torsdag den 21. februar 2013

Manden bag rattet


















Manden
bag rattet
er fuld,
og han kaster
de fladmaste dåser
i grøften
igennem
et nedrullet
vindue,
han synger
for skingert,
for højt
og for falsk,
og han bander
af alle,
der kommer
i vejen
i krydset,
mens han
farer ræbende  
over for rødt,
og på bagsædet
sidder vi så
og vil ret
gerne hjem,
hvor det er,
er der 
kun én,
der véd.

onsdag den 20. februar 2013

Plejer er død














Jeg plejede tit
at tage ned
til den å,
som flød gennem
min hjemegn,
og stirre
i timer
på vandet,
der strømmede
udad
mod Randers
og Oslo
og Rio
og kanten
af Jorden.
som endnu
var flad,

og jeg plejede tit
at forelske mig,
drømme
om bryllup,
familie
og hellig
forening
af sjæle,
før pigen
var kysset
endnu,
og jeg så,
hvad der var
under kjolen,

jeg plejede også
at tro,
man kunne ændre
på verden
med sange
og digte,
at våben
kunne smelte
og firmaer
lukke,
hvis bare
man gav
alt,
man var,

og jeg plejede ofte
at bede
til den gud,
jeg fik med mig
i dåbsgave,
bede om,
at dagen
blev god,
at jeg ikke
fik bank
bagved skolen,
at morfar
blev rask
og kunne grine
igen,

og jeg plejede
vist nok
at tro på,
at mennesket
var godt,
at der fandtes
en engel
i alle,
at selv den
mest kyniske
stodder
var ganske
fornuftig
på bunden,
at tillid
kun affødte
tillid,

jeg plejede, jo,
og skønt plejer
er død
som en sild,
står jeg vagt
ved hans lig,
til jeg selv
dejser om.

Der var koldt


på den strand,
og det føltes
som om
sandet sank
under fødderne
på os,
det brusede,
havet,
det brusede over
og slugte os,
før vi
kunne sluge
hinanden. 

tirsdag den 19. februar 2013

Jeg kan godt lide


Johanne Schmidt-Nielsen,
og ikke fordi
hun er smuk,
for det er hun,
specielt, når hun koger
af vrede,
det gør hun ret tit,
der er intet i vejen
med dét,
men det sker,
at hun siger
noget næsten fornuftigt,
hun prøver
i hvert fald ihærdigt,
og hvad
kan man
ellers forlange
af en,
der får løn
for at pisse
mod vinden
konstant
under blitzlys
og tilråb
og spot,

jeg kan godt lide
at køre i tog,
de er ikke præcise,
de bugner af folk,
man med fordel
kunne være foruden,
og lugter af hundepis,
ølsjatter, bræk
og fordærvet falafel,
men udsigten, ja,
den evindelige udsigt
til alt det,
man kender
fortvivlende godt,
og den måde,
den aldrig
er ens på,
er nok
til at holde
én kørende
endnu
en dag,

jeg kan godt lide
naturen,
og nej,
det er ikke
friserede parker
og trimmede plæner,
jeg snakker om,
fandeme natur,
mand,
med lorte,
der lugter,
og blomster,
der kradser
i næsen,
og fugle,
der rådner,
og harer,
der boller
som harer
i engen
og spreder sig
uhæmmet,

og jeg kan godt lide
magnolier
og galnebær,
kandis
og chili,
von Trier
og Russ Meyer,
Rimbaud
og Don Rosa,
Nick Cave
og Roxette,
Lao Tzu
og LaVey
og bondage
og piske
og kærtegn
i sengen
på vægtløse
morgener,

åh jo,
jeg kan godt lide
en masse,
der siger
en masse
om mig,
og alligevel ikke
en skid
og slet ikke
til dig,

du har godt af
at gætte
på det,
du har vidst
hele tiden.

mandag den 18. februar 2013

København,




















du var smukkere,
da du endnu
var en skitse,
en tåget idé
om de vilde,
fantastiske ting,
man umuligt
kunne finde
i Silkeborg,
hvor man gik over
for grønt,
købte nyt tøj
i Føtex
og strømmede til,
hvor gang Falcon
trakterede nede
i teltet
ved havnen
med oldies
but goodies
og alle
de nyeste hits
fra top 40,

