onsdag den 27. marts 2013

Stemmer


















- Hallo?
- Hallo?
- Er der nogen?
- Det lyder det til. Hvad vil du?
- Hvad vil du?
- Det var dig, der ringede, så det må du bedst selv vide.
- Mig, der ringede? Du må have spist blår. Jeg har taletid.
- Hvem har så trykket mit nummer?
- Hvor skulle jeg vide det fra?
- Du har nok ret.
- Det ved jeg, jeg har.
- Godt, så. Hvem lægger så først på?
- Det kan jeg godt gøre.
- Det kan jeg også godt. Det skal ikke være det.
-
-
- Hvorfor gjorde du det ikke?
- Jeg troede, du ville.
- Det ville jeg da også, men så ville du.
- Ok. Så gør vi det begge to nu.
- Ja. NU.
-
-
- Du er der stadig?
- Jeg skulle da lige checke, om du ringede af.
- Det skulle jeg også.
- Så er vi lige gode om det.
- Det ser sådan ud.
- Men NU gør vi det!
- Ja, NU!
- 1, 2, 3!
- NU!
-
-
- Jeg vil savne dig.
- Jeg vil også savne dig.
-
-
- Kommer du over?
- Hvor er du?
- Jeg er, hvor jeg er. Bare kom.
- Det er en aftale. Vi ses!
- Ja, vi gør sgu så. Hej så længe.
- Hej.

tirsdag den 26. marts 2013

Topmøde på Sinai


- Moses.
-
- Mooooseees.
-
- MOSES! SÅ SE MIG DOG I ØJNENE OG SVAR, NÅR JEG TALER TIL DIG!
- Undskyldundskyldundskyld, Herre. Man siger bare... Kan du tilgive mig?
- Det er ligesom mit job, ikke?
- Øh, jo, det er det vel.
- Godt. Jeg bad dig komme herop på bjerget, fordi der er noget, jeg vil give dig.
- Noget?
- Ja, noget.
- Jeg er så uendeligt taknemmelig, oh, Store Herre! Så uendeligt...
- Drop fedteriet, kammerat! Du aner ikke engang, hvad det er endnu.
- Øh, næh.
- Her.
- Hvad fanden er det?
- Var din mund, eller skal jeg vaske den med sæbe?
- Undskyldundskyldundskyldund...
- HOLD KÆFT!
- Javel, Store Herre. Men med forlov: Hvad er det?
- Det er jo ligesom nogle stenblokke, Moses.
- Ja.
- Og hvis du kigger bare lidt efter, er der så ikke ridset noget i dem?
- Jo.
- Og hvad står der?
- Står der?
- Sig mig, kan du ikke læse?
- Læse? Hvad er det?
- Altså... Jeg vidste, jeg ikke skulle have holdt søndagsfri. Vorherrebevares!
- Amen!
- KÆFT!
- Undsk...
- MOSES! Det er altså ret vigtigt, det her! Det er pissesvært at skrive i sten, så kan du ikke selv læse, så tag blokkene med ned til dit folk og find én, der er skriftklog!
- Skriftklog?
- Som læser bøger og sådan.
- Jeg tror altså ikke, det der bøger er noget, vi har endnu, Store Herre.
- SÅ FIND PÅ DEM!
- Jajajaja, Store Herre!
- OG PIS SÅ NED TIL DEM MED MIT MEGET VIGTIGE BUDSKAB!
- Ja, Store Herre! Jeg skal nok. Jeg skal nok.
- GÅ!
- Ja. Jo. Farvel.
- Det var dog som syv s….. Skal man da også gøre alting selv?

mandag den 25. marts 2013

4:35 lørdag nat


- Nå, hvad så?
- Hvad så?
- Skal jeg ikke købe dig en drink?
- Til gengæld for hvad?
- Jeg spurgte bare, om jeg ikke skulle købe dig en drink.
- Nå, men det skal du ikke.
- Ok, ok.
-
- Du ved godt, du er ret dejlig, ikke?
- Jeg synes, du er klam.
- Men derfor kan jeg vel godt kigge på dig?
- Du kan godt kigge på mig, men du ser ingenting, gør du?
- Jeg ser noget, jeg godt kan lide.
- Det er det, jeg mener.
- Hør nu...
- I modsætning til dig?
- Jeg hører ganske udmærket.
- Men ikke hvad jeg siger?
- Jeg hører det, du ikke siger.
- Og hvad er det så, om jeg må spørge?
- At du vil have mig.
- Og den skaldede?
- Og den skaldede!
- Med hjem?
- Med hjem.
- Jeg kan høre, hvad du ikke siger.
- Og det er?
- Det er det, jeg vil have.


(til Dialogos)

Ignatius


- Hej, har du ild?
- Har du?
- Hvorfor tror du, jeg spørger?
- Det kan man da gøre af så mange grunde.
- Når man står med en smøg i munden?
- Ja.
- Jeg synes, grunden er ret indlysende.
- Men har du ild?
- Hør, hvad er du ude på?
- At høre, om du har ild.
- Det er mig, der er det!
- Nej, mig.
- Nej, mig.
- Nej, mig.
- NEJ, MIG!!!
- Der er ingen grund til at være uhøflig.
- Nej, det synes jeg godt nok heller ikke, der er!
- Har du ild?
- Nu skal du sgu...

