søndag den 30. juni 2013

Krokodil














Krokodil, store ånd, kolde pust fra
de russiske stepper, mammutternes
døsige hjemsted og hamrenes danseplads,
oh, krokodil, klare øje fra Nildybets
grumsede, nærende ælte, du slægtning
af fugle og blå fisk og tyrannosaurer,
du ven af Anubis og Thoth, Skarpe Hugtand,
der blotlægger knogler og afsyrer sjæle,
så Solen kan brænde en evighed hård,
mærk mit køds bløde sitren og blink. 

Forår i Nürnberg











Der er forår i Nürnberg, og hamre
bliver løftet og sænket mod træ,
og der spilles koncerter på gamle
klaverer fra 20'erne, strengene mangler,
bag murene høres der klange, som hverken
er dur eller mol, og en grønthandler
råber på gaden: "Melonen! Melonen!
Ein Deutschmark!" Men nu er der
forår i Nürnberg, og folk plukker selv,
hvad de vil, ingenting har en pris.

Blue savannah














Sjakalerne hyler i nat, og du føler dig klogere, meget endda,
på dig selv, mens du sidder på toppen af klippen og ryster af kulde,
men ingenting kender til angst, ikke mere, du skriver, du skriver
et digt om sjakalernes fodspor, du pakker dig ind i et tæppe.

lørdag den 29. juni 2013

Nu er det midnat,
















men ikke
ét eneste genfærd
har vist sig,
og uret bliver ved
med at tikke sig frem
mod i morgen,
hvor alle de mennesker,
jeg mødte i går,
går igen,
som de plejer.

Deventergade 4















Huset
i Deventergade,
tipoldemor
kom til verden i,
findes endnu,
lavt, undseeligt,
så lille,
man ikke kan fatte,
at det kunne rumme
en kæmpe familie
på otte,
endda være
luksuriøst
på den tid,
det har nok
haft en tilbygning
inde bag
brystkassen,
Anna
kunne vokse
sig stor i,
selv nu
gror der stokroser
op ad stakittet
og muren,
det regner,
men nogen
er hjemme.

Skibene

spalter
sig vej
gennem sundet,
men sundet
er ikke atomer,
ej heller
mit hjerte,
det lukker sig
bare igen
om sig selv.

Regn

over havet,

og solen,
der sænker sig

over
din hud.

Rylen,

der hænger
i luften
og larmer
som om,
den vil have,
du skal vide,
hvor æggene er.

Det var sådan,

det endte,
med ulmen
og torden
og lynild
og så
denne tavshed
bagefter,
en tavshed
så mættet,
at starten
var blevet
utænkelig.

Til S.

For hvert år,
der går,

bliver din skygge
lidt svagere,

tror, at du træner
dig op

til at blive
til lys.

Fralandsvind,

baby! Og skarver,
der sidder
og lurer på noget
fra hver
deres sten.

fredag den 28. juni 2013

Findes,

hvis du
leder,

ikke
ellers.

Jamen,

det er dét,
de gør, jo,
træerne:

De vokser
ind
i himlen.

Embryonics

Øglerne ligger i sandet
og bager igennem, helt stille,
de afventer noget, en revne i skallen,
måske, nye øjne, der plirer mod solen
og ved, hvad der slumrer i den.

Perleregn

på ruden

og din hals,
min tørst:

Et sandkorn.

Mødte dig

mange år efter
i byen,
vi snakkede
længe,
det var som om,
intet var sket,
hverken job
eller børn
eller dødsfald,
hun lignede dig
til forveksling,
i hvert fald,
den kvinde,
jeg fandt der
på bunden
af en
eller anden
mands glas
i en drøm
fyldt med
drejende
spejlkugler.

Træk uden slip

Der er noget
i afløbet,
noget,
der stinker
og stopper
for vandet
og tiltrækker
fluer
i sværmevis,
det er
det selvværd,
du skyllede
ud sidste nat,
kan du se,
da du fisker
det op,
sort og råddent,
men dit,
indtil
lokummet
brænder.