åh, jo, København,
du var større,
formoder jeg,
da man var lille
og oprørsk
og bumset
og fyldt med hormoner,
men pigerne
- alle de lækre
fra Balle
og Gødvad
og Alderslyst -
så ganske kort
på éns sorte klamotter
og fedtede garn,
før de spurgte om,
hvor man skulle hen
til kostumebal,

oh, København,
du var langt mere sexet,
før jeg kom herover,
omsider,
og løb for mit liv
mellem syge cyklister
og tikkende
menneskelige bomber
og tiggende hænder
og ventede dage
og uger i regnen
og kulden
på pakkede busser
og snavsede S-tog,
der kom ind imellem,
såmænd
men gudhjælpemig
aldrig
"til tiden",

oh, boy, København,
du var ligesom
en del mere funky,
før dengang,
jeg løb på Steen Jørgensen
nede på Floss,
og han ikke var
dyb eller mystisk,
men bare
et weekendtræt postbud
på druk,
eller dengang,
jeg så Jesper Binzer
- "I won't cut my hair"-
rock'n'roll-Jesper-Binzer -
en aften i trængslen
på Købmagergade
med kone
og barnevogn,
kone
og barnevogn,
fandeme!

og du, København,
mellem os to
formoder jeg,
at du var mere sympatisk
før wellness
og mindfulness,
zumba, pilates
og rygeforbud,
før du solgte
din sjæl for
et skudsikkert selvværd
og kridhvide tænder
og lappede hullet
med hellighed,

well, København,
du var ikke en drøm,
du var bare et sted
- endnu et -
at tage væk fra,
en rådden banan
i et abebur,
alle
kan ruske i,
ingen
kan undslippe
længere.

Øjne,


der ikke

er værdige
mere

til at
se.

Lyset


er slukket,

jeg ligger
alene
i mørket

og drømmer
om form.

Ikke


så meget

at turde
at elske

som huske,
hvad pokker

det var.

mandag den 11. februar 2013

Forsamlingshuset
















Suppen
blev pænt
holdt i kog,
mens der uddeltes
sange
og mumledes
taler
og dansedes
danse,
men alle
tog hjem,
før den skulle
serveres,
for der var
jo altid
en dag
næste dag,
og de gamle
skulle hjem
for at dø
eller se
Poul Thomsen
og den slags,
til sidst
blev den bare
hældt ud
i det regnvåde ral
ude bagved,
men rågerne,
du,
de forstod
sgu
at feste!

torsdag den 7. februar 2013

Hallen



















Hallen
var områdets stolthed,
det midtjyske svar
på kolossen fra Rhodos,
de hængende haver
og Frihedsgudinden,
velsagtens,
om end ingen
sagde det sådan,
og unge fra Sorring
og Fårvang og Tvilum
og Gjern tog dertil
for at lære at spille
professionel håndbold,
i hvert fald
placere en hånd 
på en bold
eller noget,
mens alle os andre
tog hen for at glo
på de gyngende bryster
og svulmende biceps
og æde os tykke
og fede i hotdogs
og fritter fra stedets kantine,
der altid var åben
og helvedes dyr,
hvem der vandt
eller tabte
kom nok ud
på ét,
men der lugtede
altid
af gummi
og sved.

