onsdag den 28. november 2012

Verden var smuk engang,

saftig og sprød som et æble,
og ja, du tog for dig som om,
du var udstyret med en uendelig
mave, men tænderne knækkede
for dig, og ordene druknede,
før de kom ud, og der tændtes
en brand i din hals, intet hav
kunne slukke, for pokker,
hvor blev du dog mæt!

Frosten er på vej

Frosten er på vej,
og pindsvin sover under stabelen,
fluer lander, spurve tier,
havet venter klart og blankt.

Frosten er på vej,
og du har stoppet dine strømper,
syltet frugter, samlet brænde,
vasket hår og redt din seng.

Frosten er på vej,
og jorden fylder det, den plejer,
busser afgår, lygter lyser,
stjerner prikker på dit tag.

Butleren gjorde det,

butleren stegte
sin herre i ovnen,
og munden
var stoppet
med svesker, ja,
butleren gjorde det,
butleren løftede låget
og så på den
stivnede frue, ja,
butleren gjorde det,
butleren pakkede kufferten,
butleren lærte
at køre med sporvogn
og købe aviser
og stoppe en pibe
og prutte
og svede
og ånde,
ja, butleren
gjorde det,
butleren sidder
på stranden nu,
himlen
er høj som
en hat.

mandag den 26. november 2012

Tyren i kælderen


- Hov, Svend, hvad er det, der rumsterer i vandrørene?
- Det er en tyr, svarede den gamle mand med et uudgrundeligt smil: - En stor, sort tyr. Jeg passer den for min søn ovre på gården, for den er alt for farlig at gående ud på marken.
- Hvad? Den lille dreng så over på ham i rædsel fra den anden side af køkkenbordet: - Er det en tyr, der står og stanger dernede?
- Er det ikke bedre, end hvis den stangede dig? Den gamle mand lo nu.
- Er du sindssyg, Svend!? Den kan ikke komme op til os, vel?
- Det ved jeg ikke. Den er jo ret stærk, sådan én. Jeg har tøjret den godt, men det kan ikke holde for evigt, vel?
- MORMOR! Jeg vil godt hjem nu!
 
Drengen fór op fra bænken, løb ind i stuen og fandt hende ved vinduet, hvor hun stod og studerede potteplanter med Herdis, Svends kone. Han hev hårdt i hendes store, blomstrede kjole.
 
- Hvad har du nu bildt ham ind, ville mormor vide, da de kom ud i køkkenet igen.
- Ikke noget. Jeg sagde bare, at der var en tyr i kælderen.
- Det ER der også, råbte drengen: - Jeg har selv hørt den banke på vandrørene! Jeg vil hjem nu, mormor! Jeg vil hjem!
- Godt, jeg skal alligevel bage boller, sagde hun, fandt håndtasken ude i entréen og tog ham i hånden På vej ud vendte hun sig om og så på den gamle mand henne vej bordet.
- Nu opfører du dig ordentligt næste gang, ikke også?
- Jowjow, svarede Svend.
 
Så var de gået.
 
Drengen kom aldrig tilbage. Han nægtede selv at komme i det lille, gule aftægtshus igen, for han kunne ikke holde tanken ud om, at den store, sorte tyr når som helst kunne brække gulvbrædderne op og stange dem alle sammen - ham og mormor og Svend og Herdis - ihjel. Faktisk drømte han om det tit: Hvordan de sad stille og roligt ved bordet og spiste lagkage, før rummet pludselig fyldtes med en regn af bittesmå træsplinter, og et stort, mørkt, brølende væsen fór op med sylespidse horn, der på skift forvandlede deres indvolde til gruopvækkende vægdekorationer. Så vågnede han med et skrig og kaldte på sin mor, der blidt, men forsovet kom ind på værelset med kram og kys og godnathistorier.
 
