tirsdag den 30. april 2013

1/5 2013

1. Maj: Vågner
til kimende klokker,
for Gud er i huset og lytter,
hvad Fanden en Gud så end er,
men jeg ved, hvem ministeren er,
og jeg ved, at hun aldrig er hjemme,
jeg ved, hun er døv,
når hun gerne vil være det,
ved, hun får sminke på nu,
skyller munden med grand vin de pays,
vælger sko fra sit bugnende skab,
samler ark, gør sig klar
til at tale og tale og tale,
men mest til sig selv
og sin egen beskidte samvittighed,
hvis den da findes endnu,
der er stilhed i skibet, i templet,
ved viet, i skoven,
men klokkerne ringer,
de ringer ad helvede til,
der er flammer
i stuen, jeg ved,
jeg må ud
i en fart.

Bløder

i stereo,
sensurround,
Dolby,
gudhjælpemig,
du spiser is,
før du smider
papiret
på gaden
og går.

Haikusession @ Bagsværd 30/4-13

Blæsten
er kold i

dag, fuglene
puster sig

op, kloden
drejer.

***

Månen
er fremme,

jeg lapper
min cykel og

håber
på medvind.

***

(1. maj)

Rosen
er visnet,

på fælleden
bryder et

asketræ
jorden.

mandag den 29. april 2013

Haikusession @ Avedøre, 29/4-13

















Svanerrne
flyver

mod vest,
og der dufter af

æbler
om natten.

***

Brændende
marker,

på stien
ved skoven:En

dreng med
en tromme.

***

Karperne
snapper

insekter,
i dybet: De

sværmende
stjerner.

***

Stanken
af brunkål

i opgangen;
væggene

bliver,
hvor de er.

***

Flaskerne
tømmes,

nær søbredden:
Afklædte

kvinder,
der dykker.

***

Genkender
Basho

i bussen,
en anden, men

Basho,
helt afgjort.

***

Enebærbusken

har skygge nok til,
at jeg

ingen
behøver. 

Ordene kommer


måske af sig selv,
hvis man lader dem,
måske er de lidt
ligesom katte,
måske skal de
dræbe lidt først
eller pisse i krogene,
før de er klar
til at gnide sig op
ad den hånd,
der vil alt muligt
andet end kæle,
måske er det dem,
der må vente,
måske er det mig,
der skal vaske
mit ansigt
og børste mit hår,
før det lykkes,
måske er det noget,
der sker,
det dér digt,
ligesom kys
og trafikuheld,
vindpust
og brækkede arme,
måske
er dét alt,
man behøver
at vide
om emnet. 

I det øjeblik,

bomben går af, fungerer cellerne i låret videre som om, de stadig hænger sammen med bækkenet, der ligger 10 meter henne ad gaden, og hjernen udsteder kommandoer, den ingen forudsætninger har for at vide, armene ikke lystrer, og hjertet pumper luft som om, det aldrig har gjort andet, og hvem eller hvad, der gør sig den erkendelse, at billetkontrollør Peter Nedergaard Jørgensen, Anemonevej 14 st. tv., er gået hver til sit, står ikke helt klart, men trods alt med majuskler.

Dødsstjernen























Manden med leen
er fandeme en stjerne,
det skider jeg på,
og i klasse
med Dietriech og Callas
og Frankieboy,
cool, så selv katte
bliver bange og flygter,
og sikker i stilen som få,
ingen ser ham
på stranden i Rio
med patter af plastic
og læber,
der svulmer af Botox,
og ingen har spottet ham
inde på Zen
med en halvlunken
Carlsberg i hånden
og pletter på tøjet
i færd med at bolle
tilfældige tøsebørn tykke,
for Manden med leen er cool
og så cool,
at de blitzende buske
bag slotte
og luksushoteller
og country clubs
pludselig bliver mørke
og underligt stille
idet, han passerer forbi,
og skulle Skat
checke tallene,
passer de altid,
for Manden med leen
er ærlig
og snyder sgu ingen
for noget
og tager,
hvad der tilkommer ham,
uden håb
om forhandling,
og hvad det end er
for et tvivlsomt talent,
han er født med,
turnerer han
ivrigt og endeløst,
indtil enhver
synger med,
til al hån
og kritik
er forstummet
og manet
i jorden. 

Haikusession @ Avedøre, 28/4-13























Vi drikker
te af

de kopper,
vi knuste i

går, til
de heles.

***

Vinduet
åbent

for fugle og
hvepse og

dig, døren
klaprer.

