tirsdag den 31. december 2013

31/12-13














Endnu
et år
takker af,
og de suser
på gaderne,
bilerne,
masterne
gnistrer
af statisk
elektricitet,
og på himlen
går lyset
fra ægte
og kunstige
stjerner
i ét,
og dog
er der
så mørkt,
at man ikke
kan se
sig selv
for sig,
i morgen,
når solen
står op,
mangler
skyggen
til gengæld,
mens bilerne
suser igen,
ruller hen
over alt,
der er til.

mandag den 30. december 2013

Alptraüme


















– til Douglas P.


1

Himlen
er grå
over Braunau
am Inn,
men der lyder
et skrig,
hvilken farve,
et skrig har
i Braunau
am Inn
aner ingen
endnu,
solen grubler
og finder
et svar.


2

Alois!
Alois!
Alois!
Den falder
i slag,
klokken ovre
i kirken,
og Klara
er hæs,
Adolf
bukker sig,
jordskorpen
flænses,
men ormene
danser
dernede.


3

Adolf
har fanget
en skalle
i floden,
nu ligger
den oppe
på bredden,
og spræller,
og gællerne
vipper,
og øjnene
stirrer
i rædsel
på drengen
og solen
og drengen
igen,
og så rammer
den, stenen,
og noget
bliver knust,
Adolf tier,
en pram
driver langsomt
mod vest.


4

Adolf
har sat sig
ved bordet
med penne
og pensler,
og bygning
for bygning
tager Wien form
foran ham,
karéer
gror op
langs med
vejstrøg,
og kirker
får spir,
slotte tårne
og alting
til sidst
sarte farver,
han maler
sit blik,
det er
rummeligt,
ingen kan
bo der.


5

Henrich
er død,
det er Wolfgang
og Gerhard
og Anton
og Hermann
og Ulrich
og Jürgen
og Friedrichschen
også,
men Adolf,
han løber endnu
mellem rækker
af pigtråd
og bunker
af blomstrende lig,
Blut
und Ehre,
mein Freund,
det er dét
alting handler
om nu,
og enhver har
sit jernkors
at bære.


6

"Det er jøderne,
er det,
de svin,
det var dem,
som fik standset
den krig,
det er dem,
som lader kurserne
sejle,
og dem,
som forhindrer
en gæv veteran
i at få sig
et ordentligt job",
svovler Adolf
og hamrer
sit ølkrus
mod bardisken
inde på Gasthaus
Majewski:
"For helvede,
Josef,
min ven,
fyld nu op,
bare én til,
så går jeg i seng,
det er gas,
er det,
og du
kan tage det!"


7

Så strålende
og stolte,
de ser ud
med lange rifler
over skuldrene
og rene,
brune skjorter,
åh, så herligt,
jorden skælver,
når de går
igennem gaderne
og synger
himlen højere,
så blanke,
deres blikke er,
så fyldte,
de kan blive
med en stemme bag,
som fylder
deres trin
med lys
og dybdeperspektiv,
så højt,
det lyder,
da paletten
rammer
jorden.


8

Cellen
er lille
og deler
sig ikke,
men rådner,
og Adolf
har opgivet
tanken
om bomber
og kup,
det er Mein
Kampf,
det her,
der er blystøv
på gulvet,
og træmanden
snitter
sig selv.


9

"Der er kryds,
der er kors,
det er nemt,
man kan krydse
et kors
eller korse sig
over
et kryds,
det er nemt,
det er demokrati,
der er kryds,
der er kors,
det er nemt",
siger Adolf
og finder
sin boks,
han kan være
derinde
endnu,
men det kniber
med pladsen
så småt.


10

Adolf
har nu
et kontor,
som er stort nok
til alle
hans drømme,
der sidder
han så,
ganske stille,
og kigger
på sneen,
der falder
bag ruden,
en død hane
galer
bag muren.


11

Faklen
er tændt,
mikrofonen
det samme,
og München,
ja, München
i heden
er blevet
en snestorm,
et hylende
mylder
af små,
hvide fnug,
selv hans
stemme,
på forhånd
forgyldt,
som den er,
kan forsvinde i
uden
at savnes,
og nu er der
bloodsports
for all.


12

Natten
er lavet
af blod
og krystal,
der går
sjæle
i stykker,
som end ikke
flammerne
atter
kan samle,
I Rigskancelliet
bliver
rodfrugter
snittet,
en brun
skjorte
udvides,
mæt.


13

Polen
er faldet,
og Frankrig
er faldet,
og Norge
er faldet,
og Holland
og Belgien
og Danmark
er faldet,
og stadigvæk
står han kun
der mellem
linjerne,
Adolf,
og ligner
et udkast
til noget,
han ikke
begriber
endnu.


14

Josef
har ringet
og råbt
en hel masse
på russisk,
som Blondi
forstod
eller noget,
i hvert fald
lod Adolf
sin hund
føre ordet
på Berghof,
geværerne
tale
i øst.


15

Adolf
har plukket
en rose,
nu står han
i haven
på Berghof,
alene,
og ved,
han bør give den
til Eva,
som sidder
i stuen
og fryser
og lytter
til Lohengrin,
der er så meget,
man skal,
der er langt
til Moskva,
og det står stadig,
Tower of London,
og Rudolf
har ringet
fra Auschwitz
og rykket for gas,
og hun kunne
vel elske
sig selv
bare lidt,
ikke sandt,
og nu er der
en rose
i overskud,
pokker
til udsigt
herfra,
man kan se
verdens ende.


16

Hitler
har været
i postkassen,
fandeme,
postkassen!
Nøglerne
fik han
af Liebtraut,
sin hussekretær,
under måben
og lavmælt
protest,
men han fik dem,
Der Führer,
til sidst,
og i pelshue,
vanter
og uldtrøje
gik han derud,
og han tænkte
på dengang
i Wien,
hvor han gjorde
den slags
hele tiden,
og verden
var ækel,
men enkel,
ja, enklere,
meget,
end nu,
og der stadig
lå breve
fra Mutti
i Linz
med kontanter
og trøst
ind imellem,
han standsede,
bed sig
i læben
og låste
så op,
tømte ud
og gik ind,
og nu sidder
han der
på kontoret
med bare
ét eneste
vandskadet
postkort
i hænderne,
"Herzliche
grüssen
am Weinacht
aus Leningrad"
står der,
signeret
von Leeb,
endnu én,
han må se
at få skudt.


17

Nå,
det blev så
Normandiet,
mein Herr,
ikke Hirtshals,
sese,
og de dør
dine tropper,
i bunker,
nuvel,
og de mangler
forstærkning,
jojo,
og der falder
granater
i nærheden,
nå,
ser man det,
det er yderst
beklageligt,
hils
deres skaber
fra mig
og sig tak
for en evneløs
kryster,
de hørte
skam rigtigt,
farvel.