Årene gik, men mareridtet forsvandt ikke. Tværtimod udviklede det sig i nye, grufulde retninger. Med tiden fik han ondt af den skide tyr, som skulle lhenslæbe sit liv i fyrkælderen uden håb om at se hverken kvier eller sol eller græs igen. Den var et ensomt væsen, fornemmede han, og måske var det derfor, det med tiden udviklede menneskeben, torso, arme. Han drømte, at den løb brølende ulykkeligt rundt i uendelige, labyrintiske gange dernede, og han vågnede ikke længere ved den kvalme stank af blod og kaffe, som løb ned af det brune, mønstrede tapet i køkkenet, men tvært imod i det øjeblik, tyrens blik mødte hans. De var helt bundløse, de øjne. Bundløse, fugtige og vanvittige. Og til sidst kaldte han ikke længere på mor. Hun ville altid elske ham, vidste han, og trøste så godt, hun kunne, men der var onde drømme, selv forældre var magtesløse over for.
 
Så døde først Svend. Han fik et ildebefindende derhjemme, som efter sigende ikke havde så meget med tyre at gøre. Nogle år efter fulgte Herdis, der bare var blevet for gammel. Og en sensommerdag, da han var blevet en voksen mand, bar han selv mormor til graven. Der var solformørkelse den dag, og de gader og stræder, som før havde syntes så trygge og velkendte, blev til lange, kolde, mørklagte gange, mens de fulgte rustvognen fra hospitalet ud til det lille kapel på kirkegåden. Kisten var umenneskeligt tung, og han var ikke den eneste i familien, som var med at miste grebet om håndtagene, da den skulle slæbes ud i rustvognen efter ceremonien. For sit indre øje så han det ske. Så trækassen hælde, ramme asfalten og hælde noget, han ikke havde lyst til at se igen, ud. Men det gik med nød og næppe, og da den sorte bil satte igang, brød Solen igennem, og alt forvandledes til et stort, hvidt slør.
 
***
 
- Wow, har du set det der? Manden prikkede sin kæreste, der havde blikket stift rettet mod vejbanen, på skulderen.
- Ja, og hvad så?
- Jeg kendte engang nogen, der boede i det hus. Jeg kom der tit med min mormor, da jeg var lille. Og se nu den der bullbozer. De er åbenbart ved at rive det ned.
- Hm, men et mærkeligt sted at starte. Har du set det der mega hul i fundamentet?
 
Han tændte en smøg og rullede vinduet ned.
 
- Ja, jeg tror nok, det var mig, der lavede det.

Klokken

er mange,

måske
også mig

ind
imellem.

Lignelsen om patienten


De kunne ikke finde ud af, hvad hun led af, Anneli. Situationen syntes ikke akut livstruende, men symptomerne var bizarre, for at sige det mildt. Hendes hjerne var tilsyneladende lavet af silicium, og alligevel udviste hun en foruroligende tankekraft. Uden at være påfaldende autistisk kunne hun efter få sekunder remse pi op med 365543883676300 decimaler. Hun var begyndt at udvikle hjul på fodsålerne, neglene tog gradvist form af knive i rustfrit stål, og selvom man udviste en vis bekymring den dag, hun tømte en stor flaske klor, skete der intet: Indvoldene viste sig at være udformet i porcelæn. Da musklerne til sidst blev så spændte og kraftfulde, at støvfnug, som landede på dem, katapulteredes flere meter væk, og hun en dag knuste en husmur, hun i et distræt øjeblik kom til at gå ind i, indkaldte lægen hende omsider til en afgørende samtale.

- Anneli, jeg må være ærlig. Jeg aner simpelthen ikke, hvad du fejler, og endnu mindre om årsagerne til det. Men...må jeg høre om dine interesser?
- Jeg kan godt lide at strikke.
- Du har aldrig overvejet at gå ind i politiet? Militæret, måske?
- Nej. Jeg kan bedst lide at strikke.
- Hør her: Verden står over for uoverskuelige problemer. Har du ikke hørt om Fåret?
- Fåret?
- Ja, ham der stjernepsykopaten i uldtrøjen fra Rødovre, som har sendt en satellit i omløb, der får alle til at sige mæh og spise græs?
- Næh, skulle jeg det?
- ALLE har hørt om Fåret, Anneli!
- Fåret? Næh.
- For pokker, Anneli! Vi er desperate! Vi har brug for netop din hjælp! Vi har brug for en stærk og kontant hånd, en lynskarp, upåvirkelig hjerne, et usårligt system.
- Hvad siger du egentlig?
- Vi har brug for en superhelt, Anneli! Vi vil ikke gumle kløver! Du må frelse verden! Frels os!
- Jeg kan godt lide at strikke, sagde Anneli.

