tirsdag den 30. oktober 2012

Elvis - en digtkreds














Elvis
i vuggen,
den alt,
alt for store,
i færd med
at blive
tenor.


***


Elvis
i Tupelo,
barfodet,
solbrændt,
med mudder
og rifter
på knæene,
Elvis
i Tupelo,
bare en drøm,
endnu ikke
en mand.


***


Elvis
i Memphis,
"My happiness"
ridset
i lak,
verden
drejer,
hvert øreblik
sænkes
en nål.


***


Elvis
i Tyskland
mit Schwarzbier
und Fräuleins
und Mutter
und Vati
und Colonel Parker
aus Holland,
ein Volk
und ein Reich
und ein König,
en sangkanon
indstillet,
ladt.


***


Elvis
i fængslet
og Elvis
i hæren
og Elvis
på prærien
og Elvis
i marken
og Elvis
på stranden
og Elvis
i byen
og Elvis
i baggården,
blødende
popcorn
og cola.


***


Elvis
på Graceland
i enerum,
stadigvæk
Elvis,
selv inde
i spejlet
er Elvis
en Elvis,
men stemmen,
mand,
stemmen
er stadig
en stemme,
enhver sang
er stadig
hans sang.

***


Elvis
i læder;
en nat
i Amerika,
summende,
krydret,
uendelig,
nu givet
hænder
og læber,
så ingen
bliver
lonesome
tonight.


***


Elvis
i farver,
aloha,
Hawaii,
via satellite,
fandeme,
en hound dog
bliver hot dog
i prime time
og real time
og anytime,
it's now
or never,
Hawaii,
don't
be cruel.

***

Elvis
i Vegas,
yeah, viva
Las Vegas,
hvor hanerne spændes,
og tromlerne ruller,
der ryges cigarer
i røde foyerer,
og navnene
flasher i neon
i natten
og slukkes,
her spilles
der højt,
Elvis
synger.


***


Elvis
på Graceland
igen, den
er rummelig,
kummen,
den starter,
hvor enden
er slut.


***


Elvis
på Månen
i færd
med at male
den grønne ost
over Kentucky
helt blå.


(opsamling af digte fra de seneste dage plus fire nyskrevne)

mandag den 29. oktober 2012

Elvis

på Graceland
igen,
den er endeløs,
kummen,
og kummen
begynder,
hvor enden
er slut.

Elvis

i Memphis,
"My happiness"
ridset
i lak,
verden
drejer,
hvert øreblik
sænkes
en nål.

Elvis

i Vegas,
yeah, viva
Las Vegas,
man spiller her,
hanerne spændes,
og tromlerne ruller
der ryges cigarer
i røde foyerer,
og navnene
flasher i neon
i natten
og slukkes,
man spiller her,
Elvis kan
synge.

Elvis

på Graceland
i enerum,
stadigvæk Elvis,
selv inde
i spejlet
er Elvis
en Elvis,
men stemmen,
mand,
stemmen
er stadig
en stemme,
enhver sang
er stadig
hans sang.

søndag den 28. oktober 2012

Elvis














i Tupelo,
barfodet,
solbrændt,
med mudder
og rifter
på knæene,
Elvis
i Tupelo,
bare
en drøm,
endnu ikke
en mand.

lørdag den 27. oktober 2012

Ræven

er ude,

fasanerne
skræpper
i krattet,

jeg skriver
mit
digt.

Flyene letter,

og striberne
spredes til dis,
og i byen
står husene tomme,
og kattene
skider i sandkasser
ovre i parken,
selv fryser
jeg over
i klar luft
som denne,
jeg bor der,
hvor flyene
lander igen,
ikke der,
hvor jeg er.

torsdag den 25. oktober 2012

Reception for Picnic i Hiroshima

(sakset fra Facebook)