18

Speer
kommer ind,
og der sidder han,
Hitler,
ved stabskortet,
mens
divisioner
af spøgelser
rykkes
i stilling
langs frontlinjer,
Albert
har set
ikke findes:
”Mein Führer,
De leger
endnu?”,
spørger
rustningsministeren
spagt,
Adolf
smiler
tilbage,
tilbage
til bredden
af Inn.


19

Oppe
i gaderne
brænder de,
flagene,
grænserne
flakker
som lyskegler,
frem
og tilbage,
men nede
i bunkeren
hersker
der ro,
og han
kærtegner
murene,
Føreren,
faste
og værdige
er de,
mod dem
vil man måle sig,
når han
er taget
afsted.


20

Her
kommer Adolf,
blob, blob,
lige så død
som en sild
og forbandet
i live
og puttet
på dåse,
blob, blob,
og snart drevet
i land dér,
hvor peberet
gror,
og det ikke
er krager,
der vender,
men gribbe,
her kommer,
blob, blob,
Adolf Hitler,
mens Føreren
oser
endnu
i Berlin. 


21

Her sidder han,
manden
fra Berghof,
mens bjergkæder
heles,
og marker
gror sammen,
og farver
bliver blandet,
så alting
bliver hvidt,
mens han udsteder
ordrer
til måbende
gauchos,
som intet
forstår,
spiller Wagner
for græssende
kødkvæg
og kun får
tequila
hver gang,
han bestiller
en rhinskvin.
Forbandede
pampas,
der ingenting
skjuler,
her bærer
selv overskæg
aks!


22

Nu er han
blevet
til jord,
Arnulf Schmidt,
og ved gravstenen
vokser
der palmer,
som vinden
kan suse i:
”Was
ist geschehen?”,
spørger
en pige,
og moderen
peger,
og blomsterne
lyser
igen.

Besøget

Helle vågnede midt om natten ved, at der var en underlig duft i sovekammeret. Lettere forvirret kiggede hun ned mod fodenden af skikkelsen. Der stod en skikkelse.

Det var bestemt ikke meningen, at der skulle stå skikkelser for fodenden af hendes seng midt om natten. Specielt ikke nu, hvor hun boede alene.

- Hey, hvad fanden har du gang i?

Hun råbte og smed en pude i rette retning. Silhouetten lyste op, mens genstanden gik durk igennem, og hun tav et øjeblik.

- Hej, Helle.

Det var bedstemor.

- Øeh, hej. Hvad i himlens navn laver du her? Du er DØD!
- Jeg passer på dig, sagde bedstemoderen og smilede varmt tilbage.
- Og hvad vil du så have for det?
- Øh?
- Ja? Penge? Mad? Min sjæl?
- Øh? Øh?
- Du skal sgu da ikke fortælle mig, du gør det gratis?
- Min pige, der er meget, du ikke ved.
- Bedrevidende som altid. Jaja, den er god.
- Jeg er ikke bedrevidende, jeg er...
- Ja, hvad er du egentlig?
- Øh...
- FAIL!
- Jamen, Helle, kan du ikke huske alle de gode stunder, vi...
- Du DØDE!
- Jo, men svulsten og...
- Jeg vil SKIDE på den svulst! Du FORSVANDT! Og tror du måske ikke, jeg havde brug for dig?
- Øh...
- FAIL IGEN! Ved du hvad? Jeg vil have, du skal SKRIDE! Jeg vil have dig NED I JORDEN! Kan du SÅ fatte det?
- Jamen, Helle, jeg er her bare for at beskytte dig mod...
- Mod HVAD? Er det mod rotter, har jeg gift. Er det mod mænd, har jeg det sorte bælte. Er det mod tyve, har jeg peberspray i skabet og en revolver i skuffen. SMUT!
- Men dig selv...
- ER DU IKKE GÅET ENDNU?

Med et trist smil gled bedstemoderen i ét med skyggerne, og duften af parfume tonede ud.

- Dét var rart, mumlede Helle sammenbidt. Hun var alt for vågen. Hun kunne lige så godt stå op.

Hun fandt snapsflasken bag den sædvanlige køkkenlåge.

Der var lang tid til daggry endnu. 

Destination













Togvogne ruller igennem Sibirien,
renerne græsser, og kogler
bliver modne og folder sig ud,
der er hul i Tunguska endnu,
efter hvad ved man stadigvæk ikke
med sikkerhed, lyset kan
gamle folk huske, de sidder
på husenes trappetrin, tandløse,
kun til besvær, det er hårdt land,
det her, det er klipper og is
af den slags, som man ikke
kan putte i vafler, og tunger
som deres har glemt dét at smage,
på dem ligger Lenin på
lit de parade, der er frosne
mammutter i tundraen, hjulene
skingrer mod skinnerne,
snablerne vifter og trutter
mod skyerne, tiden
er flænset af pigtråd,
her spaltes der sten.

torsdag den 26. december 2013

Ti år efter











Farmor er død,
hun har været det længe,
og jeg er den samme som før,
og det går nok, det hele, igen
denne dag, hvor det larmer
i køkkenet, uret,
og togene venter,
og endnu en grav
mangler blomster,
men hænderne
visner ved tanken,
om lidt er det dem,
som skal væk.

onsdag den 25. december 2013

Mængde

Showtime,
så mange,

der lytter,
jeg ikke kan 

finde min 
stemme.

Søvnløs

Vejene
suser

af biler,
men ingen
er vågne,

hvem
styrer?


Uden titel

Året er
vendt, 
det bliver
lysere nu, 
vi bliver
blinde
af alle
de ting, 
vi er til
for at se.

Thales igen

Alting
er vand,

sagde
Thales,

jeg
søsætter

skibe
fordi

jeg vil
se dem

gå ned.

tirsdag den 24. december 2013

Julerim 2013

Glædelig jul til de grønne og grå.
Glædelig jul til de gule og blå.
Glædelig jul, både Jesus og Thor.
Glædelig jul, Lao-Tse og Niels Bohr.
Glædelig jul til Karl Marx, Adam Smith.
Glædelig jul trods alt kævl og alt skidt.
Glædelig jul til de kække og sky.
Glædelig jul over flække og by.

Berlinerblues

Oppe
i gaderne
brænder de,
flagene,
grænserne
flakker
som lyskegler,
frem
og tilbage,
men nede
i bunkeren
hersker
der ro,
og han
kærtegner
murene,
Føreren,
faste
og værdige
er de,
mod dem
vil man måle sig,
når han
er taget
afsted.

