søndag den 30. september 2012

Åbner mit vindue,

men det er skræmmende med al den dér luft, den er smækfyldt med lyde, jeg ikke selv laver, og mærkelige dyr, der flagrer omkring og summer og skræpper og skider, og fly og raketter og UFO'er sgu nok også, og planeter, for pokker, planeter og stjerner og fucking galakser, mand, og den får bare aldrig nogen ende, og jeg ved ikke, hvad det skal forestille, og det føles bare meget bedre at smække vinduet i igen og sidde herinde med en pose over hovedet.

lørdag den 29. september 2012

Og katten,

der sniger sig
op i mit skød
for at putte,
er bare en kat,
den har pels,
kløer og tænder,
den afliver mus,
som den leger
med først,
og den nyder
det fandeme,
den djævel,
men helt
ubestikkelig,
dét er den,
og jeg er
uendeligt
stolt af
at få som
fortjent.

Note, flødesovs

Hun gav dig sit hjerte, og du gav hende dit, og nu ved du ikke, hvem hun er, og hun ved ikke, hvad det er, hun har gjort dig til, og du står der med et ubrugeligt stykke kød, du lige så godt kan skære i strimler og spise i flødesovs, og hun står med noget tilsvarende og rasler med gryder i køkkenet, og så står I lige igen, og det burde vel slutte med dét, men de strejker vist stadigvæk, skraldemændene.

fredag den 28. september 2012

Note, udbrændt

Verden som oplevet gennem et system så overstyret, at det ikke længere magter at filtrere lyde, farver, dufte, smag, smerte: Feedback i rødt, kondenseret DNA.

torsdag den 27. september 2012

X dør,

og blomsterne
kommer
for sent
eller rådner
på jorden,
selv sorg kan
man godt
glemme
nu.

Hotellet

I stuen
på Hansa Hotel
ringer klokken
ustandseligt,
dørene smækker
og blomster
af plastic
bliver dækket
af støv,
ingen bor her,
og sengene
lugter,
i skufferne
ligger
der Bibler.

onsdag den 26. september 2012

X dør,

og lægen
vil hjem,
men har bøvl
med at starte
sin bil,
og det regner
på p-pladsen,
hovedet
er utæt,
og skoene
tunge
af mudder.

X dør,

og det
var så
det,
det
var nok
til et
liv.

tirsdag den 25. september 2012

X dør,

fordi han
er tom,
men forventes
at udrette
noget
i dag.

X dør,

og det er
som altid;
en hjerne,
der lækker,
en lever,
der godtager
skidtet,
en hånd,
der bliver stiv
og ubrugelig,
et hjerte,
der åbnes
forsigtigt
på klem.

Hvad vil du mig, side?

Hvad rager jeg dig? Krøl dig sammen igen, du, og spir!

Zone

Hver morgen:
Mørket og kulden
ved busstoppestedet.

Hver morgen:
Minutter af gummi,
der strækkes uendeligt ud.

Og hver morgen:
Jim Morrisons stemme, der crooner,
at "faces come out of the rain,
when you're strange".

Og hver morgen:
De velkendte ansigter,
smilende, nikkende,
tavse, mens kort tages frem,
og vi stiger ombord.

mandag den 24. september 2012

Temperamenter

Disse evindelige dyk, lige op for at snappe luft, så ned og ned og ned igen, hver gang lidt dybere som om det er Atlantis, jeg aner dernede, og ikke en russisk atomubåd.


***


Højspændingen, du, højspændingen, dette nu, hvor alting bliver sort og indelukket og ulmende og man ved, at nogen må gå under, før man igen bliver til biologi.


***


Det forbandede er, at det letter, at det starter som en boblen i maven, svæver op gennem halsen og ud gennem munden og fortsætter lige lukt op i det blå som balloner, der brister et sted, hvor man ikke får lov til at se det. 


***


Roen, mester, fornemmelsen af, at selv den største smerte til sidst vil forløse sig i en vane, at døden er noget, som skete for lang tid siden, at det hele er gået i stykker på forhånd og kun kan samles igen. Denne sikre hånd, der kun er i stand til at bygge, selv når den er nødt til at dræbe.

X dør,

og ligtoget
bremser
trafikken,
den flyder
sgu over
snart,
verden.

Dug

over græsset,

og måneblus

inde
i skoven.

Fjernede

søvn

fra min
øjenkrog,

drømmen
hang ved.

Kører igen

forbi Dyssegård,
hvor der er folk,
som står op
og får navne,
funktion,
måske mening,
endda,
der er liv,
ganske givet,
i Dyssegård,
der er
i hvert fald
et sted
at stå af.

Practice makes perfect

Falder om
og om
og om
igen.

søndag den 23. september 2012

Være øjne,

bare øjne nu,
hvor verden
godt
vil ses.

lørdag den 22. september 2012

X dør

af pligt,
ikke lyst,
men det
fandens
til hul,
han fik
gravet
i går,
skal jo
fyldes
med
noget.

X dør,

og Y står
tilbage
og kalder
på Z,
men nu
lækker
det blæk,
alfabetet,
historien
er bundløs,
det hele
må starte
fra A.