- 112? Send en vogn, ja. Til Tietgensvej 61, tak. Jeg er blevet brændt af.


(til Dialogos)

Prologos


- I begyndelsen var Ordet.
- Ja, og du insisterede på at tage det først, kan jeg høre.
- Man kan ikke tage et ord. Man kan sige det, men så slipper det ud og er væk.
- Men så kan jeg vel tage det?
- Du kan høre det.Du kan tolke og forstå det. Du kan huske det. Du kan ikke tage det.
- Men hvis Ordet var i begyndelsen, blev det vel til os, og dig kan jeg da godt tage på.
- Ja, du kan tage på mig, og du kan tage mig på ordet, hvis du vil. Men du kan stadig ikke tage ordet.
- Fordi det allerede er sagt?
- Det må det være.
- Af hvem?
- Det er der vist i virkeligheden ingen, der kan huske.
- Men man kan huske Ordet, så må man da også kunne huske stemmen?
- Stemmen findes kun i øret på dem, der hører den, for indtil da er den luft.
- Hvem hørte den så?
- Dem, der ikke fandtes endnu. Os.
- Og vi kunne selvfølgelig ikke høre noget.
- Det er ikke helt rigtigt. Vi kan huske, vi hørte noget, men ikke hvad.
- Hvorfor?
- Fordi vi er det, vi hørte, og man kan ikke huske det, man er.
- Men vi kan tale?
- Ja, vi kan tale.
- Og vi siger noget.
- Vi siger noget, ja.
- Hvad siger vi?
- Det, vi har sagt hele tiden.
- Ordet?
- Ikke Ordet. Ord.
- Som så er?
- Som så er noget andet.
- Men vi har altid skulle sige dem?
- Ja. Det kunne ikke være anderledes.
- Hvordan kan de så betyde noget?
- Det gør de heller ikke.
- De er larm?
- De er larm.
- Hvad var Ordet så?
- Larm.
- Altså det samme som ord?
- Sådan cirka.
- Men alligevel noget andet?
- Så absolut, så absolut.
- Vil du have en is? Jeg giver.
- Så absolut.


(til Dialogos

fredag den 22. marts 2013

Fimbul













Nøgne
træer,

som ingen
klæder på,

eskatologisk
porno.

torsdag den 21. marts 2013

Lilith


- Hej.
-
- Hej, sagde jeg.
- Mrhm.
- Nå, man er nok velkommen.
- Hrmh!
- Ok, hvad fanden er der?
- Hvad er der med dig?
- Mig?
- Ja, dig.
- Der er sgu da ikke noget. Du er pissegrumpy!
- Flot digt på bloggen.
- Ja, meget. Men hvad har det med noget at gøre?
- Hvorfor siger du ikke bare tingene ligeud?
- Åh nej, skal vi nu til det igen?
- Til hvad?
- Ja, den der med, at du ikke fatter, det ikke er dig, jeg skriver om hele tiden?
- Men det er det jo.
- Gu' er det røv. Digte er litteratur. Lit-te-ra-tur!
- Det kan man jo også godt kalde det.
- Jamen det er det! Løgn og latin! Men du ser dig selv i alt, jeg skriver!
- Og det skal jeg ikke, måske?
- Hedder du måske Lilith?
- Det kan da være lige meget. Det er mig, du sviner til i det digt!
- Jeg sviner ikke nogen til! Jo, en side af mig selv eller noget, måske...
- Løgner!
- By profession, yes!
- Drop det pis! Og er det ikke mig, du skriver om, vil jeg ikke vide hvem!
- Jeg skrev sgu ikke om nogen. For hulen, jeg skrev et digt, du! Jeg digtede!
- Den er god. Jeg tager over til Anne, og du skal ikke vente oppe!
- FOR HELVEDE! ULLA!??
-
- Hallo? Er det DataCentralen? Det er Jan Johnsen. Hm. Jeg vil godt høre, om den er klar? Lækkert! Jeg henter den nu, jo. Der er noget, jeg skal have skrevet. Tak. Farvel.

onsdag den 20. marts 2013

Voki fiaskon

- Hej. Hvad laver du?
- Jeg venter på, at telefonen ringer.
-Ok? Hvem skulle ringe så sent?
- Det ved jeg da ikke. Nogen.
- Hm. Flotte kruseduller.
- Det har også taget mig lang tid at lave dem.
- Skal de forestille noget?
- Synes du, de ligner noget?
- Næh.
- Så forestiller de ingenting.

tirsdag den 19. marts 2013

Der er dage,

hvor ordene
bølger
og duver
og gemmer
på hvaler
og blå fisk
og nedsunkne riger
og dage,
de knager
og brager
og alle,
der prøver
at gå på dem
ryger igennem,
og dage, 
de bare
er blanke
og stille,
hvor arkene
udgør
et sprog
i sig selv.

