onsdag den 30. januar 2013

1517 - kapitel 4


Det skulle ikke være sket. Det skulle slet ikke være sket. Og særligt ikke nu, hvor Marchen ventede sig, hun var til at forholde sig til igen, og Amager var begyndt at fylde det i hans bevidsthed, øen burde. Men ærinder i hovedstaden havde han jo løbende, og vareprøverne var der for at blive præsenteret. Et par dage om ugen opholdt han sig derfor stadig på slotskammeret, og selvom han bevidst ikke kom så ofte forbi Østertorv, som han havde gjort, var han der den dag.

Ja, den dag, hvor Willem var på Kalø for at male lensmanden, Sigbrit havde ærinder i Skåne og kongen var taget på jagt. Den dag, hvor Dyveke var oprevet over noget, Christian havde gjort i sengen – præcist hvad ville hun ikke ud med – og bare græd og græd. Vil vidende, at det kunne være risikabelt, havde han trøstet hende ved sit bryst. Vil vidende, at allerede dét kunne koste dem begge hovedet, var hun faldet så meget til ro, at de havde kysset. Vel vidende, at skærsildens evige rædsler ventede, havde de gjort mere end det. Himmelsk havde det været, som forbuden frugt ofte er, men det havde varet så kort, så kort. Den dårlige samvittighed, derimod, syntes ingen ende at tage. Han havde skriftet for præsten i Tårnby – den eneste, hvis diskretion han følte, han kunne regne med – og bedt de bønner, han blev anvist. Det hjalp ikke. Han havde siddet alene i havstokken i timevis og grædt, men heller ikke det lettede. Han gjorde alt, han kunne, for at holde afstand til kusinens datter, men sket var sket, og hukommelse kunne ikke udraderes. Det eneste, han kunne håbe på, var, at ingen opdagede det, så jordisk straf ikke skulle følge guddommelig.

Men det varede ikke længe, inden snakken gik i København. Kongen var melankolsk, hvilken ingen kunne overse, for det påvirkede hans beslutningskraft. Mere end nogensinde var det Sigbrit, som tog de vigtige beslutninger. På tomandshånd betroede hun en dag Jan, at det var som om, Dyveke ikke ville kendes ved regenten som hidtil. Han havde fået en mistanke om, at en anden var i hendes tanker, og stod det sådan til, kunne han ikke svare for konsekvenserne. Både Christian og Sigbrit brød for tiden deres hoveder med hvem, det kunne være, men bortset fra, at mistanken samlede sig om en bestemt adelsmand, hun ikke ville røbe navnet på, kunne de intet bevise. 

Det kunne Marchen heller ikke. Hun fornemmede, at hendes mand, skønt driftig, virkede tynget og plaget af noget, han ikke ville fortælle om, når hun gik ham på klingen. Hendes netværk af nabokoner var efterhånden, selvom den fornemme frue fra Amsterdam for dem havde krævet nogen tilvænning, også så udbygget, at hun kunne stykke hans færden i København sammen på ugebasis. Det var kedsommelig lytning: Ture til og fra slottet, endeløse vandringer rundt til byens butikker, af til et kort stop hos Sigbrit. Ingen besøg på bordeller, badstuer eller mystiske adresser. Der var noget galt, dét vidste hun med sikkerhed, men hvad, kunne hun ikke engang gætte kvalificeret på længere.

Og Jan vidste med sikkerhed, at hun vidste noget. Men han kunne også regne ud, at hun ikke vidste hvad.

Og det var en skoldhed sensommer. Solen brændte hårdt ned fra himlen og afsved alt, der afsvides kunne.

Helvede var steget op på jord. Men den sande djævelskab lod stadig vente på sig. 

tirsdag den 29. januar 2013

1517 - kapitel 3


For en stund biede Jan på Amager i stedet for at opsøge kammeret på slottet. Sandt at sige havde han forsømt sin gerning som schout på skrømt – en opgave, Knipper i tavs forståelse havde taget på sig i det omfang, det til hverdag var nødvendigt – men nu havde han organiseret større ombygninger af de to ejendomme efter hollandsk forbillede. Gårdspladserne blev brolagt, der blev lavet render langs med længerne, så regnvand kunne ledes bort, og der blev bestilt store træpaneler til stuerne, som de Cupere fik orlov i to uger fra hoffet for at dekorere med farvestrålende helgenmotiver. De lokale betragtede arbejdet med en måben, som efterhånden erstattedes af beundring, og et par af de mere formuende forsøgte sågar uden held, eftersom de ikke kunne betale Willem den rette hyre, at efterligne indretningen med hjælp fra en billigere kirkemaler med rødder i sognet. Det næste, som blev sat i værk efter at have indhentet de nødvendige tilladelser og midler fra hoffet, var imidlertid en fælles indsats. Som et første eksperiment udvalgte man en strandeng øst for byen, man forsøgte at inddæmme til græsning ved at grave kanaler og diger efter nederlandsk forbillede. Pieter, som havde en vis ekspertise med sig hjemmefra, blev udnævnt til arbejdsleder, og i løbet af forårsmånederne tog en fin, lille fælled form. De store sten, som i den forbindelse blev gravet op og fjernet, kørte man til Dragør, hvor den odde, som indtil da blot havde dannet en fin naturhavn, stille og roligt tog form af en mole. Det var ved denne, Zyverts skib i forsommeren – som et af de første – lagde til land med de første forsyninger hjemmefra: Kakler til køkkenerne, vævede stoffer til ekviperingen, rhinskvin til ganerne, tobak til lungerne og sidst, men ikke mindst, et lille lager af forskellige vareprøver, Jan med Sigbrits billigelse havde bestilt fra Ockeszoon i håb om, at de kunne bruges til at gøre områdets handlende nysgerrige. 

Allerhelst havde han oprettet en bod i selve Dragør, han kunne sprede rygtet og hjemlandets goder fra, men selvom hansestæderne syntes at være ved at opgive ævred der, sad de stadig tungt på privilegierne i byen. Derfor måtte han gå ad bagvejen: Forsøge at lokke varerne ind hos hovedstadens handelsfolk én efter én i håb om, at det kunne få en bølge til at rulle, som kunne bryde de tyske byers dominans. En intention, han delte med kongen og Sigbrit, som havde indviet ham i deres plan om at gøre Østersøen til nederlandsk handelsterritorium tilbage i marts. Åbenbart var det for at orkestrere denne udvikling, han var blevet inviteret til landet, og forude lå der – kunne han regne sig frem til – en lang proces, som ville se ham drage rundt i hele Kalmarunionen og Baltikum for at skaffe aftaler, han kunne formidle til sit gamle netværk i Amsterdam. Fra Danmarks side var ønsket naturligvis ikke uselvisk: En sådan fast handelsrute ville skæpppe godt til Øresundstolden foruden – som især Sigbrit udtrykte det – ”højne vanerne i hele området”. Dvs. – om man læste vel mellem linjerne – skabe en afhængighed af Danmark som formidlende led, efterhånden som det nye og, måtte man sige, bedre vareudbud blev hverdag.

Sørejserne så Jan ikke frem til – han mindedes stadig med gru den nat på Nordsøen – men resten af planen kunne han kun se spænding og udfordringer i. Af samme grund var hans humør steget betragteligt. Og Marchens med. Hun kunne stadig være tavs og rugende – hverken overgrebet i sovekammeret eller Jacobs død var ting, hun havde glemt – men det, at Sigbrits planer med Jan nu havde taget form, havde trods alt givet hende visse forhåbninger om, at hun ikke til evig tid ville være henvist til at være en ineffektiv bondekone. Omgangstonen mellem Jan og hende var nu i det mindste høflig, og havde de begge lyst, delte de atter sengeleje. Til fastelavn var der endda sket det, at hun var blevet frugtsommelig igen. Da kvalmen og de sælsomme madvaner havde meldt sig, havde hun først ikke vidst, hvad hun skulle tro. Hun regnede sig for gammel til, at det var muligt. Men et besøg hos Sigbrit, som havde lært lidt af hvert fra de kloge koner, mens kun kæmpede for at vinde fodfæste oppe i Bergen, nikkede bekræftende, da Bachers en dag kom forbi Østertorv: Marchen var med barn.