onsdag den 6. februar 2013

Båndene
























Ludvig,
der boede
ved siden
af Laura,
var oldemors bror,
ligesom Laura
var farfars kusine
og ofte drak kaffe
med bagerens kone,
som kendte
min tipoldefar
- ham, der ejede
vognmandens hus
før i tiden -
fra dengang,
hun voksede op
tæt ved Holmstol,
og gerne fortalte
om dengang en karl,
som han just havde fyret,
forsøgte at skyde
ham ned
med en gammel revolver,
men fejlede grumt,
da hans kugle
blev fanget
af Jens Peter Mousings
godt spækkede tegnebog,
og hendes mand
havde tonsvis af kunder,
vel også Kræn Kudsk,
der stak grise
for bønder på egnen
og også for mormor
og morfar i Hårup,
men ramte forkert
med sin kniv
hen mod jul,
så det dødsdømte dyr
skreg og skreg
til den trænede hånd
måtte vige,
og morfar,
der ikke var stolt
af sin tjans,
måtte afslutte jobbet
alene,
men Kræns slægt
var stor på den egn,
og den rummede hende
den gamle
og krogede kone
fra Egernvej,
som jeg passerede
hver dag
på vej hjem
fra skole
og smilede sødt til
som om,
der var noget,
vi delte,
en hemmelighed
eller noget,
det var der
vel også,
for oldemor
ude fra Grølsted
var også en Kudsk
langt tilbage,
det samme
var Høst,
som var far
til Birgitte,
jeg kendte
fra klassen,
og Kræn selv
var gift med Jensine,
min oldefars søster
fra Sjelle,
de havde en datter,
hvis navn
jeg taknemmeligt har glemt,
der var bosat
et stykke derfra
ned til åen
og raskt greb sit rør,
når de spillede bingo
på Radio Silkeborg,
blot for at klage
i ét væk
om fiskende drenge
og fnisende piger
og hunde, der sked
på den genlagte træksti
mod Randers,
hun vist lidt for godt
kunne se
fra sin nydelige have,
og så var der noget
med Piilgaards på hjørnet
og Blochs,
der en overgang
kørte en møbelforretning,
hvor døgneren
senere åbnede,
der var så meget
i Voel,
så meget,
at jeg
måtte til,
før det hele
kunne rummes.

mandag den 4. februar 2013

1517 - kapitel 8


Da han åbnede dem igen, var han i Tårnby. Marchen sad foran ham og vuggede et lille væsen i armene. Et fint, spædt, smukt lille væsen med hans næse og hendes øjne, som gav de kæreste lyde fra sig, mens det suttede på en blottet brystvorte.

Han havde været der ved fødslen, der var gået i gang senere samme dag, som henrettelsen havde fundet sted. Han havde hørt jordmoderen komme med instrukser, mens Marchen skreg og skreg – dog ikke så meget, som han huskede det fra førhen. Hendes krop havde åbenbart med tiden indrettet sig efter formålet.

Han havde betragtet dem, mens de lå i sengen bagefter, lige trætte og forløste, men alligevel ingenting set. Hans sunde, velskabte datter, som nu var en uge gammel, havde han holdt og nusset og kysset et utal af gange, men ikke set.

Det kunne han nu for første gang. Og Marchen bemærkede det.

- Hun skal hedde Dijver, ikke sandt?

Hun sendte ham et blik, han ikke uden videre kunne greje.

- Jo, det synes jeg, hun skal.

Han smilede for første gang i meget lang tid.

Det gjorde ondt.

1517 - kapitel 7


Han skulle se det.

Han skulle se havet af frådende, tandløse munde, da solen stod op og alle vidste, det var tid. Han skulle se dem krænge sig i groteske grimasser, mens de føjede ikke blot spot, men hån, perfiditeter og direkte latrinære udgydelser til skade. Han skulle se sine medborgere le og huje over, at et andet menneske skulle dø.

Han skulle se mængden spredes med våbenmagt, så fangen, der ikke kunne gå ved egen hjælp, men måtte støttes af to vogtere, kunne modtage de stimer af spytklatter, københavnerne sendte hen mod ham. Fangen, Christian ikke engang havde undt at møde sine skaber standsmæssigt, men tvunget ned i laser og pjalter. Fangen, hvis bentøj helt gav op, da følget nærmede sig skafottet, så han måtte slæbes det sidste stykke vej.

Han skulle se det. Han skulle se det paniske, forvirrede, forpinte udtryk i Torben Oxes øjne, da man trak hætten af ham, og omfanget af det grusomhedens cirkus, han var midtpunkt for, gik op for ham.

Han skulle se det. Han skulle se adelsmandens kraftløse rysten på hovedet, da han blev spurgt, om han havde mere at sige. Han skulle se kroppen blive tvunget forover og halsen placeret på blokken. Han skulle se den store skarpretterøkse, som man ikke engang havde tørret blodet af fra sidste gang, mens den hævede sig, og fangen for sidste gang vendte blikket op mod solen.

