Skanderborg Station
er ingen rigtigt vild og kåd.

På Skanderborg Station
er tiden lang og livet kort.
På Skanderborg Station
er kjolen hvid og frakken sort.
På Skanderborg Station
har råger samlet sig i flok.
På Skanderborg Station
er tusind krummer ikke nok.

På Skanderborg Station
har toget mistet damp og røg.
På Skanderborg Station
forsvinder stemmerne i støj.
På Skanderborg Station
er Sophus Claussen fadet ud.
På Skanderborg Station
har musen bleg og uren hud.




Death to everyone

Død over mig.
Død over dit.
Død over sig.
Død over sit.
Død over blomsterne, bierne,
træerne, savene.
Død over murene, gulvene,
hækkene, gærderne, markerne,
skovene, havene.
Død over Pia og Løkke og Villy.
Død over  Wyatt Earp, Davy og Billy.
Død over Prince, Stephen King og Madonna.
Død over Preben og Børge og Jonna.
Død over alt det, som ikke kan stå.
Død over alting, der tror, det kan gå.
Død over alle, som knæler ved tronen.
Død over alle, der kuer kujonen.
Død over det, som skal gøres i morgen.
Død over prikket og suset i åren.
Død over murstensromaner
og stridende klaner
og både, der fragter bananer.
Død over tørre lianer
og nedlagte baner
og dryppende, galende haner.
Død over paven.
Død over maven.
Død over badet, der bobler i haven.
Død over Mozart,
død over Grieg,
død over fitness og billig mystik.
Død over charter og rygeforbud.
Død over Satan.
Død over Gud.
Død over døden
og nok igen: Mig.
Død, mens jeg sænker mig
blidt over dig.




For enden af en kold, mørk vej

Jeg har kradset mig på hagen,
fisket smøger op ad pakken
for enden af en kold, mørk vej.

Jeg har hørt på vindens klagen,
drømt om byerne bag bakken,
for enden af en kold, mørk vej.

Jeg har mærket stjerner stikke,
har set stå, hvad der bør ligge,
for enden af en kold, mørk vej.

Jeg har luret mig til mere
og set Boeings haverere
for enden af en kold, mørk vej.

Jeg har lommeuld i lommen,
blod i munden, sten i støvlen
for enden af en kold, mørk vej.

Jeg har bølgegang i vommen,
smukke taler bliver til vrøvlen
for enden af en kold, mørk vej.

Jeg har tid nok, jeg har ingen,
gør på røven, går på klingen
for enden af en kold, mørk vej.

Jeg har set dig løse knuden,
samlet perlerne på huden
for enden af en kold, mørk vej.




Friktion

Jeg er pigtråd på et fad,
du er takker på et blad.
Du går under, jeg slår til.
Du forstøves, som du vil.

Jeg er solen gået ud.
Du er stjernespækket hud.
Vi er kværnsten sat i sving,
vi er alt og ingenting.




Banesår

Giv mig lidt, der hænger ved,
ikke en tot hår.
Vis mig, jeg er vigtig nok
til et banesår.
Det kan gøres tavst og blidt,
bedre end med kniv:
Lad mig bløde fra det hul,
du fyldte i mit liv.

Vi gik hånd i hånd med vanvid,
og havets kolde brus
sang om nattens elskov
på det slidte sygehus.

Giv mig ting at huske på
- ar er alt for lidt.
Mind mig om, at vi var to,
der altid stod i ét.

Ikke i mit ansigt, du,
for det kan alle se:
Bare på et hemmeligt sted,
kun os to kan kende til.

Du ved, at jeg belønner dig
- giver dig banesår.

Vil du virkelig sige stop,
er alting for betændt:
Giv mig sting, der springer op,
noget permanent.

Vi gik hånd i hånd med vanvid,
og havets kolde brus
sang om nattens elskov
på det slidte sygehus.




Glem mig

Glem mig, jeg er ikke rigtigt
værd at gemme på.
Glem mig, lad mig være nu,
du selv har bedt mig gå.
Glem mig, der går ikke noget
tabt for mig ved det.
Glem mig, jeg var blot en ting,
som ikke skulle ske.

Husk mig som en rift på kinden,
ugler i dit hår.
Husk, at jeg gik over, husk,
at uret stadig går.
Husk, at hårde ord er hævn,
men tavshed sætter fri.
Husk nu, at jeg glemte dig,
og vær et dementi.




Ian

Ian og jeg fandt hinanden i bussen
en dag, hvor det silede ned.
Bleg var han, spinkel og mager med øjne,
der søgte et helt andet sted.
Stemmen var kraftfuld og dyb, fuld af lede
og angst, men alligevel tynd,
mens den fortalte om revnede mure og sygdom
og menneskelig synd.

Da vi stod af, gik han med mig og sang
om de folk, vi passerede forbi:
Sang om den hornede præst og den tyske
soldats svale misantropi.
Sang om den spjættende pige på torvet,
som flokkene samledes om.
Sang om den ensomme dåre i haven,
der stirrede selv tiden tom.

"Here are the young men" - han stoppede op
for at pege på mig og sig selv.
Vidste, jeg kunne forstå, hvad han tænkte:
At klarsynet slog os ihjel.
Overfor blæste der frø rundt i vinden,
og kjoler blev løftet af sus.
Hypnotiseret forlod jeg ham dér, vasket bort
af en svimlende rus.

Årene gik, jeg blev kærtegnet, spyttet på,
skoldet på hjerte og sjæl.
Pludselig en morgen stod Ian i døren,
og lugten var underligt fæl.
Flammerne stod ud ad øjnene på ham,
hans budskab var ætsende klart:
Elsk smerten væk, om du vil, ét er sikkert
- at "love, love will tear us apart".




Miss Atomic Bomb

Miss Atomic Bomb
har kæmpet længe for at nå så vidt.
Miss Atomic Bomb
har suttet dommerpikke på kredit.
Miss Atomic Bomb
har smilet sødt og kastet pizza op.
Miss Atomic Bomb
har ikke hjemme i sin egen krop.

Miss Atomic Bomb
er den, der lyser under blitzens skær.
Miss Atomic Bomb
får kys og røde roser af enhver.
Miss Atomic Bomb
er lutter latter i sin menighed.
Miss Atomic Bomb
tager kronen på og lister trussen ned.

Miss Atomic Bomb
går af, mens bandet varmer op til vals.
Miss Atomic Bomb
får kranier nok til smykket om sin hals.
Miss Atomic Bomb
syr hænder sammen til et luftigt skørt.
Miss Atomic Bomb
fortæller ingenting, men bliver hørt.




Det er ikke mig

Det er ikke mig,
der ser min konto gå i rødt igen.
Det er ikke mig,
som ikke ringer til en gammel ven.
Det er ikke mig,
der ser tallerkener splintres mod min væg.
Det er ikke mig,
jeg ser i spejlet med mit femdagsskæg.

Det er ikke mig,
der ser din hjerterytme tikke ud.
Det er ikke mig,
som spytter syre, når du nævner Gud.
Det er ikke mig,
der kysser læber, som jeg ikke må.
Det er ikke mig,
som du ser pakke tøjet ned og gå.

Det er ikke mig,
der slukker smøgen langsomt i min hånd.
Det er ikke mig,
som griner lykkeligt på de gamle bånd.
Det er ikke mig,
der checker højden, jeg kan styrte ned.
Det er ikke mig,
som vil den dybe, dybe evighed.




Luk blodet ud!

Luk blodet ud!
Det vil størkne derinde
blandt slidte og udtjente ting.

Luk blodet ud!
Det er træt af at cirkle
omkring i den selvsamme ring.

Luk blodet ud!
Det har snart fået nok
af din tynde og messende stemme.

Luk blodet ud!
Luk det ud i de floder
og søer, det ret hører hjemme!




Flasken og paladset

Døren bliver lukket,
papir fundet frem.
Nu skal der skrives
og bundes en dram.
Folk skriver haikus,
hvor føles det fake,
hvis man, som dig,
hylder William Blake.

Skrivebordspladen
bliver pludselig en vej.
Glasklokker ringer,
de ringer for dig.
Himlen er fugtig
og dufter af mjød;
jorden er sort med
en stouts dybe glød.

"Hvor er paladset?"
Du råber det ud!
Englene tier, det
samme gør Gud.
Du plukker æbler,
de smager af støv.
Kærtegner træet
- det taber sit løv.

Rejsen tilbage er
dunkel og lang.
Stjernerne slukkes
- de hørte din sang.
Flasken er tømt,
snart er intet forbi:
Væk er en uskarp
og sværtet kopi.




Reader meet author - en dialog

- Sig noget oplyst,
min brave poet!
- Kunne jeg det,
var jeg blevet profet!
- Du må da vide,
hvor vejen går hen?
- Derhen, hvor vinden
forblæser mig, ven!

- Gør du så gavn
overhovedet, din stud?
- Sikkert, og sikkert
den samme som Gud.
- Selvværdet mangler
du ikke, bevares!
- Ha! Jeg var nok mere
kostbar som fars!

- Hvorfor så skrive?
Hvad vil du med dét?
- Mætte de øjne,
der kigger, måske?
- Det er jo kun
dine egne, dit skrog!
- Jeg klager ikke,
du er her jo! Hov!

- Hov, ja! Og nu er
jeg den, der skal gå!
- Your loss, jeg greb dig
jo ud af det blå.
- Skulle du have skabt mig?
Ha! Hør på dig selv!
- Ingen ved bedre.
Prøv lykken. Farvel.




Mr. Zimmerman

Fans af Bob Dylan
blev klippet i 80'erne,
nu har de slet intet hår.

Fans af Bob Dylan
forstår ikke helt, at han,
ligesom dem selv, blot forgår.

Fans af Bob Dylan
får fin Beaujolais, mens de
grundigt får hver linje vendt.

Fans af Bob Dylan
ser ikke, at blækket i pennen
er menneskeligt betændt.

Fans af Bob Dylan
flår stadigvæk helst Blonde
on Blonde frem,
når hud møder hud.

Fans af Bob Dylan
gouterer kun tvunget,
at også han råbte på Gud.

Fans af Bob Dylan
er monstrene, Zimmerman ser,
når han tager sig en lur.

Fans af Bob Dylan
er mørket, der dækker
hans alt for uendelige tour.




Værn

Jeg har aldrig drukket stive shots
med Hemingway på Cuba.
Jeg har aldrig røget opium i Paris
med Baudelaire.
Jeg har aldrig reddet Borges fra en
angrebslysten puma.
Jeg var andetsteds, da Lorca blev skudt
ned af Francos hær.

Jeg har ikke bollet Blixen i en
himmelseng nær Sundet.
Jeg har ikke frådset tyreblod
med Rifbjerg i Madrid.
Jeg har ikke vandet Brorsons skønne
rose, der er fundet.
Jeg har ikke sagt til Bukdahl, at
han rager mig en skid.

Jeg er korte glimt på gaden, fri for
både horn og glorie.
Jeg er kommet af et tomrum, til et
tomrum skal jeg hen.
Jeg er plottet, før det stivner, dør
og bliver til en historie,
og jeg graver volde rundt om mine
drømme med en pen.




***




Havkongens slot




***




Digterens hus

Oppe på bakken
lå digterens hus,
utæt og hærget
af vindenes sus.

Visnede planter
i potte og skjul
stod i hans vindue,
og ruden var gul.

Stuen var kølig
og køkkenet et rod,
sengen var plettet
af væsker og blod.

Dog greb han pennen
hver morgen og nat
- skrev ej til lyst,
men var vild og besat.

Trapperne knirkede,
døre gik op,
skikkelser svævede
rundt om hans krop.

Nogle var venlige,
kyssede hans pen,
andre fandt fryd
i at sparke vor ven.

"Vi ved dog bedst!",
råbte gejster i kor
over den tilredte
digtersvends bord.

Selv tav han blot,
han var ingenting værd
- blot én, der skar sig
på pen frem for sværd.

Hvad vidste han?
Han var bare sig selv.
Lånte hvert øre,
stod bundløst i gæld

indtil den dag, hvor
en hånd om hans hals
strammedes til
i en dødningevals.

"Bliv mig fra livet!",
skreg digteren hæst
- vendte sig om
for at møde sit bæst.

Luftig var ånden,
men også til grin;
stuen og sengen
stank fælt af benzin.

Tændstikken flammede,
gejsterne skreg.
Digteren brølede:
"Mit ord - det er mig!"

Huset forsvandt
i en søjle af røg,
bort gik poeten
i sodplettet tøj

ud mod et eget
og ubekendt sted,
fløjtende, lykkelig
- men musen tog med.




Rumrotten

På Månen, der boede en rotte.
Den sad på en sur, gammel måtte,
som Armstrong forlod,
da han drog imod
planeten, som rotten kunne spotte.

Den sultede ikke, den lille:
På Månen gik intet til spilde.
Af ost var der nok,
og den gik amok
i skorperne tidligt og silde.

Men drømme, det gjorde den meget
om pølser og kød, der var speget,
om venner, som lo,
om steder at bo,
om gulve, der ikke blev fejet.

Så kom der et rumskib fra Polen,
der skyggede vældigt for solen,
og rotten tog væk,
for Sepp Piontek
fik puttet den blidt på reolen.

"Farvel, Måne, stenede klode!
Nu flyver jeg hjem til Skovshoved!"
Det tænkte vor ven,
før den tog derhen,
hvor vaders var højeste mode.