Tre one liners


Jeg kom først, jeg spiste hønen og ægget til frokost.

***

Jeg fandt ud af dig, der var ellers langt nok derind.

***

Jeg hjalp en soldat over gaden, han havde skudt alle de gamle damer.


Jeg har været Jeanne D'arc


i et tidligere liv,
jeg har klippet mit hår,
jeg har slebet mit sværd,
jeg har set Gud forstøve i flammerne,
Netto har tilbud på bønner,
jeg tror, der er åbent endnu.

Længere oppe ad gaden


Længere oppe ad gaden bor Thomas,
der ikke kan falde i søvn
for det skrigende spædbarn i vuggen,
og ikke kan huske,
hvordan man skal drømme,
endsige, hvordan
man skal vågne,
og længere oppe ad gaden bor Poul,
der spiser Viagra
og lytter til uret i stuen, der tikker,
og døren i gangen,
som ingen har nøgle til mere,
og længere oppe ad gaden bor Harald,
der ved, han får mad
fra kommunen om lidt,
og at nogen vil skifte 
hans ble næste morgen,
mens ingen kan hindre erindringen 
i at forbløde,
og længere oppe af gaden bor Mortimer,
han samler kviste og kvas 
til et bål i sin baghave,
når der engang bliver Sankt Hans.

fredag den 15. marts 2013

Der fløj en idé ud ad vinduet,

og den slingrede først i luften, før den fandt ud af at bevæge sig rigtigt, og den skuttede sig i kulden, staklen, men der var ikke mere, jeg kunne gøre, og den satte sig på en elledning, hvor den forsøgte at overdøve de andre og ikke mindst den statiske summen under sig, og den vidste ikke engang, at den burde have været død, og at en hæslig jæger var ved at rense sit geværløb, og at jeg dybest set var bedøvende ligeglad, for jeg havde vigtigere ting at tænke på, for eksempel at indkøbe potter og spagnum.

torsdag den 14. marts 2013

Tegner dig op

punkt for punkt,
trækker streger
i håb om at se den,
du burde have været,
er ikke en Dürer,
du ved, knapt
en pimpende
klatmaler,
men det dér
ligner mig selv
lidt for godt.



onsdag den 13. marts 2013

Turen til Entropien

That is not dead which can eternal lie.
And with strange aeons even death may die.

Necronomicon


- Gaaab... Hvor er vi henne, chauffør?
- I Entropien.
- I Entropien? Hvor pokker er det?
- Der, hvor du er, ligesom, ikke?
- Øeh, hvad? Jeg bad altså om at komme til Kolding.
- I siger alle sammen noget i den retning.
- Og det skider du bare på? Glem ikke, hvem der har pengene, kammerat!
- Jeg er ligeglad med penge. Bedøvende ligeglad.
- Ok, det kan godt være, men nu vil jeg altså godt af.
- Det kan du ikke. Ikke engang jeg kan få døren op nu.
- Jamen så ring da efter nogen, der kan, din nar!
- Gør det selv. Her. Her er røret.
...
- Hvad? Jeg kan godt ringe og det hele, men ingen tager telefonen.
- Nå, det mener du godt nok.
- PIS!
- Tjaeh.
-
-
- Nøj, her er hvidt. Er det sne?
- Det er det indtil videre.
- Indtil videre?
- Indtil videre. Til sidst bliver alting sådan herude.
- Jamen skal vi i det mindste ikke finde en by eller noget, så?
- Her er alle en by i sig selv.
- Drop det mundlort. Der må sgu da være et sted, hvor der er rådhuse, politistationer, museer, kirker, sygehuse og sådan, ikke?
- Hør her: Rådhuset er allerede lukket, min ven, og politistationen ligger lige på vippen, for den kan du ikke bruge til noget mere. Så følger museet, for der bliver du ikke ved med at kunne finde hen, og så kirken, som bliver fyldt med affald og flyttekasser, og så til sidst sygehuset, fordi patienten ikke kan helbrede lægen, og det er sådan, det er godt, capiche?
- Godt?
- Der kommer ikke noget godt ud at løbe ud foran biler.
- Du er sindssyg! Du ævler!
- Nej, du ævler! Hold dog kæft og nyd turen!
- Jeg har ikke noget valg, vel?
- Det er fuldstændigt korrekt, min herre.
- Har du?
- Næ, jeg starter bare forfra, når den tur her er forbi.
- Og til sidst?
- En dag bryder motoren vel sammen.
- Og så?
- Så noget. Det tager jeg, som det kommer.
- Ok.
- Ok.
- Her er godt nok hvidt.

