mandag den 31. december 2012

Skyts

De trækker striber på himlen, hænger et øjeblik oppe i mørket og folder sig så ud i stjernebilleder, ingen når at tolke, før de er væk igen. Der går ingen mennesker på Månen, kolonierne breder sig ikke på Mars, og Alpha Centauri er stadig jomfruelig. Jorden brokker sig dumpt, mens de lander, raketterne, sorte og flossede. Inde i husene smadres der glas og tallerkener.

søndag den 30. december 2012

Jeg har rejst,

jeg har sejlet på have
og fløjet i himle
og vandret,
til vejene endte det sted,
de begyndte igen,
jeg har rejst,
jeg har kendt mange mennesker
har mistet de fleste
og gemt endnu flere
i baglommen
mellem de brugte billetter
fra Bangkok
og ravet fra Vestkysten,
jo, jeg har rejst,
jeg har løbet fra stormfloder,
sovet på varme vulkaner
og badet i kugleregn,
nu vil jeg hjem,
plukke isblomster til dig
fra ruder i huse,
vi begge har glemt,
jeg vil fri,
jeg vil fri
af det her,
jeg vil fri,
når du åbner
din dør.

lørdag den 29. december 2012

Reload

Der sidder du så
som et minde,
der pludselig
har udviklet
blodårer,
åndedræt,
former,
og ser mig
præcist,
som jeg er,
så den mand,
som jeg var,
da jeg kom,
nu er blevet
en tåget
erindring.

fredag den 28. december 2012

X dør,

og det er
i orden
som klipper
og æter
og hav
er i orden,
som regnvejr
og flammer
og blæst
er i orden,
og det skal
jo testes
det skidt,
så man ved
det endnu
er i orden.

Man kan godt eksistere

i Virklund, her findes
der jord, luft og sollys
og rockwool i murene,
springvand i haverne,
fiskefileter i fryseren
ovre i superen,
der er en landevej,
bilerne kører forbi,
man kan købe benzin,
man kan godt
eksistere i Virklund.

onsdag den 26. december 2012

Sol

over sne,
ingen mening
med dét,
men man smelter
og skinner
- måske.

Hey, Joe,

hvor skal du hen
med dén ladte pistol,
er der koldt,
hvor du er,
er der stille på vejen
og venter hun, Joe,
og i så fald med hvem
og på hvad,
er du til, Joe,
er kammeret fyldt,
har du åbnet din mund
for at sluge
det hele igen,
er der glas, Joe,
og døre og mure
og blinklys
og grænsekontroller,
hey, Joe,
sig mig: Hvor
skal du hen med
dén ladte
pistol?


(frit efter Billy Rogers' sang af samme navn, vel mest kendt med Jimi Hendrix)

mandag den 24. december 2012

Verden

At brænde
er noget,
som stjernerne gør,
at flyve
er noget,
som fuglene gør,
at drømme
er noget,
som mennesker gør,
vi findes
her, sammen,
i evighed, amen.

søndag den 23. december 2012

X dør,

og nu
bliver det svært,
ja, umuligt
at stave
til "xerox"
og "plexi" og "latex",
men "flæsk"
går det fint med,
og "panda" og "tøsne",
det slikker
sit sår, gør det,
sproget,
vi tales
ihjel.

lørdag den 22. december 2012

Boligerne

Der blev lyst,
og vi gik
gennem haver,
hvor blade blev gule
og liljer sprang ud,
og vi vidste,
hvad hver sti
og hver mur betød,

og på bakkerne
stod de,
de gamle
og kalkede huse,

om aftenen
stod dørene åbne,
vi nikkede tavst
til hinanden
og smilede,

før vi
gik ind.

Stjernerne

nægter at anerkende, at det er nat. Jeg nægter at anerkende, at jeg findes.

Gæst

Vågner ved,
at der er stille,
helt stille i alt,
i New York,
i Kabul,
i mit kammer,
min krop
og mit hoved,
på sofaen
ligger han,
Buddha,
og blunder,
jeg tror,
jeg har
råd til
hans taxa.

City sickness

Byen har kastet
beboere op,
og der skrubbes
og skures,
men maven
bliver ved med
at vende sig.

(med en lille hilsen til Tindersticks)

Jeg kunne fortabe mig

under en stor og hvid dyne,
blot være et minde om nogen,
der aldrig forsvandt,
jeg kunne smelte engang,
jeg kunne tø frem for dø,
jeg kunne drømme
en mark fuld af følfod.