Og grøn var den, Jorden, og lunken,
men maven blev temmelig slunken
på rotten, det skår,
for kampen var hård
om affaldet henne i bunken.

Og gaderne, de var ét mylder,
og rottegift gav hende bylder.
De andre lo ondt:
"Vi tror, det er sundt,
hvis du holder op med det pyller!"

Og drænet af spotten og hånen
kom dagen, hvor rotten i dånen
omsider gav op
- farvel til dén krop!
Den stirrede tomt op mod Månen.




Havmåge-Helle

Havmåge-Helle
var fri som en fugl
- hvilket hun var,
det var også helt cool.
Helle var retskaffen,
vakker og fræk
- havde én bét, dog:
En styg højdeskræk.

Oppe på klinten
sad Helle i angst
- modtog en del af
sin floks fine fangst
indtil den dag,
hvor de andre fik nok:
"Helle, din taber,
dit luddovne pjok!

Hvorfor dog føde
på nogen som dig?
Gør du mon nytte?
Ha! Gu' gør du ej!
Kom ikke her med
din angst, den er løgn!
Ingenting får du,
før du bliver forfløjen!”

Helle så ud over
kanten i ve.
Dø kunne hun her.
Kunne hun flyve? Måske.
Helle tog skridtet
og følte sig sløj.
Vingerne baskede,
højden var høj.




Ravnen og beostæren

Ravnen Rie gjorde kur
til en beostær fra Fur.
Henny Hansen var dens navn
- ikke Ib, ej heller Vagn.

- Bliv dog min, du kære fugl!
Lad os sammen fejre jul!
Rie ville kysses ved.
Da kom Hennys næb på gled:

- Rie, du er smuk og fin!
Kunne jeg dog blive din!
Hjertet banker i mit bryst,
og jeg mangler ikke lyst,

men der er så meget galt!
Kort, nej, ikke kort fortalt
bliver vi snakket om som lus
her ved Madsens fuglehus.

Præstekragen skræpper op
om, at vi må sige stop
- stor i slaget, dog så tynd,
siger han, vi begår en synd!

Finkerne, de kvidrer løs,
så jeg bliver helt nervøs:
Træt i vingen bliver jeg – mør –
når de sliber næb og kløer,

og vi skal jo lægge æg!
Tror du kun, det er for skæg?
Hvad bliver vi mon til? Kom! Gæt!
Har du lyst til omelet?

- Vi er dog så ens, min skat,
sagde Rie, trist og mat.
Henny sagde: - Hør nu her!
Vi er ravn og beostær!

Henny blev en stæreflok.
Rie fik kun dage nok.
Begge blev de tynget ned
af at mangle kærlighed.




Per Puritaner

Per Puritaner
er god som kun få:
De ting, han gør,
er de ting, som man må.
Per Puritaner
er næsten en gud;
selv som antik
ser han pissegodt ud.

Rygning er bandlyst,
det samme er slik;
Det har han lært
af en ny statistik.
Øl er en skændsel
mod alt, der er sundt.
Fedme er usolidarisk,
- ja, ondt.

Støj er til gene
og sorg til besvær.
Ækelt er bøvsen
og smudsige tæer.
Krummer på bordet
er grund til panik;
Ånd i hans hus,
og du møder kritik.

Per står på gaden
og råber det ud:
"Ud med Muhammed
og ind med min Gud!
Hudfarver bleger vi
af med et bål!
Løft blot din arm,
vi har alle mit mål!

Per nyder cellens
velsignede ro.
Her kan man bygge,
og her kan man bo.
Per er beskyttet
mod mand og mod mø.
Per frygter kun ét:
At leve og dø.




Troldene under grillen


1

Dybt under grillen holdt troldene til:
Bengnasker Benson og Galnebærlil.
Hulen var lille, men hjemmet var stort,
og deres dage gik næsten som smurt.

Stuen var hyggelig, om end lidt beskidt
- duftede altid af bøf og pomfrit.
Var de lidt sultne, gik Benson blot op
for at få tag i en menneskekrop.

Byen var stor nok, af ansigter fuld.
Ingen så den, der gik pludseligt omkuld
og, mens passerende smilede trist,
skrigende gled ned i en blodplettet rist.

2

Oppe i gaden gik dansklærer Graae.
Slipset var bundet, og hatten var på.
Udadtil så han vist skikkelig ud,
men der var stikflammer under hans hud!

Alt, hvad han så på, var ækelt og grimt.
Lykken kom end ikke til ham i glimt.
Alle, han mødte, var menneskelige vrag
fyldt op til randen med løgn og bedrag.

Alle, ja, alle kom først for sig selv.
Kærlighed blev blot til kvaler og gæld.
Graae svedte voldsomt, men følte sig kold:
Åh, hvem der bare kunne være en trold!

Da kunne han pludselig huske en knægt,
snavset og vilter, men ellers perfekt,
der kom forbi, når han hinkede rundt
hjemme på vejen, før alt gjorde ondt.

Bengnasker, hed han - hold kæft for et navn!
Trold var han også - i hvert fald af gavn!
Da han forsvandt uden grund, blev han Graae.
Mon de kunne mødes som da, de var små?


3

Trappen ved grillen var skummel og dyb,
hjemsøgt af stikmyg og andre slags kryb,
da lærer Graae i sit hinkende trav
kiggede ned for at sige "goddaw!"

"Hej, gamle ven", sagde Bengnasker glad
- lukkede Graae ind og bød på en fad -
"mange år siden, hvad bringer dig hid?"
Læreren fortalte en halv times tid -

både om blomster og gynger i sol,
svig, svigt og smerte og skinger fiol:
"Du er det sidste, jeg virkelig har kært!"
Bengnasker lo: "Ha! Du lugter lidt sært!"

Galnebærlil kiggede ind: "Er det tid?"
"Ja", sagde manden, "jeg tror, der er bid.
Jeg tænder ovnen, hæld blot sovsen på!"
Sådan forsvandt også dansklærer Graae.




Fortunas forlis

Gamle Kræn Jepsen, en skipper fra Thy,
kom i havsnød en sømil fra Hou.
Skibsdrengens klynken og styrmandens råb
gjorde søulken temmelig flov.

"Hør på mig, manne!", skreg Jepsen i blæsten
blandt master og bramsejl i fald:
"Nu har vi sejlet så længe, og skal vi
til bunds, er det derhen, vi skal!"

Mandskabet kæmpede, skipperen åbnede
munden og åndede ind.
Snart var der havblik, og der, hvor Fortuna
gik ned, føltes ikke en vind.

Skibsdrengen brændte i helvedes flammer,
og styrmandens ansigt blev blåt
- gamle Kræn Jepsen, den vejrbidte stodder,
drak porter på havkongens slot.




***




Arkana




***




0: Narren

Du vender dit ansigt mod himlen
og drikker af solen, din taske er klar.
Med fjeren i hatten er rejsen begyndt,
du vil bade i visdommens kar.
En hund ved din side begynder at gø
af en afgrund, du ikke vil se,
men vågner du, er det med ære,
og styrter du ned, kan du lære
en helvedes masse af dét.




I: Magikeren

Vindene samler sig rundt om din vilje,
og du får din vilje med dem.
Stokke og sværd bliver til smør i din hånd,
mønter, bægre siger til dig: Bestem!
Sving kun din stav, til det skyder fra jorden.
Med hvilket? Kun du ved besked.
Magten er magisk, din skæbne
bliver tragisk, hvis blikket bliver tomt,
når det møder uendelighed.




II: Ypperstepræstinden

Hun hviler med Toraen, fjern, uopnåelig,
kvindelig hinsides alt.
Ren til det punkt, hvor det livsaligt lystende
sådan omtrent bliver kvalt.
Boaz og Jachin står støt op ad tronen,
hun hviler sin helligdom på,
vil man dog sæter og gisper
i æter, er det næppe hende,
man først bør forsøge at nå.




III: Kejserinden

Skoven er ægte, og marken er ægte,
og du er så ægte som dem.
Du har dit scepter i hånden, men bruger
det kun til at styre dit hjem.
Ligesom de følsomme grene, der suger
af dagene, sætter du frugt,
men hvis du kærtegner stålet
og puster til bålet, så jager du
alle, der bærer dig, på flugt.




IV: Kejseren

Din krone er gylden, dit scepter et kors,
dine lemmer er kapslet i stål.
Din kappe er rød som det friskeste blod
- man er nødt til at drikke din skål.
Og under dit blik bliver verdener stående,
du stirrer al tvivlen ihjel.
Har man dog plads på en trone af sten
og er lavet af ben, bør man
tvivle konstant på sig selv.




V: Hierofanten

Du prædiker til verden i dyre ornater,
du adskiller synder fra dyd.
Du arvede nøglen til Himmerigs porte
og kender vel ansvar fra snyd.
Men staven i hånden og kronen på hovedet
er blændværk, ja, faktisk på spil,
hvis ikke du taler fra hjertet
og gør det så hærdet, at
ingen vil vende et døvt øre til.




VI: De elskende

Der står de i haven, ved flodernes kilde,
helt nøgne, endnu uden skam,
men slangen i træet besnærer snart hende,
hans flamme er ej heller tam.
Snart tumler de ud gennem porten i kroppe,
der fødes til evigt forfald,
men englen fortæller, at loven,
de krænker snart, stadigvæk gælder,
når to bliver ét, sagt med tal.




VII: Vognen

Han ruller mod slagmarken, trukket af sfinkser,
én sort og én hvid, stærk og høj
- i hvert fald, når han er placeret i vognen,
og smeden har vævet hans tøj.
Men inde bag harnisket banker et hjerte
af kød, der kan gøres forbi,
og han er i klemme, hvis ikke
en stemme dikterer den retning,
hans blod skal bevæge sig i.




VIII: Styrke

Du styrter i møde med tænder og kløer,
og din manke er klistret af blod.
Du brøler og spænder de sitrende sener,
mod dig stritter ingen imod!
Men kvinden i hvidt, du har udset til offer,
er rolig, mens du tager på vej.
Hun sænker sin hånd, tørrer blodet
af hagen og smiler, nu ved du,
at modet er større end dig!




IX: Eneboeren

Du sidder i hulen, hvor flammerne flakker,
din skygge slår smut på granit.
Du kender dig selv, som kun Gud sine børn,
alt, du mister, er endnu mere dit.
Du svinger din stav som et sværd, som en pen,
vé den anden, der kræver dit hjem,
men hvis der er nogen, der famler
i mørket, når tårnene ramler,
så tænder du lygten for dem.




X: Skæbnehjulet

Du ruller, som vindene blæser, mod hjørner
af verden, du samler i ét.
Man kalder dig tilfælde, du er et ansigt
på nogen, som ingen har set.
Du drejer, du maler en krigstid for Frode
og lykke for den, der har lidt.
Du drejer, og det, alle folk tager
for givet, bliver taget, men livet
bliver liv, hvis man holder på dit.




XI: Retfærdighed

Hun sidder i sædet med sværdet parat,
blinde øjne, der ser gennem alt,
og vægten, hun holder i hånden, er klar
til at veje hvert ord, du har talt.
Du bæver ved tanken, men vid, at hun
vejer sig selv ved hver eneste dom:
At hvis skålen tipper forkert, er
der kloder, der vipper, og tronen,
hun sidder på, bliver straks tom.




XII: Den hængte mand

Her hænger han så mellem himlen og jorden
med benene lagt over kors.
Han dingler i vinden, en frugt på et træ
blandt en avl, der er forrige års.
Men der, hvor hans blod løber sammen med tanken,
har nornerne antændt et lys.
Snart brænder det snoren, der lænker
ham fast til den stamme, han ønsker
at kysse farvel med et gys.




XIII: Døden

Du rejser fra stedet, hvor kragerne vender,
til stedet, hvor ravnen skal hen.
Du lurer bag uret, der ringer, og solen,
der stiger, og du er min ven.
Du sviger din le over det, der er udtjent,
og lader det spirende stå,
men hvad, der er hvad, hvilke kerner,
du samler – og hvorfor –
fortoner sig hemmelighedsfuldt i det grå.




XIV: Mådehold

Med foden i vandet og hovedet i himlen,
med fjer og statur som en mand,
lyser du op som den nærende stjerne,
vulkanen, der løber os an.
Der i dit bæger bliver blandet miksturer,
som smager forbavsende ens:
Nektar legeres med malurt og galde
med yoghurt, til man bliver
ædru og sikker til bens.




XV: Djævelen

Han sidder og troner i mørket, hvor alting
er farligt, men også pikant.
Hans fakkel kan svie din sjæl, ja, men det,
der kan brænde, er flammende sandt.
Hans krone er Dyrets, en femtakket stjerne,
du frygter dens rå energi,
men når du har set, hvem du er,
og din hale især, kan du bryde
din lænke, og så er du fri.




XVI: Tårnet

Det vejer din drøm op i tonstunge mursten,
det står, hvor din tro blev til dynd.
Det vakler, fordi du har grus i din rygrad,
det vælter, når håb bliver en synd.
Det styrter for alt, der er bygget i hastværk,
lader falde, hvad ikke kan stå.
Men når støvet daler, og du
stirrer smerten og tabet itu,
kan du rejse dig lettet og gå.