Du ringede,


og du sagde, du havde fået forkert nummer, og det havde du også, og du snakkede alligevel om vejret og om, at du ikke turde gå ud i sollys, og du havde sultet dig selv på det sidste, fortalte du, og det ragede mig ingenting, og det gjorde det faktisk, og du berettede om udsigten i Rødby, hvor jeg ikke skulle hen så vidt, jeg vidste, og den var smuk, det mente du i hvert fald, og du samlede på glansbilleder, husker jeg, på prinsesser og bamser og engle med glimmer, og man kunne gøre værre ting, tænkte jeg, eller kunne man, ville gerne have spurgt, men så lagde du pludselig på, og med ét kunne jeg huske præcist, hvem du var, selvom jeg aldrig havde mødt dig. 

mandag den 11. marts 2013

Småt brændbart

- Hov! Hvad er det der?
- Det er ild.
- Ild?
- Ja, har du ikke set det før?
- Næ. Lad mig lige... AV!!!
- Man skal altså ikke stikke fingrene i den, at du ved det.
- Og hvor skulle jeg vide det fra?
- Det ved alle da.
- Vissevasse.
- Ok, så.
- Kan det bruges til noget?
- Jojo, man kan alt muligt med det. Prøv at stikke den der gren ind i den.
- Wow, det er flot. Og nu bliver grenen til ingenting. Puf!
- Ja, det er godt nok noget, ikke?
- Det må man sige. Kan man det samme med en sten? WOW! HOOOLD DA KÆFT!
- Ja, den eksploderede. Det kunne jeg godt have fortalt dig. Sten kan ikke brænde, de går bare i stykker. Men hvis du smider den rigtige sten i, får du jern, og så kan du forme det.
- Til...skumfiduser?
- Nej, ikke til skumfiduser. Men måske til sværd, hvis du er dygtig.
- Spændende.
- Og hvis du smider noget i, der er beskidt, og som ikke kan brænde, bliver det rent.
- Hov! Få lige de der fingre væk!
- Kom nu, skat, det går lige så godt, ikke?
- Nej, det gør ikke, nu skal jeg ligegodt...
- AAAAAV!!! AV! AV! HJÆLP!
- Nå, har du det bedre nu, så?
-
- Hvad h.... Hey, sig noget?
-
- Undskyld, jeg vidste ikke...
-
- Hov, du der, hvad laver du?
- Jeg fandt vist lige ud af noget...
- Fandt ud af hvad, om jeg må spørge?
- At jeg er...en gren.

Langerak by night

Du kastede op i din håndtaske,
mens jeg forsøgte at tale chaufføren til ro,
du kunne end ikke huske din bopæl
og rablede løs om de penge, du ikke kunne finde,
da vi blev sat af på en bundfrossen mark øst for verden,
vi kneppede løs som de syge, belortede dyr,
vi var blevet til, græsset var klistret af fostre,
men jeg vaklede hjem over vandet.

Solen

var kold,
og der voksede
ting i os,
ingen var modige
nok til at plukke,
vi kyssede,
til vi hang sammen,
vi føg gennem årer,
synapser og nerver,
til hjerterne frøs
og kunne holde
for evigt,
vi strålede,
gjorde vi,
lyset
var glat.

torsdag den 7. marts 2013

Vi skulle en utrolig masse sammen,

vi skulle vride klejner og bestige Mount Everest, vi skulle tænde lys i kirken og posere foran skovsøer, vi skulle betale regninger og lave ny indkørsel, vi skulle brænde bøger og plukke blomster, vi skulle pudse vinduer, frem for alt pudse vinduer, men det endte med, at en af os gik ud med affaldet og glemte at lukke døren efter sig, og nu har vi en hel masse hænder, og Matas har udsolgt i alt mod eksem.

Vi fandtes,


vi bandt dine snørebånd for dig
og skiftede bleer
og sang på din sengekant,
indtil du sov,
og vi dyrkede stikkelsbær,
gødede ærter
og bagte rosinboller,
som du kunne hugge
og spise i skjul,
mens vi smilede skævt
for os selv,
og du voksede til,
og vi gav dig skældud,
når det føltes nødvendigt,
og gav dig et kram,
når det føltes nødvendigt,
og troede på dig,
når du var i tvivl,
og tog bare imod,
da du slog os ihjel
for at finde dig selv
på et hemmeligt sted
ude bagved,
og skrinet
var lavet
af guld.

onsdag den 6. marts 2013

Berghof, juhu!














Eva Braun, Eva Rot, Eva Weiss,
noch ein Edelweiss,
Weissbier und Wagner
und Siegfried und Weltkrieg, blitz blitz,
la la Leningrad, la la la Leningrad,
hit hit hit Hitler,
ein Schlager, ein Reich und ein Panzerfaust,
Lili Marleen, Goetherdämmerung,
Blondi, oh, Blondi,
wuff wuff!

Du sagde,














det var sommer,
men der stod
en nøgen blodbøg
i din baggård,
du gik tur
på boulevarden
med din isbjørn,
nå, whatever,
i det mindste
bed den til. 

mandag den 4. marts 2013

Jeg kan godt lide stilheden,


den er ligesom, hvad den er, når den ikke er tavshed, som er noget, der kan deles, eller fortielse, som skræpper op om hvad som helst, eller fravær, som er nærvær for amatører, eller kontemplation, som er en dør uden indgang, eller meditation, som er en dør uden udgang, eller søvn, som er en spadseretur over vandet, eller paralyse, som ikke er en masse, eller død, som bare er som, jeg kan godt lige stilheden, den er ligesom, den er ligesom, hvad den er. 