Ølrim

Øl er vand,
øl er skum,
øl gør klar, 
øl gør dum.

Øl gør blød,
øl gør varm,
øl er tyst,
øl er larm.

Øl vil mund,
øl vil hals,
øl er reel,
øl er vals.

Øl er guld,
øl er sølv,
øl er bronze,
øl er øl!

(og omvendt!)


(skrevet til Trine Grejsen)

Kimæren

10:15 lørdag aften, og kimæren ligger i kurven og sover, den minder om frugt, det er ikke tilfældigt, jeg fylder dens vandskål.

11:50 lørdag aften, og kimæren har presset mig helt op i hjørnet på badeværelset, og jeg stirrer den direkte ind i øjnene og hvæser: "Hvad fanden har du tænkt dig at gøre? Æde mig?"

1:27 søndag nat, og kimæren kradser på døren og lader til at befinde sig i en eller anden form for krise. "Du kommer ikke ind", konstaterer jeg: "Der er intet udenfor her".

7:01 søndag morgen, og kimæren ligger på hylden over mine bøger og leger skulptur. Det skal noget vel gøre.

10:21 søndag morgen, og kimæren rister pølser, jeg holder op på et spyd foran dens mund. Vi deler. De smager fremragende indsmurt i ketchup.

14:15 søndag, og kimæren er gået ud for handle. Den kommer tilbage med Havskum, patroner og deodorant.

17:20 søndag, og kimæren bliver rastløs igen, galper op om, at den hører til i BonBon-Land, jeg klør mig i røven og finder et ubestemt væsen, jeg holder det op til dens snude: "Eat this!"

19:05 søndag aften, kimæren er blå og bevidstløs, jeg fylder den op med Piratos og luft og forlegenhed, vinden tager til, snart vil dragerne stige til vejrs.

10:15 søndag, kimæren slår vingerne ud, det er luften, der gør det, måske, men jeg trækker et lyn ned.

Det ligger på vagt foran døren.

X dør

på intensiv,
sengen
er ledig
og ren.

X dør,

og selv
Robert Jacobsen
ville have tænkt
længe over,
hvad affald
af den slags
kunne
bruges til.

X dør,

og verden
er blevet
en dårlig
samvittighed
lettere.

Here comes your 19th nervous breakdown,

og du har vidst hele tiden, at det ville komme, og du har aflyst alle aftaler, du har sørget for, din fordør er låst, du har slukket mobilen og trykket på alle kontakter, du ved, der er ting, man må klare alene, og flammerne er en af de ting, det er rotterne også, det samme er timernes kværnen i kraniet og smagen af benmel i munden, det samme er halsen, der snører sig sammen, og kummen, dit selvværd forsvinder igennem i lystige skumsprøjt, men hænderne, du, er intakte bagefter, man filosoferer med hammeren.


(med hilsen til Turéll og Rolling Stones)

Here comes the rain again,

og du surrer alting fast, dit hoved, din hånd, din lever, din barndom, din identitet, din samling af fodboldkort, dine rækker af dyrebare vinflasker og hyldede værker af Kvium, og alting ser ud af så lidt på den måde, og vand trænger ind overalt, det er sikkert og vist, og får alt til at flyde og bulme og blive til slam, det er sikkert og vist, og du standser i døren med tapen, du tøver, et sted bliver noget fyldt op, det er sikkert og vist.


(med hilsen til Eurythmics)

Here comes the fear again,

og du retter på håret og checker, om der nu er pletter på tøjet, og om stedmoderblomsterne nu står godt ude i bedet, og om bilen nu er forsvarligt poleret, og om der nu er mørbrad nok i fryseren, og om du nu har fået købt tilstrækkeligt med gær, og om flaget nu er hejst højt nok op, og om naboen nu har båret sit affald helt ud i skraldespanden, og om han nu også er nok sammen med sin kone, og om hans børn nu går i Kappa eller Karl Kani, og om der nu er hvide ansigter nok på gaden, og om folk nu tager de rigtige bevægelser, og om du nu er helt sikker på, at du gør det samme, og om verden nu også ligner en verden, du kunne tænke dig at dø fra, og om det hele nu også er så lidt lige meget, som du helst vil tro, og om du nu også frygter nok, og om du nu også frygter tilstrækkeligt lidt, og om røgsøjlen nu også løfter sig rigtigt, og om du nu også bliver pænt brun af lyset, og om du nu også går ind i mørket med hvide og skinnende tænder.


(med hilsen til Pulp)

fredag den 21. september 2012

X dør

i krydset,
tager form
efter rattet
og ruden
og bakspejlet,
ham er der
ikke mere
brug for,
men ovre på
skrotpladsen
presser man
terninger,
øjnene
ruller og
standser
og ser.

X dør

i søvne,

en anden
mands drøm

er forbi.

X dør

og findes
i sengen
en hel måned
senere,
vinduet
binder,
og datteren
gisper
i desperation
efter vejret,
en sjæl
ligger stille
på gulvet.