Finder ind

og ud
og af
og op
og på,
mest på,
du ved.

Kugleregn

over Ardennerne,


fodfolk bliver
rene

som spædbørn
igen.

Flatlineren

Flatlineren kigger opmærksomt på kardiogrammet i forventning om, at tilfældet findes, men det gør tilfældet ikke.

Flatlineren ringer til nogen og får svar, men forstår ikke spørgsmålet.

Flatlineren er vant til at sove i mørke og aner virkelig ikke, hvad den skal stille op med alt det lys.

Antenne

Jeg er antennen,
jeg er din ven,
bærer din stemme
hvor, den skal hen.
Tusinde tunger,
det er mit sprog,
hørt fra New York
til den fjerneste krog.

Jeg er antennen,
åben og kold,
sender og modtager:
Støj, dur og mol.
Taler med stjerner,
lande og byer,
ser klart igennen
de tungeste skyer.

Jeg er antennen,
jeg stiller ind,
jeg skaber tanker,
jeg former sind.
Tonen fra himlen
bringer jeg dig:
Ved, hvem du er
og viser dig vej.

Jeg er antennen,
jeg er din ven,
bærer din stemme
hvor, den skal hen.
Jeg er antennen,
jeg er din ven,
bærer din stemme
hvor, den skal hen.

(gendigtning af Kraftwerks "Antenne" fra albummet Radio Aktivität (1975))

For enden af en kold, mørk vej

Jeg har kradset mig på hagen,
fisket smøger op ad pakken
for enden af en kold, mørk vej.
Jeg har hørt på vindens klagen,
drømt om byerne bag bakken,
for enden af en kold, mørk vej.
Jeg har mærket stjerner stikke,
har set stå, hvad der bør ligge,
for enden af en kold, mørk vej.
Jeg har luret mig til mere,
har set Boeings haverere
for enden af en kold, mørk vej.

Jeg har lommeuld i lommen,
blod i munden, sten i støvlen
for enden af en kold, mørk vej.
Jeg har bølgegang i vommen,
smukke taler bliver til vrøvlen
for enden af en kold, mørk vej.
Jeg har tid nok, jeg har ingen,
gør på røven, går på klingen
for enden af en kold, mørk vej.
Jeg har set dig løse knuden,
samlet perlerne på huden
for enden af en kold, mørk vej.

(løst inspireret af Current 93's sang "Soft, black stars")

torsdag den 13. december 2012

Du står der på torvet og skriger,

og duerne skider,
og halvspiste hot dogs
bliver smidt på de toppede brosten,
du står der på torvet og skriger,
og man fjerner blodige
pletter fra frakkerne,
brugte kondomer
bliver hensmidt på sæder i bussen,
og skuret er plettet af opkast,
du står der på torvet og skriger,
en dame i rødt standser op,.
åbner tasken og roder,
nu finder hun noget,
hun finder det hele,
for pokker,
du står der
på torvet
og skriger.

Koncerten


Tæppet går op, og folk kigger koncentreret op på manden i smokingen, der sidder foran flyglet. Manden i smokingen, der sidder foran flyglet, aner ikke, hvorfor han er der. Han går aldrig med smoking, og han har aldrig set sådan et instrument i hele sit liv. Han ved bare, at det vil være ekstremt pinligt, hvis han ikke gør det, han skal, så han knækker fingre, hvorefter han spiller tre stykker af Chopin og et enkelt af Satie.

Bifaldet brager løs, og ansporet af den uventede succes slår han nogle toner an, som falder ham ind.

Han har ikke været igang længe, før en mærkelig uro spreder sig i salen. En svær dame i en satinkjole kaster op i sin håndtaske, og en ældre herre med monokel krummer sig forover, tager sig til brystet og hamrer hovedet ned i sædet foran, så den høje hat ryger af. To børn på tredje række bryder pludselig i brand, og opskræmt af den stinkende røg forsøger menneskemassen at nå hen til udgangene. For sent, desværre. Dem, som ikke møder døden under lædersko og høje hæle, forvandles til blævrende søjler af hud, blod og muskelmasse, før de helt mister formen og flyder ud over gulvet.

Kun manden i smokingen er tilbage nu, henrevet i en dyb ekstase af den musikalitet, som det aldrig var faldet ham ind før, at han besad. Med samtlige ti fingre anslår han en kraftig akkord, som én gang for alle overflødiggør både ham og alt andet andet, som nogen sinde har eksisteret.

Så sidder han i et par minutter med lukkede øjne. Da han åbner dem igen, bliver verdener født. 

