fredag den 31. maj 2013

Ghost town















Det er sådan,
det er:
Folk forlader mit liv
én for én,
nogle mister
et liv eller to,
når jeg smækker
med døren,
mens andre
bliver skygger
på stolen i hjørnet
og pludselig
fordamper en dag,
hvor jeg vasker
gardinerne,
andre endnu
fryser langsomt ihjel
i min forhave,
bløder til døde
i kælderen
eller bliver bortført
af vinden så nemt,
som de blæste
herind sidst,
jeg luftede ud,
jeg har grundlagt
en spøgelsesby,
jeg bliver afgjort
en fornem
borgmester.

Polerne

smelter

på tungen:
I hånden: En

nyttesløs
vaffel.

torsdag den 30. maj 2013

Kongen er død,

vi har hjemme
i bjerge af mursten,
der ikke
er bygninger længere,
kører i blinde
ad veje,
der fører til veje
i lande,
som bare er jord,
mærker celler,
der flygter
fra celler
i kroppe,
der ikke
er menneskers mere,
vi lever
ét bogstav
ad gangen,
og kongen
holdt ikke
sit ord.

Er til

sådan
i tilfælde af,
du skulle
komme
forbi.

onsdag den 29. maj 2013

Skeletterne

rasler
på bøjlerne
inde
i skabet,
jojo,
det er godt
at kunne stive
sig af.

Signalementet

Er et stort,
åbent torv,
hvor du løber
i frosten
på jagt
efter nogen,
du kender.

Tiden går,

som skrevet står,
med åbne sår
og uglet hår
og brægefår
i Dyssegård
med magre lår
og usle kår,
der blot forgår
lidt år for år
og spiser blår
og tager en tår
og klinker skår
og intet når,
ve den, som
dét forstår!

Renga til Mr. Armstrong

Armstrong
på Månen,

et ingenting
fuldstændigt

omdefineret.

***

Armstrong
på Månen

fordi, der er
langt til en

vodka
i Moskva.

***

Armstrong
på Månen

med støv
under støvlerne,

træt
efter rejsen.

***

Armstrong
på Månen,

hvor brændende
buske for

alvor
er noget.

***

Armstrong
på Månen,

der vinker
til Hendrix, for

Saturn
da også!

Opgaven

Der var ikke
mere lys
til Goethe,
rigeligt
med mørke,
derimod,
en anden
farvelære
fandt
de rette
øjne.

Ånden

Duften
af violer,

mormor tager
sin kjole på

og reder
sengen.

søndag den 26. maj 2013

Missionen

Jeg er skyggen
af mennesker,
jeg aldrig har mødt,
er et ekko
af stemmer,
jeg aldrig har hørt,
og er kødet,
på smuldrede knogler
i sløjfede
grave.

lørdag den 25. maj 2013

Forskellen

Lytter
til blæsten,
der lyder
som blæsten
nu lød,
før den
lånte
mit øre.

Døsen

Jeg sov
fra det hele,
fra solen
og regnen
og frosten,
fra kyssene,
smerterne,
længslen
og håbet,
jeg missede
barnedåb,
bryllup
og rustvogn,
jeg drømte
at jeg var
mig selv.

fredag den 24. maj 2013

Prisen

Vi voksede,
gjorde vi,
spredte os ud,
satte blomster
og frø,
skulle da mangle,
vi også
skal visne.

Erfaringen

Skrev dagbog
engang,
nok af angst
for at glemme
mig selv,
det tog
lang tid
at lære
at bage et
franskbrød
i stedet.

What

a difference

this tea
makes

to
noone.

torsdag den 23. maj 2013

Essensen

Er bare
en fyr,

som du kendte,
før du blev

til glemsel
og støv.

På bussen

mod byen,
jeg kom fra:
"Get back"
med The Beatles
på anlægget,
brækpletter
under
mit sæde.