D. 16/11 udsender Det Poetiske Bureaus Forlag lyrikeren Steffen Baunbæks debutsamling Picnic i Hiroshima, der i vid udstrækning er blevet til som mundrette, showprægede tekster på hovedstadens skrå brædder, og først og fremmest afspejler Baunbæks kærlighed til klassisk beatpoesi, som den kendes fra folk som Allen Ginsberg, Lawrence Ferlinghetti og Dan Turéll - dog formuleret fra en helt personlig vinkel. I løbet af bogen kommer man således hele vejen fra en opvækst i Udkantsdanmark til det store, urbane sus. Man møder både Prædikeren, Buddha, Kurt Cobain og Dirch Passer, kigger ind forbi raves i 90'ernes Århus, tages med på en lurvet pilgrimsfærd til Santiago di Compostela og hives med op på scenen, hvor selve digterrollen kommenteres med både vid og bid. Alt sammen ting, der ubesværet glider ind i den samlede ramme: Fortællingen om en opvækst og et voksenliv, som har været tilbragt i atombombens skygge med alt, hvad dét medfører af hæsblæsende, ofte selvdestruktiv nu-bevidsthed.


Udgivelsen fejres denne dag fra kl. 19 - 22 på Galleri Krebsen, Studiestræde 17A, 1455 København K, hvor forfatteren ikke blot - som vanligt ved receptioner - byder på snak og signaturer, oplæsning af det fulde værk og en udsøgt forfriskning, men har valgt at inddrage udvalgte skikkelser fra sit kunstneriske nabolag i en større præsentation, der tager udgangspunkt i bogens kredsen om emner som undergang, fortabelse og håb på trods. Således kan man foreløbigt, udover Baunbæk selv, opleve følgende navne i skæret fra de sorte stearinlys:

Tina Kirstine Henneberg

Netop nu aktuel med sin anden novellesamling, Pigen med de afhuggede fødder, som på en overrumplende original, dramatisk, indfølt og humoristisk vis kombinerer elementer fra eventyrets verden (de folkelige traditioner, Brdr. Grimm, H.C. Andersen) med meget moderne pointer og stilelementer. På scenen er Henneberg tilmed en fremragende performer, som ubesværet formår at overføre sine fortællingers intime, fortættede stemninger til selv store grupper af tilhørere. Et opvarmningsnavn, Baunbæk har valgt med absolut dødsforagt vel vidende, at det, sagt på godt jysk, kan blive ris til egen røv.

Besøg hendes hjemmeside.

Sange fra The way the world ends

Marc Kellaway & Tanja Jessen har gennem det seneste årti udstukket deres helt eget selvstændige spor inden for dansk eksperimentalmusik med projekter som Vinyl Dog Joy, Exquisite Russian Brides, Pink Luminous Invocation, Tender Buttons og Distortion Girls, som tilsammen har dækket alt fra dronemusik, lo-fi og impro til postrock og støjende, til tider næsten industrielle lydlandskaber. I sommers leverede de dog musikken til René Kruses teaterforestilling The way the world ends på Huset i Magstræde; et helt specielt soundtrack, som tog fragmenter fra en række klassiske rocksange, der alle handlede om død eller undergang, og stykkede dem sammen i nye kompositioner med stemmen og den akustiske guitar i centrum. I aftenens anledning har de sagt ja til ikke blot at genopføre, men ligefrem opdatere dette spændende repertoire.

Få et sniglyt her.

DJ Def Stef

Tidligere kendt fra eksperimenterende musikarrangementer i primært Århus-området. Lover denne aften at levere koldkrigspop, koldkrigspop og atter koldkrigspop frisk fra beskyttelsesrummet.

Kom frisk før verden går under. Der er fri entré og labre forfriskninger i baren.

- Farvel.

- Hvad siger du?
- Farvel.
- Du behøver ikke at gentage, altså.
- Far...vel?
- Helt ærligt, hvis du vil noget med det der, er du altså nødt til at være bestemt.
- FARVEL!
- Klap hesten, mester! Sig det i det mindste på en ordentlig måde.
- Farvel.
- Gaaaaab.
- FARVEL!!!
- Nå, det kunne man sgu da høre, i det mindste. Men jeg tror ikke på dig.
- Farvel!
- Det kan du sagtens sige.
- Farvel.
- Det lyder helt forkert...
- Farvel.
- Gider du lige at købe mælk med ovre fra Superen, så?
- Farvel.
- Farvel, farvel.
- Farvel.
- Farvel...

onsdag den 24. oktober 2012

Tuning

Åh,
dette flimmer,
af blade,
der falder,

signalet
bliver
klarere
nu.

tirsdag den 23. oktober 2012

Tre smådigte

Hænderne
ryster
som espeløv,

espeløv
ryster,

men ikke
som hænder.