XVII: Stjernen

Ved søbredden dvæler hun, frodig og nøgen,
med stjernernes lys i sit hår,
og vel kan de vandre, de rastløse sole,
men de står perfekt, hvor hun står,
Og i hændes hænder er krukkerne tunge
af næring til vande og jord,
men det, hun vil give, der
vækker det golde til live, er
endnu for klart til at siges med ord.




XVIII: Månen

Krebsen får øje på månen, der hænger
på himlen og hvisker dens navn:
Kloden, der lader have falde og stige
og kvinderne bløde til gavn.
Stien til himlen er øde og lang for
et krebsdyr, som ulve kan lide.
Lad dem blot tude i mørket derude,
hvis skallen er hård og diskret,
skal det nok nå forbi.




XIX: Solen

Din ganger er hvid, og I kender hinanden
til bunds trods dit fåtal af år.
I rider med stråler i mankerne,  tror I har
undsluppet det, der forgår.
Men bag ved de tunge og kølige mure
ret bag jer må solsikker dø,
forbrændt af den varme, de ikke
forløste; de øste af kilden,
der også får lys til at tø.




XX: Dommen

Kisterne blomstrer, og hornet giver genlyd
i sener og knogler og sjæl.
Dagen er kommet, hvor bræerne smelter,
man dømmes som god eller fæl,
men selvom den ventende engel er streng
og vil veje enhver med sit blik,
er dommen den samme for morder
og amme: Du gør, hvad du gør,
du bliver målt, som du selv har for skik.




XXI: Universet

Hun svæver i ægget, i vindenes, hjørnernes,
flodernes, ordenes hjem.
Er moder til Gud, og af Gud blev hun født,
kender ikke til os eller dem.
Hun omfavner alle, som lyder de love,
de fødes med, blide som rå,
og alle, der dør, bliver næsten
som før: Kødet rådner, jovist,
men der spirer nyt frem, hvor de lå.




***




Noter

”Den, der samler landet” blev skrevet til en skrinlagt antologi af næsten samme titel.

”Muldjord” er en fri, dansk gendigtning af sangen ”White Chalk” fra PJ Harveys album af samme navn (Island, 2007).

”Hjem med gevær” var oprindeligt tænkt som en sangtekst. Deraf formen.

”Sort sol” er dedikeret til Karen Severine Hansen (1924 – 1999). Min mormor, som tilfældigvis blev begravet under den totale solformørkelse i august sidstnævnte år.

”Haven” er en fri, dansk gendigtning af Einstürzende Neubautens ”The Garden” fra Ende Neu (Mute, 1996).

”Death to everyone” låner sin titel fra Bonnie ”Prince” Billys album I see a darkness (Palace, 1999)..

”Banesår” er en fri, dansk gendigtning af Slapp Happys ”Scarred for Life” fra ça va (V2, 1997).

”Ian” er dedikeret til forsangeren fra postpunk-bandet Joy Division, Ian Curtis  (1956 – 1980), hvis musik – og, må man vel indrømme, historie - efterhånden har fulgt mig gennem mere end et halvt liv. Digtet rummer da også flere referencer til temaer og linjer fra denne gruppes katalog.

”Miss Atomic Bomb” baserer sig på et sarkastisk pin-up-foto fra 1957,  Modellens navn var Lee Merlin, fotografens Don English.

Afsnittet ”Arkana” er bygget over Major Arkana i The Rider-Waite Tarot Deck af Pamela Colman Smith og A.E. Waite (Rider, 1910). Oprindeligt skrevet som et svar på en udfordring fra digterkollegaen Sia Sophia Schjerning.

lørdag den 20. juli 2013

23




















23 år, så blev jeg 23 år,
ifølge gode, gamle Genesis
fra Throbbing Gristle tallet,
der skulle varsle død og undergang,
for Cæsar fik med kniven
af sin Brutus hele 23 gange,
Kaptajn Clark drog rundt på havene
i 23 år, før han gik ned,
og Buddy Holly fløj ihjel
med Ritchie Valens 3. februar,
2-3, du ved, "The day the music died",
og sådan var det også lidt for mig dengang:
På Maren Turis Gade, Aalborg C,
gik nok en Revolution i sig selv,
og pludselig fyldtes Jomfru Ane Gade op
med bitre punks og triste goths
og folk med garn og tatoveringer,
der søgte efter festen lidt endnu,
før bussen kørte hjem til ingenting,
og alt var ligesom før,
så kunne man ligge der på værelset
blandt vasketøj og pizzabakker,
lytte til P4 i P1
og høre Dråben strejfe allersidste gang,
før man skulle sove,
men desværre vågne op igen
til nok en dag i verden
fyldt med regninger og bøger og bedømmelser
og lyden af det dersens skide æggeur,
der tikkede hos hende,
som i går kun var en tøs med flotte dreadlocks
og et pudset par Doc Martens,
men med ét var klar på både hus og Weber-grill
og mærketøj til ungen, der fortjente meget bedre,
hvis det var, end denne verden,
hvor der pludselig var fremtid nok,
forbandet meget fremtid nu,
man ikke var Cobain,
men bare bare Steffen Baunbæk, 23 år.


(Skrevet efter en udfordring fra Ole Bundgaard, som gav mig livsalderen 23 år at arbejde ud fra)

onsdag den 17. juli 2013

Dialogos


For et års tid siden eller deromkring begyndte jeg - inspireret, må jeg tilstå, af en enkelt tekst i Helle Helles Rester - at nedskrive små, fiktive ordvekslinger. I starten vist mest med henblik på at kunne indsætte dem i noveller eller anden prosa hen ad vejen, men de fik efterhånden et liv i sig selv. Et - selvom formen ofte var humoristisk græsende til det fladpandede - underligt sprogfilosofisk liv: Et handicap af en interesse, jeg har slæbt med mig, siden jeg læste folk som Saussure, Barthes og Derrida tilbage i universitetstiden. Måske gav det sig selv: Dialoger er og bliver jo en sproglig proces, og siges der ikke sideløbende noget voldsomt betydningstungt - hvilket egentlig ikke er tilfældet her - glider netop denne proces ind og bliver det centrale. Det kan der leges meget med, og det blev der. Som det ses, viste sprogspillet mellem kønnene sig hurtigt at blive en slags ledetråd, men selveste Gud (som jeg stadigvæk ikke tror på i en kristen forstand, men når Logos-begrebet nu af nogle siges at have dét ophav...) sneg sig også ind på rollelisten.

Manuskriptet er kort. Usædvanligt kort. Jeg overvejede derfor også at lade det ligge en tid endnu, før jeg stykkede det sammen - nye ting kunne jo dukke op - men så igen: Det kom omkring de aspekter, jeg ønskede at få med, teksterne stod godt sammen, og samtidig var det som om, formen havde udtjent sig selv. At der ikke var mere, som kaldte på lige akkurat dét format.

Så her er den så, Dialogos. En mere flippet og vildtvoksende ting, end man normalt ser fra min side, men så meget desto bedre, tænker jeg selv. Også tunge, eksistentialistiske skribenter kan have brug for et frikvarter.

Jeg håber, du vil nyde det lige så meget, som jeg har gjort undervejs.




***




Steffen Baunbæk
Dialogos
Ordveksler




***




Prologos 

- I begyndelsen var Ordet.
- Ja, og det var du ret hurtig til at tage, hvad?
- Man kan ikke tage et ord. Man kan sige det, men så slipper det ud og er væk.
- Men så kan jeg vel tage det?
- Du kan høre det. Du kan tolke og forstå det. Du kan huske det. Du kan ikke tage det.
- Men hvis Ordet var i begyndelsen, blev det vel til os, og dig kan jeg da godt tage på.
- Ja, du kan tage på mig, og du kan tage mig på ordet, hvis du vil. Men du kan stadig ikke tage ordet.
- Fordi det allerede er sagt?
- Det må det være.
- Af hvem?
- Det er der vist i virkeligheden ingen, der kan huske.
- Men man kan huske Ordet, så må man da også kunne huske stemmen?
- Stemmen findes kun i øret på dem, der hører den, for indtil da er den luft.
- Hvem hørte den så?
- Dem, der ikke fandtes endnu. Os.
- Og vi kunne selvfølgelig ikke høre noget.
- Det er ikke helt rigtigt. Vi kan huske, vi hørte noget, men ikke hvad.
- Hvorfor?
- Fordi vi er det, vi hørte, og man kan ikke huske det, man er.
- Men vi kan tale?
- Ja, vi kan tale.
- Og vi siger noget.
- Vi siger noget, ja.
- Hvad siger vi?
- Det, vi har sagt hele tiden.
- Ordet?
- Ikke Ordet. Ord.
- Som så er?
- Som så er noget andet.
- Men vi har altid skulle sige dem?
- Ja. Det kunne ikke være anderledes.
- Hvordan kan de så betyde noget?
- Det gør de heller ikke.
- De er larm?
- De er larm.
- Hvad var Ordet så?
- Larm.
- Altså det samme som ord?
- Sådan cirka.
- Men alligevel noget andet?
- Så absolut.
- Godt vejr i dag, ellers.
- Så absolut.




Topmøde på Sinai

- Moses.
-
- Mooooseees.
-
- MOSES! SÅ SE MIG DOG I ØJNENE OG SVAR, NÅR JEG TALER TIL DIG!
- Undskyldundskyldundskyld, Herre. Man siger bare... Kan du tilgive mig?
- Det er ligesom mit job, ikke?
- Øh, jo, det er det vel.
- Godt. Jeg bad dig komme herop på bjerget, fordi der er noget, jeg vil give dig.
- Noget?
- Ja, noget.
- Jeg er så uendeligt taknemmelig, oh, Store Herre! Så uendeligt...
- Drop fedteriet, kammerat! Du aner ikke engang, hvad det er endnu.
- Øh, næh.
- Her.
- Hvad fanden er det?
- Var din mund, eller skal jeg vaske den med sæbe?
- Undskyldundskyldundskyldund...
- HOLD KÆFT!
- Javel, Store Herre. Men med forlov: Hvad er det?
- Det er jo ligesom nogle stenblokke, Moses.
- Ja.
- Og hvis du kigger bare lidt efter, er der så ikke ridset noget i dem?
- Jo.
- Og hvad står der?
- Står der?
- Sig mig, kan du ikke læse?
- Læse? Hvad er det?
- Altså... Jeg vidste, jeg ikke skulle have holdt søndagsfri. Vorherrebevares!
- Amen!
- KÆFT!
- Undsk...
- MOSES! Det er altså ret vigtigt, det her! Det er pissesvært at skrive i sten, så kan du ikke selv læse, så tag blokkene med ned til dit folk og find én, der er skriftklog!
- Skriftklog?
- Som læser bøger og sådan.
- Jeg tror altså ikke, det der bøger er noget, vi har endnu, Store Herre.
- SÅ FIND PÅ DEM!
- Jajajaja, Store Herre!
- OG PIS SÅ NED TIL DEM MED MIT MEGET VIGTIGE BUDSKAB!
- Ja, Store Herre! Jeg skal nok. Jeg skal nok.
- GÅ!
- Ja. Jo. Farvel.
- Det var dog som syv s….. Skal man da også gøre alting selv?




1. Frugtmosebog

- Hvad er det, der hænger på den der gren?
 - Jeg tror, det er en durian, Adam.
 - Den stinker ad helvede til.
 - Jamen det er en frugt, min ven. Den smager sødt, man bliver klog af at spise den, og far har oven i købet sagt, den er forbudt. Er det ikke spændende?
 - Gu' er det røv! Og klog? Bah! Jeg har det sgu godt nok med at ligge hernede på jorden og lege med min modeljernbane. Hvis den bare ikke stank så meget, den lortefrugt!
 - Aaaadam...
 - Brum, brum! Fut! Fut!
 - Adam...
 - Hvad er der nu, Eva?
 - Se dem her.
 - De er flotte.
 - Minder de ikke lidt om det der oppe på grenen...?
 - Næ. De lugter heldigvis heller ikke sådan. Men hvad skal jeg med dem?
 - Du må røre, hvis du spiser frugten...
 - Du må have spist søm, kvinde!
 - Sssss.
 - Hvad blander du dig nu for?
 - Ssssssmag nu, Adam...
 - Gnaske i det der væltede lokum af en grøntsag? Den er sgu god, du!
 - Du sssssskal sssssssmage, Adam...
 - Nøøøøn! Brumdrøn! LALALA!
 - Ssssshit, Eva!
 - Han er helt lost, mand!
 - Det må man sssssssige.
 - Fuck det, jeg giver en hotter. Med hele molevitten, du.
 - Ssssskønt, min tøssss, ssssskønt. Ssssskal jeg også lette på dit figenblad, sssssskatter?
 - Du skal lukke røven, skal du!
 - Nøøøøøøn! Fut! Fut! Tuuuuut!