***

Værtshuset
lukker,

og drankere
afvikles.

Åbent
i morgen.

***

Farfar
med stråhat

på Moesgaard
Strand, sommeren

'80, blæst
i baghold.

***

Katten,
der ligger

på skødet og ved, 
jeg har

rotter
på loftet.




Fiskene


drukner,

hvis først,
de tager
vand ind,

men uglerne
trives
i mosen.

fredag den 26. april 2013

Tove

fik banko,
og Tove
vandt kaffe
fra Føtex
og ænder
og frosthøns
fra Normann
og bolsjer
og lagkagebunde
fra Kvickly
og rugbrød
fra bageren
ude i Serup,
og brikkerne
var der endnu,
og det samme
var Tove,
hun lagde
dem bare
på plads
hen ad vejen,
du ved,
så hun også
kunne være
der selv.

Stjernerne

blinker

jeg blinker igen,
alle

fryser
om natten.

torsdag den 25. april 2013

Tøjet

lå spredt
over gulvet
ved siden af
nullermænd,
drømme
og store,
forliste
projekter,
vi lå under
dynen,
lidt hulter
til bulter,
men varmen,
dén fik vi.

onsdag den 24. april 2013

Lyset

gik ud,
det blev
spottet
i både
Murmansk,
San Juan
og Nairobi,
forhutlet,
forvirret
og slidt,
før det
mistede
alt håb
om flugt,
og jeg
så det
i dig.

Tivoli kom,




















og med ét
var den sumpede eng
syd for byen
et ælte
af fadøl og bræk,
nogle skød
efter skiver
og ramte forbi,
andre åbnede lodder
og tabte
og købte
en ny håndfuld nitter,
vi kørte
i radiobiler
og lo,
da vi ramte
en mur.

tirsdag den 23. april 2013

Klokkerne ringer

for nogen,
men ikke for mig,
jeg er ret
sjældent hjemme,
og du stopper
aldrig forbi,
og i kirken
er lysene tændt,
men vi kommer
der ikke
fordi,
vi vil se.

Zebraen


er ikke en hest, for man kan ikke ride på den. Det kan man i reglen på en hest. Man kan også blive gode venner med en hest og lære den at tale. Det har jeg selv set i Lucky Luke. Zebraen har ingen venner, i hvert fald ingen, der er cowboys, og den siger aldrig noget, der giver mening. Følgelig må zebraen være noget andet end en hest, selvom den lidt ligner en. Men den ligner også en tiger, for tigre har striber. Ergo er zebraen en slags tiger. Tigre æder cowboys til frokost, poor, lonesome cowboys a long, long way from home. Man finder deres afblegede knogler og endnu osende, hjemmerullede smøger i den kogende sol på savannen, hvor der ikke er nogen skygge at være hurtigere end. I det klima er tigeren i det hele taget hurtigere end Lucky Luke, meget hurtigere. Til gengæld kan den ikke synge. Det kan cowboys, deri ligger forskellen. Desuden kommer de hurtigt frem, specielt når de bliver forfulgt af store katte. Det gør zebraer også. Lucky Luke er en zebra. Lucky Luke er meget bange for sig selv.

mandag den 22. april 2013

Det regnede altid,

når vi elskede, det begyndte at prikke på ruden, når vi ramte lagnerne, og det styrtede ned, når vi kom, og køer brølede og blev tavse i brådsøerne, og tårne faldt så lange, de var, og blev forvandlet til murbrokker, og radiostationer holdt op med at sende, og lande blev vasket af landkortet, og der var ingen oliegrene for ravnene at finde, og alle både blev slået til pindebrænde, og det var så fantastisk, det hele, at vi græd, før vi kunne falde i søvn, og jeg vidste alligevel bare, at det ikke var sådan, det skulle være.

Tæller

ned

til en,
der er

en
anden.