Adolf

har fanget
en skalle
i floden,
nu ligger
den oppe
på bredden,
og spræller,
og gællerne
vipper,
og øjnene
stirrer
i rædsel
på drengen
og solen
og drengen
igen,
og så rammer
den, stenen,
og noget
bliver knust,
Adolf tier,
en pram
driver langsomt
mod vest.

Jul på Berghof

Hitler
har været
i postkassen,
fandeme,
postkassen!
Nøglerne
fik han
af Liebtraut,
sin hussekretær,
under måben
og lavmælt
protest,
men han fik dem,
Der Führer,
til sidst,
og i pelshue,
vanter
og uldtrøje
gik han derud,
og han tænkte
på dengang
i Wien,
hvor han gjorde
den slags
hele tiden,
og verden
var ækel,
men enkel,
ja, enklere,
meget,
end nu,
og der stadig
lå breve
fra Mutti
i Linz
med kontanter
og trøst
ind imellem,
han standsede,
bed sig
i læben
og låste
så op,
tømte ud
og gik ind,
og nu sidder
han der
på kontoret
med bare
ét eneste
vandskadet
postkort
i hænderne,
"Herzliche
grüssen
am Weinacht
aus Leningrad"
står der,
signeret
von Leeb,
endnu én,
han må se
at få skudt.

Julen

har bragt
tomme flasker
og mudrede
tanker
og voksende
næser
og skårede
hjerter
og skrigende
unger
og smertende
fødder
og drænede
konti
og kirker,
en hel masse
fyldte,
beklumrede
kirker
har julen
bragt med sig
igen.

Påfuglen

letter,

på plænen
står sultanen

lammet
tilbage.

Bølgerne

brydes

ved kysten
langt borte, her

sidder vi,
tavse.

Kulden

er gået

i knoglerne,
tankerne

stivner
i kraniet,

det er
december

med eftertryk,
mester,

i træet
bag blokkene

synger
en solsort,

jeg ved,
den skal dø,

den gør
ikke.

Early distant warning

Endnu
en storm
er på vej,
og de hamstrer
bananer
og rugbrød
i Føtex,
de afsikrer
vægge
i kældrene,
lader geværer
og folder
sig hatte
af sølvpapir,
jeg står
på taget
og smiler,
der sker det,
som skal,
når det skal,
og i rette tid
smider jeg
tøjet.

Vejen er endt,

og der står vi så
med vores fødder,
hvis manglende formål
end ikke de smukkeste
støvler kan skjule
tilstrækkeligt,
p.t. gør vi sikkert
mest nytte
som støtter
af salt.

mandag den 23. december 2013

Wienerprospekt




















Adolf
har sat sig
ved bordet
med penne
og pensler,
og bygning
for bygning
tager Wien form
foran ham,
karéer
gror op
langs med
vejstrøg,
og kirker
får spir,
slotte tårne
og alting
til sidst
sarte farver,
han maler
sit blik,
det er
rummeligt,
ingen kan
bo der.

Julemorgen










vågner jeg,
og skyggerne
har samlet
sig i stuen,
vi har
gaver med,
og alle
er de tomme,
og vi skåler
med hinanden,
rækker hænder
ud i luften
og igennem alt,
der syntes fast
engang,
så går vi
hver til sit,
og træet
tændes,
nålene
på tæppet
løber op.

onsdag den 18. december 2013

Havnen

er tilfrosset,

længslen
er gået
på druk,

vinden gør,
som
den plejer.

Jeg skriver til dig

Jeg skriver til dig, fordi du ikke vil se mig.
Jeg skriver til dig, fordi jeg ikke kan.
Jeg skriver til dig, fordi mit åndedræt larmer.
Jeg skriver til dig, fordi stilheden ikke længere er farbar.
Jeg skriver til dig, fordi jeg altid staver det rigtige forkert og har brug for at øve mig.
Jeg skriver til dig, fordi jeg igen har fået mig selv galt i halsen.
Jeg skriver til dig, fordi jeg er blevet en bivirkning.
Jeg skriver til dig, fordi jeg synger falsk.
Jeg skriver til dig, fordi virkeligheden er løgn.
Jeg skriver til dig, fordi jeg forstår det hele.
Jeg skriver til dig, fordi jeg ikke fatter noget som helst.
Jeg skriver til dig, fordi jeg har behov for et sted at gøre af mig.
Jeg skriver til dig, fordi du gerne må smide mig ud.
Jeg skriver til dig, fordi fremtiden er brolagt med sammenkrøllede breve.
Jeg skriver til dig, fordi vi blevet til gulnede fotos af folk, som aldrig blev til.
Jeg skriver til dig, fordi pennen måske kan få papiret til at bløde.
Jeg skriver til dig, fordi jeg er tynd og bleg og blank.
Jeg skriver til dig, fordi jeg synes, det hele bør skrives om.
Jeg skriver til dig, fordi man bør sætte et punktum et sted.
Jeg skriver til dig, fordi vi bør glemme, det sikkert er her.

Den Store Bastian

spørger dig, om du har været uartig. Du svarer ja, og han dypper dig i sit blækhus. Du svarer nej, og han ved, at du lyver. Du er rent faktisk uskyldig, men han straffer dig for en sikkerheds skyld. Drejebogen til virkeligheden er skrevet af fødder på flugt.

Mona Mur

bor alene. Det er praktisk. Væggene passer perfekt til hendes størrelse. Hun har bygget dem selv. Det tog et liv. En andens, for at være helt præcis. Visse steder stikker hans tænder og benstumper ud af stenene og mørtelen. Det er derfor, hun har det varmt herinde, Mona Mur. Hun har alt det, hun behøver. Øjne stirrer fra bunden af håndvasken, toilettet er stoppet og lugter råddent. Jeg står ude i mørket ved hækken og vejrer. Jeg ringer på og spørger, om hun vil have en hund. Hun siger, hun har brug for nye huller i baghaven. På hendes ene arm klirrer en lænke, den højre hånd mangler.

Menigmand

Det er helt åbent, landskabet,
lærkerne synger, og plænerne
grønnes, og dog står du der
med sirener i ørerne, blinklys
på huden og pauker, der larmer
i brystkassen, krigen er lige
om hjørnet, den endte
for tidsaldre siden, du vandt
vist en bamse dengang,
og nu driver der kæruld
i vinden, og boderne
åbner i Tivoli, hanerne
spændes, og Solen
får pletter, og fuglene
falder til jorden,
du oser af krudt,
kammerat.

Strandvaskeren

Skibet er sejlet,
og bølgerne brydes
mod molen, og piben
er helt stukket ind,
og beskøjterne smuldrer
i lommen, selv solen er
lavet af salt, der er vand
alle steder, på loftet,
i kælderen, syv have
står nu i ét, søgræs
duver på kinderne.

Yahya Hassan

Yahya
står op,

tager sin
skudsikre 
vest på

og vander
sin blomst.