Han skulle se det hoved, som burde have været hans, ramme plankerne med tungt dunk under pøblens jubel. Han skulle se blodet pumpe ud ad halsen i lange, fyldige stråler, som blev mindre og mindre hver gang. Han skulle se lemmerne vride sig, som om der stadig eksisterede et funktionsdygtigt væsen ved navn Torben Oxe, og blive ved med at gøre det længe. Han skulle se tilfredsheden i kongens ansigt og det skæve, kolde smil på Sigbrits læber.

Alt det skulle Jan Jansen Bacher se, før han havde ret til at lukke sine øjne.   

Flugten





















Den dag,
jeg stak af 
hjemmefra
på min trehjuler,
hamrede hjertet
i brystkassen,
mens jeg passerede kirken
og fortsatte
ned gennem tunnellen
og bare
forsvandt,
og jeg husker
sirenerne,
støjen og gråden,
jeg husker
de blinkende lygter,
og gøende hunde,
Jeg husker
de kaldende stemmer,
de store,
forfærdeligt
bølgende marker,
jeg husker
det hele,
jeg husker,
at mor
havde jordbær
parat,
da jeg vendte
helt opløst
tilbage
ved kaffetid.

1517 - kapitel 6


Nyheden om Dyvekes død havde sat Amager på den anden ende. Ingen vidste helt, hvad de skulle få ud af det: Om Oxe havde snigmyrdet Sigbrits datter for Elisabeth eller adelen, eller om det var sket af jalousimotiver, som det officielt blev udlagt. Om hans skyld herskede der derimod ikke skyggen af tvivl. Hvad enten man talte med de danske fæstebønder, som forståeligt nok ikke havde den store fidus til herremænd, eller de nederlandske familier, som både følte sig personligt ramt og dertil mærkede jorden gynge under deres projekt i Danmark, var konklusionen den samme: Af med hovedet skulle han, slyngelen, og det kunne ikke gå hurtigt nok!

Jan havde for sin del trukket sig helt tilbage til hjemmet. I København stod alt andet stille, mens sorg blev bearbejdet og skyld placeret, og derinde kunne han slet ikke holde ud at være i sin krop. Her var der præstens forfærdelige stirren, når de mødtes på gaden, og mere snak om det, som man mente var sket, end han kunne holde ud. Men af to onder foretrak han dette, og samtidig blev han konstant mindet om, hvorfor han ikke kunne fortælle det, han vidste. Marchen, som på det seneste havde set ham synke hen i mismod og inaktivitet, var pludselig, trods sin efterhånden meget fremskredne graviditet, begyndt at blive omsorgsfuld: Kom med frisk mælk fra stalden og ditto frugt fra haven, som kunne forsøde de endeløse stunder ved vindueskarmen i stuen. Neel og Jan gjorde ham stolt med deres gåpåmod og trætteløse arbejde, og Lucas var, selvom han så småt var ved at blive en stor dreng, stadig ren poesi, når han legede ude i haven. Også det ufødte barn måtte have en far. Han kunne ikke være ærlig og redelig uden at straffe de forkerte. Heller ikke selvom hans fortielse netop var med til at straffe den forkerte.

Han havde været der den dag, Dyveke blev bisat i Karmeliterklostret i Helsingør. Munkene, som delte adelens mistænksomhed over for kongens projekt, havde sunget og messet med stenansigter, men en smuk, statelig ceremoni havde det alligevel været. Sigbrit bad, som i sin tid Jan over Jacob, en bøn over sin datter, og stemmen havde rystet. I sit stille sind tænkte Bacher, at tabet nærmest måtte have knækket hende, siden hun tillod nogen at fornemme sin sorg – selv på så diskret en måde. Christian, som naturligvis var mødt op alene, var i dagens anledning iklædt så bredskygget en hat, at man ikke kunne se hans øjne, men ellers var den atmosfære, han omgav sig med, faktisk mere aggressiv end melankolsk. Jan havde placeret sig langt nede i skibet med familien og en håndfuld andre nederlændere, og ved at bide sig hårdt i underlæben havde han formået at beholde selvkontrollen. Rygterne ville vide, at Oxe fra sin celle i fængslet havde anmodet om tilladelse til at frekventere begravelsen, hvilket bestemt var blevet ham afslået. Det var Jan sikkert ikke den eneste, som var glad for.