Apostlen

















Hans Egede
frøs nok
i Grønland.
han hadede sikkert
at gnaske i sælkød
og tørre sin røv
med en isklump,
han bandede afgjort
hver gang,
han blev bidt
af en hund,
han forsøgte at nusse,
og følte sig
givetvis fristet
til bare at bytte
den bog,
han var taget derop
for at sælge,
til rhinskvin
og rosenvand
ovre fra Bergen,
han gjorde,
det tror jeg,
sit bedste
for ikke at være
Hans Egede,
men vinden
og ødet
kunne end
ikke Jesus

formilde. 

onsdag den 22. maj 2013

Lignelsen om regnen og rouladen

Det regnede og havde gjort det længe. Hanne kiggede ud i haven, hvor bræmmer af hortensiaer og hyacinther skvulpede op ad stakittet, og ænder flød forbi i højde med vindueskarmen. Det bekymrede hende ærligt talt lidt. Rudolf så det ikke ud til at påvirke: Han havde sin lænestol, sit slumretæppe og en stor stak gamle blade med krydsogtværser, han hver gang løste med et lille, tilfredst grynt.

- Det bliver nok bedre i morgen, mumlede han til Hanne, når hun diskret forsøgte at sætte de udendørs forhold på dagsordenen: - Er der flere numre af Familie Journalen?

Det var der altid, og når hun havde fundet dem ude i bryggerset, satte hun sig igen til rette foran vinduet, hvor ligene af afsjælede hunde og køer drev ind over hækken, og aborrer snappede insekter lige for næsen af hende.

- Jeg smutter over efter roulade, lød det en dag inde fra stuen.
- Mmm, svarede Hanne fjernt og adspredt.

Der lød et klik, og så strømmede det ellers ind, det hele: Grenene, cyklerne, postbudet, som havde opgivet ånden ved dørtrinet i sidste uge, og Rudolf, som ikke mere havde lyst til, endsige brug for roulade.

Hanne slap et lille klynk ved synet. Så sundede hun sig og var klar. Hun slog med halen, svømmede ud ad døren og fandt et lille skær uden for byen, hun kunne sidde på, mens hun kaldte sine egne til sig med en sang.

Drivgods

Dagene flyder,
de flyder helt ud
i hinanden,
og jeg
flyder med,
flyder ned
ad en rød,
bundløs flod,
til jeg sikkert
en dag
flyder ind
på en strand,
jeg kan vaske.

Manzarek Hotel

En for en
lukkes de,
dørene,
snart er det rum,
Ray og Jim
tapetserede,
fuldstændigt
endeløst.

tirsdag den 21. maj 2013

Requiem


Jeg kan godt lide
de folk, der er borte,
de brokker sig
ikke så meget,
det gør noget,
blander sig ikke
i mine beslutninger,
dømmer mig ikke,
når jeg går for langt,
synes aldrig,
at jeg er for tyk
eller dum eller vred
eller kedelig,
kender mig enten
til bunds eller ikke
- som om,
der er forskel -
og giver mig
ingen grund
til at lade være
med at elske
og savne, 
de folk, der er borte,
er med
på den værste
og bedste,
jeg siger
det hele
med blomster.

Heksene


brændte

på bålet,
vi brankede

pølser
og åd dem.

Perfect match


Jeg kan
godt lide
at ligge
i sofaen
der, hvor
du bor,
mens jeg
venter
på døden.

Jævnfør Verlaine


Regnen
i mit hjerte

får vel noget
til at spire

frem
og gro.