***


Yahya
har nok

til en burger
med fritter,

hans ord
falder tungt.


***


Yahya
med blod

på sin jakke
og toget, der

afgår
til tiden.


***


YAHYA
MED STORT

DET ER småligt
AT NØJES

MED mindre
end DET


***


Yahya
går på,

salen klapper,
han bor i

en ghetto
igen.


***


Yahya
står godt,

på reolen
på gaden,

går digtene
rundt.

lørdag den 14. december 2013

Basho

på torvet,

studerende
alt det, han

ikke
skal købe.

Verden bliver grimmere

hver dag, min sjæl
følger trop, én for én
farves vingerne sorte,
og kragerne flokkes
ved skraldet, snart
vender selv de, så
bliver sneen nok hvid.

Brænd

dine broer,

de fænger,
det billige

skidt,
floden ikke.

Musen

har lagt sig
i sengen,
hun siger,
hun har ondt
i sit hoved
og ikke
vil se mig,
og det er
da fair nok,
så skriver
jeg bare
et digt.

Gammelsmølf

dør bare
aldrig, for
Gammelsmølf
ved alt
om alt,
men for lidt,
alt for lidt
om at komme
af dage,
men ældre,
det bliver han,
og ældre
endnu,
han er helt
blå
i hovedet,
den stakkel.

Drøm













Gråvejr
i Valby

for mange
år siden,

og farmor
går rundt

helt alene
på torvet

og græder
og kalder,

jeg tager
hendes hånd,

og hun
smiler,

og så går
vi hjem.

onsdag den 11. december 2013

Note til Young Flowers

Mørket
er mørkt,
der er det,
det skal være,
det er,
hvad det er,
det er ikke
det store,
men faktisk
så småt,
at det dækker
det hele,
som ikke
er alt,
men en del,
som er nok
eller ikke
for nogen
og andre
og ingen,
som ikke
er intet,
for intet
er intet
og slet
ikke intet,
men henlagt
i mørke,
og mørket
er mørkt,
dét er klart.

Danser

til lyden
af fodtrin,
der kastes
tilbage
fra mure
i gader,
jeg gik i
engang.

Ground zero

Hyænerne vandrer derude,
girafferne når ikke himlen,
og aberne falder fra træerne,
stenene skinner i sollyset,
venter på hænder,
der stadigvæk venter sig selv,
Gud har sælsomme former
i Olduvai Gorge,
nogle drømmer  endnu.

Disconnection

Vi ringer af,
og jeg ser mine fødder
for enden af sengen
og ved, at de aldrig
var skabt til at gå,
og alligevel hænger
de ved ligesom
mindet om os.

Natten står tom,

du er flyttet,
og stjernerne
minder om nullermænd,
mørket er ridset,
og stilheden
trænger til maling,
og timerne
glemte
du vist
i entréen.

mandag den 9. december 2013

Dagene går,

venter ikke på nogen
og slet ikke dig,
de vil skide på,
hvad du har planlagt,
min ven, de skal nok
komme først,
du skal nok
komme sidst,
du gør klogt i
at snuble
på vejen.

Just another birthday boy

Så tændes det,
lyset,
igen,
selvom det
er brændt ned
og har været det
masser
af gange,
og nok engang
puster du,
bifaldet
runger
i stuen,
men huset
er tomt.

søndag den 8. december 2013

Uden titel

Nu er du her,
og det føles naturligt,
du fylder det tomrum, du skal,
det er noget, trods alt,
og det rækker,
du griber det hele,
du holder det fast,
du går ned, mus og mand,
med det hele for hånden,
du stiger igen,
det er soleklart, er det,
du drukner,
du ånder
i lys.

Decembermorgen

Ingen er vågne endnu,
verden klarer sig uden,
den ved, hvad det drejer sig om,
og du ved, at det ikke er dig,
og du smiler ved tanken,
det sner, der er kaffe
på kanden om lidt.

lørdag den 7. december 2013

Brev til en ven










Vejen
er lavet
af mikrochips,
Eik,
ikke rågummisåler,
og nummeret,
Eik,
det er 112,
ikke tre gange nul,
Eik,
og ringer man,
kommer
der ingen,
og Nepal
er fucking passé,
Eik,
det sner
i Dubai,
Eik,
og ingen
folk véd,
hvad en dunhammer er,
Eik,
og folk
læser Eik,
ikke Hesse,
Eik,
verden
er stadigvæk
kun
for forrykte.

Tre brødre
















1: Brian Wilson

har sat sig
i sandkassen
ved sit piano,
nu virker den,
syren,
og alt,
både flammer
og orme
og selleri
rummer
en lyd,
og den smiler
til ham,
og han smiler
tilbage,
og kattene
skider
i gruset,
og sikringer
springer,
og spolebånd
smuldrer
i mørklagte
kældre,
han hører
et lys,
intet øje
har lov
til at se.


2: Pacific ocean blues

Dennis Wilson
på stranden,
alene og nu
uden surfbræt,
mens folk
svømmer ud
og forsvinder,
og flaskerne
samler sig
rundt om hans
liggestol,
stemmen
er sandpapir,
"Cease to exist"
lækker blod.


3: I can hear music

Carl
i sit kammer,
hvor Buddha
er Shiva
er Jahve
er Carl,
der nu rejser sig
efter sin bøn,
tynd
og gråskægget,
hostende
blod,
but the Feel
flows
to God only
knows.

fredag den 6. december 2013

Robert Johnson

ved korsvejen,
spejdende vestover,
spejdende østover,
brændende inde
med sjælen,
som end
ikke Satan
vil have,
men hans guitar
er nystemt
og byder
sig til som en
honky tonk woman,
og fingrene
vokser,
en lille,
sort hund
spidser ører
og følger
ham hjem.

Nick Drake

Mulden er frugtbar
ved Tanworth-in-Arden,
og bladene folder sig
uhæmmet ud.
”Hvorfor det?",
synes stemmen at hviske,
hvis ribben
nu afstiver stammerne.
Jeg svarer:
"Ikke for noget"
og savner min guitar
afsindigt,
når alt nu
er sådan
på spil.

Løber

om hjørner

med alle,
de løber om

hjørner
med mig,

ingen af os
ved, hvor

vi skal hen,
bare videre,

tror jeg,
men går den,

så går den,
og løber den,

løber
vi ud.

Laksene

svømmer

mod strømmen
og gyder og

dør, vandet
klukker.