Han havde også været der den dag, Hr. Torben var blevet stævnet for Rigsrådet. Meget fattet havde han været, for det var ikke lykkedes hoffet at fremskaffe ét eneste vandtæt bevis for hans skyld – selv kirsebærrene havde Sigbrit i raseri kylet ud på gaden, hvor de efter sigende var blevet spist af frit vandrende svin, som besynderligt nok levede endnu. Frikendt var han da også blevet, og Jan havde følt en sten falde fra hjertet, da adelsmanden kunne vandre fri ud ad retsbygningen. Men hverken kongen og Sigbrit var kendt for at være gode tabere, og pokker om Christian ikke personligt havde ladet Oxe anholde igen dagen efter.

Resten havde Jan kun hørt fra anden side, for det var sket ret pludseligt. Torben Oxe var, stik imod almindelig praksis, blev sat foran en såkaldt birketingsret, som blev afholdt i fri luft uden for Københavns Slot. Nævningene havde været 12 tilfældige bønder fra Solbjerg, som i forvejen var blevet smurt med det bedste, hoffet kunne tilbyde. ”Vi dømmer ikke Torben Oxe, men hans gerninger dømmer ham” var den konklusion, bondekarlene var nået frem til efter en på alle måder lemfældig fremlæggelse, og kongens ønske om, at straffen skulle være døden, var naturligvis blevet efterkommet.

Efter at have hørt det, havde Jan personligt bedt om foretræde hos Christian. Bestemt ikke som den eneste den dag: Stort set alle højtstående mænd i området havde været forbi, og selv Elisabeth havde samme morgen tigget sin husbond om at omstøde dommen. Måske var det da også fordi han allerede havde sluppet den damp ud, han magtede, at regenten virkede mere afslappet, da Jan forelagde sit ærinde, end på forhånd frygtet. Christian havde lyttet på – træt, men koncentreret – mens Bacher slog på det, han kunne slå på, uden at bringe sit eget liv i fare: Bevisernes ringe karakter. Og lige så fattet havde svaret været:

- Du er en god mand for Danmark, Jan Jansen, og en bedre endnu bliver du sikkert fremover. Men du er ikke regent, du er ikke dommer, du er ikke nævning, og det skuffer mig, at netop du skal forsvare morderen af en, du dog holdt så meget af. Dette skal være dig tilgivet, for du ved næppe bedre, men mærk dig mine ord: Den mand er skyldig. Og som det er stadfæstet, vil han blive henrettet som fortjent.

Det skulle ske under kongens personlige opsyn d. 29. november.

Det var i morgen.

Natten var, som så mange før den, et panorama af flammer og svovl. I den første tid havde han skreget, så Marchen vågnede op og ruskede ham til ro. På det seneste var han bare begyndt at tage imod, mens han i drømme så huden skrælle af armene indtil benet, og næsen fyldtes med stanken af hans eget svedne hår.

I disse stunder smeltede Gud og Djævel for ham sammen til én stor, befriende retfærdig domstol.


1517 - kapitel 5


En morgen først i september, hvor Jan havde overnattet i kammeret igen, vågnede han op til paniske scener på slottet. Der var uro og løbende skridt på gangene, og i det fjerne kunne han høre ting blive smadret, mens nogen råbte skingert og hysterisk. Helledusseda, er der udbrudt et oprør, mumlede han lavmælt for sig selv, mens han – med ét slag lysvågen – kom i tøjet. Med let nervøsitet åbnede han døren og spejdede ud. Gangene var tomme nu, men hvad det end var for en virak, som var i gang, fortsatte den nærmest med stigende styrke.

Forsigtigt begav Jan sig af sted i retning af lyden. Til hans store bekymring viste det sig, at den kom fra kongens private gemakker. Da han kom tættere på, kunne han endda høre, at den skingre stemme tilhørte Christian selv.

- NEJ!