Falder i søvn

på mit sæde
i toget
og drømmer
om hjertet,
der banker
i brystet,
og fjerne
stationer
og hænder,
der vinker
til nogen,
som ikke
er mig.

torsdag den 20. september 2012

Lad være

med at plukke
de æbler,
for Satan,
de smitter
med orm,
og du rødmer
ved det,
du vil se,
før du ved det,
vil kernerne
spalte sig
hæmningsløst,
brormand,
og husenes
vægge
vil smelte
omkring dig,
nej, lad dem
dog hænge,
de skrog,
æd bananer
i stedet.

X dør,

og skuffen
ved vasken
er fuld
af kanyler,
og gulvet
er indsmurt
i lort,
der er blod
på de klistrede
dyner,
det er,
som da X
stadig var her,
her lækker
den rum,
gør den,
muren.

Husker den aften i byen,

hvor vi blev til lukketid, og der blev spillet de rigtige sange, og kjolen, du bar, gav mig stiverik på, og vi endte hos nogle, der både gav øl, vin og sprut, og du afviste alle de sultende blikke og lagde dit hoved mod mit, og vi tænkte én tanke, der næsten tog form i din mave, måske også gjorde det senere, da jeg befandt mig i Gug, og du drømte dig ind i en verden, hvor mennesker var til.

Jeg er et postulat,

jeg kan til stadighed afvise forlydender om, at jeg findes, jeg nærer ikke tillid til rygterne om min død, jeg har glemt, hvem der bor, hvor jeg bor, der er udsalg i stuen, og børnene leger med skiltene.

***

Tager ofte fejl af mig og de forbipasserende. Bliver kvalt i en anden mands slips, tørrer pletter af kjolen, piber ensomt henne fra kurven. Lygterne tændes, når solen går ned.

***

Det er mig, der har købt Syd Barretts trillebør, og på den ruller jeg hoveder ud på kompostbunken, køber citronmåner ind og læsser dem af et sted på himlen, flytter verdensdele rundt, til kortene passer. Der er et tomt skur i Cambridge, der læsser jeg det, du ved, ind.

***

Ligger med katten i sengen og drømmer, og pennen er umulig at holde fast i med poter, og der er mus i mine støvler, og knurhår kommer i klemme i postkassen, og folk ser mærkelige ud i hovederne, mens jeg mjaver, og det er alt sammen pludselig et mylder af negle og tænder og næver og kløer, det er runer i kødet og rifter i kalenderen, og en dyrlæge kigger ned på mig med sprøjten i hånden og sukker og siger, at den ikke kan nytte, fortrydelsen: Jeg har smagt blod.

***

"Du har skudt nogen", siger du, og jeg kigger ned, og det ryger fra mundingen på et gevær, jeg aldrig har set før, og jeg ved, jeg må væk, der er god plads i dig, så jeg gemmer mig bag ved det hus, du voksede op i, og der lugter forbandet meget af jord i den have, og der er ulve, som hyler fra bakketoppe ganske tæt ved, og det sner ned med ører, og jeg ved ikke, hvad det betyder, jeg ser kun en solnedgang midt på din pande, jeg mærker kun smagen af plasma.

***

Skærer grimasser, skærer i ørerne, skærer som modlys i øjnene, skærer mig ud, du, som myrra skær, stjerneskær, plovskær og klippeskær, du, hvodden skær'n?

***

Finder skeletter i skabet og kød i min fryser, idéer i skuffen og møtrikker ude i værkstedet, hvad bliver det til, bliver det lyn eller fakler, du møder mig med, Store Seer?

***

Ringer på, jeg er hjemme endnu, der er lys på dit værelse.

onsdag den 19. september 2012

Pisker

storme
op,

det er
en hån
mod liv

at
piske
æg.

Selvmord er for amatører,

en elegantier byder op til duel,
en barbar starter krige,
en idealist planter bomber omkring sig
og håber på vildfarne splinter,
en arbejder slider sig op,
en forretningsmand presser sig selv,
til det brænder i brystet,
en præst ædes op af sit kald,
men et menneske med stil
kradser af, som det skal,
og siger pænt tak for kaffe.

Lignelsen om elefanten i glasbutikken

En elefant gik engang ind i en glasbutik, fordi den syntes, at det dér klare, gennemsigtige noget var så smukt og skrøbeligt.

Med største varsomhed bevægede det store væsen sig ned mellem rækkerne af kander, skåle og kolber, som det beundrede med glubende øjne, mens snabel, ører og hale blev holdt strengt og samvittighedsfuldt under kontrol.

Da elefanten kom til afdelingen med spejle, standsede den. Den kiggede, kiggede og kiggede.

- Se, mor!, råbte en lille dreng og hev sin mor i ærmet: - Se, hvor klogt et dyr!

Så rakte drengen hånden ud for at klappe tykhuden.

Elefanten splintredes i millioner af bittesmå stykker, som spredtes ud over gulvet.

Og drengen? Han græd over noget, han så i de skår, personalet i al hast fejede sammen.

Mount Nakskov

Der er ikke så meget at lave i Nakskov, for som Jørgen Palm siger, mens han tømmer sin bajer: "Det her er Nakskov". Så han piller et stykke tyggegummi ud fra munden og klistrer dagens indtil videre to dåser sammen til et lille tårn. "Det ser meget godt ud", tænker han, hvorefter han knapper den næste pils op.