Stjernerne

bukker

sig ikke
for nogen, de

lyser,
go figure.

onsdag den 4. december 2013

Fejlslagen manøvre med sulfur


Vi har fundet tændstikkerne frem, og vi har samlet alt, vi ejer og er, i en bunke, og den ligger så dér, der er bamser og fotos og gamle kærestebreve og defekte elektroniske aggregater og kontoudskrifter fra banken, og vi stryger én gang, vi stryger to gange, og alligevel fænger det ikke, og vi hælder lampeolie og benzin på, og det vil stadig ikke tænde, lortet, det var alle gode gange tre, og vi står her i gruset foran en kæmpe bunke noget, vi ikke kan slippe af med, måske vi kan ringe efter en vognmand, måske vi kan forære det til Kirkens Korshær eller UFF, de intetanende stakler, men vi har spildt en masse tændstikker, og byen er stadigvæk fyldt med trolde og hekse, og vi er ikke klædt på til det her, og vi fryser ad helvede til.

5 grader celsius

Der er rådne æg i køleskabet. De står bare der, hvor de har stået siden sidste sommer, og bliver ældre. Ingen af os har turdet at smide dem ud, for tænk, hvis de lugtede lunten og begyndte at klække. Tænk, hvis de ville os noget. Hvor skulle så gøre af alle vores skaller?

Note i ventetiden

Vi venter på stormen, vi surrer alting fast og holder vejret, vi bestiller mørtel og kister, vi glæder os i vores stille sind til at se den, verden, helt blank, så blank, vi kan spejle os i den.

tirsdag den 3. december 2013

Årene

rådner,

vi er her,
fordi der er

marker
at tilså.

En helt almindelig morgen

Det var en helt almindelig morgen bortset fra, at hun skulle dø. Hun vred sig ud af dynerne, trissede ud på toilettet, hvor hun vaskede ansigt og lagde sminke på, placerede et stænk parfume bag begge ører og klædte sig så på. Stilfuldt, men ikke prangende. Hun ville gerne se godt ud til enhver lejlighed, men trods alt skulle hun bare på arbejde.

Der var frugt og yoghurt til morgenmad. Den mindste vrængede ved synet, men det nyttede ikke noget: Hun skulle ikke komme sulten i børnehave. Den ældste kunne selv trække i tøjet, pigen skulle stadig have hjælp med flyverdragten og støvlerne. "Vi ses, skat", sagde hun kort og gav manden et kys på kinden. Det var flygtigt, som den slags ofte var på hverdagene. Det var kun i weekenderne, de af og til havde tid til at være to. Så blev ungerne ellers læsset ind i bilen. Drengen gav hun et hurtigt kram, før han løb ind i skolegården. Pigen, der var morgentræt og græd, fik et lidt større, før en pædagog fulgte hende ind på Stjernestuen til de andre rollinger.

Så kunne der ryges. Det sidste stykke vej ud på Bocentret havde hun for sig selv, og selvom hun godt vidste, det egentlig ikke var smart at tænde smøger i bilen, gav hun pokker i det. Disse køretøre var de eneste stunder på dagen, hun tilbragte i sit eget selskab. De eneste, hvor hun kunne lytte til sine egne tanker. Nu ikke at der var så mange her til morgen. Hun skulle bare ud, igennem og hjem igen.

Glasskydedøren åbnede sig, og hun gik indenfor, hvor der var varmt. Beboerne havde moret sig i nat: Der var tømte øldåser, æbleskrog og cigaretaffald alle steder. Business as usual, then. I tv-stuen sad Joakim med et mindre bjerg af bananskræller på bordet ved siden af sig.

- Irene!

Han kaldte.

- Godmorgen, Joakim. Hvordan går det?
- Hvem slagter lammet, Irene?
- Hvad?
- Hvem slagter lammet? Hvem smører blodet på stolperne?
- Det ved jeg ikke, Joakim. Vi ses!

Hun fik myrekryb, når han var i det religiøse hjørne. Det var der mange herude, der var. Hun havde ofte tænkt over, hvordan udsatte mennesker tit tyede til troen. Ikke en hvilken som helst tro, for man så ikke mange buddhister på stedet, man dyrkede de allermest svovlende, svulstige afarter af kristendommen og Islam. Mange stivede den sikkert af: Gav dem et håb på frelse trods al synd. Men samtidig var der ikke nogen, som skulle fortælle hende, at alle disse syner af blod, ild, djævle og ekstrem synd var sunde for sårbare sjæle. Selv troede hun ikke rigtigt på noget. Måske havde hun simpelthen ikke behov for det. Stakkels Joakim. Men hans flammetale gav hende stadig the creeps.

På kontoret hang hun frakken på plads, før hun satte kaffemaskinen igang. Der var næsten ikke mere pulver i posen, men det måtte række for nu. Under et hurtigt besøg på toilettet nettede hun sig en ekstra gang, så satte hun kursen op ad gangen for at hente morgenmad til beboerne.

- Godmorgen, Irene!
- Godmorgen, Poul!

Hun vinkede til manden i den småsnaskede lænestol, mens hun strøg forbi. Han var i godt humør her til morgen, så det ud til. Poul havde ellers ikke taget sin medicin længe, om hun så havde presset nok så meget på, hvilket i sidste uge havde gjort ham aldeles olm. Men tvinge ham havde hun ikke myndighed til at gøre, og hun kunne på sin vis godt forstå folk som ham, der måske nok havde brug for behandling, men ikke ligefrem med begejstring tvang ting i sig, der havde alskens bivirkninger. Tænder rådnede, maver svulmede, knogler blev skøre - den slags så man hele tiden - og var psykiateren for gavmild med doserne, ja, fejlmedicinerede han endda, kunne mange af tingene udløse psykoser og deslige, som ikke lå i kortene i forvejen. Derfor valgte mange at droppe medicinen for i stedet at forsyne sig hos de to-tre pushere, som boede på stedet, hvilket de ganske ofte gjorde klogt i. Ganske vist fik de på den måde gæld, som meget håndfast kunne komme tilbage for at bide dem i halen, men hash kunne ofte udrette ting, de lovlige stoffer ikke kunne. Og selvom det ikke ville ligne Poul, tænkte hun, at han sikkert havde været et smut nede hos Frank.

Rullevognen stod klar, og hun bugserede den ned i køkkenet. Der var rugbrød og franskbrød, frugt, roastbeef, rullepølse, leverpostej, sky, løg, sylte og yoghurt. Konservativ mad: Klientellet herude havde ikke overskud til de store kulinariske eksperimenter, vidste hun, og det gjorde de også oppe i køkkenet. Men godt så de ud, tingene, og hun listede sig til en halv skive med hvidløgspaté, før hun tog kniven frem og gav sig til at skære franskbrøddet ud i tykke skiver.

- Irene! Jeg vil gerne have min medicin!
- Øjeblik, Birthe! Jeg er lige igang her!
- Jeg vil have min medicin! NU!