Et eller andet blev samlet op og fløj givetvis en længere tur gennem rummet, før det splintredes mod væggen.

- NEJ!

Opbuddet af mennesker udenfor døren ind til regentens præmisser var imponerende: Hele slottet var på benene. Inderst inde – med krydsede hellebarder – stod livvagterne, og rundt om dem snakkede tyende, embedsmænd, staldkarle og kokke på kryds og tværs i ét væk. Nogle græd.

- Hvad er der los? Jan fangede kammertjenerens opmærksomhed.
- Har du ikke hørt det? Dyveke er død.
- Død?
- Forgiftet, mener man. Sigbrit fandt hende livløs i sengen her til morgen.

Mens Jan løb ned mod Østertorv, slog det ham méd et, at København var en meget stor by, og at han var en meget lille mand. Pøblen på gaderne, som nyheden endnu ikke havde spredt sig til, fortsatte uanfægtet dagens gerning uden videre hensyn til den ilende nederlænder, og mere end én var tæt på at stifte bekendtskab med hans ganske kraftfulde knytnæve. Men en ende fik den, ruten, og udenfor den høje bygning, Sigbrit havde delt med datteren, stod der en bræmme af soldater. Gennem en af dem fik han sendt bud op til kusinen, som godkendte hans tilstedeværelse, hvorefter han blev sluppet ind.

Der var stille i huset. Helt stille.

Han satte kursen op mod Dyvekes kammer, og på trappen stødte han på Willem, som bare nikkede tungt.

Døren var åben. På sengen lå hun iklædt sin karakteristiske hvide natkjole, som nu gik i ét med hendes hud. Øjnene stirrede op i loftet med et mærkværdigt ulykkeligt udtryk. Ved siden af – på en stol – sad Sigbrit med datterens ene hånd i sin. Et par embedsmænd stod henne i hjørnet og snakkede lavmælt.

- Jeg kan godt græde nu, Jan, sagde hun.
- Men ikke her?
- Ikke her. Ikke nu.

Hun skævede dystert hen mod tilskuerne i hjørnet.

- Har du set dem her? De kom med et bud i aftes.

Hun pegede på et lille fad med kirsebær. Jan genkendte dem. Han havde købt dem i går på Gammeltorv, fordi de så meget fine og saftige ud, og betalt en dreng for at løbe over til Dyveke med dem. Det havde været hans fattige, sølle måde at undskylde for dumhed, svie og smerte på. Han ønskede bare, at hun skulle vide, nogen udenfor sendte hende en kærlig tanke. Så gik han ud fra, hun selv kunne gætte sig til resten.

Det kunne hun nok også.

Sigbrit rejste sig og kaldte soldaternes øverstkommanderende op.

- Anhold Torben Oxe! 
- Torben Oxe? Jamen, høje frue, han er min kommandant!
- Og jeg er hans kommandant! Parér ordre, soldat!
- Javel, høje frue!

Embedsfolkene henne i hjørnet var helt tavse nu. Jan kunne se, de måbede. Det samme gjorde han. Oxe havde været en af dem, som stod udenfor kongens gemakker for kort tid siden, og der havde han set lige så forvirret ud som alle andre.

- Sigbrit, er du nu sikker på…
- Skal du nu også blande dig, Jan? Alle på slottet ved, han var helt skudt i Dyveke! Han kunne nok ikke unde Christian, hvad der var Christians alene!
- Men Dyveke nævnte aldrig…
- Hvad ved du om, hvad der foregik i hendes hoved? Er hendes mor ikke nærmest til det?

Ikke i dette tilfælde, tænkte Jan, men var klog nok til ikke at sige det.

Der var så meget, Sigbrit ikke vidste om sin datter. Hendes, var han bange for, stærke og desperate kærlighed til ham var én ting. Den flaske med skarntydesaft, hun opbevarede i et skab i tilfælde af, at den dag skulle komme, hvor det nådigste for hende var at tage sin skæbne i egen hånd, var en anden.

Lågen stod åben, kunne han se. Hylden var tom. Glasset måtte hun have haft tid og nærvær til at skaffe af vejen.

Der var folk, som vidste for lidt. Så var der folk, som vidste for meget.

Alt, alt for meget.