En sand kammerat havde Jan tilmed fået i Thomas Valentinsen. En dag, hvor han følte, han havde lært nok dansk til at føre en nogenlunde sammenhængende samtale, havde han gjort, som bonden havde opfordret han til den dag i Dragør: Redet til Store Magleby på den hest, han gradvist fik et bedre tag på, og spurgt. En lille dreng, som fik et stykke kandis i belønning, havde ført ham hen til en mellemstor gård i udkanten af byen, og Thomas, som var ved at fylde hestenes vandtrug, havde kigget og nikket alvorligt, men imødekommende til nederlænderen. Mens Nille, hans hustru, forsynede dem med hjemmebryg og småkager, vendte de alt det, der var sket den kedelige aften, på ny, og Thomas fik tydeligvis en klump i halsen, da han tænkte på, at noget lignende kunne have overgået et af hans ældste børn: Valentin, Johanne eller Gyrid. Aftenen havde endt med, at Bacher var blevet budt af sin egen gamle tobaksdåse, som Thomas opbevarede et hemmeligt sted med henblik på helt særlige lejligheder, og siden da var Jan og Marchen ofte kommet der. Lucas legede godt med Mogens, Valentinsens yngste, og selvom de ikke på overfladen havde så meget tilfælles, havde Marchen tydeligvis fundet en fortrolig i Nille. Noget lignende kunne siges om Jan og Thomas: Det var ikke meget, bageren vidste om korndyrkning og hesteopdræt. Til gengæld kunne de to mænd mødes om det at være sværmeriske temperamenter. For Valentinsen var Jans beretninger om hoffet og Nederlandene ren ilt, mens han for sin del fortabte sig i bondens rige reservoir af lokale anekdoter og folklore. Begge endte de begge – når alt andet var vendt til bunds – ved Gud. Og Jan svor for sig selv, at han, om det så skulle koste, ville forhindre, at Gud – eller måske mere presserende Sigbrit – skulle lade noget dårligt overgå Thomas og familien. Om nødvendigt ville han tillade, at Unge Jan giftede sig med Johanne, som han vidste, sønnen kendte fra Sundby Vester og havde et særligt godt øje til. Partiet kunne nok være bedre, jovist, men det skete, at venskab gik over stand, og som sagerne stod, ville det ligefrem være en æressag. Tanken trøstede ham langt ind i sjælen: Den rådede trods alt en vis bod på den fortielse, han, sammen med alle sandhederne, var nødsaget til at byde for sin nye ven.

Kort sagt var Jan Jansen Bacher så lykkelig, som en mand med hans erfaringer kunne være, da sommeren 1517 for alvor satte ind med højt vejr, nærende regn og rige afgrøder. Indtil det dér med Dyveke.

Ja, indtil det dér med Dyveke.   


1517 - kapitel 2


Det var længe siden, Jan havde set sin hustru smile. Det var et svagt, forvirret og blandet smil, men dog et smil.

- Gud velsigne ham, Jacob, sagde hun efter at have læst brevet.   
- Ja, dét er trods alt en bror.
- Men ægteskabet…
- Her ville de Cuperes have været nødt til at gifte hende med hvem som helst, og det havde sikkert været Unge Jan. Ville det have været lykken?
- Det tror jeg ikke, han ville have syntes.
- Det tror jeg næppe heller.

De kiggede hen på sønnen, som var ved at pynte hesten med fletninger i manken og fornemt, perlebesat seletøj. Selv havde han sit fineste skrud på: Viebukser, fjerbesat silkehat og en smuk kappe med alskens metalbeslag. Han var en flot fløs, og allerede nu var han populær hos pigerne på egnen. Var der noget, Jan og Marchen trods alt kunne blive enige om, var det, at han skulle have lov til at stråle så længe, han kunne.

Henne ved kirken var Ouscher de Cupere, Willems ældste søn, ved at hænge en tønde op mellem to tykke stolper. De to katte, som han havde haft så mange problemer med at indfange, at der var dybe rifter i hans hænder, vrælede derinde, men ikke så meget, som den ville om kort tid, når ridningen gik i gang. Alle byens voksne mænd var på benene, for nederlænderne havde, med Knippers mellemkomst, fået lov til at vise Tårnby, hvordan deres fastelavnsfest var, og de lokale havde selv fundet forkene, lanserne eller stagerne frem og klædt sig i det fineste skrud – som ikke var imponerende, men alligevel – for at kunne deltage. Jan var kommet lidt for sent til at kunne være med i turen rundt til gårdene fra starten, men med lidt hjælp fra Marchen og Neel fik han klædt sig på og sat sig op på en af ejendommens heste, som Pieter på forhånd havde udsmykket, og sammen med sin søn red han ud for at finde ud af hvor langt, selskabet var nået.

De fandt det ovre hos Mikkel Tømmermand  Hestene var bundet op foran truget på gårdspladsen, og det lød som om, der var en voldsom festivitas indenfor. Da de kom ind, viste det sig, at det heller ikke var helt forkert. Alle byens mænd – inklusiv en pyntet, men ikke samlet Willem, som havde fået overbragt de gode nyheder fra Amsterdam aftenen før – stod samlet omkring et bord, hvorfra der serveredes rige mål af velsmagende mjød, Jan vidste, Mikkel havde brygget ude bagved. Derefter gik turen videre til de andre gårde, som syntes at have hver deres fornøjeligt giftige specialitet.

Sidste sted på ruten var den, Bachers delte med Knippers, og der stod Marchen klar med de sidste flasker rhinskvin hjemmefra. De faldt øjensynligt i smag, og da den sidste var tømt, satte Tårnby-mændene sig op på hestene og sang den skålsang, Pieter havde oversat og lært dem:

- Og dette skal være Hr. Jansen  til ære, hurra, hurra, hurra!

Pieter, som bar den fane, han nøje havde opbevaret siden afrejsen fra Frisland, udråbte et firefoldigt leve:

- Jan og Marchen og familie, de længe leve!
- Hurra, råbte flokken.
-
De må og de skal leve!
- Hurra!
- De leve længe og de leve godt!
- Hurra!
- Og i fryd og glæde og velstand svæve!
- Hurra!

Som instrueret – skikkene var ikke helt  de samme i Amsterdam som i Waterland – rømmede Jan sig og sang:

Var denne skål ej vakker?
Jo, jeg for skålen takker
og drikker den med fornøjelse!


Mændene sang igen:

God vind for den, som sejler,
og held for den, som bejler,
og penge udi i lommen på hver trængende sjæl!


Så stemte alle i:

Derfor lad os alle vende
glasset på den anden ende,
lambo, lambo,
kammerater, lambo,


lambo, lambo,
kammerater, lambo!


Derfor lad os alle drikke af,
der er mere, hvor det er kommet fra.
Derfor lad os alle sammen drikke af,
der er mere, hvor denne drik er kommet fra.

Og flokken red videre med ordene:

- Og nu farvel, og nu farvel!…


Jan klarede sig miserabelt under tøndeslagningen. Vant til en efterhånden asketisk tilværelse på slottet, som han var, steg de våde varer ham til hovedet, og han var ikke af natur verdens sikreste rytter. Ikke blot slog han nogle gevaldige huller i luften med køllen: Det lykkedes ham at falde af hesten, så der gik et sus gennem forsamlingen. Heldigvis landede han på ryggen, og trods et voldsomt stød gennem kroppen, som fik ham til at tabe vejret, kunne festen fortsætte nogenlunde uforstyrret. Men det var Unge Jan, der slog kattene ud ad bunden, så børnene kunne slå dem ihjel, og det i Frisland traditionelle kys fra byens smukkeste pige fik han af Aff. Han så endda ud til at nyde det. Jo, sandelig så alt ondt, som havde hjemsøgt nederlænderne siden ankomsten, nu ud til at være drevet bort.

Festen fortsatte. Først skulle rytterne trække hovedet af en gås, Klokker havde stillet til rådighed, og det blev Marcus, der med en vis synlig væmmelse modtog blodstrålen i ansigtet. Men kysset fik han. Så dansede Jan efter bedste evne – som schouten i Waterland traditionelt gjorde det – en dans, som gik ud på, at et bæger med et æg i blev placeret oven på en bunke sand. Mens han dansede, var det meningen, at han skulle have skubbet bægeret væk, så den hvide ting landede i sandet uden en skramme. Så skulle han have løftet ægget tilbage med fødderne. Det gik hverken helt eller halvt, og sandet forvandledes til én stor omelet. Men så meget desto mere morede folk sig, og uden ét ondt ord fortsatte flokken til sidst til Unge Jans stamsted i Sundby Vester, hvor det blev sent og meget dansk lærtes.

Da Jan ud på morgenen vendte hjem til gården, kom der en sløret stemme inde fra sovekammeret. Det var Marchen.

- Kommer du ikke og sover? .  

Det gjorde han. Og mere til.

Nederlændernes første store dag i Danmark var til ende, og uden de vidste det, var det den første af hundredevis af sin slags.

1517 - kapitel 1


Brevet fra Jacob havde ladet vente på sig, og Jan havde frygtet det værste. Når alt kom til alt, havde de aldrig været tætte på hinanden: Han havde altid været den priviligerede storebror, som i forældrenes øjne ikke kunne gøre noget galt, fik den fineste uddannelse og blev udset til at arve familieforetagendet, og talrige var de både fysiske og verbale slagsmål, han i årenes løb havde haft med lillebroren. Når der var snekamp langs kanalerne i de unge år, havde de altid været ledere af hvert deres hold, og når der senere skulle diskuteres forretninger, kunne man i reglen regne med, at Jacob – sandsynligvis bare for at være på tværs – ville forsvare det modsatte synspunkt af Jans til døden. Men bortset fra søster Cornelia, som var blevet gift med en endda meget troende og streng skipper fra Leiden, var Jacob trods alt den, Jan stolede mest på, og var der noget, de to trods alt delte, var det et vist frisind. Det havde været en enorm satsning at sende Cateriene ned til ham, men han havde trods alt et vist håb om, at hans yngre bror om ikke vil tage hende ind i sin husholdning, så dog arbejde for en konstruktiv løsning på dét, som ikke burde være et problem, men – præst og sognebørn in mente – havde været det.