Hun var tit utålmodig om morgenen, Birthe, og var ikke typen, som lod sig standse, når der var et behov. Hun var sandsynligvis temmelig bange for sig selv, og hvorfor kunne Irene kun gætte på. Der måtte også være franskbrød nok nu. Med Birthe i hælene gik hun ned i medicinrummet og udleverede dagens dosis. Så kom der ro på. Ro nok til en smøg.

Det var en smuk morgen. Solen var ved at bakse sig op over horisonten og spillede vidunderligt i de tynde, fjerne vinterskyer. Der stod damp ud af munden, når hun åndede. Der var frostvejr.

Døren gik. Det var Poul. Hans ånde var også varm. Ingen af dem sagde noget, men for en stund dampede de om kap på afstand af hinanden. Så rømmede han sig.

- Nu skal du dø.
- Hvad siger du?
- Nu skal du dø.

Brødkniven havde han skjult i bukserne, så den var lige til at gribe fat i, og der kom to stød. Hvor lagde hun ikke rigtigt mærke til hvor. Hun væltede bagover og greb fat i dørstolpen. Kiggede på den. Den var blodig. Han måtte have snittet i hendes hånd, og hun måtte have forsøgt at værge for sig.

Poul var gået ind igen. Han havde gjort det, han skulle. Hun råbte på hjælp, og det lød kraftigt: Hvad han end havde ramt, var det ikke lungerne. Det var som om, det mest var hendes krop, som skreg. Hovedet havde indset, det ikke ville nytte.

Der flød det så ud alt sammen. Striber af aftershave, bunker af legetøj, gamle plader og idolplakater, farvekridt fra underskolen, halvt fordøjede æbler fra haver, hun forlængst havde glemt, og sidst en varm stribe mælk. Drømme alt sammen. Måske ikke verdens største, men hendes. Nu tog andre lige så stille over.

Poul så tv. Der var intet, som var værd at se.

Han skiftede kanal.

Hus 5

Strømerne
kører

igen, der er
pletter og

aske
på gulvet.

Livet

går videre
ligesom
den dag
ved spor 12,
hvor jeg
så dig,
men skoene
sad helt
perfekt.

Pin-ups

Stjernerne passer
sgu meget godt
oppe på himlen,
måske kunne der
være lidt flere,
måske kunne de lyse
lidt stærkere,
men de forsøger
velsagtens
det bedste, de kan,
og vi prøver
det bedste, vi kan,
på at se dem,
at tolke dem,
stykke dem sammen
til billeder,
helst af os selv,
men vi har det nu
bedst
på en væg,
det har
stjernerne
ikke.

Berghof igen

Adolf har plukket en rose,
nu står han i haven på Berghof, alene,
og ved, han bør give den til Eva,
som sidder i stuen og fryser
og lytter til Lohengrin,
der er så meget, man skal,
der er langt til Moskva,
og det står stadig,Tower of London,
og Rudolf har ringet fra Auschwitz
og rykket for gas,
og hun kunne vel elske sig selv,
bare lidt, ikke sandt,
og nu er der en rose i overskud,
pokker til udsigt herfra,
man kan se verdens ende.

Johnny Trifolikum














Johnny
Trifolikum
tager en ballon,
og han puster
den op,
og han tager
en ballon,
og han puster
den op,
og han vrider
dem sammen
og tager
en ballon,
og han puster
og vrider,
og bum,
han har lavet
en ægte
giraf,
har han,
Johnny,
den står der
og nipper
fra toppen
af kirsebærtræet
i baghaven,
gør den,
og Johnny
Trifolikum
tager en ballon
og én til
og én til
og en til,
og nu fyldes den,
gaden
i Borum,
med bøfler
og harer
og næsehorn,
himlen
bliver blå
af balloner,
og skyerne
lugter
af gummi,
og armene
hviner
mod kroppene,
Johnny
Trifolikum
danser
i gruset
og leger
med ild,
former flammer
med læberne,
Sine
vil hjem nu,
hun græder,
jeg ler,
den siger bum,
hele verden,
om lidt.

søndag den 1. december 2013

Gaden

er tom,

og alligevel
tændes

der lygter
for nogen.

Engang

Himlen
var blå,

mine øjne
det samme,

så lærte jeg
vist nok

at se.

fredag den 29. november 2013

Vejrudsigt

Skyerne krummer sig sammen,
og snart er der sne, og så ler vi
og kælker og falder og dør
helt alene i kølige sale,
hvor andre forsøger det samme
ihærdigt i døgndrift,
mens pumperne pumper,
og skærmene bipper,
og alle bliver væk,
går i ét med det hvide tapet,
og det drysser fra loftet,
og alle folk kælker og ler.

torsdag den 28. november 2013

Brænd mine breve,

en anden mand skrev dem,
en anden mand havde en pen
og en tro på, at ting kunne siges,
at liv kunne frankeres
og nå selv den fjerneste brevsprække
uanset vejret og føret,
ja, brænd mine breve,
hvis ellers du fryser,
så varmer de sikkert endnu.

Ti små snavsede fingre

Vask dine hænder, de renser sgu ikke sig selv,
de har bygget og smadret og skubbet og rørt,
de har været de steder, du ikke har været,
har gjort alt, du ikke har gjort,
og har hvilet i skødet,
mens engle faldt ned og blev grød
på det nærmeste sjappede fortov,
skrub til, nu, bliv ved og blev ved,
de skal væske og bløde som straf for,
du hænger på dem og vil gøre det altid,
skrub knoglerne fri, ja, skrub længere ind,
der er snavs nok at fjerne endnu.

onsdag den 27. november 2013

Mr. Manic














Bjørnene venter
på sletter,
du aldrig vil gå på,
med knurrende maver
og kraftfulde kløer,
disse gader er våde
og velkendte,
solen er lav
over Blackwood
og Cardiff,
og luften
er diset,
din hud
er så bleg
og så tynd
som papir,
du vil skrives på,
vil du,
4 real.


Til Richey Edwards (1967 - 1995)

Code red

Verden er gået i seng, ser det ud til,
og gaderne fyldes med buskontrollører,
kontorfunktionærer og børn,
ingen ved, hvad skal bruges til,
før de bliver mennesker engang,
og man baner sig vej
gennem dåser og poser og hjemløse,
huse bliver bygget på taget
af ældre modeller,
der synker sig vej ned i fugtige enge
fra dengang, der endnu var byer til,
klokkerne kimer, alarmerne lyder,
og ørerne bløder benzin,
der er glasskår i sengene,
fly driver sammen i bunker,
et øje slås op, det er blindt.

Dagene

falder

som fugtig
cement

i november,
der bygges

på noget,
men hvad?

Julen er

nær, der

er blinklys
i gaderne,

glas løber
over.

mandag den 25. november 2013

Det er

december,

og bjørnene
sover, men

sætter dog 
fodspor.