***

Vel er
jeg fri,

men det
hænder,

at dørene
binder.

***

Alt
er vand,

jeg drikker,
jeg skal

pisse
hele tiden.

mandag den 22. oktober 2012

Mennesker

på gaden,

der aldrig
for alvor
bliver mennesker,

og regnen,
der altid
er regn.

søndag den 21. oktober 2012

Jeg ligner min far,

har den samme statur
og den samme slags blik
og de samme skavanker,
jeg deler hans usikre sitren,
hans anfald af lede,
hans store, ja, af og til
blødende hjerte,
hans tørst efter vidder
og muldjord og øl,
helst de kolde fra kassen,
og bøffer med brun sovs
så tyk, den kan gås på,
hvis evolutionen
var til, er vi åbenbart
ren perfektion.

Sænker

min pen,

jeg har intet
at føje
til verden

i dag.

lørdag den 20. oktober 2012

Mure

er til
for at minde
én om,
at man altid
bør være
på vej.

Digtene falder

som snefnug
i frost,
for kompakte,
for skarpe,
dog smelter
de stadig
på tungen.

fredag den 19. oktober 2012

Så snakker

vi udenom
endnu
en gang
og én til,
rundt
og rundt,
det slår
gnister,
det gør det,
og pærerne
lyser, nu
springer de
heldigvis
snart.

torsdag den 18. oktober 2012

Løvet

er gult,
for det
lyver,
det
kommer
igen.

onsdag den 17. oktober 2012

The dream is over

Drømmen er slut, jeg er det, den har efterladt, indtørret opkast, måske, det er ret svært at fjerne, i hvert fald, og tro mig: Der prøves ihærdigt.

Det var mig,

der greb Paul Celan, da han hoppede i Seinen. Det var mig, som stjal patronerne til Hunter S. Thompsons gevær. Det var mig, som standsede kuglerne foran brystkassen på Lorca. Det var mig, som skyllede Bukowskis sidste flaske ud i lokummet. Det var mig, der lod dem falme. Jeg er bøddelen. Jeg er bogen, du skal læse, før du dør. 

tirsdag den 16. oktober 2012

En vældig vind standser op

lige foran dig, bare sådan, og så hænger den der, helt massiv, og du ved ikke rigtigt, hvad du skal bruge det til, og det ved den tydeligvis heller ikke, og du kan ikke vurdere, om den pludselig vil knække over og ramme dig med fuld kraft, suge maven ind og forsvinde med et lille puf eller udvikle lemmer, korpus og ansigtstræk for at kunne sige hej eller noget, det blæser du også et stykke, et langt et, så langt, at du falder til ro.

Han er en væske,

er typen, man synker til bunds i,
hvis ellers der fandtes en bund,
er en opdæmmet flod,
som kan bryde sin opstemning når som helst,
regn over Kuala Lumpur
og hagl over Trondheim,
et syrespor gennem din smukkeste drøm,
oliepletter på tøjet, du aldrig får af,
og en stærk akvavit, du har fået i galhals,
en væske, sgu, sådan er han,
alt, han rører ved, er dømt
til at blive til mudder.


(med et lille nik til John Foxx)

mandag den 15. oktober 2012

Gaffelbidderen

Der er forskel på fisk. Nogle er små, nogle er store, nogle er elektriske, andre er omgivet af benhårde pansre, som sætter dem i stand til at overleve på flere kilometers dybde. Men Sigurd var en fisk. En helt almindelig fisk, der passede sit job på koralrevet hver dag, blafrede med gællerne, viftede med finnerne og sked i lange, brune strenge. Det så han ikke noget galt i. Den slags gjorde man, når man var en fisk.

En dag mødte Sigurd en sulten haj. Først kom den farende imod ham med vidt åbent gab, så fik den et mærkeligt udtryk i sine ellers så døde øjne og stoppede op.