Fra samtalekøkkenet


- Jeg hader mig selv.
- Det har du slet ikke ret til at sige.
- Hvorfor?
- Du er dig selv, mand!
- Og?
- Det er ikke din opgave at se dig selv udefra.
- Men hvis jeg nu kan?
- Det synes jeg, du skal snakke med en psykiater om.
- Hvad synes du så om mig, måske?
- Jeg synes, du er fuld af lort.
- Der kan du se.
- Jeg synes, du er fuld af lort, fordi du siger, du er det.
- Og hvis jeg så klappede i?
- Så var du ingenting.
- Er det bedre, måske?
- Det var nemmere for os begge to, i hvert fald.
-
-
-
-
- Så sig dog noget! Er jeg her eller hvad?
- Det kan jeg ikke uden at skulle tage stilling til det, vel?
- Det er selvfølgelig rigtigt.
- Og så er jeg allerede noget.
- Det er du.
- Og jeg kan ikke lide det, jeg er.
- Det kan du vel ikke.
- Må jeg så ikke godt bare hade mig selv?
- Jo, ok. Godt, så.
- Elsker du mig stadigvæk?
- Selvfølgelig. Elsker du mig?
- Det har jeg altid gjort, ved du.
- Det har du ingen grund til.
- Det skal du bare lade mig om.
- Fint. Det vil jeg gøre, så.
- Skal vi ikke gifte os?
- Har vi ikke været det hele tiden?
- Hvis du siger det.
- Og det gør jeg.
- Årh, hold kæft.

West coast renga


Ledte
efter rav

ved Vejers Strand,
men fandt kun

tang
og tyskere.


***

Vestenvinden
hård,

der stilles
motorcykler

op ad
Bovbjerg Fyr.


***

"Vi elsker
vort land",

synger flokken
ved bålet,

i kuling
og regn.


***


Alt, jeg
kan huske

fra Tversted
er klitter og

solgyldne
patter.


***

(Bistro)


Fiskefiletter

bliver stegt
i friture,

en kutter
går ned.

fredag den 17. maj 2013

Dauphinen

















har fået sin te,
men det rumler
i maven endnu,
og i parken forsøger
fasaner at lette,
de bliver til fakler i solen
og lander som aske igen
på hans fugtige pande,
men vinen er god i Auvergne,
der er stokke så langt,
øjet rækker,
og bønderne synger
med nyslebne segl
i de barkede næver
og mødes
på hjørner
og torve og pladser,
men ikke dauphinen,
dauphinen har pakket
sin kuffert
og venter i snevejr
på trappen
hans stemme er rusten,
han ryster,
men vinen er rød
i Auvergne
og skal drikkes.


Mark Edward til ære

Mark E. Smith kan bunde en lager og blive en lager. Jeg bliver en bund. Jeg kan lære noget af Mark E. Smith.

Mark E. Smith har ikke en pløk i munden. Mark E. Smith har aldrig ønsket at rejse et telt. Jeg kan lære noget af Mark E. Smith.

Når Mark E. Smith spiller falsk, er det rigtigt. Når jeg spiller falsk, er det falsk. Jeg kan lære noget af Mark E. Smith.

Mark E. Smith smider folk ud, der ikke forstår Mark E. Smith. Jeg forstår folk, som smider mig ud. Jeg kan lære noget af Mark E. Smith.

Mark E. Smith klapper til folk, som ikke klapper. Mig klapper folk på hovedet. Jeg kan lære noget af Mark E. Smith.

Mark E. Smiths idol er Iggy Pop. Mit idol er Mark E. Smith. Jeg kan lære noget af Mark E. Smith.