Noget 

- Hov! Hvad er det der?
 - Det er ild.
 - Ild?
 - Ja, har du ikke set det før?
 - Næ. Lad mig lige... AV!!!
 - Man skal altså ikke stikke fingrene i den, at du ved det.
 - Og hvor skulle jeg vide det fra?
 - Det ved alle da.
 - Vissevasse.
 - Ok, så.
 - Kan det bruges til noget?
 - Jojo, man kan alt muligt med det. Prøv at stikke den der gren ind i den.
 - Wow, det er flot. Og nu bliver grenen til ingenting. Puf!
 - Ja, det er godt nok noget, ikke?
 - Det må man sige. Kan man det samme med en sten? WOW! HOOOLD DA KÆFT!
 - Ja, den eksploderede. Det kunne jeg godt have fortalt dig. Sten kan ikke brænde, de går bare i stykker. Men hvis du smider den rigtige sten i, får du jern, og så kan du forme det.
 - Til...skumfiduser?
 - Nej, ikke til skumfiduser. Men måske til sværd, hvis du er dygtig.
 - Spændende.
 - Og hvis du smider noget i, der er beskidt, og som ikke kan brænde, bliver det rent.
 - Hov! Få lige de der fingre væk!
 - Kom nu, skat, det går lige så godt, ikke?
 - Nej, det gør ikke, nu skal jeg ligegodt...
 - AAAAAV!!! AV! AV! HJÆLP!
 - Nå, har du det bedre nu, så?
 -
 - Hvad h.... Hey, sig noget?
 -
 - Undskyld, jeg vidste ikke...
 -
 - Hov, du der, hvad laver du?
 - Jeg fandt vist lige ud af noget...
 - Fandt ud af hvad, om jeg må spørge?
 - At jeg er...en gren.




Lilith 

- Hej.
-
- Hej, sagde jeg.
- Mrhm.
- Nå, man er nok velkommen.
- Hrmh!
- Ok, hvad fanden er der?
- Hvad er der med dig?
- Mig?
- Ja, dig.
- Der er sgu da ikke noget. Du er pissegrumpy!
- Flot digt på bloggen.
- Ja, meget. Men hvad har det med noget at gøre?
- Hvorfor siger du ikke bare tingene ligeud?
- Åh nej, skal vi nu til det igen?
- Til hvad?
- Ja, den der med, at du ikke fatter, det ikke er dig, jeg skriver om hele tiden?
- Men det er det jo.
- Gu' er det røv. Digte er litteratur. Lit-te-ra-tur!
- Det kan man jo også godt kalde det.
- Jamen det er det! Løgn og latin! Men du ser dig selv i alt, jeg skriver!
- Og det skal jeg ikke, måske?
- Hedder du måske Lilith?
- Det kan da være lige meget. Det er mig, du sviner til i det digt!
- Jeg sviner ikke nogen til! Jo, en side af mig selv eller noget, måske...
- Løgner!
- By profession, yes!
- Drop det pis! Og er det ikke mig, du skriver om, vil jeg ikke vide hvem!
- Jeg skrev sgu ikke om nogen. For hulen, jeg skrev et digt, du! Jeg digtede!
- Den er god. Jeg tager over til Anne, og du skal ikke vente oppe!
- FOR HELVEDE! ULLA!??
-
- Hallo? Er det DataCentralen? Det er Jan Johnsen. Hm. Jeg vil godt høre, om den er klar? Lækkert! Jeg henter den nu, jo. Der er noget, jeg skal have skrevet. Tak. Farvel.




Musens sang

- Skriv mig.
- Det kan jeg sgu da ikke. Du er vadet lige ind ad døren, søster lystig. Jeg kender intet til dig, og jeg burde strengt taget ringe efter politiet.
 - Hvad rager det mig? Du påstår, du er kunstner, ikke? Skriv mig!
 - Ok, jeg sad godt nok og ventede på noget, jeg kunne skrive om, men hvorfor lige dig? Du er ikke engang køn, at du ved det!
 - Skriv mig, frække dreng!
 - Nu synes jeg lige, du skal tage at klappe hesten! Jeg kan ikke lide den lumre undertone der! Som om jeg er interesseret i dit klamme, vulgære kød! Som om jeg gider at lave dét om til skrift! Som om, jeg i det hele taget kan!
- Skriv mig, skat. Jeg véd, du vil.
 - Du véd hat, gør du! Fis ned ad mit skrivebord! Find døren! Åbn den og fortsæt med at gå!
 - Jeg véd, du vil.
 - Skal jeg sige det igen?
 - Jeg véd, du vil.
 - SKRID!!!
 - Skriv mig...
 - Nej.
 - Jeg véd, du vil...
 - Nej!
 - Jeg véd, du vil...
 - Neej...
 - Jeg véd, du vil...
 - ...
 - Skriv mig...
 - OK, NU SKAL DU FANDEME FÅ PEN!!!




4:35 lørdag nat

- Nå, hvad så?
- Hvad så?
- Skal jeg ikke købe dig en drink?
- Til gengæld for hvad?
- Jeg spurgte bare, om jeg ikke skulle købe dig en drink.
- Nå, men det skal du ikke.
- Ok, ok.
-
- Du ved godt, du er ret dejlig, ikke?
- Jeg synes, du er klam.
- Men derfor kan jeg vel godt kigge på dig?
- Du kan godt kigge på mig, men du ser ingenting, gør du?
- Jeg ser noget, jeg godt kan lide.
- Det er det, jeg mener.
- Hør nu...
- I modsætning til dig?
- Jeg hører ganske udmærket.
- Men ikke, hvad jeg siger?
- Jeg hører det, du ikke siger.
- Og hvad er det så, om jeg må spørge?
- At du vil have mig.
- Og den skaldede?
- Og den skaldede!
- Med hjem?
- Med hjem.
- Jeg kan høre, hvad du ikke siger.
- Og det er?
- Tag dit sprog af, så kigger vi på det.
 - Nu?
 - Ja, lige nu.




Voki fiaskon

- Hvad laver du?
 - Jeg venter på, at telefonen ringer.
 - Ok? Hvem skulle ringe så sent?
 - Det ved jeg da ikke. Nogen.
 - Hm. Flotte kruseduller.
 - Det har også taget mig lang tid at lave dem.
 - Skal de forestille noget?
 - Synes du, de ligner noget?
 - Næh.
 - Så forestiller de ingenting.




Stemmer 

- Hallo?
 - Hallo?
- Er der nogen?
- Det lyder det til. Hvad vil du?
- Hvad vil du?
- Det var dig, der ringede, så det må du bedst selv vide.
- Mig, der ringede? Du må have spist blår. Jeg har taletid.
- Hvem har så trykket mit nummer?
- Hvor skulle jeg vide det fra?
- Du har nok ret.
- Det ved jeg, jeg har.
- Godt, så. Hvem lægger så først på?
- Det kan jeg godt gøre.
- Det kan jeg også godt. Det skal ikke være det.
-
-
- Hvorfor gjorde du det ikke?
- Jeg troede, du ville.
- Det ville jeg da også, men så ville du.
- Ok. Så gør vi det begge to nu.
- Ja. NU.
-
-
- Du er der stadig?
- Jeg skulle da lige checke, om du ringede af.
- Det skulle jeg også.
- Så er vi lige gode om det.
- Det ser sådan ud.
- Men NU gør vi det!
- Ja, NU!
- 1, 2, 3!
- NU!
-
-
- Jeg vil savne dig.
- Jeg vil også savne dig.
-
-
- Kommer du over?
- Hvor er du?
- Jeg er, hvor jeg er. Bare kom.
- Det er en aftale. Vi ses!
- Ja, vi gør sgu så. Hej så længe.
- Hej.




Mellem linjerne

- Hej.
- Hej? Hej!!! Hvad laver du her?
- Jeg er kommet for at hente dig.
- Hvad? Hvor? Hvorhen?
- Til det liv, vi aldrig fik sammen.
- Øeh, gerne, men…vi har ikke set hinanden ret længe?
- Du er dig, og jeg er mig, ikke?
- Joeh.
- Hvad er problemet så?
- Men det er snart seks år siden… Der kan være sket alt muligt.
- Føler du dig anderledes?
- Ja.
- Godt. Det gør jeg også.
- Godt?
- Ja, det betyder, at vi passer til hinanden nu, ikke?
- Hvor ved du det fra?
- Det kan jeg bare mærke.
- Det er ikke et argument.
- Der er ting, man ikke skal argumentere for.
- Som?
- Har du lyst til at kysse mig?
- Ja!
- Har du lyst til at røre mig?
- Ja, for fanden!
- Har du lyst til at vågne ved siden af mig i morgen?
- Jeg har altid lyst til at vågne ved siden af dig!
- Så?
- Du gik?
- Det skulle jeg dengang.
- Og jeg græd?
- Det skulle du dengang.
- Og vi talte ikke sammen i årevis?
- Det var ikke det, vi skulle.
- Men vi skal tale sammen nu?
- Det er jo det, vi gør, ikke?
- Men vi kunne jo lade være?
- Jo. Men det har jeg ikke lyst til.
- My point exactly.
- Og du går ikke igen?
- Det har du mit ord på.
- Kun dit ord?
- Kun mit ord.
- Må jeg godt tage dig på det?
- Please do.




- Hvor går vi hen?

- Hvor vi går hen? Det aner jeg sgu da ikke. Det troede jeg, du havde styr på!
 - Helt ærligt, du sagde selv...
 - Hvad sagde jeg?
 - At vi skulle gå.
 - Det skulle vi da også.
 - Ja, vi skulle, men man kan da ikke bare sige, at man skal gå, uden at vide, hvor man skal gå hen?
 - Af og til er det altså også tilladt at tænke selv!
 - Jo, men du sagde ikke noget om, at jeg skulle.
 - Som sagt... Suk...
 - Ok, godt så! Nu er vi her, og jeg er pissetræt i benene, så kom med et bud. PRONTO!
 - Hvad med herhen, så?
 - Man kan sgu da ikke gå herhen!
 - Det kan du da se, at vi kunne!
 - Jamen det er ingen steder. Her er ikke en skid.
-  Det er der da.
 - Ok, en blomst der, en skraldespand der, en fugtig uldsok der. Bravo, Einstein!
 - Som om der er så meget mere andre steder.
 - Gu' er der da så. Bare en kiosk ville gøre underværker!
 - En kiosk...
 - Ja, en kiosk.
 - Det skulle denondelynemig være noget af en kiosk, hvis den skulle være værd at gå så langt efter!
 - Der kan du selv se.
 - Ja, men gider du måske at gå ud for at lede efter en kiosk nu?
 - Nej.
 - Der kan du se!
 - Kvabodder!
 - Narhat!
 - Ok, nu er jeg den, der er gået!
 - Det er jeg fandeme også!
 - Farvel!
 - Farvel - og æd lort!
 - ...
 - ...
 - Hey, hvor går du hen?
 - Hvor tror du? Derhen, hvor jeg skal!
 - Hvor er det?
 - Det aner jeg ikke.
 - Skal vi ikke bare gå, så?
 - Det kan vi da godt.




Noget andet

- Hvad fanden er det?
 - Det der på fortovet? Aner det ikke.
 - Det må sgu da være noget.
 - Ja, men kan du måske sige mig hvad?
 - Det er godt nok svært... Det ser organisk ud, men så igen er det helt fyldt med grus og småsten...
- Ja, ikke?
- Men...noget må det være.
 - Måske nogen?
- Nogen?
 - Ja... Der er jo temmelig meget trafik her. Hvordan ville du måske se ud, hvis du var blevet kørt i smadder af en lastbil eller en bus?
 - Jo, men nogen ville da reagere, ikke? Man kan da ikke bare sådan blive kørt over og ligge der og ikke ligne noget?
 - Er du nu også så sikker på det?
 - Nej. Egentlig ikke.
 - Jamen skal vi så egentlig ikke gøre noget?
 - Gøre noget? Hvad?
 - Forsøge at redde det eller ham eller hun eller hvad, det nu er?
 - Jeg synes godt nok, det ser ud til at være lidt for sent...
 - Det er aldrig for sent! Hvorfor tror du ellers, ambulancerne kommer - selv når folk er hoppet ned fra 10. etage?
 - Det er sgu da også for dumt!
 - Jamen...hvis der nu er en chance? Ville du kunne forsvare at lade være med at gøre noget?
 - Æøøeh... Nej...
 - Godt! Du laver kunstigt åndedræt, jeg fikser hjertemassagen!
 - Hvorfor skal jeg...
 - Hold nu kæft og gør det!
 - Ok, ok, så! Føj for helvede! Det smager af rådne jordbær!
 - Og jeg får et eller andet tarmsnask på hænderne! Hvad så?
 - Puuust.
 - Banke, banke.
 - Puuust.
 - Banke, banke.
 - Wow, jeg tror sgu, det lever.
 - Ja... Men hvad er det? Jeg kan stadigvæk ikke se det?
 - Det kan jeg heller ikke...
 - Hvad har vi dog gjort?
 - Ingen idé, du. Men jeg synes, vi skal se at komme væk.




Noget helt andet

- Hvad er så det?
 - Det er verdens ende, tror jeg.
 - Det kan ikke passe? Jorden er rund!
- Siger du.
 - Jeg har selv set det på billeder!
 - Billeder! Pfft! Photoshop! Photoshop!
 - Jamen...
 - Hvad tror du ellers, det er?
 - Ingenting. Der er jo ingenting.
 - Oversat til dansk: Verdens ende!
-  Okay, så siger vi, det er verdens ende!
- Hvorfor synes du, det er så problematisk, hva'?
- Jamen...den er ikke...praktisk.
 - Hvorfor ikke? Verden må da slutte et sted, hvis der i det hele taget skal være én.
 - Joeh... Men hvis verden har en ende, hvad skal vi så bruge den til?
 - Øeeeh... Blank.
 - Er vi så enige om, at det dér er noget værdiløst ragelse?
 - Øhm... Mjoh...
 - Godt! Skal vi så ikke bare glemme det hele?
 - Det skal vi sgu nok. Hey! Giver du en is?