Mellem linjerne


- Hej.
- Hej? Hej!!! Hvad laver du her?
- Jeg er kommet for at hente dig.
- Hvad? Hvor? Hvorhen?
- Til det liv, vi aldrig fik sammen.
- Øeh, gerne, men…vi har ikke set hinanden ret længe?
- Du er dig, og jeg er mig, ikke?
- Joeh.
- Hvad er problemet så?
- Men det er snart seks år siden… Der kan være sket alt muligt.
- Føler du dig anderledes?
- Ja.
- Godt. Det gør jeg også.
- Godt?
- Ja, det betyder, at vi passer til hinanden nu, ikke?
- Hvor ved du det fra?
- Det kan jeg bare mærke.
- Det er ikke et argument.
- Der er ting, man ikke skal argumentere for.
- Som?
- Har du lyst til at kysse mig?
- Ja!
- Har du lyst til at røre mig?
- Ja, for fanden!
- Har du lyst til at vågne ved siden af mig i morgen?
- Jeg har altid lyst til at vågne ved siden af dig!
- Så?
- Du gik?
- Det skulle jeg dengang.
- Og jeg græd?
- Det skulle du dengang.
- Og vi talte ikke sammen i årevis?
- Det var ikke det, vi skulle.
- Men vi skal tale sammen nu?
- Det er jo det, vi gør, ikke?
- Men vi kunne jo lade være?
- Jo. Men det har jeg ikke lyst til.
- My point exactly.
- Og du går ikke igen?
- Det har du mit ord på.
- Kun dit ord?
- Kun mit ord.
- Må jeg godt tage dig på det?
- Please do.


(til Dialogos)

lørdag den 20. april 2013

Elegi til Storm Thorgerson


Lulubelle, hornede tøs,
nu er græsset kun grønt
på papiret, og strømmen
på hegnet er slukket,
åh, Lulubelle, landmanden
sover for evigt i dag,
men din mælk
mætter jætter endnu.


(Storm Thorgerson (1944 - 2013), der døde i går, var, gennem firmaet Hipgnosis, den geniale coverdesigner for rocknavne som Audioslave, Led Zeppelin, Peter Gabriel, The Cult og ikke Pink Floyd. Lulubelle III var navnet på den ko, han placerede på omslaget af sidstnævntes lp Atom Heart Mother i 1970)

fredag den 19. april 2013

Lignelsen om vandringsmanden

Der var engang en mand, som var løbet tør for ting at sige. Det skete lige pludselig. I tiden op til havde han ellers udbredt sig konstant og velovervejet om alt fra vejret over troen til betalingsbalancen, men en morgen, han stod op, lå tungen helt stille i munden, og han tænkte ikke engang længere over, at han ikke tænkte på noget. Det var bare, som det var.

Med største bekymring iagttog familien hans tavshed ved bordet. Flere stak til ham for ligesom at mærke efter, hvordan han havde det, men han stirrede bare tilbage, rejste sig op og forsvandt ud ad døren.

Så begyndte han at gå. Ikke nogen steder hen, for hvor skulle det være? Det ene skridt tog bare det andet, og sådan fortsatte det. Byen lagde han hurtigt bag sig, og selvom det gik lidt trægere med skoven, kom han også igennem den til sidst. Grænser blev krydset, selv have lagde han bag sig ved at forvilde sig ned i skibes lastrum. Og en dag stod han så pludselig ved verdens ende. Bogstaveligt talt. Tog han ét skridt mere, ville han ikke kunne svare for konsekvenserne. Ikke fordi det var en gabende afgrund, han befandt sig foran, som myterne ellers fortalte. Hvem, der ellers havde fundet på dem, var det én med en fattig fantasi. Nej, han kunne ikke på nogen måde gøre sig begreb om, hvad det var, han stod foran, og for første gang i årevis var han nødt til at tænke sig om.

Da lød der en stemme fra den anden side:

- Hvem der?

Han tav meget længe. Så trak han vejret.

- Hvor kommer du fra?

Han tog skoene af og betragtede vablerne på fødderne.

- Hvad vil du?

Han lukkede øjnene.

Et helt andet sted drog en anden mand hjemad og sang af fuld hals.

torsdag den 18. april 2013

Tossen

har lagt sig
i græsset,
han griner
af noget
bag solen,
som ikke
er fremme
i dag.

Du læste mig,


lavede mærker
i ryggen
og efterlod boner
og pletter
de mærkeligste steder,
du slugte mig
side for side
og pralede af det
i barerne
ude i byen,
du tømte
mig helt
for betydning,
du solgte mig nede
i brugtbiksen,
mest for at rydde
reolen,
du læste mig, jo,
men på arkene
stod der
det samme
som før,
lille du.

onsdag den 17. april 2013

Jeg ved, hvor du bor,


og jeg ved, dine stuer er tomme,
din havedør åben for krager og senegræs,
ved, at din vandhane løber,
at væggene skaller,
at stjerner kan ses gennem taget,
jeg ved, hvor du bor,
og den dag, hvor al frygt bliver absurd,
kan jeg nok
også huske dit navn. 