Weekenden

kommet

med småting
som åndedræt,

solskin
og vejgreb.

onsdag den 26. juni 2013

Hyldebærbuskene blomstrer,

det ligner en vane, du klør dig
i røven og skridtet, det ligner
en vane, på Solen slår endnu
en tunge af ild ud i rummet,
og radioen larmer i hjørnet,
det ligner en vane, men hvis
bliver du nok aldrig klog på.

Ballon

Talen er ophørt,
men boblerne hænger
tilbage i luften,
bliver grebet af vinden
og fortsætter op
over tagene,
ude af syne siger
Supermand "puf!"

Tomme rum

Jeg kan godt lide tomme rum:
Man betyder kun sig selv.
Jeg kan godt lide tomme rum:
Der er ansigt på min frygt.
Jeg kan godt lide tomme rum:
Ingen sol går dér på hæld.
Jeg kan godt lide tomme rum:
Kun en djævel bliver forrykt.

Læberne

røde

og rede
til både

at kysse
og forme

et nej.

Botanik

Plænerne
vokser,

vi ligger
i græsset

og visner
helt ind

i hinanden.

Action

painting:

Byen set
fra linje A

i fart.

tirsdag den 25. juni 2013

Vi standser i skovkanten,


















vinden er hård, og det samme er jorden,
men snart er det hele et ælte
af tunger og væsker og væv,
og jeg tænker på roser, der rådner
på borde i stuer i huse,
som ingen vil købe trods nedsatte priser,
jeg tænker på snegle og støvler af læder,
der løftes og svupper
og klistrer mod brosten og fliser
og asfalt, jeg tænker på børnene,
børnene, blege og stille i vuggerne,
afkom af kroppe, kun kroppe. 

Mr. Assange

Julian tømmer
sit krus på kontoret
og ser ned på gaden,
hvor vognene venter
i hede og snefog,
og vagterne
renser pistolerne,
trætte og bistre,
mens ansigter
ældes i spejle
og bilruder,
slipset er bundet
og klart,
information
just wants
to be free.

Kysten

er klar,
det er dig,
som er
utidig,
smut dog
den sten
og smut
hjem.

søndag den 23. juni 2013

Kontrast

Kan ikke
se klart,
det er lidt
som at skrive
på vand
eller ridse
i vind
eller noget,
men nøj,
du er smuk,
nu, du synker
til bunds
i mit liv.

Global positioning













Hvor jeg er
i mit liv?
Vest for verden
et sted,
nok i Hvam
på et slidt cafeteria,
spisende bøfsandwich,
men jeg betragter
det evige optog
af Volvoer, blokvogne,
cykler, traktorer,
der alle har opgaver,
destinationer, du ved,
og forsvinder
i rasende fart,
ganske sporløst,
men ikke i mig,
og jeg tømmer
tallerkenen,
betaler og finder
min taske,
jeg smider en mønt
i en enarmet tyveknægt
henne ved døren
og trasker så ud
i det regnvåde grus,
mens det rasler
og klinger derinde,
og opvasken
sættes
igang.

Ulvetime














Dannebrog falder fra himlen igen,
nu som pynt fra en bordbombe,
dugen er fedtet af slatter og madrester,
folk råber højt, mens de rasler med knivene,
slørede, halvt uforståelige, glasset er halvtomt,
min mave er gået i oprør, og gangen
er mørklagt og lang, men jeg finder det,
lokummet, brættet er overskidt,
spejlet er smadret, mit ansigt er blegt.

lørdag den 22. juni 2013

Metoder

Jeg ved godt,
du elsker din by,
at du gerne vil drukne
i mennesker,
men mennesker
som jeg har det
nu engang bedst,
hvis det er,
med at drukne
i vand.

Skønheden

flygtig,

som regel
fordampet, når

mundene
åbnes.