Kuverten ankom lige op til fastelavn og blev overdraget Jan på slottet. Det var grundigt forseglet med rød voks, som var prentet med familiens bomærke: Pilespidsen. Med en vis nervøsitet åbnede han den i enerum, og her er, hvad der stod.

                                                                                                                                                                                                                               Amsterdam d. 3.2. 1517
Højstærede broder!


Det er mig hermed en glæde at meddele, at den unge pige, Cateriene de Cupere, du var så venlig at sende mig i sommeren foregående år, er nedkommet med en velskabt dreng, Jacob Jacobszoon Bacher bliver hans navn. Som du sikkert havde gjort dig tanker om – således håber jeg – har begivenhederne voldt mig visse vanskeligheder i forhold til fader, som ikke ser venligt på horeunger, så Cateriene har først søgt absolution, hvilket præst og menighed var så gode at skænke hende, dernæst har hun indgået ægteskab med Jan, min ældste søn. Hun er en sælsom pige, Cateriene, der synes at tale ofte og længe med de døde, og han finder hende vist ej for en god hustru, men efter min betragtning er hun en god og kærlig moder, og det er min forhåbning, at hun vil gavne slægten Bacher med mange sønner.

At du, min broder, skylder mig en tjeneste af de større for dette, finder jeg underforstået. 

Sønnen, som jeg indlemmer som et fuldgyldigt medlem af mit hus, vil jeg, som hans gudfader, sørge for bliver opdraget i den rette, katolske tro, og lig med ægteparrets første ægtefødte dreng, når denne melder sig, vil han ad åre komme i lære i min forretning. Så må tiden vise i hvilke hænder, den trives bedst.

Din broder,

Jacob Janszoon Bacher.

Den aften bad Jan for både broren, Cateriene og den nyfødte. I morgen ville han drage til Tårnby og overbringe Marchen de glade nyheder.

mandag den 28. januar 2013

1516 - kapitel 20


Sommeren kom, og livet gik videre, som det skulle. På gården var Knippers igen blevet fast inventar i køkkenet og den fælles stue, og sammen med Aff kærnede Neel koppesmør og lavede ost, så det var en fryd. Unge Jan tilbragte stadig mangen en aften i Sundbyvester, men gik også ivrigt til hånde i marken, når karotterne, pastinakkerne, rødbederne og løgene skulle op ad jorden. For det fik de begge deres andel, når Pieter og Trein, hans hustru, afsatte det overskud, som ikke gik til hoffet, inde på Østertorv. Forretningen gik endda strygende for dem, forlød det. Københavnerne var værre vant, og Knippers var sjældent væk en hel dag, før den smule, de endnu havde at sætte til salg, var revet væk. Af samme grund begyndte ikke bare Klokkers, men også de andre danske bønder i Tårnby at komme en del på ejendommen for at aflure, hvad det var, de fremmede kunne med rodfrugter, ost og smør. Men både Knippers og van Helles var kloge nok til at holde kortene tæt ind til kroppen: De gav gode råd, såmænd, men de bedste blev i familien.

Marchen og Jan hverken talte eller sov sammen mere. I reglen var det heller ikke noget problem. Han havde taget sit lille kammer på slottet i brug, mens han snusede rundt i Københavns gader og aflagde uformelle besøg hos de af byens handlende, han kunne forstå – hvilket, eftersom han lærte flere og flere ord på det lokale kaudervælske, med tiden blev flere og flere. Og jævnførte han med sit hjemland, var eksportmulighederne enorme: Gode markeder for tobak, krydderier, tekstiler og kunsthåndværk ventede her, og i rette tid handlede det blot om at sætte hjulene i gang. Efter dagens udflugter lagde han gerne kursen forbi huset på Østertorv, hvor han så, hvad Willem arbejdede på – for tiden et stort, detaljerigt  portræt af Sigbrit, han selv betragtede som sit hidtil fineste arbejde – og snakkede længe med Dyveke om løst og fast, når kongen ikke var der. Det var han nu i øvrigt ofte. Kusinen så han derimod ikke meget. Hun havde næsten hele tiden ærinder ude i landet, og når de endelig sås, var det almindeligheder, de udvekslede. Hvad det end var for et puslespil, hun mente, Jan passede ind i, var tiden endnu ikke kommet til at lægge brikken.

Dyveke, ja. Dyveke var blevet hans fortrolige på den måde, Marchen havde været det før i tiden. Hun var – modsat hvad folk ofte troede – en kvik pige, der så lige igennem både kongen, moderen og det politiske spil omkring hende. Hun vidste, at Elisabeth ville snigmyrde hende, hvis hun kunne slippe af sted med det. Hun vidste, at Sigbrit var så upopulær ude hos adelen, som hun åbent modarbejdede, at heller ikke hendes liv var sikkert. Hun vidste også, at selvom Christian på én led var en rar mand, som forkælede hende og ønskede at give de lavere stænder i samfundet mere indflydelse, kunne han også være grusom. Hoveder var han ikke bange for at lade rulle, og hun var bange for, man slet ikke havde set det værste endnu. Hun vidste også, at  han til syvende og sidst – under skægget og den stolte figur – var en stor dreng, som ikke på egen hånd ville have været i stand til at regere et rige. Om alt dette talte Dyveke som om, det var en enorm mængde opstemmet vand, der nu omsider havde fået lov at flyde, og det var det sikkert også. Udover Christian havde Jan ikke indtryk af, at hun havde mange fortrolige. Hendes verden rummede pt. vist kun kongen, Willem, Jan, et par tjenestefolk og endelig moderen, som imidlertid – så meget fik Bacher lokket ud af den unge kvinde – slet ikke var typen, som gad høre på den slags ting. Tværtimod følte Dyveke en angst for hende, der syntes at understøtte de historier, man hørte ude i byen.

Al denne tillid glædede Jan, der for sin del gerne fortalte om familien i Amsterdam, om den lange rejse til Danmark, om Jacobs død og Marchens stilhed. Dyveke lyttede gerne. Det var som om, selv den slags grumme historier fra det virkelige liv var et eventyr for hende. Og i den slags stunder var det som om, ingen andre i verden kunne stå hinanden nærmere end horeungen og bagersønnen. Engang, hvor Willem var ude efter farver, var deres munde endda ved at mødes, men de holdt igen. De vidste begge, at det, som normalt kun ville være et kys, meget nemt kunne forvandle sig til rent sprængstof, som ikke ville efterlade sten på sten bagefter.

Så Jan gik alene hjem til sit kammer, hvor han gjorde det, en mand skulle for at have det godt. Og alle andre dage end lørdag og søndag, hvor han drog tilbage til hjemmet og sørgede for det fornødne, faldt han i efterfølgende i søvn på kongens broderede puder.

Det var der, Willem en aften bankede på hans dør. Da Jan åbnede, kunne han se, at kunstmaleren var mere i vildrede end nogen sinde før. Øjnene var røde, tøjet var krøllet, og håret stod ud til alle sider.

- Kom dog ind!

De Cupere smed sig nærmest ned på en stol, og under en febrilsk talestrøm kom det frem, at den nat ude på engene efter ankomsten ikke var gået sporløst hen. I længere tid havde Cateriene haft kvalme, som Elisabeth havde forsøgt at dæmpe med alskens urteudtræk, men nu herskede der ikke længere nogen tvivl om, hvad der var på færde: Hun ventede sig. Hun ventede Jacobs barn. Det gode, der var at sige om dét, var, at hun havde fået stemmen igen. Det dårlige var, at det var for at tigge om ikke at blive sendt væk. Intet nyttede det dog: Willem følte ikke, han kunne svare for konsekvenserne, hvis hun blev. Desværre havde hans rastløst vandrende liv forhindret ham i at få faste, troværdige kontakter.

I al hast greb Jan pen og papir, forfattede et desperat brev, som han grundigt forseglede og betroede en tjener sammen med instruktionen om at finde en hurtig rytter, og løb hen til Sigbrit med en prustende Willem i hælene. Hun var heldigvis hjemme, og han vidste, hun – af alle ting – ville være forstående over for noget som dette. Hun lovede da også at træffe de fornødne aftaler.

Tre dage senere var Zyvert i byen. Nederlænderne stod på havnen og vinkede, mens Cateriene sejlede tilbage til Amsterdam, hvor Jacob Janszoon Bacher – håbede Jan i hvert fald - ville stå klar til at tage imod hende.

Aldrig havde en stor pige set så lille ud. Meget sjældent havde nogen grædt så meget, som hun græd.