Du druknede,

tror jeg,
i vand
eller pis
eller blæk,
du forsvandt
lige pludselig,
i hvert fald,
og helt
og aldeles,
nu huskes
du kun som
en underlig
prikken
på tungen.

tirsdag den 16. april 2013

Gådedammen

Dammen,
man skøjtede på,
når der virkelig
var vinter
i Hårup,
var bundløs
ifølge min mormor,
og derfor det sted,
man forsøgte
at snige sig bort til
hver gang,
hun var ude
på ærinde,
når den var skrabet
tilstrækkeligt ren,
kunne man se
gennem isen,
og vel
var der mørkt
i det dyb,
men man anede
byer dernede
med osende biler
og rygende skorstene,
skimtede fremmede,
velkendte øjne
med brændende blikke,
man ikke kunne tyde,
og nederst
en mund
fuld af stjerner,
jeg kyssede,
til mine læber
blev blå
og hang fast.

mandag den 15. april 2013

Dyret


Ingen kunne rigtig sige, hvad det var for et dyr, man havde opdaget, for selvom det levede under jorden, havde det vinger, og der var tænder i rektum, mens munden mest lignede en gælle, og det havde 27 ben, hvor det åbenlyst kun havde brug for 4, og det var i det hele taget noget rod med det væsen, for det lugtede af vingummi med solbærsmag, men da man fandt på at kalde det Frederik, gik alting lige pludselig meget nemmere.

Tæppet går,


og der står den,
du er,
når du er den,
du er,
det er du næppe,
tæppet går,
og du
er kun
et tæppe.

Narcissus 2.0


Han kunne ikke stå fast, så han prøvede at svømme, men blev ikke våd, og prøvede at lette, men fik flyvemaskiner i hovedet, og prøvede at forstøve, men slog sig på murene, så han blev, hvor han var, og lod alt komme op, og han forelskede sig med ét slag i den, han så i pytten.

Jord i hovedet

Ormene kommer
og ikke til kaffe,
men frokost, du ved,
og vel tænker du stort,
men den muldjord,
du står til at blive til,
kniber det stærkt
for dit hoved
at rumme.

Toget

er altid
forsinket,
og duer
bliver skudt
på perronerne,
arme
og ben
skylles ud
over fliserne,
her spørger
alle om ild,
men får
smøger
i stedet.

søndag den 14. april 2013

To smådigte

Lad os
spilde

os
selv


hinanden.

***

Bestemt,
der var

varm luft

imellem os.

lørdag den 13. april 2013

Non night stand

Pludselig står
du så der,

sort
på hvidt,

og jeg dumper,
hvis ikke,

jeg lærer at
læse igen.

***

Dine øjne,
jeg tror,

det er dem,
jeg blev skabt

til at
ses af.

***

At være
et ord

i det digt,
som du

vugger
på tungen.

***

Suget
i maven,

som skyller
min selvkontrol

ud.

***

Kan kun
se

én hånd
for mig;

din.

***

Tager hjem,
da du går,

man bliver syg
af at skåle

med skygger.

***

Vågner
alene

og blind,
jeg ser

stadigvæk
dobbelt.

torsdag den 11. april 2013

Turkana Boy















Turkana Boy
kigger

på stenen
og farer

i flint.

***

Turkana Boy
brænder

sin hånd,
men har ild

i sit blik.

***

Turkana Boy
spejler

sit ansigt
i floden

og prøver
at ytre

det navn,
som han

altid
har haft.

***

Turkana Boy
kigger

på Månen
og spidser

sit spyd,
han vil snart

tage derop
for at jage

gazeller.

Regnen

falder,

tænk,
hvis den

kunne
gå.

onsdag den 10. april 2013

Whiteout

Kan ikke se Solen for alt det lys, kan ikke få vejret for al den luft, kan ikke tænke for alle de tanker, kan ikke komme videre med mit liv, fordi jeg har alt for travlt med at undgå at dø.

tirsdag den 9. april 2013

Spontant smædedigt til Hr. Anmelderen

Thomas Treo kan godt lide Sort Sol.
Thomas Treo kan høre græsset gro, endda for 20 år siden.
Thomas Treo staves en lille bitte smule ligesom Peter Peter.
Thomas Treo ved altid, om Ortved er nærved Næstved.
Thomas Treo holder bevidst kun ferie på Rubjerg Knude og DueOdde.
Thomas Treo ligger altid på Lars Top 10.
Thomas Treo hader syge kællinger, der ikke synger som Steen Jørgensen.
Thomas Treo har aldrig tænkt den tanke, at syge kællinger i al almindelighed ikke synger som Steen Jørgensen.
Thomas Treo har aldrig indset, at syge kællinger ikke bliver syge kællinger af, at han siger, de er syge kællinger.
Thomas Treo føler sig selv en lille smule syg ind imellem.
Thomas Treo tager en Treo.
Thomas Treo tager en Treo til og sover på det hele.
Thomas Treo tror, at solen atter er sort, når han vågner i morgen.
Thomas Treo burde prøve en Panodil.