torsdag den 16. maj 2013

Vandringsmanden og æggekonen

Jens boede i gården lidt længere oppe af Bygaden, men jeg så ham næsten aldrig, når jeg var med mormor deroppe for at drikke kaffe og købe æg. Jeg så ham til gengæld alle andre steder: På hjørnet nede ved Købmanden, når vi legede dåseleg, på sandvejen langs med Gådedammen, når vi havde været ude for at plukke dunhammere, eller gennem bilruden nær Skellerup Nygårde, når mor og jeg var på vej hjem. Onde tunger ville vide, han også ofte blev set ved svinget i Halved, hvor en ældre, enlig kone tjente lidt ekstra på at gøre ting, og under alle omstændigheder hed det sig, at Jens og hustruen sov hver for sig, ja, havde gjort det siden kort tid efter deres bryllup. Så han vandrede, Jens, og bortset fra et lille, sørgmodigt smil til dem, han kom forbi - ung som gammel - vidste man ikke så meget andet om ham, end han ad åre syntes at tage form efter sin funktion: Håret var tilbagestrøget, kroppen ranglet, så den ikke kunne have mødt megen vindmodstand, holdningen lidt foroverbøjet og duknakket som om, han bar noget på ryggen, man ikke kunne se. Af samme grund kendte man ikke Jens: Han var der bare, ligesom Hårup var der. Han var en del af landsbyens DNA, så man skulle tro, han havde været der altid. Og det havde han sikkert også. I hvert fald havde der nok altid været en som ham til at holde vejene farbare og binde døgnene sammen til år.

Der havde nok også altid været en kone i en stille, kølig stue, som spejdede ud mod vejen mellem de saftige roser udenfor vinduet, mens hun ventede på nogen, som altid viste sig at være mormor eller mig. Eller ham. En kone med masser af æg, men aldrig en eneste kylling. En kone, der ikke var nogens, end ikke sin egen.

En dag, da jeg halvvejs var blevet voksen, tabte hun noget ude i køkkenet, så gulvet blev gult og lyset blændede. Ude i forhaven sank Jens om og mærkede ikke engang, at han stak sig på tornene i faldet. Det, han tabte, satte man på graven i håb om at slippe af med skidtet. Det gjorde man ikke, for det kunne man lige så lidt som han. Til gengæld krakelerede gårdenes mure, så plastic og benzin flød ud, hanen galede på Betonfabrikkens tagryg, og vejen ind mod Silkeborg blev fyldt med fjerkræ, der løb slalom mellem lastbilernes tunge, klistrede dæk.

onsdag den 15. maj 2013

Blackout

Når du ikke
sagde noget,
var du ikke
bare stille;
du var væk,
en arret glemsel,
tomme søjler
eller noget
i den retning,
jeg forsvandt i
med en tung
og uhåndterlig
pose myrteblade.

Annie siger

"get your gun" og retter på sin Stetson og fører hånden ned mod skeden og griber og trækker. Annie pløkker løs på hele verden med en vaffelis.

tirsdag den 14. maj 2013

Jeg tror,

jeg fandt
på dig,
hvorfor
var jeg ellers
så håbløst
alene
bagefter?

Becky siger,

at alt er, som det plejer, at det ikke er unormalt, tårne vælter og knægte fra gaden vender hjem i plettede poser og pyntede kister, at det er praktisk med to sole på himlen og tre mile på en ø i Pennsylvania, der er stor nok til at rumme dem. Becky er det ottende vidunder, det, der kan modstå alt, alt andet end det, Louis tænker på nu.

Alma siger,


hun kan huske både Louis og Alan som børn i Brooklyn , da atomet knapt nok var spaltet endnu. Dengang foregik alting i sort/hvid, og slaver dinglede i træerne nede i Richmond. Nu er det hele i farver, og alle flimrer, mens de forsøger at stille ind på sig selv. Snart er billedet så klart, at der aldrig har eksisteret mennesker, men hun lader alligevel sit haglgevær og sætter sig ud i gyngestolen på verandaen og venter.  

Edie siger,


ingenting ser ud af noget i læder, Edie hamrer ned på Månen for hvert piskeslag, hun giver, Edie ældes med et år for hver, der dør i omgangskredsen, Edie stirrer ind i linsen, ind til Andy, råber ”Louie Louie” , burde synge ”Fuzzy”.