1516 - kapitel 19


Han ville ønske, at han kunne sige, Københavns Slot imponerede ham. Bevares: Indenfor var der imponerende træskærerarbejdet og flotte snirkler i guld, men han havde i årenes løb set flottere ting hos storkøbmændene i Amsterdam – også Ockeszoon for den sags skyld – og bygningens ydre var stadig prunkløs og gotisk, ikke rigt ornamenteret som længere sydpå. Efter det første møde vidste han heller ikke, hvad han skulle synes om kongen. Indtrykkene syntes at stride mod hinanden: Påvirkelig, magtfuld, humoristisk, voldsom, solid, humørsyg. Meget menneskelig, til syvende og sidst, men ikke på en måde, han var entydigt tryg ved. Nemmere var han dog at forholde sig til, syntes Jan, end Sigbrit, som var tættere på, men til gengæld  så forløjet, at horn var svære at skelne fra vinger. Men da kongelige og undersåtter mødtes inde i salen, glemte hverken Jan eller de andre Bachers at bukke og kysse hånd. På overfladen var de hjertelige, de kongelige, og man følte sig fra deres side taget vel imod. Resten af hoffet, derimod, bestod af danske adelsmænd, som pligtskyldigst trykkede nederlændernes hænder, men ellers holdt sig for sig selv i en større gruppe henne i hjørnet, hvor de talte lavmælt sammen og skiftevis sendte sigende blikke til de royale og opkomlingene fra Amager. Med rette. Dem undte Jan gerne modgang.

Bordplanen var lige så udførlig som menuen, og instrukser blev i al hast udvekslet mellem de nederlændere, som kendte bordskikken i de højere lag, og dem, som ikke gjorde.

Knippers og van Helles så salige ud. Kiggede på kuplen i spisesalen, der var dekoreret med engle og krigere, og så ud som om, de meget gerne havde stukket sølvtøjet i lommerne. Der var gøglere og musik inden forretten. Igen: Bønderne så et lys i denne luksus. Jan og Willem, som trods alt sendte ham blikke hen over langbordet, gjorde ikke.

Så rejste Christian sig. Igen bød han velkommen til, men svagheden i hans tale blev hurtigt åbenbar: Han kunne ikke fortælle de tilstedeværende meget mere, end de vidste i forvejen. Sigbrit kunne givetvis, da hun overtog, men gjorde det ikke. Mad, drikke og pomp var tydeligvis det, der var hovedsagen. Men det virkede. Willem var ligeglad, for han var ligeglad med alt, og det var måske ikke så anderledes med Jan, når det kom til stykket. For dem gjorde det hele hverken fra eller til. Bønderne, derimod, havde deres livs aften.

Der var rejer i en avanceret sauce. Der var vildsvin med bjerge af urter og grøntsager. Der var tallerkener fyldt til randen med mælk, bær og honning. Der blev ikke spist så meget, som der sikkert skulle.

Så var der endelig dans. En lille trup med feler, fløjter og krumhorn stillede op, og så dansede flokken rundt i kæder. Havde noget denne aften kunnet løfte Jans humør, var det dette, for kun en død mand kan svinge sig rundt mellem snublende fødder og leende ansigter uden at blive smittet. Selv Marchen havde svært ved at skjule et lille lys i øjnene, kunne han se. Men det var stadig en noget bondsk dansant, tænkte nederlænderen. Derhjemme havde man selskabsdanse, man udførte i par, og musikken blev gerne leveret af større emsembler, som blev dirigeret af komponisten. Dette, derimod, var festligt, såmænd, men ikke noget, man ikke kunne opleve i en større landsby ude i provinsen.

Endelig blev den tunge trædør åbnet ind til en sal ved siden af, hvor man kunne tale sammen i mindre stolearrangementer, og der stod tjenere klar til at servere øl, rhinskvin og en række finere likører. Hoffolkene klumpede sig stadig sammen, men de nederlandske familier gik i opløsning på kryds og tværs, og det samme gjorde den tilstedeværende del af kongehuset. Christian sad sammen med de Cupere og diskuterede, efter hvad Jan kunne opsnappe, kunst fra klassikken. Sigbrit havde placeret sig sammen med Pieter og Marcus, og de fik sikkert bagt sig nogle gevaldige rævekager. Elisabeth, den unge dronning, var intetsteds at se, hvilket på sin vis undrede Jan, eftersom hun vist havde arbejdet sammen med Ockeszoon omkring projektet på Amager. Så igen var det måske heller ikke så underligt, tænkte han og spejdede efter Dyveke, som for én gangs skyld ikke var ved kongens side.

- Vær hilset, Jan Jansen, sagde en ung pigestemme, som ganske vist talte hans tunge, men gjorde det med en underlig lys, syngende klang. Han vendte sig om. Dér var hun, frillen og horeungen. Sådan tænkte han, men med en kærlig ironi, som han altid havde følt uden helt at vide hvorfor. Hun kunne jo ikke gøre for det liv, hun var blevet givet.
- Vær hilset, Dyveke, sagde han og smilede til hende. Hun var godt nok overordentligt smuk; væver, lyshåret, helt glat i huden. Havde han ikke været en gift mand, havde han gladelig puttet hende i en båd og flygtet tilbage til Amsterdam, om så kongens kanonbåde havde forfulgt dem hele vejen over den kvalmefremkaldende Nordsø. Og måske kunne hun se, han tænkte det. I hvert fald smilede hun lidt undskyldende til ham. Men så igen: Det gjorde hun altid. Det syntes at være en del af hendes natur.

- Jeg hørte om Jacob…
- Ja… Pokker til historie.

Han var ellers livet en smule op, men nu forstenede han igen, mens han kiggede ned i det glas med likør, han egentlig ikke havde lyst til.

- Det gør mig ondt.
- Det går nok. Det skal jo gå, ikke sandt?
- Jo.

På dette tidspunkt i samtalen havde han regnet med, at hun ville have sagt farvel og fundet tilbage til sin Christian. Men til hans overraskelse blev hun stående, selvom stilheden en stund var pinagtig.

- Jeg hører også, du ikke er så glad for mors planer, sagde hun så.
- Det er jeg heller ikke. Ét er, at hun lokkede mig og min familie hertil fra Amsterdam vel vidende, at jeg ville blive gjort arveløs. Hun gjorde det sikkert bare for at give min far en lærestreg, ikke sandt?
- Det tror jeg ikke, men jeg ved heller ikke, hvad der skete dernede…dengang.
- Det kunne i hvert fald godt ligne hende. Men så den måde, vi skal spille falsk over for danskerne på! Mange af dem er gode mennesker, Dyveke, og vi skal ikke bare infiltrere dem, vi skal arbejde for at få dem ud, så vi selv kan komme ind. Det er ugudeligt!
 - Hvem kender Guds veje, Jan?

Han kiggede godt og grundigt på hende. Ledte efter spor af Sigbrits hårdhed og skæve smil. Han gik forgæves. Hun så nærmest troskyldig ud.

- Jeg tror ikke, de er Sigbrits, sagde han så.
- De er også Christians.
- Og du elsker Christian?
- Meget.
- Og Christian elsker dig?
- Jeg ved ikke…

Dén havde han ikke set komme.

- Jeg tror nogen gange, han elsker mig for min krop, men sætter mors sjæl højere. Han ville nok være lykkeligere, hvis vi var ét menneske.
- Det giver mening, sagde Jan og skålede til Dyveke med et trist smil.
- Jeg er glad for, du er her, kom det lavmælt, mens hun skålede tilbage.
- I lige måde, svarede Jan, og de drak, til glassene var tomme.

- Jeg vil godt hjem nu.

Marchen havde sneget sig ind på dem bagfra.

- Det vil jeg også, faktisk. Har du styr på børnene?
- Ja, Lucas sidder allerede ude i vognen. Neel og Unge Jan har sagt farvel og er ved at tage tøj på.
- Vel, vi ses snart, Dijvertje, sagde Jan, bukkede og gav hånd.
-  Vi ses snart, Jan Janszoon.

Hun smilede og gik tilbage til sin konge.

Vejen ud var lang, for der var mange hænder at trykke. Udenfor var gaderne stille. Man holdt hviledagen hellig i København. Luften var klar.

Det samme var vandspejlet på Kattesundet, da selskabet sejlede over til Amager. Ingen sagde et ord.



1516 - kapitel 18


Det var som en drøm. Et mareridt, man ikke kunne huske, men alligevel bar med sig gennem dagen. Set i bakspejlet var indtrykkene spredte. De Cupere, som sad på forreste række til den anden side og pludselig måtte løbe ud med hånden for munden. Cateriene, som så besynderligt afklaret ud midt i det, andre på nuværende tidspunkt karakteriserede som hendes vanvid. Marchen, som bare sad. Sigbrit og Dyveke, som sneg sig ind  på bagerste række med et par vagter, mens han med rystende stemme afviklede sin bøn foran en menighed, som for størstedelens vedkommende ikke fattede et ord. Valentinsens ansigt, som han pludselig så i mængden, selvom Thomas kom fra et helt andet sogn og knapt nok kendte Bachers.

Og så huskede han tyngden. Drengen var ikke ret stor, og selvom kisten var af massivt egetræ, kunne det ikke passe, at Pieter, Willem, Marcus, Unge Jan, Magnus Klokker, som var rekrutteret i mangel af bedre, og ham selv kunne have svært ved at bære den hen til hullet i kirkegulvet.