Lignelsen om de døde


De døde lå under jorden. Det havde de gjort længe, og efterhånden blev de flere og flere. Hver og en var de - når man så bort fra de senest tillkomne, som også var dem, der rumsterede mest i mørket - glemt forlængst. Mens de levede, havde de været konger og statsmænd, advokater og gejstlige, fattiglemmer og udstødte, men intet af det havde værdi nu som andet end en uerkendt forudsætning for det, der skete hver dag blandt de levende. Ingen værdsatte længere smedens hamren i en bjerglandsby for mange århundreder siden, selvom han havde formet det sværd, som reddede mange generationer, ingen takkede høvdingen, som samlede nok provinser under sig til, at de en dag blev et land. De døde var simpelthen døde, og selv de kroppe, som engang havde tilladt dem tanker og handlinger, fik sværere og sværere ved at erindre deres form.

Men det, at de begyndte at flyde ud, var deres lykke. Fra grav til grav blødte de ind i hinanden, så de kunne ligge i tavshed og holde hinanden ved selskab. Med tiden sank de ned gennem resterne af deres kister, ned gennem muld og sten, til de ramte underjordiske floder, som vuggede deres fravær blidt. De flød gennem årerne på et endnu større, endnu mindre påskønnet væsen, som imidlertid påskønnede dem, og nåede via kilder, bække og regndråber omsider havet. Der duvede de frem og tilbage mellem hinanden og omfavnede fiskene, mens de drev rundt på ruter, kun de selv kendte. Det hele mindede lidt om ét stort smil bortset fra, at de døde var ude over den slags forlængst. Men et smil, før det opstod, således var deres tilstand.

En dag steg en engel ned for at vække dem. - Det er tid, sagde den, og med ét fik de glemte stemmer igen. Eller rettere: Én stor stemme, der steg og steg i styrke, til vandet rejste sig i en kilometerhøj mur med kurs ind mod land.

På stranden stod de levende og måbede. Det gik så hurtigt, det hele, at deres kroppe, som endnu krævede ilt, vand, mineraler og sol, end ikke nåede at reagere med den sædvanlige, banale angst. Og før angsten kom genkendelsen, taknemmeligheden og lyset.

Verden gik under. 

Verden gik under i et knus.

Lignelsen om Satan


For satan, hvor gik det ikke godt for Satan. På det seneste havde han haft det lige som ham grækeren, som hele tiden forsøgte at rulle en sten op ad et bjerg, blot for at se den rulle ned igen hver gang, han nåede toppen. Skaberværket var ikke sådan at fordærve. Menneskene var ganske vist lige så tilbøjelige til løgn, svig og vold, som de altid havde været, men uanset hvad, han satte i værk, endte det aldrig med at blive entydigt ondt. Da han indsatte en rablende vanvittig diktator i Tyskland, som kastede hele verden ud i krig og henrettede det meste af Guds folk under kummerlige omstændigheder, resulterede det efterfølgende i historiens længste vækstperiode. Da han efterlod tanken om det perfekte dommedagsvåben i hovedet på en flok geniale videnskabsmænd, blev skidtet brugt to - to - gange, før det blev det mest effektive argument for fred nogensinde. Selv gendannelsen af Linie 3 endte tilsyneladende med at glæde nogen. På det seneste var han blevet forfalden til piller og papvin, mens han sad og talte sort foran sit hof af dæmoner om vægte, der tippede, og cirkler, som blev sluttet. Gud havde én gang for alle sat ham skakmat, så det ud til.

Så en dag, mens Satan tømte sin femte karton, fik han sin bedste idé længe. Han rejste sig fra jerntronen, og selvom han slingrede lidt i starten, begyndte han bare at gå. Hverken med mål eller hensigt, for det ville have ødelagt planen. Han gik bare - ensom og uden at antaste nogen - til han fandt universitets yderste grænse, og der stemplede han ud.

Hans exit blev fulgt af den bedste tid nogensinde. Våben blev demonteret i ufattelige mængder, al stigmatisering og forskelsbehandling ophørte, alle delte alt lige. Det tog ganske vist sin tid, før de mere hærdede og kyniske naturer vænnede sig til tanken om, at alt var godt, og de derfor selv kunne lægge deres panser i tryg forvisning om, at ingen og intet ville true dem, men én for én gjorde de det. Og ingenting skete. Ingenting overhovedet.

Til sidst gav selv rovdyrene op. Vel vidende, at den ville dø af det, sov løven ved siden af lammet, der for sin del ikke kunne få det over sit hjerte at spise den vidunderlige kløver på marken, som igen nægtede at vokse på den dejlige, bløde, duftende mulds bekostning. Og byerne fyldtes med sjæle, som havde skilt sig fra deres uædle kroppe, mens skovene visnede, marker blev ørkener og Solen, som omsider gav slip på sin selvfortærende adfærd, holdt op med at lyse.