Så tog hun sin sykurv og gik.


torsdag den 22. november 2012

Den lille forskel

Katten,
der kræver
sin ret
til at jage
og dræbe
og elske,
og aldrig
får nej,
modsat mig,
der for evigt
må hævde
min plads
i en urgammel,
indviklet,
grænseløst
syg
fantasi.

onsdag den 21. november 2012

Bilen

Så holdt den alligevel stille, bilen. Det var ikke det, den var bygget til, men det var det, den gjorde bedst.

Så holdt den alligevel stille, bilen. Døren var forbundet med karosseriet var forbundet med stellet var forbundet med motoren var forbundet med tanken var forbundet med benzinen var forbundet med lyset.

Så holdt den alligevel stille, bilen, og udsynet var vokset til et hul, og hullet var vokset til en krop, og kroppen var vokset til et dybt, rødt hav.

Det holdt bilen alligevel stille ved.

tirsdag den 20. november 2012

- Hvor går vi hen?

- Hvor vi går hen? Det aner jeg sgu da ikke. Det troede jeg, du havde styr på!
- Helt ærligt, du sagde selv...
- Hvad sagde jeg?
- At vi skulle gå.
- Det skulle vi da også.
- Ja, vi skulle, men man kan da ikke bare sige, at man skal gå, uden at vide, hvor man skal gå hen?
- Af og til er det altså også tilladt at tænke selv!
- Jo, men du sagde ikke noget om, at jeg skulle.
- Som sagt... Suk...
- Ok, godt så! Nu er vi her, og jeg er pissetræt i benene, så kom med et bud. PRONTO!
- Hvad med herhen, så?
- Man kan sgu da ikke gå herhen!
- Det kan du da se, at vi kunne!
- Jamen det er ingensteder. Her er ikke en skid.
- Det er der da.
- Ok, en blomst der, en skraldespand der, en fugtig uldsok der. Bravo, Einstein!
- Som om der er så meget mere andre steder.
- Gu' er der da så. Bare en kiosk ville gøre underværker!
- En kiosk...
- Ja, en kiosk.
- Det skulle denondelynemig være noget af en kiosk, hvis den skulle være værd at gå så langt efter!
- Der kan du selv se.
- Ja, men gider du måske at gå ud for at lede efter en kiosk nu?
- Nej.
- Der kan du se!
- Kvabodder!
- Narhat!
- Ok, nu er jeg den, der er gået!
- Det er jeg fandeme også!
- Farvel!
- Farvel - og æd lort!
- ...
- ...
- Hey, hvor går du hen?
- Hvor tror du? Derhen, hvor jeg skal!
- Hvor er det?
- Det aner jeg ikke.
- Skal vi ikke bare gå, så?
- Det kan vi da godt.

mandag den 19. november 2012

Det minder om modlys,

din krop er forsvundet, din tanke uformelig, du går efter stemmer, du vakler og lækker, den næste, som kommer den samme vej, ved, hvad du var.

søndag den 18. november 2012

This is ground zero,

og bierne sværmer, og blomsterne blomstrer, og husene dufter af shampoo, parfume og flæskesteg, det er dit hoved, der smelter og oser og bliver til atomer, min ven, her er dørene åbne som dengang, du følte dig hjemme, og sengene redes i kølige kamre, der dufter af evighed, læg dig og sov, bare kom, som du var.

lørdag den 17. november 2012

De visner i stereo,

sidder i stuen og visner i stereo, møbler bliver knogler, og kød bliver til plys, marskandiseren kommer en dag med sin trailer og kører dem væk.

fredag den 16. november 2012

Du glemte at tænde dit lys,

men der løber stearin ud på bordet og videre ned på dit gulvtæppe, kinderne brænder og tøjet får pletter, det stivner omkring dig, det stads, du vil holde for evigt sådan, som en myg i en ravklump, du glemte at tænde dit lys.

torsdag den 15. november 2012

"Fald død om",

det sagde hun virkelig, jeg prøvede også, faldt forover, bagover, skævt ud til siden, endda, og jeg slog mig hver gang, men for lidt, alt for lidt, og var nødt til at leve med dét.