Åbent vand

Der stod vi så
ved Sletterhage Fyr,
min mor og jeg,
og der var stenet
hele vejen
ned til vandet,
der var hot dogs,
vi kunne spise,
der var udsigt
til en skylle
over bugten
og en Kia,
der skulle hjemad
inden længe,
det var ikke os,
der tændtes
lys for,
ikke
denne
nat.

Stjernerne

skinner,

og det har
de ret til, jeg

sliber
min jagtkniv.

Tågen

er lettet,

og alt står så
klart, at man

blændes
ved synet.

Ørnen

har spottet

sit bytte,
nu falder den,

sneen,
børn hujer.

lørdag den 23. november 2013

Dallas forever

Kennedy, vink! Der er
noget i luften, jeg ved ikke hvad,
det er ikke missiler fra Cuba,
i hvert fald, er ikke Khrusjtjov
på privaten, er ikke parfume
på halsen af Marilyn Monroe,
men er der, det er det,
det lurer i kamre bag lukkede døre,
det nærmer sig hastigt
fra ganske umulige vinkler,
det bærer dit navn
gennem uger og år,
op til Månen og længere ud,
hvor det blinker og skratter
og lyser så hvidt, at selv guder
bliver blinde, så vink,
John Fitzgerald!
Man hilser da pænt
på et punktum.

Sådan cirka Kastrup

Der er heste
på Amager
og rørskov
på Amager
og malurt
og blåbær
og haver
på Amager
og asfalt
på Amager
og huse
og blokke
og bander
og benbrud
på Amager
og kister
og blinklys
på Amager,
ja, frem
for alt
blinklys,
der glimter
farvel,
hver gang
nogen
får vinger
på Amager.

Træernes

grene

her sidst
i november, så

tunge
af frihed.

Søstykke

Sildenes
sprællen

i nettet,
den leende

fisker,
vulkanen.

Tiden

går hurtigt,

måske den skal
fange en

bus
eller noget.

onsdag den 20. november 2013

Sommeren ligger i vejkanten,

noget har ramt den,
og hvad det end var,
er det bare kørt videre,
ud, hvor man findes endnu
og har gummisko på
og så videre,
stanken er grusom som hvepse,
ubrugelig til andet
end ren, rå beruselse,
døgnene slingrer,
og Månen er fuld,
dine lommer er tunge af mønter,
du letter, du
mødes igen næste år.

Paydirt

Skruen er løs,
men den passer
endnu, det er muligt
at samle det hele
én ø og ét fastland
ad gangen, så har man
en verden, og så
kan den flyde lidt rundt,
hvor man ikke kan ånde
så nemt, ellers, spytte
lidt lava og skvulpe
lidt bølger, hvad verdener
nu engang ventes at gøre
i tilfælde af, de er ordentlige
verdener, måske ikke bedst
af dem alle, men mindre
er godt nok, det siges,
og så kan du stå der
på toppen, som altid
er der, hvor du er,
med en svensknøgle,
smudsig og fedtet,
i hånden og vente
på lønnen, der
aldrig står mål
med din indsats,
og stinke
af jord.

tirsdag den 19. november 2013

Støvregn

og kulde,

det sænker
sig, mørket, jeg

kysser
dets pande.

Dådyrvej

Det var en dag i november på Dådyrvej. De sidste blade på træerne var helt skrøbelige og gule, men de fleste var faldet til jorden, hvor de nu lå og ventede på vindpust, som kunne føre dem ind i stuerne, ind på vindueskarmene. Ind, hvor de ikke hørte til.

Jeg hørte heller ikke til. Det havde aldrig været mit kvarter, og nu var Voel ikke engang min by længere. Engang havde flækken været fyldt med ansigter, jeg kendte. Farfar kunne jeg hilse på, mens han kørte højt syngende forbi i traktoren på vej om til Foderstoffen, hvor han jævnligt forsynede sig med kraftfoder og såsæd. Farmor løb jeg tit på oppe på biblioteket, hvor vi var de to største kunder, og hvis ikke der, så omme hos købmanden, hvor sladder om alle områdets beboere livligt blev udvekslet hen over disken. Nu lå de begge to omme på kirkegården, og Foderstoffen var blevet til den parkeringsplads, man standsede på, når man skulle over for at lægge blomster.

Her på Dådyrvej boede købmanden i en stor, men ikke prangende villa. For rig var han nok. Han fik endda nedlagt og solgt butikken, før den blev udkonkurreret af døgneren og Brugsen. Men pengene steg aldrig hverken ham eller Grethe, hans kone, til hovedet. I en by, som ikke var stor nok til at rumme et borgerskab - eller måske i virkeligheden andet end et borgerskab - var nøglen til succes at forblive i jordhøjde. At tale lige venligt til barnet, bonden og præsten. At lytte til deres sorger og glæder og svare ærligt, men høfligt, og sortere de mørkeste, giftigste hemmeligheder fra dem, man for den sociale sammenhængskrafts skyld kunne lade gå videre til smeden og rendegraveren, når de kom ind efter smøger og citronmåner. Særligt Grethe var en ren kunstner, når det kom til den slags. Når man talte med hende, havde man fornemmelsen af at få alt - alt - at vide om alle, men bag det smidige mundtøj bankede der ikke desto mindre et hjerte, som ikke blot kunne bære den tungeste viden, men vidste, hvornår det skulle tie.

Nu var gamle Jens Købmand død og havde været det i mange år. Grethe havde man hverken set eller hørt meget til, siden butikken lukkede, og slet ikke efter, hun var blevet alene. Men et eller andet sted i villaen måtte hun stadigvæk sidde, tavs og eftertænksom, med et 3D-kort over Voel som mental tilstand gennem generationer pakket væk under kjolen. Jeg kunne have ringet på. Der var så meget nyt at fortælle. Om nætternes bragen i det indre København. Om kendisser på druk og falmede legender i gummistøvler. Jeg ville sikkert også være blevet taget pænt imod, om jeg havde gjort det. Men gravfreden gælder også ind imellem de levende.

Nede i bunden boede de stadig, Christians forældre. Christian havde gået et par klasser over mig omme på skolen, og da jeg første gang så ham, vidste jeg, at vi havde set hinanden før. At vi ville få vores tid i dette liv også. Den kom nogle år senere, da Dungeons & Dragons kom til landet, og vi var en gruppe, som mødtes et par aftener om ugen for at klaske orker og nedslagte drager, mens vi nedsvælgede pasta, pølser og cola. Ind imellem hørte vi også plader, og jeg, Christian og Robert, som spillede alf, formede i lange aftener hinandens smag ved at spille Joy Division, Tracy Chapman og Public Enemy på skift. Til sidst smed vi sværdene og lavede et fanzine i stedet for. Samlede det, vi havde af skrivemaskiner, printere, lim, papir og sakse, tastede løs, mens Christian satte houseskiver på grammofonen, og kopierede det færdige resultat omme på skolen, hvorefter resultatet blev solgt i Århus og København. I Voel var der ingen, der gad læse det. I Voel var der ingen, der forstod os og vores drift mod fjerne verdener.