I løbet af dagen vokser bygningsværket, og Jørgen er næsten sikker på, at det ikke kun er branderten, som får det til at virke smukt for ham. Forbipasserende begynder at sende tårnet anerkendende blikke, og Claus Højresving spinker endda til med 15 dåser og en godt gennemtygget pakke Stimorol, da han omkring solnedgang kommer hjem fra sin varekørsel.

Næste morgen åbner Jørgen Palm sin hoveddør, som han plejer, og bliver næsten væltet bagover af de mange poser med raslende blikemballage, venner, familie og naboer har dynget op foran hans bolig i løbet af natten. "Fedt!" tænker han, før han går ud på fortovet og fortsætter sit projekt. Og som ugerne går, får flere og flere nys om hans gøremål. Poser, kasser og sække afleveres fra steder så fjerne som Maribo og Rødby, og det, som engang var et simpelt tårn, tager gradvist form af en pyramide, der først når hushøjde, senere bliver det fremmeste udsigtspunkt på hele Lolland.

Grundplanen er selvfølgelig problematisk, men naboerne viser sig overraskende venligt stemte og lader Jørgen bygge rundt om deres huse så længe, de har passage ud. Selv borgmesteren går med på spøgen og giver den kaotiske byggeaktivitet frit spil, for som han udtrykker det nede hos købmanden en mandag eftermiddag ved kaffetid, hvor han stikker hovedet ind for at købe en mazarinkage: "Det her er Nakskov".

Hen mod sensommeren er Jørgen Palm kommet så højt op, at han bliver svimmel, når han arbejder, og ham ubekendt har NASA bemærket det gigantiske værk, som sammen med Den Kinesiske Mur er blevet det eneste stykke arkitektur, man kan se fra rummet. En begivenhed, der resulterer i et dyrt og grundigt servicecheck i  Houston, for som en måbende talsmand siger efter ivrige opslag i sit atlas: "That's Nakskov!"

Men svimmel, det bliver Jørgen, så han knapper en sidste dåse op, som, når den er tom, skal sætte det sidste punktum for hans store projekt. Godt pløret får han desværre overbalance, og for sent opdager han, at tyggegummiet i bunden af pyramiden enten er tørret ind eller blevet blødt af råddenskab.

Med et rabalder, der kan høres helt over til det intetanende Odense, hvor man såmænd bare tror, der er ballade i Vollsmose igen, dratter Jørgen Palm otte kilometer ned, skarpt forfulgt af adskillige tons blik.

En flok polakker, som netop er kommet i land i Rødby med deres lastbiler, ræser hen til ulykkesstedet, hvor de ekstatisk fylder ladene med affaldsmetal, de kan sælge for uanede summer i Hviderusland, hvor telefonselskaberne tørster efter råmaterialer til ledninger.

Jørgen lader de ligge.

Han kan ikke sælges.

Ikke engang i Nakskov, hvor folk bander over, at han skulle svine lige netop deres smukke, hvidkalkede mure til med sit blod. Men så har de da rensningen at tage sig til.

Og der er ikke så meget at lave i Nakskov.


(med hilsner til Kasper Colling Nielsen og Claus Deleuran)

tirsdag den 18. september 2012

Havmåge-Heidi

Havmåge-Heidi
var fri som en fugl
- hvilket hun var,
dét skal ikke i skjul.
Heidi var retskaffen,
vakker og fræk
- havde én bét, dog:
En slem højdeskræk.

Oppe på klinten
sad Heidi i angst
- fik dog en del af
sin floks fine fangst
indtil den dag,
hvor de andre fik nok:
"Heidi, din taber,
dit luddovne pjok!

Hvorfor dog føde
på nogen som dig?
Gør du mon nytte?
Ha! Gu' gør du ej!
Kom ikke her med
din angst, den er løgn!
Ingenting får du,
før du bliver forfløjen!

Heidi så ud over
kanten i ve.
Dø kunne hun her.
Kunne hun flyve? Måske.
Heidi tog skridtet
og følte sig sløj.
Vingerne baskede,
men højden var høj.

Don't

call me
names,

I've got one
name
already,

and one name
is more
than enough.

mandag den 17. september 2012

Du ler,

og så ler du
lidt af,
at du ikke
helt ved,
hvad du ler af,
og græder
en del
over det,
til du græder
af grunde,
du ikke begriber,
og det
er lidt sjovt,
og så ler du
en smule
af det,
og så glemmer
du ligesom
det hele.