Stormen tager af,

og du vader i bamser
og trusser
og fladmaste øldåser,
du står alene tilbage,
men byen
er overfyldt,
ledninger gnistrer
for fødderne
af dig
endnu.

søndag den 9. december 2012

Today is your birthday,

i rummet ved siden af
tændes cigarer,
og glas bliver væltet,
og folk driver hen
over dugene. Dig?
Du er hjemme,
hvor stammerne
knager i vinden,
og vandhuller
fryser til is,
du kan gå på
til Sydpolen,
Nordpolen,
Månen,
om så det
skulle
være.

lørdag den 8. december 2012

Fodspor

i sneen

i haven,
som ingen

har sat.

fredag den 7. december 2012

Kom til mig, digt,

jeg har slik i min lomme
og bamser i skufferne
hjemme i stuen,
ja, kom til mig, kom,
og jeg viser dig ting,
der er større end alt det,
du kender i forvejen,
fylder dig ud og fortæller
dig alt om at blive usynlig,
for det får du brug for,
når først, du har lært
mig at kende,
ja, kom til mig, digt,
jeg vil spænde dig fast
i mit favntag
og ånde dig ind
i din pivåbne,
glasklare sjæl,
så du aldrig
får luften igen,
kom til mig,
kære digt,
jeg er den,
der fortæller
dig, hvad
du er lavet af,
den, som vil
tage dig
i brug.

torsdag den 6. december 2012

Denne ro,

som en larm
vendt på vrangen,
en død imploderet,
et nu på stand by.

onsdag den 5. december 2012

Vi frøs,

vi var børn,
de var høje,
de huse,
modbydeligt
høje,
cyklisterne
kørte
som galninge,
alt var
på tilbud,
vi frøs,
vi var gamle
som få,
uger gik
på sekunder,
betjentene
spyttede mælk,
der var strøsalt
på fortovet,
alle folk
sejlede rundt,
og vi frøs,
vores sandhed
var fyldt
med turister
og gøglere,
tavsheden
hævede penge,
butikkerne
lukkede,
togene afgik
til tiden,
my goodness,
vi frøs.

tirsdag den 4. december 2012

Objektiv

Mørket er mørkt,
det er det, som det er
der for, lyset er lyst,
det er det, som det er
der for, du er i farver,
og prime time er
anytime, smil,
det er det, som
du er der for.

Farvel til poesien?

I kølvandet på udgivelsen af Picnic i Hiroshima d. 16/11 er det nu min store fornøjelse at melde, at jeg fra nytår er...færdig som digter.

Som man altid bør gøre med den slags bombastiske meldinger, vil man naturligvis gøre klogt i at tage dette med et gran salt. Jeg har stadig et par rimede manuskripter liggende, jeg gerne vil arbejde mere intenst og målrettet med (hvilket de kræver!), ligesom jeg bestemt ikke kan udelukke, at der sniger sig andre strofer ned på papiret fra tid til anden. Men det korte af det lange: Fra nytår vil man ikke, som nu, finde daglige gode og mindre gode tekster på Assistens & elsewhere.

Dette er der to grunde til. Dels føler jeg, jeg er gået kold i de emner, jeg tematiserer, og de former, jeg benytter, hvilket vel er forventeligt efter 5-6 års daglig digtning. Dette betyder bestemt ikke, at man ikke vil se ny poesi fra min hånd i det kommende år, for en længere række manuskripter står i kø for at komme ud, og jeg forventer som sagt, at mængden vil øges. Men som going concern virker det klogt at sætte lyrikken på vågeblus lige nu for senere at kunne vende tilbage på nye planer.

For det andet har jeg en romanidé, jeg simpelthen ikke kan slå ihjel, selvom jeg har prøvet ihærdigt. Faktisk vover jeg det ene øje og annoncerer en femleddet af slagsen!

Rammen er (slægts)historisk, men tematikken religiøs. Det bliver faktisk en slags nøgleroman - og mere og mere dét, mens man nærmer sig nutiden.