Bjergene

rykker sig ikke, de krummer på jorden, de svin, så selv fuglene mister enhver appetit, men til gengæld bliver himlen lidt større hver gang, der er popcorn til alle om lidt.

mandag den 8. april 2013

Julemanden


Vi havde ingen skorsten, og alligevel kom julemanden ind og hængte gaver op med røde bånd på min kalender hver morgen i december, og jeg havde fanden til hyr med at finde ud af, hvordan han gjorde det, for kom han ind ad døren, ville han være så ordinær og kedelig, at han ikke var en julemand, og kravlede han ind ad et vindue, var han gusten og skummel, og gik han gennem tagplader eller vægge, var han et spøgelse, og dem var jeg bange for dengang, så jeg vedtog for nemheds skyld, at der ikke fandtes en julemand, og stillede mig tilfreds med, at gaverne måtte være en slags frugt, der groede ud ad væggen.  

Voodoo


Jeg stak nåle i dukken, til jeg ikke havde flere, men der gik hul i taget på Royal Albert Hall, man kunne se gennem Månen, og en mand faldt ned i Vester Voldgade og blev fundet i Kina. Du tog bussen ind til byen for at købe nye smykker til dig selv.

Cirkus

er kommet til byen, og pludselig ligner alle folk elefanter, snablerne graver riller i asfalten, man sikkert kan afspille med en himmelhøj pickup, og savsmuldet dufter af brillantine og Eau de Cologne, bag et brunt bjerg står klovnen parat med en næse, der tændes i morgen.

Lampreta planeri


Det var en bæk, og der var græs på brinkerne, der var vand nede i lejet, vand, som løb, og fine, sirlige planter, der hvirvledes rundt i strømmen, og mudder, ramt duftende mudder, som klæbede sig fast til alt, men der var ingen fisk, der var simpelthen ingen rigtige fisk, man kunne fange og spise, ingen skaller og ørreder og hundestejler, men der var masser af niøjne, sorte og glatte og slimede niøjne med raspende munde, som syntes at mættes ved at tømme ingenting langsomt for blod.

Resenbro læst


Resenbro har ikke noget centrum. Sognekirken, som ellers udgør ground zero for de fleste gamle landsbyer, til hvis orden Resenbro hører, ligger i Linå, selvom man kunne mene, at både gudshusene nordpå i Gødvad og østpå i Voel synes mere tilgængelige. Men ingen snyder historien, heller ikke dem i Resenbro, og historie har flækken nok af. Den egentlige bykerne – eksplosionspunktet – ligger vel omkring den efterhånden bedagede bro over Gudenåen, hvorover man førhen kom til Gødvad, men nu snarere Silkeborgs nordøstlige forstæder. På den anden side ligger et lille, undseeligt hus, som i ældre tider agerede færgekro, og i den tid, hvor der var pramdragere til på egnen, som kunne bruge sig en bette spids, før turen gik videre mod Randers, opstod der en ny kro på den anden bred, hvor bølgerne efter sigende kunne gå højt ud på natten. I min tid blev den revet ned og erstattet af et mindre boligkompleks, og fra da af fortabte også dét ophav til byen sig i, ja, historien.

Senere kom jernbanen fra Silkeborg til Randers. Den erstattede langt hen ad vejen pramfarten, for vel transporterede vognene også mennesker, men grund nr. 1 til, at der blev lagt skinner, var givetvis, at de enorme mængder blokke, ruller og pengesedler, som blev produceret inde på Papirfabrikken, kunne komme hurtigere og nemmere ud i verden på den måde. Den derved stærkt forbedrede infrastruktur bragte i hidtil uset omfang forretninger, industri og beboere til Resenbro, der voksede fra at være en af de mindste flækker på egnen til trods alt én af de mere markante. Det var også i disse årtier, at et nyt bysamfund begyndte at forme sig ude i skoven langs Hårup Sande, som fik navnet Skærbæk og snart voksede helt sammen med Resenbro. Men i 1970’erne blev også jernbanen nedlagt. Stationen blev omdannet til beboelse og efterhånden bygget så kraftigt om, at også dén mistede sin status som byens tyngdepunkt.