Janis siger,


hendes hjerte er for lille til kroppen, hendes sjæl for stor til kødet, hendes stemme er en forrevet papirstump, der flagrer rundt i vinden på Hollywood Boulevard en efterårsdag, fragtende rundt på et telefonnummer, tøsne og slatter af whiskey har gjort ulæseligt forlængst.

mandag den 13. maj 2013

Laura siger,

at uglerne er, hvad de ser ud til, og de om natten samler sig om den seng, hun hviler i, og holder den fri for både drømme og råd. Laura mener, hun vil sove i 100 år, hvis ikke Alan kysser hende snart. Laura kan se sneen falde, og følger han bare sin næse, skal han nok finde frem til hendes hjemsted.

søndag den 12. maj 2013

Dorothy siger,

hun ikke kan redde præsidentens hjerte, at årerne er stoppet til med olie og krudt og henfaldne skurvogne, at det ligger i Mojave som en stor, blodig budding, gribbene mæsker sig i, at der nu er en kirurgkniv til overs, og hun ikke kan finde ud af, hvad hun holder mest af ved Louis: Hans håndelag eller hans brystkasse.

Sandy siger

fra, hun vil have sengen for sig selv, hun vil se verden med sine egne øjne, hun vil gå under ved en øde, forblæst kyst, hvor ingen kan høre hende skrige. Først da vil hun lade sig finde af nogen en novemberdag på Echo Beach, kapslet inde i en klump rav, man kan bære som smykke.

Julia siger,

at hun ikke kender nogen, der hedder Romeo, at det må være et tysk navn eller noget, at hun ikke var med under de der nazi rallies i Bergen. Julia siger, at hun engang var på ferie i Europa, og det eneste, hun husker, var, at paven lavede hundedårlig tzatziki i Stockholm, og Den Lille Havfrue i London var så lille, at hun mistede al respekt for Jacques Chirac. Julia siger, at Louis godt må se at drikke ud og trække kjolen af hende. Julia ser godt ud. Louis rasler lidt med nøglerne og går.

Melissa siger,

hun har brændt kalkunen på i ovnen, og det altid er sådan, at Pops ligner en djævel med sine buskede øjenbryn, når han beder bordbøn, at Aaron altid bander og svovler, mens han skærer kræet ud, at Julia og Alan bliver grønne i hovederne, idet de tvinger det forbrændte væv i sig. Melissa ler for sig selv, mens hun siger, de altid bukker og takker bagefter. Melissa siger, hun var det isbjerg, der sænkede Mayflower, at hun altid, selv dengang, er blivet tiet langsomt til døde. 

Houston siger,

hun ikke kan rumme mere, at Rocky Mountains pifter prærierne i Arizona, at bræerne i Alaska permafryser Californien, at Seattle synker ned i Mississippis mudder, at det hele er blevet til én stor, hvid masse, er blevet til betændelse frem for livseliksir, at hun har lært at tælle til 620 og gerne vil have, at kameraerne slukkes, før hun bløder vulkaner.

Vi elskede ømt,

hedt og sanseløst
natten igennem,
så muren slog revner,
og solen til sidst
trængte ind,
da jeg smuttede,
havde vi end
ikke rørt
ved hinanden.

fredag den 10. maj 2013

Fubuku

Vandrer
på tæpper
af kirsebærblomster,
ved ikke
hvorhen,
men har
fandemig
lang vej
igen.

torsdag den 9. maj 2013

Susan siger,

hun ligner Marilyn Monroe, og jo, hun er blond, hun har noget til gården og gaden, hendes stemme er fræk, men lidt tåget, og Louis studser mest over pillerne, der er spredt over gulvet, og tænker, at hun allermest ligner en Susan, en mislykket Susan, før de går igang.

onsdag den 8. maj 2013

Monica siger,

hun er færdig med at tage notater, nu vil hun vande planterne i det ovale værelse, mens bomberne blitzer i buskene udenfor, ridse i skrivebordets lakering med sine stiletter og tænde en cigar, hun vil ryge så meget til bunds, at hun ender med at brænde andres fingre.