Onkel Victor














var ikke min onkel,
men oldefars bror,
der var skibsdreng som knægt
og stod af i New York,
hvor han sov under broer
og tiggede mad
af enhver, der kunne undvære,
indtil han lærte sit engelsk,
fik job og blev gift
og fik tag over hovedet
og ansvar og pludselig en dag
en billet til en mudret
og klæbrigkold skyttegrav
ovre i Frankrig,
hvor han skulle løbe med ordrer
i byger af pibende kugler,
og endelig kom hjem
med en grim smag i munden
og smertende lunger,
der klaprede løs, når han sov,
og åd løs af hans kraft til den nat,
Onkel Victor lod hænderne folde
og bad: "Kære Gud, giv mig livet
tilbage og vid, jeg vil tjene dig
indtil den dag, jeg skal bort!",
og han kom sig sgu, Victor,
og fyldte sin bil op med Bibler
og rejste omkring
for at sælge Guds ord,
og den kørte som smurt, den forretning,
og så blev han biskop i Kansas,
mens bomberne jævnede gamle
Europa med jorden igen,
og han tænkte tilbage på sine forældre,
der sad i den svedne ruin,
og fik hjemve
og penge til rejsen
fra fæller i kirken
og stod så en dag
dér på gaden i Kongstrup
med slik til de små
og tekstiler til fruerne,
pludselig en mand
med en rund, sund figur
og et budskab om frelse,
han solgte til mange,
for andre var det,
at en død mand kom hjem
ubegribeligt nok,
og da Victor blev ét
med sin fremmede jord,
fløj mariehøns op til Vorherre
fra spidsen af lille migs
snavsede finger.


(om Victor Georg Greisen (1894 - 1980), der, som nævnt i digtet, blev biskop for pinsevækkelsens kirker i Kansas, USA, og var en central figur i bevægelsens etablering her til lands. En del af den danske slægt blev vækket, men min gren gjorde ikke. Ikke desto mindre er han på godt og kun lidt ondt forblevet levende i familiens erindring som "Onkel Victor")

Sangen om tegnebogen














I tegnebogen finder jeg et foto
fra 1989 i sort og hvidt.
Jeg husker knapt den dreng, der er på det,
for det er blevet sent, og jeg er slidt.

Et genfærd bygger bomber i køkkenet,
for verden er for smuk til dumme svin.
Jeg går i ét med skyggerne i stuen,
og ham, der brændte rent, er nu til grin.

(en art gendigtning af Psyched Up Janis' "The Wallet Song" fra Hi-fi Low Life (1999), hvis tekst gengives nedenunder)

Here's my wallet there in the trashcan
From 1985 and all alone
I swear the stars they know where he's going
It's 1995 and I'm so blown

I'm sure he kicked and screamed to be set free
At 8 o'clock the news came to me
They found him safe and sound where I lost him
And generations laughed and so did we

Solen

bliver fjernere,

snart vil
vi mødes

på gaden
og nikke

og smile,
men haste

forbi.

søndag den 16. september 2012

Det er morgen,

og byen er tom,
bare poser
og skodder
og dåser,
der danser
i vinden,
en bossa,
formoder jeg,
takten
er ujævn,
men blød,
jeg har
sko på,
jeg holder
mig til.

lørdag den 15. september 2012

John McEnroe

sender en bold
ind i nettet
og smadrer
sin ketsjer
og sender en bold
ind i nettet
og smadrer
sin ketsjer
og sender en bold
ind i nettet
og står så tilbage
på banen
og ligner
John McEnroe
alt, alt
for meget.

Sid Vicious

i baggården,
dirrende, uvasket,
tankefuld, dog,
mens han ser
på det hul
i sin arm,
hvor John Beverly
låser sig ind
i sit hjem
eller skyller
sig selv ud
i lokummet.

John Cage

i sit lydtætte rum,
koncentreret, i færd
med at opfinde lyden
af en, der kunne være
John Cage, han er
inde, hvor tanker
bliver kød.

John Lennon

på havnen
i Liverpool,
sluprende kaffe
på bænken
ved pakhuset,
mens det
bliver mørkt,
og de hærgede
sømænd
passerer forbi,
gejlet helt op
til fisse
og whisky
og slagsmål,
John Lennon,
der kigger
på rotterne,
skibene,
stjernerne,
mens han
får langt skæg
og fugtige
briller,
John Lennon,
der tømmer
sin kop
og forsvinder
med lyset
mod vest.

fredag den 14. september 2012

Kryds

Jeg kigger
til højre,
jeg kigger
til venstre,
jeg går,
jeg har ben,
det er
åbenbart
noget,
jeg kan.

Hermetik

Udmåler
alting

og skærer
det ud,

så det passer
i dåser,

det ikke
giver mening

at åbne.

Du kan lide mig,

og jeg kan lide
bagels og strudel
og asfalt og regnvejr
og bøger og rifler
og kranier og stilhed,
men om jeg kan lide
dig tilbage? Perhaps,
girl, but not in
your dreams.

Killing your darlings

is easy and sweet
- who doesn't thrive
on the scent of defeat?

Killing your ego
is harder than that.
I lost myself in the
mad hatters' hat.

torsdag den 13. september 2012

Blomsterne visner,

og bierne
krummer
sig sammen,
men kære
oktober:
Du smager
af mjød!

Andetsteds

Er et andet
sted i livet,
end du er,
Sevilla, muligvis,
før nok en tyr
punkterer
og forbløder
under jubel,
måske Herning
efter lukketid
i regnvejr,
hvad ved jeg,
men fjern,
dét er jeg,
det er fint
nok, du,
der kører
stadig tog.