I dag er det bedste bud velsagtens landevejen mod Hammel, som også har eksisteret i den ene eller den anden form siden gammel tid – først som et kroget, bøjet, sindrigt vejsystem, senere den næsten lige linje, man kender i dag. Og så alligevel er den ikke, selvom bebyggelsen synes at klumpe sig sammen omkring den, noget centrum, for langt de vigtigste ting i nutidens Resenbro befinder sig andre steder. Som f.eks. Jyllandsringen – den legendariske motorsportsbane, hvor bl.a. Thorkild Thyrring lagde grundstenene til sin internationale karriere – som kun kan nås ad en kroget sidevej ud mod Skellerup, eller golfbanen – den unge Thomas Bjørns faste øveterræn – der er stukket sælsomt væk bag Skærbæks tyste villakvarterer. Ganske betragtelige claims til byens fame er begge steder sådan set, men nye centrer kan man ikke sige, de udgør, selvom huse i rigt mål er skudt op langs vejene derud. Og hvad angår selve landevejen, var den før i tiden et ganske betragteligt forretningsstrøg. I min barndom kunne man købe hot dogs hos pølsemanden, brød hos købmanden, patroner i jagtbutikken, snold i døgneren og benzin på tanken. I dag findes kun tanken stadig, mens købmanden er erstattet af et meget lille supermarked, og behovet for fast food må tilfredsstilles hos et pizzaria. Ikke fordi antallet af indbyggere er faldet, men fordi det for de fleste synes langt mere indlysende at købe ind på vej hjem fra jobbet i Silkeborg.

For selvfølgelig har man bil i Resenbro. Optimalt en god, stor familiebil, der har plads til både børn, hund og indkøb i større stil. En ting, der naturligvis afspejler det forhold, at Resenbro er et sted, man er, ikke ét, hvor man bliver. Mangen en vordende familie har valgt at slå sig ned der, fordi man gerne vil lade sine børn vokse op et sted, der ikke rummer de samme fristelser som storbyen Silkeborg, og hvor de kan udvikle sunde interesser ved at færdes ved åen, i skovene og ude på engene. Lad mig blot konstatere, at der sælges sprut i superen, at også Resenbro har en pusher, hvis man har brug for en sådan, at busforbindelserne ind mod Silkeborg er ganske fine, og at spillekonsoller er lige så udbredte der, som de er alle andre steder. Det er følgelig ikke forstædernes goder, der holder en lokalitet som Resenbro gående, men forestillingen om forstædernes goder. Og knapt er junior fyldt 18, før han, som så mange andre steder på den egn, ræser væk på sine egne fire hjul, jagende andre forestillinger og efterladende forældre, som, hvis de bliver boende, kun gør det af gammel vane.

Der kan de så sidde tilbage med historien, som, i mangel af et centrum, tilhører den enkelte og kun den enkelte. Den enkelte, som dør og bliver begravet et andet sted, hvorefter nye historier bliver ledige til løbende udgivelse. Vælg din matrikel og sæt dine fodspor: Når du er færdig, vil de være hieroglyffer, som ingen længere kan tyde.

Men grunden, selve grunden, vil nok stadig have en vis værdi.

Uden titel

Alle de
mulige liv,
der forsvinder
bag buske,
reoler
og smækkende
togdøre
uden at bede
mig om lov,
men hvad pokker,
selv jeg
har vel noget,
jeg skal.

fredag den 5. april 2013

Antarktis














Antarktis,
oh, permafrost,
oh, min papirkurv,
jeg ofrer
mine højre hånd
til dig,
så åbn dit gab,
Hydra min,
here be monsters
and jugglers
and clowns
og en enkelt
forfrossen maScott,
der er mig,
og jeg planter
et nytteløst flag
på din pande,
så bræerne
kælver
ved kysten,
oh, a mund sen,
spids dine læber,
kald hundene
til dig
og kør,
indtil håbet
bliver grønt.