Lykkedes gjorde det dog. Degnen og menigheden sang et par salmer, ingen af nederlænderne kendte til, og Jacob blev hejset ned i fordybningen. Derefter blev gravstenen, som havde hængt fra loftet i tykke reb, sænket ned, mens graveren styrede den på plads.

Det var så det. Farvel, Jacob Jansen Bacher.

Der var ikke tid til gravøl. Om noget måtte man drikke den under kongens taffel inde i København. Mange havde allerede skjult festtøjet under sørgedragterne, og da de havde givet pastoren og familien hånd, steg de på deres respektive vogne og smed det nødvendige.

- Kondolerer, Jan, sagde Sigbrit og så oprigtigt ked ud af det.
- Du kendte ham ikke.
- Jeg er mor selv.
- Med et dårligt omdømme, svarede Jan efter at have undersøgt, om Dyveke var i nærheden. Det var hun ikke. Præsten havde fanget hendes opmærksomhed.
- Dårligt omdømme eller ej: Jeg er mor. Og jeg lagde et barn i jorden i dag. Jeg holder mig selv skyldig i det her.
- Så græd.

Det kunne Sigbrit ikke.

- Vi ses på slottet, sagde hun, gav hånd og gik.

Udenfor ventede også den vogn, som skulle transportere familien Bacher til slottet.

Katakomben ville være bedre egnet, tænkte Jan ved sig selv.

Ravnen og beostæren


Ravnen Rie gjorde kur
til en beostær fra Fur.
Henny Hansen var dens navn
- ikke Ib, ej heller Vagn.

- Bliv dog min, din kære fugl!
Lad os sammen fejre jul!
Rie ville kysses ved.
Da kom Hennys næb på gled:

- Rie, du er smuk og fin!
Kunne jeg dog blive din!
Hjertet banker i mit bryst,
og jeg mangler ikke lyst,

men der er så meget galt!
Kort, nej, ikke kort fortalt
bliver vi snakket om som lus
her ved Madsens fuglehus.

Præstekragen skræpper op
om, at vi må sige stop
- stor i slaget, dog så tynd,
siger han, vi begår en synd!

Finkerne, de kvidrer løs,
så jeg bliver helt nervøs:
Træt i vingen bliver jeg – mør –
mens de sliber næb og kløer,

og vi skal jo lægge æg!
Skal det være kun for skæg?
Hvad bliver vi mon til? Kom! Gæt!
Har du lyst til omelet?

- Vi er dog så ens, min skat,
sagde Rie trist og mat.
Henny sagde: - Hør nu her!
Vi er ravn og beostær!

Henny blev en stæreflok.
Rie fik blot dage nok.
Begge blev de tvunget ned
af at savne kærlighed. 

Rumrotten




















På Månen, der boede en rotte.
Den sov på en sur, gammel måtte,
som Armstrong forlod,
da han drog imod
planeten, som rotten kunne spotte.

Den sultede ikke, den lille:
På Månen gik intet til spilde.
Af ost var der nok,
og den gik amok
i skorperne tidligt og silde.

Men drømme, det gjorde den meget
om pølser og kød, der var speget,
om venner, som lo,
om steder at bo,
om gulve, der ikke blev fejet.

Så kom der et rumskib fra Polen,
der skyggede vældigt for solen,
og rotten kom væk,
for Sepp Piontek
fik puttet den blidt på reolen.

"Farvel, Måne, stenede klode!
Nu flyver jeg hjem til Skovshoved!"
Det tænkte vor ven,
før den tog derhen,
hvor vaders var højeste mode.

Og grøn var den, Jorden, og lunken,
men maven blev temmelig slunken
på rotten, det skår,
for kampen var hård
om affaldet henne i bunken.

Og gaderne, de var ét mylder,
og rottegift gav hende bylder.
De andre lo ondt:
"Vi tror, det er sundt,
hvis du holder op med det pyller!"

Og drænet af spotten og hånen
kom dagen, hvor rotten i dånen
omsider gav op
- farvel til dén krop!
Den stirrede tomt op mod Månen.

torsdag den 24. januar 2013

1516 - kapitel 17


En stilhed af hidtil ukendte dimensioner havde lagt sig over gården. Knippers opholdt sig det meste af tiden ude i marken, hvor de spredte frø og løg af det betragtelige lager, de var blevet forsynet med før afrejsen.

- Det er jo det, vi er her for, som Pieter udtrykte det.

Jan var ikke idiot. Han vidste godt, deres fravær skyldtes mere end det. Specielt fordi de gerne tilbragte aftenerne hos Klokkers nede ved dammen, som de bare i forgårs knapt nok havde kendt, men pludselig var blevet enormt gode venner med. Lige nu og her passede ordningen ham nu også fint. Den var helt gal ovre hos van Helles og de Cuperes, hvor ingen kunne et ord dansk endnu. Elisabeth var efter sigende højeksplosiv, og Willem, som havde undgået Bachers, ja, hvem som helst siden ulykken, tilbragte åbenbart de lyse timer ude i engene med sit staffeli og en god dunk mjød. Det var sikkert også det nemmeste, eftersom Cateriene ikke havde ytret så meget som ét eneste ord, siden hun havde fortalt det mest nødvendige om, hvad der var sket. Og de gode, skikkelige van Helles, som ganske vist havde sat sig solidt på gårdens ene længe, forsøgte efter bedste evne at fortsætte, som om intet var sket. Men også Marcus så træt og overspændt ud, når man løb på ham, for ingen mand – eller familie – er en ø i sig selv.

Hos Bachers stod tiden stille. Sådan da. Unge Jan havde været hurtig til at opsnuse en smugkro i Sundby Vester, hvor han var begyndt at samle danske brokker til sig. Neel sørgede for at gøre rent og lave mad i det omfang, det var nødvendigt, og var endda begyndt at lære at malke, så hun kunne gå til hånde hos Knippers. Hendes bedste kur mod sorg havde altid været driftighed, men sort, dét bar hun. Marcus græd bare, og Marchen sad inde hos hans leje hele tiden. Hun var i virkeligheden en stærk kvinde. Så meget havde Jan lært om hende efterhånden; hun kunne kues om nødvendigt, ja, men selv i et uvejr som dette mistede hun ikke fodfæstet. På den måde slægtede Neel vist mest hende på. Gnisten, derimod, havde han ikke set siden ankomsten til Tårnby. Han kunne sværge, hun var blevet 20 år ældre inden for det første døgn. Sarkasmen og trodsigheden var som suget ud af hende, og stoltheden var gået samme vej. Det var ikke kun Jacobs død, som havde forvoldt det – så meget var Jan pinagtigt klar over. Han havde fået det, som han ville, og det var ved at udvikle sig til den største forbandelse i hans liv.

Gærdet bag gården var stadigvæk køligt: Det tegnede til at blive en varm, solrig dag, men det var tidligt endnu. Det blæste let, og det føltes som om, vinden passerede lige igennem ham. Det var en god fornemmelse. Det fik ham til at føle sig som ingenting. Det foretrak han også at være.

I morgen ville blive en travl dag. Først skulle Jacob i jorden. Sammen med Pieter havde han været oppe hos præsten for at aftale det nødvendige og våge en stund over Jacobs legeme ude i kapellet, før Unge Jan kom og tog over. Det var en underlig fornemmelse at se sit eget kød og blod der, livløst, blegt, allerede  rådnende til det punkt, hvor sønnen udsendte en kvalmesød lugt. Græde kunne han ikke: Enten var hans forsyning af tårer løbet ud dengang, Mor Neel gik bort, eller også bar han rundt på en bombe, som ville eksplodere senere, når han mindst ventede det. ”Det skulle ikke have været sådan”, forsøgte han at sige til sin dreng, men hvor han end var nu, var det ikke hos ham. Måske, tænkte han, var der noget om, at Cateriene var begyndt at høre stemmer, som Marcus havde mere end antydet.

Men altså: Først skulle Jacob behørligt følges bort fra denne verden, i hvilken forbindelse Jan havde fået arrangeret, at han skulle bede Fadervor på sit sprog. Så var der taffel på slottet bagefter. Kontrasten kunne ikke have været større og mere ironisk.

En due kom flyvende og satte sig i kirsebærtræet foran ham. Den kurrede ikke engang. Kiggede bare koncentreret på manden og plirede med øjnene.

- Smut!

Han tog en småsten og kylede efter dyret. Det blev siddende, som om intet var sket.

- Jaja, jeg ved godt, jeg findes endnu, vrissede han op mod grenen.
 
Så lod han sig glide ned fra gærdet og gik ind til sin sorte samvittighed.

1516 - kapitel 16


Næste morgen efter solopgang bankede det på døren ind til sovekammeret. Marchen stod op og bevægede sig søvndrukkent hen til den.

- Det er til dig, mumlede hun og puffede til Jan, der stadig sov. – Det er Pieter.