Og drev væk, det gjorde vi. Robert til Århus, jeg til Aalborg. Bladet blev nedlagt, og mange år senere tog jeg til en koncert på Skråen. Der sad Christian bag billetlugen, meget snakkesalig. Men det eneste, vi havde at tale om, var et stort, tomt rum, vi engang havde været i.

Moderen levede af akupunktur. Hun punkterede folk eller noget. Hun var aktiv endnu, kunne jeg se.

Der klistrede blade fast under sålerne. Det var en dag i november på Dådyrvej. Det var ikke mit kvarter.


***


Efterår,
klart vejr,

jeg vandrer
i farver, der

knaser
og smuldrer.


***


Købmanden
sælger

kun stilhed nu,
konen i

køkkenet
barndom.


***


Christian
findes,

det samme
gør stjernerne,

hænderne
visner.


***


Vejen er
lang, den

går derfra
og dertil, den

ender
med fødder.

Krigeren

Træerne
visnede
for dine fødder,
du græd over,
alting var bart,
du bar våben
i hænderne,
hærmand,
du ønskede
blod,
du bed
græs.

Lignelsen om Schumans chip

De skete i de dage, at man opfandt en chip af kvarts og diamant, som ikke blot kunne rumme de seneste 10 års feriefotos, tusindvis af downloadede film og komplette, omfattende pladesamlinger, men også arkivalier, offentlige dokumenter, artikler, bøger og notater fra hele verdenshistorien. "Den har ingen kritisk masse eller nedbrydningstid", sagde opfinderen, Morton D. Schuman fra Berkeley University kort før, han modtog Nobelprisen for opdagelsen: "Og vi får i al overskuelig fremtid kun brug for ét eksemplar".

Som sagt, så gjort. Først tømte man samtlige floppy discs for indhold og lagrede dem på den magiske chip. Så gik man i gang med cd'er, harddiske, databaser og konstant opdaterede udgaver af internettet. Tusindvis af folk blev sat til at indtaste materiale, som aldrig havde eksisteret i digital form, og til sidst supplerede man op med et komplet DNA-register over den eksisterende menneskehed, som løbende blev opdateret.

Da arbejdet var så afsluttet, at det kun skulle vedligeholdes, glødede chippen rødt, men alle systemer viste, at der fortsat var rigelig med plads. Så i et par århundreder fortsatte man med at oplagre alt, man kunne opsnappe, til tingesten blev først hvid, så sort. Og så en dag kunne ingen længere sige eller gøre noget. Selv vinden stod stille, og sollyset føltes dødt. Lyste op gjorde det, men al friskhed var forsvundet. Motorer summede, men havde ingen fremdrift, og ure stod stille på væggene.

Så var der en, som trak vejret.

Så var det, det startede. Suget.


(med tak til Ulf Johannesson for inspiration)

Wibiærgh

Førhen
lå Viborg
for enden
af Hærvejen,
konger
blev kåret
på hellige stene
ved søen,
og mønter
blev præget
af mestre
i hytterne
oppe
ved viet,
nu har man
et Landsarkiv,
hvor man
kan læse,
hvorfor
det fik galt,
og et galehus,
hvor man
kan komme
sig lidt,
og en banegård,
hvor man
kan drage
med natten
mod vest,
fulgt af
domkirkens
klukkende
klokker.

Germania

Wagner
i Gjern,
ikke sikker
på fødderne,
vaklende hen
til hotellet,
hvor han kan få
stjerneskud, jo,
og en bitter
til halsen,
men mjødet
er udsolgt
på ubestemt tid,
og det samme
er vildsvinet,
himlen
er lav,
han får buler
i hovedet,
og sproget
så ukendt
som ham.

Barn

af min
tid, jo,

men barn
af min evighed

hellere,
tak, du.

Farfar igen

Vågner,
og farfar
har siddet
i sofaen,
nu er
han væk,
og der findes
en ny dag
i verden,
og der
er jeg til,
og jeg sætter
mig der,
hvor han sad,
og jeg venter
jeg vågner
igen.

mandag den 18. november 2013

Bryan Ferry,















oh yeah,
on the radio,
lækkende 
længsler
og blod
fra en knapt
synlig flænge
i jakken,
der er
fra Armani,
of course,
eller Avalon,
vandet
gør forskellen,
Gatsby,
det fjerne
er nært
som dig selv,
slave to love,
færgen venter,
min ven,
do the strand.

søndag den 17. november 2013

Fromt ønske

Tid nok
til tid

er vel ikke
for meget

forlangt.

Bare

gå ned,
sol,
jeg passer
butikken
imens,
den skal
nok
løbe rundt
af sig
selv.

Hr. Simonsen

Førhen var Allan
en mester til bold,
stjernen på Pionteks
udsøgte hold.
Toptrænet, sulten
og ambitiøs,
fodbold-Europa så,
ulven var løs.

Nu er han danser,
måske, hvad ved jeg?
Benene spjætter da
hver deres vej.
Folket har valgt,
snart er Simonsen Gud!
Mesteren, dog,
er for altid stemt ud.

fredag den 15. november 2013

Forvildet statusopdatering II

Hvor mange
troldsplinter

skal der til
for at bygge

en trold?

Signalfejl

Toget
står stille
på sporet,
og folk
snitter sæder op,
pisser
på gangen
og skændes
om ingenting,
navnene
venter
på næste
perron,
her og nu
er man
mennesker.

onsdag den 13. november 2013

Lyset

er tændt
for de sidste,
der kommer,

os andre
går ud

en
for en.

Djurerne

Hvem djurerne var,
er der ingen,
som ved,
de var ikke i Rom
ligesom goterne,
ikke på Krim
som herulerne,
ikke i England
som anglerne,
bare på Djursland
med ploven
i hånd
eller noget,
de passede
deres,
mens verden
tog form
rundt omkring dem,
og vel kom de,
danerne,
med deres skjolde
og sværd
og erobrede alt,
men de skulle
jo tømmes,
de ruser,
og kornet
skulle tærskes
og børnene
fødes
og byerne
bygges
fra bunden af,
planke
for planke
og mursten
for mursten,
til Ebeltoft
fandtes,
og Grenå
kom til,
og så var der
en carport
at lave
bagefter,
en stue
at indrette,
skjorter
at stryge
og græs,
der skulle slås,
der er stadigvæk
rigeligt at gøre,
før nogen
kan sige,
hvem
djurerne
er.