tirsdag den 13. november 2012

Lige pludselig, lige dér

- Hov, hvad er det?
- Det er verdens ende, tror jeg.
- Det kan ikke passe? Jorden er rund!
- Siger du.
- Jeg har selv set det på billeder!
- Billeder! Pfft! Photoshop! Photoshop!
- Jamen...
- Hvad tror du ellers, det er?
- Ingenting. Der er jo ingenting.
- Oversat til dansk: Verdens ende!
- Okay, så siger vi, det er verdens ende!
- Hvorfor synes du, det er så problematisk, hva'?
- Jamen...den er ikke...praktisk.
- Hvorfor ikke? Verden må da slutte et sted, hvis der i det hele taget skal være én.
- Hm... Jo... Men hvad skal vi så bruge den til?
- Øeeeh... Blank.
- Så vi er enige om, at verdens ende er noget værdiløst ragelse?
- Øhm... Mjoh...
- Godt! Skal vi så ikke bare glemme det her?
- Det skal vi sgu nok. Har du ild?

mandag den 12. november 2012

Digtene sker lige pludselig

- som gliden i rådne bananskræller, krige, der udbryder, ukendte fugle, som letter fra taget med næbbene fulde af kød og forstand.

søndag den 11. november 2012

Almanak

Dage
så indifferente
som tiden,
man siger,
de er lavet af;
mandag,
der først
slutter onsdag,
og onsdag,
der varer
til fredag,
som aldrig
er fredag
for alvor,
som søndag
for alvor
er søndag
med regnvejr
og halvlunken kaffe
og klokker,
der kimer
fra kirker,
der aldrig
bliver fyldt;
mellem hækkene
udenfor
checker man
spildets
kalender.

fredag den 9. november 2012

Moldau

Husker
dig knivskarpt,
den måde,
den ramte
dit guldhår på,
solen
ved Moldau,
og måden,
du lo på
ved Moldau,
af ingenting,
tror jeg,
var aldrig
ved Moldau
in person,
du ved,
det var
du.

torsdag den 8. november 2012

Endnu en nat,

hvor man ikke kan sove for Månen,
man ikke kan se for de lurende skyer,
man ikke kan se for de rødsprængte øjne,
man ikke kan se for selv.

onsdag den 7. november 2012

Apropos Bibelen

I begyndelsen var Ordet, men det faldt ligesom til jorden uden andre til at bære det, f.eks. jorden, og så begyndte de at vælte frem, vælte frem, sgu, og det ene var mere hjælpsomt end det andet, og så kom de op at toppes over det, og så fandt de på nogen, de kunne lægge sig i munden på, og den nogen var alene om at bære byrden, så den nogen opfandt nogle andre, og man måtte jo alle sammen betyde noget, for det gør man, når man har ord i sig, og så fandt man på noget, og bagefter begyndte man at diskutere hvad, og man kunne kun blive enige om, at visse muligheder måtte udslettes, og en dag vågnede Gud op og var fuldstændigt stum, og i kiosken var honningen fandemig udsolgt.

Apropos Hávamál

Fæ dør, frænde dør, og alle som en bliver de til kompost og nogle hulens flotte porrer og noget, man kalder erindring, som ingen kan sige, hvad bliver til, eller hvilke vækster, som slår rødder i.

tirsdag den 6. november 2012

Småting,

jeg ikke
kan huske:

Min fødsel,
min fremtid,
mig selv.

Houdini

i Føtex,

hvor ingen
kan bruge

Houdini
til noget.

mandag den 5. november 2012

Der er pissekoldt på det stoppested,

men de bliver ved med at komme, busserne, og de er altid fyldt med mennesker, som skal steder hen, og de vil altid have dig med, og der er altid en pris at betale, og det er ikke til at holde ud, det gejl, som om man ikke har lov til at stå der og fryse i fred.

Najaden

Hun kom ud fra regnen, og du kunne ikke fæstne dit blik på hende, og alle dine ord silede ned ad hendes kinder, og dine berøringer afsatte kun ringe, som hurtigt forsvandt, og du drak hende, simpelthen, drak hende, til du blev helt tør i munden.

søndag den 4. november 2012

DIY

Hvad fanden skete der egentlig derinde? Det havde stået på i månedsvis, og Lisbeth Møller var blevet vækket på de særeste tidspunkter af hakken, hamren, boren og saven inde i nabolejligheden. Og vel var hun et meget tålmodigt gemyt, denne Lisbeth Møller, men hun kunne godt lide sin nattesøvn, og i øvrigt var hun ikke sikker på, at en lejlighed var det rette sted at bo for en handyman som Rasmus Schultz, Vadstedvej 17, 2. th.