Første dag på jobbet



















Hånd,
mød Hr. Fod,
han er godt nok
lidt træsk
ind imellem,
men glimrende
selskab
i reglen,
og så
har I meget
til fælles,
mens Lever
derovre
er besk,
men nødvendig
af grunde,
du sikkert
vil opdage,
Blindtarm
er egentlig
til overs,
men hyggelig
at have her,
hvis ikke,
så ryger
han bare,
og her
har vi Øre
og Tunge,
stol aldrig
på dem,
det kan være
de gør,
som du ønsker,
men oftere
ikke,
og alle ved,
de er et par
i privaten,
så hellere
satse
på Hjerte,
forbløffende
flittig
og meget stabil,
han er kernen
i biksen,
du ved,
intet sker
uden ham,
han er ikke
som Blod dér,
som bare
lader tingene
flyde,
og Hjerne,
for pokker da,
Hjerne,
er hård
og tyrannisk,
en djævel
i gråt
uden sans
for dit virkefelts
vigtighed,
han bør
bekæmpes
med alle
tilgængelige
midler,
husk det,
så, nu smider
vi handsken,
kollega,
god arbejdslyst,
velkommen til!

Fredag

har ikke en aften,
men bare et hul
sådan til sidst,
der vil alt muligt i,
så man vakler
og stønner og drukner,
til sidst må man
selv smide jord på,
og glemme sig
inden på mandag.

Tilføjelse til karmaloven

Det kommer tilbage til en,
både det, man har gjort,
og de ting, som man ikke fik udrettet,
kisten er aldrig tilstrækkeligt stor
til at rumme det hele, der spildes
og tabes til højre og venstre, det affald,
man ikke får med sig, er stoffet,
som verdener bliver skabt af. 

Gary Gilmore




















har købt sig en is,
og den smelter,
så står han tilbage
med pinden
ved Simpsons
garage i Provo,
mens solen
står ned
i hans ansigt,
den åndssvage sol,
der kan se,
hvad han ser,
når han afsikrer,
trykker
og rammer,
den åndssvage sol,
som nu smelter
hans hånd,
så sirenerne
starter
i nærheden,
nøglen
er hans nu,
men solen,
den åndssvage sol,
siler ned
på hans fødder
og torso
og ansigt,
den åndssvage sol
gør dem bløde
og formløse,
vejene.

Kilimanjaro

Kilimanjaro er højt, det er et af de steder,
jeg aldrig har været, jeg trives i strandkanten,
drivende ind fra et kuldsejlet skib, stoppet helt
ud med bløddyr og ål og et fåtal af tanker,
jeg trives i kanten af skoven, hvor bierne summer
og stikker, og spætterne hakker, og bukserne fyldes
med burrer, men ikke i højden, monsieur,
over kaffeplantager og osende flyvrag og Blixen
og den slags, jeg kan ikke med det, jeg findes
endnu, men i kraft af mit manglende udsyn.

torsdag den 20. juni 2013

Bon mot

Du har hænder fordi, du skal gribe om ting, ikke bygge. Husk det. Og byg så.

De homine urbano

Cyklen er væltet, og kæden er helt røget af,
og på gaden har hundene skidt på det hele,
og regnen er ikke så tung, den kan vaske det væk,
du har fnuller i baglommen, mester,
engang var det nok noget andet,
og posen er fyldt med kastanjer,
som ingen kan huske, hvor kommer fra.

Er et

andet sted

end der,
jeg er,
det er vel

også
eksistens.

Glemmer

undertiden,
hvem jeg er,

det er vel det,
jeg har
mig til.

Linjerne standser,

og snart er der andre, som fortsætter uhæmmet, buede, slyngede,
næsten ulæselige, poter og klove og såler
har fulgt dem,
og pludselig en dag bliver det vinter, og dammen, de førte til,
dækkes af is,
der kan spises og smager af rom og parfume,
gå endelig ud,
den kan bære at bære dig,
skeen er ren. 

Invisible touch

Du spytter i hænderne, helt gennemsigtige er de
og lette som ludo, du tror, du kan se mig
fra otte livs afstand og hen over bunker af pudder,
billetter og løbesod, tror du kan gribe mig,
tilstoppe hullet i brystkassen, bukserne strammer,
og den er uendelig, dårskaben, Gud er en solsikke,
marken er mere end det, den er meget og moden.   