Annie siger,

at det bedste ved at få roser er at stikke sig på tornene, at mærke blodet løbe ned ad arme og ben og dryppe ned i Golden Gates bølger, at se Louis, svedende og solskoldet, forsøge at sætte sejl i San Francisco Bay.

Alice siger,

hun kan mærke, hun bliver mindre hele tiden og snart vil være hjælpeløs som en lille pige. Alice har dyrket det største græskar i Bridgeport, Connecticut. Alice tror, der er en højere retfærdighed til.

Mary siger,

der er blevet tomt i skurvognen nu, hvor han er flyttet hjemmefra og har fået job på Wall Street. Mary siger, hun aldrig ser ham mere, men han altid er på rejse til Aspen, Bangkok eller Monaco. Mary siger, at læderkorset stadigvæk hænger på værelset, at hun jævnligt støver det af.

Alan siger,


han elsker sneen om sommeren i New York City, spillemaskinernes klimten i Las Vegas og lugten af indtørrede ådsler i Death Valley. Alan siger, han elsker suset i palmerne på Malibu Beach og lysets spillen i vandet ved Big Sur. Alan siger, han elsker Van Gogh og Poe og Little Richard. Alan siger, han er et dyr. Alan siger, han vil elske at falde til ro i din fodende.  

Sophia siger,


at hun sidste gang så ham stå på Times Square og le, men han tog sig til brystet. Da de obducerede ham, var bukserne fyldt med lort, og han var våd af pis og sperm helt ned til sokkerne. Sådan mister man en søn, bemærker hun og griner. Hun går ind i kapellet, klar til at strippe. Elvis retter på kraven og kjolen. 

Mercedes siger,


at pelse og penge og dyre smykker er det, hun vil have, ikke mænd. Mænd skal vandes hele tiden og alt, alt for længe, før de går ud, siger Mercedes.

Hannah siger,


hun intet kan høre, at hun omsætter bevægelse til betydning. Hannah siger, hun engang døde under en ballet af Alvin Ailey; sitrede, skælvede og eksploderede til sidst, så man måtte samle hendes rester op på stolerækkerne bagefter og sy dem sammen. Hannah siger, at hun mangler et sprog, men det er løgn, for Alan har duftet hvert eneste ord, og hans tindinger buler. 

Logomolo


Blark anginarum,
blark anginarum
Honai, Honai,
hiro, naga, naga,
zig zag simmarum,
i, i, i zimbra,,
moloq, angakoq,
Anna, anna, oanna,
oannaginnunga,
babuddababum,
blark illuminum,
ssssssss.

tirsdag den 7. maj 2013

Eleanor siger,


hun har noget i hovedet, der dunker og sparker, og at det er langt mere smertefuldt, end da hun fødte Franklin. Eleanor siger, hun så langt foretrækker regnen over Dresden og Pearl Harbor frem for denne frugt, som tvinger hendes stamme ned mod jorden. Eleanor siger, hun snart mister sit hjerte. Eleanor siger, hun er klar til at slippe et hav, så det kan lære at gå på tørt land.

Louis siger,


at han ikke forstår sig på kvinder, at de synes at begynde, hvor han hører op. Louis siger, at han engang tog et trip i Yellowstone, og alting, kilderne, spalterne, bladene, mørket og lyset, på én gang syntes at sluge ham og spytte ud igen. Louis siger, at hvis han kunne, ville han hellere formere sig gennem sin flækkede pande. Louis siger, at han ikke kan falde i søvn for dunsten af parfume, men altid har sovet alene.

mandag den 6. maj 2013

Coco siger,


at der er koldt på bagsædet, og at hun ikke forstår, hvor de skal hen. Coco siger, at Louis er den femte i aften. Coco siger, at alle vil have det samme. Coco siger, at hun har en tatovering af sit hjemlands flag på højre skulder. Coco siger, at hun savner sin mor. Coco siger, at hun tændte et lys for sin mor i går aftes, men brændte sig på det. Coco siger, at hun er ved at løbe tør for smøger. Coco siger, han skal standse, og rusker i sædet. Coco siger ikke så meget. 