Kræn og trolden


Kræn Piersen var navnet på en fattig husmand fra Futting Mark, som i efterhånden nogle år havde kæmpet med at mætte familiens munde med de rådne kartofler, misdannede kålhoveder og slatne gulerødder, han kunne fremtvinge af sit halvt sumpede, halvt sandede jordlod. Det var ellers ikke fordi, han ikke knoklede, så lungerne værkede og lemmerne gjorde ondt, men uanset hvad, han gjorde, rakte det ikke, og han kunne ikke låne penge, så han kunne lægge jord til, udbygge ejendommen og hyre den karl, som kunne gøre hele forskellen. Det var kort sagt ikke en velsignelse at være Kræn Piersen, og mens han hakkede ukrudt op, mumlede han hele tiden én bestemt sætning med sammenbidte tænder:

- Jeg har fortjent bedre end det her.

Op ad Kræns matrikel lå en stor gravhøj, som man sagde var hjemsøgt. Kræn var et jordnært temperament, som hverken frygtede Gud eller Djævel, men i højeste grad at sulte. Derfor kredsede hans tanker oftere og oftere om de hemmeligheder, den gamle, tilvoksede jordknold gemte på. Sagnene sagde, at en stor høvding engang var blevet begravet der, men at skatten blev bevogtet af en trold, som ville komme med tre spådomme, før man fik lov til at rane skatten. Af samme grund havde ingen på egnen - en egn, som ikke var præget af den store tro på fremtidens lyksaligheder - haft travlt med at gribe til skovlen endnu, men efter endnu en søvnløs nat, hvor maven havde knurret, mens børnene skreg fra køjesengene inde i stuen, besluttede Kræn, at han skulle være den, som gjorde forsøget.

Næste nat gik han ud i skuret, fandt sin store, rustne skovl, kravlede op på toppen af højen og begyndte at hakke løs. Efter et stykke tid fornemmede han, at han blev bestirret, og vendte sig om. Lige bag ham - med en mindre kampesten som sæde - sad den trold, sagnene havde fablet om. Virkelig var den altså, men trods en vis ildelugt så den nu ganske godmodig ud. Nærmest vis.

- Hvad laver du her, ville Kræn vide.
- Ingenting. Må jeg ikke bare sidde her, mens du graver?
- Jowjow, det skal ikke være det, sagde husmanden.

Så vendte han ryggen til og sendte graveredskabet direkte ned i noget, som gav en hul lyd af sig. Det var kvadratisk og stort, kunne han fornemme, og møjsomt gravede han rundt om det, til det stod klart, at det var en gigantisk trækasse. Det krævede kræfter at flå låget af, men det lykkedes, og en frygtelig stank stod op i næsen på ham.

- Hvad er det?
- Kig, svarede trolden.

I det blege skær fra tællelyset, han havde bragt med sig, kunne Kræn skimte fem ansigter. Han genkendte Ane, sin hustru, og ved siden af hende lå sønnerne Peder, Anton og Jens på rad og række. Alle kraftigt indsunkne, så knoglerne stak ud af deres pergamentagtige hud. Alle helt blå og livløse. Sidst i rækken lå han selv og stirrede tilbage med brustne, plettede øjne.

- Hvad siger du så, ville trolden vide.
- Jeg siger pokker i dét. Jeg troede, du var udspekuleret!

Dét sagde Kræn, hvorefter han hakkede kisten i stykker, rullede ligene ned langs siden af højen og fortsatte nedad. Pludselig lå der noget i den bunke jord, han var ved at fjerne. Det var en næse i et underligt materiale. Den var helt rund og rød. Langs siderne sad der små bund, som indikerede, at den var beregnet til at sætte bag ørerne og tage på.

-  Hvad er det, mumlede Kræn noget forvirret.
- Måske det, alle dine anstrengelser engang skal blive til, svarede trolden og trak på skuldrene.
- Blah, vrængede Kræn tilbage efter at have taget tingesten på.

Med stædig determination fortsatte han nedad, til han ramte noget nyt. Denne gang lå der en en fyldig, langstilket rose, som til hans store overraskelse så helt frisk ud. Han samlede den op. Han duftede til den, men opfangede intet. Han bed i den, men den rummede ingen smag, var hård og kunne ikke tygges over.

- Hvad er det, spurgte trolden.

Kræn smed omgående skovlen fra sig og ilede tilbage mod huset, der var revnet og faldefærdigt ligesom de mennesker, der boede i det, men ikke desto mindre rigtigt. Forfærdende, fortvivlende og berusende rigtigt.