Sherlock Holmes

var min helt,
jeg drog tit ud i byen
og samlede skodder
og granskede fodspor
og checkede typer af bildæk,
mens tasken blev tung
af indicier i sager,
der aldrig blev anmeldt af nogen,
de pegede alle
på samme person,
og han fik sig
en ny interesse.


(til 8600)

Please hold

Ambulancen er ude i aften,
den kører med kød allerede,
og spandene venter med poser i,
røret er varmt, jeg er nu nummer 40 i køen.
det bipper, så er der musik. 

tirsdag den 18. juni 2013

Rydder op

i mit liv,
arrangerer
og putter
i kasser
og smider
til storskrald,
til sidst
er der check
på det hele
og rottegift
på min
tallerken.

Forskellen

Vi boede
i træerne,
da vi var aber,
men nu
er vi mennesker,
og mennesker
hænger sig
i dem.

Lad

mig være,
hvis det
er for meget
forlangt
at få lov
til at
blive.

Akja,

den ungdom,
så fulde,
vi drak os
hver eneste
weekend i
rønnebærsaft.

Leger gemme

endnu,

men i håb om,
at ingen

vil
finde mig.

Jorden

skal gås på,

hvem ved,
om den

ellers
forstøver?

Jeg kom,

og du gik,

der kunne
stadigvæk

soves på,
sengen.

Venter

på skønhed,
på efterårsfarver,
din huds
bløde bakker,
en sølvsol,
der aldrig
går ned.

mandag den 17. juni 2013

Vedbend,

der slynger

sig op ad
min drøm,
til jeg

vågner,
er virkelig.

Stammerne

falder,

hvor mange
endnu, før vi

ved, vi
har to ben.

Jeg er,

hvor jeg er,
når jeg
er der,
hvis ikke,
jeg er,
er der andet,
som er,
det er sådan,
det er,
hvis
det er,
det sådan,
jeg er,
sådan
er det.

Frugten

forbuden,

men stammen
parat til at

blive
til brænde.

Fluerne

venter

på væggene,
lægen er

gået
til frokost.

At slippe

af med

sig selv
er en opgave

større
end livet.

fredag den 14. juni 2013

Skoven

i dagslys:

På trods af
dit haiku har

tigeren
tænder.

Sommeren

starter

den dag,
det er virkeligt,

at tingene
gror.

Lignelsen om Sigurd og det der i skuret

Sigurd Jakobsen havde et skur, og i det havde han masser af værktøj. Masser af tid havde han også, for efter at have forladt sit job i Banedanmark for et par år siden, stod der ikke ret meget på programmet til hverdag, når man så bort fra de nødvendige indkøb og lidt aftenhygge med konen, han alligevel havde indtryk af knapt nok gad kigge på ham. Og en eftermiddag, hvor han endnu en gang sad og spyttede ned i den alt for tynde kaffe, han gennem 30 år havde forsøgt at få hende til at brygge tykkere - meget tykkere - var det, han fik idéen.

Sigurd Jakobsen startede bilen og rullede ned til det lokale storcenter. Der købte han 40 meter sølvpapir, 2 sække glimmer, 2000 æsker tændstikker, fem dunke benzin og 17 bowler med guldfisk. Så gik han ellers igang, og gennem lange nætter genlød kvarteret af hamren, saven og knitren fra skuret. Ingen tænkte nærmere over det, for der i området havde alle mænd et skur, hvor de tilbragte den fornødne tid borte fra ægtefællerne, og flere af dem brugte endda hænderne til andet end øldrikning. Faktisk studsede naboerne mere over det den aften i skumringstiden, der blev stille derinde.

Sigurd Jakobsen havde gjort det. Sigurd Jakobsen havde bygget det, han ville. Den var måske ikke så imponerende som dem, han havde set i det astronomiske atlas, men lidt kunne også gøre det. Og når han om lidt slæbte den udenfor og tog lighteren frem, ville den vinde en del i seværdighedsværdi, formodede han.