- Hvad dælen er du for en fisk, spurgte hajen.
- Jeg er bare en fisk. En fisk, der hedder Sigurd, svarede Sigurd.
- Man kan sgu da ikke bare være en fisk? Hajen måbede.
- Jamen er jeg andet, er jeg ikke klar over det.
- Det var godt nok noget.

Hajen forsøgte at klø sig i hovedbunden, hvilket den slet ikke var bygget til, så det gik derefter. Så rømmede den sig og spurgte:

- Hvaøøh, kan du spises?
- Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig prøvet at blive spist. Ser jeg lækker ud?
- Det ved jeg ikke, svarede hajen: - Jeg har aldrig spist en fisk før. Klovnfisk, ja, og muræner, havaborrer, sild, brislinger, torsk og den slags. Men fisk? Ingen idé.

Sigurd fik helt ondt af hajen, hvis øjne blev vådere, end de allerede var i forvejen, og hvis hale svingede desorienteret frem og tilbage i vandet. Den befandt sig tydeligvis i en større eksistentiel krise.

- Vi kan da godt sige, jeg er en gaffelbidder, sagde Sigurd prøvende og usikkert. Han burde gøre noget, syntes han.
- Hvad er en gaffelbidder?
- Det ved jeg ikke rigtigt, men det er i hvert fald en slags fisk, der ikke bare er en fisk.
- Er du sikker på, du vil være det? Det kan jo være, du kommer til at dø og sådan. Hajen så helt sørgmodig ud.
- Jeg ved ikke, hvad det er at dø. Og jeg er jo bare en fisk. Jeg har altid godt kunnet tænke mig at være noget.
- Tak, min kære ven, sagde den mægtige rovfisk, åbnede gabet og sendte Sigurd ned i sin mave med et taknemmeligt smil.

Nu var Sigurd omsider helt forvandlet til en gaffelbidder. Og hajen, der hed Torben, græd snart salte tårer igen, for den var ensom på en måde, den aldrig havde kendt til før.

1. Frugtmosebog

- Hvad fanden er det, der hænger på den der gren?
- Jeg tror, det er en durian, Adam.
- Den stinker ad helvede til.
- Jamen det er en frugt, min ven. Den smager sødt, man bliver klog af at spise den, og far har oven i købet sagt, den er forbudt. Er det ikke spændende?
- Gu' er det røv! Og klog? Bah! Jeg har det sgu godt nok med at ligge hernede på jorden og lege med min modeljernbane. Hvis den bare ikke stank så meget, den lortefrugt!
- Adaaam...
- Brum, brum! Fut! Fut!
- Adam...
- Hvad er der nu, Eva?
- Se dem her.
- De er flotte.
- Minder de ikke lidt om det der oppe på grenen...?
- Næ. De lugter heller ikke sådan. Men hvad skal jeg med dem?
- Du må røre, hvis du spiser frugten...
- Du må have spist søm, kvinde!
- Sssss.
- Hvad blander du dig nu for?
- Ssssssmag nu, Adam...
- Gnaske i det der væltede lokum af en grøntsag? Den er sgu god, du!
- Du sssssskal sssssssmage, Adam...
- Nøøøøn! Brumdrøn! LALALA!
- Ssssshit, Eva!
- Han er helt lost, mand!
- Det må man sssssssige.
- Fuck det, jeg giver en hotter. Med hele molevitten, du.
- Ssssskønt, min tøssss, ssssskønt. Ssssskal jeg også lette på dit figenblad, sssssskatter?
- Du skal lukke røven, skal du!
- Nøøøøøøn! Fut! Fut! Tuuuuut!

søndag den 14. oktober 2012

Lignelsen om tumlingen og oldingen

- Se mig, sagde den lille dreng til Jesus og dansede rundt på de fødder, han netop havde lært at gå på.
- Jeg ser dig, sagde Jesus.

- Se mig, sagde den gamle mand til Jesus og løftede sin stok, fik overbalance og hamrede panden hårdt ned mod fortovets fliser.
- Se dig selv, sagde Jesus.