Endnu mere døsig, og endnu iklædt sit nattøj, fik husbonden transporteret sig hen til døren, hvor Knipper hviskede ham noget i øret. Så var han pludselig lysvågen.

- Marchen! Kig lige i alkoven! Willem står ude i gården og siger, at Cateriene er væk!
- Det er Jan også.
- Hvad sker der?
- Hvad skulle jeg vide om det? Hvad med at smutte ud for at snakke med Willem?

Jan overvejede ikke engang at åbne dragkisten med tøj, men skyndte sig at tage det på, han havde smidt på gulvet aftenen før, og løb gennem stuen ud til hoveddøren.

De Cupere var ikke mindre i vildrede. Han havde ikke taget hat på, håret stod til alle sider, og der var stadig snavsede pletter fra rejsen på kunstmalerens kappe.

- Ikke nogen Jacob? Willem gik lige til sagen.
- Ikke nogen Jacob!
- Pieter! Kald alle i byen op! Du kan dansk! Vi må finde dem!

Mens mænd, de ikke kendte, samledes nede ved gadekæret med heste og – for alle tilfældes skyld - leer, var de to nederlændere allerede i høj hast på vej i hver deres retning: De Cupere ud mod strandengene uden for landsbyen, Jan Jansen mod de indlands enge. Ingen af dem kendte landskabet eller retningen.

Det var næsten komisk, det hele. Bacher løb panisk rundt mellem nysgerrige køer og olme tyre, som heldigvis var forsvarligt tøjrede, med lungerne hængende ud ad halsen, vekslende mellem håb og fortvivlelse. En lys stund indtraf, da han stødte på anden klynge gårde – Maglebylille, som en sprogkyndig lokal benævnte stedet – hvor han i det mindste kunne udvide eftersøgningen. På den måde ville hele Amager sikkert snart være på benene, tænkte han. Men intetsteds så han eller andre skyggen af hverken Jacob eller Cateriene, og pludselig fandt han sig selv i Dragør igen. Stedkendt, som han ikke var, gik han i hastegang hen mod kroen, som aldrig var lukket, og nærmest snublede ind ad døren. I mangel af bedre rablede han sit ærinde af på sit eget sprog, men allerede ved synet af ham kunne han mærke en sær stilhed sprede sig.

Omsider tog krokonen, der kunne plattysk til husbehov, mod til sig og sagde det, som det var.

- Jeg synes, du skal tage hjem til Tårnby for at se for dig selv, nederlænder.

Thomas Valentinsen, som hun fortalte lige havde været på Saltholm for at tilse kvæg, var der, og via tegn og fagter fik han Jan gjort det klart, at han gerne foretog turen tilbage til gården. Hesten blev sadlet op igen, og så gik i raskt trav tilbage mod Tårnby. Det var ikke mange ord, som blev udvekslet på turen, selvom Bachers hoved var ved at sprænges af dem, men Valentinsen var, trods sin meget sandsynlige beruselse, en solid rytter, og i det mindste var det ikke selve ridtet, der gik Jan på, da hesten omsider trampede ind på de hjemlige brosten og stoppede. Med et alvorligt nik sendte han sin hjælper af sted og trådte ind.

Den var helt forkert, stemningen. Ingen løb rundt udenfor, ingen rumsterede i køkkenet, ingen sov. Alle sad bare i stuen og tav. Cateriene var der, og Elisabeth slyngede sig nærmest omkring hende som trøst for noget, han ikke vidste, hvad var.

Marchen var klædt i sort. Det var hun ikke i morges. Hun stirrede bare på ham.

- Sig mig, hvad sker der?

Ingen sagde noget, før Neel omsider rejste sig.

- Kom, vi går ud bagved.

Bagved skræppede gæssene livligt. Jan havde altid hadet de dyr. Der var 2 grise, 2 køer og 2 heste på gården, havde de konstateret i går, og dem kunne han forholde sig til, endda, under visse forhold, finde behagelige. Men de der pokkers, skræppende gæs.

Himlen var blå. Det havde han slet ikke lagt mærke til før. Han havde vel heller aldrig for alvor lagt mærke til, hvor dejligt salvie duftede, og hvor velgørende, dunstene fra godt gødet mudder kunne være. Verden var så smuk. Det var i sandhed en vældig Gud, som havde skabt den. Men den var også grusom. Selv i Amsterdams beskyttede bykerne havde han set, hvordan dueunger faldt ud ad rederne, baskede forvildet rundt på jorden og blev fundet helt stive dagen efter. Han havde set, hvordan folk, som havde været sundheden selv hele livet igennem, døde unge, og andre, som havde drukket og bedrevet hor siden en ung alder, overlevede alle andre. Der var intet system i det, tænkte han, men så igen: Han var ikke Gud, og hvad kunne en ydmyg handelsmand som ham sige om den højestes planer? Men selvom hans sjette sans ikke rakte længere end til at have følt sin mor stryge ham blidt hen over panden den aften, hun døde, vidste han med sikkerhed, at han ikke havde lyst til at høre det, Neel havde at sige, og han tænkte på Homer, på Karl den Store, på pærer, på vandmøller, på tvebakker, på…

- Willem fandt dem i engene.
- Hvor?
- Kan det ikke være lige meget?
- Jo.

De var stukket af om natten, Jacob og Cateriene. Ikke med noget andet større formål end at være sammen, uden folk snakkede. Som Neel udtrykte det, havde de Cuperes datter fået noget at skrifte under en birk nær ved havet, og bagefter havde de besluttet sig for at gå det sidste stykke ud for at bade. Men han røg i et sumphul, som Cateriene sagde, og hun havde holdt ham oppe i et times tid, før hun faldt i søvn, og Jacob blev suget ned. Hun vågnede først, da hendes far fandt hende.

Himlen var sort. Meget sort. Også selvom solen ikke var gået ned endnu.


Et sted i det fjerne syntes Jan, han kunne høre nogen le. 



1516 - kapitel 15


De nederlænderne nåede Tårnby, var rygtet om deres komme allerede nået frem, og alle, der kunne krybe eller gå, stod parat, hvor vejen passerede kirken, for at se de fremmede fugle, mens de landede. De voksne nikkede afventende mod vognene, mens børnene vinkede ivrigt, og Jan konstaterede, at van Oom, som nu havde sat sejl mod Amsterdam igen efter at have inkasseret hyren fra kongen og sagt pænt farvel til passagererne, ikke havde været helt forkert på den. Folkene i Tårnby virkede sundere og bedre klædte end skravlet i Dragør, og gårdene, som lå tæt sammen omkring gadekæret, virkede velholdte med deres faste, solide bindingsværk og mestendels nylagte stråtage. Men styrmanden havde også ret i, at de danske bønders virkefelt ikke var ret bredt: Hele vejen derhen havde Jan ikke set andet end kornmarker, køer og heste, og her, hvor bebyggelsen var tæt, blev indtrykket kun udvidet med nogle kærner og et par mindre urtehaver. Det så godt ud, det hele, men der var plads til forbedring.

Vognene, som rummede Knippers og Bachers, drejede pludselig ned ad en lille hulvej, fortsatte nogle få meter og standsede foran en hæderlig gård, som dog kunne trænge til en kærlig hånd. Familierne steg af, og da alle var nede, traskede Pieter adstadigt hen til Jan.

- Nåda, det er straks noget andet end det, vi flyttede fra.
- Hvad mener du?
- Jo, for vi havde en stormflod for et par år siden på Marken, og bagefter gik der sot i murene, så de små hostede forskrækkeligt, og det var næsten umuligt at få noget til at spire på agrene. Vi kom kun gennem sidste vinter, fordi vi slagtede vores heste til sidst. Men det her …

Han gik hen og bankede på en væg.

- …det her er godt murværk! Og du så selv jorden!
- Men det er også noget andet end en herskabslejlighed i Amsterdam.
- Du er forvænt, Bacher. Man kan sagtens overleve og have det godt med meget mindre, end du har været vant til! Desuden får du rum på slottet, hører jeg.
- Ja, jeg gør! Men prøv du at byde Marchen og børnene det her!

Han kiggede bagud. Med undtagelse af Neel, der havde plukket en mælkebøtte, hun stod og snusede til, så resten af flokken ud til at være lammet. Den var i hvert fald meget stille. Hustruen skulede.

- Ja, jeg er nu godt tilfreds, svarede Knipper. – Skal vi kigge på stedet?

Jan modtog nøglen af kusken, og de to slægter bevægede sig med vidt åbne øjne ind i deres nye, fælles hjem. Marchen stod meget længe og pirkede til stenbelægningen bag stuedøren. Unge Jan kradsede fraværende i stuens kalkede vægge, til faderen måtte bede ham holde op. Ude i køkkenet stod Neel allerede og rumsterede med potter og pander sammen med Aff Knipper, Pieters ældste. Snart efter begyndte der at lugte af røg og ristet kød. Kongen havde åbenbart sørget for de første forsyninger. Imens jagtede Pieters børn gæs ude i baghaven, fulde af en gejst, det var meget længe siden – om nogen sinde – Jan havde oplevet i sin egen familie.