Enerum 

- Der er godt nok mørkt herinde.
 - Ja.
 - Gud ved, hvad det er for et rum.
 - Det ved jeg ikke, men jeg tror, jeg har været her før. Jeg kan genkende duftene, stilheden...
 - Jeg kan ikke lokke dig til at tænde lyset?
 - Det går ikke lige så godt.
 - Kan du ikke finde kontakten?
 - Jo, men den virker ikke.
 - Nå, for pokker.
- Sådan er det.
 - Hvad laver vi egentlig her?
 - Gik vi ikke herind for at være alene?
 - Jo, selvfølgelig, og det er vi også, og det er fint nok, men...
 - Jeg ved, hvad du mener.
 - Gør du?
 - Ja, at det ikke var dét, vi regnede med?
 - Jo, lige præcis.
 - Skal vi så ikke gå ud?
 - Ved du måske, hvor døren er?
 - Ja, den er lige... Av, for pokker!
- Gik du ind i noget?
 - Ja, væggen, tror jeg.
 - Klovn!
 - Arh, hold kæft! Kan du måske gøre det bedre?
 - Det var heller ikke det, jeg spurgte om.
 - Godt, så!
 - Men i det mindste har vi hinanden.
 - Ha! Det er nydeligt! Nej, kom her...
 - Hvor er du?
 - Følg stemmen, da!
 - Jamen der er en mur i vejen, tror jeg.
 - Så prøver jeg at gå efter din.
 - Mmmm. Haha.
 - Av!
 - Hvad skete der?
 - Der var sgu en mur!
 - Ok, kan du så ikke prøve at gå lidt til siden?
 - Jeg prøver, men der er stadigvæk noget.
 - Bliv ved.
 - Jamen jeg tror, jeg er på vej ned ad en gang.
 - Din stemme bliver også fjernere.
 - Jeg kan ikke lide det her.
 - Det kan jeg heller ikke. Kom!
 - Jamen... Jegknikfndvj...
 - Hallo?
- F...n...f...k
 - Hallo?
 - ...
 - HALLO? ER DU DER? ER DU DER? SYGE STODDER! KOM TILBAGE! HJÆLP! HJÆÆÆLP!




I en kælder sort som kul

- Wow, længe siden! Hvor pokker har du været?
 - Jeg har været i kulkælderen.
 - Interessant. Fandt du noget dernede?
 - Ok ja, masser. Masser af kul.
 - Kan du så ikke sælge det?
 - Nah, det er vådt alt sammen.
 - Vådt? Mystisk. Har der været oversvømmelse?
 - Næh, jeg pissede på det.
 - Hvorfor i alverden gjorde du det?
 - For at gøre noget.
 - Jamen kan du så ikke tørre det og så sælge det.
 - Måske, men det lugter.
 - Hvad har du så tænkt dig at gøre med det?
 - Brænde hytten af, måske?
 - Øh... Hvorfor?
 - Fordi jeg kan.
 - Vældigt konstruktivt, du!
 - Årh, hvad? Noget skal man da kunne!




Stjernerne 

- Hvad laver de egentlig deroppe, stjernerne? De er ingen nytte til.
 - De skinner. Bare for at nævne noget, ikke? Stjerner har det jo med at gøre den slags.
 - Jamen hvorfor?
- Det ved jeg sgu da ikke. Måske der er planeter omkring dem. Dem, der bor der, er nok ret glade for lidt lys og varme ind imellem.
 - Jo, men hvad rager de os? Det er jo ikke som om, de kommer forbi eller noget.
 - Ingenting. Det kan du da umiddelbart have ret i. Men det er da en spændende tanke, at de måske er der, synes du ikke?
 - For mig er det fucking lige meget.
 - Men de kan jo alt mulig andet også, stjernerne. Hvis en af dem svulmer tilstrækkeligt op og eksploderer, bliver vi måske alle sammen blæst ad h til. Og de får os til at længes.
 - Fede ting at kunne, mmmm!?
 - Sig mig, har du nederen på eller noget?
 - Nej, jeg fatter bare ikke, hvad de laver deroppe.
 - Solen er også en stjerne, jo. Den er måske bare lidt vigtig for os. Men det mener du måske ikke?
 - Tror du, jeg er idiot?
- Du lyder sådan.
 - Men hvad laver den helt ærligt deroppe?
 - Hvad laver vi hernede?
 - Det er jo det.
 - Sådan kan man ikke argumentere.
- Hvorfor ikke?
 - Fordi...så hører alting op.
 - Mmmm.
 - Du er fuld af lort.
 - Og du fornægter bare.
 - Luk!
 - Nej, hvor elegant du argumenterer. Godt, jeg fandt dig!
 - Jeg skrider! Hyg!

(…)

- Og her ville man bare hvile øjnene på et eller andet…




- Farvel.

- Hvad siger du?
 - Farvel.
 - Du behøver ikke at gentage, altså.
 - Far...vel?
 - Helt ærligt, hvis du vil noget med det der, er du altså nødt til at være bestemt.
 - FARVEL!
 - Klap hesten, moster! Sig det i det mindste på en ordentlig måde.
 - Farvel.
 - Gaaaaab.
 - FARVEL!!!
 - Nå, det kunne man sgu da høre, i det mindste. Men jeg tror ikke på dig.
 - Farvel!
 - Det kan du sagtens sige.
 - Farvel.
 - Det lyder helt forkert...
 - Farvel.
 - Gider du lige at købe mælk med ovre fra Superen, så?
 - Farvel.
 - Farvel, farvel.
 - Farvel.
 - Farvel...




Epilogos

That is not dead which can eternal lie.
And with strange aeons even death may die.

Abdul Alhazred: Necronomicon

- Gaaab... Hvor er vi henne, chauffør?
 - I Entropien.
 - I Entropien? Hvor pokker er det?
 - Der, hvor du er, ligesom, ikke?
 - Øeh, hvad? Jeg bad altså om at komme til Kolding.
 - I siger alle sammen noget i den retning.
 - Og det skider du bare på? Glem ikke, hvem der har pengene, kammerat!
 - Jeg er ligeglad med penge. Bedøvende ligeglad.
 - Ok, det kan godt være, men nu vil jeg altså godt af.
 - Det kan du ikke. Ikke engang jeg kan få døren op nu.
 - Jamen så ring da efter nogen, der kan, din nar!
 - Gør det selv. Her. Her er røret.
 ...
 - Hvad? Jeg kan godt ringe og det hele, men ingen tager telefonen.
 - Nå, det mener du godt nok.
 - PIS!
 - Tjaeh.
 -
 -
 - Nøj, her er hvidt. Er det sne?
 - Det er det indtil videre.
 - Indtil videre?
 - Indtil videre. Til sidst bliver alting sådan herude.
 - Jamen skal vi i det mindste ikke finde en by eller noget, så?
 - Her er alle en by i sig selv.
 - Drop det mundlort. Der må sgu da være et sted, hvor der er rådhuse, politistationer, museer, kirker, sygehuse og sådan, ikke?
 - Hør her: Rådhuset er allerede lukket, min ven, og politistationen ligger lige på vippen, for den kan du ikke bruge til noget mere. Så følger museet, for der kommer ikke nye ting ind, og så kirken, fordi den bliver fyldt med affald og flyttekasser. Til sidst lukker sygehuset, og det er ikke så mærkeligt, for patienten ikke kan helbrede lægen, vel? Og det er godt sådan. Capiche?
 - Godt?
 - Der kommer ikke noget godt ud at løbe ud foran biler i fart.
 - Du er sindssyg! Du ævler!
 - Nej, du ævler! Hold nu kæft og nyd turen!
 - Jeg har ikke noget valg, vel?
 - Det er fuldstændigt korrekt, min herre.
 - Har du?
 - Næ, jeg starter bare forfra, når den tur her er forbi.
 - Og til sidst?
 - En dag bryder motoren vel sammen.
 - Og så?
 - Så noget. Det tager jeg, som det kommer.
 - Ok.
 - Ok.
 - Her er godt nok hvidt.

Dyrenes hyrde

Hermed - ta-daah - et stk. nyt manuskript! Teksterne har ganske vist ligget længe for fleres vedkommende - en del af dem stammer tilbage fra dengang, der var noget, som hed digte.dk - men udvalget og sammenstillingen er ny, og dem, som nød mit selvpublicerede hæfte Memo, vil det sikkert glæde, at formen og koncentrationen i disse ting er meget den samme. Indholdet, derimod, er mere i stand til at stå alene: Selvom det i passager tangerer andre samlinger fra disse hænder, fremstår det ikke på samme måde som et appendiks til noget som helst andet. Og i øvrigt: For dem, som får letkøbte kristne associationer: Læs ordentligt efter...

Yderligere er der vist kun én ting at sige: Bon appetit!




***




Steffen Baunbæk
Dyrenes hyrde
Prosadigte




****




Krystallerne

Det er kvarts, er det, og du aner ikke, hvad du skal stille op med det, og du prøver at lytte til det, og det er helt, helt stille, og du prøver at lugte til det, men det giver intet af sig, og du prøver at spise det, men det smager ikke af noget, og du får voldsomt ondt i maven, og du tror, du skal føde, men det kommer ud ad røven, det hele, gør det, du skider et bjerg, og på toppen af det kan du stå og råbe så tosset, du vil, der er snefnug så langt, øjet rækker.




Erkendelsen

Det er, som det er, og det har aldrig været anderledes, og det sker hele tiden, og det har altid fundet sted, og det sted er der, hvor du er, og du er, hvor du er, fordi du skal være det, du skal blive det, og når du ikke bliver det længere, bliver du noget andet, du vil ikke vide hvad, for det er ikke til at vide, hvad det er, og det er godt nok, det kan ikke blive værre.




Stemmen

Det var mig, der greb Paul Celan, da han hoppede i Seinen. Det var mig, som stjal patronerne til Hunter S. Thompsons gevær. Det var mig, som standsede kuglerne foran brystkassen på Lorca. Det var mig, som skyllede Bukowskis sidste flaske ud i lokummet. Det var mig, der lod dem falme. Jeg er bøddelen. Jeg er bogen, du skal læse, før du dør.




Jorden

Den vil aldrig bære, jorden. Du kan fylde den med bygninger, benævne den i stykker, vandre hvert et sandkorn fladt, men der er muld på dine hvirvler, der er spagnum på din tunge, dine fødder mærker kun dit gravsted af. Du er en lerklumps bøn




Konstateringen

Fæ dør, frænde dør, og alle som en bliver de til kompost og nogle hulens flotte porrer og noget, man kalder erindring, som ingen kan sige, hvad bliver til, eller hvilke vækster, som slår rødder i.




Mønstret

Du går i cirkler, de ser dem i kornet og undres, de tror, der er fremmede væsener på spil, men der er kun din cirkel, dit helt blanke ansigt, dit kredsløb om noget, du aldrig vil se.




Bønnen

Må jeg godt gå i stå? Må jeg tørlægge hud, lade ansigtet koagulere og give sekunderne fred til at danne en skorpe af tanker? Må øjnene se mig? Må kroppene gribe om nok til at tændes? Jeg beder: Må jeg ikke nok dø mig til live?




***




Ørnen 

lander. Der tændes for fjernsynet, og det er pludselig i farver. Sommerens mode er yoyoer, og ude på fortovet prøver alle at lære at gå med hunden. De siger Jolly til deres cola, og der er altid plads til én til derude, som bruger Rexona. Mennesker vandrer på Månen, men har stadigvæk ikke fundet et hjem. Du har været et andet sted igen i lang tid. Mens du vågner, kan ingen fortælle dig hvor.




Erindringen

Fra hjembyen husker du suset fra bilerne, tv’ets skær bag de lukkede vinduer, slipset, din far bandt om halsen, når der skulle festes. Du husker de bunker af gødning, som tabtes på asfalten udenfor foderstoflageret overfor kirken, du husker den russiske bombe, der hang over markerne, frosset i faldet, men brændende. Selv når du drømte, stod tøjet i flammer. Du blev kun syv år. Eller ni. Eller 13.




Hjemstedet

This is ground zero, og bierne sværmer, og blomsterne blomstrer, og husene dufter af shampoo, parfume og flæskesteg, det er dit hoved, som smelter og oser og bliver til atomer, min ven, her er dørene åbne som dengang, du følte dig hjemme, og sengene redes i kølige kamre, der dufter af evighed, læg dig og sov, bare kom, som du var.




Fræseren

Far fræser bedet og bander og fjerner en hel masse sten, og så starter han fræseren og slukker igen og bander og fjerner en hel masse sten, og på toppen af bunken sidder en dreng hver aften før sengetid og rækker ud efter Månen.




Bedet

Far sår gulerødder, radiser og jordskokker, og når de er blevet til gulerødder, radiser og jordskokker, trækker han dem op, og drengen havde en hel masse spørgsmål engang, men nu har han fået mavepine af alt for mange svar.




Komposten

Far slår græs og klipper grene af stikkelsbærbuskene, før han fejer han det hele sammen, fylder trillebøren og ruller den hen til kompostbunken, hvor han hælder det af, og om sommeren vokser den, om vinteren svinder den ind, og inde i midten - under forstenede pindsvin og spidsmus - vokser en rå diamant, som drengen vil slibe til en dag og forære til nogen.