Corvus

I er gode
nok, krager,

måske ikke sjove,
måske ikke trendy,
måske ikke
ligefrem lækre,

men I tager sgu fra,
som I skal,

så må væsener
som mig
lægge til.

Der er dage,

hvor dem,
der skulle være der,
mangler,
og fraværet
langsomt tager form
af gespenster
bag døren,
og dage,
hvor tøjet er alt,
alt for stramt,
man får vabler
af skoene,
og hatten,
der passede før,
bliver en jernring
om issen,
på dage som dem
stiger Solen,
når tiden
tager hjem

onsdag den 12. september 2012

Salmer

og ord nok,

så vis
mig dog

ammen
i kirken!

Forlanger,

forlænger,
forvirrer,
forvitrer,
formulder,
forsøger
forgæves,
forvel!

Finder af,

ikke på,

mange tak!

Har masser

af tid,

det, jeg
mangler

er evighed,
fister!

Jager

efter vind,

det kunne
jo ske,

jeg fangede
noget

ellers.

tirsdag den 11. september 2012

Vågner

ved regnen,

der bare
er vand

eller
noget.

Vågner

fordi

det er praktisk
at blot


til ro.

Vågnede

op til
dit ansigt,

der mindede
lidt om
dit ansigt,

der lignede
noget,
man vågner af.

Vågner

igen
og igen
til en drøm,
jeg har pletter
på tøjet
at klynge
mig til
trods
al sol.

mandag den 10. september 2012

Hvis

farverne

virkelig

kunne
ruste.

Stenene

var her
før os,
og de virker
endnu,
ser det ud til,
jeg spørger
de forkerte
til råds.

Du pegede

på mig
som om,
jeg var til
for din skyld,
og det var jeg;
jeg pegede
fandeme igen!

Jeg fandt

på det hele,
på stranden,
på vinen,
på tæppet,
på solen,
der sank
i en stor
balje farver,
på kirken
og kjolen
og præsten
og ringen,
på bleerne,
sandkassen,
skovlen
og slottet,
på skægget
og teen
i haven
og skyggen,
der smilede
til os
bag træet,
mens duggen
begyndte
at falde,
jeg fandt
på det hele,
desværre,
jeg husker
sgu ikke
hvorfor.

søndag den 9. september 2012

Ser Solen gå ned

som en sømand:
Tre gange, og så
er det slut,
der går rav
i det hele
i morgen.

Antenne

Jeg er antennen,
jeg modtager
og hviler perfekt
i mit eget metal,
jeg forstår ingenting,
jeg er gåden,
du skrotter,
og svaret,
du bygger,
et øre, der rimer
på hvad som helst,
hvem som helst
hvor som helst.
jeg er antennen,
jeg ved,
hvor du bor,
jeg går hen
over hovedet
på dig.


(Inspireret af Kraftwerk-nummeret fra Radio Aktivität, 1975)

Telstar,












jeg savner din skratten
på 6 GigaHerz
og det faktum,
at du kunne bruges
som spejl,
hvis man nu
kom forbi
ligesom Frihedsgudinden,
Tornados
og Cronkite og Kennedy
gjorde det,
Telstar, oh, Telstar,
jeg ved,
dine frosne transistorrør
findes endnu,
du kan kan tænde
dem, skat,
hvis du vil,
you can turn me on, baby,
jeg tror,
du kan sende mig
forfra igen.

Hende dér

Stirrer på hende på sædet overfor og undrer mig over, hvorfor hun er der for, at jeg skal kigge på hende, og hun kaster blikke tilbage og tænker det samme, og det bliver ingen af os klogere af, og det er i forvejen svært nok at blive klog på sig selv, og det er i det hele taget noget fandens rod, at vi findes på en sådan måde, at vi kan mødes uden grund uden at vide, om der er en grund til det, og vi pakker hurtigst muligt sammen og står af, og så står vi der på den samme perron, og hvis det er en tilfældighed, er det ulækkert, for det er tilfældigheder, men det er sammenfald også, og vi drager hver især et lettelsens suk, da vi forsvinder ud af hinandens synsfelter, og togene kører igen.

lørdag den 8. september 2012

Kys mig,

til knoglerne
smuldrer
og kødet
bliver flydende,
kys mig
til al tvivl
er væk.

Eventyrbyen

Odense:
Det,
H.C. Andersen
skilte
sig af med
i håb
om at dø
som det
menneske,
han var.

Går på vandet,

for det er

umuligt
at svømme

i jord.

Du har en

god røv,
siger jeg til dig,
hvordan
man leverer
det lort,
man er fuld af,
er vigtigt,
du ved.

fredag den 7. september 2012

Kaptajnen tager hjem

Haddock hader regnen, fordi den ikke er whisky. Der er grænser for, hvad man kan tåle on the rocks.

***

Haddock er rejst, og i sengen på Møllenborg ligger et kødben til Terry, en hel flaske rom til Tintin og et anker til Castafiore.

***

Skibet er ladet med skidt og kanel, Haddock spytter mod vinden, og piben går ud, som den plejer.

Øver mig

stadig intenst
på at falde
i søvn
uden hverken
at dø
eller vågne
igen.