Den samlede fortællings omdrejningspunkt bliver de hollandske kolonister, Christian d. II og Sigbrit Willums i 1521 inviterede til Amager for at agere mønstersamfund og dyrke grøntsager. I første bind - det, jeg starter på efter nytår og planlægger at afslutte inden udgangen af 2013 - møder man min 15 X tipoldefar, Jan Jansen Bacher, som lokkes fra Amsterdam til koloniens centrum i Store Magleby med forsikringer fra Sigbrit om, at han vil blive en central person i hendes statsledelse. Dette sker som bekendt ikke: Kongen falder, hollænderne kommer i miskredit hos den nye konge, og efter - stik mod sin katolske tro - at have undsagt Sigbrit, hvilket volder ham mange kvaler, finder Bacher, som har givet afkald på alt derhjemme, sig som en simpel bondekarl, der må kæmpe for at få blot nogle af de privilegier tilbage, kolonisterne blev lovet, da de ankom. Og under meget kaotiske omstændigheder: Først bliver det nærliggende Dragør - porten til hjemlandet - brændt ned under Grevens Fejde, dernæst slår reformationen igennem for fuld kraft, og han tvinges officielt fra sin tro. Historien er endnu ikke fuldt udformet endnu, men der er rigeligt med elementer at spille med, og som bind betragtet må man nok formode, det bliver et af de mere underholdende.

Andet bind vil tage udgangspunkt i min 9 X tipoldemor, Trein Hermansdatter, der i kilderne beskrives som "et strid kvindemenneske. Hun svirede og drak og udråbte trusler om at brænde hele byen af. Værre var det, at hun var gudsbespotter og ikke viste sig i kirken i lange perioder - kom derfor aldrig til alters. Ingen formaninger fra præstens side hjalp på hende". Ud over det faktum, at Trein, som levede i første halvdel af 1600-årene, på godt og ondt måtte have været en pænt underholdende person, slår hun mig som et muligt produkt af "faldet" fra katolicisme til protestantisme: En person i grel konflikt med sit gudsbillede og, på sin egen facon, meget troende, selvom det munder ud i, at hun i folkemunde blev kendt som "den ugudelige kvinde fra Store Magleby". Hendes død må antages at falde sammen med svenskekrigen i 1658, hvor både Dragør og hendes hjemby blev svedet af. Det kan nok resultere i et par sjove pointer.

Tredje binds hovedperson bliver min 8 X tipoldefar Theis Larsen Passer (1704 - 1753), og temaet bliver, tror jeg, skæbnens - eller, om man vil, Guds - ironi. Theis var kaptajn og, efter alt at dømme, et meget moralsk og pietistisk menneske, som endda tilsidesatte loven for at hjælpe andre. Som f.eks. den karl fra Vordingborg Rytterdistrikt, han i 1749 blev tiltalt for at have hjulpet til at flygte fra sit stavnsbånd. Men også dengang var sømænd glade for øl, og han ender sin tilværelse fire år senere, da han, nok oven på et vældigt drikkegilde nede i kabyssen, forsøger at lade sit vand ud over rælingen ved Djursland. Kilderne fra denne tid er gode, og en af opgaverne med dette bind bliver da også at tegne et levende billede af den ramsaltede, men også meget religiøse søfartskultur, frafaldne børn fra hollænderkolonien gradvist dannede i Dragør.

Fjerde bind bliver mine nærmeste slægtninges historie. Mine tipoldeforældre, Georg Greisen (1867 - 1953) og Anna Pouls (1868 - 1954), startede deres voksenliv i Dragør, hvor den kultur, Theis havde repræsenteret, stadig var stærk og levende. Men den var under opbrud: Byens status som søfartsby var under opløsning, og mange, heriblandt Georg, måtte søge andre veje i livet. Dermed kom også den gudfrygtighed, som forbandt sig til det farlige liv på de syv have, under udfordring.

Bindets virkelige hovedpersoner er to af sønnerne, Victor Greisen (1894 - 1980) og Johannes Greisen (1888 - 1969). Begge søgende ånder, der ender langt fra hjemstavnen, men når frem til hvert deres resultat. Victor drager over Atlanten, hvor han bliver biskop i Pinsebevægelsen, mens Johannes ender sine dage som, tyder mangt og meget på, ateist. Derimellem ligger et utal af sidehistorier - f.eks. min farmor Esther Grejsens (1914 - 2003). I praksis bliver hun revet permanent i stykker af faderens jordnære, usentimentale tilværelsestolkning.

Sidste bind bliver min egen historie. Mens hollænderkoloniens efterkommere fejrer sine største triumfer - Dirch Passer er kongen af komik, Mærsk kejseren af verdenshavene - afsøges det depraverede, hedonistiske og sågar sataniske, indtil det hele ender med et vindpust i Store Magleby...