Og så alligevel blev hun noget bekymret, da aktiviteten inde ved siden af ophørte fra den ene dag til den anden. Når hun endelig hørte noget, var det raslen med potter og gryder eller fjernsynsprogrammer, der kørte på et højt, men dog fornuftigt niveau før sengetid. Han var altså i live, og han var også færdig, men med hvad?

Stor var Lisbeth Møllers glæde, da Rasmus en dag tog på arbejde og glemte at smække døren efter sig. Hun så det, da hun var nede for at tømme postkassen, og stod et øjeblik tøvende foran hans dør, før hun forsigtigt, sådan lidt tilfældigt, puffede til den og trådte indenfor.

Og der - lige midt i stuen - stod ingenting. Simpelthen ingenting. Men det flotteste, største, mest velsmurte og velfungerende ingenting, hun nogen sinde havde set.

Hun blev forelsket på stedet.

Lignelsen om det underlige træ

Det var et meget underligt træ, det, der stod på fælleden.

Mens det voksede op, regnede man det bare for at være endnu en ask, for det lignede én til forveksling. Men efter en rum tid satte det lige pludselig store, hvide, sarte blomster, som duftede tillokkende, og ud på sensommeren begyndte det at sætte totalt uforudsigelig frugt.

Et år fyldtes grenene med strygejern, som hamrede flere tilfældigt forbipasserende omkuld og sendte én på hospitalet med åbent kraniebrud. Et andet var det isvafler, som drattede til jorden og smeltede på græsset. Et tredje kunne alle og enhver, som måtte ønske sig det, forsyne sig med spritnye ordbøger.

Man vidste kort sagt aldrig hvilken afgrøde, det ville bære, det træ, og selvom manden med kraniebruddet aldrig lærte at elske det, holdt folk i byen generelt af det underlige vækst, der altid var gavmild og gjorde hverdagen den lille smule mindre kedelig.

Sådan gik der mange år, mens træet voksede og voksede, så dets krone til sidst dækkede hele fælleden med en behagelig skygge på varme sommerdage. Men så var det, den kom, den høst, hvor man simpelthen ikke kunne afgøre, hvad det var, der hang på grenene. Det var ikke rigtigt organisk, det var ikke rigtigt dødt, det havde ikke nogen kendt form, det var ikke påfaldende anvendeligt. Det var bare, i mangel af bedre udtryk, tingester.

- Buhuuu! råbte børnene, som havde håbet på nye iPads denne gang.
- Dumme træ, mumlede de voksne, som ikke rigtigt kunne se, hvad alle de tingester, de gled rundt i ovre på fælleden, gjorde godt for.
- Prima til gulvplanker tænkte ejeren af savværket, da han, assisteret af en skumlende borgmester, læssede stammen op på sin lastvogn og kørte væk.

Det år var vinteren længere end normalt. Faktisk sluttede den slet ikke, men fortsatte og fortsatte. Jærtegn viste sig på himlen, krige brød ud, kvarterer brændte, svovl dalede ned fra skyerne, vulkaner spyede lava i parkerne.

Og ovre i kirken lukkede præsten sin Bibel. Den kunne ikke tjene ham eller nogen længere. Dette var den sidste tid, vidste han, for han havde set de fire ryttere nede i døgneren forleden, og de var i ondt lune.

De havde ikke kunnet finde en eneste tingest på hylderne.

lørdag den 3. november 2012

Lignelsen om det betændte sår

Det betændte sår var ikke glad for sit job. Dag ud og dag ind hang det bare på den sædvanlige arm, som i virkeligheden gerne ville af med det, og spyede gullig væske af sig, mens de forbipasserende kom med alle de sædvanlige udbrud: "Yks", "yikes", "badr", "fyffer pyffer" og ind imellem "føj for satan!" Det var ærligt talt ikke en særligt opmuntrende måde at tilbringe sit liv på, lad dét bare være sagt.