Oppe i himlen puffede en gammel mand den sidste brik, han havde tilbage på brættet, omkuld, før han blev blind.

Lignelsen om rørlæggeren


Ernst hed en mand, som var landets bedste til at lægge rør og kabler. Mange timer om dagen stod han med skovl, tange og svejseudstyr for at slutte forbindelser, så olie, el, gas, ord, billede og lyd kunne flyde fra by til by, fra slot til hytte, og således fortsatte det i årtier. Kongen tog ham bare for givet, for hvem skulle ellers lave det arbejde, så Ernst fik kun en yderst beskeden løn. Så igen havde han ikke behov for det store: Et skur med en seng at sove i, en hund, som kunne holde ham ved selskab, og en pande, han kunne stege sine pølser på. Godt udført arbejde bar lønnen i sig selv, mente han, og når han om aftenen var ude for at gå, smilede han stille for sig selv, når han så de oplyste vinduer og billederne fra skærmene, som flimrede hen over tapeterne.

En dag mødte Ernst ikke, og hans chef blev alarmeret af hundens gøen henne fra skuret. Døren blev sparket ind, og der lå Ernst i underbukser og netundertrøje, helt bleg og med et stille smil på læberne. I stilhed blev rørlæggeren båret til graven af fremmede mennesker, som var lejet til formålet, og kun chefen var mødt op for at sige farvel sammen med hunden, han tog med hjem i privaten bagefter, hvor den efterhånden faldt til. Efter få måneder havde bossen fundet nyt arbejde, og ingen kunne længere huske, at der engang havde eksisteret en mand, som hed Ernst.

Sådan gik det godt i nogle år, for rørlæggeren havde aldrig sprunget over, hvor gærdet var lavest. Men en aften ved sengetid begyndte lyset først at blinke på slottet, så forsvandt det helt. - Ring efter en mand, råbte kongen, men tjenerne kunne ikke få mobilerne til at fungere, og man besluttede at sove på sagen. Om morgenen vågnede alle ved, at der var så koldt, at dampen stod ud ad munden, og nede ved porten lød der vred banken fra menneskemasser, som frøs, manglede strøm til computeren eller var kommet ind i tomme forretninger, fordi ordrer ikke havde kunnet gå igennem.

- Tilkald Ernst, råbte kongen tydeligt nervøs.
- Ernst er død, mumlede kammertjeneren.
- Død?
- Ja, min herre. Det har han været i flere år nu.
- Så hent en anden rørlægger!
- Der er ikke andre, herre konge. Han var den eneste, der gad leve af så lidt, så han fik aldrig en lærling under sig.
- Så er fanden løs, sagde regenten lavmælt, mens han bed negle.

Det var ganske rigtigt. Snart efter kollapsede porten, og folk drog hærgende gennem salene, til de fandt kongen, som de klyngede op i en lysekrone. Så fortsatte de ud i byen, hvor de begyndte at bekrige hinanden for at sikre sig de rester af olie, mad og batterier, der var. Kvarterer stod i brand, snigskytter gemte sig bag murene, knive skar gennem hud, som var det smør. Efter nogle uger blev der stille, og vinden blæste ensom gennem gaderne, hvor den hvirvlede rester af plasticposer, dagblade og hår op.

I det kvarter, hvor chefen havde boet, til en flok bøller brød ind med køller og smadrede hans kranie ude på badeværelset, stod en hund. Den tudede, for den havde mistet en masse i løbet af sit liv, men den havde stadig kløer og tænder og muskler.

Og nu havde den verden.

Lignelsen om Poul


Poul var navnet på en helt almindelig mand. Poul kunne godt lide Tuborg og flæskesteg. Poul kunne godt lide jagt og ting med ledninger og onsdagssex. Poul var meget stolt af at være en helt almindelig mand, og han hadede alle, der prøvede på at være andet. Ikke fordi han var bange for at blive middelmådig i forhold, for det middelmådige havde været godt nok for hans familie i generationer, og det var der ingen grund til at ændre ved. Nej, han kunne bare ikke lide det, der ikke var middelmådigt, fordi det ikke var middelmådigt. Det passede ikke ind i hans verden, og den værnede han om med liv og sjæl.

Men en dag, hvor Poul var nede i mosen med geværet, skete den, ulykken. Pludselig fik han noget usædvanligt i sigtekornet, noget, der til forveksling lignede en fugl, men ikke var det. Faktisk lignede væsenet lidt en...øgle? Som pr. instinkt trykkede han af, og med et brag fløj haglene op mod tingesten, der til hans store rædsel viste sig ikke at være et fantasifoster, men blev blæst bagud af trykket og udsondrede et stort skvæt blod, før det opgav ånden og drattede til jorden med et tungt dump.