Og inde i højen sov høvdingen drømmeløst videre.

onsdag den 3. april 2013

Det er kvarts,

er det, og du aner ikke, hvad du skal stille op med det, og du prøver at lytte til det, og det er helt, helt stille, og du prøver at lugte til det, men det giver intet af sig, og du prøver at spise det, men det smager ikke af noget, og du får voldsomt ondt i maven, og du tror, du skal føde, men det kommer ud ad røven, det hele, gør det, du skider et bjerg, og på toppen af det kan du stå og råbe så tosset, du vil, der er snefnug så langt, øjet rækker.

Nat

som om,

der aldrig
var

en dag.

tirsdag den 2. april 2013

Lignelsen om Den Perfekte Melodi


Det skete i de dage, at en ung musikant sad i bakkerne med sin guitar og lod fingrene bevæge sig hen over strengene, så han pludselig – og han vidste det i ét nu – havde skrevet intet mindre end Den Perfekte Melodi. Hverken i dur eller mol, men lige midt imellem, hverken banal eller kompliceret for at være det, hverken for lang eller for kort.

- Wow, mumlede musikanten for sig selv: - Jeg har skrevet Den Perfekte Melodi! Den må jeg straks ud for at lade alverden høre!

Den første, han stødte på, var en bonde, som var i gang med forårspløjningen. Efter nogen overtalelse sagde landmanden, som ikke anså sig selv for at være videre musikalsk, ja til den unge mands tilbud, hvorefter han satte sig ned på sit plovskær for at lytte.

- Den siger mig ikke noget, sagde bonden så og kradsede piben ud.
- Det kan ikke passe! Musikanten var bestyrtet: - Det er Den Perfekte Melodi!
- Den lyder godt, ja, men den siger mig altså ingenting.
- Hrmph, så finder jeg bare en anden, der mere fortjener at høre den, vrissede den store dreng med guitaren og rejste sig.

Den næste, han mødte, var kapelmesteren for et stort orkester inde i byen, som var ude for at plukke anemoner.

- Store Kapelmester, jeg har noget, du bare skal høre, ivrede musikanten og øjnede muligheden for en storslået karriere.
- Jamen min unge ven, jeg er lutter øre, svarede den lettere forfjamskede herre og tog sæde på en træstub.

De første toner blev let og delikat slået an, og reaktionen udeblev ikke.

- Hold straks op! Læg din guitar! Rør den aldrig mere! Du ved ikke, hvad du roder med!
- Jamen… Den unge mand var pludselig temmelig modfalden.
- Ikke noget jamen! Det er en ordre!

Så greb Den Store Musikus sin blomsterkurv og fortsatte i stor hast hjemad.

Tilbage stod komponisten med store, våde øjne. Så slemt spillede han da heller ikke? Og melodien… Den gennemsyrede stadig hans sjæl til den inderste celle. Det kunne simpelthen ikke passe, at ingen kunne lide den.

Så hørte han fuglene, som fløjtede på livet løs oppe i trætoppene: Drosler, solsorte, blåmejser, musvitter, bittesmå, hoppende fuglekonger. Deres stemmer blandede sig i en ganske speciel harmoni, som gav ham gåsehud, og det gik op for ham, at vidste nogen skabninger nok om tonekunsten til at værdsætte hans frembringelse, var det dem.

Med et råb fangede han deres opmærksomhed og slog den første akkord an. De tav og lyttede opmærksomt, mens han tryllede toner og klange – den ene mere vidunderlig end den anden – frem af strengene. Så nåede han til vejs ende og satte tilfreds instrumentet fra sig.

De tav stadigvæk. De blev ved meget længe. Alt for længe. Selv da han i frustration samlede småsten op fra jorden og beskød dem, lettede de uden at slippe en tone. Og han hørte aldrig et næb åbne sig igen.

Han blev ellers en gammel mand. Men en gammel, bitter mand, thi den dag, der ikke længere var fugle på himlen, og børnene ikke mere sang i engene, så han, hvad han havde gjort.

Heldigvis


ses det,

at jeg
tog den tid,

jeg
skulle tage.

Jeg spurgte


ret ofte
i kiosken
i Føtex,
men lige
dét mærke
af dagslys
forlod
sortimentet
den dag,
du forsvandt.

untitled


the
defeat

of
another

blank
page

Ralf H.
















Ralf tænder lys
over land,

det er søndag,
og klokkerne

siger
Kling Klang.

Fryser


som om

solen kun
var en fremmed

mands
drøm.  

Digtet


er taget på ferie,
varmen er lukket,
aviserne hober sig op
bag ved døren,
i kælderen
øver en mand
sig igen
på at blive
en skygge.

Furer


i skyerne,

solstængler,

blomster
på vandring.