Julemanden

Vi havde ingen skorsten, og alligevel kom julemanden ind og hængte gaver op med røde bånd på min kalender hver morgen i december, og jeg havde fanden til hyr med at finde ud af, hvordan han gjorde det, for kom han ind ad døren, ville han være så ordinær og kedelig, at han ikke var en julemand, og kravlede han ind ad et vindue, var han gusten og skummel, og gik han gennem tagplader eller vægge, var han et spøgelse, og dem var jeg bange for dengang, så jeg vedtog for nemheds skyld, at der ikke fandtes en julemand, og stillede mig tilfreds med, at gaverne måtte være en slags frugt, der groede ud ad væggen.




Hønsene

Morfar holdt myrer. Han havde i hvert fald en aftale med en lodsejer ude i Vesterskoven om, at han ind imellem kunne tage derud, grave sig ned i de høje tuer og fylde store, klare plasticsække med det, han fandt i dem. Det skete, at jeg var med, og med lige dele nysgerrighed og væmmelse så jeg morfar sænke spaden ned i bjergene af nåle, der afslørede et panisk mylder af arbejdere, æg, larver og - hvis man var heldig - en dronning, som nu var hjælpeløs og uden rige. Alle som én endte de i næbbene på de høns, jeg så ham hugge hovedet af på en blok bag stalden, hvorefter mormor og jeg først sved dem, bagefter rensede de endnu varme kroppe på et stort træbord ude i bryggerset. Jeg husker stadig tydeligt lugten af indvoldene, mens jeg pillede de gådefulde tingester ud og kiggede på dem som om, de ville fortælle mig noget. - "Sådan ser vi også ud indvendigt", sagde mormor, og jeg vidste, jeg aldrig ville få et begreb om fremtiden, før jeg havde accepteret dét som et faktum.




Lampretterne

Det var en bæk, og der var græs på brinkerne, der var vand nede i lejet, vand, som løb, og fine, sirlige planter, der hvirvledes rundt i strømmen, og mudder, ramt duftende mudder, som klæbede sig fast til tæerne, men der var ingen fisk, der var simpelthen ingen rigtige fisk, man kunne fange og spise, ingen skaller og ørreder og hundestejler, men der var masser af niøjne, sorte og glatte og slimede niøjne med raspende munde, som syntes at mættes ved at tømme ingenting langsomt for blod.




Husmandsstedet

Jeg ved ikke, hvad hun hed. Vi standsede bare på hendes grusede indkørsel en dag i Vestjylland, da familien var på udflugt. Hun var en tante til nogen, en fætter til en anden, hvad ved jeg. Hun lavede tarteletter, der smagte som tarteletter. Jorden omkring huset var flad, sandet og indifferent. Vi prøvede at lege i baghaven, men stenene lå tungere i hænderne end Bibler. Jeg rev mig til blods på en hegnspæl. Den sætter nok grene endnu.




***




Dikkeværket

Mit hjerte ligner ikke et hjerte. Det ligner noget, man finder i en køledisk. Følelserne sidder ikke der, men i hovedet. Mit hjerte hænger i brystkassen og pumper blod rundt i kroppen. Det er en dum, uformelig, uromantisk muskel. Alligevel tegner jeg det, som jeg altid har gjort. Jeg har aldrig set det selv. At se det ville være det samme som at dø. Man dør også, hvis man ser Gud. Gud skulle læse nogle flere boligindretningsmagasiner.




Havet 

Hun kunne godt lide at vandre ved havet. Der var plads i det. Plads til sunkne coastere og piratskibe. Plads til dykkere, der svulmede op som balloner, hvis de steg for hurtigt op til overfladen. Plads til lygtefisk, der glødede i dybderne. Plads til sømunke, havfruer og alt deres obskøne afkom. Plads til hendes aske. Hun kunne godt lide at vandre ved havet. Hun kunne trygt sætte sit hår bagefter.




Najaden

Hun kom ud fra regnen, og du kunne ikke fæstne dit blik på hende, og alle dine ord silede ned ad hendes kinder, og dine berøringer afsatte kun ringe, som hurtigt forsvandt, og du drak hende, simpelthen, drak hende, til du blev helt tør i munden.




Krikken

Du har altid været bange for heste, for deres lidt for grundige måde at gumle kløveret på, for deres bagben, som kan knuse brystkassen på dig, for deres obskøne grin oppe på offerstængerne, for deres vrinsken, mens de trækker solen hen over himlen. Hun siger, at hun vil vise dig stalden. Det eneste, du kan lide ved hende, er pisken. Den er til gengæld uimodståelig.




Regnen

Det regnede altid, når vi elskede, det begyndte at prikke på ruden, når vi ramte lagnerne, og det styrtede ned, når vi kom, og køer brølede og blev tavse i brådsøerne, og tårne faldt så lange, de var, og blev forvandlet til murbrokker, og radiostationer holdt op med at sende, og lande blev vasket af landkortet, og der var ingen oliegrene for ravnene at finde, og alle både blev slået til pindebrænde, og det var så fantastisk, det hele, at vi græd, før vi kunne falde i søvn, og jeg vidste alligevel bare, at det ikke var sådan, det skulle være.




Falckzonen

Jeg ved ikke, hvordan sommeren sluttede, om jeg svedte den ud, om den lå i kuverten, jeg slikkede på, lukkede til og smed i postkassen, eller om det var den, min mund smagte af, da jeg lå der på asfalten, i hvert fald rykkede september ud med grønne, gule og røde blink, og jeg huskede meget lidt fra turen ud over pumpelyden, der undrede mig, fordi min cykel var blevet stjålet, og dit bekymrede ansigt, som hang lavt og svalt på himlen og snart var gået helt ned.




Flødesovsen

Hun gav dig sit hjerte, og du gav hende dit, og nu ved du ikke, hvem hun er, og hun ved ikke, hvad det er, hun har gjort dig til, og du står der med et ubrugeligt stykke kød, du lige så godt kan skære i strimler og spise i flødesovs, og hun står med noget tilsvarende og rasler med gryder i køkkenet, og så står I lige igen, og det burde vel slutte med dét, men de strejker vist stadigvæk, skraldemændene.




Cremen

Vi skulle en utrolig masse sammen, vi skulle vride klejner og bestige Mount Everest, vi skulle tænde lys i kirken og posere foran skovsøer, vi skulle betale regninger og lave ny indkørsel, vi skulle brænde bøger og plukke blomster, vi skulle pudse vinduer, frem for alt pudse vinduer, men det endte med, at en af os gik ud med affaldet og glemte at lukke døren efter sig, og nu har vi en hel masse hænder, og Matas har udsolgt i alt mod eksem.




Blikket 

Hvis jeg stirrer dig helt ind i øjnene, kan jeg se babypudder, våde bleer og bittesmå stearinlys i store, bløde kager. Jeg kan se bryster, som vender sig bort, og store prinsessekjoler, der trævler i tætte buskadser. Jeg kan se giftige ord, som samler sig i gule, stinkende pøle, og dukker, der falder på plads i skraldeposen omme i gården. Jeg kan se klumper af gult pus mod spejlet, pletter på lagnet og fedt, som ikke er der. Jeg kan se hans smil, mens han smelter dig. Jeg kan se kondomer, der ligger og tørrer på gulvtæppet, og en klikkende kaffemaskine, som han glemte at slukke, da han gik. Jeg kan se de klistrede glas, den fnulrede seng og det flimrende tv. Jeg kan se dit had og din forvirring. Jeg kan se, at jeg ikke passer ind. Jeg kan se, at du vil have mig. Jeg kan se det hele. Jeg kan se på dig, du ikke ser noget, og så står vi lige.




Ritualet 

Jeg stak nåle i dukken, til jeg ikke havde flere, men der gik hul i taget på Royal Albert Hall, man kunne se gennem Månen, og en mand faldt ned i Vester Voldgade og blev fundet i Kina. Du tog bussen ind til byen for at købe nye smykker til dig selv.




Ordren

"Fald død om", det sagde hun virkelig, jeg prøvede også, faldt forover, bagover, skævt ud til siden, endda, og jeg slog mig hver gang, men for lidt, alt for lidt, til jeg lærte at leve med dét.




***




Stoppestedet

Der er pissekoldt på det stoppested, men de bliver ved med at komme, busserne, og de er altid fyldt med mennesker, som skal steder hen, og de vil altid have dig med, og der er altid en pris at betale, og det er ikke til at holde ud, det gejl, som om man ikke har lov til at stå der og fryse i fred.




Generationen

Vi har ikke noget til fælles længere. Vi snakker og snakker, og toppene gråner, og stadigvæk er vi det nyeste nye hver dag. Vi vrisser af vores afkom som om, de er gamle idioter. Vi taler om steder, der ikke mere findes. Vi mindes ting, som aldrig er hændt. Vi hilser på hinanden, men kun skyggerne nikker tilbage. Vi går hjemad, men ender ved en andens dør. Vi puttes i kister, men synes ikke rigtigt, de passer. Jorden er dum og banal. Vi har ikke det mindste til fælles. Undtagen den.




Forbindelsen

Telefonen ringer ikke, det har den ikke gjort hele morgenen, den ligger bare der på bordet og ligner noget, som burde afgive lyd, men nej, den er en bunke elektroder i en kasse, og de har ingen grund til at tale sammen og blive til noget som helst andet, mine ører, derimod, er ved at omorganisere sig, de spidser til, danner folder og begynder at dufte, og snart kommer bierne med ben, der er tunge af pollen,  så går jeg i frø.




Svarene

Jeg gætter på vejbred, jeg gætter på yoghurt, jeg gætter på isbjørne, togkonduktører og byer i Jylland, jeg gætter på tænder og sandsten og mørket i januar, hvad kan jeg vinde?




Æteren

Åbner mit vindue, men det er skræmmende med al den dér luft, den er smækfyldt med lyde, jeg ikke selv laver, og mærkelige dyr, der flagrer omkring og summer og skræpper og skider, og fly og raketter og ufoer sgu nok også, og planeter, for pokker, planeter og stjerner og fucking galakser, mand, og den får bare aldrig nogen ende, og jeg ved ikke, hvad det skal forestille, og det føles bare meget bedre at smække vinduet i igen og sætte sig til rette herinde med en pose over hovedet.




Nerverne

Here comes the fear again, og du retter på håret og checker, om der nu er pletter på tøjet, og om stedmoderblomsterne nu står godt ude i bedet, og om bilen nu er forsvarligt poleret, og om der nu er mørbrad nok i fryseren, og om du nu har fået købt tilstrækkeligt med gær, og om flaget nu er hejst højt nok op, og om naboen nu har båret sit affald helt ud i skraldespanden, og om han nu også er nok sammen med sin kone, og om hans børn nu går i Kappa eller Karl Kani, og om der nu er hvide ansigter nok på gaden, og om folk nu tager de rigtige bevægelser, og om du nu er helt sikker på, at du gør det samme, og om verden nu også ligner en verden, du kunne tænke dig at dø fra, og om det hele nu også er så lidt lige meget, som du helst vil tro, og om du nu også frygter nok, og om du nu også frygter tilstrækkeligt lidt, og om røgsøjlen nu også løfter sig rigtigt, og om du nu også bliver pænt brun af lyset, og om du nu også går ind i mørket med hvide og skinnende tænder.




Slaget

Here comes your 19th nervous breakdown, og du har vidst hele tiden, at det ville komme, og du har aflyst alle aftaler, du har sørget for, din fordør er låst, du har slukket mobilen og trykket på alle kontakter, du ved, der er ting, man må klare alene, og flammerne er en af de ting, det er rotterne også, det samme er timernes kværnen i kraniet og smagen af benmel i munden, det samme er halsen, der snører sig sammen, og kummen, dit selvværd forsvinder igennem i lystige skumsprøjt, men hænderne, du, er intakte bagefter, du filosoferer med hammeren.




Grebet

Roen, mester, fornemmelsen af, at selv den største smerte til sidst vil forløse sig i en vane, at døden er noget, som skete for lang tid siden, at det hele er gået i stykker på forhånd og kun kan samles igen. Denne sikre hånd, der kun er i stand til at bygge, selv når den er nødt til at dræbe.




Uhyret

Jeg har drømt, og der er faldet sne. Jeg kigger ud af vinduet, og et vældigt bæst har slæbt kroppe hen over plænen hele natten. Jeg kan se dets krogede fodspor tydeligt, og frosne blodsøer, totter af hår og stumper af flænset tøj afslører væsenets forehavende. Jeg sørger ikke over ofrene, jeg kendte dem ikke. Jeg frygter ikke skabningen, jeg ved, jeg kan nidstirre den. Jeg kan nidstirre alt. Jeg har stirret selv glemslen i knæ.




***




Braget

I det øjeblik, bomben går af, fungerer cellerne i låret videre som om, de stadig hænger sammen med bækkenet, der ligger 10 meter henne ad gaden, og hjernen udsteder kommandoer, den ingen forudsætninger har for at vide, armene ikke lystrer, og hjertet pumper luft som om, det aldrig har gjort andet, og hvem eller hvad, der gør sig den erkendelse, at billetkontrollør Peter Nedergaard Jørgensen, Anemonevej 14 st. tv., er gået hver til sit, står ikke helt klart, men trods alt med majuskler.