I soveværelset, hvor der stod nogle alkover fyldt med halm, mødte han Marchen.

- Hvad har du gjort, ville hun vide.
- Jeg er ked af det. Jeg vidste ikke, det ville blive sådan.
- Ked af det rækker ikke.
- Giv det tid. Det kan være, du bliver glad for det.
- Jeg er datter af en møntmester, Jan. En møntmester! Jeg kan lide dyre kjoler og ædle smykker. Jeg kan lide tjenestepiger, smukke malerier og kosteligt duftevand! Og jeg kan lide gode, besindige, ansvarlige mænd! Mænd! Ikke blåøjede drenge! Hører du!
- Jamen…
- Jeg er født til mere end det her, din dilletant!
- Jamen…
- Ikke noget jamen! Tag den her!

Hun greb en lysestage i drejet træ, de tidligere beboere havde efterladt, og hamrede den ind i kraniet på Jan, så han var lige ved at segne. Efter at have gjort det, frøs hun et øjeblik, og i løbet af den tid fik han fattet sig så meget, at han kunne kaste hende ned på jorden. Der lagde han en hånd ned over hendes mund, mens han pressede sin anden arm ned mod halsen.

- Det bliver sådan her, Marchen!

Hun vred sig og råbte løs under hans håndflade.

- Det bliver sådan her.

Hustruen holdt mund, men kæmpede stadig.

- Lyt meget godt efter. Det. Bliver. Sådan. Her.

Marchen slappede af og stirrede op på ham med et helt ubeskriveligt, stærkt foruroligende blik. Så slap han forsigtigt taget.

Hun gispede efter vejret. Da hun havde fået det, satte hun sig bare op og stirrede ind i væggen.

- Tror du selv på det, du foretager dig?

Hendes stemme lød uendeligt hul. Det gjorde hans også. Som når han forsøgte at falde i søvn om aftenen ved at tælle får.

- Jeg kan godt lide at tro.



tirsdag den 22. januar 2013

1516 - kapitel 14


Der lød larm ude fra gaden, og nederlænderne kunne høre noget – en droske, en karet eller lignende – som standsede. Man flokkedes henne ved vinduerne, og ganske rigtigt: Halvvejs skjult bag jublende bønder, søfolk og børn stod der tre personer ud af en meget smukt udsmykket – men også skarpt bevogtet – vogn. Den ene en høj, yderst velklædt herre med fuldskæg på omtrent Jans egen alder, den anden en væver, lyshåret kvinde med meget fine ansigtstræk. Sidst ude var en meget velkendt skikkelse, som der ikke var blevet mindre af på det halve år, der var gået, siden han sidst havde spottet hende i en oversøs, nu på alle måder meget fjern bagerforretning. Jojo, Sibrecht trivedes tydeligvis.

Fire soldater trådte ind og dannede en passage i folkemængden, så herskabet kunne komme ind på kroen, og en tjener gik i forvejen, så det ikke selv skulle ulejlige sig med at åbne den smudsige dør. Da den gik op, rejste Jan sig op og satte kursen hen mod kusinen for at give hånd.

- Vær hilset, Sibrecht!
- Vær hilset, Jan, sagde hun roligt og rakte sin tilbage. Så rømmede hun sig og sagde lavmælt: - Prøv lige at kigge dig over skulderen.

Til sin forfærdelse så han, at alle end ham – også de andre nederlændere, som vel havde fornemmet, hvad der skete – havde rejst sig op, taget hattene af og bukket sig fremover i underdanighed.

- Det er i orden, min gode mand, sagde herren med den unge pige og smilede: - Vi er jo næsten i familie.
- Deres majestæt?
- Kong Christian af Danmark, ja, lo Sibrecht en smule skingert. – Og det er så min datter Dijvertje. Eller Dyveke, som folket åbenbart synes, hun skal hedde her.
- Beæret! Jan gav hånd til først kongen, så sin unge slægtning, og bukkede forsinket for dem på skift.

- Nå, hvad synes de så om Danmark, min gode mand, kom det fra Christian.
- Det er…anderledes, herre konge.

Majestæten, der umiddelbart ikke havde så meget til fælles med den usikre yngling, Sibrecht engang havde beskrevet, smilede indforstået. De vidste begge, hvorfor Jan og de andre nederlændere var der, og kronen strammede vel heller ikke mere om hovedet, end at Christian kunne forestille sig, skoen trykkede visse steder.

- Det tror jeg gerne. Gik rejsen godt?
- Øllen og selskabet fejlede i hvert fald ikke noget.
- Men Nordsøen?
- Nordsøen var noget for sig.

Kongen blinkede og kaldte Marchen hen til sig, som nejede og kyssede regentens hånd.

- Mine komplimenter for din hustru, Jan Jansen. Sigbrit sagde, du sikkert var blevet vel afsat, selvom hun sidst så Marchen, da hun var en lille pige. Det må jeg sandelig også sige.
- Tak, og i lige måde, Deres Majestæt.  . 
- Såså, hun er min!

Christian rynkede panden, så vagterne raslede med deres hellebarder. Jan overvejede, med sveden rislende ned ad nakken, at række ind efter den ynkelige dolk, han altid gemte under kappen til selvforsvar, men så langt nåede han ikke, før kongen brat brød ud i latter:

- Men har du lyst til at prøve lykken, er I hermed alle sammen inviteret til taffel på Københavns Slot søndag ved solnedgang! Velkommen hid!

Et øjeblik stod Jan med åben mund, før han fattede, hvad der skete. Så sænkede han skuldrene og forsøgte at le med. Det lød vist lidt fortabt.

- Takker mange gange, gode konge!

Christian hviskede et par ting i øret på Sigbrit, før han nikkede til nederlænderne, som vinkede igen, og satte kursen tilbage mod kareten sammen med en lidt forlegent smilende Dyveke. Sammen med to af vagterne blev Jans kusine tilbage i krostuen.

- Mine gode landsfæller, begyndte hun. – Som Christian II Rex’ øverste rådgiver ønsker jeg også at byde jer velkommen til…Danmark. Som I alle er blevet underrettet om, har vi store og langsigtede planer i forbindelse med jeres ophold, der ikke skal omtales nærmere her.

Der var ingenting at se på den svære kone, der strejfede nederlændernes store hemmelighed med helt glat ansigt, men flere så ned i bordpladen, da ordene faldt.

- Til det formål har hoffet sørget for passende indkvartering til jer i nabosognet Tårnby. Når I kommer ud her fra kroen, står der fire vogne klar til at fragte jeres ejendele ud til de to ødegårde, I har lovning på. Der vil I, foruden sengelejer og det mest nødvendige køkkentøj, finde landbrugsredskaber i passende omfang. Gårdene er store, så hver familie får en halv hver, som I selv må fordele, men ud over afmålte lodder til havebrug tilfalder brugsretten til jorden agerdyrkerne i hver gård. På den første vil Knippers bo sammen med Bachers, den anden van Helles med de Cuperes, og I kører herfra parvist. Forstået?
- Forstået, mumlede nederlænderne i rodet kor.
- Vel! Drik ud og begiv jer på vej! Held og lykke! Vi ses på søndag!

En almindelig opløsningsstemning satte ind i selskabet, mens Sigbrit kaldte Jan og Willem til sig.

- Hør her: I vil indtil videre blive lønnet af hoffet, så jeres indtjening går lige op med bondefamiliernes. I får bopæl i Tårnby, ja, men de Cupere: Du får også et værelse i den bygning på Østertorv, jeg bebor sammen med Dyveke, hvorfra du kan virke i ugedagene, mens du, Jan, får et rum stillet til rådighed på slottet, du kan bebo, når Christian eller jeg søger dine råd om større spørgsmål, som vi kommer til hen ad vejen.. Først og fremmest vil jeg dog gerne, at du bruger din første tid på at varetage de fælles interesser, I har, til du kan konstitueres som officiel schout om nogle år, og undersøger, hvad I kan bruge de lokale til. Når den store flok ankommer, vil det være godt at have gødet jorden, ikke sandt?
- Jo, så sandelig.
- Men husk: Sats på Dragør og København. Bønderne på Amager vil ikke være megen nytte til i længden.
- Det siger du ikke?

Sigbrit fornemmede syrligheden i hans tonefald, men fortsatte uanfægtet.

- Godt! Nu vil jeg af sted, og det skal I også. Men vi træffes jo igen inden længe.

Hun rakte de Cupere hånden, som han godmodigt tog imod, før han gik hen for at hanke op i sin flok. Så stak hun den frem mod Jan, der greb den noget mere afmålt.

- Du ved godt, du er en intrigant møgkælling, ikke?
- Jeg har magt, kære fætter. Det hører med, og jeg anbefaler, at du lærer det.

 Så vendte hun sig om, kaldte på vagterne og satte kursen udad.

- På gensyn, Jan, sagde hun muntert og vinkede.
- På gensyn, ja, skumlede fætteren og nikkede køligt tilbage.

- Siiigbrit? Dyyyveke? Jan Jansen! Herregud, hvad er det her for et land?