Det er

én ting,
at du døde
dengang,
jeg var lille,
bevares,
men jeg husker
dig fandeme
i sort/hvid.

I Søby











gror skrænterne til,
mens de kraner
og slisker,
der fragtede
brunkul og lig
op til ventende
blokvogne,
våger endnu
over sjæle,
som bliver
til kompost.

torsdag den 6. september 2012

Sophus og Per

Onkel Sophus står i havstokken med udstrakte arme og anråber Imperia, Neptun og Pan. For næsen af ham passer bølge så perfekt ind i bølge, at han får udsigt til et vældigt ocean, men stråhatten fører pålandsvinden med sig ind på stranden, fulgt af hans slidte og pibende stemme.

Oppe i klitterne, uset og ude på noget, punkterer Lille Per sin blå elefant.

Lignelsen om drengen og høstmanden

Drengen kom forbi en mand med en le.

- Hej, fremmede mand, hvad laver du?
- Jeg fælder strå, svarede manden.
- Hvorfor gør du det?
- Det er på tide, lød det fra et sted under kutten.
- Kan jeg hjælpe?
- Ingen kan hjælpe mig! Den tilhyllede skikkelse slap en kort, tør latter.
- Hvad kan jeg så gøre? Drengen trippede rastløst på stedet.
- Du kan lære at bage et brød, svarede manden og hvæssede bladet igen.

Drømte mig

en drøm i nat
om stikkelsbær
og kragetæer
og sorte flag
og hjemmebag
og slør og dis
og tynd, tynd is
og vekselstrøm,
jeg drømte mig,
en drøm.

Det dér

Jeg mistede
det dér,
du gav mig,
engang
på en villavej,
hvor det
blev udtrådt
og skidt på
og opblødt
i regnen,
for endelig
at lande
i risten,
jeg ved
ikke helt,
hvad det var,
men jeg
savner det
fandeme,
sig til,
hvis du
findes
for real.

onsdag den 5. september 2012

Breeder

Jeg presser,
og ud kommer
lilla giraffer
og gummisoldater
og engle af pickles
og brunkul,
der skriger en stund
og bliver tavse,
alternativt vokser,
men aldrig
får levende afkom,
og jeg taber blod
på kommando,
bliver bleg
og forfrossen
og lettere
hver gang,
det sker,
jeg bliver sikkert
til sne
på den måde,
jeg smelter
til sidst
på din tunge,

Hun dryppede

smilende solsikker,
dansende hunde
og skyer,
som lignede svampe,
der smeltede
verdener
i hånden
på pigen,
de lignede
Filia
Farvekridt.

Homeboyz

Ingen var street,
hvor jeg voksede op,
der var asfalt og fortove,
der var en tunnel,
hvor dem, der var modige nok,
lavede dårlig grafitti
med pensler og vægmaling
lidt ud på natten,
jovist, og man kendte vel
Rockers by Choice,
MC Einar og Run DMC
og kunne stave til "bitch"
med lidt held
og en dansk-engelsk ordbog,
man selv havde neglet på skolen,
men coke
kunne kun fås på flaske
hos købmanden,
flygirls var tøser,
der passede stalden derhjemme,
og knive var noget,
man fandt i en skuffe
og lagde tilbage
igen
efter brug.

Uden titel

Det klarer
op,

man kan
se

nu,
at regnen

var
regn.

tirsdag den 4. september 2012

Solen har

gjort mig

så gylden,

at skyggerne
blænder.

Mr. Adamski














Adamski
i køkkenet
i færd
med at vaske
tallerkener,
Adamski
på gaden,
mens lamperne
tændes,
Adamski,
som samler
kastanjer
på Månen,
Adamski,
der åbner
en isbod
på Venus,
Adamski,
som sluger
en hel
rulle råfilm,
der gærer
i maven,
og kommer
ud fremkaldt.

Der er tåge i gaderne,

og portene åbner sig, og viceværter kommer ud for at skovle den væk, og forbipasserende tænder lightere i håb om, at den er noget, man kan brænde hul i, og matematikere forsøger at beregne dens rumfang, og bygmestre prøver at mejsle den ud i blokke, man kan stable, og digtere hiver penne op ad lommerne, men klatter på fortovene, og magikere tegner cirkler af kridt og begynder at messe, men sløret forlader din skulder og daler mod gulvet, og nu er du fugtig og klar.  

Forsteninger

Jeg tilbragte uger med at vandre rundt på kirkegårde og lede efter dem, der blev til mig. Nogle af dem fandt jeg, andre var endt som skærver ved gærdet eller ulæselige fordybninger i revnede, mosbegroede sten, ingen lagde blomster ved længere. Ingen viste sig og sagde "hej, min unge, levende ven, nu skal du høre, hvordan du gik til". Alle som én forrådte de mig, som de måtte og skulle.

Tilbage var sålernes slid mod de grusede stier og verber, jeg selv måtte bøje og knække.

mandag den 3. september 2012

En lykkelig død

Hugo faldt om, og gulvet i supermarkedet, der var lavet af en art glat, fingeret marmor, tog ikke blidt imod, da han ramte det. Det var til gengæld også det sidste, hans krop registrerede.