Nyhedspatruljens bil hvinede rundt om hjørnet og standsede ved ruinerne af det, som engang havde været Novembervej 19. Nu var det bare en osende tomt med et forfærdende rod omkring sig. På postkassen lå der en hånd, på det svedne dørtrin en pibe, i busken en forbrændt kjole, overalt på nabohusenes tage og terasser gennemristede guldfisk. Ågesen fra inde ved siden af talte chokeret om det lysglimt, som havde fået ham til at skære sig i fingeren, mens han skrællede kartofler, og Ida Jørgensen mente, hun havde set Sigurd flyve væk i en UFO. Eksperter drog paralleller til alle fra Breivik til Lors Doukaiev, men mente helt sikkert, at Hr. Jakobsen i al hemmelighed måtte have været en muslimsk ekstremist med græsseligt fremskredne planer om at sprænge Politikens Hus i luften. Børnene ringede til advokaten for at høre, hvornår de kunne forvente at få udbetalt den arv, de ikke vidste, Sigurd allerede havde spenderet på sit store projekt, og da dét kom frem, bragte også deres bitre udtalelser om en barndom uden Kappa-trøjer og Commodore 64 ham på forsiden.

Sigurd Jakobsen havde ønsket at skabe en stjerne. Nu var han selv én.

torsdag den 13. juni 2013

Nu drømmer han,

bøddelen,

han drømmer
om aske,
der falder
som sne,

om en høj hat,
lidt koks
og en gulerod.

Note to self

Jeg ved godt,
det er
noget lort,
det er sådan
det er jo,
det hele,
men verden
bliver grøn,
husk
på det.


Silkeborg















1: Borgen

Sagnet fortæller,
at bispen i Århus,
engang ville bygge et slot,
og så smed han
sin hue af silke i åen
og svor ved sin gud,
at det sted,
den drev ind.
skulle det stå,
han var ikke
ret knøw,
ham Hr. Peder,
han havde
til gengæld
en hæderlig
bygmester.


2: Michael Drewsen

Drewsen
var ret beset
affald fra Sjælland,
og Silkeborg
ret beset
affald fra Jylland,
og hvem ved,
måske var det kærlighed
lige fra starten
imellem det nedslidte tyende,
der henslæbte livet bag det,
som engang
havde været et slot,
med at smede og vaske og skide
i udendørs skure,
og herren fra Staden,
der nok allerhelst
ville væk
fra sig selv,
men det virkede,
hvad det end var,
der blev startet turbiner
og afsikret bredder
og checket maskiner,
og det, der kom ud,
var papir,
fladt og helt hvidt
papir.


3: Swing

Tyverne brølede fremad
med messinghorn,
kjoler af silke
og hatte på sned,
der var abemusik
hele natten
i Lunden,
og aber,
det var man
grangiveligt,
men aber
med stil.


4: Besættelsen

Prøjserne kom,
og så rejste de
vist nok igen,
for jojo, der blev skudt
et par modstandsfolk,
det kunne man leve med,
jernbanebroen mod Århus
blev jævnet til gengæld,
og det kunne man leve med,
hårløse kvinder
blev stillet til skue i vogne,
der rullede ned
gennem byen i maj,
det kunne leves med,
faktisk med fryd,
og på Vestre blev flygtninge
ude fra Vrads
kulet ned i en fællesgrav
efter en sund dosis
kulde og fugt
og en læge,
der ikke for godt
gad at pleje
det tyskerrak,
det kunne man
udmærket
leve med.


5: 60'erne ramte,

man købte
sin ristede kylling
hos Post,
sin pomade
i Føtex,
sit tjald
rundt om hjørnet
fra Blue Moon
på gågaden,
rock'n'roll
died
in its teens.


6: Blikke

fra fortorvet,
næsten:
et hældende
juletræ,
smeltende
isvafler,
ruller
af stofbånd
på hylderne
inde hos Jessen,
der synes
at være
uendelige,
træsko
i frost.


8: Vi dansede

rundt omkring Drewsen,
da vi blev studenter,
besteg ham som om,
dét var noget at gøre,
og kastede op
ud på morgenen
fra broen
i åen,
hvor biskoppens
hue
flød ud.