Mens Bachers raslede op ad Kongevejen mod Tårnby med alle deres pakkenelliker, var det for én gangs skyld familiefaderen, som havde mistet fatningen.

- Rolig, Jan. Skik følge eller land fly. Er det ikke det, du altid har sagt?
- Hold dog mund, Marchen!
- Og de sælger frisk fisk.

Køerne på markerne vendte sig om og gloede nysgerrigt ved lyden af en kridtpibe, der knustes hårdt mod jorden.



1516 - kapitel 13


Kroen, som lå over for odden, var på godt og ondt alt det, man kunne forvente, at et værtshus i Dragør ville være: Lurvet, klæbrigt og med sand på gulvet, men dog, eftersom man befandt sig på en international handelsplads, udstyret med fransk vin og fin, tysk klosterøl til dem, som kunne betale. Men der blev lagt mærke til det, når nogen købte sig ind i den del af lageret, og Jan gjorde det næppe bedre ved at bestille en omgang til hele selskabet. I hvert fald løftede krokonen, som havde kendt bedre dage og ikke ligefrem duftede af rosenvand, øjenbrynene, da hun modtog bestillingen og hørte mønterne klinge mod bordet. Jan kiggede sig omkring og opdagede, at alle de lokales blikke var rettet mod ham, og han følte sig lige pludselig meget taknemmelig for, at han var en del af en større flok, hvoraf i hvert fald Marcus van Helle, Pieter Knipper og van Oom kunne slå en proper næve, hvis det viste sig nødvendigt. Endnu mere stirrede folk, da krusene var båret ned til bordene, og Jan delte sin tobak med styrmanden. Der blev snakket lavmælt, men meget i hjørnerne, indtil en solid karl, der så ud til at være en bonde på forbifart, rejste sig og kom hen til deres bord, hvorefter han sagde noget på den slags kaudervælsk, man kalder dansk.

- Han har hørt, at der skulle komme nederlændere i dag, og vil bare ønske os velkommen, oversatte Knipper ganske uventet. – Og så vil han gerne spørge, hvad det er, I laver.
- Øeh, sig mange tak og meld, at vi drikker tobak, kom det fåret fra Jan.

Bonden sagde noget mere. Knipper nikkede og fortsatte:

- Han siger, det dufter godt. Og så spørger han om, hvad tobak er.
- Kender de ikke tobak heroppe? Jan var en smule forvirret. Det gjorde alle da i Amsterdam.
- Det tror jeg ikke, schout.
- Hm. Sig, at det er nogle urter fra Amerika, vi henter hjem over Atlanterhavet, og at de smager godt, men også virker beroligende. Man siger, det er medicin for lungerne.

Danskeren fik et meget entusiastisk udtryk i øjnene, gravede i lommen, pegede på dåsen og rablede flere ord af sig.

- Han spørger, hvad sådan en dåse koster.
- Sig, at det er meget dyrt, for det er længe undervejs, og jeg har ikke til mere end eget forbrug. Men hvis han virkelig er interesseret, kan han få dåsen for 1 rigsdaler.

Van Oom rynkede øjenbrynet.

- Du er godt klar over, det er en formue, ikke?
- Det er også en helt unik mulighed for den herre, svarede Jan og trak på skulderen. – Desuden har jeg kun 10 dåser tilbage, og jeg ved ikke hvor længe, de skal vare, hvis man ikke kan købe mere her i landet.

Danskeren kiggede meget længe på de mønter, han havde i hånden. Så to han to skilling fra og rakte resten til Jan, som talte efter og godkendte beløbet. Dåsen skiftede ejermand, og den stolte overtager halvløb tilbage til bordet, hvor han strøede en mindre portion ned i sin øl, som han ivrigt begyndte at hælde i sig. Reaktionen kom prompte: En støvsky af maltet væske og sorte strimler stod ud i lokalet.

- Knipper, spørg ham lige, om han ikke også skal bruge en af de her, sagde Jan og fiskede sin ekstra kridtpibe frem fra inderlommen.

Det mente manden, nok at han skulle.

- Sig, at det bliver to skilling ekstra, og at det med at drikke tobakken altså er en talemåde. At man stopper det i piben, tænder det med ild, så det gløder, og suger roligt ind.

Danskeren afleverede det sidste, han havde, og som en ekstra tjeneste tændte Jan for ham over et tællelys, der stod på bordet. Der blev suget ind, og bordet morede sig, mens gæsten hostede, harkede og blev svimmel. Men til sidst bredte et trodsigt smil sig over hans læber, og en fast næve blev rakt frem til hilsen.

- Thomas Valentinsen.
- Jan Janszoon Bacher.

Valentinsen sagde en hel masse til Knipper, før han tømte sit glas, forlod krostuen og smilede bagud lige inden døren smækkede.

- Hvor pokker har du lært dansk henne, Pieter?
- Jeg har en farbror på Röhm, jeg tjente hos, før jeg fik mit eget. De snakker lige dele dansk og frisisk deroppe, som du måske ved.
- Det har jeg hørt noget om. Hvad sagde han egentlig til sidst?
- Han sagde, at han godt kan lide en ærlig handel og et godt skæmteri, og at dig og din familie skal være velkomne i hans hjem. Bare spørg efter ham, når du kommer til Store Magleby.
- Store Magleby, siger du?

Der blev stille omkring bordet, og Jan kradsede piben ud.


mandag den 21. januar 2013

1516 - kapitel 12


- Du havde fuldstændig ret, van Oom. Den samling knaldhytter ser værre ud end dem i Ringkøbing.
- Jaja, Bacher, man skal ikke skue hunden på hårene.
- Hvorfor er du så begejstret for Dragør?
- Jeg har ikke sagt, jeg var begejstret for Dragør. Men engang kom jeg herind på en søndag, og så tog jeg mandskabet med i kirke længere inde i landet: Store Magleby, hed stedet. En lille, beklumret og dårligt bygget kirke var det, men vi fik vores velsignelser, vi tændte lys, hvor vi skulle, og så gik vi ellers ud for at finde en smugkro. Og jeg siger dig: Gårdene var flotte og velholdte. Jorden var fed og frugtbar. Det er en heldig bondeknold, som får den slags forærende!
- Men de bruger den ikke godt?
- Siger hvem?
- Siger Sibrecht.
- Måske ikke. Kornet står højt og flot, men det er det eneste, de dyrker. Og så har de en masse køer, de malker og får ufatteligt dårligt smør ud af. Der var livlig trafik ud til rælingen, da vi sejlede igen efter at have spist der, skulle jeg hilse og sige. Jo, der er plads til forbedring, sagde styrmanden og blinkede.
- Mon ikke den kommer, svarede Jan og blinkede tilbage.

Nede på dækket stod familien og kiggede ind mod den odde, skibet ville lægge til land ved. Stemningen var underlig. Neel og Unge Jan fortrak ikke en mine, som de havde for vane, men Lucas græd, Jacob smilede forblændet til Cateriene, og Marchen lignede et tordenvejr under optræk.

- Det er et kønt hjem, du har fundet os, Jan, vrissede hun af ham, da han kom ned.
- Van Oort mener, der er smukkere der, hvor vi kommer til at bo.
- Det kan heller ikke blive værre! Se lige dét der!

Hun pegede ind mod handelsområdet bag odden, hvor ødelagte ruser, dyrerester og affaldstræ lå i lag, og den eneste hansebod, der stadig så ud til at være i brug, var udsmykket med Stettins byvåben. Det hang og dinglede i vinden.

- De sælger frisk fisk.

Marchen kiggede overbærende på ham. Han trak på skulderen og kiggede, indrømmet, flovt tilbage. Men noget skulle man jo sige.

Det føltes underligt med fast jord under fødderne igen. Efter flere dage til søs føltes det som om, det var den, der gyngede. Men der stod de så, Bachers og de Cuperes, på den ø, som nu var deres. Og de anede ikke, hvad de skulle stille op med sig selv. Da van Helles og Knippers, som de havde vinket til og råbt mod rejsen igennem, dukkede op, havde de tydeligvis heller ikke nogen slagplan. Ingen vidste, hvor selskabet skulle hen, og hvornår det var hensigtsmæssigt at losse af. Jan havde regnet med, ja, forventet, at nogen – gerne Sibrecht selv, men til nød en repræsentant – ville have taget imod dem på odden, men nej: Her var der kun hunde, fiskere og smådrenge, og vel blev nederlænderne fundet interessante af dem alle – ikke mindst Jan og Marchen, som holdt godt fast i deres punge, og Lucas, der blev snappet efter af en stor, snavset køter, da han forsøgte at klappe den – men hvad hjalp det, når man ikke talte dansk tunge?

- Kom, vi går på kro, råbte van Oom og vinkede flokken i sin retning.
- Ja, lad os da gå helt ind i løvens hule!
- Det er der, dragerne og kuskene er, Jan! Og har Sibrecht en plan med jer, kan hun nok gætte, at det er der, hun skal hitte jer!

Det regnede en smule i forvejen. Nu tog det til.

Styrmandens forslag virkede bedre og bedre.