Zebraen 

er ikke en hest, for man kan ikke ride på den. Det kan man i reglen på en hest. Man kan også blive gode venner med en hest og lære den at tale. Det har jeg selv set i Lucky Luke. Zebraen har ingen venner, i hvert fald ingen, der er cowboys, og den siger aldrig noget, der giver mening. Følgelig må zebraen være noget andet end en hest, selvom den lidt ligner en. Men den ligner også en tiger, for tigre har striber. Ergo er zebraen en slags tiger. Tigre æder cowboys til frokost, poor, lonesome cowboys a long, long way from home. Man finder deres afblegede knogler og endnu osende, hjemmerullede smøger i den kogende sol på savannen, hvor der ikke er nogen skygge at være hurtigere end. I det klima er tigeren i det hele taget hurtigere end Lucky Luke, meget hurtigere. Til gengæld kan den ikke synge. Det kan cowboys, deri ligger forskellen. Desuden kommer de hurtigt frem, specielt når de bliver forfulgt af store katte. Det gør zebraer også. Lucky Luke er en zebra. Lucky Luke er meget bange for sig selv.




Σωκράτης

Sokrates drak skarntydesaft. Den første gang døde han. Den anden så han farver, han ikke før havde tænkt på som farver, og smagte på lyde, duftede lys. Den tredje blev han bare snakkesalig, men torvet var tomt. På en bænk lå Platon alene tilbage, blødende blæk.




Ligene

De sad i hver deres sofa og sov i hver deres seng. Hun groede nedad i angst for at dø, mens han voksede ind i en tom, kølig himmel af savn efter liv. Deres kærlighed måltes i kød, der blev sort og faldt af. Og blandt knoglerne trissede katten med gnistrende pels og hvæssede kløer. Den var dyrenes hyrde.




Passageren

Der sidder en klam mand på toget, stationerne hviner forbi, der er opkast på sæderne, damerne overfor taler om stauder og sko og croquis, hunde slikker på skolæder, stemplerne arbejder, sving bliver rundet præcist efter planen, billetter bliver checket, og bøder bliver udstedt. Der sidder en klam mand på toget. Han ved, hvor hver enkelt skal af.




Planen

Det er kvarts, er det, muldvarpen pirker det væk med sin pote og fortsætter frem mod den nærmeste regnorm, set ovenfra minder systemet af gange om downtown, New York, ud på natten i januar, pelsen er tyk, alle folk går med briller, men frost eller ej: Hudson vrider sig frem.

mandag den 15. juli 2013

Kvarts (remix, 2013)

Hermed det sidste manuskript fra 2012, jeg har kigget kritisk igennem: Kvarts. En samling, som måske nærmere har paralleller inden for rockmusikken end litteraturverdenen: I hvert fald tænkte jeg på albums som Joy Divisions Unknown Pleasures, The Cures Pornography og Nick Drakes Pink Moon, da jeg komponerede den. Alle tre meget koncentrerede værker, som kompromisløst lukker sig omkring deres egne undergangsprægede rum. At materialet i det hele taget er opstået, skal ses i lyset af, at årene 2008 - 11, som det i det store og hele er opstået i, for mit vedkommende var stærkt præget af dødsfald omkring mig. Og i stedet for at lukke gravluften ud i små, måske lettere fordøjelige bidder, besluttede jeg mig altså for at rendyrke døds- og undergangstemaet i én stor, monstrøs motherfucker af en samling. Et helt nyt afsnit, X dør, er dog opstået inden for de seneste par år. Vel nærmest som en galgenhumoristisk eftertanke, selvom det endte med at komme ind nær starten.

God fornøjelse. Eller noget.

"Dette er ikke underholdning!"

- Henrik H. Olesen




***




Steffen Baunbæk
Kvarts
Digte




***




Det er så enkelt

Det er enkelt;
vi skal bort,
er ikke bygget
til at holde.

Vi skal hen
til andre steder,
der er her,
og være andre,
der er os,

og bygge huse,
der bliver grus,
og tænke tanker,
der blive sjæl igen,

og vi skal alt,
og vi skal intet,
vi skal fylde plads,
formere os,
forvandles.

Vi skal vokse
os ihjel,
og vi skal sanse
os i stykker
og vibrere
ligesom kvarts.

Det er så enkelt,
det er det,
der er
så svært.




***




X dør,

og det
var så
det,
det
var nok
til et
liv.




X dør,

og verden
er blevet
en dårlig
samvittighed
lettere.




X dør,

fordi han
er tom,
men forventes
at udrette
noget
i dag.




X dør,

og det er
som altid;
en hjerne,
der lækker,
en lever,
der godtager
skidtet,
en hånd,
der bliver stiv
og ubrugelig,
et hjerte,
der åbnes
forsigtigt
på klem.




X dør

af pligt,
ikke lyst,
men det
fandens
til hul,
han fik
gravet
i går,
skal jo
fyldes
med
noget.




X dør,

og det er
i orden
som klipper
og æter
og hav
er i orden,
som regnvejr
og flammer
og blæst
er i orden,
og det skal
jo testes
det skidt,
så man ved
det endnu
er i orden.




X dør,

i skoven
er fuglene
stille,
de ved,
den er større
end dem.




X dør

på Månen,
og nej,
det er ikke
forsøgt før,
og nemt
er det
fandeme
ikke,
han prøver
at falde,
men svæver
i stedet,
han lægger
sig ned,
men kan ikke
få ro for
sin klodsede
rumdragt,
han bander
og svovler,
og selv da
hans mund
bliver stille
af ren, skær
nødvendighed,
larmer
hans form
i det
vindstille
støv,
så selv
stjerner
får
tinnitus.




X dør

i farver og stereo,
Dolby Surround Sound,
det hele, for dælen,
det virker,
det rykker i fingeren,
kildrer på nethinden,
suger i maven,
du véd,
ligesom når
man går hen
og forelsker sig,
Bond børster
bare lidt støv
af habitten
og lader
sin Luger
igen.




X dør

i krydset,
tager form
efter rattet
og ruden
og bakspejlet,
ham er der
ikke mere
brug for,
men ovre på
skrotpladsen
presser man
terninger,
øjnene
ruller og
standser
og ser.




X dør,

hans kælder
er helt fyldt
med sort,
råddent
regnvand,
det døde
han ikke
af, nej,
men det
er der,
og nogen
er nødt
til at slikke
det op.




X dør,

og skuffen
ved vasken
er fuld
af kanyler,
og gulvet
er indsmurt
i lort,
der er blod
på de klistrede
dyner,
det er,
som da X
stadig var her,
her lækker
den rum,
gør den,
muren.




X dør,

og lægen
vil hjem,
men har bøvl
med at starte
sin bil,
og det regner
på p-pladsen,
hovedet
er utæt,
og skoene
tunge
af mudder.




X dør

og skyller
i land
som et stort
stykke rav
eller noget,
det trækker
koldt ind
på din hals.




X dør,

og Y står
tilbage
og kalder
på Z,
men nu
lækker
det blæk,
alfabetet,
historien
er bundløs,
det hele
må starte
fra A.




***




Messen

1

Dagen begynder
med kaffe og brød,
som den plejer,
og tøj tages på
efter opgavens art,
selvom jobs eksisterer,
selv hærdede fagfolk
må udføre nøgne.

2

Bilen er stille,
men alle er med,
og vi kører,

vi bruger
benzin.

3

Slægtninge
samles ved døren

som om,
der er ophørsudsalg,

og det er der,
men ingen har råd.

4

Han lukker luft ud, den præst,
men tilstrækkeligt meget,
jeg tror ikke tiden
er kommet endnu.

5

Æsken
er praktisk
og god,

men dit smil
løber ned
langs med siderne,

godt, man
har gummisko på.

6

Øllen
er jordslået,

det er
vi også,

men haven,
vi sidder i,
grøn.




Fire elegier

1

Da du blev lagt i jorden,
var det nyt,
det der med simpelthen
at lægge folk i mulden,
lukke til
og aldrig se dem mere,
og jo, jeg græd,
jeg så det som en borgerpligt,
velsagtens,
men den kolde klump i kisten,
du var blevet til,
skulle bare ud af vagten;
i privaten
stod der to glas klar,
transistoren
var tændt.

2

Da du blev lagt i jorden,
var det hjertekirurgi
på skyhøjt plan:
Du røg i ovnen
med min unge, stærke muskel,
mens en udtjent, flosset bælg
fordelte iskrystaller
under brystet på mig,
kun et forår
i en verden,
du var ufødt i
kunne tø.

3

Da du blev lagt i jorden,
var der overtrukket,
banken sendte breve til en mand,
som ikke fandtes,
og den hånd,
der bar din kiste,
var usynlig.
Du kunne sagtens ses,
du mindede
om mig.

4

Da du blev lagt i jorden,
var der fugtigt grus på kirkegården,
farverne på buskene var damme,
man kunne synke i for altid,
klokker slog og hvaler sang
i store skarer over kornet,
kloden skabtes om
en skovfuld jord
ad gangen.




***




I morgen

Der holder
en sort bil
ved døren,
og stolen
er plettet
af koldskål,
som nogen
har tabt,
og en spyflue
hamrer
mod ruden
i stuen
igen og igen,
men i skuffen
er sølvtøjet
pudset og lagt
i system.
Det er klart
til i morgen,
når du
kommer rask
hjem igen.




Arv

Liv
hældt
på liv
hældt
på liv

som et
netværk
af floder,
der mødes
i én,

som er
lige stor
hver
gang.




Instant replay

Altid det samme trafikuheld,
altid den samme uendeligt langsomme opbremsning,
altid den hamrende motor, der pumper benzin ud af øjnene,
altid det pludselige brag fra en rude,
der bliver til en tåge af glasskår, og
altid den samme plamage af blod slynget ud gennem munden,
mens rattet bliver knust mod min brystkasse,
altid de hastige snapshots, der flimrer forbi i mit hoved,
mens flammerne omslutter sædet, og
altid din stemme, dit smeltende, skiftende ansigt,
der spørger, om jeg har det ok.




Lyset brænder,

birthday boy,
det brænder
for dig,
birthday boy,
og smelter
for dig,
birthday boy,
det oser,
du er levende
endnu.




Kuling

Du spytter mod vinden
og får det tilbage i hovedet,
og det er den eneste ting,
som du husker fra den dag ved Bulbjerg,
og nu er du gammel, og skrænten,
du stod på, er styrtet i havet
forlængst, du kan stadigvæk
smage det, sandet.




Det første,

jeg husker,
er synet
af sol
gennem vand,
der er duften
af pulvermælk,
smagen
af stikkelsbær,
lyden af
Raquel Rastenni
på mormors
transistor
og ormenes
vriden sig
rundt i min hånd
fra den knogle,
jeg fandt
under træet,
mens jeg var
på æblerov.




Sirener

Da jeg var lille,
var stranden det sted,
hvor vi aldrig gik længere ud
end til navlen, snart gjorde vi
nærmest kun det og sank ned
mellem skibsvrag og lygtefisk,
spjættende, stirrende, blå,
mens vi dannede finner
og lapper på halsen
og udså os klipper
at synge fra.




Men in black

Vi var drenge engang, knuste myrer
og snegle på stierne, bombede postkasser,
slog på hinanden i bunker og pissede
frygtløst på elhegn. Nu bygger vi carporte,
lapper punkterede cykler og pudser geværer
i mørklagte stuer. Vi klæder os
i sort. Det er tidløst.




Teenage postcard

Der var fugtigt
og koldt i den busk,
hvor jeg kastede
alle de gadelys op,
jeg med fryd
havde slukket
på vej hen til festen,
hvor alle var gået,
da jeg nåede frem.




Voksne mennesker

Vi er jo voksne mennesker, ikke børn, véd ikke mere,
hvad en bold er, hvad en snurretop kan bruges til,
hvor bjørnen sover, grise flyver, frøer bliver til
prinser, vi er voksne mennesker, ikke børn,
nu drømmer vi om snefnug, til vi tør.




Hangover

Gjorde rent under Carlsberg
den vinter, hvor hallerne tømtes
og øllen holdt op med at flyde,
hvor svedige herrer
med daggammelt fuldskæg
og plettede t-shirts
og svømmende blikke
blev afløst af spindelvæv,
murstøv og kværnende stilhed.
Det hele kunne fjernes
med iPod og sæbevand,
blot ikke tiden, der fortsat
holdt op med at gå,
og den klæbrige
spritdunst fra skyggerne.




Koldfront

Du spørger i øst, og jeg svarer i vest,
og i Bahnhof Zoo sælger de stoffer i døgndrift
til alle, der ikke kan holde det ud,
mens soldaterne vandrer på Muren og skyder
på dem, der vil frem og tilbage, og det
er vel godt nok, når alt, der bliver adskilt,
er ulmende tomter, der brænder af stråling,
og nedslidte barer, hvor natten
er lang som en skraldemands nosser.




Affald

Vi er affald, er vi, du og jeg,
er killinger i kloakken,
bønder ofrede på brættet,
manuskripter afvist, revet til
konfetti og smidt ud fra høje steder,
fjer, der hvirvles rundt
i cirkler ved en vejkant,
tomme, slidte pyramider
i en tæt bevokset jungle nær ækvator,
ingen ønsker at besøge,
kys mig, kyl mig i containeren,
jeg holder dig i hånden
til det sidste, indtil slaggerne
i ovnen gløder af.