X dør,

i skoven
er fuglene
stille,
de ved,
den er større
end dem.

lørdag den 13. oktober 2012

X dør

på Månen,
og nej,
det er ikke
forsøgt før,
og nemt
er det
fandeme
ikke,
han prøver
at falde,
men svæver
i stedet,
han lægger
sig ned,
men kan ikke
få ro for
sin klodsede
rumdragt,
han bander
og svovler,
og selv da
hans mund
bliver stille
af ren, skær
nødvendighed,
larmer
hans form
i det
vindstille
støv,
så selv
stjerner
får
tinnitus.

X dør,

hans kælder
er helt fyldt
med sort,
råddent
regnvand,
det døde
han ikke
af, nej,
men det
er der,
og nogen
er nødt
til at slikke
det op.

fredag den 12. oktober 2012

Skilt set

ved indgangen

til krematoriet:

No smoking.

torsdag den 11. oktober 2012

Katten

har sat
sig til rette
ved ruden,
nu stirrer
den ud,
man skulle tro,
der var
noget
at se,
og det er
der måske,
men hvad ved
jeg om det,
jeg er ikke
en kat.

Der var frostvejr i nat,

men jeg lever endnu modsat
blomsterne, myggene, svampene,
jeg er på orlov fra døden,
en gammel, men tåbelig gud
lod mig vælge igen.

onsdag den 10. oktober 2012

Uden titel

Jeg vil skrive
et hul,
som kaniner
kan gemme
sig i,
jeg vil skrive
et hul,
som de kommende
slægter
kan bruge
som port,
jeg vil skrive
et hul,
intet lys,
ingen stråling
kan undslippe,
skrive
et hul,
som er større
end det
i mit liv,
du
forsvandt
ud
igennem.

tirsdag den 9. oktober 2012

Enerum

- Der er godt nok mørkt herinde.
- Ja.
- Gud ved, hvad det er for et rum.
- Det ved jeg ikke, men jeg tror, jeg har været her før. Jeg kan genkende duftene, stilheden...
- Jeg kan ikke lokke dig til at tænde lyset?
- Det går ikke lige så godt.
- Kan du ikke finde kontakten?
- Jo, men den virker ikke.
- Nå, for pokker.
- Sådan er det.
- Hvad laver vi egentlig her?
- Gik vi ikke herind for at være alene?
- Jo, selvfølgelig, og det er vi også, og det er fint nok, men...
- Jeg ved, hvad du mener.
- Gør du?
- Ja, at det ikke var dét, vi regnede med?
- Jo, lige præcis.
- Skal vi så ikke gå ud?
- Ved du måske, hvor døren er?
- Ja, den er lige... Av, for Satan!
- Gik du ind i noget?
- Ja, væggen, tror jeg.
- Klovn!
- Arh, hold kæft! Kan du måske gøre det bedre?
- Det var heller ikke det, jeg spurgte om.
- Godt, så!
- Men i det mindste har vi hinanden.
- Ha! Det er nydeligt! Nej, kom her...
- Hvor er du?
- Følg stemmen, da!
- Jamen der er en mur i vejen, tror jeg.
- Så prøver jeg at gå efter din.
- Mmmm. Haha.
- Av!
- Hvad skete der?
- Der var sgu en mur!
- Ok, kan du så ikke prøve at gå lidt til siden?
- Jeg prøver, men der er stadigvæk noget.
- Bliv ved.
- Jamen jeg tror, jeg er på vej ned ad en gang.
- Din stemme bliver også fjernere.
- Jeg kan ikke lide det her.
- Det kan jeg heller ikke. Kom!
- Jamen... Jegknikfndvj...
- Hallo?
- F...n...f...k
- Hallo?
- ...
- HALLO? ER DU DER? ER DU DER? JEG ER BANGE! JEG VED, AT DU ER DER! SYGE STODDER! KOM TILBAGE! HJÆLP! HJÆÆÆLP!

Vi kører mod øst

Vi kører mod øst, en kolonne af jern!
Vi kører mod øst, en kolonne af jern!
Tropper fra München og Wien og Berlin!
Bjørnen skal bløde, skal dø som et svin!
Skælv, bolsjevikker, for stærk er vor ånd!
Fast, hård og sikker er Førerens hånd!
Stalingrad! Stalingrad! Her kommer vi!
Stalingrad! Alt er forbi!