Katastrofens omfang gik først op for den måbende jæger, da han undersøgte byttet. Knægten derhjemme havde en plasticfigur, som til forveksling lignede det, som i dette øjeblik lå for Pouls fødder, og det var en slags dinosaur, vist nok. Ikke nok med, at dinosaurer ikke fandtes i virkeligheden - ikke mere i hvert fald - men her stod han altså med et klokkeklart bevis på det modsatte. I panik greb han en udfoldelig feltskovl i sin rygsæk og begyndte at verfe muld til side. Han kunne lige se rendet, hvis dette blev opdaget. Videnskabsmændene, som ville stå i kø for at undersøge byttet, og billedet af ham - ham - som ville blive tværet ud over forsiden af alverdens dagblade. Han kunne lige se, hvordan naboerne ville banke på i tide og utide for at høre historien, og forestille sig, hvordan alle på egnen - ja, i hele landet - til evig tid ville vide, hvem han var. Og hvad sagde jagtloven i forhold til at skyde allerede udryddede dyrearter? Ville han komme i fængsel og blive overøst med uønsket opmærksomhed fra en stor, behåret fyr ved navn Johnny? Nej, dette vanvid måtte ende, før det overhovedet var begyndt, og da hullet i engen var stort nok, lod han pterodaktylens afsjælede legeme falde derned, før han gik igang med at skovle igen.

Derhjemme ventede konen med håndbajere og hakkebøffer, som hun plejede. Det var søndag, så der var også chips på bordet, og bagefter nåede han lige at få Sporten med. I betragtning af hvor dramatisk, eftermiddagen havde været, blev aftenen god, og det var derfor med ganske megen ro i sjælen, han et par timer senere lagde sig ind for at sove.

Tidligt næste morgen ringede det på døren. Det viste sig at være Henrik Henriksen fra ovre ved siden af, som med et vildt udtryk holdt noget op i hænderne, hunden havde slæbt hjem i nattens løb. Et stort, fugleagtigt hoved af en skabning, som imidlertid mere lignede et firben. Han havde allerede ringet til Nyhederne, fortalte han, og de havde været helt oppe at ringe.

Døren blev smækket i hovedet af Henriksen.

Det det blev ordentligt lyst, hang der en sælsom frugt og dinglede i Pouls pæretræ. 

Lignelsen om dragen i Skjern


Man var ved at grave ud til en ny kælder på hovedgaden, da man forstyrrede et væsen, som længe havde ligget og slumret nede i jorden. Ingen opdagede, at det brød overfladen og sneg sig ud, for da var sjakket gået hjem, og alle sad bag fjernsynsskærmene og så nyheder, men dagen efter var den ikke til at overse, Dragen, der hed Kristian. Den stod nemlig lige uden for Rashids døgner, og da han åbnede døren, var han lige ved at få et hjerteanfald, da den stak hovedet ind og spurgte, om han ikke havde nogen boller. I al hast kiggede han over på hylden, fandt en pakke toastbrød og bad dagens første kunde om at glemme regningen.

Ellers var det postbudet, som først stødte på Kristian.

- Hej, kender du en her, der hedder Jørgen?

Posten kiggede lige en ekstra gang på det usædvanlige væsen, som havde spurgt. Så rettede han på hatten:

- Altså, der bor en, der hedder Jørgen, nede ved svinget i nummer 42. Bare hils fra Mogens.
- Tak, sagde dragen og begyndte at bevæge sig derned. Ved en fejl kom den til at svinge halen ind i postens cykel, der krøllede helt sammen bagtil. - Åh, undskyld, min gode mand, sukkede den og kastede en håndfuld mønter i Mogens' retning, for Kristian var nemlig en gulddrage.

Det bankede på døren. Jørgen Larsen vågnede desorienteret ved støjen, for han var nemlig på kontanthjælp og skulle først møde kl. 12 for at fjerne skidt fra fortovene. Men nogen ville ham tydeligvis noget, så han fandt sin slåbrok og ledte efter en lighter. Den var sikkert faldet ned bag ved sengen eller noget, for den lod sig i hvert fald ikke lokalisere, og uklar i hovedet trissede han ud for at låse op. Der stod en drage derude. Folkene fra inkasso og kommunen var han vant til. Det her var noget nyt. Men hvad pokker: Han kendte møllen.

- Hva' så?
- Er du Jørgen?
- Jørgen Larsen i egen høje person, ja.
- Er det dig, der vil slå mig ihjel?
- Nøh. Med hvad? Med en paletkniv, måske? Men har du noget ild?
- Jojo.

Dragen pustede forsigtigt på smøgen, Jørgen havde dinglende mellem læberne.

- Hvad så nu, ville den vide.
- Du kan jo smutte over på tanken. Der er kontrol i dag, og Povl har vist nogle ting, han gerne vil have brændt.

Så gjorde dragen det. Povl fandt de papirer, han gerne ville af med, og de var væk med et puf.

- Hør her, min ven, sagde Povl: - Jeg tror godt, de kan bruge en som dig ovre ved kommunen. Smut da over og spørg.

Før dagen var omme stod Kristian ude på den lokale losseplads og satte ild til store bunker af møbler, affaldsposer og byggerester. Mester var glad, for nu kunne de spare Forbrændingen væk, og før den vidste af det, boede dragen i et rækkehus ude ved bygrænsen. Lidt større end de flestes, for dens fysiske omfang krævede trods alt sit, men det var der ingen misundelige miner over. Alle vidste hvordan, det var, og kunne godt se, at kræet gjorde byen en tjeneste. Selv lokalavisen lod være med at skrive om den usædvanlige borger, for pokker, om man gad det rend.