Da han fik synet tilbage, kiggede han ned på sig selv, der lå med blødende pande og et fordrejet ansigtsudtryk mellem saltkiks, pakker med hamburgerryg og rugbrød og mælkekartoner.

Omkring det afsjælede legeme samledes der en kødrand af unge, gamle, voksne og børn, som stirrede på det usædvanlige fænomen med en blanding af fryd og rædsel. En fyr i tyverne ringede hjem for at tilkalde kæresten, men skænkede ikke 112 en tanke. En husmoders mund løb i vand, og hun holdt sig for den, så ingen udover ham bemærkede det. En større flok piger nede bagved vendte meget hårdt og demonstrativt ryggen til, mens nogen forsøgte at komme forbi med en medicinkasse. Men alle som én stirrede de og talte lavmælt, mens uret på væggen rundede de skarpe hjørner: 3-5 minutter: Varige hjerneskader. 7-10 minutter: De indre organer sætter ud.

Til sidst blev det, der engang havde været Hugo, blåt og helt stift. Da spredtes flokken, og butiksbestyreren kom til for at smide liget op i en køledisk, til ambulancen engang nåede frem fra den anden ende af regionen.

Hugo lo for sig selv. Der lå han nu mellem skinker, fars og svinekoteletter på tilbud, som de handlende med iver rev til sig, og ingen vidste, at hans sidste gerning på Jorden havde været at tømme alt det urin, lort og sæd, kroppen rummede, ud i bukserne, hvorfra det nu sev videre i tynde striber. Han havde på alle måder været trængende.

Så drev han ud i solen, der var høj og skarp og klar til en som ham.

F.eks. Kastrup

Flyet er lettet,
og luften er
støvet og tung,
jeg kunne savne
dig, sikkert,
jeg savnede
ofte som barn,
men der er,
hvad der er,
til vi ses,
er du jorden,
jeg går på.

søndag den 2. september 2012

sidefod

frygten for at siden
ikke fyldes for at siden
ikke findes for at siden
mest er før og for at siden
mest er sidst og for at siden
falder ud og for at siden
bliver krøllet for at siden
bare stikker for at siden
bliver det du vender
til mig før du går

Der var spøgelser

ude i haven
og æbler,
der rådnede,
katte og ræve,
som krydsede hen
over grunden
ad hemmelige
veksler i hækkene,
inde i stuen
var vinduet fedtet
af tanker,
og kludene
sorte
af søvn.

lørdag den 1. september 2012

Nærkontakt

- Jeg blev engang bortført af en UFO, betror hun mig i baren. - Jeg løb rundt ude i en skov og legede, da jeg så det her underlige lys lige over mig, og jeg prøvede at løbe væk, men jeg faldt i min kjole, og lige pludselig kunne jeg ikke huske mere, og så vågnede jeg i det her lyse rum, og der var nogen, som kiggede på mig, og de smilede, og de sagde, at de bare ville vise mig noget, og de var helt grå, og de havde sådan nogle skæve, store øjne, men de bød på en slags kage, jeg aldrig havde smagt før, og de havde noget saftevand, som var lavet på bær, jeg aldrig havde fundet ude i skoven, og så tog de mig hen til et kæmpe vindue, som de rullede ned, og så kunne jeg se verden, hele verden, og jeg græd, for helvede, hvor jeg græd, og de blev helt forvirrede, de der væsener, og så spurgte de hvorfor, og jeg sagde, at det var fordi, jeg kunne se hele verden, og den var ikke særligt stor, og de prøvede at trøste mig, og de sagde, at der var alle mulige søde og spændende dyr dernede, og der var svampe og kæmpetræer og orkidéer, og der var masser af mennesker, som tænkte og sagde en masse spændende ting, og de mente, jeg burde være stolt over det, jeg var, og at det var dét, de ville vise mig, og jeg hulkede bare og sagde, at de skulle flyve mig væk, men det ville de ikke, og så husker jeg igen ikke noget, og så vågnede jeg i en mega bregne og løb hjem til min mor, og nu sidder jeg her. Hun sukker.

- Skål, siger jeg og løfter kruset.

Jeg har udsigt til hende. Hele hende. Jeg er også ved at græde.

Cph Docs

Jeg har ingen træsko at stille,
man er vel moderne,
de skarver og larmer ad helvede til,
men jeg har et par slidte Doc Martens,
dem pudser jeg sikkert
og sender til genbrug en dag.

Sæsoner

Endnu ikke
parat til
at smage
på frugten,
september
har kastet
i grams.

Jeg ved ikke, hvordan den sommer sluttede.

Om jeg svedte den ud, om den lå i kuverten, jeg slikkede på, lukkede til og smed i postkassen, eller om det var den, min mund smagte af, da jeg lå der på asfalten. I hvert fald rykkede september ud med grønne, gule og røde blink, og jeg huskede meget lidt fra turen ud over sirenerne, som åbenbart ville advare mig om noget, pumpelyden, der undrede mig, fordi min cykel var blevet stjålet, og dit bekymrede ansigt, som hang lavt og svalt på himlen og snart var gået helt ned.