Så en dag faldt manden, det betændte sår sad på, i snak med en smuk, ung kvinde. Aftenen blev lang og indholdsrig, og det gik, som den slags ofte gør: De to tilbragte en halv times tid med akrobatiske øvelser, det betændte sår ikke skulle gøre sig alt for klogt på, før manden med armen faldt tilfreds i søvn.

Da han var langt inde i drømmeland, fik den unge, smukke kvinde øje på såret, og ansigtet stivnede med ét. Men modsat andre gange løsnede grimassen sig varsomt, og hun begyndte at tale til den bizarre plamage:

- Du godeste Gud, hvad er du for en ting?
- Jeg er et betændt sår. Kan du ikke se det?
- Godt, endda. Hvorfor er du på armen af ham, jeg tror, jeg kommer til at elske?
- Fordi der er noget i vejen, måske.
- Måske er det dig?
- Hvordan kan jeg være i vejen? Jeg er her jo bare.
- Men...har du aldrig tænkt på at blive noget andet?
- Hvad skulle det være? Måske kan jeg avancere fra at være et betændt sår til bare at være et sår, men så heler jeg jo. Så dør jeg. Nej, så hellere blive ved med at være det, jeg er.
- Du er bange?
- Nej, ensom. Jeg er den eneste, jeg har, for alle andre hader mig. Hvordan skulle jeg så kunne give slip på mig selv?

Kvinden smilede uudgrundeligt. Så rakte hun halsen hen over mandens brystkasse, sænkede læberne og placerede dem lige midt i det gullige pus. Hun hævede hovedet igen og slikkede sig om munden. Og det betændte sår faldt i søvn, ligesom manden med armen havde gjort det.

Da det vågnede igen, fandtes det ikke længere, men havde fået øjne, hænder, fødder, hjerte og mund. Og den unge, smukke kvinde kiggede forelsket på det, og det kiggede varmt tilbage.

Det hed Jens nu. Det var lykkeligt og fortabt.

I en kælder sort som kul

- Hej, længe siden! Hvor pokker har du været?
- Jeg har været i kulkælderen.
- Interessant. Fandt du noget dernede?
- Ok ja, masser. Masser af kul.
- Kan du så ikke sælge det?
- Nah, det er vådt alt sammen.
- Vådt? Mystisk. Har der været oversvømmelse?
- Næh, jeg pissede på det.
- Hvorfor dælen gjorde du det?
- For at gøre noget.
- Jamen kan du så ikke tørre det og sælge det.
- Måske, men det lugter.
- Hvad har du så tænkt dig at gøre med det?
- Brænde hytten af, måske?
- Øh... Hvorfor?
- Fordi jeg kan.
- Vældigt konstruktivt, du!
- Noget skal man da kunne.

fredag den 2. november 2012

Forsøg på selvportræt: Stikord

Sort hippie.
Dyrisk filosof.
Retarderet geni.
Magtfuld stakkel.
Egoistisk filantrop.
Nådesløs gentleman.
Socialfobisk festabe.
Anarkistisk demagog.
Illumineret mørkemand.
Kompetent klamphugger.
Futuristisk nostalgiker.
Respektabel galning.
Søvnløs drømmer.
Brutal romantiker.
Værgeløs kriger.
Aldrende foster.

torsdag den 1. november 2012

Venter på klarhed,

på stående bølger, kaniner i lyset fra forlygter, frø, før de spirer, Bruce Springsteens vokal gennem regnen på Hvidovrevej efter fyraften.

Det er ligesom

den gang, jeg var barn, og jeg lå i min seng, og jeg vågnede op, og jeg ikke kunne åbne øjnene, og jeg var helt sikker på, jeg var død, og jeg kunne høre min mors og fars stemmer, og jeg var overbevist om, at jeg aldrig ville se dem igen, og jeg skreg, og jeg skreg, indtil de dryppede kamillete på mine øjenbryn, og det er fuldstændigt ligesom dengang nu, og den eneste forskel er, at mine øjne er åbne, og det er mig selv, jeg kan høre, og det er mig selv, jeg tror, jeg aldrig mere skal se, og jeg er fuldstændigt alene.