Vi kører mod øst, vi har hanerne spændt!
Vi kører mod øst, vi har hanerne spændt!
Byer skal brænde som os for vor sag!
Fjender skal dingle hver eneste dag!
Trævle som kød vil den russiske stat!
Uovervindelig er Tysklands soldat!
Stalingrad! Stalingrad! Her kommer vi!
Stalingrad! Alt er forbi!

 (improvisation over Death in June-nummeret "We Drive East" (1981))

Note, håbløs

Vi fryser, vi klynger os ind til hinanden, det hjælper mod kulde, men ikke mod dette, mod knoglernes skurren i kødet og blodet, der strømmer, og huden, som blusser, og det, der står isnende klart: At enhver er et lukket system, at det ikke er årstid for ønsker.

mandag den 8. oktober 2012

Jeg ved ikke hvorfor,

jeg siger det her, du kan nok leve uden den viden, måske bliver du stødt af min åbenhed, den slags er hørt før, måske er det også i orden, måske er jeg tit lidt for meget, men hellere det end at være for lidt eller lidt for tilpas, du ved, tandløs og sådan, jeg tror, man skal sige præcist det, man føler, man føler jo noget, for helvede, masser, og siger man det ikke, måske man så slet ikke føler det, ja, hvad ved jeg, det kan være, jeg væver, men det er jo vigtigt, det her, det skal siges helt rigtigt og ikke fordampe fra tungen, før lyden bliver til, det er lyden, der gør det, og øret, dit øre, der hører det, alting skal være på plads, ingenting må der mangle, for så kan det være det samme, det er det alligevel nok, nå, for pokker, hvor kom jeg til?

I villakvarteret

bliver æblerne modne,
og pludselig
ligger de nede
på plænen og rådner,
de slipper vel taget
i stilken og falder,
som den slags
nu plejer,
men ikke
én eneste gang
har jeg hørt
noget
dumpe
til jorden.

søndag den 7. oktober 2012

Jeg læser Ché Guevara

og von Däniken for tiden,
jeg er 38 år, og jeg er
ikke blevet klogere på noget,
måske dig, du er i hvert fald
til at tage og føle på,
når jeg får lov, og det
er ok i min verden,
hvor det styrter ned
med frøer, og det pibler
op med følfod i december.

Something

A place to never leave,
a message to recieve,
you better give me something!
You better give me something!
A kiss that doesn't end,
a train around the bend,
you better give me something!
You better give me something!
A godless sky that's full,
a gravity, a pull,
you better give me something!
You better give me something!
A star that doesn't fall,
a wish to know it all,
you better give me something!
You better give me something!
A room with room for me!
A lot more things to see!
I want it all! I want it all!
A larger hole to fill!
The cheapness and the thrill!
I want it all! I want it all!
A better song to sing!
A lust for everything!
I want it all! I want it all!
A reason to exist!
A hammer or a fist!
I want it all! I want it all!
A rhyme that doesn't rhyme,
a longer stretch of time,
you better give me something!
You better give me something!
A frost that doesn't freeze,
a different kind of peace,
you better give me
something...

lørdag den 6. oktober 2012

Note, afklaret

Det er, som det er, og det har aldrig været anderledes, og det sker hele tiden, og det har altid fundet sted, og det sted er der, hvor du er, og du er, hvor du er, fordi du skal være det, du skal blive det, og når du ikke bliver det længere, bliver du noget andet, du vil ikke vide hvad, for det er ikke til at vide, hvad det er, og det er godt nok, det kan ikke blive værre.

fredag den 5. oktober 2012

X dør











i marken,
bliver ført ud
af hveden
og drukner
i krager,
men skidt,
det er bølger,
alt sammen.