Og sådan tog den ene dag den anden, indtil Kristian døde. Børn efterlod han sig ikke, for de lokale kvinder syntes, han var lidt for stor en mundfuld at binde an med, og der dukkede ikke flere op af hans slags. Derfor efterlod han sig et bjerg af guld, der ikke var arvinger til.

Snart byggede kommunen en lidt større sportshal.

Gamle flammer


Det gik bare ikke med Alice, fordi hun kom først, og jeg troede, vi skullle giftes og stifte familie, og hun bare var en 18-årig pige med rulleskøjter på, der havde tid at fordrive.

Det gik bare ikke med Tanja, for vel var vi ét i dét lysthus dén aften, men hjemme hos hende havde væggene ører, og forældrenes smil var lavet af napalm, og det var moderens stemme, der kom ud af hendes mund, før vi kyssede farvel.

Det gik bare ikke med Eva, for der var en generation imellem os, og hun talte stadig om Smokie som det nyeste nye, og hun var stadig til flæskesteg og hakkebøf, og hun havde stadigvæk lidt for meget dialekt i sin stemme, og vel ældedes hendes krop med en glød som ædel vin, og vel blev jeg næsten menneskelig under indflydelse af hendes ro, men det gik bare ikke, og jeg efterlod hende med tikkende ure og plettede lagener.

Det gik bare ikke med Mia, for Mia var alt det, jeg altid havde troet, jeg tændte på, lange ben, langt, sort, velplejet hår, intense øjne, stærkt intellekt, og alligevel var hun tør hver gang, vi elskede, og alligevel kunne jeg ikke rigtigt få den op at stå, og alligevel skurrede alle vores fælles meninger mod hinanden, og en dag trak vi bare på skuldrene og gik hver til sit.

Det gik bare ikke med Gitte, for et eller andet svin havde pillet ved hende, da hun var lille, og hun havde lige siden opsøgt mænd, som kunne misbruge hende på samme måde, og jeg var ikke den mand, og det var hun glad for, og jeg var glad for at lege den frelsende engel, og det var vi glade for sammen, til hun begyndte at pille mig fra hinanden led for led, erindring for erindring, værdi for værdi, og jeg måtte gå, før jeg selv blev et svin.

Det gik bare ikke med Ulla, for vi havde det skidegodt sammen, og vi støttede hinanden i alt, og vi flyttede sammen, og vi prøvede på at få børn og så masser af tv, og så var det en dag bare slut, og hun sprang ud som lesbisk, og jeg flyttede et andet sted hen.

Det gik bare ikke med Jette, for hun havde rige forældre og røven fuld af penge, og jeg var en fattiglus, og vi var åh, så fascinerede af hinanden, og vi kneppede som kaniner, og vi gjorde hinandens verdener uendeligt større, og vi lo en masse sammen, og det burde have været idel lykke, hvis det bare ikke var fordi, jeg ikke kunne give hende det, hun var skabt til.

Det gik bare ikke med Lulu, for hun var perfekt, som hun var, og jeg forgudede hende, og hun startede med at sætte en anden mands hænder på mig, og det gik, for jeg kunne skrive endnu, og så forsøgte hun sig med en anden mands hår, og det var ét fedt, og en anden mands tanker, og det var ét fedt, og en dag vågnede jeg op ved, at jeg drømte en anden mands drømme, og så var det, jeg fandt alt det, jeg var, på bunden af papirkurven og listede bort.

Det gik bare ikke med Anne, for jeg ville have, at hun behandlede mig som et bytte, og hun havde en kæde med rovdyrtænder af sølv rundt om halsen, og når vi elskede, var hun optændt af en olympisk vrede, og alt var smæld og stik og blod, og en dag var hun væk, og det arbejde, hun ikke havde gjort færdigt, var en helvedes tid om at hele.

Det gik bare ikke med Lone, for vi søgte sammen om vores sorte huller, og vi forstod de evige timer med tavshed i sengene og foran computerskærmene, og hverken selvpineri eller selvmordstanker var tabuer for os, og til sidst var der ikke andet, og vi indså begge to, at lige netop dét er man nødt til at være alene om.

Det gik bare ikke med Ida, fordi hun var enlig mor, og kommunen var på sagen, og rockerne havde slået hendes gamle kæreste ihjel, og hun selv havde forsøgt at ridse håndleddet over med en nøgle, og det kan være, jeg var hendes sidste mulighed for et godt liv, men hun valgte mig fra, og det er muligvis det kærligste, nogen har gjort.

Det gik bare ikke med Janni, for hun havde sit, og jeg havde mit, og vi kunne ikke blive enige om, det var godt nok, og det hele handlede om, hvad vi kunne bruge hinanden til.

Det gik bare ikke, og det gik bare ikke så længe, at alting alligevel gik, det gik

i sig selv.