Historien er ikke tænkt strengt lineært: Den er et åndeligt fald (?) gennem 500 år med hollænderkolonien og dens efterkommere som materiale. Således er hovedpersonerne ikke nødvendigvis indbyrdes beslægtede før langt senere, men de tilhører stadig en unik dansk befolkningsgruppe, og i sidste ende fører alle linjerne sammen. Vover endnu ikke at sætte en overskrift på projektet, men selvom det virker direkte frygtindgydende lige nu, glæder jeg mig til at komme igang!

Så: Bær over med mig, når vi har rundet nytår. Ting vil dukke op ind imellem, og der vil blive testet kapitler, men det er altså snart slut med den døgnfriske lyrik.

Nu skal der fortælles historie(r)!

mandag den 3. december 2012

Lotus Krokus fortolker Steffen Baunbæk


Resultatet af et engangssamarbejde, jeg for et par år siden havde med sangeren og sangskriveren Michael Marino, der i sin tid startede som den kreative hovedkraft i Aalborgs syrerockband # 1, Himmelvand, men nu er bedre kendt med det mere folkede projekt Lotus Krokus. Jeg sendte ham dengang en stak tekster, fordi jeg var ved at samle bidrag til en cd med forskellige musikere, som på hver deres facon skulle tonesætte mine ting, og han faldt altså over "Aalborg Elegi"; Min hyldest til den gamle arbejderby, før den blev forpestet af glatte facader og livsstilscaféer. Cd'en blev aldrig til noget, digtet blev parkeret i et nummer af Reflex, og jeg troede egentlig, at Michael havde glemt sangen forlængst. Det havde han så ikke - han spiller den sgu endnu - og godt det samme. For mig er det stort omsider at have en ordentlig dokumentation af vores fælles anstrengelser. Og jeg håber seriøst, vi engang løber hovederne sammen igen for at snakke tarotkort, provins og udkullet psych i timevis, som vi af og til gjorde det, da jeg boede i Aalleren.

Kulden er kommet,

og verden er glat
som et spejl,
for det er den,
og alt, hvad du er,
bliver afvist,
bliver kylet tilbage
i hovedet af den,
som det tilhører,
prompte, endda;
hvis der ellers er fest,
er den lukket
for afskum som dig,
kære ven, du må
lære at klæde
dig ordentligt.

søndag den 2. december 2012

Det der

- Hvad fanden er det der?
- Det der på fortovet? Aner det ikke.
- Det må sgu da være noget.
- Ja, men kan du måske sige mig hvad?
- Det er godt nok svært... Det ser organisk ud, men så igen er det helt fyldt med grus og småsten...
- Ja, ikke?
- Men...noget må det være.
- Måske nogen?
- Nogen?
- Ja... Der er jo temmelig meget trafik her. Hvordan ville du måske se ud, hvis du var blevet kørt i smadder af en lastbil eller en bus eller noget?
- Jo, men nogen ville da reagere, ikke? Man kan da ikke bare sådan blive kørt over og ligge der og ikke ligne?
- Er du nu også så sikker på det?
- Nej. Egentlig ikke.
- Jamen skal vi så egentlig ikke gøre noget?
- Gøre noget? Hvad?
- Forsøge at redde det eller ham eller hun eller hvad, det nu er?
- Jeg synes godt nok, det ser ud til at være lidt for sent...
- Det er aldrig for sent! Hvorfor tror du ellers, ambulancerne kommer - selv når folk er hoppet ned fra 10. etage?
- Det er sgu da også for dumt!
- Jamen...hvis der nu er en chance? Ville du kunne forsvare at lade være med at gøre noget?
- Æøøeh... Nej...
- Godt! Du laver kunstigt åndedræt, jeg fikser hjertemassagen!
- Hvorfor skal jeg...
- Hold nu kæft og gør det!
- Ok, ok, så! Føj for helvede! Det smager af rådne jordbær!
- Og jeg får et eller andet tarmsnask på hænderne! Hvad så?
- Puuust.
- Banke, banke.
- Puuust.
- Banke, banke.
- Wow, jeg tror sgu, det lever.
- Ja... Men hvad er det? Jeg kan stadigvæk ikke se det?
- Det kan jeg heller ikke...
- Hvad har vi dog gjort?
- Ingen idé, du. Men jeg synes, vi skal ringe efter nogen.

Avenues all

lined with trees,
leading nowhere fast;
No one wants
to go there first,
no one will be last.

Væsener,

der kysser
i regnen,

i torvets
butikker

er ruderne
tomme.

Storebælt

krydses
i mørke,

vi lærer
om søvn

af de synkende
skibe
dernede.