Groggy

Griner,
men ikke
for sjov,
af mig selv
eller dig,
det er noget
med skyggen,
du ved,
det er noget
med tøjet
og skoenes
størrelse,
stemmen,
som dugene
kaster
tilbage
i afsky,
du ved,
det er noget
med savsmuld
og hestelort,
fløde i fjæset
og knive
i ærmet,
du ved,
stur, stur
nummer
og striber
i sminken
på kinden,
haha, du,
jeg tror
sgu,
jeg dør.




Sat

Verden var smuk engang,
saftig og sprød som et æble,
og ja, du tog for dig som om,
du var udstyret med en uendelig
mave, men tænderne knækkede
for dig, og ordene druknede,
før de kom ud, og der tændtes
en brand i din hals, intet hav
kunne slukke, for pokker,
hvor blev du dog mæt!




Negative creep

Jeg lever i negativ, bader i murbrokker,
tygger på glasskår og svælger i ligstank
og gasser, jeg bygger med rambukken,
filosoferer med høvlen og elsker med snerten,
jeg lever i negativ, fuglene synger omkring mig,
kun tåber som dig ser det smukke i dét.





Jord i hovedet

Ormene kommer
og ikke til kaffe,
men frokost, du ved,
og vel tænker du stort,
men den muldjord,
du står til at blive til,
kniber det stærkt
for dit hoved
at rumme.




Prisen

Vi voksede,
gjorde vi,
spredte os ud,
satte blomster
og frø,
skulle da mangle,
vi også
skal visne.




Jeg går tur med skelettet,

jeg viser det kiosken og kirken og slottet,
jeg viser det stranden og skovbrynet,
stjernerne, slagmarken,
viser det hende, jeg elsker,
og ham, jeg med glæde har glemt,
og det følger hvert skridt meget nøje
og bruger begærligt mit blik,
mens det spørger i ét væk
om det smukke i duften af nyslået græs,
om det praktiske i, at man låser sin dør,
om det logiske i, at man spalter atomer,
og jeg svarer løs, som jeg kan,
og det ryster mit hoved
og synes, jeg er åndssvag,
men ellers en flink fyr
at stå der på p-pladsen med,
mens det blæser
og alle butikkerne lukker,
jeg ler, og vi deler
en smøg.




Kokon

Håber på
man finder mig

en sommerdag
på gaden

som en let
og krøllet ham,
som solen
i mig

blot har opbrugt
og forladt.




***




Nytårsdag

Alt er stille nytårsdag. Med løbende øjne og nedslidte
nerver går folk gennem bundfrosne gader og skyer
af svovl for at lokalisere sig selv og de andre,
måske blot erhverve en pizza med bacon i snasken
på hjørnet. De ligner hinanden, såmænd, de er alle i
helvede, jo, da, men alting er slut og skal starte et sted.




Manøvre i frosset terræn

Det begynder med snevejr
og råger, der skriger på marken
og hakker i ådsler, begynder
med svingende lygter og gøende
hunde i mørket, begynder med grene,
der knager i blæsten, begynder
med fodspor fra folk, som er gået,
begynder med udbrændte sole
i sodede snore, begynder
med isnende tænder, og så
er det pludselig slut.




Manøvre, koncentrisk

Gribbene cirkler omkring dig, men stadigvæk
går du, du kunne nemt flyde og blæse og svæve,
men næh, nej, du ved, hvad du er, og du ved,
hvor du er, og du ved også, hvor du skal hen,
og du går, og det går, og det går stadigvæk,
det går fremad og baglæns og lidt ud til siden,
det går, som det plejer, du vandrer i cirkler
om gribbene, gribbene cirkler om dig.




Domino

Den ene dag tager den anden,
der vælter den tredje, og pludselig
er alting ét kaos af klikkende brikker,
der spreder sig ud over gulvet i mønstre,
du end ikke når at få overblik over,
før døren bliver smækket i flugten,
og folk rydder bandende op.




Almanak

Dage
så indifferente
som tiden,
man siger,
de er lavet af;
mandag,
der først
slutter onsdag,
og onsdag,
der varer
til fredag,
som aldrig
er fredag
for alvor,
som søndag
for alvor
er søndag
med regnvejr
og halvlunken kaffe
og klokker,
der kimer
fra kirker,
der aldrig
bliver fyldt;
mellem hækkene
udenfor
checker man
spildets
kalender.




Hermetik

Togene kører
til tiden,
de afgår
og ankommer,
hviner
på skinnerne,
gnistrer
mod ledningen,
indeni
sidder vi,
slatne
og tavse
og fulde
af ben.




Linie A

Jeg sidder på toget
og læser om Ian,
der hængte sig
hjemme i køkkenet
i Manchester,
da jeg var lille,
og blev en legende
på dét, og måske
skulle man gøre
som ham
- det kunne sælge
lidt bøger -
men omvendt:
Why bother,
når solen står op
dagen efter,
og killinger
tumler i græsset,
og børn går i skole,
og oldinge dør
af sig selv
i beklumrede senge,
og bomber
bliver bygget
af andre,
der ikke
kan vente,
og togvogne
fyldes til tiden
og afgår,
hvad enten
jeg fylder
mit stamsæde ud
eller ej.




Magma

Måske
er vi bare
en anden
slags lava,
der bugter
sig frem
mellem det,
der er størknet,
og størkner,
og når
dét er sket,
er det hele
normalt.




En skov

Pak dig ind i din sjæl, stik dine fod ned i drømmen,
snør til, træk dit formål godt ned over ørerne,
for du skal løbe nu, løbe på mudrede, smattede blade
i stedet for jordbund, løbe på grene, der bøjer og knaser
og knækker og løbe blandt stammer, som ender deroppe,
hvor luften er tynd. Du skal løbe mod noget, for noget
må findes og findes igen og igen og må kende
dets plads under brystkassen, der, hvor selv
sollyset over de falmede trækroner ikke når ind.




Dyrene kommer

Dyrene kommer, de lurer i havet,
de stirrer fra buskene, skriger i skyerne,
gnaver et sted under gulvet,
rumsterer i væggene, rasler på lofterne,
Al den bevægelse, alle de øjne
og alle de tænder, der bare er til
for at vise dig safterne i dine drømme
og englenes ældede, knasende knogler.




Drøm om slanger

Du drømmer om slanger,
du drømmer om rødder,
som sniger sig op
mellem gulvbrædder,
drømmer om striber
på himlen, der strammer
sig sammen om kloden,
og drømmer om skæbner,
som slynger sig
sitrende ud af hinanden,
du drømmer om slanger,
du drømmer om hvislen
i rørskovens bund.




Forskellen

Vi boede
i træerne,
da vi var aber,
men nu
er vi mennesker,
og mennesker
hænger sig
i dem.




Cph Docs

Jeg har ingen træsko at stille,
man er vel moderne,
de skarver og larmer ad helvede til,
men jeg har et par slidte Doc Martens,
dem pudser jeg sikkert
og sender til genbrug en dag.




Copenhagen by night

Her går ingenting tabt.
Det kan ske, at en kugle
når frem til sit mål,
og at knivene blinker om kap
med de vindblæste neonreklamer,
men bilerne holder dog
stadigvæk høfligt for rødt
og lader suset af
skygger passere.




Nultime

Nu er det midnat,
men ikke
ét eneste genfærd
har vist sig,
og uret bliver ved
med at tikke sig frem
mod i morgen,
hvor alle de mennesker,
du mødte i går,
går igen,
som de plejer.




Målstregen

er der,
den er
lige foran
din næse
konstant,
den giver pokker
i styrke
og udholdenhed,
du kan vinde
og tabe
det hele
præcist
når du vil,
du bør
udvise
mod.




Rådden regn

Regnen er rådden.
Den rammer dig,
når du mindst venter det,
skyller din fancy frisure omkuld
og forlader dig ikke,
før du er klædt helt af
og lugter af hund.
Den vil bløde din dag op,
så timerne smuldrer
i hænderne på dig,
og spule erindringer sammen
i snavsede søer,
du hverken kan dø eller bunde i.
Den respekterer
kun knogler og kindtænder.
Resten er genkendt og afsløret.
Regnen er rådden.
Det samme er du.




Medicin

Du tager drugs
for at holde dig varm,
du tager drugs
for at køle dig ned,
du tager drugs
for at lette
og styrte,
tager drugs
for at tale
og tie,
tager drugs
for at blomstre
og visne,
tager drugs
mod dig selv
og tager drugs
mod de andre,
tager liv
imod liv
og tager død
imod død.




Something must break

Noget er faldet på gulvet,
vi vandrer i jungler
med ladte geværer
på jagt efter skyldige,
afbrænder bøger
og opretter lejre
og føler os tryggere,
stoltere, hver gang
en gade er tømt,
vi står op efter søvn,
vandrer hen over glasskår
og afsætter spor,
vi kan følge
med flammende fakler
og blussende øjne,
til alle til sidst
finder hjem.




Skinhead på sommerdæk

Sneen falder tæt
på Hitlers Autobahn,
og München er forsvundet
bag ved fygesne og stammer.
Her er ingen brug for retorik,
her gavner ingen Kampf.
Her bor der turser,
der vil blæse på din skjorte
og din knippel,
og som svarer kort og køligt
på dit blonde hår
og alle dine ovne.
De vil kulde.
Intet blod
på frossen jord
kan ændre dét.




Dresden

Bomberne faldt
over Dresden, først én,
siden to, siden tusind,
til sidst kunne man kigge
til Tyskland igen, der
var plads nok til
mennesker
og sådan.




Katyn

I Katyn blinker kranierne
kækt op mod solen,
har kærestet og kildet,
har kæmpet og kradset,
og nu er de knust
og kan stirre sig blinde
på verden hinsides al frygt.
Overmagt! Kom blot an!




Plantage

Ingen spiser frugten ved Tjernobyl.
Der er æbler nok til alle, der er visdom
under skallen, der er evighed i kernerne
og lys i deres huse. Stadig rækker ingen
hænder frem mod grenene. Selv slangen
taler ikke med en spaltet tunge her.




***




På fødeafdelingen
bærer de selvdøde nyfødte
ud i containeren.
Én har sin navlestreng
slynget om halsen,
en anden to hoveder,
en tredje er født uden lemmer.
Nu ligger de der
mellem mælkekartoner
og brugte kanyler,
mens striber af saft
drypper ned,
sætter kurs
ud mod havet.




Du ler,
og så ler du
lidt af,
at du ikke
helt ved,
hvad du ler af,
og græder
en del
over det,
til du græder
af grunde,
du ikke begriber,
og det
er lidt sjovt,
og så ler du
en smule
af det,
og så glemmer
du ligesom
det hele.




Der er ingen bund i verden.
Synk, og der vil blive hedere
og hedere til formerne og tiden
flyder ud og bliver ét med blod,
der koger, våde øjne og bevidsthed,
som forstøver. Men et grundfjeld
når man aldrig. Bunden findes
kun i løgne, man fortæller børn,
når lysene skal slukkes.




Jeg er analog endnu,
har kød på mine tanker,
smager blod,
når jeg bliver hidsig
eller såret,
følger færten
af en tæve gennem byen
uden blusel,
ja, kan lugte
lidt af sved, endda,
og minde
om en abe
i et spejl,
hvis jeg er hærget
eller stresset
eller træt nok,
jeg er sidste
års model, jovist,
måske endda antik,
men jeg er ikke
pixeleret,
jeg kan duftes,
smages,
føles,
prøv mig af,
før mærket
udgår.




Jeg kan ikke sove.
Monstret mangler
under sengen,
og de grene,
vinden pisker
ind mod ruden,
er blot grene.
Kun skeletterne
i klædeskabet rasler,
som de plejer
- der er ingen
trøst at hente
i dén lyd.




Vågner til synet
af flasker på bordet
og trusser på tæppet
og affald i sengen
og ved, hvem jeg helst
ville bede om at gå,
men er nødt til at
vise dig vejen
til bussen
i stedet.




Rydder op
i mit liv,
arrangerer
og putter
i kasser
og smider
til storskrald,
til sidst
er der check
på det hele
og rottegift
på min
tallerken.




Der var frostvejr i nat,
men jeg lever endnu
modsat  blomsterne,
myggene, svampene,
jeg er på orlov fra døden,
en gammel, men tåbelig gud
lod mig vælge igen.




Sidder og venter
ved bredden af Ganges
på dagen, hvor vandet
er blevet så mættet
af knogler og brusk,
at det stivner. Den
dag vil jeg købe mit
første par skøjter.




Jeg sov
fra det hele,
fra solen
og regnen
og frosten,
fra kyssene,
smerterne,
længslen
og håbet,
jeg missede
barnedåb,
bryllup
og rustvogn,
jeg drømte
at jeg var
mig selv.




Jeg vågner,
og drømmen
fordamper
og stiger
til himmels,
formoder jeg,
falder
som regn
eller noget
et sted,
og en dag
vil jeg stå
på en strandbred
og tørste,
en dag
vil jeg drikke
det hele.




Nu er det næsten
for mørkt til at skrive.
Jeg slukker min lygte,
bevidst om at stierne
ude i krattet
vil sige alt dét,
jeg behøver
at sige i nat.




Her må ikke mere døes.
Vi skal drive gennem åbne døre,
blinde, nøgne, ude af os selv.
Vi skal lytte til hinanden,
intet huske, intet ændre, intet glemme.
Vi skal vaske os i tid
og lade fødder vokse, arme visne,
hjertet sejle ind på plads bag panden.
Vi skal løsne for spiralerne
og af dem danne cirkler.
Vi skal intet mere kende.
Vi skal ikke mere dø.