(inspireret af Vincent van Gogh)

X dør













i farver og stereo,
Dolby Surround Sound,
det hele, for dælen,
det virker,
det rykker i fingeren,
kildrer på nethinden,
suger i maven,
du véd,
ligesom når
man går hen
og forelsker sig,
Bond børster
bare lidt støv
af habitten
og lader
sin Luger
igen.

torsdag den 4. oktober 2012

Readymade


Ring efter Falck,

der er pletter på Solen
og knuder på strømmen
og selv slår jeg huller
i luften, ja, ring
efter Falck,
de har biler
og mandskab
og udstyr,
de kommer,
de redder
os nok.

onsdag den 3. oktober 2012

Opslag: Forudbestilling af Picnic i Hiroshima

Som jeg vist har nævnt herinde før, er samlingen Picnic i Hiroshima antaget til udgivelse på Det Poetiske Bureaus Forlag medio november i år. Efter at have konfereret omkring pris osv. med forlaget, er det mig nu en ekstra glæde at kunne tilbyde muligheden for at forudbestille "min førstefødte" allerede nu! Faktisk ser jeg gerne, at du gør det, for pengene, som derved kommer ind, vil delvist indgå i finansieringen af trykningen. Så: Gør et (håber jeg, du synes!) godt køb og støt en ædel sag!

Prisen bliver 125 pr. eksemplar + 15 kroner til porto, hvis du bor udenbys, og jeg ikke har mulighed for at levere varen personligt. For de penge får du:

- selve bogen (evt. lige til døren)
- min autograf + personlig hilsen
- et stk. eksklusivt digt, som enten skrives til lejligheden eller hentes her fra Assistens & Elsewhere, hvorfra det omgående vil blive slettet. Det kommer til at være dit og KUN dit.

Bestilling kan ske på damaetas@live.dk

Send navn og adresse, og jeg sender dig et kontonummer, pengene skal sættes ind på. Husk at anføre dit navn ved overførslen!

Reserver dit eksemplar i dag - og gør en digter glad!   Og læs mere om bogen herunder (udkast til pressemeddelelse.

***  

Steffen Baunbæk (* 1973 i Silkeborg) har hidtil været mest kendt fra sit arbejde som medredaktør og skribent for Musiktidsskriftet Geiger i årene 1999 - 2008 samt enkeltstående tekster i andre sammenhænge - bl.a. forordet til Martin Halls genudgivelse af cd'en Inskription (2003).   Allerede i 1992 debuterede han dog som lyriker med en række bidrag til Hvedekorn, og i årene, som fulgte, er det blevet til ikke blot bidrag der, i Øverste Kirurgiske og talløse andre tidsskrifter, men også antologier som Collage (1992), Plasma (1998) og Underskov 3 (2009).

Siden 2008 har lyrikken haft førsteprioritet for Steffen Baunbæk, som til hverdag skriver bloggen "Assistens & Elsewhere". Således er han fast inventar på scenerne i København, og fra hans hånd er flydt et bredt spektrum af poesi, som på hver sin vis har forenet en skarp teoretisk baggrund med træk fra symbolisme, ekspressionisme, skriftsmodernisme, knækprosa, haiku, klassiske rimformer og diverse avantgardestrategier.

Den snart udkommende debutsamling Picnic i Hiroshima, der i vid udstrækning er blevet til som mundrette, showprægede tekster på hovedstadens skrå brædder, afspejler først og fremmest Baunbæks kærlighed til klassisk beatpoesi, som den kendes fra folk som Ginsberg, Ferlinghetti og Turéll, men fra en helt egen, personlig vinkel. I løbet af bogen kommer man hele vejen fra en opvækst i Udkantsdanmark til det store, urbane sus. Man møder både Prædikeren, Buddha, Kurt Cobain og Dirch Passer, kigger ind forbi raves i 90'ernes Århus, tages med på en lurvet pilgrimsfærd til Santiago di Compostella og hives med op på scenen, hvor selve digterrollen kommenteres med både vid og bid. Alt sammen ting, der ubesværet glider ind i den samlede ramme: Fortællingen om en opvækst og et voksenliv, som har været tilbragt i atombombens skygge med alt, hvad dét medfører af hæsblæsende, ofte selvdestruktiv nu-bevidsthed.

Picnic i Hiroshima dækker blot én tråd i Steffen Baunbæks produktion, og forhåbentligt vil man ad åre komme til at stifte bekendtskab med hans fulde spændvidde. Lige nu og her er denne bog dog så langt fra et skidt sted at starte bekendtskabet.