Donna siger,

 at hun savner David, at de ikke blev gift, at alt var fiktion. Donna siger, at det hele simpelthen stoppede, at de løb tør for film, at tungerne blev for store til replikkerne, sengene for små til at elske i. Donna siger, at hun intet husker efter rulleteksterne. Donna siger, at Louis godt må trykke på knapperne. Donna siger, at sneen på skærmen alligevel er lavet af sølv.  

Evelyn siger


at hortensiaen trænger til vand, og der er nyheder om lidt. Evelyn siger, at der er nyheder om lidt, og derfor trænger hortensiaen til vand. Evelyn siger, at hun har gemt en revolver under regningerne i chatollet. Evelyn siger, den er til hende, ikke til blomsterne. Evelyn siger, den er til hende i tilfælde af, hun bliver en headline en dag.

Paula siger,


at hun ikke kan lide hunde, at hun ikke kan fordrage den måde, de pisser territorier af på, at hun ikke kan udstå, at de snuser hinanden i røven og knepper på åben gade, at deres pelse er sooo last year, deres poter mangler manicure, deres ører en studsning med en sabel. Paula siger, at det mest sympatiske ved hunde er deres vane med at rulle sig i ådsler, så ingen bemærker dem. Paula siger, hun engang drømte, at hun svømmede ud i et bundløst ocean af savl og druknede der. 

søndag den 5. maj 2013

Skriften er størknet,

og du spænder skøjterne på,
der er langt til Amerika, dude,
jeg har hegn om min ranch
og et skarpladt gevær,
løb dog hjem,
jeg skal nok
åbne døren.

lørdag den 4. maj 2013

Josephine siger

Josephine siger, at hun ikke kan huske sine drømme, at hun bare sover og sover, at hun formoder, hun vågner ind imellem, at hun ikke er sikker, at hun er bange for, uret vil ringe om lidt, og jeg aldrig har været der, at der er alt for få billeder på væggen, at lagenet er rødt.

Vandhullet

Vi mødes i barerne, mødes som om,
det er aftalt, og skåler som om,
vi er gamle bekendte, vi tier en stund,
mens vi venter på øl, og vi taler i bobler
på vej ned mod bunden, vi lærer at gå,
vi forsvinder i lyse passager,
knapt tænkt på af nogen endnu.

Rita siger

Rita siger, at hun har tømt mange flasker, men aldrig fundet noget på bunden af dem. Rita siger, at hendes hud bliver rynket, når hun bader, og at hun er bange for, den vil gå helt i opløsning. Rita siger, at tanken om, man en dag vil finde hendes tunge guldsmykker i Rhinens dybder er det eneste, som kan få hende til at smile.

Relativt selvportræt

Relativt frygtløs,
relativt fej,
relativt spraglet,
relativt bleg,

relativt sober,
relativt klam,
relativt åben,
relativt stram,

relativt mundrap,
relativt stum,
relativt einsteinsk,
relativt dum,

relativt kærlig,
relativt kold,
relativt dur og
relativt mol,

relativt besk og
relativt sød,
relativt livlig,
relativt død.

fredag den 3. maj 2013

Falder

i staver,

man er vel
en tønde

til husbehov.

torsdag den 2. maj 2013

Snart dages det,

brødre,
i øst
og i vest
og på bænken,
i biksen,
ved busstoppestedet
og affaldscentralen,
nær Børsen
og kirken
og tv-stationen,
til højre
for hjertet,
til venstre
for hovedet,
nu dages det,
søstre,
vi vågner
med revnede
hænder.

Brænder mig

på dig
konstant,
men bliver ikke
til aske,
næ, nej,
det er alt,
alt for nemt,
men du siger
til gengæld
tit til mig,
at jeg
er en steg.