***

En smagsprøve:

Picnic i Hiroshima

Vi kan blidt sætte brødkurven ned
ved det brændte, men levende træ,
vi kan svælge i vuet af væltede bygninger,
frådse i suset af fugle, der dratter til jorden,
blive høje af rødvin og håndmadder,
højlydte skrig fra terrænet, hinanden.
Og så kan vi elske i strålingen, udveksle gnister,
få afkom så sygt, at det evner at leve der,
pansret, fordrejet, forskruet,
men født til at hamre og save og drømme
om fadermord, moderdrab, renselse,
arkitektur så afskyelig,
at den kan modstå selv tanken.

Vi kan betjene os selv,
vi kan skåle i kød,
det er alt.

X dør

og dukker
først op
den dag,
snedækket
smelter,
hvornår
véd du
bedst selv,
min ven.

X dør

og skyller
i land
som et stort
stykke rav
eller noget,
det trækker
koldt ind
på din hals.

tirsdag den 2. oktober 2012

X dør,

og du
spiser klejner,
der væddes
på heste
i vestbyen,
kioskerne
åbner
i Haarlem,
og Manden
i Månen tager
overalls på,
stjerner
blomstrer
i frost.

mandag den 1. oktober 2012

Note, selverkendende.

- Det, som ikke illuderer, er dødt og vækker rædsel.
Jean Baudrillard.

***

Jeg er ikke nogen interessant person. F.eks. findes jeg, og hvad kan være mere banalt?

Jeg har skæg, der gror og dagligt skal barberes af, så jeg kan bilde mig selv og andre ind, at jeg stadig er ung. Jeg har et job, så folk i det mindste ikke tænder faklerne, når de hører, at jeg også er forfatter. Jeg har en kat, som gør det ud for de børn, jeg aldrig fik, og jeg har regninger, som jævner enhver antydning af et smil ud på mit ansigt. Jeg bryder mig ikke om regnen, med mindre jeg virkelig afskyr det, den skyller bort. Mørke er noget, jeg aldrig vænner mig til, og dagslys gør mig både paranoid og desorienteret.

Mennesker er et fænomen, jeg møder med skepsis, og det skal man også. Til gengæld tilgiver jeg for det meste dem, som møder mig på samme måde. Jeg kan bedst lide nyheder, der handler om nyopdagede planeter i fjerne solsystemer og ukendt algevækst i søer dybt under indlandsisen.

Jeg tror på ikke Gud, for det ville trods alt være for banalt, men noget guddommeligt, der strukturerer verden, binder celler sammen, giver organismer form, lader sindssyge idéer som f.eks. digte opstå i sindssyge væseners hjerner. Således slipper jeg behændigt fri for andre moralbegreber end dem, som er dikteret af almindelig logik, og manøvrerer elegant uden om den type syndsforestillinger, som ellers meget nemt kunne forpeste mit liv mere end højst nødvendigt.

Min humor er af den type, folk ofte forveksler med alvor, og den koster løbende fiktive skabninger livet. Min alvor er let, men først og fremmest pga. en manglende evne til virkelig at tage virkeligheden alvorligt.

Døden er ikke et tabu - jeg taler om gasudvikling, stivhed og sædafgang i den sidste stund uden at fortrække en mine. Jeg kan sagtens se verden fortsætte uden min medvirken. Jeg er blot ét sanseapparat mellem myriader af andre, jeg er bare ét tankemønster mellem milliarder af tankemønstre, hvoraf ikke ét med rette kan forlange gyldighed. Jeg er nerver, der sitrer, og muskler, som pumper, og små hår, der stritter, og rynker og tics, som sætter sig fast.

Jeg er endnu et eksemplar af arten med det diskutable navn Homo Sapiens Sapiens. Jeg er ikke nogen interessant person.

Mine tekster er ikke interessante tekster. De er blot en anelse mere elegante, end jeg er.

Deri ligger forskellen.

Den forskel, der gør, at du tror, jeg ret.

Jeg har løgn, har jeg. Løgn.